Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter overgreb fra myndighederne som følge af hans aktiviteter for den kurdiske sag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har sympatiseret med og udført aktiviteter for organisationen PYD (Parti Union Demokratisk). Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev anholdt i foråret 2009 i forbindelse med fejringen af hændelserne i Qamishlo, at han herefter var tilbageholdt i 4 måneder, og at han under afhøringerne hos myndighederne blev udsat for fysiske overgreb. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren deltog i et politisk møde i efteråret 2009, som blev stormet af efterretningstjenesten. Ansøgeren flygtede fra mødet og besluttede at udrejse, da efterretningstjenesten efterfølgende rettede henvendelse på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/33
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […..] i Syrien, hvor han har boet indtil udrejsen i slutningen af 2009. Ansøgeren har oplyst, at han har sympatiseret med det demokratiske parti siden slutningen af 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter samt fordi han er udeblevet fra aftjening af værnepligt. Ansøgeren har endvidere anført, at han frygter at blive fængslet, fordi han er udrejst illegalt fra Syrien. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter og myndighedernes kendskab hertil. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først oplyste dette motiv under samtalen i sommeren 2010 med Udlændingeservice. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han ved afhøring i foråret 2010 ikke forstod, hvad der blev spurgt om, idet der medvirkede en arabisk tolk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af referatet, at ansøgeren har forklaret detaljeret om personlige forhold ligesom det fremgår, at ansøgeren udtrykkeligt har oplyst, at han forstod tolken. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren risikerer straf på grund af udeblivelse fra aftjening af værnepligt kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt på, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at ansøgeren ikke risikerer en uforholdsmæssig straf som følge af udeblivelse. Det forhold at ansøgeren er udrejst illegalt fra Syrien kan ikke i sig begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/32
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han omkring foråret 2009 uddelte nogle løbesedler for en af sin faders venner, der var på besøg hos faderen. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende ransaget af de syriske myndigheder, der fandt nogle af løbesedlerne. Ansøgeren var ikke hjemme, men efterretningstjenesten tilbageholdt ansøgerens far. Faderen blev løsladt under betingelse af, at han skulle rette henvendelse til myndighederne, hvis ansøgeren kom hjem. Ansøgeren har ikke siden været på bopælen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på de væsentlige punkter har forklaret konsistent under hele sagen. Nævnet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren, der er analfabet, ikke ved asylregistreringen har oplyst om den forudgående fængsling i 2008, efter en konkret vurdering ikke i sig selv findes at kunne medføre, at ansøgerens i øvrigt konsistente forklaring tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger således til grund, at myndighederne er blevet bekendt med, at ansøgeren har uddelt løbesedler med politisk indhold, og at han som følge heraf er eftersøgt. På denne baggrund og henset til baggrundsmaterialets oplysninger om myndighedsreaktioner – særligt mod politisk aktive kurdere – finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/31
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, dels som følge af sine politiske aktiviteter, dels som følge af at han har unddraget sig aftjening af værnepligt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren blandt andet anført, at han i foråret 2008 deltog i et optog i forbindelse med Newroz, hvor han blev anholdt af politiet og ført til et fængsel i Aleppo, hvor han blev tilbageholdt i to til tre måneder, hvorunder han blev udsat for overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af Yekitipartiet i omkring en måned, i hvilken periode han deltog i tre møder og hjalp partiet med at uddele og opbevare pjecer i sin frisørsalon. Uanset, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om sine forhold, finder nævnet ikke, at ansøgeren har forklaret så inkonsistent, at der er tilstrækkeligt grundlag for i det hele at forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet vil således ikke afvise, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med Newrozfesten i 2008, ligesom nævnet ikke vil afvise, at ansøgeren har uddelt kurdisk materiale for Yekitipartiet, og at myndighederne har ransaget og beslaglagt dele af dette materiale på ansøgerens bopæl. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/30
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2006 var ansøgeren blevet indkaldt til værnepligt. Ansøgeren var ikke mødt op, men var i stedet flygtet til Grækenland, hvor han havde fået arbejde. I 2009 var ansøgeren af det græske politi blevet sendt tilbage til Syrien, eftersom hans arbejdstilladelse var udløbet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede straf og overgreb, fordi han havde unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste. Ansøgeren havde herved fremhævet, at han var etnisk kurder, og at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse var en politisk aktivitet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham, kunne dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria [bilagsnr. 157], risikerede ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, kunne efter det foreliggende ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes herved vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret og ikke havde udført nogen politiske aktiviteter. Det skulle herved videre bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved indrejsen i Syrien i 2009 alene var blevet tilbageholdt i to timer uden afhøring, og hvor hans pas var blevet inddraget. De generelt vanskelige forhold for kurdere i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/3.
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia i Syrien. Ansøgeren angiver, at han siden 2005 har været medlem af og aktiv for det Det Kurdiske Demokratiske Unions Parti, Yekiti. Ansøgeren oplyser, at han deltog i ligtog til ære for to martyrer i foråret 2004, hvilket bevirkede, at han efterfølgende blev tilbageholdt i tre måneder. Ansøgeren er udrejst som følge af, at hans forretning i sommeren 2009 blev ransaget af efterretningstjenesten, hvor myndighederne fandt løbesedlerne. Efterfølgende har myndighederne adskillige gange foretaget rangsagninger på ansøgerens bopæl. Af ansøgerens forklaring er fremgået, at lederen af den gruppe, han angiver at havde deltaget i, ikke har lidt overlast som følge af fundet i ansøgerens forretning. Den pågældende gruppeleder var den, som overgav ham løbesedler med henblik på, at disse skulle uddeles blandt gruppemedlemmer under efterfølgende møder, hvori gruppelederen også deltog. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke efter begivenheden i forretningen har været i kontakt med nogen tilknyttet partiet. Videre at han efterfølgende har kunnet ringe hjem til sin moder, men ikke kan det længere, da han har mistet det pågældende telefonnummer og ikke er i kontakt med nogen, der vil hjælpe ham dermed. Ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål, og hans forklaring om politisk aktivitet og de overgreb, han angiver at have været udsat for, fremtræder ikke selvoplevede. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har opbevaret løbesedler, der er fundet af myndighederne. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været politisk profileret. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i 2004 uanset, at ansøgeren har været udsat for hårdhændet behandling, i sig selv nu kan begrunde asyl. Der foreligger ikke helbredsoplysninger eller andet, der kan begrunde en udsættelse af sagen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være konkret og individuel forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/29
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….]. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er i de syriske myndigheders søgelys, da han, som tidligere har været langvarigt tilbageholdt af de syriske myndigheder, skubbede en betjent i forbindelse med politiets henvendelse på faderens bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren var således tilbageholdt i mere end syv måneder i et syrisk fængsel og udsat for hårdhændet behandling som følge af deltagelse i en demonstration rettet mod de syriske myndigheders drab på tre kurdiske festdeltagere. Ansøgeren blev løsladt med månedlig meldepligt, som han overholdt, indtil han blev impliceret i en slagsmålslignende situation med politiet. Politiet havde rettet henvendelse, da ansøgerens fader protesterede mod de kurdiske myndigheders inddragelse af familiens ejendom, og ansøgeren skubbede en betjent, da faderen blev udsat for slag. Ansøgeren flygtede fra stedet og holdt sig i skjul, indtil han kort efter udrejste fra Syrien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være således i de syriske myndigheders søgelys, at han vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/28
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Dirik, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD siden slutningen af 2005. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har været anholdt to gange tidligere og været udsat for tortur, samt at han kort tid inden sin udrejse blev pågrebet, imens han var i besiddelse af PYD-materiale. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb og tortur fra yndighedernes side. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist, kan Flygtningenævnet lægge hans forklaring, der fremstår selvoplevet, om det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i 2004 og 2005 blev tilbageholdt af myndighederne tilknyttes til henholdsvis en demonstration i forbindelse med Qameshli urolighederne og Newroz festen, at ansøgeren med farbroderens mellemkomst åbnede en forretning i 2006, at farbroderen en-to gange om måneden afleverede politisk materiale fra PYD, som blev afhentet af ansøgerens sambo Said, at ansøgeren den [….] 2009 blev advaret af en nabo, om at Said var blevet anholdt, at ansøgeren kort tid efter blev opsøgt af to civilklædte mænd angiveligt fra sikkerhedstjenesten i forretningen, at ansøgeren, der var på vej væk, medbragte materiale, som havde været skjult i forretningen, at den ene af mændene fratog ansøgeren dette materiale, og at det herefter lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. På denne baggrund, og når der sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger, lægges det endvidere til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/27
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder bosiddende i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har virket i en gruppe, der for to menneskerettighedsorganisationer har indsamlet materiale om forholdene i hjemlandet. Videre at der på hans bopæl har været foretaget ransagning af myndighederne, der har fundet kompromitterende materiale. Ansøgeren har oplyst, at myndighederne fortsat søger ham. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han tidligere har været frihedsberøvet og i den forbindelse været udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark gav oplysninger om de pågældende forhold. Ansøgeren har under sagen på troværdig vis forklaret herom. Flygtningenævnet lægger herefter ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet til grund. Flygtningenævnet anser herefter ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/26
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingeservice har ved mødet i Flygtningenævnet ikke bestridt det, som ansøgeren hidtil har oplyst om sin identitet, ligesom det ikke bestrides, at ansøgeren i 1999/2000 blev udsat for tortur under den mere end et år lange tilbageholdelse af de syriske myndigheder. Dette kan Flygtningenævnet også lægge til grund. Ansøgeren har påberåbt sig det tidligere oplyste asylmotiv, ligesom han underbygget sin frygt for at blive myndighedsforfulgt ved sin tilbagevenden til Syrien, idet hans far efter det oplyste i perioden fra 2004 til 2010 jævnligt er blevet opsøgt af politiet og afhørt om ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren siden 1998 som syrisk kurder har været medlem af Yekiti-partiet og også aktiv for dette, at han i 1999/2000 blev tilbageholdt og udsat for tortur, ligesom ansøgeren på overbevisende måde har forklaret om senfølgerne i den forbindelse, at han i 2000-2004 adskillige gange blev opsøgt og kortvarigt tilbageholdt af myndighederne, at han i marts 2004 – kort før sin udrejse – deltog i en demonstration, ligesom han lod en kammerats søster, der senere døde, søge skjul for myndighederne i ansøgerens forretning, hvilket må antages at være myndighederne bekendt, og at myndighederne jævnligt i perioden 2004-2010 har opsøgt særligt ansøgerens far og spurgt til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering af disse forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, og at han derfor opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Syrien/2010/25
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Det Demokratiske Parti Yekiti i perioden 2002 til 2007. Ansøgeren uddelte aviser, deltog i demonstrationer for kurderne og samlede bidrag ind til kurdiske martyrer. Ansøgeren uddelte og hængte endvidere løbesedler op og hjalp med at få kurdiske børn til kurdisk undervisning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, der i 2004 var tilbageholdt i to måneder og ti dage, hvorunder han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb, i foråret 2008 deltog i en demonstration, hvor han var med til at vælte en statue af den tidligere præsident. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys, som følge af sin deltagelse i at vælte statuen. Det fremgår således af ansøgerens forklaring, at den eneste, som han selv kendte i den større mængde af mennesker, som var samlet omkring statuen, var en bygningsarbejder, som havde været aktiv i forbindelse med omvæltningen af statuen. Både ansøgeren og bygningsarbejderen blev befriet fra sikkerhedspolitiet af menneskemængden, inden de var blevet identificeret. Det må endvidere tillægges vægt, at der efter ansøgerens forklaring, i cirka tre måneder frem til sommeren 2008, ikke var henvendelser fra sikkerhedspolitiet på nogen af de steder, hvor ansøgeren havde tilknytning. Først da var der, efter forklaringen, en henvendelse på ansøgerens bopæl, hvor faderen blev anholdt og tilbageholdt i 14 dage. Flygtningenævnet finder det påfaldende, i betragtning af, at ansøgerens fader skulle være blevet foreholdt, at ansøgeren havde begået den efter syriske forhold meget alvorlige forbrydelse at vælte en statue af landsfaderen, blev løsladt alene med en påmindelse om at sørge for at indgive ansøgeren til myndighederne, såfremt han skulle dukke op. Det findes også påfaldende, at der ved senere henvendelser til faderen, ikke er foretaget yderligere foranstaltninger overfor faderen, såfremt myndighederne havde haft kendskab til en forbrydelse af den nævnte karakter. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren har kunnet opholde sig hos morbroderen frem til begyndelsen af 2009, uden at myndighederne har rettet henvendelse til morbroderens bopæl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Syrien/2010/24
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han under militærtjeneste har fået problemer med militæret, at han er deserteret på grund af disse problemer, og at han frygter en længere fængselsstraf og for sit liv i forbindelse hermed. Ansøgeren har henvist til, at han er deserteret fra militæret, efter at han under en patrulje ved den syriske grænse i efteråret 2009 affyrede varselsskud mod en gruppe på syv-otte ukendte personer, en handling chefen for basen var imod. Efterfølgende udsatte chefen ansøgeren for vold, og ansøgeren måtte på hospitalet. Dagen efter flygtede han fra hospitalet, idet en ven oplyste, at den militære efterretningstjeneste var blevet sat på sagen. Herudover har ansøgeren henvist til, at han tidligere havde afvist lejrchefens anmodning om at give meddelelse om andre kurderes forhold, og at ansøgeren havde advaret andre kurdere mod noget sådant. Ansøgeren skjulte sig frem til sin udrejse hos en ven. Det kan lægges til grund, at ansøgeren ikke havde haft problemer med militæret forud for den nævnte skudepisode, og at ansøgeren efterfølgende blev irettesat af den pågældende officer, som på grund af ansøgerens svar gav ansøgeren en hårdhændet behandling, hvorefter ansøgeren kom på militærhospitalet. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren var under bevogtning under opholdet på militærhospitalet, idet ansøgeren kunne modtage besøg af sin ven. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer var i stand til at forlade militærhospitalet, at ansøgerens antagelse af, at den militære efterretningstjeneste var blevet involveret i sagen, beror på andenhåndsoplysninger, og at det ikke kan antages at være ualmindeligt, at kurdere i militæret opfordres til at give oplysninger om andre kurdere. Efter det foreliggende kan det derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have andre konflikter med myndighederne end den skete desertering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion som følge heraf. Den omstændighed, at ansøgeren efter skudepisoden blev fysisk forulempet af officeren, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret, og at der ikke er oplysninger om, at ansøgerens familie er blevet udsat for overgreb eller repressalier på grund af ansøgerens forhold. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/23
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kurder fra Damaskus. Ansøgeren var i foråret 2004 blevet anholdt i forbindelse med en demonstration for den kurdiske sag og tilbageholdt omkring 50 dage, hvorunder han var blevet undergivet tortur. Herefter havde ansøgeren ikke været aktiv, før han i efteråret 2009 havde hjulpet en ven med optagelsen af film til brug for den kurdiske sag. I forbindelse med optagelsen var sikkerhedstjenesten kommet til stede, og vennen var blevet anholdt. Ansøgeren var selv flygtet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens identitet var blevet de syriske myndigheder bekendt, eventuelt gennem registreringen i den tidligere sag, eventuelt gennem anholdelsen af vennen. Ansøgeren var således blevet eftersøgt på bopælen, der også var blevet ransaget. Ansøgeren var imidlertid ikke taget hjem efter episoden, men havde skjult sig hos sin søster og udrejst illegalt 14 dage senere. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sit virke for den kurdiske sag. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/22
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger fra Al-Malikiya, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde forklaret, at han efter aftjeningen af sin værnepligt i 2006 havde sympatiseret med Yekiti-partiet. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at han tre gange havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af deltagelse i demonstrationer i foråret 2008, foråret 2009 samt sommeren 2009. Endvidere havde han adskillige gange været anholdt kortvarigt og udspurgt om Yekiti-partiets medlemmer og sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Ansøgerens broder, som gennem mange år havde været medlem af Yekiti-partiet, havde også været tilbageholdt, og broderen havde været forsvundet siden et møde i partiet i sommeren 2009. Ansøgeren havde ligeledes deltaget i mødet i Yekiti-partiet i sommeren 2009, hvorfra han var flygtet, da politiet var kommet til stede. Under tilbageholdelserne var han blevet udsat for tortur. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede han at blive udsat for tortur og idømt en langvarig fængselsstraf på grund af sin deltagelse i demonstrationerne og i partimødet. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring, som havde været konsistent og troværdig, til grund. Efter baggrundsoplysningerne fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han således var profileret hos myndighederne, at han ved en tilbagevenden risikerede grove og fysiske overgreb og streng straf på grund af sine politiske aktiviteter. Da ansøgeren derfor opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Syrien/2010/21
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Flygtningenævnet bemærkede, at tolken havde oplyst, at den mandlige ansøger havde visse forståelsesproblemer, men at begge ansøgere under nævnsmødet havde angivet, at de var indforståede med, at nævnsmødet gennemførtes med den konkrete tolk, og at eventuelle forståelsesproblemer ville kunne løses ved, at der i stedet for taltes arabisk. Ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede, at den syriske sikkerhedstjeneste ville indespærre ham i et politisk fængsel og afhøre ham om hans arbejde ved den kurdiske nytårsfest. Ansøgeren havde stået for opførelsen af en scene i forbindelse med Newroz-festen den 21. marts 2009. Under opførelsen var ansøgeren og hans fire medarbejdere blevet antastet af personer fra den syriske sikkerhedstjeneste, hvorefter de var stukket af. To navngivne medarbejdere var blevet anholdt og løsladt efter 15 dage. Ansøgeren havde efterfølgende fået at vide, at de to medarbejdere, som havde været 16 eller 17 år gamle, havde sagt til myndighederne, at det havde været første gang, at ansøgeren havde bygget en sådan scene, men at de sandsynligvis var blevet presset til, i strid med sandheden, at oplyse, at den mandlige ansøger også havde deltaget i andre aktiviteter for den kurdiske sag. Sikkerhedstjenesten havde endvidere opsøgt den kvindelige ansøger på ansøgernes bopæl og senere den kvindelige ansøgers forældres bopæl gentagne gange, ligesom de efterfølgende havde overvåget den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Ved et enkelt tilfælde havde personerne fra sikkerhedstjenesten givet den kvindelige ansøger en lussing og havde banket den kvindelige ansøgers hoved ind i væggen i entréen. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold. Hun frygtede endvidere, at sikkerhedstjenesten ville fængsle hendes ægtefælle, og at ansøgeren dermed ville blive alene med deres søn. Flygtningenævnet kunne som Udlændingeservice i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund i sagen, idet ansøgerne havde forklaret konsistent og troværdigt om deres forhold, herunder om myndighedernes henvendelser på, først ansøgernes egen bopæl og dernæst den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at den mandlige ansøger ikke havde profileret sig afgørende ved sin aktivitet, som alene havde bestået i at opføre en scene til nytårsfesten den 21. marts 2009. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers formodning om, at hans to unge medarbejdere var blevet presset til at fortælle – i strid med sandheden – at den mandlige ansøger havde haft yderligere aktiviteter for den kurdiske sag, alene byggede på den mandlige ansøgers egen formodning. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøger umiddelbart efter den 21. marts 2009 havde taget ophold i den landsby, hvorfra han kom, hvor han havde opholdt sig hos skiftende venner og slægtninge, men at den mandlige ansøger ikke desto mindre havde besøgt den kvindelige ansøger på hendes forældres bopæl flere gange, trods risiko for at bopælen havde været overvåget. Flertallet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af grunde, som angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den kvindelige ansøger havde alene som sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flertallet fandt herefter ej heller sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/20
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og yezidi fra Aleppo, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Uanset, at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ansøgeren sammen med broderen i deres skrædderforretning i en årrække havde syet dragter til to kunstnergrupper til den årlige Newrosh fest, at ansøgeren i 2007 var blevet tilbageholdt i sikkerhedstjenestens fængsel i ni måneder efter at være blevet anholdt i foråret 2007 til Newrosh, at han under begyndelsen af fængselsopholdet var blevet udsat for torturlignende overgreb, at ansøgerens broder var blevet anholdt af myndighederne i begyndelsen af 2009, og at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på ansøgerens bopæl. Endvidere kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at myndighederne eftersøgte ansøgeren på grund af aktiviteter for den kurdiske sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/2.
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren havde været medlem af Kurdistans Demokratiske Enhedsparti (Yekiti) i Syrien fra 2005 til 2008. Ansøgeren havde blandt andet arbejdet med at oplyse om partiets formål, herunder mere generelle oplysninger om partiet. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede at blive fængslet eller dræbt af myndighederne ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han havde optaget video i forbindelse med en sammenkomst den 20. marts 2008, natten før Newroz, af skyderier mod personer, som var blevet sårede eller dræbt. Ansøgeren var stukket af, og hans bopæl var efterfølgende blevet opsøgt af de syriske myndigheder, som gentagne gange havde opsøgt ansøgerens familie for at spørge efter ansøgeren, ligesom de en enkelt gang havde taget ansøgerens fader med. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet bemærkede, at de divergenser, der havde været mellem ansøgningsskemaet og samtalen i Udlændingeservice, formentlig havde skyldtes ufuldstændig oversættelse af ansøgningsskemaet og usikkerhed omkring tolkningen i Udlændingeservice. Ansøgeren havde herefter navnlig henvist til, at han havde optaget en videofilm på sin mobiltelefon, som hans fader ganske vist efterfølgende havde beholdt. Han havde haft aktiviteter for Yekiti-partiet i form af uddeling af løbesedler og uddeling af det kurdiske flag samt indsamling af penge til partiet. Endelig var han udrejst illegalt af Syrien. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren var kommet i myndighedernes søgelys i forbindelse med begivenhederne i marts 2008, og at myndighederne allerede samme aften havde opsøgt hans bopæl, og at de fortsat jævnligt, det vil sige én til to gange om måneden, havde opsøgt bopælen. Flygtningenævnet fandt det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en forfølgelsesrisiko, der var asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/19
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk kurder fra Syrien, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse som følge af politisk sympati for den kurdiske sag. Flygtningenævnet lagde væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han ad to gange havde været fængslet og udsat for tortur, senest i tre måneder frem til efteråret 2007 efter en ransagning, hvorunder man havde fundet kurdisk materiale på hans bopæl. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at myndighederne umiddelbart inden ansøgerens seneste udrejse af Syrien havde foretaget ransagninger i hans landsby og afhøringer af hans familie under en eftersøgning af ansøgeren. På denne baggrund og henset til oplysningerne i det seneste baggrundsmateriale, herunder ”Human Rights Issues Concerning Kurds in Syria”, side 55 Bilagsnummer 196: Human rights Issues concerning Kurds in Syria. Report from a joint fact finding mission by the Danish Immigration Service and Austrian Red Cross to Damascus, Syria from 21 January to 8 February 2010 - RED]fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren – der var udrejst illegalt - i forbindelse med en hjemsendelse ville risikere på ny at komme i myndighedernes søgelys og dermed i risiko for fornyet anholdelse og udsættelse for tortur som følge af sine politiske sympatier. Flygtningenævnet meddelte på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/18
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere senest boende i Al-Malikiya. Ansøgerne havde som asylmotiv påberåbt sig, at de risikerede forfølgelse som følge af den mandlige ansøgers etnicitet og aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt i to måneder i forlængelse af Newroz i 2008, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var så centrale divergenser i den mandlige ansøgers forklaring herom, at disse ikke kunne forklares alene med sproglige vanskeligheder i forhold til tolkningen. Flygtningenævnet henviste herved til divergenser vedrørende omstændighederne ved pågribelsen, længden af tilbageholdelsen i isolationscelle, tidspunktet for den første afhøring og omstændighederne ved løsladelsen. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger skulle have haft en særlig rolle ved Newroz-festen i 2009, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at der var adskillige divergenser i ansøgernes forklaring om omstændighederne ved transport til og fra festen, om den kvindelige ansøger havde været bekendt med, at den mandlige ansøger ikke ville overnatte hjemme, og omstændighederne ved de efterfølgende ransagninger. Flygtningenævnet lagde den mandlige ansøgers forklaring om, at han havde sympatiseret med Yekiti-partiet og kørt taxa, herunder for partimedlemmer, til grund. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger havde haft videregående profilerende aktiviteter for Yekiti-partiet, som var kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgerne risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af denne begrænsede aktivitet, der i øvrigt heller ikke kunne antages at være kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne bevirke en afgørende ændring af asylvurderingen, at ansøgeren havde fremlagt en erklæring, der efter det oplyste stammede fra en kurdisk hjemmeside, og som omhandlede en omtale af, at han havde været aktiv for Yekiti-partiet. Syrien/2010/17
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger havde forklaret, at han siden 2007 havde sympatiseret med Yeketi-partiet og været aktiv ved at uddele politisk materiale i form af løbesedler og partiaviser siden den kurdiske nationalfest i 2007. Den mandlige ansøger havde desuden deltaget i møder med henblik på at blive optaget som medlem af partiet. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at den syriske efterretningstjeneste i foråret 2009 havde rettet henvendelse på familiens landbrugsejendom, hvor den mandlige ansøger havde afholdt et møde med andre deltagere fra Yeketi-partiet om den kommende kurdiske nationalfest. Det var lykkedes mødedeltagerne at flygte, mens efterretningstjenesten havde medtaget kurdiske papirer mv. Ansøgerne havde endvidere henvist til, at den kvindelige ansøger næste dags morgen var blevet udsat for ransagning i ægtefællernes hjem i Aleppo, hvor myndighederne havde medtaget kurdisk materiale. Ansøgerne havde endelig henvist til, at myndighederne flere gange inden ansøgernes udrejse havde eftersøgt den mandlige ansøger på landbrugsejendommen, og at den mandlige ansøgers fader i forbindelse hermed var blevet medtaget af politiet og kortvarigt tilbageholdt. Den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer, der fremstod som konsistente og troværdige, til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger, uanset ansøgerens begrænsede aktiviteter for Yeketi-partiet, havde sandsynliggjort, at han var kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/16
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Derek, og at ansøgeren ikke er syrisk statsborger, men var i besiddelse af opholdsbevis. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede en langvarig fængselsstraf og tortur på grund af sin deltagelse i Newroz på sin hjemegn i foråret 2009. Ansøgeren havde videre henvist til, at han i 2004 i Damaskus var blevet tilbageholdt af myndighederne mistænkt for at have deltaget i en kurdisk demonstration. Ansøgeren var dengang blevet løsladt efter 2½ måned uden betingelser. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han frygtede at blive anholdt, fordi han er kurder og ikke havde syrisk statsborgerskab. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i Newroz-festen i 2009 og under denne havde haft en funktion som vagt, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring for nævnet fremstod som usikker og usammenhængende, og ansøgeren havde under samtalen med advokaten og under nævnsmødet væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren forklarede således på en lang række punkter under nævnsmødet divergerende i forhold til samtalen med Udlændingeservice og ligeledes i forhold til samtalen med advokaten. Ansøgeren forklarede divergerende med hensyn til, hvorledes ansøgeren havde været tilknyttet PYD, omstændighederne i forbindelse med ansøgerens funktion som vagt, om ansøgeren havde været den eneste fra sin familie, der havde deltaget i Newroz-festen i 2009, ansøgerens kendskab til, om der var blevet taget billeder af ansøgeren fra myndighedernes side og om tilbageholdelsen af lederen for gruppen for kulturelle aktiviteter. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at alle uoverensstemmelserne i forhold til samtalen med Udlændingeservice og samtalen med advokaten skyldtes tolkeproblemer eller misforståelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens tilbageholdelse i 2004 kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren var blevet løsladt uden særlige betingelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens illegale udrejse af Syrien kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/15
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han havde deltaget i flere demonstrationer for kurdernes sag. Han havde ligeledes i sommeren 2009 deltaget i et hemmeligt møde i partiet PYD, og efterfølgende var flere af de ca. 10 deltagere i mødet blevet anholdt. Ansøgerens hus samt forældrenes hus var blevet ransaget, og hans fader var blevet fængslet. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren blandt andet havde deltaget i en demonstration i 2004 til fordel for kurderne og i et møde i partiet i sommeren 2009. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren herved var blevet profileret i en sådan grad, at han var i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, som beskrevet i udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark i slutningen af 2009 havde deltaget i en demonstration i København, og at der var optaget en film i den anledning, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat, idet det ikke fandtes sandsynliggjort, at optagelserne var kommet til de syriske myndigheders kendskab. Syrien/2010/14
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by ved Quamishli, at han fortsat havde nære pårørende i hjemlandet, at han havde været medlem af Yekiti-partiet, at hans opgaver for partiet havde bestået i at uddele aviser og andet partimateriale til kontaktpersoner i fem landsbyer, at ansøgeren i efteråret 2008 var blevet anholdt af sikkerhedstjenesten, mens han havde været i besiddelse af partimateriale, at ansøgeren var blevet tilbageholdt i tre måneder, hvorunder han var blevet afhørt, slået og udsat for tortur, og at ansøgeren var blevet løsladt i begyndelsen af 2009. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren efter løsladelsen havde genåbnet sin frisørsalon, som efter kort tid var blevet ødelagt og lukket af sikkerhedstjenesten, at ansøgerens forældres bopæl havde været udsat for to ransagninger, hvor man havde spurgt efter ansøgeren, at ansøgeren efter den første ransagning havde skjult sig i en nærliggende landsby hos sin søsters svigerforældre, og at ansøgeren herefter var udrejst af Syrien i foråret 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede for sit liv, hvis han vendte tilbage til Syrien på grund af sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, som oven for gengivet. Nævnet fandt, at ansøgeren på troværdig vis havde forklaret om sit asylmotiv og lagde videre vægt på, at han var blevet tilbageholdt på grund af aktiviteter for Yekiti-partiet. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/13
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien efter at have genoptaget sagen. Ansøgeren indrejste i 2005 og søgte asyl. I sommeren 2005 udrejste ansøgeren til Syrien, men i starten af 2006 indrejste han på ny i Danmark. I foråret 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på asyl. I slutningen af 2007 blev ansøgeren meddelt opholdtilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med nævnets afgørelse fra foråret 2007 til grund, at ansøgeren under aftjening af værnepligt havde været udsat for tortur, og at han efterfølgende var udeblevet fra genindkaldelse som reservist. Selvom det fremgik af ansøgerens egen forklaring, at han efter problemerne under værnepligten havde afsluttet værnepligtsperioden med almindelig hjemsendelse, fandt nævnet henset til de nu foreliggende baggrundsoplysninger, at der var en konkret risiko for, at ansøgeren på grund af disse forhold på ny ville komme i myndighedernes søgelys ved en hjemvenden, og at han derfor af denne årsag sammenholdt med hans udeblivelse fra genindkaldelse ville være i risiko for tilbageholdelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/12
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Under nævnsmødet forklarede ansøgerne, at den mandlige ansøger havde været medlem af det kurdiske politiske parti PYD. I sommeren 2009 havde han kørt med en pengeindsamler for partiet, som under en kørsel var blevet anholdt af efterretningstjenesten. Det var dog lykkedes ansøgeren at flygte, mens efterretningstjenesten havde skudt efter ham. Myndighederne havde efterfølgende henvendt sig til ansøgerne. Under nævnsmødet forklarede den mandlige ansøger, at han havde haft yderligere aktiviteter for partiet. Han fremlagde endvidere en arrestordre dateret i 2010. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er fra provinsen Qamishli i Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet. De er begge kurdere og muslimer. Den mandlige ansøger havde efter sin forklaring afgivet i Flygtningenævnet været sympatisør/medlem af PYD (Itihad Al-Demokrati al-Kurdi fi Suria). Begge ansøgere havde henvist til den mandlige ansøgers forhold som begrundelse for asyl. Den mandlige ansøger havde i den forbindelse henvist til, at det i efteråret 2009 var lykkedes for ham at flygte fra den syriske efterretningstjeneste i forbindelse med, at myndighederne havde anholdt en navngiven person, der var pengeindsamler med videre for PYD. Siden da havde myndighederne ifølge ansøgernes forklaringer forgæves forsøgt at få fat i den mandlige ansøger. Ansøgerne havde på en række punkter forklaret forskelligt. Den mandlige ansøger havde således forklaret divergerende med hensyn til betalingen for sin kørsel for pengeindsamleren, hvornår han startede med at køre for ham, omstændighederne ved flugten og skyderiet efter ham i sommeren 2009, og endelig hvor mange gange myndighederne havde søgt efter ham i dagene efter skudepisoden. Også den kvindelige ansøger har forklaret divergerende. Det gjaldt vedrørende antallet af myndighedshenvendelser i de fem dage, som hun havde opholdt sig hos sine svigerforældre, hvor mange dage hun herefter havde taget ophold hos sine egne forældre, og hvor hun var blevet genforenet med den mandlige ansøger før deres fælles flugt fra Syrien. Hertil kom, at den mandlige ansøger havde udvidet sit asylmotiv meget betydeligt. For det første havde han i Flygtningenævnet forklaret, at han havde været medlem/sympatisør med PYD siden 2005, og han havde således ved mødet i Flygtningenævnet fremlagt en bekræftelse dateret i starten af 2010 om sit medlemskab. For det andet havde den mandlige ansøger nu forklaret, at han udover at være chauffør også var en form for sikkerhedsperson eller livvagt for pengeindsamleren, og at han af PYD var betroet jobbet at køre og assistere ham ved pengeindsamlinger med videre. For det tredje havde den mandlige ansøger også først i Flygtningenævnet forklaret, at han fra 2005 til sommeren 2009 jævnligt havde været med til at fordele store mængder af foldere til lokalformændene i PYD i de enkelte landsbyer. For det fjerde havde den mandlige ansøger nu også fremlagt en arrestordre - i øvrigt udstedt samme dag, som skudepisoden fandt sted. Den mandlige ansøger havde af Udlændingeservice været afhørt på arabisk i efteråret 2009, ligesom han ved afslutningen af afhøringen havde bekræftet, at han havde forstået tolken. Et flertal af nævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger ikke havde givet en overbevisende forklaring på, at han først nu i så væsentligt omfang havde udvidet sit asylmotiv. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at referatet fra mødet i efteråret 2009 var meget detaljeret, ligesom den mandlige ansøger f.eks. flere gange ved adskilte gengivelser havde forklaret, at han ikke havde været medlem af nogen politisk organisation. Flertallet i Flygtningenævnet tilsidesatte på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaringer som utroværdige, og ansøgerne havde derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse af myndighederne, hvorfor de ikke opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Syrien/2010/11.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier. Han havde været medlem af en dansegruppe, og han havde ved enkelte lejligheder arbejdet bag scenen som medhjælper for en skuespillertrup. Han havde som sit asylmotiv særligt henvist til, at han var blevet anholdt i slutningen af 2008 i forbindelse med en demonstration mod en lov, der blandt andet havde indført begrænsninger i kurderes ret til at erhverve fast ejendom. Ansøgeren var blevet anholdt sammen med adskillige andre demonstranter, herunder otte til ti medlemmer af dansegruppen. Efter ansøgerens oplysninger havde de været iført almindeligt tøj og havde ikke optrådt som dansegruppe. Han var blevet slået under afhøringen, hvorunder han havde oplyst, at han havde været medlem af en kunstnergruppe, og at han ikke havde været medlem af noget parti. Han var blevet løsladt dagen efter sammen med de andre anholdte fra dansegruppen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den påberåbte episode var af en sådan karakter, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående begivenhed, at anholdelserne omfattede adskillige demonstranter, at tilbageholdelsen havde været kortvarig, og at ansøgeren samt andre demonstranter var blevet løsladt dagen efter, da politiet havde fastslået deres identitet. Det forhold, at myndighederne havde rettet henvendelse på faderens bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkedes, at de under nævnsmødet fremlagte fotos ikke blev tillagt betydning ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/10.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er etnisk kurder og mange fra hans familie var profilerede medlemmer af det kurdiske parti Yeketi-partiet. Ansøgeren havde været fængslet fra 2004 til 2005, fordi han havde været politisk aktiv og optrådt med politiske sange. Ansøgeren forklarede for nævnet, at han havde fejret og optrådt musikalsk til den kurdiske Newroz-fest i 2008. Hans musikalske kompagnon fra festen var blevet anholdt, og ansøgeren havde efter festen opholdt sig hos en bekendt, da myndighederne havde eftersøgt ham. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti, men havde sympatiseret med den kurdiske sag, og at flere af ansøgerens slægtninge havde været politisk aktive. Endvidere lagdes det til grund, at ansøgeren havde været fængslet i perioden fra foråret 2004 til sommeren 2005, og at ansøgeren var blevet løsladt på betingelse af, at han ophørte med at optræde med politiske sange. Endelig lagdes det til grund, at ansøgeren efter sin optræden under Newroz festen i 2008 havde taget ophold hos en bekendt, da ansøgerens navngivne musikalske kompagnon var blevet anholdt, og at myndighederne efterfølgende havde foretaget flere ransagninger på bopælen og foretaget afhøringer af ansøgerens familiemedlemmer. Selvom ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagen, at ansøgeren havde forklaret troværdigt om hændelsesforløbet. Uanset, at ansøgeren ikke havde foretaget politiske aktiver i perioden fra 2005 til 2008, kunne det på baggrund af den tidligere fængsling sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens families politiske aktiviteter ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/1.
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren efter Nowrooz festen i foråret 2007 var blevet anholdt og herefter tilbageholdt af myndighederne i omkring syv måneder og udsat for tortur. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og en kammerat i efteråret 2008 havde kørt rundt på en motorcykel og ændret byskilte fra arabisk til kurdisk i protest mod myndighedernes behandling af kurdere i Syrien, samt at de herunder var blevet opdaget af politiet, som på grundlag af motorcyklens registreringsnummer havde eftersøgt ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/4
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kristen. Ansøgeren henviste til, at politiet fra foråret 2007 havde mistænkt ansøgeren for at have været medlem af en kristen organisation. I sommeren 2008 var to af ansøgerens kammerater, der havde været medlemmer af den omtalte organisation, blevet dræbt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerens forklaring i det væsentligste måtte lægges til grund. Flygtningenævnets flertal lagde således til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt et antal gange i perioden foråret 2007 til sommeren 2008 af politiet, som havde mistænkt ansøgeren for at være aktiv i en politisk organisation, som havde været modstander af Baath-partiet. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren under alle tilbageholdelserne var blevet udsat for overgreb. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren som årsag til sin udrejse havde angivet at dette var sket, fordi to af hans kammerater, som havde været medlemmer af samme organisation, var blevet dræbt af myndighederne i sommeren 2008. Flygtningenævnets flertal fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han havde været medlem af det politiske parti Yekiti og haft aktiviteter for partiet. Ansøgeren havde i forbindelse med nævnets behandling af sagen fremlagt et dokument, som skulle bevidne hans medlemskab fra partiet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, hvor ansøgerens nære familie opholdt sig, at ansøgeren i hjemlandet havde været beskæftiget som snedker, og at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke forud for den påberåbte episode havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde anført, at han var eftersøgt af myndighederne i forbindelse med, at han via sit medlemskab af Yekiti-partiet, havde optrådt som vagtmand under en kurdisk fest i 2008, hvor en navngiven partikammerat til ansøgeren blev anholdt af den syriske sikkerhedstjeneste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist og divergerende vedrørende sin færden og aktiviteter forud for udrejsen blandt andet vedrørende medlemskab af Yekiti-partiet, vedrørende antallet af møder, som ansøgeren havde deltaget i, vedrørende myndighedernes anholdelse af partikammeraten og vedrørende ansøgerens opholdssteder og længden af disse efter den påberåbte flugt. Hertil kom at ansøgeren ikke havde kunnet huske nogle af de politiske navne på sine cellekammerater. Endelig havde ansøgeren været i stand til at opholde sig i en længere periode i hjemlandet forud for udrejsen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv forkastede flertallet hans forklaring herom. På denne baggrund kunne der heller ikke lægges nogen vægt på erklæringen af efteråret 2009 fra Yekiti-partiet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2009/2
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren er kurder. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, hun frygtede at blive dræbt af sin familie, idet hun i mange år havde haft et forhold til mand, der er araber og sunni-muslim. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgerens kæreste havde bedt ansøgeren om at opbevare en taske for ham, hvilket ansøgeren havde indvilliget i. Ansøgeren vidste ikke, hvad tasken indeholdt. Efterfølgende var kæresten blevet anholdt og den syriske efterretningstjeneste havde opsøgt ansøgerens bopæl for at anholde ansøgeren, der dog ikke havde været hjemme. I stedet var hendes bror blevet anholdt. Flygtningenævnet kunne i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var kommet i de syriske myndigheders søgelys i fortsættelse af tilbageholdelsen af hendes kæreste. Efter tilbageholdelsen af kæresten havde myndighederne søgt efter ansøgeren og havde herunder i en længere periode tilbageholdt ansøgerens broder. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/1
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder og syrisk statsborger. Hun havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde om sit asylmotiv henvist til, at hun i foråret 2004 havde været fængslet i tre måneder og ti dage, hvorunder hun havde været udsat for tortur. Efter løsladelsen havde hun meldepligt, som hun var udeblevet fra efter sin udrejse i efteråret 2005. Dette, sammenholdt med, at myndighederne vidste, at hendes bror havde været politisk aktiv, og eftersøgte hendes søster, ville føre til, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse, hvis hun vendte tilbage til Syrien. Det kunne lægges til grund, at ansøgeren indledningsvist havde forklaret usandt om sin rejse til Danmark, og at hun først havde søgt asyl cirka fire måneder efter indrejsen umiddelbart efter søsterens indrejse i Danmark. Imidlertid fandt Flygtningenævnet ikke at kunne forkaste, at ansøgeren havde været fængslet og udsat for tortur, som forklaret af hende. Der var herved lagt vægt på de lægelige undersøgelser, herunder torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der ikke havde overholdt sin meldepligt, ville være i risiko for ved en tilbagevenden til Syrien at komme i myndighedernes søgelys. På grund af ansøgerens og hendes families kurdisk relaterede aktiviteter, fandt nævnet, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse. Syrien/2007/5
Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 1988, hvor han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 1998 blev ansøgeren udvist af Danmark ved dom. Flygtningenævnet stadfæstede i 1999 Udlændingeservices afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse. I 2000 blev ansøgeren tvangsmæssigt udsendt af Danmark. Ansøgeren indrejste på ny i april 2006. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under hele sagens forløb havde forklaret rimelig konsistent, og der fandtes derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren efter tilbagevenden fra Danmark var blevet afhørt af de syriske myndigheder, men derefter løsladt, og at han kort tid senere var udrejst til Libanon, hvor han havde boet indtil april 2006. Det kunne endvidere lægges til grund, at han primo 2006 havde fået udstedt syrisk pas, og at han nogle gange legalt var indrejst i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have været kortvarigt tilbageholdt og slået under disse ophold i Syrien, fandtes dette ikke at have en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren set i forhold til Syrien opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Syrien/2007/3
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1978. Indrejst i januar 2006. Ansøgeren og hans familie har boet i Libanon, siden han var 12 år. Ifølge ansøgerens oplysninger havde han aftjent værnepligt i det syriske militær, udstationeret i Libanon."Dato for FN's beslutning" Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med aftjening af sin værnepligt havde været udsat for tortur, som af ham forklaret. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke, at dette forhold i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flertallet lagde herved navnlig vægt på, at forholdet lå tilbage til omkring år 2000, og at ansøgeren efterfølgende i juni 2005 efter et længerevarende besøg i Danmark frivilligt vendte tilbage til Libanon. Flertallet måtte således lægge til grund, at ansøgeren i 2005 ikke selv havde tillagt torturen en sådan betydning, at det havde afholdt ham fra at vende tilbage. Flertallet kunne endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren, udover at han var udeblevet fra en genindkaldelse som reservist, havde noget udestående med de syriske myndigheder. Der var herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin hjemsendelse fra militærtjeneste i 2003 fik udstedt et pas, at han i januar 2005 udrejste legalt til Danmark gennem lufthavnen i Beirut uden problemer, at han i juni 2005 ligeledes uden problemer genindrejste i Libanon legalt på eget pas, at han i januar 2006 på ny udrejste legalt og uden problemer fra Beiruts lufthavn, at han endvidere i november 2004 rejste til Damaskus for at fremskaffe dokumentation i det syriske justitsministerium for sit ægteskab, og at han igen i november 2005 rejste til Damaskus for at søge visum ved den danske ambassade. På denne baggrund fandt Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgerens subjektive frygt for at blive udsat for nye overgreb ved en tilbagevenden i Syrien var begrundet i sådanne objektive forhold, at der var grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det blev i den forbindelse tilføjet, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne lægges til grund, at den straf, som ansøgeren måtte blive idømt, fordi han, som af ham forklaret, var udeblevet fra en genindkaldelse til militæret, ville være af en så uforholdsmæssig karakter, at den i sig selv kunne medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Syrien/2007/2
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i maj 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på baggrund afansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen i det væsentlige at kunne lægge hendes samlede forklaring til grund for sagen. Af hendes forklaringer fremgik, at hun i 2003 mødte en navngiven person, som hun havde seksuelt samkvem med, og at hun i den anledning – navnlig efter hendes moders død i 2003 – var blevet truet, dels af sin nærmeste familie herunder sin broder, dels af sin halvfætter, som siden 1996 havde ønsket at gifte sig med hende til trods for, at han selv var gift i forvejen. Flertallet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger om æresdrab på kvinder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun ikke kunne påregne sig myndighedernes beskyttelse imod de nævnte overgreb. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2007/1
Nævnet meddeltei juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Indrejst i juli 2001. Udlændingeservice meddelte i september 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingeservices afgørelse. I februar 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens sag, herunder hans konvertering og hans forældres tilknytning til Det Muslimske Broderskab efter Flygtningenævnets afgørelse fra april 2005 var blevet bredt og varigt eksponeret i dansk presse. Ansøgerens forældre blev i maj 2006 tildelt asyl, blandt andet under henvisning til omtalen af ansøgeren i pressen. Efter de nu foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at det kunne udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien – særligt henset til forældrenes tilknytning til Det Muslimske Broderskab – kunne risikere asylrelevant forfølgelse. Syrien/2006/3
Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1976. Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder særligt at ansøgeren i 1996 havde været fængslet i 40 dage for udgivelse af kurdiske digte, i hvilken forbindelse han var blevet udsat for tortur, og at han havde været tilbageholdt i seks måneder i 2003 for udbredelse af kurdisk musik og film, og at han i den forbindelse ligeledes var blevet udsat for tortur samt at han i forbindelse med løsladelsen var blevet pålagt meldepligt, havde fået sit pas inddraget og var blevet meddelt et udrejseforbud i fem år. Uanset om ansøgeren isoleret set risikerede forfølgelse på grund af sin deltagelse i uroligheder i marts 2004, blandt andet henset til oplysningerne i baggrundsmaterialet om amnesti i marts 2005, fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af overtrædelse af udrejseforbudet ville være i risiko for at komme i de syriske myndigheders søgelys. På grund af ansøgerens tidligere kurdisk relaterede aktiviteter, og de problemer han i den forbindelse havde haft med de syriske myndigheder, fandt nævnet, at ansøgeren risikerede forfølgelse. Syrien/2006/2
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1976. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren har oplyst, at han fra 1994 til 1997 og igen fra 2004 til 2005 var medlem af Det kurdiske Yekiti-parti i Syrien, PYKS. Han var blevet tilbageholdt to gange, hvor han var blevet udsat for grove fysiske og verbale overgreb. Han var endvidere blevet pålagt ugentlig meldepligt. I 2004 havde ansøgeren anmodet sin fagforening om tilladelse til at åbne en klinik. Han fik afslag, idet beslutninger, der angår kurdere, der er mistænkt for politiske aktivitet, skal forelægges sikkerhedstjenesten. Han blev ansat hos en kurder, som senere måtte afskedige ansøgeren, idet kurderen blev truet af sikkerhedstjenesten. I 2005 blev ansøgerens bopæl ransaget af sikkerhedstjenesten, som fandt partiaviser og en faxmaskine, som et højerestående medlem i Yekiti-partiet havde sendt en fortrolig fax til. Det var muligt at genskabe indholdet fra faxen. Sikkerhedstjenesten havde derfor kendskab til, at ansøgeren var medlem af partiet. Ansøgerens broder blev senere anholdt i stedet for ansøgeren og udsat for tortur. Ansøgeren er medlem af Yekiti-partiet i Danmark. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne herefter lægge til grund, at ansøgeren uafbrudt havde været i myndighedernes søgelys på grund af sit tilhørsforhold til Yekiti-partiet siden tilbageholdelsen i 1997, og at dette også vil være tilfældet, hvis ansøgeren vender tilbage til Syrien. Ansøgeren, der fortsat er medlem af og aktiv for Yekiti-partiet i Danmark, havde derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer politisk forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2006/1
Nævnet meddelte i december2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Syrien, begge født i 1968, samt et barn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er syrisk kurdere. Den mandlige ansøger havde været politisk aktiv først fra 1991 som medlem af Folkeunionen og fra 1993 som medlem af Yekiti. Fra oktober 1992 var ansøgeren tilbageholdt i fem en halv måned som følge af sin propaganda og sine aktiviteter i forbindelse med en folketælling. Ansøgeren fortsatte sine aktiviteter blandt andet som kurer for en medstifter af Yekiti partiet og som hemmelig underviser af kurdiske børn. I juni 2003 deltog ansøgeren og hans søn i en af kurdere arrangeret demonstration foran UNICEF bygningen i Damaskus. Demonstrationen blev opløst af sikkerhedsfolk, og ansøgeren og sønnen rejste straks hjem. Den følgende dag gik han under jorden. I de to følgende dage efter demonstrationen henvendte civilklædte personer sig til den kvindelige ansøger og spurgte efter hendes ægtefælle, hvorefter hun flyttede hen til sin moder og nogle dage senere hen til det sted, hvor ægtefællen holdt sig skjult. Medio juli 2003 udrejste familien illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Syrien ville blive efterstræbt af de syriske myndigheder, som har kendskab til hans kurdiske holdning. Flygtningenævnet fandt også at måtte lægge til grund henset til forklaringerne, at myndighederne allerede dagen efter demonstrationen eftersøgte den mandlige ansøger på hans bopæl, og at familien udrejste illegalt kort efter. Syrien/2004/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1973. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren har forklaret divergerende og upræcist dels om sit medlemskab af Yekitipartiet dels om sin deltagelse i demonstrationer med videre, ligesom han har udbygget forklaringen om sin rolle under Newruzfesten i 2003. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund alene anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren havde haft en vis tilknytning til Yekitipartiet, og at han havde haft visse ganske underordnede opgaver i forbindelse med demonstrationer med videre. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været i besiddelse af kompromitterende materiale, og at dette skulle være fundet under ransagning på familiens bopæl kort efter Newruzfesten i 2003, eller at faderen havde været tilbageholdt i forbindelse hermed. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2004/8
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar, født 1950 M og 1955 K, samt en søn, født 1979, fra Syrien. Den kvindelige ansøger indrejste i februar 2003, og den mandlige ansøger og sønnen indrejste i oktober 2003. Ansøgerne har en søn/broder, som har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde under sagen gældende, at de havde været medlemmer af Yekiti-partiet. Den mandlige ansøger havde, udover at have deltaget i møder, endvidere fungeret som kurer for partiet. I den forbindelse havde politiet fundet dokumenter vedrørende Yekiti-partiet på bopælen. Sønnen havde deltaget i en demonstration i Damaskus i forbindelse med den internationale børnedag, hvor han havde slået en politibetjent. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde endvidere gældende, at de var udrejst illegalt. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet bemærkede herved, at den mandlige ansøgers forklaring i alt væsentligt var overensstemmende med sønnens forklaring, og at de uoverensstemmelser, der forelå, ikke var af en sådan karakter, at nævnet af denne grund kunne afvise forklaringerne. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på den mandlige ansøgers politiske aktiviteter sammenholdt med hans to sønners tilsvarende politiske aktiviteter. Syrien/2004/7
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1977. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder, og at ansøgeren gennem nogle år forud for udrejsen havde været menigt uprofileret medlem af Yekiti-partiet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han deltog i en kurdisk demonstration i Damaskus i december 2002. Ansøgeren havde yderligere forklaret, at ansøgerens skrædderforretning i marts 2001 var blevet ransaget forud for det kurdiske nytår, hvor der blev beslaglagt kurdiske kostymer. Ansøgeren blev i forbindelse hermed tilbageholdt indtil maj 2002 med efterfølgende meldepligt, hvilket han ophørte med cirka to måneder forud for udrejsen, hvorefter han ikke længere boede hjemme. Nævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren alene på grund af sin deltagelse i demonstrationen var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sin tidligere langvarige tilbageholdelse, sin undladelse af at opfylde meldepligten og ansøgerens efterfølgende udrejse få uger efter demonstrationen ved en tilbagevenden til Syrien risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af sine politiske aktiviteter. Syrien/2004/6
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1959. Indrejst i december 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, sunni-muslim, og at han i en del år havde boet i Damaskus. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han som aktivt medlem af Yekiti-partiet havde været forfulgt af de syriske myndigheder, og at han frygtede at blive yderligere forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved sin udrejse skulle have været asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lagde for det første vægt på, at ansøgeren på et sent tidspunkt – efter blandt andet at være foreholdt dokumenter indhentet af de danske myndigheder efter ansøgerens accept hos de syriske myndigheder – havde vedgået, at han ikke var irakisk statsborger - men syrisk statsborger. For det andet havde ansøgeren – efter at have vedgået sin sande identitet som kurder og statsborger i Syrien – på en række punkter forklaret og beskrevet divergerende, usammenhængende og usikkert om sine og familiens påståede konflikter med de syriske myndigheder. Som eksempler herpå kunne nævnes, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen overbevisende forklaring på omstændighederne i forbindelse med udstedelsen af det ægte pas og danske visum, der var udstedt til ham i 1999 og 2000, at ansøgeren havde forklaret forskelligt om en ransagning og en tilbageholdelse af ansøgerens søn i maj – juni 1999, at ansøgeren havde forklaret forskelligt og usikkert om sønnens konflikter med de syriske myndigheder efter ansøgerens udrejse af Syrien, og endelig at ansøgeren – når han blev foreholdt divergenserne i tidligere afgivne forklaringer/beskrivelse – havde svaret usikkert og typisk havde forklaret, at det var den senest foreholdte forklaring/beskrivelse, der var den rigtige. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren som medlem af Yekiti-partiet havde haft konflikter med de syriske myndigheder som forklaret, og at han dermed skulle have været profileret i et sådant omfang, at han som følge heraf var i risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7. Det forhold, at det kurdiske Yekiti-parti – ved en erklæring udfærdiget i Berlin i december 2003 – havde angivet, at ansøgeren var medlem af partiet, og at han ville være i livsfare ved en tilbagevenden til Syrien, kunne ikke føre til et andet resultat. Endelig fandt Flygtningenævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i asylrelevant risiko ved en tilbagevenden til Syrien, fordi han i marts 2004 havde holdt en tale i Danmark ved en demonstration om kurdernes situation i Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene havde været tale om en beskeden – efterfølgende – profilering i forhold til de syriske myndigheder. Da de generelt vanskelige forhold for kurdere ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandt nævnet herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgeren for at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse ved sin tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Syrien/2004/5
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1977. Indrejst i marts 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at det efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer til sagen, herunder til asylskemaet og til samtalerne med Udlændingestyrelsen, sammenholdt med ansøgerens forklaring til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet, at forklaringerne i alt det væsentlige måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde herefter til grund, at ansøgeren blev medlem af Yekiti i 1997, at han udførte politisk arbejde som menigt medlem af den celle eller gruppe, som ansøgeren var tilknyttet, og at han herunder skrev politiske digte under dæknavn, hvoraf nogle digte blev offentliggjort i Yekitis publikationer. Ansøgeren blev fængslet i januar 1999 af sikkerhedsmyndighederne og blev under fængslingen udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt i september 1999 mod at underskrive en erklæring om at ville afholde sig fra enhver politisk virksomhed. Flertallet ville ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han efter en periode uden politisk virksomhed på ny tilsluttede sig cellen og på ny havde politisk aktivitet som cellemedlem i lighed med tidligere, herunder blev der i Yekitis publikationer trykt nogle digte, som ansøgeren havde skrevet, samt en politisk artikel om kurdernes manglende kulturelle rettigheder. Ansøgerens eget navn var heller ikke oplyst i forbindelse med disse offentliggørelser. Flertallet ville endvidere ikke afvise, at ansøgeren deltog i en demonstration i december 2002 i Damaskus, uagtet han af øvrige medlemmer af cellen var frarådet dette, og at han, da han senere vendte tilbage til sin hjemby, flygtede til en landsby, hvor han opholdt sig skjult indtil udrejsen den i februar 2003 til Tyrkiet, fordi sikkerhedsmyndighederne spurgte efter ham på adressen i hjembyen. Syrien/2004/4
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er statsborger i Syrien, og den kvindelige ansøger er statsløs kurder, samt fire børn. Født i 1962 (M) og 1971 (K). Indrejst i marts 2003 (M), samt i juli 2003 (K). Den kvindelige ansøger havde forinden indrejsen i Danmark søgt asyl i Østrig. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger er syrisk statsborger, mens den kvindelige ansøger er statsløs. Det lagdes endvidere til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af Yekiti-partiet og har deltaget i en demonstration i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved udrejsen havde været asylretligt relevant forfulgt. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger havde været helt uprofileret som medlem af Yekiti-partiet, og at han ikke under den nævnte demonstration var blevet identificeret af myndighederne. Flygtningenævnet forkastede på den baggrund ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været eftersøgt af myndighederne og forklaringerne om, at bopælen var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne risikerede forfølgelse ved tilbagevenden til Syrien eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Syrien/2004/3
Flygtningenævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1968. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren fra 1998 havde været medlem af Yekiti-partiet og medlem af en kredsbestyrelse, ligesom han havde været leder af en kunst- og musikgruppe. Det lagdes yderligere til grund, ansøgeren deltog i en demonstration arrangeret af Yekiti-partiet i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han under demonstrationen uddelte løbesedler, og at han derefter blev forsøgt tilbageholdt af en myndighedsperson, men at det lykkedes ansøgeren at slippe fri, således at myndighedspersonen alene fik fat i hans jakke med id-kort m.v. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgerens bopæl herefter blev ransaget, og at han blev eftersøgt af myndighederne. Nævnets flertal fandt på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren var blevet identificeret som aktiv for Yekiti-partiet, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2004/2
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien, født i 1974. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs kurder. I 1997 blev han tilbageholdt af de syriske myndigheder i seks måneder, da han havde kritiseret regimet. I december 2002 flygtede han til Danmark sammen med samleveren, da de var blevet religiøst viet mod hendes families vilje. Samleverens søster var for nogle år siden blevet dræbt af farbroderen, da søsteren i en lignende situation ikke havde ønsket at blive gift med sin fætter. Ansøgeren frygtede, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville blive dræbt af samleverens familie, og at de syriske myndigheder hverken ville eller kunne beskytte dem. Ansøgeren henviste udover, at han er statsløs kurder, til, at han har et politisk modsætningsforhold til myndighederne. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren og samleveren som statsløse kurdere ville kunne søge beskyttelse hos de syriske myndigheder i relation til overgreb fra samleverens families side, herunder navnlig når henset til ansøgerens modsætningsforhold til regimet. Syrien/2004/1
Nævnet meddelte i januar 2014 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Yarmouk, Damaskus i Syrien. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet fra 1975 til 1999, idet det var nødvendigt grundet hans arbejde som lærer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb som følge af de generelle forhold, ligesom han frygter at komme i myndighedernes søgelys som følge af hans ophold i Danmark. På baggrund af hans dårlige ben frygter han endvidere at blive mistænkt for at have deltaget i kamphandlinger. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien, og at han ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at han oplevede bombardementer, der medførte, at mange mennesker blev dræbt og mange hjem blev ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2014/1
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hendes brødre på et tidspunkt blev genindkaldt til militæret, men de nægtede at melde sig og flygtede. Myndighederne ville fængsle familiens kvinder, fordi de ikke kunne få fat på mændene. Ansøgeren blev advaret af en ældre bror, hvorefter hun forlod bopælen og tog ophold forskellige steder i Syrien med sine to mindreårige børn, indtil hun udrejste. På et tidspunkt blev ansøgerens hjem ransaget af militæret. Ansøgeren er eftersøgt af myndighederne. På et tidspunkt efter opringningen fra broderen rejste ansøgeren til Libanon for at aflevere en ansøgning om Schengen-visum. Da ansøgeren ca. to måneder senere fik visum, rejste hun på ny til Libanon, hvorfra hun rejste til Danmark. Ansøgeren udrejste legalt af Syrien med eget pas. Ansøgerens ægtefælle har tidligere boet i et europæisk land i en længere årrække, men de seneste år har han boet i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun personligt har haft problemer med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring generelt er præget af betydelig usikkerhed og med vage og generelle forklaringer, herunder om hvornår problemerne opstod, og hvor ansøgeren har opholdt sig i perioden op til udrejsen. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende, herunder om ransagningen, og om fremskaffelse af broderens dødsattest. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at myndighederne skulle have indkaldt ansøgerens brødre til militærtjeneste, hvoraf de fleste er ældre end 42 år. Flygtningenævnet har fundet det utroværdigt, at ansøgeren tog tilbage til bopælen for at hente tøj til de mindreårige børn inden udrejsen, at ansøgeren ventede med at udrejse, indtil hun havde fået visum, og at myndighederne efterstræber ansøgeren, fordi ansøgerens brødre har unddraget sig militærtjeneste. Ved vurdering af troværdigheden har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren ved identitetsafhøringen alene henviste til den generelle situation i Syrien og den herboende ægtefælle som begrundelse for ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt med ægte pas, der efter det oplyste har været forevist myndighederne i forbindelse med udrejsen. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først om asyl ca. 1 måned efter indrejsen i Danmark. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Homs, hvor hun boede frem til udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun forud for udrejsen oplevede kampe mellem de stridende parter i konflikten, herunder med bombardementer. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der gennem længere tid har været væbnede kampe i og omkring Homs mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper, herunder med brug af bomber og granater og med vilkårlige drab og mishandlinger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Homs – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] og to mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/9
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede i en af de intense krigszoner i Aleppo. Hun er blevet fordrevet fra sit hjem på grund af de daglige massakrer og overgreb begået imod befolkningen mv. Den nuværende situation har medført, at det er umuligt at skaffe dagligdagens fornødenheder til datteren. Ansøgeren udrejste i begyndelsen af 2013 sammen med datteren og ægtefællen, som befinder sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Aleppo, og at hun har oplevet bombardementer og kamphandlinger, hvorunder store dele af deres kvarter er blevet ødelagt og plyndret. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Aleppo er og gennem mere end et år har været kampplads for de stridende parter i konflikten, at området betegnes som en krigszone, at der har været bombardementer, således at der er hundredvis af beskadigede og ødelagte bygninger, omfattende skade på infrastrukturen og tab af civile liv, herunder børn. Det fremgår videre, at der foregår overgreb på civile, herunder hyppige tilbageholdelser og drab, og at halvdelen af indbyggerne er flygtet fra deres hjem. Der kan senest blandt andet henvises til: Human Rights Council: Report of the Independent International Commission of Inquiry on the Syrian Arab Republic (nr. 367), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge: Briefing Notes (nr. 361), Amnesty International: Aleppo satellite images show devastation, mass displacement one year on (nr. 360), Human Rights Watch: Syria: Ballistic Missiles Killing Civilians, Many Children (357), Norwegian Refugee Council: Regional Analysis Syria, Part I – Syria (nr. 354), Amnesty International: Syria – no spite for the millions displaced by the conflict (nr. 339), Migrationsverket: Syrienkonflikten – säkerhetsstyrkor, rebellgrupper & andra miliser (nr. 335), Human Rights Watch: Death from the skies – Deliberate and Indiscriminate Air Strikes on Civilians (nr. 326). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/8
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af Syrien den 18. maj 2013. Efter ankomsten til Danmark forsøgte hun at få kontakt til sin familie uden held. Ansøgeren fik kontakt til sin datters kollega, som fortalte, at ansøgerens families bopæl var brændt ned, og at hendes familie ikke længere var på bopælen. Ansøgerens datters kollega havde af familiens naboer fået at vide, at en såret person havde søgt tilflugt i ansøgerens families hus, og at familien derfor efterfølgende måtte flygte. Ansøgerens søn er læge og arbejdede på et hospital i […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive anholdt på grund af sin søns forhold. Yderligere har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien og navnlig bombardementer og den usikre sikkerhedssituation i det område af Damaskus, hvor hun boede inden udrejsen. Flygt-ningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der op-holdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestem-melse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra grænseområdet mellem den nye og gamle bydel af Damaskus, hvor hun har oplevet en meget usikker sikkerhedssituation med skyderier, idet den frie syriske hær kæmpede med regeringsstyrkerne om at overtage området. Der lå en militærkaserne lige i nærheden af hendes hjem. Hun har fået oplyst, at hendes hjem efter udrejsen er blevet ramt af en granat og ligger i ruiner. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår drab og andre overgreb på civile i Damaskus. Endvidere fremgår det, at Damaskus er en kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder også i det område som ansøgeren boede i. Der kan herunder blandt andet henvises til: Rättsligt ställningstagande angående säkerhetssituationen i Syrien, Migrationsverket, side 5, 2. september 2013 (bilag 365) og Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 1. juli 2013 (bilag 345). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i det område af Damaskus, hvor ansøgeren boede, er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit lokalområde i Damaskus - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2." syri/2013/7
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har i perioden fra 2008 til 2009 været medlem af partiet Al-Wahda Al-Demokrati Al-Kurdi Yekiti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er deserteret fra sin militærtjeneste, og at han ved en tilbagevenden til Syrien derfor vil blive slået ihjel. Han deserterede på baggrund af en episode, hvor han sammen med sin deling var taget ud for at anholde en eftersøgt. Den eftersøgte ville ikke frivilligt følge med, hvorfor en af soldaterne blev beordret til at skyde ham. Da soldaten nægtede, blev denne selv skudt af delingens kaptajn, som efterfølgende også skød den eftersøgte. Ansøgeren var bange for, at det kunne blive ham selv en anden dag, da han heller ikke ville være i stand til at skyde et andet menneske. Han flygtede efterfølgende under en nattevagt. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at han blev genindkaldt til aftjening af værnepligt i den syriske hær. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i sommeren 2012 blev afhentet af militærpolitiet, og at han fik til opgave at være vagt ved et checkpoint og deltage i natlige anholdelsesaktioner. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, som forklaret, deltog i fem natlige anholdelsesaktioner, og at han deserterede i efteråret 2012 under indtryk af de begivenheder, der havde fundet sted ved den sidste natlige anholdelsesaktion. Ansøgerens forklaring om, at der under de nuværende forhold i Syrien sker genindkaldelser om aftjening af værnepligt understøttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en fornyet indrejse i Syrien vil være i myndighedernes søgelys som følge af deserteringen, og at han vil være i risiko for alvorlige sanktioner. Der kan i den forbindelse henvises til Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf blandt andet fremgår, at deserterede soldater, der kommer i myndighedernes varetægt, vurderes at være i umiddelbar fare for at blive mishandlet. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har ved statusvalget lagt vægt på, at ansøgeren deserterede under omstændigheder, der af myndighederne må tages som udtryk for, at han er modstander af det syriske regimes fremfærd over for borgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhold kan henføres under udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren blev tvunget til fornyet tjeneste i hæren, og at han var menig soldat under den kortvarige tjeneste. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har personligt kendskab til voldelige episoder før under den femte anholdelsesaktion, som gav anledning til, at han straks deserterede. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/6
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien og muslim fra Yarmouk-lejren, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien og særligt i Yarmouk-lejren, hvor ansøgeren boede, idet der foregår bombardementer og sikkerhedssituationen er usikker. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien. Idet den omstændighed, at ansøgeren har et UNRWA kort ikke sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at hun dagligt oplevede bombardementer og skudepisoder i Yarmouk-lejren. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien, […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse til at aftjene værnepligt, idet han ikke vil kæmpe mod sine egne landsmænd. Ansøgeren frygter endvidere, at han, såfremt han nægter at aftjene værnepligt, vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet de vil betragte ham som en oprører. Ansøgeren var indkaldt til at aftjene værnepligt fra […]2004. Ansøgeren udrejste af Syrien i 2004 til Tyrkiet, hvorefter han rejste videre til Grækenland. Han opholdt sig i Grækenland fra sommeren 2004 til foråret 2012. Ansøgeren har indtil februar 2012 haft løbende kontakt med sin familie, herunder med sin broder, som var i gang med at aftjene værnepligt. Sidste gang ansøgeren havde kontakt med sin broder var via Skype i efteråret 2011, hvor broderen sagde til ham, at han ville flygte fra militæret. På et ukendt tidspunkt i 2011 blev ansøgerens fader tilbageholdt, fordi myndighederne ledte efter ansøgerens broder. Ansøgerens fader er fortsat fængslet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at de syriske myndigheder i efteråret 2004 ledte efter ansøgeren på hans bopæl i Syrien, idet han ikke havde mødt op til aftjening af værnepligt, og at dette ligeledes gjorde sig gældende i 2011. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2012, og han søgte om asyl den […]2012. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder det således sandsynliggjort, at han ved en fornyet indrejse i Syrien straks vil være i myndighedernes søgelys som følge af sin manglende aftjening af værnepligten. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om karakteren af den i gangværende konflikt i Syrien og regeringsstyrkernes fremfærd overfor de civile, blandt andet som beskrevet i de seneste Guidelines fra Home Office af 15. januar 2013, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis han nægter at aftjene værnepligten, under de foreliggende omstændigheder vil blive betragtet som politisk modstander af styret og af den grund udsat for forfølgelse i form af fængsling og/eller tortur. Flygtningenævnet finder det ligeledes sandsynliggjort, at ansøgeren, såfremt han i stedet måtte blive pålagt at aftjene værnepligten, vil være i reel risiko for at skulle indgå i overgreb mod civilbefolkningen omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionens artikel 1(F). Den straf, ansøgeren måtte risikere for fortsat at nægte at udføre værnepligten og den aktive tjeneste, findes allerede af den grund at måtte sidestilles med asylrelevant forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer en forfølgelse som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [...] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Senere i 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. I efteråret 2012 modtog Flygtningenævnet resultatet af torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder fra Aleppo. Han er sunni-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af et politisk parti, og han har ikke været religiøst forfulgt. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, der mistænker ham for politiske aktiviteter. Han har herved henvist til, at han i begyndelsen af 2009 blev anholdt, da han for første og eneste gang var på vej med politisk materiale fra Yekiti-partiet for sin bror, som han boede hos, til en af broderens venner. Han var efterfølgende fængslet frem til efteråret 2009, hvor han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at afholde sig fra politisk aktivitet. I løbet af den første måned af fængslingen blev han udsat for tortur. I sommeren 2010 blev broderens bopæl ransaget, og broderen blev anholdt, da der blev fundet politisk materiale på bopælen. Der blev spurgt efter ansøgeren, der ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede til en anden by og udrejste efterfølgende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret skiftende om, hvorvidt – og i hvilket omfang – han var i besiddelse af politisk materiale ved anholdelsen. Han har således til politiet forklaret, at han nåede at smide papirerne væk inden anholdelsen, men at han havde en løbeseddel i sin pung og et billede af det kurdiske flag på sin mobiltelefon. I sit asylskema har han oplyst, at politiet ved visiteringen fandt nogle pjecer og papirer, som tilhørte partiet, og billeder på mobiltelefonen, som omhandlede kurdere og Kurdistan. Under samtalen med Udlændingemyndighederne har han forklaret, at politiet ved visiteringen kiggede i den pose, han havde med sig, og i hans mobil, hvor de fandt billeder af det kurdiske flag. Forholdt den tidligere forklaring til politiet om, at han nåede at smide papirerne væk, har han forklaret, at der må have været tale om en misforståelse. Ved kontroloplæsningen hos politiet af forklaringen læste tolken op, at han gerne ville have smidt papirerne væk, men ikke at han faktisk gjorde det. Han forklarede videre til udlændingemyndighederne, at han ikke havde en løbeseddel i sin pung, kun sin mobil og de dokumenter, han havde i en pose. Ansøgeren har endeligt til Flygtningenævnet forklaret, at han inden anholdelsen, mens han løb, smed posen om bag en mur, men at politiet så det og hentede den. Derudover havde han en kurdisk kalender i sin pung. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser, der vedrørte den centrale del af asylmotivet, er så væsentlige, at ansøgerens forklaring om anholdelsen må tilsidesættes som utroværdig. Der er under sagen foretaget en torturundersøgelse. Det fremgår af personundersøgelsen, at der er fundet fire små ar – i venstre øjenbryn, i højre kæbebensvinkel, på højre skulderled og bagpå venstre lår, og af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren lider af PTSD. Det er herefter samlet vurderet, at det synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være en følge af tortur. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det forefundne og den deraf følgende konklusion er tilstrækkelig entydig til i sig selv at kunne føre til et andet resultat. Der er således tale om ukarakteristiske små forandringer, ligesom det fremgår af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren har oplyst om psykiske belastninger også forud for den angivne anholdelse. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2013/3
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien samt to medfølgende mindreårige børn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive dræbt af sin fader, storebroder eller fætter, fordi hun har krænket sin faders ære ved under opholdet i Danmark at have ophævet samlivet med sin ægtefælle, ligesom hun frygter sin fætter, der selv har ønsket at gifte sig med hende, og har fremsat trusler mod hende og ægtefællen. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hun og […] blev gift den […]2005 og at parret har to fællesbørn. Samlivet er efterfølgende ophørt, men parret er endnu ikke skilt. […] begyndte i foråret 2012 at kontakte ansøgerens fader for at overbevise denne om, at det var ansøgeren, som havde forladt […], at ansøgeren går uden tørklæde, at ansøgeren opfører sig som dansker, at ansøgeren tilbringer hver nat med en ny person, og at ansøgeren har forelsket sig i en anden person. Hendes fader har som følge heraf truet med at sende hendes storebroder til Danmark for at dræbe hende, hvis hun ikke vender tilbage til Syrien. Ansøgeren formoder, at hendes fader vil dræbe hende, selvom hun vender tilbage, idet han vil genoprette sin ære. Ansøgerens fætter, der inden hendes udrejse forfulgte og truede hende, kommer hver aften hos hendes fader og støtter ham i at få ansøgeren dræbt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun inden udrejsen fra Syrien var i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under den første del af asylsagen har forklaret væsentligt forskelligt om nationalitet, familieforhold og konflikter. Ansøgerens begrundelse for den ændrede forklaring forekommer ikke overbevisende, og ansøgerens forklaring om konflikter i hjemlandet er derfor ikke troværdig. Det bemærkes i øvrigt, at uanset om ansøgerens seneste forklaring om truslerne fra fætteren lægges til grund, vil det ikke kunne begrunde opholdstilladelse, idet ansøgeren ved udrejsen havde været gift i næsten seks år, uden at det var blevet til andet end verbale trusler fra fætterens side. Det kan efter de foreliggende oplysninger fra asylcentret og lægejournalen lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen har ophævet deres samliv, mens de har opholdt sig i Danmark, og at ansøgeren nu har en ny kæreste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun på grund af dette har modtaget trusler på livet fra familien. Flertallet lægger herved vægt på, at denne del af forklaringen støttes af de faktuelle oplysninger i sagen og af baggrundsmaterialet fra Syrien om æresrelaterede forhold. Flertallet finder endvidere, trods den manglende troværdighed af ansøgerens begrundelse for udrejsen, at hendes forklaring om truslerne er afgivet troværdigt og overbevisende. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som hun ikke kan forvente myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […]samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke findes grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” syri/2013/2
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. I 2004 flygtede han til Irak sammen med sin far, idet hans far efter at have deltaget i demonstrationer var efterstræbt af de syriske myndigheder. I 2012 vendte ansøgeren tilbage til Syrien, hvor han, uden at det fik nogen konsekvenser, deltog i en demonstration mod det syriske regime. Efter ca. en måneds ophold i Syrien flygtede han til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet på grund af sin faders deltagelse i demonstrationer i 2004. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke har aftjent sin værnepligt, og at han ved tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste. Han vil ikke aftjene værnepligt, fordi han ønsker Assad-regimet fjernet, og fordi han ikke vil skyde på sine medborgere. Han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han nægter at aftjene værnepligt. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive indkaldt til militærtjeneste, hvis han vender tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/19
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har forud for sin udrejse i et vist omfang været aktiv for den frie syriske hær (FSA). Hans aktiviteter bestod i at hjælpe sårede på felthospitaler, skaffe medicin og angive stikkere for det syriske regime til FSA. Han har endvidere deltaget i og arrangeret demonstrationer mod det syriske styre, ligesom han på sin gruppes Facebook profil har videregivet oplysninger om formodede stikkere og advaret om kommende angreb. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og dræbt af de syriske myndigheder som følge af sin deltagelse i oprøret mod styret og som følge af sin værnepligtsunddragelse. Ansøgeren modtog i slutningen af foråret 2012 en tilsigelse om aftjening af værnepligt efter endt uddannelse. I starten af sommeren modtog ansøgeren endnu en indkaldelse, hvorefter ansøgeren fraflyttede bopælen. Herefter opsøgte myndighederne hans families bopæl hver anden eller tredje dag. Myndighederne ransagede endvidere bopælen én gang og tog faderen med for at få ansøgeren til at melde sig. Efter fire dage blev faderen løsladt, selvom ansøgeren ikke havde meldt sig. Den […] 2012 så ansøgeren i tv, at der var blevet bombet i hans boligområde, ligesom der blev vist billeder af hans bopæl. På bopælen fandt ansøgeren to lig, som kan have været hans forældre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim. Ansøgeren er født i 1992 og nævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren, da han var fyldt 18 år, blev indkaldt til session og fik udstedt en soldaterbog, hvorefter han, efter at have afsluttet sin uddannelse i slutningen af foråret 2012, blev indkaldt for at aftjene værnepligt i den syriske hær. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om værnepligten støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev tiltagende politisk aktiv, og han blev tilknyttet en gruppe af andre unge, der deltog i demonstrationer mod det syriske regime både i […] og i andre bydele nær Damascus, og at han i et vist omfang ydede støtte til FSA i form af transport og hjælp til sårede. Ansøgeren har således ikke været profileret, men nævnet lægger til grund, at det i lokalområdet var kendt, at ansøgeren støttede FSA i det beskrevne omfang. Nævnet finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, især på grund af værnepligtunddragelsen, risikerer at blive udsat for alvorlige sanktioner. Nævnet finder endvidere, at der er en alvorlig risiko for, at ansøgeren i forbindelse med, at han mod sin vilje tvinges til at udføre militærtjeneste i den syriske hær, vil blive pålagt at udføre handlinger, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen og udlændingeloven. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende udelukkelsesgrundene lægger nævnet på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren i forbindelse med den højspændte politiske situation i […]har videregivet oplysninger om personer med formodet tilknytning til regimet via Facebook og mundtligt videregivet sådanne oplysninger til medlemmer af FSA. Ansøgeren har haft sit politiske virke på gadeplan og har ikke besiddet en position, der har medført, at hans oplysninger kunne tillægges en særlig betydning. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren er omfattet af udelukkelsesgrunden i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet Flygtningenævnet ikke finder, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke politisk forbrydelse, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bør udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i hjemlandet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/17
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Afrin, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter straf og overgreb fordi han har unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste, samt at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse er en politisk aktivitet. Den […] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen den […]2009, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham kan dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria, risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion.” Den 27. august 2013 har Flygtningenævnet ex officio genoptaget sagen. Baggrunden for beslutningen om at genoptage sagen var blandt andet Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at den mindste straf, der i øjeblikket pålægges for udeblivelse af militærtjeneste er anholdelse med henblik på at blive bragt til et tjenestested til aftjening af værnepligt med forlængelse af tjenestetiden. Endvidere fremgår det, at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Det fremgår endvidere af notatet, at det syriske militær i den aktuelle konflikt begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, herunder overgreb på civile, og at soldater i den syriske hær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære sådanne handlinger. Endelig fremgår det af notatet, at syriske mænd indtil det 42. år kan indkaldes til tjeneste. Idet det lægges til grund, at ansøgeren er udeblevet fra militærtjeneste, og efter oplysningerne i Udenrigsministeriets notat, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/16
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive voldtaget af de syriske myndigheder. Endvidere frygter hun den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hun i starten af efteråret 2012 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i to timer. Ansøgeren var på vej til arbejde og befandt sig i en offentlig bus, da hun sammen med de øvrige passagerer blev tilbageholdt ved en kontrolpost. I den forbindelse blev ansøgeren udspurgt om, hvor hun var på vej hen, og om hun havde deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes mors bopæl er blevet ransaget af myndighederne, og at moderen i den forbindelse fik stjålet nogle penge. Denne episode fandt sted efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endelig henvist til, at hendes bror blev fængslet i foråret 2013. Efter en uge blev broderen løsladt mod bestikkelse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller privatpersoner i Syrien. På den baggrund og efter det i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Damaskus, og frem til udrejsen boede hun i bydelen Mantika Sinaiyeh, der ligger tæt på bydelen Al Midan. Ansøgeren har forklaret om vedvarende om beskydninger fra luften af det område, hvor hun boede. Beskydningerne var så tæt på, at vinduerne i deres hjem gik i stykker. Ansøgeren har endvidere forklaret om kamphandlinger, snigskytter og skudvekslinger i bydelen. Ansøgerens familie var nervøs for, at der skulle ske ansøgeren noget, og ansøgeren blev derfor sendt til nogle slægtninge i et andet område i Damaskus. Efter udrejsen har ansøgeren fået oplyst, at der er blevet bombet i det område, hvor hun boede, og hvor ansøgerens mor fortsat opholder sig. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der har været kampe mellem oprørere og regeringsstyrker i Mantika Sinaiyeh og Al Midan, herunder med morterangreb og bomber, ligesom der har været drab på civile. Mantika Sinaiyeh ligger tæt på Yarmouk-lejren, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger foregår omfattende overgreb på civile, herunder hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile, ligesom Yarmouk-lejren er eller har været kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder med hyppige bombeangreb og skudepisoder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Damaskus – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/15
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2013 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Senere i 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har deltaget i 15 til 20 demonstrationer mod styret. I efteråret 2011 deltog han i en demonstration til fordel for[…], der blev dræbt den […]2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsmæssigt genindkaldt til militærtjeneste i den syriske hær, ligesom ansøgeren frygter for sit liv på grund af de generelle forhold i hjembyen Qamishli og det øvrige Syrien. Ansøgeren har i forbindelse med sagens genoptagelse som asylmotiv henvist til, at han tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at han ikke ønsker genindkaldelse, idet han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel, således som han også forklarede i Flygtningenævnet i foråret 2013. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at ansøgeren af samvittighedsgrunde ikke ønsker genindkaldelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/14
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet. Endvidere frygter ansøgeren, at hun skal miste flere af sine børn eller hendes ægtefælle som følge af krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes datter i sensommeren 2012 blev slået ihjel af en granat, da datteren legede på altanen. Efterfølgende tog ansøgeren og hendes familie ophold hos ansøgeren broder, hvor de senere erfarede, at ansøgerens families bopæl var blevet bombet og ødelagt. I efteråret 2012 tog ansøgeren og hendes familie ophold på en skole, hvor der også boede andre flygtninge. Dette gjorde de, idet der ikke var plads til dem på broderens bopæl. Da de opholdt sig på skolen, kom der personer fra den frie syriske hær og spurgte efter mænd, der kunne kæmpe på deres side. Ansøgerens ægtefælle var ikke til stede på skolen, da personerne kom. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Syrien i efteråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i hjemlandet og særligt i hjembyen Aleppo, idet der forud for udrejsen foregik krigshandlinger og bombardementer som ovenfor beskrevet, hvorunder ansøgerens ene datter blev slået ihjel. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne. Det kan efter det foreliggende ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Det lægges efter Udenrigsministeriets notat af 7. november 2013 sammenholdt med månedsrapport for oktober 2013 til grund, at der i Aleppo området er intensive kamphandlinger og beskydning af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/13
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobani, Syrien. Ansøgeren har siden barndommen været bosat i Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer, men han har i 2011 opfordret andre til at deltage aktivt i oprøret mod det syriske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller henrettet af de syriske myndigheder, idet han sammen med sin ven har afholdt politiske møder, hvor de opfordrede deltagerne til at kæmpe imod det syriske styre. De har afholdt fire-seks møder. Ansøgerens fader ringede på et tidspunkt og fortalte, at myndighederne havde ledt efter ansøgeren på deres bopæl, og at myndighederne vidste, at ansøgeren var tilbage i Syrien, og at han sammen med sine venner var politisk aktiv. Ansøgeren forlod umiddelbart herefter Afrin og udrejste illegalt af Syrien den efterfølgende dag. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at han er syrisk statsborger og har som yderligere asylmotiv anført, at han har været indkaldt til aftjening af værnepligt, men at han ikke mødte op, idet det er imod hans personlige overbevisning at deltage i de krigshandlinger, der foregår i Syrien, og da han er for demokrati. Ansøgeren har givet udtryk for sine holdninger ved møder og demonstrationer både før og efter sin udrejse af Syrien. Ansøgeren mødte ikke op til aftjening af værnepligt, da han blev indkaldt, idet han var flygtet fra Syrien på det tidspunkt. Ansøgeren er helt sikker på, at han vil blive genindkaldt, hvis han indrejser i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt på grund af sine politiske aktiviteter med en sådan intensitet, at dette i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.”I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste igen, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/12
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere og muslimer og kommer oprindeligt fra Kobani, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har dog deltaget i flere demonstrationer mod det syriske styre. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder på grund af deres børns politiske aktiviteter. Familiens bopæl er af den grund blevet opsøgt gentagne gange af myndighederne. Ansøgerne har videre henvist til, at deres søn, […], der også søger asyl i Danmark, deltog i demonstrationer i foråret 2011, og at familiens bopæl efterfølgende blev ransaget. Den mandlige ansøger blev den […] 2011 arresteret og tilbageholdt af efterretningstjenesten i nogle timer. Begge ansøgere har endvidere henvist til den generelt meget vanskelige sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har godtgjort, at de er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgernes advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne kommer fra Aleppo, og at de dagligt oplevede bombardementer og kamphandlinger, deres bolig er herunder blevet bombet og ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Aleppo, herunder at der foregår hyppige tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Aleppo anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Report of the independent international commission of inquiry on the Syrian Arab Republic. Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes samt Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere, […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/11
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra al Malikia, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som det væsentligste asylmotiv henvist til, at han aftjente militærtjeneste fra den […] 2009, indtil han deserterede den […] eller […] 2012, idet han blev tvunget til at skyde mod civilbefolkningen, hvilket han nægtede. Ved en tilbagevenden risikerer han at blive skudt eller i det mindste genindkaldt og i den forbindelse at blive pålagt at skyde mod civile. Han har tillige forklaret, at han under fire dages orlov hjemme fra militæret fra den […] 2010 blev anholdt af efterretningstjenesten dagen efter i forbindelse med en ransagning efter ansøgerens broder og fader, som var politisk aktive. Ansøgeren var hjemme, og han blev taget med og tilbageholdt i et fængsel i Damaskus. Her blev han udsat for tortur samt afhørt om sin familie og løsladt den […] 2010 med besked om at melde sig til myndighederne den femte i hver måned. Hans militærtjeneste blev forlænget på grund af tilbageholdelsen. Han har desuden henvist til, at han flere gange efter deserteringen har deltaget i demonstrationer, og at myndighederne er ude efter ham, fordi han har deltaget. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive genindkaldt til militærtjeneste, hvis han sendes tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: “Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund findes ansøgeren som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grund af ansøgeren egen forklaring er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. flygtningekonventionens artikel 1F. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode fra foråret 2011 til han deserterede i begyndelsen af 2012 har gjort tjeneste som menig ved en vagtpost uden for Daraa, og at han ved to lejligheder har været udkommanderet til at opløse demonstrationer. Efter ansøgerens rang af menig og henset til at han ikke selv har deltaget i anholdelser ved vejspærringen, og at han har afvist at skyde på demonstranter, findes der ikke at være udvist forhold, der vil kunne begrunde udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/10
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig syrisk statsborger. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk palæstinenser fra […] Damaskus, Syrien, og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har aftjent værnepligt som menig i den syriske hær i to og et halvt år, fra han blev indkaldt som 18-årig. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive genindkaldt, og at han ikke ønsker at deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Endvidere frygter han at blive dræbt af den frie syriske hær på grund af sin ægtefælles brødres tilknytning til det syriske regime. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive genindkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets ovennævnte notat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/1
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, fordi hun har forladt ham og derved krænket hans ære og fordi hun har opdaget, at han er spion for myndighederne og derfor vil kunne afsløre det over for andre kurdere. Ansøgeren vil ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod den tidligere ægtefælle, da den tidligere ægtefælle samarbejder med efterretningstjenesten. Ansøgeren forlod i slutningen af 2010 sin tidligere ægtefælle, idet han slog og truede ansøgeren og kom sent hjem om aftenen, og havde gæster, som han talte om våben med. Ansøgeren blev i begyndelsen af 2011 skilt fra sin tidligere ægtefælle og fik forældremyndigheden over parrets datter. Ansøgeren blev i forbindelse hermed udsat for grove trusler fra sin tidligere ægtefælle. I november 2011 hentede ansøgerens tidligere ægtefælle med tvang parrets datter med hjælp fra myndighedspersoner. Han truede hende i den forbindelse på livet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grundlag af det anførte ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive slået ihjel eller i øvrigt at blive udsat for overgreb af en karakter, som kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7, fra sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i Syrien har opnået såvel skilsmisse fra sin ægtefælle som at få tilkendt forældremyndigheden over parrets fælles datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter at være fraflyttet sin ægtefælle har opholdt sig i hjemlandet i en længere periode uanset de oplyste trusler fra den tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i denne periode har haft et ophold i Danmark og efterfølgende er rejst tilbage til Syrien. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens konflikt med sin tidligere ægtefælle har haft en sådan karakter og en sådan intensitet, at den kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om den tidligere ægtefælles samarbejde med den syriske efterretningstjeneste til grund. Flygtningenævnet finder på den ovenfor anførte baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/9
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Qamesheli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med politiske organisationer og foreninger og har deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tortureret og dø af dette. Han er eftersøgt af sikkerhedsfolk i Syrien. Dette skyldes ansøgerens politiske aktiviteter i form af deltagelse i Newrouz festen den 20. marts 2008 og demonstration i forbindelse med begravelsen […] efteråret 2011, hvor ansøgerens venner i denne forbindelse blev anholdt. Yderligere blev ansøgerens kone voldtaget i foråret 2011, da sikkerhedsfolk kom til ansøgerens bolig for at finde ansøgeren. Tilbageholdelserne i 1988, i 2004 og i 2008 var alle udslag af de generelt vanskelige forhold, og der må efter ansøgerens egen forklaring antages at være gjort op med dem. Ansøgeren har til samtalerne med Udlændingestyrelsen erkendt, at tilbageholdelserne var af vilkårlig og generel karakter, og at det samme er tilfældet med hensyn til myndighedernes henvendelse til ham i 2005. Tilbageholdelserne under militærtjenesten var alle disciplinære sanktioner, som der efter det foreliggende ligeledes må antages at være gjort op med. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal lægger videre vægt på, at ansøgeren til samtalerne med Udlændingestyrelsen har erkendt, at hovedårsagen til udrejsen var myndighedernes overfald på ægtefællen samt den dårlige sikkerhedssituation i Syrien, og at ansøgeren ikke på udrejsetidspunktet var individuelt eller personligt efterstræbt af myndighederne. Ansøgerens antagelse af at hans venner måtte have angivet ham til myndighederne beror alene på formodninger. Endelig er det indgået med nogen vægt i flertallets vurdering, at ansøgeren har været i stand til at ind- og udrejse problemfrit i Syrien, og at han tre gange har fået udstedt pas senest i 2008. Herudover har ansøgeren forklaret udbyggende om omfanget af myndighedernes henvendelse til ham samt om myndighedernes henvendelse til forældrene. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/8
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (ajanib) fra byen Al-Malakiya/Dêrik i Al-Hasaka provinsen i Syrien. Han er muslim af trosretning. Ansøgeren sympatiserer med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 deltog i en demonstration i forbindelse med begivenhederne i Qamishli, at han den 21. marts 2007 blev tilbageholdt efter sin deltagelse i Newroz i Al-Malakia og tilbageholdt frem til […] 2007, at han under sin tilbageholdelse blev udsat for tortur, at han den 21. marts 2008 igen blev anholdt under sin deltagelse i en demonstration i Al-Malakia, og at han var tilbageholdt frem til sommeren 2008. Ansøgeren har videre henvist til, at han den 21. marts 2010 fungerede ansøgeren som vagt under Newroz, at han i forbindelse hermed tog en megafon og råbte ”ned med Baath partiet” ud over folkemængden, at myndighederne samme dag ransagede hans bopæl og beslaglagde kurdisk materiale, at myndighederne tilbageholdte hans far to dage i samme forbindelse, at hans far ti dage senere blev tilbageholdt en dag og løsladt på betingelse af, at ansøgeren meldte sig, og at hans bopæl i alt er blevet ransaget fem gange af myndighederne. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren, at han vil blive fængslet og tortureret af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring er fremtrådt som usammenhængende og divergerende, og ansøgeren har under sagen væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren har ikke forud for samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at han er sympatisør med det Kurdiske Demokratiske Parti, KDP, og at han har betalt kontingent hertil. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen i første omgang forklaret, at han efter Newroz festen i 2007 tog sammen med sine fætre hjem til deres fader, ansøgerens farbroder, hvor ansøgeren blev anholdt. Ansøgeren har efterfølgende under denne samtale forklaret, at han ikke tog med sine fætre hjem, og at den pågældende farbroder, som han tog hjem til, ikke er fader til disse fætre. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han tog alene hjem til farbroderen, og at fætrene tog hjem for at skifte tøj og ville komme senere. Ansøgeren har under motivsamtalen forklaret, at der under tilbageholdelsen i 2007 var seks andre kurdiske fanger i cellen, og at han ikke under tilbageholdelserne i 2007 og 2008 var udsat for tortur. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret, at der var 12-13 andre fanger i cellen, og at han under begge tilbageholdelser var udsat for tortur eller fysiske overgreb. Ansøgeren har yderligere udbygget sin forklaring under samtalen med advokaten og under nævnsmødet vedrørende sin deltagelse i Newroz 2010 med oplysning om, at ansøgeren skulle have profileret sig ved at tale til de tilstedeværende i megafon, hvilket ikke tidligere er forklaret. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke havde andre opgaver end vagt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at en så væsentlig oplysning er udeladt af referatet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. De generelle forhold i Syrien kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har deltaget i tre demonstrationer i Danmark i […] 2011, kan ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/7
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og udsat for tortur, idet han ikke har overholdt en samarbejdsaftale, som han har indgået med de syriske myndigheder om at melde sig ind i Yekiti-partiet og give sikkerhedstjenesten informationer om partiet og om deres skriftlige materiale. Ansøgeren har tidligere været tilbageholdt af de syriske myndigheder, blandt andet fordi han deltog i et begravelsesoptog for de personer, der var dræbt i forbindelse med urolighederne efter en fodboldkamp i foråret 2004. Ansøgeren har i alt været tilbageholdt fire gange fra 2004 til 2010. Ansøgeren er blevet udsat for tortur under sine tilbageholdelser. Ansøgeren blev senest tilbageholdt i sommeren 2010, da han var på vej til Damaskus for at besøge sin syge far på hospitalet. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to måneder, hvorefter han blev løsladt med meldepligt til sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, således som han forklarede allerede ved registreringen, har været anholdt og tilbageholdt flere gange, blandt andet i forbindelse med urolighederne i forlængelse af fodboldkampen i Qamishli i foråret 2004. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring og resultatet af den foretagne torturundersøgelse endvidere til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur under tilbageholdelserne. Nævnet lægger videre til grund, at myndighederne har udvist interesse for ansøgeren helt frem til udrejsen, idet ansøgeren i sommeren 2010 blev løsladt med meldepligt og ordre om at give oplysninger om Yekiti-partiet. Ansøgeren udrejste illegalt kort tid herefter, idet han ikke ønskede at efterkomme ordren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder under disse omstændigheder, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/6
Nævnet meddelte i juli 2012 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli og kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne og en sheik, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren uddelte kristent materiale og blev efter en måned indkaldt til at give møde hos sikkerhedstjenesten, hvor han blev afhørt. Omkring Newroz 2010 blev ansøgeren igen anholdt og afhørt. Ansøgeren blev efterfølgende kontaktet af sheiken, som truede ham på livet. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt og truet på grund af hans konvertering, og faderen blev herunder slået alvorligt. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent, og ansøgeren har fremstået troværdig. Flygtningenævnet bemærker, at de afhøringer, ansøgeren har været udsat for fra myndighedernes side ikke har haft et sådan omfang og en sådan intensitet, at det kan betragtes som asylbegrundende, ligesom ansøger blev løsladt uden pålæg om meldepligt. På baggrund af ansøgerens forklaring om den løbende chikane fra lokale, truslen fra sheiken og den efter hans udrejse eskalerede konflikt i forhold til hans familie, finder Flygtningenævnet det imidlertid godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for alvorlige overgreb fra lokale. Under hensyn til ansøgerens forudgående kontakt med myndighederne findes det sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7 stk. 1.” syri/2012/5
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (ajnabi) fra landsbyen […] nær al-Malikia, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i hjemlandet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet han i forbindelse med anklager om halmtyveri er blevet registreret af myndighederne. Han har videre henvist til de generelle forhold for statsløse kurdere i Syrien, samt til det forhold at han er udrejst illegalt. Endelig har han henvist til sine politiske aktiviteter i Danmark, idet han har deltaget i omkring ni demonstrationer, hvoraf to er blevet vist på TV-kanaler, der kan ses i Syrien. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen, at han mellem 2007 og 2008 var tilbageholdt i 17 dage, anklaget for at have stjålet halm. Efter at han blev løsladt har han ikke haft nogen problemer i anledning af sagen. Ansøgeren har i fortsættelse heraf i asylskemaet erklæret, at han ikke har haft konflikter i hjemlandet forud for udrejsen, men at han udrejste, som følge af at han som ajnabi var uden rettigheder i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, som forklaret efter samtalen med ansøgerens advokat, reelt var i efterretningstjenestens søgelys i forbindelse med tilbageholdelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren således var uprofileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse kurdere i Syrien er således diskriminerende, at der alene på det grundlag kan meddeles asyl. Ansøgeren har således forklaret, at han og hans familie generelt var begrænset i deres rettigheder, men konkret have faderen og ansøgeren arbejde og familien havde været i stand til at erhverve et hus, omend registreret i en andens navn. Den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte kunne få udstedt rejsedokumenter kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgeren ved at deltage i demonstrationer i Danmark vendt mod det syriske regime kan være kommet i de syriske myndigheders søgelys bemærkes, at ansøgeren efter det foran anførte ikke forud for deltagelsen i demonstrationerne har været politisk aktiv i Syrien eller på anden måde profileret. Ansøgeren optræder på flere optagelser, som han oplyser, er blevet til ved, at andre deltagere i demonstrationerne har filmet. Adspurgt om, hvor optagelserne kan findes på internettet, har ansøgeren forklaret, at han har fået hjælp fra kammerater til at finde optagelserne frem. Ansøgeren har henvist til, at der skulle foreligge tre optagelser, som har været vist henholdsvis på dansk TV og på syriske kanaler. Flygtningenævnet har haft lejlighed til at gennemse optagelsen fra foråret 2011 ved Tivoli, hvor ansøgeren ikke umiddelbart ikke er synlig. Optagelsen fra sommeren 2011 som ansøgeren oplyser, skulle have været vist på en syrisk oppositionskanal, fremstår som en relativt lang optagelse af et stort antal demonstrationsdeltagere, som kameraet panorerer langsomt forbi. Efter at der er forevist måske 20-30 deltagere bliver ansøgeren vist, mens ansøgeren er med til at holde et banner. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at et sådant indslag har været bragt i sin helhed som et nyhedsindslag. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han gennem offentligt tilgængelige billeder eller offentligt fremviste optagelser, er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” syri/2012/4
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en statsløs mandlig kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Al Hasaka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Azadi-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af myndighederne, da han har råbt skældsord mod præsidenten og dennes ægtefælle i forbindelse med, at han blev stoppet under opførelsen af sit hus, og da han er statsløs og endvidere er udrejst illegalt. Ansøgeren er videre i fare ved en tilbagevending, da han bl.a. den […]2012 foran den russiske ambassade deltog i en demonstration i anledningen af landets støtte til den syriske præsident. Der blev foretaget optagelser, hvor ansøgeren ses. De pågældende optagelse er bragt i medier og findes på internettet. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har søgt asyl i Schweiz, hvor han begrundede sin asylansøgning i de generelle forhold for kurderne i Syrien. Ansøgeren blev i forbindelse med sagsbehandlingen dér afhørt på sorani. Afhøringen indeholder en lang række detaljer vedrørende ansøgerens forhold. Der foreligger ikke i afhøringen nogen oplysninger om, at de syriske myndigheder konkret har efterstræbt ansøgeren, eller at denne skulle være udrejst på grund af nogen konkret begivenhed. Ved ankomst til Danmark blev ansøgeren afhørt på arabisk, hvor han heller ikke gav oplysninger om, at han konkret skulle have foretaget sig noget, der bragte ham i modstrid med sit landshjems myndigheder. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at han i forbindelse med opførelsen af et hus er fremkommet med mishagsytringer rettet mod den syriske præsident og den politiofficer, der havde kommandoen i forbindelse med nedrivningen. Han måtte derefter flygte fra byggepladsen. Og derefter fra boligen, da den følgende dag blev ransaget af myndighederne. Ansøgeren har for nævnet oplyst, at han undgik at blive fundet på bopælen, idet han gemte sig i et klædeskab. Det er først i forbindelse med nævnsbehandlingen, at der er fremkommet oplysninger om, at der skulle have været sproglige problemer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har kunnet forklare om sine forhold. Ansøgeren har således ikke på overbevisende vis kunnet forklare, hvordan det lykkedes ham at undgå pågribelse på byggepladsen eller den følgende dag på bopælen. Flertallet finder derfor i overensstemmelse med det overfor de schweiziske myndigheder og senere oplyste, at det var generelle forhold, der dannede grundlag for ansøgerens udrejse. Flertallet finder ikke, at ansøgerens tilstedeværelse ved demonstrationen den […] 2012 i sig selv har profileret ham således, at dette er asylbegrundende. Flertallet finder heller ikke, at der i sagen i øvrigt er omstændigheder, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/3
Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder, kristen af trosretning og fra […], […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre og disses slægtninge, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen i 2005. Videre frygter han at blive anklaget for forseelser på urigtigt grundlag af de syriske myndigheder grundet hans konversion. Endvidere frygter han repressalier fra de syriske myndigheder, som betragter ham som landsforræder, som følge af hans lange ophold i Europa, samt fordi han søger asyl i Danmark. I 2005 konverterede ansøgeren til kristendommen i Libanon, og i 2007 fik hans familie og religiøse farbrødre kendskab til dette. I begyndelsen af 2007 opsøgte den lokale mullah familien og forsøgte at få ansøgeren til at vende tilbage til islam, hvilket han afslog, hvorefter ansøgerens farbrødre blev vrede på ham. I samme måned opsøgte farbrødrene sammen med deres sønner ansøgerens bopæl og udsatte ham og familien for fysiske overgreb, hvorefter de forlod bopælen. I foråret 2007 blev ansøgeren overfaldet på gaden af for ham ukendte personer, som sagde, at han skulle vende tilbage til islam, ellers ville de slå han ihjel. I sommeren 2008 blev familiens bopæl opsøgt igen af omkring otte maskerede personer, som udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. I 2008 blev ansøgeren overfaldet to gange af to af hans venner på gaden grundet hans konversion. I sommeren 2011 blev familiens bopæl opsøgt af ansøgerens farbrødre, deres sønner og syv eller otte maskerede personer, som udsatte ansøgeren og hans familie for fysiske overgreb og truede med at slå ansøgeren ihjel. Efterfølgende udrejste han legalt af Syrien i sommeren 2011. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, således som også Udlændingestyrelsen har gjort, at ansøgeren er konverteret til kristendommen i 2005. På baggrund af de mere indgående spørgsmål, som ansøgeren først er blevet stillet vedrørende den kristne tro i Flygtningenævnet, finder flertallet således, at konversionen må anses for at være reel. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er blevet tiltagende chikaneret af en ukendt gruppe og dele af sin familie i årene fra 2007 til udrejsen i sommeren 2011. Hans farbrødre har kort før hans udrejse truet ham på livet og slået ham og andre familiemedlemmer. Farbrødrene har endvidere forlangt, at han offentligt skulle møde op i moskeen for at vise, at han ikke længere var frafalden. Ved en tilbagevenden finder flertallet, at ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes reelle beskyttelse mod hans farbrødre. Herefter meddeles der ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/28
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder, kristen af trosretning og fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes børn vil blive slået ihjel af muslimske ekstremister, fordi hun er konverteret til kristendommen. Videre har hun henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af Syrien. I 2006 konverterede hun og hendes ægtefælle til kristendommen. I slutningen af 2011 kom hendes nabo på besøg, hvor hun bemærkede, at ansøgeren så en kristen tv-kanal, som hun plejede at se. Naboen sagde, at det var en dårlig tv-kanal, som var imod islam, og ansøgeren forsvarede i vrede tv-kanalen og Jesus. To dage senere kastede ukendte personer snavs på hendes dør og vasketøj, og naboerne ville ikke længere hilse på hende og familien. I sommeren 2011 kastede ukendte personer en sten mod ansøgerens vindue, og en uge senere skrev ukendte personer ”Dræb den, som skifter sin religion” på familiens dør. I sommeren 2011 blev hendes ægtefælle kidnappet af ukendte personer, da han var på vej hjem fra sit arbejde. Efterfølgende flygtede ansøgeren og hendes børn hen til hendes forældre. Tre dage senere ringede ansøgerens nabo og fortalte, at hendes lejlighed var i brand. En uge senere blev hendes fader ringet op af en ukendt person, der sagde til ham, at han skulle dræbe hende, ellers ville de gøre det. Senere I sommeren 2011 udrejste hun sammen med sine børn illegalt. Det syriske politi har fortsat ikke fundet ægtefællen eller kidnapperne. Flygtningenævnet finder i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens konsistente forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på den anførte baggrund har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for fortsatte alvorlige overgreb fra ukendte personer, hvilket må anses for at udgøre forfølgelse som følge af ansøgerens religion, idet ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes reelle beskyttelse herimod. Den omstændighed, at politiet har modtaget anmeldelse og foretaget en vis efterforskning af kidnapningen og branden, kan ikke tages som udtryk for, at politiet fremadrettet vil yde ansøgeren beskyttelse mod videre overgreb, idet politiets hidtidige efterforskning er sket, uden at politiet har haft kendskab til baggrunden for overgrebene, idet det må lægges til grund, at politiet ikke i forbindelse med selve anmeldelsen er informeret om det mest nærliggende motiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på baggrundsmaterialets oplysninger om forholdene for konvertitter sammenholdt med den tidsmæssige sammenhæng mellem ansøgers udrejse og sikkerhedstjenestens efterspørgsel efter hende på faderens bopæl og finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at efterspørgslen har sammenhæng med udrejsen og baggrunden herfor. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt hendes to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/27
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har siden 2004 sympatiseret med Yekiti og Al-Party. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil slå ham ihjel som følge af hans ulovlige politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han i 2004 har været anholdt af sikkerhedstjenesten i forbindelse med en demonstration i Qameshli. Demonstrationen fandt sted dagen efter en fodboldkamp mellem Jihad og Futuwah, hvor tre personer blev dræbt. Statens sikkerhedsdomstol dømte ansøgeren til ét års fængsel for at sprede racisme. Han blev løsladt den i foråret 2005. Ansøgeren blev endvidere tilbageholdt i 2008. Sikkerhedstjenesten havde skudt tre personer under en Newroz-fest i Qameshli, heriblandt ansøgerens ven, […]. Ansøgeren blev anholdt og afhørt af den militære sikkerhedstjeneste efter begravelsen. Militærdommeren dømte ansøgeren til tre måneders fængsel for deltagelse i ulovlige demonstrationer. Ansøgeren og tre af hans venner, […], […] og […] aftalte, at de skulle sætte streger på billeder af Al-Assad, hvilket de gjorde efter arbejdet i foråret 2011. To dage senere skrev ansøgeren og hans venner politiske slagord på Justitsslottets mur, områdesinspektørens hus, og en skole, der lå i nærheden. Derudover sprøjtede de spraymaling på en statue af gamle Al-Assad, og en af ansøgerens venner knækkede statuen. Ansøgerens ven […] blev anholdt, men ansøgeren, […] og […] flygtede. Ansøgeren og hans ven, […], kørte med bil til […]og gemte sig i en hytte, som […]s bedstefader ejede. Efterfølgende blev […] taget af myndighederne. Herefter blev […]s bedstefaders hus og ansøgerens egen bopæl ransaget. To dage senere blev ansøgerens faders hus ransaget, og ansøgerens fader og broder blev tilbageholdt i tre dage af den militære sikkerhedstjeneste. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på en overbevisende måde har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring fremstår som usikker og usammenhængende og ikke fremstår som selvoplevet. Det gælder således blandt andet ansøgerens forklaring om, ransagningerne, hvor ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet forklare, hvorledes han har fået kendskab til ransagningerne, ligesom det fremstår påfaldende, at han ikke har kunnet oplyse, hvorvidt hans hustru og børn var hjemme, da ansøgerens bopæl blev ransaget. Ansøgeren har herudover på en række punkter forklaret divergerende under sagen. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt nærmere oplysninger om, hvorvidt myndighederne efter udrejsen har henvendt sig på bopælen, ligesom han ikke har søgt nærmere oplysninger om familiens forhold. Ansøgerens forklaring om begivenhederne i 2004 og 2008 fremstår også set i lyset af baggrundsoplysningerne som usikre. Nævnet finder endvidere, at ansøgernes deltagelse i demonstrationer i Danmark ikke kan antages at have profileret ham i forhold til de syriske myndigheder og bemærker herved, at ansøgeren ikke har udtalt sig under demonstrationerne, og at hans identitet ikke er blevet oplyst. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at der har været tolkeproblemer under sagen, og at ansøgerens forklaring, der angår forholdsvis enkle forhold, skal ses i lyset af hans uddannelsesmæssige baggrund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Syrien kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/26
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (maktoumeen) og sunni-muslim fra Qamishli. Han har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har siden 2009 sympatiseret med det kurdiske parti KDP-S (Partiya Demokrat a Kurdistane Suriye/Hizb al-Dimuqrati al Kurdistani Suriyah), som faderen var medlem af. Ansøgeren har holdt vagt i forbindelse med cirka 25 partimøder. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren myndighederne, fordi han den […] 2009 var vagt i forbindelse med en mindehøjtidelig for den tidligere partisekretær, der i 1990 blev anholdt sammen med blandt andre ansøgerens far, der ikke er blevet løsladt. Ansøgeren har oplyst, at han i foråret 2008 opsøgte Faiha-afdelingen, der var sikkerhedstjenestens kontorbygning/fængsel for politiske fanger i Damaskus, og spurgte efter sin fader. Efterfølgende blev han tilbageholdt i to måneder og 17 dage. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur og seksuelle overgreb. I forbindelse med løsladelsen fik han at vide, at han ikke måtte spørge efter faderen igen eller være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgeren har videre oplyst, at han den […] 2009 sammen med to andre personer, herunder et navngivent medlem af KDP-S, fungerede som vagter i forbindelse med en mindehøjtidelighed for partiets tidligere sekretær i en landsby ved Qamishli, og at han på et tidspunkt blev ringet op af den pågældende, der fortalte, at sikkerhedstjenesten kom, og at ansøgeren skulle redde sig selv. Ansøgeren flygtede til fods og tog hen til sin morbror, som sendte ansøgeren videre til en moster. Den […] 2009 ringede onklen til mosterens bopæl og fortalte, at det navngivne partimedlem var blevet anholdt, og at ansøgerens bopæl var blevet ransaget. Den […] 2009 opsøgte morbroderen mosterens bopæl og oplyste, at myndighederne på ny havde ransaget ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der har fremstået detaljeret og sammenhængende, til grund. Det lægges således til grund, at ansøgerens fader blev arresteret af de syriske myndigheder i 1990, som følge af sine politiske aktiviteter, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i 2008, og at ansøgeren i den forbindelse blev udsat for fysiske overgreb, herunder dollab og voldtægt. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren ved udrejsen fra Syrien var eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han havde været aktiv for KDP-S. Endelig lægges det til grund, at myndighederne efter ansøgerens udrejse har opsøgt familiens bopæl flere gange og spurgt efter ansøgeren. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i konkret risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse kurder fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2012/25
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder og sunni-muslim fra[…], der er beliggende i Qamishli kommune. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har støttet den kurdiske sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side på grund af sit ophold i det nordlige Irak i efteråret 2005, idet de syriske myndigheder mistænker ham for at samarbejde med kurdiske bevægelser i det nordlige Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til sin broder […]s forhold. Broderen er af en syrisk domstol i 2007 idømt fem års fængsel for våbensmugling. Ansøgeren har oplyst, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange på grund af en mistanke om, at han havde udført ulovlige politiske aktiviteter. Han var tilbageholdt i Damaskus en måned og fire dage medio 2003. I sommeren 2005 blev han anholdt i […]og efterfølgende tilbageholdt i 28 dage i Al-Hasaka. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er i myndighedernes søgelys alene som følge af broderens politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret om, at han under tilbageholdelsen i 2003 blev udspurgt af myndighederne om sin broder […]s politiske aktiviteter. Denne forklaring stemmer imidlertid ikke overens med broderens forklaring om, at han først kom i myndighedernes søgelys i 2004 i forbindelse med urolighederne i Qamishli. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring, der er central for ansøgerens asylmotiv, til grund. Herefter og da ansøgerens forklaring om, at myndighederne må have fået kendskab til ansøgerens rejse til Nordirak, fordi ansøgeren fortalte herom til nogle landsbybeboere, og at ansøgeren, efter myndighedernes kendskab til rejsen og deraf efterfølgende eftersøgning af ansøgeren, opholdt sig i cirka tre år i Syrien, herunder rejste rundt i landet, fremstår som usandsynlig, tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i 2003 og 2005 og den efterfølgende indrejse i Irak. Ansøgeren har forklaret udbyggende om omfanget og intensiteten af myndighedernes henvendelse til ansøgerens forældre, og forældrene og ansøgerens søskende har efter det oplyste ikke være udsat for overgreb fra myndighederne som følge af broderens forhold. Det bemærkes herved, at ansøgeren direkte har forklaret om, at broderen […] ikke har været i myndighedernes søgelys, selvom han lever et almindeligt liv uden at holde sig skjult. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse fra de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af broderens politiske aktiviteter eller som følge af ansøgerens egne aktiviteter. Der er ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/24
Nævnet meddelte i maj 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der er født i […], har som asylmotiv oplyst, at han blev anholdt og fængslet i tre måneder i forbindelse med urolighederne i Qamishli i 2004. Ansøgeren har oplyst, at han deltog i en Newroz fest i 2008, hvor hans ven blev skudt af myndighederne. Han deltog endvidere i en demonstration på et tidspunkt i foråret 2009 i Qamishli til minde om de dræbte i 2004. Hans ven, […], blev anholdt og har oplyst ansøgerens navn til myndighederne, som derfor eftersøger ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er blevet indkaldt til og eftersøges for at aftjene sin værnepligt, hvilket han frygter, dels fordi han er kurder, og dels fordi myndighederne efterstræber ham som følge af hans deltagelse i demonstrationen i 2009. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurdering af ansøgerens forklaring har henset til, at ansøgeren har forklaret, at han har haft det psykisk dårligt og har vanskeligt ved præcist at huske nogle detaljer. Der er under nævnsmødet holdt to pauser under ansøgerens forklaring. Efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen og i nævnsmødet lægger nævnet til grund, at ansøgeren i 2004 blev anholdt af myndighederne, da han sammen med andre var tilskuer til fodboldkampen i Qamishli, og at ansøgeren efterfølgende var fængslet i tre måneder af myndighederne. Ansøgeren, der blev hårdhændet behandlet under fængslingen, blev løsladt som følge af en amnesti, og det fremgår af ansøgerens forklaring, at han ikke siden er blevet opsøgt af myndighederne i anledning af fængslingen i 2004. Vedrørende ansøgerens oplysning om sin deltagelse i Newroz festen i 2008, tillægger nævnet ikke ansøgerens deltagelse væsentlig betydning, idet ansøgeren har oplyst, at han ikke selv havde nogen kontakt med myndighederne i den forbindelse. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret usikkert om sin deltagelse i demonstrationen i 2009 til minde om Qamishli hændelsen i 2004. Efter en vurdering af ansøgerens oplysninger om hændelsesforløbet i 2009 lægger nævnet imidlertid vægt på, at ansøgeren har forklaret i det væsentlige konsistent om, at hans ven […] blev pågrebet, og at myndighederne efter pågribelse af vennen rettede henvendelse til ansøgerens bopæl for at eftersøge ansøgeren. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren tog ophold i Damaskus, hvor han opholdt sig i en periode indtil udrejsen i sommeren 2010. På den baggrund og i det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at myndighederne endvidere eftersøger ham på grund af, at han er indkaldt til men udeblevet fra aftjening af militærtjeneste, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien under de aktuelle forhold på den ovennævnte baggrund vil kunne risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. syri/2012/23
Nævnet stadfæstede i april 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har været anholdt i 24 timer i 2010 i forbindelse med Newroz-festen. Han har senere givet tilladelse til, at en kurdisk dansegruppe kunne træne på hans ejendom. To af hans børn deltog i træningen, hvorefter en nabo kontaktede ham og oplyste, at myndighederne havde afbrudt træningen og taget dansegruppen og træneren med. Ansøgeren var derefter nødt til at flygte ud af Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, han i 2010 kortvarigt var tilbageholdt af myndighederne i omkring et døgn til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han blev løsladt alene med besked om, at udelade deltagelse men ikke pålagt meldepligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han var nødsaget til at flygte, fordi myndighederne havde opdaget, at en dansegruppe havde trænet på hans ejendom, til grund. Nævnet lægger herved især vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem af hans børn, der deltog i dansegruppen, idet han senest uden nævnsmødebehandlingen har udtrykt sig divergerende og usammenhængende om det ene af børnenes navne. Han har videre forklaret divergerende om, hvor længe børnene deltog i dansegruppen, idet han under motivsamtalen har oplyst, at de var med i dansegruppen i én uge, hvorefter han ved asylsamtalen oplyste, at de var med ét år, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at børnene var med i fire-fem måneder. Nævnet bemærker i den anledning, at disse tidsangivelser ikke vurderes alene at kunne skyldes tolkeproblemer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren efter sin forklaring er udrejst uden at få nærmere oplysning om, hvad der var sket med hans børn. Herefter finder nævnet, at ansøgerens forklaring om det passerede umiddelbart før udrejsen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder ikke, at ansøgerens mulige registrering som illegal udrejst under disse omstændigheder medfører, at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været pålagt meldepligt eller i øvrigt må anses for at være profileret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/22
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […] i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han, sammen med sin bror, […], og dennes venner, fra begyndelsen af 2011 deltog i oprøret mod Al-Assads styre. Ansøgeren og nogle af broderens venner opfordrede, mens det var mørkt, tre gange i begyndelsen af 2011, til, at der blev demonstreret mod regimet ved at male/spraye slagord på bygninger i befærdede gader i Aleppo, […]. Den tredje gang blev de opdaget i […]. De var fire ved den pågældende lejlighed. De løb hver sin vej. Ansøgeren hørte, at en af de andre, […], blev fanget. Den pågældende blev kørt væk. Ansøgeren advarede derefter telefonisk sin bror og tog til byen […], hvor han skjulte sig hos sin mors morbroder, indtil ansøgeren udrejste illegalt i foråret 2011. Morens onkel fortalte ham på et tidspunkt, at han havde hørt, at sikkerhedstjenesten havde været på families bopæl, hvor de havde foretaget ransagning og beslaglagt broderens computer samt spurgt efter ansøgeren og broderen. Myndighederne har været flere gange på bopælen. Under en af henvendelserne blev faderen taget med. Faderen blev løsladt efter cirka to dage. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og lægger derved vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om hovedlinjerne i begivenhedsforløbet. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse fra de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1”. syri/2012/21
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […], Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti partiet siden 2007 og har opbevaret løbesedler for partiet i sin families malerforretning samt givet gratis maling til partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han i sommeren 2009 gav fem dåser spraymaling til sin ven […] og dennes ven til brug for politiske aktiviteter. Fem eller seks dage senere ringede vennens bror til ansøgeren og fortalte, at vennens ven var blevet anholdt af myndighederne, og at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren skjulte sig herefter i to dage hos sin fars ven i […], hvorefter ansøgeren udrejste legalt til […]i besiddelse af sit syriske nationalitetspas. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han i Danmark har deltaget i en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen den […]i anledning af begivenhederne i Qamishli. Endelig har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer foran den kinesiske og den russiske ambassade. Ansøgeren frygter, at han ved deltagelse i disse begivenheder er blevet registreret af myndighederne i Syrien. Ansøgerens antagelse af, at han på udrejsetidspunktet var eftersøgt af myndighederne, er alene baseret på formodninger og andenhåndsoplysninger. Endvidere har ansøgeren på en række punkter under asylsagen forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen blandt andet vedrørende sit kendskab til indholdet af løbesedlerne, vedrørende ansøgerens aktiviteter med hensyn til løbesedlerne, vedrørende den begivenhed, som var årsag til, at ansøgeren kom i myndighedernes søgelys, og vedrørende sin interesse for og kendskab til vennens skæbne. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgeren i forbindelse med udrejsen til […]medbragte sit eget ægte pas. Ifølge sin forklaring til samtalereferatet foreviste han passet to gange til syriske myndighedspersoner. Ansøgeren har for nævnet korrigeret dette til, at fremvisningen skete over for myndighederne i […]. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring alene har udført meget begrænsede aktiviteter for Yekiti partiet, og at han i den anledning ikke personligt har modtaget henvendelser fra myndigheder eller i øvrigt været i kontakt med myndighederne. Ansøgeren fremstår således helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan endvidere ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i de oven for tre nævnte demonstrationer i Danmark, og at billeder af demonstrationerne ved ambassaderne er lagt ud på internettet, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, alene har optrådt som almindelig deltager, og at han ved sin deltagelse ikke kan antages at være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/20
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udsatte sagen i 2010 med henblik på at få foretaget en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Homs i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet, da han omkring 2004 og 2007 var tilbageholdt af myndighederne i henholdsvis halvandet år og to måneder. I 2008, dagen efter han havde deltaget i Newroz, var hans hjem blevet ransaget af myndighederne, som havde medtaget bøger og fotografier af ansøgeren sammen med eksponerede kurdere. Efterfølgende var hans forældre flere gange blevet opsøgt af myndighederne, som ledte efter ansøgeren, og ansøgerens fader er flere gange blevet taget med af myndighederne og senere løsladt efter nogle timer. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren videre oplyst, at han under tilbageholdelserne i Aleppo i 2007 var udsat for falanga-tortur et par gange om dagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Vedrørende tilbageholdelsen i Aleppo i 2007 lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilket år tilbageholdelsen fandt sted, og at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at han var udsat for falanga-tortur et par gange dagligt, hvilket torturundersøgelsen ikke har påvist tegn på. Vedrørende begivenhederne op til udrejsen har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens oplysninger om, at hans hus i Aleppo blev ransaget, og at myndighederne herunder fandt belastende materiale, ikke støttes af ansøgerens øvrige oplysninger om forløbet forud for udrejsen. Det fremgår således ikke, hvorfor myndighederne under Newroz-festen skulle være blevet opmærksomme på ansøgeren. Endvidere opholdt ansøgeren sig i Aleppo i fire til fem måneder inden udrejsen. I denne periode var han på sin bopæl og konstaterede, at myndighederne havde fjernet materialet, og han skaffede sig et pas, som han foreviste ved udrejsen, uden at dette medførte problemer. På denne baggrund finder nævnet, at forklaringen ikke fremstår som selvoplevet, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse”. syri/2012/2
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagens afgørelse med henblik på at foranstalte en torturundersøgelse af ansøgeren. I 2012 modtog Flygtningenævnet en rapport fra vedrørende resultatet af torturundersøgelsen. Sagen blev herefter afgjort på formandskompetencen, da betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, åbenbart måtte anses for opfyldt, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Al-Hasaka i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, der har tilbageholdt ham i cirka to måneder og under tortur afhørt ham om hans aktiviteter i det kurdiske område i Irak, hvor han har arbejdet i en periode på seks måneder fra efteråret 2009 og frem til foråret 2010. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hans pas blev konfiskeret, da han foreviste det i forbindelse med sin genindrejse i Syrien. De syriske myndigheder tog ham med til et fængsel i Qamishli, hvor han under sit 10 dage lange ophold blev registreret, men ikke afhørt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter 10 dage blev overført til et fængsel i Al-Hasaka, hvor han blev afhørt om sine aktiviteter i Irak, herunder et eventuelt samarbejde med kurdiske partier. I fængslet blev han udsat for slag og spark samt forskellige former for tortur. Blandt andet blev han slået under sine fødder, der var bundet sammen. Han blev løsladt på betingelse af, at han underskrev en samarbejdsaftale med de syriske myndigheder om at give dem oplysninger hver 15. dag på politistationen om kurdiske partier, herunder deres møder og aktiviteter. Ansøgeren har videre oplyst, at han to uger efter løsladelsen tog hen til fængslet og fortalte, at han ikke havde nogen oplysninger at give, da han ikke havde forbindelse til nogen kurdiske partier, hvorefter han fik at vide, at han ville blive fængslet og udsat for overgreb, hvis ikke han havde konkrete oplysninger med, næste gang han skulle møde op 15 dage senere. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens oplysninger om at have været udsat for tortur støttes af den foretagne torturundersøgelse. Af konklusionen fremgår: ”Ud fra det samlede billede, og som svar på spørgsmål stillet fra Flygtningenævnet om, hvorvidt der kan påvises torturfølger og om disse kan være opstået på det angivne tidspunkt, vurderes det sandsynligt, at fundene er følger efter tortur, næseskævheden kan være følge af ubehandlet brud, pådraget under tortur på det angivne tidspunkt i 2010.” Flygtningenævnet lægger herefter efter ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i 2010 har været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder, der på grund af hans ophold i Irak mistænkte ham for at have samarbejdet med kurdiske partier. Efter løsladelsen skulle han have samarbejdet med myndighederne, men han valgte i stedet at udrejse illegalt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/18
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra de syriske myndigheder. Han blev fængslet af myndighederne i foråret 2010 som mistænkt for at forberede sig til Newroz. I sommeren 2010 lykkedes det faderen at løskøbe ham. Politiet, der havde modtaget klager over, at ansøgeren holdt politiske møder på sin bopæl, opsøgte ham i slutningen af 2010 og tilbageholdt ham i 48 timer. Der blev fra foråret 2011 afholdt flere politiske møder på hans bopæl. I sommeren 2011 blev han under en forretningsrejse til Damaskus ringet op af sin nabo, som fortalte ham, at politiet holdt udenfor ansøgerens bopæl. Nogle timer senere blev han ringet op af en af sine medarbejdere, der fortalte, at politiet havde spurgt efter ansøgeren i ansøgerens forretning, idet de havde fundet kurdiske aviser og mapper på ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog efterfølgende hen til en ven, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i sommeren 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret udbyggende, idet han først under mødet med sin advokat har forklaret, at han har været politisk aktiv og herunder har været medlem af Yekiti-partiet. Ansøgeren har derimod til politiet den […] 2011, i asylansøgningsskema den […] 2011 og under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 oplyst, at han ikke har været politisk aktiv. Nævnet finder ikke, at ansøgerens oplysning om, at han var utryg ved en tolk, bange og havde koncentrationsproblemer, kan begrunde denne udbygning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således om sin faders aktivitet for Yekiti-partiet i asylansøgningsskemaet oplyst, at hans familie ikke har været aktive for politiske partier, og at de ikke har været anholdt eller fængslet. Ansøgeren har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 oplyst, at hans fader har været aktiv for Yekiti-partiet og været anholdt flere gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere i asylansøgningsskemaet oplyst, at han ved sin anholdelse i slutningen af 2010 var sammen med sine venner på sin bopæl og blev anholdt sammen med disse, hvorimod han til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 har forklaret, at han var alene hjemme på bopælen ved sin anholdelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/16
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste i 2005, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. I 2011 søgte ansøgeren asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle bo alene, ligesom hun som følge af den generelt vanskelige situation i Syrien frygter, at hun eller andre i hendes familie vil blive udsat for overgreb eller dræbt. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke personligt har haft problemer med myndighederne på trods af oplysningerne om ægtefællens aktiviteter. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren siden udrejsen har indrejst fem gange i hjemlandet uden problemer – sidste gang endda efter indgivelsen af asylansøgningen – og at ansøgeren først har ansøgt om asyl mere end seks år efter indrejsen i Danmark. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Hertil kommer, at ansøgeren fremstår helt uprofilleveret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/15
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2012 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra al Malikia i Syrien. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de risikerer forfølgelse som følge af deres etnicitet samt den mandlige ansøgers aktiviteter for Yekiti-partiet før deres udrejse af Syrien i sommeren 2009. Under ansøgernes ophold i Danmark har den mandlige ansøger deltaget i en sultestrejke […] i 2010. Den mandlige ansøger er i denne forbindelse blevet både fotograferet og filmet, hvorefter billederne og filmoptagelserne er blevet offentliggjort på blandt andet hjemmesiderne Facebook og Youtube. De syriske myndigheder har fået kendskab til dette, hvorefter de har opsøgt den mandlige ansøgers familie i Syrien samt midlertidigt fængslet både ansøgerens far og bror. Ansøgeren har tillige deltaget i en kortvarig sultestrejke i 2012 på asylcenteret. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger heller ikke for nævnet i dag har forklaret overbevisende om de konflikter, der gav anledning til udrejsen af Syrien. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring forrykker grundlaget for det tidligere nævns troværdighedsvurdering. Flygtningenævnet lægger som det tidligere nævn til grund, at den mandlige ansøger har udført aktiviteter for Yekiti-partiet forud for udrejsen. Det lægges videre til grund, at ansøgeren har deltaget i en sultestrejke heri landet i efteråret 2010 sammen med en mindre gruppe andre asylansøgere. Ansøgerens deltagelse fremgår af en række foreviste videoklip, der ikke indeholder oplysninger om ansøgerens identitet, og som er offentliggjort på Youtube og i tv. Det fremgår heraf, at sultestrejken i 2010 var rettet mod syriske asylansøgeres forhold her i landet og tillige indeholdt kritik af det syriske regime. I forlængelse heraf vil Flygtningenævnet ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han har udtalt sig i anledning af sultestrejken til ROJ TV. Flygtningenævnet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at de syriske myndigheder i anledning af sultestrejken har opsøgt ansøgerens familie. Når der henses til, at den mandlige ansøger forud for udrejsen havde udført aktiviteter for Yekiti-partiet sammenholdt med den eksponering, der er sket af ham gennem det fremlagte videomateriale, finder Flygtningenævnet efter en helhedsvurdering, at ansøgeren under de aktuelle forhold i Syrien ved en tilbagevenden må antages at være i risiko for at komme i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […] og […] samt tre børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/13
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I slutningen af 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Senere i 2010 modtog Flygtningenævnet resultatet torturundersøgelsen. I 2011 besluttede nævnet, efter at sagen havde været udsat i skriftlig votering, at indhente en supplerende udtalelse fra Retslægerådet. I slutningen af 2011 modtog Flygtningenævnet udtalelsen fra Retslægerådet. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kurder fra landsbyen […]ved Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer, men han har efter opfordring af en ven sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans far var medlem af, og han har i den forbindelse deltaget i flere partimøder, ligesom han har deltaget i flere fester i anledning af fejringen af det kurdiske nytår. Ansøgeren har endvidere i sin skrædderforretning i Aleppo efter bestilling syet kurdiske folkedragter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og tortureret på ny, fordi de syriske myndigheder har fået kendskab til, at han har syet kurdiske folkedragter og flag, og fordi han er udrejst illegalt efter at være blevet pålagt meldepligt. Ansøgeren har til sagen oplyst, at otte-ti politifolk i foråret 2008 ransagede hans skrædderforretning og fandt nogle kurdiske folkedragter og flag, som han havde syet efter bestilling fra en irakisk kunde. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt af politiet i cirka en uge. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren dagligt afhørt og tortureret af politiet. Herefter blev ansøgeren overført til det centrale fængsel i Aleppo, hvor han var fængslet i cirka otte måneder. Han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han skulle give møde hos politiet og afgive oplysninger om politiske partier mv. Han mødte op de to første gange, men udeblev den tredje gang, fordi han var bange for at blive slået på ny. I stedet tog han ophold hos en slægtning i[…], indtil han udrejste i slutningen af 2008. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark haft kontakt med familiemedlemmer i Syrien, som har oplyst, at hans families bopæl er opsøgt flere gange af de syriske myndigheder, og at faderen har været tilbageholdt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring giver anledning til tvivl. Ansøgeren har således udbygget sin forklaring blandt andet om omfanget af torturen i fængslet i Aleppo, ligesom nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det i forbindelse med nævnsmødet fremlagte fotografi, der skulle være taget af ansøgeren under hans fængselsophold af en medfange, fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger kan Flygtningenævnet dog i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på det anførte i rapporten fra Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet af […]2010 og Retslægerådets udtalelse af […]2011, hvoraf det blandt andet fremgår, at ansøgeren meget muligt kan have været udsat for tortur. Nævnet finder på den baggrund ikke, at divergenserne og udbygningerne i ansøgerens forklaringer har haft et sådant omfang og karakter, at der er grundlag for at tilsidesætte de centrale dele af ansøgerens forklaring. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt i otte måneder og været udsat for tortur, efter at de syriske myndigheder i foråret 2008 ransagede hans forretning og konfiskerede kurdiske folkedragter og flag. Sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelt meget vanskelige sikkerhedssituation i Syrien og de syriske myndigheders fremfærd i forhold til mulige medlemmer af oppositionen, finder Flygtningenævnet det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2012/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på indhentelse af oplysninger om den generelle situation i Syrien. Sagen er afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kurder fra Al-Hasaka i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation. Ansøgeren har dog sympatiseret med de politiske partier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af den syriske efterretningstjeneste, idet han mistænkes for at have været politisk aktiv, ligesom han mistænkes for at være i ledtog med sin læremester – en fotograf med tilknytning til kurdiske partier. Lærermesteren blev anholdt af myndighederne i 2009, hvorefter ansøgeren forlod Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i efteråret 2008 var tilbageholdt i 15 dage, idet myndighederne mistænkte ansøgeren og et antal andre etniske kurdere for at have væltet et billede af præsidenten. Ansøgeren blev løsladt uden betingelser. Endelig har ansøgeren henvist til han frygter at skulle aftjene værnepligt, idet kurdere generelt bliver udsat for chikane og overgreb under aftjeningen af værnepligt. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han i sommeren 2009 var nødsaget til at forlade Syrien på grund af aktuel risiko for myndighedsforfølgelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, dels om hvornår og under hvilke omstændigheder han modtog et opkald fra lærermesterens søn og dels om sit forudgående kendskab til denne søn. Ligeledes har ansøgeren i asylansøgningsskemaet oplyst, at sønnen til myndighederne oplyste, at han ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig, hvorefter ansøgeren under gensamtalen hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at sønnen til myndighederne oplyste, at ansøgeren var til festen og under nævnsmødet har oplyst, at Sikkerhedstjenesten var bekendt med hans opholdssted på grund af deres tilstedeværelse ved festen. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorledes sønnen er kommet i besiddelse af ansøgerens telefonnummer. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han i efteråret 2008 var frihedsberøvet af de syriske myndigheder. Nævnet finder dog ikke, at dette forhold i sig selv kan begrunde asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser og ikke efterfølgende har været udsat for myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for etniske kurdere under værnepligt ikke i sig selv kan begrunde asyl. Herefter, og når henses til, at ansøgeren må anses for helt uprofileret, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2012/11
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en landsby i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har sympatiseret med de kurdiske partier og i den forbindelse deltaget i enkelte møder og på anden vis hjulpet partierne. Ansøgeren har taget en uddannelse som farmaceut i udlandet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har hjulpet tilskadekomne under uroligheder i en navngiven by i foråret 2010 med blandt andet medicin. Den […] blev han anholdt af myndighederne, og han var tilbageholdt i cirka tre måneder. Under tilbageholdelsen blev han udsat for overgreb. Han blev løsladt, idet han indvilligede i at videregive oplysninger om de kurdiske partier og andre kurdere til myndighederne. Ansøgerens bopæl er blevet ransaget flere gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har brudt aftalen med myndighederne ved at skjule sig og senere udrejse illegalt af Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne under hele forløbet har været konsistent og virket troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har udleveret medicin til en bekendt, som viderebragte medicinen til sårede kurdere. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren som følge heraf blev anholdt af myndighederne og tilbageholdt i cirka tre måneder. Flygtningenævnet lægger desuden til grund, at ansøgeren blev løsladt mod at love at samarbejde med myndighederne, hvilket han ikke gjorde, men i stedet flygtede ud af Syrien. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren er kommet således i de syriske myndigheders søgelys, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/1
Nævnet hjemviste i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren for kort tid siden er fyldt 14 år. Ansøgeren fremtrådte ikke moden og med tilstrækkelig indsigt, hvad en asylsag indebærer. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemføre en asylprocedure. Flygtningenævnet beslutter derfor at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice.” syri/2011/9
Nævnet stadfæstede i februar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra en navngiven by i Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er stærk sympatisør af Yekiti-partiet, og at han som musiker har en tæt relation til partiet. Han har flere gange været med til at arrangere Newroz festligheder, også efter det blev forbudt i 2008. Ansøgeren blev anholdt af sikkerhedstjenesten i foråret 2008 og tilbageholdt i to dage. I foråret 2009 blev han på ny anholdt og tilbageholdt i cirka to måneder. Hans bopæl blev ransaget og ting fra hans danse-, sang- og teatergruppe blev konfiskeret. Ansøgeren blev løsladt mod at underskrive en erklæring, der bl.a. forbød ham at deltage i kurdiske fester. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende under sagen om sin rolle som musiker. Under den detaljerede forklaring til Udlændingeservice har ansøgeren flere steder været inde på sin deltagelse i forskellige orkestergrupper. Han har forklaret, at han på et tidspunkt har stået for dansegrupper, men ellers har hans rolle ifølge forklaringen været af underordnet karakter. Han har alene været til arrangementer, som Yekiti-partiet stod for, når han har skullet spille. Forklaringen om, at han var programlægger og havde en særlig fremtrædende rolle under optrædener, er først kommet frem i forbindelse med hans samtale med hans advokat. Det er også først under samtalen med hans advokat, at ansøgeren har forklaret om et nærmere samarbejde med en navngiven person. Samlet finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren som musiker adskilte sig fra de andre musikere, som han spillede i orkester med. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingeservice, at ingen af de andre musikere har haft problemer med myndighederne. Ansøgeren har forklaret om to gennemførte tilbageholdelser, først en kortvarig i foråret 2008, derpå en længerevarende i foråret 2009, og endelig en påtænkt anholdelse i foråret 2010. Flygtningenævnet hæfter sig ved, at ansøgeren i de mellemliggende perioder ifølge sin forklaring ikke er blevet opsøgt af myndighedspersoner. Det stemmer efter Flygtningenævnets opfattelse dårligt med den angivelige baggrund for tilbageholdelserne. Navnlig er det påfaldende, at ansøgeren efter den anden angivelige tilbageholdelse, der blev afsluttet på betingelse af, at ansøgeren samarbejdede med myndighederne, ikke hørte fra myndighederne. Ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med den angivelige anholdelsesaktion i foråret 2010 virker ikke overbevisende, herunder at en slægtning, som nabo til ansøgeren, var i stand til at advare ansøgeren om opbuddet af myndighedspersoner på hans bopæl og samtidig kendte til den angivelige anholdelse af ansøgerens kontaktperson. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder om ødelæggelsen af hans musikinstrument og omstændighederne i forbindelse med hans udrejse, herunder hvordan den blev arrangeret, og hvordan han flygtede. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at hverken ansøgerens svoger, som havde introduceret ansøgeren for en navngiven person, eller hans fætter – begge medlemmer af Yekiti-partiet – efter det oplyste har haft problemer med de syriske myndigheder. Det er herefter Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgerens forklaring om, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys, er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. syri/2011/8
Nævnet meddelte i februar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: At ansøgeren er statsløs etnisk kurder, sunni-muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med det Demokratiske Kurdiske Parti i Syrien. Ansøgeren var i foråret 2008 anholdt i to måneder på grund af sin deltagen i en demonstration, der var rettet mod politiets drab på tre kurdiske mænd. Efterfølgende begyndte ansøgeren at hjælpe en bekendt med at transportere politisk materiale, herunder bøger og blade. I vinteren 2009 blev den lastbil, hvori ansøgeren var passager, ransaget, og der blev fundet en kasse med politisk materiale. Ansøgeren blev tilbageholdt i halvanden måned. Ved sin løsladelse skulle han skrive under på, at han ikke ville fortsætte med at være politisk aktiv, og han blev pålagt meldepligt. Ved indkaldelsen til den tredje meldepligt i foråret 2010 valgte ansøgeren ikke at møde frem og forlod Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive livsvarigt fængslet, dødsdømt eller udsat for tortur, fordi han er udrejst illegalt af Syrien, samt fordi han har undladt at overholde sin meldepligt. Et flertal af Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren to gange har været fængslet på grund af sit tilhørsforhold til det Demokratiske Kurdiske Parti. Uanset at ansøgeren ikke i forbindelse med asylansøgningsskemaet har oplyst om, at han i forbindelse med løsladelsen fra den seneste frihedsberøvelse i 2009, blev pålagt meldepligt og blev opfordret til at samarbejde med de syriske myndigheder, finder flertallet, at det må lægges til grund, at ansøgerens politiske aktiviteter sammenholdt med de to frihedsberøvelser sandsynliggør, at ansøgeren er bragt i myndighedernes søgelys, og dermed ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/7
Nævnet stadfæstede i februar2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, yezidi af trosretning og syrisk statsborger fra en navngiven by ved Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hans arbejdsgiver […] i foråret 2010 fik viden om ansøgerens religion, hvorefter arbejdsgiveren og nogle af ansøgerens andre kolleger begyndte at chikanere ansøgeren, og at chikanen [………] 2010 udviklede sig til et slagsmål. Han har videre henvist til, at han formoder, arbejdsgiveren har anmeldt ham til de syriske myndigheder som aktiv for PKK og islam-kritisk, idet myndighederne ifølge faderens telefoniske oplysninger har opsøgt ansøgerens bopæl for at få fat i ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret upræcist om omfanget af chikanen, som følge af at han var yezidi, og hans forklaring om asylmotivet fremstår i øvrigt ikke overbevisende. Det forekommer således ikke sandsynligt, at ansøgerens arbejdsgiver først efter to år blev klar over ansøgerens religiøse tilhørsforhold med den konsekvens, at han overfaldt ansøgeren og fabrikerede en falsk anklage om, at ansøgeren havde udført aktiviteter for PKK eller andre kurdiske partier. Hertil kommer, at det fremstår som usandsynligt, at myndighederne i løbet af få timer skulle iværksætte en eftersøgning af ansøgeren, også henset til, at ansøgeren fremstår som helt uprofileret og aldrig har haft politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren på en overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. De generelle forhold for yezidier kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse”. syri/2011/6
Nævnet behandlede i februar 2011 en sag vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Syrien og Albanien, et fælles barn samt den kvindelige ansøgers to særbørn. Nævnet meddelte den mandlige ansøger og parrets fællesbarn opholdstilladelse (K-status) mens nævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger og hendes to særbørn. Indrejste sammen i 2010. Den mandlige ansøger, der er syrisk statsborger, blev i forbindelse med Newroz anholdt af politiet og tilbageholdt i en periode, hvor han også blev udsat for vold. Efter løsladelsen blev han pålagt meldepligt, men inden han skulle give møde første gang, flygtede han ud af landet. I Tyrkiet mødte han en kvinde fra Albanien og indgik ægteskab med hende. Den kvindelige ansøger havde i Albanien levet sammen med en mand, uden de var gift, og de havde endvidere fået børn sammen. Samleveren forlod den kvindelige ansøger, mens hun ventede deres andet barn, hvorefter hun udrejste af Albanien, fordi hun følte sig chikaneret som følge af hendes civilstatus som enlig moder til børn, født udenfor ægteskab, ligesom hun frygtede for familiens reaktion. Flygtningenævnet udtalte: ”A den mandlige ansøger er etnisk kurder fra en by i Syrien Den mandlige ansøger har aldrig været medlem af et politisk parti, men han har sympatiseret med Yekiti-partiet, som han har bidraget til både økonomisk og ved at lave kurdiske folkedragter til en kunstnergruppe. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har gjort gældende, at han blev tilbageholdt i forbindelse med Newroz i 2009, idet hans bil blev ransaget, og der blev fundet lydudstyr, der skulle anvendes til Newroz festen. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i omkring en måned. Han blev løsladt på betingelse af, at han skulle spionere for sikkerhedstjenesten, og han blev pålagt meldepligt. Kort tid efter løsladelsen flygtede ansøgeren fra Syrien. Han har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, udsat for tortur og slået ihjel i fængslet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Albanien, fordi hun blev udstødt at det lokalsamfund, hun boede i, ligesom hendes fader har slået hånden af hende, fordi hun på daværende tidspunkt levede sammen med en mand, som hun også fik børn sammen med, uden at de var gift. Hun kan ikke bosætte sig væk fra familien, fordi hun ikke har nogen indtægt i Albanien. Endvidere vil hun ikke kunne få økonomisk hjælp af myndighederne i Albanien, så hun vil ikke kunne klare sig selv som enlig moder, såfremt hendes ægtefælle bliver udsendt til Syrien. Hun har forklaret, at ægtefællen ikke kan bo i Albanien, fordi han ikke har nogen id-dokumenter. Endvidere kan familien ikke vende tilbage til Syrien, fordi hendes ægtefælle har problemer med de syriske myndigheder. Hun er usikker på sin eventuelle fremtid i Syrien som enlig moder, såfremt hendes ægtefælle igen bliver fængslet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret konsistent og troværdigt. Vedrørende den mandlige ansøger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin tidligere fængsling, som mistænkt for kurdiske politiske aktiviteter, og de efterfølgende betingelser for hans løsladelse, vil være i en konkret risiko for fornyet tilbageholdelse og overgreb fra de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien, herunder i forbindelse med indrejsen. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige ansøger, og parternes fælles barn […] opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingeservice. Derimod finder flygtningenævnet ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort et asylgrundlag. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at hun ikke har haft problemer med de albanske myndigheder, og at hun ikke inden udrejsen er blevet hverken opsøgt eller truet af sin fader, ligesom hendes antagelse om, at hendes ægtefælles kulturelle baggrund skulle kunne skabe problemer, alene hviler på hendes egen formodning. I øvrigt ville der i så fald være tale om en privatretlig konflikt, som hun må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse vedrørende den albanske statsborger […..] og hendes to børn […..]. syri/2011/5
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen blev sambehandlet med sagerne vedrørende den kvindelige ansøgers sønner. Indrejst i april 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs, etnisk kurder og muslim af trosretning fra en navngiven by i Qamishli provinsen i det nordlige Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse af myndighederne, fordi hun har citeret et digt med politisk indhold. Ansøgerens søn […] har forklaret, at han var tilbageholdt og udsat for tortur i omkring to måneder efter demonstrationen i Qamishli den […] 2004. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om denne begivenhed, at mange blev anholdt og tilbageholdt. Han har til Udlændingeservice forklaret, at han ikke efterfølgende havde konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring under nævnsmødet til grund om, at myndighederne i årene 2004 til 2010 ofte chikanerede ham på hans arbejdspladser, og herunder tvang ham til at udlevere gratis brød til dem. Flygtningenævnet lægger derimod til grund, at sønnen ikke havde problemer med myndighederne i 2004 til 2010. Ansøgeren og sønnen har forklaret, at deres asylmotiv er, at de er forfulgt af myndighederne som følge af, at sønnen deltog i opførelsen af et teaterstykke, og ansøgeren citerede et digt under en mindehøjtidelighed for sønnens fætter, som døde efter at være såret under demonstrationen den […] 2004. Denne forklaring kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, men finder den konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen er blevet udbygget, herunder med hensyn til deltagerkredsen, at det henset til deltagerkredsen og arrangementets private karakter er usandsynligt, at det skulle være kommet i myndighedernes kundskab, at det er usandsynligt, og at myndighederne få timer efter arrangementet har kunnet identificere ansøgerne og finde frem til deres bopæl. Det forekommer også bemærkelsesværdigt, at myndighederne ikke rettede henvendelse på ansøgerens søsters bopæl. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at sønnen turde medvirke i et skuespil med politisk indhold, som skulle opføres offentligt under den kommen Newroz fest, når han ifølge sin egen forklaring var i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at myndighederne følger Newroz festlighederne og ofte foretager anholdelser og tilbageholdelser i forbindelse hermed. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. syri/2011/4
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har i marts 2004 deltaget i en fodboldkamp i Qamishli, i marts 2010 var han med til at fejre Newroz, og i 2011 deltog han i en demonstration på Rådhuspladsen, hvis formål var at vise sympati med de demonstrationer, der fandt sted i Syrien. Ved de to seneste demonstrationer bar han kurdiske flag. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han i 2004 i Qamishli blev fængslet i omkring fire måneder og udsat for umenneskelig behandling, efter at han var blevet tilbageholdt af sikkerhedstjenesten i forbindelse med fodboldkampen. I 2010 blev ansøgeren genkendt, da han deltog i Newroz, og han blev forsøgt anholdt af fire myndighedspersoner. Ansøgeren flygtede, men hans broder blev to gange efterfølgende fængslet i en periode af 14 dage i forbindelse med myndighedernes eftersøgning af ansøgeren. Ansøgeren har endelig henvist til, at han i forbindelse med demonstrationen i København i maj 2011 blev filmet og fotograferet, og at billederne af ham er blevet offentliggjort på Internettet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet divergerende oplysninger på en række centrale punkter i sagen. Han har vedrørende den omtalte fodboldkamp forklaret divergerende om tidspunktet. Til samtalen med Udlændingestyrelsen har han således flere gange forklaret, at den fandt sted den 11. april 2004, og at han er sikker på, at det var i april og ikke i marts. Flygtningenævnet bemærker, at uanset om det kan lægges til grund for sagen, at han har deltaget i de konfrontationer, som efter ansøgerens oplysninger fandt sted ved den pågældende fodboldkamp, og at han efterfølgende har været tilbageholdt i fire måneder, lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren efterfølgende er blevet løsladt, og at han i øvrigt har forklaret divergerende om myndighedernes efterfølgende angivelige henvendelser. For så vidt angår hans deltagelse i Newrozfesten den 21. marts 2010 bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at han hverken til asylregistreringsrapporten eller ved asylmotivsamtalen med Udlændingestyrelsen har nævnt noget om den episode ved Newrozfesten, som han senere har fortalt om. Til samtalen med Udlændingestyrelsen har han endvidere ikke nævnt noget om, at hans storebroder er blevet tilbageholdt som følge af, at ansøgeren flygtede fra Newrozfesten. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret usikkert og divergerende om storebroderens angivelige tilbageholdelse til advokaten og under nævnets behandling af sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren til asylmotivsamtalen har forklaret, at moderen og broderen havde det godt, og at der ikke havde været nogen og lede efter ansøgeren, efter han udrejste fra Syrien. Ansøgeren har endvidere i dag forklaret noget divergerende om, hvor Newrozfesten fandt sted, idet han både har nævnt en landsby, og foreholdt at han til samtalen med Udlændingestyrelsen har angivet en anden landsby, har han korrigeret sin forklaring under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne lægge til grund for sagen, at ansøgeren har været udsat for den episode den 21. marts 2010, som han har forklaret om. Ansøgeren har endelig gjort gældende, at han er blevet fotograferet under en demonstration i 2011 på Rådhuspladsen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han herved er blevet identificeret og eksponeret over for de syriske myndigheder på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder det ej heller under de ovennævnte omstændigheder sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2011/39
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk kurder fra […]i Halabja, Syrien. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder fra et navngivent område i Qamishli, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger deltog for første gang i en demonstration i foråret 2004, hvor han gik forrest, på baggrund af myndighedernes drab af kurdere i forbindelse med en fodboldkamp i Qamishli i foråret 2004. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og herunder udsat for tortur af de syriske myndigheder, fordi han har deltaget i en mindehøjtidelighed for ofrene i Halabja, hvor han sammen med 50 andre trængte ind på en politistation. De hev plakater af præsidenten ned og brændte det syriske flag. Senere samme dag deltog han i en demonstration imod myndighedernes drab af kurdere i Qamishli, hvor han lavede hærværk på en statue af præsidenten og brændte det syriske flag. Efter demonstrationen tog han hjem og fortalte sin fætter, at han mente, at demonstrationen var blevet filmet af folk med mobilkameraer på 20-25 meters afstand. Fætteren rådede herefter den mandlige ansøger til at skjule sig. Den mandlige ansøger tog hen til noget familie i en by beliggende 20 minutters kørsel derfra, hvor han opholdt sig i lidt over én måned, inden han udrejste af Syrien. Efterfølgende blev den mandlige ansøgers broder fængslet og underkastet tortur og løsladt, da man fandt ud af hans rette identitet. Myndighederne har flere gange søgt forgæves på bopælen. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger som forklaret har deltaget i demonstrationer tilbage i 2004, hvorunder han begik hærværk mod offentlig ejendom, herunder symboler. Den mandlige ansøger har opholdt sig i en årrække i Grækenland uden at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker, at dette forhold i almindelighed vil tale imod, at en ansøger har et asylgrundlag. Flygtningenævnet finder uanset dette i det væsentlige at kunne lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Henset til baggrundsoplysningerne finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer på baggrund af den mandlige ansøgers aktiviteter, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet under det nuværende styre vil være i reel risiko for forfølgelse. Den mandlige ansøger anses derfor for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger ikke har begået vold men alene hærværk i forbindelse med symboler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at den mandlige ansøger i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2 skal udelukkes fra opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger og barnet meddeles i konsekvens heraf opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/38
Nævnet meddelte i december 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han sympatiserer dog med alle kurdiske partier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han den 21. marts 2008 deltog i fejringen af Newrouz i Afrin. Ansøgeren optrådte på en scene udendørs i en bydel ved navn […]. Om morgenen den […]2008 opsøgte sikkerhedsmyndighederne ansøgeren på hans bopæl. Ansøgeren blev kørt til sikkerhedstjenestens Palæstina afdeling i Damaskus. Han var tilbageholdt i ni måneder, hvor han blev udsat for vold og tortur. I forbindelse med løsladelsen den 21. december 2008 skulle han underskrive en erklæring om, at han ikke ville synge kurdiske politiske sange. Frem til sommeren 2010 blev ansøgeren tilsagt hos sikkerhedsmyndighederne i Aleppo tre eller fire gange. Den […] 2010 deltog ansøgeren i et interview til MMC på ROJ Tv’s musikkanal om kultur og musik fra Afrin, herunder om myndighedernes undertrykkelse af kurdernes ytringsfrihed. To dage senere ringede ansøgerens ven […] og fortalte, at journalisten, der havde interviewet ansøgeren, var blevet anholdt, og at interviewet var blevet konfiskeret af myndighederne. Ansøgeren gik under jorden i tre dage, før han udrejste af Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren grundlæggende virker troværdig. Han udtrykker sig generelt kortfattet og Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet kan heller ikke tillægge det afgørende betydning, at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret divergerende. Det må herefter lægges til grund, at ansøgeren var tilbageholdt i ni måneder i 2008, hvorunder han kan være blevet udsat for tortur, som følge af, at han havde optrådt som forsanger med kritiske kurdiske sange. Endvidere lægges det til grund, at ansøgeren afgav interview i vennen […] lejlighed, hvorunder han fortalte sig, idet han udtalte sig kritisk om de syriske myndigheder. Han aftalte med journalisten, at disse udtalelser inden udsendelse af interviewet skulle anonymiseres. To dage efter erfarede ansøgeren gennem en nabo og fælles ven til […], at intervieweren var blevet anholdt, og at ansøgeren var i søgelyset. Umiddelbart efter udrejste ansøgeren. Herefter meddeler Flygtningenævnet ansøgeren opholdtilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/37
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […] i Al-Hasaka-amtet, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti-partiet, men har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet, idet sikkerhedstjenesten er bekendt med, at han har kontakt med en fremtrædende eksilpolitiker inden for Yekiti-partiet, […], som opholder sig i USA, og at han selv ligeledes vil blive opfattet som værende imod det syriske regime. Hertil kommer, at sikkerhedstjenesten er bekendt med, at han her i landet har deltaget i to demonstrationer vendt mod det syriske regime. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet kan dog ikke lægge ansøgerens nye forklaring for nævnet om fund af belastende materiale på ansøgerens USB-stik, til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som følge af sin tætte forbindelse med […], der må antages at være kommet til den syriske sikkerhedstjenestes kendskab, sammenholdt med indholdet af materialet fra ansøgerens computer og sammenholdt med ansøgerens aktiviteter her i landet, af de syriske myndigheder må antages at blive anset for værende kritisk overfor regimet, og at han derfor risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin politiske opfattelse. Flygtningenævnet meddeler derfor […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/36
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Al-Malikia i Syrien. Ansøgeren har siden slutningen af 2008 været medlem af Det Demokratiske Kurdiske Parti, Al-Parti. Ansøgeren holdt til tider vagt, uddelte løbesedler og deltog i månedlige møder. Ansøgeren var endvidere deltager i en celle på seks personer. Ansøgerens fader var ligeledes medlem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i foråret 2009 deltog i en fredelig demonstration mod myndighederne på et stykke jord som myndighederne ville fordele til araberne, selvom det tilhørte landsbyens beboere. Der opstod sammenstød mellem myndighederne og de demonstrerende, og ansøgeren blev anholdt og taget med af myndighederne. Han blev fængslet i 17 dage og blev i perioden afhørt og udsat for vold. Den […]2009 blev han løsladt mod at underskrive en erklæring. Ansøgeren blev efterfølgende bortvist fra sin skole på grund af en sikkerhedsvurdering fra myndighederne. Ansøgeren opførte sig voldeligt på skoleinspektørens kontor, da han blev orienteret om bortvisningen, hvorfor inspektøren ringede efter sikkerhedstjenesten. Ansøgeren flygtede hen til sin bedstefader. Sikkerhedstjenesten opsøgte ansøgerens bopæl og ransagede hjemmet, hvor de fandt politisk materiale. De afhørte endvidere ansøgerens moder. Efter 10 dages ophold hos bedstefaderen udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger overordnet vægt på, at ansøgeren under sagen har forklaret markant udbyggende og divergerende. Ansøgerens forklaring om, at hans familie blev udsat for konfiskation af jord, har ikke virket overbevisende og selvoplevet, herunder at en angivelig omfattende ekspropriation hos flere medlemmer sker i realiteten uvarslet og ved at myndighedspersoner, hvis adfærd ansøgeren har haft svært ved at beskrive, er mødt op i landsbyen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har udbygget sin forklaring i forhold til oplysningerne i asylskemaet for så vidt angår episoden på hans skole og ransagningen på hans bopæl. Ansøgeren har ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på, hvorfor sådanne afgørende oplysninger ikke fremkom i skemaet. Ansøgeren er veluddannet og har i øvrigt afgivet relativt detaljerede oplysninger i skemaet. Forklaringen om at politiet skulle have handlet pligtstridigt ved at sige, at ansøgeren skulle formulere sig kortfattet, findes utroværdig. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at han deltog i en celle med seks personer. Han har først oplyst herom under samtalen med sin advokat og har i øvrigt haft svært ved at holde sammen på, hvem der var deltagere i den angivelige celle. Ansøgeren har oplyst i skemaet, at det var hans moder, som bragte ham bud om, at han skulle gemme sig, hvorimod ansøgeren efterfølgende har forklaret, at han fik sin ven til at tage tilbage til familiens bopæl, hvorved han fik underretning fra familien. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende til asylsamtalen, at faderen havde haft politisk materiale liggende, hvorimod han senere har forklaret, at dette ikke var tilfældet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i myndighedernes søgelys, eller at han ved en tilbagevenden udsætter sig for konkret risiko for forfølgelse efter udlændingelovens§ 7, stk. 1 eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Syrien og den omstændighed, at ansøgeren måtte være udrejst illegalt, kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/30
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i Hassaka-området i Syrien. Ansøgeren har boet i Qamishli fra 1990 til udrejsen i 2010. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet på livstid, idet han i foråret 2010 aftjente værnepligt som vagt i grænseområdet mellem Syrien og Irak, hvor han sammen med den anden vagt anholdt tre personer, der forsøgte at krydse grænsen med kurdiske bøger og flag, men ansøgeren lod dem gå, da de var kurdere. Kort efter blev de tre personer anholdt af folk fra den politiske efterretningstjeneste, og de oplyste i den forbindelse, at de havde fået hjælp af den kurdiske grænsevagt. Ansøgeren blev sammen med den anden vagt anholdt, hvorunder de i tre dage blev udsat for tortur, men da de tre kurdere ikke kunne identificere dem, blev de løsladt. Den anden grænsevagt blev fire dage senere igen indkaldt til afhøring, og ansøgeren fik meddelelse om, at han skulle møde til afhøring en eller flere dage senere. Flygtningenævnets flertal forkaster ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, ligesom den på væsentlige punkter er blevet udbygget under sagens behandling. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylregistreringssamtalen har forklaret, at han ikke fortalte den anden grænsevagt […..], at han lod de tre kurdere passere grænsen uden at tilbageholde dem. Ansøgeren har til Udlændingeservice forklaret, at den anden grænsevagt accepterede, at de tre kurdere ikke blev tilbageholdt, og at ansøgeren og den anden grænsevagt ikke var særlig fortrolige. Ansøgeren har under nævnets behandling derimod forklaret, at han og den anden grænsevagt var gode venner og var fortrolige. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at den anden grænsevagt fire dage efter de blev løsladt, blev afhentet til samtale med sikkerhedstjenesten, mens ansøgeren fik besked om at møde tre dage senere. Flygtningenævnets flertal har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin flugt fra militæret. Flygtningenævnets flertal har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgeren var bekendt med den anden grænsevagt indkaldelse til den anden afhøring, og hvorvidt ansøgeren var vidne til, at den anden grænsevagt blev afhentet til afhøring. Flygtningenævnets flertal finder under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2011/3
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger fra Syrien samt et barn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse partier, foreninger eller organisationer. Fra 1982 til 1985 var ansøgeren medlem af en kurdisk dansegruppe, som var en del af partiet al Itihad al Shaabi, som senere blev til Yekiti-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun fra 1994 til 1998 var gift med […], som stammer fra en højtstående Baath-familie, at de fik en søn, […], født i sommeren 1997, men at hendes daværende ægtefælle ikke ville anerkende faderskabet, idet hans familie krævede, at han lod sig skille på grund af ansøgerens etnicitet. Hendes daværende ægtefælle anlagde sag ved retten angående benægtelse af faderskabet, og ansøgeren risikerer fængselsstraf, hvis hun taber sagen, idet hun ville blive anklaget for utroskab. Ansøgeren har videre henvist til, at hun er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet hun i perioden 2009 til 2010 har skjult eftersøgte medlemmer af Yekiti-partiet på sin bopæl, at hendes bopæl er blevet ransaget af efterretningstjenesten i denne forbindelse, at efterretningstjenesten fandt politisk materiale for Yekiti på ansøgerens bopæl, at efterretningstjenesten tilbageholdt ansøgerens far i ti dage for at få ham til at udlevere ansøgeren, og at der er udstedt en arrestordre på hende. Ansøgeren har henvist til, at hendes bror […], der er et højtstående medlem af Yekiti-partiet, er kommet på hendes bopæl, herunder med flere personer, som ansøgeren ikke kendte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren til asylregistreringsrapporten, i asylansøgningsskemaet og til samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret overensstemmende om, at hun på anmodning fra sin bror, […], gav husly i sin lejlighed i Damaskus til flere personer, herunder i halvanden måned til en kvinde og en mand, og at det må lægges til grund, at disse personer havde tilknytning til Yekiti-partiet, som hendes bror var aktivt medlem af. Ansøgeren har endvidere forklaret overensstemmende om ransagningen på hendes bopæl og myndighedernes efterfølgende anholdelse af ansøgerens far, der efter ti dage blev løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han ville give oplysninger om ansøgeren, når han fik kundskab om hendes opholdssted. Nævnet lægger vægt herpå og finder videre, at det efter ansøgerens forklaring fremstår begrundet, at hun først udrejste efter fem måneder, da hun i den mellemliggende periode skulle skaffe penge til udrejsen, herunder ved salg af en forretning. Ansøgeren har forklaret, at hun i denne periode skjulte sig hos en veninde og dennes ægtefælle i et andet kvarter i Damaskus, hvor ansøgerens søn endvidere også opholdt sig i denne periode. De udrejste sammen illegalt. Selvom der for nævnet består nogen tvivl om, i hvilket omfang ansøgeren konkret blev eftersøgt på familiens bopæle i den periode, hvor hun opholdt sig hos veninden, idet ansøgeren har forklaret forskelligt herom, lægger nævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i myndighedernes søgelys og vil risikere tilbageholdelse hos de syriske myndigheder på grund af den bistand, hun har ydet ved at skjule personer med tilknytning til Yekiti-partiet på hendes brors foranledning. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hendes bror for cirka fire måneder siden er blevet anholdt af myndighederne, og at hans skæbne herefter er uvis. I nævnets samlede vurdering af ansøgerens forhold er det endvidere indgået, at ansøgeren ved en tilbagevenden grundet konflikten med sin fraskilte ægtefælle, der efter det oplyste ligesom den fraskilte ægtefælles familie er indflydelsesrige inden for Baath-partiet, endvidere må anses for at være i en udsat position. Nævnet finder herefter, at ansøgeren har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/29
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Amoda i Syrien. Han har endvidere oplyst, at han ikke er registreret i Syrien (”Maktoum”). Ansøgeren har siden 2003 været medlem af Det Demokratiske Yekiti Parti. Ansøgeren var med i den lokale bestyrelse og underviste børn i kurdisk, uddelte partiets blad, hjalp med at skrive teaterstykker og arrangerede Newroz fester. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at politiet ved Newroz festen den 21. marts 2010 i Al-Raqqah lukkede festen og dræbte og sårede adskillige personer. Det lykkedes ansøgeren at flygte til Qamishli, hvor han opholdt sig hos en ven, […] i cirka to måneder, hvorefter han udrejste. Ansøgeren havde været med til at arrangere Newroz festen. Ansøgerens hjem blev ransaget af myndighederne to-tre gange. To af ansøgerens venner, […] og […] er blevet taget af myndighederne og har formentlig angivet ansøgeren som arrangør af Newroz festen. Ansøgerens venner, […] og […] er blevet i dømt seks år fængsel for at have været med til at arrangere Newroz, og ansøgeren og en fjerde ven […], som gik under jorden er ligeledes blevet idømt seks års fængsel in absentia. Ansøgeren har tidligere været tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med urolighederne i Qamishli i 2004. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og udsat for tortur. Flygtningenævnet kan i relation til begivenhederne i marts 2010 efter ansøgerens forklaringer lægge til grund for sagen, at ansøgeren var i færd med at skifte til civilt tøj efter at have været iklædt en kurdisk nationaldragt. Ansøgeren stod lige ved siden at den scene, som Yekiti partiet havde til rådighed, og som ansøgeren selv havde været med til at bygge aftenen i forvejen. Der kom myndighedspersoner til stede, som begyndte at skyde på festdeltagerne. Ansøgeren flygtede fra stedet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge til grund for sagen, at ansøgerens bopæl er blevet opsøgt efterfølgende af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at denne oplysning alene beror på, at vennen […] har fået det at vide gennem en nabo til familien. Ansøgeren har flere gange talt med sin fader efter ansøgerens indrejse i Danmark, uden at faderen har kunnet uddybe oplysningerne. Det beror også alene på […] oplysninger til ansøgeren, at ansøgeren skulle have fået en dom på seks års fængsel in absentia. Flertallet finder det endvidere ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hans forudgående politiske aktiviteter er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Den omstændighed, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i 2004, er ikke i sig selv asylbegrundende, da konflikten dengang alene vedrørte en meningsudveksling på gaden, som ikke har haft direkte relation til ansøgerens øvrige politiske aktiviteter. Flertallet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han under en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko i konkret, individuel asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har efter sine egne oplysninger efter indrejsen i Danmark har oprettet en profil på facebook og udført andre kurdisk relaterede aktiviteter. Flertallet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han herved er blevet eksponeret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2011/27
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ejede sin egen forretning i Damaskus, at han i foråret 2010 blev tilbageholdt i ti dage af myndighederne, hvor han blev tvunget til at fungere som meddeler ved at videregive informationer, som han hørte i sin forretning, at han ikke videregav oplysninger, hvorfor han i sommeren 2010 atter blev tilbageholdt af myndighederne i tre dage, at myndighederne indskærpede hans pligt til at videregive oplysninger og truede ham med fængsel, og at ansøgeren herefter så sig nødsaget til at udrejse af Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark er blevet interviewet af magasinet […] om forholdene i Syrien, og at hans billede fremgår af avisen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har redegjort på overbevisende og troværdig måde om sit asylmotiv, og nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret modstridende om, hvorledes han blev kontaktet af myndighederne i henholdsvis foråret og sommeren 2010. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en plausibel forklaring på denne modstrid og lægger herved vægt på, at der er tale om en central del af ansøgerens asylmotiv. Nævnet finder det endvidere ikke overbevisende, at myndighederne, som ønskede, at anvende ansøgeren som meddeler, skulle have tilbageholdt ham i ti dage, også henset til, at han ifølge sin egen forklaring straks samtykkede til opgaven. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke mere detaljeret har kunnet redegøre for, hvorledes han skulle udføre meddelervirksomheden i relation til myndighederne. Ansøgeren er analfabet og kan således ikke skrive, og det fremstår ikke troværdigt, at myndighederne skulle anmode ansøgeren om at aflytte mulige modstandere af styret uden at forsyne ham med det nødvendige udstyr. Det forhold, at ansøgeren i forbindelse med indrejse risikerer at blive udspurgt af myndighederne findes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse. Samlet finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerens billede fremgår af en udgave af[…], kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes, at ansøgerens navn ikke er anført i artiklen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/26
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har sympatiseret med Yeketi-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eftersøgt i Syrien og frygter at blive fængslet og henrettet. Ansøgeren har i […] 2009 to gange opbevaret nyhedsbreve for Yeketi-partiet på sit syværksted. Den […] 2009 blev nogle nyhedsbreve, som ansøgeren opbevarede på værkstedet, fundet af myndighederne, der ransagede ansøgerens værksted. Myndighederne ransagede ligeledes ansøgerens families bopæl. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har deltaget i en Newroz-fest i 2006, og at han i den forbindelse blev anholdt og tilbageholdt i to og en halv måned og udsat for overgreb. Ansøgeren blev løsladt, mod at han skrev under på, at han ikke ville begå nye forhold, ligesom han fik meldepligt. Ansøgeren har deltaget i flere marcher og støttet Yeketi-partiet økonomisk siden 2008. Ansøgeren er udrejst illegalt. Ansøgeren har over for sin advokat og under mødet i nævnet oplyst, at hans forklaring til Udlændingestyrelsen om at have sendt et brev til politiet, hvor han udtrykte kritik af de syriske myndigheder, er urigtig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, idet flertallet ikke kan lægge ansøgerens forklaring under nævnsmødet til grund vedrørende ransagningen og afsløringen af illegalt materiale for Yeketi-partiet. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring herom ikke er fremtrådt som troværdig og sammenhængende med hensyn til omstændighederne i forbindelse med ransagningen og ansøgerens bror […]s rolle. Flygtningenævnets flertal finder det påfaldende, at ansøgeren ikke skulle havde fået kendskab til nærmere detaljer om myndighedernes tilstedeværelse i ansøgerens syværksted, hverken af ansøgerens medarbejder […], der opsøgte ansøgeren umiddelbart efter myndighedernes henvendelse, eller af ansøgerens bror […], som ansøgeren efterfølgende havde besøg af. Flygtningenævnets flertal har desuden lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke har oplyst nærmere om ransagningen af familiens bopæl, uanset ansøgeren efterfølgende har haft besøg af sin familie. Flygtningenævnets flertal finder det desuden påfaldende, at myndighederne ikke har interesseret sig for eller afhørt ansøgerens bror […], som arbejdede i ansøgerens syværksted. Flygtningenævnet har ikke tillagt det afgørende vægt, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen urigtigt har oplyst, at han har sendt et myndighedskritisk brev til politiet. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt sammenholdt med ansøgerens tilbageholdelse i 2006 kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at tilbageholdelsen ligger adskillige år tilbage i tid, at ansøgerens meldepligt ophørte, efter at ansøgeren havde meldt sig […] gange, og at ansøgeren ikke efterfølgende har haft konflikter med de syriske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2011/25
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Den mandlige ansøger har siden 2000 sympatiseret med Yekiti partiet siden, og han ansøgte i april 2009 om medlemskab i partiet. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger har deltaget i politiske møder i Yekiti partiet og 2-3 gange uddelt løbesedler. Den i slutningen af 2009 ransagede den politiske sikkerhedstjeneste ansøgernes bopæl, fandt politisk materiale og tilbageholdt den mandlige ansøger ind til starten af 2010. Under tilbageholdelsen blev han afhørt og udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt mod at underskrive en erklæring om ikke at være blevet torteret, ligesom han med underskriften indvilligede i at samarbejde med myndighederne. Efter ansøgernes udrejse har myndighederne flere gange ledt efter den mandlige ansøger på forældrenes og svigerforældrenes bopæl. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgernes forklaring. Forklaringerne er hver især konsistente og i det store og hele samstemmende, selvom der findes visse mindre divergenser. Nævnet kan ikke udelukke, at disse kan skyldes misforståelser. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes forklaring i sig selv er så usandsynlig, at dette kan give grundlag for at tilsidesætte denne. Flygtningenævnet finder således, at den mandlige ansøger gennem en længere årrække har haft begrænsede politiske aktiviteter, at sikkerhedstjenesten i slutningen af 2009 ransagede hjemmet, hvor de fandt politisk materiale, at den mandlige ansøger blev anholdt og fængslet i cirka en måned, at han under fængslingen blev undergivet tortur, at ansøgerne udrejste illegalt i umiddelbar forlængelse af løsladelsen, uden at have været tilbage på bopælen. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at det må stå myndighederne klart, at den mandlige ansøger ikke ønsker at samarbejde med myndighederne, således som han skrev under på. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af den mandlige ansøgers politiske observans og aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/24
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder født i en navngiven by nær Malikia, men rejste i 2004 til Damaskus, Syrien. Ansøgeren har været aktiv for og sympatiseret med det kurdiske parti PYD i perioden fra 2009 og frem til sin udrejse af Syrien. Ansøgeren ha,r som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder for ulovlig politisk aktivitet for den kurdiske sag. Han har opbevaret og videregivet løbesedler samt deltaget i otte møder for PYD. Han har endvidere to gange fungeret som vagt, da en ven uddelte løbesedler. I foråret 2004 blev ansøgeren anholdt og tilbageholdt i forbindelse med en demonstration i Malikia. Under tilbageholdelsen blev han udsat for falanga, og han fik ikke tilstrækkelig mad. I sommeren 2010 ransagede sikkerhedstjenesten ansøgerens bopæl, hvor de fandt to poser med løbesedler. Ansøgeren blev advaret og flygtede. Ansøgerens fader har været anholdt og forhørt tre gange som følge af ansøgerens forhold. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at der vel af været mindre divergenser og udbygninger, men at disse ikke har et sådant omfang og karakter, at der er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens aktiviteter for PYD må anses for værende af underordnet karakter og af begrænset omfang. Nævnet lægger imidlertid vægt på, at ansøgerens aktiviteter er blevet opdaget af myndighederne, idet de ransagede hans bopæl og fandt løbesedlerne, og at ansøgeren er flygtet i umiddelbar forlængelse heraf, hvorefter han er udrejst illegalt. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren gennem fængslingen i 2004 må antages at være registreret af de syriske myndigheder, og at ansøgerens familie (to farbrødre) er politisk aktive. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/23
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har været medlem af Yekiti-partiet siden 2004. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller lignende eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han blev anholdt i foråret 2006 under fejringen af Newroz i Aleppo, at han var tilbageholdt i seks måneder, at han blev pålagt månedlig meldepligt ved sin løsladelse, og at han blev afhentet ved sin bopæl hver måned af sikkerhedstjenesten. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han begyndte at trykke politisk materiale i sin boghandel, at boghandlen blev ransaget af sikkerhedstjenesten i vinteren 2007, at sikkerhedstjenesten fandt det politiske materiale, at den mandlige ansøger blev advaret herom af en nabo, hvorefter han flygtede, og at sikkerhedstjenesten herefter har ransaget og opsøgt ansøgerens bopæl flere gange. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Den mandlige ansøger har videre henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Den kvindelige ansøger, har som asylmotiv henvist til, at hun giftede sig med sin ægtefælle mod sin families vilje, hvilket bragte skam over hendes familie, hvorfor hendes familie vil slå hende ihjel. Den kvindelige ansøger har videre henvist til, at hun siden flugten fra sin familie i 2001 er blevet forfulgt af sin familie, og at hun i 2010 blev kidnappet af PKK i Grækenland, at hendes far stod bag kidnapningen, at hun blev udsat for tortur og seksuelle overgreb under tilbageholdelsen, og at hendes ægtefælle købte hende fri, hvorefter de flygtede til Danmark. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren, at hun vil blive dræbt af sin familie. Den kvindelige ansøger har videre henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har således forklaret konsistent og overensstemmende, og der er intet grundlag for at afvise forklaringerne som usandsynlige. For så vidt angår den mandlige ansøger lægger Flygtningenævnet således til grund, at han er forfulgt som følge af sine politiske aktiviteter for Yekiti-partiet, og at han ved en tilbagevenden fortsat vil risikere sådan forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om den kvindelige ansøgers selvstændige asylmotiv bemærkes, at det må lægges til grund, at hun fortsat risikerer at blive efterstræbt på livet af sin far. Forfølgelsen er efter sin karakter omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter meddeler Flygtningenævnet begge ansøgere samt deres to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, den kvindelige ansøger i konsekvens af den mandlige ansøgers status.” syri/2011/22
Nævnet meddelte i september 2011 opholdstilladelse (K–status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke har overholdt sin samarbejdsaftale. Ansøgeren har forklaret, at han medio 2007 rejste til Irak for at arbejde, og da han vendte tilbage primo 2008, blev han stoppet af de syriske myndigheder, der ønskede at tale med ansøgeren. Ansøgeren blev to gange opsøgt på sin bopæl i […] og udspurgt om sine aktiviteter i Irak. Ansøgeren flyttede til Damaskus, hvor han boede frem til ultimo 2008. I denne periode blev ansøgerens familie opsøgt af myndighederne, der ledte efter ansøgeren. Ansøgeren forsøgte at udrejse til Tyrkiet, men han blev stoppet ved grænsen og tilbageholdt i seks måneder, hvor han blev udsat for tortur. Medio 2009 blev han løsladt og pålagt meldepligt, som han i det væsentlige overholdt frem til sin udrejse ultimo 2010. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet bemærkes at forklaringen har været konsistent og troværdig. Det kan således lægges til grund, at ansøgeren i forbindelse med en tidligere legal udrejse er blevet tilbageholdt i 6 måneder og herunder udsat for tortur, og Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at tilbageholdelsen har været begrundet i en antagelse af, at ansøgeren under sit tidligere ophold i Nord-Irak havde udøvet politiske aktiviteter. Selvom ansøgeren er blevet løsladt uden andre betingelser end meldepligt finder Flygtningenævnet det på denne baggrund sandsynliggjort, at ansøgeren ved en fornyet passage af den syriske grænse på ny vil blive tilbageholdt mistænkt for politiske aktiviteter og i den forbindelse risikere tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1.” syri/2011/21
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Halabja (Aleppo), Syrien. Ansøgeren har været aktiv for den kurdiske sag gennem musikgruppen […] og som medarrangør af Newroz-fester i 2008-2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og tortureret af de syriske myndigheder, idet han i foråret 2008 blev anholdt efter Newroz-festen og var tilbageholdt i to måneder. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for overgreb og afhørt om de aktiviteter, som han havde deltaget i. Ansøgeren blev løsladt på den betingelse, at han ville samarbejde med efterretningstjenesten. Han blev pålagt meldepligt og har siden været indkaldt otte-ti gange, sidste gang inden Newroz-festen i 2010. Ved sin sidste afhøring fik ansøgeren at vide, at hvis han ikke kom med informationer og oplysninger, ville myndighederne sende ham i fængsel. I 2010 blev ansøgerens bopæl i forbindelse med Newroz-festen ransaget af efterretningstjenesten. Ansøgeren fik samme aften af sin fader besked på at tage til Libanon. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at han ved udrejsen var i myndighedernes søgelys, til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om meldepligt, herunder myndighedernes trusler mod ham ca. en uge forud for udrejsen, og om at myndighederne opsøgte ansøgeren aftenen forud for udrejsen, samlet set fremstår som usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret uddybende om karakteren af de trusler, som myndighederne skulle have fremsat mod ham, for at få ham til at komme med oplysninger om Newroz-festen 2010, ligesom ansøgeren har forklaret uddybende om sine egne aktiviteter forud for udrejsen, herunder om uddeling af løbesedler og sin vagtfunktion i forbindelse med Newroz-festen. Flertallet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren gennem halvandet år kunne holde myndighederne hen ved at give dem urigtige oplysninger om navne på systemkritiske personer, og at ansøgeren, da han efter halvandet år blev foreholdt de urigtige oplysninger og truet med at komme i fængsel eller blive slået ihjel, hvis han ikke kom med reelle oplysninger, blot fortsatte sin dagligdag, herunder med at deltage i arrangementet af Newroz-festen 2010. Flertallet tillægger det tillige betydning, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist, om myndighedernes løbende kontakt med ham og om baggrunden for, at myndighederne opsøgte ham i hjemmet aftenen forud for hans udrejse. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren til politiet har forklaret, at han flygtede til Libanon i bus, mens han efterfølgende har forklaret, at en af hans fars bekendte kørte ham til Libanon i bil. Flertallet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Syrien ikke i sig selv kan tillægges afgørende betydning. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/20
Nævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. I perioden 2005-2009 opholdt ansøgeren sig i Norge, men rejste tilbage til Syrien i 2009 efter at være blevet meddelt afslag på asyl. Nævnet har i forbindelse med sagen haft tilgang til ansøgerens asylakter i Norge, hvoraf det fremgår, at ansøgeren som asylmotiv her henviste til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive udsat for blodhævn. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven landsby i Syrien og var medlem af Yekiti partiet. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid af de syriske myndigheder, da myndighederne har mistanke om, at han har været medlem af det forbudte Yekiti parti og har opbevaret kurdisk materiale for partiet. Ansøgeren har henvist til, at han har været fængslet tre gange. Første gang var i 2002, hvor han blev tilbageholdt i tre måneder, da myndighederne havde fundet en løbeseddel for Yekiti partiet i hans forretning. I 2003 blev han tilbageholdt i syv måneder, da han under Newroz festen den 21. marts 2003 holdt en tale om kurdernes forhold. I 2004 var han fængslet i ti måneder efter at have deltaget i en demonstration i foråret 2004 mod hændelserne i Qamishli. I efteråret 2009 opbevarede ansøgeren kurdisk materiale i et af sine huse, som blev ransaget af myndighederne. Ansøgeren har endvidere i Udlændingeservice henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af familien til den mand, som hans søn […] slog ihjel under et slagsmål i 1999. Faderen til den dræbte mand forsøgte to gange at skyde ansøgeren i 2002 eller 2003. I efteråret 2008 blev sønnen slået ihjel af den dræbtes familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Hvad angår de tre tilbageholdelser forud for asylansøgningen i Norge har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke forklarede herom under den norske asylsag, uden at han har kunnet give en plausibel forklaring herpå. Endvidere har ansøgerens anden søn […] som angivelig også blev tilbageholdt efter deltagelse i demonstrationen i 2004, ikke oplyst om, at ansøgeren skulle have deltaget. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af myndighederne, da han i 2009 vendte tilbage fra Norge. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens datters […] forklaring om myndighedernes henvendelse på bopælen ikke forekommer overbevisende. For så vidt angår hændelsesforløbet i efteråret 2009, har nævnet lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren, hvis han var eftersøgt af myndighederne, ville deltage i og lægge hus til opbevaring af angiveligt illegalt materiale. Der er tale om materiale, som ikke forekommer at have direkte politisk betydning. Der er ikke en fornuftig forklaring på, at den anden søn skulle bistå med aflæsningen af effekterne, som kvantitativt ikke var særlig omfattende. Det forekommer besynderligt, at ansøgeren allerede næste morgen kunne få kendskab til, at materialet var opdaget og ansøgeren og sønnen afslørede. Vedrørende blodhævnsmotivet, som ansøgeren ikke er kommet ind på under nævnsmødet, har ansøgeren ikke anført omstændigheder, der tyder på, at denne problematik fortsat skulle være aktuel. Da ansøgeren ikke under de anførte omstændigheder har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. syri/2011/2
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af sin far eller familien til den pige, han har haft et forhold til, idet han har krænket begge familiers ære. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at pigen blev dræbt af sin familie, da familien fandt ud af, at hun var gravid. Pigens familie opsøgte herefter henholdsvis ansøgerens bror og far og truede med at dræbe ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet ansøgerens bror blev opsøgt af sikkerhedstjenesten, som oplyste, at ansøgeren var sigtet for at have voldtaget den pige, han havde haft et forhold til. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent og selvoplevet om det passerede. Det lægges herefter sammenfattende til grund, at ansøgeren og en yezidi-kvinde ved navn […] i 2008 blev forelskede i hinanden, at de opretholdt kontakten dels telefonisk dels gennem møder hos ansøgerens bror, at ansøgeren og […] fra slutningen af 2009 havde seksuelt samkvem fem til seks gange, at det i foråret 2010 blev konstateret, at […] var gravid, at […] herefter blev slået ihjel af sin familie, at det samtidig blev opdaget, at […] havde haft seksuelt samkvem med ansøgeren, at […]s familie leder efter ansøgeren for at slå ham ihjel, at ansøgerens egen far, som er meget religiøs, også ønsker at slå ansøgeren ihjel, at […]s familie tre måneder efter drabet på […] har anmeldt ansøgeren til myndighederne for at have voldtaget […], og at myndighederne har spurgt efter ansøgeren på broderens bopæl. Selvom det ikke kan antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, findes ansøgeren efter det foreliggende at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren ikke kan antages at opnå myndighedernes beskyttelse i forhold til […]s familie og hans egen far. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. syri/2011/19
Nævnet meddelte i august 2011 opholdstilladelse (K–status) til et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af et politisk parti, men den mandlige ansøger har sympatiseret med Yekiti-partiet. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 deltog i en højtidelighed til minde om begivenhederne i Halapsja. Han blev anholdt under aktionen og sad fængslet i seks måneder. Ved sin løsladelse skulle ansøgeren skrive under på et stykke papir, med et for ham ukendt indhold, ligesom han blev pålagt meldepligt. Ansøgeren har videre henvist til, at han flere gange har lånt sit hus i […] ud til sin broder, der er medlem af Yekiti-partiet, og som bruger huset til politiske møder. Primo 2010 skulle der afholdes møde i ansøgerens hus i […], men da han kom til huset, holdt der to biler foran huset, der tilhørte de syriske myndigheder, hvorfor han valgte at flygte. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den omstændighed, at der ved ansøgerens hus i […] befandt sig myndighedspersoner, kan ikke i sig selv føre til en antagelse om, at den mandlige ansøger var i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Den mandlige ansøger havde således intet reelt kendskab til de møder, som hans broder […] afholdt i huset, og der er ingen grund til at tro, at broderen eller de øvrige deltagere i forhold til myndighederne ville involvere den mandlige ansøger. Således var ansøgerens eneste tilknytning til huset, at han stod som ejer. Ansøgeren havde bopæl i et andet hus, og huset i […] fremtrådte som ubeboet. I øvrigt var det ganske uvist, hvad baggrunden var for myndighedernes tilstedeværelse ved huset. Der foreligger således ingen oplysninger, om myndighederne skulle have anholdt broderen eller de øvrige tilstedeværende, og hvem der i øvrigt på det pågældende tidspunkt var til stede i huset. Imidlertid har den kvindelige ansøger troværdigt forklaret om fire efterfølgende henvendelser fra myndighederne på hendes forældres adresse, hvor hun havde søgt tilflugt. Ved henvendelserne blev der spurgt efter den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke se bort fra, at den tiltagende interesse for den mandlige ansøger kan være blevet skærpet, fordi han havde valgt at gå i skjul, ligesom Flygtningenævnet ikke kan udelukke en sammenhæng med myndighedernes forudgående henvendelse ved den mandlige ansøgers hus i […]. Det må herefter lægges til grund, at den mandlige ansøger er kommet således i de syriske myndigheders søgelys, at betingelserne for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Som konsekvens heraf meddeles der tillige den kvindelige ansøger og ansøgernes tre børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/18
Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og kvindelig statsborger samt fra Syrien. Ansøgerne havde til sagen forklaret, at de udrejste af Syrien i 2009, og at de samme år fik asyl i Italien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Hassaka, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening, organisation eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har opnået opholdstilladelse i Italien. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at vende tilbage til Italien, fordi de antager, at familien er efterstræbt af den italienske mafia på grund af den mandlige ansøgers viden om mafiaens narkokriminalitet, som han uforvarende blev inddraget i, hvorefter han nægtede at deltage i fremadrettede ulovlige aktiviteter. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne efter konflikter i Syrien opnåede opholdstilladelse i Italien i medfør af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne allerede har opnået beskyttelse i Italien, hvor ansøgerne må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse mod overgreb fra italienske kriminelle. Nævnet har lagt vægt på, at det følger af baggrundsoplysninger, at Italien har et uafhængigt politi og myndighed, hvorfor nævnet finder, at ansøgerne må henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2011/17
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse K-status til et ægtepar fra Syrien samt deres søn. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti-partiet, for hvilket han har uddelt løbesedler i 2008 og 2010. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder, da han har sympatiseret med Yekiti-partiet og søgt om asyl i et andet land. Han har i den forbindelse henvist til, at han i foråret 2008 blev tilbageholdt i ni måneder af de syriske myndigheder, som blandt andet udsatte ham for dulap, idet han havde uddelt løbesedler for Yekiti-partiet. Ansøgeren blev ved løsladelsen påbudt at standse sine politiske aktiviteter og pålagt at give myndighederne oplysninger. I 2010 uddelte ansøgeren to til tre gange løbesedler, hvori der blev gjort reklame for de kurdiske fester, der fandt sted i løbet af foråret. Ansøgerens navngivne kontaktperson, […], som gav ham løbesedlerne, blev anholdt af de syriske myndigheder i foråret 2010, og samme aften blev ansøgerens hjem ransaget af myndighederne, der opdagede nogle løbesedler, som ansøgeren havde skjult på bopælen. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun er blevet udsat for grove overgreb fra myndighedernes side og truet med gentagelse heraf, med mindre ægtefællen meldte sig. Hun frygter derfor fortsatte overgreb, og at hun på baggrund af ægtefællens politiske aktiviteter vil blive fængslet i stedet for ham. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne har været sammenhængende, overensstemmende og virket overbevisende og troværdige. Ansøgerne har herefter sandsynliggjort, at de er forfulgte og risikerer at blive anholdt, fængslede og udsat for overgreb som følge af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter for Yeketi-partiet. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/16
Nævnet meddelte i juli 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen […], Malikia, Syrien. Ansøgeren har været sympatisør med Det Demokratiske Kurdiske parti(KDP) i otte år, og har været medlem siden sommeren 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har herom henvist til, at han i foråret 2008 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i forbindelse med en demonstration i Malikia, og udsat for gentagne afhøringer og fysiske overgreb. I foråret 2008 blev han løsladt. Han har videre henvist til, at han i foråret 2009 blev tilbageholdt i forbindelse med fejringen af Newroz, og udsat for afhøringer og fysiske overgreb. Han blev løsladt i sommeren 2009. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i sommeren 2010 deltog i en politisk fest i […], og at det lykkedes ham at flygte, da myndighederne dukkede op. I sommeren 2010 fik ansøgeren at vide, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl, og at myndighederne havde taget ansøgerens fader med sig, idet de ledte efter ansøgeren. Selvom der har været mindre divergenser i ansøgerens forklaring under sagens behandling, har denne i det væsentlige været konsistent. Flygtningenævnet lægger således ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren i sommeren 2008 blev anholdt af myndighederne i Malikia, samt at han igen i foråret 2009 blev anholdt under en Newroz fejring. Ansøgeren blev ved begge lejligheder tilbageholdt i nogle måneder, og herunder afhørt og udsat for alvorlige overgreb. Flygtningenævnet finder ikke at kunne forkaste ansøgerens forklaring om, at hans deltagelse i det kurdiske møde i sommeren 2010 i […] er blevet myndighederne bekendt, selvom det lykkedes ansøgeren at flygte. Under hensyn hertil, samt til at ansøgeren to gange tidligere har været tilbageholdt af myndighederne for politiske aktiviteter, finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren er kommet således i myndighedernes søgelys, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” syri/2011/15
Nævnet meddelte i maj2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og kristen af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog deltaget i en række demonstrationer omhandlende kurdernes rettigheder i perioden fra 2004 til 2009, ligesom han ofte har læst og diskuteret kurdiske artikler og videoklip på internettet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive tilbageholdt, tortureret og slået ihjel af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien. Den netcafé, som ansøgeren anvendte i Qamishli, blev i sommeren 2010, kort inden ansøgerens flugt, ransaget, hvorefter myndighederne kom i besiddelse af en liste over brugerne af netcaféen, heriblandt ansøgeren. Netcaféen blev efterfølgende lukket af myndighederne, ligesom ejeren blev tilbageholdt. Dagen efter ransagningen af netcaféen opsøgte myndighederne ansøgeren på hans bopæl og beslaglagde hans bærbare computer, ligesom de opsøgte ansøgerens far for at spørge efter ansøgeren. Myndighederne har efterfølgende opsøgt ansøgerens bopæl to gange, ligesom faren har været kortvarigt tilbageholdt. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark i det væsentlige forklaret konsistent og overensstemmende om sit asylmotiv, som Flygtningenævnet kan lægge til grund, herunder at ansøgeren cirka 30 gange har skrevet systemkritiske kommentarer på diverse internetsider. Flygtningenævnet finder således ikke, i modsætning til Udlændingeservice, grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at det er lykkedes de syriske myndigheder at identificere ham, selvom han benyttede en internetcafé og skrev sine indlæg under diverse synonymer. Da ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien som følge af sine systemkritiske handlinger er i risiko for at blive forfulgt af myndighederne, opfylder han betingelserne for at få asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”. syri/2011/14
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Qameshli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog været medlem af en danse- og teatertrup tilknyttet det demokratiske kurdiske parti i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, da han flere gange og senest i marts 2010 har lagt hus til, at danse- og teatertruppen kunne øve, og at hans bopæl dagen efter blev ransaget af de syriske myndigheder, mens han var på arbejde. Myndighederne beslaglagde ved den lejlighed nogle kurdiske flag, billeder og pamfletter af kurdiske ledere og ansøgerens dansedragt i kurdiske farver, og beslaglagde senere ansøgerens id-kort og kørekort. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen er fremtrådt som troværdig og selvoplevet og i overensstemmelse med de tidligere afgivne forklaringer, idet de mindre divergenser kan skyldes, at tidligere forklaringer er afgivet med medvirken af arabisk tolk. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens som følge af sine aktiviteter i og for danse- og teatertruppen [……..], tilknyttet det kurdiske demokratiske parti i Syrien, er eftersøgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/13
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen [……….] i Al-Hassaka i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien (KDP). Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller dræbt af den syriske efterretningstjeneste. Han har oplyst, at han var medlem af en teatergruppe og deltog i teaterstykker i forbindelse med fejringen af Newroz i 2007, hvorefter han sammen med andre fra gruppen blev tilbageholdt af efterretningstjenesten, der slog ham mange steder, herunder under fødderne. Han blev løsladt efter ca. 2½ måned. Ved Newroz i 2008 deltog han i en demonstration til minde om tre dræbte kurdere. Sammen med ca. 20 andre blev ansøgeren derfor tilbageholdt af efterretningstjenesten i knap tre måneder, hvor han på ny blev udsat for fysiske overgreb. Inden løsladelsen måtte han underskrive et stykke papir. I forbindelse med fejringen af Newroz i 2009 optrådte han sammen med sin teatergruppe. Da vagter advarede ham om, at efterretningstjenesten ledte efter teatergruppens medlemmer, flygtede han til en navngiven landsby, hvor han gemte sig sammen med tre medlemmer af gruppen. En af hans faders venner fortalte ham der, at ansøgerens bopæl den samme eftermiddag var blevet ransaget af myndighederne, samt at hans fader var blevet truet med, at ansøgeren ville blive dræbt, når han blev pågrebet. Han oplyste ikke de tre andre om ransagningen. Efter to dage i den navngivne landsby flyttede ansøgeren til en anden navngiven landsby og derefter til en tredje navngiven landsby, hvor han blev i ca. 4 måneder, til han udrejste illegalt til Tyrkiet i slutningen af […..] 2009. Mens han opholdt sig i den tredje navngivne landsby, kom myndighederne flere gange til hans bopæl og spurgte efter ham. Ansøgerens forklaring har fremstået konsistent og selvoplevet. Flygtningenævnet kan herefter i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det anses således for godtgjort, at ansøgeren på grund af teateraktiviteter med tilknytning til KDP har været tilbageholdt efter Newroz i 2007 og 2008 i henholdsvis 2½ og 3 måneder, hvorunder ansøgeren blev udsat for en række overgreb, samt at han i forbindelse med Newroz i 2009 er blevet eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2011/12
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra […] i Qamishli-provinsen i Syrien og muslim af trosretning. Hun flyttede for cirka otte år siden til Qamishli. Ansøgeren blev i 1988 gift med [……..] og parret har syv børn, hvoraf de tre af dem, […] er med i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, forening eller organisation eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle er medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien, at hendes datter […] har været medlem af en kurdisk dansegruppe, hvorfor både ægtefællen og datteren er efterlyst af de syriske myndigheder. I sommeren 2010 afleverede myndighederne et brev på familiens bopæl, hvoraf det fremgik at ægtefællen og datteren skulle give møde hos politiet. Ansøgeren og fem af hendes i alt syv børn, herunder datteren […], udrejste fra Syrien i sommeren 2010. Ansøgerens ægtefælle udrejste ikke sammen med familien, og ansøgeren erfarede senere, at ægtefællen var blevet anholdt, og stadig er fængslet i Syrien. Flygtningenævnet har i sagen vedrørende ansøgerens datter […], som er behandlet i tilknytning til nærværende sag, fastslået at datteren, som politisk aktiv i Det Kurdiske Demokratiske Parti, herunder i en dansegruppe, er kommet i de syriske myndigheders søgelys, og datteren har fået meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 stk. 1. Ved vurderingen af datterens sag blev det lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle, som også var medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti og tidligere i den anledning havde været fængslet i cirka to år, på ny var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder. Forud herfor havde ægtefællen modtaget en indkaldelse fra de syriske myndigheder, som tillige omfattede ansøgerens datter. Efter at ansøgerens nærmeste familie således er kommet i de syriske myndigheders søgelys, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren afledt heraf opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren samt to børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/11
Nævnet meddelte i april 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Udlændingeservice meddelte i slutningen af 2009 afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet stadfæstede denne afgørelse i foråret 2010. I foråret 2011 blev sagen genoptaget af nævnet, idet der var fremkommet nye oplysninger i sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Democratic Union Party (PYD) siden 2004. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark fortsat sine politiske aktiviteter og har deltaget i forskellige demonstrationer, politiske møder, kurdiske nytårsfester og en længere sultestrejke foran [...] i protest mod det syriske styre. Ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter ansøgeren at blive udsat for tortur af de syriske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han i 2004 var fængslet i tre måneder og blev udsat for tortur - herunder bildækstortur og det flyvende tæppe - af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endvidere henvist til, at broderen er blevet anholdt af den syriske sikkerhedstjeneste dagen efter et indslag på en kurdisk TV station i efteråret 2010 vedrørende de syriske kurderes sultestrejke [……..]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren efter sin ankomst til Danmark i sommeren 2009 og efter Flygtningenævnets afgørelse i foråret 2010 er fortsat med sine politiske aktiviteter for PYD, herunder deltagelse i demonstrationer og en sultestrejke, samt at ansøgeren herunder er blevet vist i TV og interviewet i [……]. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgerens fader blev anholdt og tilbageholdt i fire måneder efter et TV-indslag, samt at ansøgerens broder i Syrien kort efter indslaget i […..] blev anholdt af myndighederne, og at han forsat er tilbageholdt. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren på grund af sine politiske aktiviteter er kommet således i myndighedernes søgelys, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2011/10
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra en navngiven landsby i Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han har været politisk aktiv som medlem af det kurdiske fremtidsparti. Ansøgeren har som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i 2004-2006 har uddelt aviser for det kurdiske fremtidsparti, at han i sommeren 2006 blev tilbageholdt efter en demonstration, ligesom han blev fængslet i cirka tre måneder og herunder udsat for særdeles hårdhændet behandling, at han i forbindelse med sin løsladelse underskrev en erklæring om ikke længere at være politisk aktiv, at han i efteråret 2009 deltog i et møde i det kurdiske fremtidsparti, som myndighederne blev bekendt med, og at han herefter måtte flygte, da myndighederne opsøgte hans forældres bolig. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har uddelt aviser som angivet, at han har været tilbageholdt, og at han i den forbindelse har været udsat for hårdhændet behandling samt underskrevet en erklæring om ikke længere at være politisk aktiv. Et flertal i Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren efter at have aftjent sin værnepligt igen blev politisk aktiv, og at han deltog i mødet i efteråret 2009 i det kurdiske fremtidsparti. Selvom ansøgeren vedrørende dette møde og det efterfølgende forløb har forklaret divergerende, kan flertallet ikke udelukke, at det forholder sig som senest forklaret af ansøgeren i Flygtningenævnet. Ved denne afgørelse har flertallet navnlig lagt vægt på, at der ikke kan ses bort fra, at ansøgerens forklaring er præget af, at han i 2006 blev udsat for en særdeles hårdhændet behandling i forbindelse med de cirka tre måneder, hvor han var fængslet af myndighederne. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da der ikke kan ses bort fra risikoen for, at ansøgeren på grund af sine politiske aktiviteter vil blive forfulgt af de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien.” syri/2011/1
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra SyrienIndrejst i 2007I 2004 blev ansøgeren medlem af Yeketi-partiet. Han blev ligeledes i 2004 anholdt, og under tilbageholdelsen var han udsat for tortur. Ansøgeren var tilbageholdt i to måneder og tyve dage af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og syrisk statsborger. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under sagens behandling havde forklaret divergerende og udbyggende blandt andet om, hvornår og hvor han var blevet anholdt i 2004 samt om tilbageholdelsen, og de overgreb han herunder havde været udsat for samt om, hvorvidt han senere var blevet indkaldt til møde hos sikkerhedstjenesten. Uanset om ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i 2004 og om de overgreb, han havde været udsat for her, lagdes til grund, kunne det ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at anholdelsen måtte anses for en generel tilbageholdelse i forbindelse med urolighederne i marts 2004. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var blevet løsladt betingelsesløst. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han efter løsladelsen jævnligt var blevet indkaldt til møde hos sikkerhedstjenesten, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at denne del af forklaringen først var fremkommet under samtalen med advokaten. Uanset om ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet for Yeketi-partiet kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse aktiviteter havde haft et sådant omfang og karakter, at ansøgeren herved var kommet i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren var udrejst på ægte syrisk nationalitetspas, som var blevet forevist ved udrejsen. De generelle forhold for kurdere i Syrien kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller blive udsat for umenneskelig behandling eller overgreb. Syri/2008/6
Nævnet meddelte i december 2008 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Syrien, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Et flertal af FN’s medlemmer fandt i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren i en periode på to år havde været kæreste med en ung mand, der var yezidi-kurder, at ansøgerens fader havde forbudt forholdet, at han i forbindelse hermed havde spærret hende inde to gange og havde udsat hende for vold, at ansøgerens fader havde ønsket at tvangsgifte ansøgeren med faderens forretningspartner, at ansøgerens kæreste var blevet dræbt af ansøgerens broder i 2006, da kæresten atter havde anmodet ansøgerens fader om at blive gift med ansøgeren, at ansøgeren havde skjult sig og efterfølgende var udrejst med hjælp fra en morbroder. Flygtningenævnets flertal fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger om æresdrab på kvinder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun ikke kunne påregne sig myndighedernes beskyttelse imod de nævnte overgreb. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2008/5
Flygtningenævnet stadfæstede i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i september 2007. Ansøgeren er etnisk kurder. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren tidligere to gange, henholdsvis i 2000 og i 2003, under to forskellige identiteter havde fået afslag på asyl af Flygtningenævnet. Ansøgeren havde under den nu foreliggende asylsag erkendt, at de asylgrunde, han havde påberåbt sig under de tidligere sager, havde været opdigtede, og at han første gang var kommet til Danmark for at få en hjerteoperation. Ansøgeren havde nu påberåbt sig forhold, som skulle være foregået i forlængelse af udsendelsen af ham fra Danmark til Syrien i 2005. Ansøgeren havde videre påberåbt sig en tilbageholdelse i februar 2006 og deltagelse i Newroz-demonstrationen i foråret 2007. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Flertallet lagde navnlig vægt på, at ansøgeren tidligere havde afgivet opdigtede asylmotiver, at ansøgeren kun havde udfyldt sit asylansøgningsskema sparsomt, og at han ikke heri havde omtalt den af ham senere påberåbte tilbageholdelse i halvanden måned i februar 2006, at ansøgerens forklaring om, at han havde angivet fiktive oplysninger til efterretningstjenesten, uden at han senere var blevet foreholdt dette, ikke forekom troværdig, og at det heller ikke forekom troværdigt, at danske politibetjente skulle have givet hans asylsag til de syriske myndigheder, eller sagt til ansøgeren, at de havde gjort dette. Flertallet bemærkede endvidere, at der ved undersøgelsen hos Amnesty Internationals lægegruppe vel var blevet fundet overensstemmelse mellem ansøgerens forklaring om tortur og det forefundne, men at det havde fremgået, at der ved den objektive fysiske undersøgelse ikke var blevet fundet fysiske tegn efter torturen. Flertallet bemærkede, at ansøgeren på dette grundlag ikke havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Syri/2008/4
Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2007. Ansøgeren er etnisk kurder. Han havde forklaret, at han var blevet anholdt af de syriske myndigheder under sin deltagelse i en demonstration den 12. marts 2004 i anledning af, at myndighederne havde dræbt nogle personer i forbindelse med uroligheder under en fodboldkamp. Ansøgeren havde efterfølgende deltaget i flere 12. marts-mindedemonstrationer, seneste i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret detaljeret og troværdigt om de forhold, han havde været udsat for. På enkelte punkter måtte der anses for at være afgivet divergerende oplysninger, men ansøgeren havde forklaret nærmere herom, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte denne forklaring. Nævnet kunne ikke tillægge det afgørende betydning, at ansøgeren havde fremlagt et dokument, der måtte anses for falsk. Nævnet havde således efter en samlet bedømmelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Ansøgeren havde således deltaget i demonstrationer i 2004, hvor han var blevet anholdt og tilbageholdt i 60 dage, hvorunder han var blevet udsat for tortur. Han havde også deltaget i senere demonstrationer, senest i marts 2007, hvor han havde deltaget i et håndgemæng. Han var ikke blevet anholdt, men havde skjult sig i umiddelbar forlængelse heraf, hvorefter han udrejste illegalt. Familiens bolig var efterfølgende blevet ransaget flere gange. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Syrien. Syri/2008/3
Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgt om asyl i Danmark i 2004 under henvisning til at han var medlem af Yeketi-partiet.. Flygtningenævnet stadfæstede i efteråret 2004 Udlændingeservices afslag på asyl. I efteråret 2005 blev ansøgeren skønnet udrejst. Indrejst på ny i 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin ansøgning havde gjort gældende, at han fortsat er medlem af Yekiti-partiet, at han udrejste af Danmark i 2005 og indrejste i hjemlandet via Italien og Tyrkiet, at han opholdt sig hos sin familie i nogle få dage, men at familien rådede ham til at udrejse igen for at familien, herunder navnlig faderen, ikke skulle få problemer. Han rejste herefter til Libanon illegalt, hvor han opholdt sig indtil han i 2006 igen indrejste i Danmark og søgte om asyl. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet, som af ham hævdet, bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke under sit korte ophold i Syrien havde haft kontakt med myndighederne og således ikke kunne antages at have haft nogen asylrelevante problemer. Flygtningenævnet kunne herefter fortsat ikke lægge til grund for sagen, at ansøgerens aktiviteter for Yekiti-partiet forud for hans oprindelige udrejse af hjemlandet i 2003 havde profileret ham i et sådant omfang, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. De generelle forhold for medlemmer af Yekiti-partiet var ikke i sig selv asylbegrundende, og det samme gjaldt de generelle forhold for etniske kurdere i Syrien. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var udrejst illegalt af hjemlandet, ikke i sig selv var asylbegrundende, idet flertallet ikke fandt, at han som følge heraf ville være i reel risiko for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2008/2
Nævnet meddeltei januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2005. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Udlændingeservice havde ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren er syrisk statsborger. Ansøgeren havde oplyst, at han er statsløs kurder, og at han havde sympatiseret med Yekiti partiet i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke været egentligt medlem af partiet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er statsløs kurder, som havde deltaget i et møde i Yekiti partiet i 2002, og at han i den forbindelse kortvarigt var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder. Videre lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren havde deltaget i en demonstration i 2004, i hvilken forbindelse ansøgeren sammen med ti andre havde deltaget i hærværk mod det lokale Baath partis kontor. En del af gruppen var blevet tilbageholdt. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at en fremlagt arrestordre var ægte, da det af Udenrigsministeriet var blevet oplyst, at en sådan ikke udleveres. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren, som var udrejst illegalt af Syrien, vil blive tilbageholdt ved indrejse. Da Flygtningenævnet ikke ville afvise, at de syriske myndigheder gennem de tilbageholdte havde fået kendskab til ansøgerens deltagelse i demonstrationen og hærværket, som ikke kunne anses for omfattet af en amnesti udstedt for deltagerne i demonstrationen, fandt Flygtningenævnet, at der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville blive udsat for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2008/1
Flygtningenævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1967. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv eller medlem af politiske partier. Det forhold, at ansøgeren i 1986 og 1991 blev tilbageholdt af myndighederne i 30 dage af gangen, og at han derefter havde været tilbageholdt cirka 10 gange, angiveligt fordi han havde spillet musik til kurdiske arrangementer, kunne ikke på nuværende tidspunkt anses for asylrelevant. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det var lang tid siden, og at ansøgeren i alle tilfælde blev løsladt betingelsesløst. Ansøgerens søster blev under en demonstration i 2004 skudt af de syriske myndigheder. Ansøgerens aktiviteter i forbindelse med hans søsters begravelse, herunder hans tale mod de syriske myndigheder og fremvisning af liget kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lage herved vægt på, at ansøgeren ikke havde profileret sig i en sådan grad, at han herved risikerede forfølgelse fra myndighedernes side. De generelle forhold for etniske kurdere i Syrien kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde spillet til Yeketi-partiets arrangementer i Danmark, kunne heller ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/9
Nævnet meddelte i december 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1976. Indrejst i august 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde siden 1997 været medlem af Yeketi-partiet som menigt medlem. Ansøgeren havde deltaget i partimøder og uddelt materiale, idet han havde distribueret materiale til forskellige landsbyer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med distribuering af partimateriale blev opdaget af politiet og forulykkede på sin motorcykel, og at motorcyklen med propagandamateriale for Yeketi-partiet efterfølgende var blevet fundet af myndighederne. Flygtningenævnets flertal fandt på denne baggrund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syr/2005/8
Flygtningenævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1978. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde siden 1998 været medlem af Yeketi partiet som menigt medlem. Ansøgeren havde deltaget i partimøder og uddelt materiale, idet han havde distribueret materialet til forskellige landsbyer. Det forhold, at ansøgeren var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder i 1999/2000 kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke herefter havde haft asylbegrundende konflikter. Heller ikke det forhold, at ansøgeren fra perioden fra 2000 – 2004 blev opsøgt af myndighederne adskillige gange og herunder kortvarigt tilbageholdt kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på tilbageholdelsernes intensitet, samt på at ansøgeren hver gang var blevet løsladt betingelsesløst. Ansøgerens deltagelse i demonstrationer i marts 2004 og den omstændighed, at han i forbindelse med demonstrationerne gav tilladelse til, at en såret kurdisk kvinde blev anbragt i hans butik, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ikke herved var blevet så profileret, at han af den grund risikerede forfølgelse. Ansøgerens medlemskab af Yeketi-partiet kunne ikke i sig selv begrunde asyl. De generelle forhold for etniske kurdere i Syrien kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/7
Nævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1981. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at han siden 1999 har været medlem af Yekiti-partiet, at han fra 2000-2001 var fængslet cirka 14 måneder og blev udsat for fysiske overgreb, at han efter løsladelsen i 2001 var blevet opsøgt af efterretningstjenesten i 2002 og igen to gange i 2003, at han deltog i kurdiske demonstrationer og begravelsesoptog i foråret 2004 som til dels udviklede sig voldeligt, samt at hans bopæl blev ransaget af myndighederne senere i foråret 2004. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren løbende siden 2000 havde været i myndighedernes søgelys som politisk aktiv kurder. På denne baggrund og under hensyn til, at ansøgeren var udrejst illegalt af Syrien kort tid efter de voldelige demonstrationer i 2004, fandt nævnet, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ville være i risiko for en asylrelevant forfølgelse. Syr/2005/6
Nævnet meddelte i oktober 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien, født 1975. Indrejst i maj 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1992 havde været medlem af PDPK, først som menig medlem og fra 1998 som medlem af afdelingskomiteen i hans hjemby. Flygtningenævnet lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring om sine konflikter med de syriske myndigheder i perioden 1994 til 2003 til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele forløbet havde forklaret det samme om, hvornår han blev tilbageholdt, og hvad der passerede herunder. Flygtningenævnet lagde endvidere ansøgerens forklaring om deltagelse i en demonstration i hans hjemby i marts 2004 til grund. Selvom det ikke kunne antages, at ansøgeren havde været en af lederne i demonstrationen, fandt Flygtningenævnet, at myndighederne kunne have fået kendskab til hans deltagelse i denne. Herefter og sammenholdt med myndighedernes kendskab til ham som følge af de tidligere tilbageholdelser, som måtte antages udelukkende at skyldes ansøgeren etnicitet og politiske aktivitet, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved udrejsen var og ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syr/2005/5
Flygtningenævnetstadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1981. Indrejst i september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han og hans familie havde stridigheder med en arabisk klan om et jordareal, som ansøgerens familie ejer i fællesskab med den arabiske klan. Ansøgeren havde herved henvist til, at den arabiske klan efterstræber ansøgeren på livet, fordi ansøgerens fader oprindeligt ikke har villet sælge sin del af jordarealet, og at den arabiske familie har øvet hærværk mod ansøgerens families restaurant, maskiner og olivenplantage og har beskudt ansøgerens families hus. Ansøgeren var i forbindelse hermed blevet truet på livet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af denne konflikt var efterstræbt på livet af den arabiske klan. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det i overensstemmelse med ansøgerens tidligere forklaringer og forklaring ved begyndelsen af nævnsmødet måtte lægges til grund, at jordarealet tilhørte ansøgerens fader og ikke ansøgeren, og at ansøgerens forældre og ansøgerens ægtefælle fortsat opholder sig i hjembyen. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdene efter det oplyste var anmeldt til myndighederne i Syrien, der havde reageret ved blandt andet at anholde et medlem af den arabiske klan. Dette medlem er angivelig fortsat tilbageholdt. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren havde godtgjort, at der forelå en konflikt, som han ikke kunne opnå den fornødne beskyttelse imod i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke haft asylbegrundende konflikter med de syriske myndigheder, idet han alene havde været udsat for en kortvarig tilbageholdelse med efterfølgende kortvarig meldepligt i marts 2004. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren efter sin udrejse var eftersøgt af de syriske myndigheder på grund af økonomisk støtte til Yeketi-partiet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under hele sagen havde forklaret, at han ikke havde været medlem af partiet i hjemlandet. Ansøgeren havde ikke tidligere forklaret om, at han skulle have ydet økonomisk støtte til partiet. Ansøgeren havde under nævnsmødet forklaret, at han som ansat i sin faders firma havde betalt penge til Yeketi-partiet gennem sin broder, der var medlem af partiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om sin tilknytning til Yeketi-partiet i Danmark kunne begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ved en tilbagevenden vil være i risiko for straf eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syr/2005/4
Nævnet meddelte i maj 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1975. Indrejst i september 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren under sit ophold i Grækenland i år 2000 blev medlem af Yekiti-partiet. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgeren i Grækenland var åbenlyst aktiv for partiet og optrådte i blandt andet TV og ved flere offentlige arrangementer. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke kunne få udstedt nyt pas på den syriske ambassade i Grækenland, men blev henvist til at rejse tilbage til Syrien for at få et sådant. Ansøgeren blev i forbindelse med sin indrejse straks anholdt, og flertallet lagde til grund, at han var tilbageholdt af den lokale efterretningstjeneste i 15 dage, og at han herunder blev udsat for grove fysiske overgreb på grund af myndighedernes kendskab til hans politiske aktiviteter. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgeren blev løsladt efter bestikkelse og efter at være blevet pålagt en meldepligt, som han ikke opfyldte. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Syrien fandt flertallet på denne baggrund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syr/2005/3
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien født i 1986. Indrejst i juli 2001. Ansøgeren var født og opvokset i Yemen, men begge hans forældre er syriske statsborgere, hvorfor ansøgeren blev vurderet i forhold til Syrien. Ansøgeren indrejste i Danmark sammen med sine forældre og søskende. Han var på daværende tidspunktet mindreårig og var således omfattet af forældrenes afgørelse. I november 2002 udrejste ansøgeren imidlertid til Sverige. Ved tilbagetagelsen til Danmark blev hans asylsag genoptaget. I forbindelse med nævnsbehandlingen henviste ansøgeren til, at han under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen, og at han som følge heraf var blevet udstødt af sin familie. Han frygtede nu at blive slået ihjel af familiemedlemmer og henviste i den forbindelse til sine forældres medlemskab af det muslimske broderskab. Flygtningenævnet tiltrådte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er syrisk statsborger, og at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Syrien. Uanset om ansøgeren under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen, fandt Flygtningenævnet ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren som følge heraf i Syrien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på grund af sin konvertering var blevet udstødt fra sin familie, og at han som følge heraf risikerede at blive slået ihjel af sine forældre eller sin familie eller det muslimske broderskab. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort dette nærmere, og at det ikke støttedes af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder ansøgerens moders breve. Flygtningenævnet fandt det i øvrigt ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, efter at have deltaget anonymt i en tv-udsendelse, over mobiltelefonen skulle have modtaget opringninger fra udlandet med trusler fra ukendte personer. Uanset om ansøgeren måtte have haft en konflikt med sin familie på grund af konverteringen, fandt Flygtningenævnet, at denne måtte anses for en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de syriske myndigheders beskyttelse imod. Uanset konvertering ikke er juridisk anerkendt i Syrien, finder der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke forfølgelse sted af konvertitter i Syrien. Den omstændighed, at ansøgerens forældre havde oplyst at have været medlemmer af det muslimske broderskab kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for ansøgeren. Det bemærkedes herved, at ansøgerens forældre i januar 2003 var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. bekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Syr/2005/2
Flygtningenævnet meddelte i januar 2005 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien, født i 1982. Indrejst i juli 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder fra det nordlige Syrien. Hun henviste som asylmotiv til, at hun frygtede at blive dræbt af sin far eller sin fætter, fordi hun ikke ville gifte sig med fætteren. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter faderen havde holdt ansøgeren indespærret, ligesom han flere gange havde truet hende, herunder med at slå hende ihjel, hvis hun ikke ville gifte sig med fætteren. Hertil kom, at ansøgerens kusine for fire år siden blev dræbt af sin far, der er ansøgerens farbror. For dette æresdrab blev farbroderen idømt en måneds fængsel. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikker på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, selvom ansøgeren var gift og havde født et barn for nylig i Danmark, at hun ville blive udsat for æresdrab af sin far eller fætter, hvis hun vender tilbage til Syrien, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra faderens eller fætterens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004 - og at hun ikke kan påregne myndighedernes beskyttelse herimod. Syr/2005/1
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sheikh Meskin, Daraa, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter repressalier fra det syriske regime og Den Frie Syriske Hær, idet ansøgeren, som følge af sit tidligere arbejde, bliver anset som en forræder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i perioden fra 2004 til 2010 var ansat som administrativ medarbejder ved den […] i Damaskus. Han udførte administrative arbejdsopgaver, herunder besvarelse af telefoniske henvendelser. Han renskrev også forklaringer fra forhør, men han deltog ikke selv i forhør. I slutningen af 2010 blev ansøgeren klar over, at der foregik tortur i afdelingen. På det tidspunkt var der forbud mod at forlade afdelingen. Første gang han fik orlov, udeblev han fra arbejdet og gemte sig, fordi han ikke ønskede at arbejde der under disse omstændigheder. I [foråret] 2011 blev ansøgeren pågrebet i forbindelse med en generel aktion. Han blev identificeret og fængslet af de syriske myndigheder. Han blev herunder undergivet tortur. Ansøgeren blev tilbageholdt frem til 2014, hvor Den Frie Syriske Hær befriede alle fangerne i fængslet. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om ansøgeren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (a) eller (b). Flygtningenævnet bemærker først, at de handlinger, der skal bedømmes under den foreliggende sag, ikke er af en sådan karakter, at Flygtningekonventionens art. 1 F (a) kan bringes i anvendelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været ansat i den syriske sikkerhedstjeneste med rang af premierløjtnant. Han har gjort tjeneste i enheden for politisk sikkerhed, afhøringssektionen, i Damaskus. Ansøgeren har afgivet divergerende forklaring om længden af ansættelsen, men har forklaret, at denne har varet i fire til seks år. Ansøgeren har forklaret divergerende, om han selv har deltaget i afhøringer. Ansøgerens forklaringer for Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet om sit arbejde bærer præg af, at ansøgeren søger at lægge mere og mere afstand til afhøringssituationer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren med den nævnte stilling og ansættelsesperiodens længde, sammenholdt med ansøgerens oprindelige forklaring om, at han har deltaget i afhøringer, dog uden at der er anvendt tortur under disse, at ansøgeren har deltaget i afhøringer, selvom han har fragået dette i sine senere forklaringer under behandlingen af sagen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og under henvisning til baggrundsoplysningerne om udbredt anvendelse af tortur i Syrien også på daværende tidspunkt sammenholdt med ansøgerens egen forklaring om, at selv børn i Syrien ved, at den syriske efterretningstjeneste anvender tortur, at ansøgeren, uanset om han selv må have deltaget heri, igennem flere år må have været bekendt med, at der foregik tortur også på hans tjenestested. Han har således fortsat sit arbejde i flere år med denne viden. Flygtningenævnet finder herefter, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, som anført i Flygtningekonventionens art. 1 F (b), og at han derfor af denne grund udelukkes fra asyl i Danmark.” Syri/2018/9/FAM
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, idet han er deserteret fra tjeneste i det syriske militær. Han har til støtte herfor oplyst, at han aftjente sin værnepligt fra [sommeren] 2009 til [foråret] 2011. Efter halvandet til to år som civil blev ansøgeren omkring år 2013 genindkaldt til tjeneste i det syriske militær, hvor han gjorde tjeneste som menig i 3. deling ved Teknisk Anlægs Akademi i Alwaer, Homs. Det var oprindeligt et akademi, som uddannede officerer, men akademiets soldater blev indsat i konflikten i Syrien, idet det syriske militær manglede soldater. Akademiet blev indsat over for oppositionen, herunder Den Frie Syriske Hær og ISIL. Under deltagelsen i kampene har ansøgeren været med til at plyndre civile og brænde civile huse af. Han har yderligere været med til at tage både civile og militante fanger og har overgivet fangerne til en fangetransport. De militante fanger blev udsat for grove fysiske overgreb, herunder slag under fødderne, slag i ansigtet, kabelslag på ryg og brystkasse, ligesom fangerne blev nægtet mad og drikke. I nogle tilfælde har ansøgeren også set fanger blive henrettet. Ansøgeren har endvidere været med til at skyde og skære i lig af soldater fra Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har under nævnsmødet fragået sin tidligere forklaring til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ansøgerens tidligere forklaring om, at han under militærtjeneste som menig i Homs i 2013 og ca. 2 til 3 år frem deltog i kampe og var med til at plyndre civile og brænde civile huse, til grund. Det lægges endvidere til grund, at han var med til at tage både militære og civile fanger, som han overgav til fangetransport. Endelig lægges det til grund, at han var bekendt med, at i hvert fald de militære fanger blev udsat for tortur, men at han ikke selv deltog i udøvelse af torturen, idet han alene deltog i beskydning og opskæring af lig af soldater fra Den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring afgivet under mødet i Flygtningenævnet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren er fremkommet med en helt ny og divergerende forklaring om, at han alene var vidne til de tidligere forklarede ting, og at han ikke selv deltog uden, at han har kunnet angive nogen rimelig grund til forskellen på sin tidligere og sin nye forklaring. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet ikke finder, at divergenserne alene kan forklares ved tolkefejl og misforståelser. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin seneste samtale med Udlændingestyrelsen fik tolket på sit modersmål, og at han ikke havde bemærkninger til oversættelsen. Ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren på baggrund af sine handlinger under kampene og øvrig tjeneste i den syriske hær er udelukket fra at få opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. artikel 1 F (a) og 1 F (b) i flygtningekonventions af 28. juli 1951, kan blandt andet henvises til UNHCR Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. september 2003, hvor det blandt andet fremgår: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analyzed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimizing or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organization or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed…” Efter en samlet vurdering af ansøgerens handlinger, som blandt andet omfatter plyndring af civile, afbrænding af civile huse, anholdelse og overdragelse af personer, som han vidste, ville blive udsat for tortur samt ligskænding af modstandere og med henvisning til den periode på 2 til 3 år, som ansøgeren udførte handlingerne i, før han ved desertering trådte tilbage, finder Flygtningenævnet, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i Syrien har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, som er indgået for at træffe forholdsregler herimod omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Det forhold, at ansøgeren alene var menig soldat, kan efter karakteren af hans handlinger, ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren kan som følge heraf ikke meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Det bemærkes herved, at ansøgeren var en voksen mand, da han deltog i forbrydelserne, og at han ikke har sandsynliggjort endsige påberåbt sig, at han i løbet af de 2-3 år, hvor han udførte handlingerne, forsøgte at flygte forud for de pågældende handlinger eller på et tidligt tidspunkt i forløbet. Den omstændighed, at han blev tvunget til at udføre nogle af handlingerne, og at overordnede fra hæren holdt øje med ham under handlingerne, kan herefter ikke tillægges afgørende betydning for vurderingen af udelukkelsesspørgsmålet. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for udsendelse af ansøgeren, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2018/8/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har arbejdet for den palæstinensiske organisation [A], som samarbejder med den syriske regering, fra [årstal] til [årstal]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den 3. januar 2016, og at han den 8. december 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 20. marts 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af [A] eller de syriske myndigheder for at have forladt organisationen. Klageren frygter af samme årsag for sin families sikkerhed. Klageren har herom oplyst, at han blev ansat i […] også kendt som [A] i [foråret og årstal]. [A] er [nærmere specificering af A’s samarbejde med det syriske regeringsparti]. Klageren blev ansat af sin fars ven til trods for, at han ikke var medlem af Baath-partiet. Klageren arbejdede som en slags sekretær, og han havde til opgave at besvare telefonopkald og håndtere post for organisationens administrationsledelse. Klageren skulle desuden tage imod beskeder og ordrer fra sin chef, [B]. I [efteråret] 2015 blev klageren indkaldt til at møde af sin overordnede, [C]. Klageren fik under mødet at vide, at [A] ville udsende en understøttende militærenhed til de grupper, som kæmpede for regeringen i Yarmouk-lejren. [C] ønskede, at klageren skulle stå vagt og registrere til- og frakørende bilers nummerplader ved den bygnin g, som han på daværende tidspunkt arbejdede i. Klageren skulle i den forbindelse bære våben, hvorfor [C] ville sørge for, at han ville få en våbentilladelse. Klageren ønskede ikke at arbejde som vagt eller bære våben, da han ikke vidste, hvad hans overordnede efterfølgende kunne finde på at bede ham om, og da han ikke ønskede at skyde nogen. Klageren kunne imidlertid ikke afvise [C’s] ordre, da det ville fremstå som landsforræderi. Klageren accepterede derfor den nye stilling. Der gik en måneds tid uden, der skete mere. Klageren tog herefter seks dages fri fra arbejde med henblik på at flytte bolig. Klageren boede hos sin bror i de seks dage. Klageren brugte to dage på at flytte, men han fortsatte med at bo hos sin bror de sidste fire dage, da broren planlagde deres udrejse. Klageren udrejste herefter legalt af Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Klageren har afgivet en præcis og konsistent forklaring om forholdene på sit arbejde, herunder om sine arbejdsopgaver som civil administrativ medarbejder og om, hvordan han i 2015 blev bedt om at holde vagt og bære våben, hvilket han nægtede, idet han ikke ville risikere at skyde nogen eller selv blive beskudt. Han har også forklaret detaljeret om, hvordan han nåede at udrejse af Syrien før ordren om, at han skulle bære våben blev effektueret, og før det ved hans udrejse således kunne konstateres, at han var deserteret fra organisationen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at der er opstået et modsætningsforhold mellem klageren og [A] organisationen, ligesom det lægges til grund, at klageren er sikkerhedsgodkendt og således registreret som ansat hos [A] og nu også som deserteret fra sin tjeneste. Herefter, og idet [A] sympatiserer og samarbejder med myndighederne i Syrien, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse, idet han vil blive anset som modstander af [A] og regimet. Flygtningenævnet har vurderet, at klageren ikke er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på karakteren af klagerens arbejdsopgaver hos [A]. [Klageren] opfylder således betingelserne for at blive meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/7/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt 3 børn fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af sagen, at klageren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Han er medlem af al-Baath partiet, selv om han er imod partiet. Han har altid udelukkende været passivt medlem. Klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2017. Han blev [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, hvilket han [i sommeren] 2017 har påklaget til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er advokat, samt at han fra [foråret] 2011 til omkring [sommeren] 2012, sammen med andre advokater, i retsbygningen i Aleppo, deltog i 20-30 demonstrationer, der var vendt mod myndighederne. Både hans daværende bolig og retsbygningen lå i den del af Aleppo, der var kontrolleret af regeringen. Han kender mange af de advokater, der blev anholdt for deres deltagelse i demonstrationerne. Han kender ikke navnene på nogle af disse advokater. De pågældende er fortsat ikke løsladt. Han har set lister over personer, der er efterlyste og skal anholdes. Han mener, at hans navn fremgår af andre lister, som han dog ikke har set. Han er ikke i tvivl om, at myndighederne efterstræber ham på grund af hans deltagelse i demonstrationerne. Myndighederne vil endvidere antage, at han er imod dem, fordi han er fra den oprørskontrollerede by Idlib. Deltagelsen i demonstrationerne har aldrig givet ham konkrete problemer, men i [sommeren] 2012 valgte han at forlade Aleppo. 7 måneder senere udrejste han illegalt til Tyrkiet. Hans søskende bor i Idlib. Hans ægtefælle befinder sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klageren er advokat fra Aleppo, at han i 2012 deltog i en række demonstrationer i Aleppo samt at han forlod denne by i 2012. Klagerens udsagn om, at hans navn nok står på anholdelseslister samt at myndighederne vil forfølge ham, herunder fordi han har forbindelse til Idlib, er ikke nærmere underbygget og kan derfor ikke lægges til grund. Der henses herved blandt andet til, at der ikke er konkrete oplysninger om, at myndighederne på noget tidspunkt har bemærket hans deltagelse i demonstrationer og har kontaktet ham eller har forsøgt at gøre dette. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for, at myndighederne eller andre på grund af hans konkrete, individuelle forhold vil udsætte ham for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/6/jov
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2015], og at han [i foråret 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i starten af 2017] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær. Klageren har herom oplyst, at hans svigerfar og svoger har været politisk aktive mod den syriske regering, og at de på den baggrund har været tilbageholdt siden 2010. Klageren har videre oplyst, at han betragtes som en del af oppositionen i kraft af sin svigerfamilies politiske engagement. Klagerens sønner henvendte sig [i sommeren 2013] til de syriske myndigheder for at få afklaring på en problemstilling omkring familiens bolig, og sønnerne vendte efterfølgende aldrig tilbage til familiens bopæl. Klageren kontaktede efterfølgende forgæves de syriske myndigheder for at finde sine sønner. Han blev efterfølgende afhørt og beskyldt for at have hjulpet sønnerne ud af landet. Klageren har videre oplyst, at hans datter er blevet opsøgt af en major ved navn [A], som ville giftes med hende. Klageren og hans ægtefælle nægtede dette, og klageren blev derfor efterfølgende frihedsberøvet i 17 dage. Klageren er endvidere blevet chikaneret ved forskellige kontrolposter i Damaskus. Flygtningenævnet kan lægge dele af klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens familie har haft en konflikt med en major ved navn [A], som ville giftes med klagerens datter. Nævnet lægger endvidere til grund, at klagerens familie som følge heraf blev opsøgt fem-seks gange, og at klageren har været udsat for chikane ved checkpoints. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren som følge heraf skulle have været udsat for overgreb eller anden asylbegrundende forfølgelse, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Klageren har således hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller i sin klage til Flygtningenævnet forklaret, at han skulle have været udsat for vold og tortur. Nævnet finder, at klageren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke har forklaret herom tidligere. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at [A’s] tilnærmelser til klagerens datter har haft sådanne konsekvenser for klageren, at det falder indenfor udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren er blevet tilbageholdt i 17 dage, fordi han angiveligt blev forvekslet med en anden. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring for nævnet til grund om, at han har været udsat for tortur under sin tilbageholdelse. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, idet han først i forbindelse med nævnsmødet har forklaret om den påståede tortur. Klageren har således hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller i sin klage til Flygtningenævnet forklaret, at han skulle være blevet udsat for overgreb under sin tilbageholdelse, og nævnet finder, at klageren ikke har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke har forklaret herom tidligere. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet har herved også lagt vægt på, at baggrunden for klagerens tilbageholdelse, hvor den påståede tortur fandt sted, ikke kan antages at være asylbegrundende. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren [i slutningen af 2017] har fået diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Flygtningenævnet lægger derudover til grund, at enkelte af klagerens familiemedlemmer har været politisk aktive mod den syriske regering, og nævnet lægger til grund, som oprindeligt forklaret af klageren, at klageren aldrig har oplevet konflikter som følge af sine familiemedlemmers politiske aktivitet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at der skulle være en sammenhæng mellem familiemedlemmernes politiske aktivitet og tilbageholdelsen af klageren, herunder at klageren er blevet bedt om at rapportere om personer med tilknytning til klagerens svigerfar, idet klageren først har forklaret herom under nævnsmødet. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren som følge af sine familiemedlemmers politiske aktivitet er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at klagerens sønner angiveligt rettede henvendelse til de syriske myndigheder i 2013, hvorefter de forsvandt, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet personlige konflikter som følge heraf. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse” Syri/2018/5/MAH
Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [byen X]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle deltage i krig, idet han er blevet indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder i forbindelse med en generel indkaldelse af mænd i hans alder. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, således som det er fastslået af Udlændingestyrelsen. Nævnet skal derfor alene tage stilling til, om der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5. Ansøgeren har til de danske udlændingemyndigheder oplyst, at han fra 2011 og frem til udrejsen af Syrien arbejdede som taxachauffør i [byen X], og han havde, efter at ISIL havde indtaget byen i 2014, i denne forbindelse også kunder med tilknytning til ISIL, idet de prajede ham på gaden. Ansøgeren turde ikke undlade at stoppe og køre med disse personer, idet han var bange for, at de i så fald ville tilbageholde ham og beskylde ham for at være imod dem og henrette ham. Ansøgeren har i et enkelt tilfælde transporteret ISIL-medlemmer, imens de havde en fange i deres varetægt. Han har forklaret, at han stod uden for sin bil, da han blev bedt om at køre med ISIL-medlemmerne og deres fange. Han havde derfor ikke mulighed for at undgå kørslen uden selv at udsætte sig for livsfare. Ansøgeren har endelig oplyst, at hverken han eller hans familie har sympatiseret med ISIL eller på nogen måde støttet dem. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren som led i sit erhverv som taxachauffør også lejlighedsvist har kørt med kunder, der tilhørte ISIL, og at han i et enkelt tilfælde har kørt for dem, imens de havde en fange i deres varetægt. Det lægges imidlertid ligeledes til grund, at ansøgeren ikke havde mulighed for at vægre sig mod disse kørsler uden at påføre sig selv en betydelig risiko, og at han intet aktivt har gjort for at få kørslerne. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren ikke på nogen måde har sympatiseret med eller støttet ISIL, men tværtimod i et tilfælde er blevet idømt 40 piskeslag. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgerens udførelse af sit erhverv som taxachauffør ikke har haft en sådan karakter, at han kan udelukkes fra at få asyl hverken efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, eller efter § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/30/JEA
Nævnet hjemviste i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Hamah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [medio] 2016, og at han den [ultimo] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens mor har på vegne af klageren [foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klagerens mor har til støtte herfor oplyst, at klageren på grund af sin mentale og psykiske tilstand ikke var i stand til at oplyse, at han som følge af sin fars konflikt med myndighederne vil risikere asylbegrundende forfølgelse, herunder blive tvunget til at aftjene i militæret. Klageren har som asylmotiver henvist til de generelle forhold i Syrien, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af truslerne mod hans mor og far, og at han risikerer indkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [primo] 2017 om opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 3, alene har taget stilling til klagerens risiko som følge af de generelle forhold i Syrien og ansøgerens risiko for at blive hvervet til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har ikke forholdt sig til ansøgerens eventuelle motiv afledt af forældrenes forhold i Syrien. Det bemærkes hertil, at Udlændingestyrelsen alene har inddraget oplysninger, klageren selv har givet. I betragtning af klagerens mentale tilstand, finder Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen burde have oplyst sagen ved at inddrage andre oplysninger end klagerens egen forklaring, herunder forklaringerne afgivet af hans mor og far. Flygtningenævnet finder at klagerens eventuelle afledte asylmotiv skal vurderes af Udlændingestyrelsen i 1. instans. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen.” Syri/2018/3/DH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser fra Syrien, etnisk araber og sunnimuslim fra Sahnaya, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I sommeren] 2017 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse. Klageren har [i vinteren] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, der mistænker klageren for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær, og anklager klageren for at være udrejst illegalt. Klageren har herom oplyst, at hun opholdt sig i Sbeina, selvom byen var belejret, da hendes ægtefælle, der var direktør for en fødevarefabrik, tvang hende dertil. Under belejringen uddelte hendes nu afdøde ægtefælle, [A], og klageren mad til indbyggerne i byen. Dette kom til myndighedernes kundskab, og familien blev opsøgt på deres bopæl i [vinteren] 2013. Klagerens svigerfar blev skudt, [A] blev taget til fange af regeringssoldater, og klageren måtte bestikke sig fra en tilbageholdelse og blev efter løsladelsen slået og besvimede. Da klageren kom til sig selv flygtede hun til Sahnaya. Omkring et år efter, at Den Frie Syriske Hær fik kontrollen over Sbeina, blev klageren kontaktet af sin tidligere chauffør, Bassam, der gerne ville låne hendes bil. I [foråret] 2014 brugte chaufføren, uden klagerens kendskab hertil, bilen til at smugle våben for Den Frie Syriske Hær. Klageren blev indkaldt til afhøringer hos sikkerhedstjenesten i Tal i [foråret] 2014, [nogle måneder senere i] 2014 og en ukendt dato i 2015. Under første afhøring blev klageren oplyst om, at hendes bil var blevet brugt af Den Frie Syriske Hær. Myndighederne noterede hendes adresse, og hun gik. Den anden afhøring omhandlede klagerens ophold i Sbeina og uddelingen af mad. Klageren blev anklaget for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Myndighederne vidste også, at hendes ægtefælle havde modtaget behandling på et felthospital tilhørende Den Frie Syriske Hær. Klageren blev bedt om at oplyse adresse og telefonnummer, og hun gik herefter. Til den tredje afhøring oplyste myndighederne klageren, at de endnu ikke havde fundet hendes bil, men at de ville indkalde hende så snart, de fandt bilen. I [efteråret] 2015 modtog klageren endnu en indkaldelse til afhøring, men hun valgte ikke at møde op. På en ukendt dato i 2015 blev klagerens forældre opsøgt af sikkerhedstjenesten, der ledte efter klageren og vandaliserede forældrenes hjem. Klageren udrejste uden sine børn i [efteråret] 2015. 15 dage efter klagerens udrejse blev hendes forældre bopæl igen opsøgt af sikkerhedstjenesten. Mens klageren har opholdt sig i Danmark, er hendes søstre, hos hvem hendes børn bor, også blev opsøgt af sikkerhedstjenesten, der har udleveret to dokumenter til klagerens ene søster. Det ene dokument er en indkaldelse til afhøring, og det andet dokument er vedrørende illegal udrejse. Flygtningenævnet finder at klagerens forklaring må tilsidesættes, idet den på væsentlige punkter indeholder udbygninger og divergenser, som ikke alene kan forklares med oplysningerne om klagerens psykiske tilstand. Klageren har således blandt andet forklaret udbyggende om, at maden blev smuglet ind i den belejrede by gennem tunneler. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun efter drabet på svigerfaren fik bind for øjnene og ført til et andet hus, hvorefter hun ledte soldaterne frem til et gemmested for penge i sit eget hus. Klageren har også forklaret divergerende om passagen af kontrolposter, herunder tidsperspektiv ved passagen, antallet af kontrolposter og brorens rolle og tilstedeværelse i den forbindelse. Endelig har klageren forklaret til samtalen med Udlændingestyrelsen, at hun flygtede, fordi hun nogen tid efter den tredje afhøring blev indkaldt med henblik på at hente sin nu fundne bil, mens hun for nævnet har forklaret, at hun flygtede, fordi hun på vej hjem fra den tredje afhøring blev kontaktet telefonisk af den advokat, som havde bistået hende, med oplysning om, at hendes hus var blevet omringet af sikkerhedsstyrkerne. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ´Syri/2018/29/SEL
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende muslim fra [en mindre by], Syrien. Ansøgeren har siden 2001 opholdt sig i Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i nogle demonstrationer i Libanon mod det syriske regime. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de syriske myndigheder, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste, og fordi han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2001 flyttede til Libanon, fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste i Syrien. Ansøgeren boede i Libanon indtil 2009. I den periode var han tilbage i Syrien to gange af en dags varighed. I 2009 tog ansøgeren til Tyrkiet, hvorfra det var meningen, at han ville udrejse. Han opholdt sig en måned i Tyrkiet, hvorefter han igen tog tilbage til Libanon. Ansøgeren boede i Libanon indtil sin udrejse i 2015. I 2014 blev ansøgeren stoppet af de libanesiske myndigheder, som registrerede, at han opholdt sig ulovligt i Libanon. Ansøgeren var fængslet i 47 dage og fik besked på, at han skulle få fornyet sit syriske id-kort. Dette gentog sig, da han henvendte sig til myndighederne for at få fornyet sin opholdstilladelse. Ansøgeren havde et libanesisk id-kort, som gav ham lov til at opholde sig lovligt i landet i en uge ad gangen. Ansøgerens mor er libanesisk statsborger, men ansøgeren kunne ikke opnå opholdstilladelse, fordi han ikke var i besiddelse af syrisk pas eller id-kort, som han ikke kunne få udstedt, fordi han ikke havde aftjent militærtjeneste. Inden ansøgerens udrejse af Libanon tog hans søster til Damaskus, hvor hun fik udstedt et pas med en gyldighed på to år til ansøgeren. Ansøgeren kontaktede de libanesiske myndigheder, som gav ham en udrejsefrist på tre til fem dage, idet han ikke opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse. Dette skyldtes, at hans pas kun havde en gyldighed på to år, og at hans mor som følge af stridigheder i familien ikke ønskede at møde personligt op hos de libanesiske myndigheder, hvilket var påkrævet, hvis han skulle have opholdstilladelse. Ansøgeren fløj derefter fra Libanon til Tyrkiet, hvorfra han rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Syrien i 2001 til grund, herunder at ansøgeren ikke ønskede at aftjene værnepligt i Syrien, idet han ikke ønskede at medvirke til de handlinger, som blev udført af det syriske militær. Flygtningenævnet kan derfor tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ikke kan opnå opholdstilladelse i Libanon til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom på centrale punkter er i modstrid med de foreliggende oplysninger om muligheden for at opnå opholdstilladelse i Libanon. Ansøgeren har forklaret, at de libanesiske myndigheder afslog hans ansøgning om opholdstilladelse som følge af, at hans syriske pas kun havde en gyldighedsperiode på to år. Dette er i modstrid med de oplysninger, som fremgår af Udenrigsministeriets [fortrolige notat], hvoraf blandt andet fremgår, at der kan udstedes opholdstilladelse, selvom passets gyldighedsperiode er under tre år, idet opholdstilladelsen i så fald udstedes for et tidsrum, der svarer til passets gyldighedsperiode. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det var en betingelse for, at han kunne få opholdstilladelse i Libanon, at hans mor, der er libanesisk statsborger, personligt mødte op hos de libanesiske myndigheder. Dette er i modstrid med de oplysninger, som fremgår af Udenrigsministeriets [fortrolige notat], hvoraf blandt andet fremgår, at morens fysiske tilstedeværelse ved ansøgningen om opholdstilladelse ikke kræves. Ansøgeren har forklaret, at han med hjælp fra sin søster fik udstedt et syrisk pas i 2015 med en gyldighedsperiode på to år. Dette er underbygget af, at ansøgeren har fremlagt kopi af forsiden af passet. Ansøgeren har forklaret, at han under rejsen fra Libanon til Danmark har mistet passet. På baggrund af ansøgerens forklaring om, at et familiemedlem som stedfortræder kan få udstedt et syrisk pas til en person, som opholder sig i udlandet, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har mulighed for at få udstedt et nyt pas. Såfremt dette måtte vise sig ikke at være muligt, fremgår det af Udenrigsministeriets notat af 24. januar 2018, at en syrisk statsborger med et udløbet pas og med en libanesisk mor i givet fald kan ansøge om opholdstilladelse enten ved at fremvise et syrisk identitetskort eller en udskrift af en ”individual registration”. Flygtningenævnet lægger til grund, at det tilsvarende gælder, når en sådan person fremviser en kopi af sit pas. Flygtningenævnet finder ikke i de foreliggende baggrundsoplysninger holdepunkter for at antage, at syriske statsborgere med en libanesisk mor, og som opnår libanesisk opholdstilladelse, risikerer refoulement til Syrien. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i Libanon, og at han ikke risikerer at blive udsendt til Syrien fra Libanon. Libanon kan derfor tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/28/EMU
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk maktumin-kurder og sunnimuslim fra [by], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter ikke at have nogen rettigheder som statsløs, samt at han frygter at blive tvangsrekrutteret til at kæmpe for kurderne/YPG. Klageren har herom oplyst, at hans forældre er blevet opsøgt af PKK/kurderne tre gange siden hans udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at forældrenes bopæl er blevet opsøgt tre gange med henblik på at få en af familiens sønner til at udføre militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at de kurdiske myndigheder har gennemført regler om tvungen militærtjeneste, og at klageren risikerer dette, idet alle klagerens brødre ligeledes er udrejst af landet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren risikerer at skulle deltage i krigshandlinger for kurderne under en tvungen militærtjeneste. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er opfyldt.” Syrien/2018/27/TLNJ
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra [en by i] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af den syriske efterretningstjeneste, fordi han ikke ønsker at blive hvervet til militæret i Syrien. Ansøgeren vil således ikke bære våben, slå ihjel eller blive slået ihjel. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive slået ihjel af Baath-partiets afdeling i Libanon. Han frygter endvidere den libanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon har en generel frygt for salafister. Ansøgeren har oplyst, at han indgik et ufrivilligt samarbejde med den syriske efterretningstjeneste i 2007. Han indvilgede i samarbejdet for at kunne undgå at være omfattet af et udrejseforbud. Ansøgeren skulle rapportere til den syriske efterretningstjeneste, hvis syriske og libanesiske både nærmede sig hinanden. Ansøgeren har videre oplyst, at hans navn i 2010 blev fjernet fra listen over personer, som skulle have en særlig udrejsetilladelse, hvorfor han samtidig stoppede med at rapportere til den syriske efterretningstjeneste. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren stoppet på grænsen mellem Syrien og Libanon af den syriske efterretningstjeneste. Han var herefter fængslet i to dage. Derefter blev han bragt til brigadegeneralen, [A], som sagde til ham, at han skulle finde informationer, om hvem der var afhoppet fra det syriske militær. Ansøgeren opholdt sig derefter i Libanon i omkring tre måneder uden at rapportere til den syriske efterretningstjeneste. En dag fortalte ansøgerens ven, [J], ham, at den syriske efterretningstjeneste ledte efter ham. I august 2014 henvendte ansøgeren sig derfor til oberst [F]. Ansøgeren forklarede ham, at han ikke ville opdages af de libanesiske myndigheder, og at han derfor arbejdede langsomt. Senere den samme måned blev ansøgerens bror tilbageholdt af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren tog derfor hen til den syriske efterretningstjeneste, hvor han fik til opgave at afsløre desertører i Libanon og bringe dem tilbage til Syrien. Frem til [efteråret] 2015 rejste ansøgeren ofte mellem Syrien og Libanon. I den periode rapporterede han til obersten omkring en gang om måneden. Ansøgeren gav ham ikke specifikke oplysninger, og han oplyste aldrig navne på desertører. Ansøgeren blev instrueret i, at han skulle henvende sig på et turistbureau i Tripoli og tale med [B], som ville give ham yderligere instrukser. I [foråret] 2015 ringede [B] til ansøgeren og sagde, at han havde samlet en gruppe på otte terrorister, der gerne ville til Tyrkiet. Ansøgeren og hans ven, [M], overleverede herefter de otte mænd til den syriske efterretningstjeneste, hvorefter hans bror blev løsladt. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med de otte mænd, men han troede at desertørerne ville blive taget med til fronten. De syriske myndigheder ville torturere desertørerne, indtil de indvilgede i at vende tilbage til fronten. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren og [M] anholdt af den libanesiske efterretningstjeneste. De blev sigtet for at have samarbejdet med den syriske efterretningstjeneste mod den libanesiske stat. Ansøgeren udrejste legalt af Libanon på sit syriske pas omkring [efteråret] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse af Libanon modtaget en dom in absentia i Libanon på seks måneder. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter Baath-partiet i Libanon fordi de samarbejder med den syriske efterretningstjeneste, hvilket ansøgeren ved, fordi hans ven, [J], har oplyst dette. Ansøgeren har også oplyst, at han frygter den libanesiske efterretningstjeneste fordi hans ven, [C], under hans ophold i Danmark har oplyst ham om, at den libanesiske efterretningstjeneste eftersøger ham. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at Libanon efter oplysningerne i sagen om ansøgerens og dennes families tilknytning til Libanon kan tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgerens oplysninger under nævnsmødet om hans families bopæls- og nationalitetsforhold og de herom fremlagte dokumenter kan ikke føre til andet resultat, også henset til de betydelige divergenser, der er i ansøgerens forklaringer om hans tilknytning til Libanon. Nævnet har herunder bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren – i modstrid med tidligere forklaringer – har oplyst, at han har boet hele sit liv i Syrien. Ansøgerens påberåbelse af tolkeproblemer mv. under tidligere samtaler kan ikke føre til en anden vurdering af dette spørgsmål. Der er ikke grundlag for at antage, at Libanon vil sende ansøgeren tilbage til Syrien, jf. herved Amnesty International: ”Agonizing Choices: Syrian Refugees in Need of Health Care in Lebanon”, 2014, s. 8. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med den syriske efterretningstjeneste, Baath-partiets afdeling i Libanon eller den libanesiske efterretningstjeneste til grund. Nævnet har ved vurderingen af sagen navnlig lagt vægt på, at ansøgeren først til samtalerne den 23. december 2016 og 13. marts 2017 oplyste om omstændighederne i forbindelse med tilbageholdelsen af broderen, selvom der havde været lejlighed til at omtale dette for asylmotivet helt centrale forhold allerede i asylskemaet og under samtalerne den 25. maj 2016 og 2. august 2016. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under mødet i nævnet har oplyst, at han ikke tidligere oplyste herom, fordi han var bange. På denne baggrund og i øvrigt under henvisning til de modstridende forklaringer, som ansøgeren har afgivet om, hvornår han overleverede de 8 desertører til den syriske efterretningstjeneste og om, hvordan han fik kendskab til, at hans bror var tilbageholdt, forkaster nævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende disse forhold. Ansøgerens mere generelt betonede frygt for salafister i Libanon kan heller ikke føre til, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Oplysningerne om den straffedom, der er afsagt over ansøgeren i Libanon, kan heller ikke føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse mod forfølgelse af de libanesiske myndigheder eller overgreb i øvrigt. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han vil blive udsat for forfølgelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/26/mme
Nævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 og meddelte opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [byen A], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har forlænget klagerens opholdstilladelse [i sommeren] 2016 og [efteråret] 2017. Ved e-mail [i sommeren] i 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af den pågældende påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der er født [i foråret] 2000, og som på nuværende tidspunkt er over 18 år gammel, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien. Det fremgår således af Udenrigsministeriets hørringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at baggrunden for, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær er, at han ikke ønsker at slå ihjel. Efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Servicve, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, fremgår det, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, risikere at få ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2018/24/SOL
Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 12. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den 12. oktober 2015, og at han den 27. januar 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.Klageren har den 18. januar 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved skrivelse af 27. januar 2018 har Udlændingestyrelsen udtalt, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren nu opfylder for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til, at klageren nu er 19 år og henset til baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født den 1. januar 1999, og som på nuværende tidspunkt er over 18 år gammel, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syrisk mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapporten fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. [klageren] meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/22/JHB.
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for bestandigt ved dom af efteråret 2016 afsagt af [en byret], som blev stadfæstet ved [en landsrets] dom af [vinteren 2016-2017], dog med en nedsættelse af straffen til fængsel i 1½ år og indrejseforbud i 12 år. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Vinteren 2017-2018] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim fra [en landsby i] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af efterretningstjenesten, idet han er deserteret fra militæret. Klageren har endvidere henvist til, at han har modtaget indkaldelser til militæret, og at han ikke vil slå andre mennesker ihjel. Klageren har oplyst, at han skulle i militæret, da han blev 18 år. Han gjorde tjeneste ved [en by] i et kampvognsregiment, hvor han servicerede biler og fik militær træning. Klageren afsluttede sin militærtjeneste efter kun 45 dage, da han havde en skadet arm. Klageren har videre oplyst, at han i 2011 eller 2012 blev genindkaldt til militæret, hvor han skulle tjene i luftefterretningstjenesten. Efter tre dage blev klageren hentet fra sin bopæl og bragt til [en lufthavn], i hvilken forbindelse han blev udsat for vold. Klageren udrejste ikke inden fristen på to dage, fordi han havde fået forlænget fristen for at indfinde sig ved militærbasen, ved at bestikke [A] i [en by]. Herefter fik klageren militærtræning og våbentræning, og han fik at vide, at han skulle udstationeres i [et område], i hvilken forbindelse klageren valgte at desertere. Han henvendte sig til personaleafdelingen og betalte 25.000 lira for 72 timers orlov ved bestikkelse. Klageren tog hjem til sine forældre, hvorefter han tog hjem til sin ægtefælles familie i [en landsby], hvor han opholdt sig i fire dage. I denne periode blev han ringet op af efterretningstjenesten. Efter de fire dage hos sin svigerfamilie udrejste klageren til Libanon men blev nødt til at rejse tilbage til Syrien efter halvanden uge på grund af Hizbollah, der samarbejdede med de syriske myndigheder. Dette var i starten af 2013, og klageren rejste til [et bjerg], hvor han opholdt sig i 45 til 50 dage. Efterfølgende boede han hos sin svoger i omkring en måned, hvorefter han rejste udrejste af Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der - som klageren - har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren, som følge af at han er syrisk statsborger i den militærpligtige alder, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, med mindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har ikke haft arbejde i Danmark, og han taler ikke dansk. Klagerens hustru er ligeledes uden tilknytning til arbejdsmarkedet og familien taler ikke dansk sammen. Familien, der nu består af klageren, hans hustru og to børn, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [vinteren 2014-2015]. Klageren blev dømt og udvist for et strafbart forhold begået i [vinteren 2015-2016]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, at der trods klagerens familiemæssige forhold ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2018/21/mme
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde med statsborgerskab i både Syrien og Jordan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hun udover sit syriske statsborgerskab også er jordansk statsborger. Ansøgeren blev registreret som jordansk statsborger ved fødslen, idet hendes far er jordansk statsborger. Ansøgerens mor er syrisk statsborger. Ansøgeren opnåede syrisk statsborgerskab for 16 år siden. Da ansøgeren blev meddelt sit syriske statsborgerskab, bibeholdt hun sit jordanske. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter det syriske regime, idet hendes ægtefælle, som er oberst i den syriske hær, er forsvundet, og da hun selv er udrejst af Syrien. Ansøgeren frygter desuden at blive dræbt af modstandere af det syriske regime, fordi hendes ægtefælle arbejder for militæret. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien på grund af de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle i 1995. Ægtefællen arbejdede på dette tidspunkt på administrationsområdet i [nærmere angivet administrativt kontor], men senere begyndte han at arbejde på forsvarsområdet, og han steg han i rang til oberst. Ægtefællen har dog aldrig haft noget med våben at gøre. Ansøgeren og ægtefællen flyttede til Yarmouk-lejren i 2012. I slutningen af 2012 begyndte ægtefællen at modtage trusselsopkald. Ægtefællen fik at vide, at han ville komme til at betale prisen for sit arbejde for regimet. Der blev sagt det samme under alle trusselsopkaldene. I januar 2013 blev ansøgerens bopæl brændt ned under et angreb på Yarmouk-lejren. Ansøgeren formoder, at det var en gruppering, som kæmpede mod regimet, som satte ild til huset. Ægtefællen blev ved med at modtage trusselsopkaldene indtil oktober eller november 2014. Den 1. december 2014 tog ægtefællen på arbejde, men han vendte ikke tilbage. Ansøgeren har ikke set sin ægtefælle siden. Der er ikke nogen, som har taget ansvar for ægtefællens forsvinden. Ansøgeren blev boende på bopælen. Trusselsopkaldene stoppede, da ægtefællen forsvandt. Den 14. oktober 2015 modtog ansøgeren et trusselsbrev. I trusselsbrevet stod der, at ”Vi fjerner dig, ligesom vi har fjernet din mand”. Der stod ikke yderligere. Ansøgeren udrejste kort tid efter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet hun ikke har oplyst om sit dobbelte statsborgerskab hverken i asylskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen den 9. juni 2016. Hun har i samtalen af 3. februar 2017 forklaret, at hun bevidst undlod at oplyse herom, idet hun var bange for, at det ville skade hendes muligheder for at søge familiesammenføring med sine børn. Ansøgerens forklaring om, hvordan hun mistede sit jordanske pas, forekommer endvidere konstrueret og utroværdig. Ad Syrien. Det kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle var oberst i den syriske hær, at han forsvandt i slutningen af 2014, og at familiens hus blev brændt ned i begyndelsen af 2013, hvor familien boede i Libanon. Selvom det lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle modtog telefoniske trusler, er ansøgeren ikke blevet truet, heller ikke efter ægtefællens forsvinden. Ansøgeren har alene forklaret om én skriftlig trussel. Hendes forklaring herom er udetaljeret og savner den fornødne intensitet. Ansøgeren har endvidere ikke medbragt den skriftlige trussel som dokumentation. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren vil på baggrund af de generelle forhold i Syrien isoleret set være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ad Jordan. Ansøgeren har under samtalen den 3. februar 2017 forklaret, at hverken hun eller hendes familie har oplevet problemer i Jordan. Allerede på baggrund af det sene tidspunkt for forklaringen om hendes brors problemer i Jordan, kan disse ikke lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved indrejse til Jordan vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren kan således tage ophold i Jordan. Da ansøgeren er registreret som statsborger i Jordan, må det forventes, at hun på ny kan få udstedt pas. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2018/20/JHB.
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Deir Alzour, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2016, og at han [medio] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [primo] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at myndighederne specifikt har opsøgt ham og hans familie på deres bopæl, fordi de betragter hans far som forræder, idet han er udrejst til Danmark. Myndigheder har derudover tvunget klageren til at arbejde med at opføre checkpoints for soldaterne, ligesom de opfordrede klageren til at melde sig til militærtjeneste som substitut for farens forræderiske gerninger. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes at være tilstrækkeligt moden til at gennemgå asylsagsbehandling, idet han har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han er personligt og individuelt forfulgt, idet han på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han har været tilbageholdt, om omstændighederne ved tvangsarbejdet og om sin udrejse fra Syrien. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at myndighederne flere gange har ransaget hans bopæl. Af Dansk Flygtningehjælps indlæg af [primo] 2017 fremgår at han efter ransagningerne blev taget med og sat til at udføre tvangsarbejde, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke blev tilbageholdt i forbindelse med ransagningerne. Han har endvidere under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det var som tilfældig forbipasserende, han blev sat til at udføre tvangsarbejde, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at det var personer over 18 år, der blev sat til at arbejde, men at han som følge af hans fars udrejse af Syrien også blev taget til at arbejde, selvom han var under 18 år. Han har endvidere forklaret divergerende om sin udrejse, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans onkel rejste med ham med fly til Tyrkiet, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret at han blev fulgt af sin onkel til lufthavnen i Damaskus. Ansøgeren har forklaret udbyggende under mødet i Flygtningenævnet om, at han under sit ophold i Danmark via Messenger har modtaget trusler fra personer i Syrien. Hans forklaring om, at han ikke anså disse trusler for relevante for asylsagen, forekommer ikke sandsynlig. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at myndighederne i forbindelse med ransagningerne truede med at hverve ham til militærtjeneste, selvom han kun var 15-16 år gammel. Ansøgeren er nu omkring 17 år og 5 måneder gammel. Efter baggrundsoplysningerne rekrutterer den syriske hær personer, der er fyldt 18 år, jf. senest Landinfo Temanotat Syria. Militærtjeneste innrullering, utsettelse og fritak, udgivet 14. november 2017. Ansøgeren er derfor på grund af sin alder ikke på nuværende tidspunkt i aktuel risiko for at blive hvervet til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, på grund af sine individuelle forhold. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/2/DH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], regionen Jabal Lubnan, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive rekrutteret til YPG i Syrien og til militærtjeneste af den syriske regering senest, når han fylder 18 år. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at YPG har opsøgt hans forældre på deres bopæl i Syrien og efterspurgt ansøgeren og hans bror, Mohamad. Personerne fra YPG chikanerede hans forældre og ødelagde deres ejendele. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Libanon, idet ansøgeren og hans bror boede alene og var nødt til at arbejde for at forsøge sig selv. Ansøgeren har desuden forklaret, at der var nedskydninger og raketter i Libanon, som var en konsekvens af at bo nær den syriske grænse. Libaneserne frygtede ligeledes, at de var terrorister, idet de var fra Syrien. Ansøgeren har ydermere forklaret, at han frygter de libanesiske sikkerhedsstyrker, fordi hans bror i perioder arbejdede i Libanon uden arbejdstilladelse. Endeligt har ansøgeren forklaret, at han hverken kunne opnå statsborgerskab eller opholdstilladelse i Libanon, selvom hans mor er libanesisk statsborger. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der fylder 18 år [i sommeren] 2018, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, der viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren konkret er blevet søgt hvervet af YPG. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren og dennes bror har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har forklaret, at YPG ville have fat i ansøgeren og hans bror, og at kurderne fra engang i 2014 dagligt kom hjem til ansøgerens forældre i Syrien og spurgte efter dem, indtil forældrene 1½ til 2 år senere forlod Syrien. Ansøgerens bror har til sin asylsamtale forklaret, at hans forældre er fra Qamishli, og at han derfor ville være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste for kurderne, altså YPG. Broren har derimod ikke forklaret, at kurderne opsøgte familiens bopæl i Syrien. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren, der snart er i den militærpligtige alder, ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for ansøgeren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har boet store dele af sit liv i Libanon, hvor han efter det oplyste tidligere har haft opholdstilladelse, at hans mor er libanesisk statsborger og opholder sig i landet, at han har et netværk i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet personlige konflikter med de libanesiske myndigheder. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 2. januar 2018, hvoraf fremgår, at børn af en libanesisk mor kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes, og henset til Udenrigsministeriets notat af 6. oktober 2015, hvorefter det ikke er et absolut krav for at syriske statsborgere kan få familiesammenføring i Libanon, at de er i besiddelse af et gyldigt pas, finder nævnet, at ansøgeren må antages at kunne indrejse i Libanon og opnå opholdstilladelse dér. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/19/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], Jabal Lubnan provinsen, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive rekrutteret til militærtjeneste af den syriske regering og af Det Kurdiske Parti. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er i den militærpligtige alder, samt at han ikke ønsker at bære våben eller slå andre mennesker ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er født i Libanon af en syrisk far og en libanesisk mor. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Libanon og har til støtte herfor oplyst, at han ikke har opholds- og arbejdstilladelse og derfor ikke kan forsøge sig selv. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han frygter grupperinger i Libanon, som er allierede med myndighederne i Syrien, herunder Hizbollah. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er i den militærpligtige alder, ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for ansøgeren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er født i Libanon, hvor han har boet i størstedelen af sit liv og efter det oplyste tidligere har haft opholdstilladelse, at hans mor er libanesisk statsborger og opholder sig i landet, at han har et netværk i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet personlige konflikter med Hizbollah eller andre grupperinger i Libanon. Det forhold, at ansøgeren en gang har været tilbageholdt af myndighederne i to dage i sommeren 2015, fordi han ikke havde fået fornyet sin arbejdstilladelse, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke efterfølgende har oplevet konflikter med de libanesiske myndigheder, og at der således er tale om et afsluttet forhold. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 2. januar 2018, hvoraf fremgår, at børn af en libanesisk mor kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes, og henset til Udenrigsministeriets notat af 6. oktober 2015, hvorefter det ikke er et absolut krav for at syriske statsborgere kan få familiesammenføring i Libanon, at de er i besiddelse af et gyldigt pas, finder nævnet, at ansøgeren må antages at kunne indrejse i Libanon og opnå opholdstilladelse dér. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/18/CHA
Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015 i besiddelse af gyldig rejselegitimation, idet den pågældende blev familiesammenført med sin ægtefælle i Danmark. Klageren søgte om asyl den dato [i foråret] 2017. Aarhus Retshjælp har [i sommeren] 2017 på vegne af den pågældende klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke vil kunne vende tilbage til Syrien, uden at blive forfulgt eller tilbageholdt på grund af, at klagerens ægtefælle er efterlyst af de syriske myndigheder. Ved en tilbagevenden til sit hjemland vil klageren blive til-bageholdt indtil det tidspunkt hendes ægtefælle melder sig selv. Klageren har herom oplyst, at hun var tilbageholdt i to dage og blev udsat for grov chikane ved den syriske grænse. Det lykkedes kla-geren at passere grænsen på grund af bestikkelse af en vagt, som klagerens ægtefælle arrangerede. Denne tilbageholdelse og en række andre tilbageholdelser, er en følge af, at klageren kommer fra Binnish. Klageren har hertil oplyst, at næsten alle borgere fra Binnish er særlig forfulgte og bliver tilbageholdt. Begrundelsen for at klageren overhovedet ville passere grænsen var, at hun, efter at have forladt Syrien, fik meddelelser om at først hendes ægtefælle, senere hendes søn, var blevet skadet i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er udsat for sådan individuel og konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, der er omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren fik sit pas tilbage, og at hun har kunnet rejse legalt både ind og ud af Syrien flere gange efterfølgende på dette pas, og at hun desuden passeret flere syrisk kontrolleret kontrol-poster uden at opleve særlige konflikter. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtnin-genævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/17/FAM
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2017] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren til støtte herfor oplyst, at hun er individuelt forfulgt. Klageren har herom oplyst, at hun og hendes familie er velhavende, hvorfor hun er i risiko for at blive udsat for pengeafpresning. Klagerens søn [A] blev [i starten af 2012] kidnappet, hvor folk fra Sowar Alamal ville have løsepenge. [A] blev igen forsøgt kidnappet i [i starten af 2015]. Endvidere har klageren oplyst, at hendes ægtefælle har ydet økonomisk støtte til en lægeklinik, hvorfor han både bliver mistænkt for at samarbejde med regeringen og mistænkt for at være fjende af regeringen. Sowar Alamal ødelagde i slutningen af 2012 eller i starten af 2013 lægeklinikken. Kort tid herefter kom regeringen og rev nabobygningen, som ægtefællen ejede, ned, idet de havde mistanke om, at tilskadekomne, der tilhørte oprørsgrupperne, blev behandlet i bygningen. Klageren har yderligere oplyst, at regeringssoldater dagligt i perioden fra 2013 til 2015 besøgte klagerens hjem, ligesom de over telefonen og via sms modtog dødstrusler samt trusler om at bortføre og voldtage klagerens døtre. Herudover har klageren oplyst, at der af to omgange i henholdsvis 2014 og 2016 er blevet placeret bilbomber i klagerens ægtefælles bil, hvor bilerne efterfølgende er eksploderet. Yderligere blev klagerens bror i starten af 2015 dræbt på et hotel i Tyrkiet, hvor han opholdt sig i forbindelse med sit job. Brorens voksne søn og datter modtog herefter dødstrusler, hvorfor de immigrerede til Kina. Endelig har klageren oplyst, at klagerens datters bil er blevet beskudt, idet hun ikke var tilstrækkeligt tildækket. Klageren frygter at blive udsat for lignende chikane eller trusler. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at klagerens søn blev kidnappet i 2012, men løsladt efter, at der blev betalt løsepenge. Flygtningenævnet vil ikke afvise, at hendes ægtefælle kommer fra et område, hvor beboerne kan mistænkes for at være regeringsfjendtlige, og at han har støttet sin nevø, der var læge, økonomisk. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren i sit asylskema alene har fortalt om kidnapningen og de generelle forhold, og at hun under oplysnings- og motivsamtalen har gentaget dette, samt på forespørgsel har benægtet, at mandens problemer har haft betydning for hende. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge til grund, at klageren og familien er blevet truet i øvrigt, dels fordi, at hun ikke har nævnt det i asylansøgningsskemaet eller under samtalen, og dels fordi, at klageren har forklaret, at klageren flyttede tilbage fra Egypten og bosatte sig i Syrien. De forklarede episoder om datterens påklædning og klagerens brors død ses ikke at vedrøre klageren. Flygtningenævnet tilsidesætter forklaringen om bilbomben i 2014 og ægtefællens brødres tilknytning til den frie syriske hær, idet disse oplysninger er kommet sent og er udbyggende. Kidnapningsepisoden må anses for afsluttet, idet der ikke er grundlag for at antage at kidnapningsforsøget var andet end en kriminel handling, idet klageren og hendes mand ikke længere er velhavende, og idet de generelle forhold ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/16/CHHA
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er muslimer og etniske kurdere. Den mandlige klager er syrisk statsborger, og den kvin-delige klager er statsløs kurder fra Al-Hasaka provinsen, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, der – som klagerne – har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klagerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder derfor ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klagerne til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klagerne opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klagerne skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. I denne vurdering indgår på den ene side karakteren af den ved Østre Landsrets dom af [efteråret] 2016 pådømte kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse, således at klagerne må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og på den anden side oplysningerne om klagernes familiemæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2018/15/SSM
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, fordi hendes tidligere ægtefælle har anklaget hende for at være tilknyttet oprørerne og stå bag bortførelsen af deres fælles datter. Klageren har videre oplyst, at hun frygter at blive udsat for overgreb af den tidligere ægtefælle, som har truet hende og hendes familie adskillige gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren i sit skema alene har henvist til de generelle forhold i Syrien som sit asylmotiv. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Hun har således så sent som i forbindelse med oplysningerne til den beskikkede advokat oplyst, at hendes tidligere ægtefælle var taxachauffør, hvorimod hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at han i virkeligheden var oversergent i den syriske hær, og på den baggrund kunne øve indflydelse, som ville medføre, at hun vil blive fængslet ved en tilbagevenden til Syrien. Hun har således fremsat bevidst urigtige oplysninger i forhold til sit oprindelige asylmotiv. Nævnet finder på den baggrund, at klagerens troværdighed må anses for stærkt svækket. Klagerens forklaring om, at hendes udbyggende forklaringer skal ses i lyset af, at hun tidligere og senest i forbindelse med samtalen med den beskikkede advokat har været begrundet i, at hun var bange for at fortælle sandheden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” SYRI/2018/14/THV
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arabisk og sunni-muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for overgreb og slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hendes svoger har anklaget hende for at være tilknyttet oprørerne og stå bag bortførelsen af hans datter, samt at hun har virket som meddeler. Klageren har videre oplyst, at hun frygter at blive slået ihjel af sin svoger, som har truet hende og hendes familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i forbindelse med udfyldelsen af sit skema alene har henvist til, at hun flygtede på grund af de generelle forhold i Syrien. Hun har herefter udbyggende forklaret, at hun tillige frygter de syriske myndigheder, samt den Frie Syriske Hær, idet hun har været tvunget til at være meddeler/stikker ved at give oplysninger om, hvad hun oplevede i Yarmouk-lejren til soldaterne, når hun færdedes til og fra lejren. Endelig har hun under nævnsbehandlingen yderligere udbygget dette synspunkt med, at hun ved to lejligheder faktisk gav soldaterne oplysninger, hvilket hun tidligere har nægtet. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at hun ikke har omtalt, at hun frygter sin svoger forud for udlændingestyrelsens afgørelse, hvorved bemærkes, at hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun var bekendt med truslerne før samtalen med Udlændingestyrelsen. Nævnet bemærker, at klagerens forklaring om, at hun ikke tidligere er fremkommet med disse oplysninger, fordi hun frygtede konsekvenserne heraf, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” SYRI/2018/13/THV
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/12/CHA
Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod systemet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive genindkaldt til militæret. I [sommeren] 2015 blev klagerens bopæl opsøgt af fem mænd fra det syriske regime. Mændene spurgte efter klageren, der fik besked om, at klageren var på arbejde. Da klageren fik besked om, at mændene havde været på hans bopæl, tog han hen til sine svigerforældre. Samme dag opsøgte det syriske regime klagerens arbejdsplads, hvor de igen spurgte efter klageren. Efter klagerens udrejse af Syrien er hans familie blevet opsøgt yderligere to gange. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet for nævnet er herefter alene, om det kan lægges til grund, at klageren, der er født [i vinteren] 1972, er i risiko for at blive genindkaldt til det syriske militær, således at han tillige opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015 samt Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at de syriske myndigheder alene indkalder personer til militærtjeneste, hvis de er mellem 18 og 42 år gamle. Det fremgår af andet og nyere baggrundsmateriale imidlertid tillige, at aldersgrænsen for militærtjeneste er blevet forhøjet fra de 42 år, og at det er muligt for mænd over 42 år at blive indkaldt til militærtjeneste, se således rapport af 23. august 2016 fra Finnish Immigration Service: ”Syria: Military Service, National Defence Forces, Armed Groups Supporting Syrian Regime and Armed Opposition”, og Landinfos temanotat ”Syria: Reaksjoner mot desertører og personer som unndrar seg militærtjeneste” fra 3. januar 2018. Det hedder endvidere i Integrationsministeriets rapport fra august 2017: ”Syria Recruitment Practices in Government-controlled Areas and in Areas under Opposition Control, Involvement og Public Servants and Civilians in the Armed Conflict and Issues Related to Exiting Syria”, bl.a.: ”1.1.4.2. Recruitment of men above the age of 42. Regarding recruitment of those over the age of 42 to the Syrian army, several sources said that the age limit has been pushed to include men over the age of 42. Two sources noted that the military service age has been extended from 42 up to 50. Another source underlined that while the government continues to draft men between the ages of 18-42, the source had heard of men up to 50 years old being called up as reservists. Two other sources mentioned reports of men in their mid-forties being recruited. UNHCR asserted that reports of conscription of men over the age of 42 have generally involved qualified personnel with specific expertise and that it is unclear whether the age limit has been raised as part of a government policy or if it instead is happening on a case by case basis. According to UNHCR, as lower-level commanders have been given more authority due to increasing decentralization, it may be on a more local level that commanders have deviated from existing regulations regarding age limits. Similarly, Professor Bassel Al-Hassan said that the army commanders have adopted their own recruitment strategies resulting in unpredictable and chaotic recruitment patterns that in themselves constitute an exertion of pressure for potential reservists, according to the source. The source also noted that the authority to specify the age limit of men eligible for service in government forces has been entrusted to the provincial administration (‘Mohafaza’) and that any person above the age of 40 is considered eligible for military service. A major international non-governmental organization operating in Syria said that generally, the age limit of recruits to the army is 42. However, agreements that have been made in areas recently taken over by the government show that the age scope of people recruited for the army has been widened to include men up until at least the age of 45. One source referred to reports of men up until the age of 52 being drafted in areas recently retaken by the government forces, for example in Aleppo where many men were immediately recruited to serve in the military. According to Christopher Kozak (ISW) the recruitment of persons over the age of 42 appears to be more uncommon. However, as the army has run out of skilled manpower, it has tapped into the older population.” Klageren var 43 år på tidspunktet for udrejsen og 44 år, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i sagen. Det fremgår af klagerens oplysninger under oplysnings- og motivsamtalen [fra vinteren] 2016, at han oplyste ikke at have nogen individuelle konflikter med de syriske myndigheder, ligesom han hverken under denne samtale eller i forbindelse med partshøringen af ham [fra foråret] 2017 oplyste, at de syriske myndigheder havde opsøgt hans bopæl med henblik på at hverve ham til militærtjeneste. Klageren har imidlertid for nævnet fremkommet med en troværdig forklaring om at være forsøgt hvervet til syrisk militærtjeneste både forud for og efter sin udrejse fra Syrien, ligesom han er fremkommet med en antagelig begrundelse for, hvorfor han ikke er fremkommet med disse oplysninger på et tidligere tidspunkt. Klagerens forklaring herom har endvidere støtte i baggrundsoplysningerne, navnlig når disse sammenholdes med, at klageren tidligere har gennemført værnepligt i Syrien og i den forbindelse opnået visse militære kvalifikationer. På denne baggrund finder Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at klageren, der ikke ønsker at lade sig genindkalde til den syriske hær, ved en tilbagevenden til Syrien var og i øvrigt fortsat er i risiko for at blive genindkaldt til militærtjeneste. Efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, må det lægges til grund, at militærtjeneste for den syriske hær vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Det må herefter lægges til grund, at der på baggrund af forholdene om militærtjeneste i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1” Syri/2018/11/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til det syriske militær og dermed tvunget til at bekæmpe andre mennesker. Herudover frygter ansøgeren at blive rekrutteret af ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har aftjent værnepligt i det syriske militær, men at han har modtaget flere indkaldelser til at genindtræde i militæret. Ansøgeren har videre oplyst, at ISIL har forsøgt at rekruttere ham, og at han i den forbindelse blev udsat for 150 piskeslag, fordi han ikke ønskede at tilslutte sig ISIL. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har en alder, der betinger, at han vil kunne indkaldes i den syriske hær og dermed deltage i krigshandlinger, som vil stride mod hans samvittighed. Flygtningenævnet vurderer dog, at ansøgeren skal udelukkes fra at få asyl som følge af den kriminalitet, han har begået her i landet, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren tidligere er idømt ubetingede fængselsstraffe for personfarlig kriminalitet, senest [i vinteren] 2017, ligesom han ved alle tre domme er udvist af Danmark med indrejseforbud, der gælder for seks år. Nævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren gentagne gange har udvist en kriminel adfærd, således at ansøgeren må anses for at udgøre en fare for det danske samfund, når henses til, at de idømte straffe ikke har afholdt ansøgeren fra at begå fornyet kriminalitet, og når henses til kriminalitetens karakter vurderer nævnet, at ansøgeren også fremadrettet vil kunne udgøre en fare for det danske samfund. Når yderligere henses til, at ansøgeren ikke har familie eller anden tilknytning til Danmark, finder nævnet ikke, at der foreligger særlige hensyn, der taler imod, at ansøgeren udelukkes fra asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SYRI/2018/10/THV
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning født i Jeddah, Saudi-Arabien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin fars konflikt. Ansøgeren har videre anført, at han ikke kender nogen i Libanon og aldrig har været der. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har fortalt, at de ikke kan vende tilbage til Libanon på grund af en stor konflikt. Ansøgeren er født i Saudi-Arabien, og hele hans familie er udrejst af Libanon. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at Syrien må anses for ansøgerens hjemland. Nævnet har herved lagt vægt på, at hans mor er statsløs palæstinenser fra Syrien, og at han efter afslutning af sin ungdomsuddannelse forlod Saudi-Arabien med henblik på at tage en videregående uddannelse i Syrien, hvor han allerede havde familie og hvert år tog på sommerferie, mens han boede i Saudi-Arabien. Ansøgeren boede i Yarmouk-lejren i Syrien sammen med sin mor og de fleste af sine søskende, indtil han udrejste i 2012/2013. Ansøgeren blev gift og skilt i Syrien, og hans familieliv var centreret der. Ansøgeren har i øvrigt stadig to søskende, der er bosat i Syrien med deres familier, mens ansøgerens øvrige familie har opholdstilladelse i Danmark. Nævnet finder af de samme grunde, at Saudi-Arabien ikke kan anses for hans hjemland, uanset at han er født og opvokset der. Nævnet finder heller ikke, at Saudi-Arabien kan tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, da hverken han selv eller ansøgerens forældre har opholdstilladelse i Saudi Arabien, og han i øvrigt ikke har nogen rejsedokumenter eller anden legitimation fra Saudi Arabien, der giver ham grundlag for at kunne indrejse i og fremover opholde sig i Saudi-Arabien. Flygtningenævnet vurderer endvidere, at Libanon ikke kan tjene som ansøgerens 1. asylland, uanset at han i 2001/2002 fik udstedt et rejsedokument for statsløse palæstinensere fra Libanon. Nævnet har lægt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste aldrig har selv har været i Libanon og ikke har familie eller noget andet netværk der. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren er omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han som statsløs palæstinenser i Syrien vil kunne risikere at blive indkaldt til syrisk militærtjeneste, hvilket ansøgeren har oplyst at frygte i partshøring [i slutningen af] 2016. Han ønsker ikke at deltage i krigen som soldat, da han ikke har psyken til at dræbe nogen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2018/1/TBP
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobane, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] august 2015, og at hun [i] november 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i] oktober 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive tvangshvervet af PKK, samt at hun frygter forfølgelse fra IS, herunder at blive kidnappet af IS igen. Klageren har om sin frygt for PKK oplyst, at hun i 2014 blev opsøgt af ukendte PKK-medlemmer, som opsøgte alle hustande i området, idet de opfordrede unge mænd og kvinder til at kæmpe for dem. Klageren og hendes forældre sagde, at klageren og hendes søster ikke ønskede at kæmpe for PKK. To dage senere opsøgte de samme PKK-medlemmer klagerens bopæl, hvor klageren fastholdt, at hun ikke ønskede at kæmpe for PKK. Klageren har om sin frygt for IS oplyst, at hun i juli 2014 blev tilbageholdt af IS, da hun sammen med skoleelever var på vej fra Aleppo til Kobane efter deres afsluttede eksamener. Personerne fra IS sagde, at pigerne skulle bære hijab og ikke måtte gå i skole. De måtte kun være hjemme, hvor de skulle bede og højst måtte læse i Koranen. Pigerne blev herefter kørt i omkring 30 minutter til en skole sammen med skoleeleverne fra de andre busser. Her blev de låst inde i to dage. Skoleeleverne var tilbageholdt af omkring ti personer. Under tilbageholdelsen gentog personerne fra IS, at pigerne ikke måtte studere, og de fik vist videoer af personer, som IS havde dræbt. Efter to dage nedskrev personerne fra IS skoleelevernes personlige oplysninger fra deres eksamenspapirer og lod dem gå. Eleverne blev truet med, at hvis de blive taget af IS igen, ville de ikke blive løsladt. Klagerens forklaring om, at hun sammen med andre skoleelever blev tilbageholdt af IS i juli 2014 kan ikke føre til, at klageren kan anses for at være konkret og individuelt forfulgt af IS. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det må antages at have været tilfældigt, at klageren var med i bussen, og at tilbageholdelsen således ikke kan anses for at have været rettet individuelt mod hende. Hertil kommer, at IS efter de foreliggende baggrundsop-lysninger ikke længere har kontrollen i området. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun vil blive forsøgt tvangshvervet af PKK ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at PKK ikke gjorde alvor af deres trussel om at tage klageren med, samt at klagerens bopæl ikke blev opsøgt af PKK i de 2-3 uger, der forløb fra deres anden henvendelse på bopælen til klagerens udrejse. Hertil kommer, at det af de foreliggende bag-grundsoplysninger fremgår, at hvervning som udgangspunkt sker på frivillig basis. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2017/9/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har været medlem af [parti] siden 1986. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens advokat har [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i fare for at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet han er politisk aktiv for partiet […]. Klageren har videre oplyst, at han risikerer at blive forfulgt af PKK, idet han har nægtet at lade sine sønner tvangsrekruttere til PKK samt at han på grund af sine politiske aktiviteter, har sat sig op imod PKK. Klageren har endelig oplyst, at han er i fare for at blive fanget og slået ihjel af ISIL, idet han er etnisk kurder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen til grund, men nævnet finder, at klageren ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at klageren, der opnåede syrisk statsborgerskab [i sommeren] 2011, ikke har sandsynliggjort, at han er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har været fængslet af de syriske myndigheder siden 2004, og at han ikke har været afhørt siden 2007, hvorfor forholdet må anses for afsluttet. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren er blevet chikaneret af [militser], da alle i området blev chikaneret, hvorfor chikanen ikke var rettet mod klageren personligt. Endvidere har klageren oplyst, at klageren ikke har personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder eller [militser]. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af PKK. Nævnet har herved lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at PKK vil efterstræbe ham. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren i en periode på to år har modtaget 5-6 trusler om fængsling fra PKK, uden at PKK har gjort alvor af disse trusler, og at alle klagerens partifæller er blevet løsladt igen af PKK, uden at de har oplevet fysiske overgreb i den periode, hvor de har været fængslet. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens sønner er forsøgt tvangsrekrutteret til PKK, idet dette forhold vedrører klagerens sønner. Endelig finder Flygtningenævnet, at klagerens frygt for ISIL, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har haft personlige konflikter med ISIL. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/8/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bort-faldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 12 år ved dom [foråret] 2016 afsagt af Retten i Herning, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [Efteråret] 2016 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31, stk. 2. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes i medfør af udlændingelovens § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Qamishli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han har unddraget sig syrisk militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han oprindeligt fik sin værnepligt udsat den [foråret] 2013, fordi han var under uddannelse. Efter endt uddannelse rejste klageren [i foråret] 2013 til Tyrkiet og undlod dermed at melde sig til militærtjeneste. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet lægger, som Udlændingestyrelsen, til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, med mindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Et flertal af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har haft arbejde i Danmark og ikke har nær familiemæssig eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Flertallet har videre lagt vægt på karakteren og omfanget af den forbrydelse, klageren blev dømt for ved rettens dom [foråret] 2016, herunder at der ved ildspåsættelsen opstod fare for andre mennesker. Endelig har flertallet lagt vægt på længden af den idømte straf og finder, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet. Flertallet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke kan udsendes med tvang til Syrien, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/7/thj
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret 2015], og at hun [en nærmere angiven dato i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [en nærmere angiven dato i foråret 2016] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af klagerens oplysninger til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i efteråret 2015], at klageren og hendes ægtefælle i 2012 flyttede fra Aleppo, efter at ægtefællen i [foråret 2012] blev genindkaldt til militærtjeneste, og der kort tid efter blev udstedt en arrestordre på ægtefællen. Parret har herefter indtil 2015 levet hos ægtefællens forældre i Afriin, hvor de drev en restaurant. Parret udrejste af Syrien, fordi driften af restauranten ikke var tilfredsstillinde. Der var ikke penge til at hele familien kunne udrejse af Syrien på én gang, så fem-seks måneder efter ægtefællens udrejse skaffede familien de resterende penge, så klageren og børnene kunne udrejse. Klageren findes ikke alene som følge af indkaldelsen af ægtefællen til militærtjeneste i 2012 og den efterfølgende arrestordre at være i konkret og individuel risiko for forfølgende omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet bemærker herudover, at hverken den omstændighed, at det ikke vil være muligt for klageren og dennes børn at få et ordentligt familieliv i Grækenland, eller det af klageren oplyste om utilstrækkelige muligheder for familiesammenføring kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri/2017/6/MJM
Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Syrien, etnisk kurder og sunni muslim fra Aqiba, Afrin, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at myndighederne vil fængsle ham, idet han er blevet indkaldt til militæret. Ansøgeren har videre forklaret, at han aftjente militærtjeneste i det syriske militærpoliti fra 2008 til 2010 i Qaboun, Damaskus. Han var menig soldat, og hans opgave bestod i at lede efter dem der var flygtet fra militærtjeneste. Når han havde pågrebet de eftersøgte, afleverede han dem til militærpolitiet, som afhørte dem. I den forbindelse blev de pågældende, som en del af afhøringen, udsat for alvorlige fysiske overgreb, hvilket ansøgeren har overværet mange gange. I august 2015 blev ansøgeren genindkaldt til militæret, Det var ansøgerens far, der modtog hans genindkaldelse, og ansøgeren har ikke selv set den. Ansøgeren ønsker ikke at udføre militærtjeneste, idet han ikke har interesse i at dræbe andre mennesker. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han fra nytårstid 2014-2015 var fængslet af Anousra eller ISIL i syv til otte måneder i Assaz, Syrien. Han har oplyst, at han var fængslet, fordi han var kurder, og at han under fængslingen fik tæv og blev beskyldt for at være vantro. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af 20. januar 2017 til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter skal det vurderes, om der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse i Syrien, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F(b). Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren under aftjeningen af sin værnepligt var menig soldat, og at han efter ordre deltog i anholdelsen af desertører og udeblevne fra militærtjeneste. Det lægges ligeledes til grund, at en del af de anholdte blev tortureret, og at ansøgeren mange gange har set ”dulab” blive udført, når han passerede på vej til eller fra sin bolig. Efter ansøgerens forklaring har han ikke selv deltaget i afhøringer eller tortur af de anholdte. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens aftjening af militærtjeneste var obligatorisk, at ansøger var menig, at han ikke selv kunne vælge tjenestested, og at straffen for nægtelse af at udføre en ordre eller desertering var fængsel og mulig forlængelse af militærtjenesten. Efter en samlet afvejning finder Flygtningenævnet ikke, at karakteren og omfanget af ansøgerens handlinger under hans militærtjeneste medfører, at han skal udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1F(b). Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/58/jov
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Qamishli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hendes bror, [M], har unddraget sig militærtjeneste. Klageren frygter endvidere YPG, der har sendt klageren en indkaldelse. YPG ønskede, at både klageren og hendes bror tilsluttede sig YPG. De syriske myndigheder rettede fire til fem gange henvendelse på klagerens families bopæl, idet de ledte efter klagerens bror. De truede med at fængsle og afhøre familien med henblik på at finde broren. Klagerens advokat har over for Flygtningenævnet oplyst, at den del af asylmotivet, der vedrører frygten for YPG, er frafaldet. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det foreliggende baggrundsmateriale ikke støtter et standpunkt om, at klageren vil blive udsat for repressalier fra myndighederne, fordi hendes bror har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at klageren har forklaret divergerende om myndighedernes henvendelser på familiens bopæl, idet hun over for nævnet har forklaret, at hun ved myndighedernes tredje henvendelse blev skubbet af myndighederne og faldt på gulvet. Klageren har videre forklaret, at myndighederne sagde, at de ville tage dem med til fængslet. Klageren har derimod tidligere over for udlændingestyrelsen forklaret, at det, som hun ved om myndighedernes henvendelser, har hun fået fortalt af sin far, og at hun har fået at vide af sin far, at myndighederne sagde: ”vi vil tage jer til fængslet til afhøring.” Klagerens forklaring om, at divergenserne skyldes tolkeproblemer, kan ikke lægges til grund, idet nævnet henviser til, at det af Udlændingestyrelsens samtalereferat fremgår, at referatet er blevet vedstået af klageren, efter at det er blevet oversat for hende. Flygtningenævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har været eller vil blive udsat for sådan individuel og konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter opholdstilladelsen er meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/57/MKT
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Qamishli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter de generelle forhold. Han frygter endvidere at blive fængslet af det syriske regime, idet hans søn, [M], har unddraget sig militærtjeneste. Klageren frygter endvidere YPG, idet de har forsøgt at hverve hans børn, [E] og [M]. De syriske myndigheder rettede fire til fem gange henvendelse på klagerens families bopæl, idet de ledte efter klagerens søn. De truede med at fængsle og afhøre familien med henblik på at finde sønnen. Klagerens advokat har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at den del af asylmotivet, der vedrører YPG, og som klageren tidligere har påberåbt, nu er frafaldet. Det er endvidere oplyst, at klageren nu også frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han konkret og individuelt er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger vægt på, at myndighederne første gang har henvendt sig på klagerens og familiens bopæl for at indkalde klagerens søn, [M] til militærtjeneste. Klagerens forklaring om myndighedernes efterfølgende henvendelser fremstår imidlertid på centrale punkter divergerende og usammenhængende. Nævnet henviser til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ved myndighedernes fjerde henvendelse ikke selv var hjemme, og at han først blev oplyst om henvendelsen, da han kom hjem. Over for nævnet har klageren derimod forklaret, at han var hjemme, og at han talte med myndighederne. Det fremgår af indlægget fra klagerens advokat, at klageren over for advokaten udbyggende har oplyst, at en nabo kom til og blandede sig under myndighedernes henvendelse. Klageren har hertil over for nævnet forklaret, naboer kom og blandende sig. Endvidere har klageren udbyggende over for nævnet forklaret, at myndighederne skubbede til hans datter, [E], da de henvendte sig den tredje gang. Klageren har ikke forklaret herom under samtalen med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at myndighederne, efter det foreliggende baggrundsmateriale ikke udøver repressalier mod familien til en til et indkaldt familiemedlem, selvom personen har unddraget sig militærtjenesten. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet således ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han konkret og individuelt skulle være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører klagerens frygt for at blive genindkaldt til militærtjeneste bemærker nævnet, at det foreliggende baggrundsmateriale ikke støtter dette standpunkt. Nævnet henviser til ansøgerens alder, og at det af baggrundsmaterialet fremgår, at mænd over 42 år sædvanligvis ikke bliver genindkaldt, og at ansøgeren i øvrigt ikke er profileret på en måde, der i almindelighed kan medføre et ønske fra myndighederne om, at han på ny skal udføre militærtjeneste. Flygtningenævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er udsat for sådan individuel og konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter opholdstilladelsen er meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/56/MKT
Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den [dato i efteråret] meddelte Udlændingestyrelsen den syriske statsborger […], født den 25. juni 1985, samt hendes to medfølgende børn […] (nu […]), født den 10. september 2005, og […] (nu […]), født den 23. september 2012, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens ægtefælle og hendes børns far, […], indrejste i Danmark den [senere dato i efteråret] 2015 og blev den [dato i begyndelsen af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den [dato i foråret] 2016 fødte klageren et barn, […]. Den [dato i sommeren] 2016 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse. Denne afgørelse omfattede også klagerens tre børn. Ved brev af [dato i sommeren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren og hendes tre børn klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at klageren og hendes tre børn meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af, at klagerens ægtefælle og hendes børns far er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den [senere dato i sommeren] 2017 blev klagerens yngste barn, […], meddelt opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2. Ved e-mail af [dato i efteråret] 2017 har Udlændingestyrelsen fremsendt en udtalelse vedrørende statusvalg. Udlændingestyrelsen har anført, at det nu er Udlændingestyrelsens vurdering, at klageren og hendes tre børn opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at klagerens ægtefælle har fremlagt en vielsesattest, som stemmer overens med det oplyste om ægteskabet, at klageren og hendes ægtefælle begge er syriske statsborgere, at klageren og hendes ægtefælle er udrejst af Syrien samtidig, at der er mindre end 18 måneder mellem deres indrejse, samt at klagerens ansøgning om asyl er indgivet dagen efter, at hun ankom til Danmark. Udlændingestyrelsen har endvidere – under henvisning til klagerens ægtefælles alder og baggrundsoplysningerne om situationen i Syrien – lagt vægt på, at klagerens ægtefælle er i risiko for at blive indkaldt til det syriske militær. Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 12. Flygtningenævnet meddeler i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens tilkendegivelse og Dansk Flygtningehjælps indstilling herom klageren og hendes tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af, at klagerens ægtefælle og far til hendes tre børn er meddelt opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/ 2017/55/DH
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig en kvindelig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Qamishil, Al-Hasakah, Parézgeha Hasce, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i starten af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i foråret] 2017 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet til at kæmpe for YPJ. Klageren har herom oplyst, at YPJ har brug for flere, der kan kæmpe, og ifølge klageren skal alle familier nu bidrage med én person, hvilket var klageren i klagerens familie. Repræsentanter fra YPJ har henvendt sig på klagerens bopæl med en liste, hvorpå klagerens navn fremgik. Klageren var ikke hjemme, idet hun var på universitetet. Klagerens mor var hjemme, og hun blev meget bange på grund af henvendelsen og opfordrede klageren til at tage til en anden by. Klageren tog herefter ophold i en anden by i cirka en måned, hvorefter hun udrejste af Syrien. Omkring en måned efter klagerens udrejse henvendte en nabo sig på klagerens bopæl og spurgte efter klageren, hvilket klageren har fået forklaret af sin mor telefonisk, idet hun var udrejst af landet på dette tidspunkt. Klageren formoder, at naboen sympatiserer med PYD, og at han henvendte sig for at kontrollere, om klageren var på bopælen. Repræsentanter fra PYD har henvendt sig i alt to gange på klagerens bopæl. Klageren er ikke selv blevet opsøgt, idet hun ikke var på bopælen på dagen for den første henvendelse og var udrejst ved anden henvendelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom der er forklaret udbyggende, og dele af klagerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Klageren har ved samtalen [i starten af] 2016 oplyst, at YPG ikke har været hjemme hos klageren, medens klageren var i Syrien. klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at YPG kom i hendes hjem med en liste og spurgte efter hende, og at hun da befandt sig på universitet. Klageren har ved samtalen [i starten af] 2016 oplyst, at hun talte med sin mor, da hun var kommet til Danmark, og at moren fortalte, at YPG havde været i hendes hjem med en liste med navne på personer, de skulle tvangsrekruttere, at de ikke gjorde hendes mor noget, og at de ikke ransagede huset. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at YPG ransagede huset og gennemgik rum for rum, da de havde opsøgt hendes hjem. Klageren har ikke under samtalen [i starten af] 2016 forklaret om naboer, der støttede YPG. Klageren har i dag for Flygtningenævnet forklaret om, at nogle naboer, der støttede YPG, kom i hjemmet og spurgte efter hende, og at de sagde, at "kujonen skal straffes af os". Klageren har under samtalen [i starten af] 2016 forklaret, at de andre borgere i byen sagde til familier med kvinder, at de skulle redde deres kvinder, fordi ellers kom YPG og tog dem med tvang. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at hun kender til piger, der er blevet tvangsrekrutteret af YPG og dræbt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelsen gælder for mænd mellem 18 og 30 år, men at kvinder kan melde sig frivilligt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår af Migrationsverkets temarapport: Förhallanden i syriske område under PYD-kontroll fra 20. maj 2015, at der findes en del, både mænd og kvinder, som tilslutter sig YPG og YPJ, hvorfor man i betydeligt omfang bygger sin milits på frivillig rekruttering. En kilde har ikke fundet oplysninger om tvangsrekruttering af kvinder troværdige, idet kilden fandt, at man hurtigt ville få det kurdiske samfund i mod sig af kulturelle årsager, som ville lede til hævnakter. Det fremgår videre, at tvangsrekruttering af kvinder kun kan siges at have fundet sted i få individuelle tilfælde, og at der ikke ser ud til at være en systematisk politik, ligesom flere kilder oplyser, at rekruttering som hovedregel sker på frivillig basis. Flygtningenævnet bemærker videre, at følgende fremgår af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsens rapport af 5/2017 vedr. Syrien, " Recruitment Pracitices in Government-controlled Areas and in Areas under Opposition Control, Involvement of Public Servants and Civilians in the Armed Conflict and Issues Related to Exiting Syria, pkt. 2.1.2.: Woman are not recruited to armed opposition groups, according to several sources. Flygtningenævnet finder således, efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2017/54/CHHA
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Douma, Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i sommeren] 2017 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. stk. 1. subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, idet de syriske myndigheder associerer personer, der kommer fra Douma med oprørsgrupperne, og idet klageren er flygtet fra de syriske myndigheder efter at have været tilbageholdt. Klageren har herom oplyst, at klageren ved udrejsen af Syrien blev tilbageholdt af de syriske myndigheder ved en kontrolpost. Klageren og hendes familie blev tilbageholdt i et midlertidigt fængsel. Under tilbageholdelsen blev klageren kaldt ind på oberstens kontor. Obersten fortalte klageren, at hun var tilbageholdt, idet myndighederne ville bruge hende til en fangeudveksling med Den Frie Syriske hær (FSA) mod udlevering af tilbageholdte soldater. Under mødet på kontoret gjorde obersten endvidere seksuelle tilnærmelser mod klageren. Senere samme dag, da der opstod uroligheder udenfor fængslet, lykkedes det for klageren og hendes familie at flygte. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter oplysningerne i sagen ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på ansøgerens egen forklaring om, at hun ikke har nogen konflikter med de syriske myndigheder, herunder ej heller som følge af, at ansøgerens ægtefælle er efterlyst af myndighederne. Nævnet er opmærksom på, at det af baggrundsoplysninger om situationen i Syrien fremgår bl.a., at myndighederne i Syrien associerer folk fra steder, der er eller har været under oprørsgruppers kontrol, med disse oprørsgrupper. Det hedder således i UNHCR, “Relevant Country of Origin information to Assist with the Application of UNHCRs Country Guidance on Syria: “Illegal Exit’ from Syria and Related Issues for Determining the International Protection Needs of Asylum—Seekers from Syria”, februar 2017, bl.a.: “Reports indicate that the government generally considers civilians living in or originating from locations that have seen popular protests and/or have a presence of, or have (even temporarily) fallen under control of anti-government armed groups, to be associated with the armed opposition. These civilians are thus considered by the government to be opposing it.” Efter ansøgerens forklaring må det imidlertid lægges til grund, at hun ikke tidligere har været udsat for asylbegrundende forfølgelse i Syrien som følge af sit tilhørsforhold til Douma, herunder at hun — om end vanskeliggjort af de generelle forhold i Syrien — har været i stand til at rejse mellem Syrien og Libanon. Det har tillige indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med seneste udrejse af Syrien i efteråret 2015 blev tilbageholdt af myndighederne og fængslet med henblik på, at hun angiveligt skulle indgå i en fangeudveksling mellem oprørsgrupperne og regeringsstyrkerne, og at ansøgerens oplysninger herom har en vis støtte i de tilgængelige baggrundsoplysninger. Det fremgår således af US Department of State 29.03.2017, section 1.c., bl.a.: “In 2015 the Women’s International League for Peace and Freedom reported that the authorities often detained women for use in bargaining with their male family members. Authorities exchanged them for weapons of armed opposition groups. Security officers also subjected women to sexual exploitation while searching for their detained family members.” Tilbageholdelsen af ansøgeren, der fandt sted i en fængselslignende indhegning, som det lykkedes ansøgeren og flere af de øvrige tilbageholdte at flygte fra, var efter ansøgerens forklaring ikke begrundet i ansøgerens individuelle forhold, og nævnet finder, at denne episode beskriver den generelle risiko, der fortsat består for civile i Syrien for at blive udsat for overgreb af denne karakter og overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og som begrunder, at ansøgeren er meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Herefter, og da ansøgeren ikke har nogen individuel konflikt med myndighederne i Syrien, finder nævnet, at der således heller ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren er flygtet fra myndighedernes tilbageholdelse af hende, kan efter tilbageholdelsens karakter og baggrund, ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/53/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har forlænget klagerens opholdstilladelse [i foråret] 2017. Ved brev [fra foråret] 2017 har [klagerens repræsentant] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved brev [fra sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen udtalt, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren fortsat ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren er udrejst af Syrien i [sommeren] 2014 og er blevet gift med sin ægtefælle [i foråret] 2015 i Tyrkiet, mens hun opholdt sig der. Ægtefællerne har således ikke haft et samliv, før klageren indrejste i Danmark. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen ikke oplyst, at hun er i risiko for forfølgelse på grund af sin ægtefælles forhold, og hun har under samme samtale oplyst, at hun ikke havde nogen konflikter i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at opnå konsekvensstatus, ligesom hun ikke har sandsynliggjort, at hun er i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. På grund af den nuværende situation i Syrien, må klageren anses for at være i reel risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, såfremt hun vender tilbage til Syrien. Da denne risiko imidlertid ikke er begrundet i individuelle omstændigheder, kan klageren ikke meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, men anses fortsat omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2017/52/DTO
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Qamishli, Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev [fra foråret] 2017 har advokat […] på klagerens vegne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hans klient meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Ved brev [fra sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen udtalt, at klageren fortsat ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har til støtte for sin påstand anført, at han forud for flugten fra Syrien 10 gange blev opsøgt i hjemmet af myndighederne, der ledte efter sønnerne [A] og [B], som var indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren blev i den forbindelse tilbageholdt på kasernen i Qamishili i to timer, hvor han blev afhørt, truet og udsat for fysisk vold. Volden medførte, at han efterfølgende måtte på hospitalet. Som følge af, at han har været tilbageholdt tidligere, er han i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side ved en tilbagevenden til Syrien. Desuden vil han være i risiko for at blive indkaldt til at gøre militærtjeneste, idet myndighederne har truet med at tage ham, hvis ikke de kunne finde hans sønner. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at der er mangel på soldater i Syrien som erstatning for de mange, der er døde i forbindelse med kampene. Maksimumalderen for indkaldelse på mellem 18-42 år er forhøjet, uden at den aktuelt gældende maksimumalder kendes. Selvom han er 52 år gammel vil han stadig være i risiko for at blive indkaldt. Ansøgeren har i den forbindelse videre henvist til, at de syriske myndigheder ikke kan antages at efterleve den nationale lovgivning og grænserne for, hvornår man ikke længere kan genindkaldes til militærtjeneste. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb, og at han derfor opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret, at myndighederne opsøgte hans hjem 10 gange for at finde hans to sønner, der var indkaldt til militærtjeneste. I den forbindelse truede myndighederne med at tage klageren med i stedet for sønnerne, uden dog at gøre alvor heraf. Klageren har i samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at myndighederne ikke udsatte ham for vold ud over, at de skubbede ham den sidste gang, han blev opsøgt, og at han bortset fra en kort tilbageholdelse på to timer på en kaserne ikke har været udsat for fængsling, tilbageholdelse, vold, tortur eller anden form for nedværdigende behandling. Klageren har endelig forklaret, at det ikke kun var hans hjem men også naboernes hjem, der blev opsøgt og ransaget, fordi myndighederne antog, at klagerens sønner gemte sig hos dem. Endelig bemærkes, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra august 2017: ”Syria Recruitment Practices in Government-controlled Areas and in Areas under Opposition Control, Involvement og Public Servants and Civilians in the Armed Conflict and Issues Related to Exiting Syria” fremgår, at selvom aldersgrænsen for hvervning er forskubbet til også at omfatte mænd over 42 år, gælder dette mænd op til 50 år, og generelt kun personer med særlige kvalifikationer. Nævnet finder herefter ikke, at klageren med den forklaring, han har afgivet, har sandsynliggjort, at den risiko, der er i Syrien for at blive udsat for forfølgelse, dødsstraf, tortur, umenneskelig behandling eller straf, er begrundet i sådanne individuelle omstændigheder i form af et modsætningsforhold til myndighederne eller andre, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/51/DH
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra [by], Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [nærmere angiven dato i sommeren] 2015, og at han den [nærmere angiven dato] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den [nærmere angiven dato i vinteren] 2017 modtog Flygtningenævnet klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive anholdt og beskyldt for forræderi samt dømt til fængsling, ligesom han frygter, at han vil blive udsat for tortur. Klageren frygter ydermere, at han vil blive henrettet af de syriske myndigheder, idet han vil modtage samme dom som en desertør fra hæren i krigstid. Klageren har herom oplyst, at han i slutningen af [nærmere angiven måned] 2015 blev ringet op af den lokale myndighedsrepræsentant i hans hjemby. Repræsentanten var endvidere klagerens gode ven. Vedkommende fortalte, at klagerens navn figurerede på en liste over navne, der skulle rekrutteres til den nationale hær, og at klageren derfor skulle melde sig til tjeneste på den lokale politistation. Såfremt han nægtede, ville han blive fængslet for beskyldninger om forræderi, ligesom han ville blive udsat for tortur. Klageren flygtede af den grund med sin familie til Damaskus, og han forsøgte forgæves at betale sig fra aftjening af militærtjeneste. Klageren udrejste af Syrien den [nærmere angiven dato i foråret] 2015. Efter udrejsen er klagerens ægtefælle, der forsat befinder sig i Syrien, blevet bekendt med, at politiet i hjembyen har opsøgt klagerens bopæl tre gange. Klagerens ægtefælle blev endvidere i slutningen af [nærmere angiven måne di sommeren] 2015 kontaktet af klagerens bror, der oplyste, at han var blevet kontaktet af politiet, der ledte efter klageren. Klagerens bror underskrev i den forbindelse nogle papirer og oplyste, at klageren var udrejst af Syrien. Klagerens ægtefælle er endvidere blevet bekendt med, at familiens hus var blevet ødelagt. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om, at han er blevet indkaldt til Lijan al-Shahbiya og Difaa al-watani, der ikke er en del af den syriske hær, men som er ”Folkets Kommitéer”, der er bevæbnede grupper. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at opgaverne i disse kommitéer navnlig består af bevogtningsopgaver og bemanding af kontrolposter, men at der også kan ske indkaldelse til aktiv militær tjeneste. Han har ikke ønsket at være en del af disse bevæbnede grupper, hvorfor han var nødsaget til at flygte, da han ellers risikerede at blive henrettet som desertør. Efter det fore-liggende baggrundsmateriale, herunder rapport fra Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen, bilagsnummer 704, ”Syria, Recruitment Practices in Government-controlled Areas and in Areas under Opposition Control, Involvement of Public Servants and Civilians in the armed Conflict and issues Related to existing Syria” af 15. august 2017 lægger Flygtningenævnet til grund, at der kan ske indkaldelse af reservister over 40 år til disse grupper, jf. note 132-134 og at en vis procentdel offentligt ansatte forventes at melde sig til femte bataljon, jf. note 142. Det fremgår samtidig af ovennævnte baggrundsmateriale, note 380, at der i regeringskontrollerede områder sker rekruttering af mænd op til 52 år. Det fremgår endvidere, at rekrutteringen af blandt andet personer over 42 år til hæren er præget af kaos og vilkårlighed. Ansøgeren er fra et regeringskontrolleret område nær Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, kan det derfor ikke afvises, at ansøgeren, der i 2015 var 43 år, og som har oplyst at være offentligt ansat ved [offentligt institution] i Damaskus, allerede i 2015 har været undergivet et sådant regelsæt. Samtidig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har en række særlige kompetencer både fra sit job som offentligt ansat og som selvstændig erhvervsdrivende, som må antages at have været medvirkende ved myndighedernes ønske om at indkalde netop ansøgeren, der endvidere under sin værnepligt i perioden 1997-2000 havde opnået rang af sergent. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/50/MJM
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [senere samme sommer] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] 2017 fylder 18 år, og at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i hverken den syriske eller den kurdiske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger at syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/5/EMU
Nævnet meddelte i november 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syri-en. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har uddelt løbesedler for PKK i perioden fra 2005 – 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilba-gevenden til sit hjemland, grundet sit køn og sin alder, frygter genindkaldelse til den syriske hær, hvilket han på grund af sin personlige og politiske overbevisning ikke kan acceptere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at man i Syrien genindkaldes til militæret, hvis man er mand og på ansøgerens alder. Ved [fra sommeren] 2017 afsagt af Retten i Sønderborg blev ansøgeren straffet med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for seks år, jf. udlændingelovens § 24, nr. 2. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må anses for udelukket fra beskyttelse i Danmark på grund af forhold omfattet af udlændingelovens § 10, stk. 3 eller § 10, stk. 5. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den pådømte kriminalitet, at ansøgeren ikke kan anses for at være domfældt for en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at han betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde og på, at den vold, som ansøgeren er dømt for, havde sit udspring i en uoverensstemmelse mellem ansøgeren og forurettede, og at forurettede startede volden ved at nikke ansøgeren en skalle. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Udlændingestyrelsens afslag på asyl er begrundet med, at ansøgeren har været medlem af eller har haft en tæt tilknytning til PKK, som blev optaget på EU’s sanktionsliste ved Rådets beslutning af 22. december 2003 og som har været på listen siden. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har været egentlig medlem af PKK, men at han i perioden fra 2005 – 2009 regelmæssigt omdelte løbesedler for organisationen. Det lægges videre til grund, at ansøgeren stoppede med denne aktivitet i forbindelse med, at han blev fængslet i 2009. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund og efter en proportionalitetsafvejning, at den anførte aktivitet, der ligger langt tilbage i tiden, og som efter det oplyste alene har vedrørt omdeling af løbesedler, der omhandlende kurdernes manglende rettigheder, ikke har haft en sådan karakter, at han kan udelukkes fra at få asyl. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/49/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [november] 2015, og at han [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt eller dræbt af sikkerhedstjenesten Mukhabarat. Videre frygter klageren Islamisk Stat (IS), fordi han har arbejdet for en virksomhed, der transporterede myndighedernes soldater. Afslutningsvist frygter klager de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Klageren har videre anført, at klageren forlod sin stilling i Syrien uden at informere om dette, hvorfor klager frygter at blive kontaktet af sikkerhedstjenesten. Klageren har herom oplyst, at såfremt klageren opsagde sin stilling i virksomheden, ville dette blive indberettet til sikkerhedstjenesten, hvorefter man vil blive kaldt til afhøring, idet det frygtes, at man vil videregive oplysninger om eksempelvis kontrolposter til oprørsgrupper. På denne baggrund frygter klageren, at myndighederne vil mistænke ham for at samarbejde med oprørsgrupper. Klageren forsøgte at opsige sin stilling i virksomheden, men dette var ikke muligt. Klageren meldte sig derefter syg, så han kunne udrejse af Syrien. Det er i klagen også anført, at klageren har aftjent militærtjeneste, at han havde rang af menig og har modtaget våbentræning, og at klager er i risiko for at blive tvangsrekrutteret til militæret. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgeren har påberåbt sig til støtte for, at han skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete eller personlige konflikter i Syrien. Det beror på ansøgerens egen formodning, at han er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af, at han er fratrådt sin stilling som buschauffør, og ansøgerens viden om kontrolposterne på sin busrute, kan ikke betragtes som en sådan særlig viden, at det kan føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren nu også gør gældende, at han frygter IS, kan heller ikke føre til en ændret vurdering henset til, at ansøgeren i forbindelse med partshøringen [i efteråret] 2017 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke har nogen konflikt med IS. Ansøgeren besidder ikke særlige militære kundskaber og er nu næsten 46 år gammel. På den baggrund, og sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om militærtjeneste i Syrien, finder Flygtningenævnet heller ikke, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive genindkaldt til den syriske hær. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han på grund af individuelle forhold risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Beslutningen skal sendes til klageren og eventuelt dennes partsrepræsentant. Flygtningenævnet, den 22. november 2017.” Syri/2017/48/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har aftjent militærtjeneste. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Danmarks lovgivning forhindrer ham i at bringe sin familie til Danmark. Klageren har også anført, at hans familie i Syrien lever i en lejr under dårlige forhold, hvilket har påvirket hans families og hans helbred. Klageren har som oprindeligt asylmotiv anført, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han har hjulpet to sårede mænd fra Den Frie Syriske Hær. Han har videre anført, at han frygter PKK og YPG, som har forsøgt at hverve ham. Klageren har til støtte for sine asylmotiver nærmere anført, at han i 2014 hjalp to ukendte mænd fra Den Frie Syriske Hær, der henvendte sig på klagerens bopæl, fordi den ene af mændene var såret. Samme dag, som mændene havde forladt klagerens bopæl, blev bopælen opsøgt af myndighederne, der spurgte efter klageren. Klageren flygtede straks til en ven, hvorfra han få dage senere tog til [mindre by] hvor han blev forsøgt hvervet af PKK og YPG og i den forbindelse blev truet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet han på adskillige centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom hans forklaring for nævnet har fremstået afglidende og ukonkret. Klageren har således forklaret divergerende om blandt andet, hvornår mændene fra Den Frie Syriske Hær indfandt sig på hans bopæl. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 har han forklaret, at de indfandt sig [i starten af] 2014. Under samtalen [i foråret] 2015 har han forklaret, at de indfandt sig omkring [sommeren] 2014, og under samtalen for nævnet har han forklaret, at han ikke husker, hvornår mændene indfandt sig, eller hvor lang tid der gik herfra, og til han forlod Syrien. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i [mindre by] og [mindre by], ligesom han har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt med PKK og YPG. Ansøgeren har således ikke oplyst noget herom i sit asylskema. Under sin første samtale i Udlændingestyrelsen har han forklaret om konflikten med PKK, mens han først under sin anden samtale har nævnt en konflikt med YPG. Hertil kommer, at klageren har forklaret divergerende om kontakten med PKK og YPG. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til PKK eller YPG. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet bemærkes, at de forhold som klageren har anført i sin klage [i foråret] 2017 ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/47/IVK
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [nærmere angiven dato i efteråret] 2015, og at han den [nærmere angiven dato i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [nærmere angiven dato i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1 eller 2. Klageren har i sin klage til Flygtningenævnet oplyst, at han frygter at blive rekrutteret til militæret af det syriske regime, da det syriske regime også rekrutterer unge under 18 år til militæret. Klageren mener også, at han er i en særlig situation, fordi hans forældre, som han har søgt om familiesammenføring med, er i Tyrkiet. Endvidere føler klageren, at hans helbredssituation er forværret, og at han derfor er blevet henvist til en psykolog. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i Syrien, men Flygtningenævnet finder ikke, at det kan medføre, at klageren på nuværende tidspunkt skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren på nuværende tidspunkt alene er 16 år gammel, og at det af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015 samt Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste fremgår, at de syriske myndigheder alene indkalder personer til militærtjeneste, hvis de er mellem 18 og 42 år gamle. Det forhold, at klageren ønsker familiesammenføring med sine forældre, og at klagerens helbredssituation er forværret, kan ikke i sig selv begrunde, at klageren skal have en anden asylstatus end allerede meddelt, da der er tale om forhold, som ikke er asylretligt relevante. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/46/MJM
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [mindre by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2015, og at hun [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Komiteen for Ud-lændinges Retssikkerhed har [i foråret] 2017 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændinge-lovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændinge-lovens § 7, stk. 1 eller subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ”er lige så udsat for asylrelevant forfølgelse i Syrien som sin mand, der er forsvundet og sandsynligvis dræbt i Syrien. Enlige kvinder risikerer bortførelse, tvangsægteskab og seksuelle overalt i Syrien. Vi finder derfor, at vores klient burde sikres ophold i Danmark med konventionsbeskyttelse, jf. især punkterne c, d, e og k i UNHCR’s eksekutivkomites konklusion nr. 39 af 1985 om internati-onal beskyttelse af flygtningekvinder.” Flygtningenævnet finder, at de forhold som klageren har påberåbt sig til støtte for at hun skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller 2, ikke kan føre til en ændret vurdering i sagen. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at opholdstilladelsen er meddelt i medfør af Udlændingeloven § 7, stk. 3. Flygtningenæv-net har navnlig lagt vægt på, at klageren ikke har haft eller kan forvente at få konkrete eller per-sonlige konflikter i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/45/CHA
Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2015, og at hun [efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har den 28. marts 2017 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at to mænd, som klageren mener, tilhører myndighederne i Syrien, udsatte hende for et fysisk overgreb af seksuel karakter i Tyrkiet. Klageren fortalte sin ældste søn om overgrebet, hvorefter sønnen informerede klagerens ægtefælle, som videre informerede klagerens familie i Syrien og hendes to brødre i Danmark om, hvad der var sket. Klagerens ægtefælle sagde til klageren, at hun selv var skyld i overgrebet, og at han ville forlade hende, da hun nu var uren. Klageren har derudover anført, at hendes familie er kendt for at begå æresdrab, og at klageren har to brødre i Danmark, som har truet med, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udstødt og slået ihjel. Endelig har klageren anført, at hun i Danmark har indledt et forhold til en kristen mand, hvilket hendes familie er bekendt med. Familien betragter forholdet som forkert, og har i den forbindelse ligeledes truet med at slå klageren ihjel. Klagerens forklaring om voldtægten i Tyrkiet forekommer detaljeret og selvoplevet, og det samme gælder forklaringen om, hvorfor hun ikke i forbindelse med den oprindelige asylsagsbehandling forklarede om overgrebet. Flygtningenævnet lægger derfor forklaringen herom til grund. Det er dog ikke sandsynliggjort, at overfaldsmændene havde relationer til det syriske regime. Det bemærkes i den forbindelse, at det alene beror på klagerens formodning, at dette var tilfældet. Flygtningenævnet lægger videre forklaringen om, at klagerens familie handler ud fra de traditionsbestemte klanregler til grund, og at familien har fremsat dødstrusler mod hende og opfordret hende til at begå selvmord for at redde familiens ære. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren ikke i Syrien vil kunne opnå tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse mod familien, hvorfor det er sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for overgreb fra sin families side. Nævnet finder ikke, at der i sagen foreligger forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” Syri/2017/44/CHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske araber og sunni-muslimer fra [mindre by], Damaskus, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har aftjent værnepligt i enhed [A] fra 2006 til 2008, hvilket i alt var et år og ti måneder. Den militære arbejdsenhed lå i området Al-Waeer i Homs. Han gjorde tjeneste i indkøbsenheden og havde som funktion at sælge kolonialvarer til militæret og lægge fliser. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er udeblevet fra genindkaldelse til militærtjeneste. Derudover har ansøgeren oplyst, at hans hus er blevet ramt tilfældigt af skud fra en kampvogn, og at der foregik skudvekslinger i hans bopælsområde. Om årsagen til, at han ikke ønsker at tage ophold i Libanon, har han oplyst, at han frygter, at Hizbollah vil aflevere ham til de syriske myndigheder, således at han kan aftjene militærtjeneste. Han har i den forbindelse oplyst, at hans brors søn er blevet udsat for dette. Han har desuden oplyst, at syrere bliver diskrimineret i Libanon, at syrere ikke har bevægelsesfrihed og at den libanesiske befolkning udsætter syrere for overgreb, idet de ikke bryder sig om syrernes tilstedeværelse i landet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hendes ægtefælle bliver genindkaldt til militærtjeneste. Hun har herudover henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Om årsagen til, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon, har hun oplyst, at hendes ægtefælle kan risikere at blive taget ved en libanesisk kontrolpost og sendt tilbage til Syrien. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet ligger endvidere til grund, at den mandlige ansøgers mor, som nu er afgået ved døden, var libanesisk statsborger. Næv-net vurderer herefter at ansøgerne må anses for isoleret set at være omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 i forhold til Syrien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne må antages at kunne opnå be-skyttelse i Libanon, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mand-lige ansøger har fået udstedt en opholdstilladelse i Libanon, der er gyldig frem til [starten af] 2018 på baggrund af, at ansøgerens mor var libanesisk statsborger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af flere høringssvar fra Udenrigsministeriet, at en opholdstilladelse på tre år kan forny-es, og som hovedregel gives til en søn af en libanesisk mor, også selvom moren er afgået ved døden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har et familiemæssigt netværk i Libanon, som har opholdstilladelse i Libanon. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har haft personlige konflikter i Libanon med myndigheder eller Hizbollah, nævnet bemærker det alene beror på ansøgerens egne formodninger, at han i Libanon ville risikere, at Hizbollah afleverer ham til de syriske myndigheder. Der forhold at syrere lever under generelt van-skelige forhold i Libanon finder nævnet ikke har en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Den kvindelige ansøgers asylmotiver i det hele afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv. Nævnet lægger til grund, at ansøgernes tidligere og af flere omgange har fået udstedt og fornyet en opholdstilladelse til Libanon. Spørgsmålet om, hvorvidt det ville være muligt at indrejse i Libanon, er et udsendelsesspørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/43/IVK
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelsesstatus) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 5, jf. § 53, stk. 6, jf. stk. 10. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelo-vens § 53, stk. 10. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder tilstedeværelsen af den Frie Syriske Hær, samt at hun ikke har noget sted at bo, idet familiens lejlighed er blevet ødelagt som følge af et luftangreb. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun ikke ønsker at tage ophold i Tyrkiet, fordi livet i Tyrkiet er hårdt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at syrere i Tyrkiet bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. De har længere arbejdsdage, får mindre løn og er generelt udsat for diskrimination. Flygtningenævnet stadfæstede den [primo] 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at et flertal i nævnet fandt, at an-søgeren måtte henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor hun kunne søge om statsborgerskab, fordi hendes mor er tyrkisk statsborger. Flertallet lagde herved vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law No. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk far eller mor indenfor æg-teskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk mor uden-for ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Flertallet lagde videre vægt på, at det fremgår af hørings-svar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende im-plementering af den tyrkiske statsborgerskabslov artikel 8, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Den [medio sommeren] 2017 har Udlændingecenter Nordsjælland fremsendt oplysninger til Flygtningenævnet om, at den tyrkiske ambassade i København ved e-mail af [primo sommeren] 2017 har oplyst, at ambassaden ikke kan udstede en indrejsetilladelse og/eller en opholdstilladelse til den pågældende. Udlændingecenter Nordsjælland har på den baggrund vurderet, at Tyrkiet ikke vil acceptere den pågældende, hvorfor en udsendelse må vurderes som udsigtsløs. Udlændingecenter Nordsjælland har derfor anmodet Flygtningenævnet om at foretage en vurdering af sagens videreforløb. Den [ul-timo sommeren] 2017 har Flygtningenævnet anmodet Udlændingecenter Nordsjælland om at oply-se, om det er politiets vurdering, at det gør en forskel, hvis ansøgeren selv retter henvendelse til ambassaden og anmoder om en indrejsetilladelse. Den [ultimo sommeren] 2017 har Udlændinge-center Nordsjælland meddelt, at det er politiets vurdering, at det ikke vil gøre en forskel, såfremt ansøgeren møder op personligt på ambassaden, idet ambassaden har været meget klar i deres afvis-ning, og politiet betragter derfor afvisningen som en definitiv afvisning. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke længere, at betingelserne for at foretage en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til Tyrkiet, er opfyldt, uanset at ansøgeren fortsat formelt set måtte opfylde betingelserne for at kunne opnå statsborgerskab efter Turkish Citizen Law, Law No. 5901 af 29. maj 2009. Flygt-ningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/42/SSM
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelsesstatus) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 5, jf. § 53, stk. 6, jf. stk. 10. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelo-vens § 53, stk. 10. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder tilstedeværelsen af den Frie Syriske Hær, samt at hun ikke har noget sted at bo, idet familiens lejlighed er blevet ødelagt som følge af et luftangreb. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun ikke ønsker at tage ophold i Tyrkiet, fordi livet i Tyrkiet er hårdt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at syrere i Tyrkiet bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. De har længere arbejdsdage, får mindre løn og er generelt udsat for diskrimination. Flygtningenævnet stadfæstede [primo] 2016 Udlændingestyrelsens afgø-relse af [efteråret] 2015, hvorved ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse, at et flertal i nævnet fandt, at ansøge-ren måtte henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor hun kunne søge om statsborgerskab, fordi hen-des mor er tyrkisk statsborger. Flertallet lagde herved vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk far eller mor indenfor æg-teskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk mor uden-for ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Flertallet lagde videre vægt på, at det fremgår af hørings-svar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende im-plementering af den tyrkiske statsborgerskabslov artikel 8, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Den [medio sommeren] 2017 har Udlændingecenter Nordsjælland fremsendt oplysninger til Flygtningenævnet om, at den tyrkiske ambassade i København ved e-mail af [primo sommeren] 2017 har oplyst, at ambassaden ikke kan udstede en indrejsetilladelse og/eller en opholdstilladelse til den pågældende. Udlændingecenter Nordsjælland har på den baggrund vurderet, at Tyrkiet ikke vil acceptere den pågældende, hvorfor en udsendelse må vurderes som udsigtsløs. Udlændingecenter Nordsjælland har derfor anmodet Flygtningenævnet om at foretage en vurdering af sagens videreforløb. Den [ul-timo sommeren] 2017 har Flygtningenævnet anmodet Udlændingecenter Nordsjælland om at oply-se, om det er politiets vurdering, at det gør en forskel, hvis ansøgeren selv retter henvendelse til ambassaden og anmoder om en indrejsetilladelse. Den [ultimo sommeren] 2017 har Udlændinge-center Nordsjælland meddelt, at det er politiets vurdering, at det ikke vil gøre en forskel, såfremt ansøgeren møder op personligt på ambassaden, idet ambassaden har været meget klar i deres afvis-ning, og politiet betragter derfor afvisningen som en definitiv afvisning. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke længere, at betingelserne for at foretage en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til Tyrkiet, er opfyldt, uanset at ansøgeren fortsat formelt set måtte opfylde betingelserne for at kunne opnå statsborgerskab efter Turkish Citizen Law, Law No. 5901 af 29. maj 2009. Flygt-ningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/41/SSM
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syri-en. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 10. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo sommeren] 2015, og at han [ultimo som-meren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændinge-styrelsen har forlænget klagerens opholdstilladelse den [medio sommeren] 2016 og den [ultimo sommeren] 2017. Ved e-mail af [ultimo sommeren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved e-mail af [to dage senere] 2017 har Udlændingestyrelsen udtalt, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren nu opfylder betingel-serne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til hans alder og baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG”. Flygtninge-nævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født […], og som på nuvæ-rende tidspunkt er over 18 år gammel, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysnin-ger, herunder ”Syria: Military Servicve, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risi-ko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. End-videre fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forhol-dene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militær-tjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets hørringssvar af 1. juli 2016 vedrørende gen-indkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynlig-gjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/40/SSM
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han den [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han igennem det seneste 1,5-2 år og frem til ca. 20 dage inden udrejsen gentagne gange fik ransaget sit hjem. Dette er angiveligt sket i sammenhæng med, at hans sønner er flygtet fra militærtjeneste. Han har alene undgået forfølgelse, fordi han har betalt myndighederne for ikke at rejse tiltale mod ham, anholde ham eller begå overgreb mod ham. Klageren vil ved en tilbagevenden til Syrien ikke have økonomisk mulighed for fortsat betaling til myndighederne. Han er desuden ikke udrejst legalt af Syrien. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som klageren har påberåbt sig som grundlag for, at opholdsgrundlaget i Danmark skal ændres, og som også er indgået ved Udlændingestyrelsens afgørelse, ikke kan føre til en anden vurdering. Nævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ved oplysningerne i den afgivne forklaring ikke har sandsynliggjort, at den risiko, der er i Syrien for at blive udsat for dødsstraf eller underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, er begrundet i sådanne individuelle omstændigheder i form af et modsætningsforhold til myndighederne eller andre, at klageren kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter opholdstilladelsen er meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/04/snd
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”[…] Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren har været ansat i sikkerhedstjenesten i Syrien, at han er deserteret derfra og på et senere tidspunkt har været fængslet og udsat for tortur i Syrien. Ved vurderingen af ansøgerens nærmere forklaring om tilknytningen til sikkerhedstjenesten bemærker Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgerens forklaring herom i nævnet har været afglidende og tøvende, og således at ansøgeren gentagende gange har svaret generelt og upræcist på enkle, konkrete spørgsmål. Han har tillige forklaret divergerende og udbyggende vedrørende en række detaljer. Ansøgeren har herunder forklaret divergerende om, i hvilken periode han var ansat i sikkerhedstjenesten samt om de demonstrationer, hvor han var til stede for sikkerhedstjenesten. Dette gælder både antallet af demonstrationer, tidspunktet for hvornår demonstrationerne fandt sted, og ved hvilke af disse demonstrationer, han fik ordrer om at transportere demonstranter til fængsler og antallet af anholdte under transporterne. Endvidere har ansøgeren afgivet uoverensstemmende forklaringer om perioden mellem den fjerde demonstration og udrejsen til Libanon, herunder længden af perioden. Uanset at nævnet lægger til grund, at ansøgerens hukommelse kan være svækket efter tortur, finder Flygtningenævnet, at der er så betydelige forskelle mellem ansøgerens forklaringer, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens oplysninger om, at han var tvunget til at udføre arbejdet for sikkerhedstjenesten, samt om hans underordnede rolle og oplysninger om hans nærmere opgaver for sikkerhedstjenesten, til grund. Nævnet kan herunder ikke lægge til grund, at ansøgeren har løsladt anholdte fanger. Ansøgeren er som bestemt af Udlændingestyrelsen isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet skal alene tage stilling til, om der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5. Udlændingestyrelsens afslag på asyl er begrundet med, at ansøgeren er omfattet af artikel 27, stk. 2, litra e, i Rådets afgørelse 2015/1836/FUSP af 12. oktober 2015 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien. Efter artikel 27, stk. 2, litra e, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse af syv nærmere anførte grupper af personer i Syrien, herunder medlemmer af de syriske sik-kerhedstjenester, som har gjort tjeneste efter den 1. maj 2011. Der henvises i stk. 2 blandt andet til afgørelsens indledende betragtning 10, hvorefter de syriske sikkerhedstjenester er et centralt instrument, som regimet bruger til at gennemføre sine undertrykkende politikker og begå krænkelser af menneskerettighederne, og at der er alvorlig risiko for, at deres tjenestegørende tjenestemænd vil begå yderligere krænkelser. For så vidt angår tidligere embedsmænd i sikkerhedstjenesterne har Rådet vurderet, at disse kan forventes fortsat at have indflydelse inden for regimet. Efter det oplyste tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 27, stk. 2. Sammenhængen med artikel 27, stk. 1, 3 og 4, samt den i stk. 1 nævnte liste kan ikke føre til et andet resultat. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder om ansøgerens personlige forhold og familie, hvor ansøgerens ægtefælle, der ikke er udrejst af Syrien sammen med ansøgeren, i Danmark er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, finder Flygtningenævnet ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at ansøgeren alligevel skal meddeles opholdstilladelse, jf. § 10, stk. 5, sidste led. En proportionalitetsafvejning efter det anførte i artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller andre konventionsbestemmelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/39
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra [navngivent kvarter], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I foråret] 2017 har [partsrepræsentanten A] på ansøgerens vegne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller subsidiært § 7, stk. 2. [Partsrepræsentanten A] har til støtte herfor oplyst, at klageren bør tildeles samme status som sin bror, [B], der er blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Partsrepræsentanten A] har i den forbindelse henvist til beskyttelsesbehovet, jf. bilag om ”Refugee women and international protection”, ligesom [partsrepræsentanten A] har henvist til afsnit 8 i ”UNHCRs Eksekutivkomites konklusion nr. 24, 1981”. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som klageren har påberåbt sig til støtte for, at hun skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at opholdstilladelsen er meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at klageren ikke har haft konkrete eller personlige konflikter i Syrien. Det forhold, at klagerens bror – der ifølge klageren er født i 1993 – er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til et andet resultat. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse”. Syri/2017/38/MAD
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne, et ægtepar med mindreårige børn, er etniske arabere og sunnimuslimer fra […], Idlib Provinsen, Syrien. Ægteparret, der den [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, har påklaget afgørelsen med påstand om meddelelse af opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Den mandlige klager har som begrundelse herfor oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, al Nusra og ISIL. Han frygter myndighederne, fordi han i en periode på tre til fire måneder i 2012 har huset 34 til 37 personer fra Den Frie Syriske Hær (FSH), der i perioden benyttede familiens telefon. FSHs tilstedeværelse var meget synlig i den lille landsby, idet der ved huset holdt adskillige FSH-køretøjer. Det var endvidere synligt, at FSH havde bevæbnede vagter ved huset. I landsbyen har klageren en nabo, som han har haft kontroverser med, og han er sikker på, at myndighederne har fået oplyst, at FSH i månedsvis har været i hans hus. En ven på telefoncentralen har endvidere fortalt, at hans telefon blev aflyttet af den syriske hærs efterretningstjeneste. Klageren, der fylder 49 år, har endvidere hørt, at han er blevet genindkaldt. Han mener, at han nu er eftersøgt af de syriske myndigheder. Dette skyldes også, at han har foranstaltet, at hans søn er blevet kidnappet af FSH, og derfor ikke har kunnet aftjene værnepligt for det syriske regime. På grund af efterlysningen tør hans venner og familie ikke tale med ham i telefonen. De syriske myndigheder havde ikke den gang og har stadig ikke kontrol over det område, hvor klagerne husede FSH-soldater. Myndighederne har således endnu ikke konkret kunnet gøre ham noget. Han frygter al Nusra, fordi denne bevægelse i 2014 og 2015 tre til fire gange har tilbageholdt ham på grund af beskyldninger om, at han skulle støtte det syriske regime. Under tilbageholdelserne blev han udsat for tortur. Han blev også slået under kidnapning i 2012 og 2013. I disse år blev han kidnappet tre gange. Ved de to første tilfælde blev han løsladt efter betaling af løsesum. Disse to kidnapninger blev foretaget af en ukendt gruppe. Den tredje af disse kidnapninger blev foretaget af en gruppe med tilknytning til FSH. Han havde i 2013 et modsætningsforhold til ISIL, der betød, at han i en til halvanden måned måtte tage til Tyrkiet. Den kvindelige klager har blandt andet henvist til […] luftbombardementer i […] 2015 samt til generelle forhold. Hun har endvidere til dels henvist til de samme forhold som sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at der er en aktuel konflikt med ISIL, der kan begrunde meddelelse af asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet kan heller ikke lægge forklaringen om modsætningsforholdet til al Nusra til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige klager ikke har forklaret herom i sit asylskema, samt at den kvindelige klager heller ikke omtaler, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt af al Nusra. Det bemærkes herved, at den kvindelige klager i stedet forklarer om tilbageholdelserne i 2012 og 2013, og herunder at disse blev foretaget af FSH, samt at den mandlige klager i sit asylskema skriver om kidnapningerne, hvor han blev løsladt mod betaling af løsesum. For så vidt angår forholdet til de syriske myndigheder kan det henset til den mandlige klagers alder ikke lægges til grund, at han er blevet genindkaldt, og konkrete oplysninger om telefonaflysninger er heller ikke sandsynliggjort. Nævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med det, Udlændingestyrelsen har anført, til grund, at klagerne i en relativt lang periode har huset et større antal soldater fra FSH, hvilket har været synligt for indbyggerne i klagernes landsby herunder for dem, der har været i et modsætningsforhold til den mandlige klager. Efter et flertal i nævnets opfattelse er det under de foreliggende oplysninger tilstrækkeligt sandsynliggjort, at myndighederne er bekendt med, at klagerne har huset de mange regimefjendtlige soldater, eller at myndighederne vil blive bekendt hermed. Flertallet finder endvidere, at det er sandsynliggjort, at myndighederne vil betragte forholdet med en sådan alvor, at der er reel risiko for, at myndighederne vil udsætte den mandlige klager for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og meddeler den mandlige klager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og som konsekvens heraf tillige hans ægtefælle og børn, der er omfattet af klagen.” Syri/2017/37/MKT
Nævnet hjemviste i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien/statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Rif Dimashq, Syrien/Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er i besiddelse af ”Travel Document For Palestinian Refugees” gældende til [foråret] 2018. Hun indrejste i Danmark på et visum, og hun har i 2015 i Libanon fået udstedt nyt id-kort som statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet fremlagt en kopi af et syrisk pas udstedt til hende [i foråret] 1989. Ansøgeren har forklaret, at hendes rejsedokument er udstedt på et forkert grundlag, idet hun fortiede, at hun var syrisk statsborger, og at hun – når myndighederne i Libanon bliver opmærksomme herpå – vil blive betragtet og behandlet som syrisk statsborger, hvilket gør, at det ikke er muligt at indrejse og opholde sig lovligt i Libanon. Under hensyn til, at ansøgeren i samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun er syrisk statsborger og de på mødet fremkomne nye oplysninger herom sammenholdt med, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra efteråret] 2016 alene har vurderet ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon, hjemviser Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet vurdering af ansøgerens nationalitet.” Syri/2017/36/CMA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al Hasakah, Syrien. Klageren har sympatiseret med Al Party. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2015, og at han i [vinteren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i [vinteren] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at blive fængslet, tvunget til militærtjeneste eller henrettet af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at PKK har forsøgt at rekruttere ham. Klageren har herom oplyst, at de syriske myndigheder har opsøgt klageren på hans bopæl i [sommeren] for at aflevere en skriftlig indkaldelse til militæret. Klageren har videre oplyst, at han de seneste 20 år har sympatiseret med partiet Al Party, som er et parti under det Kurdiske Demokratiske parti, og at partiet er imod de syriske myndigheder. Klageren har endeligt oplyst, at han i [efteråret] 2015 blev opsøgt af PKK på hans bopæl, hvor han blev kidnappet og udsat for tortur. Vedrørende den påberåbte indkaldelse til militærtjeneste finder Flygtningenævnet, at klageren har forklaret upræcist, divergerende og usammenhængende om hele forløbet i forbindelse hermed. Hertil kommer, at klagerens alder væsentligt overstiger den øvre aldersgrænse for indkaldelse i militæret. Hertil kommer, at klageren aldrig har aftjent værnepligt og er helt uden militære færdigheder og indsigt, ligesom han heller ikke er i besiddelse af specielle kompetencer, som militæret kunne antages at have brug for. Med hensyn til PKK’s forsøg på rekruttering af klageren og tilbageholdelsen af ham, har klageren forklaret divergerende og upræcist herom, herunder om antallet af henvendelser på bopælen og tidspunkterne herfor. Hertil kommer, at det ifølge baggrundsmaterialerne ikke er normalt med tvangsmæssig rekruttering til PKK, ligesom klageren heller ikke på troværdig vis har været i stand til at redegøre for, hvorfor PKK pludselig skulle vise interesse for hans person. Endelig har klageren forklaret upræcist om forløbet efter tilbageholdelsen. Klageren har forklaret, at han har sympatiseret med Al Party i cirka 20 år. Han har aldrig været medlem af partiet, men har på frivillig basis bistået partiet med diverse opgaver af ikke militær karakter. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret upræcist og usammenhængende om disse aktiviteter. Der er ikke efter det foreliggende holdepunkt for, at klageren skulle være profileret i forhold til myndighederne på grund af aktiviteter for Al Party. Klageren har aldrig haft problemer med myndighederne af denne grund. Klageren antagelse af, at dette er tilfældet, beror alene på løse formodninger. Da klageren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på troværdigvis at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren skulle være i konkret i modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller PKK. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/35/DMO
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6, jf. stk. 10. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 12. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at han [foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev af [foråret] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved brev af [sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen udtalt, at Udlændingestyrelsen vurderer, at klageren nu opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til hans alder og baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født [sommeren] 1999 og som på tidspunktet for klagen dermed var omkring 17 år og snart 10 måneder gammel, er i snarlig risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapporter ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/34/THJ
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra […], Hamah, Syrien. Klageren har forklaret, at han siden marts 2011 været politisk aktiv, idet han har hjulpet med at indkalde til og deltaget i demonstrationer, der har været arrangeret af Det Muslimske Broderskab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af det syriske regime, idet han selv og hans familie har haft tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Klageren har herom forklaret, at [i foråret] 2011 sammen med sin bror, [A], påbegyndte sine aktiviteter for Det Muslimske Broderskab. Klageren talte til støtte for Det Muslimske Broderskab og opfordrede befolkningen i Hamah til at deltage i demonstrationer mod det syriske regime. Klageren hjalp sin bror med at arrangere demonstrationer, og han har selv deltaget i omkring 15 demonstrationer. [I sommeren] 2011 deltog klageren senest i en demonstration. Nogle dage senere blev klageren telefonisk kontaktet af en officer, der oplyste, at klageren og hans bror, [A], var eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af sin og brorens politiske aktiviteter. Klageren udrejste herefter fra Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af den påberåbte politiske aktivitet. Nævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har nogen nærmere tilknytning til Det Muslimske Broderskab, og der er ikke nogen objektiv støtte for, at klageren skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren efter sin oprindelige forklaring er udrejst legalt til [et navngivent land] [i sommeren] 2011 og i den forbindelse blev paskontrolleret, og at han tilsyneladende legalt har fået forlænget sit pas [i efteråret] 2014. Han har heller ikke oprindeligt forklaret om, at han skulle være individuelt forfulgt. Nævnet bemærker endvidere, at det ikke har været muligt at identificere den liste, klageren har påberåbt sig at være opført på, og at klageren under nævnsmødet har forklaret, at han efterfølgende har set andre lister over eftersøgte personer, men at han ikke står på disse. For så vidt angår de mere generelle forhold for familien bemærker Flygtningenævnet, at klageren gennem årene har været udrejst flere gange til [det navngivne land]. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/33/mvln
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 10. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2015, og at han [i slutningen af] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev [fra foråret] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af den pågældende klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved e-mail [fra foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen udtalt, at klageren henset til hans alder og baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015, nu opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født [i starten af] 2000 og som på tidspunktet for klagen dermed var omkring 17 år og fem måneder gammel, er i snarlig risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret til aftjening af militærtjeneste. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/32/SHH
Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 10. Klageren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved e-mail [fra foråret] har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved e-mail af [fra foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen udtalt, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren nu opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til hans alder og baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG”. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født [i] 1999 og som på nuværende tidspunkt er over 18 år gammel, er i risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Servicve, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets hørringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/31/MKT
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i begyndelsen af] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, idet han tidligere har været tilbageholdt af myndighederne. Klageren har herom oplyst, at han havde et trykkeri, som lavede tryk på stof og læder. I 2012 blev klageren tilbageholdt af myndighederne i sin butik. Han blev taget med til afdeling 40 og fik at vide, at han var sigtet for at printe nogle løbesedler. Klageren blev herefter fængslet. Efter omkring et år blev han frifundet af en dommer og løsladt. Efter sin løsladelse havde klageren det meget dårligt og blev hjemme i fire måneder. Herefter begyndte han at arbejde i sin butik igen. Omkring seks måneder efter sin løsladelse blev han stoppet og tilbageholdt ved en kontrolpost. Han blev igen beskyldt for at printe løbesedler. Klageren var fængslet i omkring seks måneder, hvorefter han blev løsladt mod betaling. Tre til fire måneder efter sin seneste løsladelse blev klageren endnu engang stoppet ved en kontrolpost. Klageren blev også denne gang tilbageholdt og beskyldt for at printe løbesedler. Han var tilbageholdt i 16-17 dage, hvorefter han blev løsladt mod betaling. I september eller oktober 2014 blev han ringet op af sin ægtefælle, der fortalte, at der havde været nogle personer fra afdeling 40, der havde sagt, at klageren skulle henvende sig til dem. Klageren turde ikke tage tilbage til sin bopæl og udrejste derefter af Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under nævnsbehandlingen har svaret i generelle vendinger og har fremstået afglidende, når der er blevet spurgt ind til detaljer, ligesom han på centrale punkter har forklaret divergerende. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han ved første tilbageholdelse var alene i forretningen, fordi det var frokosttid, mens han under asylsamtalen og under nævnsbehandlingen har forklaret, at der var to kunder tilstede. Under nævnsbehandlingen har han ikke kunnet redegøre for denne divergens. Endvidere har han forklaret divergerende om baggrunden for myndighedernes anholdelse af ham, idet han under nævnsbehandlingen i generelle vendinger har forklaret, at han kom i myndighedernes søgelys på grund af sin profession, mens han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at myndighederne fandt løbesedler på gaden udenfor hans forretning. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om, hvorvidt myndighederne fortsat har interesse i ham, idet han først under nævnsbehandlingen har forklaret, at hans ægtefælle fortsat bliver opsøgt af myndighederne. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om baggrunden for flytningen af virksomheden og familiens bopæl i Damaskus. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren og hans datter har forklaret forskelligt om relationerne til Hizbollah. Nævnet finder herefter ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/30/EMU
Nævnet meddelte i januar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6, jf. stk. 10. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2016, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at der meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i slutningen af] 2016 er fyldt 18 år, og at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” af 26. februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordre om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 af 25. november 2015. Endelig kan der henvises til Udenrigsministeriets notat af 1. juli 2016 vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, hvor det blandt andet fremgår, at kilder bekræfter, at loven om militærtjeneste ikke er blevet ændret, og at loven foreskriver, at alle mandlige syriske statsborgere skal udføre militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at klageren på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien ved en tilbagevenden til hjemlandet er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen. Syri/2017/3/AKM
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse [(K/-status)] til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 12. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Almalekia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af 2016], og at han den [et par måneder efter] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I sommeren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved e-mail af [et par måneder senere] har Udlændingestyrelsen udtalt, at styrelsen vurderer, at klageren nu opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til hans alder og baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG”. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der er født den […] 2000 og som på tidspunktet for klagen dermed var omkring 17 år og seks måneder gammel, er i snarlig risiko for at blive indkaldt til militæret i Syrien, hvorefter han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2017/29
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 sammen med [A], og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 21. januar 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændinge¬styrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde fået et barn med [A], og at dette burde have indgået i Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt hun er berettiget til den samme asylretlige status som [A], der er blevet meddelt opholds¬tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har videre anført, at hende og [A’s] samliv, som følge af, at de har et fælles barn, bør sidestilles med et ægteskab. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens religiøse vielse med [A] ikke kan anerkendes som et ægteskab efter dansk ret. Flygtningenævnet finder herefter, at spørgsmålet er, om klageren og [A] på tidspunktet for deres udrejse fra Syrien havde haft et fast samliv af en sådan varighed, at det skal sidestilles med et ægteskab, og om klageren som følge af, at [A] har fået opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1, kan meddeles opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med klagerens og [A’s] forklaringer til Udlændinges¬tyrelsen til grund, at klageren og [A], efter at have kendt hinanden i to måneder, blev religiøst viet [i efteråret] 2014. Det lægges videre til grund, at parret reelt var afskåret fra at få vielsen officielt registreret i Syrien som følge af, at [A] var i de syriske myndigheders søgelys, fordi han ikke ønskede at aftjene værnepligt. Det kan endelig lægges til grund, at klageren og [A] i omkring 13 måneder fra vielsen, indtil de [i efteråret] 2015 sammen udrejste fra Syrien, levede sammen, og at de sammen indrejste i Danmark, hvor klageren omkring en måned efter indrejsen fødte deres fælles barn. Flygtningenævnet flertal finder på denne baggrund, at klageren og [A] må anses for at have etableret et familieliv, der er omfattet af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dermed må sidestilles med et ægteskab. Som følge heraf finder flertallet, at klageren og det medfølgende barn, [B], skal meddeles opholdstilladelse i med¬før af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af, at [A], har fået opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2017/28/mvln
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Aleppo, […], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2016, og at klageren og hans barn [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i sommeren] 2017 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han i 2012 blev tilbageholdt af Den Frie Syriske Hær. Klageren blev løsladt mod betaling af en løsesum. Efter løsladelsen blev klageren af sin ven [A] oplyst om, at klageren er kommet i de syriske myndigheder søgelys. Myndighederne mistænker klageren for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær, idet han har betalt penge til dem. Klageren er på intet tidspunkt efter sin løsladelse blevet opsøgt af de syriske myndigheder. De syriske myndigheder har opsøgt klagerens svigerfamilies bopæl en enkelt gang efter klagerens udrejse af hjemlandet. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort omstændigheder, der indebærer, at han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Nævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt med de syriske myndigheder, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 1, i anledning af, at han i forbindelse med sin kidnapning i 2012 har betalt løsepenge til Den Frie Syriske Hær. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende og divergerende om den bistand, som han modtog fra [A], og at klageren gennem en længere periode på op mod tre år har kunnet opholde sig hos sin svigerfamilie i den regeringskontrollerede del af Aleppo uden konkrete problemer. Det er endvidere indgået i nævnets vurdering, at klageren ikke ved, om der udtrykkeligt er blevet spurgt efter ham, i forbindelse med at svigerfamiliens bopæl blev eftersøgt af myndighederne på et tidspunkt efter hans udrejse af Syrien, ligesom klageren har forklaret, at der heller ikke er sket noget med hans familie, der boede hos svigerfamilien. Oplysningerne om hans familiemæssige baggrund, herunder de tidligere familiemæssige relationer til Det Muslimske Broderskab, og den omstændighed, at klageren kommer fra et oprørskontrolleret område, kan ikke i sig selv og i øvrigt henset til klagerens og dennes families langvarige ophold i Aleppo, føre til en anden vurdering. Nævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt med Den Frie Syriske Hær, der kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at forholdet, der stammer fra 2012, må anses for afsluttet. På den baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klageren og dennes barn er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/27/JOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [i vinteren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af de syriske myndigheder, idet myndighederne anklager klageren for at hjælpe den syriske opposition. Videre har klageren henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han er blevet genindkaldt til militæret i [sommeren] 2015. Klageren har endeligt henvist til, at han frygter Islamisk Stat eller den Frie Syriske Hær, da klageren har en formodning om, at en af grupperne har opsøgt hans fabrik. Klageren har herom oplyst, at han blev opsøgt af to ukendte personer på sin fabrik [i sommeren] 2014. De to personer ville have, at klageren syede 1500 uniformer til dem. Klageren nægtede dette, og de to personer krævede i stedet, at klageren betalte tre millioner lira til modstandsbevægelsen indenfor ti dage. Omkring to til tre dage senere foretog det syriske militær en razzia af klagerens fabrik, og klageren blev anklaget for at støtte modstandsbevægelsen. Klageren var ikke på fabrikken, da razziaen fandt sted. Samme dag flygtede klageren med sin familie til [A], Afrin. [I vinteren] 2015 spurgte to ukendte personer efter klageren hos muktharen i [A]. Samme dag flygtede klageren ud af Syrien. I starten af [sommeren] 2015 fortalte muktharen klagerens familie, at de syriske myndigheder ledte efter klageren. Klageren har forklaret, at han blev opsøgt af nogle personer, der anmodede ham om at sy 1500 uniformer, og da han nægtede dette, krævede de, at han skulle betale tre million syriske lira, hvilket han oplyste dem om, at han ikke kunne. Klageren har under nævnsmødet svaret afglidende på, om han fik oplyst nogen konsekvenser af manglende betaling, eller om han drog sine egne konklusioner. Klageren har endvidere under asylsamtalen forklaret, at han ikke var klar over, hvilken oppositionsgruppe, disse mennesker tilhørte, mens han under nævnsmødet har forklaret, at de tilhørte ISIL. Klageren har videre forklaret, at han aldrig har talt direkte med myndighederne i forbindelse med ransagningen, hvorimod klagerens ægtefælle til sin asylsamtale har forklaret, at klageren i forbindelse med ransagningen af fabrikken blev afhørt af myndighederne om sin forbindelse til oprørsgrupper, og at han bestak myndighedspersonerne. Endelig har klageren forklaret, at han aldrig har støttet oppositionen, ligesom der ikke under ransagningen blev fundet noget, der kunne forbinde ham med oprørsgrupper. Klageren har under asylsamtalen forklaret, at han blev opsøgt af muktharen og talte med denne, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han aldrig selv har talt med muktharen, ligesom klageren har forklaret divergerende om, hvornår muktharen opsøgte ham og hans familie. Endelig har klageren forklaret, at da muktharen opsøgte hans familie efter klagerens udrejse, nævnte muktharen ikke direkte, at klageren skulle genindkaldes til militærtjeneste, men at det beror på klagerens egen formodning, at henvendelsen drejede sig om dette. Når sammenholdes med, at det efter nævnets baggrundsoplysninger om, at det som altovervejende hovedregel er mænd op til 42 år, der genindkaldes til militæret, med at klageren aldrig har modtaget våbentræning og med, at klageren ikke besidder særlige militære kundskaber, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er blevet indkaldt til den syriske hær eller er i risiko herfor, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at han i øvrigt har en konflikt med modstandsgrupper eller med regimet. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, omfattet af EMRK artikel 3, men at klageren ikke har sandsynliggjort, at risikoen er begrundet i individuelle omstændigheder. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/26/SEL
Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er udrejst af Syrien, fordi han har været tilbageholdt af politiet i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han også har været tilbageholdt af ISIL i Syrien, samt at flere af ansøgerens familiemedlemmer er tilknyttet ISIL og derfor efterstræber ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har været tilbageholdt af politiet i Syrien i omkring en måned. Ansøgeren frygter ISIL, idet han har anmeldt et familiemedlem ved navn [A] til myndighederne i Syrien. [A] arbejdede sammen med ISIL og var derfor eftersøgt af myndighederne. Efter ansøgeren anmeldte [A] blev [A] anholdt og var tilbageholdt af myndighederne i en måned. [A] afgik herefter ved døden. [A’s] søskende, som også har tilsluttet sig ISIL leder nu efter ansøgeren og hans mor. Ansøgeren har været tilbageholdt af ISIL i tre dage. Mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark har han modtaget trusler på sin telefon. Det fremgår af disse trusler, at hvis ansøgeren vender tilbage til Syrien vil ansøgerens far og mor blive slået ihjel. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren anses for tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling i Danmark. Han har således kunnet svare relevant på spørgsmålene under mødet i nævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har således blandt andet i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han har været tilbageholdt af politiet 3 gange, og at han er flygtet som følge af en konflikt med sin fars fætters familie, efter at ansøgeren havde angivet farens fætter til myndighederne. Under asylsamtalen har han forklaret, at han var tilbageholdt af myndighederne en gang af 1 måneds varighed. Under mødet i flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han var tilbageholdt af myndighederne en gang af 2½ måneds varighed. Han flygtede på baggrund af en konflikt med en person, som han ikke var i familie med, og som udøvede vold mod ansøgeren i forbindelse med, at ansøgeren skændtes med sin mor om, at han skulle skifte skole. Divergenserne er så markante, at de ikke alene kan skyldes ansøgerens unge alder. Forklaringen virker utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han er i individuel risiko for at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlænding med indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, alene meddeles opholdstilladelse efter § 7, hvis særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår den begåede kriminalitet overfor andre hensyn, herunder ansøgerens personlige forhold. I Østre Landsrets dom af [foråret] 2017, hvorved ansøgeren blev udvist, blev han straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 180 ved at have antændt ild i vaskekælderen på [asylcenter] under sådanne omstændigheder, at han indså, at andres liv udsattes for overhængende fare, og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og ulovlig tvang efter straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, ved under varetægtsfængsling på institutionen […] at have trykket et knust krus mod en ansats hals og samtidig formået hende til at udlevere sine nøgler til ham. Ansøgeren var 15 år på gerningstidspunktet og er nu 16 år. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men har siden midten af [foråret] 2017 haft regelmæssig kontakt med sin kontaktperson, [navn]. Af en udtalelse af [sommeren] 2017 fra Kriminalforsorgen fremgår blandt andet, at ansøgeren har afsonet i [by] fængsel siden [foråret] 2017, og at han er omgængelig og vellidt. Endvidere fremgår det, at han har været psykisk sårbar især i starten af sin afsoning hvor han har forsøgt selvmord. Ansøgerens unge alder, da han begik kriminaliteten, må indgå i afgørelsen med en vis vægt. Efter en samlet afvejning, herunder af kriminalitetens alvorlige karakter, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der foreligger de i udlændingelovens § 10, stk. 3, krævede særlige grunde til, at der bør meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter § 7, stk. 3. Den omstændighed, at ansøgeren vil være henvist til et såkaldt ”tålt ophold” kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/26/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra al-Raqqa, Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Han frygter ligeledes ISIL. Ansøgeren blev rekrutteret af to medlemmer af ISIL [i vinteren] 2014. Ansøgeren arbejdede i køkkenet. Han blev efterfølgende sendt til en religiøs militærlejr, hvor han deltog i en optagelsesceremoni og fik navnet […]. På et tidspunkt i 2014 blev ansøgeren sendt til Irak for at deltage i kamphandlinger. Han blev først sendt til […]. Dagen efter tog de til […], hvor de fik udleveret våben. Ansøgeren hørte først til en bataljon, der hed […], og dernæst en bataljon, der hed […]. Mens ansøgeren var i Irak, deltog han i et angreb mod shiamuslimer i byen […] i [efteråret] 2014, hvor han fungerede som RPG-skytte. Ansøgeren blev såret […] under kamphandlingerne i […]. Efterfølgende blev han sendt på orlov i Syrien for at modtage behandling […]. Han opholdt sig i al-Raqqa i to til tre uger, inden han udrejste af Syrien […]. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af oplysninger om […]. Flygtningenævnet finder således, at sagen er tilstrækkeligt belyst, herunder gennem ansøgerens forklaring for nævnet. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om sine konflikter til grund og vurderer derfor, at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må anses for udelukket fra beskyttelse i Danmark på grund af forhold omfattet af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, eller § 10, stk. 5. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt blev medlem af ISIL og var medlem af og opholdt sig hos ISIL i omkring ni måneder, afbrudt af forskellige orlovsperioder, og at han efter at være rejst til Irak sammen med andre medlemmer af ISIL aktivt deltog i kampaktiviteter mod shiamuslimske styrker i Irak. I overensstemmelse med ansøgerens forklaring lægger nævnet endvidere til grund, at han i forbindelse med disse kampaktiviteter blandt andet affyrede et våben. Flygtningenævnet finder, at disse forhold indebærer, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået forbrydelser som nævnt i Flygtningekonventionens artikel 1, F (a). Det forhold, at ansøgeren var [mindreårig] på tidspunktet for rekrutteringen til ISIL, kan ikke føre til en ændret vurdering. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på den kriminelle lavalder i Danmark på 15 år, jf. straffelovens § 15, ligesom Flygtningenævnet efter sagens oplysninger, herunder de meget detaljerede forklaringer, som ansøgeren har afgivet under sagens behandling, vurderer, at ansøgeren har kunnet overskue konsekvenserne af sine handlinger. På den baggrund finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren, selvom han isoleret set opfylder betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er udelukket fra at få opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens artikel 1, F (a). Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/25/MKT
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter ISIL og den generelle situation. Han har under sine samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at PKK ønskede at hverve hans ældste søn, [M], eller ansøgerens datter, [S], der på det tidspunkt var mindreårige. Ansøgeren tilbød selv at hjælpe PKK, så børnene kunne blive skånet. Ansøgeren fungerede som vagt i to måneder ved en kontrolpost ved en hovedvej mellem Afrin og Azaz. Ansøgeren var bevæbnet, men han har ikke affyret sit våben, ligesom han ikke har tilbageholdt eller været med til at afhøre folk. Ansøgeren har til sin advokat og under nævnsmødet oplyst, at hans oprindelige asylmotiv er opdigtet for at få en bedre opholdstilladelse og for at få muligheden for at blive familiesammenført. Han har ikke gjort tjeneste i nogen organisation, ligesom hans børn heller ikke er søgt hvervet. Ansøgeren har aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret endog særdeles upræcist og svævende om sine aktiviteter for PKK, herunder blandt andet om, hvor han holdt vagt, og hvad hans aktiviteter eksakt gik ud på, ligesom han har forklaret upræcist om, at hans børn skulle være blevet søgt hvervet af PKK. Ansøgeren har for Flygtningenævnet erkendt, at disse oplysninger ikke er korrekte, og at han og familien flygtede fra hjembyen på grund af de generelt vanskelige forhold i forbindelse med borgerkrigen i Syrien. Når der henses til det ovenfor anførte vedrørende ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen sammenholdt med ansøgerens fremtræden og forklaring til Flygtningenævnet, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke har udført aktiviteter for PKK, og at han heller ikke på anden måde har været politisk aktiv for organisationen. Sammenfattende finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 5. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var personligt og individuelt forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan heller ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet på grund af individuelle forhold hos ham skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Derimod findes ansøgeren på grund af de nuværende generelle forhold i Syrien, hvor der foregår vilkårlig voldsudøvelse og angreb mod civile at være i en reel risiko for at blive udsat for sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/24/MKT
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og alavit fra […], Tartus, Syrien. Ansøgeren har efter det oplyste været medlem af [en militant gruppering]. Ansøgeren figurerer endvidere på en liste over syriske statsborgere, der er anklaget for krigsforbrydelser i Syrien, samt at han er anklaget for at have begået to røverier med dødelig udgang. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har videre henvist til den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til en konflikt med en officers søn, at han har været udsat for kidnapningsforsøg af en bevæbnet gruppe, samt at han har været udsat for røveriforsøg. Ansøgeren er isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, således som det er fastslået i afgørelsen fra Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at den omtalte hjemmeside fra […] og Facebookgruppen […] drives af ukendte personer, ligesom kilderne til oplysningerne på siderne er ukendte. Endvidere findes tilvejebringelsen af fætrenes forklaringer vedrørende ansøgeren noget uheldig, idet fætrene under forløbet fik mulighed for at samstemme deres forklaringer. Udlændingestyrelsen har dernæst ikke foretaget egentlig kontradiktion, selvom man har brugt oplysningerne som bevis i ansøgerens sag. Hertil kommer, at man foretog et ufuldstændigt forehold under gensamtalen med ansøgeren. De fremlagte fotos og fremlagte sider fra ansøgerens Facebook sammenholdt med, at ansøgeren på flere punkter har forklaret upræcist om sin holdning til våben og beklædning i form af militærtøj kunne sammenholdt med fætteren, [M]s, forklaring, indikere en tilknytning til [en militant gruppering]. Imidlertid foreligger der ikke nogen tilstrækkelige konsistente oplysninger om aktiviteter for [en militant gruppering]. Fætteren, [M]s, oplysninger er ikke særligt konkrete, og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, finder flertallet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at ansøgeren har været medlem af [en militant gruppering], eller at han har udført aktiviteter for disse organisationer. Sammenfattende finder flertallet derfor ikke, at ansøgeren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/23/MKT
Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er behandlet på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 10. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Kaysarie i Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i vinteren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter tvangsrekruttering til de kurdiske styrker, som har overtaget hans hjemområde i Syrien. Endvidere frygter klageren at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i vinteren] 2017 fylder 18 år, og at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i hverken den syriske eller kurdiske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår endvidere af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger at syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt og tvangsrekruttering må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at klageren først fylder 18 år [i vinteren] 2017, kan ikke føre til en anden vurdering.” Syri/2017/22/MGO
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (§ 7, stk. 3) til en mandlig statsløs palæstinenser samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er palæstinenser fra Amman, Jordan og angiveligt jordansk statsborger. Ansøgeren har været medlem af Al Jabha Al Dimoqratia Li Tahrir Falastin. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs palæstinenser, og at han ikke længere kan opholde sig i Syrien på grund af krigen og de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født i Jordan af palæstinensiske forældre. Ansøgerens forældre opnåede statsborgerskab i Jordan, hvilket ansøgeren ligeledes gjorde. Ansøgeren udrejste af Jordan omkring 1970 på grund af en konflikt med sin morbror, og ansøgeren tog derefter ophold i Syrien. Ansøgeren blev efterfølgende fængslet af de israelske myndigheder i omkring 15 år og fik efter sin løsladelse i 1985 lov til at tage ophold i Syrien igen. Ansøgeren opnåede dog ikke opholdstilladelse eller statsborgerskab i Syrien, men fik et dokument, der gav ham lov til at opholde sig i Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han er født i Jordan og oprindeligt havde jordansk statsborgerskab. Han udrejste af Jordan til Syrien som 16 årig og blev i Yarmouk-lejren tilknyttet en oprørsgruppe, som han tog til Golanhøjderne sammen med. Her blev han arresteret af det israelske militær, blev idømt livsvarigt fængsel og afsonede 15 års fængsel, indtil han i 1985 blev løsladt som følge af en stor fangeudveksling. Fangeudvekslingen foregik ved hjælp af Røde Kors. Jordan nægtede at modtage de løsladte palæstinensere og efter forhandlinger endte det med, at Yassir Arafat og dennes folk fik tilladelse til at komme til Jordan, mens det fly, ansøgeren var med, blev nægtet landingstilladelse i Jordan og måtte lande i Libyen. Ansøgeren og de resterende palæstinensere fik senere tilladelse til at rejse til Syrien, hvor ansøgeren herefter tog ophold. Ansøgeren har flere gange forsøgt at få udstedt pas hos de jordanske myndigheder, første gang i 1986, senest i 2004, med det formål at vende tilbage til Jordan, men har hver gang fået afslag. Som følge heraf anlagde ansøgeren sag mod de jordanske myndigheder med en klage over, at han ikke kunne få udstedt pas. Den jordanske Højesteret afviste sagsanlægget ved afgørelse af [sommeren] 2004. Ansøgeren har videre forklaret, at han i forbindelse med Højesterets afgørelse af sin svoger fik oplyst, at myndighederne havde frataget ham hans nationalitetsnummer. Ansøgeren har fremlagt skrivelse af [foråret] 2017 fra det jordanske indenrigsministerium, hvorefter ansøgeren den [efteråret] 2005 har mistet sit jordanske statsborgerskab. Dette understøttes ligeledes af nævnets baggrundsoplysninger om jordansk statsborgerskab og fratagelse af samme. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke er jordansk statsborger. På baggrund af ansøgerens troværdige forklaring om flere afslag over en lang årrække på at opnå pas med henblik på indrejse i Jordan og det forhold, at ansøgeren findes at have sandsynliggjort, at han er blevet frataget sit jordanske statsborgerskab, finder nævnet, at ansøgeren personligt og individuelt vil være afskåret fra at indrejse i Jordan, hvorfor Jordan ej heller kan betragtes som ansøgerens hjemland. Sammenfattende finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren og dennes mindreårige søn asylretligt ikke skal vurderes i forhold til Jordan. Ansøgeren og dennes mindreårige søn skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Syrien. Hverken den mandlige ansøger eller dennes mindreårige søn vil ved en tilbagevenden til Syrien være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da risikoen for overgreb i Syrien ikke er begrundet i individuelle omstændigheder, er den mandlige ansøger og hans mindreårige søn heller ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da imidlertid risikoen har baggrund i en særlig alvorlig situation i Syrien som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger og hans mindreårige søn er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og et medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/20/THJ
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelse) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og angiveligt statsløs palæstinenser født i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs palæstinenser, og at han ikke længere kan opholde sig i Syrien på grund af krigen og de generelle forhold i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ingen ID-dokumenter har, hvorfor han vil være i risiko for overgreb ved kontrolposter. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han er født i Syrien af palæstinensiske forældre. Ansøgerens far er født i Jordan, hvor farens forældre opnåede statsborgerskab, hvilket faren ligeledes gjorde. Ansøgerens far udrejste af Jordan omkring år 1970 på grund af en konflikt og tog ophold i Syrien. I Syrien opnåede ansøgerens far hverken opholdstilladelse eller statsborgerskab, men fik et dokument, der gav ham lov til at opholde sig i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans mor er statsløs palæstinenser, født og registreret i Libanon. Ansøgeren har endelig henvist til, at hans far ikke længere har statsborgerskab i Jordan, ligesom faren er blevet nægtet indrejse til Jordan. Ansøgeren har ingen personlige konflikter i Syrien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far, [A], har sandsynliggjort, at han ikke er jordansk statsborger, og at Jordan ikke skal betragtes som faderens hjemland. Ansøgeren kan derfor ikke betragtes som jordansk statsborger og skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Syrien. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden til Syrien ikke være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Risikoen for overgreb i Syrien er ikke begrundet i individuelle omstændigheder, hvorfor ansøgeren heller ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da imidlertid risikoen har baggrund i en særlig alvorlig situation i Syrien som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/19/MJM
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og et medfølgende barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk assyrer og ortodoks kristen fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i starten af] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren til støtte herfor oplyst, at klageren er i risiko for individuel forfølgelse som følge af sin religion som ortodoks kristen, og fordi hun er etnisk assyrer og enlig kvinde. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren ikke er fremkommet med oplysninger om, at hun har været udsat for nogen form for personlig forfølgelse som følge af sin religion. Nævnet bemærker herudover at den omstændighed, at klageren som etnisk assyrer både tilhører en etnisk minoritet og en kristen minoritet og samtidig er enlig kvinde, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Syri/2017/18/SOL
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ’’Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at hun [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har, på vegne af klageren, [foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. [I foråret] 2016 har Udlændingestyrelsen anmodet Flygtningenævnet om at få sagen hjemvist til fornyet behandling med henblik på, at indhente et samtykke fra klagerens mor og inddrage oplysningerne fra klagerens mors asylsag i vurderingen af klagerens sag. Flygtningenævnet besluttede i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen anmodning, at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling i første instans. [I efteråret] 2016 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at fastholde deres afgørelse [fra efteråret] 2015 om, at meddele den syriske statsborger [navn på klageren], født [i efteråret] 1994, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den pågældende har [i vinteren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er i risiko for forfølgelse fra den syriske regering. Klageren har herom oplyst, at hendes mor arbejdede som sygeplejerske. Moren behandlede sårede personer fra Den Frie Syriske Hær, hvorfor morens selv, og hendes familie er i fare. Klageren har videre oplyst, at hun er i risiko for forfølgelse fra den kurdiske YPG milits. Klageren har herom oplyst, at hun under flugten fra Aleppo søgte tilflugt i Kobane. Mens klageren opholdt sig i Kobane, blev hun forsøgt tvangsrekrutteret af den kurdiske milits, YPG. Klageren flygtede fra Kobane for at undgå militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger ansøgerens oplysninger om asylgrundlaget til grund. Med hensyn til ansøgerens forklaring om, at hun i Kobane blev forsøgt tvangshvervet af de kurdiske styrker, lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret, at de pågældende styrker generelt henvendte sig til folk i området for at rekruttere soldater. Sammenholdt med baggrundsoplysninger om, at kvinder ikke eller kun sjældent blev tvangsrekrutteret, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har godtgjort, at hun i Kobane var i konkret og individuel risiko for at blive forfulgt. Ansøgerens mor har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, på baggrund af sit arbejde på en sundhedsklinik, hvor hun i hemmelighed deltog i behandling af sårede oprørere. Ansøgerens mor flygtede i forbindelse med, at hun glemte sin taske indeholdende personlige oplysninger i en bil på vej til behandling af sårede oprørere i forbindelse med kamphandlinger. Hun ringede til sin familie og advarede dem om, at de også var nødt til at flygte. Ansøgeren flygtede umiddelbart efter sammen med sin far og lillesøster til ansøgerens farmor, hvor de levede i skjul, og efter omkring en måned videre til Libanon. Det fremgår af baggrundsoplysninger at familiemedlemmer til personer, som er i myndighedernes søgelys, også risikerer forfølgelse. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren, som var en del af sin mors husstand, ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/98/HHU
Nævnet meddelte i april 2017 K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 12. Klageren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev [fra primo] 2017 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved e-mail [fra foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen udtalt, at styrelsen vurderer, at klageren nu opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til hans alder og baggrundsoplysningerne på området, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG”. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der [i sommeren] 2016 fyldte 18 år, og som har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere fremgår det blandt andet af Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, samt at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, hvis vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket: ”Temarapport: Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0” fra december 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/15/ceb
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive offer for krigen, da der forekommer vilkårlige angreb på civile. Videre har ansøgeren oplyst, at hun ikke ønsker at opholde sig i Libanon. Ansøgeren mener ikke, at hun vil kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Palæstinensere i Libanon bliver diskrimineret og har generelt ingen rettigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgerens asylmotiv er – som det er oplyst for nævnet - afledt af forældrenes, navnlig morens, asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund og henviser herved til det anførte vedrørende den kvindelige ansøger: ”… Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende – også i forhold til den mandlige ansøger – ligesom forklaringen forekommer usammenhængende, udbyggende og usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke udrejste på grund af truslerne, men fordi bopælen blev bombarderet, og området ikke længere var sikkert. Hun oplyste samtidig, at hun ikke kunne vende tilbage til Damaskus på grund af trusler fra naboen. Hun fik et fysisk trusselsbrev, beskeder på sin mobil og på facebook. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at Alsadi familien begyndte at sætte små sedler på hendes dør. Hun modtog den første trussel i juli 2012. Familien udrejste i slutningen af 2012. Forinden havde hun modtaget fire trusler. Hun blev først for alvor bange, da et medlem af en anden familie i bygningen blev dræbt. Denne familie havde også modtaget trusler fra Alsadi familien. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke vidste, om eller hvorfor den anden familie modtog trusler, og at det alene beroede på hendes formodning, at personen blev dræbt af Alsadi familien. De udrejste få dage efter drabet. Den kvindelige ansøger forklarede herefter, at de udrejste i august 2012, at hun havde modtaget trusler i et år forinden, at det først var truslen i juli 2012, hun tog alvorlig, og at de udrejste to – tre uger efter denne trussel. Den mandlige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han ikke vidste, hvornår hans ægtefælle havde modtaget truslerne eller hvem, der afsendte dem. Til sin asylsamtale forklarede den mandlige ansøger, at den kvindelige ansøger modtog trusler fra deres naboer, nærmere bestemt to skriftlige trusler fra Emarat Razk. Han forklarede videre, at familien udrejste af Syrien nogle dage efter, at han fik kendskab til den første trussel, der var elektronisk – vistnok på e-mail. Den mandlige ansøger har ikke nævnt et drab på et familiemedlem, der boede i samme bygning. Ansøgeren har videre til sin første asylsamtale forklaret, at den facebook side, hun skrev på, blev kaldt Yasmin Al-Sham. Den var oprettet af Alsadi familien og andre naboer og venner i begyndelsen af konflikten i Syrien i den hensigt, at de kunne skrive deres mening om, hvad der foregik i Syrien. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at facebook-gruppen oprindelige var ment som en fælles gruppe for beboerne på gaden, så de kunne vide, hvad folk havde af planer for ejendommen etc. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun skrev en på facebook siden, at hun var imod det, der foregik i Syrien, mens hun til den anden asylsamtale udbyggende forklarede, at hun fortsatte med opdateringer næsten hver dag og delte billeder af krigen og fortsatte hermed, indtil hun kom til Danmark. Flygtningenævnet finder herved det påfaldende, at ansøgeren ikke har været i stand til at påvise nogen af de angivelige trusler på hverken facebook eller telefon eller opdateringerne på facebook, og at hun efter sin forklaring til den anden asylsamtale har oprettet ny facebook profil fire gange, senest i sommeren 2015 – efter at hun var kommet til Danmark og efter, at hun til oplysnings- og motivsamtalen blev spurgt, om hun ville kunne fremvise trusler fra facebook. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til den første asylsamtale forklarede, at hun i Libanon modtog telefoniske trusler fra Alsadi familien syv – otte gange. Det var Emarat og Emarats stedfar, der ringede til hende, ligesom en ukendt person henvendte sig til hende med en besked uden afsender, hvorpå der stod: ”vi skal nok få fat i dig”. Til den anden asylsamtale forklarede ansøgeren, at personen, der gav hende beskeden, var fra Shabiba og fra Alsadi familien. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at den kvindelige ansøger modtog trusler to til tre dage efter, at de kom til Libanon. Han kendte kun til en trussel, og den kom fra Emarat i form af en sms. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at naboerne angiveligt er fortsat med at opsøge ansøgerens søstre i Libanon vedrørende ansøgerens opholdssted taget i betragtning, at ansøgeren udrejste af Libanon i 2012 […] Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren som syrisk statsborger, isoleret set er omfattet af dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger og har et netværk i Libanon, at ansøgeren med sin familie har boet i Libanon frem til 2004, at familien i forbindelsen med udrejsen af Syrien i 2012 opnåede opholdstilladelse i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Libanon. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 27. maj 2015 og supplement af 7. januar 2016, hvoraf fremgår, at børn af en libanesisk mor og ikke-libanesisk far, kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes, finder nævnet, at ansøgeren må antages at kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at indrejse i Libanon, er et udsendelsesspørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/14/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien samt tre børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og hans nabo Emarat Razk, da ansøgerens ægtefælle har udtalt sig på facebook på en måde, der er blevet opfattet som kritik af regimet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive tvunget til at bære våben af de syriske myndigheder eller af grupperinger i Syrien. Endvidere frygter ansøgeren, at han vil blive anholdt af de syriske myndigheder, da ansøgeren er udrejst af Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ægtefælle begyndte at udtrykke regeringskritik i 2012. Ægtefællen har efterfølgende modtaget trusler fra parrets nabo, Emarat Razk, der er tilhænger af de syriske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at de syriske myndigheder og diverse grupperinger i Syrien har brug for soldater, og derfor kan finde på at rekruttere folk med magt. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at tage ophold i Libanon. Ansøgeren oplyser videre, at han ikke vil kunne opnå opholdstilladelse i Libanon, da han er statsløs palæstinenser. Herudover bliver palæstinenser undertrykt i Libanon. Palæstinensere må ikke eje noget, arbejde eller studere på universitetet. Endeligt har ansøgerens ægtefælle modtaget trusler af personer i Libanon, da hun har været kritisk på facebook. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive genindkaldt til hæren bemærker nævnet, at ansøgeren er […] år og dermed over den aldersgrænse på 42 år, der ifølge baggrundsoplysningerne gælder for eventuel genindkaldelse til militæret, ligesom han efter sine egne oplysninger ikke besidder nogen særlige kvalifikationer, der kunne gøre ham særlig interessant for militæret. Med hensyn til ansøgerens frygt for at blive tvunget til at kæmpe for Den Frie Syriske Hær, Islamisk Stat eller militser bemærker nævnet, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, idet han aldrig er blevet opsøgt af nogen grupperinger, herunder hverken Den Frie Syriske Hær, Islamisk Stat eller palæstinensiske militser. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi han er udrejst af Syrien bemærker nævnet, at ansøgeren og hans familie er udrejst legalt, ligesom ansøgeren har forklaret, at det bare er en frygt, han har. Hvad angår den mandlige ansøgers frygt for, at hans mindreårige søn vil blive stoppet i Libanon og sendt til aftjening af værnepligt i Syrien, bemærker nævnet, at sønnen efter det oplyste ikke har været udsat for forsøg på hvervning af Hizbollah eller forsøgt opsøgt. Nævnet finder derfor ikke, at dette forhold er asylbegrundende. Ansøgeren har videre henvist til, at ægtefællen – den kvindelige ansøger - har modtaget trusler såvel, mens de var i Syrien som efter, at de rejste til Libanon. Flygtningenævnt kan ikke lægge denne forklaring til grund, idet ansøgeren og ægtefællen såvel indbyrdes som hver for sig på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring forekommer usammenhængende, udbyggende og usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvornår den kvindelige ansøger havde modtaget truslerne eller hvem, der afsendte dem. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at den kvindelige ansøger modtog trusler fra deres naboer, nærmere bestemt to skriftlige trusler fra Emarat Razk. Han forklarede videre, at familien udrejste af Syrien nogle dage efter, at han fik kendskab til den første trussel, der var elektronisk – vistnok en e-mail, og at det var årsagen til, at de udrejste af Syrien. Efter en pause i samtalen forklarede ansøgeren, at den kvindelige ansøger netop havde fortalt ham, at hun og Emarat skændtes over sms, mens de var i Syrien, og at Emarat skrev, at hun nok skulle sørge for, at ansøgeren blev fængslet af Shabiha eller myndighederne på grund af hendes regeringskritiske udtalelser på Facebook. Den kvindelige ansøger har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at hun ikke udrejste på grund af truslerne, men fordi bopælen blev bombarderet, og området ikke længere var sikkert. Hun oplyste samtidig, at hun ikke kunne vende tilbage til Damaskus på grund af trusler fra naboen. Til sin asylsamtale forklarede den kvindelige ansøger, at Alsadi familien begyndte at sætte små sedler på hendes dør, at hun modtog den første trussel i juli 2012, at familien udrejste i slutningen af 2012, og at hun forinden havde modtaget fire trusler. Hun blev først for alvor bange, da et medlem af en anden familie i bygningen blev dræbt. Denne familie havde også modtaget trusler fra Alsadi familien. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke vidste, om eller hvorfor den anden familie modtog trusler, og at det alene beroede på hendes formodning, at personen blev dræbt af Alsadi familien. De udrejste få dage efter drabet. Den kvindelige ansøger forklarede herefter, at de udrejste i august 2012, at hun havde modtaget trusler i et år forinden, at det først var truslen i juli 2012, hun tog alvorlig, og at de udrejste to – tre uger efter denne trussel. Ansøgeren har videre til asylsamtalen forklaret, at den kvindelige ansøger to – tre dage efter, at de kom til Libanon modtog en trussel i form af en sms fra Emarat Razk. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at hun modtog telefoniske trusler fra Alsadi familien omkring syv – otte gange. Det var Emarat og Emarats stedfar, der ringede til hende, ligesom en ukendt person henvendte sig til hende med beskeder uden afsender. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgerens datter, Morouj, til sin asylsamtale forklarede – og flere gange fastholdt – at moren først modtog trusler fra Amarat – ca. to dødstrusler om dagen – da de befandt sig i Libanon i juli 2012. Foreholdt at begge forældre havde forklaret, at konflikten startede, inden de forlod Syrien, forklarede datteren, at moren i en pause havde sagt til hende, at konflikten startede i Syrien, men at hun troede, det var i Libanon, fordi moren havde fortalt om det her. Flygtningenævnet finder tillige, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han først under samtalen med sin advokat forklarede, at han i Libanon blev pågrebet af myndighederne i 2003, overgivet til de syriske myndigheder og fængslet i to måneder. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren som syrisk statsborger, isoleret set er omfattet af dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og de tre medfølgende børn må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 3. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle – og børnenes mor - er libanesisk statsborger og har et netværk i Libanon, at ansøgeren og familien har boet i Libanon fra 1998 – 2004, at familien i forbindelsen med udrejsen af Syrien i 2012 opnåede opholdstilladelse i Libanon, og at ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Libanon. Herefter og henset til Udenrigsministeriet notat af 27. maj 2015 og supplement af 7. januar 2016, hvoraf fremgår, at en ikke-libanesisk mand, som er gift med en libanesisk kvinde, kan få en opholdstilladelse, som kan fornyes finder nævnet, at ansøgeren og de medfølgende børn må antages at kunne opnå opholdstilladelse i Libanon. Nævnet bemærker herved, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon – trods vanskelige – ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at indrejse i Libanon, er et udsendelsesspørgsmål, der ikke henhører under Flygtningenævnets kompetence. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/13/SEL
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret af PKK. Allerede kort tid efter familiens flugt til Afrin begyndte PKK at vise interesse for klagerens storebror, [navn på storebror], ved at efterspørge ham på familiens daværende bopæl. Klageren fik desuden gennem sin fars fætter kendskab til, at hans navn stod på en liste tilhørende PKK, Farens fætter har en for klageren ukendt position i PKK. Listen fungerer som en form for database, og PKK tager afsæt i denne liste, når de indkalder kurdere til militærtjeneste. Klagerens fem brødres navne fremgår også af listen. Klagerens forældre har på ny taget ophold i Afrin, og PKK efterspurgte allerede kort tid efter familiens tilbagevenden til Afrin både klageren og hans brødre flere gange på familien bopæl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylbehandling. Uanset at der i det foreliggende baggrundsmateriale foreligger oplysninger om hvervning til PKK, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han konkret er blevet søgt hvervet til PKK, til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om opsøgningerne af hans familie ikke fremstår konsistente og er præget af divergenser. Ansøgeren har således navnlig afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt der i forbindelse med opsøgningen af broren i værkstedet blev spurgt nærmere ind til ansøgeren, og om hvornår denne opsøgning har fundet sted. Under disse omstændigheder – og uanset ansøgerens alder, herunder på tidspunktet for samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 – har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om tilstedeværelsen af en hvervningsliste, kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2017/12/DH
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Sagen er afgjort på formandskompetencen, jf. udlændingelovens § 53, stk. 10. Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2015, og at han [i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev modtaget i Flygtningenævnet [i starten af] 2017 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er flygtet fra Syrien, fordi han ikke vil aftjene værnepligt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i sommeren] 2017 fylder 18 år, og at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger af syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2017/11/SLH
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6, jf. stk. 10. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] december 2015, og at han [i] maj 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i] november 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren den [i] april 2017 fylder 18 år, og at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i den syriske hær. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra oktober 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordrer om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 fra november 2015. Det fremgår af Udenrigsministeriets høringssvar af 1. juli 2016, vedrørende genindkaldelse til militærtjeneste, at det fortsat følger at syrisk lovgivning, at alle mandlige syriske statsborgere indkaldes til militærtjeneste, så snart de fylder 18 år. Det findes herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for klageren for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2017/10/CHHA
Nævnet meddelte i maj 2017 opholdstilladelse (§ 7, stk. 3) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser født i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien, og at han ikke længere kan opholde sig i Syrien på grund af krigen og de generelle forhold i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han ingen ID-dokumenter har og derfor vil være i risiko for overgreb ved kontrolposter. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han er født i Syrien af palæstinensiske forældre. Ansøgerens far er født i Jordan, hvor farens forældre opnåede statsborgerskab, hvilket faren ligeledes gjorde. Ansøgerens far udrejste af Jordan omkring år 1970 på grund af en konflikt og tog ophold i Syrien. I Syrien opnåede ansøgerens far hverken opholdstilladelse eller statsborgerskab, men fik et dokument, der gav ham lov til at opholde sig i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans mor er statsløs palæstinenser, født og registreret i Libanon. Ansøgeren har endelig henvist til, at hans far ikke længere har statsborgerskab i Jordan, ligesom faren er blevet nægtet indrejse til Jordan. Ansøgeren har ingen personlige konflikter i Syrien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens far, [navn], har sandsynliggjort, at han ikke er jordansk statsborger, og at Jordan ikke skal betragtes som faderens hjemland. Ansøgeren kan derfor ikke betragtes som jordansk statsborger og skal herefter asylretligt vurderes i forhold til Syrien. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden til Syrien ikke være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Risikoen for overgreb i Syrien er ikke begrundet i individuelle omstændigheder, hvorfor ansøgeren heller ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da imidlertid risikoen har baggrund i en særlig alvorlig situation i Syrien som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2017/21/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Quamishli, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren, der er født i 1984, har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke har haft konflikter med myndighederne eller religiøse, politiske eller kriminelle grupper i Syrien. Klageren og hans familie har heller ikke haft konflikter med privatpersoner. Han har indtil udrejsen af Syrien kunne færdes frit i forbindelse med sit arbejde, hvor han har fået tilladelse til at passere myndighedskontrollerede kontrolposter uden problemer. Han er ikke blevet genindkaldt, men frygter, at han vil blive dette, og at han kan blive forvekslet med andre personer af samme navn. Han modtager i Danmark strålebehandling for sin kræftsygdom. Det fremgår af sagen, at klage-ren udrejste af Syrien i november 2015 og indrejste i Danmark [i] december 2015. Udlændinge-styrelsen traf [en nærmere bestemt dato i] 2016 afgørelse om, at klageren ikke opfyldte betingel-serne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1 eller 2, men tildelte ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Afgørelsen blev [en nærmere bestemt dato i] 2016 påklaget til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlæn-dingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at kræften har spredt sig. Hans tilstand er meget dårlig, og han kan ikke længere foretage de daglige gøremål som at tage bad. Han ved derfor ikke, hvor lang tid han har tilbage, og om han når at se sin fami-lie. Udlændingestyrelsen har ved e-mail af [en nærmere bestemt dato efter Udlændingestyrelsens afgørelse er blevet påklaget] meddelt Flygtningenævnet, at klagerens ægtefælle og børn [en nærmere bestemt dato] er blevet meddelt familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i medfør af udlændingelo-vens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund, herunder at han aldrig har haft konflikter i Syrien. Herefter, og henset til det anførte om klage-rens meget alvorlige sygdom, har han ikke sandsynliggjort, at han vil blive indkaldt til aftjening af værnepligt, eller at han af andre grunde har en velbegrundet frygt for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til sit hjemland eller vil være udsat for en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri/2016/97/STR
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke troende fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har i forbindelse med sin klage oplyst, at han har været medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti siden 2000. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [ultimo] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke har oplyst til Udlændingestyrelsen, at han har været medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien siden 2000, fordi han frygtede, at det kunne skade hans familie i Syrien, og at det ville komme de syriske myndigheders kendskab. Derudover frygtede ansøgeren tolken til samtalen med Udlændingestyrelsen, fordi han var arabisk og lignede en mand, der arbejdede for det hemmelige politi i Syrien. Om sit politiske engagement har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med sit medlemskab været med til at uddele kurdiske aviser og deltaget i mange demonstrationer imod det syriske styre. I forbindelse med en demonstration for frihed og rettigheder, der foregik i [navngivet landsby] [ultimo] 2014, blev ansøgeren, sammen med mange andre, anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgeren blev låst inde på en skole, hvor han blev slået og truet, samt udsat for voldtægt to gange. Ansøgeren er overbevist om, at myndighederne er klar over hans politiske tilknytning til Det Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren var tilbageholdt i ti dage, hvorefter PKK fik kontrol over området, hvor skolen lå. I den forbindelse lykkedes det ansøgeren at flygte, og han opholdt sig herefter på forskellige adresser i Al-Hasaka-området frem til sin udrejse i [efteråret] 2015. Ansøgeren har oplyst, at han altså ikke var tilbage på sin bopæl efter tilbageholdelsen, og de oplysninger han har givet til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 er derfor alene baseret på, hvad hans børn og ægtefælle har fortalt ham. Ansøgeren har forklaret, at det forhold, at Muktaren to til tre måneder inden ansøgerens udrejse kom på ansøgers bopæl og spurgte efter ham, ikke drejede sig om, at han skulle melde sig til værnepligt, men derimod om, at myndighederne ville have fat i ham på grund af hans politiske tilhørsforhold og hans aktiviteter for Det Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter er divergerende og udbyggende, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens nye forklaring til grund. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke har været medlem af et politisk parti og ikke har haft politiske aktiviteter, hvorimod ansøgeren overfor Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han var efterstræbt af myndighederne, da han var medlem af Al-Parti, har uddelt kurdiske aviser og deltaget i mange demonstrationer, ligesom han har været tilbageholdt og udsat for overgreb. Et flertal af Flygtningenævnet finder, at uanset aldersgrænsen for genindkaldelse til militæret efter lovgivningen er 42 år, fremgår det af en række baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notat af 1. juli 2016, at lokale kilder angiver, at i praksis genindkaldes mænd op til 45 år eller ældre, særligt i tilfælde, hvor den enkelte person, som i denne konkrete sag, besidder særlige kundskaber. Et flertal af Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/96/DH
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2014, og blev af Udlændingestyrelsen i 2015 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel, straffet eller bortført. Til støtte for sit asylmotiv har klageren anført, at hun har arbejdet som sygeplejerske på et hospital i Damaskus, samt at hun ofte har været presset af de syriske myndigheder til at tage vagter på forskellige militærbaser. Hun følte sig nødsaget til at flygte, idet hun frygtede, at de syriske myndigheder ville slå hende ihjel, såfremt hun ikke gjorde, som de bad hende om. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygtede at blive bortført, idet der er mangel på sygeplejersker i Syrien. Klageren har endelig henvist til, at hendes ægtefælle flere gange er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, der har spurgt efter klageren, idet hun har forladt sit arbejde på en militærbase uden tilladelse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren fra 1999 til 2014 har haft ansættelse som sygeplejerske på et hospital i Damaskus. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun som følge af sin ansættelse på hospitalet er blevet beordret at gøre tjeneste på et militærhospital og af den grund besluttede sig for at flygte, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om denne centrale del af asylmotiv. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i] marts 2015 i Udlændingestyrelsen om sit asylmotiv henvist til, at hun har forladt Syrien, fordi der er krig og ingen sikkerhed i landet mere. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter, at børnene vil blive dræbt, fordi der falder bomber, mens børnene er i skole. Klageren har desuden forklaret, at der er mangel på sygeplejersker, hvorfor disse bliver bortført, så de kan hjælpe rundt omkring. Klageren har ikke selv været udsat for bortførelse, men frygtede dette som følge af sit erhverv. Klageren oplyste endelig, at hun ikke havde haft problemer med den syriske regering eller andre grupperinger i landet, ligesom der ikke var andre grunde til, at hun havde forladt hjemlandet. Klageren har derimod over for Flygtningenævnet forklaret, at hun i 2014 fik at vide, at hun skulle arbejde på et militærhospital, og at hun samme dag besluttede sig for at flygte. Klageren har endvidere over for nævnet forklaret, at myndighederne fra juli til oktober 2014 henvendte sig på bopælen og spurgte efter klageren, men at hun sammen med familien var flyttet til et værelse i en anden lejlighed, hvor de gemte sig. Derudover har klageren over for Flygtningenævnet forklaret, at hendes ægtefælle i Syrien er blevet kontaktet tre gange af syriske soldater efter klagerens udrejse af Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren på en overbevisende måde har redegjort for den ændrede forklaring. Flygtningenævnet bemærker, at klageren, foreholdt den udbyggende forklaring om asylmotivet, forklarede, at hun ville beskytte sin ægtefælle, og derfor ikke fortalte de danske myndigheder om sine konflikter med de syriske myndigheder. Af den grund kan der ikke lægges nogen vægt på denne udbyggede forklaring om konflikterne i hjemlandet, herunder henvendelserne hos klagerens ægtefælle. Hertil kommer, at det fremgår af Udenrigsministeriets høringsvar [fra] marts 2016, at det hospital, hvor klageren arbejdede, er et offentligt civilhospital under det syriske sundhedsministerium. Det fremgår endvidere af høringssvaret, at personalet på civile hospitaler i Syrien ikke kan blive pålagt at arbejde på et militærhospital. Det forhold, at klageren har haft ansættelse som sygeplejerske i Syrien kan efter nævnets praksis ikke i sig selv begrundelse opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Tilsvarende kan det forhold, at klageren måtte være udrejst illegalt af Syrien ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun har været eller vil være udsat for forfølgelse eller overgreb begrundet i konkrete og individuelle omstændigheder. Klageren og hendes tre medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/95/NKE
Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra […], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har været medlem af Al Taqadomi Fi Suria (Fremskridtspartiet) siden 2003 og er fortsat medlem. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens søn er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har [i sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er forfulgt af det syriske regime på grund af sine politiske aktiviteter for Al Taqadomi Fi Suria. Endvidere vil han ved en tilbagevenden til Syrien blive henrettet, fordi sønnen med klagerens bistand er deserteret fra militærtjeneste. Klageren har herom oplyst, at han tidligere har været fængslet, tortureret og mishandlet på grund af sine politiske aktiviteter, ligesom mange andre partimedlemmer har været udsat for samme behandling. Der er endvidere mange, der er blevet dræbt på grund af deres aktiviteter. Klageren er blevet tilbudt et individuelt behandlingsforløb på Rehabiliteringscenter for Torturofre […] fra [primo] 2017. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sine politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet finder således klagerens forklaring om, at han i 2004, 2012 og 2015 har været tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter troværdig. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren under sin ni måneders tilbageholdelse i 2012 blev udsat for tortur. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens søn var deserteret fra militærtjeneste, og at klagerens hus [i foråret] 2013 som følge heraf var blevet ransaget, samt at klageren som følge af sønnens desertering, som klageren havde bistået med, var kommet yderligere i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at klageren [i sommeren] 2015 blev tilbageholdt i forbindelse med, at klageren havde rettet henvendelse til paskontoret sammen med [A] for at få et pas, og at han i forbindelse hermed blev udsat for fysiske overgreb som følge af sine politiske aktiviteter og sønnens desertering. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/94/ADP
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter myndighedernes overgreb. Han frygter endvidere at blive indkaldt til at arbejde for det syriske militær under Civiludvalget, ligesom han frygter, at hans familie vil blive skadet som følge af hans udrejse. Han frygter endelig de generelle forhold i Syrien. Han har over for Udlændingestyrelsen oplyst, at de syriske myndigheder anklager ham, der er engelsklærer, for at sabotere sine elevers tankegang, og at han to gange har haft problemer med at få udleveret en straffeattest til brug for undervisningsjobbet. Han blev omkring to måneder før sin udrejse standset ved et checkpoint tæt på […]-området, hvor en ukendt soldat fortalte, at han skulle passe på sig selv, fordi militæret havde hans navn. Han er to til tre gange blevet tilbageholdt i to til fire timer på forskellige checkpoints, hvor han er blevet slået og kaldt grimme ting. Klageren har ved indgivelsen af klagen til Flygtningenævnet i alt væsentligt gentaget sit asylmotiv og oplysningerne til støtte herfor og har herunder præciseret, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive indkaldt til The National Defence, samt at han frygter, at regimet i hjemlandet vil hævne sig på ham. Udlændingestyrelsen har ikke i sin afgørelse tilsidesat klagerens forklaring. Herefter, og efter en konkret vurdering af det af klageren anførte til støtte for sin ansøgning og klage, har Flygtningenævnet besluttet at behandle sagen på skriftligt grundlag, jf. udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med klagerens egen forklaring til grund, at han aldrig har været anholdt eller fængslet i forlængelse af sin tilbageholdelse på checkpoints, og at han aldrig er blevet indkaldt til aftjening af militærtjeneste i Civiludvalget. På denne baggrund, og da det alene beror på klagerens egne ubekræftede formodninger, at han vil blive indkaldt til aftjening af militærtjeneste, og at han og hans familie risikerer myndighedsovergreb, findes klageren ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i reel risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/93/JOL
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. [I sommeren] 2016 har klageren klaget over statusvalget til Flygtningenævnet. Klageren har i klagen anført, at han er kommet i konflikt med myndighederne som følge af uddeling af apotekervarer. Klageren har videre henvist til de generelle forhold. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er kommet i konflikt med de syriske myndigheder som følge af at have uddelt apoteksvarer. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i hjemlandet. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret, at han sammen med en ven, der var apoteker, har uddelt medicin m.v. som led i nødhjælpsarbejde, at vennen blev anholdt og senere dræbt af myndighederne, og at klageren, da han som led i sit arbejde som advokat tog kontakt til myndighederne med forespørgsel om vennen, fik at vide, at han kunne hente vennens lig på et bestemt hospital. Klageren har videre forklaret, at han to dage senere fik en indkaldelse til Palæstinaafdelingen, hvorefter han udrejste af Syrien. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1 fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2016/92/JOL
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2016, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter de syriske myndigheder som følge af [F]s desertering og [D]s militærunddragelse. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter PKK, idet han har modsat sig, at PKK hvervede hans sønner, og at klageren som følge heraf er kommet i et modsætningsforhold til dem. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen på skriftligt grundlag, jf. udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen og til Dansk Flygtningehjælp til grund om, at han under de i øvrigt oplyste omstændigheder alene har undgået, at hans sønner blev tvangshvervet af PKK ved at underskrive en erklæring om, at han ville henvende sig senere til PKK med børnene. Klageren har undladt at opfylde aftalen med PKK, og flertallet finder på denne baggrund og med henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger om PKK’s hvervning og de konsekvenser, som det kan få for de pågældendes familier, såfremt sønnerne udebliver fra PKK`s hvervning, at klageren risikerer overgreb fra PKK i Syrien. Den syriske statsborger […] opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der findes ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 2 fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2016/91
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Qamishli, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive indkaldt til militæret. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Det Nationale Forsvar har registreret hans oplysninger om hans bopæl og alder og efterfølgende ved henvendelse på hans bopæl har orienteret ham om, at han vil blive indkaldt til militæret, når han var fyldt 17 år. Et flertal af Flygtningenævnet finder på baggrund af klagerens forklaring, at han er blevet udpeget tilfældigt af Det Nationale Forsvar. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring er blevet standset og hans papirer undersøgt ved nogle kontrolposter, at klagerens familie angiveligt er blevet opsøgt to gange efter hans udrejse, og at Det Nationale Forsvar sidste gang tog klagerens tvillingebror med sig. Flertallet har endelig lagt vægt på, at klageren ikke hverken før eller efter sin udrejse har modtaget en skriftlig indkaldelse til militæret eller har modtaget anden henvendelse fra Det Nationale Forsvar. Flertallet finder derfor, at klagerens konflikt må betragtes som afsluttet. Ansøgeren fyldte [i efteråret] 2016 17 år. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at det er personer mellem 18 og 42 år, der indkaldes til militærtjeneste. Flertallet af Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en aktuel tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for tvangshvervning til militæret. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/90/JOL
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klagerne er etnisk assyrere og kristne af trosretning fra Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at de [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på klagernes vegne [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningehjælpen har til støtte herfor oplyst, at klagerne frygter overgreb fra islamistiske grupper, fordi de er assyriske kristne. Klagerne har herom oplyst, at de kristne, som ikke bliver taget til fange af Islamisk Stat, bliver slået ihjel, og de eneste, som er kommet helskindet ud af den nuværende situation, er de kristne, der er flygtet fra Syrien. Islamistiske grupper, som for eksempel Islamisk Stat, Al-Qaeda og den Frie Syriske Hær, lader ikke kristne leve i fred. Klagerne har ydermere som asylmotiv henvist til, at de frygter det syriske styre, da deres børn er i risiko for at blive tvunget til at deltage i væbnet konflikt på myndighedernes side. Klagerne har herom oplyst, at deres søn har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor der er risiko for, at klagerne vil blive udsat for overgreb, da det syriske styre generelt bruger forældre og pårørende som pressionsmiddel for at få afhoppere og desertører til at melde sig. Et flertal i Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne er kristne assyrere, og at de oprindeligt oplyste dette allerede ved deres samtale med Udlændingestyrelsen. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret konsistent og samstemmende om deres tro. Flertallet finder herefter, at det må lægges til grund, at ansøgerne allerede inden de forlod Syrien tilhørte en minoritetsgruppe. Flertallet lægger på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at kristne i Syrien efter, at ansøgerne i 2012 forlod Syrien i højere grad har været udsat for livstruende forfølgelse især efter, at Islamisk Stat i stigende grad har vundet udbredelse i Syrien. Flertallet finder herefter, at ansøgerne må anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af deres individuelle forhold som kristne assyrere. Flertallet finder derfor, at ansøgerne bør meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/9/SLN
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har under Udlændingestyrelsens behandling af sagen henvist til, at han som led i sin ansættelse på et hospital behandlede en person fra oppositionen, på trods af at hans afdelingsleder havde forbudt ham dette, og at han som følge heraf er efterlyst af regimet. Klageren formoder, at hans afdelingsleder har videreformidlet oplysningerne til efterretningstjenesten, da disse har efterspurgt klageren på hans arbejdsplads. Klageren har videre henvist til, at han frygter oppositionen, da han har været statsansat. Klageren har i den forbindelse oplyst, at han er blevet kaldt forræder, når han skulle krydse et checkpoint tilhørende oppositionen. Flygtningenævnet lægger den del af klagerens forklaring til grund, der relaterer sig til hans ansættelsesforhold på et hospital. Nævnet finder imidlertid ikke, at klagerens forklaring om den episode, der angiveligt udløste, at sikkerhedstjenesten fik interesse for ham, kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om episoden, hvor han mod afdelingslederens ordre behandlede en person fra oppositionen. Klageren har således både i asylansøgningsskemaet og under sin første samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at det var en generel ordre, der var udstedt fra højeste sted. Han har under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 derimod forklaret, at ordren blev givet direkte til klageren, og at han ikke ved, om den blev givet til andre. Klageren har endvidere forklaret divergerende om selve episoden, hvor afdelingslederen skulle have befundet sig ved siden af ham, da han i strid med ordren foretog behandling, idet han først under nævnsmødet har forklaret, at afdelingslederen opfordrede ham til at foretage en fejlbehandling, således at patienten døde, og foreholdt at han tidligere havde forklaret, at han fik forbud mod at behandle patienten, fremkom klageren ikke med nogen rimelig forklaring på denne divergens. Nævnet bemærker generelt, at klageren har svaret afglidende på spørgsmål om centrale elementer vedrørende hændelsen, hvor han angiveligt behandlede en person fra oppositionen. Nævnet finder herefter efter en samlet konkret vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har været udsat for en individuel forfølgelse. Den omstændighed, at klageren ved en enkelt lejlighed er blevet kaldt forræder ved et checkpoint, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/89/JOL
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] november 2015, og at han [i] april 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i] august 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, idet han ved sin afvisning af at deltage som vagt ved en kontrolpost er kommet i et modsætningsforhold til sikkerhedstjenesten. Klageren har herom oplyst, at hans familie, efter klagerens indrejse i Danmark, ved to tilfælde er blevet opsøgt af sikkerhedstjenesten. Den første gang blev klagerens ægtefælle og mor anholdt og tilbageholdt i 5-6 timer, hvor de blev pålagt at oplyse, hvor klageren opholdt sig. Den anden gang blev de igen opsøgt på bopælen, hvor sikkerhedstjenesten truede med, at det ville gå ud over familien, hvis ikke de oplyste, hvor klageren opholdt sig. Kort efterfølgende flygtede familien til Afrin. Flygtningenævnet kan lægge den del af klagerens forklaring til grund, der drejer sig om, at han har været afdelingsleder i det syriske socialministerium og mangeårigt medlem af Baathpartiet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren i oktober 2015 fik pålæg om at udarbejde og administrere en liste over de 20 egentlige partimedlemmer i hans afdeling, der samtidig fik til opgave at bemande væbnede kontrolposter i Aleppo. Flygtningenævnet lægger endelig klagerens forklaring om, at han også selv blev pålagt at deltage i de væbnede vagtopgaver til grund. Henset til, at klageren straks efter hvervningen, valgte at udrejse, finder Flygtningenævnet på baggrund af oplysningerne om forholdene for regimemodstandere i Syrien herefter, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/88/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Syrien og er etnisk araber og muslim og født i Beirut, Libanon, hvor hun boede, indtil hun var to år, og hvor hun på ny tog ophold med sin mor, da hun var ti år, hvorefter hun havde sin øvrige opvækst i Beirut. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der er borgerkrig i Syrien, og at hun frygter overgreb fra myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ikke har et hjem, familie eller i øvrigt noget at vende tilbage til i Libanon. Derudover lider hun af angst, idet hun har oplevet borgerkrigen i landet i 1980’erne, og idet hun blev ramt af et skud i den forbindelse. Desuden rejste hun i 2011 til Syrien for at forny sit pas, og i den forbindelse blev hun tilbageholdt i lufthavnen og udsat for verbale overgreb, idet hun var indrejst uden et gyldigt pas. Ydermere har ansøgeren oplyst, at hendes to brødre […] og […], udrejste fra Syrien for 30 år siden, uden at have aftjent deres militærtjeneste, hvorfor de nu er eftersøgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring i det skriftlige materiale til grund. Nævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren som syrisk statsborger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor er libanesisk statsborger, og at ansøgeren er født i Libanon og det meste af livet har opholdt sig i Libanon, hvor hendes mor og søster fortsat opholder sig. Nævnet finder derfor, at ansøgeren må anses for at have nær tilknytning til Libanon. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Libanon. Den omstændighed, at ansøgeren lider af angst, kan ikke medføre en ændret vurdering. Nævnet finder herefter, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Libanon, hvor hun efter de foreliggende baggrundsoplysninger må antages at kunne opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/87/EMU
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt mindreårige barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb, dels som følge af hendes sønners manglende efterlevelse af indkaldelse til militærtjeneste, dels som følge af, at hun har hjulpet oprørerne med vand, mad og pleje. Familiens bopæl blev tre gange opsøgt af nationalforsvaret, hvorunder der blev fremsat trusler over for klageren, ægtefællen og datteren som følge af, at klagerens sønner havde unddraget sig militærtjeneste, og fordi klageren havde støttet oprørerne. Klageren har fra tidligere naboer fået oplyst, at familiens hus er blevet ransaget og efterfølgende er brændt ned. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, som forklaret af klageren, at personer fra nationalforsvaret ved henvendelser på klagerens families bopæl påtalte, at klageren havde støttet oprørere i området. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har omtalt nogen form for støtte til oprørere. Uanset om det lægges til grund som forklaret af klageren, at nationalforsvaret ved de tre henvendelser på familiens bopæl påtalte sønnernes manglende efterlevelse af indkaldelse til militærtjeneste, finder Flygtningenævnets flertal ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er kommet i et sådant modsætningsforhold til myndighederne, at hun – som følge af sine individuelle forhold – vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Flertallet finder det således ikke sandsynliggjort, at klageren personligt har haft konflikter i Syrien. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens bopæl efter hendes egen forklaring ikke blev opsøgt af myndighederne, efter disses seneste henvendelse på bopælen, hvor det blev oplyst at sønnerne var udrejst af Syrien og ikke vendte tilbage. Flertallet bemærker herved, at oplysningen om, at myndighederne efter klagerens udrejse ransagede bopælen, der brændte ned, er ny i forhold til klagerens oprindelige forklaring for Udlændingestyrelsen og i asylansøgningsskemaet og derfor ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flertallet lægger derimod i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/86/lrn
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra landsbyen […], Aleppo-provinsen, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er blevet indkaldt til af skulle aftjene militærtjeneste i Syrien af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har været udsat for chikane fra de syriske myndigheder, Shabiha og andre militsgrupper. Han har endeligt henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien som følge af borgerkrigen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, fordi han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel og selv frygter at blive dræbt. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og spørgsmålet er herefter alene, om Libanon kan tjene som ansøgernes 1. asylland, jf. § 7, stk. 4. Ansøgeren har vedrørende dette spørgsmål gjort gældende, at Libanon ikke kan tjene som hans første asylland, idet han ingen nær tilknytning har til landet, og idet han ikke kan dokumentere sin mors tilknytning til landet. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hans mor er eller har været statsborger i Libanon, at ansøgerens forældre indgik ægteskab i Libanon i begyndelsen af 1970’erne, og at forældrene flyttede til Syrien, som er ansøgerens fars statsborgerland, før ansøgeren blev født. Ansøgeren har alene en enkelt gang eller enkelte gange som barn været med sin mor i Libanon på besøg. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerens forældre opholder sig i Tyskland som asylansøgere. Der er ikke tilvejebragt oplysninger om, hvorvidt ansøgerens mor er i besiddelse af dokumentation for sit libanesiske statsborgerskab. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har nær tilknytning til Libanon i den betydning, begrebet må forstås i udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet har overvejet, om det ville muligt at skaffe yderligere oplysninger herom, men har fundet, at denne mulighed ikke foreligger. Flygtningenævnet finder endvidere, at det efter de foreliggende oplysninger ikke kan lægges til grund, at ansøgeren vil kunne opfylde de dokumentationskrav fra morens tilhørsforhold til Libanon, der kræves ifølge Udenrigsministeriets notat af 27. maj 2015. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Da Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ændrer Flygtningenævnet derfor afgørelsen således, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2016/85/KAA
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en syrisk statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder eller af PKK/YPG. Han frygter videre de generelle forhold i Syrien, herunder de forskellige fraktioner. Udlændingestyrelsen har givet klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet skal herefter alene tage stilling til, om klageren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Uanset, at der har været visse divergenser i klagerens forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om selve hændelsesforløbet har været konsistent. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været fængslet af myndighederne i flere år og herunder udsat for fysiske overgreb som følge af, at myndighederne under en rangsagning har fundet kurdiske bøger på hans bopæl. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren under en fangetransport blev befriet af Den Frie Syriske Hær, hvorefter han gik til [byen B], hvor han havde et hus. Her blev han kontaktet af PKK/YPG, som opfordrede ham til at fungere som vagt. Da han ikke ønskede dette, forlod han [byen B], og PKK/YPG har et par gange spurgt efter ham på bopælen i [byen B]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren på dette grundlag er profileret i forhold til de syriske myndigheder eller PKK/YPG på en sådan måde, at myndighederne, henholdsvis PKK/YPG, vil eftersøge ham og udsætte ham for straf eller overgreb, hvis de får fat i ham. Flygtningenævnet finder således, at fængslingen var et led i myndighedernes almindelige chikane over for kurderne, og at PKK/YPG ikke har en interesse i at tvinge klageren til, at yde en aktiv indsats. På dette grundlag tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/83/snd
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt tre medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og kristen fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at hun [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive dræbt af islamistiske grupper, herunder ISIL og Al Nusra Fronten, fordi hun er kristen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hendes problemer i Syrien startede en dag i [vinteren] 2014, hvor hun var på arbejde. Klageren var lærer på […] skolen i Aleppo, og hun var den eneste kristne lærer på sin skole. En dag, da der var pause fra undervisningen, sad lærerne i et lokale og drøftede den politiske situation, begivenhederne i Syrien og Al Nusra Frontens aktiviteter. Under samtalen begyndte en af klagerens kvindelige kollegaer pludselig at overfuse klageren. Kollegaen sagde blandt andet til klageren, at der ikke var plads til kristne som klageren, at området nu var blevet en del af et islamisk kalifat, at Al Nusra Frontens handlinger var korrekte, og at ikke-muslimer skulle konvertere til islam. Efter to dage begyndte klageren at lægge mærke til, at der omkring porten til skolen var to mænd, som var iklædt islamisk klædedragt og havde langt skæg, kiggede på hende. Efterfølgende lagde hun mærke til, at mændene også var mange andre steder, hvor hun færdedes. Klageren fik et nervesammenbrud og var generelt meget bange for sin sikkerhed. Hun turde herefter ikke længere forlade sit hus, fordi de hele tiden holdt øje med klageren og hendes familie. Hun talte herefter med sin mand om situationen, og de blev enige om, at det var bedst at forlade området. Klageren flygtede midt om natten sammen med sine børn. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Klageren er fra Aleppo. Hun har boet i et kristent kvarter, men arbejdet som skolelærer på en skole i et andet kvarter, hvor alle de andre lærere var muslimer. Hun blev på et tidspunkt truet til at forlade landet af en af de øvrige lærere på grund af sin kristne overbevisning, og hun blev i den følgende tid efterfulgt af mænd, som hun ud fra deres udseende antog var fra eller sympatiserede med IS eller Al Nusra Fronten. Hun udrejste kort efter. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om den meget usikre situation i Aleppo og forholdene for kristne i Aleppo, at klageren på den oven angivne baggrund må anses for at være i risiko for overgreb fra IS, eller Al Nusra Fronten, som følge af sin kristne tro. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er der ikke grundlag for at antage, at klageren kan opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne eller andre herimod. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/82/LRN/MGO
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke oplyst, hvorvidt han har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har været blind siden 2005. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel ligesom en af sine brødre eller tilbageholdt ligesom to andre brødre. Klageren har videre henvist til, at han frygter de islamiske grupper, der opholder sig i området, og den Frie Syriske Hær. Klageren har endelig henvist til den manglende sikkerhed og tryghed i Syrien, idet alle risikerer at blive slået ihjel. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været blind siden 2005. Ligeledes lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er udrejst legalt af Syrien. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at han ved udrejsen var i en konkret, individuelt begrundet risiko for at blive udsat for overgreb fra de syriske myndigheder eller andre grupperinger. Nævnet har herved lagt vægt på, at det i sig selv må have formodningen imod sig, at ansøgeren, efter at have været blind i en årrække, skulle have foretaget sig handlinger, der har bragt ham i myndighedernes eller andre grupperingers søgelys. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det modsætningsforhold, som hans brødre muligvis har bragt sig i, ikke kan antages at have bragt ansøgeren i en tilsvarende situation, når henses til hans blindhed. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han aldrig har deltaget i demonstrationer eller andre politiske aktiviteter. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har kunnet udrejse legalt af Syrien et år efter, at hans brødre angiveligt er blevet anholdt. Herefter finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/81/LAJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og muslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at de [vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren, […], har til støtte herfor oplyst, at hun er blevet bortført og udsat for vold og seksuelle overgreb af et medlem af ”security branch”, så ”security branch” kunne få detaljerede informationer om hendes brødre og øvrige familie. Hændelsen er offentligt kendt af personer i hendes region, hvorfor hun føler at risikoen for en gentagelse er overhængende. Hun har videre oplyst, at hun har to drenge på henholdsvis 12 og 14 år, og at de to drenge er i risiko for at blive tvangshvervet af Islamisk Stat og andre grupperinger. Hun har endvidere oplyst, at hendes døtre er i fare for at blive udsat for samme nedværdigende og umenneskelig behandling, som hun selv har været udsat for. Årsagen til at disse oplysninger ikke blev oplyst ved hendes oplysnings- og motivsamtale [vinteren] 2016 er, at hun følte sig usikker og bange, henset til at hendes oplevelser har påført hende og hendes familie skam. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. stk. 3. Flertallet af Flygtningenævnet finder derimod ikke, at klageren, […], har sandsynliggjort, at hun og hendes børn ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flertallet af nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2016 har forklaret, at hun – mens hun boede i […] – blev stoppet af en uniformeret mand fra efterretningstjenesten. Han sagde til hende, at hun skulle give ham sit telefonnummer, og hvis hun ikke gjorde det, måtte hun ikke gå rundt i området. Han sagde, at han gerne ville have, at de kunne ses om aftenen og hygge sig. Hun var bange for, at han ville noget seksuelt. Hun nægtede at give ham sit telefonnummer og afsluttede samtalen. Hun har ikke mødt ham siden og er heller ikke blevet kontaktet af ham, og det forhold, at hun efterfølgende flyttede til et andet område, var ikke begrundet i denne episode. Hun har ikke haft personlige konflikter med nogen, og årsagen til at hun har forladt sit hjemland med sine børn, er de generelle forhold som følge af borgerkrigen. Klageren har til Københavns Retshjælp forklaret, at hun i Damaskus blev bortført af et medlem af ”security branch” på sin hjemadresse foran sine børn og øvrige familiemedlemmer. Hun var udsat for omfattende vold og seksuelle overgreb i dagevis. Begrundelsen for bortførelsen var, at denne ”security branch” ville have detaljerede informationer om klagerens brødre og øvrige familie. Bortførelsen er kendt af personer i klagerens region, og hun føler derfor, at risikoen for en gentagelse er overhængende. Hertil kommer, at klagerens to sønner på henholdsvis 12 og 14 år er udsat for konstant fare for forsøg på hvervning fra Islamisk Stat og andre grupperinger, og at hendes døtre er i fare for at blive udsat for samme nedværdigende og umenneskelige behandling som hun selv var udsat for. Om årsagen til at klageren ikke oplyste disse forhold til Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at hun følte sig usikker og bange, henset til at hendes oplevelser har påført hende og hendes familie skam. Der er tale om oplysninger af central betydning for asylmotivet. Flertallet af flygtningenævnet finder ikke, at klageren på overbevisende måde har redegjort for den væsentlig ændrede og udbyggende forklaring, og flertallet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Klagerens frygt for, at hendes sønner vil blive forsøgt hvervet af Islamisk Stat eller andre grupperinger, og at hendes døtre vil blive udsat for lignende overgreb, som hun selv var udsat for, kan ikke føre til en ændret vurdering henset til, at sønnerne ikke personligt er blevet opsøgt eller forsøgt rekrutteret på noget tidspunkt, og at døtrene heller ikke er blevet opsøgt personligt eller er blevet udsat for eller forsøgt udsat for overgreb. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes børn ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/80/kaa
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens moder er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder tilstedeværelsen af den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun ikke ønsker at tage ophold i Tyrkiet, fordi levevilkårene er hårde, herunder at man skal arbejde hårdt for at klare sig økonomisk, og at man selv skal betale for lægebehandling. Ansøgeren har forklaret, at syrere i Tyrkiet bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, at syrere skal betale en højere husleje, samt at kurdere i Tyrkiet har dårligere rettigheder end tyrkere. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren isoleret set er omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, i forhold til Syrien. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor hun kan søge om statsborgerskab, fordi hendes moder er tyrkisk statsborger. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk fader eller moder indenfor ægteskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk moder udenfor ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Flertallet har videre lagt vægt på, at det fremgår af høringssvar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende implementering af den tyrkiske statsborgerskabslov artikel 8, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Flertallet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke kan opnå tyrkisk statsborgerskab. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har indgivet skriftlig ansøgning om statsborgerskab. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med de tyrkiske myndigheder. Flertallet bemærker, at ansøgeren må henvises til at rette henvendelse til de relevante tyrkiske myndigheder, hvis hun udsættes for diskrimination. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv i forhold til Tyrkiet, men må henvises til at søge statsborgerskab i Tyrkiet. Flertallet har endvidere herved lagt vægt, at ansøgeren udrejste fra Tyrkiet til Danmark efter at have opholdt sig problemfrit i Tyrkiet i otte måneder samt, at ansøgeren har familie i Tyrkiet. Den omstændighed at indrejse i Tyrkiet kan forudsætte, at ansøgeren opnår visum kan ikke føre til et andet resultat. På den baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil udsættes for diskrimination af en sådan intensitet, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/8/SLN
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt børn fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] november 2014, og at han [i] september 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i] juli 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i et modsætningsforhold til myndighederne i Syrien, og at han har været anholdt og tilbageholdt to gange af myndighederne. Klageren har endvidere været tilbageholdt af Shabiha. Derudover er klagerens virksomhed beslaglagt, ligesom hans bopæl er blevet ransaget. Om den første tilbageholdelse har klageren anført, at den fandt sted i maj/juni 2013, idet klageren havde udgivet en digtsamling på sin offentlige Facebook-side. Klageren blev løsladt efter at være blevet fremstillet for en dommer. Vedrørende den anden tilbageholdelse har klageren anført, at han blev tilbageholdt i [en mindre by i Syrien] i september 2013, da han var på vej til Damaskus. Han blev overført til efterretningstjenestens bygning i Latakia, hvor han blev udsat for tortur. Tilbageholdelsen varede omkring to måneder. Årsagen til tilbageholdelsen var, at klageren frivilligt havde hjulpet de dræbte oprøreres efterladte børn ved at huse dem og give dem mad. Tilbageholdelsen af Shabiha fandt sted tre til fire dage inden klagerens udrejse af Syrien. Personerne, der tilbageholdt ham, var bevæbnede og afpressede ham for penge. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Flertallet lægger herved afgørende vægt på, at klageren på centrale punkter har forklaret divergerende og usammenhængende, og at han har svaret afglidende på flere spørgsmål fra nævnet om konkrete forhold. Flertallet henviser til, at klageren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at den første tilbageholdelse varede i 1 måned og 5 dage, mens han over for nævnet har forklaret, at han var tilbageholdt i 2 måneder og 5 dage. Han har om den anden tilbageholdelse til Udlændingestyrelsen forklaret, at den varede i cirka 2 måneder, mens han over for nævnet har oplyst, at tilbageholdelsen havde en varighed på 3 måneder og 10 dage. Klageren har endvidere om den første fremstilling for en dommer til Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev løsladt i forbindelse med afhøringerne, og da proceduren var meget tidskrævende. Dommeren havde sendt sagen videre til andre afdelinger i byretten. Over for nævnet har klageren udbyggende forklaret, at han blev løsladt blandt andet fordi han havde et stærkt netværk i regeringen, som havde hjulpet ham. Hans sag blev ikke videresendt til andre afdelinger. Flertallet finder det i øvrigt usandsynligt, at klageren under den anden fremstilling for retten skulle have fået at vide af dommeren, at dommeren respekterede de opgaver, som klageren havde udført, og som havde ført til, at klageren var blevet sigtet. Dommeren havde endvidere angiveligt anbefalet klageren at forlade landet, idet klageren i modsat fald ville blive slået ihjel. Flertallet bemærker hertil, at klageren på nævnets spørgsmål om retssagerne har forklaret afglidende og usammenhængende. Flertallet lægger endvidere vægt på, at klageren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han udrejste legalt fra Syrien, idet myndighederne udstedte et nyt pas til klageren kort forinden udrejsen, da han ikke var sigtet for noget, og i den forbindelse i øvrigt fik annulleret tidligere pas af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter ikke at det kan lægges til grund, at klageren er forfulgt eller efterstræbt af de syriske myndigheder, herunder efterretningstjenesten, på en sådan måde, at han opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flertallet bemærker i øvrigt, at referatet af klagerens forklaring over for Dansk Flygtningehjælp, der har indgivet klagen til Flygtningenævnet med henblik statusændring, og referatet af klagerens forklaring i advokatindlægget fremstår udbyggende og konstrueret til lejligheden. Flertallet finder derfor ikke grundlag for at indhente yderligere oplysninger i sagen, og der findes i øvrigt ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse af klageren. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/79/NKE
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6, jf. stk. 10. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2015 og søgte asyl samme dag. [I foråret] 2016 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i sommeren] 2016 er fyldt 18 år, og at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet han ikke vil tage del i krigen i Syrien. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015, finder nævnet, at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 15. januar 2014 vedrørende forholdene for aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste. Endvidere fremgår det, at unge syriske mænd, der aftjener deres værnepligt, kan komme ud for ordre om at skyde på civile, og at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 af 25. november 2015. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2016/78/AKM
Nævnet henviste i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig klager og hendes medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Forinden nævnsmødet blev påbegyndt drøftede nævnet sagen. Der var enighed om, at det er uhensigtsmæssigt, at Udlændingestyrelsen ikke har inddraget klagerens ægtefælles sag, uanset at han har været opfordret til, og har givet tilladelse til at hans sag kunne inddrages. Navnlig fandt nævnet det uhensigtsmæssigt på baggrund af, at de tilsendte akter fra mandens sag klart giver udtryk for, at han har en noget anden opfattelse end klageren på centrale områder. På den baggrund valgte nævnet at tage en indledende drøftelse med repræsentanten fra Udlændingestyrelsen og den beskikkede advokat. Efter en pause meddelte repræsentanten fra Udlændingestyrelsen, at han er blevet instrueret om at begære sagen fremmet på det foreliggende grundlag. Den beskikkede advokat begærede sagen hjemvist. Efter voteringen besluttede nævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Nævnet har herved lagt vægt på, at akterne fra ægtefællens asylsag ikke har været inddraget i behandlingen hos Udlændingestyrelsen, uanset at klagerens ægtefælle har givet tilladelse hertil, og at det fremgår af de medsendte referenceakter, at parterne ikke har forklaret det samme. Nævnet har endvidere bemærket, at Udlændingestyrelsen ikke har inddraget andre forhold end de forskellige indrejsetidspunkter i vurderingen af en mulig konsekvensstatus. Efter det anførte besluttede nævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling. syri/2016/77/DTO
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Dara, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i sommeren] 2016 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Advokaten har under sagen nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var ansat af myndighederne som den eneste embedsmand i landsbyen Giza, hvorfra konflikten i Syrien oprindeligt udsprang med anholdelsen og tortur af en gruppe drenge fra Dara. Klagerens job var at uddele sukker og ris til indbyggerne, og han havde et lille kontor i byen. I forbindelse med konflikten i Syrien tog den syriske hær kontrol det område, hvor klageren arbejdede. Befolkningen gjorde modstand, og klageren turde ikke længere være i landsbyen, da myndighederne ikke kunne beskytte ham. Omkring seks måneder efter konflikten startede, stoppede klageren med at arbejde af frygt for repressalier fra lokalbefolkningen. Sikkerhedsstyrkerne ville tvinge klageren tilbage på arbejde, hvorfor han var nødsaget til at gå under jorden. Klageren har siden fået en dom på 1 ½ års fængsel samt en bøde for at have forladt sin arbejdsplads. Omkring 10 måneder efter klageren havde forladt Giza, fik han at vide, at myndighederne ledte efter ham. Familien i Dara har vis bestikkelse fået bekræftet, at klageren er registreret som eftersøgt. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse […] til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af individuelle og konkrete forhold vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til Dansk Flygtningehjælp, advokaten og under nævnsmødet til grund, idet den fremstår udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge vægt på de dokumenter, som klageren har fremlagt i forbindelse med klagen, og som angiver at være henholdsvis en arbejdskontrakt og en straffeattest, hvorefter klageren [et nærmere bestemt tidspunkt i vinteren] 2013 er blevet idømt 1½ års fængsel og en bøde på omkring 300.000 syriske pund for at forlade sit job. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hans asylmotiv var, at hans flygtningelejr i Dara blev bombet dagligt, og at han måtte flygte med sin familie, herunder en datter, der er syg, til sine svigerforældre. Endvidere havde regeringen nyligt vedtaget en resolution om, at også dem fra årgang 1970 ville blive indkaldt til militæret, og at grupperinger også forsøger at hverve folk. Klageren oplyste videre, at der ikke var andre grunde til, at han forlod sit hjemland og ikke kan vende tilbage. Under partshøringen, hvortil klageren blev indkaldt, fordi der manglede oplysninger i hans sag, forklarede klageren heller intet om, at han havde arbejdet for myndighederne, at han havde forladt sit job af frygt for repressalier fra lokalbefolkningen, at han var gået under jorden, og at han havde fået en dom på 1½ års fængsel samt en bøde for at forlade sin arbejdsplads i utide. Klageren har heller ikke forklaret, at han var eftersøgt af myndighederne, og at det var grunden til, at han måtte flygte fra Kherbet Al-ward. Flygtningenævnet afviser derfor forklaringen som utroværdig og konstrueret til lejligheden, herunder forklaringen om, hvorfor klageren ikke tidligere har nævnt disse forhold, som må antages at være et centralt element i asylmotivet. Det forhold, at klageren under sagen har oplyst, at han frygter at blive genindkaldt til militæret, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: Syria, Military Service, Mandatory Selfdefence Duty and Recruitment to the YPG. Det fremgår af oplysningerne, at alle syriske mænd i alderen op til 42 år, som har aftjent deres værnepligt, kan blive genindkaldt til militæret i tilfælde af krig eller undtagelsestilstand. At der er rapporteret eksempler på, at mænd over 42 år er blevet genindkaldt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klager er 45 år og ikke besidder særlige evner, der gør, at det syriske militær kunne have særlig interesse i ham, hvorved bemærkes, at klageren til partshøringen har forklaret, at han ikke har aftjent værnepligt som sådan, da han månedlig bestak sig fra at være tilstede. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2016/76/STR
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni muslim fra […], Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i vinteren] 2014, og at han den [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Til støtte herfor har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han ikke har udvist tilstrækkelig loyalitet over for dem, blandt andet ved ikke at hjælpe dem med at hverve unge til militæret. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han var kendt i sit område, idet han arbejdede frivilligt med aktiviteter for børn og unge. Myndighederne henvendte sig på denne baggrund specifikt til klageren. Klageren har herom oplyst, at han ved flere lejligheder forud for henvendelserne vedrørende rekruttering af unge er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og klageren er under en enkelt episode forud herfor ligeledes blevet udsat for fysiske overgreb forestået af myndighederne. Henvendelserne fortsatte frem til klagerens udrejse og tiltog i [efteråret] 2014, hvor klageren besluttede sig for at udrejse af Syrien. På tidspunktet for sin udrejse var klageren ikke på en national liste over eftersøgte, idet han forud for sin udrejse forsøgte at skabe en forventning om, at han ville samarbejde med repræsentanterne for den militære efterretningstjeneste. Klageren er udrejst af Syrien, idet han ikke ønskede at imødekomme ordrer fra de syriske myndigheder. Efter klagerens udrejse er både klagerens søn, som nu opholder sig i Danmark, samt klagerens bror og ægtefælle blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Myndighederne spurgte til, hvor klageren var flygtet hen, og de kaldte klageren for en landsforræder. Henvendelserne har fundet sted, efter at klageren har været til samtale i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om hændelsesforløbet frem til udrejsen til grund. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren i [efteråret] 2014 besluttede at flygte, og at han solgte sit hus. Herefter udrejste han med skib i begyndelsen af [vinteren] 2014 og indrejste i Danmark den [vinteren] 2014. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den [vinteren] 2015 forklarede klageren blandt andet, at han var i telefonisk kontakt med sin ægtefælle næsten dagligt, og at familien ikke var blevet opsøgt at myndighederne efter hans udrejse. Udlændingestyrelsen traf afgørelse den [foråret] 2015, og klagerens ældste søn indrejste i Danmark i [efteråret] 2015. Dansk Flygtningehjælp påklagede på klagerens vegne Udlændingestyrelsens afgørelse den [sommeren] 2016. Klageren har under klagesagen og også for Flygtningenævnet oplyst, at hans familie efter hans samtale med Udlændingestyrelsen er blevet opsøgt adskillige gange af myndighederne, at myndighederne i den forbindelse har spurgt efter ham, at familien har oplyst, at han er udrejst, og at myndighederne ikke har kommenteret dette, men blot rystet på hovedet. Familien har ikke været udsat for overgreb fra myndighedernes side. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at myndighederne, hvis klageren vender tilbage til Syrien, vil forfølge ham eller udsætte ham for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/75/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning. Klageren er statsløs palæstinenser fra Yarmouk-lejren i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved et check-point ved byen […], blev standset og fængslet i et fængsel ved [byens] lufthavn under anklage for at have deltaget i demonstrationer mod regimet. Efter tre måneder blev han flyttet til [et andet fængsel], hvorfra han fik kontakt til en advokat, som sørgede for, at klageren blev løsladt mod bestikkelse. Under fængslingen blev han udsat for tortur. Efter klageren blev løsladt, genoptog han sit arbejde for [en international organisation]. Under klagerens fængsling boede familien hos hans ægtefælles svoger i [en syrisk by]. Mens klageren stadig var i [den syriske by], blev ægtefællens svoger opsøgt af efterretningstjenesten, som ledte efter klageren. Svogeren havde oplyst efterretningstjenesten, at han ikke havde kontakt til klageren. I den periode, hvor klageren arbejdede for [den internationale organisation], modtog han ligeledes besked fra sin advokat om, at efterretningstjenesten var efter ham og advokaten anbefalede ham at flygte. Klageren flygtede herefter til Tyrkiet sammen med sin familie. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klageren at blive slået ihjel af regimets styrker, fordi han er eftersøgt, da løsladelsen ikke var legal, og fordi de ledte efter ham, inden han flygtede. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring om centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har således i asylskemaet angivet, at han udrejste efter at have været tilbageholdt i forbindelse med en masseanholdelse, og at han blev løsladt, idet der var sket en navneforveksling, hvilket han også forklarede til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal kan lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren blev anholdt sammen med en række andre personer ved en kontrolpost, hvorefter han blev udsat for overgreb under sin fængsling. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser, idet der var sket en navneforveksling. Flertallet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring om, at han under tilbageholdelsen tilstod at have deltaget i demonstrationer og at han blev løsladt ved at betale bestikkelse, til grund. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens konflikt er uafsluttet. Flertallet kan heller ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring om, at myndighederne forsøgte at opsøge ham, til grund. Flertallet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren efter løsladelsen forblev bosat i samme område i 6-9 måneder uden at opleve konflikter. Flertallet finder, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de nævnte udbygninger på en sammenhængende og troværdig måde. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren ikke kan anses for at være kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder efter bevisvurderingen, at der ikke er anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse.” Syri/2016/74/col
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arabisk og fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har dog været aktiv i en studentergruppe på universitetet, hvor fokus var på kvinders rolle i samfundet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [foråret] 2015, og at hun den [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har været udsat for chikane, idet hendes far er sunni-muslim og hendes mor er alawit, og fordi hun ikke vil gå med hijab. Hun frygter endvidere overgreb fra sin fars familie. Klageren har forklaret, at hun i Syrien var en selvstændig kvinde. Da krigen brød ud, blev situationen tiltagende vanskelig, og forholdene blev og er uudholdelige for en frisindet person som klageren. Hun er truet af islamisterne på grund af deres kvindesyn. Hun er i risiko for at blive anset for at modsætte sig sharia og islam. Hun har endvidere forklaret, at hendes fars familie gennem mange år har været utilfreds med klagerens vestlige og ikke-islamiske levevis, og at det har ført til mange gnidninger i familien. Hun er desuden ved to episoder blevet truet af ukendte personer, der ville formå hende til at forlade det område, hvor hun var bosat. Heller ikke efter klagerens forklaring i Flygtningenævnet, der på flere punkter er divergerende og uddybende, er der grundlag for at antage, at klageren på grund af sine ovenfor angivne konflikter af religiøst motiveret karakter i Syrien er i risiko for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tiltrædes imidlertid, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er imidlertid ikke efter oplysningerne i sagen om hendes angivelige konflikter af religiøst motiveret karakter grundlag for at fastslå, at risikoen er begrundet i individuelle omstændigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På den anførte baggrund tiltrædes det derfor, at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, da risikoen har baggrund i en særlig alvorlig situation i klagers hjemland som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” syri/2016/73/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i september 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at hun [vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ønsker at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, fordi hun således får mulighed for at søge om familiesammenføring med hendes ægtefælle, der fortsat opholder sig i Syrien. Klageren har herom oplyst, at hendes ægtefælle er blevet opereret for brok og er derfor ikke i stand til fysisk at flygte fra Syrien, ligesom han lider af forhøjet blodtryk. Hans eneste mulighed for at komme ud af Syrien er, hvis han kan få en tilladelse til familiesammenføring med klageren og hendes tre børn i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens sønner er meddelt opholdstilladelse i Danmark, idet de har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Nævnet lægger endvidere til grund, at klagerens bopæl har været ransaget flere gange af myndighederne, der ledte efter sønnerne, og at hun på grund af sønnernes forhold er blevet meddelt afslag på en ansøgning om økonomisk hjælp til opvarmning. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren er legalt udrejst fra Syrien, og at hendes ægtefælle fortsat uantastet opholder sig der. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at klageren ikke på grund af sønnernes forhold eller af andre grunde er i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af en intensitet, der bevirker, at hun er omfattet af udlændingelovens, § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren og hendes medfølgende barn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/72/THJ
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim fra [bydel], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2014, og at hun [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har arbejdet som sygeplejerske for den syriske stat, og at hun er stukket af fra sit arbejde. Klageren har herom oplyst, at hun på grund af sit arbejde som sygeplejerske blev sendt afsted for at behandle soldater, der var blevet såret i kamp. Klageren flygtede fra sit arbejde sammen med to kolleger [i efteråret] 2014. Begge hendes kolleger blev skudt. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren på den anførte baggrund ikke vurderes at være i risiko for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser, da hun ikke har oplevet konkrete konflikter som følge af udeblivelsen fra sit arbejde. Det tiltrædes endvidere, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at klageren og hendes kvindelige kolleger er blevet beskudt, da klageren ikke har kendskab til, hvem der skød, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at beskydningen har sammenhæng med, at klageren forlod sit arbejde. På denne baggrund er der ikke grundlag for at antage, at klageren er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det er heller ikke oplyst, at klageren har andre konflikter i Syrien. Der er derfor ikke grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, må ved en tilbagevenden til Syrien anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det tiltrædes på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Da asylmotivet imidlertid ikke er begrundet i individuelle omstændigheder, kan der imidlertid ikke gives klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da risikoen har baggrund i en særlig alvorlig situation i klagerens hjemland som følge af alvorlig voldsudøvelse og overgreb på civile, tiltrædes det endelig, at opholdstilladelse er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/71/MKT
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i vinteren] 2016 påklaget afgørelsen til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har overfor Udlændingestyrelsen og skriftligt til Flygtningenævnet oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer imod regimet. Klageren filmede en af demonstrationerne. En af klagerens lærere, der er tro mod regimet, opdagede dette, og slog ham. En af hans venner så efter en af demonstrationerne, at tv-stationen al-Jazeera viste optagelser fra demonstrationen, hvor klageren blev vist. Han frygter, at myndighederne kan genkende ham fra tv-billederne. Klageren og hans familie forlod derefter Aleppo. Familien tog derefter ophold i Kobane. Da familien hørte, at Islamisk Stat havde fået kontrol med landsbyer udenfor Kobane, flygtede familien til Tyrkiet. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste eller at blive tvangshvervet af YPG. Han frygter også Islamisk Stat, fordi han er kurder. Statusændringssager behandles som udgangspunkt på skriftligt grundlag. Klageren har i det væsentlige anført det samme i sit asylskema, i samtalen med Udlændingestyrelsen og til Dansk Flygtningehjælp. Herefter, og efter en konkret vurdering af det, klageren har anført til støtte for sin ansøgning og klage, har Flygtningenævnet besluttet at behandle sagen på skriftligt grundlag, jf. udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der fyldte 18 år [i sommeren] 2016, risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria: Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015, finder nævnet at aftjening af værnepligt vil indebære nærliggende risiko for, at klageren vil blive tvunget til at deltage i alvorlige menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet henviser herved til det anførte i Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013 om aftjening af værnepligt i Syrien, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at den mindste straf, der i øjeblikket pålægges for udeblivelse af militærtjeneste, er anholdelse med henblik på at blive bragt til et tjenestested til aftjening af værnepligt med forlængelse af tjenestetiden. Endvidere fremgår det, at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Der kan derudover henvises til rapport fra Migrationsverket. Temarapport. Reguljär och irreguljär syrisk militärtjänst 2.0 af 25. november 2015. I overensstemmelse med praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene om værnepligt i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/70/MKT
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Afrin, Aleppo i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [medio] 2015, og at han den [ultimo] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [medio] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter sikkerhedstjenesten, da han i sit skrædderi har syet uniformer til Den Frie Syriske Hær. Klageren har herom oplyst, at han sammen med sin partner, […], ejede et skrædderi i Aleppo. I 2013 syede klageren 70 uniformer til en mand ved navn […], som klageren fik oplyst af [sin forretningspartner], var fra sikkerhedstjenesten. [medio] 2014 fik klageren endnu en ordre på 400 uniformer, som var magen til dem, som de syede første gang. [medio] 2014 var 200 uniformer færdigsyet og skulle leveres, hvorfor de blev læsset på en taxa. [Forretningspartneren] tog afsted i en anden bil for at afhente betalingen for uniformerne. Senere samme dag så klageren fra sin balkon, at en af hans medarbejdere blev taget fra skrædderforretningen af sikkerhedstjenesten, hvorfor klageren ringede til [sin forretningspartner]. [Forretningspartneren] sagde, at taxaen, som uniformerne var i, var blevet stoppet af sikkerhedstjenesten, og at de militæruniformer, som de havde syet, i virkeligheden var til Den Frie Syriske Hær. Klageren og hans familie flygtede herefter over til klagerens ven, […]. [Vennens] ægtefælle tog over til klagerens bopæl og så, at dørene var brudt op, og overboens ægtefælle fortalte, at sikkerhedstjenesten havde været der og havde ransaget lejligheden og bygningen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens forklaring under nævnsmødet har været upræcis og præget af divergenser med hensyn til detaljer, herunder også detaljer af væsentlig karakter. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt leverancen blev kørt væk i en offentlig taxa eller en stor privat bil (jeep), antallet af uniformer ved den første bestilling, om uniformerne var ensfarvede, khaki/beige eller camouflage, og om klageren har set bestilleren […] ved den første bestilling. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren ikke har kunnet forklare nærmere, hvordan [forretningspartneren] under telefonsamtalen kunne vide, at bilen med uniformerne var blevet stoppet ved et check-point. Klageren har yderligere forklaret divergerende om, hvorvidt han, inden han forlod Syrien, forsøgte at kontakte [forretningspartneren]. Videre er det mindre sandsynligt, at klageren ikke skulle have informationer om [forretningspartneren], idet klagerens bror angiveligt har opsøgt [forretningspartnerens] familie og forsøgt at inddrive et pengebeløb. Yderligere har Flygtningenævnet lagt væk på, at klageren kunne opholde sig fem dage i nærheden af sin bopæl og derefter en måned hos familie i Afrin uden at blive opsøgt af sikkerhedsstyrkerne. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/69/col
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni- muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til det syriske militær samt de generelle forhold som følge af krigen. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren har boet i Libanon det meste af sit liv, hvor han har gået i skole og haft arbejde. Han blev gift med en libanesisk kvinde i 2003, og hans libanesiske ægtefælle og deres fælles barn opholder sig i Libanon. Det fremgår af notat af 27. maj 2015 fra Udenrigsministeriet, at en ikke-libanesisk mand, som er gift med en libanesisk kvinde, kan få opholdstilladelse i et eller tre år, som kan fornyes. Fornyelsen er betinget af, at den ikke-libanesiske mand er i stand til at forevise en gyldigt udstedt vielsesattest, dokumentere at ægteskabet har varet i et år og bekræfte samlivet. Ansøgeren har efter det oplyste allerede fået en sådan opholdstilladelse for tre år med udløb [i slutningen af 2015]. Nævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren vil kunne få denne opholdstilladelse fornyet ved en tilbagevenden til Libanon uden at tage kontakt til de syriske myndigheder. Det fremgår således af Udenrigsministeriets brev af 6. oktober 2015, at man kan søge om fornyelse af opholdstilladelsen efter udløb mod betaling af et gebyr. Det fremgår endvidere, at det er muligt for syriske statsborgere, som har opnået en opholdstilladelse i Libanon, at få fornyet opholdstilladelsen, hvis de ikke er i stand til at kontakte de syriske myndigheder for at få fornyet deres syriske pas. Ansøgeren har ikke haft konflikter med de libanesiske myndigheder eller personlige konflikter i Libanon. De konflikter med religiøse grupper, som ansøger oplyser at have været udsat for som syrer og sunni-muslim i et shia-område i Libanon, har desuden været af generel karakter. På den baggrund sammenholdt med sagens øvrige oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon, hvor han må antages at kunne opnå beskyttelse. Libanon kan derfor tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, og ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/68/STR
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og kristen af trosretning fra [landsby], Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive opsøgt af de syriske myndigheder med henblik på at indkalde ham til tjeneste til den syriske hær. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive undertrykt i Syrien, idet han er kristen af trosretning. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af myndighederne eller oprørsgrupper grundet sin tro. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det er vanskeligt at leve i Syrien grundet krigen. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke ønsker at deltage i krigen, idet han ikke ønsker at slå nogen ihjel eller selv risikere at blive slået ihjel. Endelig har ansøgeren oplyst, at kristne i Syrien bliver undertrykt af både myndigheder og oprørsgrupper. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Ansøgeren har oplyst, at han har boet hele sit liv i Syrien sammen med sin familie. Ansøgerens far er syrisk statsborger, og ansøgerens ægtefælle og børn er også syriske statsborgere. Ansøgerens mor er libanesisk statsborger, men har boet i Syrien hele sit liv, hvor hun blev født i 1954. Hun har sit libanesiske statsborgerskab fra sin far, der arbejdede i Libanon i en periode og blev registreret som libanesisk statsborger, hvorefter han senere flyttede til Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han alene har været på tre besøg af en enkelt dags varighed i Libanon i løbet af sit liv. Han har ingen nær familie i Libanon, men kun fjerne slægtninge på sin mors side, som han aldrig har haft kontakt med. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon. Den omstændighed, at han efter det oplyste måtte kunne opnå tidsbegrænset opholdstilladelse i Libanon, fordi hans mor er libanesisk statsborger, kan ikke føre til en anden vurdering. Betingelserne for at nægte ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 4, er derfor ikke opfyldt. Da ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2016/67/SHH
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i] maj 2014 sammen med sine tre børn, hvor hun søgte asyl. Udlændingestyrelsen har [i] oktober 2014 meddelt klageren afslag på ansøgningen om asyl, idet Libanon kunne tjene som hendes første asylland. [I] marts 2015 har Flygtningenævnet stadfæstet styrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærkede i afgørelsen af […] marts 2015, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at klageren var udrejst illegalt, eller den omstændighed, at klagerens tre år gamle søn er canadisk statsborger, medførte ikke, at klageren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at Libanon på daværende tidspunkt kunne tjene som klagerens 1. asylland. [I] maj 2015 har klageren første gang anmodet om genoptagelse af asylsagen. [I] juli 2015 søgte klagerens advokat at indklage Danmark for FN’s Menneskerettighedskomité. [I] oktober 2015 har Flygtningenævnet genoptaget sagen og hjemvist den til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen foretager en asylretlige vurdering af klagerens sag set i lyset af oplysningerne, der er fremkommet om klagerens skilsmisse fra sin ægtefælle. [I] februar 2016 har Udlændingestyrelsen meddelt klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved brev af […] marts 2016 har advokat Tobias Grotkjær Elmstrøm klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som begrundelse for anmodningen om statusændring har advokaten blandt andet anført, at klageren er mistænkt for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær, idet hun er udrejst illegalt uden kontakt med de syriske myndigheder. Advokaten har endvidere anført, at det afgørende er, at de syriske myndigheder må antages at blive bekendt med klagerens illegale udrejse, såfremt klageren skulle vende tilbage til Syrien. Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen om klagerens forhold i Syrien forud for udrejsen, siden Flygtningenævnet traf afgørelse i sagen [i] marts 2015. Der foreligger ingen oplysninger om, at klageren forud for udrejsen af Syrien har deltaget i det politiske liv, eller øvrigt været aktiv mod regimet eller andre, og det kan ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering i relation til udlændingelovens § 7, stk. 1. Der henvises herved til Flygtningenævnets afgørelse af […] marts 2015 samt til den begrundelse, der er anført i Udlændingestyrelsen afgørelse af […] februar 2016. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2016/66 NIN
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [byen A], der er beliggende i nærheden af [byen B] i Aleppo-området i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 meddelte hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved sin advokat [i foråret] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har herved dels henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter PKK, fordi hun har sagt nej til at lade sig hverve til militærtræning af bevægelsen. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til sagen oplyst, at hendes ægtefælle forsvandt i 2013 af politiske årsager. Kort tid efter, at ægtefællen var forsvundet, ringede han til klageren og fortalte, at han var udrejst til Libanon. Efterfølgende har klageren ikke hørt mere til ham. Klageren blev boende i [byen A] indtil [sommeren] 2014, hvor hun udrejste, efter at medlemmer af PKK havde opsøgt hende fire-fem gange med henblik på at hverve hende til militærtræning og senere deltagelse i krigen. Klageren sagde nej, da hun ikke ønsker at deltage i krig. Da PKK-medlemmerne blev mere og mere vedholdende, besluttede klageren sig for at udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2015 har forklaret, at PKK begyndte at hverve kvinder og mænd og give dem militærtræning. De gik især efter unge mænd og kvinder, som levede som ugifte og ikke havde familie. De kom til hendes bopæl, hvor hun boede alene med sine børn, 4 – 5 gange for at hverve hende. Hun blev senest opsøgt af PKK et par uger inden sin udrejse. Man kunne godt sige nej til at være støtte, men PKK ville komme igen og spørge. PKK blev hverken voldelig eller truende i forbindelse med hvervningen af klager, men de var meget vedholdende og kom flere gange. De prøvede at overtale folk, men uden at lægge pres på borgerne. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at hun blev opsøgt fire til fem gange af YPG. De første to gange var det almindelige henvendelser om hjælp med tøj og penge, men de sidste to gange gjorde de det klart, at det var en pligt for hende at tilslutte sig YPG og støtte organisationen. De sagde ikke, hvad det indebar, men hun gik ud fra, at det havde med våben og militær at gøre. De accepterede imidlertid, at hun fik nogle dage til at arrangere, at hendes børn kunne blive passet af en svigerinde. Der er tale om oplysninger af central betydning for asylmotivet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren på overbevisende måde har været i stand til at redegøre for den ændrede forklaring, og Flygtningenævnet kan således ikke lægge forklaringen til grund. Hertil kommer, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Sammenfattende finder nævnet ikke, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/65/LAJ
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren, der er født i 1964, er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [senere i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 påklaget afgørelsen til Flygtningenævnet med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har overfor Udlændingestyrelsen og skriftligt til Flygtningenævnet oplyst, at han tre gange i [en måned i sommeren] 2012 blev opsøgt af myndighederne, der anmodede ham om at sørge for, at hans søn kom til at udføre militærtjeneste. Myndighederne meddelte, at klageren ellers ville blive tilbageholdt. Klageren overgav ikke sin søn til myndighederne. Under det tredje besøg var stemningen dårlig, men der skete ikke yderligere. Da bombardementerne i området tog til i [samme måned i] 2012, og myndighederne efterfølgende i [efteråret] 2012 mistede kontrollen i området, var det ikke længere muligt for myndighederne at opsøge klageren. Endvidere var klageren [senere på sommeren] 2012 flyttet hen til sin svigerfamilie et andet sted i Yarmouk, hvor myndighederne ikke vidste, at han opholdt sig. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter han både myndighederne og oppositionen, herunder ISIS, der fortsat har kontrol med en del af Yarmouk. Da han ikke vil tilslutte sig en af parterne, vil begge parter lægge til grund, at klageren støtter modparten og udsætte ham for forfølgelse eller overgreb. Klageren anmoder om mundtlig behandling i Flygtningenævnet. Statusændringssager behandles som udgangspunkt på skriftligt grundlag. Klageren har i det væsentlige anført det samme i sit asylskema, i samtalen med Udlændingestyrelsen og til sin advokat. Forklaringen er i det væsentlige overensstemmende med oplysningerne i klagerens søns asylsag. Udlændingestyrelsen har ikke i sin afgørelse tilsidesat klagerens forklaring. Herefter, og efter en konkret vurdering af det klageren har anført til støtte for sin ansøgning og klage, har Flygtningenævnet besluttet at behandle sagen på skriftligt grundlag, jf. udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. I overensstemmelse med klagerens egen forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at myndighederne ikke på noget tidspunkt har tilbageholdt klageren, herunder i forbindelse med de tre gange myndighedspersoner har anmodet klageren om at sørge for, at hans søn kommer til at gøre militærtjeneste. Endvidere lægges det, ligeledes i overensstemmelse med klagerens forklaring, til grund, at klageren ikke i øvrigt har haft konkrete konflikter med myndigheder, grupper eller private personer i Syrien. Det lægges videre til grund, at klageren som forklaret har kunnet udrejse legalt af Syrien [i efteråret] 2012 med sin ægtefælle og børn, og at han i forbindelse med udrejsen fremviste dokumentation ved den syriske grænse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for på grund af sine konkrete forhold at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Nævnet finder endvidere, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er i et sådant individuelt modsætningsforhold til grupper i Syrien, herunder ISIS, at han af den grund vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/64/LAP
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Raqqa, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han frygter, at IS vil slå ham ihjel, samt at IS vil forfølge ham, fordi han har arbejdet som skolepsykolog på en skole i Raqqa. IS vil ikke acceptere hans funktion. [I sommeren] 2014, under et møde på den skole, som klageren underviste på, blev klageren af tre personer fra IS beskyldt for at være vantro, og blev truet med offentlig henrettelse. Endvidere er hans ægtefælle etnisk kurder. Endelig frygter klageren den Frie Syriske Hær, som har tilbageholdt og udsat klageren for vold. Han har været tilbageholdt af den Frie Syriske Hær i en kælder i omkring fem dage, hvor han blev slået og klippet i øret med en tang. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens nye forklaring om tilbageholdelsen af den Frie Syriske Hær [i vinteren] 2014 og mødet [i sommeren] 2014 til grund. Nævnet bemærker herved, at disse episoder er de alvorligste i klagerens asylmotiv, og at de ikke er omtalt overfor Udlændingestyrelsen. Klageren har ikke givet nogen rimelig grund til, at dette ikke er sket. Flygtningenævnet lægger til grund, hvilket stemmer med klagerens oprindelige oplysninger til Udlændingestyrelsen, at klageren har været ansat på en skole i Raqqa som skolepsykolog. Raqqa er under IS’ kontrol og nævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om IS’ ageren, at klageren med denne baggrund risikerer overgreb fra IS, og at han således opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at der ikke i den foreliggende situation findes et internt flugtalternativ for klageren.” Syri/2016/63/SHH
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes to medfølgende børn indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at de [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Til støtte herfor har klageren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt og tortureret med døden til følge af regimet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i sin funktion som sygeplejerske på et hospital hjalp en kvinde og dennes 15-årige søn. Klageren blev undervejs klar over, at familien kom fra Harasta. Klageren og det øvrige sundhedspersonale havde fået ordre fra sikkerhedsfolkene om, at de ikke måtte behandle personer fra Harasta, idet disse var i familie med medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Klageren har videre oplyst, at familiens bopæl er blevet angrebet og ransaget af sikkerhedsfolk. Hendes ægtefælle forsvandt i [sommeren] 2013, og hun har fået at vide, at han er død som følge af tortur udøvet af det syriske regime. Klageren og hendes børn er blevet terroriseret af sikkerhedsfolkene, og hele hendes familie er blevet beskyldt for at hjælpe oprørsgrupperne. Klageren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ægtefællen blot forsvandt, at ægtefællen ikke havde konflikter, der kunne begrunde dennes forsvinden i [sommeren] 2013, at klageren ikke selv havde konflikter med nogen personer i forbindelse med ægtefællens forsvinden, at hun selv eftersøgte ham hos forskellige myndigheder, og at klageren direkte adspurgt benægtede, at hun skulle være blevet opsøgt af myndighederne eller andre personer i anledning af ægtefællens forsvinden. Klageren har for Flygtningenævnet nu oplyst, at hun omkring to måneder efter ægtefællens forsvinden blev opsøgt af sikkerhedsmyndighederne, som ransagede bopælen og udspurgte hende om ægtefællen. Der er tale om oplysninger af central betydning for det nu påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren på overbevisende måde har redegjort for den ændrede forklaring. På denne baggrund kan der ikke lægges nogen vægt på denne udbyggede forklaring eller på de øvrige fremkomne oplysninger om omfanget og karakteren af familiens konflikt med myndighederne. Dernæst har klageren forklaret upræcist og usammenhængende om tidspunkterne for, hvornår sikkerhedstjenesten havde spurgt til hende og ville i kontakt med hende, også set i forhold til det angivne udrejsetidspunkt. Hertil kommer, at klageren har erkendt, at hun ikke blev opsøgt af sikkerhedstjenesten efter udtagelsen af blodprøven. Sammenfattende kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring om den påberåbte konflikt med myndighederne til grund. Klageren og hendes to medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/62/SSM
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser og sunni muslim fra [en flygtningelejr i] Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, eftersom de forveksler ham med en person, han ikke er, og fordi han mener, at myndighederne har ham under mistanke for at være tilknyttet oprørerne. Klageren har videre henvist til, at han frygter Den frie Syriske Hær, fordi han formoder, at de mistænker ham for at samarbejde med de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har været tilbageholdt fire gange af de syriske myndigheder. Første gang blev han tilbageholdt ved en kontrolpost i forbindelse med sin flytning fra [flygtningelejren i Damaskus]. Han var tilbageholdt i tre-fire dage, hvor han blev afhørt og var udsat for slag. Myndighederne beskyldte i forbindelse med afhøringerne klageren for at tilhøre en bevæbnet gruppe, ligesom de formodede, at klageren var far til en person ved navn [A]. Da det gik op for myndighederne, at klageren ikke var den person, de ledte efter, blev han løsladt. Klageren har herefter ikke været tilbageholdt af de samme personer. Omkring to måneder efter klageren blev løsladt, blev han igen stoppet ved en kontrolpost i Damaskus, som var kontrolleret af de syriske myndigheder. Han blev udspurgt om sin identitet, og om han havde en søn ved navn [A]. Han blev ikke udsat for fysiske overgreb, og efter to timer fik han lov at gå uden nogen betingelser. Omkring seks måneder før klageren kom til Danmark, blev han igen stoppet ved en kontrolpost, der var kontrolleret af de syriske myndigheder. Her blev han igen spurgt til personen [A]. Det tog cirka 20 minutter, og herefter fik klager lov at gå uden betingelser. I [efteråret] 2014 blev klageren endnu en gang stoppet ved en myndighedskontrolleret kontrolpost, hvor han blev spurgt ind til sit kendskab til [A], og hvad han arbejde med. Efter cirka 15 minutter fik klager lov at gå uden nogen betingelser. Klageren har oplyst, at myndighederne tilbageholdte ham på grund af hans efternavn, som han delte med [A], samt at han ikke har været tilbageholdt mere end de fire gange, som han har forklaret om. Klageren har videre oplyst, at han i den periode, han boede [flygtningelejren], blev opsøgt fire gange af en for ham ukendt gruppe. De spurgte efter to pistoler, som de mente, at klageren gemte. Klageren tilbød dem at lede efter pistoler, hvorefter de gik deres vej. Klageren blev ikke udsat for overgreb, og han blev ikke opsøgt af mændene, efter han flyttede fra [flygtningelejren]. Klageren har endvidere forklaret, at han har været i kontakt med Den Frie Syriske Hær (FSA). Når der blev stjålet noget fra husene i hans område, ville klageren indgive en klage til FSA. Klageren boede endvidere i stueetagen, så i de tilfælde hvor FSA-oprørerne havde brug for vand, henvendte de sig til klageren, og han gav dem vand. På grund af dette var FSA-oprørerne tit forbi klagerens hjem, og han frygter at dette er kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har først under mødet for nævnet forklaret, at den omtalte [A] er hans nevø. Nævnet bemærker, at ansøgeren har bekræftet, at han hverken overfor Udlændingestyrelsen eller overfor Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at den pågældende [A] var hans nevø. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens datter har til styrelsen oplyst, at hun ikke kender den pågældende [A], selvom ansøgeren har forklaret, at hele hans familie kendte [A]. Et flertal finder, at der er tale om en væsentlig udbygning og finder ikke, at det forhold, at ansøgeren ikke tidligere har fortalt om [A] kan skyldes hans frygt for danske myndigheder. Flertallet tilsidesætter derfor forklaringen om, at [A] var hans nevø. Idet flertallet således lægger til grund, at det var på grund af en navneforveksling, at ansøgeren dels blev anholdt, dels standset ved kontrolposter finder flertallet ikke, at der er tale om en individuel og konkret risiko for ansøgeren og specielt ikke, når det er oplyst, at den pågældende [A] er død. Standsningen ved kontrolposterne findes endvidere ikke, at have haft tilstrækkelig intensitet. Da ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien vil være i individuel, reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/61/SND
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb fra det syriske regime. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far har været fængslet af det syriske regime, der beskyldte ham for at samarbejde med Den frie Syriske hær. Han blev løsladt efter tre måneder som led i en fangeudveksling mellem det syriske militær og Den Frie Syriske Hær. Cirka en måned efter farens løsladelse modtog faren et brev. Det fremgik af brevet, at han skulle henvende sig til myndighederne, og at han ville blive hentet, hvis han ikke henvendte sig. Få dage efter modtagelsen af brevet, forlod klageren og hans familie deres bopæl i Damaskus. De flyttede hen til en klagers morbror, som boede i en andel bydel i Damaskus. Cirka en måned efter udrejste klager og hans familie fra Syrien. Klageren har videre anført, at han frygter shia-muslimer i sit hjemområde. Klageren har til støtte herfor forklaret, at Shia-muslimerne gik ind i folks hjem i hans hjemområde, hvor de råbte, slog og kiggede efter guld og våben. Klagers families bopæl blev opsøgt flere gange af shia-muslimer. Første gang brækkede de døren op og sagde, at klagers familie ville blive slået ihjel, hvis de ikke tog til fredagsbøn. De sparkede klagers far og forlod derefter familiens bopæl. Anden gang ledte de efter våben og guld. Tredje gang beskyldte de klagers familie for at sy tøj til Den Frie Syriske hær. Under denne episode brændte de skrædderiet, som lå bag klagerens bopæl, ned. Klageren har endvidere anført, at han frygter at vende tilbage til Syrien, fordi han er blevet indkaldt til at aftjene værnepligt, hvilket han ikke ønsker. Klager har til støtte herfor oplyst, at hans mor havde henvendt sig på den syriske ambassade i Kairo, for at få fornyet klagers pas. På ambassaden sagde de, at klager var efterlyst, fordi han er indkaldt til at aftjene værnepligt i Syrien, men ikke er dukket op. Klagers faster i Syrien har modtaget den skriftlige indkaldelse til klager. Flygtningenævnet kan i nogen grad lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han ikke er bekendt med indholdet af det brev som hans far modtog fra myndighederne et stykke tid efter farens løsladelse. Som følge heraf finder nævnet ikke at det kan antages at dette sandsynliggøre at ansøgeren vil kunne opnå problemer med myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at han ikke selv er blevet opsøgt af myndighederne mens han boede i Syrien. Nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af nogle shiitter, idet denne forklaring ikke fremgår af hverken hans asylskema eller hans samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Idet det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at syriske mænd tidligst skal udføre værnepligt, når de er fyldt 18 år, opfylder ansøgeren af denne grund på nuværende tidspunkt ikke betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/60/SND
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien, samt at han frygter de syriske myndigheder, som flere gange har forsøgt at opsøge klageren, samt at oprørerne anser klageren som en forræder. Nævnet lægger særligt vægt på, at klageren i henhold til oplysnings- og motivsamtalen [fra begyndelsen af] 2015 har angivet, at han søger asyl under henvisning til de generelle forhold, og at han ikke har nogen konflikter i Syrien. Under mødet for nævnet har han forklaret divergerende på væsentlige punkter i forhold til klageskrivelsen [fra efteråret] 2015 fra Dansk Flygtningehjælp. Nævnet har noteret sig, at klageren har forklaret, at han ikke har fået klageskrivelsen oversat, men nævnet lægger til grund, at de væsentligste oplysninger heri må hidrøre fra klageren. Klageren har i henhold til klageskrivelsen oplyst, at hans datter en enkelt gang blev tilbageholdt ved en kontrolpost på grund af ham, hvilket han under nævnsmødet har afvist, idet han har forklaret, at datteren alene blev udsat for den generelle kontrol. Klageren har i skrivelsen oplyst, at han blev opsøgt af oprørene tre gange, men har under nævnsmødet forklaret, at han blev opsøgt seks gange. Endelig har klageren i klageskrivelsen oplyst, at han gik i skjul, efter han blev opsøgt tredje gang, hvilket han har afvist på nævnsmødet. Da klageren under mødet for nævnet har svaret afglidende og unuanceret på konkrete spørgsmål samt på grund af ovennævnte, finder et flertal af nævnet ikke, at kunne lægge klagerens forklaring til grund. Herefter har klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/6/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […] Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil genindkalde ham til tjeneste i det syriske militær. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Islamisk Stat, idet de befinder sig i det område af Syrien, hvor han stammer fra. Ligeledes har ansøgeren henvist til de socioøkonomiske forhold i Syrien efter krigens start. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, da han ikke ønsker at deltage i krigen, herunder slå andre mennesker ihjel, samt at det ikke længere er muligt at leve i Syrien, da der intet arbejde er at få. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens§ 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgerens mor er libanesisk statsborger, men ansøgeren mener ikke, at han og hans hustru og børn på dette grundlag vil kunne få en opholdstilladelse i Libanon. På grund af den store tilstrømning af syriske flygtninge, har den libanesiske befolkning vendt sig mod syrerne. På nuværende tidspunkt er forholdene meget vanskelige for de syrere, der opholder sig i Libanon. Ansøgeren har selv været udsat for chikane på gaden, idet ukendte personer har råbt ”syrer” efter ham på en nedladende måde. Ansøgeren har ikke haft konflikter med de libanesiske myndigheder eller i øvrigt haft konflikter med privatpersoner eller andre grupper. Ansøgeren har henvist til, at syrere i Libanon risikerer at blive overfaldet af den libanesiske befolkning. Ansøgeren frygter derfor private personer, Hizbollah og de libanesiske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive sendt tilbage til Syrien, idet Hizbollah, der har magten i Libanon, støtter Assad. Ansøgeren har fra 1997 til 1999 og igen fra 2001 til 2011 arbejdet i Libanon. Dette har været tilrettelagt således, at ansøgeren i perioder på tre-fire måneder har arbejdet i Libanon, hvorefter ansøgeren har tilbragt nogle måneder hos familien i Syrien. Ansøgeren har i 2014 arbejdet i Libanon i tre måneder. Ansøgeren er af den opfattelse, at han på nuværende tidspunkt ikke vil kunne skaffe sig beskæftigelse i Libanon. Såfremt han måtte opnå en opholdstilladelse, vil dette ikke indebære, at han har tilladelse til at tage arbejde i Libanon. Ansøgerens tre brødre er flygtet fra krigen og opholder sig i Libanon. Ansøgeren har boet sammen med disse brødre i Syrien. Den ene bror har været i Libanon siden 2014, men ansøgeren er ikke klar over, hvor længe de to andre brødre har opholdt sig i Libanon. Ansøgeren er ikke bekendt med, på hvilket grundlag brødrene opholder sig i Libanon. Flygtningenævnet finder, under henvisning til, at ansøgeren har haft stort set hele sit arbejdsliv i Libanon, og til, at tre af ansøgerens brødre, med hvem ansøgeren tidligere har delt husstand, er bosat i Beirut, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon. Ansøgerens moder er statsborger i Libanon, og efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notater af 27. maj 2015, 6. oktober 2015 og 7. januar 2016, finder Flygtningenævnet, at det må antages, at ansøgeren, der er i besiddelse af et syrisk ID-kort og en familiebog, kan indrejse og få opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet finder videre, at det må antages, at opholdstilladelsen vil kunne fornyes i Libanon, og at ansøgerens hustru og børn vil kunne få tilsvarende opholdstilladelser i Libanon. Flygtningenævnet lægger efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at ansøgeren ikke vil risikerer refoulement. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren, der har haft stort set hele sit arbejdsliv i Libanon, i Libanon vil opnå den fornødne beskyttelse af sin sikkerhed og integritet. I beskyttelseskravet indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren skal nyde visse helt basale rettigheder. Der henvises herved til de civile og socioøkonomiske rettigheder, der fremgår af Flygtningekonventionens kapitel II til V samt til EXCOM Conclusion No. 58 - 1989, hvorefter det blandt andet kræves, at vedkommende i det pågældende land vil blive ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Dette må eksempelvis indebære, at asyllandet i praksis skal respektere de krav, der fremgår af flygtningekonventionens artikel 3 om ikke-diskrimination, artikel 4 om religionsfrihed, artikel 17 om adgang til lønnet beskæftigelse i samme omfang som de gunstigst stillede udlændinge, artikel 22, stk. 1, om adgang til grundskoleundervisning efter samme standard som asyllandets egne statsborgere, artikel 23 om samme behandling som asyllandets statsborgere med hensyn til offentlig understøttelse samt artikel 28 om udstedelse af rejsedokumenter. Flygtningenævnets flertal finder på dette grundlag, at ansøgere har en så nær tilknytning til Libanon, at han kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor ansøgerens sikkerhed og integritet vil blive tilgodeset. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/59/LRN
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, idet klageren ikke har efterkommet de betingelser, som militærsikkerhedsgruppen fremsatte. Klageren har herom oplyst, at han og hans familie i begyndelsen af borgerkrigen i Syrien boede i et område, der primært var beboet af alawitter og hvor republikgarden holdt til. Klagerens ægtefælle er etnisk alawit. Klageren fik stigende problemer med alawitterne efter borgerkrigens begyndelse. Klageren måtte derfor flytte med sin familie til [by], der var kontrolleret af oprørene. Da klageren boede i [byen] blev han anholdt og tilbageholdt af militærsikkerhedsenheden. Under tilbageholdelsen blev klageren afhørt af mange forskellige mennesker, der spurgte til sin religion, politiske tilhørsforhold med videre. Klageren blev udspurgt om [byen]. Militærsikkerhedstjenesten ønskede oplysninger om oprørsgrupper, om magtforholdene i [byen], og om hvem der havde våben, og hvem der var smuglere. Mod levering af sådanne oplysninger om beboere i [byen] ville klageren blive løsladt uden, at de krævede andet af ham. Klageren blev løsladt, fordi han gik med til at hjælpe militærsikkerhedstjenesten med at skaffe oplysninger. Under tilbageholdelsen blev klageren slået, og han kunne høre andre blive slået. Efter løsladelsen forlod klageren ikke sin bolig i [byen]. Han tog ikke kontakt til myndighederne, som han havde lovet og blev heller ikke opsøgt af myndighederne, der ikke havde adgang til [byen]. Klagerens ægtefælle, der er sygeplejerske og arbejdede på et offentligt hospital, blev derimod opsøgt af myndighederne på sin arbejdsplads efter klagerens løsladelse. Myndighederne spurgte efter klageren, som gennem ægtefællen blev opfordret til at melde sig til politienheden i militæret. Ægtefællen stoppede herefter med at arbejde og smed sit simkort væk. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i asylsamtalen [sommeren] 2015 forklarede, at tilbageholdelsen af ham primo 2013 efter hans formodning reelt set var arrangeret af/planlagt af slægtninge til hans ægtefælle, som ønskede en skilsmisse mellem ægteparret, at han ikke har været udsat for yderligere henvendelser eller tilbageholdelser, og at tilbageholdelsen primo 2013 var et enkeltstående tilfælde. Nævnet har videre lagt vægt på, at klager i asylsamtalen videre forklarede, at han efter tilbageholdelsen blev løsladt uden betingelser og fik fortalt, at tilbageholdelsen var sket uberettiget på grund af en navneforveksling, at hans ægtefælle på intet tidspunkt blev oplyst om årsagen til, at sikkerhedstjenesten senere henvendte sig til hende og sagde, at klager skulle henvende sig til dem, og at det alene beror på klagerens formodning, at henvendelsen skyldtes, at man ønskede at hverve ham som reservesoldat. Nævnet bemærker herved, at klageren tillige forklarede, at han ikke besidder særlige kompetencer eller lignende, der kunne gøre ham særlig interessant som reservesoldat, og at han først forlod Syrien 11 måneder efter den sidste henvendelse fra sikkerhedstjenesten, og selvom han på intet tidspunkt var blevet konkret og individuelt opsøgt af sikkerhedstjenesten eller en af oprørsgrupperne i landet. Klagerens oplysninger om, at han blev løsladt efter tilbageholdelsen på den betingelse, at han gik med til at hjælpe militærsikkerhedstjenesten med at skaffe oplysninger om oprørsgrupper og om lokalbefolkningen i [byen] og nu frygter konkret forfølgelse fra de syriske myndigheder, fordi han ikke har efterkommet betingelsen og leveret sådanne oplysninger, er først fremkommet ca. ½ år efter, at klageren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og divergerer markant fra den tidligere forklaring og forekommer derfor utroværdig og konstrueret til lejligheden. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/58/THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i [A], Yemen, og flyttede kort efter fødslen med sin familie til [en flygtningelejr] i Libanon. Ansøgeren er sunnimuslim af trosretning. Ansøgerens far er syrisk statsborger, og hans mor er statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren flyttede som 18-årig til Aleppo, Syrien, for at aftjene værnepligt. Ansøgeren var i Damaskus for at modtage træning i et år og to måneder. Herefter blev han udstationeret i Qamishli i fire til seks måneder, hvorefter han afsluttede sin militærtjeneste. Derefter tog ansøgeren tilbage til [flygtningelejren] i Libanon, hvor han lod sig hverve af [en militant gruppering]. Han var tilknyttet bevægelsen allerede inden sin udrejse til Syrien. Han var tilknyttet bevægelsen i omkring et år, inden han udrejste til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter [den militante gruppering], idet han uretmæssigt blev beskyldt for at have bestjålet et våbenlager, hvor han holdt vagt, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer genindkaldelse til aftjening af militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens under nævnsmødet tilkendegivne vurdering til grund, at ansøgeren, der er syrisk statsborger, ved en tilbagevenden til Syrien risikerer genindkaldelse til aftjening af militærtjeneste og derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved [en byret i Danmark]s dom [fra foråret] 2009 er udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år, og at han ved [en anden dansk byret]s dom [fra vinteren] 2015 er udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren ved [en byret i Sverige]s dom [fra vinteren] 2014 er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter udlændingeloven, såfremt pådømmelsen var sket her i landet. Ansøgeren er i perioden fra [foråret] 2009 til [foråret] 2015 i Danmark idømt fængsel i henholdsvis 60 dage, 40 dage, fire måneder og 40 dage for blandt andet berigelseskriminalitet, våbenlovsovertrædelse, hærværk samt vold, herunder grov vold og trusler. Han er endvidere ved [en byret i Sverige] idømt et års fængsel for medvirken til narkotikasmugling. Det er om ansøgerens familiemæssige tilknytning til Danmark oplyst, at han her i landet alene har en moster, som han ikke ønsker at have kontakt med. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering – herunder af grovheden af de af ansøgeren begåede forbrydelser over en periode på omkring seks år overfor tilknytningen til Danmark – ikke, at der foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for, at han skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1 og stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/57/MKT
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer indkaldelse til militæret, og at han grundet sin fars aktiviteter risikerer forfølgelse fra myndighederne. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far er i opposition til myndighederne i Syrien, da han er udtrådt af Baath-partiet og endvidere har nægtet at tjene i flyvevåbenet. Som følge heraf risikerer ansøgeren som nært familiemedlem forfølgelse fra myndighederne. Ansøgeren har videre oplyst, at han i Libanon risikerer forfølgelse fra Hizbollah grundet farens konflikt med de syriske myndigheder. Endvidere har ansøger oplyst, at han risikerer at blive tvunget til at tjene i den libanesiske hær, eller at de libanesiske myndigheder vil sende ham til Syrien for at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægge til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Syrien, som følge af hans risiko for at blive indkaldt som værnepligtig og farens problemer. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til hvorvidt Libanon kan tjene som første asylland jf. den daværende udlændingelovs § 7, stk. 3. Selvom det lægges til grund, at han som følge af sin mors libanesiske statsborgerskab kunne få ophold i Libanon, finder et flertal af nævnet, at han af de grunde, som er nævnt i sagen vedrørende [faren], kan risikere repressalier fra Hizbollah eller refoulement. Dette flertal finder endvidere ikke, at han vil kunne få de libanesiske myndigheders beskyttelse. Flertallet finder således ikke, at hans personlige integritet er beskyttet i en sådan grad, at Libanon kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/56/ABP
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [landsby A], Rif Dimashq, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse fra myndighederne. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far er i opposition til magthaverne i Syrien, og at hun derfor risikerer at blive pågrebet og brugt som pressionsmiddel af myndighederne. Ansøgeren har videre oplyst, at hun efter sin indrejse i Egypten i [efteråret] 2011 medvirkede i et regimekritisk TV-program omkring situationen i Syrien, og at den syriske efterretningstjeneste efterfølgende efterspurgte hende i hjembyen. Endvidere har ansøgeren grundet politiske aktiviteter i Egypten rettet imod de syriske myndigheder været omtalt på syrisk TV som værende landsforræder. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægge til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Syrien, som følge af farens problemer. Nævnet finder ikke, at det forklaret om ansøgerens egen tv-virksomhed i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til hvorvidt Libanon kan tjene som første asylland jf. den daværende udlændingelovs § 7, stk. 3. Selvom det lægges til grund, at hun som følge af sin mors libanesiske statsborgerskab kunne få ophold i Libanon, finder et flertal af nævnet, at hun af de grunde, som er nævnt i sagen vedrørende [faren], kan risikere repressalier fra Hizbollah eller refoulement. Dette flertal finder endvidere ikke, at hun vil kunne få de libanesiske myndigheders beskyttelse. Flertallet finder således ikke, at hendes personlige integritet er beskyttet i en sådan grad, at Libanon kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/55/ABP
Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien og en kvindelig statsborger fra Libanon samt to børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim fra [landsby A], Rif Dimashq, Syrien. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim fra [landsby B], Libanon. Den mandlige ansøger har været medlem af Baath-partiet fra 1989 til 2007 og aktivt medlem fra 2005-2007. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af myndighederne samt radikale grupper. De har endvidere henvist til, at de i Libanon, frygter de syriske myndigheder samt Hizbollah. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har arbejdet som [stilling samt arbejdsgiver] fra 1988 til 1994, i hvilken forbindelse han blev betroet militærhemmeligheder, og at han fra 1989-2007 har været medlem af Baath-partiet. Grundet uoverensstemmelser med et andet lokalt højtstående medlem forlod den mandlige ansøger partiet i 2007, hvorefter han var fængslet i 25 dage, hans aktiver blev indefrosset og han blev meddelt udrejseforbud. Efter urolighedernes start i Syrien blev den mandlige ansøger omkring [sommeren] 2011 opfordret til at støtte op om magthaverne ved at genindtræde som medlem af Baath-partiet, genoptage sin stilling i militæret samt bekæmpe oppositionen. Som følge heraf levede den mandlige ansøger i skjul frem til [efteråret] 2011, hvor han udrejste til Libanon. Den kvindelige ansøger udrejste med resten af familien [senere på efteråret] 2011. Fra [efteråret] 2011 frem til [sommeren] 2014 boede ansøgerne i Egypten, i hvilken forbindelse den mandlige ansøger gentagne gange optrådte på egyptisk og udenlandsk TV for at tale om situationen i Syrien. Som følge heraf blev den mandlige ansøger fra [foråret] 2012 til 2014 udsat for telefoniske trusler af højtstående personer ved det syriske militær. Endvidere beskyldte radikale grupper den mandlige ansøger i Egypten for at støtte op om det syriske styre. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse lægge til grund, at den mandlige ansøger isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Syrien. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, hvorvidt Libanon kan tjene som første asylland jf. den daværende udlændingelovs § 7, stk. 3. Den mandlige ansøger har efter udrejsen til Egypten talrige gange optrådt i fjernsynsudsendelser, der kan ses i blandt andet Syrien og Libanon og under disse udsendelser har han udtalt sig kritisk mod styret i Syrien samt kritisk mod Hizbollah, om hvem han har udtalt, at de begår drab i Syrien, at de fra Syrien har modtaget kemiske våben og at deres indflydelse i Syrien er problematisk. Nævnet finder ikke at kunne afvise, at disse udtalelser har medført, at han har modtaget flere trusler fra personer tilknyttet styret i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at han også er blevet opsøgt og forsøgt dræbt, blandt andet fordi hans forklaring herom er udbygget væsentligt. Selvom det lægges til grund, at den mandlige ansøger har en nær tilknytning til Libanon og ville kunne få ophold der, finder et flertal af nævnet, at han som følge af kritikken mod Hizbollah og hans profileringsgrad vil kunne risikere repressalier fra Hizbollah eller refoulement. Dette flertal finder endvidere ikke, at han vil kunne få de libanesiske myndigheders beskyttelse. Flertallet finder således ikke, at hans personlige integritet er beskyttet i en sådan grad, at Libanon kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger er libanesisk statsborger og skal som følge heraf vurderes i forhold til Libanon. Hun har ikke et selvstændigt asylmotiv, men har henvist til ægtefællens problemer. Som følge af flertallets vurdering i præmisserne vedrørende ægtefællen, finder det samme flertal, at det er sandsynliggjort, at Hizbollah som følge af ægtefællens problemer kan forfølge den kvindelige ansøger. Det kan ikke lægges til grund, at den kvindelige ansøger kan opnå de libanesiske myndigheders beskyttelse. Som følge heraf har den kvindelige ansøger sandsynliggjort, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den libanesiske statsborger […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/54/ABP
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at de syriske myndigheder vil fængsle ham eller slå ham ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har klageren anført, at han var lærer for FN i [område A], og at han var modstander af regimet. Klagerens hus blev på et tidspunkt ramt af en bombe, og klageren oplevede, at der blev affyret skud mod en skolebus hvor klageren var passager. Det skete fordi regimet ikke ville have, at der skulle være lærere i [område A]. Klageren har videre henvist til, at han var med til at organisere en demonstration i [område A]. En konsekvens af denne demonstration var, at en mand der var leder af en ukendt bevæbnet gruppe, under klagerens tilstedeværelse, henvendte sig på skolen og indirekte truede ledelsesadministrationen med at slå dem ihjel. Klageren har yderligere oplyst, at han i 1996 eller 1997 blev anholdt som følge af en anmeldelse om, at han skulle være fjendtlig stemt overfor regimet. Endelig har klageren forklaret, at han er forfulgt af regimet som følge af, at han har behandlet sårede demonstranter. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund, for så vidt angår, at en bombe ramte hans hus, at der blev skudt mod den bus, som han befandt sig i og at en bevæbnet gruppe henvendte sig til skolens ledelse efter en afholdt demonstration. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at disse episoder var rettet mod ham individuelt. For så vidt angår forklaringen om, at han er forfulgt som følge af, at han har givet indsprøjtninger til sårede, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke har forklaret dette under samtale med Udlændingestyrelsen [sommeren] 2015, men tværtimod har bekræftet, at de øvrigt nævnte grunde var udtømmende for hans ansøgning. Nævnet finder således, at der er tale om en væsentlig udbygning og tilsidesætter derfor denne del af forklaringen. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/53
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, da han er udeblevet fra sit arbejde på [en fabrik] i Homs, der er ejet af samme myndigheder. Udeblivelsen skyldes, at myndighederne kræver, at han i lighed med de andre ansatte på fabrikken efter træning heri skal udføre paskontrol ved regeringsmyndighedernes kontrolposter, hvilket han ikke ønsker. Han frygter derfor at blive forfulgt og dræbt eller tortureret af myndighederne som følge af sin vægring. Klageren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han i [efteråret] 2014 af en repræsentant fra regeringspartiet, som han arbejdede sammen med, blev spurgt, om han ønskede at deltage i paskontrollen. Denne person havde en liste med ca. 25 navne, hvor der stod, at disse skulle deltage i paskontrol. Efter klageren af den pågældende fik at vide, at han stod på listen, fortalte han ikke den pågældende, at han ikke ønskede at deltage, men flygtede ud af landet. En kollega havde tidligere fortalt nævnte person, at han ikke ønskede at deltage i paskontrollen, og klageren har herefter ikke set denne kollega igen. Klageren har til partshøringssamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han og kollegerne fra [sommeren] 2014 blev søgt presset til at deltage i paskontrollen, at nogle afviste dette, og at nogle forsvandt. Han har ikke har fået en officiel indkaldelse til træning eller paskontrol. En kollega har efter klagerens flugt fortalt hans familie, at klageren var blevet fyret fra sit arbejde, men familien er ikke herudover blevet opsøgt af personer fra arbejdspladsen. Klageren har endvidere til partshøringssamtalen forklaret, at han aldrig er blevet opsøgt af myndighederne, og at hans bopæl ikke efter hans flugt er blevet opsøgt af myndighederne eller andre. Flygtningenævnets flertal kan derfor ikke lægge vægt på oplysningen i klagerens repræsentants indlæg til Flygtningenævnet, hvorefter hans familie efter hans flugt er opsøgt af personer, der har forsøgt at få dem til at flytte på grund af klagerens flugt. Klageren har efter sin forklaring fået at vide, at han ikke ville få løn, hvis han vægrede sig med at deltage i paskontrollen, men han har ikke i øvrigt modtaget trusler om andre konsekvenser heraf. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at det på den anførte baggrund alene beror på klagerens formodning, at han vil blive udsat for forfølgelse og overgreb fra myndighedernes side, hvis han vender tilbage til Syrien. Da klageren således ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsen afgørelse. syri/2016/52/MVI
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klagerens mor, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren var som mindreårigt barn omfattet af tilladelsen. [I foråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse om, at klageren forud for indrejsen i Danmark havde fået opholdstilladelse i [et andet europæisk land], og at klagerens far besøgte klageren og klagerens mor og søstre i Danmark. Klageren bekræftede under samtalen i [efteråret] 2015 med Udlændingestyrelsen, at hun har opholdstilladelse i [et andet europæisk land], da klageren og klagerens mor og søstre i [foråret] 2014 blev familiesammenført med klagerens far. Klageren oplyste endvidere, at hun var klar over, at klagerens mor bevidst havde valgt at fortælle de danske myndigheder, at de ikke havde haft forudgående ophold i andre lande. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse i [vinteren] 2015. I afgørelsen henviste Udlændingestyrelsen til, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen henviste samtidig til, at de hensyn, som er omtalt i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering til grund, at klagerens opholdstilladelse i [sommeren] 2014 er opnået på et urigtigt grundlag og ved svig udvist af klagerens mor, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Der henvises til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015 har erkendt, at hun vidste, at hendes mor bevidst valgte at fortælle de danske myndigheder, at moderen, klageren og klagerens tre mindreårige søskende ikke havde haft forudgående ophold i andre lande, selvom klageren godt vidste, at det var usandt, og at de havde opholdstilladelse i [et andet europæisk land]. Hun har videre forklaret, at hun hele tiden tænkte, at det en dag ville blive opdaget, og at hun så ville være bange for at blive sendt til [et andet europæisk land]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at fortielsen har haft betydning for meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark, idet det i øvrigt kan lægges til grund, at opholdstilladelsen, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke ville være blevet givet, såfremt de danske myndigheder havde været bekendt med den gyldige opholdstilladelse i [et andet europæisk land]. Flygtningenævnet anser det i den forbindelse for at være uden betydning, at klagerens mor under behandlingen af sin sag om baggrunden for fortielsen har henvist til, at opholdstilladelsen i [et andet europæisk land] var baseret på en ansøgning om familiesammenføring, og at moderen ikke antog, at opholdstilladelsen fortsat var gyldig, efter at hun havde forladt sin mand i [et andet europæisk land]. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er således opfyldt i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og det må i henhold til udlændingelovens § 19, stk. 6 herefter vurderes, hvorvidt de i lovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn er til hinder for en inddragelse. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens personlige forhold og tilknytning til Danmark har en sådan karakter, at forholdene sammenholdt med det urigtige grundlag for opholdstilladelsen i Danmark kan føre til, at en inddragelse vil være særlig belastende og derfor ikke bør ske. På baggrund af den gældende opholdstilladelse i [et andet europæisk land] for klageren og med henvisning til, at der ikke kan anses at være forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der kan føre til, at klageren ikke kan udsendes til [et andet europæisk land], finder Flygtningenævnet herefter ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/51/NFF
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien samt tre børn. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens på det tidspunkt fire mindreårige børn var omfattet af tilladelsen. [I foråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse om, at klageren forud for indrejsen i Danmark havde fået opholdstilladelse i [et andet europæisk land], og at klagerens ægtefælle besøgte klageren i Danmark. Klageren bekræftede under samtalen [i sommeren] 2015 med Udlændingestyrelsen, at hun og de fire børn i [foråret] 2014 blev familiesammenført med klagerens ægtefælle i [et andet europæisk land]. Det oplystes endvidere under sagen, at klagerens ægtefælle [ultimo] 2014 søgte om familiesammenføring med klageren i Danmark. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [ultimo] 2015. I afgørelsen henviste Udlændingestyrelsen til, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen henviste samtidig til, at de hensyn, som er omtalt i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering til grund, at klagerens opholdstilladelse [fra sommeren] 2014 er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Der henvises til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 har erkendt, at hun har fortiet oplysningerne om, at hun sammen med sine børn har fået en opholdstilladelse i [et andet europæisk land] med gyldighed fra [primo] 2014 til [ultimo] 2016. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at fortielsen har haft betydning for klagerens og hendes børns opholdstilladelse i Danmark, idet det i øvrigt kan lægges til grund, at opholdstilladelsen, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke ville være blevet givet, såfremt de danske myndigheder havde været bekendt med den gyldige opholdstilladelse i [et andet europæisk land]. Flygtningenævnet anser det i den forbindelse for at være uden betydning, at klageren om baggrunden for fortielsen har henvist til, at opholdstilladelsen i [et andet europæisk land] var baseret på en ansøgning om familiesammenføring, og at hun ikke antog, at opholdstilladelsen fortsat var gyldig, efter at hun havde forladt sin mand i [et andet europæisk land]. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er således opfyldt i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og det må i henhold til udlændingelovens § 19, stk. 6 herefter vurderes, hvorvidt de i lovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn er til hinder for en inddragelse. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens og hendes mindreårige børns personlige forhold og tilknytning til Danmark har en sådan karakter, at forholdene sammenholdt med den udviste svig kan føre til, at inddragelse vil være særlig belastende og derfor ikke bør ske. På baggrund af den gældende opholdstilladelse i [et andet europæisk land] for klageren og hendes mindreårige børn og med henvisning til, at der ikke kan anses at være forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der kan føre til, at klageren ikke kan udsendes til [et andet europæisk land], finder Flygtningenævnet herefter ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/50/NFF
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren ved brev af 8. oktober 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sit eget og sin families liv. Han frygter at blive kidnappet, halshugget eller dræbt af personer, som anser ham for at være vantro. Klageren har herom forklaret, at han ikke er religiøs. Han tror på en gud, men ikke på islam og Mohammed. Han gik ikke i moské i Syrien. Dette vidste folk i det område, hvor han boede. På et tidspunkt følte han sig chikaneret af religiøse personer. Han modtog endvidere et trusselsbrev, som angiveligt stammede fra den Frie Syriske Hær. Dette førte til, at han og hans familie flyttede til et andet kvarter. Det er hans opfattelse, at oprørsgrupperne i stigende grad bliver religiøse fanatikere, og han frygter at han fremover vil blive forfulgt på grund af sin areligiøsitet. Han har videre som asylmotiv henvist til, at han har en konkret konflikt med de syriske myndigheder, idet de syriske sikkerhedsmyndigheder har opsøgt hans forretning tre til fire gange. De har talt med hans fader og spurgt ind til, hvem der var kunder. Det er hans formodning, at sikkerhedstjenesten mistænker ham for at hjælpe den Frie Syriske Hær, idet han én gang er blevet afhentet af en person, som kørte ham til [A - en bydel i Damaskus], der er kontrolleret af den Frie Syriske Hær, for at udføre arbejde for nogle personer. Han havde mistanke om, at de pågældende tilhørte den Frie Syriske Hær, men han ved det ikke. Han blev kørt tilbage til sin bopæl af den samme person, som kørte ham til [A]. Han frygter endvidere de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring til grund, idet klageren dog har forklaret uddybende om, at han blev afhentet og kørt til [A] for at udføre arbejde for nogle personer, som han havde mistanke om tilhørte den Frie Syriske Hær. Klageren har endvidere forklaret uddybende om, at han har modtaget et trusselsbrev fra den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren til trods for, at han betragter sig selv som areligiøs, har kunnet bo og arbejde i Damaskus uden, at dette har givet anledning til væsentlige problemer for ham og hans familie. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Syrien for personer, der opfattes som areligiøse, finder Flygtningenævnet at kunne lægge til grund, at klageren for nærværende fortsat kan tage ophold i sin hjemby Damaskus, hvor hans familie fortsat bor, idet der ikke er oplysninger, som underbygger, at klageren vil være i reel risiko for forfølgelse som følge af deres areligiøsitet. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren er kommet i de syriske sikkerhedsmyndigheders søgelys på en sådan måde, at han risikerer at blive anholdt og udsat for overgreb. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret, at de syriske sikkerhedsmyndigheder tre til fire gange har rettet henvendelse i hans forretning og i hans fravær talt med hans fader, der dog har overbevist myndighederne om, at klageren ikke udførte arbejde for den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse lagt vægt på, at myndighedernes seneste henvendelse var omkring en måned før klagerens udrejse fra Syrien. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke at kunne lægge til grund, at klageren er kommet i et modsætningsforhold til den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse ikke fundet, at det forhold, at klageren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han, mens han boede i sin gamle lejlighed, modtog et trusselsbrev, der angiveligt stammede fra den Frie Syriske Hær, tyder på, at han er særligt profileret i forhold til den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/5/SLN
Nævnet stadfæstede i juni 2016Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs borger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og maktumin fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2015, og at han [ultimo] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [ultimo] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan få sin familie til Danmark, fordi han har fået en midlertidig opholdstilladelse. Han har ikke syrisk statsborgerskab, og derfor har han altid haft konflikter i Syrien. På grund af sit manglende statsborgerskab føler han, at han er i fare. Han frygter både ISIS, det syriske regime samt YPG. Han frygter at blive tvangsrekrutteret og ønsker ikke at deltage i krigshandlinger. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører de syriske myndigheder lægger nævnet vægt på, at klageren efter det oplyste ikke er blevet opsøgt af myndighederne, og at han aldrig har haft konflikter med dem. Klageren har ikke syrisk statsborgerskab, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger har han som statsløs maktumin-kurder ikke pligt til at udføre militærtjeneste. Der henvises herom til Landinfos temanotat af 11. november 2015: Syria: Identitetsdokumenter og pass. For så vidt angår klagerens forklaring om asylmotivet vedrørende YPG finder nævnet, at forklaringen om, at han er kommet i YPG’s søgelys kan forkastes som utroværdig. Der henvises til, at det ikke er sandsynligt, at personer fra YPG tre til fire gange har opsøgt klageren i hans forretning for at tvinge klageren til at slutte sig til YPG, og at han herudover er blevet opsøgt to gange på sin bopæl af YPG, uden at han er blevet taget med. Klagerens forklaring om, at YPG ved henvendelserne blot har fortalt, at han skulle samarbejde med dem, og at han alene har modtaget advarsler og frister vedrørende samarbejde, fremstår utroværdig, idet han i øvrigt ikke har haft problemer med YPG. Klagerens oplysning om, at han ved en tilbagevenden frygter ISIS kan ikke anses som et asylbegrundende forhold efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Der lægges i den forbindelse vægt på, at der er tale om en udbygning af forklaringen om asylmotivet, idet klagerens frygt for ISIS alene er nævnt i klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse af […] og ikke tidligere er blevet påberåbt af klageren, samt at klageren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb fra ISIS. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2016/49/ibl
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [omkring en måned senere] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har nægtet at overdrage sine sønner til PKK, hvorefter de har truet ham på livet. Klageren har endvidere ytret sig negativt om PKK på hvilket grundlag de også efterstræber klageren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren, der ikke selv er forsøgt hvervet af PKK og som offentligt har ytret sig negativt om PKK siden partiets dannelse i 1986, aldrig har oplevet konflikter med PKK som følge heraf. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at PKK flere gange har opsøgt klageren og dennes familie for at hverve klagerens tvillingebørn, uden at det har haft nogen konsekvenser for klageren eller dennes familie. Det beror udelukkende på klagerens egen formodning, at PKK efterstræber ham, og at han vil være i risiko for at blive henrettet af PKK. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/48/LAP
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim fra [byen], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til, at gennemgå en asylsagsbehandling. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [vinteren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han måtte flygte fra Syrien, idet han som etnisk kurder blev forfulgt af PKK, der ønskede at tvangshverve ham til deres milits. Klageren har herom oplyst, at PKK har opsøgt ham tre gange på hans bopæl, hvor hans far afviste dem alle tre gange. Familien besluttede herefter, at klageren skulle flygte fra Syrien, idet de var bange for at PKK ville tvangshverve ham. Klageren har henvist til, at han på trods af sin alder godt vidste, at såfremt han tilsluttede sig PKK ville han risikere at dø. Der var andre børn fra området, der var blevet tvangshvervet af PKK, som efterfølgende var døde. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentligste har forklaret samstemmende under sagens behandling hos Udlændingestyrelsen og under nævnets behandling. Nævnet lægger herved til grund, at ansøgerens familie har været opsøgt af PKK nogle gange, hvor PKK har krævet, at ansøgeren blev tvangshvervet til at deltage i PKK’s aktiviteter. Herefter finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive tvangshvervet. På den baggrund finder nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse som individuelt forfulgt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Syri/2016/47/THJ
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun og hendes fire medfølgende børn [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har [i efteråret] 2015 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Advokat Annette Møller Hannibal har i sit skriftlige indlæg [fra foråret] 2016 nedlagt påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes families hus fra starten af revolutionen blev brugt som base af regeringsstyrkerne til at holde øje med folk og skyde folk fra taget. Der var fem til seks personer i deres hus hver dag. Klagerens yngre søskende har ydermere været tilbageholdt ved en sikkerhedspost. Klagerens fader har ved begge tilfælde betalt bestikkelse for at få klagerens søskende ud af fængsel. Faderen fik arrangeret klagerens broders flugt ud af Syrien umiddelbart efter løsladelsen. Derefter begyndte myndighederne at opsøge klagerens fader for at finde ud af, hvor klagerens broder var. Myndighederne chikanerede faderen ved at ødelægge ting i faderens forældres lejlighed og ved at blive fysiske over for ham. Myndighederne ville desuden have, at klagerens ægtefælle underskrev, at han ville være en del af reserven. Ægtefællen underskrev til sidst genindkaldelsespapirerne, hvorefter de flygtede. Klagerens onkel og fætter er efterfølgende blevet tilbageholdt, og onklen har mistet hørelsen efter den vold, han oplevede under sin tilbageholdelse. Onklen har oplyst klageren, at de ikke kan vende tilbage til Syrien, idet de nu står registreret på en liste over eftersøgte personer. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i en sådan situation, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der udover følgerne af krigen ikke er andre årsager til, at hun og hendes familie er udrejst af Syrien. Hun forklarede, at hun frygter, at hendes ægtefælle, der da opholdt sig i Tyrkiet, bliver genindkaldt til den syriske hær, at hendes broder er angst for at blive indkaldt til militærtjeneste, at hendes familie ikke havde magt til at nægte fem snigskytter fra regimet adgang til familiens hus på fjerde etage, og at de ikke kunne blive boende på grund af skyderier. Hun frygter krigen generelt og grupperinger, men hun har ikke yderligere konflikter, herunder med myndigheder. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter hun at blive henrettet, da hun og familien flygtede ud af Syrien, og fordi hendes broder udeblev fra værnepligten. Til Flygtningehjælpen og under mødet i Flygtningenævnet har klageren yderligere forklaret, at både hendes yngre søster og broder var tilbageholdt og fængslet, og at faderen betalte bestikkelse for at få broderen ud af fængslet. Faderen kom herved – og fordi han også hjalp andre – i myndighedernes søgelys og blev chikaneret. Klageren har videre forklaret til Flygtningehjælpen, at myndighederne opsøgte familien dagligt og i dag under nævnsmødet, at det var fem gange på en måned, og ville have at hendes ægtefælle underskrev genindkaldelsespapirer, hvilket han til sidst blev nødt til. De havde derfor ikke andet valg end at flygte. Myndighedernes opførsel var voldsom, og hun blev tiltalt med grimme ord i forbindelse med, at myndighederne spurgte, hvor hendes broder var. Hendes onkel og fætter blev efter familiens udrejse tilbageholdt, og onklen, der blev udsat for vold, har fortalt, at de ikke kan vende tilbage til Syrien, da de nu står på listen over eftersøgte personer. Nævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren samt hendes fire medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/46/SLN
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Menbig, Aleppo, Syrien. Ansøgeren har været medlem af Bath-partiet og er tidligere leder af Baath-partiets ungdomslejre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter det nuværende styre og Islamisk Stat. Videre frygter han de generelle forhold i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han tidligere har været offentlig ansat som underviser og fordi han har været leder af nogle ungdomslejre for Baath-partiet. Ansøgeren blev [sommeren 2013] anholdt af det nuværende styre som følge af sine børns deltagelse i demonstrationer imod det nuværende styre, og ansøgeren blev i den forbindelse udsat for fysiske overgreb. Nogle af ansøgerens tidligere elever, er nu medlemmer af Islamisk Stat, og har afsløret, at ansøgeren var ansat som underviser under det nuværende styre og at han var leder af Baath-partiets ungdomslejre. Flygtningenævnet finder, at den af ansøgeren omtalte episode vedrørende hans anholdelse i 2012, dels skyldes sønnernes demonstrationer og ikke hans egne forhold, dels at episoden må anses for afsluttet, idet den ligger relativt langt tilbage. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens søn […], ikke i sin asylsag har nævnt problemer med myndighederne som følge af demonstrationer. Ansøgeren har forklaret, at han ikke selv har modtaget henvendelser fra IS. Herefter finder nævnet ikke, at det forhold, at ansøgeren indtil 2008 var offentligt ansat medfører, at ansøgeren kan betragtes som individuelt forfulgt. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland, ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/45
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at hun samt hendes medfølgende barn [vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [vinteren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1/ stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er forfulgt af sikkerhedsfolk, der overvåger hende og hendes søn. Klageren måtte forlade sit arbejde som advokat, fordi der er krig, ødelæggelse og undertrykkelse i hendes land. Dette har medført, at hendes kontor er blevet beslaglagt, og hun har mistet sine økonomiske muligheder. Klageren har ingen fremtid i Syrien, idet hendes liv er truet. Klageren har herom oplyst, at i Syrien bliver advokater behandlet som officerer, og når man forlader sit arbejde og sit land uden tilladelse betyder det, at man er flygtet fra myndighederne. Klageren frygter, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil risikere at blive henrettet, idet hun har forladt landet uden tilladelse. Endvidere har klageren oplyst, at hendes frygt er klar og realistisk, samt at hendes søns liv er ustabilt på grund af et års opholdstilladelse, hvorfor hun skal have fem års opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun er flygtet på grund af de generelle forhold. Klageren har under klagesagen påberåbt sig, at hun er konkret og individuelt forfulgt, fordi hun har deltaget i en demonstration mod det syriske regime i hvilken forbindelse hun blev tilbageholdt i 3 timer, og at hun risikerer henrettelse, fordi hun har forladt sin stilling som advokat. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i forbindelse med den nævnte tilbageholdelse blev løsladt uden betingelser efter at have været tilbageholdt i 3 timer, og at hverken hun eller hendes familie, der stadig opholder sig i Aleppo, efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke kan anses for at være kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i øvrigt, at det alene bygger på klagerens formodning, at hun risikerer en straf, fordi hun har forladt sin stilling som privat praktiserende advokat, og anklagerens frygt herfor kan derfor ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke kan anses for at være kommet i de syriske myndigheder søgelys på en sådan måde, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. [navn] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren samt medfølgende barn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/44/THJ
Flygtningenævnet udtalte: Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Antaria, Qamishli, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [efteråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. [Vinteren] 2016 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af […]. [Vinteren] 2016 har klageren anmodet om, at sagen genoptages. [Vinteren] 2016 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han var medlem af PKK fra 1990 til 2000, hvorefter han langsomt trak sig ud af parti-arbejdet. Da partiet PYD senere blev oprettet, rådgav han partiet i forskellige sammenhænge. Klageren blev tilbageholdt og fængslet gentagne gange af det syriske regime på grund af sine politiske aktiviteter, sidste gang i 2010. I perioden efter 2011 lagde PKK/PYD pres på klagerens familie for at få dem til at deltage i den væbnede kamp, og i forbindelse med, at konflikten mellem de forskellige kurdiske grupperinger tog til, blev klagerens broder under en demonstration skudt af PKK/PYD, og klageren måtte bringe broderen til behandling i Tyrkiet. I [efteråret] 2014 tilbageholdt PKK/PYD klageren i to dage, og klageren måtte indvillige i at samarbejde med PYD. PKK/PYD konfiskerede klagerens garageanlæg. Herefter udrejste klageren fra Syrien. Klageren har videre henvist til, at klagerens søn [vinteren] 2015 blev bortført af PKK eller PYD, og at klageren i den anledning har kontaktet den kurdiske tv-kanal […]. Klageren har givet et interview til tv-kanalen og har her oplyst, at YGP står bag kidnapningen af sønnen. Klageren har under interviewet kritiseret YGP´s tvangshvervninger af børn til deltagelse i væbnet konflikt. Flygtningenævnet lægger klagerens meget detaljerede og troværdige forklaring om hans politiske virke for PKK til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet en detaljeret forklaring, hvor han var i stand til at redegøre for PKK’s ideologi og partiets historie samt for sin egen holdning til partiet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren fra 1990 til 2000 var aktiv for PKK, og at han som følge deraf fra 1996 til 2010 var tilbageholdt seks gange af myndighederne, der udsatte ham for tortur. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at PYD, da organisationen i 2011 vendte tilbage til området, opsøgte klageren og forsøgte at presse ham til igen at være aktiv, hvilket han nægtede, hvorfor han også kom i et modsætningsforhold til PYD. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerens søn blev tvangsrekrutteret til YGP efter klagerens udrejse, og at klageren i den forbindelse gav et interview på en kurdisk tv-kanal, hvor han kritiserede YGP for at tvangshverve unge drenge, hvilket har bragt ham i et modsætningsforhold til YGP. Flygtningenævnet finder på det foreliggende grundlag, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren under sit virke for PKK, hvor han har angivet at beskæftige sig med rekruttering og foredrag om ideologien, har begået handlinger, der udelukker ham fra asyl i Danmark. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2016/43/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun og hendes børn [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har fået en opholdstilladelse på et år, hvilket hun ikke ønsker, da det forsinker hendes familiesammenføring. Ansøgeren har under samtalen i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun har forladt Syrien sammen med sine børn og sin søster på grund af de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Hun har videre forklaret, at hverken hun eller hendes børn har haft en personlig konflikt med de syriske myndigheder eller med nogen af oprørsgrupperne i Syrien. Der er ikke for Flygtningenævnet fremkommet yderligere oplysninger, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun er individuelt forfulgt. Klageren og hendes to medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/40/MVI
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en by], der ligger i den sydlige del af Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i 2015], og at han [samme år] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [En partsrepræsentant] har [i 2015] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har om sit asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for dødsstraf, tortur, anden umenneskelig behandling eller anholdt af myndighederne på grund af hændelser i 2012, herunder sin deltagelse i demonstrationer, sit nødhjælpsarbejde for Den Frie Syriske Hær samt sin søns udeblivelse fra militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren anført, at han deltog i fredelige demonstrationer mod styret over en periode på omkring syv måneder i 2012, hvorfor han er blevet efterlyst og registreret på en ”sort liste” af de syriske myndigheder. Endvidere hjalp klageren i [efteråret 2012] med at bringe sårede civile i Daria til felthospitaler tilhørende Den Frie Syriske Hær. Klageren har videre anført, at han er i risiko for at blive fængslet af myndighederne på vegne af sin søn, idet hans søn blev indkaldt til reserven i den syriske hær i [efteråret 2012], men udeblev. Endelig har klageren om sin udrejse anført, at han udrejste af Syrien i bil og hverken medbragte eller fremviste legitimation, idet han ikke har et pas. Det lykkedes kun klageren at passere kontrolposterne, fordi han betalte en taxichauffør for kørslen, og fordi chaufføren havde lavet aftaler med kontrollører på de forskellige kontrolposter. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato], til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det alene beroede på hans formodning, at de syriske myndigheder havde fået kendskab til, at han havde deltaget i demonstrationer mod regimet og havde bragt sårede mennesker til felthospitaler tilhørende Den Frie Syriske Hær, og at hans navn derfor stod på en ”sort liste”. Han forklarede videre, at han aldrig var blevet opsøgt af myndighederne eller havde haft personlige konflikter med dem. Endelig forklarede han, at sønnens udeblivelse fra militærtjeneste ikke havde haft konsekvenser for ham, og at han var udrejst legalt og havde fået stemplet sit syriske nationalitetspas, og at han undervejs var passeret gennem otte forskellige kontrolposter bemandet af regimets folk, uden at det havde givet ham problemer. Oplysningerne om, at klageren er eftersøgt af myndighederne som følge af deltagelsen i demonstrationerne, og at han ikke har fremvist legitimation i forbindelse med udrejsen, og at han end ikke har et pas, og at udrejsen derfor kun var mulig, fordi der blev betalt bestikkelse ved kontrolposterne, er først fremkommet efter, at klageren havde fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og divergerer på væsentlige punkter fra den tidligere forklaring, og forekommer derfor utroværdig og konstrueret til lejligheden. Herefter, og idet klageren ikke har haft konflikter som følge af sønnens udeblivelse fra militærtjeneste, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2.” Syri/2016/4/LHA
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [distrikt], Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [vinteren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er efterlyst af det syriske regime. Ansøgerens nevø blev i [foråret] 2014 anholdt som mistænkt for at støtte den Frie Syriske Befrielseshær, og de syriske myndigheder mistænker herefter ansøgeren for lignende sympati. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren udrejste legalt i [sommeren] 2014, og uden at han i den mellemliggende tid havde været opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han konkret har været i myndighedernes søgelys som mistænkt for støtte til den Frie Syriske Befrielseshær. Klageren opfylder herefter ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse. ” Syri/2016/14
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Hama, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den […] 2014, og at han den […] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den […] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2014 blev kontaktet af fire uniformerede personer, som bad ham melde sig til en lokal militærkomite. Klageren afviste med henvisning til sit dårlige helbred. Han fik herefter en frist på en uge til at melde sig. Nogle dage senere blev klageren kontaktet af en person fra oppositionen, som bad klageren om hjælp til at filme militæret. Klageren nægtede at medvirke hertil. En til to dage senere blev klageren på ny opsøgt af en person fra oppositionen, som sagde, at oppositionen ville filme fra klagerens hus, hvis ikke han ville hjælpe dem. Klageren nægtede fortsat at samarbejde. Herefter flyttede klageren til en anden bopæl, hvorefter han begyndte sin udrejse af Syrien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det må tillægges vægt, at klageren i sit asylskema ikke har oplyst noget om henvendelser fra Gaish al-Shaebi eller oppositionen, selvom det må antages at være et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Hertil kommer at klageren har forklaret forholdsvis udførligt om de generelt vanskelige forhold i hjembyen. Endelig har klageren forklaret divergerende om årsagen til, at han ikke oplyste om henvendelserne i asylskemaet. Dernæst har klageren forklaret upræcist om henvendelserne fra Gaish al-Shaebi og oppositionen. Ligesom han først til asylsamtalen den 17. august 2015 oplyser om henvendelser på bopælen efter udrejsen. På denne baggrund har klageren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/39/MVLN
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsstatsløs kurder og en kvindelig statsborger fra Syrien samt to børn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk kurdere og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at de [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Århus Retshjælp har [i vinteren] 2016 på vegne af klagerne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Den mandlige klager har om sit asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil tvinge ham til at blive syrisk statsborger, og at han efterfølgende vil blive indkaldt til værnepligt i den syriske hær, ligesom han frygter myndighederne, da han er udrejst illegalt. Klageren frygter endvidere, at han vil blive tvunget til at kæmpe for YPG, ligesom han frygter overgreb fra IS på grund af IS’s tilstedeværelse i området omkring [byen]. Endeligt har klageren henvist til de generelle forhold i hjemlandet. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til den mandlige klagers konflikter i Syrien, samt det forhold, at deres søn ikke kunne blive registeret i Syrien, idet ægtefællen er ajanib og ikke har syrisk statsborgerskab. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at han fra 2013 blev opsøgt på sin arbejdsplads af myndighedspersoner, som forsøgte at få ham og de øvrige medarbejdere uden syrisk statsborgerskab til at ansøge herom med det formål, at de efterfølgende kunne blive rekrutteret til det syriske militær. I begyndelsen opsøgte myndighedspersonerne klageren og de øvrige medarbejdere en gang om måneden på arbejdspladsen, men i slutningen af 2013 blev virksomhedens medarbejdere opsøgt dagligt, hvorfor klagen i [vinteren] 2013 og 2014 solgte sine ejendele og familien flyttede til hans familie i [byen]. Klageren udrejste fra [byen], idet han ikke ønskede at deltage i krigen for YPG, idet det kurdiske parti PYD var til stede i området ved [byen]. Den mandlige klager har endvidere oplyst, at han som følge af, at han er ajanib og kurder, har været udsat for diskrimination, som har bevirket, at han blandt andet ikke har kunnet udøve sit erhverv som […] eller få udstedt et syrisk pas, hvorfor han udrejste illegalt af landet. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige klagernes forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de generelle forhold i Syrien for ajanibere ikke i sig selv er asylbegrundende, samt at klageren ikke har oplyst konkrete konflikter med IS. I relation til den mandlige klagers frygt for at blive presset ind i den syriske hær lægger Flygtningenævnet vægt på oplysningerne i baggrundsmaterialet, hvoraf fremgår at det kun er syriske statsborgere, som bliver tvangsudskrevet. Flygtningenævnet finder dernæst ikke, at det efter klagerens forklaring om hans manglende militære erfaring og den lave intensitet af presset er sandsynliggjort, at han skulle være i myndighedernes søgelys som særlig interessant til at blive presset til at søge syrisk statsborgerskab med henblik på tvangshvervning. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at den øvre aldersgrænse for tvangshvervning til den syriske hær er 42 år, og at klageren selv er […] år gammel. I relation til den mandlige klagers udtalte frygt for at blive indkaldt til de kurdiske forsvarsstyrker bemærker Flygtningenævnet at det fremgår af baggrundsmaterialet, navnlig Udlændingestyrelsen update fra september 2015 bilag B, hvoraf fremgår at aldersgrænsen for indkaldelse til selvforsvarstjeneste er 30 år. Det findes ikke sandsynliggjort, at klageren skulle være i risiko for på andet grundlag at blive tvangsrekrutteret til YPG. Klagerne opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” syri72016/38/LRN
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klagerne er etniske arabere og sunni muslimer fra Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at de [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at der var nogle ukendte bevæbnede personer, som opsøgte klagernes bopæl og spurgte efter den mandlige klager kort tid før klagernes udrejse. Klagerne boede i regimets område, og den mandlige klager tror, at de bevæbnede personer må have været fra regimet eller regimets bander, idet de ellers ikke ville kunne passere regimets kontrolposter. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klagerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har ikke sandsynliggjort, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1, eller stk. 2. Klagerne har efter deres forklaringer ikke forud for udrejsen haft konflikter med myndighederne, organisationer eller privatpersoner, og den enkeltstående henvendelse på bopælen omkring en uge før udrejsen kan på denne baggrund ikke føre til nogen ændret vurdering. Det beror alene på klagernes formodninger, at den mandlige klager skulle være efterstræbt af de ukendte mænd. Klagerne opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/37/SLN
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er urolig for sin familie i Syrien, idet de lever i et farligt og ødelagt område, og han er meget bekymret for deres tilstand, samt at han ønsker at få sin opholdstilladelse forlænget, så han kan redde sin familie. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2015 til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flertallet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af individuelle og konkrete forhold vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår klagerens frygt for myndighederne henvises til, at klageren, efter at han i [foråret] 2013 er rejst fra sin stilling som retsskriver, har opholdt sig i Syrien indtil sin udrejse i [vinteren] 2014, uden at han i den periode på mere end halvandet år er blevet opsøgt af myndighederne eller har haft konflikter med myndighederne som følge heraf. Vedrørende klagerens frygt for den frie syriske hær eller oprørsgrupperinger lægger flertallet vægt på, at der ifølge klagerens forklaring er tale om en enkeltstående episode, hvor klageren sammen med flere andre offentligt ansatte er blevet standset, da de kørte i bus fra Aleppo. Under episoden blev alle passagerer chikaneret og slået af oprørere. Klageren er ikke efterfølgende blevet opsøgt af oprørsgrupper, og han har under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 i øvrigt forklaret, at han ikke frygter en bestemt gruppering. Flertallet kan i øvrigt ikke lægge til grund, sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, at klageren har sandsynliggjort, at han vil få problemer med PKK eller YPG. Flertallet finder heller ikke, at der er tale om asylbegrundende forhold som følge af klagerens sønners unddragelse fra militærtjeneste. Der henvises til, at klagerens familie ikke er blevet opsøgt af myndighederne i den anledning, og at der efter det foreliggende baggrundsmateriale ikke er holdepunkter for at antage, at familiemedlemmer i almindelighed er i risiko for overgreb som følge heraf. Det dokument, der er fremlagt for nævnet og som angiveligt er en arrestordre mod klageren, kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet henviser til, at dokumentet er fremkommet meget sent i behandlingen af klagerens sag, og at det fremstår usandsynligt, at klageren ikke er forsøgt arresteret på baggrund af arrestordren, der er udstedt i [sommeren] 2013. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/36/AKM
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun den [i foråret] 2014 fik stjålet sin bil, hvorefter hun kunne se på en overvågningsvideo, at det var personer fra kontrolposten, hvor bilen var parkeret, der havde stjålet bilen. Da hun viste videoen til chefen for kontrolposten, sagde han, at hun ikke skulle vise den til nogen, idet hun ellers ikke ville se sin søn igen. Da hun efterfølgende kontaktede [ministerium], oplyste kontorchefen, at de ikke kunne hjælpe, idet de også mente, at det var personerne fra kontrolposten, der havde stjålet bilen. Videre har hun oplyst, at hun i [efteråret] 2014 besøgte familiens bolig i [område], og at hun i den forbindelse blev forsøgt taget med af nogle personer, der ønskede at klagerens søster, der var gift med et parlamentsmedlem, skulle komme og betale en løsesum for klageren. Personerne tog blandt andet klagerens mobiltelefon, hvor de kunne se i klagerens telefonbog, at hun havde navne og numre på dommere. Klagerens nabo tilkaldte sine folk og sørgede for, at klageren kom i sikkerhed. En uge efter blev klageren kontaktet af […], der forlangte, at hun skulle samarbejde og fungere som mellemled mellem gruppen og visse dommere. […] kontaktede klageren gentagne gange. Endelig har klageren oplyst, at hun ikke har opsagt sit job inden udrejsen, hvorfor hun formoder, at hun er blevet opsøgt på grund af dette. Et flertal i Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet lægger vægt på, at klageren på en troværdig måde og konsistent har forklaret om, at hun på grund af sin ansættelse i [et andet ministerium end ovenfor nævnte ministerium] flere gange er blevet kontaktet og truet med at blive slået ihjel af […] fra en oprørsgruppe, for at hun skulle være behjælpelig med oprørsgruppens bestikkelse af dommere, for at bestemte fængslede personer kunne blive løsladt. Det er flertallets vurdering, at truslerne mod klageren har haft en sådan karakter og intensitet, at forfølgelsen må anses for konkret og individuel. Klageren har i den forbindelse forklaret overbevisende om sin frygt for at rette henvendelse til myndighederne, og flertallet finder efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/35/AKM
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter Den Frie Syriske hær samt nogle ukendte mænd. Klageren har til støtte herfor oplyst, at den Frie Syriske Hær har opsøgt hans fader og senere taget ham med, idet de ville have, at han skulle kæmpe for dem. Det lykkedes klagerens fader at flygte fra den Frie Syriske Hær efter en måned. Klageren har endvidere oplyst, at han en dag tog bussen mod [A]. Ved et tjekpoint kom nogle mænd ind og bad om ID-kort, men klageren havde ikke et ID-kort. Klageren ved ikke, hvem mændene var, men de havde langt skæg, var skaldede og bar sort tøj. Mændene tog klageren ud af bussen og førte ham til deres kontor. Klageren ved ikke, hvor kontoret var. Klageren fik her at vide, at han skulle arbejde for dem ved at grave huller i vejen til sprængstoffer. Efter fire dage lykkedes det klageren at flygte fra stedet og flygte videre til Tyrkiet. Et flertal finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flertallet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har haft andre konflikter i Syrien end den episode, hvor han blev sat i arbejde med at grave huller i vejen til sprængstoffer. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren ikke ved, hvem mændene var, ligesom de ikke kendte hans identitet. Flertallet har lagt vægt på, at episoden må anses som en generel konsekvens af krigstilstanden i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/34
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse [K -status] til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni- muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark […] 2015, og at han den […] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Advokat […] har på vegne af klageren den […] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af myndighederne, som har beskyldt ham for at køre med sårede terrorister. Han frygter endvidere myndighederne som følge af, at han er etnisk kurder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han omkring [ultimo] 2014 eller [primo] 2015 blev standset ved en kontrolpost, da der var blod på håndtaget af hans taxa, ligesom der var blod inde i bilen. Klageren blev taget med til sikkerhedsafdelingen, hvor han blev udspurgt om, hvem han havde kørt med. Han blev instrueret i, at han staks skulle køre til sikkerhedsafdelingen, hvis han igen skulle køre med sårede passagerer. Herefter fik han lov til at gå. [I sommeren] 2015 opsøgte myndighederne klagerens bopæl, da han ikke var hjemme. Samme aften blev klagerens ægtefælle kontaktet telefonisk af en ven fra efterretningstjenesten, som oplyste, at klageren var eftersøgt, og at pågældende ønskede at mødes med klageren. Senere samme aften mødtes klageren med personen fra efterretningstjenesten, som oplyste, at der var taget et billede af klagerens taxa, og at han var eftersøgt for at transportere sårede terrorister. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet finder således ikke at kunne afvise, at klageren er blevet tilbageholdt ved en kontrolpost og beskyldt for at køre sårede oprørere, at han efterfølgende er blevet overvåget af efterretningstjenesten i samme anledning og herunder fotograferet i nærheden af hospitalet, hvorefter hans bopæl er blevet ransaget, og han af en ven i efterretningstjenesten har fået at vide, at han var efterlyst for at have fortsat med at køre sårede terrorister til hospitalet. På denne baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2016/33/mvl
Nævnet meddelte i maj 2014 opholdstilladelse (Midlertidig B-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Syrien. Ansøgeren har været medlem af PKK fra 1986 til 2002. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder, at der skal ske hans børn noget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har desuden oplyst, at han blev tilbageholdt af folk fra al-Nusrafronten eller IS, som beskyldte ansøgeren for at have angivet deres venner, som var blevet dræbt. Ansøgeren anser dette forhold som afsluttet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har været medlem af PKK fra 1986 til 2002, hvor han opholdt sig i lejre i Tyrkiet. Ansøgeren frygter, at myndighederne i Tyrkiet har viden herom, fordi de eventuelt har taget billeder af ham. Et flertal af nævnet finder ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er maktoum fra Syrien. Idet ansøgeren efter sin egen forklaring anser episoden med IS eller al-Nusrafronten som afsluttet, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse efter § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb efter § 7, stk. 2. Efter nævnets praksis anses ansøgeren for at være omfattet af § 7, stk. 3 på grund af de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har opnået opholdstilladelse i Bulgarien. Nævnet finder det derfor godtgjort, at ansøgeren er beskyttet mod refoulement, og at han har haft mulighed for at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien. Efter baggrundsoplysningerne om de anerkendte vanskelige forhold for flygtninge i Bulgarien, som følge af oplysningerne i sagen, samt indtrykket af ansøgeren under nævnsmødet, da han er enlig forsørger og da sønnen er fem år gammel finder flertallet, at familien er særlig sårbar. Flertallet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at Bulgarien kan anvendes som første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2016/32/ABP
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes moder vil blive dræbt af en mand ved navn [A] eller hans samarbejdspartnere, fordi ansøgeren er flygtet fra [A], som hun har været i et forhold med. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2012 indledte et forhold med [A]. Omkring [foråret] 2013 fortalte [A] ansøgeren, at han var blevet medlem af Shabiha-militsen. Ansøgeren forsøgte herefter tre gange at afslutte forholdet med [A], hvorefter Ahmad begyndte at true ansøgeren og hendes moder på livet. Af frygt for [A] opretholdt ansøgeren forholdet til ham. En dag i sommeren 2013 blev ansøgeren udsat for overgreb af nogle vagter ved en kontrolpost i Damaskus. [A] ringede til ansøgeren umiddelbart efter og tilkendegav, at han stod bag overgrebet som konsekvens af, at ansøgeren havde sagt, at hun ville forlade ham. Ansøgeren besluttede sig i den forbindelse for at udrejse af Syrien. Imens ansøgeren planlagde udrejsen, opretholdt hun forholdet til [A]. I [efteråret] 2013 udrejste ansøgeren og hendes moder af Syrien. Ved en tilbagevenden til Libanon, frygter ansøgeren, at hun vil blive sendt tilbage til Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af nævnet lægger denne vurdering til grund. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til hvorvidt Libanon kan tjene som første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den konflikt hun har påberåbt sig i Syrien ligeledes vil gøre hende forfulgt i Libanon. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for [A]s funktion og rang i Shabiha og dermed ikke har sandsynliggjort hans vilje eller evne til at forfølge hende udenfor Syriens grænser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun har opholdt sig et par uger i Libanon uden problemer og at hun er udrejst legalt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at hun alene få gange og af kort varighed, har været i Libanon og dette primært i forbindelse med lægelig behandling. Hun har forklaret, at hun ikke har familie eller bekendte i Libanon. Hun har forklaret, at årsagen til, at hun fik opholdstilladelse i 2012 var de lægelige behandlinger. Opholdstilladelsen er udløbet i 2015. Uanset at nævnet i dag har truffet afgørelse om, at ansøgerens 80 år gamle moder der har libanesisk statsborgerskab skal udrejse til Libanon, finder nævnet ikke, at ansøgeren har nogen nær tilknytning til landet. Nævnet lægger herved vægt på, at moderen bortset fra et kort ophold i Libanon i forbindelse med udrejsen, ikke har opholdt sig i Libanon siden hun var 16 år gammel. Da det endvidere på baggrund af det af advokaten fremlagte materiale forekommer uafklaret, hvorvidt ansøgeren vil kunne arbejde legalt i Libanon, finder nævnet ikke, at betingelserne for at anvende Libanon som første asylland konkret er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/31/ABP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Aleppo i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark […], og at han den […] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den […] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet eftersøgt af de syriske myndigheder, der ønskede at få oplyst, om klageren var tilhænger af myndighederne i Syrien. Endvidere har klageren henvist til, at han er blevet efterspurgt af en ukendt oprørsgruppe, der har forholdt sig mistroisk til klagerens og hans søns udrejse af Syrien. Endelig frygter klageren, at han og hans søn vil blive indkaldt til militærtjeneste eller hvervet af oprørsgrupper. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller oprørsgrupper, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om sine konflikter i Syrien. Klageren har således til sin samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han aldrig har haft konflikter med nogen, og at han ikke har været konkret og individuelt forfulgt, samt at han alene udrejste på grund af de generelle forhold i Syrien og af frygt for, at myndighederne eller grupperinger ville tvangshverve hans 16-årige søn. Klageren har først under klagesagen påberåbt sig, at han er konkret og individuelt forfulgt, fordi han via sine søskende og naboer efter sin indrejse i Danmark har fået at vide, at både myndighederne og oprørsgrupper har spurgt efter ham, ligesom klageren først under nævnsmødet har forklaret, at han før sin udrejse blev opsøgt 6-7 gange af både oprørsgrupper og regeringsmilitser. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han blev opsøgt af oprørsgrupper og regeringsmilitser til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at oprørsgrupper og regeringsmilitser har spurgt efter ham efter hans udrejse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om disse forhold, og at han ikke har kunnet redegøre nærmere for henvendelserne eller for, hvorfor han skulle være kommet i myndighedernes og oprørsgruppernes søgelys herunder om, hvilke grupperinger, der efterstræber ham eller baggrunden herfor. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han skulle risikere at blive genindkaldt til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på ansøgerens alder og de helt almindelige vagtopgaver, han havde, da han aftjente værnepligt samt på indholdet af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra februar 2015: Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, hvoraf det fremgår, at syriske mænd i alderen op til 42 år kan blive genindkaldt til militæret i tilfælde af krig eller undtagelsestilstand. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer genindkaldelse. Klageren […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/30/KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [landsby], Qamishli, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [efteråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han var medlem af PKK fra 1990 til 2000, hvorefter han langsomt trak sig ud af parti-arbejdet. Da partiet PYD senere blev oprettet, rådgav han partiet i forskellige sammenhænge. Klageren blev tilbageholdt og fængslet gentagne gange af det syriske regime på grund af sine politiske aktiviteter, sidste gang i 2010. I perioden efter 2011 lagde PKK/PYD pres på klagerens familie for at få dem til at deltage i den væbnede kamp, og i forbindelse med, at konflikten mellem de forskellige kurdiske grupperinger tog til, blev klagerens broder under en demonstration skudt af PKK/PYD, og klageren måtte bringe broderen til behandling i Tyrkiet. I [efteråret] 2014 tilbageholdt PKK/PYD klageren i to dage, og klageren måtte indvillige i at samarbejde med PYD. PKK/PYD konfiskerede klagerens garageanlæg. Herefter udrejste klageren fra Syrien. Klageren har videre henvist til, at klagerens søn i vinteren 2015 blev bortført af PKK eller PYD, og at klageren i den anledning har kontaktet den kurdiske tv-kanal […]. Klageren har givet et interview til tv-kanalen og har her oplyst, at YGP står bag kidnapningen af sønnen. Klageren har under interviewet kritiseret YGP´s tvangshvervninger af børn til deltagelse i væbnet konflikt. Klageren gav ikke møde i Flygtningenævnet. Klagerens advokat har oplyst, at han har indkaldt klageren til et møde, men at klageren ikke mødte op. Klageren er indkaldt til nævnsmødet ved almindeligt brev til klagerens folkeregisteradresse. Brevet er ikke konstateret modtaget retur. Ved en søgning er det konstateret, at klageren dags dato fortsat er registreret med samme folkeregisteradresse. Klageren kan under disse omstændigheder ikke anses for at have lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at behandle sagen, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt begrundet i individuelle omstændigheder risikerer forfølgelse eller overgreb fra hverken de syriske myndigheder eller fra Islamisk Stats side. Vedrørende klagerens konflikt med PKK/PYD må det på grundlag af de foreliggende oplysninger lægges til grund, at ansøgeren ikke var medlem af partiet, og at han i en årrække forud for 2011 ikke deltog aktivt i partiets virke. Klageren har henvist til, at PKK/PYD frem til [efteråret] 2014 lagde et stigende pres på klageren for at få klageren til at deltage aktivt. Som sagen er oplyst må det lægges til grund, at dette konkret har udmøntet sig i, at PKK/PYD i [efteråret] 2014 tilbageholdt klageren, og at PKK/PYD har konfiskeret klagerens garageanlæg til militære formål. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren på dette grundlag har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb fra PKK/PYD´s side. Uden at have hørt klagerens nærmere forklaring finder nævnet ikke, at det kan lægges til grund, at klagerens søn er blevet bortført af YGP, eller at sønnens forsvinden sammenholdt med klagerens deltagelse i tv-interviewet medfører, at klageren har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til PKK/PYD, at klageren af den grund vil risikere forfølgelse eller overgreb fra PKK/PYD´s side. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syr/2016/3/ABP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., indeholder en vurdering af grovheden af ansøgerens kriminalitet overfor andre hensyn, herunder hensynet til familiens enhed. Flygtningenævnet finder, at kriminaliteten efter sin karakter og grovhed må anses for så alvorlig, at ansøgeren på trods af familiens tilknytning til Danmark og familiens betydelige vanskeligheder er udelukket fra opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/25/SLN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [omkring en måned senere] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes nu afdøde tidligere ægtefælles familie anklager hende og hendes fader for at stå bag hans død, hvorfor de ønsker at hævne sig på hende og hendes nuværende ægtefælle. Den afdødes familie har flere gange opsøgt klagerens families bopæl for at lede efter hende. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med sin tidligere svigerfamilie af en karakter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens familie efter hendes forklaring i perioden fra slutningen af 2012 til [efteråret] 2013 blev udsat for flere telefoniske trusler fra hendes tidligere svigerfader, og at nogle personer i [sommeren] 2013 søgte efter hende på familiens bopæl, men at der ikke på noget tidspunkt blev gjort alvor af truslerne. Klagerens udbyggende forklaring i nævnet om, at hun i slutningen af 2012 selv blev antastet på gaden af sin tidligere svigermoder og beskyldt for at være skyld i sin tidligere ægtefælles død, og om at klagerens fader i [foråret] 2013 blev overfaldet på gaden af klagerens tidligere svigerfader, kan nævnet ikke tillægge vægt. Det samme gælder forklaringen om, at der for nylig efter mere end to års forløb på ny er fremsat telefoniske trusler over for klagerens fader. Forklaringen fremstår i sammenhængen som konstrueret til lejligheden. Klageren har ingen konflikter med de syriske myndigheder og kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Forklaringen om klagerens tidligere svigerfaders relation til den syriske efterretningstjeneste kan ikke føre til en anden vurdering. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Syrien vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2.” syri/2016/24/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […], Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han en gang er blevet opsøgt og tilbageholdt af Den Frie Syriske Hær, som ønskede, at han skulle kæmpe for dem. Han er desuden blevet opsøgt to gange af repræsentanter for styret og en gang af efterretningstjenesten, der ligeledes ønskede, at han skulle kæmpe for dem. Efter hans udrejse er hans familie blevet opsøgt af efterretningstjenesten, som leder efter klageren. Desuden er hans nevø blevet tilbageholdt og tortureret på grund af klageren, ligesom han måtte underskrive en erklæring om at angive klageren til myndighederne, såfremt klageren vender tilbage til Syrien. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er personligt efterstræbt af repræsentanter for Den Frie Syriske Hær. Flertallet finder således, at klagerens forklaring herom fremstår udbyggende og ikke selvoplevet, og at forklaringen må anses for konstrueret til lejligheden. Flertallet lægger vægt på, at klagerens forklaring til Dansk Flygtningehjælp og på nævnsmødet om, at han i [vinteren] 2014 med bind for øjnene blev ført bort af repræsentanter for Den Frie Syriske Hær og tilbageholdt i en kælder til den følgende dag, er ny i den forstand, at han ikke forklarede herom under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015. Det samme gælder forklaringen om, at personer fra samme gruppe i hans butik truede ham med at bortføre og voldtage hans datter, hvis han ikke samarbejdede med dem. Klagerens forklaring til nævnet om, at han nævnte disse episoder i Udlændingestyrelsen, men at de ikke blev taget med i referatet, finder flertallet efter oplysningernes karakter utroværdig. Flertallet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er personligt og individuelt efterstræbt af de syriske myndigheder. Klagerens forklaring herom fremstår overordnet og uden detaljer og uden en troværdig forklaring på, hvorfor myndighederne skulle udvise en så omfattende interesse for hans person. Klageren har endvidere forklaret udbyggende og divergerende, idet han til nævnet har forklaret om en yderligere myndighedshenvendelse allerede i [foråret] 2014, og at han både i [sommeren og efteråret] 2014 blev taget med af myndighederne. Heller ikke forklaringen om, at klagerens familie som følge af at myndighederne efterstræber ham efter hans udrejse har været udsat for trusler mv. kan flertallet herefter lægge til grund. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/23/LAP
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i november] 2014, og at han [i oktober] 2015 i Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i november] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han som kurder tilhører en særlig gruppe, der i Syrien ikke har mulighed for at opnå de samme samfundsmæssige og sociale rettigheder som andre. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han er flygtet fra politiet, da han forsøgte at undgå en kontrolpost. Klageren har herom oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2014 var på arbejde som taxachauffør, og at han i den forbindelse blev bedt om at køre to ukendte personer til et sted i nærheden af militærakademiet i Aleppo. Da taxaen nærmede sig en kontrolpost truede passagerne med våben klageren til at vende bilen. Klageren vendte bilen og en patruljebil fra kontrolposten fulgte efter. De to passagerer hoppede ud af bilen, mens den stadig kørte. Klageren undslap patruljebilen, idet han drejede ned ad en sidevej, hvorefter han gemte sig på taget af en bygning i 5-6 timer, før han turde gå ned igen. Efter han havde sikret sig, at der ikke var folk fra militæret hos familien, tog klageren kortvarigt hjem til sin familie for at berette, hvad der var sket. Han turde ikke blive i hjemmet og tog derfor samme aften afsted igen. Klagerens familie blev opsøgt i hjemmet, hvor hans to døtre blevet slået i håb om, at de dermed kunne og ville oplyse, hvor klageren opholdt sig. Klageren arrangerede derfor, at familien også skulle flygte, men det kunne først lade sig gøre dagen efter. Klageren ved ikke, hvem der fjernede hans taxa, da han gemte sig på taget, men ud fra det efterfølgende forløb er han overbevist om, at det var folk fra det syriske regime, idet han havde sine ID-dokumenter i bilen og som følge deraf kunne identificeres af myndighederne, der således vidste, hvor han boede med familien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] oktober 2015 til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af individuelle og konkrete forhold vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Nævnet lægger afgørende vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet efter en samlet vurdering må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der henvises til, at klageren har forklaret divergerende om flere centrale punkter i asylmotivet. Klageren har således under partshøringen [i Udlændingestyrelsen en nærmere bestemt dato] forklaret, at de myndighedspersoner, som henvendte sig på bopælen og spurgte efter klageren, ikke gjorde hans familie fortræd. Det fremgår derimod af indlægget fra klagerens advokat, at klageren overfor advokaten har oplyst, at klagerens døtre blev tævet i håb om, at de dermed kunne og ville oplyse, hvor klageren opholdt sig. Endvidere har klageren overfor nævnet forklaret, at børnene blev slået af myndighedspersonerne. Klageren har derudover forklaret divergerende om tidspunkterne for klagerens families udrejse af Syrien. Under partshøringen har klageren forklaret, at han og hans familie opholdt sig hos klagerens svigerfader frem til [oktober] 2014, hvor klageren udrejste alene fra Syrien. Klagerens ægtefælle og børnene rejste til Libanon 20 dage efter klageren. Overfor for nævnet har klageren derimod forklaret, at hans ægtefælle og børnene tog til Libanon sammen med klagerens broder allerede i august/september 2014, forinden klageren udrejste af Syrien. Klageren har i øvrigt forklaret divergerende om, hvorledes han og hans to passagerer undslap, da de blev forfulgt af myndighederne fra kontrolposten. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen [i Udlændingestyrelsen en nærmere bestemt dato] forklaret, at han bakkede bilen, da han kørte fra kontrolposten, mens han under partshøringen har forklaret, at han vendte sin bil, da han kørte fra kontrolposten. Der var 10 biler foran klagerens bil, da de vendte om. Overfor nævnet har klageren derimod forklaret, at der var to biler foran klagerens taxa, og at der også holdt biler bag klagerens taxa ved kontrolposten, hvorfor han derfor kørte ind på en sidevej for at undslippe. Klageren har i øvrigt ikke opgivet andre konkrete asylbegrundende konflikter hverken med myndighederne eller andre grupperinger i Syrien, herunder Islamisk Stat og Al Nousra, og han har ikke været politisk aktiv i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens generelle frygt for grupperinger i Syrien ikke kan danne grundlag for en ændring af klagerens status. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2016/22/STR
Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 17 år. Klageren har således under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans familie i 2012 måtte forlade Aleppo for at tage ophold hos farfaderen i en landsby uden for Afrin. Området var kontrolleret af PKK. Her blev klagerens fader opsøgt af PKK, der forlangte, at klageren skulle tilslutte sig PKK`s styrker. Klageren var på det tidspunkt 14 år gammel. Klageren var hjemme en af de gange PKK henvendte sig. På et tidspunkt advarede en kvindelig nabo, der var gift med et medlem af PKK, klageren om, at PKK ville komme for at tage klageren med tvang. I tilknytning hertil besluttede klagerens fader, at familien skulle flygte. En af klagerens venner er mod sin vilje blevet indrulleret i PKK. Klageren er først efter familiens flugt blevet mere bevidst om konflikten. Klageren frygter, selv om han fortsat er mindreårig, at blive tvangsrekrutteret af PKK. Klageren frygter endvidere at blive tvangsrekrutteret af det syriske militær. Klageren ønsker ikke at deltage i den væbnede konflikt, der foregår i Syrien. Det må antages, at klageren, når han fylder 18 år, vil blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke for nærværende, hvor klageren er 17 år og 2 måneder gammel, at dette forhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af klagerens forklaring og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015 samt ”Human Rights Watch, Syria: Kurdish Forces Violating Child Soldier Ban” fra den 15. juli 2015, finder Flygtningenævnets flertal ikke at kunne afvise, at den mindreårige klager ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangsrekrutteret af PKK, som har kontrollen over det område, hvor klageren og hans familie bor, og som følge heraf blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/21/MVI
Nævnet omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han snart er i den militærpligtige alder og frygter rekruttering til det syriske militær. Klageren frygter også oprørsgrupperne. Klageren har herom oplyst, at man skal aftjene værnepligt i Syrien, når man fylder 18 år. Klageren ønsker ikke at deltage i krigen i Syrien, og han har mange venner, der er forsvundet, blevet kidnappet eller slået ihjel. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund, herunder at han ikke ønsker at aftjene værnepligt og ikke ønsker at deltage i krig, ligesom han frygter at blive tvangsrekrutteret til oprørsgrupper. Klageren fylder 18 år [inden for en måned] og vil således være værnepligtig i Syrien. Klageren har under nævnsmødet videre forklaret, at han for 8 dage siden blev indkaldt til militæret, idet hans far modtog et telefonopkald med besked om, at klageren skulle registreres og have udstedt militærbog. Nævnet finder på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på nuværende tidspunkt vil være i en individuel risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2016/2/ceb
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [bydelen A], [i byen B], Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af sit efternavn, og idet han har forladt sin stilling som statsansat i den syriske handelsbank. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter Lijan Shaabiya og Al Nusra Fronten. Han har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han deler efternavn med sin fætters søn [C], der som en af de første demonstranter under den syriske konflikt demonstrerede mod myndighederne [i foråret] 2011 i [byen B], hvor myndighederne slog ham ihjel. [I sommeren] 2014 blev klagerens bopæl i [B] opsøgt af myndighederne, som i den forbindelse tilbageholdt klageren [i 11 dage], hvor myndighederne lod ham gå mod betaling. Klageren har endvidere under asylsagen oplyst, at han blev stoppet af myndighederne, hver gang han passerede en kontrolpost, og at myndighederne talte grimt og ydmygende til ham. Klageren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at de syriske myndigheder betragter en person som desertør og landsforæder, såfremt den pågældende har forladt sin stilling i det offentlige, og at straffen herfor er henrettelse. Klageren har herudover oplyst, at hans chef i [slutningen af sommeren] 2014 opfordrede ham til at slutte sig til gruppen Lijan Shaabiya, og at lederen af Lijan Shaabiya, Rafaat Alamoudi, i samme måned opsøgte ham på hans bopæl i [B]. Klageren har videre oplyst, at han i marts 2013, mens han var på arbejde, blev kontaktet telefonisk af et medlem fra Al Nusra Fronten, som bad ham om at fortælle, hvornår myndighederne ville komme til hans arbejdsplads for at afhente omkring 100 millioner syriske lira. Klageren nægtede at videregive oplysningerne, hvorefter medlemmet fortalte ham, at hans liv var i fare. Klageren har oplyst, at hans hustrus søsters ægtefælle en måned senere oplyste, at han var efterstræbt af Al Nusra. Endelig har klageren oplyst, at hans hustru [i sommeren] 2015 blev tilbageholdt i et døgn af myndighederne, fordi myndighederne ville have ham til at støtte gruppen Lijan Shaabiya. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har således i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet nogen konkrete konflikter som følge af sit efternavn, og at han således uden problemer har kunnet fungeret som statsansat i den syriske handelsbank indtil få dage før sin udrejse, ligesom han uden problemer har kunnet udrejse af Syrien. Flygtningenævnet har videre vurderet, at klageren ikke som følge af, at han har forladt sin stilling i den syriske handelsbank, er kommet i et modsætningsforhold til myndighederne, og det forhold, at ansøgerens hustru har været tilbageholdt et døgn i 2015, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Endelig finder Flygtningenævnet hverken, at det forhold, at gruppen Lijan Shaabiya har opfordret klageren til at slutte sig til dem, eller at han frygter Al Nusra Fronten kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at Al Nusra ikke har henvendt sig til klageren siden [foråret] 2013, og at Lijan Shaabiya ikke har opsøgt klageren siden [slutningen af sommeren] 2014. Det bemærkes herved, at det ifølge ansøgerens forklaring i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 alene hviler på hans formodning, at hans hustru i 2015 blev tilbageholdt i et døgn, fordi myndighederne ønsker, at han skal støtte Lijan Shaabiya. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/19/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet de mistænker ham for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter Islamisk Stat på baggrund af sin etnicitet, og at han frygter de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i sameje med sin broder havde et skoværksted i [en bydel] i Aleppo. Skoværkstedet blev stormet af syriske regeringsstyrker på et ukendt tidspunkt i 2012, som spurgte klageren, hvorfor han solgte sko til Den Frie Syriske Hær. To til tre dage efter, under klagerens fravær, opsøgte myndighederne værkstedet igen, og i den forbindelse blev klagerens broder anholdt og anbragt i [et fængsel]. Han blev efterfølgende stillet for retten og dømt for at have samarbejdet med Den Frie Syriske Hær. Efter to og et halvt år døde han i fængslet. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at omkring 75 % af værkstederne i [den pågældende bydel] er blevet beskyldt for at samarbejde med den Frie Syriske Hær. Klageren kan derfor ikke anses for individuelt forfulgt som følge af myndighedernes henvendelse til hans og broderens værksted i 2012. Det bemærkes herved tillige, at det efter det oplyste beror på andenhåndsoplysninger, at klagerens broder er blevet dømt for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Hertil kommer, at klageren, efter at myndighederne sidst opsøgte hans værksted opholdt sig i en periode på i hvert fald 20-25 dage i Syrien uden at blive opsøgt af myndighederne, ligesom han også efter sin udrejse flere gange rejste tilbage til Syrien, hvor han opholdt sig i perioder på op til halvanden måned uden at blive opsøgt. Det forhold, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har udtalt, at der under samtalen i Udlændingestyrelsen var tolkeproblemer, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at det ikke fremgår af referatet fra samtalen i Udlændingestyrelsen, at der var tolkeproblemer, samt at det af referatet fremgår, at klageren ved oversættelsen af referatet fik rettet den fejlagtige oplysning om, at han skulle have opholdt sig halvandet år i Syrien efter myndighedernes henvendelse til, at han opholdt sig i Syrien i halvanden måned før udrejsen. Klageren er i øvrigt ikke fremkommet med nye oplysninger for Dansk Flygtningehjælp. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/18/LAJ
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens moder er tyrkisk statsborger og fortsat har gyldig dokumentation herfor. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, da han er udrejst af Syrien efter at være blevet indkaldt til militæret. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor han kan søge om registrering af statsborgerskab under henvisning til, at hans moder er tyrkisk statsborger. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk fader eller moder inden for ægteskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk moder udenfor ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af høringssvar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende implementering af den tyrkiske statsborgerskabslov, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren må antages lovligt at kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, og at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at ansøgeren i Tyrkiet vil være i risiko for at blive refouleret til Syrien eller til et tredjeland, hvor han ikke er beskyttet mod refoulement. Det bemærkes endvidere, at hans levevilkår i Tyrkiet – uanset at ansøgeren er kurder – ikke findes at være af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder krænkes. Efter det oplyste har ansøgeren ikke haft personlige konflikter med myndighederne eller med privatpersoner i Tyrkiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/16/SLN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klageren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2015 oplyst Flygtningenævnet, at klageren har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er efterstræbt, samt idet han har hjulpet sin nevø med at frygte fra militæret. Klageren har herom oplyst, at han i januar 2014 hjalp sin nevø med at flygte fra militæret, hvilket skete med hjælp fra naboer, der var tæt knyttet til den Frie Syriske Hær. Omkring to til tre uger efter nevøens flugt fra militæret, blev klageren kontaktet af den syriske efterretningstjeneste, der havde spørgsmål til klageren. Klageren knækkede herefter sit sim-kort og gav ikke møde hos efterretningstjenesten. Klageren har endvidere oplyst, at hans ægtefælle ligeledes blev kontaktet af efterretningstjenesten, men at hun heller ikke gav møde. Klageren har derudover til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive hvervet til PKK, idet PKK flere gange har opsøgt klageren med henblik på hvervning. Klageren frygter endelig islamistiske grupper, idet de betragter kurdere som vantro. Klageren har herom oplyst, at han siden sommeren 2013 er blevet opsøgt flere gange af PKK, der ville hverve ham. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder et flertal af Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flertallet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flertallet lægger herved vægt på, at klageren alene er blevet kontaktet telefonisk én gang af myndighederne i februar 2014 og herefter ikke har modtaget yderligere henvendelser fra myndighederne før sin udrejse i februar 2015. Klagerens forklaring om, at han nogle dage forud for oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen af sin fætter fik oplyst, at en butiksejer i klagerens landsby har fortalt fætteren, at sikkerhedstjenesten havde spurgt efter klageren i butikken, kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke for flertallet føre til en ændret vurdering, at klagerens ægtefælle efter hans oplysninger skulle være eftersøgt af myndighederne, idet dette alene beror på klagerens formodning. Endelig finder flertallet, at hverken forklaringen om PKK’s henvendelse til klageren om hvervning eller klagerens frygt for islamiske grupper kan føre til en anden vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/16 NIN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og [religion] af trosretning, fra [bydel i Damaskus], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel som følge af, at hun tilhører det religiøse mindretal [religion]. Hun har videre henvist til, at hun blev tilbageholdt i en uge, idet myndighederne mistænkte hende for at støtte oprørerne. Under tilbageholdelsen var klageren vidne til, at andre kvinder blev udsat for vold og voldtægt. Klageren blev ikke selv udsat for overgreb, men hun blev truet og blev tiltalt nedsættende. Efter løsladelsen blev klageren behandlet anderledes på sit arbejde, og klageren begyndte at planlægge sin udrejse. Efter udrejsen er hendes bopæl flere gange blevet opsøgt af myndighederne, der spørger efter hende. Flygtningenævnet har noteret sig, at klageren i asylskemaet har forklaret om flere andre grunde til at forlade Syrien, men ikke har nævnt en eventuel tilbageholdelse. Hun har under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 ligeledes forklaret om mange andre forhold, men har igen ikke forklaret om en eventuel tilbageholdelse. Tværtimod har hun oplyst, at hun ikke har været opsøgt af myndighederne, og at hun ikke havde haft yderligere konflikter, end dem hun havde nævnt overfor styrelsen. Selvom hun er vant til gennem sit arbejde at anvende datoer, forklarede hun, at hun ikke nærmere er i stand til at tidsfæste sin tilbageholdelse. Herefter og idet hendes forklaring ikke er forekommet selvoplevet, tilsidesætter nævnet denne udbygning af forklaringen. Det beror alene på klagerens egen formodning, at hun ved tilbagerejse vil blive sanktioneret som følge af, at hun som offentligt ansat er udrejst uden tilladelse, og hun har ikke sandsynliggjort, at en eventuel sanktion vil være uproportional. Idet hendes problemer med borgerne i [anden bydel i Damaskus] må anses for afsluttet med hendes flytning fra bydelen, og da det ikke kan lægges til grund, at hun har haft problemer med myndighederne, har hun således ikke sandsynliggjort at være individuelt forfulgt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse stadfæstes.” syri/2016/15/MKT
Nævnet hjemviste i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i vinteren 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og yezidi fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at […] indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den […] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er fordrevet fra [A], fordi han er kurder og af Al-Nusra blev betragtet som vantro. Hertil kommer, at han og hans familie er yazidier og ikke muslimer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren er født og opvokset i landsbyen [B] i nærheden af […], hvor han stadig har familie. Ansøgeren har i 25 år frem til 2012 boet i en ejerlejlighed i [A]. I 2012 tvang Al-Nusra ham til at opgive sin bopæl med den begrundelse, at han er kurder og vantro. Ansøgeren tog herefter med sin ægtefælle og børn ophold i klagerens oprindelige hjemlandsby, og klageren og familien boede stadig i dette område frem til klageren udrejse i 2014. Ansøgerens familie er zardash/ yazidi, de har ikke dyrket religionen offentligt, men de har heller ikke optrådt som muslimer, herunder gået i moske. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at klageren efter sin egen forklaring ikke var individuelt forfulgt i sit oprindelige hjemområde ved udrejsen. Ansøgerens ægtefælle og børn bor nu i Aleppo, hvor der også bor mange kurdere, og hvor hans sønner kunne få arbejde, og familien er heller ikke individuelt forfulgt i Aleppo. På denne baggrund finder flertallet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/13 / KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Klageren er etnisk kurder og muslim fra […], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret 2015], og at hun [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens asylmotiv ikke alene er begrundet i en særlig alvorlig situation, der er opstået som følge af en væbnet konflikt i Syrien, men at hendes asylmotiv er begrundet i særlige individuelle omstændigheder, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klageren fortsat PKK, idet hun har modsat sig at udføre kamphandlinger for dem. Klageren har under nævnsmødet tillige anført, at hun frygter Daesh og det syriske styre. Flygtningenævnets flertal lægger efter de af Udlændingestyrelsen anførte grunde til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i en sådan situation, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring fremstår utroværdig, og flertallet tilsidesætter derfor klagerens forklaring i sin helhed. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har således forklaret divergerende om, hvilket hus hun boede i efter sin flugt, om hun tidligere havde opholdt sig i en landsby i 5 måneder, om hvor mange PKK-folk, der kom efter hende, da hun blev hentet af PKK. Klageren har således til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun flygtede hjem til sin familie, som forlod huset, hvorefter hun boede i huset alene, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun flygtede hjem og blev installeret i et andet hus, som lå overfor familiens hus, samt at familien ikke forlod deres eget hus. Klageren har tillige til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun, før hun blev hentet af PKK, boede 5 måneder hos fjerne slægtninge i en landsby, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke har boet væk fra familien i 5 måneder, før hun blev hentet af PKK. Endelig har klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at der kom seks PKK folk for at hente hende, mens hun under dagens nævnsmøde har forklaret, at der kom 9-10 PKK folk for at hente hende. Klageren har tillige forklaret udbyggende om anholdelsen af sin far og om sin deltagelse i en demonstration mod styret. Klageren har således ikke før nævnsmødet forklaret, at hendes far er blevet anholdt, og at hun har deltaget i en demonstration. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger på en overbevisende måde, og at de nævnte divergenser og udbygninger ikke alene kan forklares med, at der var tolkeproblemer under samtalen i Udlændingestyrelsen, og at det skulle gå hurtigt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at divergenser og udbygninger kan forklares med ansøgerens dårlige hukommelse. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren besvarede samtlige spørgsmål relevant, og at hun først var udsat for det uheld, der angiveligt skulle have givet hende hukommelsesbesvær, efter samtalen i Udlændingestyrelsen. Endelig finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren svarede afglidende og uden detaljer på spørgsmål om helt centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2. Syri/2016/12/AKM
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Klageren er indrejst i 2005, og klagerens barn er indrejst 2013. Flygtningenævnet udtalte: Klagerne er etniske syrere og muslimer fra Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at […] indrejste i Danmark [en måned i sommeren 2005] eller [en anden måned i sommeren 2005], og at […] indrejste i Danmark [i efteråret 2013], og at de [i vinteren 2013] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerne har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at faderen ikke ønsker at gå i militærtjeneste i Syrien, da han ikke ønsker at deltage i krigen. Udlændingestyrelsens repræsentant har anført, at styrelsen på dette grundlag ikke har bemærkninger til, at der meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, til klagerne. Flygtningenævnet kan lægge faderens forklaring om asylmotivet til grund. Det lægges således til grund, faderen risikerer indkaldelse til militærtjeneste, og at han ikke ønsker at udføre eller bevidne handlinger i strid med internationale konventioner. Klagerne opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2016/11/AKM
Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i april 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim fra […], Aleppo-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 15 år. Klageren har således under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret 2015], og at han [i sommeren 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2015] og [i efteråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at Daesh har anholdt ham og 148 andre elever, da de var på vej tilbage fra deres afsluttende niendeklasseeksamen i Aleppo. Daesh tog klageren og de andre elever med til en moske, hvor de skulle være i to dage og lære muslimske ritualer og bede bøn, hvorefter de blev taget med til et fængsel i […], hvor klageren blev fængslet. Klageren blev anklaget for at være vantro og beskyldt for at have behandlet sårede. Han blev dagligt udsat for tortur, herunder slag og elektrisk stød. Videre blev han placeret i et bildæk, og fik hældt varmt vand ud over sig, ligesom han blev hængt op i luften. Efter tre måneder og tre dage undslap klageren fangenskabet sammen med ni andre. Han kom til en kurdisk kontrolleret kontrolpost, hvor han kunne ringe til sin fader, der kom og hentede ham. Efter han kom tilbage fra fængslet, gemte han sig i faderens apotek i omkring en måned. Efter sin flugt fra Daesh har klageren hørt fra to personer, som Daesh har løsladt, at Daesh vil slå ham og de andre, der flygtede, ihjel. Daesh har videre lagt billeder på Facebook af klageren og andre, der er flygtet. Klageren har endelig henvist til, at han er kurder, og at han frygter at blive rekrutteret af PKK eller de syriske myndigheder, ligesom han har anført, at han er i en særligt sårbar situation som følge af, at han er kurder. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at klageren sammen med andre skoleelever på vej til […] blev tilbageholdt af Daesh, og at Daesh særligt udskilte klageren og afhørte og torturerede ham, fordi han var kurder, og fordi de troede, at han havde tilknytning til PKK. Udlændingestyrelsen har tillige lagt ansøgerens forklaring om dette asylmotiv til grund, men anført, at det forhold, at klagerens konflikt med Daesh, herunder at klageren har været fængslet i tre måneder og tre dage, og at Daesh efter klagerens flugt har lagt billeder af klageren på Facebook, må anses som en konsekvens af de ændrede magtforhold i Syrien, og at dette ikke kan føre til, at konflikten ikke skal vurderes asylretligt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 3, at: ”Justitsministeriet foreslår, at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus, som meddeles i de tilfælde, hvor forpligtelsen til at yde beskyttelse i henhold til internationale konventioner, jf. § 7, stk. 2, har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Indførelsen af midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge vedrører ikke flygtninge omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændinge med beskyttelsesstatus i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2, hvor der foreligger særlige individuelle omstændigheder, der i sig selv – også før asylmyndighedernes ændrede praksis vedrørende udlændingelovens § 7, stk. 2, i lyset af Sufi og Elmi-dommen – ville have begrundet en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har en individuel og konkret konflikt med Daesh, og at han har bragt sig i et sådan modsætningsforhold til Daesh, at han, der er kurder fra […], risikerer at blive forfulgt af Daesh ved en tilbagevenden til sit hjemområde, uanset at hans hjemområde for tiden er kontrolleret af PKK. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, 1. Det må antages, at klageren, når han bliver 18 år, vil blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder for nærværende, hvor klageren er knap 16 år, at dette forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således som sagen er oplyst, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klageren som knap 16 årig risikerer at blive tvangshvervet af PKK/YPG. Da ansøgeren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er anledning til at søge dette asylmotiv yderligere oplyst. Klageren opfylder i overensstemmelse med ovennævnte således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, 1. Syri/2016/10/AKM
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], […], Syrien. Klageren har deltaget i demonstrationer mod det syriske regime. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2015], og at han [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han burde have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, da han på grund af sine politiske holdninger mener at kunne blive udsat for fængsling og straf. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at de syriske myndighedspersoner ved ransagningerne af klagerens bopæl forlod denne uden at stille betingelser overfor klagerens ægtefælle, der var til stede, og på at ransagningerne ikke alene var rettet mod klagerens bopæl, men også andre bopæle i klagerens hjemby. Nævnet bemærker herudover, at hverken klagerens frygt for, at Islamisk Stat vil rekruttere ham til sin hær, eller de generelle forhold i Syrien kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse. Syri/2016/1/AKM
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive anholdt som følge af sin søns konflikt med de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ungarn ikke vil kunne klare sig økonomisk, og at han ikke vil få hjælp af de ungarske myndigheder, ligesom han er udsat for chikane på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at han og familien er forfulgte eller risikere at blive det, som følge af at deres ene søn var tilbageholdt i 2012 til grund. Der er ved denne vurdering lagt vægt, at ansøgeren ikke oprindeligt oplyste om dette asylmotiv, og at myndighederne ikke efter løsladelsen af sønnen opsøgte familien, som efter løsladelsen opholdt sig i Syrien i nogle måneder uden problemer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort et asylmotiv, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Ungarn er nærmest til at yde ansøgeren beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende land, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i landet. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Ansøgeren har ikke haft problemer med de ungarske myndigheder eller konkrete problemer med andre personer i Ungarn. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale forhold til, at Ungarn, hvor hans ægtefælle og børn er statsborgere og hvor ansøgeren har opholdstilladelse som familiesammenført, kan yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgernes personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Ungarn, ligesom ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Ungarn risikerer refoulement. Flygtningenævnet finder således, at de generelle herunder socio-økonomiske forhold for personer med opholdstilladelse i Ungarn ikke er sådanne, at de kan føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren ved to lejligheder er blevet udsat for chikane på grund af sin arabiske baggrund. Der er herved lagt vægt på, at der var tale om enkeltstående episoder. Endelig kan det ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren lider af forhøjet blodtryk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/9
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status)] til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ” At ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim, oprindelig fra []. Siden 1983 hvor han påbegyndte sin militæruddannelse, har han dog boet i Damaskus, senest i et militærområde i […]. Fra 1983 har han været ansat i militæret og været medlem af Ba’ath-partiet. Han har imidlertid ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de syriske myndigheder, fordi han er deserteret. Ansøgeren har oplyst, at han under sin militærkarriere er blevet forfremmet langsommere end sine alawit-kollegaer. I 2008 blev han dog udnævnt til […]. På grund af helbredsproblemer (20 procent invaliditet) blev han i 2009 overført til […]. divisions hovedkvarter i militærområdet i[…],[…]kilometer fra Homs, for der at varetage et skånejob. Fra 2010 arbejdede han udelukkende på kontor i ”vagtofficerernes rum”. I afdelingen arbejdede officerer, hvoraf nogle var syge og ikke kunne bruges til andet. Det var en sekundærafdeling, der ikke havde nogen vigtige opgaver. De ansatte havde ingen underordnede og ingen til at hjælpe sig, herunder med praktiske opgaver. Arbejdet bestod i at foretage registreringer, herunder af antallet af dræbte soldater i hæren. I afdelingen foretog de også registreringer af telegrammer, blandt andet med oplysninger om eventuelle kommende angreb mod militæret. Udveksling af informationer og videregivelse af ordrer mellem ledelsen og de ansvarlige for de enkelte militærenheder skete uden om ansøgerens afdeling. Alle andre fortrolige informationer og ordrer blev ligeledes ekspederet udenom ansøgerens afdeling. Ansøgeren hørte fra udenlandske TV-stationer, som han så på sin bopæl, at der i 2012 blev begået alvorlige forbrydelser i og omkring Homs af soldater fra 11. division. Han talte alene uformelt herom med en kollega og nogle naboer. Han rejste ofte frem og tilbage mellem sit hjem i nærheden af Damaskus og kasernen i nærheden af Homs, og han kunne derfor konstatere, hvem der var til stede ved hærens kontrolposter. Da han endvidere flere gange ved kontrolposter talte med officerer, mener han at vide en hel del om, hvem der er ansvarlig for de forbrydelser, der blev omtalt i fjernsynet. Ansøgeren havde derfor længe ønsket at desertere og udrejse. Muligheden opstod først efter, at han i […]2013 blev taget til fange af den frie syriske hær der [senere i] 2013, mod at han deserterede, hjalp ham og hans familie til [ansøgerens hjemegn]og videre til Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder efter det foreliggende Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse af det syriske regime, og at han derfor isoleret set opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Af en række baggrundsoplysninger er der imidlertid beretninger om, at der i den syriske hærs regi er begået grove overtrædelser af menneskerettighederne. Flere overtrædelser må karakteriseres som egentlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelserne er blandt andet begået i og omkring Homs i 2012. Højtstående officerer vil efter omstændighederne kunne have ansvaret for sådanne forbrydelser, selvom de ikke personligt og direkte har deltaget i overgrebene. Afgørende herfor er navnlig, hvilken indflydelse og kendskab den enkelte officer har haft vedrørende de begåede forbrydelser. UNHCR har i Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. September 2003 formuleret det således: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analysed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime … 53. … Aiding or abetting … requires the individual to have rendered a substantial contribution to the commission of a crime in the knowledge that this will assist or facilitate the commission of the offence. The contribution may be in the form of practical assistance, encouragement or moral support and must have a substantial (but not necessarily causal) effect on the perpetration of the crime. … Thus, presence at the scene of a crime is not in itself conclusive of aiding or abetting, but it could give rise to such liability if such presence is shown to have had a significant legitimising or encouraging effect on the principal actor. This may often be the case where the individual present is a superior to those committing the crimes … 55. Whether the individual’s contribution to the criminal enterprise is substantial or not depends on many factors, such as the size of the criminal enterprise, the functions performed, the position of the individual in the organisation or group, and (perhaps most importantly) the role of the individual in relation to the seriousness and the scope of the crimes committed. 56. Article 28 of the ICC Statute deals with the specific issue of command/superior responsibility. This provision states that a military commander is responsible for crimes committed by those under his or her effective control if she or he knew or, in the circumstances, ought to have known that his or her subordinates were committing or about to commit such crimes but he or she failed to take all necessary and reasonable measures within his or her power to prevent or repress such acts or to submit the matter to the competent authorities for investigation and prosecution. … 57. Given the principles set out above, the automatic exclusion of persons purely on the basis of their senior position in a government is not justified. “Guilt by association” judges a person on the basis of their title rather than their actual responsibilities or actions. Instead, an individual determination of responsibility is required for each official in order to ascertain whether the applicant knew of the acts committed or planned, tried to stop or oppose the acts, and/or deliberately removed him- or herself from the process. Moreover, consideration must be given as to whether the individual had a moral choice. Persons who are found to have performed, engaged in, participated in orchestrating, planning and/or implementing, or to have condoned or acquiesced in the carrying out of criminal acts by subordinates, should be excluded from refugee status. 58. Notwithstanding the above, a presumption of individual responsibility reversing the burden of proof may arise as a result of such a senior person’s continued membership of a government (or part of it) clearly engaged in activities that fall within the scope of Article 1F. This would be the case, for example, where the government concerned has faced international condemnation (in particular from the UN Commission on Human Rights or the Office of the UN High Commissioner of Human Rights) for gross or systematic human rights abuses. Where the individual has remained in a senior government position despite such criticisms, exclusion may be justified, unless he or she can rebut the presumption of knowledge and personal involvement in such abuses. …” For ansøgerens ansvar taler i den konkrete sag med en vis vægt, at han med den relative høje rang af […]blandt andet i 2011, 2012 og i en del af 2013 har gjort tjeneste i det område, hvor hæren efter baggrundsoplysningerne har begået adskillige meget grove overgreb mod civilbefolkningen. Ansøgeren har imidlertid afgivet en sammenhængende og i det væsentlige konsistent forklaring om, at han alene har arbejdet i en skånejobsfunktion i en sekundær afdeling, der beskæftigede sig med registrering af ikke hemmelige informationer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren direkte eller indirekte har medvirket til at der er begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden på en sådan måde, at han skal udelukkes fra at få asyl efter konventionens artikel 1 F (a). Da det heller ikke kan antages, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse jf. artikel 1 F (b), kan han, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, ikke udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/9
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder uden nogen religiøs overbevisning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter genindkaldelse som reservist til det syriske militær. Ansøgeren frygter endvidere tilstedeværelsen af DAESH og andre radikale, islamiske grupper. Endelig frygter ansøgeren at blive slået ihjel af den syriske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2008 klagede over en lov, som gjorde det ulovligt for kurdere at købe og sælge ejendomme 100 kilometer fra grænsen. I 2010 skulle han rejse til Italien og Storbritannien, da han blev stoppet ved den syriske grænse og fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten. Næste dag henvendte han sig på efterretningstjenestens kontor, hvor han blev anklaget for at være medlem af et kurdisk parti. Han fik at vide, at han skulle give efterretningstjenesten oplysninger herom. Efterretningstjenesten havde kendskab til den klage, som han havde indgivet i 2008. Da ansøgeren vendte tilbage fra sin ferie, blev han stoppet ved indrejsen til Syrien. En person fra efterretningstjenesten afkrævede ham igen oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage, hvorefter han blev løsladt mod bestikkelse. To dage efter løsladelsen blev han ringet op af en person fra efterretningstjenesten, som afkrævede ham oplysninger om kurdiske partier. Ansøgeren overnattede hos en ven, og om natten blev hans bopæl ransaget af efterretningstjenesten. Hans familie fik at vide, at han skulle henvende sig til efterretningstjenesten inden for to dage. I forbindelse med ransagningen blev hans fader skubbet, og han døde fire dage senere som følge af sine skader. Ansøgeren udrejste herefter af Syrien omkring [i begyndelsen af] 2011. Han indrejste i Canada, hvor han søgte asyl. [I foråret] 2013 blev han anerkendt som flygtning i Canada. Omkring otte måneder derefter søgte han om opholdstilladelse. Han har over for de danske myndigheder oplyst, at han fortsat afventer at få svar på denne ansøgning. Ansøgeren opholdt sig i Canada i omkring tre år og seks måneder, hvorefter han udrejste til Tyrkiet for at blive forenet med sin ægtefælle og børn. Hans ægtefælle ønskede dog ikke at rejse til Tyrkiet, hvorfor ansøgeren rejste til Danmark, hvor hans ægtefælle og børn har opholdstilladelse som flygtninge. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Canada, fordi hans familie bor i Danmark. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2015 om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet der i øvrigt henvises til de grunde, der er anført i afgørelsen. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at ansøgeren [i begyndelsen af sommeren] 2013 er anerkendt som konventionsflygtning i Canada, og at han er indehaver af et canadisk rejsedokument, der er gældende til [begyndelsen af sommeren] 2015. Ansøgeren er meddelt opholdstilladelse i Canada indtil [foråret] 2016, og ansøgeren kan således lovligt indrejse i Canada og opholde sig der. Ansøgeren vil efter baggrundsoplysningerne være beskyttet mod refoulement, og han vil ikke blive udsat for overgreb mod sin personlige integritet i Canada, hvor han har opholdt sig i 3 år og 6 måneder. Han har herunder ikke været udsat for overgreb eller haft problemer med myndighederne. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren socialt og sundhedsmæssigt vil have adgang til fornøden hjælp og behandling. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, der hindrer, at Canada kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens dagældende § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/7
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra [by], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter at have konflikter med PKK, ligesom han frygter de generelle forhold i Syrien. Han frygter endvidere Daesh. Klageren har endvidere henvist til, at han fortsat frygter at stå på de syriske myndigheders liste over eftersøgte personer som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 2004. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blevet tvunget til at reparere køretøjer for PKK i [by] i henholdsvis [efteråret] 2012 og [efteråret] 2012. Klageren har videre oplyst, at han har haft sit eget mekanikerværksted i [by]. Han fik en aftale med PKK om, at han efter dette tidspunkt skulle reparere PKK’s køretøjer på sit eget værksted og ikke skulle til fronten for at reparere køretøjer. I [efteråret] 2014 flygtede klageren sammen med sin familie til Tyrkiet, hvor han opholdt sig i en flygtningelejr. I [vinteren] 2014 blev klageren kontaktet telefonisk af PKK, der forlangte, at klageren skulle vende hjem til [by] for at reparere køretøjer for PKK. Hans fætter, der er ved fronten, fortalte ham, at han måtte regne med at skulle til fronten for at kæmpe og ikke skulle reparere køretøjer. Klageren afviste at vende tilbage og rejste i stedet til Danmark. Klageren fik at vide, at han bliver betragtet som en forræder af PKK, idet han har unddraget sig at hjælpe PKK. I flygtningelejren i Tyrkiet opsøgte PKK de unge og opfordrede dem til at kæmpe for PKK’s sag i Syrien. Klageren har til støtte for sin frygt for de syriske myndigheder oplyst, at han fortsat frygter at stå på en liste over eftersøgte personer, da han kom på denne liste som følge af sin deltagelse i en række demonstrationer i 2004. Klagerens har betalt 100.000 lire for at få sit navn fjernet fra listen. Klageren frygter dog fortsat, at hans navn ikke er blevet slettet fra listen over eftersøgte personer. Flygtningenævnets flertal kan lægge klagerens forklaring til grund. Flertallet lægger således til grund at klageren har udført tvangsarbejde som mekaniker for PKK i 2012 og derefter har udført arbejde for PKK på mere frivillig basis. Da kampene i 2014 i [byen] blussede op, flygtede klageren til Tyrkiet, hvor han tog ophold i en flygtningelejr sammen med sin familie. Her blev han og andre kurdiske mekanikere forsøgt tvunget af PKK til at tage tilbage til Syrien, officielt for at reparere køretøjer for PKK, men reelt for at deltage i kamphandlinger. Dette underbygges af de generelle baggrundsoplysninger. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til PKK. Flygtningenævnet flertal finder endvidere, at klageren som følge af, at han tidligere har bistået PKK har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/69
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Homs, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i foråret 2015, og at hun i juni 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren 2015] klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun er eftersøgt af Assads styrker. Klageren har herom oplyst, at hun udførte humanitært arbejde for en nødhjælpsgruppe fra [foråret] 2012 og frem til omkring [foråret] 2013. I [starten af 2015] blev klageren oplyst, at personer fra nødhjælpsgruppen var blevet arresteret, og senere fik hun at vide, at to af personerne var blevet tortureret og henrettet. Klageren udrejste af Syrien [i foråret] 2015. I Tyrkiet fortalte veninden [veninden A], at [veninden B] også var blevet arresteret af myndighederne. Mens hun var i Tyrkiet, havde hun kontakt til sin ægtefælle, som oplyste, at myndighederne havde spurgt efter hende på svigerfamiliens bopæl. Da hun var kommet til Danmark, fik hun af ægtefællen at vide, at myndighederne på ny havde spurgt efter hende samme sted. Myndighederne har også spurgt efter hende på hendes moders bopæl i indre Homs. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet lægger vægt på, at klageren forlod bopælen hos svigerfamilien, da hun blev advaret om, at [veninden C] fra netværket og dennes ægtefælle var blevet arresteret. Videre lægger flertallet vægt på, at klageren efter udrejsen i Tyrkiet fik at vide, at [veninden B] fra netværket var blevet arresteret, og at hendes ægtefælle telefonisk oplyste, at klageren var blevet opsøgt af myndighederne på svigerfamiliens bopæl, samt vægt på at klageren i Danmark er blevet oplyst, at hun på ny er blevet opsøgt både hos svigerfamiliens bopæl og klagerens moders bopæl. Under hensyn til baggrundsoplysninger om risikoen ved at deltage i humanitært arbejde til hjælp for befolkningen i oprørskontrollerede områder, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold risikerer forfølgelse fra myndighedernes side. Flertallet finder derfor, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Syri/2015/68
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [ultimo] 2014, og at han [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er af kurdisk afstamning, og at hans familie har boet i [by] i mange generationer. Klageren er aktiv i et kurdisk parti ved navn [kurdisk oppositionsparti], som er i opposition til det syriske regime. Klageren har været medlem af et kurdisk oppositionsparti i mere end tyve år, og både hans hjem og hans families hjem er blevet ransaget af den syriske sikkerhedstjeneste mere end tre gange. Sikkerhedstjenesten ransagede klagerens skrædderi i Aleppo og opdagede derved, at der blev afholdt et hemmeligt politisk møde. Flere mødedeltagere blev i den forbindelse arresteret. Klageren har hjulpet sårede civile på vegne af hans parti. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens har forklaret stærkt divergerende om på hvilken måde og hvornår han siden sin udrejse fra Aleppo har fået oplysninger om, hvad der er sket der. Klageren har således ved den første samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, først at ægtefællen ringede til ham i [bydel i Aleppo], og under samme samtale, at det var ham selv der fra [bydel i Aleppo] ringede til sin svoger. Under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede klageren, at han slet ikke havde talt med nogen i Aleppo, før han kom til Danmark. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren først forklaret, at vennen [A]kørte fra [by] til Aleppo og talte med klagerens familie. Da klageren senere blev spurgt om, hvorfor [A] ikke tog klagerens familie med til [by], ændrede klageren forklaring derhen, at [A] slet ikke var kørt til Aleppo, men alene var kørt hen til klagerens moder i [by]. Klageren er under nævnsmødet blevet nøje udspurgt om, hvad der var sket med hans forretning og de øvrige mødedeltagere. Hertil har klageren oplyst, at han ingen oplysninger har herom, uanset, at han efter sin forklaring har haft telefonisk kontakt med sin ægtefælle adskillige gange under opholdet i Danmark. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at klagerens ægtefælle samt børn angiveligt ikke er blevet opsøgt af myndighederne, selvom de opholder sig hos klagerens svoger og svigerinde i kort afstand fra klagerens bopæl i Aleppo. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvis han vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/67
Nævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Hama, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2015, og at han [primo] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [ultimo] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i Syrien har været politisk involveret i Det Muslimske Broderskab og været organisator for flere demonstrationer i Hama i 2011 inden sin udrejse. Da Flygtningenævnet på det foreliggende grundlag ikke finder at kunne tage stilling til en eventuel statusændring, hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at de nye oplysninger, som er anført af klageren under nævnsmødet gennemgås med klageren og søges verificeret og sammenholdt med klagerens tidligere afgivne oplysninger. Syri/2015/66
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [vinteren] 2014, og at han i [efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse [fra efteråret] 2015 vedrørende valg af § 7, stk. 3, at styrelsen har forholdt sig til udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Klagers advokat har nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sin klage oplyst, at han har hjulpet seks syriske kvinder fra et nabokvarter i forbindelse med urolighederne i landet samt, at han gentagne gange er blevet opsøgt personligt på sin bopæl af de syriske myndigheder. Klageren har herom forklaret, at han og hans ven […] i 2013 begyndte at hjælpe seks syriske kvinder fra nabokvarteret. Kvinderne var alene efter, at deres mænd var forsvundet. Klageren og [hans ven] hjalp kvinderne med penge, mad og medicin en gang om måneden frem til klagerens udrejse i [foråret] 2014. I [foråret] 2014 blev hans bopæl opsøgt af to til tre personer fra den syriske efterretningstjeneste, mens han var på arbejde. Klagerens ægtefælle var hjemme og fik at vide af personerne, at [klagerens ven] var blevet anholdt af efterretningstjenesten, og at [klagerens ven] havde oplyst, at han og klageren havde samarbejdet med oprørerne. Personerne fra efterretningstjenesten sagde, at klageren var en forræder og gav hans ægtefælle en lussing, hvorefter de forlod bopælen. Ægtefællen ringede til klageren og sagde, at han ikke skulle komme hjem, hvorefter han tog hjem til en ven, som boede i bydelen [i Damaskus]. De følgende to dage opsøgte de samme personer klagerens bopæl og spurgte efter klageren. Omkring fire til fem dage senere blev han ringet op af en mand, som havde en forretning ved siden af klagerens forretning. Manden fortalte, at myndighederne havde lukket klagerens forretning. Efter at have opholdt sig en uge hos sin ven, udrejste han af Syrien. Hans ægtefælle, der siden er flyttet til Derik, er siden blevet opsøgt to gange af de syriske myndigheder, som har spurgt efter klageren. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af sagen tillagt det betydning, at klageren er analfabet, lider af hukommelsesbesvær og søvnløshed, og at han er meget psykisk påvirket af sin og sin families situation. Trods en række uklarheder og divergenser finder Flygtningenævnet i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om, at han har hjulpet en række familier, hvor mændene enten var fængslet eller dræbt, til grund. Han hjalp dem med penge, mad og medicin. Flygtningenævnet lægger til grund, at dette af de syriske myndigheder er blevet opfattet som støtte til oprørerne. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren som følge heraf er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/65
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens personlige repræsentant har på vegne af klageren [i sommeren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klagerens repræsentant er ikke fremkommet med yderligere oplysninger i forbindelse med klagen. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at dræbe andre mennesker, og at han ikke selv ønsker at blive dræbt. Han frygter at blive tvangsrekrutteret af PKK. Klageren har forklaret, at de syriske myndigheder har opsøgt hans familie på bopælen mange gange for at spørge efter klagerens broder. Myndighederne har herudover truet hans fader med at tage en af hans andre sønner, hvis klagerens broder ikke mødte op til militærtjeneste. Klageren frygter derfor også at blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Det må antages, at klageren, når han fylder 18 år, vil blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke for nærværende, hvor klageren endnu ikke er fyldt 18 år, at dette forhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af ansøgerens forklaring og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015 samt ”Human Rights Watch, Syria: Kurdish Forces Violating Child Soldier Ban” fra den 15 juli 2015, finder Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at klageren, som nu er 17 år og fire måneder, ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangsrekrutteret af PKK, som har kontrollen over det område, hvor klageren og hans familie bor, og som følge heraf blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/64
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har behandlet sagen på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 56, stk. 4, nr. 2, jf. § 53, stk. 6. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder eller en af de andre grupperinger, som er en del af krigen i Syrien. Klageren havde en lægeklinik i […], som blev udsat for bombardementer, og hans bopæl var omringet af de syriske myndigheder, hvorfor der var mange kampe i området. Klageren var i juni 2012 tilbageholdt i to timer ved en kontrolpost af de syriske myndigheder. Han har endvidere været tilbageholdt af Folkekomitéen, idet han har hjulpet sårede personer. Han blev endvidere tilbageholdt meget kortvarigt af Folkekomitéen i oktober 2014. Folkekomitéen ville have ham til at videregive oplysninger om hans patienter. Flygtningenævnets flertal lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at klageren ikke har været konkret og individuelt forfulgt under sit ophold i Damaskus uanset, at han to gange er blevet stoppet ved en kontrolpost, fordi han er læge. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren alene blev stoppet, fordi han er læge, og at han begge gange fik lov til at gå igen, samt at myndighederne eller andre grupperinger ikke har opsøgt ham på hans bopæl eller i øvrigt rettet konkret henvendelse til ham. Flygtningenævnets flertal finder herefter og uanset de generelt vanskelige forhold for læger i Syrien, at klageren ikke kan anses for at være kommet i de syriske myndigheders eller andres søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren konkret vil få problemer på grund af sin lægegerning. […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/63
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men klageren har deltaget i omkring seks demonstrationer for at forbedre hjemlandets situation. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2014, og at hun [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerne har ved udateret brev, modtaget i Flygtningenævnet [i efteråret] 2015, klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har i sin klage henvist til, at hun er adskilt fra sine fire mindreårige børn, som opholder sig i en flygtningelejr i Libanon samme med faderen, og at hun ønsker familiesammenføring med sin familie. Klageren har videre henvist til, at hun er bange for det syriske regime, som hun er flygtet fra, og at hun ønsker, at sikre sine børns fremtid. Klageren har herom oplyst, at børnene lider under kulden fra den hårde vinter, heden fra den brandvarme sommer, sygdomme og angst i flygtningelejrene. Børnenes skæbne i Libanon er uvis, og børnene har hårdt brug for hende. Klageren har videre oplyst, at faderen ikke kan tage vare på børnene på grund af de sociale forhold i flygtningelejren og begyndende sukkersyge. Klageren har endvidere oplyst, at børnene risikerer at blive smidt ud af Libanon, da de ikke har nogen opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Nævnet vurderer, at klageren ikke ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 1 på grund af sin race, religion, tilhørsforhold til særlige politiske grupper og politiske anskuelser. Nævnet finder endvidere ikke, at klageren har påberåbt sig omstændigheder, der giver anledning til at antage, at hun på grund af individuelle omstændigheder vil være i risiko for forfølgelse, hvorfor hun ikke kan meddelelses opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder derimod, at den alvorlige situation i Syrien som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile må anses for at udgøre en reel risiko for ansøgeren, som omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri/2015/62
N
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim fra […] Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [primo] 2015, og at han [primo] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev [medio] 2015 har Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, der mistænker klageren for at støtte ISIS. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste klagerens forklaring om, at han [medio] 2014, mens klageren kørte fra landsbyen […] mod Aleppo blev standset og frarøvet sin varevogn af en gruppe bevæbnede mænd, som, klageren antog, var tilknyttet ISIS, og at dette ledte til, at klageren herefter ikke turde opholde sig i hjemmet i Aleppo. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at de syriske myndigheder [medio] 2014 henvendte sig på klagerens bopæl i Aleppo i søgen efter klageren. Efter klagerens forklaring må det lægges til grund, at de syriske myndigheder kun denne ene gang har ledt efter klageren, og at klagerens familie siden [medio] 2014 har opholdt sig i landsbyen […], hvor klagerens olivenplantage ligger. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren har været eller vil være udsat for forfølgelse eller overgreb begrundet i individuelle omstændigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at det var personer med tilknytning til ISIS, der røvede klagerens bil, ligesom det alene beror på klagerens formodning, at de syriske myndigheder mistænker klageren for at støtte ISIS. Nævnet har herved lagt vægt på, at de syriske myndigheder kun en gang har henvendt sig hos klagerens ægtefælle og børn. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/60
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er araber af etnicitet, er født i Damaskus, Syrien, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse som værnepligtig til det syriske militær. Ansøgeren har videre henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter, at Den Frie Syriske Hær vil have, at han skal kæmpe for dem. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen anser ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Styrelsen fandt ved sin afgørelse, at ansøgeren havde en sådan tilknytning til Filippinerne, hvor ansøgerens ægtefælle, […] er bosiddende og statsborger, at han må antages at kunne opnå beskyttelse der, jf. dagældende udlændingelovens § 7, stk. 3. Af sagen fremgår, at ansøgeren i […] eller […] 2010 via Facebook fik kontakt til en filippinsk kvinde ved navn […]. [Efteråret] 2012 rejste ansøgeren legalt til Filippinerne og blev gift med denne kvinde, og de fik registeret deres ægteskab ved retten i Manila [vinteren] 2012. Ved indrejsen i Filippinerne var ansøgeren i besiddelse af et turistvisum, som var gyldigt i tre måneder, og ansøgeren fik visummet forlænget, således at det var gyldigt i yderligere tre måneder. I den forbindelse fik ansøgeren udstedt et identifikationskort af de filippinske myndigheder. Ansøgeren opholdt sig i alt i seks måneder på Filippinerne, hvorefter han vendte tilbage til Syrien. Han udrejste igen i [foråret] 2014 fra Syrien og indrejste efterfølgende i Danmark i [efteråret] 2014. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig på Filippinerne på grund af kriminalitet. Ansøgeren havde indbrud i sin lejlighed efter at have opholdt sig halvanden måned på Filippinerne. Af ansøgerens forklaring for nævnet er fremgået, at han på grund af de forværrede forhold i Syrien opgav at få ægtefællen til at bosidde sig i hans hjemland. Det lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen derefter planlagde, at han skulle søge asyl i Europa og derpå opnå familiesammenføring. Ansøgeren har på overbevisende vis forklaret, at ægtefællen efter Udlændingestyrelsens afslag afbrød deres forhold. Videre at ansøgeren nu er helt uden kontakt med ægtefællen. Det lægges til grund, at ansøgeren alene kortvarigt har opholdt sig i Filippinerne baseret på et turistvisum, og at han ikke længere på basis af ægteskabet kan opnå familiesammenføring. På baggrund af de afgørende nye oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse i Filippinerne. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/6
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans familie i Syrien er blevet opsøgt af det syriske sikkerhedspoliti et par gange, hvor de har spurgt efter ansøgeren. I 2014 vendte ansøgeren tilbage til Syrien fra Rumænien for at få udstedt et pas. En person i paskontrollen fortalte ham, at han skulle henvende sig til sikkerhedspolitiet, og da han gjorde dette, blev han stillet spørgsmål om, hvad han havde lavet så mange år i Europa. Efter fem timer hos sikkerhedspolitiet, fik han lov til at gå betingelsesløst, og han fik udstedt et dokument, hvoraf det fremgik, at de ikke havde nogen indvendinger imod, at han fik udstedt et pas. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive kidnappet af unavngivne grupper, idet de tror, at han er rig, fordi han bor i Europa. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at der er krig i Syrien. I 1991 rejste ansøgeren til Rumænien, hvor han i 1997 blev gift med en rumænsk kvinde. På baggrund af sit ægteskab med den rumænske kvinde fik ansøgeren udstedt en 1-årig midlertidig opholdstilladelse, som efterfølgende er blevet fornyet for fem år af gangen og senest med gyldighed indtil [slutningen af] 2017. I 2004 blev ansøgeren endvidere gift med en syrisk kvinde i Syrien, som han har fået fire børn med. Fra 1997 til 2012 har ansøgeren opholdt sig både i Rumænien og Syrien, mens han herefter har opholdt sig i Rumænien afbrudt af et enkelt ophold i Syrien på to en halv måneds varighed i 2014 for at få udstedt et pas. Ansøgeren ønsker ikke at komme tilbage til Rumænien. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har helbredsmæssige problemer, herunder hjerteproblemer, som han selv skulle betale for at få behandling for i Rumænien, samt at han har ondt i nakken. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans rumænske ægtefælle ikke længere vil være sammen med ham på grund af hans helbredsmæssige problemer. Endelig har ansøgeren forklaret, at han ønsker opholdstilladelse i Danmark, så hans syriske ægtefælle og deres fire fælles børn kan blive familiesammenført til Danmark. Efter ansøgerens forklaring fik han uden problemer udstedt syrisk pas i 2014 og udrejste legalt af Syrien [i slutningen af] 2014. Ukendte personer har herefter opsøgt ansøgerens syriske ægtefælle flere gange i ukendt ærinde. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at han på grund af individuelle omstændigheder er i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om Rumænien kan tjene som ansøgerens første asylland. Ansøgeren har opholdstilladelse i Rumænien, gyldig til [slutningen af] 2017, som følge af ægteskab med en rumænsk kvinde. Uagtet ansøgerens forklaring om, at hans rumænske ægtefælle ikke vil have ham på grund af hans sygdom, og at hun vil skilles, har ansøgeren boet sammen med sin rumænske ægtefælle frem til udrejsen til Danmark. Ægteskabet består fortsat, og ansøgeren ved ikke, om ægtefællen har søgt skilsmisse. På den baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans opholdstilladelse i Rumænien vil bortfalde. Ansøgeren har haft ophold i Rumænien siden 1991, ansøgeren taler rumænsk og har haft arbejde i Rumænien. Herefter, da ansøgeren i Rumænien har fået sygdomsbehandling og fortsat vil kunne opnå den fornødne sygdomsbehandling, og da ansøgeren ikke har konflikter i Rumænien, finder Flygtningenævnet, at Rumænien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/58
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som første asylland for ansøgeren. "The Commissioner notes that 2014, which was the year with the highest number of recognised refugees ever, was defined as the “zero integration year” by NGO monitoring integration measures. The few previously existing measures for integration were discontinued and no new measures were taken during this year. No funds were earmarked for the year 2014 and the strategy was therefore not implemented at all during that year. The Commissioner understands that the situation has not improved as of April 2015. Bulgaria is increasingly seen as a transit country by the authorities who consider that most of the migrants, including asylum seekers, do not wish to stay in the country. In April 2014, UNHCR expressed particular concern that “in the absence of a solid strategy and sustainable programme to ensure access to livelihoods, affordable housing, language acquisition and effective access to formal education for children, beneficiaries of international protection may not have effective access to self-reliance opportunities and thus may be at risk of poverty and homelessness". As far as access to housing is concerned, several hundred persons who have been recognised as refugees continue to remain in reception centres because they lack the means to live independently. The authorities give the possibility to stay in the open centre even after having been granted refugee status for a period up to six months. As of January 2015, out of 3,675 persons accommodated in reception centres, 850 were recognised refugees (23%). There have been allegations of corruption whereby the staff of the centre are said to extort payments from the families for the right to stay. There have also been reports of “eviction campaigns” by the SAR, pushing recognised refugees, including those in a vulnerable situation, out of the reception centres despite the fact that they were legally entitled to stay and that there was room in the reception centre. Once the six months are over, the persons have to leave and they reportedly have no access to municipal social housing and receive financial aid that is not sufficient to cover the cost of decent accommodation. As a result, many are said to be at risk of homelessness. One of the major concerns in terms of integration is that refugee children do not attend school for various reasons, but mainly because of the strong bureaucracy preventing them from enrolling in schools. While 800 refugee children were in principle registered as being of school age, only 45 of them were enrolled for the year 2014/2015. Another serious concern relates to high level of racism and intolerance in Bulgaria targeting several groups including immigrants, asylum seekers and refugees. The number of hate crimes and incidents of hate speech against migrants rose steeply at the end of 2013. There have been several anti-migrant demonstrations and there were attempts at that time to create “citizen patrols” with the declared aim of exercising self-defence against migrants and asylum seekers. In its 2014 Report on Bulgaria ECRI stressed that racist and intolerant hate speech was escalating, the main target now being refugees, referring to an “explosion of xenophobic hate speech against refugees”. According to ECRI, the authorities rarely voice any counter-hate speech messages to the public. ECRI also noted that hate speech targeting refugees had resulted in actual violence against this group and persons perceived as belonging to this group. There have been several incidents showing hostility against asylum seekers and refugees among the general public. In September 2014, villagers protested against plans to admit 12 refugee children from Afghanistan and Somalia to a local school in Kovatchevtsi. The then Chair of the Agency admitted that these tensions were one of the reasons for closing the reception centre in Kovatchevtsi in November 2014, as mentioned above. In another case, in September 2014, protesting parents, teachers and local authorities prevented nine refugee children from attending school in Kalishte in the province of Pernik. Extremist parties are also said to stir up hatred, notably by denouncing Syrians as “terrorists” and “criminals”." Ansøgeren er indrejst i Danmark sammen med sine forældre og sine fire mindreårige søskende og er efter Udlændingestyrelsens afgørelse selv fyldt 18 år. Familien har efter meddelelse af opholdstilladelse i Bulgarien tilbragt 8 måneder der. De har ikke haft egen bolig i Bulgarien, men har mod betaling af bestikkelse kunnet bo på et asylcenter. Ingen af børnene har gået i skole eller i øvrigt modtaget undervisning. Ansøgerens fader har forklaret, at han i forbindelse med familiens forsøg på illegal udrejse til Serbien blev pågrebet og tævet af bulgarsk politi. Ansøgeren har ikke selv afgivet forklaring hverken i Udlændingestyrelsen eller i Flygtningenævnet, men har henholdt sig til sine forældres forklaring. Flygtningenævnet har fundet, at Bulgarien ikke kan tjene som første asylland for ansøgerens forældre og søskende. Flygtningenævnet har således efter de fremlagte oplysninger fra læge og psykolog lagt til grund, at ansøgerens fader frembyder symptomer på PTSD med angstreaktioner, at han har haft selvmordstanker, at han går til psykologsamtaler, og at han af lægen er anbefalet antidepressiv medicinsk behandling. Også for Flygtningenævnet har ansøgerens fader fremtrådt svært belastet af familiens oplevelser i Syrien og Bulgarien, som han har forklaret om forpint og grædende. Nævnet har endvidere lagt til grund, at også ansøgerens 9-årige bror er særligt belastet af familiens situation. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at han ligesom den øvrige familie må anses for særligt sårbar således, at Bulgarien ikke kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/57
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt fire medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer af trosretning fra Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at forholdene i flygtningelejren i Bulgarien var dårlige, og at familien skulle forlade lejren uden at få stillet en bolig til rådighed. Han har videre henvist til, at børnene ikke kunne komme i skole, og at det var svært at få arbejde. Ansøgeren har oplyst, at han har det psykisk dårligt, og at han har symptomer på angst. Hans venstre ben er underudviklet, og han fik i 2004 konstateret en indsnævring i hjertet. Videre har han haft en blodprop i hjertet i 2011 eller 2012, og han har stikkende fornemmelser og smerter i venstre håndled efter at have brækket hånden i Bulgarien. Den mandlige ansøger har ligeledes henvist til sin datter […] helbredsmæssige problemer og har fremlagt hendes lægejournal, hvoraf det fremgår, at hun har vejrtrækningsproblemer, muligvis astma, og næsepolypper. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at hun ved sin indrejse i Bulgarien blev taget til en politistation, hvor hendes børn blev afklædt og visiteret. Videre har hun oplyst, at hun i et forsøg på at udrejse til Serbien blev tilbageholdt af bulgarsk politi, hvor hun fik sin arm i klemme, da hun modsatte sig at blive anbragt i et lokale beregnet til politiets hunde. Den kvindelige ansøger har forklaret, at flygtningelejren i Bulgarien var uhygiejnisk, at ansøgeren og hendes familie skulle forlade flygtningelejren efter at have fået opholdstilladelse, uden at de bulgarske myndigheder hjalp med at finde en passende bolig, samt at ansøgeren ikke mener, at de bulgarske myndigheder vil hjælpe med at sørge for børnenes skolegang. Ansøgeren har en konstant fornemmelse af ringen i venstre øre, som bevirker manglende balance og smerter i nakke og hoved, og hun har svært ved at se ting, der er tæt på. Ansøgeren har oplyst, at der er begrænset adgang til sundhedssystemet i Bulgarien. Ansøgerens datter, […], oplever konstant bihulebetændelse, hævelse i mandlerne og smerter i hjertet. Endelig har ansøgeren oplyst, at det generelt er utrygt at færdes i Bulgarien, idet der er en modvilje mod udenlandske statsborgere, og at hun er blevet udsat for skældsord, fordi hun bar tørklæde. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at de begge er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som første asylland for ansøgerne. Af "Report by Nils Muižnieks, Commissioner for Human Rights of The Council of Europe, following his visit to Bulgaria from 9 to 11 February 2015" af 22. juni 2015 fremgår om forholdene for flygtninge i Bulgarien blandt andet: "The Commissioner notes that 2014, which was the year with the highest number of recognised refugees ever, was defined as the “zero integration year” by NGO monitoring integration measures. The few previously existing measures for integration were discontinued and no new measures were taken during this year. No funds were earmarked for the year 2014 and the strategy was therefore not implemented at all during that year. The Commissioner understands that the situation has not improved as of April 2015. Bulgaria is increasingly seen as a transit country by the authorities who consider that most of the migrants, including asylum seekers, do not wish to stay in the country. In April 2014, UNHCR expressed particular concern that “in the absence of a solid strategy and sustainable programme to ensure access to livelihoods, affordable housing, language acquisition and effective access to formal education for children, beneficiaries of international protection may not have effective access to self-reliance opportunities and thus may be at risk of poverty and homelessness". As far as access to housing is concerned, several hundred persons who have been recognised as refugees continue to remain in reception centres because they lack the means to live independently. The authorities give the possibility to stay in the open centre even after having been granted refugee status for a period up to six months. As of January 2015, out of 3,675 persons accommodated in reception centres, 850 were recognised refugees (23%). There have been allegations of corruption whereby the staff of the centre are said to extort payments from the families for the right to stay. There have also been reports of “eviction campaigns” by the SAR, pushing recognised refugees, including those in a vulnerable situation, out of the reception centres despite the fact that they were legally entitled to stay and that there was room in the reception centre. Once the six months are over, the persons have to leave and they reportedly have no access to municipal social housing and receive financial aid that is not sufficient to cover the cost of decent accommodation. As a result, many are said to be at risk of homelessness. One of the major concerns in terms of integration is that refugee children do not attend school for various reasons, but mainly because of the strong bureaucracy preventing them from enrolling in schools. While 800 refugee children were in principle registered as being of school age, only 45 of them were enrolled for the year 2014/2015. Another serious concern relates to high level of racism and intolerance in Bulgaria targeting several groups including immigrants, asylum seekers and refugees. The number of hate crimes and incidents of hate speech against migrants rose steeply at the end of 2013. There have been several anti-migrant demonstrations and there were attempts at that time to create “citizen patrols” with the declared aim of exercising self-defence against migrants and asylum seekers. In its 2014 Report on Bulgaria ECRI stressed that racist and intolerant hate speech was escalating, the main target now being refugees, referring to an “explosion of xenophobic hate speech against refugees”. According to ECRI, the authorities rarely voice any counter-hate speech messages to the public. ECRI also noted that hate speech targeting refugees had resulted in actual violence against this group and persons perceived as belonging to this group. There have been several incidents showing hostility against asylum seekers and refugees among the general public. In September 2014, villagers protested against plans to admit 12 refugee children from Afghanistan and Somalia to a local school in Kovatchevtsi. The then Chair of the Agency admitted that these tensions were one of the reasons for closing the reception centre in Kovatchevtsi in November 2014, as mentioned above. In another case, in September 2014, protesting parents, teachers and local authorities prevented nine refugee children from attending school in Kalishte in the province of Pernik. Extremist parties are also said to stir up hatred, notably by denouncing Syrians as “terrorists” and “criminals”." Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne er indrejst i Danmark med deres fem mindreårige børn, hvoraf den ældste efter Udlændingestyrelsens afgørelse er fyldt 18 år. De har efter meddelelse af opholdstilladelse i Bulgarien tilbragt 8 måneder der. De har ikke haft egen bolig i Bulgarien, men har mod betaling af bestikkelse kunnet bo på et asylcenter. Ingen af børnene har gået i skole eller i øvrigt modtaget undervisning. Den mandlige ansøger har forklaret, at han i forbindelse med familiens forsøg på illegal udrejse til Serbien blev pågrebet og tævet af bulgarsk politi. Flygtningenævnet lægger efter de fremlagte oplysninger fra læge og psykolog til grund, at den mandlige ansøger frembyder symptomer på PTSD med angstreaktioner, at han har haft selvmordstanker, at han går til psykologsamtaler, og at han af lægen er anbefalet antidepressiv medicinsk behandling. Også for Flygtningenævnet har den mandlige ansøger fremtrådt svært belastet af familiens oplevelser i Syrien og Bulgarien, som han har forklaret om forpint og grædende. Nævnet lægger endvidere til grund, at også ansøgernes 9-årige søn er særligt belastet af familiens situation. Endelig fremgår det, at den mandlige ansøger i 2011 eller 2012 i Syrien gennemgik en hjerteoperation, som blev fulgt op af medicinsk behandling, som ikke blev videreført under opholdet i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at ansøgerne må anses for særligt sårbare således, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgernes første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […] og […], samt deres fire medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/56
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder, statsborger i Syrien og yezidi af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til [sine familiemedlemmers] sag og de generelle forhold i Syrien, herunder tilstedeværelsen af Islamisk Stat. Ansøgeren har oplyst, at hun har boet hos [sine familiemedlemmer] siden 2008 på grund af en vanskelig skilsmisse mellem hendes egne forældre. Hun bliver behandlet som en del af [familiemedlemmernes] familie. Det er således hendes [familiemedlem], der forsørger hende og har betalt for hendes uddannelse. Ansøgeren har henvist til, at hun ikke ønsker at opholde sig i Bulgarien. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun generelt føler sig utryg i Bulgarien, samt at leveforholdene i Bulgarien er dårlige. Hun har videre oplyst, at hun og hendes familie blev fængslet i omkring [et antal] dage i Bulgarien, inden de blev nødt til at søge asyl, idet de ellers ville blive straffet. Endvidere har hun oplyst, at hun følte sig udsat som pige, når hun gik på gaderne i Bulgarien. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i overensstemmelse med punkt 184 i Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status må tillægges samme status som [sit familiemedlem], idet hun efter de ovenfor anførte oplysninger må betragtes som en del af [familiemedlemmets] familie. Ansøgeren må således isoleret set anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [ultimo] 2014 til grund, at ansøgeren [medio] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået subsidiær beskyttelse, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flertallet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flertallet bemærker videre, at ansøgeren og hendes familie fremstår som en ressourcestærk familie, som må antages at kunne skaffe sig tilstrækkelige levemuligheder i Bulgarien. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og hendes familie ikke har forsøgt at etablere sig i Bulgarien, men udrejst så snart de fik rejsedokumenter. Flertallet finder således i overensstemmelse med nævnets praksis, at ansøgeren, trods generelt vanskelige forhold, vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Bulgarien vil kunne tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/55
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdere, statsborgere i Syrien og yezedi af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i [medio] 2011 blev tilbageholdt og udsat for overgreb af den syriske sikkerhedstjeneste, fordi han havde fungeret som […] for personer, som havde demonstreret imod de syriske myndigheder. Den mandlige ansøger har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien som følge af borgerkrigen samt oplyst, at han ikke på nuværende tidspunkt ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, idet han ikke ønsker at deltage i krig. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv, ligesom sin ægtefælle, henvist til de generelle forhold i Syrien, som følge af borgerkrigen, herunder tilstedeværelsen af Islamisk Stat. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Bulgarien. Til støtte herfor har han oplyst, at sikkerheden i Bulgarien er dårlig. Han har videre oplyst, at han i flygtningecentret havde problemer med en mand ved navn […], som har forbindelser til [en gruppe]. Endvidere har han oplyst, at forholdene i Bulgarien er umulige at klare sig under. Det er ikke muligt at få et sted at bo, han kan ikke få et arbejde, og han vil derfor ikke kunne forsørge sin familie, hvorfor familien ikke vil kunne overleve i Bulgarien. Han har endvidere henvist til, at hans ægtefælle og ældste søn, […], har behov for […]medicin, og at [navn] tillige har brug for psykologhjælp. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun ikke ønsker at opholde sig i Bulgarien af de grunde, hendes ægtefælle har anført. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [ultimo] 2014 til grund, at ansøgerne den [medio] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder, at Bulgarien, hvor ansøgerne har opnået flygtningestatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerne ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgerne ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flertallet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flertallet bemærker videre, at ansøgerne fremstår som en ressourcestærk familie, som må antages at kunne skaffe sig tilstrækkelige levemuligheder i Bulgarien. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne ikke har forsøgt at etablere sig i Bulgarien, men er udrejst så snart de fik rejsedokumenter. Flertallet finder således i overensstemmelse med nævnets praksis, at ansøgerne, trods generelt vanskelige forhold, vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Bulgarien vil kunne tjene som ansøgernes første asylland. Den kvindelige ansøgers og den ældste søns behov for […]medicin og den ældste søns eventuelle behov for psykologhjælp kan ikke føre til andet resultat. For så vidt angår forholdet til […] finder flertallet, at truslen fra […] må anses for at være en mindre risiko, og at ansøgerne under alle omstændigheder må antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse herimod fra de bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/54
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er uledsaget mindreårig. Indrejst i foråret 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] og at han [i sommeren 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har via sin personlige repræsentant den […] klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at han skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sin påstand anført, at han i Syrien vil være i reel risiko for at miste sit liv på grund af sine konflikter med Den Frie Syriske Hær, der har mistænkt ham for at have været en del af regeringsstyrkernes ”ghost-enhed” og har tilbageholdt ham i en uge. Tilbageholdelsen var ikke vilkårlig, og til trods for den efterfølgende løsladelse må det formodes, at han fortsat vil være i Den Frie Syriske Hærs søgelys, ligesom episoden med tilbageholdelsen vil begrænse klagerens personlige frihed. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet har fundet, at sagen kan afgøres på skriftligt grundlag, også selvom klageren er mindreårig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet en detaljeret forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, og at der ikke er påberåbt nye omstændigheder i forbindelse med klagen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det, der er anført af Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren, der er 16 år gammel, ikke har modtaget en indkaldelse til militærtjeneste. Om den ugelange tilbageholdelse, som Den Frie Syriske Hær har udsat klageren for, bemærkes, at han har forklaret, at han blev løsladt, fordi man ikke fandt noget på ham, og at han har opholdt sig i Syrien i hvert fald nogle måneder efter løsladelsen, hvorfor episoden må antages at være afsluttet. Klageren har endvidere i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han ikke havde konflikter med Den Frie Syriske Hær, og at han forlod landet på grund af krigen og de deraf følgende vanskelige forhold. Klageren, […], opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/53
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra [en landsby i], Rif Dimashq, Syrien. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste [i starten af] 2015 og søgte asyl samme dag. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af ansøgeren [i efteråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at ansøgeren af de syriske myndigheder er blevet tilsagt for at få udstedt en militærbog. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger indicerer dette, at en indkaldelse til aftjening af værnepligt er nært forestående, hvilket også harmonerer med ansøgerens alder på knap 18 år. I overensstemmelse med fast praksis findes det herefter sandsynliggjort, at der på baggrund af forholdene i Syrien må anses at foreligge en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/52
Nævnet meddelte i november 2015 B-status til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Al-Raqqah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste med sin søn i Danmark [ultimo] 2014, og at de [medio] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ved brev af [medio] 2015 har klageren påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i byen Al-Raqqah har arbejdet som medhjælper på en sundhedsklinik. I forbindelse med at kampene mellem oprørsstyrkerne og den syriske hær tiltog i intensitet, havde man omdannet det lokale sundhedscenter til et behandlingssted for de, der blev såret i forbindelse med kampene. Klinikken var væsentligt bemandet af sygeplejersker. Klagerens veninde, der var sygeplejerske på klinikken, bad ansøgeren hjælpe til, og fra [ultimo] 2013 til [senere i] 2013 arbejdede klageren på klinikken. I [primo] 2014 overtog Daash kontrollen med området, og Daash begyndte at forfølge sundhedspersonalet. Sygeplejerskerne, der havde drevet klinikken, flygtede, og [primo] 2014 besluttede klageren og klagerens forældre, at klageren ikke længere kunne opholde sig i området. Klageren tog derfor ophold hos en moster. [Primo] 2014 og [primo] 2014 henvendte medlemmer af Daash sig på klagerens forældres bopæl, idet de ledte efter klageren på grund af hendes arbejde på klinikken. Klagerens forældre fik at vide, at klageren var efterlyst, og at hun var optaget på en liste over sundhedsarbejdere, som Daash efterstræbte. Daash havde endvidere spurgt efter klagerens ægtefælle, der [også er sundhedspersonale]. Klageren og hendes familie er ligeledes forfulgt, da de tilhører […] Sufi ordenen, som Daash nu efterstræber. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes konkrete konflikt med Daash til grund, idet ansøgeren har forklaret konsistent og sammenhængende herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at hun vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse fra Daash på grund af hendes arbejde på klinikken. Klageren opfylder derfor betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke forhold i sagen, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/51”
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sine 4 børn indrejste i Danmark den [i starten af 2015], og at hun [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke har viden om sin ægtefælles situation, men formoder, at han er blevet taget ved en kontrolpost, fordi han kommer fra et bestemt område i Syrien, hvor folk med hans navn generelt er imod de syriske myndigheder. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i Syrien, og at hun ønsker at sikre sine børns fremtid. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hendes ægtefælle var ansat i staten og var på god fod med myndighederne, og at det alene hviler på klagerens egen formodning, at det er myndighederne, der står bag hendes ægtefælles forsvinden, ligesom klageren, hverken før eller efter sin ægtefælles forsvinden har oplevet konflikter med de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, der tillige omfatter klagerens 4 børn. Syri/2015/50
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres fire børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og sunni muslimer af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive genindkaldt som reservist til det syriske militær eller tvunget til at kæmpe for oppositionen, hvilket han ikke ønsker. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til frygter, at hendes børn vil miste deres fader, da han vil blive tilbageholdt at myndighederne og muligvis dræbt. Ansøgerne har endvidere som asylmotiv henvist til, at de ved tilbagevenden til hjemlandet frygter de generelle forhold i Damaskus. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger, af en ven for rekrutteringsafdelingen i Damaskus, har fået oplysning om, at den mandlige ansøger fremgik af en liste over personer, som skulle genindkaldes. Ansøgerne har endvidere oplyst, at det ikke er sikkert at opholde sig i området blandt andet på grund af bombardementer og væbnede kampe, og det forhold at ansøgerne ikke har adgang til drikkevand og elektricitet. Derudover har ansøgerne ikke mulighed for at færdes frit, og børnene kan ikke gå i skole. Ansøgerne har i forhold til Bulgarien henvist til de dårlige forhold, som de oplevede i flygtningelejren, hvor de følte sig utrygge og oplevede mange voldelige mennesker. Ansøgerne har endvidere forklaret, at forholdene i Bulgarien var dårlige, herunder at det ikke var muligt at få arbejde eller bolig, ligesom de ikke modtog nogen form for økonomisk hjælp. De har videre forklaret, at deres ældste barn ikke kunne komme i skole, og at de ikke havde adgang til den nødvendige lægehjælp. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at de er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien med flygtningestatus. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som ansøgernes første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter de foreliggende oplysninger ikke, at Bulgarien kan tjene som 1. asylland for ansøgerne. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerne har 4 mindreårige børn i alderen 1 – 7 år, hvoraf den yngste efter det oplyste ikke modtog nogen form for sundhedspleje efter fødslen i Bulgarien. Flertallet lægger i den forbindelse endvidere vægt på, at ansøgerne gentagne gange forgæves har søgt myndighedernes hjælp til sundhedsydelser, bolig, arbejde og skolegang for det ældste barn, og at ansøgerne ikke selv har midler til forsørgelse, herunder bolig og lægehjælp. Endelig lægger flertallet vægt på, at den kvindelige ansøger under nævnsmødet fremstod åbenlyst psykisk belastet af flugten fra Syrien og opholdet i Bulgarien. På denne baggrund anser flertallet det ikke for godtgjort, at familien under disse omstændigheder ved en tilbagevenden til Bulgarien vil kunne opnå helt basale rettigheder i forhold til levevilkår, herunder den nødvendige hjælp til navnlig børnene og den kvindelige ansøger, således som ansøgerne har krav på i henhold til Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […], samt deres fire børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Syri/2015/5
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at islamiske oprørsgrupper i Syrien vil slå ham ihjel, fordi han ikke ønsker at tilslutte sig grupperne. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien. Endeligt har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ikke kan tage ophold i Libanon, idet han frygter sine to fætre, […] og […], som vil slå ansøgeren og hans familie ihjel, da ansøgeren er imod det syriske regime. Ansøgeren har til støtte for, at han ikke kan vende tilbage til Syrien oplyst, at han i [sommeren] 2011 blev opsøgt tre til fire gange af folk fra oprørsgrupperne Islamisk Stat og Al-Nusra fronten, idet oprørsgrupperne ønskede at rekruttere ansøgeren til krigen i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at [i slutningen af] 2011 ophørte oprørsgrupperne med at opsøge ham, og i stedet begyndte ansøgeren at modtage trusler om, at de ville slå ansøgeren ihjel og tage hans døtre, såfremt han ikke tilsluttede sig oprørsgrupperne. Ansøgeren har til støtte for, at han ikke kan vende tilbage til Libanon oplyst, at hans ægtefælle, på et grøntsagsmarked i Shtoura i Libanon, blev opsøgt af [hans to fætre], som fremsatte dødstrusler mod ansøgeren og hans ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at hans ægtefælle ikke efterfølgende blev opsøgt af hverken hans fætre eller andre i Libanon, men at to personer spurgte efter ham hos hans daværende naboer i Libanon og ønskede oplyst, hvor ansøgeren boede. Ansøgeren formoder, at de to personer var hans fætre, […] og […], eftersom personerne svarede til deres signalement. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han aldrig blev opsøgt eller på anden måde modtog trusler i Libanon. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han som syrer ikke kunne få et arbejde i Libanon og oplevede at blive ydmyget. Ansøgeren har ydermere oplyst, at de havde en meget lav levestandard i Libanon, hvor de sultede og ingen varme eller elektricitet havde. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af sin konflikt i Syrien isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er forsøgt hvervet af islamiske oprørsgrupper men ikke havde konflikter med de syriske myndigheder. Et flertal af nævnet finder, at Libanon kan tjene som første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren er gift med en libanesisk statsborger og har fremlagt en treårig opholdstilladelse med gyldighed fra [begyndelsen af] 2005, og at han til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har en fornyet treårig opholdstilladelse i Libanon gældende fra 2012 til 2015 eller fra 2013 til 2016. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den libanesiske Civil Act, at en udenlandsk mand, som er gift med en libanesisk statsborger, kan få opholdstilladelse et år efter ægteskabets indgåelse. Et flertal i nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sin konflikt i Libanon til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har givet møde for Flygtningenævnet, således at nævnet alene har haft anledning til at forholde sig til de forklaringer, som ansøgeren under sagens hidtidige behandling er fremkommet med over for Udlændingestyrelsen. I lighed med Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaringer om en konflikt med sine fætre, […] og […], fremstår divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Flertallet finder herefter, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor han kan opnå beskyttelse, herunder beskyttelse mod refoulment. De vanskelige socioøkonomiske forhold i Libanon kan ikke føre til et andet resultat, navnlig når henses til, at ansøgeren har familiemæssig tilknytning til Libanon. Nævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/49
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2014, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.3. Klageren har [i slutningen af sommeren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller dræbt, som følge af hans konflikter med de syriske myndigheder, herunder den syriske hær og syriske sikkerhedstjeneste. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter Islamisk Stat, som har fremsat dødstrusler mod ham. Klageren har endelig som asylmotiv oplyst, at han frygter de generelle forhold i Syrien, herunder sikkerhedssituationen i Aleppo. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er personligt forfulgt, da den syriske hær vil finde ham og sandsynligvis henrette ham, eftersom han tidligere er blevet opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste, som har fremsat trussel om, at de vil dræbe ham. Det fremgår af sagen, at klageren yderligere har oplyst, at han blev opsøgt af sikkerhedstjenesten i 2008, idet de skulle undersøge nogle forskellige adresser i området, og i den forbindelse fremsatte sikkerhedstjenesten dødstrusler mod klageren. Klageren har ligeledes oplyst, at hans families bopæl i Sheif Faris blev opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste i 2012, hvor de spurgte efter hans broder. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet opsøgt af Islamisk Stat, som har fremsat dødstrusler mod ham. Klageren har endeligt oplyst, at det er hans opfattelse, at han er eftersøgt af den syriske sikkerhedstjeneste og Islamisk Stat. Den Boligsociale Retshjælp har i klagen over afgørelsen anført, at klageren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han var konkret og individuelt forfulgt både af IS og af de syriske myndigheder, og at det beror på en tolkefejl, at det er refereret anderledes i referatet af samtalen i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren var konkret og individuelt forfulgt, inden han udrejste af Syrien. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret indgående om årsagen til, at han forlod Syrien, var de generelle forhold i Syrien, herunder sikkerhedssituationen i Aleppo uden at nævne, at han havde problemer med IS eller myndighederne. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at klageren under samtalen den 17. april 2015 i Udlændingestyrelsen blev bedt om at uddybe sin frygt for IS og i den anledning oplyste, at IS ikke var efter ham personligt men efter alle kurdere, ligesom han har forklaret, at han ikke havde personlige konflikter med myndighederne men alene henvist til, at myndighederne generelt ikke kan lide kurdere, ligesom han har oplyst, at han ikke har haft konflikter med hverken den syriske sikkerhedstjeneste eller de syriske myndigheder eller været i kontakt med oprørsgrupper. På baggrund af denne udførlige forklaring finder nævnet, at klagerens påberåbelse af, at hans forklaring er fejlagtigt oversat, kan tilsidesættes. Nævnet har i denne sammenhæng yderligere tillagt det vægt, at den medvirkende tolk, efter det oplyste, både er fortrolig med kurmanji og arabisk. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri2015/48
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes tre medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim født i landsbyen [A] i byen [B], men har senere boet i Aleppo, Syrien. Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014. Hun søgte asyl [i starten af] 2015. Klageren har [i løbet af sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren under forklaringen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 har forklaret, at hun ikke har været opsøgt, siden hun stoppede med at arbejde. Ansøgerens forklaring herom for nævnet er udbyggende og forekommer konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren svarede afglidende på spørgsmål herom. Nævnet kan derfor ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Herefter, og da ansøgeren har kunnet opholde sig i Syrien uden at opleve problemer med myndighederne eller Den Frie Syriske Hær i mere end 1 år efter, at hun stoppede med at arbejde, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgørelsen omfatter ligeledes klagerens tre medfølgende børn.” Syri/2015/47
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og ezidi af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Syrien grundet de generelle forhold i landet. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem] døde under et bombardement af en moske [primo] 2013, samt at hendes [andet familiemedlem] blev dræbt af skud fra en snigskytte. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at blive slået ihjel af gruppen Islamisk Stat, som følge af hendes etnicitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Islamisk Stat kom til området, hvor ansøgeren boede, samt at Islamisk Stat forfølger kurdere. Ansøgerens [familiemedlem] er blevet dræbt af Islamisk Stat, fordi han ikke er muslim. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere […], som tidligere har udsat ansøgeren og [hendes] børn for fysiske overgreb, vil slå hende ihjel. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Bulgarien, hvor hun indrejste [ultimo] 2013 og søgte om asyl [ultimo] 2013. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun fik opholdstilladelse i Bulgarien [primo] 2014. I flygtningelejren, hvor ansøgeren og hendes børn boede, blev hun overfaldet af en sigøjner som forsøgte at voldtage hende. Ansøgeren har videre oplyst, at hun har fået oplyst, at hendes […] har fået kendskab til hendes ophold i Bulgarien, hvorfor hun frygter, at […] vil opsøge hende. Endvidere har ansøgeren oplyst, at en bulgarsk mand ønsker at gifte sig med ansøgerens datter, hvilket ansøgeren har nægtet. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om Bulgarien kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Det fremgår af ansøgerens forklaring og af de bulgarske myndigheders svar til de danske myndigheder, at ansøgeren [primo] 2014 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Ansøgeren har forklaret, at både hun og datteren under opholdet i Bulgarien blev udsat for voldtægt og voldtægtsforsøg. Da en ældre mand ønskede at gifte sig med hendes datter, og hun nægtede at give ham tilladelse hertil, truede han med at kidnappe datteren, og da forholdet blev politianmeldt, foretog myndighederne sig ikke noget, fordi manden var meget rig. Ansøgeren og hendes […] børn var afhængig af private menneskers hjælp og boede på en gammel, […], uden mulighed for at låse af, og den løn, de tjente, var så beskeden, at de ikke kunne leve af den. Efter oplysningerne i sagen lægger Flygtningenævnet videre til grund, at ansøgeren gennem mange år har […], og at […], efter at hun udrejste til […] sammen med deres […] fælles børn, fulgte efter dem, og udsatte såvel ansøgeren son [et af børnene] for vold. Det fremgår af de lægelige oplysninger i sagen, at ansøgeren og [børnene] ved ankomsten til Danmark havde store psykiske problemer, hvilket blandt andet førte til en indberetning til kommunen, fordi der var bekymring for ansøgerens omsorgsevner som mor. Det fremgår videre, at ansøgerens [ene barn], inden [denne] [primo] 2015 forsvandt sammen med sin [søskende], havde forsøgt at begå selvmord. Flygtningenævnet finder efter en konkret vurdering, at ansøgeren under disse omstændigheder befinder sig i en særlig sårbar situation på grund af hendes psykisk ustabile tilstand, og at hun som enlig kvinde i Bulgarien ikke vil kunne opnå de rettigheder og levevilkår, som hun har krav på i henhold til Menneskerettighedskonventionen, hvorfor Bulgarien ikke kan tjene som første asylland for hende. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2015/46
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk arabisk og sunni-muslim fra Homs, Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han var nødt til at flytte fra sin bopæl i bydelen [A] i Homs på grund af chikane fra alawitterne, herunder en falsk anklage. Klageren har herudover henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at alawitterne i [i byen A] ville udrense området for andre etniske grupper, herunder at piger blev kidnappet, børn chikaneret, og at naboen to til tre gange forlangte at få ansøgerens bolig. Klageren har derudover under nævnsmødet påberåbt sig, at han er individuel forfulgt, fordi han har betalt beskikkelse for at få sin svigersøn løsladt, ligesom han er forfulgt, fordi han har hjulpet sin søn til at unddrage sig militærtjeneste og fordi, hans datter som sygeplejerske er forfulgt, fordi hun har hjulpet både regeringsstyrkerne og oprørerne. Endelig har klageren påberåbt sig, at han, uanset om der bliver fred i Syrien, som statsløs palæstinenser ikke har et hjemland at vende hjem til. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på, at klageren og hans familie ikke har været konkret og individuelt forfulgt under deres ophold i [i byen A] i Homs uanset, at de blev udsat for chikane af alawitterne. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til at konkretisere chikanen og dens omfang. Flygtningenævnet finder herefter, at chikanen ikke har haft en sådan intensitet, at klageren kan anses for at have været individuelt og konkret forfulgt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren og hans familie rejste til Al Aedin, hvor de tog ophold hos ægtefællens familie. Uanset at ægtefællens brødre efter klagerens udrejse måtte være kommet i de syriske myndigheders søgelys, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren vil få problemer på grund af hustruens familie. Uanset at klageren har betalt bestikkelse for at få sin svigersøn løsladt, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på klagerens formodning, at dette er kommet til myndighedernes kendskab samt på, at klageren ikke havde nogen central rolle i svigersønnens konflikt, og at han ikke har været i stand til at forklare detaljeret om sin rolle i forbindelse med befrielsen af svigersønnen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens troværdighed været opmærksom på, at ansøgeren i en ung alder var udsat for tortur og har derfor alene tillagt det en vis mindre betydning, at klageren hverken til sin asylsamtale eller i sin klage har nævnt, at han havde en konflikt med myndighederne, fordi han foranstaltede sin svigersøn løsladt ved bestikkelse mv. [klageren] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, eller at der på andet grundlag skal ske statusændring, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/45
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk arabisk og sunni-muslim fra […], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [slutningen af] 2014, og at hun [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at hun og hendes familie blev truet af alawitter i […] i […][i Syrien], hvor de har boet, og at hun generelt er i fare på grund af, at hun har arbejdet som frivillig på et hospital. Klageren har til støtte herfor oplyst, at alawitterne i […] ville have området for sig selv, og de derfor har forlangt at få hende og hendes families bolig. Alawitterne har endvidere chikaneret klageren og hendes søskende. Herudover har klageren fortalt, at hun har arbejdet som frivillig på et hospital i[en flygtningelejr i Syrien], hvor hun behandlede sårede fra både oprørernes og myndighedernes side. Endelig har klageren til advokaten og under nævnsmødet påberåbt sig, at hun er blevet angivet til myndighederne for sit arbejde på hospitalet, og at hun derfor står på en liste og er eftersøgt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring om, at hun er blevet angivet til myndighederne og derfor er eftersøgt, til grund. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om denne hændelse, idet hun hverken til sin oprindelige asylsamtale eller i forbindelse med anmodningen om statusændring er fremkommet med denne væsentlige oplysning, som hun efter sin egen forklaring havde, da hun indrejste i Danmark, ligesom hun først under nævnsmødet oplyste, at moderen var blevet opsøgt af myndighederne, som spurgte efter klageren efter dennes udrejse. Flertallet finder, at det herefter ikke kan føre til et andet resultat, at et for nævnet afhørt vidne har forklaret, at han forud for sin udrejse af Syrien modtog oplysninger om, at klageren var blevet angivet til myndighederne og stod på en liste. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at vidnets forklaring er uoverensstemmende med klagerens forklaring om, hvornår [M] var tilbageholdt. Klageren har således oplyst, at[M] blev anholdt kort før klagerens udrejse, mens vidnet har oplyst, at[M] havde været væk i en uge, da han via sin søster fra en løsladt medfange modtog oplysningen om, at han selv stod på en liste og skulle flygte. Dette fandt sted umiddelbart før, at vidnet udrejste i slutningen af [efteråret] 2014. Endelig har klageren forklaret, at hun kom hjem fra arbejde en dag, hvor hendes fader fortalte, at [M] var tilbageholdt, og at de derfor selv skulle udrejse, da hun var i fare. Hun husker ikke, hvornår hun fik oplysningen af sin far, men det fremgår af sagen, at de udrejste [i sommeren] 2014. Faderen har ikke forklaret om denne hændelse som baggrund for deres udrejse, men om at de udrejste, fordi han selv var i fare, da han havde hjulpet svigersønnen fri. Flygtningenævnets flertal lægger herefter i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger for så vidt angår det øvrige asylmotiv blandt andet vægt på, at klageren og hendes familie ikke har været konkret og individuelt forfulgt under deres ophold i […] i […][i Syrien] uanset, at de blev udsat for chikane af alawitterne. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har konkretiseret chikanen eller dennes omfang. Flygtningenævnet finder herefter, at chikanen ikke har haft en sådan intensitet, at klageren kan anses for at have været individuelt og konkret forfulgt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren og hendes familie rejste til [en flygtningelejr i Syrien], hvor de tog ophold hos moderens familie. Uanset at moderens brødre efter klagerens udrejse måtte være kommet i de syriske myndigheders søgelys, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren af denne grund er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren vil få problemer på grund af moderens familie. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at klageren er statsløs palæstinenser og kvinde fra Syrien, ikke i sig selv kan føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at Flygtningenævnet ikke finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere, herunder kvinder i Syrien kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder således, at [klageren] ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/44
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse til en mandlig fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, fordi han er deserteret fra politiet og dømt til hængning in absentia herfor. Endvidere frygter han, at oppositionsgrupperne i Syrien vil efterstræbe ham, fordi han har arbejdet for Assad-regimet. Endeligt frygter han, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2003 var i militærtjeneste i 15 dage. Herefter kom han ind på politiskolen, og efter et år kom han i tjeneste på en politistation. Han har arbejdet på politistationer i byerne […], […], […] og […]. Ansøgeren arbejdede som politibetjent, indtil han flygtede fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om, at han har varetaget forskellige almindelige politifunktioner i kriminalpolitiet fire forskellige steder i Syrien til grund. Flertallet lægger endvidere ansøgerens forklaring om, at han aldrig har arbejdet direkte for sikkerhedstjenesten, og at han aldrig har udført eller overværet tortur, til grund. Endelig lægger flertallet til grund, at ansøgeren var bekendt med, at de enkelte politistationer kunne udlevere personer til sikkerhedstjenesten og med, at sikkerhedstjenesten anvendte tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, at ansøgeren selv anholdt en person, og at han havde ansvaret for [et antal] yderligere anholdte, som sikkerhedstjenesten mødte op og hentede, uden at ansøgeren havde henvendt sig til sikkerhedstjenesten, uden at han vidste, hvad sikkerhedstjeneste ville med de anholdte, og uden at han vidste andet om de i alt […] anholdte, end hvilke konkrete former for kriminalitet de var sigtet for at have begået. Det er herefter afgørende, hvilken indflydelse og kendskab ansøgeren har haft på og om sikkerhedstjenestens arbejdsmetoder. UNHCR har i Background Note on the Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relating to the status of Refugees fra den 4. September 2003 formuleret det således: “… 51. In general, individual responsibility, and therefore the basis for exclusion, arises where the individual committed, or made a substantial contribution to, the criminal act, in the knowledge that his or her act or omission would facilitate the criminal conduct. Thus, the degree of involvement of the person concerned must be carefully analysed in each case ... Apart from actual commission of the crime, criminal acts may include ordering, solicitation, inducement, aiding, abetting, contribution to a common purpose, attempts and, in the case of genocide, incitement to commit a crime …”. Det taler for ansøgerens ansvar, at han var uddannet jurist og kaptajn af rang, ligesom han på i hvert fald to af sine arbejdspladser havde en ledende stilling, og at han havde kendskab til, at sikkerhedstjenesten anvendte tortur over for anholdte personer. Ved den skønsmæssige afgørelse af, om ansøgeren herefter skal udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, indgår en proportionalitetsafvejning af grovheden af de begåede forhold og hensynet til det danske samfund over for hensynet til ansøgeren. I denne vurdering indgår arten af forbrydelsen og graden af den frygtede forfølgelse. Flertallet finder, at ansøgeren har afgivet en sammenhængende og i det væsentlige konsistent forklaring om, at han alene udførte helt almindeligt politiarbejde, og at han aldrig har anholdt personer til sikkerhedstjenesten, ligesom han ikke aktivt har kontaktet sikkerhedstjenesten eller selv taget initiativ til at udlevere personer til sikkerhedstjenesten. Flertallet finder derfor, at den omstændighed, at sikkerhedstjenesten har hentet [et antal] personer, som ansøgeren havde anholdt for almindelig kriminalitet, sammenholdt med graden af den frygtede forfølgelse ikke kan medføre udelukkelse, jf. artikel 1 F (b). Ansøgeren kan herefter ikke, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/43
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at hun [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev [i foråret] 2015 klaget over styrelsens afgørelse. Klageren har oplyst, at hendes mand og to af hendes børn befinder sig i Sudan under meget dårlige levevilkår. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på det grundlag skal ske statusændring. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun ikke personligt har haft konflikter i Syrien, og at hun er udrejst, da familiens bolig er ødelagt af bombardementer, ligesom hun har henvist til vilkårlige ransagninger og anholdelser. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/42
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra […], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev modtaget i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 klaget over styrelsens afgørelse. Klageren har oplyst, at han har risikeret sit liv for at redde sin familie, som opholder sig i hjemlandet og lever i helvede. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, således at der på det grundlag skal ske statusændring. Nævnet har lagt vægt på, at klageren til støtte for sit asylmotiv har henvist til de generelle forhold i landet som følge af krig, til vilkårlige ransagninger og til, at hans ægtefælles broder blev anholdt og 9 måneder senere blev fundet dræbt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/41
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni muslim fra Qomleq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [ i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren har anført, at han er politisk flygtning, og at hans familie er i livsfare. Klageren har videre anført, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive straffet og idømt dødsstraf. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hans sønner, som er militærpligtige, har forladt Syrien. Klageren frygter endelig, at ISIS vil slå ham ihjel, fordi han er kurder. Flygtningenævnet lægger det af klageren oplyste til grund. Nævnet finder ikke, at det oplyste kan medføre, at klageren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. eller stk. 2. Nævnet finder ikke, at det forhold, at klagerens sønner har forladt Syrien kan anses for at udgøre nogen risiko for klageren. Nævnet har lagt vægt på, at det ikke af det oplyste fremgår, at klageren har været udsat for konkret, individuel forfølgelse. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/40.
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […], Rif Dimashq, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at hun ikke ønsker at vende tilbage til Bulgarien, idet leveforholdene dér er for dårlige. Hun har ingen penge til at leve for, og hendes søn kan ikke få den fornødne lægelige behandling. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [2015] til grund, at ansøgeren den [2014] blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder således, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået flygtningestatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flertallet finder således, at ansøgerne ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement, og at ansøgernes personlige sikkerhed i Bulgarien vil være beskyttet i fornødent omfang. Ansøgerens oplysninger om forholdene forud for meddelelsen af beskyttelse kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet finder endvidere, at de økonomiske og sociale forhold i Bulgarien vil være tilstrækkelige. Flertallet bemærker herved, at det fremgår af UNHCR’s rapport, Refugee Integration and the use of indicators: Evidence from Central Europe, udgivet december 2013, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere, og at de generelle herunder socio-økonomiske forhold i Bulgarien - trods vanskelige - ikke er sådanne, at Bulgarien af den grund ikke kan tjene som første asylland. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne har adgang til lægebehandling i Bulgarien, hvilket de også tidligere har gjort brug af, og at […] tilstand ikke er af en sådan karakter, at de ikke vil kunne opnå den fornødne behandling i Bulgarien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2015/4
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra […] i Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af de to ældste sønner og andre familiemedlemmers politiske aktiviteter i 2011 og 2012. Klageren frygter endvidere de personer, der før klageren forlod Syrien i 2013, havde afpresset og truet med at kidnappe klageren. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at klageres to ældste sønner, der i dag har asyl i [land], i 2011 og 2012 deltog i demonstrationerne I Damaskus, og at de to sønner endvidere uddelte mad og andre fornødenheder i og omkring […]. I den forbindelse anvendte sønnerne biler, der tilhørte klagerens […]firma. Klagerens svoger og andre familiemedlemmer var på samme måde politisk aktive. I juli 2012 deltog sønnen […] i en demonstration og i den forbindelse blev [sønnen] ramt af skud fra det syriske politi. [Sønnen] blev bragt til en politistation, men efterfølgende indlagt på et hospital. [Sønnens] identitet er således myndighederne bekendt. Ved hjælp af bestikkelse fik klageren oplysninger om, at både klageren og de to ældste sønner var registeret hos den syriske efterretningstjeneste. Klageren betalte en større sum for, at de blev slettet i efterretningstjenestens registre. Klageren har videre henvist til, at ukendte personer afpressede klageren og truede med at kidnappe ham. Klageren har tillige forklaret, at han som palæstinenser generelt blev chikaneret. Det påhviler klageren at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om sønnernes og de øvrige familiemedlemmers aktiviteter i 2011 og 2012, herunder forklaringen om, at sønnen […] blev ramt af et skud under en demonstration i [sommeren] 2012. Nævnet finder, at det må lægges til grund, at det var tilfældigt, at skuddet ramte klagerens søn, og at det endvidere beror på klagerens formodning, at klageren og klagerens to ældste sønner efterfølgende var i de syriske myndigheders søgelys. Klagerens forklaring om, at han mod betaling fik oplyst, at de var registreret af det syriske efterretningsvæsen fremstår utroværdig og konstrueret til lejlighedens. Den omstændighed, at klageren af ukendte personer og af ukendte årsager er forsøgt afpresset og truet med kidnapning kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af om klageren er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren forud for udrejsen har været udsat for forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren ses heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/39
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han i [foråret] 2013 forlod Aleppo, efter at de syriske myndigheder havde forlangt, at klageren skulle deltage i kontrolopgaver, indhente efterretninger og deltage i anholdelser. Klageren frygter endvidere PKK, idet klageren i [sensommeren] 2014 undlod at efterkomme PKK´s ordre om, at klageren skulle deltage i vagtopgaver i landsbyen […]. Ordren fra PKK indebar endvidere, at klageren kunne sendes til fronten. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører konflikten med de syriske myndigheder og efterretningstjeneste til grund. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren i perioden fra [foråret] 2013 til [sensommeren] 2014, på trods af den hævdede konflikt forblev i Syrien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt og dermed utroværdigt, at klageren, såfremt klageren for forklaret var eftersøgt af det syriske efterretningsvæsen, ville rette henvendelse til sin chef i Aleppos kommunale forvaltning, og forespørge om han kunne få sin løn fremsendt til sin nye adresse. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om de opgaver, som de syriske myndigheder og efterretningsvæsen krævede, at klageren skulle udføre. Klageren har under nævnsmødet således forklaret, at han ud over at foretage kontrolopgaver på en given lokalitet skulle indhente efterretninger og foretage anholdelser. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen ikke forklaret, at flugten tillige var begrundet i en konflikt med PKK. Under den efterfølgende telefoniske partshøring har klageren oplyst, at han i sensommeren 2014 af PKK fik besked om, at han skulle udføre vagtopgaver i [landsbyen], hvilket ledte til, at ansøgeren måtte forlade Syrien. Klageren har under denne samtale videre oplyst, at han risikerede, at PKK ville sende klageren til fronten. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at han i sensommeren 2014 af PKK blev anmodet om at udføre vagtopgaver i landsbyen. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved at udføre sådanne opgaver ville blive udsat for en konkret risiko for overgreb omfatte af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for, at PKK ville beordre klageren til fronten, alene beror på klagerens egne formodninger. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han forud for udrejsen har været udsat for forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har endvidere ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Den syriske statsborger […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/38
Nævnet meddelte i oktober opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien.. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [syrisk by], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af 2014], og at hun [i sommeren 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren 2015] klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Klageren har herved gjort gældende, at hun blev truet på livet af familiemedlemmer, idet hun mod deres vilje var flygtet sammen med sin fraskilte ægtefælles broder og havde giftet sig med ham, og at hun som følge heraf er i konkret og individuel risiko for overgreb fra familiens side, hvis hun vender tilbage. Flygtningenævnet finder, at kunne lægge klagerens forklaring om hendes konkrete konflikter til grund, idet hun i det væsentligste har forklaret konsistent og sammenhængende herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren på tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i konkret og individuel risiko for overgreb fra sin familie. Klageren opfylder derfor betingelserne for opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der i sagen foreligger forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2015/37
Nævnet hjemviste i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra {området omkring] Dayr az-Zawr, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han anser sig for at være individuelt forfulgt og ønsker at blive familiesammenført med sin ægtefælle og sine børn, som fortsat opholder sig i Syrien, idet han frygter for deres sikkerhed. Der er i Dansk Flygtningehjælps indlæg af [..] september 2015 fremkommet nye oplysninger. Klageren har til Dansk Flygtningehjælp forklaret blandt andet, at hans hustru, der på daværende tidspunkt opholdt sig i […], har været til tre-fire afhøringer hos IS. Hun har fortalt, at klageren opholder sig i Danmark. Dette har medført, at IS mener, at klageren har forsømt sin hellige pligt til at forsvare sit land og derfor må anses for at være forræder. Dansk Flygtningehjælp har endvidere gjort gældende, at klageren ikke har haft lejlighed til på fyldestgørende måde at redegøre for sit asylmotiv. Dansk Flygtningehjælp har under henvisning hertil anmodet Flygtningenævnet om, at klagen behandles på mundtligt nævn. Udlændingestyrelsen har i brev af [sommeren 2015] fastholdt sin afgørelse. Da Flygtningenævnet på det foreliggende grundlag ikke finder at kunne tage stilling til en eventuel statusændring, hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at de nye oplysninger, som er anført i Dansk Flygtningehjælps indlæg af [sommeren 2015] gennemgås med klageren og søges verificeret og sammenholdt med klagerens tidligere afgivne oplysninger, herunder navnlig hvilken kontakt klageren har haft med sin ægtefælle, og hvordan han er kommet i besiddelse af oplysningerne om, at IS anser ham for at være forræder.” Syri/2015/36
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk syrianer og kristen fra Qamishli i Al-Hasakah området, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sin moder indrejste i Danmark [i februar 2015] i besiddelse af sit syriske nationalitetspas og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i juni 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder eller blive slået ihjel af den syriske-arabiske hær, idet hans [to brødre] deserterede fra hæren omkring december 2014 efter tre til fire års militærtjeneste. Familien er således kommet i myndighedernes søgelys. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af Den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat (IS) på grund af sit kristne tilhørsforhold. IS erobrede store dele af Al-Hasakah området, og det har således ikke været muligt for klageren at udøve sin religion i omkring et år forud for flugten af frygt for forfølgelse af Den Frie Syriske Hær og IS. Forfølgelsen af kristne er blevet intensiveret, og klageren har oplevet, at han ikke kunne få adgang til hospitalet i byen, som var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Klageren blev kaldt vantro, og familie måtte i stedet bringe klageren til et kurdisk hospital i en landsby, som havde ry for ikke at kunne yde den nødvendige optimale behandling af patienter. Familien havde dog ikke andet valg, idet klageren ikke kunne overleve uden sine ugentlige dialysebehandlinger. Kort tid før klagerens udrejse blev der endvidere udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel. Et flertal i Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren fra første færd har henvist til de problemer, der opstod i forbindelse med, at hans brødre deserterede, og de problemer, der opstod som følge af, at han og hans familie var kristne. Flertallet finder, at den del af klagerens asylmotiv, der relaterer sig til de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med, at hans brødre deserterede, ikke kan anses for at have haft en sådan intensitet, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Den del af klagerens forklaring, der relaterer sig til den forfølgelse, som klageren og hans moder har været udsat for i forbindelse med deres kristne overbevisning, finder flertallet efter en samlet vurdering har haft en sådan karakter og intensitet, at forfølgelsen må anses for konkret og individuel og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren gennem hele forløbet konsistent har forklaret om de hændelser, som han har været udsat for i forbindelse med et aktivt kristent trosliv med kirkegang og anvendte kristne symboler. Når henset hertil og yderligere henses til, at der har været udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/34
Nævnet meddelte i september 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk syrianer og kristen fra Qamishli i Al-Hasakah området, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sin søn indrejste i Danmark [i februar 2015] i besiddelse af sit syriske nationalitetspas og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i september 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder eller blive slået ihjel af den syriske-arabiske hær, idet hendes [to sønner] deserterede fra hæren omkring december 2014 efter tre til fire års militærtjeneste. Familien er således kommet i myndighedernes søgelys. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive forfulgt af Den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat (IS) på grund af sit kristne tilhørsforhold. IS erobrede store dele af Al-Hasakah området, og det har således ikke været muligt for klageren at udøve sin religion i omkring et år forud for flugten af frygt for forfølgelse af Den Frie Syriske Hær og IS. Forfølgelsen af kristne er blevet intensiveret, og klageren har oplevet at blive antastet af nogle soldater på vej til kirken, som rev hendes korshalskæde af og truede hende med et gevær. Soldaterne kaldte hende for vantro og sagde, at hun skulle forsvinde fra landet. Klageren og hendes søn er også blevet truet på hospitalet, hvor sønnen på baggrund af sin kristne tro blev nægtet behandling. Desuden er klageren blev truet i sit hjem i forbindelse med et hærværk imod en statue af Jomfru Maria, og ved den lejlighed fik hun besked om at forlade landet. Kort før klagerens udrejse blev der endvidere udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel. Et flertal i Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren fra første færd har henvist til de problemer, der opstod i forbindelse med, at hendes sønner deserterede, og de problemer, der opstod som følge af, at hun og hendes familie var kristne. Flertallet finder, at den del af klagerens asylmotiv, der relaterer sig til de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med, at hendes sønner deserterede, ikke kan anses for at have haft en sådan intensitet, at dette kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Den del af klagerens forklaring, der relaterer sig til den forfølgelse, som klageren og hendes søn har været udsat for i forbindelse med deres kristne overbevisning, finder flertallet efter en samlet vurdering har haft en sådan karakter og intensitet, at forfølgelsen må anses for konkret og individuel og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren gennem hele forløbet konsistent har forklaret om de hændelser, som hun har været udsat for i forbindelse med et aktivt kristent trosliv med kirkegang og anvendte kristne symboler. Flertallet lægger til grund, at hun tre gange er blevet antastet og truet. Når henset hertil og yderligere henses til, at der har været udført overgreb mod kristne i klagerens egen bydel, hvor blandt andet klagerens broder og nabo blev slået ihjel, finder flertallet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/33
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren indrejste i Danmark den 24. november 2014, og at han den 21. april 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 8. juni 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til militæret, ligesom han frygter at blive tilbageholdt, idet han har deltaget i to demonstrationer. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet finder det således ikke sandsynligt, at klagerens eventuelle deltagelse i fredelige demonstrationer, der efter hans forklaring fandt sted i 2011, men som hans ægtefælles forklaring fandt sted omkring 2013, i 2014 skulle resultere i en eftersøgning af klageren. Det bemærkes endvidere, at forklaringerne fra ham og ægtefællen om tidspunkterne for myndighedshenvendelse og om, hvorvidt hans eller ægtefællens arbejdsplads blev opsøgt, er divergerende. I relation til klagerens frygt for genindkaldelse til militæret bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at myndighederne har taget konkrete skridt hertil, og at han heller ikke vurderes at være i besiddelse af særligt efterspurgte kvalifikationer i hvilket fald myndighederne måtte formodes at have genindkaldt forud for udrejsen og i det mindste ikke accepteret hans udrejse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/32
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren indrejste i Danmark den 19. februar 2015, og at han den 17. juni 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den 24. juni 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt at de syriske myndigheder, idet han har undladt at melde sig til militæret, ligesom han frygter at blive genindkaldt til militæret. Klageren har endvidere henvist til, at han er sunni muslim i […]. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om kontakten til myndighederne i forbindelse med hans eventuelle genindkaldelse til militæret. Han har således først for nævnet forklaret, at hans fætter skulle være blevet kontaktet i den anledning, og han afgivet skiftende forklaringer om, hvornår hans værksted skulle være blevet ødelagt. Det bemærkes endeligt, at oplysningerne om de generelle forhold for sunni muslimer på hans hjemegn ikke findes at kunne medføre nogen ændring heri. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/31
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] 2015, at ansøgeren, der ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive genindkaldt til militærtjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Italien. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at de italienske myndigheder ikke er forpligtet til at modtage ham, fordi han har givet afkald på sin status som flygtning samt sin opholdstilladelse i Italien, og at Italien ikke kan yde ham de nødvendige sundheds- og psykiatriske behandlinger, som han har brug for. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren [i foråret] 2010 er anerkendt som flygtning i Italien. Trods ansøgerens ensidige afkald, må ansøgeren forventes på ny at kunne opnå beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder således, at det kan udledes af Samsam Mohammed Hussein-dommen, at ansøgeren i samarbejde med de danske og italienske myndigheder vil kunne få lov til at genindrejse i Italien, og at ansøgeren dér vil kunne forny opholdstilladelse. Herefter og idet ansøgeren findes at kunne opnå tilstrækkelig beskyttelse i Italien, dels mod refoulement, men også i henseende til andre basale rettigheder, findes Italien at kunne tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren er en ung mand, der taler italiensk, og at han tidligere har fået tilbudt tilsvarende medicinsk hjælp i Italien, som han aktuelt modtager i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/30
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien indrejst i Danmark i 2014. ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse som værnepligtig til det syriske militær. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at han ikke kan vende tilbage til Bulgarien, idet der ikke er nogen mulighed for uddannelse eller arbejde, ligesom levevilkårene er dårlige. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge til grund for sagen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, idet han frygter indkaldelse til det syriske militær. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, idet ansøgeren har opnået opholdstilladelse i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for strafforfølgning, men alene har været anholdt i forbindelse med hans illegale indrejse i Bulgarien. Han har ikke haft konflikter med de bulgarske myndigheder og risikerer ikke refoulement til Syrien. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige sikkerhed i Bulgarien vil være beskyttet. Det forhold, at ansøgeren har været udsat for et røveri i Bulgarien kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren i et lignende tilfælde må henvises til de bulgarske myndigheders beskyttelse. Af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fremgår, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke i sig selv af en sådan karakter, at det kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker endvidere at ansøgeren, som er en rask ung mand, efter sine egne oplysninger har haft kontakt med en i Bulgarien bosiddende syrer, som må antages at kunne bistå ansøgeren i forbindelse med integration i det bulgarske samfund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/3
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret ] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er eftersøgt af regimet, som har sprunget hans hus i luften, og at hans navn er registreret i sikkerheds-tjenestens system. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse blandt andet vægt på, at klageren og hans ægtefælle har opholdt sig uden problemer hos klagerens svigerfamilie omkring 20 km fra Haresta, efter at klageren og hans ægtefælle var blevet kontaktet af den syriske befrielseshær i sommeren 2012 og indtil udrejsen af Syrien i foråret 2013. Uanset at klageren har hjulpet med at flytte et lig, der lå på gaden i Haresta, 10-15 meter, kan næv-net i øvrigt ikke lægge til grund, at klageren er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren vil få problemer, efter af en tidligere kollega [A] angiveligt er blevet dræbt, efter at han var blevet anholdt af politiet. Klageren har under samtalen med sin advokat oplyst, at [A] og klageren har hjulpet hinanden med indsamling af mad og tøj til flygtninge. [Klageren] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtnin-genævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2015/29
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 den syriske og russiske statsborger [nærmere angivet navn], født den [nærmere angivet dato], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren oplyste kun at være statsborger i Syrien. [I vinteren] 2014 modtog Udlændingestyrelsen en anmeldelse via den danske ambassade i Moskva, Rusland. Det fremgik blandt andet af anmeldelsen, at klageren foruden at være syrisk statsborger også er russisk statsborger. [I vinteren] 2015 inddrog Udlændingestyrelsen på den baggrund klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i vurderingen af, at klageren har udvist svig i forbindelse med asylsagen, og at den udviste svig har haft betydning for afgørelsen, idet nævnet lægger til grund, at han ville være blevet henvist til at tage ophold i Rusland, hvis han havde forklaret om sit dobbelte statsborgerskab. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren ikke i forbindelse med samtalen [i efteråret] 2015 med Udlændingestyrelsen, har forklaret om konflikter med de russiske myndigheder. Det bemærkes videre, at klagerens egen forklaring under nævnsmødet om, at han som en af mange tilstedeværende på en cafe en enkelt gang kortvarigt har været tilbageholdt og afhørt af de russiske myndigheder, ikke giver grundlag for at fastslå, at der i forhold til Rusland foreligger forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal videre bemærke, at det efter klagerens egen forklaring lægges til grund, at hans russiske statsborgerskab ikke er bortfaldet i forbindelse med skilsmissen fra hans russiske hustru, og at han på grundlag af sit statsborgerskab har været i stand til at genindrejse i Rusland i 2012 og opnå en midlertidig opholdstilladelse, få en lejlighed og finde et job som chauffør. Det bemærkes videre, at klageren har forklaret, at han ville have kunnet få opholdstilladelsen forlænget, hvis han havde søgt herom. Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, kan en opholdstilladelse inddrages, når den er opnået ved svig. Ved afgørelsen af, om tilladelsen skal inddrages, skal der foretages en vurdering af om inddragelse vil virke særlig belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Der skal således foretages en proportionalitets afregning mellem den udviste svig og den pågældendes personlige forhold, herunder familie- og privatliv. Klageren er en [nærmere angivet alder] årig mand, der er sund og rask. Han har ingen familie i Danmark, og han har kun opholdt sig i Danmark siden [sommeren] 2014. Han fulgt sprogundervisning, så han så han i dag i et vist omfang taler dansk. Han har boet i Rusland i årene fra 1991 til 2003 og igen fra 2012 til ultimo 2013 og har både taget en uddannelse og haft arbejde i Rusland. Han har en datter i Rusland, ligesom han taler flydende russisk. Flygtningenævnet tiltræder, at der herefter ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1 pkt. jf. § 26 stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at der ikke foreligger udsendelseshindringer som omhandlet i udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/29
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Det fremgår af sagens op-lysninger, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2014, og at han i [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i [foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv forud for nævnets behandling henvist til, at han frygter at blive dræbt af ukendte personer, ligesom han frygter de syriske myndigheder, idet han er etnisk kurder, og idet han deltog i to til tre demonstrationer i 2011. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han på et tids-punkt i 2011 eller 2012 er blevet opsøgt på sin bopæl af de syriske myndigheder, ligesom han i [sommeren] 2013 blev opsøgt tre gange af ubevæbnede mænd. Klageren ved ikke, hvad mændene ville, men de ledte efter klagerens arbejdsgiver, som var handelsmand. Klageren har yderligere un-der nævnets behandling henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste af de syri-ske myndigheder, ligesom han frygter, at han på tilsvarende vis vil blive inddraget i krigshandlinger af YPG. I begge tilfælde frygter klageren, at han tvinges til at begå overtrædelser af menneskeret-tighederne. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2, således, at der på det grundlag skal ske statusændring. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har særlig militær ekspertise og at klagerens værnepligts-periode blev afbrudt […] i 1992-93, samt at han nu er [sidst i 40’erne]. En eventuel risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste kan således alene begrundes i de generelle forhold i Syrien. Klage-rens oplysning under nævnsmødet om, at han tillige frygter YPG, kan ikke medføre nogen ændring i nævnets vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilla-delse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/28
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren har hjulpet med at lave mad til Den Frie Syriske Hær, og at hun har støttet denne ved deltagelse i demonstrationer, ikke giver grundlag for at antage, at ansøgeren vil være individuelt forfulgt ved en tilbagevenden til Syrien. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun aldrig har haft konflikter i Syrien. Flygt-ningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingesty-relsens afgørelse. Syri/2015/27
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2014], og at han den Danmark [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er den eneste forsørger for sin familie. Familien er nu i stor fare i Libanon, fordi de ikke har nogen opholdstilladelse. De risikerer at blive udsat for fængsling og ydmygelse, hvis de bliver anholdt af de libanesiske politi og udvises til Syrien. Om sin søn har han forklaret, at hans søn, som er født [i 1997], risikerer at blive videregivet til de syriske myndigheder og udleveret til værnepligten, hvor han kan blive tvunget til at dræbe eller blive dræbt eller udsat for tortur. Om sin datter som er født [i 2001] har han forklaret, at hun overværede en massakre [i 2012], hvorefter hun blev ramt af alvorlig angst. Om sin ægtefælle har han forklaret, at hun lider af en kirtel sygdom samt en disc sygdom nederst i taljen. Klageren har videre henvist til, at han grundet sin midlertidige beskyttelsesstatus ikke kan blive familiesammenført med sin familie. Klageren har endelig henvist til, at han og familien som statsløse palæstinensere og flygtninge i Syrien mister retten til at vende tilbage til Syrien, fordi de er statsløse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i OM-samtalen samt i sin personlige klage stort set udelukkende har påberåbt sig de generelle forhold i Syrien som sit asylmotiv. De først efterfølgende fremkomne oplysninger om offentlig ansættelse, mulig deltagelse i demonstrationer samt oplysninger om, at han efter sin udrejse skulle være eftersøgt af myndighederne hos sin søster, findes ikke at kunne medføre nogen ændring heri. [Klageren] opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri201526
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret 2014], og at han [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at det i sagen ikke blev lagt til grund, at han personligt var i fare på grund af sit arbejde i oliefelter i [i hjemlandet], som kom under IS kontrol allerede i 2013, hvorefter han enten skulle arbejde for IS eller flygte. Han flygtede tilbage til Damaskus, hvor hans familie var. Klageren har videre gjort gældende, at han som officer i reserven skulle kæmpe for regimet i Syrien, hvor han oplevede et meget stort pres. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsens anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold, vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, eller at der på andet grundlag skal ske statusændring. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren under politiafhøringen og i OM-samtalen stort set udelukkende har påberåbt sig de generelle forhold i Syrien som sit asylmotiv og først efterfølgende har forklaret udbyggende om individuelle forhold. Det bemærkes endvidere, at klageren efter sin egen forklaring for nævnet med myndighedernes accept og under benyttelse af eget pas i omkring halvandet år har været bosat i Libanon, men er rejst frem og tilbage mellem Libanon og Syrien med jævne mellemrum, idet han havde orlov uden løn fra sit arbejde. [Klageren] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri201525
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af 2014], og at han [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.Klageren har den [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ønsker at blive familiesammenført med sin ægtefælle og sine børn, som fortsat opholder sig i Syrien, idet han gerne vil sikre deres fremtid. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren forud for udrejsen har været udsat for forhold der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren ses heller ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af bestemmelsen i § 7, stk. 1 eller stk. 2. [Klageren] opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” Syri201524
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forhold til Bulgarien henvist til, at hun ikke fik nogen form for hjælp af de bulgarske myndigheder. Efter hun blev meddelt opholdstilladelse, opholdt hun sig i skjul med sine børn i asylcenteret, indtil hun forlod Bulgarien, idet hun ikke havde mulighed for at skaffe sig en bolig. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Efter de foreliggende lægelige oplysninger og udtalelser fra psykolog må Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren lider af PTSD og depressive symptomer i en grad, så hun er behandlingskrævende, ligesom det ikke kan afvises, at hun er selvmordstruet. Det fremgår af psykologens udtalelse [fra sommeren] 2015, at ansøgerens behandlingsbehov er uopsætteligt. Efter de foreliggende oplysninger kan det videre lægges til grund, at skolen er alvorlig bekymret for ansøgerens søns trivsel og udvikling, hvilket har medført en indberetning fra Dansk Røde Kors til kommunen [i foråret] 2015, ligesom Dansk Røde Kors igen [i sommeren] 2015 har sendt en underretning til kommunen på grund af tiltagende bekymring for familien, idet man er i alvorlig tvivl om ansøgerens forældreevne. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må anses for at være i en særlig sårbar situation. Uanset det i almindelighed kan antages, at ansøgere i Bulgarien kan opnå de sociale og økonomiske rettigheder, som de har krav på i henhold til Flygtningekonventionen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens helbredsmæssige tilstand må antages at indebære, at hun vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling og den fornødne støtte til sin søn i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt hendes barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2015/23
Nævnet meddelte i august 2015 konventionsstatus til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Aleppo, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter genindkaldelse som reservist til det syriske militær. Han har endvidere henvist til, at han frygter at Shabiba, såfremt de finder ansøgeren, vil overdrage ham til de syriske myndigheder som følge af hans deltagelse i politiske demonstrationer mod det syriske regime. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at der foregår væbnede kampe og angreb på civile. Den mandlige ansøger blev [primo] 2014 meddelt opholdstilladelse i Bulgarien i form af subsidiær beskyttelse. Han har oplyst, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, hvor forholdene var meget dårlige. De kunne ikke finde en bolig og havde ikke mulighed for at få arbejde. Ansøgerne modtog endvidere ikke økonomisk støtte i Bulgarien. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han har skader i hovedet og øjnene som følge af et trafikuheld. Han lider af kronisk hovedpine, og ser dårligt på sit venstre øje. Han har smerter efter fire brækkede ribben, samt smerter i ryggen. Han har derfor ikke mulighed for at bestride et almindeligt job, ligesom han ikke mener, at han har mulighed for at få den nødvendige lægehjælp i Bulgarien. Ligeledes har ansøgeren deltaget i psykoterapi i Danmark, fordi han har det psykisk meget dårligt. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige ansøger samt to børn, […], blev [primo] 2014 meddelt opholdstilladelse i Bulgarien i form af subsidiær beskyttelse. Hun har oplyst, at hun ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, idet hun ikke mener, at familien vil kunne overleve i Bulgarien. De modtog ingen støtte fra myndighederne og hendes mand har det så dårligt, at han ikke kan arbejde. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerne og deres to ældste børn blev meddelt opholdstilladelse i Bulgarien [primo] 2014. Flygtningenævnet hjemviste [ultimo] 2015 sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens overvejelse af, om de helbredsoplysninger vedrørende den mandlige ansøger, der var fremkommet under nævnsmødet, efter en lægelig vurdering burde tages i betragtning ved Udlændingestyrelsens vurdering af sagen. Udlændingestyrelsen traf på ny afgørelse [primo] 2015. Styrelsen havde forud herfor ikke fået foretaget en lægelig vurdering af nogen art, men traf afgørelse på det foreliggende grundlag samt en yderligere samtale med ansøgeren, som blev foretaget via telefon. På baggrund af ansøgernes forklaringer i nævnet samt de foreliggende lægelige oplysninger lægger Flygtningenævnets flertal herefter til grund, at den mandlige ansøger har store helbredsmæssige, herunder psykiske pro-blemer, der medfører, at han ikke er i stand til på nuværende tidspunkt at bestride et arbejde på almindelige vilkår, ligesom det lægges til grund, at den kvindelige ansøger er stærkt psykisk belastet af familiens oplevelser i såvel Syrien som Bulgarien, og af den mandlige ansøgers problemer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vil ansøgerne i almindelighed kunne opnå de tilstræk-kelige sociale og økonomiske vilkår i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid under hensyn til det oplyste om den mandlige ansøgers helbredstilstand sammenholdt med, at familien har tre meget små børn og med den kvindelige ansøgers psykiske tilstand, at det må antages, at ansøgerne vil være ude af stand til at opnå helt basale rettigheder i forhold til levevilkår, herunder den nødvendige lægehjælp i Bulgarien. Flygtningenævnets flertal finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgernes første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/22
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse som værnepligtig til det syriske militær. Han har videre henvist til, at han frygter, at YPG vil tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har endelig henvist til, at hans fader blev dræbt af ISIS. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke vil i militæret, idet hans fader er død, og at han derfor er den eneste tilbage til at forsørge familien. Derudover har ansøgeren oplyst, at han ikke vil slå nogen ihjel eller bære våben. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse [fra efteråret] 2014 til grund, at ansøgeren [tidligere på efteråret i] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af subsidiær beskyttelse. Spørgsmålet er herefter om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kan indrejse i Bulgarien og lovligt opholde sig dér. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement, og at hans personlige integritet og sikkerhed i Bulgarien vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold for ansøgeren i Bulgarien vil være tilstrækkelige. Herefter og efter de øvrige baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, uanset ansøgerens forklaring om forholdene i Bulgarien, at Bulgarien kan tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/21
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Bulgarien på grund af de dårlige levevilkår, og han har til støtte for asylmotivet i forhold til Bulgarien henvist til, at han blev behandlet dårligt under sin tilbageholdelse i Bulgarien, herunder at han blev lukket inde i et slags bur og selv måtte købe mad. Endvidere har ansøgeren henvist til, at forholdene i flygtningelejren var dårlige, og at han måtte bo i et telt, ligesom der var mangel på mad og varmt vand. Efter at han blev meddelt opholdstilladelse, fik han at vide, at han skulle flytte ud af lejren. Han fik ikke tilbudt nogen bolig, ligesom han ikke modtog nogen anden hjælp fra de bulgarske myndigheder. Det var ikke muligt for ham at få et arbejde, og der var ikke nogen skoler, som hans børn kunne gå i. Ansøgeren har ydermere henvist til, at det generelt er usikkert for flygtninge at befinde sig i Bulgarien, fordi der er mange kriminelle grupper, som begår overgreb mod flygtninge. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse […], at ansøgeren, der ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive genindkaldt til militærtjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Med henvisning til at ansøgeren […] har opnået flygtningestatus i Bulgarien og er meddelt opholdstilladelse i fem år, finder Flygtningenævnet imidlertid, at ansøgeren kan tage ophold i Bulgarien, der i overensstemmelse med nævnets praksis kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Nævnet lægger vægt på baggrundsoplysningerne om forholdene i Bulgarien, hvorefter det blandt andet fremgår, at ansøgeren vil være beskyttet mod refoulement ved en tilbagevenden til Bulgarien, at hans personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang, ligesom de økonomiske og sociale forhold vil være tilstrækkelige. De oplysninger om ansøgerens ægtefælle og deres yngste barn, der er forelagt for nævnet, kan ikke føre til et andet resultat, idet der herved ikke er grundlag for at anse ansøgeren og hans familie som særligt sårbare. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/20
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien indrejst i Danmark i 2014. ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af ISIS, da de betragter ham som værende agent for det syriske regime og derfor en vantro. Ansøgeren har endvidere anført, at han ikke kan vende tilbage til Bulgarien, idet Bulgarien ikke kan tjene som hans første asylland. Han har ingen mulighed for arbejde, uddannelse eller anden form for forsørgelse i Bulgarien, og han har været udsat for trusler og overfald fra racistiske grupper i Bulgarien. Flygtningenævnet kan, i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, lægge til grund for sagen, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en eventuel tilbagevenden til Syrien er i risiko for asylbegrundende overgreb, idet han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet finder imidlertid, at Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er en efter det oplyste rask ung mand, som må antages at kunne skaffe sig levemuligheder på samme måde som bulgarske statsborgere. Det forhold at ansøgeren efter sine egne oplysninger har været udsat for et overfald kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren må henvises til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse eller bistand i en sådan situation. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/2
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen har anset ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at Cypern kan tjene som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra […], Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har været i militæret i 45 dage i 1999, hvorefter han betalte sig for at blive fritaget for resten af sin militærtjeneste. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter genindkaldelse som reservist til det syriske militær. Ansøgeren har videre henvist til tilstedeværelsen af kurdiske grupper og Den Frie Syriske Hær, idet disse mener, at man enten er med dem eller imod dem. Ansøgeren henviser endvidere til, at han ikke kan rejse tilbage til Cypern, idet hans opholdstilladelse er afhængig af, at han er familiemedlem til en EU-borger. Denne betingelse er ikke længere opfyldt, idet han ikke er samlevende med sin ægtefælle og deres fællesbarn. Samlivet er ophørt på grund af uoverensstemmelser. Af sagen fremgår, at ansøgeren har opholdstilladelse på Cypern, som er gældende til [sommeren] 2018. Af ansøgerens forklaring fremgår, at han og ægtefællen i forbindelse med udrejsen af Cypern betalte to måneders leje forud således, at de havde en bolig at vende tilbage til efter den planlagte turistrejse med henblik på familiebesøg i Rumænien. Ansøgeren udrejste af Rumænien sammen med ægtefællen og barnet til Danmark, hvor de indrejste gennem Københavns Lufthavn. I forbindelse med ægtefællens seneste udrejse af Danmark, der foregik flere måneder efter indrejsen, mødtes han med ægtefællen og barnet. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været i løbende kontakt med ægtefællen - senest telefonisk for fire dage siden. Ansøgeren har endelig oplyst, at årsagen til, at ægteskabet endnu ikke er opløst, er, at han ikke har kunnet påtage sig forældremyndigheden over barnet alene, idet hans nuværende forhold ikke giver mulighed derfor. Ud fra de foreliggende oplysninger kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens ægteskab er brudt endeligt sammen. Det er således ikke sandsynliggjort, at den meddelte opholdstilladelse på Cypern bortfalder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/19
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […] Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i løbet af sommeren] 2014 uden gyldig rejselegitimation og søgte asyl samme dag. Klageren har mundtligt klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2014 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder de sikkerhedsmæssige forhold, risikoen for fare samt risikoen for vilkårlige anholdelser. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren forud for udrejsen har været udsat for forhold der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren ses heller ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet at være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, der er omfattet af bestemmelsen. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/18
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og muslim af trosretning fra Yarmouk-lejren, Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2014, og at han i [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i Syrien både er eftersøgt af Den Frie Syriske Hær og af Assads styrker. Klageren har herom oplyst, at han boede i Yarmouk-lejren, hvor han også havde en butik. Butik-ken blev på et tidspunkt udsat for graffiti af nogle for klageren ukendte personer, der havde ma-let slogans til støtte for Assad-styret på facaden. Klageren blev af Den Frie Syriske Hær mis-tænkt for at stå bag graffitien og måtte som følge heraf flygte til Libanon. Under flugten blev hans bil beskudt af Den Frie Syriske Hær. Under opholdet i Libanon erfarede klageren, at hans moder var dødeligt syg, og han tog derfor tilbage til Syrien for at besøge hende. Han efterlod sin bil hos en automekaniker, som også fik overleveret klagerens personlige dokumenter, sådan at vedkommende kunne dokumentere, at det ikke var hans bil, der var fuld af skudhuller, hvis han skulle blive opsøgt og spurgt hertil. På et tidspunkt blev mekanikeren opsøgt af Assads styrker, som herved blev bekendt med, at bilen tilhørte klageren. Assads styrker mistænkte på grund af skudhullerne i bilen klageren for, at han var oprører, hvorfor klageren igen måtte flygte ud af Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klagerens bil har fået skudhuller, således at klage-ren i den anledning er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har ikke forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen, og klagerens forklaring på dette punkt er ikke overbevisende, men hviler i høj grad på spekulationer. Uanset om Flygtningenævnet lægger klagerens nye forklaring om, at der er blevet malet pro-Assad slogans på klagerens forretning, til grund, finder Flygtningenævnets flertal ikke, at klage-ren i den anledning vil være individuelt forfulgt af Den Frie Syriske Hær eller andre oprørsgrup-per, eller at han af denne grund vil være i en reel risiko for overgreb således, at han har behov for beskyttelsesstatus. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere fra Yarmouk-lejren kan føre til, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændinge-styrelsens afgørelse. Syri/2015/17
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun i [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun i Syrien kom i myndighedernes søgelys, idet hun en dag med sin telefon filmede et missil, der blev affyret fra et militært anlæg, der lå lige overfor klagerens bopæl. Hun blev kort herefter opsøgt af en gruppe med tilknytning til Assad styret, […], som truede hende og anklagede hende for at spionere mod styret. Familiens bopæl blev ved denne lejlighed ransaget, og hendes telefon samt faderens og moderens telefoner blev konfiske-ret. I den efterfølgende periode blev hun overvåget og chikaneret af gruppen, der konfronterede hende med anklagende spørgsmål om, hvem hun spionerede for og sendte billeder til. Hendes familie blev videre stoppet ved checkpoints, idet hendes navn og ID nummer var registreret, og klageren blev udspurgt af vagterne ved disse checkpoints, der også truede hende med, at de ikke ville lade familien passere, før hun indrømmede anklagerne mod hende. Endvidere blev hendes bil en dag konfiskeret ved et check-point. Presset mod klageren blev til sidst så stort, at familien besluttede, at hun og hendes broder, der var blevet genindkaldt, måtte udrejse. Efter udrejsen er familiens bopæl blevet opsøgt, og der er blevet spurgt efter klageren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens nye forklaring om, at hun har filmet un-der et raketangreb, og at hun i den anledning er blevet opsøgt, således som hun har forklaret om, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen ude-lukkende har forklaret om generelle krigsforhold, og at hun på forespørgsel udtrykkeligt har for-klaret, at der ikke var nogen særlig grund til, at klageren skulle blive udspurgt. Klagerens broder har i sin asylsag heller ikke afgivet oplysninger, der støtter klagerens nye forklaring. Hertil kom-mer, at klagerens nye forklaring ikke i sig selv forekommer overbevisende, og at forklaringen i et vist omfang fremstår afglidende. Flygtningenævnet finder således ikke, at klagerens individuelle forhold skulle indebære en særlig risiko for hende. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/16
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse K -status til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er blevet indkaldt til militærtjeneste af PKK, samt at hun blev tvunget til at gifte sig med sin afdøde ægtefælle, og at hendes svigerfamilie vil tage hendes børn, ligesom hendes svoger vil tvinge hende til at gifte sig med ham. Ansøgeren har tillige henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der er blevet udstedt et dekret om, at alle unge piger skal aftjene militærtjeneste for det kurdiske parti. I starten af 2014 blev hendes bopæl opsøgt af personer fra PKK, som oplyste, at hvis der var to eller flere voksne på bopælen, skulle mindst en af dem melde sig til militærtjeneste for PKK. Vedrørende Bulgarien har ansøgeren forklaret, at hun på grænsen til Bulgarien blev pågrebet af bulgarsk politi. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Bulgarien, idet flere kvinder i flygtningelejren blev voldtaget af lejrpersonalet, og da ansøgeren to gange blev forsøgt voldtaget og tredje gang blev voldtaget. Ansøgeren har videre forklaret, at hun har hørt, at hendes svoger er kommet til Bulgarien for at tage hendes børn, idet svigerfamilien vil overtage børnene efter ansøgerens ægtefælles død. Ansøgeren har tillige forklaret, at hun fik at vide af tolke i Bulgarien, at hun ikke måtte kritisere myndighederne i Bulgarien, samt at personer, der har omtalt forholdene i Bulgarien som dårlige, endnu ikke har fået opholdstilladelse. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun ikke var tilfreds med den behandling, som hendes [barn] fik i forbindelse med et hospitalsbesøg i Bulgarien, samt at ansøgeren har det psykisk dårligt og ikke mener, at hendes [andet barn] vokser, som [det] skal. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun efter at være blevet meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, blev smidt ud af flygtningelejren og ikke fik hjælp af de bulgarske myndigheder til hverken at få bolig, skolegang til sine børn eller økonomiske ydelser, ligesom hun ikke kunne få lægehjælp eller pasningsmuligheder til sine børn, såfremt hun fik et arbejde. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at Bulgarien kan tjene som første asylland for ansøgeren og hendes børn. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren befinder sig i en sådan særlig sårbar situation og må anses for psykisk meget ustabil, hvilket understøttes af, at hun i maj 2015 har forsøgt at begå selvmord og af de lægelige oplysninger. Nævnet lægger ved denne bedømmelse vægt på, at ansøgeren som enlig forælder med et meget skrøbelig psykisk helbred ikke vil kunne opnå rettigheder og levevilkår, herunder nødvendig lægehjælp til sig selv og børnene, som ansøgeren har krav på i henhold til Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] og hendes to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/15
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra […] i Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien. Han ønskede ikke at søge asyl dér. Han blev tvunget og slået i forbindelse med afgivelse af fingeraftryk. Hertil kommer, at han ikke kan forsørge sig selv dér, og at han ikke har mulighed for at fortsætte sin uddannelse som […]. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han alene kunne få lægehjælp i Bulgarien, såfremt han selv betalte herfor. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse [i begyndelsen] af 2015 til grund, at ansøgeren [i begyndelsen af 2014] blev meddelt opholdstilladelse i form af subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Flygtningenævnet finder, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået beskyttelsesstatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Bulgarien risikerer refoulement til Syrien. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens nye forklaring for nævnet om at være blevet slået i forbindelse med afgivelse af fingeraftryk til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. De generelle forhold i Bulgarien er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren er en efter det oplyste rask ung mand, som må antages at kunne skaffe sig levemuligheder på samme måde som bulgarske statsborgere. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren vil kunne opnå tilstrækkelige socioøkonomiske forhold til, at Bulgarien vil kunne tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/14
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er deserteret fra det syriske militær, hvor han fungerede som vagt ved kontrolposter i Aleppo. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, idet han frygter, at han og hans broder vil være henvist til at leve på gaden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er blevet udsat for vold af politiet, og at hans broder har været udsat for vold af en fængselsvagt. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens bror i Bulgarien har været udsat for overfald, dels i en park, og dels af fængselspersonale, og at sidstnævnte overgreb har udløst jævnlige krampelignende anfald, hvor ansøgerens bror bliver ukontaktbar eller bevidstløs. Efter de foreliggende lægelige oplysninger må Flygtningenævnet lægge til grund, at anfaldene udløses, når ansøgerens bror kommer i stressende situationer, og at de er et udslag af posttraumatisk stresssyndrom, som følge af de belastninger ansøgeren har været udsat for, dels i hjemlandet, og dels i Bulgarien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer der racistisk motiverede overgreb i Bulgarien. Ansøgere vil i almindelighed kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder imidlertid under hensyn til ansøgerens brors helbredsmæssige tilstand og de overgreb, han har været udsat for, at ansøgerens brors reelle muligheder for at søge myndighedernes beskyttelse må anses for ganske begrænsede. Ansøgerens brors psykiske tilstand må ligeledes antages at indebære, at han vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens brors forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens brors første asylland. Flygtningenævnet har derfor meddelt [ansøgerens broder] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til ansøgerens forhold til [sin broder] og de forhold, de sammen har været igennem i Bulgarien, finder Flygtningenævnet heller ikke, at Bulgarien kan tjene som 1. asylland for ansøgeren. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/13
Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, idet han er henvist til at leve på gaden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Bulgarien har været udsat for et overfald fra en bande, som stak ham med en kniv, og at han har været udsat for vold fra fængselsvagter, da han var fængslet i Bulgarien. Ansøgeren har hertil oplyst, at en fængselsvagt bankede hans hoved mod en væg op til flere gange, hvorefter han besvimede. Ansøgeren har efterfølgende haft flere symptomer på, at han har haft en alvorlig hjernerystelse. Ansøgeren har siden denne episode jævnligt været ramt af krampelignende anfald. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Bulgarien har været udsat for overfald, dels i en park, og dels af fængselspersonale, og at sidstnævnte overgreb har udløst jævnlige krampelignende anfald, hvor ansøgeren bliver ukontaktbar eller bevidstløs. Efter de foreliggende lægelige oplysninger må Flygtningenævnet lægge til grund, at anfaldene udløses, når ansøgeren kommer i stressende situationer, og at de er et udslag af posttraumatisk stresssyndrom, som følge af de belastninger ansøgeren har været udsat for, dels i hjemlandet, og dels i Bulgarien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer der racistisk motiverede overgreb i Bulgarien. Ansøgere vil i almindelighed kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder imidlertid under hensyn til ansøgerens helbredsmæssige tilstand og de overgreb, han har været udsat for, at ansøgerens reelle muligheder for at søge myndighedernes beskyttelse må anses for ganske begrænsede. Ansøgerens psykiske tilstand må ligeledes antages at indebære, at han vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/12
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobane, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive henrettet af myndighederne eller den syriske opposition, idet han har været en del af den syriske efterretningstjeneste, som han deserterede fra. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han, efter at være mødt op til session [i sommeren] 2011, gjorde tjeneste som […] ved sikkerhedstjenesten i [en mindre by]. Efter omkring 15 dage, blev ansøgerens enhed angrebet og løbet over ende, men det lykkedes ansøgeren at flygte. Han gemte sig i området i omkring fire til fem dage, hvorefter han blev anholdt af en militærpatrulje. Ansøgeren var herefter fængslet i 45 dage, hvor han blev udsat for tortur. Omkring tre dage efter løsladelsen i september 2011 genoptog ansøgeren sin militærtjeneste. Han gjorde tjeneste ved det nationale sikkerhedspoliti i [en mindre by] som […] og som vagt ved […]. [I sommeren] 2012 blev ansøgerens enhed angrebet, og da ansøgeren nægtede at benytte våben, skød hans overordnede ham i foden. Herefter havde han orlov fra tjenesten, hvor han opholdt sig på sin bopæl, indtil myndighederne opsøgte ham i efteråret 2013. Omkring [ultimo] 2013 udrejste ansøgeren fra Syrien. Vedrørende Bulgarien har ansøgeren henvist til, at han frygter at vende tilbage, da de bulgarske myndigheder samarbejder med den syriske regering. Han har videre henvist til, at han har smerter i sin fod samt psykiske problemer, og han frygter, at han ikke kan modtage behandling herfor i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de bulgarske myndigheders meddelelse af [medio] 2014 til grund, at ansøgeren den [primo] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger, vil ansøger i Bulgarien være beskyttet mod refoulement. Ansøger har ikke haft problemer med myndighederne i Bulgarien, og et flertal af Nævnet finder på den baggrund, at ansøgers personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i Bulgarien. Selv om forholdene i Bulgarien er vanskelige, finder flertallet ligeledes, at de økonomiske og sociale forhold vil opfylde ansøgers basale rettigheder. Ansøger har smerter i foden efter et skudsår og er i øvrigt henvist til psykolog. Det fremgår af Nævnets baggrundsoplysninger, at flygtninge, der er meddelt opholdstilladelse, har samme adgang til lægehjælp som bulgarske statsborgere. Sammenfattende finder flertallet, at der ikke foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at fravige Nævnets faste praksis, hvorefter forholdene i Bulgarien ikke er af en sådan karakter, at Bulgarien ikke kan tjene som første asylland. Et flertal af Flygtningenævnet finder således, at Bulgarien, hvor ansøgeren har opnået flygtningestatus, kan tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/11
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger med statsborgerskab i Ungarn og i Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er både ungarsk og syrisk statsborger, etnisk ungarer og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i Syrien. Herudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive anholdt som følge af sin søns konflikt med de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ungarn ikke vil kunne klare sig økonomisk, og at hun ikke vil få hjælp af de ungarske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at hun og hendes familie er forfulgte eller risikere at blive det, som følge af at deres ene søn var tilbageholdt i 2012, til grund. Der er ved denne vurdering lagt vægt, at ansøgeren ikke oprindeligt oplyste om dette asylmotiv, og at myndighederne ikke efter løsladelsen af sønnen opsøgte familien, som efter løsladelsen opholdt sig i Syrien i nogle måneder uden problemer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort et asylmotiv, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Ungarn kan yde beskyttelse til ansøgeren, samt om ansøgeren har et asylmotiv i forhold til Ungarn. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger i overensstemmelse med sin forklaring herom ikke har haft problemer med myndighederne eller andre i Ungarn. Flygtningenævnet finder herefter, at den kvindelige ansøger ikke har et asylmotiv i forhold til Ungarn. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at Ungarn er nærmest til at yde ansøgeren beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er ungarsk statsborger, og at hun senest har været bosiddende i Ungarn fra 2012, ligesom hun har familiemedlemmer i Ungarn. Ansøgeren har som statsborger i Ungarn legalt ophold, og hun må derfor anses for de facto at havde opnået beskyttelse der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/10
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religiøs overbevisning fra […], Afrin, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med kurdiske partier. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, som affattet ved lovbekendtgørelse af nr. 1021 af 19. september 2014. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han indledningsvist udrejste af Syrien i 2008, og at han efterfølgende indrejste i Italien, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Han opholdt sig i Italien frem til februar 2013, hvorefter han havde få dages ophold i Danmark, var tilbage i Italien og derefter vendte tilbage til Syrien. Han udrejste på ny af Syrien [i] oktober 2013. Ansøgeren har oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Italien. Til støtte herfor har han oplyst, at han under sit ophold i en italiensk flygtningelejr blev overfaldet af to personer, og at han i den forbindelse pådrog sig en skade i hånden. Ansøgeren har endvidere oplyst, at forholdene i Italien var dårlige, herunder at man ikke har ret til forsørgelse eller bolig, når man er blevet meddelt opholdstilladelse, at man alene får 40 timers sprogundervisning, og at det er umuligt at finde arbejde. Til støtte herfor har ansøgeren yderligere oplyst, at han mener, at de italienske myndigheder har fastsat hans méngrad som følge af hans håndskade for lavt, hvorfor han ikke er berettiget til pension. Endelig har han oplyst, at det er afgørende for ham, at han kan være sammen med sine børn, som bor i Danmark, og at det reelt ville være umuligt at gennemføre samvær, hvis han sendes til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har opnået opholdstilladelse i Italien og således har opnået formel beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, 1. led. Ansøgerens fraseparerede ægtefælle bor i Danmark, hvor hun og de fælles børn har asyl, og ansøgeren og børnene har ret til samvær med hinanden. Ansøgeren har forklaret, at han i Italien ikke kunne få arbejde og var henvist til at leve af den mad, kirken stillede til rådighed. Han havde ikke mulighed for at tjene penge til en bolig eller til lægehjælp, men havde i en periode et værelse betalt af midler, ægtefællen sendte fra Syrien. Det fremgår af de danske lægelige oplysninger, at ansøgerens psykiske og fysiske helbredstilstand er meget dårlig, og at han modtager behandling. Han vil fortsat være behandlingskrævende også på sigt og har navnlig et stort behov for vedvarende behandling af sine psykiske lidelser. Uanset at det må antages, at der er behandlingsmuligheder for ansøgerens lidelser i Italien, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens reelle muligheder for at få tilstrækkelig behandling er yderst begrænsede. Det vil fortsat og navnlig på grund af ansøgerens fysiske og psykiske helbredstilstand også på sigt være meget vanskeligt for ansøgeren at skaffe et arbejde og dermed underhold og en indtjening, som kan gøre det muligt for ansøgeren at gennemføre samværet med børnene enten i Italien eller i Danmark. Flertallet finder under disse omstændigheder og henset til de konkrete forhold for ansøgeren i Italien sammenholdt med hensynet til familiens enhed, at omstændighederne samlet set taler så stærkt imod at henvise ansøgeren til at søge fortsat beskyttelse i Italien, at dette efter en samlet vurdering af ansøgerens og børnenes situation ikke kan anses for rimeligt. Flertallet finder derfor, at ansøgeren i denne konkrete situation ikke kan henvises til at søge beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2015/1
Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Edlib, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt eller dræbt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bulgarien frygter at blive forfulgt af personer fra partiet Ataka. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han [i slutningen af] 2012 filmede en episode på et hospital, hvortil en søskendeflok på syv børn blev indbragt, fordi de var blevet brændt. Filmklippet blev efterfølgende lagt på www.youtube.com. Ansøgeren deltog på et tidspunkt i en tv-udsendelse på kanalen TV Orion, hvor han gjorde grin med den syriske præsident. Han optrådte sammen med en komiker i forbindelse med børnedagen. Episoden udspillede sig på et rehabiliteringscenter i Tyrkiet. Filmklippet blev sendt direkte i fjernsynet og lagt på www.youtube.com. Han modtog herefter advarsler fra fire venner, som oplyste ham, at han som følge af filmklippet var eftersøgt i Syrien, at han navn var noteret ved alle kontrolposter, samt at han var blevet dømt til døden. Ansøgeren udtalte sig i Bulgarien til flere medier omkring de ringe forhold for flygtninge i Bulgarien. Som følge heraf blev han truet af personer fra partiet Ataka. Han blev truet 30 til 40 gange. Truslerne fremgik blandt andet af en netavis. En ven af ansøgeren opfordrede ham derfor til at forlade Bulgarien. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets høringssvar af [foråret] 2013, til grund, at ansøgeren har en alder, hvor han risikerer indkaldelse til den syriske hær, og at han herved risikerer at blive tvunget til at deltage i handlinger, som indebærer menneskerettighedsovertrædelser. Endvidere kan det lægges til grund, at ansøgeren har profileret sig i forhold til de syriske myndigheder i forbindelse med tv-optagelser fra krigsskuepladsen samt tv-optagelser af ofre for krigen, ligesom han har deltaget i et tv-liveprogram, hvor man parodierede den syriske præsident. Ansøgeren findes allerede af denne grund isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Det lægges til grund, at ansøgeren har opnået subsidiær beskyttelse i Bulgarien, at han har opholdt sig i Bulgarien fra [begyndelsen af] 2013 til [foråret] 2014, og at den nævnte beskyttelsesstatus indtil videre gælder frem til [efteråret] 2016. Ansøgeren har ikke under opholdet i Bulgarien haft problemer med de bulgarske myndigheder eller været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgeren har selv oplyst, at han har en kæreste, adskillige venner samt har haft et arbejde i Bulgarien. De forhold, som ansøgeren efter sin egen forklaring har oplyst at have været udsat for under opholdet i Bulgarien, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det ikke kan antages, at ansøgeren i Bulgarien ikke ville kunne opnå fornøden beskyttelse. På denne baggrund findes Bulgarien at kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2014/3
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sydkorea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk koreaner fra Seuol, Sydkorea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sydkorea frygter, at han ikke vil kunne få arbejde, fordi han har skiftet køn. Ansøgeren frygter tillige at blive socialt isoleret, fordi folk er forbeholdne over for personer, som har skiftet køn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født som kvinde. Ansøgeren har gennem sin opvækst været frustreret over at være pige. Ansøgeren har forsøgt at begå selvmord tre gange. Ansøgeren begyndte at tage mandlige kønshormoner [i foråret] 2013. [I sommeren] 2013 fik ansøgeren sin første kønsskifteoperation. Den sidste kønsskifteoperation blev foretaget [i starten af] 2014. [I starten af] 2014 indgav ansøgeren en ansøgning til staten om at få skiftet køn fra kvinde til mand. Ansøgeren var i retten [i foråret] 2014, og [i sommeren] 2014 fik ansøgeren en afgørelse om, at han var en mand. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er lovligt fritaget for militærtjeneste i Sydkorea, fordi han har skiftet køn. Som mand er det svært at få et job i Sydkorea, hvis man ikke har aftjent værnepligt. Ansøgeren har en bachelorgrad fra Seoul Universitet. Ansøgeren har søgt i omegnen af 120 stillinger fra [sommeren] 2014 og frem til udrejsen [i] 2015. Ansøgeren er blevet indkaldt til samtale 13 gange, men er ikke blevet tilbudt nogle stillinger. Ansøgeren har oplyst, at han blev indkaldt til samtale, fordi de ville se, hvordan en transkønnet så ud. Ansøgeren kender flere transkønnede i Sydkorea, som har et arbejde, men dette skyldes, at de havde dette arbejde, inden de skiftede køn. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han kan modtage økonomisk støtte fra den sydkoreanske stat. Efter ansøgeren skiftede køn, har han oplevet at blive holdt udenfor på universitetet, at lærerne følte sig utrygge ved ham samt at miste flere af sine venner. Ansøgeren har fortsat en del venner i Sydkorea. De ved ikke, at han tidligere har været kvinde. Efter ansøgeren har skiftet køn, har han fået nye venner gennem et fællesskab for transkønnede. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin seksualitet og kønsskifte til grund. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren, således som han har forklaret om, i den anledning er blevet mødt med social diskrimination. Flygtningenævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren vil blive diskrimineret i forbindelse med jobsøgning, men nævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at det vil være umuligt for ansøgeren at skaffe sig et arbejde, således at han kan forsørge sig selv. Flygtningenævnet finder således ikke, at en samlet vurdering af ansøgerens situation indebærer, at han ved en tilbagevenden til Sydkorea udsættes for sådanne forhold, at det må betragtes som forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sydk/2016/1/SHH
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Sydkorea. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk koreaner og kristen protestant af trosretning. Ansøgeren er født [i] 1982 i Nordkorea, hvorfra hun udrejste [i] 2010. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Sydkorea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Sydkorea, da hun aldrig har været i landet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun efter sin udrejse af Nordkorea har opholdt sig i Kina, hvor hun forblev, indtil hun rejste til Danmark. Det fremgår af advokatindlægget af […] 2015, at ansøgeren erkender, at hun har opnået statsborgerskab i Sydkorea. Som asylmotiv har hun henvist til, at hun frygter for sit liv i Sydkorea. Hun er meget i tvivl om, hvorvidt hendes barn vil kunne opnå statsborgerskab i Sydkorea, når faderen er statsløs. Hun tør endvidere ikke vende alene tilbage til Sydkorea på grund af den forfølgelse, hun som nordkoreansk flygtning risikerer at blive udsat for af den nordkoreanske sikkerhedstjeneste. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere henvist til, at hun ved at have opnået statsborgerskab i Sydkorea ikke har opnået beskyttelse mod forfølgelse, da det nye statsborgerskab ikke medfører den fornødne beskyttelse mod forfølgelse fra det oprindelige hjemland. Ansøgeren frygter således tilbagesendelse til Nord- såvel som Sydkorea. Flygtningenævnet forkaster i det hele ansøgernes forklaringer om asylmotiv, idet forklaringerne forekommer usandfærdige og konstruerede til lejligheden, ligesom ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgerne har således i tre samtaler med de danske udlændingemyndigheder fastholdt, at de ikke på noget tidspunkt har været i Sydkorea eller opnået sydkoreansk statsborgerskab på trods af, at de sydkoreanske myndigheder allerede i mailen fra […] 2014 har oplyst overfor de danske myndigheder, at ansøgernes fingeraftryk er at finde i databasen over personer, der har søgt statsborgerskab i Sydkorea. Det bemærkes, at det af Udlændingestyrelsens notat af […] 2014 fremgår, at Sydkoreas ambassade i København har oplyst, at dette er ensbetydende med, at de pågældende har opnået sydkoreansk statsborgerskab. Først i forbindelse med nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers sydkoreanske statsborgerskab skulle være blevet frataget ham med den begrundelse, at han er kinesisk statsborger. Han har videre forklaret, at han alene har fået besked herom telefonisk af de sydkoreanske myndigheder, og at statsborgerskabet skulle være blevet frataget ham på grundlag af en anmeldelse fra anden nordkoreaner efter et sagsbehandlingsforløb, der har strakt sig fra 2007 til 2011, og hvor ansøgeren kun en gang var indkaldt til afhøring. Idet den mandlige ansøger videre har afgivet divergerende forklaringer om sin identitet og sine fødselsdata, ligesom begge ansøgere under behandlingen af asylsagen har afgivet divergerende forklaringer om deres indbyrdes relationer og baggrunden for, at de søger asyl i Danmark, har Flygtningenævnet i det hele tilsidesat forklaringerne, og lagt til grund, at de har opnået sydkoreansk statsborgerskab efter deres udrejser af Nordkorea, og derved har opnået den fornødne internationale beskyttelse. Flygtningenævnet lægger endelig efter oplysningerne om den sydkoreanske statsborgerskabslov til grund, at ansøgernes fælles barn også har krav på sydkoreansk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sydkorea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. sydk/2015/2
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sydkorea. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk koreaner og ateist af trosretning. Ansøgeren er født [i] 1974 i Nordkorea, hvorfra han udrejste [i] 2006. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Sydkorea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sydkorea frygter, at de nordkoreanske myndigheder vil afstraffe hans familie i Nordkorea, når de opdager, at han opholder sig i Sydkorea. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt af nordkoreanske spioner, som befinder sig i Sydkorea. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at de nordkoreanske myndigheder sporer alle, som er flygtet fra Nordkorea, uanset hvor man opholder sig. Det fremgår af advokatindlægget af […] 2015, at ansøgeren under samtalen med advokaten har oplyst, at det ikke er korrekt, at han aldrig har opholdt sig i Sydkorea. Grunden til, at han ikke tidligere har oplyst herom, skyldes hans paniske angst for de nordkoreanske myndigheder, da ansøgeren frygter, at de vil kunne ramme ham (i overført betydning) i Sydkorea. Ansøgeren har endvidere under samtalen med sin advokat forklaret, at han opnåede statsborgerskab i Sydkorea. Ansøgeren var imidlertid registreret som kineser, selvom han er født og opvokset i Nordkorea. Dette skyldes, at hans fader var af kinesisk afstamning. Dette resulterede i, at ansøgeren blev angivet til de sydkoreanske myndigheder, da han blev genkendt af en nordkoreansk flygtning i 2007. Herefter påbegyndte en proces, som medførte, at han i 2011 mistede sit sydkoreanske statsborgerskab, fordi han havde opnået det under falske forudsætninger. Ansøgeren blev derfor gjort statsløs, da han ikke var nordkoreansk statsborger. Sydkorea ”tålte” dog, at ansøgeren fortsat opholdt sig i landet, men han havde i stigende grad problemer med den nordkoreanske sikkerhedstjeneste, fordi han efter indrejsen i Sydkorea havde fortsat sit arbejde som ”broker”, hvor han hjalp nordkoreanere med at flygte ud af landet. I […] 2013 blev han direkte kontaktet af de nordkoreanske myndigheder, der krævede, at han udleverede oplysninger om sine ”klienter” og de flugtruter, han havde anvendt med videre. Hvis ansøgeren ikke samarbejdede, ville de slå hans samlever ihjel. Efter at have modtaget flere trusselsbreve og opringninger valgte ansøgeren og hans samlever at flygte ud af landet, da de ikke længere havde tillid til, at den sydkoreanske sikkerhedstjeneste havde viljen eller evnen til at beskytte dem imod de nordkoreanske spioner, der opholder sig i Sydkorea. Ansøgeren fik derfor udstedt et rejsedokument som statsløs, som er vedlagt advokatindlægget af […] 2015. Dette anvendte han ved udrejsen [i] 2013. Ved en tilbagevenden til Sydkorea frygter ansøgeren for sit liv, da Sydkorea efter hans opfattelse ikke kan yde ham, hans samlever eller deres fælles barn beskyttelse. Ansøgeren har gjort gældende, at han har mistet sit statsborgerskab i Sydkorea. Han, hans samlever og deres fælles barn har således behov for beskyttelse mod tilbagesendelse til Nord- såvel som Sydkorea. Flygtningenævnet forkaster i det hele ansøgernes forklaringer om asylmotiv, idet forklaringerne forekommer usandfærdige og konstruerede til lejligheden, ligesom ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgerne har således i tre samtaler med de danske udlændingemyndigheder fastholdt, at de ikke på noget tidspunkt har været i Sydkorea eller opnået sydkoreansk statsborgerskab på trods af, at de sydkoreanske myndigheder allerede i mailen fra […] 2014 har oplyst overfor de danske myndigheder, at ansøgernes fingeraftryk er at finde i databasen over personer, der har søgt statsborgerskab i Sydkorea. Det bemærkes, at det af Udlændingestyrelsens notat af […] 2014 fremgår, at Sydkoreas ambassade i København har oplyst, at dette er ensbetydende med, at de pågældende har opnået sydkoreansk statsborgerskab. Først i forbindelse med nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers sydkoreanske statsborgerskab skulle være blevet frataget ham med den begrundelse, at han er kinesisk statsborger. Han har videre forklaret, at han alene har fået besked herom telefonisk af de sydkoreanske myndigheder, og at statsborgerskabet skulle være blevet frataget ham på grundlag af en anmeldelse fra anden nordkoreaner efter et sagsbehandlingsforløb, der har strakt sig fra 2007 til 2011, og hvor ansøgeren kun en gang var indkaldt til afhøring. Idet den mandlige ansøger videre har afgivet divergerende forklaringer om sin identitet og sine fødselsdata, ligesom begge ansøgere under behandlingen af asylsagen har afgivet divergerende forklaringer om deres indbyrdes relationer og baggrunden for, at de søger asyl i Danmark, har Flygtningenævnet i det hele tilsidesat forklaringerne, og lagt til grund, at de har opnået sydkoreansk statsborgerskab efter deres udrejser af Nordkorea, og derved har opnået den fornødne internationale beskyttelse. Flygtningenævnet lægger endelig efter oplysningerne om den sydkoreanske statsborgerskabslov til grund, at ansøgernes fælles barn også har krav på sydkoreansk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sydkorea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. sydk/2015/1
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sydafrika, født i 1980. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren af sin fader var blevet slået og truet med at blive slået ihjel som følge af, at ansøgeren havde afvist at indgå i et af faderen arrangeret ægteskab. Dette gav dog ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl eller beskyttelsesstatus i Danmark. Det blev bemærket, at der var tale en privatretlig konflikt mellem fader og søn, og at ansøgeren måtte henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne i sit hjemland. Derfor fandt nævnet ikke, at der var risiko for, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse i sit hjemland omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk.2. Sydafrika/2006/1
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en familie, som var statsborgere fra Sudan. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske fur og muslimer af trosretning fra [en landsby], Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af den sudanesiske regering eller af Janjaweed, da de mistænker ham for at støtte oprørerne. Den mandelig ansøger har videre henvist til, at han frygter, at den kvindelige ansøger vil blive udsat for seksuelle overgreb fra medlemmer af Janjaweed. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter seksuelle overgreb og de generelle forhold. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at deres landsby, […], blev angrebet i 2003 og brændt ned af den sudanesiske regering og Janjaweed, idet regeringen havde mistanke om, at oprørerne boede i landbyen. Ansøgerne tog herefter ophold i flygtningelejren Kasab nær byen Kutum. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev den kvindelige ansøger udsat for et seksuelt overgreb uden for lejren. Ansøgeren formoder, at de fire overgrebsmænd var medlemmer af Janjaweed, og at overgrebet skete, fordi hun var etnisk fur. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev den mandlige ansøger anholdt af politiet, fordi de mistænkte ham for at støtte oprørerne og et biltyveri. Ansøgeren blev løsladt efter to døgn uden sigtelser. I 2011 flyttede ansøgerne til landsbyen Haj Yousef uden for Khartoum. På et ukendt tidspunkt i 2011 blev den mandlige ansøger anholdt af politiet, som mistænkte ham for at være medlem af en ikke nærmere defineret oprørsgruppe fra Darfur. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Han blev efterfølgende løsladt uden betingelser. [I vinteren] 2014 udrejste ansøgerne til Egypten, hvorfra de rejste videre, indtil de indrejste i Danmark i 2015. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgernes landsby i 2003 blev angrebet og brændt ned af Janjaweed, ligesom det lægges til grund, at den kvindelige ansøger i 2010 blev udsat for en voldtægt. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der var tale om generelle hændelser, der ikke var rettet specifikt mod ansøgerne eller har eksponeret disse, således at de af denne grund ville være i risiko ved genindrejse i Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers asylmotiv til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger er blevet tilbageholdt af myndighederne i 2011, fordi myndighederne mistænkte ham for at støtte oprørerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om denne tilbageholdelse, idet ansøgeren til sin første samtale med udlændingestyrelsen ikke forklarede om en tilbageholdelse i 2011, idet han under denne samtale mindst otte gange svarede nej, til at han havde været tilbageholdt mere end en gang af myndighederne. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han havde glemt at forklare om denne tilbageholdelse under 1. samtale, fremstår ikke overbevisende. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en helt central del af hans asylmotiv. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvor lang tid tilbageholdelsen varede, idet den mandlige ansøger har forklaret, at tilbageholdelsen varede seks dage, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at tilbageholdelsen alene varede tre dage. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under nævnsmødet forklarede udbyggende om, hvilke overgreb han under den angivelige tilbageholdelse skulle have været udsat for under den anden tilbageholdelse, ligesom han forklarede divergerende om den første tilbageholdelses varighed og udbyggende om baggrunden for denne. Ansøgerne har ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser og udbygninger i asylmotivet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der har været visse tolkeproblemer i forbindelse med forklaringerne afgivet over for Udlændingestyrelsen, men at de nævnte divergenser og udbygninger er af en sådan karakter, at de ikke alene kan forklares ved tolkeproblemer. Flygtningenævnet bemærker videre, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder på ovennævnte baggrund ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgerne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sudan/2016/28 LRN
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim af trosretning fra [en landsby], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder, idet han er flygtet fra en tilbageholdelse, og fordi myndighederne mistænker ansøgerens far og ansøgeren for at tilhøre en oprørsgruppe. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive diskrimineret og slået ihjel af myndighederne på grund af sin etnicitet. Ansøgeren har slutteligt henvist til, at han ikke har noget sted at ved tilbage til i Sudan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far i 2003 blev beskyldt for at samarbejde med modstandsbevægelsen i Sudan, hvorfor hans familie blev opsøgt af myndighederne to gange. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt af myndighederne under det andet besøg, idet myndighederne herved forsøgte at finde frem til ansøgerens far. Ansøgeren blev fængslet i ca. 14 dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgerens onkel fik ham løsladt på betingelse af, at onklen skulle overbringe ansøgerens far til myndighederne inden 10 dage. Før 10 dages fristen udløb, blev ansøgerens landsby angrebet og nedbrændt af Janjaweed. Ansøgeren flygtede sammen med sin ene bror til hospitalet i Forbaranga, hvor han blev genforenet med sin far, mor og søster. Omkring tre uger senere rejste ansøgerens og hans familie til Tchad, hvor de tog ophold i flygtningelejren i Aradib. I 2013 valgte ansøgeren sammen med tre venner at udrejse til Kenya via Sudan. Ansøgeren og de tre venner blev i [vinteren] 2013 tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder i forbindelse med indrejsen i Sudan, hvor de blev beskyldt for at være spioner og for at støtte oprørerne. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for fysiske overgreb og tortur. Efter to måneders fængsling lykkedes det ansøgeren at flygte under en fangetransport til et andet fængsel, idet fangetransporten blev angrebet af oprørerne, som befriede ansøgeren og hans tre venner. Ansøgeren udrejste herefter på ny til Tchad. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i 2003, fordi hans far var mistænkt for at støtte oprørerne. Det lægges videre til grund, at ansøgerens landsby blev angrebet i 2004, og at ansøgeren i den forbindelse flygtede med sin familie til Tchad. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren i 2013 forsøgte at genindrejse i Sudan, og at han i den forbindelse blev anholdt, tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, idet myndighederne beskyldte ham for spionage og for at støtte oprørerne. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdigt lagt vægt på hans fremtræden under nævnsmødet og på, at han afgav en troværdig og detaljeret forklaring, ligesom han var i stand til at redegøre for de mindre divergenser, der tidligere har været i sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at der var været visse tolkeproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne vedrørende Sudan, ligesom indholdet af den torturundersøgelse, som ansøgeren har deltaget i, understøtter specifikke dele af hans forklaring om de fysiske overgreb under tilbageholdelserne, herunder at han blandt andet blev brændt og skåret i med barberblade flere steder på kroppen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, der senest var i myndighedernes søgelys i 2013, hvor han blandt andet blev beskyldt for at støtte oprørerne, ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sudan/2016/27 LRN
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sudanesisk statsborger tilhørende Al-zaghawa klanen fra […] i Sudan. Ansøgeren har efter egene oplysninger været medlem af studenterforeningen [….], som kæmper for lighed og rettigheder for studerende fra [….], som bor i Khartoum. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han den [….] 2010 deltog i et møde i studenterforeningen [….], hvor der deltog omkring 100 personer. Politiet ankom og anholdt omkring 50 af mødedeltagerne, heriblandt ansøgeren. Han blev tilbageholdt i fire dage og udsat for vold. Efter fire dage blev alle løsladt, bortset fra ansøgeren, lederen [….] og to andre, som skulle overføres til de nationale sikkerhedsmyndigheder. Ansøgeren flygtede fra sikkerhedsfolkene og skjulte sig frem til sin udrejse hos en ven. Ansøgeren har efter flugten fået at vide, at [….] er blevet dræbt af myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens troværdige og konsistente forklaring til grund. Nævnet finder det således godtgjort, at ansøgeren har været tilbageholdt og udsat for tortur på grund af politisk arbejde i en studenterforening. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne om myndighedernes reaktioner overfor politiske studenterorganisationer – særligt med ikke arabiske medlemmer – finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden på ny risikerer tilbageholdelse og tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor [….] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sudan/2010/7
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mazalit fra [….] i Sudan. Ansøgeren har oplyst, at han har været medlem af oppositionsgruppen [….] siden 1998, og i 2004 blev han leder af en mindre gruppe på 30 personer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 199[….] blev opsøgt af myndighederne, som anholdt og tilbageholdt ham, idet de antog, at han havde kendskab til oppositionen, og at han ved en tilbagevenden på ny vil blive anholdt. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren efter en generel anholdelse i 199[….], i en alder af 13 år, i dag skulle være i et register over oppositionelle. Det må herunder tillægges vægt, at familien ikke har været opsøgt efter den angivelige flugt fra fængslet. Det findes heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har profileret sig som deltager i en oprørsbevægelse, og Flygtningenævnet må se bort fra ansøgerens forklaring om, at han skulle være blevet profileret under en konference i Libyen i [….], idet ansøgeren blandt andet har forklaret, at han alene optrådte som vagt. Flertallet lægger imidlertid afgørende vægt på, at ansøgerens landsby i 2003 blev angrebet af Janjaweed, som blandt andet dræbte familiemedlemmer til ansøgeren og uddrev ansøgerens moder og halvbroder fra landsbyen. Ansøgeren hjalp umiddelbart efter moderen og halvbroderen væk fra området til en flygtningelejr i Tchad. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan på grund af sin etnicitet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sudan/2010/6
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010. Ansøgeren forklarede, at han havde været medlem af en humanitær organisation i Darfur. Mellem 1994 og 2008 var han flere gange blevet tilbageholdt af myndighederne, og i 2009 havde myndighederne ransaget hans bopæl. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk al-Barti fra Malit, Sudan. Ansøgeren havde været medlem af en navngiven humanitær organisation, og havde stået for deres eksterne kommunikation med internationale organisationer. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til at han flere gange havde været tilbageholdt på grund af sit medlemskab af organisationen, og at han var eftersøgt af myndighederne, der uberettiget mistænkte ham for at være i ledtog med oprørsbevægelsen i Darfur, og som tillige ville anklage ham for at have lækket negative oplysninger om forholdene i landet til internationale organisationer. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstod ukonkret og upræcist, og ansøgeren havde efter Flygtningenævnets opfattelse forklaret generelt og afglidende på konkrete spørgsmål. Flygtningenævnet fandt derfor ikke fuldt ud at kunne fæste lid til ansøgerens forklaring. Uanset om det måtte forholde sig helt eller delvis som ansøgeren havde oplyst, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan ville være i risiko for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren fremstod som uprofileret, og at de tilbageholdelser som ansøgeren havde forklaret om, og som havde strakt sig over en periode fra 1994-2008, alle havde været af relativt kortvarig karakter, og at ansøgeren hver gang var blevet løsladt, uden at der var foretaget yderligere retsskridt imod ham. For så vidt angik ransagningen af ansøgerens bopæl i 2009, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde sandsynliggjort, at der ved ransagningen var blevet beslaglagt belastende materiale vedrørende forholdene i Sudan og ansøgerens aktiviteter for organisationen. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgeren efter denne episode havde opholdt sig i mere end ni måneder i Sudan før udrejsen. Det byggede alene på ansøgerens formodninger, at myndighederne skulle mistænke ham for at være i ledtog med oprørsbevægelsen i Darfur. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Sudan kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der var ikke grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger, som begæret af den beskikkede advokat. Sudan/2010/5
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan samt et barn. Samtidig stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse vedrørende den kvindelige ægtefælle fra Marokko. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at den mandlige ansøger er etnisk bargarwi fra Sudan. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han havde som sit asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygtede for sit liv, idet han havde virket som kurer af politisk materiale. Han havde i den forbindelse været tilbageholdt og udsat for hårdhændet behandling. Han var eftersøgt af myndighederne, der havde ransaget hans bopæl. Uanset om ansøgerens forklaring på nogle punkter havde været behæftet med uoverensstemmelser, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde forklaret konsistent om de centrale punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring som værende utroværdig. Flygtningenævnet fandt herefter, at ansøgeren havde tilstrækkelig sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Da ansøgerens asylmotiv knyttede sig til kurervirksomhed af politisk materiale, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerede forfølgelse af grunde, der var omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddelte derfor den mandlige ansøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger er etnisk araber fra Marokko. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde efter sin egen forklaring forladt Marokko af økonomiske grunde. Hun havde ingen asylretlige problemer i hjemlandet i forhold til myndighederne eller grupperinger i landet. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sudan/2010/4
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan Indrejst i 2009. I 2006 flygtede ansøgeren sammen med sin familie fra sin landsby i det sydlige Darfur til en flygtningelejr i det vestlige Darfur. Fra 2006 indtil udrejsen i 2008 var ansøgeren bosat i lejren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk Al-Birgid og sunnimuslim og havde boet i en navngiven landsby i Syddarfur. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede forfølgelse fra Janjaweed-militsen som følge af sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren havde herved særligt henvist til, at 200 maskerede mænd fra Janjaweed-militsen i foråret 2006 havde angrebet ansøgerens landsby, og at ansøgeren som følge heraf havde mistet sin jord og sine kreaturer og måtte flygte sammen med sin moder og fem søstre. Flygtningenævnet fandt, at angrebet imod landsbyen måtte anses som et led i de generelt urolige forhold i området, og at angrebet ikke kunne anses for at være udtryk for en konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens kortvarige tilbageholdelse i efteråret 2007 sammen med en række andre unge mænd fra flygtningelejren på grund af en mistanke om våbensmugling kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren var blevet løsladt betingelsesløst efter at have betalt en bøde og underskrevet en erklæring. Flygtningenævnet havde tillige tillagt det vægt, at ansøgeren også efterfølgende havde kunnet opholde sig i Sudan uden at blive udsat for overgreb, og at ansøgeren havde kunnet opnå udrejsetilladelse fra de militære myndigheder og problemfrit udrejse på eget pas i foråret 2008. Ansøgerens stammetilhørsforhold kunne på denne baggrund ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sudan/2010/2
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørendeen mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2009. I 2006 var ansøgeren udrejst fra Sudan til Libyen, hvor han havde opholdt sig ulovligt i ca. 2 år. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er født og opvokset i en navngiven landsby, at han etnisk tilhører tama stammen, og at han er muslim af trosretning. Ansøgeren havde aldrig været medlem af politiske partier eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit væsentlige asylmotiv henvist til, at bevæbnede personer på hesteryg i forbindelse med krigshandlinger i området i sensommeren 2006 havde stjålet alle kreaturer i landsbyen, herunder de kreaturer, der havde tilhørt ansøgerens familie. Landsbyboerne havde ikke gjort modstand, idet de havde frygtet at blive dræbt. Da ansøgeren efterfølgende var udrejst, havde han efterladt ægtefællen og sine to børn hos sine forældre, der fortsat havde haft jord og hus i landsbyen. Han havde i 2007 telefonisk talt med en fætter, der havde oplyst, at familiens forhold havde været meget dårlige, men at familien fortsat havde befundet sig i landsbyen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den påberåbte begivenhed var udtryk for en sådan konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren, at dette kunne begrunde asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Darfur provinsen i Sudan, herunder for personer der tilhørte tama stammen, i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse. Ansøgerens frygt for at blive udsat for repressalier, såfremt han ved en tilbagevenden ikke ville være i stand til at give tilfredsstillende svar på spørgsmål, han ikke kendte, kunne ikke føre til et andet resultat. Sudan/2010/1.
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Det fulgte heraf, at ansøgeren var etnisk mazalit fra Vestdarfur. Janjaweed-militsen, som er regeringsunderstøttet, brændte ansøgerens landsby af i februar 2004. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, idet han blev truet til at oplyse, hvor hans fader befandt sig. Hans fader blev umiddelbart herefter dræbt af Janjaweed-militsen sammen med en række andre mazaliter i landsbyen. Ansøgeren, og hans tilbageværende familie, flygtede umiddelbart efter denne episode fra landsbyen. Af baggrundsoplysningerne fremgik, at Janjaweed-militsen, på tidspunktet for nævnets afgørelse, havde næsten komplet kontrol med Vestdarfur-området. På baggrund af ansøgerens tilhørsforhold til mazalit-stammen, som efter det oplyste havde været udsat for massive overgreb i området, fandt Flygtningenævnet, efter en samlet vurdering af sagen, at ansøgeren ville være i konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse fra Janjaweed-militsen, hvis han vendte tilbage til sit hjemområde, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren, efter de foreliggende oplysninger, aldrig havde været udenfor sin landsby forud for sin udrejse af hjemlandet, og at ansøgeren efter det oplyste, ikke havde tilbageværende familiemedlemmer i området eller andre steder i Sudan. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at henvise ansøgeren til at kunne tage ophold andre steder i Sudan. Sudan/2008/2
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde oplyst, at han fra 2003 var blevet udstationeret i et særligt paskontor i parlamentet i Kartoum, hvorfra han havde nægtet at ladet sig forflytte til Darfur. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til frygt for myndighedsforfølgelse, dels fordi han havde deltaget i ulovlige politiske aktiviteter, og også fordi han havde undladt at efterkomme en ordre til at lade sig forflytte til tjeneste i Darfur. Ansøgeren havde under hele sagen afgivet en sammenhængende og konsistent forklaring om disse forhold, herunder om at han under anholdelsen var blevet afhørt om sine politiske aktiviteter, og udsat for tortur. Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte denne forklaring. Nævnet fandt det dog ikke sandsynliggjort, at udsendelsesordren til Darfur havde haft forbindelse med ansøgerens politiske virksomhed, og dette var blevet støttet af henvisningen i den fremlagte dom til straffebestemmelser for ubegrundet tilsidesættelse af lovlige ordrer. Ansøgeren begrundede overfor nævnet sin vægring med samvittighedsgrunde. På baggrund af denne forklaring sammenholdt med forklaringen om den efterfølgende anholdelse, tortur og afhøring om politisk virksomhed fandt nævnet, at ansøgeren tilstrækkeligt havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for fornyet anholdelse og overgreb, der måtte betragtes forfølgelse. Sudan/2008/1
Nævnet stadfæstede i maj2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1972. Indrejst i 2006. Ansøgeren er muslim af trosretning og tilhører klanen Thongar. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde angivet, at han kom fra et område i Darfur-provinsen. Ansøgeren havde gennemgået en sprogtest, hvori det konkluderes, at det var sandsynligt, at ansøgeren havde en sproglig baggrund i det centrale Sudan, og at hans arabiske adskilte sig fra det arabiske, man taler i det angivne hjemmråde. Uanset om det imidlertid lagdes til grund, at ansøgeren stammede fra det angivne område i Darfur, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en konkret og individuel risiko for en asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren havde angivet, at hans landsby blev udsat for et angreb fra Janjaweeds side, og at husene i landsbyen blev nedbrændt, herunder ansøgerens hus. Ansøgeren var ikke i kontakt med Janjaweed militsen ved angrebet, da han først kom tilbage til landsbyen, da angrebet havde fundet sted. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgerens landsby havde været udsat for et angreb, og at hans mor og hustru var forsvundet, er en sådan konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren, at dette kunne begrunde asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens påberåbte subjektive frygt kunne ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ville være i reel, konkret risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sudan/2007/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservice afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan, født i 1975, samt et barn. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun i 1996 traf sin nuværende ægtefælle på universitetet i Khartoum, og at de indledte et seksuelt forhold. Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens familie var imod forholdet, og at ansøgerens brødre efter moderens død i 2004 ønskede ansøgeren gift med en fætter, og at ansøgeren for at vinde tid med henblik på at kunne rejse til Danmark gik med til at blive forlovet med sin fætter. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Sudan ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var en veluddannet 31-årig kvinde, der havde taget en mastergrad fra universitetet i Khartoum, og at hun i mange år selv havde undervist på universitetet. Ansøgeren var endvidere blevet gift med ægtefællen og havde stiftet selvstændig familie. Ansøgerens frygt for familiens og myndighedernes reaktioner byggede desuden alene på formodninger. Ansøgerens politiske aktiviteter i hjemlandet, der alene havde været af helt underordnet karakter, og som ophørte i 2001, fandtes ikke at være asylbegrundende. Det samme var tilfældet med den omstændighed, at ansøgeren udrejste på et pas og med en udrejsetilladelse, som var udstedt uden familiens samtykke. Sudan/2006/2
Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født 1985. Indrejst i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for nævnet oplyste, at han var født i den midterste del af Darfur provinsen i Sudan. En sprog- og kendskabstest tydede på, at ansøgeren kom fra Nigeria. Ansøgeren forklarede blandt andet, at han var analfabet og nomade. Han rejste rundt med køer for at finde nye græsningsmuligheder, og det kunne efter ansøgerens opfattelse være forklaringen på, at han talte og forstod forskellige sprog og dialekter. Ansøgeren forklarede, at han aldrig havde været i Nigeria, mens han med udgangspunkt i Sudan havde været i Niger og Tchad med sine køer. Da han var analfabet, var det vanskeligt for ham, at beskrive disse rejser, herunder hvor lang tid det tog at rejse til fods med kvæg fra det centrale Darfur til for eksempel Niger – en rejse på cirka 1000 kilometer. Ansøgeren oplyste i øvrigt, at han var kristen og frani. Som væsentligste asylmotiv henviste ansøgeren til, at han og hans familie i januar 2005 blev udsat for alvorlige overgreb i deres landsby fra en gruppe arabere (Janjaweed-militsen). Mange flygtninge i Darfur-området var ringe uddannede og som følge heraf ikke i stand til at redegøre for deres forhold og situationen på en overbevisende måde. På den baggrund og blandt andet under henvisning til, at ansøgeren i Flygtningenævnet i et vist omfang havde kunnet redegøre for det område i det centrale Darfur, som han angav at komme fra, lagde Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var født og opvokset i Sudan. Selvom det lagdes til grund, at den landsby, som ansøgeren stammede fra, i januar 2005 havde været udsat for angreb fra Janjaweed-militsen, fandt Flygtningenævnet ikke, at der havde været tale om angreb af en sådan konkret og individuel forfølgelse af ansøgeren, at dette kunne begrunde asyl. Det forhold, at ansøgerens broder – efter det oplyste – efterfølgende skulle have hævnet sig ved at brænde et hus ned, der skulle tilhøre overfaldsmændene, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at overfaldsmændene skulle være klar over identiteten på den person (ansøgerens broder), der brændte huset ned. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Sudan/2006/1
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan, født 1961. Indrejst i oktober 2004. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at hun havde været medlem af det kommunistiske parti i Sudan siden 1983. Hendes aktiviteter havde efter 1989, hvor partiet på ny blev illegalt, bestået af interne og eksterne opgaver. Internt havde hun deltaget i møder og opbevaret partipapirer. Eksternt havde hun også efter 1989 været medlem af et kontor eller et udvalg, der blandt andet havde forestået storindkøb af fødevarer med henblik på billiggørelse af distributionen til kvinder samt en vis informationsvirksomhed, navnlig i relation til kvinders forhold. Efter ansøgeren i 1996 vendte tilbage til sin hjemby, hvorfra såvel hun som ægtefællen stammer, havde der ikke været nogen form for myndighedshenvendelser til ansøgeren vedrørende hendes aktiviteter. Ansøgerens ægtefælle havde ikke været politisk aktiv, og ansøgeren, der havde en højere landsbrugsuddannelse, havde siden 1996 været ansat af landbrugsministeriet i Sudan. I perioden fra 1997 til 1999 modtog hun dog alene grundløn. Nævnet fandt, at ansøgerens politiske aktiviteter måtte anses for begrænsede og ikke profilerende. Selv om ansøgeren i perioden fra 1985 til 1989, hvor kommunistpartiet var legalt, åbenlyst havde tilkendegivet sin tilknytning til kommunistpartiet, fandt nævnet på den nævnte baggrund ikke, at ansøgeren, da hun i oktober 2004 udrejste fra Sudan, kunne anses for at have været i myndighedernes søgelys på grund af sine politiske aktiviteter. Nævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om det konkrete angreb fra en milits i oktober 2004 til grund. Ansøgeren havde først oplyst konkret herom til samtalen hos Udlændingestyrelsen i juni 2005, og hverken ifølge samtalereferatet eller i nævnsmødet havde ansøgerens forklaring, herunder om og i givet fald på hvilken måde hun søgte efter sin forsvundne ægtefælle og deres tre fællesbørn, fremstået som selvoplevet. Uanset de meget vanskelige men generelle vilkår i Darfur-provinsen, fandt nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan risikerede konkret forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i risiko for tortur eller umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det var indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren udrejste på ægte sudanesisk pas, der blev udstedt eller fornyet i 2002. Sud/2005/4
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1974 (M). Indrejst i april 2004. Ansøgeren angav at komme fra en landsby i provinsen Darfur. Han læste på universitet i Khartoum, hvor han blev medlem af S.F.D.A. (Sudan Federation Democratic Allines). Han deltog i møder og uddelte løbesedler for S.F.D.A. To gange blev han tilbageholdt og udsat for tortur af sikkerhedsstyrkerne på grund af sin politiske tilknytning til S.F.D.A. Dagen efter den sidste tilbageholdelse blev hans landsby udsat for angreb af sikkerhedsstyrkerne. Efter indrejsen fik han foretaget en sprogundersøgelse på foranledning af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgår af konklusionen af den foretagne sprogtest, at det er højst sandsynligt, at ansøgeren ifølge sprogtesten hører hjemme i Sudan, hvorimod det er usandsynligt, at han hører hjemme i Dafur området. Det fremgår, at ansøgeren havde korrekt kendskab til Sudan, men mangelfuldt kendskab til Dafur. Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at personer, der kommer fra Dafur, har en anden udtale end ansøgeren, og at det er nemt at genkende deres måde at tale arabisk på, idet arabisk fra dette område ikke er almindeligt sudanesisk arabisk, som ansøgeren talte. Ansøgeren, der angiveligt havde boet en væsentlig del af sit liv i Dafur området, oplyste under nævnsmødet, at han ikke taler fur, og at han kun i begrænset omfang forstår fur. Nævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren kommer fra Dafur området og kunne således heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Uanset om ansøgerens forklaring om, at han kom fra Dafurområdet kunne lægges til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgerens aktiviteter kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller begrunde beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren alene havde udført begrænsede aktiviteter for S.F.D.A, og at ansøgeren, der efter sin egen forklaring havde været tilbageholdt to gange, var blevet løsladt begge gange uden videre retsskridt. Begivenhederne under nogle angreb på ansøgerens landsby havde ikke været rettet mod ansøgeren personligt, og der var ikke grundlag for at antage, at sikkerhedsstyrkernes angivelige interesse i ansøgeren havde baggrund i hans politiske forhold, som myndighederne efter hans egen forklaring ikke havde kendskab til. Nævnet fandt videre at såfremt ansøgeren ikke mente at kunne tage ophold i sin landsby, måtte han henvises til at tage ophold andet steds i Sudan, herunder eventuelt i Khartoum, hvor han har opholdt sig som voksen i en længere årrække. Som følge af det anførte var der ikke grundlag for at udsætte sagen, som begæret af advokaten, med henblik på foretagelse af udskrift af sprogtesten. Sud/2005/3
Nævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan, født 1975. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret konsistent og troværdigt om sine konflikter i hjemlandet. Nævnet måtte herefter lægge til grund, at ansøgeren er etnisk fur, og at han siden 1994 har udført aktiviteter for den politiske bevægelse JEM (Justic and Equality Movement) , hvilket har bragt ham i modsætningsforhold til myndighederne og herunder medført anholdelse, fængsling og meldepligt. Nævnet måtte endvidere lægge til grund, at han er udeblevet fra indkaldelser til folkehæren, PDF. På denne baggrund fandt nævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at han ved tilbagevenden til hjemlandet på grund af sin etnicitet som fur og sine politiske aktiviteter ville være i særlig risiko for forfølgelse af de grunde, som er anført i Flygtningekonventionen. Sud/2005/2
Flygtningenævnet meddelte i marts 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1946. Indrejst første gang i 1969 og på ny i april 2001. Flygtningenævnet udtalteat ansøgeren er født og opvokset i Khartoum, hvorfra han udrejste i 1967. Ansøgeren opholdt sig fra 1969 til 1989 i Danmark, hvor han fik en uddannelse og siden fik ansættelse i det offentlige. Ansøgerens ægtefælle og en datter bor i Danmark. Ansøgeren opholdt sig fra 1989 til 2001 i Sudan, idet han blev nægtet udrejsetilladelse i denne periode. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder at han stiftede og blev formand for stammerådet for sin stamme, at han ledede et familiemedlems valgkamp i 1996, at han skrev artikler til aviserne, samt at han fra 1999 havde aktiviteter for partiet UMMA. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han på grund af sit familietilhørsforhold havde været tilbageholdt i alt fire gange, men herudover i hele perioden været udsat for chikane fra myndighedernes side, idet man blandt andet havde nægtet ham at udrejse til Danmark, hvor han havde sin nærmeste familie. Ansøgeren levede i hele perioden under et ekstremt psykisk pres og angst for yderligere forfølgelse. Selvom ansøgeren var udrejst legalt efter indblanding fra sin fætter, fandt nævnet ikke, at det – henset til baggrundsoplysningerne, og ud fra en samlet konkret vurdering – kunne udelukkes, at ansøgeren som et profileret medlem af en kendt familie ved en tilbagevenden til Sudan ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Sud/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1988. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ved to lejligheder havde uddelt løbesedler mod anvendelse af børnesoldater for studenterforeningen Hezb El Talabah. Han blev i den forbindelse sammen med andre unge tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb af politiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold havde antaget en sådan karakter, at det kunne anses at være asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde haft konflikter med myndighederne, at tilbageholdelsen var kortvarig, og at ansøgeren blev løsladt uden yderligere retsskridt. For så vidt angik spørgsmålet om værnepligt, lagde Flygtningenævnet i overensstemmelse med ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke var blevet indkaldt til aftjening af værnepligt eller opsøgt af myndighederne med henblik herpå. Han havde heller ikke været genstand for forsøg på tvangshvervning. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke var asylbegrundende forfulgt ved udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens generelle frygt for ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive indkaldt eller tvangsrekrutteret til militæret kunne anses for et forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå en konkretiseret risiko for, at ansøgeren i givet fald ville blive sendt til militærtjeneste i konfliktområder i Sydsudan og Darfur-provinsen. Sudan/2004/1
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 17 år gammel. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret sammenhængende om sit asylmotiv og sin baggrund. Ansøgeren tilhører […], som er underklan til Zagawah og er muslim fra landsbyen […], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har opholdt sig i udlandet. Videre frygter han den generelle sikkerhedsmæssige situation i sin hjemegn. I forbindelse med borgerkrigen i Sudan oplevede han uroligheder, og han anvendte våben. I en længere periode tog han ophold i et bjergområde sammen med sin broder frem til deres udrejse. Det er under nævnsmødet blevet oplyst, at ansøgeren er idømt en betinget straf samt udvist betinget for overtrædelse af straffelovens § 266 og § 291, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har fremstået troværdig og selvoplevet. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er fra den vestlige del af Darfur, og at han er han tilhører klanen […] under klanen Zagawah. Ansøgeren har forklaret, at hans landsby blev angrebet af Janjaweed, da ansøgeren var omkring ti år gammel. Ansøgeren har til sin advokat forklaret, at han blev bevæbnet og deltog i forsvaret af landsbyen. Der var tale om flere angreb. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens moder på grund af angrebene på landsbyen sendte ansøgeren og dennes ældre broder op i bjergene, hvor de herefter opholdt sig, indtil broderen besluttede, at de skulle flygte ud af Sudan. Ansøgeren har herefter frem til 2011 opholdt sig i Libyen sammen med den ældre broder. Denne ældre broder forsvandt i forbindelse med oprøret i Libyen, og ansøgeren har herefter været henvist til at klare sig selv. Ansøgerens modersmål er […]. Ansøgeren kan ikke læse og skrive dette sprog. På grund af det langvarige ophold i Libyen taler ansøgeren i dag arabisk bedre end modersmålet. Ved en tilbagevenden til hjemlandet vil ansøgeren på grund af sit etniske tilhørsforhold skulle tage ophold i Darfur. Ansøgeren er ikke-arab og tilhører en af de klaner, der ifølge baggrundsmaterialet fortsat er udsat for overgreb i den vestlige del af Darfur. Ansøgeren har antageligt ikke længere noget netværk i Darfur, og har på grund af alderen ved flugten og det lange ophold i Libyen nu arabisk som sit primære sprog. Ud fra en samlet vurdering af den mindreårige ansøgers forhold, herunder ansøgerens alder da han flygtede, baggrunden for flugten, det meget lange ophold uden for Darfur, og ansøgerens etniske tilhørsforhold, finder nævnet, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan og efterfølgende til Darfur er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er under nævnsmødet oplyst, at ansøgeren i Danmark er i dømt en betinget straf og en betinget udvisning. Nævnet finder ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet meddeler derfor den sudanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2013/2
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren tilhører klanen Fur, familieklanen Tenjir. Ansøgerens klan er muslimsk, mens ansøgeren er kristen. Han kommer fra en mindre landsby vest for Al Fashir, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Janjaweed og den sudanesiske efterretningstjeneste, der sammen forsøger at udrydde ansøgerens klan i Darfur. Ansøgeren har henvist til, at han i 2004 sammen med andre beboere fra landsbyen blev tilbageholdt i cirka 20 dage af Janjaweed og udsat for grove fysiske overgreb. Han blev beskyldt for at støtte organisationer, der var imod regeringen. Janjaweed angreb endvidere ofte landsbyen. Under et af disse angreb blev ansøgerens broder skudt i benet, da Janjaweed forsøgte at tage ham med. Broderen blev herefter sendt ud af Sudan af ansøgerens fader. Faderen blev efterfølgende afhørt af Janjaweed herom. I 2004 blev ansøgerens fader skudt og dræbt af efterretningstjenesten, der kom for at anholde ansøgeren, i forsøget på at beskytte familien mod overgreb fra disse. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin egen klan, idet han i en fireårig periode er kommet i en katolsk kirke. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens broder blev forfulgt af Janjaweed og flygtede fra Sudan, og at ansøgerens fætter og en nabo blev konkret udpeget og dræbt af Janjaweed på grund af deres støtte til et oppositionsparti. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren under tilbageholdelsen blev udsat for voldsomme overgreb og herunder udspurgt om sin forbindelse til oppositionen, og at Janjaweed efter hans flugt opsøgte ham på bopælen, udsatte familien for overgreb og dræbte hans fader. Efter dette hændelsesforløb har forfølgelsen antaget konkret karakter i forhold til ansøgeren. Efter baggrundsoplysningerne om Janjaweeds overgreb mod bestemte etniske grupper i Dafur, som stemmer med ansøgerens forklaring, lægger Flygtningenævnet til grund, at forfølgelsen af ansøgeren og hans familie er etnisk begrundet. Efter baggrundsoplysningerne er Janjaweeds overgreb med bestemte etniske grupper, som støttes af regeringen, ikke aftaget. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren konkret vil risikere etnisk begrundet forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vender tilbage til Sudan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2012/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamawi fra landsbyen […], der er beliggende i provinsen al-Jazirah i Sudan. Hans familie stammer oprindeligt fra Darfur provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og straffet af de sudanesiske myndigheder, som mistænker ham for at være tilknyttet en oprørsgruppe ledet af Ibrahim Khalil. Han har i den forbindelse gjort gældende, at han er særlig udsat for at blive mistænkt for tilhørsforhold til oprørsgruppen på grund af sin etnicitet og sit langvarige ophold i udlandet. Ansøgeren har til sagen forklaret, at en oprører fra Ibrahim Khalils gruppe i foråret 2008 opsøgte ansøgerens forretning og truede de ansatte i ansøgerens til at udlevere noget tøj, som oprøreren skulle bruge for at kunne skjule sig. Cirka en uge senere blev ansøgeren opsøgt i sin forretning af personer fra sikkerhedstjenesten, som tog ham med. Ansøgeren blev tilbageholdt i cirka to uger. Under tilbageholdelsen blev han afhørt om sit forhold til oprørerne og udsat for slag. I sommeren 2008 blev ansøgeren på ny tilbageholdt i forbindelse med, at han forsøgte at udrejse til Syrien. Han blev ligeledes afhørt og slået under denne tilbageholdelse. Efter cirka to uger blev han løsladt og fik i den forbindelse at vide, at han ville blive overvåget, og at han aldrig ville slippe ud, såfremt sikkerhedstjenesten anholdt ham igen. Efter en måneds ophold i landsbyen tog ansøgeren ophold i byen […] i det sydlige Sudan, hvor han åbnede en fiskerestaurant. Efter cirka fire måneder opfordrede en af kunderne i restauranten, […], ansøgeren til at udrejse, idet sikkerhedstjenesten holdt øje med ham. Ansøgeren har fået oplyst, at kunden arbejdede for sikkerhedstjenesten. I sommeren 2009 udrejste ansøgeren til Egypten. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev anholdt af myndighederne i foråret 2008 efter urolighederne i Khartoum og anholdt i sommeren 2008 ved lufthavnen i forbindelse med en planlagt udrejse af Sudan, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der var nogen forbindelse mellem de to anholdelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at begge anholdelser må anses for generelle og vilkårlige tilbageholdelser og ikke specielt rettet imod ansøgeren. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaringer om, at der ved løsladelsen efter den første anholdelse blev taget fotografier af ham, idet denne forklaring først er fremkommet med samtalen med advokaten. Uanset om ansøgeren herefter i en periode blev overvåget af myndighederne kan dette heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om overvågningens intensitet. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren efter den anden tilbageholdelse opholdt sig i Sudan, uden at han blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han efter at have lukket sin fiskerestaurant i […]holdt sig skjult dels i […] dels i sin hjemby. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har oplyst dette under samtalen med advokaten. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på dette, herunder at han ikke har oplyst herom i sit asylskema. Hverken ansøgerens etnicitet eller de generelle forhold i Sudan kan i sig selv begrunde asyl. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren under tilbageholdelser blev udsat for fysiske overgreb kan dette ikke sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, der fremstår som helt uprofileret, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2011/2
Nævnet meddelte i januar 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk fur fra en navngiven by i Darfur, Sudan. Han tilhører Altongor-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at hans ægtefælle og datter døde i 2004 under et Janjaweed-angreb. Senere i foråret 2004 blev han opsøgt af seks bevæbnede mænd fra Janjaweed, som tilbageholdt ham i en navngiven millitærbase/kaserne i omkring 14 dage. Han blev i de første dage afhørt samt udsat for alvorlige fysiske overgreb. Han blev blandt andet slået med en hård træstok. Han har stadig ar på kroppen, herunder på brystkassen og ovenpå hovedet. Selvom Janjaweed ikke kunne få bekræftet, at han solgte olie og benzin til fur-militsen, blev han tilbageholdt på basen, så han kunne arbejde der. Han blev tvunget hertil, idet Janjaweed ikke kunne lide fur. Beskyldningen om benzinsalget var nærmest en undskyldning. På trods af et brækket ben lykkedes det ham, med hjælp fra en undersergent, at flygte fra lejren. Han blev skjult i en kameltaske. Ansøgeren havde betalt sergenten 100 pund for at hjælpe ham ud. Janjaweed havde ikke fundet beløbet under den overfladiske visitation, der blev foretaget i forbindelse med hans anholdelse. Derefter holdt ansøgeren sig skjult i en nærliggende landsby i seks måneder. Da han var blevet rask, rejste han hen til sin broder, der boede i en navngiven by, cirka 200 kilometer fra ansøgerens bopæl. Broderen fortalte ham, at Janjaweed flere gange havde været på hans bopæl og fortalt broderen, at ansøgeren var eftersøgt samt, at dette havde sammenhæng med, at han var flygtet fra Janjaweed-kasernen. Fra broderen rejste han til en navngiven by, nord for Khartoum, hvor han - da han havde sparet op hertil - efter cirka 11 måneder, udrejste til Ægypten. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer forfølgelse, allerede fordi han er fur, der er udsat for etnisk udrensning og folkemord i Darfur. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er fur fra Darfur samt, at hans ægtefælle og datter blev dræbt under en Janjaweed-aktion i sig selv kan begrunde, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionen. Uanset om ansøgerens forklaring om hans øvrige forhold måtte kunne lægges til grund, kan disse heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flertallet henser her blandt andet til, at forklaringen overvejende har været konsistent under hele forløbet. Idet flertallet herefter lægger til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt på en Janjaweed-kaserne, fordi han blev beskyldt for samarbejde med fur-milits, og at han på kasernen blev udsat for grovere fysisk mishandling. Flertallet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at Janjaweed efterfølgende har eftersøgt ansøgeren hos broderen, der bor 200 kilometer fra ansøgeren, samt at ansøgeren efter flugten holdt sig skjult. Herefter, og også henset til de nuværende forhold i Sudan, finder flertallet efter en samlet vurdering, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan fortsat vil risikere at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller anden nedværdigende behandling. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” suda/2011/1
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra [en mindre by], Junainah, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Janjaweed-klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i mange år har været en konflikt over landbrugsjorden i ansøgerens landsby mellem Janjaweed-klanen og Gemed-klanen, som ansøgerens stedfar og bror tilhører. En aften i [efteråret] 2015 opstod der problemer i ansøgerens landsby. Ansøgeren og hans bror, [A], blev derfor gemt i en brønd ude i haven. Efter to og en halv time kom ansøgeren op ad brønden og ledte efter sin stedfar og mor. Ansøgeren så, at deres hus var brændt ned. Ansøgerens stedfar og mor var ikke at finde på bopælen. Ansøgeren hjalp derefter [A] op ad brønden, idet [A] havde brækket begge sine arme, da han hoppede ned i brønden. Ansøgeren ledte efter sin stedfar og sin mor i landsbyen og kunne konstatere, at der var en del personer fra landsbyen, der var blevet slået ihjel. Ansøgeren og [A] udrejste af Sudan samme dag. Efterfølgende har ansøgeren fået at vide, at ansøgerens stedfar og ansøgerens mors lig er blevet fundet. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, og at der har været tolkemæssige udfordringer som følge af ansøgerens dialekt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og indbyrdes divergerende med sin bror [A] om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [A] om, hvor lang tid de to brødre befandt sig i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at de befandt sig i brønden i omkring to og en halv time, mens ansøgerens bror [A] til sin asylsamtale har forklaret, at de opholdt sig i brønden i omkring otte timer fra klokken 19 til klokken 03. Ansøgeren har endvidere forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [A] om, hvorvidt ansøgerens stedfar kom tilbage, efter at han havde været udenfor for at se, hvad der foregik i landsbyen, idet ansøgeren har forklaret, at ansøgerens stedfar kom tilbage efter omkring 15 minutter, mens ansøgerens bror [A] har forklaret, at ansøgerens stedfar ikke kom tilbage. Samtidig har ansøgeren forklaret indbyrdes divergerende med sin bror om, hvorledes broren brækkede sine arme, idet ansøgeren har forklaret, at broren brækkede begge arme, da ansøgeren sprang ned og landede ovenpå ansøgerens bror, mens broren [A] har forklaret, at han brækkede begge arme ved albuen, da han sprang ned i brønden. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende med sin bror [A] om vandstanden i brønden, idet ansøgeren har forklaret, at der kun var mudder i bunden af brønden, mens ansøgerens bror har forklaret, at der var vand til midt på hans skinneben og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at der ikke var ret meget vand. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han trak sin bror op ad brønden lige efter, at han selv var kommet op, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han først trak sin bror op, efter at han i omkring 20 minutter havde ledt efter forældrene i ruinerne af deres nedbrændte hus, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret dels, at han trak sin bror op umiddelbart efter, at han selv var kommet op af brønden, dels at han trak broren op, efter at han i omkring ti minutter havde ledt efter et ekstra reb. Vedrørende det nedbrændte hus har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at murene var af ler, og at de stod tilbage, da huset var brændt ned, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at murene var opført af en slags hø og blade, og at de var brændt helt væk. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet ansøgeren efter asylsamtalen [i begyndelsen af] 2017 angiveligt via sin ven [D] fra landsbyen […] er blevet bekendt med, at ansøgerens stedfar [C] skulle have hjulpet Janjaweed og fortalt ting om landsbyens beboere. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren udbyggende forklaret, at en uoverensstemmelse mellem [C] og Janjaweed skulle være grunden til, at forældrene blev slået ihjel og deres hus brændt ned. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på denne del af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren er profileret i en sådan grad, at han ved indrejse i Sudan må antages at komme i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det væsentlig betydning ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, at det fremgår af sagen, at ansøgeren er registreret med Eurodac-hit i Italien [i foråret] 2016 og i Belgien [senere på foråret] 2016. Samtidig fremgår det af ansøgerens brors sag, at han er registreret med et Eurodac-hit i Belgien [i foråret] 2015, det vil sige før ansøgernes angivelige udrejse af Sudan i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet må derfor tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er flygtet sammen med sin bror [A], og at de har været sammen hele tiden. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2018/2/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [en mindre by], Junainah, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Janjaweed-klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der i mange år har været en konflikt over landbrugsjorden i ansøgerens landsby mellem Janjaweed-klanen og Gemed-klanen, som ansøgeren og hans far tilhører. En aften i [efteråret] 2015 opstod der problemer i ansøgerens landsby. Ansøgeren og hans bror, [B], blev derfor gemt i en brønd ude i haven. Efter flere timer i brønden hjalp [B] ansøgeren op ad brønden, idet ansøgeren ikke selv kunne komme op, fordi han havde brækket begge arme, da han hoppede ned i brønden. Da ansøgeren og [B] kom op ad brønden, så de, at deres hus var brændt ned, og at ansøgerens forældre ikke var at finde på bopælen. [B] ledte efter deres forældre i landsbyen og kunne konstatere, at en del personer fra landsbyen var blevet slået ihjel. Ansøgeren og [B] udrejste af Sudan samme dag. Efterfølgende har ansøgeren fået at vide, at ansøgerens forældres lig er blevet fundet. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren reelt er analfabet, og at der har været tolkemæssige udfordringer som følge af ansøgerens dialekt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og indbyrdes divergerende med sin bror [B] om væsentlige elementer i sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt familien sov, da Janjaweed kom til landsbyen. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien lå og sov, da Janjaweed kom, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at forældrene sad i forhaven, og ansøgeren sad og læste i koranen inde i huset på et værelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der gemte ham og hans bror i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen dels har forklaret, at det var ansøgerens far, der gemte dem i brønden, og at det var ansøgerens mor, der lukkede låget, dels senere i samtalen, at det var ansøgerens mor, der hjalp dem ned i brønden, og at begge forældre var til stede. Dette er i modstrid med ansøgerens bror [B’s] forklaring om, at det var ansøgerens far [C], der skubbede ansøgeren ned i brønden og senere lagde låget på. Ansøgeren har yderligere forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [B] om, hvor lang tid de to brødre befandt sig i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at de befandt sig i brønden i omkring otte timer fra klokken 19 til klokken 03, mens ansøgerens bror [B] til sin asylsamtale har forklaret, at de befandt sig i brønden i omkring to og en halv time. Hertil kommer at ansøgeren har forklaret indbyrdes divergerende med sin bror [B] om, hvorvidt ansøgerens far kom tilbage, efter at han havde været udenfor for at se, hvad der foregik i landsbyen, idet ansøgeren har forklaret, at ansøgerens far ikke kom tilbage, mens ansøgerens bror [B] har forklaret, at faren kom tilbage efter omkring 15 minutter. Samtidig har ansøgeren forklaret indbyrdes divergerende med sin bror om, hvorledes han brækkede sine arme, idet ansøgeren har forklaret, at han brækkede begge arme ved albuen, da han sprang ned i brønden, mens ansøgerens bror [B] har forklaret, at ansøgeren brækkede begge arme, da [B] sprang ned og landede ovenpå ansøgeren. Ansøgeren har også forklaret divergerende med sin bror [B] om vandstanden i brønden, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var vand til midt på hans skinneben, mens hans bror [B] har forklaret, at der kun var mudder i bunden af brønden. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at der ikke var ret meget vand. Flygtningenævnet har tillagt det væsentlig betydning ved vurderingen af ansøgerens troværdighed, at det fremgår af sagen, at ansøgeren er registreret med Eurodac-hit i Belgien [i foråret] 2015, det vil sige før hans angivelige udrejse af Sudan i [efteråret] 2015. Samtidig fremgår det af ansøgerens brors sag, at han er registreret med et Eurodac-hit i Italien [i foråret] 2016 og i Belgien [senere på foråret] 2016. Flygtningenævnet må derfor tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han er flygtet sammen med sin bror [B], og at de har været sammen hele tiden. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der er etnisk araber, men hvis mor er etnisk fur, er profileret i en sådan grad, at han ved indrejse i Sudan må antages at komme i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærker samtidig, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret afglidende og har haft svært ved at huske selv simple forhold, som det måtte forventes, at ansøgeren kunne huske. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2018/1/EMU
Nævnet meddelte i februar 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Su-dan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2016. I februar 2017 anmodede advokaten om genoptagelse. I februar 2017 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Al-Bagal og sunni muslim fra […],[…] i det sydlige Darfur i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i elevrådet ”[…] Darfur” på universitetet, […], i [en større by], hvor ansøgeren læste […]. Ansøgeren var […]ansvarlig i foreningen, og rådet havde til formål at oplyse de studerende om, hvad der var sket i Darfur samt give humanitær hjælp til udsatte mennesker i Darfur. En dag i 2011 da ansøgeren var på vej hjem fra universitetet, blev han kidnappet af 4 mænd, som tog ham med i en Landrover. Ansøgeren blev kørt til et fængsel, hvor myndighedspersoner under afhøring anklagede ham for at være politisk aktiv og imod staten og anklagede ham for at have indkøbt våben og givet dem videre til oprørsgrupper i Darfur. Ansøgeren var fængslet i et år, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ved løsladelsen blev pålagt meldepligt hos efterretningstjenesten i [en større by], hvilken han overholdt. I sommeren 2012 genoptog ansøgeren sit studie men opdagede, at hans forening var blevet nedlagt, hvorfor ansøgeren startede rådet op igen og igen var […]ansvarlig. [I sommeren] 2013 blev ansøgeren fængslet for anden gang. De anklagede ham igen for at være politisk aktiv og for at indkøbe våben til oppositionsgrupper i Darfur. Under dette fængselsforløb blev han på ny udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt efter seks måneder i [begyndelsen af] 2014 mod, at han igen skulle melde sig på det nærmeste efterretningstjenestekontor i [en større by] hver torsdag og lørdag. Hver gang ansøgeren meldte sig, blev han verbalt truet af myndighederne. I tiden efter løsladelsen blev ansøgeren løbende opsøgt af myndighederne på sin bopæl, hvor personer fra myndighederne bankede på døren til ansøgerens bopæl og chikanerede ham og familien. Myndighedspersonerne spurgte ikke efter ansøgeren, men lod hver gang som om, at de ledte efter en anden. Ansøgerens familie fik til sidst nok af myndighedernes trusler, hvorfor de hjalp ansøgeren med at udrejse fra Sudan i [begyndelsen af] 2015. Der foreligger en torturundersøgelse fra januar 2017 foretaget af Amnesty Internationals lægegruppe. Et flertal af Flygtningenævnet fandt i sin beslutning af […] november 2016 ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, da resultatet af en sådan undersøgelse ikke ville være af afgørende betyd-ning for sagen. Et flertal af Flygtningenævnet kunne i sin beslutning af […] november 2016 ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet fandt, at forklaringen forekom divergerende og udbyggende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet lægger imidlertid på baggrund af Amnesty Internationals lægegruppes rapport af […] januar 2017 vedrørende en personundersøgelse af ansøgeren til grund, at ansøgeren forud for udrejsen af Sudan har været udsat for tortur, herunder slag til hovedet, som har haft alvorlige fysiske og visse psykiske følger for ham. Flygtningenævnet finder på den baggrund – uanset at forklaringen om ansøgerens asylmotiv på en række punkter har divergeret, herunder blandt andet omkring hans arbejdsforhold og om størrelsen på de til ”[…] Darfurs” indsamlede midler – ud fra princippet om benefit of the doubt, i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har haft et konfliktforhold til de sudanesiske myndigheder som følge af hans deltagelse i gruppen ”[…] Darfur” på universitetet, og at ansøgeren har været udsat for tortur under fængsling. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Suda/2017/8/col
Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim af trosretning fra Syddarfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter forfølgelse fra myndighederne og de arabiske stammer, fordi han er etnisk fur. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter forfølgelse fra myndighederne, idet han har været tilbageholdt og fængslet to gange i Sudan mistænkt for at arbejde mod regeringen. Ansøgeren har herunder i 2014, efter at være tvangshjemsendt fra Israel, været tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder i en længere periode mistænkt for at være spion og for at have deltaget i demonstrationer mod styret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den sudanesiske regering angreb og nedbrændte hans landsby [i begyndelsen af] 2004, hvorefter ansøgeren og ansøgerens familie flygtede til flygtningelejren Abd Algabar. I [begyndelsen af] 2010 blev ansøgeren anholdt af den sudanesiske efterretningstjeneste. Ansøgeren blev ført til efterretningstjenestens hovedkvarter i Kass, hvor han blev bedt om at arbejde som spion. Da ansøgeren nægtede dette, blev han beskyldt for at tilhøre SLA (Sudan Liberation Army) og blev overført til hovedkvarter i Nyala, hvor han var fængslet frem til [medio] 2010. I denne periode blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet [omkring to uger senere i] 2010, hvorefter han tog til Alijazzeria, hvor han arbejdede frem til [slutningen af] 2010. Ansøgeren rejste herefter til Khartoum, hvor han fik udstedt rejselegitimation og udrejste til Israel. Ansøgeren arbejdede i Israel frem til [begyndelsen af ] 2014, hvor han blev sendt tilbage til Sudan af den israelske regering. Ansøgeren blev anholdt af de sudanesiske myndigheder, da han ankom til Khartoum. Ansøgeren blev identificeret som fur. Ansøgeren blev tilbageholdt og afhørt. Den sudanske efterretningstjeneste havde nøje kendskab til ansøgerens aktiviteter i Israel. Ansøgeren blev underkastet forhør, hvorefter han blev overført til fængslet i Korba. Her blev ansøgeren dagligt forhørt og i den forbindelse udsat for forskellige former for tortur. Det lykkedes imidlertid ansøgeren og en række andre fanger at gennemføre en aftalt flugt, da de blev overført til et fængsel i Omdurman. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet støttes af den foretagne torturundersøgelse og baggrundsoplysningerne om forholdene i Sudan. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at han i perioden fra 2004 til 2010 opholdt sig i flygtningelejren Abd Algabar, at ansøgeren i 2010 blev søgt hvervet af efterretningstjenesten, og at ansøgeren, da han afslog dette, blev tilbageholdt og udsat for tortur. Ansøgeren har endvidere sandsynliggjort, at han undslap og flygtede til Israel, hvor ansøgeren deltog i demonstrationer mod den sudanesiske regering. Ansøgerens forklaring om demonstrationerne i Israel, og ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med de israelske myndigheders tilbagesendelse af flygtninge og migranter til Sudan, stemmer ligeledes overens med baggrundsoplysningerne. Ansøgeren har videre sandsynliggjort, at han, da han i begyndelsen af 2014 ankom til lufthavnen i Khartoum, straks blev tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder, der havde kendskab til ansøgerens ophold i Israel og ansøgerens regimekritiske aktiviteter i Israel, og at ansøgeren under de forhør, der fulgte, på ny blev udsat for tortur og beskyldt for at være spion for Israel. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren, der er fur, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Suda/2017/7/STR
Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Darfur, Sudan. Ansøgeren blev i 2011 medlem af universitetsrådet, sammenslutningen af Darfurs Sønner, i hvilken forbindelse ansøgeren uddelte flyers, deltog i møder og demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive henrettet eller fængslet af de sudanske myndigheder, idet ansøgeren har været politisk aktiv imod det sudanesiske regime. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i vinteren] 2012 holdt et foredrag for 200 til 300 studerende på sit universitet. Under ansøgerens tale kom der studerende og repræsentanter fra efterretningstjenesten løbende ind i lokalet med køller og knive. Repræsentanterne fra efterretningstjenesten havde geværer og brugte tåregas, og ansøgeren og 20 til 30 andre studerende blev anholdt. Ansøgeren blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev beskyldt for, at han ville vælte regimet. Efter seks måneders tilbageholdelse, blev ansøgeren løsladt med hjælp fra en humanitær organisation, hvorefter han genoptog sit studie og arbejdet for universitetsrådet. Ansøgeren blev i [foråret] 2014 anholdt til en demonstration, som blev afholdt i forbindelse med, at styret havde dræbt en studerende ved navn […] under en tidligere demonstration samme måned. Ansøgeren blev igen udsat for tortur og blev beskyldt for at være medskyldig i drabet på den pågældende studerende. Ansøgeren blev løsladt efter to måneder, idet en af ansøgerens slægtninge, […], betalte kaution, hvorefter ansøgeren vendte tilbage til universitetet og sit arbejde for universitetsrådet. [I foråret] 2015 blev et møde i rådet igen angrebet af andre studerende, som bar køller og knive. Under angrebet blev en af de studerende, […], som angreb forsamlingen, kvæstet og døde som følge heraf. Ansøgeren flygtede til byen […]. Dagen efter blev alle studerende fra Darfur beskyldt for den studerendes død, hvorefter ansøgeren og andre studerende blev smidt ud af deres kollegier. Ansøgeren fik sat ild til sit værelse, og alle hans dokumenter blev brændt. Ansøgeren flygtede herefter fra Sudan. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sine aktiviteter i organisationen Darfurs Sønner har været tilbageholdt i henholdsvis seks og to måneder af de sudanesiske sikkerhedsstyrker og i den forbindelse har været udsat for tortur. Der er herved, henset til de foreliggende baggrundsoplysninger (herunder blandt andet rapporten fra Amnesty International, ‘Uninvestigated, unpunished’, human rights violations against Darfuri students in Sudan, udgivet den 18. januar 2017) om dels organisationens eksistens og dels om de af ansøgerens beskrevne metoder, der er taget i anvendelse af sikkerhedsmyndighederne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” suda/2017/6/col
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk fur og muslimer af trosretning fra [et område], Darfur, Sudan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel eller fængslet af myndighederne eller af Janjaweed militsen, som de samarbejder med, idet de tror, at den mandlige ansøger er en del af oprørsbevægelsen imod dem. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøger på et ikke nærmere kendt tidspunkt i 2014 blev voldtaget af personer fra Janjaweed, da hun samlede brænde i skoven nær ansøgernes flygtningelejr i [området]. Efterfølgende overtog den mandlige ansøger opgaven med at samle brænde i skoven. Omkring en måned efter denne episode blev den mandlige ansøger og fire af hans venner overfaldet samme sted af Janjaweed, da de skulle samle brænde. Janjaweederne var bevæbnede og bandt dem på hænderne, hvorefter de tog dem med til deres lejr. Her henrettede Janjaweederne to af den mandlige ansøgers venner, da de havde mærker på skuldrene fra brændet, de havde båret, hvilket, Janjaweed troede, stammede fra, at de havde båret våben for en oprørsgruppe. Ansøger og de to andre, der var tilbage, blev bundet til et træ og var tilbageholdt i en uge. Herefter kom myndighederne til lejren og transporterede dem til et fængsel i [området]. Her sad de fængslet i samme celle. De blev afhørt og tortureret hver anden dag. Efter omkring et halvt år i fængsel flygtede den mandlige ansøger. Da han skulle på toilettet, flygtede han ud gennem et vindue og løb hjem til lejren, hvor familien boede. Ingen fulgte efter ham. Den mandlige ansøger opholdt sig to nætter hos naboen til familien. Han turde ikke sove på bopælen, så han overnattede begge nætter hos naboen. Derefter flygtede han sammen med den kvindelige ansøger og et eller to af de medfølgende børn ud af huset. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har subsidiært henvist til de generelle forhold for etniske fur og andre ikke arabiske personer i Darfur. Mere subsidiært har den beskikkede advokat anmodet om, at sagen udsættes med henblik på en torturundersøgelse af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet kan ikke lægge de væsentligste dele af ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har været fængslet i omkring seks måneder på baggrund af en mistanke om tilhørsforhold til en oprørsgruppe, og at ansøgerne flygtede fra flygtningelejren i [området] to døgn efter, at den mandlige ansøger var undsluppet fængselsopholdet. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgernes troværdighed lagt afgørende vægt på, at forklaringen om fængselsopholdet og navnlig omstændighederne omkring flugten fra fængslet ikke fremstår sandsynlig. Den mandlige ansøgers forklaring herom for Udlændingestyrelsen har været udetaljeret. Under mødet i Flygtningenævnet er den mandlige ansøger derfor blevet systematisk og deltaljeret udspurgt om de nærmere omstændigheder, og ansøgeren er herunder blevet opfordret til at forklare hændelsesforløbet detaljeret med egne ord. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til dette, men han har besvaret de mange konkrete spørgsmål herom. Ansøgerens besvarelse af disse spørgsmål fremstår ikke logisk. Det fremstår således ikke sandsynligt, at ansøgeren efter omkring seks måneders fængselsophold, hvorunder han hele tiden har opholdt sig i et meget lille lokale uden mulighed for ophold i fri luft og uden muligheder for afvaskning og tøjskift samt med utilstrækkelig ernæring, kunne være i en sådan kondition, at han var i stand til at flygte fra fængslet på den måde, han har forklaret om. Ansøgeren har forklaret divergerende om detaljer i forbindelse med flugten, herunder hvorledes vinduet kunne lukkes op, og hvorledes han kunne komme ud. Ansøgeren har forklaret, at han havde omkring fem minutter til at flygte, inden vagten ville reagere. Han vidste ikke på forhånd, om han fra toiletvinduet ville komme direkte ud af fængslets område, hvilket angiveligt viste sig at være tilfældet. Flygtningenævnet finder videre, at det er usandsynligt, at vagten ikke opdagede hans flugt på så tidligt et tidspunkt, at man ville kunne pågribe ansøgeren. Flygtningenævnet finder det i øvrigt utroværdigt, at ansøgeren havde mulighed for at låse døren til toilettet indefra. Videre er det utroværdigt, da den mandlige ansøger ikke har oplyst om fængselsopholdet i sit asylansøgningsskema. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om karakteren af den tortur, han var udsat for, henholdsvis i Janjaweed lejren og i fængslet. Flygtningenævnet bemærker vedrørende de fremlagte fotos af den mandlige ansøgers skader, at de ikke i sig selv dokumenterer, at han har været udsat for tortur, idet årsagen til skaderne ikke kan vurderes. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren har været udsat for angreb eller indblandet i slagsmål, som kan medføre de fremviste skader. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgerne og de to andre par fra ansøgernes familier, der søgte asyl samme dag som ansøgerne, har oplyst forskellige asylmotiver. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne og disse familiemedlemmer har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de flygtede fra flygtningelejren i Sudan sammen og samtidig. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgernes ene søn er født i november 2014, at den mandlige ansøgers fængsling angiveligt fandt sted i 2014, at flugten fra flygtningelejren ligeledes fandt sted i 2014, at den kvindelige ansøger til Udlændingestyrelsen har forklaret, at de medtog to børn under flugten, men under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at de alene medtog et barn, og at hun ikke kunne oplyse, hvorvidt hun var gravid eller ej, da de flygtede. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes bopæl ikke blev opsøgt, i løbet af de to døgn, der gik inden flugten, og at ansøgernes forklaringer om, hvad de har fået oplyst fra familiemedlemmernes side om eftersøgning af den mandlige ansøger, fremstår usikker og divergerende. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis vedrørende etniske fur fra Sudan og de generelle baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for asyl som følge af de generelle forhold. Det forhold, at de i 2003 blev fordrevet fra deres hjemlandsby, kan ikke medføre en anden vurdering på nuværende tidspunkt. Vedrørende den mere subsidiære påstand om, at sagen udsættes med henblik på en torturundersøgelse af den mandlige ansøger, finder Flygtningenævnet ikke grundlag herfor. I den forbindelse har Flygtningenævnet lagt afgørende vægt på den foran beskrevne begrundelse for, at forklaringen om fængselsopholdet ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2017/5/JOV
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres mindreårige barn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske fur og muslimer af trosretning fra Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive udsat for overgreb af militsen Janjaweed, som har til formål at skade folk fra fur-stammen, og som i 2003 angreb og nedbrændte ansøgernes hjembyer, hvorefter de måtte flygte til [byen X]. Endvidere frygter den mandlige ansøger de sudanesiske myndigheder, fordi han i 2009 nægtede at aftjene værnepligt, og den kvindelige ansøger frygter at blive omskåret af folk fra stammen Tama. Den mandlige ansøger har til støtte herfor endvidere henvist til, at han i 2005 blev stoppet af fem mænd fra Janjaweed, som tog hans cykel og slog ham et par gange med pisk. Primo 2009 blev han sammen med omkring 50 andre personer af regeringen inviteret til et møde på en militærbase, hvor han og de andre fremmødte fik at vide, at de skulle være en del af militæret. Ansøgerens navn og telefonnummer blev i den forbindelse registreret, så myndighederne havde mulighed for at finde ham i deres system. Dagen efter mødtes han med de andre deltagere, hvor de talte om, at de ville være nødsagede til at bære våben og slå andre personer ihjel, hvis de skulle aftjene værnepligt. De kontaktede derfor en lokal radiostation, og herefter blev der i radioen nævnt, at omkring 50 personer nægtede at aftjene værnepligt. Dagen efter blev ansøgeren og hans fætter beskudt af tre maskerede mænd, hvorfor ansøgeren flygtede hen til sin mosters hus, hvor han opholdt sig i omkring en time. Dernæst opholdt han sig 10 dage i et hus i den flygtningelejr, hvor han boede, inden hans far foranstaltede, at han blev kørt hen til et område, der ligger omkring fem dages kørsel fra lejren. Ansøgeren fik efterfølgende fortalt af sin ven, at ansøgeren og de andre deltagere var eftersøgt. I 2014 blev ansøgeren igen stoppet af Janjaweed, som kropsvisiterede ham, inden de gav ham lov til at gå videre. Ansøgerne opholdt sig i [X], indtil de i foråret 2015 udrejste af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af den mandlige ansøgers forklaring til grund, idet ansøgeren på flere punkter har forklaret udbyggende. Ansøgeren har ved motivsamtalen i Udlændingestyrelsen […] forklaret, at en ven i radioen havde advaret folk mod at lade sig hverve af det sudanesiske militær. Han forklarede endvidere, at han ikke selv havde konflikter med myndighederne. Ved asylsamtalen [i] 2016 har han forklaret, at han forud for radioudsendelsen sammen med 50 andre var indkaldt til et møde om militærtjeneste, og at gruppen efterfølgende besluttede, at de ikke ville være en del af militæret, og at han 10 dage senere flygtede til [byen Y] i det nuværende Sydsudan, fordi han var efterlyst. Endvidere har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret om en episode i 2007, hvor han blev beskyldt for at udbringe varer til oprørsgrupper og var tilbageholdt i et døgn. Denne episode har han ikke omtalt under de tidligere samtaler. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at myndighederne ikke ville forsøge at opsøge den mandlige ansøger i løbet af de efterfølgende 6 år, inden han forlod landet, hvis han havde unddraget sig militærtjeneste. Det er på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse. Den mandlige ansøger rejste i 2014 fra [Y] til Darfur, hvor han kunne opholde sig uden andre problemer, end at han blev stoppet af en bevæbnet gruppe, formentlig fra Janjaweed, som visiterede ham og derefter lod ham gå. Den kvindelige ansøger har alene påberåbt sig sin generelle frygt ved at opholde sig i Sudan og frygten for, at hendes datter vil blive omskåret. Det beror på en formodning, at ansøgernes datter vil blive omskåret, og dette forhold er derfor ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har godtgjort, at de ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2017/4/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres to mindreårige børn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske fur og muslimer af trosretning fra Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive udsat for overgreb af militsen Janjaweed, som har til formål at skade folk fra fur-stammen, og som i 2003 angreb og nedbrændte ansøgernes hjembyer. Ansøgerne har til støtte herfor endvidere henvist til, at den kvindelige ansøgers farmor blev slået i hovedet med en kæp under angrebet, hvorefter hun afgik ved døden. To til tre uger efter angrebet tog den mandlige ansøger tilbage til sin hjemby, hvorefter han blev tilbageholdt og slået bevidstløs af personer fra Janjaweed. Begge ansøgere flygtede til [byen X] uafhængigt af hinanden. De blev først gift i 2011. Endvidere har den mandlige ansøger henvist til, at Janjaweed to til tre gange om året overfaldt ham, herunder udsatte ham for vold, indtil ansøgerne i 2014 udrejste af Sudan. Det værste overfald fandt sted i 2009, hvor ansøgeren sammen med en gruppe bestående af 10 personer samlede brænde i skoven. Janjaweed kom og hentede pigerne fra gruppen, imens ansøgeren og de andre mænd i gruppen blev bundet og pisket hele dagen. Først ved solnedgang forlod Janjaweed stedet sammen med ansøgerens og de andre fra gruppens æsler og andet udstyr. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at begge ansøgernes landsbyer blev angrebet og brændt ned af Janjaweed i 2003, og at den mandlige ansøger efterfølgende flere gange, særligt i 2006, 2009 og 2014 har været udsat for overgreb fra Janjaweeds side. Disse overgreb har fundet sted på steder, hvor den mandlige ansøger tilfældigvis har befundet sig, og det er ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger herved har været udsat for individuel forfølgelse fra Janjaweeds side. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne fremstår helt uprofilerede i forhold til de stridende grupperinger i Sudan. Det beror på en formodning, at ansøgernes datter vil blive omskåret, og dette forhold er derfor ikke i sig selv asylbegrundende. Den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om, at Janjaweed har beskyldt ham for at give meddelelser til oprørsgrupper, og Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af han forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har forklaret herom under samtalerne [med Udlændingestyrelsen]. Den mandlige ansøger har blandt andet kunne opholde sig i Sudan i fem til seks måneder efter de seneste angreb i 2014 og indtil sin udrejse af landet. Flygtningenævnet bemærker, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har godtgjort, at de ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den mandlige ansøger har forklaret, at han brækkede det ene ben under et af Janjaweeds angreb i 2003, men Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan karakteriseres som tortur, og der er allerede derfor ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2017/3/ceb
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra El-Obeid, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive tvangsrekrutteret til militsen Al-Quwat al-Da’m al-Sari (RSF), fordi han tilhører stammen Al-Hawazmi. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive skudt af personer fra Nuba-stammen, fordi han er af arabisk afstamning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far i starten af 2012 blev opsøgt af personer fra Al-Hawazmi stammen på familiens bopæl. Personerne krævede, at ansøgeren skulle møde op hos militsen RSF for at hjælpe med at tilbageerobre tabt land. Ansøgeren var ikke til stede, da personerne opsøgte familiens bopæl. Seks til syv måneder senere blev ansøgerens far opsøgt igen af personer fra Al-Hawazmi. Ansøgeren var ikke til stede. Herefter gik et par måneder, hvorefter ansøgerens far blev opsøgt en tredje gang. Personerne, der opsøgte ansøgerens far, spurgte efter ansøgeren. Seks måneder efter blev ansøgerens far på ny opsøgt af personer fra Al-Hawazmi stammen. Ansøgeren var hjemme, men gemte sig. Efter yderligere seks måneder blev ansøgerens far opsøgt af personer fra Al-Hawazmi stammen for femte gang. Ansøgeren var ikke hjemme. Den sjette og sidste gang ansøgeren blev opsøgt, var i januar 2015. De fremmede personer truede med, at de ville slå ansøgeren ihjel, fordi han var en kryster. Ansøgeren var ikke hjemme, da personerne kom, men han kom hjem til bopælen samme nat. Ansøgeren forlod El-Obeid efter 10-15 dage. [I] april 2015 udrejste ansøgeren af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren skulle være forsøgt tvangsrekrutteret af eller til RSF. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgerens forklaring er udetaljeret og fremstår konstrueret, ligesom ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev forsøgt tvangsrekrutteret. Til oplysnings- og motivsamtalen [i] august 2015 har ansøgeren oplyst, at han blev opsøgt seks gange af bevæbnede mænd, der forsøgte at overtale ansøgeren, og at de havde en truende adfærd og talemåde. Ansøgeren kunne ikke sige nej, for så ville han blive slået ihjel, hvorfor han sagde, at han gerne ville være soldat. Han bad dog om lidt tid, hvilket han fik lov til, og fire dage efter forlod han hjemmet. Til asylsamtalen [i] maj 2016 har ansøgeren forklaret, at rekrutteringen skete ved, at en gruppe håndlangere opsøgte deres hjem i alt seks gange, hvor ansøgeren enten ikke var hjemme eller kom i kontakt med håndlangerne. Håndlangerne talte derfor udelukkende med ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at de fremhævede divergenser ikke kan forklares med tolkeproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han skulle være særligt profileret. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han havde talt meget imod rekruttering og fortalt andre unge, at de ikke skulle melde sig, hvilket han var meget kendt for at gøre. Dette har ansøgeren ikke forklaret om ved de tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen [i] 2016 har forklaret udbyggende om, hvordan forsøgene forløb. Indledningsvis har ansøgeren forklaret, at de forløb på præcis samme måde. Senere i samtalen har ansøgeren forklaret, at der ved de senere forsøg kom flere trusler, og at der skete en ændring i tonelejet. Endvidere blev der den sjette gang fremsat dødstrusler, hvilket var meget værre, end hvad der var sket de andre gange. Dette stemmer imidlertid ikke overens med ansøgerens forklaring tidligere under asylsamtalen, idet ansøgeren her forklarede, at håndlangerne gav trusler og nedværdigelser hver gang, og at de truede med at slå ansøgeren ihjel. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret – og fastholdt under nævnsmødet – at han blev forsøgt tvangsrekrutteret til RSF i 2012, men at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at RSF først blev oprettet medio 2013. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet rapporterne fra Human Rights Watch, “Men With No Mercy”, Rapid Support Forces Attacks against Civilians in Darfur, Sudan, september 2015, s. 4, og Asylum Research Consultancy, South Kordofan and Blue Nile Country Report, 1. juni 2016, s. 5. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at det lykkedes ansøgeren at undgå tvangsrekruttering gennem ca. tre år, henset til at han ikke levede i skjul, men at han opholdt sig i hjemområdet, herunder fortsat havde bopæl hos sin familie, og at ansøgeren fortsatte med sit arbejde og opretholdt sit sociale liv. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret og utroværdig. Det forhold, at ansøgeren frygter at blive skudt af Nuba-stammen, fordi ansøgeren er af arabisk afstamning, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke personligt har haft konflikter med Nuba-folket, dvs. personer med afrikansk afstamning, og at det beror på ansøgerens formodning, at han vil blive efterstræbt. Endvidere bemærkes, at ansøgerens familie, der fortsat bor i El-Obeid, ikke har oplevet problemer. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske arabere i Sudan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2017/1/CHHA
I efteråret 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan samt hans moder og to søskende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I efteråret 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har et etnisk tilhørsforhold til […] i det nordlige Sudan, er født i Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgerens moder har været medlem af menneskerettighedsorganisationen […]. Ansøgerens moder har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at hun har søgt asyl i Danmark. Ansøgerens moder har til støtte herfor henvist til, at hun den [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at hun i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten. Hun har endvidere henvist til, at hun har deltaget i en demonstration den [efteråret] 2013 i København, hvor der blev optaget fotos af hende, der kom på den sudanesiske organisations hjemmeside […], samt at hun har givet interview på […] i 2014 om at være flygtning i Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [vinteren] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgerens moder den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgerens moder havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens moders forklaring om, at hun på forespørgsel oplyste konsulen, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgerens moder på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens moders frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgerens moder er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgerens moder har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at ansøgerens moders deltagelse i en demonstration i […] i 2013 eller interviews til […] i 2014 i sig selv eller i forening med fremstillingen for konsulen kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/9 AML
I efteråret 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en kvindelig statsborger fra Sudan samt hendes tre børn afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I efteråret 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har et etnisk tilhørsforhold til […] i det nordlige Sudan, er født i Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har været medlem af menneskerettighedsorganisationen […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at hun har søgt asyl i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun den [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at hun i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten. Hun har endvidere henvist til, at hun har deltaget i en demonstration den [efteråret] 2013 i […], hvor der blev optaget fotos af hende, der kom på den sudanesiske organisations hjemmeside […], samt at hun har givet interview på […] i 2014 om at være flygtning i Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [vinteren] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgeren den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgeren havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun på forespørgsel oplyste konsulen, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten, til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgeren på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgeren er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at ansøgerens deltagelse i en demonstration i […] i 2013 eller interviews til […] i 2014 i sig selv eller i forening med fremstillingen for konsulen kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/8 AML
I vinteren 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2009. I sommeren 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har oplyst at være etnisk […], er født i […], Darfur, Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at han har søgt asyl i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at han i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at han er asylansøger. Ansøgeren har tillige henvist til, at han er etnisk […]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er etnisk […]. Nævnet kan i den forbindelse i det hele henvise til nævnets afgørelse af [sommeren] 2010, hvor det blev lagt til grund, at ansøgeren var etnisk nubber. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [vinteren] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgeren den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgeren havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han på forespørgsel oplyste konsulen, at han var asylansøger, til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgeren på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgeren er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/7 AML
I foråret 2011 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I sommeren 2011 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, er født i Khartoum, Sudan, og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at han har søgt asyl i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, som efter ansøgerens opfattelse må have fået det klare indtryk, at ansøgeren var asylansøger. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af […] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgeren […] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgeren havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgeren på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgeren er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/6 AML
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Burunga, Sudan. Ansøgeren har ved to lejligheder demonstreret for retfærdighed og menneskerettigheder i Hamediya-lejren. Ansøgeren har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive tilbageholdt af de sudanesiske myndigheder eller blive dræbt af Janjaweed militser. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i den flygtningelejr, han boede i, har deltaget i to demonstrationer. Demonstrationen [ultimo] 2012 blev angrebet af de sudanesiske myndigheder, og FN-medarbejdere måtte opløse den. [Primo] 2013 blev ansøgeren anholdt, da fire personer fra efterretningstjenesten opsøgte hans arbejdsplads. Ansøgeren sad fængslet i et år, hvor han hver nat blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Han blev aldrig oplyst, hvorfor han var fængslet. Alle fra Darfur blev anholdt under mistanke for at tilhøre oprørsbevægelsen. En nat lykkedes det ansøgeren at flygte, da fængslet blev angrebet af for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren flygtede ved at forcere en tre meter høj mur, hvorefter han efter et kort ophold i Khartoum flygtede fra Sudan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet den fremstår udbyggende og divergerende og dermed ikke troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema af [ultimo] 2014 alene har henvist til generelle forhold. Uanset om ansøgeren måtte have fået bistand til udfyldelsen af skemaet, findes dette ikke at kunne begrunde, at der intet er nævnt om den nu påberåbte fængsling og tortur. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om forløbet ved den første demonstration herunder om, hvorvidt den foregik inden for eller uden for lejren, og hvorvidt de sudanesiske myndigheder anvendte våben. Da ansøgerens deltagelse i demonstrationen på denne baggrund fremstår utroværdig, og han ikke har haft egentlige opgaver i lejren til støtte for oppositionsbevægelser, fremstår det heller ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være profileret og identificeret over for myndighederne på en sådan måde, at det gav anledning til en anholdelse som forklaret af ansøgeren. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om den påberåbte fængsling, heller ikke i sig selv fremstår selvoplevet og troværdig, idet han har forklaret divergerende omkring hvor ofte og hvornår, han blev afhørt og udsat for overgreb, ligesom forklaringen om flugten også fremstår mindre sandsynlig. Endelig bemærkes, at den konflikt med Janjaweed, som ansøgeren har forklaret om under asylsamtalen, ikke findes at have haft et sådan indhold, at den tre år efter kan anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren efter den angivelige flugt, har kunnet opholde sig tre dage i flygtningelejren og derefter omkring et år i Khartoum uden at blive opsøgt af myndighederne. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han konkret har været i myndighedernes søgelys som mistænkt for at støtte en oppositionsbevægelse. Uanset de vanskelige forhold i Sudan for etniske ikke-arabere, findes etniciteten ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren har derved ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/5/COL
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afrikaner fra Bargo-stammen og sunni-muslim fra Abu Kershola, Sydkordofan i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tortureret eller slået ihjel af regeringen, idet regeringen mistænker ansøgeren for at tilhøre oppositionsbevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Abu Kershola [medio] 2013 blev angrebet af sudanesiske soldater. Ansøgerens fader blev slået ihjel, og ansøgeren flyttede herefter med resten af sin familie til byen Juba Al Daeir. Otte-ti dage senere vendte ansøgeren tilbage til byen for at hente tøj. På vej dertil, da ansøgeren var nået til byen Amberka, fik ansøgeren oplyst af tilfældige personer, at byen var blevet angrebet af det sudanesiske militær. Ansøgeren besluttede derfor ikke at tage til byen, men blev i Amberka. To dage senere blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten, der mistænkte ansøgeren for at tilhøre modstandsbevægelsen, og ansøgeren blev fængslet. Ansøgeren var fængslet i fem måneder og blev i denne periode afhørt samt udsat for fysiske overgreb, indtil det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren udrejste [ultimo] 2013 til Libyen med hjælp fra sin fætter, hvor han opholdt sig i ni måneder og herefter udrejste. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, da den ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren under hele sagen har forklaret, at han dels sad i en lille celle med kun to personer og dels i en stor celle beregnet til omkring 100 personer. Han har forklaret divergerende i flere omgange, om hvilken af cellerne han sad i først. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen, har han forklaret, at han først sad i den store celle og derefter blev sat i den lille celle, hvor han sad, da han flygtede. Foreholdt de tidligere modstridende forklaringer, har han fastholdt dette. Under nævnsmødet har han ændret forklaring og igen forklaret, at han, da han flygtede, sad i celle med omkring 100 personer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren burde kunne huske, hvorvidt han flygtede sammen med én eller mange andre personer fra cellen. Denne divergens er i sig selv så væsentlig, at hans forklaring om fængselsopholdet bliver utroværdig. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren har forevist lodrette ar på […], som han har forklaret, stammer fra, at han er blevet slået med plastikslanger. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan ændre vurderingen, da disse ar kan være fremkommet på anden vis, ligesom det i sig selv fremstår tvivlsomt, om slag på tværs af […] kan give lodrette ar. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han konkret har været i myndighedernes søgelys som mistænkt for at støtte en oppositionsbevægelse. Uanset de vanskelige forhold i Sudan for etniske ikke-arabere, findes etniciteten ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren har derved ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/4/COL
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […] i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin nabo, […]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af Janjaweed-militsen i forbindelse med de overgreb, som militsen udsætter befolkningen for i hans landsby. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Janjaweed [i foråret] 2014 angreb hans landsby, og at der var mange, der blev slået ihjel. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren opsøgt af omkring 20 medlemmer af Janjaweed, mens han passede familiens dyr. Janjaweed krævede, at ansøgeren udleverede en kalv til dem, hvilket ansøgeren gjorde. Ansøgeren blev samme dag af sin nabo, […], beskyldt for at have anvendt naboens marker til at fodre sine dyr med, ligesom naboen beskyldte ham for at samarbejde med Janjaweed og truede med at anmelde ansøgeren til myndighederne. Ansøgerens families hus blev angrebet cirka 20 dage senere af [naboen] og fem personer fra Janjaweed, og ansøgerens broder omkom. Ansøgeren flygtede herefter hjem til sin faders ven i byen […], hvor han opholdt sig i fire dage, hvorefter han blev kørt til byen Karabotoum, hvor nogle agenter mod betaling smuglede ham til Libyen. Ansøgeren udrejste [i vinteren] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har haft en konkret konflikt med naboen, […] eller med Janjaweed. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af disse eller i risiko for at blive det til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han skulle være forfulgt fremstår divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret divergerende om sit asylmotiv. Han har således ikke i sit asylskema nævnt konflikten med sin nabo, hvilken konflikt han under nævnsmødet har påberåbt sig som sin hovedkonflikt. Ved samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren først forklaret, at han frygter at blive slået ihjel af sin nabo eller Janjaweed på grund af en konflikt om græssende dyr, mens han senere under asylsagsbehandlingen [i vinteren] 2014 alene har påberåbt sig de generelle forhold på grund af Janjaweeds angreb, og senere [i foråret] 2015 og [vinteren] 2015 alene græsningskonflikten. I forbindelse med en ansøgning om asyl i Sverige [i vinteren] 2014 angav ansøgeren som asylmotiv, at han havde forladt Sudan på grund af de generelle stridigheder, der er i landet, i hvilken forbindelse han hverken nævnte Janjaweed eller jordkonflikten med naboen. Ansøgeren er endvidere fremkommet med divergerende forklaringer om et angreb udført af Janjaweed, herunder om dette fandt sted i hans hus eller på en mark. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at fremkomme med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser og udbygninger i asylmotivet. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at ansøgerens divergerende forklaringer ikke alene kan forklares ved, at han var nervøs og i sorg over sin brors død, da han ankom til Danmark og senere Sverige. Det forekommer i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ingen af stederne nævnte sin brors død i forbindelse med den første angivelse af sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker videre, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i ansøgerens hjemområde, […], ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til området, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har herefter ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af yderligere oplysninger om de sikkerhedsmæssige forhold i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/37/JOL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten og Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nubi, sudanesisk og egyptisk statsborger og ateist af trosretning fra Khartoum, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af sin svigerindes familiemedlemmer, fordi han har anmeldt sin egen familie i Egypten for at have udsat tre af sine niecer for overgreb. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter, at hans familiemedlemmer i Egypten vil hyre en person til at slå ham ihjel, fordi han har anmeldt sine familiemedlemmer for at have udsat sine niecer for overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2011 repatrierede til Egypten, efter han havde opholdt sig lovligt i Danmark siden 1970. Ansøgeren tog ophold i sin families ejendom i Giza, hvor tre af hans brødre og hans søster bor. I løbet af sommeren 2012 fortalte ansøgerens søster, [S], at hans bror, [B], udsatte ansøgerens niece, [N1], for seksuelle overgreb. Efterfølgende fik ansøgeren løbende at vide, at hans bror fortsatte med at forgribe sig på niecen, hvorfor ansøgeren ville anmelde sin bror til politiet, selvom det kunne skade familiens ære og bringe ansøgeren i fare. Omkring [i sommeren] 2014 flyttede ansøgeren til en anden lejlighed og flyttede herefter flere gange. Den [i vinteren] 2015 henvendte ansøgeren sig til politiet sammen med sin niece og hendes to søstre, [N2] og [N3], der herefter boede hos ansøgeren i en periode. Ansøgeren begyndte at høre lyde på taget hver nat klokken 00.30. I [vinteren] 2015 henvendte ansøgeren sig til den ansvarlige minister og klagede over politiet. I løbet af [foråret] 2015 blev ansøgeren løbende kontaktet af lokalpolitiet. I slutningen af [foråret] 2015 blev ansøgeren bekendt med, at hans niece var blevet opsøgt af nogle mænd om natten på det værelse, hvor hun havde sovet de foregående tre måneder. Ansøgeren formodede, at det var politifolk, der opsøgte hende for at hævne sig på ham, fordi han havde skrevet til den ansvarlige minister. Ansøgeren bad derfor sin niece om at flytte hjem til en af sine veninder. Senere fik ansøgeren en seddel fra niecen, hvor hun havde skrevet, at det var politifolk, der havde brudt ind til hende om natten, og at de havde udsat hende for seksuelle overgreb. Den [i foråret] 2015 læste ansøgeren et brev fra niecen, hvoraf det fremgik, at hans liv var i fare, fordi ukendte personer var efter ham. Ansøgeren henvendte sig til politiet i [foråret] 2015 for at bevise, at hans niece og hans søster [N3] ikke længere boede hos ham, idet han ikke ville anklages for at have gjort pigerne fortræd. Ansøgeren blev efterfølgende overvåget af ukendte personer, hvorfor han valgte at udrejse på et gyldigt visum til Danmark den [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen fremstår usandsynlig, utroværdig, og at ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret divergerende. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynligt, at ansøgerens søster og [N1] skulle betro sig til ham om, at [N1] var blevet udsat for seksuelle overgreb, og at hun efterfølgende fik tilladelse til at tage ophold hos ham, der er en enlig mand. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik oplysninger om de seksuelle overgreb, ligesom han til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvorvidt såvel [N1] som [N3] flyttede ind hos ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke kan huske navnet på den advokat, der angiveligt bistod ham i forhold til politiet. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte asyl fire uger efter, at han indrejste i Danmark i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten eller Sudan vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/35/MGO
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter vilkårlige overgreb fra militsen Janjaweed. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør, hvor han kørte personer fra byen […] til et marked i flygtningelejren […]. [I sommeren] 2012 havde repræsentanter fra Janjaweed omringet markedet i […], og ansøgeren overværede to personer blive skudt. I den forbindelse blev ansøgeren slået på hovedet af Janjaweed, hvorefter han besvimede. Da ansøgeren vågnede op, var hans bil blevet stjålet, og han modtog efterfølgende lægelig behandling. Ansøgeren ved ikke, hvorfor Janjaweed angreb markedet i […]. Ansøgeren begyndte herefter at arbejde som kørende tøjsælger. Han anvendte en bil, som han havde lånt af sin ven. Bilen brugte ansøgeren til at fragte tøj for forretninger i […] til […], hvor han solgte tøjet. Fra [sommeren] 2012 til [efteråret] 2014 oplevede ansøgeren ikke yderligere problemer med Janjaweed. I [efteråret] 2014 blev han opsøgt af tre civilklædte personer ved et busstoppested i […]. De tre personer spurgte ansøgeren, hvad han fragtede i bilen fra […] til […], og tvang herefter ansøgeren hen til en stor hal, hvor han blev tilbageholdt. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Efter at have været tilbageholdt i syv dage blev ansøgeren løsladt, idet han betalte 5 millioner sudanesiske pund i løsesum. Der var i øvrigt ingen betingelser forbundet med ansøgerens løsladelse. Omkring 14 dage efter ansøgerens løsladelse blev der skudt inde i hans hus om natten, og ansøgerens ejendele blev stjålet af nogle ukendte personer. Der var ingen hjemme under episoden, men ansøgerens naboer og hans ægtefælle hørte skuddene. Der var ikke andre huse, der blev beskudt den nat, men ansøgeren har forklaret, at der jævnligt skete beskydninger af huse. Ansøgeren udrejste illegalt af Sudan [i efteråret] 2014 til Libyen uden sin familie, der fortsat opholder sig i […] flygtningelejren. I [slutningen] 2014, under ansøgerens ophold i Libyen, blev han kontaktet af sin fætter, der oplyste, at tre civilklædte personer havde spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund, herunder ansøgerens forklaring om, at han i efteråret 2014 blev tilbageholdt af Janjaweed og beskyldt for smugling af våben i den lastbil, som han kørte mellem […] og […]. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren under tilbageholdelsen, der varede syv dage, blev udsat for fysiske overgreb, samt at han måtte betale en større løsesum for at komme fri. Yderligere har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med tilbageholdelsen blev truet på livet af Janjaweed. Efter det af ansøgeren forklarede, finder Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at det var Janjaweed, der 14 dage efter løsladelsen afgav skud i ansøgerens hus. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Suda/2016/34/AKM
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Sudan.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder, idet han er anklaget for at have støttet væbnede grupperinger i sit hjemområde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at de sudanesiske myndigheder i 2003 nedbrændte den landsby, ansøgeren boede i, idet myndighederne mente, at landsbyens borgere støttede de væbnede grupper. Ansøgeren flygtede af den grund sammen med sin familie til en flygtningelejr i [navngiven lejr]. [I] maj 2015 blev ansøgeren tilbageholdt af myndighederne i [flygtningelejren]. Myndighederne tog ansøgeren og 20 til 30 andre unge med i en bil, der formodentlig skulle køre dem til [en navngiven by i Sudan], hvor myndighedslejrene var placeret. Under denne kørsel opstod skudvekslinger mellem myndighedspersoner og oprørere. Under skudvekslingen lykkedes det ansøgeren at flygte, og han løb herefter mod Kutum. Ansøgeren opholdt sig en nat i Kutum hos sin moster, og den følgende dag fortsatte ansøgeren mod [en anden navngiven by i Sudan] med hjælp fra en af mosterens bekendte. Fra [den anden navngivne by i Sudan] kørte ansøgeren i bus til den libyske grænse. [I] maj 2015 udrejste ansøgeren illegalt til Libyen. Efter ansøgerens udrejse af Sudan er ansøgerens mor i [flygtningelejren] blevet opsøgt af myndighederne, der ville have informationer om ansøgerens opholdssted. Ansøgerens mor blev ikke ved denne episode truet, ligesom familien ikke efterfølgende er blevet opsøgt at myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge grund, at ansøgeren skulle være forfulgt eller efterstræbt af de sudanesiske myndigheder. Flertallet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter vedrørende ansøgerens anholdelse og den efterfølgende transport af ansøgeren og andre personer. Der henvises til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i] oktober 2015 har forklaret, at han ved anholdelsen blev ført hen til en bil med to myndighedspersoner foran og to myndighedspersoner på bilens lad. Der var 3 biler i alt. Ansøgeren var den første, som kom op på ladet, og da andre personer var kommet op på ladet, begyndte bilen at køre. Bilen standsede efter omkring en times kørsel og holdt stille i omkring en halv time. Chaufføren og myndighedspersonen på passagersædet henvendte sig til myndighedspersonerne på de to andre biler, og de talte om noget med oprørere. De kørte derefter i lidt mindre end 2 timer, hvorefter der pludseligt blev åbnet ild. Under asylsamtalen [i] juni 2016, har ansøgeren derimod forklaret, at der allerede befandt sig 3-4 personer på bilens lad, før han kom op på bilens lad. Der var 3 myndighedspersoner i alt, én chauffør, én ved siden af chaufføren og én myndighedsperson på ladet sammen med ansøgeren og de andre. Der var 3 biler ud over den, som ansøgeren sad i. Efter omkring en halv times kørsel standsede bilen, og den myndighedsperson, der havde siddet ved siden af chaufføren, gik om til myndighedspersonen på ladet. Han pegede på ansøgeren og de andre og sagde til dem, at de tilhørte en militær gruppe. De kørte herefter videre i omkring 1 time. De standsede i omkring en halv time og herefter kørte de videre i lige under 2 timer. Der skete en skudveksling mellem myndighedspersonerne i den bil, som ansøgeren sad i, og oprørerne. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at de kørte i omkring 1 time, efter at de var standset første gang. Han har endvidere over for nævnet forklaret, at der var 4 myndighedspersoner ved bilen forinden de kørte. Én af myndighedspersonerne blev i [flygtningelejren], og de 3 andre myndighedspersoner kørte med. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han flygtede fra bilen ved skudvekslingen. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han løb til Kutum by, og at der var omkring 45 minutters løb dertil. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han løb og gik i retning af Kutum i 7 timer, efter han var sprunget af bilen. Der var ikke andre biler, der fulgte med den bil, som ansøgeren befandt sig i. Foreholdt divergenserne har ansøgeren blandt andet forklaret, at han ikke har sagt som anført i referatet for oplysnings- og motivsamtalen om antallet af biler, og at der må have været problemer med tolkningen. Han har i øvrigt understreget, at hans forskellige forklaringer om den tid, som det tog ham at komme til Kutum beror på et gæt. Han havde ikke ur med. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens forklaring om baggrunden for divergenserne fremstår troværdige. Der henvises til, at det af referatet af oplysnings- og motivsamtalen fremgår, at ansøgeren har bekræftet, at tolkens oversættelse af samtalen er i overensstemmelse med samtalen, og at han har haft lejlighed til at komme med bemærkninger til samtalerne og rettelser. Det fremgår af referatet af asylsamtalen, at ansøgeren har bekræftet, at han har forstået alt, hvad tolken har sagt under asylsamtalen. Referaterne af samtalerne er i øvrigt underskrevet af ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at det forhold at ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Darfur i Sudan eller de generelt vanskelige forhold i Darfur kan begrunde asyl. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/33/NKE
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Sudan, etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har i sin skoletid været medlem af forskellige politiske grupperinger. Hun har i den forbindelse blandt andet deltaget i demonstrationer for bedre transportforhold for studerende. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun har været medlem af og hjulpet en folkebevægelse i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at hun vil blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder, fordi hun har hjulpet og været medlem af en ulovlig gruppering ved navn folkebevægelsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun blev medlem af en folkebevægelse i 2011. Hun deltog alene i ét møde i perioden fra 2011 til 2014, og var ikke politisk aktiv på anden måde. I 2015 leverede ansøgeren to gange forsyninger, herunder penicillin, til ukendte personer fra folkebevægelsen. Den tredje gang hun skulle levere forsyninger, blev hun syg, hvorfor to af hendes naboer ved navn Fatima og Mussa overtog opgaven for hende. Under deres levering af forsyningerne, blev de anholdt af myndighederne. Ansøgerens mormor gav besked til en mand ved navn Mohammed om, at naboerne var blevet anholdt og orienterede ham om, at ansøgeren burde flygte. Ansøgeren udrejste herefter. Ansøgeren har på en række punkter forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om hendes medlemskab af og kendskab til Folkebevægelsen, om ansøgerens aktiviteter med modtagelse og transport af madvarer og medikamenter samt tidspunkterne herfor, om videregivelse af informationer om regeringsinitiativer til morbroren, om anholdelsen af Fatima og Mussa, og om ansøgerens flugt og efterfølgende opholdssteder. Endvidere har ansøgeren efter sin egen forklaring udøvet meget begrænsede aktiviteter for Folkebevægelsen, og hun har samtidig udvist et yderst begrænset kendskab til bevægelsen. Dernæst har ansøgeren svaret afglidende på flere af disse centrale spørgsmål angående det påberåbte asylmotiv, ligesom ansøgeren også efter sin egen forklaring fremstår helt uprofileret. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hendes forklaring herom. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk alhawazma kan i sig selv hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/32/IBL
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk masalit og muslim af trosretning fra Baridiyeh, Algenayneh, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi han er mistænkt for at være i oppositionen til regimet, og fordi han er udrejst i strid med et påbud om ikke at forlade landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive straffet for unddragelse af militærtjeneste eller at blive tvunget til at aftjene værnepligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens landsby i 2004 blev angrebet og brændt ned af de sudanesiske myndigheder og Janjaweed, hvorefter ansøgeren tog ophold i flygtningelejren […] i byen Al-Junaynah. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste i 2012, men at han aldrig mødte op. Da ansøgeren boede i […]-lejren, opfordrede han løbende kvinder, der havde været udsat for seksuelle overgreb, til at anmelde disse til politiet. På et tidspunkt i slutningen af 2014 fandt ansøgeren ud af, at politiet havde fået at vide, at det var ham, der opfordrede kvinderne til at indgive politianmeldelse. Ansøgeren blev anholdt af politiet [primo] 2015. Da ansøgeren var fængslet, blev han beskyldt for at tilhøre en eller flere oprørsgrupperinger, herunder blandt andet SPLM. Ansøgeren blev tillige udsat for fysiske overgreb. Efter ansøgeren havde været fængslet i omkring tre måneder, blev han løsladt på betingelse af, at han skulle aftjene værnepligt, at han stoppede med sine aktiviteter i […]-lejren samt at han ikke forlod området. Dagen efter ansøgeren var blevet løsladt blev han igen anholdt, fordi politiet havde glemt at optage hans fingeraftryk. Da ansøgeren blev løsladt igen, besluttede han sig for at forlade Sudan. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hans tilbageholdelse til grund. Det lægges herved til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt og fængslet af myndighederne [primo] 2015, at ansøgeren under tilbageholdelsen blandt andet blev udsat for slag i hovedet, på ryg og på benene med en ”Hartoosh” (fønetisk), at han under tilbageholdelsen blandt andet blev beskyldt for at tilhøre oprørsbevægelsen, at han blev løsladt efter to måneder og 12 dage, og at løsladelsen skete på betingelse af meldepligt, samt at han blandt andet undlod at udrejse og ophørte med sine aktiviteter. Under disse omstændigheder, og da ansøgeren er etnisk masalit og herudover en uddannet person, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Suda/2016/31/IBL
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Janjaweed militsen vil slå ansøgeren og hans familie ihjel, og at han frygter regimet i Sudan, fordi de samarbejder med Janjaweed, som forfølger fur stammer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans landsby [A] i 2011 blev angrebet af Janjaweed militsen. Ansøgeren var klar over, at det var Janjaweed, fordi det kun var Janjaweed, som angreb i dette område, og fordi angriberne havde tørklæde om hovedet. Janjaweed skød mod ansøgerens families hytte og brændte hytterne i landsbyen. Ansøgeren lå og sov om morgenen sammen med sin bror i hytten, da hans mor kom og fortalte ham, at han skulle flygte. Han flygtede på et æsel uden lillebroren. Ansøgeren var bange for, at lillebroren ikke kunne klare turen uden mad og drikke, og ansøgeren var gået i panik og ville væk. I [B] blev ansøgeren ført til flygtningelejren [C], hvor han fik et telt og blev genforenet med familien. I [sommeren] 2014 blev flygtningelejren angrebet af Janjaweed. De angreb om aftenen. Der var ingen vagter i lejren. Ansøgeren lå i sit telt og sov, da Janjaweed kom ind i teltet og dræbte hans far. Efter der var blevet råbt og skreget, forlod Janjaweed teltet. Ansøgerens far blev begravet, hvorefter ansøgeren rejste mod [D] for at få kontakt med sin onkel. Ansøgeren havde aftalt med sin mor, at han skulle fortælle onklen om farens død og tage onklen med til flygtningelejren. På vej mod [D] mødte ansøgeren to personer fra Janjaweed. De truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren blev truet til at følge med til en nomadelejr. Han skulle arbejde for Janjaweed ved at passe deres dyr. Der var hele tiden vagter sammen med ham. Ansøgeren blev slået med pisk og stok og fik knytnæveslag i ansigtet. Han knækkede en tand. Han blev mishandlet på grund af sin etnicitet, og de kaldte ham slave. Han var i nomadelejren i omkring 14 dage, hvorefter lejren blev flyttet til et nyt sted. Stedet lå tæt på den libyske grænse. Ansøgeren skulle sammen med andre slaver passe dyrene. Der var også her vagter 24 timer i døgnet. Efter omkring to måneder blev ansøgeren sat i en stor lastbil, som kørte til et marked i Libyen, hvor dyrene skulle sælges. Ansøgeren kom med for at passe på dyrene, når de blev læsset af lastbilen. Efter ankomst til markedet, blev ansøgeren ved lastbilen sammen med en vagt. En vagt og chaufføren gik hen til en restaurant ved markedet for at bestille mad. Der kom derefter en tjener med mad ud til lastbilen. Efter at have fået mad blev ansøgeren sendt tilbage til restauranten for at hente mere mad. Inde i restauranten mødte han en mand, som hed [X]. [X] spurgte, om ansøgeren var fra Sudan, og ansøgeren spurgte [X], om han kendte området. [X] fortalte, at han kendte området, og ansøgeren fortalte [X], at han var fra Sudan, at han var fanget af Janjaweed militsen, og at han ville flygte. [X] ville gerne hjælpe ham, og han ville gerne skaffe ansøgeren et job på en plantage, hvor han arbejdede. De flygtede herefter igennem markedet. Efter omkring to timer til fods, ankom de til plantagen, hvor ansøgeren fik arbejde igennem [X]. Ansøgeren skulle sammen med omkring 30 andre mennesker hjælpe med at høste græs, som skulle sælges på markedet. Ansøgeren tjente 200 dinarer om måneden. Han arbejdede på plantagen fra slutningen af 2014 frem til [sommeren] 2015. I [sommeren] 2015 kom ejeren og spurgte ansøgeren, om han var interesseret i at rejse til Italien. Ejeren af plantagen arbejdede også med at smugle folk ud af landet. Ansøgeren formodede også, at ejeren tilhørte Islamisk Stat (IS), fordi han havde våben og vagter. Ansøgeren betalte ejeren 1000 dinarer for at komme til Italien og havde endvidere 1000 dinarer til rejseomkostninger. Ansøgeren ville gerne til Europa, fordi det var et sikkert sted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund og finder, at forklaringen om, at han har været fange hos Janjaweed fremtræder usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret udetaljeret, udbyggende og til dels divergerende om en række forhold og har blandt andet først i forbindelse med nævnets behandling af sagen oplyst, at der også var regeringstropper til stede under angrebet på hans landsby i 2011, og at han under fangeskabet hos Janjaweed også blev slået med stok, herunder på benene. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med hans flugt fra Janjaweed fremtræder usandsynlige. Det er således påfaldende, at ansøgeren, der på daværende tidspunkt efter sin egen forklaring var fange, fik mulighed for at flygte på markedet i forbindelse med, at han alene var blevet beordret til at gå over til en restaurant i nærheden for at hente mere mad. Nævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har forklaret, at han var bevogtet døgnet rundt. Ansøgerens forklaring om, at han på den pågældende restaurant tilfældigt mødte [X], der hjalp ham med at flygte og efterfølgende få arbejde i en plantage i en periode indtil udrejsen, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker videre, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det følger af det ovenfor anførte, at der ikke er anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/30/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Af sagen fremgår, at ansøgeren er indkaldt til møde i nævnet ved brev af 14. december 2015. Nævnet antager, at brevet er behørigt afsendt og modtaget af ansøgeren, idet asylcenteret har oplyst, at der ikke er uafhentet post til ansøgeren. Flygtningenævnet har på denne baggrund fundet, at ansøgeren er udeblevet uden lovligt forfald, og har derfor i medfør af § 36 i bekendtgørelse om forretningsorden for Flygtningenævnet truffet afgørelse om, at sagen må behandles på det foreliggende grundlag og med den beskikkede advokats medvirken. Det fremgår af sagen, at ansøgeren er etnisk Zaghawa og muslim af trosretning fra Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de sudanesiske myndigheder generelt chikanerer Zaghawa- og Fur-stammen i Darfur, fordi de anklager disse stammer for at støtte oppositionsbevægelsen. Han har videre oplyst, at han i 2010 sammen med sin søster blev opsøgt på familiens landbrugsområde af 15 personer med tilknytning til de sudanesiske myndigheder, som anklagede ansøgeren for at tilhøre oppositionsbevægelsen, alene fordi han stammer fra landsbyen [A] og tilhører Zaghawa-stammen. Myndighedspersonerne udsatte ham for vold i omkring en time, hvorefter de efterlod ham. I 2012 blev han igen overfaldet og anklaget for at tilhøre oppositionsbevægelsen af de sudanesiske myndigheder, da han skulle hente vand sammen med to af sine venner i udkanten af landsbyen [A]. Da ansøgerens landsby [i foråret] 2014 blev angrebet af de sudanesiske myndigheder, flygtede han sammen med sin familie til en flygtningelejr omkring ti timer til fods fra landsbyen [A]. Igen [senere i foråret] 2014 blev han anklaget for at tilhøre oppositionsbevægelsen af to personer fra de sudanesiske myndigheder på markedet i flygtningelejren. De udsatte ham for vold og truede ham med, at de næste gang ville slå ham ihjel, samtidig med, at de sagde, at de ikke ville se ham i flygtningelejren igen. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende på sine forældres bopæl i flygtningelejren indtil han [i næste måned] i 2014 rejste til byen [B] i Sudan, hvor han boede i fem dage hos en af hans broders venner, hvorefter han udrejste illegalt til Tchad. Det fremgår endvidere af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han efter indrejsen til Danmark har deltaget i en demonstration på Rådhuspladsen i København [i sommeren] 2015, hvor han sammen med andre sudanesere demonstrerede imod, at man som sudaneser ikke kan opnå opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder kun i begrænset omfang at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold, herunder om de nærmere omstændigheder ved et overfald af de sudanesiske myndigheder i 2012. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvor og hvornår overfaldet fandt sted. Flygtningenævnet finder samtidig ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er særligt profileret i forhold til de sudanesiske myndigheder. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste er blevet kontaktet af de sudanesiske myndigheder tre gange i perioden fra 2010 til 2014, men at der har været lang tid imellem hver gang, og at det efter de foreliggende oplysninger må antages at have været tilfældigt, at ansøgeren blev kontaktet af de sudanesiske myndigheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at kontakten med de sudanesiske myndigheder ikke har haft vidtgående konsekvenser for ansøgeren, der ikke på noget tidspunkt har været udsat for længerevarende frihedsberøvelse, ligesom der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren er registreret af de sudanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en demonstration, der var en protest mod, at Danmark ikke giver asyl til personer fra Sudan, i sig selv kan antages at indebære, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra de sudanesiske myndigheder, uanset at ansøgeren figurerer på fotos, som er offentliggjort blandt andet på et sudanesisk internetmedie. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at de generelle forhold for etniske Zaghawaer i Darfur i Sudan er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan er i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/3/SLN
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Wad Madani, Al-Jazirah, Sudan. Ansøgeren har i gymnasietiden været medlem af [parti], som er et underorgan til [parti]. Han blev på universitetet medlem af [parti] og har været det siden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at han vil blive anholdt, fængslet, tortureret eller dræbt af de sudanesiske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for [parti]. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 1990 blev medlem af [parti], som er et underorgan til [parti], i forbindelse med, at han begyndte på universitetet. Han gik på gymnasiet fra 1990 til 1993 og var i hele perioden politisk aktiv, idet han introducerede og rekrutterede unge studerende til organisationen, ligesom han forberedte og deltog i politiske møder. I 1993 blev ansøgeren anholdt og fængslet i 35 dage, idet de sudanesiske myndigheder havde fået kendskab til, at han var i gang med at arrangere en demonstration, ligesom de sudanesiske myndigheder ville have, at han skulle angive andre partifæller til dem. Han blev løsladt efter 35 dage uden konsekvenser. I 1995 blev han anholdt igen, og han var i den forbindelse fængslet i omkring 14 dage på grund af deltagelse i en demonstration. Han blev løsladt, idet han underskrev en erklæring om, at han ville indstille sine politiske aktiviteter. Ansøgeren deltog også i politiske aktiviteter på universitetet fra 1995 til 1999, men det foregik i det skjulte. Ansøgeren var arbejdsløs fra 1999 til 2003 og var ikke politisk aktiv udover forberedelse og deltagelse i en demonstration på markedet i Wad Madani. I 2003 flyttede ansøgeren til [by] i Darfur, men da landsbyen blev angrebet af regeringens styrker i 2003, flygtede ansøgeren til flygtningelejren […] hvor han tog ophold indtil 2014. Under sit ophold i flygtningelejren havde ansøgeren kontinuerligt kontakt til partimedlemmer i Khartoum og […], ligesom han havde kontakt til væbnede grupperinger, som også var i opposition til regeringen. Han fortsatte desuden med sine politiske aktiviteter i flygtningelejren, herunder rekruttering af unge samt forberedelse og deltager i politiske møder. Ansøgeren blev anholdt og fængslet igen [i starten af] 2014 i 19 dage, fordi han blev beskyldt for at have smuglet mad til oppositionen samt at have forfalsket rationeringskort i flygtningelejre. I forbindelse med fængslingen mødte han en officer, som han havde været i kontakt med flere år tidligere. Officeren sagde, at han kendte til ansøgerens politiske aktiviteter, men at han ville blive løsladt, og at de ville holde øje med ham efter løsladelsen. [I foråret] 2014 flyttede han til Khartoum, hvorefter han blev tildelt en position som undersekretær i forberedelsesudvalget i [parti]. Han havde i den forbindelse den koordinerende rolle i forhold til rekrutteringen af unge til partiet, ligesom udvalget var ansvarligt for at forberede møder og seminarer til partiet. Ansøgeren udrejste af Sudan i forbindelse med valgperioden [i foråret] 2015, idet regeringen var begyndt at fængsle mange personer fra oppositionen. Ansøgeren udrejste legalt af Sudan via lufthavnen i Khartoum, idet han forinden, i forbindelse med sit arbejde i FN’s Fødevareorganisation (FAO), havde fået udstedt et Schengen-visum af den norske ambassade i Khartoum. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren fra sin tidlige ungdom har været aktiv i [parti] ligesom nævnet lægger til grund, at han har været tilbageholdt i 1993, fordi han deltog i demonstrationer og at han blev løsladt efter 35 dage uden sanktioner samt, at han i 1995 blev tilbageholdt i 14 dage grundet deltagelse i en demonstration, og at han i de efterfølgende år fortsat var politisk aktiv i det skjulte. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt [i starten af] 2014, hvor han blev udspurgt om nogle forhold, som han nægtede. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i forbindelse med den seneste anholdelse er kommet i myndighedernes søgelys i et sådant omfang, at han vil være udsat for risiko for forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren uden problemer har kunnet tage ophold i Khartoum [i foråret] 2014, hvor han har kunnet opholde sig problemfrit indtil udrejsen [i foråret] 2015. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at højtstående medlemmer af [parti] fortsat opholder sig i Khartoum, og endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har fået udstedt pas af myndighederne efter personlig henvendelse, og at han har kunnet udrejse legalt fra lufthavnen i Khartoum. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er således ikke opfyldt. Det bemærkes, at nævnet herefter ikke finder anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/29/SHH
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Sudan. Ansøgeren har været medlem af studenterforeningen […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af myndighederne i Sudan, som har beskyldt ham for at hjælpe oppositionsgrupperinger med oplysninger og våben. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader, som havde en høj rang i militæret, havde problemer med myndighederne, fordi han var kritisk over for blandt andet krigen i Darfur-provinsen og skrev kritiske artikler i […]. Ansøgerens fader forsvandt i 2007. Ansøgeren og hans familie fik problemer på grund af ansøgerens faders aktiviteter, og familien blev smidt ud af deres hus i 2010. Ansøgeren blev tilbageholdt i [begyndelsen af] 2010 i 14 dage, fordi han var involveret i en studenterforening, der udførte humanitært arbejde. Ansøgeren blev udsat for trusler, elektrisk stød og truet med voldtægt. Han blev herefter hvervet til at arbejde for den militære sikkerhedstjeneste i Sudan. Ansøgeren blev i forbindelse med sit arbejde beskyldt for at aflevere våben til oppositionens styrker. Ansøgeren blev fængslet i [foråret] 2011 og flygtede [senere i foråret] 2011 fra fængslet med hjælp fra nogle militærpersoner. Ansøgeren udrejste herefter af Sudan til Libyen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, og fordi forklaringen på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sine tilbageholdelser i 2010 og 2011. I asylskemaet [i foråret] 2015 har ansøgeren ikke oplyst om tilbageholdelserne i 2010 eller 2011, som ansøgeren har forklaret om ved de efterfølgende samtaler. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende om, at han under tilbageholdelsen i 2011 blev udsat for tortur. Denne tortur har ansøgeren ikke forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet sin faders rang i den sudanesiske hær. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at faderen havde rang af […] i militæret, og hvis faderen ikke havde udtalt sig kritisk, ville han være blevet [højere rang]. Til asylsamtalen [i foråret] 2016 og under nævnsmødet [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at faderen havde rang af [højere rang end de to førnævnte]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sin flugt fra fængslet. Derudover finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin rekruttering til den militære sikkerhedstjeneste i 2010 ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren tillige har forklaret, at han sammen med ti andre var ansvarlig for en studenterforening, som myndighederne anklagede for statsfjendtlige aktiviteter, at militæret generelt var mistroisk overfor ham og overvågede ham konstant, ligesom ansøgeren kort tid forinden sin rekruttering havde været fængslet og tortureret i 14 dage, fordi militæret mistænkte ham for at arbejde for oppositionen. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra fængslet ikke forekommer sandsynlig. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/26/AKM
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tima fra [A], Sudan. Ansøgeren har forklaret, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og at han har deltaget i kirkeligt udviklingsarbejde. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, eftersom de mistænker ham for at samarbejde med [et oppositionsparti]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at lide overlast, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans landsby blev angrebet i 1995, og at han efterfølgende tog ophold i en flygtningelejr i [en by i Sudan]. I 1999 blev han overført til en flygtningelejr i Kenya. Under opholdet i Kenya stiftede ansøgeren bekendtskab med kristendommen, og han begyndte at betragte sig selv som kristen. I 2009 vendte ansøgeren tilbage til Sudan, hvor han begyndte at arbejde for [en kristelig hjælpeorganisation]. [I sommeren] 2011 blev ansøgeren anholdt af politiet. Han var fængslet i tre dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte ved at hoppe ud af et åbent vindue på toilettet og løbe fra stedet. Efter flugten tog han ophold i Khartoum, hvor han begyndte at arbejde for [en anden kristelig hjælpeorganisation]. Han blev i forbindelse med sin ansættelse overvåget af en mand ved navn [B]. I [foråret] 2013 rejste ansøgeren legalt til Cairo. Da han kom tilbage til Sudan blev han anholdt af myndighederne, der mistænkte ham for at samarbejde med [et oppositionsparti]. [I sommeren] 2014 havde ansøgeren planlagt at rejse til Danmark, da personalet i Khartoum Lufthavn nægtede ansøgeren at forlade Sudan. Det lykkedes alligevel ansøgeren at udrejse, da han bestak personalet. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har han fået at vide, at den sudanesiske sikkerhedstjeneste har eftersøgt ham i hans lejlighed i Khartoum. Flygtningenævnet kan i nogen grad lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at han blev anholdt og fængslet i 2011. Nævnet lægger særligt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet på overbevisende måde har kunnet beskrive fængslet, forholdene i fængslet og hans flugt fra fængslet. Ansøgeren har til dels forklaret divergerende i forhold til hans tidligere afgivne forklaringer, herunder hvor længe han var fængslet, hvorvidt tortur fandt sted i cellen og hvor højt det vindue sad som han flygtede fra. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at hans ven [C], efterfølgende har kunnet flygte fra samme fængsel på samme måde. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at han på ny blev anholdt i 2013. Nævnet lægger her vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår fængslingen fandt sted og især længden af fængslingen. Endelig bemærker nævnet, at han fik tilladelse til at udrejse til Danmark i [sommeren] 2014. Under henvisning hertil og da ansøgeren har forklaret, at han har kunne leve i Khartoum indtil udrejsen og herunder har været ansat i kristne organisationer uden problemer med myndighederne, finder nævnet ikke at han har sandsynliggjort at have haft problemer med myndighederne under sit ophold i Sudan og udrejse herfra. Ansøgeren har i sit asylskema og under OM-samtalen forklaret, at han konverterede til kristendommen i [efteråret] 2014. Han har under nævnets møde forklaret, at han også under opholdet i Sudan har været kristen, er blevet døbt som barn og har ejet og læst i bibelen. Under henvisning til at ansøgeren har et påfaldende ringe kendskab til bibelen og da han ikke nærmere har kunnet redegøre for sin konversion i Danmark finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Idet ansøgeren som ovenfor nævnt har levet flere år i Khartoum og har været ansat i kristne organisationer finder nævnet det ikke godtgjort, at han på baggrund af sin etnicitet vil påkalde sig forfølgelse ved tilbagevenden til Sudan. Idet han herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Sudan risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller har behov for beskyttelsesstatus jf. Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda 2016/25/snd
Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kawahla og sunni-muslim. Han er født i Kutum, Darfur. Han flyttede som barn til byen […], […] området i Khartoum-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af sin tidligere arbejdsgivers familie. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han arbejdede som dyrepasser for nu afdøde [O] på marken, da tre civilklædte mænd og to mænd i uniformer i midten af 2013 stjal omkring 400 dyr. Ansøgeren tog tilbage til [O], hvor han fortalte, hvad der var sket. [O] troede ikke på ham, og ansøgeren blev meldt til politiet og afhørt. Ansøgeren blev efterfølgende frikendt under en retssag. Ansøgeren har modtaget trusler fra [O] og dennes familie. Omkring en måned efter episoden på marken fandt [O] ud af, at hans datter var gravid, og han beskyldte ansøgeren for at være faderen. Ansøgeren modtog trusler i den forbindelse. En nat sov ansøgeren hos sin fætter, da fætteren blev overfaldet af to personer, som troede at det var ansøgeren. Et par dage senere blev ansøgeren overfaldet på gaden af omkring fire personer. Ansøgeren gemte sig herefter i [en anden] landsby, hvor han opholdt sig i omkring fem måneder. Ansøgerens forældre accepterede, at ansøgeren skulle indgå ægteskab med [O’s] datter. Ægteskabet blev indgået uden ansøgerens tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de forhold, som ansøgeren påberåber sig til støtte for asylmotivet, er af en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. For så vidt angår den del af asylmotivet, der vedrører beskyldninger mod ansøgeren for at have medvirket til tyveri af 400 dyr, lægger nævnet afgørende vægt på, at der efter en anmeldelse af forholdet til politiet har været gennemført en retssag om ansøgerens ansvar for tyveriet, og at ansøgeren under retssagen er blevet frifundet for medvirken til tyveriet. Vedrørende beskyldningerne mod ansøgeren om, at han har gjort sin tidligere arbejdsgivers datter gravid, ses forholdet udelukkende at være en privatretlig konflikt, der ikke kan anses for at være aktuel, efter at ansøgeren er blevet gift med arbejdsgiverens datter, således at der herefter er gjort op med en æresrelateret konflikt. Det indgår i nævnets vurdering, at arbejdsgiverens families overfald på ansøgerens fætter og ansøgeren er sket forud for ægteskabet. Flygtningenævnet bemærker vedrørende intensiteten og aktualiteten af denne konflikt, at det af [ansøgerens asylakter fra et andet europæisk land] fremgår, at ansøgeren under en samtale den […] 2014 overfor [det europæiske lands] myndigheder som asylmotiv alene har påberåbt sig beskyldningerne vedrørende tyveri af dyrene, og ansøgeren har forklaret, at der ikke er andre grunde til, at han har søgt asyl i [i det andet europæiske land]. Ansøgeren har endvidere under samtalen oplyst, at han giftede sig for fire år siden. På denne baggrund kan dette forhold ikke aktuelt anses for at indebære en reel risiko for overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil risikere overgreb jf., udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/24/mvln
Nævnet meddelte i juli 2016 opholdstilladelse (K-status) en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [en by i nærheden af Khartoum], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, da han i kraft af sit arbejde som politimand blev beordret til at slå personer fra oppositionen ihjel, hvilket han nægtede. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2014 blev kontaktet af politidirektørens kontor og oplyst om, at politidirektøren ville mødes med ham samme aften. Ansøgeren mødtes med politidirektøren og tre officerer fra Sikkerhedstjenesten. Politidirektøren sagde til ansøgeren, at han skulle udføre en særlig opgave sammen med de tre officerer og en general, samt at ansøgeren skulle mødes med generalen. Den følgende dag mødtes ansøgeren med generalen, som oplyste, at ansøgeren skulle slå tre personer, der var i opposition til regeringen ihjel, da der snart skulle være valg i Sudan. Da ansøgeren afviste dette, blev han truet med, at der ville ske noget med hans familie, samt at han ville blive straffet for en gammel episode, hvor han ikke rejste sigtelse mod en studerende, selvom en person fra sikkerhedstjenesten havde anmodet herom. Ansøgeren følte sig derfor nødsaget til at acceptere opgaven. Han mødte dog ikke op som aftalt den følgende dag. Omkring kl. 05.00 blev han på sin bopæl opsøgt af fem personer, som sagde, at han skulle følge med, da generalen ville tale med ham. Da ansøgeren mødtes med generalen, blev han anklaget for at have modsat sig regeringens ordre. Ansøgeren fik videre at vide, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke indvilgede i, at slå de pågældende personer ihjel. Ansøgeren nægtede fortsat, og han blev derfor anholdt og transporteret til et arresthus. Han var fængslet i cirka 24 dage, hvorunder han dagligt blev udsat for overgreb. Ansøgeren fik i arresthuset kontakt til en person, der arbejdede for sikkerhedstjenesten, og som han kendte i forvejen. Den pågældende hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren rejste herefter til sin slægtning i Khartoum. Ansøgeren tog ophold hos en af slægtningens venner indtil [slutningen af] 2014, hvor han udrejste fra lufthavnen i Khartoum. Han havde forinden fået udstedt visum til [et europæisk land] på [det europæiske lands] ambassade i Khartoum. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen fremstår overbevisende og troværdig, og flertallet lægger derfor forklaringen til grund. Der lægges herved afgørende vægt på, at ansøgerens forklaring er konsistent, og at ansøgeren har forklaret præcist og detaljeret om tilbageholdelsen, efter han har nægtet at udføre en ordre om at likvidere bestemte personer fra oppositionspartier. Ansøgeren har videre forklaret troværdigt om de overgreb, som han er blevet udsat for under tilbageholdelsen og på hvilken måde det er lykkedes for ham at flygte fra arresthuset og om baggrunden for, at en kollega har hjulpet ansøgeren. Forklaringen fremstår også i denne henseende selvoplevet. Ansøgeren har i øvrigt sammenholdt med baggrundsoplysningerne forklaret overbevisende om sin udrejse fra Sudan via lufthavnen i Khartoum og herunder hvorledes han er blevet hjulpet af sine kollegaer, som han har kendt fra politiskolen og senere arbejdet sammen med. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer forfølgelse som følge af sin nægtelse af at udføre efterretningstjenestens ordre, og at ansøgeren derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2016/23/mvln
Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Khartoum, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, da han er flygtet fra efterretningstjenesten. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som politimand i det sudanesiske politi. I [sommeren] 2014 fik han til opgave at overvåge en person fra [et] oppositionsparti. Ansøgeren overvågede den pågældende i syv dage, hvorefter han udarbejdede en rapport til brug for myndighederne. I [efteråret] 2014 blev ansøgeren indkaldt til en samtale hos Efterretningstjenesten i Khartoum. Ansøgeren fik af en oberstløjtnant besked på at likvidere den person fra oppositionspartiet, som han havde overvåget. Ansøgeren afviste at tage imod opgaven, hvorefter han blev anholdt og tilbageholdt på kontoret. Ansøgeren var tilbageholdt i syv dage, hvorunder han blev udsat for fysiske overgreb hver dag. Efter syv dage blev ansøgeren transporteret til et hospital, hvor han var indlagt i tre-fire dage, hvorefter han flygtede og tog til byen […]. Han opholdte sig hos en slægtning i en måned. I [slutningen af] 2014 udrejste ansøgeren fra Khartoum. Han havde forinden fået udstedt et visum til [et europæisk land] fra [det europæiske lands] ambassade i Khartoum. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Der lægges vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, og at forklaringen vedrørende andre afgørende forhold forekommer usandsynlig. Forklaringen anses derfor som konstrueret til lejligheden. Flertallet henviser til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen den […] 2015 om sin flugt fra hospitalet har forklaret, at der var vagter til stede for at holde øje med ham. Ansøgeren flygtede midt om natten, og vagterne regnede derfor med, at ansøgeren sov, hvorfor de ikke var opmærksomme på ham. Under asylsamtalen den […] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at en person var kommet alvorligt til skade og var blevet ført ind på den afdeling på hospitalet, hvor ansøgeren lå. Efter at personen var afgået ved døden, opstod der uroligheder, og det lykkedes ansøgeren at flygte. Vagterne der passede på ansøgeren forsøgte at forhindre ansøgeren i at flygte, men pårørende til afdøde slog vagterne, fordi de var vrede på vagterne, og derved forhindrede de vagterne i at standse ansøgeren. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han ikke under oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han flygtede om natten, fordi vagterne ikke var opmærksomme på ham. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til [H], som han skulle overvåge. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han med det samme vidste, hvem [H] var, da han fik personens navn at vide. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at han ikke vidste, hvem [H] var, da han fik tildelt overvågningsopgaven. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han ikke kender [H] personligt, men at han kender til [H], da de kommer fra samme område. Flertallet anser det endvidere for usandsynligt, at ansøgeren efter sin flugt fra hospitalet har kunnet opholde sig i cirka en måned hos en slægtning til ansøgerens moder, og at han i den periode uden problemer med den sudanesiske efterretningstjeneste har kunnet planlægge sin udrejse og har kunnet udrejse fra lufthavnen i Khartoum med eget pas. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at ansøgeren, der angiveligt var eftersøgt af efterretningstjenesten, uden problemer har kunnet opnå visum på [det europæiske lands] konsulat i Khartoum, efter at han personligt er mødt på konsulatet og har afgivet fingeraftryk og i øvrigt har fået taget et foto og fremvist legitimation. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer bemærker, at det fremgår af referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren med sin underskrift har bekræftet, at tolkens oversættelse af samtalereferaterne er i overensstemmelse med samtalerne, og at han har haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til referaterne. Flertallet finder derfor ikke, at ansøgerens oplysning for nævnet om, at der under de tidligere samtaler opstod misforståelser på grund af tolkeproblemer kan tillægges betydning. Flertallet finder ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgeren, idet der henvises til karakteren af de divergenser og de usandsynligheder, der har medført, at ansøgerens forklaring er forkastet. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil risikere overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/22/mvln
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Darfur-provinsen, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som etnisk fur frygter anholdelse og overgreb fra politiet. Ansøgeren frygter endvidere, at regeringen vil tro, at han grundet sin udrejse fra Sudan har kæmpet for oprørere i Sudan. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold Darfur, herunder konflikten med militsgruppen Janjaweed. Endelig har ansøgeren henvist til, at han under sit ophold i Khartoum blev nægtet udlevering af sine uddannelsesdokumenter, fordi han ikke ville aftjene sin militærtjeneste, ligesom han på grund af manglende tilladelse til at sælge varer på markedet flere gange blev frataget sin salgsvogn og sendt væk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2003, mens han passede familiens kvæg, fik frastjålet disse ved bjergene i Siranga af en gruppe fra Janjaweed-militsen. Personerne henvendte sig til ansøgeren, idet de pålagde ham at forsvinde fra stedet. På vejen hjem til landsbyen så ansøgeren, at denne stod i flammer, og ved ankomsten til bopælen så han, at hans moder var blevet dræbt. Ansøgeren fik af flygtende landsbyboere at vide, at mænd ridende på kameler og heste stod bag nedbrændingen af landsbyen. Ansøgeren flygtede til landsbyen […], hvor han blev stoppet og afhørt af soldater fra den sudanske hær, der ville vide, om der var oprørsgrupper i området. Ansøgeren blev løsladt efter at være blevet afhørt en halv dag. I oktober 2003 blev ansøgeren hentet på sin bopæl i […] af tre for ham ukendte myndighedspersoner. Ansøgeren blev bragt til politistationen og afhørt om kendskabet til oprørsgrupper i området. Ansøgeren oplyste ikke at have viden herom, og samme aften blev han løsladt. Ansøgeren rejste i december 2003 til Khartoum, hvor han boede frem til udrejsen til Egypten i 2013. Under opholdet i Khartoum kunne ansøgeren ikke få udleveret sine skolepapirer fra gymnasiet, medmindre han indvilgede i aftjening af militærtjeneste. Ansøgeren nægtede dette. Ansøgeren har fra juli 2013 frem til indrejsen i Danmark opholdt sig i Egypten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens nye forklaring i nævnsmødet om, at han flyttede fra bydel til bydel i Khartoum for ikke at blive genkendt, til grund. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv eller i øvrigt udført aktiviteter vendt mod styret. Ansøgeren har i forbindelse med de generelle forhold i Darfur været tilbageholdt kortvarigt ved en kontrolpost, da han forlod landsbyen i 2003, og han har også været tilbageholdt i […]. Han blev løsladt samme dag. Han blev i begge tilfælde krænket verbalt, men ikke udsat for fysiske overgreb. Han blev løsladt uden videre. Ansøgeren har herefter levet ti år i Khartoum uden at være udsat for overgreb af en sådan karakter, at det kan betegnes som forfølgelse eller overgreb, som er tilstrækkelige alvorlige til, at ansøgeren opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Sudan er af en sådan karakter, at ansøgeren, uanset at han er etnisk fur og stammende fra Darfur, ikke vil kunne vende tilbage til Sudan uden at risikere overgreb. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Sudan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/21/nke
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og muslim af trosretning fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans fader i [sommeren] 2003 blev anholdt og fængslet af myndighederne i [i byen X]. Syv dage senere blev han løsladt, mod at han skulle indsamle oplysninger om oppositionsgrupperne. I 2005 blev han på ny anholdt og fængslet i to dage i forbindelse med, at myndighederne i [i byen X] ville udspørge ham om en episode, hvor markedet i byen var blevet plyndret af ukendte gerningsmænd. Medio 2012 blev han igen anholdt og fængslet, da myndighederne i [i byen Y] fejlagtig troede, at han havde deltaget i en studenterdemonstration til støtte for oppositionen. [I foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt og afhørt i forbindelse med et bankrøveri i [i byen X], hvor en politibetjent, et barn og to gerningsmænd mistede livet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han [i sommeren] 2014 blev anholdt og efterfølgende fængslet i to dage, fordi myndighederne mistænkte ham for at have oplysninger om et forestående angreb på et militærområde i byen [X]. Fire dage senere udrejste han af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund. Forklaringen fremstår ikke troværdig, idet ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen om årsagen til, at de sudanesiske myndigheder skulle slå ham ihjel, ikke forekommer overbevisende og sandsynlig. Ansøgeren har ved motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne i 2003, 2012, 2013 og 2015, og at han ikke havde været tilbageholdt på andre tidspunkter. Ved asylsamtalen [i efteråret] 2015 i Udlændingestyrelsen fortalte ansøgeren, at han også var blevet tilbageholdt i 2005. Foreholdt, hvorfor han ikke tidligere forklarede om tilbageholdelsen i 2005, oplyste han, at han ikke blev spurgt om tilbageholdelse i 2005, og at han fik at vide, at der ville komme en samtale mere, hvor han kunne forklare sig yderligere. For Flygtningenævnet har ansøgeren herom supplerende forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted i sommeren 2005. Ansøgeren har under motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 om baggrunden for tilbageholdelsen i 2013 forklaret, at der var sket et bankrøveri [i byen X], hvor en 8-årig dreng og en politimand blev dræbt og to blev såret. Under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at der var tale om en 8-årig pige, som blev dræbt, og at to af gerningsmændene blev dræbt. Foreholdt sin tidligere forklaring under samtalen [i vinteren] 2015 oplyste ansøgeren, at tolken ikke havde forstået ham og læste op fra referatet som om, der var tale om en pige. Han oplyste videre, at de to gerningsmænd blev såret og senere døde. For Flygtningenævnet har ansøgeren herom yderligere forklaret, at det var en dreng, der blev dræbt, og at de to gerningsmænd alene blev såret. Han kender således ikke noget til, om de døde efterfølgende. Ansøgeren har endvidere ved motivsamtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at han havde haft kontakt med sin far, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Under samtalen [i efteråret] 2015 har ansøgeren først forklaret, at han ikke havde talt med sin far i perioden mellem ankomsten til Danmark og samtalen [i efteråret] 2015, fordi faderen sad i fængsel på det tidspunkt. Derefter forklarede ansøgeren, at han nåede at tale med faderen en gang inden samtalen [i efteråret] 2015. For Flygtningenævnet har ansøgeren herom yderligere forklaret, at han har talt med sin far, efter at faderen blev løsladt, og at han under motivsamtalen [i vinteren] 2015 fortalte, at han havde talt med sin mor. Det var efter samtalen [i vinteren] 2015, han talte med sin far. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans familie er blevet opsøgt af myndighederne efter hans udrejse, og at faderen blev fængslet i 1-1½ måned. Faderen har ifølge ansøgeren holdt fast i at fortælle myndighederne, at ansøgeren var taget tilbage til universitetet og ikke, at han var udrejst. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om omstændighederne ved sin flugt, herunder hvor mange dage han blev i landsbyen, og hvor han opholdt sig. Ansøgeren har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at han og hans familie aldrig har været medlem af oppositionen eller oprørsgrupper og aldrig har været i kontakt med disse. Han har for Flygtningenævnet bekræftet, at han ikke har samarbejdet med disse grupper, men alene i kraft af sin etnicitet og sit stammetilhørsforhold mistænkes for at samarbejde med dem. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at det forekommer usandsynligt, at myndighederne i Sudan efter angiveligt at have tilbageholdt ansøgeren fem gange i løbet af 11 år uden at få oplysninger fra ansøgeren nu skulle efterstræbe ansøgeren, fordi han ikke har kunnet skaffe oplysninger om oprørsgrupperne. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Den omstændighed, at ansøgeren er ikke-araber og kommer fra Darfur, kan ikke i sig selv medføre en anden vurdering, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols afgørelse i sagen A.F. v. France (appl. No. 80086/13). Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/20/CEB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og muslim af trosretning fra […], Al Fashir, Darfur i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af de sudanske myndigheder eller Janjaweed-militsen. Hans landsby blev plyndret og brændt ned af Janjaweed-militsen i 2003, hvor ansøgeren og hans familie blev tvunget til at flygte til en flygtningelejr […]. Han blev i 2007 eller 2008 anholdt og fængslet i omkring en måned, fordi han nægtede at melde sig ind i regeringspartiet. Hans fætter blev [i foråret] 2013 opsøgt i sin forretning af personer fra Janjaweed-militsen, som ville have udleveret varer gratis. Fætteren nægtede og det udviklede sig til et skænderi, hvor ansøgeren sammen med 11-12 andre personer måtte føre sin fætter væk for at beskytte denne. Umiddelbart efter skænderiet skrev personerne fra Janjaweed-militsen navnene ned på alle personer, der gik væk med fætteren, idet de ville dræbe alle på listen. Dagen efter blev fætteren dræbt på gaden af Janjaweed-militsen. Til begravelsen fandt ansøgeren ud af, at hans navn stod på listen. Ansøgeren opholdt sig herefter skiftevis på sin bopæl og ved en plantage i nærheden i omkring en uge, hvorefter han flygtede til Khartoum, hvor han opholdt sig i to måneder, inden han udrejste. Janjawid-militsen har efterfølgende opsøgt ansøgerens forældre to gange og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af referatet af oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2015, at ansøgeren har forklaret, at der efter sommeren 2013 kom lister med navne over byens borgere, der var indkaldt af Janjaweed-militsen, at ansøgerens og fætterens navne var på listen, og at fætteren blev dræbt, hvorefter ansøgeren frygtede for sit liv og derfor forlod Sudan. Ansøgeren har således ikke i oplysnings- og motivsamtalen oplyst om en konflikt med Janjaweed i fætterens forretning. Det af ansøgeren for Flygtningenævnet beskrevne motiv må således anses som en udbygning og/eller divergens i forhold til hans tidligere forklaring. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter findes at være usandsynlig. Det findes blandt andet usandsynligt, at ansøgeren ville risikere at deltage i fætterens begravelse i byen dagen efter drabet på fætteren på trods af hans endog meget betydelige frygt for militsen, ligesom det findes usandsynligt, at ansøgeren turde opholde sig i byen i omkring en uge efter drabet. Det findes herudover usandsynligt, at militsen først kontaktede ansøgerens forældre omkring halvandet år efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/2/ADP
Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mimah og muslim af trosretning fra [en nærmere bestemt landsby], Norddarfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er eftersøgt for at støtte bevæbnede grupper. Ansøgeren frygter videre de bevæbnede grupper. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2014 sad og talte med sin ven, [A], og dennes to bekendte, som prøvede at overtale ansøgeren til at tilslutte sig deres gruppe, som kæmpede mod regeringen. En bil fra sikkerhedstjenesten kom til stedet, hvorefter ansøgerens ven flygtede. Den ene af ansøgerens bekendte blev skudt og dræbt i forsøget på at flygte, mens ansøgeren og ansøgerens anden bekendte blev anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i tre dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt, fordi den bekendte, han blev anholdt sammen med, havde fortalt, at ansøgeren ikke var tilknyttet en bevæbnet oppositionsgruppe. Ved sin løsladelse indvilligede ansøgeren i at samarbejde med sikkerhedstjenesten og hjælpe dem med at pågribe ansøgerens ven. Hvis ansøgeren ikke gav dem vennen indenfor en uge, ville han blive pågrebet af myndighederne. Omkring fem dage senere ringede vennen til ansøgeren, og de aftalte at mødes. Under mødet fortalte vennen, at de bevæbnede grupper (Tamarid) ville slå ansøgeren ihjel, idet de mente, at ansøgeren havde fortalt myndighederne omkring vennens og de to bekendtes tilknytning til grupperne. Under mødet ankom en bil, hvorefter vennen og ansøgeren måtte flygte fra stede og søge tilflugt i et nærliggende hus. Ansøgeren kom i kontakt med sin familie, som oplyste, at familiens bopæl var blevet opsøgt af myndighederne, som ledte efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste to dage senere. Da ansøgeren var i Libyen, oplyste ansøgerens faders ven, at ansøgerens familie var blevet overfaldet, ligesom familiens hus var blevet brændt af en ukendt gruppe. Uanset at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om det påberåbte asylmotiv, kan Flygtningenævnets ikke afvise hans forklaring om, at han blev tilbageholdt af myndighederne og beskyldt for at samarbejde med oprørerne, at han blev løsladt med pålæg om at finde [A], at oprørsbevægelsen efterfølgende har brændt familiens hus ned og dræbt hans broder, [B], og søster, [C], idet bevægelsen mistænker ham for at have samarbejdet med myndighederne, og at myndighederne har fængslet hans fader. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Suda/2016/2/STR
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører Berti-stammen og er muslim af trosretning fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af militsen Janjaweed eller af den sudanesiske regering, idet de pågældende er efter personer af afrikansk afstamning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Janjaweed tre gange i foråret 2015 angreb hans landsby og i samme periode angreb flere Berti-landsbyer i området. Umiddelbart herefter udrejste han af Sudan. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han flygtede ud af landet, efter at Janjaweed tre gange med få ugers mellemrum i foråret 2015 havde angrebet hans landsby. Under de to første angreb blev der skudt folk fra landsbyen, og huse blev brændt ned. Ansøgeren var ved disse angreb på landbrugsarbejde uden for landsbyen. Ved det tredje angreb befandt ansøgeren sig på fodboldbanen i udkanten af landsbyen, hvor han kunne høre skyderi, og han løb hjemad. Undervejs så han huse i brand og folk, der blev skudt. Angriberne var maskerede mænd til fods og til hest. Herefter vendte han om og flygtede sammen med flere andre fra landsbyen. Ansøgeren har i sommeren 2015 en gang haft telefonisk kontakt med sin mor, der fortalte, at hun og hans 4 halvbrødre samt hans stedfar befandt sig i Khartoum efter at være flygtet samme dag som ansøgeren. Han har iværksat en eftersøgning af sin familie gennem Røde Kors. Ansøgeren har oplyst, at han frygter Janjaweed, som vil dræbe alle, der ikke er af arabisk etnicitet, eller tage ikke-arabere som fanger for at behandle dem som slaver. Det er hans opfattelse, at de sudanesiske myndigheder arbejder sammen med Janjaweed og forsyner dem med våben. Efter ansøgerens oplysninger har hverken han selv eller hans familie haft personlige, individuelle konflikter med Janjaweed eller de sudanesiske myndigheder, og både ansøgeren og hans familie fremstår helt uprofilerede i forhold til de stridende grupperinger i Sudan, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen A.F. v. France (appl. No. 80086/13). Det er derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det forhold, at ansøgeren kommer fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/19/CEB
Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af repræsentanter fra regeringen, som forud for hans udrejse mistænkte ham for at samarbejde med oprørsgrupper og internationale nødhjælpsorganisationer i Darfur. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans hjemby, [L], i Geneina-området, blev brændt ned af militsgruppen Janjaweed [i foråret] 2003. Mange mennesker, herunder ansøgerens fader, døde under angrebet. Det lykkedes for ansøgeren, hans moder og to brødre at flygte. Ansøgeren tog efterfølgende ophold i Geneina by, hvor han flyttede ind hos to skolekammerater. Ansøgerens moder og to brødre tog ophold i en flygtningelejr i bydelen [A] i Geneina, hvor de fortsat bor. Fra [foråret] 2004 begyndte ansøgeren og hans bofæller frivilligt at indsamle tøj til [A] flygtningelejrens beboere. [I sommeren] 2007 blev ansøgeren opsøgt på bopælen af fem maskerede og bevæbnede mænd, der tilbageholdt ansøgeren. Han var tilbageholdt i omkring tre en halv måned og blev udsat for flere former for tortur. Formålet med tilbageholdelsen var at få ham til at indrømme, at han samarbejdede med regeringsfjendtlige oprørsgrupper eller udenlandske organisationer. Efter tre en halv måned underskrev ansøgeren, mod løftet om løsladelse, et dokument, som han ikke fik oplyst det nærmere indhold af. [I vinteren] 2008 blev han igen opsøgt af tre personer, som bragte ham til et for ham ukendt sted, formentlig en militærkaserne. Efter omkring fem dage blev han kørt til behandling på et militærhospital, da han havde sultestrejket. Efter en nat på hospitalet flygtede han og tog udrejste tre dage senere af Sudan. Der foreligger en torturundersøgelse [fra efteråret] 2015 fra Amnesty Internationals danske lægegruppe. Ansøgeren har i forbindelse med undersøgelsen konkretiseret hvilke fysiske overgreb, han er blevet udsat for og nærmere oplyst om fysiske og psykiske eftervirkninger herfra. Ved den objektive undersøgelse er der fundet talrige ar i maveregionen, på brystkassen, på ryggen samt på arme og ben. Det konkluderes i rapporten, at der er fuld overensstemmelse mellem den angivne tortur og de objektive fund, samt at de beskrevne smerter fra bevægeapparatet understøtter, at ansøgeren har været udsat for ophængning. Ansøgeren har i det væsentlige forklaret overensstemmende om sit asylmotiv under hele sagen, idet han dog på nogle punkter har afgivet divergerende forklaringer, der som udgangspunkt svækker ansøgerens troværdighed. Henset til, at forklaringen nu støttes af den foreliggende torturundersøgelse sammenholdt med den ”benefit of the doubt”, der særligt skal komme torturofre til gode, kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for tortur. Herefter og under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen i Dafur, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den sudanesiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Suda/2016/18/MVI
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren [tilhører en afrikansk stamme] og [er] muslim af trosretning fra […]provisen i Norddarfur, Sudan. I [et år], da ansøgeren studerede på universitet, var han medlem af organisationen Girifna, som beskæftigede sig med problemer i Darfur-regionen. Ansøgeren fungerede i den forbindelse som talsmand, hvor han holdt taler ved møder på universitet, medvirkede i [et radioprogram], skrev artikler og holdt taler til arrangementer på det lokale marked. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de sudanesiske myndigheder, som anklager ham for at samarbejde med [radioprogrammet], foreningen UniMed samt Læger Uden Grænser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i sin tid som studerende på universitetet i Khartoum fra [i en nærmere bestemt periode på tre år] var politisk aktiv og at han i den forbindelse deltog i møder og demonstrationer, at han skrev en lang række artikler til universitets vægavis, lod sig interviewe til radio, at han 2010 blev medlem af studenterorganisationen Girifna, hvor han blev en slags talsmand for personer fra Darfur og at han i [sommeren] 2010 blev anholdt af de sudanesiske myndigheder, da han sammen med andre personer fra Girifna talte til et arrangement på det lokale marked talte om problemerne i Darfur. Ansøgeren blev løsladt omkring to måneder efter, idet han skrev under på en erklæring om, at han ikke længere ville udtale sig kritisk om den sudanesiske regering. Ansøgeren fortsatte med sine aktiviteter, men nu kun på universitetets område. Efter endt studie flyttede ansøgeren i 2011 tilbage til hjembyen. I [vinteren] 2013 flygtede ansøgeren sammen med sin familie til Abo Shok flygtningelejeren, da hans landsby blev angrebet af Janjaweed-militsen og de sudanesiske myndigheder. Til stede i lejeren var blandt andet UniMed og Læger Uden Grænser, som ønskede at afdække, hvad der var hændt i ansøgerens landsby. UniMed og Læger Uden Grænser havde egne tolke med, men folk fra landsbyen anmodede om, at ansøgeren bistod dem i fortællingen af deres historier. Ansøgeren blev fire gange benyttet som tolk for UniMed og Læger Uden grænser, ligesom han én gang medvirkede i [radioprogrammet] vedrørende angrebet på landsbyen. [I vinteren] 2014 flyttede ansøgeren tilbage til landsbyen. Få dage efter blev ansøgeren og dennes fader anholdt på bopælen af personer fra efterretningstjenesten. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring fire måneder, i hvilken periode han blev mishandlet verbalt og fysisk. Efterretningstjenesten beskyldte ansøgeren for at være spion, for at have hjulpet folk med at fortælle deres historier til nødhjælpsorganisationerne og for at samarbejde med frihedsbevægelserne. Ansøgeren blev afhørt fire gange i de fire måneder, han var tilbageholdt. I [sommeren] 2014 blev ansøgeren i fængslet udsat for voldsomt fysiske overgreb, som førte til, at han blev indlagt på en fængslets sygeafsnit. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sygeafsnittet efter tre dage. Han tog ophold i Somalia i tre dage, hvorefter han rejste til Libyen. Efter en måned i Libyen fortalte ansøgerens broder til telefonen til ansøgeren, at deres fader var afgået ved døden i fængslet, at myndighederne tre gange havde ledt efter ansøgeren i området, samt at myndighederne havde efterlyst ansøgeren med billede i en avis. Flygtningenævnets flertal har ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår udbyggende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet som asylmotiv alene henvist til begivenhederne efter [vinteren] 2013. Ansøgeren har en universitetsuddannelse og det må forventes, at ansøgeren har forstået de spørgsmål, der er indeholdt i asylansøgningsskemaet. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet oplyst, at han ikke har været politisk aktiv. Der har i forbindelse med Udlændingestyrelsens to første samtaler med ansøgeren været tolkemæssige problemer, og ansøgeren har først under gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han [i en nærmere bestemt periode på tre år] var politisk aktiv, dels i en navngiven organisation, dels ved at skrive ugentlige indlæg til en vægavis, ved at give radiointerviews og ved at holde taler og oplyse om forholdene i Darfur såvel indenfor som udenfor universitets område. Ansøgeren har endvidere først på dette tidspunkt oplyst, at han i 2010 blev pågrebet af sikkerhedsstyrkerne, og at han herefter var tilbageholdt i to måneder i hvilken forbindelse ansøgeren blev udsat for tortur. Ansøgeren har videre forklaret, at han i forbindelse med frigivelsen måtte underskrive en erklæring om, at han ikke fremover ville være politisk aktiv. Nævnets flertal finder, at der er tale om en udbyggende forklaring, og at dette væsentligt afsvækker ansøgerens troværdighed. Nævnets flertal finder ikke, at det Youtube-klip og Facebook-opslag, der er forevist i forbindelse med nævnsmødet ændrer ved vurderingen heraf. Ansøgeren har som asylmotiv i øvrigt henvist til, at hans landsby blev brændt ned i [vinteren] 2013 og at han og familien i perioden frem til [vinteren] 2014 opholdt sig i en flygtningelejr. Under opholdet i flygtningelejren fungerede ansøgeren ved fire lejligheder som tolk i forbindelse med, at UniMed og Læger Uden Grænser interviewede flygtningene om de overgreb de havde været udsat for, og at dette førte til at ansøgeren og ansøgerens far [en nærmere bestemt dato i vinteren] 2014 blev pågrebet af sikkerhedsstyrkerne og bragt til afhøring. Ansøgeren har videre forklaret, at han herefter var tilbageholdt i cirka fire måneder, og at han i den periode blev udsat for tortur. Ansøgeren har vedrørende denne tilbageholdelse forklaret divergerende på væsentlige punkter, herunder har ansøgeren forklaret divergerende om den episode, der ledte til at ansøgeren blev indlagt på fængslets sygeafdeling. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev sparket og pisket indtil han besvimede. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har ansøgeren derimod forklaret, at han besvimede, fordi han fik elektriske stød. Unde nævnsmødet blev ansøgeren spurgt om, hvorvidt skaden på ansøgerens fod blev påført, medens ansøgeren var hængt op. Dette afviste ansøgeren, idet han forklarede, at han på intet tidspunkt under torturen var hængt op. Dette er i modstrid med den deltaljerede forklaring ansøgeren har afgivet over for Udlændingestyrelsen, hvor ansøgeren forklarede, at skaden på foden fremkom ved slag på foden i forbindelse med at ansøgeren var ophængt. Ansøgeren har i øvrigt forklaret afglidende og ukonkret om karakteren af de fysiske overgreb, som ansøgeren angiveligt var udsat for. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om den periode på tre dage, hvor han var indlagt på sygeafdelingen, idet ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i de tre dage simulerede at han var bevidstløs, medens ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at vagten blev mere og mere efterladende blandt andet fordi ansøgeren meget ofte havde brug for at komme på toilettet for at lade vandet. Samlet set medfører overnævnte forhold, at nævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring ikke fremstår troværdig. Henset til denne manglende troværdighed findes der ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnets flertal finder ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/17/str/shh
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Kordufan, Sudan. Ansøgeren tilhører endvidere klanen [navn på klan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har været aktiv i studenterpolitik i perioden fra 2011 til 2014 men ikke tilknyttet et egentligt parti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder på grund af sine politiske holdninger, herunder sin offentlige kritik af det sudanesiske styre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han studerede fast på [universitet] i [byen] i perioden fra 2010 til 2014. Han var studenterpolitisk aktiv på universitetet, og i den sammenhæng har han holdt flere taler ved større studenterpolitiske møder. Ansøgerens taler omhandlede blandt andet det sudanesiske styres krænkelse af menneskerettigheder for de studerende og i forbindelse med krigen i Dafur. Ansøgeren har videre oplyst, at han på baggrund af sine politiske aktiviteter blev arresteret og tilbageholdt i alt tre gange. Under tilbageholdelserne blev ansøgeren afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren og flere andre studerende blev første gang tilbageholdt [i vinteren 2011] under nogle studenterpolitiske uroligheder på [navn på universitet], hvor politiet stormede stedet. Ansøgeren blev tilbageholdt i en måned. [I vinteren] 2012 blev ansøgeren tilbageholdt for anden gang af myndighederne under en demonstration. Ansøgeren og de øvrige demonstrerede mod at myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at finde de gerningsmænd, som havde dræbt fire studerende fra [navn] universitetet. Ansøgeren blev tilbageholdt i 42 dage og tvunget til at underskrive nogle dokumenter, som han ikke fik mulighed for læse indholdet af. I 2014 efter endt studie rejste ansøgeren til [by], hvor hans moder, ægtefælle og børn boede. Ansøgeren blev tilbageholdt for tredje gang i [by], idet de anklagede ham for at sympatisere og samarbejde med ”Den Folkelige Bevægelse”. Ansøgeren blev tilbageholdt i 2,5 måned, hvorefter han blev overført til et hospital, da han havde sultestrejket og derfor var syg. Ansøgeren opholdt sig på hospitalet i syv dage, hvorfra det lykkedes ham at flygte til Omdurmann, hvorefter han omkring 60 dage efter udrejse til Libyen. Flygtningenævnet har ikke kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår divergerende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet tillægger det også en vis vægt, at ansøgeren har forklaret, at han havde en så stærk politisk overbevisning, at han fortsatte sit politiske virke trods de to første anholdelser, så længe han opholdt sig på universitetet. Han har imidlertid til trods herfor alene forklaret upræcist og afglidende, når han er blevet spurgt nærmere ind til sine politiske holdninger samt indholdet af de politiske synspunkter, som han videregav. Vedrørende de to første anholdelser lægger Flygtningenævnet dernæst vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på så væsentlige punkter som i hvilket omfang og i hvilke forbindelser han er blevet udsat for overgreb, ligesom han har forklaret divergerende om omstændighederne ved den anden løsladelse. Flygtningenævnet henviser her til de divergenser, som allerede er beskrevet i Udlændingestyrelsens afgørelse, og som fortsat savner en rimelig forklaring. Vedrørende den tredje oplyste anholdelse lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af hospitalsopholdet samt, at han har forklaret upræcist og afglidende, når han er spurgt ind til forholdene på hospitalet og muligheden for flugt. Han har herunder ikke nærmere kunne forklare overbevisende om, hvordan han, allerede få dage efter at være indlagt så afkræftet, at han ikke kunne bevæge sig, kunne forlade hospitalet og gå derfra. Samlet set medfører overnævnte forhold, at ansøgerens forklaring ikke fremstår troværdig. Henset til denne manglende troværdighed findes der ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har de oplyste ar: et ar ved den ene ankel, enkelte ar på håndleddene og enkelte små ar på skulderen, findes disse ar ikke at være så karakteristiske for en så omfattende tortur, som ansøgeren har forklaret om, at de i sig selv vil kunne begrunde et andet resultat af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/16/LRN
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Wadae (hans moder er Gimir) og muslim fra […] Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra Beni Halba-klanen og det sudanesiske politi. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i en periode på 12 måneder] var ansat som projektleder i organisationen Rural Community Development Organization (RCDO). I løbet af det år søgte han forgæves at få visum til England, hvor han ønskede at studere. I slutningen af året skulle han for RCDO forestå opførelsen af 100 små handelsboder i Brota-området i Al Beda Kommune i Vestdarfur. Da byggeriet stod færdigt [ultimo 2013], blev det angrebet og brændt ned af personer fra Beni Halba-klanen, som var utilfredse med, at de ikke havde fået de boder, som de gerne ville have haft og med, at der var bygget på et areal, der tilhørte personer fra klanen. Under angrebet døde tre personer fra klanen, herunder moderen til klanens leder. Samme dag blev ansøgeren på sit kontor i Al Beda by arresteret af politiet, som beskyldte ham for at samarbejde med oprørere og for overlagt at have bygget ind over Beni Halba-klanens territorium samt for at være ansvarlig for branden og de tre dødsfald. Dagen efter ransagede politiet hans arbejdsplads og familiens bolig. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for tortur. Direktøren for RCDO besøgte ansøgeren i fængslet og fortalte, at personer fra Beni Halba havde været på arbejdspladsen, hvor de havde bebrejdet ham, at lederens moder var omkommet samt at klanen derfor ville hævne sig på ham. [Primo 2014] lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet i forbindelse med reparationen af en parabolantenne. Beni Halba-klanen har flere gange både før og efter ansøgerens flugt opsøgt ansøgerens familie i […], hvor de har brændt familiens hus ned og skudt ansøgerens broder i benet. [Omkring en måned senere] udrejste ansøgeren illegalt til Egypten. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om hans baggrund og identitet til grund, herunder at han for RCDO ultimo 2013 arbejdede i Al Beda. Vedrørende troværdigheden af ansøgerens forklaring om den asylbegrundende konflikt, fængslingen og flugten bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren på enkelte punkter har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har således ifølge referat af forklaring til Udlændingestyrelsen den […] oplyst, at fængslet lå i Brota samt at han flygtede fra fængslet [en nærmere bestemt dato] og ud af Al Beda [en nærmere bestemt dato]. Senere har ansøgeren forklaret, at fængslet ligger i Al Beda og han har flere gange, herunder til Udlændingestyrelsen den […], forklaret, at han efter flugten fra fængslet kun opholdt sig i Al Beda i to dage. Ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om det sidste ophold i Al Beda var præget af betydelig usikkerhed. Ansøgeren har endvidere under sidstnævnte forklaring oplyst, at han i fængslet blev hentet af to personer den dag, han flygtede, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at han blev hentet af tre vagter. Divergenserne er isoleret set ikke afgørende, men kan dog indgå i den samlede troværdighedsvurdering. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende om det for motivet afgørende spørgsmål om tortur. Under begge samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han blev afklædt, sat i en kasse samt at der blev sprøjtet koldt vand på ham. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han tillige 2-3 gange om ugen om natten blev taget ud af kassen og lagt på et bræt samt at en mand holdt på hans fødder, mens en anden mand holdt ham fast ved overkroppen. Ansøgeren har i nævnet videre forklaret, at han i den position blev grundigt afhørt om tilknytning til oprørsbevægelser og i den forbindelse mange gange snittet i brystet og på maven med kniv. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt fotografier af sit bryst og mave, hvoraf ses adskillige ar. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om omhandlede meget grove form for tortur. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om flugten fra fængslet forekommer meget usandsynlig. Dette gælder ikke mindst den omstændighed, at ansøgeren - der på det tidspunkt var blevet tortureret hver nat i over 20 dage - skulle være bragt op på fængselstaget af vagter for at rette på en antenne og fra taget var i stand til at springe mindst otte meter ned og ud af fængslet. Ansøgeren skulle kun være kommet lettere til skade ved springet og var i stand til at løbe væk fra fængslet, og ansøgeren hørte eller så ikke noget til vagterne i forbindelse med flugten. Herefter, og idet ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet ikke er fremstået selvoplevet og troværdig, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet samt at han har været ansat i en humanitær organisation, der samarbejder med UNHCR, kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet finder under disse omstædigheder, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag, og nævnet kan derfor ikke imødekomme en subsidiær påstand om fra ansøgerens advokat, at udlændingemyndighederne skal rette henvendelse til RDCO eller at sagen skal udsættes med henblik på indhentelse af torturundersøgelse. Idet Flygtningenævnet således ikke finder, at der er reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sudan vil blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/2015/STR
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra […], Al-Jenenah, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af de sudanesiske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev anholdt af myndighederne [ultimo] 2010. Han blev fængslet og beskyldt for at samarbejde med oprørerne. Efter fysiske overgreb indvilligede han i at samarbejde med myndighederne og skaffe oplysninger fra oprørerne. Han blev derfor løsladt med daglig meldepligt. Han overholdt sin meldepligt i fem dage, men havde ingen informationer at give myndighederne. På sjette dagen efter hans løsladelse, blev han syg og kunne derfor ikke overholde sin meldepligt. Myndighederne hentede ham på hans bopæl og bragte ham til fængslet, hvor de anbragte ham i isolation i tre dage. Herefter blev han flyttet til et andet fængsel og oplyst om, at han ville blive henrettet. Ansøgeren og de øvrige indsatte aftalte herefter at flygte sammen. Det lykkedes dem at flygte, ved at en indsat bad om at komme på toilettet. Da vagten kom, væltede ansøgeren og de andre vagten omkuld, hvorefter det lykkedes alle ti fanger at flygte. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan lægges til grund, idet den ikke forekommer selvoplevet og på nogle punkter er divergerende og usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret skiftende om datoerne for, hvornår han blev tilbageholdt, flygtede og udrejste. Det forekommer endvidere usandsynligt, at bevogtningen af ti dødsdømte skulle være så lemfældig som af ansøgeren forklaret. Endelig forekommer det utroværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare detaljer om den påståede tortur eller fængselsbygningens indretning. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde asyl. Det bemærkes i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om foretagelse af torturundersøgelse, idet påvisningen af eventuelle skader ikke vil ændre nævnets vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/14/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive slået ihjel af repræsentanter fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kundskab, at han har deltaget i en demonstration imod de sudanesiske myndigheder i Danmark, og fordi han er anklaget for at opildne til oprør i flygtningelejren […]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [medio] 2011 blev arresteret på grund af sit medlemskab af […]-stammen. Under tilbageholdelsen blev han anklaget for at opildne til oprør i flygtningelejren […] samt anklaget for at være en del af oppositionen i Sudan. Det lykkedes ansøgeren at flygte [medio] 2011 i forbindelse med en indlæggelse. Han opholdt sig i byen Altina frem til [ultimo] 2015, hvor han udrejste af Sudan. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark deltog i en demonstration i København [medio] 2015 for sudanesiske asylansøgeres rettigheder samt imod de sudanesiske myndigheder. Billeder fra demonstrationen blev bragt i den sudanesiske internetavis […] den [medio] 2015. Ansøgeren er efterfølgende blevet kontaktet af sin broder, som to gange er blevet tilbageholdt af repræsentanter fra de sudanesiske myndigheder, som er bekendte med, at ansøgeren har deltaget i demonstrationen i København. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på adskillige og også væsentlige punkter kan tilsidesættes som utroværdig, idet den forekommer divergerende og udbyggende. Han har således i sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne, mens han arbejdede i en bod på markedet i byen, mens han under senere afhøringer har forklaret, at han på det pågældende tidspunkt ikke havde arbejde, og at han blev tilbageholdt i det åbne land på vej til lejren. Endvidere forekommer hans forklaring om, at han kunne flygte fra hospitalet uden problemer, idet han blot var blevet efterladt der uden opsyn, stærk usandsynlig, ligesom han for nævnet først forklarede, at han forlod hospitalet gennem en port og senere, at han kravlede over en mur. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans deltagelse i en demonstration i København er kommet til de sudanesiske myndigheders kundskab, idet identifikation skønnes vanskelig om ikke umulig på det foreliggende grundlag. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/13/IBL
Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Al-Bagal og sunni muslim fra [en by] i det sydlige Darfur i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i [en forening] på universitetet, […], i Khartoum, hvor ansøgeren læste økonomi. Ansøgeren var økonomansvarlig i foreningen, og rådet havde til formål at oplyse de studerende om, hvad der var sket i Darfur samt give humanitær hjælp til udsatte mennesker i Darfur. En dag i 2011 da ansøgeren var på vej hjem fra universitetet, blev han kidnappet af 4 mænd, som tog ham med i en Landrover. Ansøgeren blev kørt til et fængsel, hvor myndighedspersoner under afhøring anklagede ham for at være politisk aktiv og imod staten og anklagede ham for at have indkøbt våben og givet dem videre til oprørsgrupper i Darfur. Ansøgeren var fængslet i et år, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ved løsladelsen blev han pålagt meldepligt hos efterretningstjenesten i Khartoum, hvilken han overholdt. I [sommeren] 2012 genoptog ansøgeren sit studie men opdagede, at hans forening var blevet nedlagt, hvorfor ansøgeren startede rådet op igen og igen var økonomiansvarlig. [I sommeren] 2013 blev ansøgeren fængslet for anden gang. De anklagede ham igen for at være politisk aktiv og for at indkøbe våben til oppositionsgrupper i Darfur. Under dette fængselsforløb blev han på ny udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt efter 6 måneder i [foråret] 2014 mod, at han igen skulle melde sig på det nærmeste efterretningstjenestekontor i Khartoum hver torsdag og lørdag. Hver gang ansøgeren meldte sig, blev han verbalt truet af myndighederne. I tiden efter løsladelsen blev ansøgeren løbende opsøgt af myndighederne på sin bopæl, hvor personer fra myndighederne bankede på døren til ansøgerens bopæl og chikanerede ham og familien. Myndighedspersonerne spurgte ikke efter ansøgeren, men lod hver gang som om, at de ledte efter en anden. Ansøgerens familie fik til sidst nok af myndighedernes trusler, hvorfor de hjalp ansøgeren med at udrejse fra Sudan [primo] 2015. Flertallet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring om udsættelse med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, idet flertallet ikke finder det sandsynliggjort, at resultatet af en sådan undersøgelse vil være af afgørende betydning for sagen. Flertallet finder endvidere, at ansøgerens forklaring ikke kan lægges til grund, idet den forekommer divergerende og udbyggende på væsentlige punkter. Blandt andet har ansøgeren, der var økonomiansvarlig for foreningen, forklaret forskelligt om størrelsen af de indsamlede midler. Han har endvidere ifølge oplysninger i advokatindlægget forklaret, at han efter sin anden løsladelse var ude af stand til hverken at studere eller arbejde grundet hans helbred, mens han for nævnet har forklaret, at han i nævnte periode fik arbejde, men mistede dette på grund af chikane fra sikkerhedstjenesten. Han har endvidere forklaret udbyggende om karakteren og omfanget af den vold, han angiveligt var udsat for under frihedsberøvelserne og i forbindelse med sin meldepligt. På denne baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/119/col
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afrikaner fra barty-klanen og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Darfur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i to demonstrationer i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, da hans [familiemedlem] har været imam. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans [familiemedlem] havde været imam i 5 år, og hver fredag tog ud til de omkringliggende landsbyer for at fortælle om religion. [Ultimo] 2014 blev ansøgerens families bopæl angrebet af seks myndighedspersoner, hvorved ansøgerens [familiemedlem] og to brødre blev dræbt. Ansøgerens [familiemedlem] blev skudt i maven af omkring seks skud, ansøgerens broder […] blev skudt i hovedet af et skud, og ansøgerens broder […] blev ramt i maven af et skud. Ansøgerens moder blev slået, men fortalte ikke, hvor ansøgeren og hans to andre brødre, […] og […], gemte sig. De seks myndighedspersoner forlod bopælen uden at finde ansøgeren og hans brødre. Deres moder sagde, at de skulle flygte, hvorfor ansøgeren, [hans broder] og [hans anden broder] flygtede til deres [andet familiemedlems], […], bopæl i [en anden by]. Ansøgeren holdt sig skjult hos [det andet familiemedlem] i seks dage, inden han forlod Sudan den [ultimo] 2014. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig, idet den er udbyggende, divergerende og ikke virker selvoplevet. Ansøgeren har således blandt andet til styrelsen forklaret, at han gik ud af koranskolen i 2008, medens han til nævnet har forklaret, at han og hans brødre ikke lavede andet end at gå i koranskole helt frem til udrejsen i 2014. Han har endvidere til styrelsen forklaret, at ingen af soldaterne var inde på det værelse, hvor han gemte sig, medens han til nævnet har forklaret, at en af soldaterne kom ind i værelset og ledte efter ham, og at han kunne se den pågældende soldats ben fra sit gemmested under sengen. Endelig har han til styrelsen forklaret, at han under sit ophold i Libyen tilfældigt traf en person, der var i besiddelse af telefonnumret til hans [andet familiemedlem], hvorfor han kunne ringe til denne, medens han for nævnet har forklaret, at det var [det andet familiemedlem], som ringede til ham. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/11/COL
I efteråret 2010 meddelte Udlændingestyrelsen en mandlig statsborger fra Sudan samt hans moder og to søskende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Indrejst i 2010. I efteråret 2010 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I efteråret 2014 foretog nævnet en høring af Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter, idet ansøgeren havde gjort gældende, at Rigspolitiet havde profileret ham ved fremstillingen for den sudanesiske konsul i forbindelse med udstedelse af udrejsedokumenter. I efteråret 2015 genoptog nævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. I vinteren 2015 besvarede Rigspolitiet høringen og anførte i den forbindelse, at fremstillingen ikke havde profileret ansøgeren. Nævnet stadfæstede i vinteren 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet blandt andet ikke fandt, at ansøgeren var blevet profileret. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren har et etnisk tilhørsforhold til […] i det nordlige Sudan, er født i Sudan, og er muslim af trosretning. Ansøgerens moder har været medlem af menneskerettighedsorganisationen […]. Ansøgerens moder har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter overgreb fra de sudanesiske myndigheder, idet det er kommet til deres kendskab, at hun har søgt asyl i Danmark. Ansøgerens moder har til støtte herfor henvist til, at hun den [vinteren] 2013 blev fremstillet for den sudanesiske konsul, og at hun i den forbindelse på forespørgsel oplyste, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten. Hun har endvidere henvist til, at hun har deltaget i en demonstration den [efteråret] 2013 i […], hvor der blev optaget fotos af hende, der kom på den sudanesiske organisations hjemmeside […], samt at hun har givet interview på […] i 2014 om at være flygtning i Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med høringssvar af [efteråret] 2015 fra Rigspolitiet Nationalt Udlændingecenter til grund, at ansøgerens moder den [vinteren] 2013 blev frivilligt fremstillet for den sudanesiske konsul alene med henblik på fastlæggelse af identitet og udstedelse af rejsedokumenter. Det lægges endvidere til grund, at det i overensstemmelse med Rigspolitiets faste praksis ikke blev oplyst konsulen, at ansøgerens moder havde søgt asyl eller i øvrigt givet oplysninger til konsulen, der kunne give indikationer herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens moders forklaring om, at hun på forespørgsel oplyste konsulen, at hun var asylansøger, fordi hun havde problemer med efterretningstjenesten til grund, idet det må have formodningen imod sig, at en ordveksling med konsulen om så alvorligt et spørgsmål er udeladt af politiets referat. […]. Det fremgår af sagen, at den sudanesiske konsul til Rigspolitiet har oplyst, at det ikke var muligt at identificere ansøgerens moder på baggrund af de forelagte oplysninger, blandt andet fordi oplysningerne blev vurderet som urigtige. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at ansøgerens moders frivillige fremstilling for den sudanesiske konsul og det under fremstillingen passerede eller det i venteværelset efter fremstillingen – uden deltagelse af Rigspolitiet – passerede har medført, at ansøgerens moder er blevet profileret på en sådan måde, at ansøgerens moder har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at ansøgerens moders deltagelse i en demonstration i […] i 2013 eller interviews til […] i 2014 i sig selv eller i forening med fremstillingen for konsulen kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2016/10 AML
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim af trosretning fra […], Darfur, Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af de sudanesiske myndigheder, fordi han har ydet økonomisk støtte til al-Aden Walmusawat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har støttet oprørsgruppen al-Aden Walmusawat økonomisk siden 2003, ligesom han har deltaget i 10 demonstrationer, heraf fem fra 2009 til 2013 og fem før 2009. I 2005 blev ansøgeren fængslet som mistænkt for at tilhøre oprørerne. Ansøgerens onkel, der var sheik i landsbyen, fik mod betaling ansøgeren løsladt efter 14 dage. I 2013 ledte myndighederne efter ansøgeren på hans bopæl, men han var ikke hjemme. Herefter tog han ophold hos sin moster. Mens ansøgeren opholdt sig hos sin moster, opsøgte myndighederne igen ansøgerens bopæl. Efter 20 dages ophold hos sin moster vendte ansøgeren tilbage til sin bopæl. Han opholdt sig herefter 12 nætter på sin bopæl, inden han udrejste af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvornår han har deltaget i de demonstrationer, der ifølge hans forklaring var anledningen til myndighedernes forfølgelse af ham. Han har endvidere under forklaringen for Flygtningenævnet svaret upræcist og afglidende på flere spørgsmål, herunder om hvordan han fik oplysning om, at myndighederne ledte efter ham i 2013, hvilket var anledningen til, at han tog ophold hos sin moster og senere flygtede. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet intet har oplyst om sin støtte til oprørsgruppen og deltagelse i demonstrationer eller sin anholdelse og fængsling i 2005. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/1/ADP
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sudanesisk statsborger, tilhører Zagawa stammen og er muslim af trosretning fra Al-Jazzirah området. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet og sået ihjel af den sudanesiske efterretningstjeneste som følge af sin illegale udrejse og sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at den generelle situation i Darfur området er ustabil og usikker som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Darfur området. Som barn flyttede han til Al-Jazzirah området på grund af krigen. Ansøgeren har videre oplyst, at sudanesere med arabisk etnicitet er diskriminerende overfor sudanesere af afrikansk afstamning. Ansøgeren har eksempelvis oplevet, at arabiske mænd har tvunget sig foran i køen, når han har hentet vand ved floden, og han er blevet verbalt overfuset og diskrimineret i skolen. Ansøgeren har i sit asylskema og under samtalen med Udlændingestyrelsen alene henvist til, at han som barn blev chikaneret i sin landsby og den generelle uro og utryghed i Sudan. Han har under sin samtale med Dansk Flygtningehjælp tilsyneladende oplyst de samme grunde. Nævnet finder ikke, at oplysningerne om chikanen tyder på, at chikanen har haft en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Selvom det lægges til grund, at ansøgeren er af afrikansk afstamning og oprindeligt kommer fra Darfur området, har han ikke oplevet krig eller andre former for forfølgelse på grund af sin oprindelse. Selvom det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at afrikanere fra Darfur risikerer anholdelse og eventuelt tortur under afhøring, ligesom det på baggrund af samme baggrundsoplysninger må lægges til grund, at sudanesere, der har opholdt sig i længere tid i udlandet kan påkalde sig opmærksomhed, finder nævnet ikke, da ansøgeren ikke har tilhørt oprørsbevægelsen, politiske grupper eller andre grupperinger i opposition til myndighederne, at han alene af de grunde vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne. Ansøgeren har umiddelbart op til mødet gjort gældende, at han ligeledes frygter at blive straffet, fordi han har unddraget sig militær tjeneste, ligesom han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer straf, fordi han af samvittighedsgrunde vil nægte militær tjeneste. Han har på nævnsmødet forklaret, at hans familie i juli 2015 har fortalt, at militæret har været forbi hans forældres bopæl og spurgt efter ham. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han på nævnsmødet har forklaret, at hans oprindelige frygt var militær indkaldelse, mens dette ikke fremgår af hverken asylskema eller samtaler med Udlændingestyrelsen eller Dansk Flygtningehjælp. Dette flertal lægger endvidere vægt på, at han ikke har oplyst at være blevet indkaldt og finder allerede af den grund, at hans påståede frygt om indkaldelse ikke er konkret. På baggrund af oplysningerne i Landinfos rapport: ”Temanotat: Sudan: Verneplikt og rekruttering til regimeallierte militser.”, udgivet 24. marts 2015, hvorefter der alene indkaldes et begrænset antal værnepligtige, og da der efter oplysningerne ikke sker tvangsrekruttering, og da kun en lille del af de indkaldte sendes til Darfur området, finder nævnet ikke, at ansøgeren er i risiko for at blive sendt i væbnet kamp mod befolkningen i Darfur. Da hans påståede motiv således ikke er konkret og individuelt begrundet, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herefter ikke fundet grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bergid og muslim fra […], Kordofan, Sudan. Da han var to år, flyttede familien til […], Darfur. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2005 blev fængslet af myndighederne i otte måneder, idet han nægtede at lade sig rekruttere til Janjaweed-militsen. Han blev først løsladt, da han indvilligede i at melde sig, og da han efterfølgende blev udstationeret som vagt ved en militærbase, deserterede han efter en uge og tog ophold i en flygtningelejr. Han opholdt sig i flygtningelejren frem til 2008, hvor han flyttede til Khartoum og påbegyndte sine studier på […] Universitetet. Mens han studerede, blev han gentagne gange opsøgt af tre mænd, som stammede fra samme by som ansøgeren, og de opfordrede ham til at slutte sig til myndighederne. Hver gang ansøgeren nægtede, blev han arresteret og udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Han blev tilbageholdt omkring ti gange om året. I 2012 afsluttede ansøgeren sine studier og i 2013 flyttede han med sin familie til [en by i Darfur], hvor han i [sommeren] 2014 blev anholdt af nogle medlemmer af Janjaweed. Den følgende nat flygtede han og udrejste af Sudan. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren endvidere på Facebook ytret sig kritisk om den sudanesiske regering, hvilket har medført, at han har modtaget trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Forklaringen herom fremstår utroværdig og konstrueret og navnlig forklaringen om gentagne brutale og ydmygende overgreb under mere end 40 tilbageholdelser i årene 2008-2012 forekommer ikke selvoplevet. Ansøgerens forklaring om gennem mere end fire år at have været udsat for 10 gange årligt at blive arresteret på eller i nærheden af sit universitet og under hver tilbageholdelse udsat for fysiske og seksuelle overgreb og alligevel være forblevet på universitetet fremstår i øvrigt usandsynlig. Det samme gælder forklaringen om, at Janjaweed i [sommeren] 2014 i [byen i Darfur] skulle have iværksat en aktion med deltagelse af tyve køretøjer, tyve ryttere og en helikopter for at pågribe ansøgeren, der ikke havde været politisk aktiv, og som tidligere kun havde været udsat for kortvarige tilbageholdelser med efterfølgende løsladelse som følge af manglende beviser. Heller ikke forklaringen om, at en general, efter at aktionen havde ført til ansøgerens pågribelse, hjalp ansøgeren med at flygte i forbindelse med et vagtskifte, forekommer troværdig. Ansøgeren har endvidere på nogle punkter forklaret divergerende. Han har således til motivsamtalen forklaret, at tilbageholdelserne i perioden 2008-2012 skete hver gang inden eksamenstiden, mens han til gensamtalen forklarede, at det var vilkårligt, hvornår anholdelserne skete, og at han aldrig kunne forudse det. Til motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har haft et pas som sammen med andre dokumenter brændte sammen med hans hus, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke har haft et pas. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han deltog i militærtræning i Nyala i 2008, mens han for nævnet har forklaret, at han ikke deltog i militærtræning efter 2006. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens forklaring om for nævnet, at han siden sin ankomst til Danmark har skrevet kritisk om det sudanske regime på Facebook og nu fire dage før nævnsmødet har modtaget en trussel fra en person, som han kender fra universitetet, kan efter nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed ikke føre til en anden vurdering. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er fra Darfur og er af ikke-arabisk etnicitet, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2015/8
Nævnet meddelte i oktober 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fur og muslim fra Darfur, Sudan. Ansøgeren har været medlem af en humanitær folkelig ungdomsforening, […], siden 2003. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2003 blev anholdt af den regeringsstøttede milits Janjaweed, der beskyldte ham for at være en del af en oprørsgruppe, og han var tilbageholdt i omkring en måned. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur. [Ultimo] 2013 blev han igen anholdt af myndighederne, som beskyldte ham for at være medlem af en oprørsgruppe, men det lykkedes ham efter to ugers tilbageholdelse at flygte, da myndighederne under transporten af ansøgeren og andre fanger til et fængsel blev angrebet af medlemmer af oppositionen, som dræbte to soldater og befriede fangerne. Herefter udrejste ansøgeren over grænsen til Chad. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2003 som følge af sin tilknytning til en humanitær forening har været mistænkt for støtte til en oprørsgruppe og fængslet og udsat for tortur. Uanset usikkerhed om troværdigheden af ansøgerens forklaring om at have været tilbageholdt i 2013 finder flertallet henset til den tidligere tilbageholdelse, ansøgerens fortsatte medlemskab af foreningen, ansøgerens etnicitet og den i følge baggrundsoplysningerne siden 2013 forværrede situation og forøgede risiko for forfølgelse som følge af tilhørsforhold til en ikke-arabisk etnisk gruppe i Darfur, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den sudanske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2015/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Ansøgeren tilhører stammen […] og er muslim af trosretning fra […], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at han kommer til at stå uden eksistensgrundlag, idet han ikke har noget sted at være og ikke ønsker at leve på gaden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i landsbyen […] i det sydlige Sudan. Efter sin fars død voksede han op hos sine farbrødre, og i en ung alder flyttede han til Omdurman, hvor han i starten levede på gaden. Senere fik han job med at indkassere penge i en bus, og dernæst blev han udlært indenfor byggebranchen og fandt et arbejde med at opsætte keramik. Han boede på et lejet værelse, når han havde råd til at betale huslejen, og levede ellers på gaden. Han valgte at udrejse af Sudan, fordi hans arbejdsgiver ikke betalte den løn, han havde krav på. Ansøgeren kontaktede en agent, som arrangerede hans rejse til Libyen. På samme måde som Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Det bemærkes indledningsvist, at dødstruslerne fra ansøgerens tidligere arbejdsgiver ikke findes at være relevante for den asylretlige bedømmelse af ansøgeren i forhold til Sudan, idet [et libysk firma] var et firma, ansøgeren arbejdede kortvarigt for i forbindelse med, at han under sin flugt rejste gennem Libyen. Nævnet finder ikke, at det asylmotiv, ansøgeren i øvrigt har påberåbt sig, kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har påberåbt sig socioøkonomiske forhold, og at det ikke er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2015/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra [A], Sudan. Ansøgeren har været medlem af kvindepartiet i Sudan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet, udsat for grove fysiske overgreb og/eller dræbt af myndighederne, fordi hun har skrevet flere artikler om kvinders rettigheder i Darfur samt har holdt oplæg herom. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun fra 2003 til 2004 og fra 2010 til 2012 skrev flere artikler om kvinders rettigheder i Darfur til avisen [B] i Khartoum. I [foråret] 2013 blev ansøgeren anholdt af myndighederne i Khartoum. Ansøgeren var fængslet i en uge, hvor hun blev udsat for grove fysiske overgreb. Herefter blev hun løsladt på betingelse af, at hun ikke forlod Khartoum uden tilladelse, og at hun skulle informere myndighederne om, hvad der skete indenfor hendes politiske område. [Senere samme forår i] 2013 deltog ansøgeren og hendes kolleger i et arrangement i anledning af en kollegas død, og på vej hjem herfra blev ansøgeren på ny anholdt af myndighederne. Ansøgeren var herefter fængslet i omkring fem uger, hvor hun blev udsat for grove fysiske overgreb, hvilket medførte, at hun mistede bevidstheden og gik i koma. Ansøgeren vågnede herefter op på et hospital i Khartoum. Her mødte hun en officer, der havde sympati for hendes sag. Officeren fortalte ansøgeren, at hun var blevet idømt 25 års fængsel eller henrettelse, og han hjalp hende herefter med at flygte til Libyen sammen med en agent. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen fremstår på afgørende punkter divergerende og usandsynlig og forkastes derfor som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunkterne for sine anholdelser. I asylansøgningsskemaet og under asylsamtalen [i foråret] 2015 har ansøgeren oplyst, at hun første gang blev anholdt [i foråret] 2013, og at den anden anholdelse fandt sted [senere samme forår] 2013. Under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2015 har ansøgeren derimod forklaret, at den anden anholdelse fandt sted i [starten af] 2013, da hun blev stoppet af sikkerhedspolitiet og tvunget ind i en bil. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om årsagen til, at hun blev indlagt på hospitalet i Khartoum. I asylansøgningsskemaet har hun oplyst, at hun blev syg af malaria under sin fængsling, og at hun derfor blev indlagt på hospitalet. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun blev indlagt på et militærhospital på grund af kvæstelser som følge af tortur i fængslet. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at hun under sin anden fængsling blev udsat for vold, tortur og voldtægt. Hun besvimede og gik i koma, hvorefter hun vågnede op på et hospital i Khartoum. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren uden problemer er flygtet fra militærhospitalet ved hjælp af en officer, selv om hun var forfulgt af myndighederne, og selv om der var placeret en vagt foran hendes stue på hospitalet. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerens forklaring om officerens anledning til at hjælpe ansøgeren og de nærmere omstændigheder vedrørende flugten fremstår uden detaljer. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Sudan vil være i individuel, konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har forklaret, at de er etniske tigrinya og kristne af trosretning. Den mandlige ansøger er født i […] i det nuværende Eritrea. Han udrejste til Sudan i 1980. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Khartoum, Sudan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger flygtede fra […] på grund af krigen. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter forholdene i Eritrea, hvis de skulle vende tilbage dertil, og at levevilkårene i Sudan, herunder for kristne, var for dårlige. De ønsker et bedre liv for deres børn. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han er eritreisk statsborger, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring har boet de seneste cirka 35 år i Sudan, at ansøgeren ikke har nogen form for dokumentation for sin identitet, hverken fra Eritrea, Etiopien eller Sudan, selvom han efter sin egen forklaring har været i besiddelse af en form for identitetspapirer i Sudan. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren kun har givet meget begrænsede oplysninger om sin familiebaggrund, og herunder divergerende oplysninger om, hvor mange gange han har mødt sin fader i Sudan, og hvor dette skete. Endvidere er det efter ansøgerens forklaring helt uklart, hvordan ansøgerens bekendte skulle blive klar over, at ansøgerens fader var død, og hvorefter de gav ansøgeren besked herom. Hertil kommer, at ansøgeren har givet divergerende oplysninger om de identitetspapirer, han påberåber sig at have været i besiddelse af i Sudan. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren kun har givet meget overordnede oplysninger om forholdene i Eritrea. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må vurderes i forhold til Sudan, hvor han enten er statsborger, eller hvor han uden statsborgerskab har haft fast bopæl de seneste 35 år. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring om at være eritreisk statsborger til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at den kvindelige ansøger efter sin forklaring er født i 1980 i Sudan. Efter den sudanesiske statsborgerskabslovs § 4, stk. 1, litra b, i, er den kvindelige ansøger dermed sudanesisk statsborger ved fødsel. For så vidt angår ansøgernes børn må disse ligeledes antages at være sudanesiske statsborgere, eller i det mindste statsløse med mulighed for at opnå sudanesisk statsborgerskab ifølge den sudanesiske statsborgerskabslovs § 4, stk. 3. Ansøgerne har i forhold til Sudan, bortset fra deres kristne tro, kun henvist til levevilkårene som begrundelse for ikke at kunne vende tilbage dertil. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold er af en sådan karakter, at ansøgerne i den anledning risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Sudan. Flygtningenævnet finder af samme grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en sprogtest af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/4
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af repræsentanter fra regeringen, som forud for hans udrejse mistænkte ham for at samarbejde med oprørsgrupper og internationale nødhjælpsorganisationer i Darfur, da han har unddraget sig militærtjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans hjemby […] i Geneina-området, blev brændt ned af militsgruppen Janjaweed [i foråret] 2003. Mange mennesker, herunder ansøgerens fader, døde under angrebet. Det lykkedes for ansøgeren, hans moder og to brødre at flygte. Ansøgeren tog efterfølgende ophold i Geneina by, hvor han flyttede ind hos to skolekammerater og fortsatte sin skolegang. Ansøgerens moder og to brødre tog ophold i en flygtningelejr i […] Geneina, hvor de fortsat bor. Fra [foråret] 2004 begyndte ansøgeren og hans bofæller frivilligt at indsamle tøj til […] flygtningelejrens beboere. [i sommeren] 2007 blev ansøgeren opsøgt på bopælen af fem maskerede og bevæbnede mænd, der tilbageholdt ansøgeren. Han var tilbageholdt i omkring tre en halv måned og blev udsat for flere former for tortur. Formålet med tilbageholdelsen var at få ham til at indrømme, at han samarbejdede med regeringsfjendtlige oprørsgrupper eller udenlandske organisationer. Efter tre en halv måned underskrev ansøgeren, mod løftet om løsladelse, et dokument, som han ikke fik oplyst det nærmere indhold af. [primo] 2008 blev han igen opsøgt af tre personer, som bragte ham til et for ham ukendt sted, formentlig en militærkaserne. Efter omkring fem dage blev han kørt til behandling på et militærhospital, da han havde sultestrejket. Efter en nat på hospitalet flygtede han og tog tilbage til sin bopæl, hvor han opholdt sig tre dage, inden sin udrejse af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med myndighederne, herunder vedrørende unddragelse af militærtjeneste, efter 2003 til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende blandt andet om, hvorvidt han forud for løsladelsen fra den første tilbageholdelse blev gjort bekendt med indholdet af de dokumenter, han blev presset til at underskrive. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret detaljeret om, hvad han skrev under på, hvorimod han til asylsamtalerne [i foråret] 2015 samt under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at han ikke vidste, hvad han skrev under på. Nævnet har her ud over fundet det utroværdigt, at det lykkedes ansøgeren at flygte fra den anden tilbageholdelse som af ham beskrevet, herunder at han blev efterladt ubevogtet, og at han i afkræftet tilstand uden videre kunne kravle over en væg og slippe væk. Det findes ligeledes utroværdigt, at han på sin bopæl i kort afstand fra hospitalet kunne opholde sig i tre døgn uden at myndighederne eftersøgte ham der. Uanset ansøgerens etnicitet som masalit, og uanset at den del af asylmotivet, der angår nedbrændingen af ansøgerens hjemlandsby […] lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, ikke er opfyldt. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren – der selv har forklaret, at han havde en underordnet rolle, og at det tilsyneladende var tilfældigt, at alene han og ikke også de to venner blev tilbageholdt af myndighederne – fremstår helt uprofileret. På denne baggrund findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2015/3
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk nuba og muslim af trosretning fra Dafur i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af janjaweed-militsen, da han har en konflikt med et af militsens medlemmer. Endvidere har han som asylmotiv henvist til, at han frygter de sudanesiske myndigheder, da han er udrejst illegalt af Sudan. Til at støtte herfor har han oplyst, at han [i] 2014 blev stoppet af et medlem af janjaweed, der truede ham med et skydevåben og sagde, at han skulle udlevere nøglerne til sit køretøj, sin mobiltelefon, og de penge han havde i lommerne. Da ansøgeren blev opmærksom på, at der ikke var patroner i skydevåbenet, forsøgte han at få sine nøgler og pengene tilbage. Der opstod herefter et slagsmål mellem ansøgeren og janjaweed-medlemmet. Kort efter ankom en militærbil, der bragte ansøgeren og janjaweed-medlemmet med til afhøring på den lokale politistation. Efter afhøringen ringede janjaweed-medlemmet til nogle personer fra hans stamme, der mødte op på politistationen. De var bevæbnede og truede politiet med at angribe, såfremt deres medlem ikke blev løsladt. Det resulterede i, at politiet løslod janjaweed-medlemmet. Ansøgeren blev herefter truet af de tilstedeværende militsmedlemmer, der ventede på ham udenfor politistationen. Derfor turde ansøgerne ikke forlade politistationen. Han ventede indenfor i 4 timer, hvorefter han blev hentet af sin ven […], som han opholdt sig hos de følgende to til tre dage. Omkring tre dage efter episoden på politistationen, havde han kontakt til sin fætter, […], som sagde, at han ikke skulle vende hjem, da det ville være farligt for ham. Herefter rejste ansøgeren til Al-Fashir, inden han udrejste illegalt til Libyen. Ansøgeren har en videre oplyst, at han efterfølgende er blevet bekendt med, at hans familie fem gange er blevet opsøgt af janjaweed-medlemmer, der leder efter ham. Janjaweed-medlemmerne har i den forbindelse ransaget hans families hjem, stjålet familiens fjernsyn og mobiltelefoner og voldtaget hans søstre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom den på flere punkter har været divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til sine familieforhold, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han har tre søstre og fire brødre, mens han i familieskemaet har givet oplysninger om fire brødre og en søster. Han har endelig i asylsamtalen […] forklaret, at han har tre brødre og fire søstre. Også ansøgerens forklaring om rejseruten har været divergerende, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han rejste fra Al-Fashir til Alowainat, hvor han opholdt sig i seks dage, før han udrejste til Libyen, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han rejste til Melit, hvor han opholdt sig en dag, før han udrejste til Libyen. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at et janjaweed-medlem skulle vælge at stå bevæbnet med en kalashnikov ude midt på en offentlig trafikeret vej i dagslys for at begå et røveri mod ansøgeren samtidig med, at der var andre trafikanter rundt om. Det er heller ikke sandsynligt, at den pågældende ved flere gange at tage ladegreb på sit våben skulle risikere at afsløre overfor ansøgeren, at våbenet ikke var ladt. Ansøgeren har ikke været i stand til at forklare, hvordan janjaweed-medlemmet, der var blevet anholdt og havde fået sine hænder bundet, i løbet af kort tid efter at han var indbragt til politistationen, skulle have fået kontakt til de øvrige militsmedlemmer. Ansøgeren har videre forklaret, at der var ca. 25 militsmedlemmer og kun 10 politifolk, og at politiet derfor ikke turde andet end at efterkomme janjaweeds ordrer om at løslade deres medlem. På trods af, at de bevæbnede militsfolk var i klart overtal, fremsatte de alene verbale trusler om at slå ansøgeren ihjel, selvom de havde mulighed for straks at gøre alvor af deres trusler. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren har forklaret, at militsmedlemmerne var så opsatte på at få fat i ham, at de valgte at vente på ham i fire timer udenfor politistationen, ligesom de både samme aften og fire gange senere skulle have opsøgt hans familie og udsat dem for blandt andet vold og voldtægt. Heller ikke ansøgerens forklaring om, at janjaweed i en by med ca. 250.000 indbyggere i løbet af få timer skulle være i stand til at finde frem til ansøgerens bopæl alene, fordi han havde opsat plakater om sin [virksomhed] og sit telefonnummer, forekommer sandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft kontakt til oprørsbevægelsen eller på anden måde har bragt sig i myndighedernes søgelys. Nævnet lægger derfor til grund, at han er helt uprofileret i forhold til myndighederne, og at han derfor ikke alene som følge af, at han er udrejst illegalt risikerer myndighedsforfølgelse eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved at genindrejse i Sudan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring rent faktisk har opnået myndighedsbeskyttelse i forbindelse med episoden med janjaweed militsen. Hverken det forhold, at ansøgeren er etnisk nuba eller de generelt vanskelige forhold i Dafur kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. suda/2015/2
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Zaghawa og muslim fra [A], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af den sudanesiske sikkerhedstjeneste, fordi han har opholdt sig i Israel, og fordi han er mistænkt for at samarbejde med oppositionsbevægelsen Justice and Equality Movement (JEM). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fætter, [B], der er medlem af JEM, i 2008 deltog i et angreb mod byen Omdurman, hvor ansøgeren boede. I slutningen af 2011 eller i begyndelsen af 2012 rejste ansøgeren til Israel, fordi han var bange for, at myndighederne mistænkte ham for at samarbejde med JEM. Ansøgeren opholdt sig i Israel i to år frem til [starten af] 2014, hvor han rejste tilbage til Sudan, fordi de israelske myndigheder havde besluttet at lukke landet for flygtninge. Ved ankomsten til Khartoum Lufthavn i Sudan blev ansøgeren anholdt, fordi sikkerhedstjenesten mistænkte ham for at have opholdt sig i Israel, hvilket var forbudt efter sudanesisk lovgivning. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i 40 dage, hvor han blev afhørt om sit ophold i Israel og om sin tilknytning til oppositionen i Sudan, ligesom han blev udsat for fysiske overgreb. Efter 40 dages fængsling, blev ansøgeren overført til et hospital, fordi han var besvimet i forbindelse med et fysisk overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sin hospitalsstue, og hans fader hjalp ham herefter med at rejse til Libyen, hvor han indrejste [i foråret] 2014. Ansøgerens rejste efterfølgende til Danmark. Selvom det efter det oplyste ikke kan afvises, at ansøgeren har arbejdet i Israel, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at myndighederne er bekendt hermed. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren indrejste fra Egypten, og at han i øvrigt fremstår helt uprofileret. Han havde ikke papirer på sig, som indikerede, at han havde opholdt sig i Israel. Ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i 40 dage med efterfølgende hospitalsindlæggelse til følge, fremstår ikke selvoplevet. Det samme er tilfældet med hans forklaring om flugten fra hospitalet allerede dagen efter indlæggelsen. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, hvorledes myndighederne med føje kunne mistænke ham for at opholde sig i Israel. Han har forklaret upræcist om begivenhederne i fængslet, hvorunder han blev afhørt og udsat for voldsomme fysiske overgreb. Han har forklaret upræcist om, hvad han fejlede, da han pludselig blev indlagt på hospital, ligesom han har forklaret upræcist om behandlingen på hospitalet og om, hvorledes han var i stand til at flygte fra hospitalet. Endelig må det tillægges vægt, at der ikke er oplysninger om, at familien har haft problemer på grund af ansøgerens forhold, herunder at myndighederne skulle have ledt efter ansøgeren på bopælen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne. Efter det foreliggende er der heller ikke grundlag for at imødekomme en påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/12
Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren tilhører klanen el barti og er muslim af trosretning fra Malet, Dafur, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en enkelt demonstration i Malet, fordi regeringen havde angrebet hans område. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive anholdt og slået ihjel af efterretningstjenesten, grundet sin broders tilknytning til [en politisk bevægelse]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter repressalier eller at blive slået ihjel af både privatpersoner og myndigheder, fordi han har et forhold til en kristen kvinde, som han mødte i 2006. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren gjort gældende, at han i foråret 2007 blev tilbageholdt og udsat for tortur. Han blev senere indlagt på et militærhospital, fordi han var bevidstløs. Herfra flygtede han ved hjælp af en ansat på hospitalet. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen og den efterfølgende indlæggelse og flugt fra et militærhospital til grund. Flygtningenævnets flertal har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom han og hans samlever har afgivet divergerende forklaringer om baggrunden for udrejsen af Sudan. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen oplyst, at han i 2003 deltog i en demonstration, men at dette ikke gav ham problemer, og at han flyttede til Khartoum i 2005, fordi han ikke ønskede at bo i samme by som sin bror. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han flyttede til Khartoum i 2003, fordi de dyr, som han var hyrde for, blev slået ihjel. Senere under mødet ændrede ansøgeren sin forklaring til, at han i 2003 begyndte at rejse frem og tilbage til Khartoum, men at han først flyttede i 2005. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den […]2013 har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt på sin arbejdsplads af 3 mænd, der slog og torturerede ham, herunder stak ham med en kniv over hele kroppen, så han besvimede, hvorefter de transporterede ham til et militærhospital. Under samtalen den […] primo 2014 har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt af 3-4 personer, der tog ham med til politistationen, hvor han blev sparket og pisket på lårene, og at han den efterfølgende dag blev bevidstløs og derfor bragt til et hospital. Ansøgerens samlever har under sin forklaring i Udlændingestyrelsen den […]2009 forklaret, at ansøgeren blev anholdt under et besøg hos sine forældre. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev skåret i kroppen med metalstykker. Ansøgeren og dennes samlever har desuden forklaret divergerende om baggrunden for ansøgerens udrejse af Sudan. Under sin asylsag har ansøgerens samlever forklaret, at ansøgeren havde problemer med myndighederne, fordi han var militærnægter, mens ansøgeren har forklaret, at det var brorens tilknytning til gruppen[…], der gav ham problemer med myndighederne. Endelig har flertallet tillagt det vægt, at ansøgerens forklaring om flugten fra militærhospitalet ikke forekommer sandsynlig, ligesom han for Flygtningenævnet har udbygget sin forklaring om tilrettelæggelsen af flugten. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhold til en kristen kvinde kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at det er tilladt for muslimske mænd og kristne kvinder at indgå ægteskab i Sudan; at der ikke er grund til at tro, at myndighederne reagerer imod sådanne, ligesom det er meget usandsynligt, at et sådant forhold meldes til politiet, eftersom det ikke er ulovligt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det forhold, at ansøgeren i 2006 til 2007 af 5-6 personer har fået at vide, at det vil være tilladt at slagte ham, fordi han er sammen med en kristen kvinde, er af en sådan intensitet og karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller ved en tilbagevenden vil være i en sådan risiko herfor, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2014/2
Nævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak. Indrejst i 2009. Ansøgeren søgte asyl i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, sunnimuslim og statsløs palæstinenser. Ansøgeren er født i Damaskus, Syrien, men har fra kort efter sin fødsel og indtil 2006 opholdt sig i Bagdad, Irak. Fra 2006 og indtil udrejsen til Danmark i 2009 opholdt ansøgeren sig i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun og hendes familie blev udsat for forfølgelse i Irak, fordi de var palæstinensere og sunnimuslimer. En shia-muslimsk gruppe opsøgte i 2006 ansøgerens brødre i den isforretning, de arbejdede i, og de forsøgte kort efter at få fat i ansøgeren på det hospital, hvor hun arbejdede. En kollega ringede og advarede ansøgeren om, at hun ikke skulle komme på arbejde. Den shia-muslimske gruppe dræbte en kvinde på hospitalet, og kidnappede en anden. De efterstræbte ansøgeren og hendes familie udelukkende fordi de var palæstinensere og sunnimuslimer. Familien udrejste herefter til Syrien, hvor de blev anerkendt som flygtninge af UNHCR. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hændelserne i 2006 til grund. Ansøgeren, der er opvokset i og har tilbragt størstedelen af sit liv i Irak, skal, uanset at hun er statsløs palæstinenser, efter Flygtningenævnets faste praksis asylretligt vurderes i forhold til Irak. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren ved sin udrejse fra Irak i 2006 var udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun var i en konkret og individuel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal lægger i den forbindelse vægt på, at de episoder hvor den shia-muslimske gruppe forsøgte at få fat i ansøgeren og hendes brødre, ikke fremstår som nærmere konkretiserede, og at der er tale om enkeltstående tilfælde. Disse hændelser må herefter anses som værende udsprunget af de generelle uroligheder i Irak på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren ved sin udrejse af Irak i 2006 havde været udsat for asylbegrundende forfølgelse eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, er det afgørende, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak på tidspunktet for nævnets afgørelse risikerer at blive udsat for forfølgelse eller andre asylbegrundende forhold. Den omstændighed, at ansøgeren efter sin udrejse fra Irak i 2006 blev anerkendt som flygtning af UNHCR i Syrien, kan ikke føre til et andet resultat, idet ansøgeren ikke har været anerkendt som flygtning i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes asylmotiv fortsat er aktuelt. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på den forløbne tid, samt på, at den generelt usikre sikkerhedssituation i Irak på nuværende tidspunkt ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsmaterialet, især Landinfo – Statsløse palæstinere i Irak af 25. januar 2011, at sikkerhedssituationen i Irak er den samme for statsløse palæstinensere som for irakere. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at ansøgeren først søgte om asyl i Danmark mere end to et halvt år efter hun var indrejst i landet, og efter at hun to gange havde fået afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ikke fundet at oplysningerne om, at statsløse palæstinensere, som er meddelt afslag på asyl, ikke tillades indrejse i Irak, kan føre til noget andet resultat. Det bemærkes, at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Flygtningenævnet stadfæster af ovennævnte grunde Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats.pal/2013/3
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2001. I 2002 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag. I 2012 søgte ansøgeren om asyl i Danmark, efter at hans opholdstilladelse på andet grundlag var blevet inddraget, og at han havde søgt asyl i Sverige. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har været medlem af Baath-partieti perioden fra 1991 til 1993 i forbindelse med sin tid i militæret. Ansøgeren deltog ligeledes i politiske optog for 13 år siden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive henrettet som militærnægter af de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra en genindkaldelse til militærtjeneste af den […] 2013. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans broder har oplyst, at militærpolitiet opsøgte ansøgerens familiebopæl. I den forbindelse fremkom militærpolitiet med trusler, såfremt ansøgeren ikke meldte sig til militærtjeneste. Endvidere har ansøgeren anført, at hans navn fremgår af en liste over eftersøgte i Syrien, hvilket vil medføre dødsstraf for ham, såfremt ansøgeren vender tilbage til Syrien. Ligeledes har ansøgeren forklaret, at hans brødre formentlig er flygtet fra Syrien til Libanon for også at undgå genindkaldelse til militærtjeneste. Vedrørende den påberåbte genindkaldelse til militærtjeneste må det tillægges vægt, at indkaldelsen skete mundtligt over for familiemedlemmer, og ansøgerens viden om indkaldelsen alene er baseret på andenhåndsoplysninger. Hertil kommer, at ingen af ansøgerens to yngre brødre, som begge er under 30 år, er blevet genindkaldt, og at ansøgeren i øvrigt ikke har forklaret overbevisende om genindkaldelsen. På baggrund af det anførte kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren er blevet genindkaldt til militærtjeneste. Da ansøgeren efter sin egen forklaring ikke i øvrigt har haft problemer med myndighederne, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har tilkendegivet, at man ikke med fornøden sikkerhed kan bortse fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemmeområde i Damaskus vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler allerede af denne grund den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” stats.pal./2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza samt hans ægtefælle og deres tre børn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er statsløse palæstinensere fra Gaza og muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har i perioden fra 2001 til 2005 været aktiv i Al-Shabiba Al-Fathawiya (Fatah-ungdommen) på universitetet. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter, at Hamas vil slå ham ihjel, idet de anser ham for at være imod deres styre. Han har henvist til, at han siden 2000 har sympatiseret med Fatah, og at han indtil 2005/06 var aktiv i Fatahs studenterorganisation på universitetet, hvor han var ansvarlig for den kulturelle side af organisationen. Han har endvidere i perioden fra 2001 til 2005 været ansat i en efterretningstjeneste under Fatah, hvor han fungerede som vagt. I begyndelsen af 2009 blev ansøgeren anholdt af Hamas’ sikkerhedstjeneste på sin bopæl. Han var tilbageholdt i en måned, hvor han blev beskyldt for at være spion for det palæstinensiske selvstyre i Ramallah samt spion for israelerne under krigen i 2008/09. Ansøgeren blev løsladt i foråret 2009. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at hans bopæl omkring fem måneder efter hans løsladelse blev ransaget af Hamas’ sikkerhedstjeneste. Han har endvidere forklaret, at han ikke har boet hjemme siden ransagningen, men tog ophold hos en ven. Endelig har han henvist til, at han i efteråret 2010 af sin fader fik at vide, at Hamas var begyndt at åbne gamle sager, og at der var planer om, at ansøgeren skulle tages ind igen. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv, idet hun frygter, at ægtefællen vil blive dræbt af Hamas ved en tilbagevenden til Gaza, og at hendes børn skal blive faderløse. Hun har ikke andre end sin ægtefælle. Flygtningenævnet har efter de foreliggende baggrundsoplysninger lagt til grund, at personer med tilknytning til Fatah periodevis har risikeret forfølgelse fra Hamas i Gaza. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger har haft en sådan position i Fatah, eller har haft sådanne forbindelser til medlemmer af Fatah, at han efter sin løsladelse i foråret 2009 fra Hamas’ side har risikeret forfølgelse af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at løsladelsen skete uden betingelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger er forblevet i Gaza efter løsladelsen og først er udrejst i foråret 2011 sammen med den kvindelige ansøger. Ansøgerne har under Flygtningenævnets behandling af sagen afgivet divergerende forklaringer om, hvornår den mandlige ansøger forlod sit hjem og tog ophold hos en ven, idet den mandlige ansøger under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han tog ophold hos en ven allerede i efteråret 2009 efter den første ransagning, mens han og den kvindelige ansøger tidligere har forklaret, at han først tog ophold hos vennen i efteråret 2010. Den kvindelige ansøger har tidligere forklaret, at den mandlige ansøger var til stede ved ransagningen på bopælen cirka tre-fire måneder efter løsladelsen, men har under Flygtningenævnets behandling af sagen ændret denne forklaring til, at den mandlige ansøger ikke var til stede. Ansøgerne har forklaret divergerende om antallet af ransagninger, og om der var tale om rutinemæssige ransagninger eller ransagninger, der rettede sig specifikt mod den mandlige ansøger på grund af dennes forhold til Fatah. På baggrund af disse divergerende forklaringer vedrørende væsentlige forhold i relation til asylmotivet og henset til det forklarede om den mandlige ansøgers begrænsede tilknytning til Fatah i de senere år, finder Flygtningenævnet ikke, at den fremlagte indkaldelse af den mandlige ansøger til afhøring hos Hamas i foråret 2011, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har efter de afgivne forklaringer lagt til grund, at ansøgerne er udrejst på ægte pas. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgerne i forbindelse med udrejsen måtte have betalte bestikkelse, i sig selv indebærer, at udrejsen er sket illegalt. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Gaza vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats.pal./2013/1
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon samt to børn. Indrejst i 2009. Sagen blev udsat på et nævnsmøde i 2011 med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Beirut i Libanon. Fra 1982 til 1990 var ansøgeren aktivt medlem af Fatah, og han arbejdede som vagt for organisationen. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af Hizbollah, idet han under sin ansættelse i en Hizbollah-ejet virksomhed, videregav oplysninger om organisationen til både den jordanske og den amerikanske efterretningstjeneste. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, idet de samarbejder med Hizbollah. Han frygter endvidere de libanesiske myndigheder, idet de er vidende om, at han har videregivet oplysninger til udenlandske efterretningstjenester. Ansøgeren er som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. I henhold til Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status (1992) side 49-50 skal der ved vurderingen af en mentalt forstyrret ansøgers troværdighed tages særlige hensyn. Ansøgeren har forklaret, at han under en tilbageholdelse af de syriske myndigheder fra 1990 til 1991 blev udsat for tortur med bildæk. Derudover blev han udsat for vold i form af slag med et kabel på ryggen, mens han stod på en stige. Han blev endvidere udsat for seksuelle overgreb. Af erklæring fra Retspsykiatrisk Klinik udarbejdet på baggrund af personundersøgelse af ansøgeren fremgår det konkluderende blandt andet, at ansøgeren er multitraumatiseret med betydelige torturfølger. Der er ved undersøgelsen af ansøgeren fundet symptomer, der er i god overensstemmende med de traumer, som ansøgeren har forklaret om. Af psykiatrisk speciallægeerklæring af […] 2011 fra Røde Kors fremgår det konkluderende blandt andet, at ansøgeren lider af kompleks posttraumatisk belastningsreaktion i overensstemmelse med gentagne traumer igennem en årrække, herunder og i særdeleshed tidligere udsættelse for tortur. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har forklaret tilstrækkelig konsistent om sit asylmotiv, og at han har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Hizbollah, og at de libanesiske myndigheder ikke vil kunne yde ham den fornødne beskyttelse mod Hizbollah. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” stats.pal. /2012/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Gaza. Indrejst i 2007. Ansøgeren søgte asyl i 2008. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser. Ansøgeren har tidligere sympatiseret med Fatah, men han har ikke arbejdet for dem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter at blive slået ihjel af Hamas, der omkring sommeren 2006 opsøgte og truede ham til at levere oplysninger om beboerne i sit lokale område til lokale Hamas-repræsentanter, hvilket han indvilligede i. I perioden frem til primo 2007 blev ansøgeren opsøgt to gange af Hamas, der den sidste gang tog ham med til deres kontor, hvor han blev slået og afhørt i to til tre timer, hvorefter ansøgeren seks måneder senere udrejste af sit hjemland. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Ansøgerens identitet er ikke blevet bekræftet under sagen. Ansøgeren har i sommeren 2008 tilskrevet en person i Gaza, som ifølge ansøgeren er hans søster, med anmodning om at fremsende id-kort. Det bemærkes, at ansøgeren til en politirapport af […] 2010 har oplyst, at han ikke har nogen slægtninge i Gaza. De foretagne sprogtests peger ikke i retning af, at ansøgeren kommer fra Gaza, men derimod muligvis fra Tunesien eller Libyen. Ansøgeren har under sagsforløbet forklaret upræcist om sin oprindelse. Blandt andet har han til § 26 afhøringen i politirapport af […] 2010 oplyst, at han er statsborger i Libyen, men kommer fra Gaza, ligesom ansøgeren i et retsmøde i foråret 2008 har forklaret, at han kommer fra Libanon. Ansøgeren har i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen udvist et begrænset kendskab til forholdene i Gaza. Den omstændighed, at ansøgeren taler fransk, peger heller ikke naturligt i retning i Gaza. Det skal herved bemærkes, at ansøgeren i flere retsmøder i 2008 har haft fransk tolk. Ansøgeren har under sagen i øvrigt forklaret upræcist om, hvorledes han har lært fransk. Den påberåbte konflikt med Hamas forekommer usandsynlig. Ansøgeren fremstår helt uprofileret, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger (Tvangsrekruttering i Palæstina, nr. 109) forekommer det usandsynligt, at Hamas skulle have nogen interesse i ansøgeren. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl primo 2008, efter at være blevet anholdt af politiet i forbindelse med salg af narkotika. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på sammenhængende og troværdig måde at sandsynliggøre sin identitet eller underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats.pal./2011/3
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza, og det efter ansøgerens forklaring, der støttedes af baggrundsmaterialet, kunne lægges til grund, at han tilhørte en klan, som havde støttet Fatah, og som derfor havde en aktuel og alvorlig konflikt med Hamas. På denne baggrund sammenholdt med ansøgerens i øvrigt konsistente forklaring om hans brors medlemskab af den militære gren af Fatah og med hans egen ansættelse med høj rang under den tidligere sikkerhedstjeneste, fandt nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Statsløspal/2009/7
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1997. Udlændingeservice havde i 1996 meddelt ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, på baggrund af ægteskab med en herboende kvinde. I 2000 havde Udlændingeservice meddelt ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse. I 2009 søgte ansøgeren asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, født i en flygtningelejr i Libanon og muslim af trosretning. Ansøgeren er som statsløs palæstinenser fra Libanon omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet var herefter, om Libanon kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at han i 1980’erne havde været menigt medlem af Fatah, og at han blandt andet havde udført vagtopgaver for organisationen. I 1984-85 og i 1985-86 var han to gange blevet tilbageholdt i henholdsvis tre og syv måneder af Amal-militsen, og under den anden tilbageholdelse var han blevet udsat for tortur. Ansøgeren havde opholdt sig i Libanon indtil 1997, hvor han var blevet familiesammenført med sin nuværende danske ægtefælle. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de libanesiske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Libanon frygtede han Amal-militsen og Hizbollah. Ansøgeren havde sin mor og fem søskende i Libanon. Ansøgeren var i 2008 rejst til Libanon dels for at besøge sin mor og dels for at få udstedt nyt palæstinensisk rejsedokument, hvilket var sket problemfrit. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at Libanon fortsat kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Stat.pal./2010/8
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2009. I 2002 var ansøgeren blevet anholdt, eftersom han havde været i besiddelse af en pistol. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser fra Libanon, som udgangspunkt var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon, og Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund om, at han fra 2002 til 2005 havde været fængslet af de libanesiske myndigheder, herunder udsat for tortur, og at han derefter var blevet udvist på grund af manglende aktuel registrering. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens udestående med de libanesiske myndigheder måtte anses afsluttet ved løsladelsen, og at udvisningen alene måtte ses som en konsekvens af, at ansøgeren ikke havde ladet sig registrere. Det fremgik af baggrundsmaterialet, at ansøgeren efter en nærmere bestemt procedure havde muligheden for at lade sig registrere, og Flygtningenævnet fandt derfor, at Libanon fortsat kunne fungere som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Det bemærkedes, at den omstændighed, at ansøgeren den første del af sin fængsling havde været udsat for tortur, ikke i sig selv kunne ændre herpå. Stat.pal./2010/7
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, muslim og fra en navngiven lejr i Damaskus. Han havde hverken været religiøst eller politisk aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han frygtede blodhævn fra en drengs familie, idet drengen var død, efter han var kommet til skade ved et fald fra en luftgynge, som ansøgeren ejede og passede. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han to gange havde deltaget i møder i foreningen Gamiat Al-Salam, og at flere af mødedeltagerne efterfølgende var forsvundet eller var blevet anholdt. Selvom det lagdes til grund, at drengen var død efter en ulykke med en luftgynge, som ansøgeren havde ejet og været ansvarlig for, fandt Flygtningenævnet, at dette ikke kunne medføre asyl. Ved afgørelsen heraf havde Flygtningenævnet blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren ved samtalen i Udlændingeservice havde forklaret, at hans fætter havde oplyst, at drengens familie havde taget imod den erstatning, som ansøgerens familie havde indsamlet. Hertil kom, at drengens familie efter det oplyste ikke havde kontaktet ansøgerens broder eller øvrige familiemedlemmer efter ansøgerens udrejse. Endelig havde Flygtningenævnet lagt vægt på, at sagen var blevet relevant behandlet af de syriske myndigheder, herunder domstolene. Det andet asylmotiv, som ansøgeren havde fremført – at han havde deltaget i to hemmelige møder – kunne heller ikke medføre, at han fik asyl. Flygtningenævnet lagde for det første vægt på, at ansøgeren ikke havde omtalt dette forhold i sin ellers fyldige besvarelse af asylskemaet. For det andet havde han ikke på overbevisende måde redegjort for, at han skulle være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse som følge af sin meget beskedne deltagelse i de to møder. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse. Stat.pal./2010/6.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således ikke selv været politisk aktiv, og han var udrejst på grund af de generelt usikre forhold i Gaza, dels i forhold til israelerne, dels på grund af modsætningsforholdet imellem Fatah, som familien støttede og faderen arbejdede for, og Hamas. Ansøgeren havde således ingen individuelle problemer haft inden udrejsen. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren var udrejst illegalt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Gaza. Nævnet bemærkede herved, at det vel måtte antages, at ansøgeren ville blive afhørt og eventuelt tilbageholdt ved en tilbagevenden, idet han var udrejst illegalt, men nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle risikere uforholdsmæssig straf som følge heraf, eller at han skulle være i reel risiko for at blive udsat for overgreb, således at han skulle have behov for beskyttelsesstatus. Stat.pal/2010.5.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han fra sommeren 2008 indtil udrejsen var blevet chikaneret af to personer fra Hamas, der havde forsøgt at hverve ham til organisationen. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at han flere gange var blevet tilbageholdt af sikkerhedstjenesten af ukendte årsager. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til problemer med Hamas og med myndighederne. Ansøgerens oplysninger gav ikke grundlag til at fastslå, at der var sammenhæng mellem hans problemer med Hamas og de gentagne gange, han angiveligt havde været tvunget til at opholde sig hos sikkerhedstjenesten. Ansøgeren havde angiveligt ikke på noget tidspunkt været sigtet eller afhørt hos sikkerhedstjenesten. Han havde ikke på noget tidspunkt været politisk aktiv eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. I begyndelsen af 2009 – sideløbende med de angivelige møder hos sikkerhedstjenesten – havde ansøgeren søgt Schengen-visum. Han havde afventet, at han efter klage i sommeren 2009 ville få Schengen-visum. Efter det oplyste var ansøgeren udrejst på gyldigt pas, som var blevet kontrolleret af myndighederne. Ansøgeren var indrejst i Danmark i sommeren 2009 og havde søgt asyl en måned senere. Under disse omstændigheder, og idet ansøgeren i hele forløbet havde haft mulighed for at udrejse fra Syrien og videre til eksempelvis Saudi-Arabien, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7. Stat.pal./2010/4.
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Libanon. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det anførte af Udlændingeservice til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for nævnet er derfor, om Libanon kan tjene til ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har til sagen forud for advokatindlægget som asylmotiv henvist til, at hans fætter blev dræbt af en navngiven ung mand, i 2008, hvorefter den navngivne unge mand blev dræbt. Den navngivne unge mands familie tror, at drabet på den navngivne unge mand var en hævnaktion over drabet på ansøgerens fætter, hvorfor de vil hævne sig på ansøgeren. Ansøgeren har endvidere til advokatindlægget og under nævnsmødet henvist til, at han frygter Hizbollah, som både han og fætteren har været medlemmer af, og idet den navngivne unge mands familie er tilknyttet Hizbollah. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår væsentligt ændret og udbygget. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren intet har oplyst om hans og fætterens tilknytning til Hizbollah forud for advokatindlægget, og at ansøgeren under nævnsmødet har udbygget sin forklaring blandt andet om, at han i begyndelsen af 2008 fik en uges våbentræning i en lejr hos Hizbollah, hvorefter han fungerede som vagt for en Hizbollah-leder indtil genindrejsen i Danmark i sommeren 2008. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren til asylansøgningsskemaet har oplyst nærmere om konflikten med den navngivne unge mand. Derudover har ansøgeren henvist til sin familiemæssige situation i Danmark, hvor ansøgeren har sin ægtefælle og tre mindreårige børn. Til samtalen med Udlændingeservice har ansøgeren forklaret, at han aldrig har været politisk aktiv eller medlem af eller sympatisør med et politisk eller religiøst parti eller organisation m.v. Ansøgeren henviste til drabet på fætteren og den navngivne unge mands families mistanke mod ansøgeren, selvom den navngivne unge mand blev dræbt, mens ansøgeren opholdt sig i Danmark. Som yderligere problemer henviste ansøgeren under samtalen afsluttende til manglende gyldigt pas og svarede benægtende på spørgsmål om, hvorvidt der var yderligere begrundelser for ansøgerens asylansøgning. Da nævnet ikke har fundet, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han først til advokaten og under nævnsmødet har forklaret om Hizbollah, og da ansøgerens oplysninger og hans forklaring under nævnsmødet heller ikke selvstændigt har fremstået som overbevisende, finder nævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke kan lægges til grund. Nævnet kan alene lægge til grund, at ansøgeren er opvokset og har boet i en navngiven by i Libanon med sine forældre og søskende. Begge hans forældre er nu døde, men han har fortsat søstre i Libanon. Ansøgeren har arbejdet uden for Libanon i flere perioder og blev i 2006 gift med sin herboende ægtefælle, med hvem han nu har tre børn. Ansøgeren har søgt om familiesammenføring, men har fået afslag. Nævnet kan lægge til grund, at ansøgerens fætter blev dræbt af den navngivne unge mand i efteråret 2008, hvorefter den unge mand selv blev dræbt. Selvom der i den sammenhæng måtte have været henvendelser fra den unge mands familie til ansøgerens familie, og selvom der måtte være blevet spurgt efter ansøgeren, finder nævnet, at ansøgeren kan opnå fornøden beskyttelse hos de libanesiske myndigheder. Nævnet anser konflikten med den unge mands familie for en privatretlig konflikt og bemærker, at ansøgeren har forklaret, at han aldrig har haft konflikter med de libanesiske myndigheder. Det er indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren opholdt sig to år i Danmark, før han i sommeren 2010 søgte om asyl. Samlet finder nævnet herefter, at Libanon kan tjene til ansøgerens første asylland, idet ansøgeren findes at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3.” Stat.pal./2010/10
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde inden indrejsen i Danmark opholdt sig ca. 2 år i Grækenland. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er etnisk araber og muslim af trosretning. Han er født og opvokset i Gaza. Han havde aldrig været medlem af politiske partier eller været politisk aktiv. Han havde ikke været udsat for strafprocessuelle indgreb, og han havde ingen asylrelevante konflikter med myndighederne. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive genstand for hævndrab fra en navngiven familie, fordi hans fader for omkring ni til ti år siden havde dræbt en person fra denne familie. Han havde yderligere henvist til, at hans broder i 2002 var blevet beskudt af en person, som han formodede tilhørte denne familie. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende om sit asylmotiv. Han havde således ikke kunnet redegøre mere konkret om baggrunden for og omstændighederne i forbindelse med drabsepisoden. Ansøgeren havde tillige forklaret forskelligt om, hvorvidt broderen var blevet skudt i hoften eller anklen. Hertil kom, at ansøgeren under nævnsmødet havde angivet den dræbte ved navn, hvorimod det fremgik af asylsamtalen, at han ikke kendte den dræbtes navn. Det var endvidere indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren havde forklaret divergerende om sin rejserute. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund for sagens afgørelse. Selvom ansøgerens forklaring skulle blive lagt til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at episoden med faderen og beskydningen af broderen lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren og hans familie efterfølgende havde kunnet opholde sig i mange år i Gaza uden at blive opsøgt af familien. Det bemærkedes, at ansøgeren under nævnsmødet havde oplyst, at han under opholdet i Grækenland havde haft telefonisk kontakt med familien i Gaza, der havde oplyst, at de levede et normalt liv. Det måtte også tillægges vægt, at ansøgeren først havde søgt asyl omkring tre uger efter indrejsen i Danmark i forbindelse med en straffesag vedrørende dokumentfalsk, og mere end to år efter udrejsen af Gaza. Nævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold i Gaza var af en sådan karakter, at de i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse. Stat.pal/2010/1.
Nævnet traf i september 2009 beslutning om, at en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon ikke ansås for bortfaldet. Klageren er muslim af trosretning. Indrejst i 1999. Medio 2000 havde Udlændingeservice meddelt ansøgeren afslag på asyl efter udlændingelovens § 7 i åbenbart grundløs proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I 2004 blev klageren meddelt asyl, idet en udsendelse af ham til Libanon ikke havde vist sig mulig. Efterfølgende havde ansøgeren formentlig i flere tilfælde været i Libanon. I 2009 traf Udlændingeservice afgørelse om, at hans opholdstilladelse skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingeservice i 2004 havde givet klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fordi politiets udsendelsesbestræbelser af klageren, der er statsløs palæstinenser fra Libanon, havde vist sig resultatløse. Klageren havde afgivet divergerende forklaringer om, hvorvidt han i 2005 og i 2007 var indrejst i Libanon, idet han ifølge samtalereferaterne fra medio 2007 og primo 2009 havde oplyst, at han havde besøgt sin familie, mens han i nævnsmødet forklarede, at han aldrig forlod lufthavnen i Beirut, hvor han blev afvist. Nævnet fandt endvidere, at klageren havde forklaret usikkert og divergerende om sine bopælsforhold i Danmark. Efter udlændingelovens § 17, stk. 1, var det imidlertid en betingelse for, at en opholdstilladelse ansås for bortfaldet, enten at udlændingen havde opgivet sin bopæl i Danmark eller i nærmere angivne tidsrum havde opholdt sig uden for landet. Efter udlændingelovens § 17, stk. 3, var det for klageren endvidere en betingelse, at han enten frivilligt havde taget bopæl i hjemlandet eller havde opnået beskyttelse i et tredjeland. Flygtningenævnet fandt ikke, at der havde foreligget tilstrækkelige sikre oplysninger for at antage, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Ved vurderingen af, om klageren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, fandt Flygtningenævnet videre ikke, at der havde været tilstrækkeligt sikkert grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at han efter at have haft bopæl nord for København indtil medio 2007, herefter havde taget bopæl hos sin farfader på dennes adresse, hvor klageren havde boet uden at være folkeregister tilmeldt, fordi han var efterlyst til afsoning af en fængselsstaf. Statsløspal/2009/5
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza området, at han i de sidste 27 år forud for udrejsen havde boet i Libyen, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren efter det foreliggende, herunder det langvarige ophold i Libyen, skulle vurderes i forhold til dette land. Den omstændighed, at ansøgeren er kristen kunne ikke begrunde asyl. Det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke var oplysninger om forfølgelse eller diskrimination på grund af udøvelse af nogen religion i Libyen. Det kunne derfor heller ikke antages, at ansøgeren ikke kunne praktisere sin kristne tro i Libyen. Efter det foreliggende kunne det videre ikke lægges til grund, at ansøgeren havde haft problemer med myndighederne i Libyen. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet udbygget sin forklaring vedrørende en række påståede tilbageholdelser og et overfald mod ham med en kanyle. Flygtningenævnet kunne ikke lægge disse udbyggede oplysninger til grund. Det bemærkedes, at ansøgeren i øvrigt havde afgivet en detaljeret forklaring til den skriftlige asylsag. Det forhold, at ansøgeren ikke havde legitimationspapirer kunne heller ikke i sig selv begrunde asyl. Det bemærkedes, at Flygtningenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Hertil kom at ansøgeren i øvrigt havde opholdt sig i Libyen i mange år som ovenfor anført. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Statsløspal/2008/6
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2001. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i Tunesien havde skrevet tre digte om forholdene i Palæstina og hængt dem op på en opslagstavle på et universitet, og at der som følge heraf var blevet afholdt en demonstration mod Israel. Ansøgeren var herefter blevet udvist af Tunesien. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingeservice, idet ansøgeren af Udlændingeservice alene var blevet vurderet i forhold til Irak og ikke Tunesien, hvor han havde opholdt sig i en lang periode sammen med sin søster. I 2005 vurderede Udlændingeservice ansøgeren i forhold til Tunesien og meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I 2006 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet der var fremkommet oplysninger om, at ansøgeren var født i Syrien. I 2006 vurderede Udlændingeservice ansøgeren i forhold til Syrien og Tunesien og meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, idet nævnet fandt, at Syrien ikke kunne anses for ansøgerens hjemland, heller ikke selvom de syriske myndigheder havde tilkendegivet at ville udstede Laissez-passer til ansøgeren med henblik på indrejse i Syrien. Nævnet besluttede på denne baggrund, at ansøgeren kunne udsendes til Tunesien. I 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen, idet der var fremkommet nye oplysninger via Udenrigsministeriet, herunder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Syrien og oplysninger om rejsedokumenter. Ansøgerens søsters sag og ansøgerens sag blev sambehandlet i nævnet. Flygtningenævnet lagde – efter indholdet af et brev med bilag fra Udenrigsministeriet – til grund for sagen, at ansøgeren var født i en flygtningelejr ved Damaskus i Syrien. Hans familie var i sin tid blevet registreret med et familienummer som statsløse palæstinensere i Syrien. Dette stemte overens med, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af hans sag i 2007 havde forklaret, at hans onkel havde ansøgt om rejsedokument for ansøgeren på den syriske ambassade i Tunis, og at ansøgeren havde fået udstedt dette rejsedokument, som han havde anvendt til sin udrejse af Tunesien til Spanien. Af Udenrigsministeriets brev fremgik endvidere, at den kilde, som Udenrigsministeriet havde engageret til at undersøge forholdene, havde oplyst, at de syriske myndigheder intet udestående havde med ansøgeren og hans søster. Flygtningenævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren havde oplyst, at han i 1999 var indrejst og havde opholdt sig i Syrien i cirka 14 dage efter at have fået udstedt syrisk rejsedokument. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Syrien, hvor han var født. Ansøgerens forklaring til et samtalereferat i 2002 og under Flygtningenævnets behandling i 2004 om, at han var født i Irak, kunne derfor ikke lægges til grund for sagen. Efter de foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse af de grunde, som er nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der fandtes heller ikke at foreligge sådanne særlige grunde, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Syrien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet fandt herefter, at der var grundlag for at ændre nævnets afgørelse fra 2007, således at ansøgeren også ville kunne udsendes tvangsmæssigt til Syrien, jf. udlændingelovens § 32 a. Statsløspal/2008/5
Nævnet stadfæstelse i august 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger og hendes fire børn, der alle var statsløse palæstinensere fra Libanon. Sagen blev sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens voksne søn. Indrejst i 2007. Ansøgerne havde oplyst, at de blandt andet på grund af Muhammed-tegningerne var blevet chikaneret, herunder var de blevet slået og udsat for trusler og hærværk imod deres hjem, idet den kvindelige ansøgers ægtefælle og børnenes fader er dansk statsborger. Derudover var chikanen begrundet i, at de ældste sønner ikke ville lade sig rekruttere til Hamas. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som statsløse palæstinensere fra Libanon som udgangspunkt var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den chikane, som de havde oplyst at have været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgerne havde opnået visum til Danmark allerede i februar 2007, men først var udrejst i juni 2007, og at ansøgerne først havde søgt om asyl i december 2007. Hertil kom, at ansøgerne var rejst tilbage til den flygtningelejr, de boede i, efter et forsøg på at blive evakueret til Danmark. Flygtningenævnet bemærkede, at såfremt ansøgerne fandt at være kommet i modsætningsforhold til Hamas, kunne de henvises til at tage ophold i en anden lejr. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til oplysningerne i baggrundsmaterialet bilag 313, British Home Office, Operational Guidance Note, af 3. september 2007. Endelig bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke havde problemer med de libanesiske myndigheder. Ansøgerne fandtes derfor fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, hvor de var født og opvokset og havde boet frem til udrejsen. Libanon kunne derfor tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløspal/2008/3
Nævnet meddelte i juni 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren var blevet udsat for pres fra PFLP’s side efter at have fået et lederjob hos UNWRA, og at ansøgeren fortalte UNWRA om PFLP’s henvendelse, herunder at repræsentanterne fra PFLP havde forsøgt at overtale ansøgeren til at favorisere dem under udøvelsen af sit arbejde. Nævnet fandt det sandsynligt, at PFLP på denne baggrund har opfattet ansøgeren som ”stikker”, og at PFLP derfor efterfølgende har truet ansøgeren. Nævnet fandt, at ansøgeren dermed var blevet bragt i en særlig udsat position, og at de libanesiske myndigheder måtte formodes ikke i tilstrækkelig grad at kunne yde ham beskyttelse imod eventuelle hævnaktioner fra PFLP’s side. Efter det anførte fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon ville være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at Libanon derfor ikke kunne tjene som 1. asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløspal/2008/2
Nævnet hjemviste i februar 2007 en sag vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2001. Nævnet stadfæstede i december 2002 Udlændingeservices afgørelse i sagen, idet nævnet på baggrund af de da foreliggende oplysninger i sagen lagde til grund, at Vestbredden måtte anses for ansøgerens hjemland. Af nævnets udsendelsesbeslutning fremgik således, at ansøgeren kunne udsendes tvangsmæssigt til Vestbredden, jf. udlændingelovens § 32 a. I februar 2007 rettede Rigspolitiet henvendelse til nævnet i den konkrete sag med anmodning om en fornyet vurdering af nævnets udsendelsesbeslutning, idet der under udsendelsessagen var fremkommet nye oplysninger om ansøgerens nationalitet, herunder om at ansøgeren var i besiddelse af et jordansk nationalitetspas. Flygtningenævnet besluttede på baggrund af de nye oplysninger at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice med henblik på stillingtagen til, om ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Vestbredden og/eller Jordan. Statsløs Palæstinenser/2007/9
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i januar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, araber og sunni-muslim. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylgrundlag henvist til, at hun især frygtede sin egen families dødstrusler, hvis hun skulle vende tilbage til Syrien, da hun havde bragt skam over familien ved at forlade sin mand, ligesom hun havde vidnet imod ham i en sag om hustruvold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie - herunder hendes fader - flere gange havde truet hende med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun forlod sin mand og vendte tilbage til Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens kusine for nogle år siden blev slået ihjel af sin nærmeste familie, da kusinen havde krænket familiens ære ved at gå fra sin mand. Ansøgeren havde oplyst, at hendes fætter som følge heraf i Syrien blev idømt en kortvarig fængselsstraf. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingeservices fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikre på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ville blive udsat for æresdrab af sin familie, hvis hun vendte tilbage til Syrien, og da ansøgeren ikke efter de anførte baggrundsoplysninger kunne forvente at få myndighedernes beskyttelse, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Statsløs Palæstinenser/2007/8
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren og hendes døtre havde således gennem årene været udsat for forskellige overgreb fra ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra organisationer eller myndigheder i Libanon, ligesom hendes sønner måtte antages at kunne yde sådan beskyttelse. Det bemærkedes, at ansøgeren havde opnået beskyttelse vedrørende et andet familieretligt forhold. Det bemærkedes endvidere, at ansøgeren, såfremt hun ikke selv mente at kunne tage ophold i den flygtningelejr, hun tidligere havde boet i, som følge af forholdet til ægtefællen, måtte henvises til at tage ophold et andet sted i Libanon. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren måtte antages fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, hvor hun havde boet frem til udrejsen, og at Libanon således fortsat kunne tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløs Palæstinenser/2007/7
Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Senest indrejst i 2006. Ansøgeren blev i 1995 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2003 blev ansøgeren af landsretten idømt 7 års fængsel og udvist for bestandig. Flygtningenævnet kunne tiltræde, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon efter nævnets praksis måtte anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde en nær tilknytning til Libanon, hvor han måtte antages fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse, hvorfor Libanon måtte anses for ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han fortsat havde familie. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2005 ved genindrejse i Libanon og senere i 2005, da han søgte om et libanesisk rejsedokument, blev tilbageholdt af de libanesiske myndigheder. Ansøgeren blev ved begge tilbageholdelser udsat for voldelige overgreb. Ansøgeren blev efter den første tilbageholdelse løsladt efter fremlæggelse af oversættelse af danske dokumenter vedrørende ansøgerens løsladelse i Danmark, mens han efter den anden tilbageholdelse blev løsladt mod betaling af bestikkelse. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse tilbageholdelser kunne begrunde, at ansøgeren ikke kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig problemfrit i Libanon fra slutningen af 2005 til midten af 2006, samt at han i slutningen af 2005 fik udstedt rejsedokument af de libanesiske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt af Libanon, kunne ikke anses for asylbegrundende. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge baggrundsoplysningerne ikke risikerede en uforholdsmæssig straf for illegal udrejse. Flygtningenævnet forkastede ansøgerens forklaring om, at han efterstræbtes af Hizbollah på grund af, at han havde optaget billeder af en bygning, hvor Hizbollah holder til. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring herom forekom utroværdig og konstrueret til lejligheden. Statsløs Palæstinenser/2007/6
Nævnet stadfæstede i maj 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1946. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren og hendes døtre havde således gennem årene været udsat for forskellige overgreb fra ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelse til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra organisationer eller myndigheder i Libanon, ligesom hendes sønner måtte antages at kunne yde sådan beskyttelse. Det bemærkedes, at ansøgeren tidligere havde opnået beskyttelse vedrørende et andet familieretligt forhold. Det bemærkedes endvidere, at ansøgeren, såfremt hun som følge af forholdet til ægtefællen ikke selv mente at kunne tage ophold i den flygtningelejr, hvor hun tidligere boede, måtte henvises til at tage ophold et andet sted i Libanon. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren måtte antages fortsat at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, hvor hun havde boet frem til udrejsen, og at Libanon således fortsat kunne tjene som 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Statsløs palæstinenser/2007/4
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i januar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, araber og sunni-muslim. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylgrundlag henvist til, at hun især frygtede sin egen families dødstrusler, hvis hun skulle vende tilbage til Syrien, da hun havde bragt skam over familien ved at forlade sin mand, ligesom hun havde vidnet imod ham i en sag om hustruvold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie - herunder hendes fader - flere gange havde truet hende med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun forlod sin mand og vendte tilbage til Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens kusine for nogle år siden blev slået ihjel af sin nærmeste familie, da kusinen havde krænket familiens ære ved at gå fra sin mand. Ansøgeren havde oplyst, at hendes fætter som følge heraf i Syrien var blevet idømt en kortvarig fængselsstraf. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingeservices fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikre på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ville blive udsat for æresdrab af sin familie, hvis hun vendte tilbage til Syrien, og da ansøgeren ikke efter de anførte baggrundsoplysninger kunne forvente at få myndighedernes beskyttelse, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 945 af 1. september 2006. Stat.pal./2007/3
Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1976.Indrejst i april 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde som begrundelse for sin asylansøgning blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede for repressalier fra PFLP-GC (Popular front of the Liberation of Palestina – General Command), idet han havde forladt bevægelsen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens aktiviteter for PFLP-GC i det væsentlige havde angået vagt og overvågningsopgaver, ligesom han havde deltaget i kamphandlinger. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren fremstod som et uprofileret medlem af bevægelsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest havde haft kontakt til PFLP-GC i 2001 forud for fængslingen af ham af de libanesiske myndigheder. Siden løsladelsen i 2002 havde han opholdt sig cirka to år i Tripoli i Libanon, uden at bevægelsen havde gjort forsøg på at opsøge ham personligt. Han havde i nævnet forklaret, at bevægelsen indirekte havde opsøgt ham, idet familiemedlemmer til PFLP-GC folk havde spurgt efter ham på familiens adresse. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund – også henset til den tid, der var forløbet, siden han forlod bevægelsen – ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en sådan risiko for efterstræbelse af PFLP-GC, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren henviste endvidere til, at han havde været fængslet af myndighederne fra 2001 til 2002, som sigtet for våbenhandel med videre, og at han under tilbageholdelsen blev hårdhændet behandlet. Ansøgeren forklarede, at han blev løsladt på grund af mangel på beviser, og at han var udeblevet fra retsmøder, hvortil han var blevet tilsagt. Flygtningenævnet fandt ikke, at det påberåbte forhold var af en sådan karakter, at det begrundede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og bemærkede herved, at ansøgeren havde opholdt sig problemfrit i cirka 2 år efter løsladelsen, uden at myndighederne havde opsøgt ham personligt. Flygtningenævnet fandt derfor, at Libanon fortsat kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. De generelle forhold for statsløse palæstinensere, der er omfattet af UNWRA, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Stat.pal./2007/2
Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden, født i 1971. Indrejst i maj 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1987 havde været medlem af Fatah-organisationen, at ansøgeren i perioden frem til 1991 var fængslet flere gange af israelerne, hvorunder ansøgeren blev udsat for en hårdhændet fysisk behandling, at ansøgeren i 1993 blev udnævnt til officer for Fatah-organisationen, at ansøgeren i 1997 blev sikkerhedschef i et distrikt i Nablus, og at ansøgeren i 2001 holdt sig skjult og efterfølgende udrejste, da israelerne ledte efter ham. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke afvise, at ansøgeren havde haft en sådan profileret stilling, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne risikere at blive udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået handlinger, som medførte, at han skulle udelukkes som flygtning efter Flygtningekonventionen art. 1 F (a) og (b) eller efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Stat.pal/2004/5
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født 1981. Indrejst i maj 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ifølge udlændingelovens § 40 påhviler det ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til en bedømmelse af om en opholdstilladelse kan gives. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han havde et modsætningsforhold til PLO, fordi han havde stjålet våben fra PLO, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende forklaringer om dette tyveri. Under samtalen i Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren blandt andet, at der ikke var vagter, men to personer som sov i den bygning, hvor han stjal våbnene, og at han var alene om tyveriet, mens han i nævnet forklarede, at der var seks vagter, hvoraf han var den ene og at han begik tyveriet sammen med en ven. Flygtningenævnet fandt det endvidere usandsynligt, at PLO skulle have opbevaret våben ulåst og at ansøgeren skulle kunne sælge stjålne våben til en våbenhandler, der var bosiddende i lejren. Hertil kom, at PLO havde oplyst, at ansøgeren ikke var eftersøgt af dem, og at de af ham fremlagte arrestordrer var falske. Det var oplyst, at ansøgeren var eftersøgt af de libanesiske myndigheder for tyveri og salg af hash. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold kan give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed at ansøgerens identitet ved en fejl var blevet oplyst overfor en repræsentant af PLO fandtes heller ikke at kunne give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet det blev lagt til grund, at ansøgeren ikke havde noget udestående med PLO. Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren der som statsløs palæstinenser fra Libanon er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ville kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon, hvor hans moder og syv søskende fortsat er bosiddende. Stat.pal/2004/4
Nævnetmeddelte i februar 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden, født 1975. Indrejst i januar 2003 Ansøgeren fik problemer med Islamisk Jihad og Hamas, der mistænkte ansøgeren for at være spion og for at samarbejde med israelerne, idet han havde repareret nogle biler for en israelsk mand, som tillige skaffede ansøgeren nye kunder mod at få del i fortjenesten, hvorfor ansøgeren klarede sig bedre end mange andre i området. Islamisk Jihad og Hamas havde set manden sammen med ansøgeren mere end én gang, hvorfor de mistænkte ansøgeren for spionage. Tre gange blev ansøgeren truet med, at han ville blive slået ihjel. Ansøgeren lyttede imidlertid ikke til dem, og han fortsatte med at udføre arbejde for manden, indtil der opstod rygter om, at ansøgeren var spion i byen. Flygtningenævnet lagde til grund, at Vestbredden, hvor ansøgeren er født og opvokset, skulle betragtes som ansøgerens hjemland. Nævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren var blevet opsøgt tre gange af personer fra Islamisk Jihad eller Hamas, der mistænkte ansøgeren for at være spion for israelerne og fremsatte trusler mod ham. Nævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved afgørelsen af, om ansøgeren kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt nævnet efter de nu foreliggende oplysninger om forholdene på Vestbredden ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Hamas eller Jihads side, overgreb som ansøgeren ville have vanskeligt ved at opnå myndighedernes beskyttelse imod. Stat.pal/2004/3
Nævnet stadfæstede i februar 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1984. Indrejst i oktober 2002. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han havde problemer med tre personer. Især en person forsøgte at krænke ansøgeren seksuelt. Personen havde tidligere forgrebet sig på nogle børn. Han blev fængslet af sikkerhedsdomstolen under flygtningelejrens myndigheder. Ansøgeren vidste ikke, hvor lang fængselsstraf personen fik, men personen var kun fængslet en måned. Ansøgeren henvendte sig ikke til lejrpolitiet med oplysninger om personens forsøg på overgreb, da han ikke ønskede at blive involveret i sagen og få et dårligt rygte. Han henvendte sig heller ikke til de libanesiske myndigheder, da han ikke mente, at de ville hjælpe ham. Flygtningenævnet udtalte, at den nu 19-årige ansøger er født og opvokset i Libanon. Af ansøgerens forklaring fremgik, at nogle unge mænd havde forsøgt at forgribe sig seksuelt på ham, senest fem måneder inden udrejsen. Nævnet fandt ikke, at disse forhold i sig selv kunne begrunde asyl, idet ansøgeren måtte henvises til at søge de lokale myndigheders bistand. Der ses ikke holdepunkter for, at disse ikke ville bistå ansøgeren. Nævnet fandt herefter, at ansøgeren fortsat i Libanon kan opnå den fornødne beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Stat.pal/2004/2
Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Irak, født i 1971. Indrejst i marts 2002. Da ansøgeren var 12 til 13 år, blev hendes kusine slået ihjel af familien, da hun havde giftet sig med en person mod familiens vilje. I 1993 blev ansøgeren gift mod sine forældres vilje. Ansøgeren og ægtefællen levede skjult for ansøgerens forældre. I 1995 flyttede ansøgeren og ægtefællen til Gaza. I 1997 blev ansøgeren og ægtefællen skilt. I 1998 blev ansøgeren gift med sin anden ægtefælle. Ægtefællen var voldelig, og i 2002 besluttede ansøgeren sig for at udrejse. Flygtningenævnet fandt som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren, der var statsløs palæstinenser, skulle vurderes i forhold til Irak, hvor hun var født og opvokset. Nævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hendes første ægteskab blev indgået mod forældrenes vilje, og at der i den forbindelse blev fremsat trusler på livet – før ægteskabet mod ansøgeren selv – og efter ægteskabet – gennem ægtefællen – mod såvel ham som ansøgeren. Uanset den forløbne tid fandt nævnet, at den subjektive frygt, ansøgeren havde givet udtryk for i forhold til sine forældre, fortsat måtte anses velbegrundet. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om de aktuelle forhold inden for politi og retsvæsen samt om, at en kvinde, der har konflikt med sin familie, ikke har mulighed for at opnå beskyttelse, fandt nævnet efter en konkret og samlet vurdering ikke, at det burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Irak. Stat.pal/2004/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vestbredden. Indrejst i 2012 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Vestbredden og statsløs palæstinenser. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har udtalt sig kritisk imod Hamas og Fatah og opfordret sine venner og bekendte til at undlade at stemme på dem. Ansøgeren har været aktiv bl.a. på hjemmesiden ”[A]”, hvor han deltog i debatter og fremsatte sine politiske meninger. Ansøgeren har skrevet kritiske artikler om Hamas og Fatah på forskellige hjemmesider. Ansøgeren var kendt for sine politiske meninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at de jordanske myndigheder vil tilbageholde ham og udlevere ham til myndighederne i Palæstina, som derefter vil fængsle og torturere ham. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter, at Hamas vil slå ham ihjel, idet Hamas tror, at han er spion for Israel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2004 har udtalt sig kritisk om Hamas og Fatah. Ansøgeren har været aktiv på chatrummet ”[A]”, hvor han deltog i debatter. I februar 2009 var han på [A], og en anden bruger, som kaldte sig ”[B]”, informerede om en episode, som Hamas og UNRWA havde været involveret i. Efterfølgende kommenterede ansøgeren på nyheden og var meget kritisk over for Hamas. Samme nat omkring klokken to om natten kom en gruppe maskerede Hamas-folk til hans bopæl, og han blev kørt til et plantageområde og blev afhørt om, hvordan han havde fået sin viden om episoden med UNRWA og Hamas. Ansøgeren blev udsat for slag og anklaget for at være spion for Israel. Han fik lagt en håndgranat i sine sammenbundne hænder, og han fik af vide, at granaten ville eksplodere, efter Hamas-folkene forlod stedet, og hvis ansøgeren åbnede sine hænder. Derefter kørte Hamas-folkene væk, og ansøgeren fandt noget glas, som han kunne skære sine hænder fri med. Ansøgeren smed granaten væk, som viste sig at være falsk. Da han kom hjem, sagde hans far, at han skulle forlade hjemmet. Ansøgeren tog herefter til Al-Tiba. Her fandt ansøgeren et hus, han kunne sove i, og han fandt et arbejde i byggebranchen. Ansøgeren blev i Al-Tiba i to måneder og arbejdede, indtil han besluttede sig for at tage til Sverige. Et par dage efter hans ankomst til Al-Tiba, havde han hentet sin svenske opholdstilladelse på den danske ambassade i Ramallah. For at komme til Sverige skulle ansøgeren flyve via Jordan. Da ansøgeren ville krydse grænsen til Jordan, fik han problemer med en officer, som sagde, at han havde en konflikt med den palæstinensiske efterretningstjeneste. Gennem de næste par måneder forsøgte ansøgeren flere gange forgæves at få lov til at indrejse i Jordan. Til sidst betalte han officeren 1000 dollars, hvorefter han fik lov til at indrejse. Herefter fløj han til Sverige uden problemer. Mens han opholdt sig i Al-Tiba, opsøgte den palæstinensiske efterretningstjeneste hans familie et par gange. Efterretningstjenesten havde hørt, at ansøgeren havde været kidnappet, og de ville derfor afhøre ham. Efterretningstjenesten havde også tilbageholdt ansøgerens bror en enkelt gang. Derudover havde to vigtige personer fra Hamas spurgt ansøgerens venner, hvor ansøgeren befandt sig. Omkring to måneder efter ansøgeren kom til Sverige, opsøgte efterretningstjenesten igen hans forældre, og ansøgerens far sagde til dem, at ansøgeren var i Sverige. Ansøgeren oplyste, at han havde problemer, da han gik på universitetet, hvor han blev chikaneret. To gange blev han tævet af andre elever, som var medlemmer af studenterunionerne, som hørte under Fatah og Hamas. Inden én af sine eksaminer, blev ansøgeren påkørt af et medlem af Fatah, og han fik derefter ikke lov til at fortsætte på universitetet og afslutte sin uddannelse. Ansøgeren oplyste, at han blev tilbageholdt af efterretningstjenesten på Vestbredden i 2005 og 2007. Begge gange havde han udtalt kritik af Mahmoud Abbas. I forbindelse med tilbageholdelsen blev han afhørt og udsat for psykisk tortur. Ansøgeren oplyste endvidere, at de problemer, han havde haft siden februar 2009, ikke var alvorlige nok til, at han ville udrejse af Vestbredden. Det var først i forbindelse med Hamas’ tilbageholdelse af ham, og efterretningstjenestens efterfølgende eftersøgning, at han følte, at han var i fare. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har fået udstedt rejsedokument af de palæstinensiske myndigheder den 26. august 2008, den 6. marts 2011 og den 19. juni 2016. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da han ikke længere havde noget opholdsgrundlag i Sverige. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet bemærker herved, ud over de ovennævnte omstændigheder, at ansøgeren først i dag har forklaret om, at han fik sin mobiltelefon tilbage, således at han havde den i lommen, da Hamas-folkene forlod ham, og at han ligeledes fik computeren tilbage, idet denne blev efterladt på jorden ved siden af ham. Forklaringen herom forekommer vanskeligt forenelig med, at Hamas-folkene efter ansøgerens forklaring skulle beskylde ham for at være spion, ligesom ansøgeren, på trods af en ganske detaljeret beskrivelse af hændelsen i asylskemaet, overhovedet ikke har nævnt, at han hentede computeren dagen efter. Flygtningenævnet bemærker, at eventuelle vanskeligheder i forhold til de jordanske myndigheder ikke kan tillægges nogen videre betydning ved bedømmelsen af ansøgerens sag. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats/2018/7/SME
Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon og hans myndige datter. Indrejst i henholdsvis 2014 og 2013. Sagerne blev i Flygtningenævnet behandlet samme dag.Flygtningenævnet udtalte i faderens sag: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og muslim af trosretning. Han har oplyst, at han er født i flygtningelejren […] i Libanon, og at han i 1982 flygtede til Syrien på grund af krigen i Libanon. Han har boet i Yarmouk-lejren i Syrien frem til sin udrejse i 2013. Han har jævnligt været i Libanon. Han har oplyst, at han har et UNRWA flygtningekort for statsløse palæstinensere. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hizbollah på grund af sine konflikter med det syriske regime. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han fra 2011 til 2012 i Syrien transporterede medicin for et firma, som samarbejdede med Den Frie Syriske Hær, og at hans bil [i slutningen af] 2012 blev angrebet af den syriske sikkerhedstjeneste, da han var på arbejde. Samme dag flygtede ansøgeren fra sin bopæl i Damaskus, og han har opholdt sig i skjul i forskellige bydele i Damaskus og Latakia frem til sin udrejse i [sommeren] 2013. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon, at han er i besiddelse af et ID kort for statsløse palæstinensere i Libanon, som er blevet fornyet løbende, og at han igennem de sidste 30 år løbende har rejst mellem Libanon og Syrien. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 3. Selvom et flertal i Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konflikt i Syrien til grund, er der efter ansøgerens forklaring ikke grundlag for at antage, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil få problemer med Hizbollah i Libanon som følge af sin konflikt i Syrien. Flertallet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konfliktens udvikling i Libanon i den periode, ansøgeren har opholdt sig i Danmark. Herunder har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at hans fætter nu har været tilbageholdt to til tre gange, ligesom hans søster og ene søn har været tilbageholdt og er blevet udspurgt om ansøgerens opholdssted. Flertallet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har fungeret som chauffør i Syrien, og at det forekommer usandsynligt, at han har haft en så fremtrædende position, at de syriske myndigheder eller Hizbollah måtte lede efter ham også i Libanon, henset til at ansøgeren har kunnet leve næsten et år efter skudepisoden i et myndighedskontrolleret område, og til at hans familie har kunnet opholde sig i Libanon en periode derefter. Ansøgeren er i besiddelse af et gyldig ID kort registreret i Libanon og er således ikke i risiko for tvangsmæssig tilbagesendelse til Syrien, såfremt han vender tilbage til Libanon. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer overgreb og finder, at han kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. Flertallet finder herefter, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Flygtningenævnet udtalte i datterens sag vedrørende spørgsmålet om, hvilket land, ansøgeren skulle vurderes i forhold til: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og muslim af trosretning. Hun har oplyst, at hendes forældre er født i flygtningelejren […] i Libanon, og at de i 1982 flygtede til Syrien på grund af krigen i Libanon. Ansøgeren har videre oplyst, at hun er født i Syrien, og at hun har boet i Yarmouk lejren i Syrien frem til sin udrejse i 2013. Ansøgeren har et libanesisk UNRWA flygtningekort, som hendes forældre løbende har fået forlænget. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hizbollah på grund af sin faders konflikter med det syriske regime. [Forklaringen om faderens konflikt er udeladt, red.] Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 3. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren er i besiddelse af et ID kort for statsløse palæstinensere i Libanon, at ID kortet løbende er blevet fornyet, og at ansøgeren har familie bosat i Libanon. Selvom et flertal i Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin faders konflikt i Syrien til grund, er der efter ansøgerens forklaring ikke grundlag for at antage, at hun ved en indrejse i Libanon vil få problemer med Hizbollah i Libanon som følge af sin faders konflikt i Syrien. [Begrundelsen vedrørende faderens konflikt er udeladt, red.] Ansøgeren er i besiddelse af et gyldig ID kort registreret i Libanon og er således ikke i risiko for tvangsmæssig tilbagesendelse til Syrien, såfremt hun indrejser i Libanon. Ansøgeren findes ikke, alene som følge af at hun er kvinde, at være særligt udsat ved en udrejse til Libanon. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter ikke, at ansøgeren ved en indrejse i Libanon risikerer overgreb og finder, at hun kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. Flertallet finder herefter, at Libanon fortsat kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat.pal/2014/3
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gaza. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Gaza i Palæstina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza ikke vil kunne leve et sikkert liv grundet den igangværende konflikt, og at han er efterstræbt af politiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til den generelle sikkerhedssituation i Gaza. Der er mangel på arbejde og elektricitet, og lægebehandling er utilgængelig og dyr. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere henvist til, at i 2008 blev hans morbroder og to af hans fætre samt deres familie dræbt som følge af israelske angreb. Efterfølgende fandt han og familien ud af, at morbroderen og dennes familie havde haft tilknytning til Hamas og udført aktiviteter for dem. Endelig har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at en nær ven blev dræbt af Hamas, idet vennen skulle have videregivet oplysninger. Hamas mistænker nu ansøgeren for lignende aktiviteter. Ansøgeren har ikke haft problemer med myndighederne, organisationer eller privatpersoner i hjemlandet, og ansøgeren har heller ikke været udsat for straffeprocessuelle indgreb. Ansøgeren har dog for Flygtningenævnet anført, at han nu er efterstræbt af politiet. Ansøgeren udrejste legalt. De af ansøgeren påberåbte problemer vedrørende manglende arbejde og elektricitet og mangelfuld lægebehandling er socioøkonomiske forhold, som ikke i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har i øvrigt opholdt sig i Gaza indtil udrejsen. Ansøgeren har for Flygtningenævnet fremlagt kopier af tre dokumenter, der alene foreligger i elektronisk form. Det er oplyst, at der er tale om indkaldelser i efteråret 2014 og 17 dage senere til to politiafdelinger med forskellige adresser, samt en påmindelse om arrest 7 dage senere. Ifølge tolken var dele af dokumenterne ulæselige i den foreliggende form. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen vægt på de nu fremkomne dokumenter. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, dokumenternes dårlige kvalitet, det sene fremkomsttidspunkt, samt at dokumenterne alene foreligger i elektronisk form. Hertil kommer, at ansøgeren først skal have talt med faderen om dokumenterne 13 dage efter påmindelsen om arrest og at ansøgeren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, ikke tidligere har modtaget lignende dokumenter. Ansøgerens oplysninger om drabet på vennen og vennens aktiviteter er i øvrigt først fremkommet for Flygtningenævnet. Ansøgeren har forklaret afglidende og udetaljeret dels om vennen, dels om omstændighederne omkring modtagelsen af dokumenterne. Idet oplysningerne om de generelle vanskelige forhold i hjemlandet heller ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Gaza risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På baggrund af det ovenfor anførte er der heller ikke fundet grundlag for, at imødekomme en påstand om udsættelse af sagen med henblik på oversættelse og ægthedsvurdering, af de af ansøgeren fremlagte dokumenter. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” stat.pal/2014/2
Nævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af […]-klanen, fordi han i 2009 indledte et forhold til pigen [Z] fra denne klan. Ansøgeren har videre anført, at han frygter for at blive fængslet eller udsat for tortur, fordi han er palæstinenser og uønsket i Irak. Han har i den forbindelse henvist til de generelle forhold for palæstinensere i Irak, og at der er mange bombeangreb på Baghdad. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren gjort gældende, at han frygter […]-klanen, fordi han i perioden 2009-2010 havde et forhold til kvinden Z, uden hendes families samtykke. Han fik kontakt til Z i 2009, da hun handlede i hans forretning i[…] området i Baghdad. De indledte et forhold, som stod på i et år. I løbet af det år var de ude sammen tre gange. De to første gange var i […]-bydelen. Den tredje og sidste gang var i [begyndelsen af ]2010, hvor de havde seksuelt samvær på hans vens forældres bopæl i […]To dage senere blev han opsøgt på sin bopæl af [Zs] far og brødre, der var bevæbnede. [Zs] far og brødre var ansat i den irakiske efterretningstjeneste. Ansøgeren flygtede ud af en bagdør, men hans far og bror blev udsat for fysiske overgreb. To dage senere kom [Zs] familie tilbage til bopælen og truede ansøgerens familie med, at de ville slå dem ihjel, hvis ikke ansøgeren dukkede op. Ansøgerens familie flyttede derefter til […], mens han selv rejste til Syrien, hvor han opholdt sig frem til 2013, hvor han genindrejste i Irak og opholdt sig i skjul hos sin faster i 2 måneder, indtil han udrejste i[ sommeren] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden, ligesom forklaringen på flere punkter har været tøvende og ukonkret. Nævnet finder det således usandsynlig, at [Z] havde mulighed for regelmæssigt flere gange i løbet af ugen at være i telefonisk kontakt med ansøgeren og at mødes med ham 2 gange i et indkøbscenter, og at hun efter kun to møder skulle have accepteret at mødes med ansøgeren i hans vens forældres lejlighed, hvor hun havde samleje med ham. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at [Zs] familie var stærkt fundamentalistisk og arbejdede for efterretningstjenesten. Ansøgeren har videre forklaret tøvende og ukonkret med hensyn til, hvordan han fandt ud af, at det var [Zs] brødre og far, der opsøgte hans familie og fremsatte trusler. Også forklaringen om, hvornår ansøgerens familie blev truet tredje gang har været upræcis og præget af tøven. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at det forekommer påfaldende, at [Zs ]familie efter ikke at have ladet høre fra sig i mere end 3 år, skulle have genoptaget truslerne for ca. 7-8 måneder siden, henset til at ansøgeren tidligere har forklaret, at hans familie ikke kunne findes på deres nye adresse. Nævnet skal endelig bemærke, at ansøgeren ikke i forbindelse med opholdet i Baghdad i 2013 fik problemer med hverken myndighederne eller[ Zs] familie, selvom han var i kontakt med myndighederne med henblik på at søge om pas/visum, og selvom han udrejste legalt af Irak. Det fremgår af Landinfos rapport: ”Palestinians in Iraq” fra 7. marts 2014, at forholdene for palæstinensere i Irak er bedret siden 2007, og at befolkningsgruppen ikke i højere grad end andre grupper er udsat for overgreb. Endelig bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation for personer fra Baghdad ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan begrunde asyl efter § 7. Nævnet finder på den baggrund heller ikke, at der er grundlag for hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet finder det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat.pal/2014/01
Nævnet stadfæstede i november 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs bedoon fra Irak, født i 1948. Indrejst i september 2001. Ansøgeren er araber og shia-muslim af trosretning. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring om, at han er statsløs bedoon, født i Kuwait, til grund. Flygtningenævnet lagde på baggrund af oplysningerne fra Internationale Røde Kors videre til grund, at ansøgeren i 1992 blev udvist til Irak. Det måtte lægges til grund, at han under disse omstændigheder var indrejst i Irak gennem grænsekontrollen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde boet fast i Irak indtil udrejsen derfra i 2001. Flygtningenævnet tilsidesatte således ansøgerens forklaring om et længerevarende ophold i ørkenområdet, og om myndighedernes beslaglæggelse af hans ejendom. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort forklaringen herom, og ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med tre familiemedlemmers forklaringer til de danske myndigheder i forbindelse med asylansøgningerne måtte anses for ganske utroværdig. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren højst sandsynligt er irakisk statsborger, men nævnet fandt ikke med fuld sikkerhed at kunne fastslå dette. Ifølge Flygtningekonventionens artikel 1A (2) skal statsløse vurderes i forhold til det land, hvor pågældende tidligere havde fast bopæl. Da ansøgeren havde haft fast bopæl i Irak gennem de seneste cirka ti år inden indrejsen i Danmark, var det uden afgørende betydning for asylvurderingen, om ansøgeren var statsborger i Irak. Ansøgeren skulle vurderes i forhold til Irak. Ansøgeren havde ikke et sådant modsætningsforhold til myndigheder eller bestemte grupper i Irak, at han risikerede forfølgelse der. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for asyl, jf. udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Statsløs/2006/1b
Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at det af ansøgerens forklaring fremgik, at hun på den arbejdsplads, hvor hun havde været ansat, havde deltaget i at sy kurdiske flag, videre at hun havde deltaget i en demonstration. Henset til ansøgerens begrænsede rolle, den tid, der var forløbet, og oplysningerne om, at der var givet amnesti i en række tilfælde, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens rolle havde været så profileret, at forholdet i dag kunne begrunde asyl. Af ansøgerens forklaring fremgik videre, at hun i hjemlandet var blevet voldtaget af en person tilknyttet den familie, hun boede hos. Ansøgeren havde videre oplyst, at hun her i landet havde et forhold til en kurdisk mand. Ansøgeren havde ingen viden om, at de pågældende forhold skulle være kommet hendes familie til kendskab, men hun frygtede, at hun ville blive udsat for æresdrab. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun ikke havde kendskab til æresdrab i familien, men til flere konkrete æresdrab begået i det område og blandt den befolkning, hun tilhører. Under sådanne forhold fandt Flygtningenævnet ikke, at risikoen for at ansøgeren ville blive udsat for æresdrab eller anden umenneskelig behandling var så reel, at forholdet kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da ansøgerens forhold heller ikke var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Statsløs/2006/1a
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs bedoun fra Kuwait, født i 1977. Indrejst maj 2003. Ansøgeren havde ikke lov til at arbejde i Kuwait. Han forsørgede sig ved at sælge forskellige ting på gaden. Omkring 1994 blev ansøgeren taget med af politiet, fordi han ikke havde tilladelse til at sælge varerne. Ansøgeren indgik ægteskab med en kvinde, som stammede fra en meget kendt klan i Kuwait. Familien var meget rig og havde stor indflydelse hos de kuwaitiske myndigheder. Ansøgeren besøgte ikke ægtefællen i hendes hjem, fordi familien havde nægtet hende at gifte sig med en statsløs mand. Ansøgeren havde aldrig mødt ægtefællens familie. Ansøgeren forsøgte at få ægtefællen til at forsøge at overtale sin familie til at indgå ægteskab. Ved at indgå ægteskab gik ansøgeren og ægtefællen mod ægtefællens families vilje, hvilket var en meget alvorlig ting at gøre. Ansøgeren blev derfor meget overrasket, da ægtefællen foreslog, at de skulle giftes. Ansøgeren ønskede at vente med at blive gift, men ægtefællen ønskede, at de skulle gifte sig med det samme for at vise sin familie, at hun ønskede at leve sammen med ansøgeren. Efter ikke at have set ægtefællen i tre dage gik ansøgeren hen til sit og ægtefællens sædvanlige mødested, hvor han fandt et brev fra ægtefællen, hvori der stod, at ægtefællen havde fortalt forældrene om ægteskabet og om, hvor ansøgeren boede. Efterfølgende tog ansøgeren hen til en ven, som han fortalte om sin situation. Ansøgeren sendte vennen ind til byen for at få at vide, om der var nogen, der havde spurgt efter ham. Da vennen vendte tilbage, fortalte han, at civile personer havde spurgt efter ansøgeren. Kort tid før sin udrejse mødtes ansøgeren to gange med ægtefællen. Ægtefællen sagde til ham, at han skulle udrejse, fordi hendes familie ledte efter ham. Hendes familie havde sagt, at den ville dræbe ansøgeren, hvis den mødte ham. Ansøgeren har ikke talt med ægtefællen om, hvorvidt hun har modtaget trusler fra sin familie. Ægtefællen gav ansøgeren U$ 8.000 til udrejsen. Ægtefællen udrejste ikke sammen med ansøgeren, idet ægtefællen havde et pas, som skulle stemples i forbindelse med udrejsen, hvorfor ansøgeren frygtede, at ægtefællens familie ville kunne finde frem til hende gennem de kuwaitiske eller de saudiarabiske myndigheder. Han frygtede endvidere, at ægtefællen ville blive såret eller dræbt af grænsevagter, hvis hun udrejste sammen med ham, fordi han udrejste illegalt. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs bedoun fra Kuwait. Flygtningenævnet fandt ikke, at den diskrimination, som ansøgeren havde været udsat for, havde haft et sådant omfang og karakter, at det kunne sidestilles med forfølgelse i udlændingelovens § 7’s forstand. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren, bortset fra tilbageholdelse tilbage i 1994 på grund af manglende arbejdstilladelse, ikke havde haft nogen personlige konflikter med myndighederne. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive dræbt af sin svigerfamilie, ikke fremstod som ganske overbevisende og derfor måtte give anledning til tvivl. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde truffet sin svigerfamilie og ikke havde modtaget nogen form for direkte trussel fra svigerfamilien, men alene hørte om svigerfamiliens trusler gennem ægtefællen. Flygtningenævnet fandt det påfaldende, at ægtefællen, der efter ansøgerens forklaring blev overvåget af sin familie, efter at denne var blevet klar over forholdet, frit kunne møde ansøgeren to gange og herunder udbetale ham et beløb på 8.000 dollars til udrejsen. Det fremstod yderligere som påfaldende, at ægtefællen ikke udrejste sammen med ansøgeren. Ansøgerens forklaring om årsagen til, at de ikke udrejste sammen, fremstod ikke som overbevisende. Flygtningenævnet fandt på den ovennævnte baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, der indebærer, at han har krav på beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at bedoun-befolkningens generelle forhold og den omstændighed, at ansøgeren muligvis ikke kan opnå indrejsetilladelse i Kuwait, kunne føre til, at der skal meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Statsløs/2004/1
Nævnet hjemviste i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive anholdt af de libanesiske myndigheder og udvist til Syrien, idet de libanesiske myndigheder anser ansøgeren for at være statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun boede i Syrien i perioden fra 1975 til 2012. I Syrien blev ansøgeren gift med en statsløs palæstinenser fra Syrien. I forbindelse med indgåelsen af ægteskabet fik ansøgeren udstedt et syrisk opholdskort. Ved samme lejlighed blev ansøgerens libanesiske opholdskort inddraget af de syriske myndigheder. I 2012 rejste ansøgeren og hendes familie til Libanon, hvor de bosatte sig frem til 2015, hvor de rejste til Danmark. Efter indrejsen i Libanon fik ansøgeren udstedt opholdstilladelse gældende for tre måneder. Opholdstilladelsen fik ansøgeren efterfølgende forlænget flere gange. Nogle gange var der vanskeligheder forbundet med at få opholdstilladelsen forlænget. Ved sin genindrejse i Libanon forsøgte ansøger endvidere at generhverve sit libanesiske opholdskort, men blev i den forbindelse stillet over for et krav om, at hun lod sig skille fra sin ægtefælle, samt et krav om at aflevere sine syriske dokumenter. Ansøgeren har for nævnet – kort forud for nævnsmødet – fremlagt en række nye identitetsdokumenter, som angiveligt er udstedt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker, at det af baggrundsoplysningerne om situationen i Libanon (”Stateless Palestinian Refugees in Libanon”, report from Danish Immigration Service’s fact finding mission to Beirut, Lebanon, fra oktober 2014), bl.a. følgende: ”The international organization said that while PRL men who marry PRS women (in Syria) cannot be registered with Syria’s General Administration for Palestinian Arab Refugees (GAPAR), PRL women marrying PRS men can. As it officially is not possible to hold DPAR and GAPAR registration simultaneously, a PRL woman registering with GAPAR following her marriage to a PRS man in Syria would have to forfeit her DPAR registration (in Lebanon). She would then be treated as a PRS by the Lebanese authorities and would face significant obstacles entering Lebanon due to the current restriction in place. In such a case, her family members in Lebanon (with permanent residency) may try to apply for a pre‐approved visa, however it remains unclear in light of the new restrictions whether such pre‐approved visa would be granted. DPAR explained that it is not possible for a Palestinian to be registered as a refugee simultaneously both in Syria and in Lebanon. In case a Palestinian refugee has been registered and obtained refugee status in Syria, she or he will consequently be struck from DPAR’s registry in Lebanon, when a request has been issued by the General Security regarding this. The source did not consider that the Syrian authorities in general allow Palestinians from Lebanon to register as Palestinian refugees in Syria. There could be exceptions in the event of a case of political asylum in Syria.” Oplysninger støttes af kilder gengivet i Udenrigsministeriets fortrolige notat af 27. maj 2015 om opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Udlændingestyrelsen skal gives lejlighed til at vurdere de nyligt fremlagte dokumenter også i lyset af de baggrundsoplysninger, som der er henvist til ovenfor. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet behandling.” Stat/2018/8/TPS
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [A], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at gruppen Saraya al-Muqawama, vil sende ham i krig i Syrien, da han tidligere har været medlem af gruppen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udleveret til Hamas, fordi han er palæstinenser. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle uroligheder i Libanon, efter Donald Trump har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Afslutningsvist har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han ikke længere vil kunne se sin ægtefælle og sine børn, hvis han vender tilbage til Libanon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i enten juni eller juli 2006 blev medlem af gruppen Saraya al-Muqawama, som er en del af Hizbollah. I starten af 2007 blev ansøgeren sendt i træningslejr tæt på den syriske grænse, hvor der var tilrettelagt tre træningsforløb. Ansøgeren deltog i de to første træningsforløb, hvor de blev trænet i at håndtere et våben og i at bevæge sig igennem forhindringer. Under ansøgerens tredje træningsforløb, fik de at vide, at ISIL var rykket tættere på grænsen, og at ISIL befandt sig omkring 25 kilometer fra deres position. På et ukendt tidspunkt blev deres grænseposition beskudt, men de kunne ikke se de angribende grupper. Samme aften blev deres lejr angrebet af ISIL, hvorefter ansøgeren blev taget til fange sammen med fem andre. Ansøgeren blev udsat for grove fysiske overgreb og afhørt om, hvilken gruppe han tilhørte. Den lejr, hvor ansøgeren blev holdt fanget, blev efter nogle uger angrebet. I forbindelse med en eksplosion i lejren lykkedes det ansøgeren og de øvrige fem personer at flygte fra ISIL. Ansøgeren kom efterfølgende til en landsby, hvor han fik hjælp og behandling af Røde Kors. Efterfølgende overgav de ansøgeren til de libanesiske myndigheder, som afhørte ham om, hvor han havde været. Ansøgeren forklarede, at han havde forsøgt at krydse grænsen illegalt, da han var bange for at blive tilbageholdt af myndighederne, hvis han fortalte dem sandheden om, hvor han havde været. I 2010 rejste ansøgeren til Danmark på visum. Da han kom til Danmark, ringede hans søster, og hun fortalte ansøgeren, at Hizbollah havde opsøgt hende og spurgt efter ansøgeren. Efter nogle dage, kontaktede ansøgeren sin ven, som bekræftede, at ansøgeren var eftersøgt af Hizbollah, og at ansøgerens navn fremgik af en liste, som Hizbollah havde del rundt i flygtningelejren. Ansøgeren valgte derfor, at han ikke ville rejse tilbage til Libanon, og han søgte derfor familiesammenføring med sin ægtefælle i Sverige. I 2015 udløb ansøgerens opholdstilladelse i Sverige, og han fik den ikke fornyet. På et ukendt tidspunkt i 2016 blev ansøgerens bror kidnappet af en ukendt gruppe. Broren blev i den forbindelse afhørt om deres far og om ansøgeren. Broren blev løsladt efter afhøringen. [I efteråret] 2017 søgte ansøgeren om asyl, efter at være blevet anholdt af det danske politi. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet i forhold til Libanon til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han har været aktiv i grupperingen Saraya Al-Mokawamah, og at han har været taget til fange af Al-Nusra i 5-6 måneder, indtil det lykkedes ham at flygte. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, om det var ISIL eller Al-Nusra, der tog ham til fange, og at han ikke husker, hvor længe han blev tilbageholdt, men det var mindre end en måned. I advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at den tidligere forklaring var usand, og han har nu forklaret, at han alene frygter, at han bliver opsøgt af Hizbollah eller Fatah og sendt i krig i Syrien. De skiftende forklaringer svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle være efterstræbt af Hizbollah, til grund. Ansøgeren er født og opvokset i Libanon og har forklaret, at han fortsat har sit flygtningepas og rejsedokumenter fra Libanon. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at han fortsat har ret til indrejse og opholde sig i Libanon, hvor han har sin mor og en søster. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon findes ikke at være af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke fortsat kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som derfor må anses som hans første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2018/6/IBK
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinensisk statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra den palæstinensiske flygtningelejr [A], Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren modtog dog våbentræning af PLO i omkring en måneds tid i 1976. Ansøgeren havde ikke nogen rang, og hun havde ikke noget medlemskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter banderne i Libanon. Hun blev for omkring fem år siden udsat for et tyveri i Libanon og blev som barn voldtaget af tre forskellige mænd på forskellige tidspunkter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ikke har noget familie eller en bolig i Libanon. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun som statsløs palæstinenser ingen fremtid har i Libanon. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis anses ansøgeren – som statsløs palæstinenser fra Libanon – isoleret set som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at de konflikter, som ansøgeren har forklaret om, er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet konflikterne ligger langt tilbage i tid og må anses for enkeltstående afsluttede forhold. Ansøgeren har boet i Libanon indtil 1977, hvor hun var ca. 16 år gammel, Herefter boede hun i Tyskland indtil 1983, hvor hun igen tog ophold i Libanon indtil 1984. Ansøgeren har ikke senere haft bopæl i Libanon, men har været i landet flere gange i forbindelse med, at hun har få udstedt id-kort til sine børn. Hun har senest været i Libanon for ca. fem år siden sammen med sin ene datter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun lovligt kan opholde sig i Libanon, ligesom hun har fået udstedt id-kort og pas i Libanon. Der findes herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som må anses som hendes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, herunder for enlige kvinder, er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i flere år, findes heller ikke at kunne ændre ved denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stats/2018/05/IBK
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien og hans medfølgende datter. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim. Han er statsløs palæstinenser fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i begyndelsen af] 2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, idet de mistænker ham og hans familie for at have ydet støtte til oprørsgrupper. Klageren har herom oplyst, at der i 2012 var voldsomme kamphandlinger i Damaskus, og at mange som følge heraf flygtede ind i Yarmouk-lejren. Disse internt fordrevne behøvede hjælp, og der blev oprettet en gruppe af borgere fra lejren, der stod for at organisere hjælpen. I den forbindelse kontaktede klageren personer i sit netværk med henblik på at samle økonomisk hjælp, og klageren donerede selv nogle penge til formålet. I 2012 fik klageren gennem sin ægtefælles bror oplysninger om, at hans datter, [klageren C], stod på en liste over personer, der var eftersøgt af myndighederne. I [vinteren] 2012 foretog de syriske myndigheder en ransagning af familiens bopæl. Familien var ikke hjemme, men blev advaret af en nabo. Efterfølgende skjulte familien sig hos forskelige slægtninge, der også boede i Yarmouk-lejren. I [foråret] 2015 blev der gået indgået en aftale med FN om, at skoleelever kunne forlade lejren, og klageren benyttede denne lejlighed til at flygte fra lejren. I [sommeren] 2015 fik klageren oplysninger om, at han var på en liste over eftersøgte. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af udførelsen af humanitært nødhjælpsarbejde er kommet i et konkret og individuelt asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder, jfr. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om registreringen af hans eget og sin datter [klageren C]’s navn som følge af nødhjælpsarbejdet på en liste over personer, der var eftersøgt af myndighederne. Klageren har ikke oplyst om en sådan liste i asylansøgningsskemaet, og han har heller ikke under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at hans eget navn eller [klageren C]’s navn var anført på en sådan liste. Først under partshøringen [i foråret] 2016 har klageren forklaret, at han omkring [sommeren] 2015 ved bestikkelse fandt ud af, at han og datteren var eftersøgt, og at dette blev kontrolleret én gang. For nævnet har klageren forklaret, at han både i 2012 og i 2015 undersøgte dette. Der henvises endvidere til, at klageren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at han og hans søn udførte humanitært arbejde, mens han først under senere samtaler med Udlændingestyrelsen udbyggende har forklaret, at også hans datter har deltaget i nødhjælpsarbejdet. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at klageren under partshøringen har forklaret, at han gav nødhjælpsorganisationen penge omkring tre gange fra [sommeren] 2012 til [efteråret] 2012. Han ydede ikke nødhjælp på andre måder end ved at give penge. For nævnet har klageren udbyggende og divergerende forklaret, at han også i perioden fra 2012 til 2015 udførte humanitært arbejde ved at give penge og dyner. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved forehold af flere divergenser har forklaret afglidende og usammenhængende på spørgsmål fra nævnet. Flygtningenævnet finder det i øvrigt ikke sandsynliggjort, at klageren vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende ovegreb som følge af, at hans søn, [A], er udeblevet fra militærtjeneste. Der henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at det ikke vil have asylbegrundende konsekvenser for familien, hvis en ung mand har unddraget sig militærtjeneste, herunder Landinfos Temanotat ”Syria: Reaksjoner mot desertører of personer som unndrar seg militærtjenste”, af 3. januar 2018 samt Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG”, fra september 2015. Det fremgår heraf blandt andet, at der kan blive tale om chikane mod familien, eller at familien vil blive udsat for at skulle betale bestikkelse, men at der ikke vil ske yderligere. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at det på baggrund af klagerens illegale udrejse kan anses for sandsynligt, at han vil blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Der henvises til, at klageren under partshøringen [i sommeren] 2016 har forklaret, at myndighederne ikke har fået kendskab til hans illegale udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2018/4/SOL
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
