Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk Tigrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Klageren har været medlem af foreningen Smret i Danmark siden starten af 2016. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren isoleret set er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om det forhold, at klageren er dømt for strafbart forhold i Danmark og udvist af Danmark, er til hinder for, at der – uanset at betingelserne efter § 7, stk. 1, er opfyldt – meddeles klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom [fra starten af] 2018 idømt fængsel i 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år for vold efter straffelovens § 244 ved den 31. december 2016 at have slået sin tidligere samlever flere gange i ansigtet med flad og knyttet hånd samt sparket hende flere gange i maven og ryggen og i overensstemmelse med sin erkendelse ved [i foråret] 2017 at have slået den samme kvinde en gang i hovedet med flad hånd. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, at han herefter ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Da klageren isoleret set er berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal afvejningen foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter det tillige skal indgå i vurderingen efter udlændingelovens § 10, stk. 3, om forbrydelsen er ”særlig farlig”, og om flygtningen af den grund må betragtes som en fare for samfundet. Det fremgår af byrettens begrundelse for strafudmålingen i tiltaltes straffedom (Retten i Roskildes dom [fra efteråret] 2017) bl.a.: ”Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 244. 1 måned af straffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor … . Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer. Retten har i skærpende retning lagt vægt på karakteren af volden i forhold 1 [episoden [i slutningen af] 2016], og at denne er begået i forurettedes hjem under overværelse af hendes mindreårige barn. I formildende retning har retten lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet, oplysningerne om hans personlige forhold samt de begrænsede skader af den udøvede vold.” Af begrundelsen for strafudmålingen og udvisningsspørgsmålet fremgår det af Østre Landsrets ankedom bl.a.: ”Landsretten finder, at straffen er passende udmålt. Under hensyn til karakteren og omfanget af den udøvede vold, der er begået mod den samme forurettede under to episoder med ca. 2 måneders mellemrum, er der ikke grundlag for undtagelsesvis at gøre nogen del af straffen betinget alene med vilkår om prøvetid og tilsyn. Henset til de begrænsede skader som følge af den udøvede vold sammenholdt med tiltaltes personlige forhold, herunder at han ikke tidligere er straffet, er der derimod grundlag for, at straffen – under hensyn til den udvidede anvendelse af reglerne om samfundstjeneste, der er tilsigtet med lov nr. 152 af 18. februar 2015 – i det hele gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Dette indebærer, at tiltalte ikke kan udvises i medfør af udlændingelo¬vens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6. Derimod vil der fortsat være hjemmel til at udvise tiltalte i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2. Når tiltalte skal udvises, jf. neden¬for, finder lands¬retten, at dette har som konsekvens, at der alligevel ikke er grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.” Uanset at klageren nu er dømt for to forhold af personfarlig kriminalitet begået mod den samme person på to forskellige tidspunkter finder Flygtningenævnet, at det efter oplysningerne om den udøvede vold og omstændighederne herved – som de nærmere er oplyst i byrettens og landsrettens dom – ikke er grundlag for at karakterisere klagerens forbrydelse som ”særlig farlig”, og at han alene som følge af denne straffedom må betragtes som en fare for samfundet. På denne baggrund finder nævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2018/5/SLH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men den bortfaldt ved Østre Landsrets ankedom af [nærmere angivet dato i efteråret] 2017, idet klageren blev udvist. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen af trosretning fra [landsby], [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive henrettet eller fængslet af myndighederne, idet han er udrejst illegalt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at myndighederne vil tvinge ham til at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet meddelte den [nærmere angivet dato i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal herefter vurderes, om klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for efter straffelovens § 244 og § 266, ikke efter sin karakter er af en sådan grovhed, at den kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at han kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde og på, at den begåede vold og de fremsatte trusler havde sit udspring i en uoverensstemmelse mellem klageren og forurettede, og at uoverensstemmelsen også førte til, at forurettede slog klageren i hovedet med en tallerken, så han bagefter måtte sys. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2018/4/MJM
Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik, Congo. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muhemba og kristen protestant af trosretning fra Uwira, Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter, at hun vil blive slået ihjel af nogle ukendte personer, som slog hendes far og halvbror ihjel, fordi hendes far var mekaniker for hæren. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sydafrika frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte gerningsmænd, der tidligere har kidnappet og udsat hende for voldelige og seksuelle overgreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Den Demokratiske Republik Congo oplyst, at hendes far var ansat som mekaniker i hæren i Uwira. Ansøgerens fars opgave bestod i at reparere biler. I 1998 udrejse ansøgeren og hendes familie af Den Demokratiske Republik Congo som følge af krigen. I 2005 blev ansøgerens far slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. I 2013 blev ansøgerens halvbror, [A], ligeledes slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i Sydafrika oplyst, at hun sammen med sin lillesøster, [B], og en god ven, [C], blev kidnappet af tre ukendte gerningsmænd, der ville røve og voldtage dem, i [vinteren] 2010 i Durban, Sydafrika. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Kidnapningen blev efterfølgende anmeldt til politiet i Sydafrika. I [vinteren] 2011 blev ansøgeren kidnappet af nogle af de samme ukendte gerningsmænd. De beskyldte ansøgeren for at være skyld i ét af deres familiemedlemmers død. De udsatte ansøgeren for voldelige og seksuelle overgreb, hvorefter de efterlod hende. I [foråret] 2012 forsøgte de samme gerningsmænd at kidnappe ansøgeren, [B] og [C] igen. Det lykkedes ikke. I [sommeren] 2012 rejste ansøgeren til Danmark på et visum for at besøge sine herboende søskende. I slutningen af [vinteren] 2013 blev ansøgeren telefonisk af [B] oplyst om, at [C] var blevet kidnappet og slået ihjel af politiet. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse [i vinteren] 2014 om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren taget stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Sydafrika, og ansøgerens flygtningestatus i Sydafrika udløb i 2015. Flygtningenævnet skal ved denne afgørelse herefter tage stilling til ansøgerens asylmotiv i forhold til Den Demokratiske Republik Congo, hvor ansøgeren er statsborger. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at hendes far og halvbror er afgået ved døden i henholdsvis 2005 og 2013. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at de skulle være blevet dræbt af de samme ukendte gerningsmænd med ca. 8 års mellemrum, eller at ansøgeren som følge heraf nu skulle være i risiko for personlig forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egne formodninger, at hendes fars og halvbrors død skulle have en relation til faderens tidligere arbejde som mekaniker for den daværende regering tilbage i 1998, og at hun på grund af farens arbejde i dag skulle være profileret og udsat for at blive efterstræbt ved en tilbagevenden. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke personligt har haft konflikter med hverken myndigheder eller privatpersoner i hjemlandet forud for flugten på grund af de generelle forhold i forbindelse med krigen, og nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at hun er i risiko for forfølgelse på grund af individuelle konflikter ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ifølge nævnets praksis kan de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo heller ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Det fremgår imidlertid af Flygtningenævnets tidligere afgørelse [fra vinteren] 2014, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en nærmere vurdering af de særlige forhold i Kivu-provinsen, som dengang blev påberåbt af ansøgerens advokat som opfyldende kriterierne i Sufi/Elmi-dommen. Da ansøgeren havde opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sydafrika, og da Flygtningenævnet havde fundet, at ansøgeren fortsat kunne opnå beskyttelse i Sydafrika, fandt Flygtningenævnet ved afgørelsen [fra vinteren] 2014 dog ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til nærmere stillingtagen til de nye anbringender omkring de aktuelle forhold i ansøgerens hjemområde i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgerens advokat har for nævnet under denne genoptagelsessag også anført, at de generelle forhold i netop Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og opvokset, må anses for at være af en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden dertil vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Ansøgerens advokat har herved navnlig henvist til UNHCR’s rapport fra september 2014 ”Position on returns to North Kivu, South Kivu and adjacent areas in the Democratic Republic of Congo affected by on-going conflict and violence in the region – Update I”. Udlændingestyrelsen har heller ikke i sin afgørelse [fra vinteren] 2017 foretaget en nærmere vurdering af forholdene i Kivu-provinsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for ansøgerens ansøgning om asyl. Sagens hjemvises til fornyet behandling.” Demo/2019/5/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mukongo og kristen fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været medlem af partiet Movement for the Liberation of Congo (MLC) siden 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de congolesiske myndigheder, da ansøgerens partifæller har oplyst myndighederne om, at han den 19. januar 2015 deltog i en demonstration. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har været medlem af Movement for the Liberation of Congo (MLC) siden 2006. Frem til en demonstration mod valgloven den 19. januar 2019 var ansøgerens aktivitet at uddele løbesedler og opfordre folk i byen Kinshasa til at deltage i demonstrationen. Ansøgeren deltog i demonstrationen den 19. januar 2019. Ansøgeren flygtede hjem til sin kæreste, Mathy Tethe, da politiet begyndte at opløse demonstrationen. Ansøgerens onkel, Gerard, kontaktede ansøgeren telefonisk om aftenen. Nogle minutter efter kom onklen til Mathys bopæl. Onklen fortalte ansøgeren, at politiet havde opsøgt ansøgerens bopæl og spurgte efter ham. Da ansøgeren ikke selv var på bopælen, blev hans far anholdt. Onklen kørte herefter ansøgeren til landsbyen Ngidinga, hvor han opholdte sig hos præsten, Paul-Augustain. Faren blev dagen efter anholdelsen løsladt. Myndighederne opsøgte ansøgerens bopæl igen den 23. januar 2015 og spurgte efter ham. Myndighederne opsøgte bopælen yderligere seks gange frem til december 2015. Ansøgerens forældre flyttede herefter til et andet sted i Kinshasa, hvor myndighederne ikke kunne finde dem. Ansøgeren udrejste den 9. januar 2016 illegalt af Den Demokratiske Republik Congo ved at flyve fra N'djili lufthavnen i Kinshasa til Marokko. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i en demonstration den 19. januar 2015, men Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han derved er kommet i myndighedernes søgelys og som følge heraf skulle være efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren efter egen forklaring er et menigt og uprofileret medlem, der har deltaget i én af mange landsdækkende demonstrationer, der foregik over flere dage, og at han ikke havde nogen direkte konfrontation med myndighederne. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev bekendt med, at hans partifæller var blevet anholdt. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt hermed, da politiet opsøgte ansøgerens bopæl og fortalte, at partifællerne havde angivet ham. Senere under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at politiet havde partifællerne Tonton og Jerry med til ansøgerens bopæl, da de opsøgte ansøgeren. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende om sin færden efter demonstrationen den 19. januar 2015, ligesom ansøgerens forklaring herom ikke forekommer sandsynlig. Blandt andet finder Flygtningenævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have opholdt sig i et år hos Paul-Augustin uden at foretage sig noget, og uden nogen former for kontakt til familie og kæreste, og at ansøgeren ikke kender sin families opholdssted. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om sin udrejse mindre sandsynlig. Derudover har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at han ikke havde været i kontakt med nogen i Den Demokratiske Republik Congo efter sin udrejse, mens han til gensamtalen [i slutningen af] 2017 har forklaret, at han var i kontakt med Gerard og sin far. Derudover har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at det var meningen, at han skulle flyve til Europa fra Mauretanien, men at han rejste tilbage til Marokko, fordi der var mange congolesere i Mauretanien, der arbejdede for regeringen. Til gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han frem til dagen før sin udrejse af Mauretanien troede, at han skulle bo fast i Mauretanien. Senere under gensamtalen har ansøgeren forklaret, at han under opholdet i Mauretanien fik udstedt visum til Belgien, hvorefter han rejste til Spanien, hvor han blev tilbageholdt af myndighederne og sendt tilbage til Mauretanien i løbet af 24 timer. I den forbindelse finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om de spanske myndigheders ageren forekommer mindre sandsynlig, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom for nævnet, og fordi det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren søgte om politisk asyl og fik tildelt en advokat, men at de spanske myndigheder afviste ansøgerens asylansøgning og udviste ansøgeren til Mauretanien. Derudover har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at han har forklaret divergerende om, hvorvidt han tidligere har søgt visum til Europa. Endvidere er det tillagt vægt, at ansøgeren i den forbindelse har anvendt andet navn og fødselsdato, og at ansøgeren har forklaret divergerende herom. I den forbindelse finder nævnet, at ansøgerens forklaring på anvendelsen af andet navn og fødselsdato ikke forekommer overbevisende. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2019/4/FAM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk muluba og kristen fra Goma, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive slået ihjel eller udsat for fysiske overgreb af de congolesiske myndigheder, fordi han var været udrejst af landet, ligesom han frygter de generelle forhold i landet på grund af krigen. Klageren har til støtte herfor henvist til, at der havde været flere massakrer på klagerens universitet, og i [sommeren] 2004 var der endnu en massakre på universitet, hvor mange studerende blev slået ihjel. Soldaterne kom til universitet om natten, hvor de slog nogen af de studerende ihjel. Klageren ankom til universitetet næste morgen, hvor han så de dræbte ligge på jorden. Herefter besluttede klageren sig for at flygte, og det lykkedes ham at komme med en af de biler, der hjalp med at evakuere folk fra landet. Klageren har videre forklaret, at han har hørt, at personer, der vender tilbage til hans hjemland, bliver slået ihjel af myndighederne, da myndighederne betragter dem som modstandere med tilknytning til Les Combattants. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tvangshvervet til militæret. Klageren har til støtte herfor forklaret, at der i hjemlandet kommer soldater for at tvangsrekruttere både unge mennesker og børn. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at han flygtede i 2004 på grund af kamphandlinger på det universitet, som han studerede på. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han ikke i forbindelse med kamphandlingerne var personligt involveret i konflikt med de soldater, der deltog i kamphandlingerne, men at klageren valgte at flygte sammen med mange andre som følge af episoden og i den forbindelse kortvarigt blev holdt tilbage af en gruppering af soldater, der imidlertid blev angrebet af en anden gruppe. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren ved udrejsen ikke i øvrigt havde konflikter med myndighederne eller andre i Den Demokratiske Republik Congo, og at han ikke på noget tidspunkt har aftjent værnepligt eller har været udsat for forsøg på tvangsrekruttering til militæret i Den Demokratiske Republik Congo, hvor der efter de foreliggende baggrundoplysninger ikke er obligatorisk værnepligt. På den baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne om personer, der vender tilbage til Den Demokratiske Republik Congo fra udlandet, herunder rapporten fra UK Home Office, Country Information and Guidance – Democratic Republic of Congo: Treatment on return, september 2015, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren – der ikke kan anses for at være højt profileret i forhold til myndighederne i Den Demokratiske Republik Congo – ved en udsendelse vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det beror således alene på hans egen formodning, at han vil blive forsøgt tvangsrekrutteret til militæret og udsat for overgreb fra myndighedernes side, fordi han har været i udlandet, eller fordi de vil betragte ham som tilknyttet bevægelsen Les Combattants, som er modstandere af styret i Den Demokratiske Republik Congo, uanset at klageren ikke har eller haft nogen kontakt med Les Combattants. De generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren i tilfælde af udsendelse vil blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren ved udsendelse til hjemlandet vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” mvln/ demo/2018/8
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mukongo og katolik af trosretning fra Kinshasha, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Congo frygter, at han vil lide en ukendt skæbne, fordi han har hjulpet sin bror og fætter med at flygte fra myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at regeringen holdt en demonstration i Kinshasha [i starten af] 2016. Ansøgerens bror, [A], og ansøgerens fætter, [B], brugte denne lejlighed til at opsøge den bopæl, der tilhørte et folketingsmedlem ved navn [C], idet de var utilfredse med regeringen. Ansøgerens bror og fætter kastede med sten mod [C’s] bopæl. [I starten af] 2016 blev ansøgerens bopæl opsøgt af politiet, idet de ledte efter ansøgerens bror og fætter. Det lykkedes ansøgerens bror og fætter at flygte fra politiet, idet ansøgeren prøvede at holde politiet tilbage ved at stille dem spørgsmål. Tre dage senere blev ansøgerens bopæl på ny opsøgt af politibetjente. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra bopælen, inden politiet kom ind. Ansøgeren tog hjem til sin fars kusine, [D], og derfra videre til sin søsters veninde, [E]. Efter at have opholdt sig to dage hos [E] besluttede ansøgeren sig for at tage hjem på sin bopæl for at besøge sin mor. På vejen derhen blev ansøgeren anråbt af nogle civilklædte politibetjente. Ansøgeren fandt ud af, at der var dårlig stemning i den kommune, han boede i, idet der gik civilklædte politibetjente rundt, hvorfor ansøgeren valgte at udrejse af Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet kan i alt væsentligt ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om hvor mange gange hans bopæl blev opsøgt af politiet, hvornår bopælen blev opsøgt af politiet, og hvad der foregik under opsøgningerne. Ansøgeren har endvidere under forklaringen for nævnet i modstrid med sin tidligere forklaring oplyst, at han efter sin flugt fra bopælen ikke tog tilbage og overnattede på bopælen, inden han opsøgte [E]. Ansøgerens forklaring, hvorefter divergenserne skyldes hovedpine efter den af politiet angiveligt udøvede vold på bopælen og tillige sproglige vanskeligheder findes ikke at kunne føre til, at der kan ses bort fra divergenserne. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren fik udstedt et pas [i starten af] 2016 og ifølge sin egen forklaring udrejste legalt efter sin konflikt med myndighederne. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet finder på baggrund af vurderingen af ansøgerens troværdighed ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2018/7/SHH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muyanzi og katolik fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. An-søgeren har været politisk aktiv for partiet Engagement pour la citoyenneté et le Développment (ECIDÉ). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Den Demo-kratisk Republik Congo frygter at blive dræbt af præsidenten eller anholdt af politiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun seks gange er blevet antastet af politiet, hvor hun blev bedt om at stoppe med at udføre politiske aktiviteter for ECIDÉ. Ansøgeren solgte fødevarer på gaden, og på et ukendt tidspunkt lavede politiet razzia mod folk, der solgte ting på gaden. Politichefen sagde til ansøgeren, at hun ikke forstod noget, og at hun ville få et problem. Han hev i ansøgerens bord og væltede hendes ting på jorden. Ansøgeren deltog i demonstrationer mod præsidenten [tre nærmere bestemte datoer i primo] 2015, hvor politiet kom og begyndte at skyde mod demonstranterne. [Dagen efter den seneste demonstration i primo] 2015 opsøgte politiet ansøgeren om natten og anholdte hende. Ansøgeren blev taget med til at arresthus, hvor hun var tilbageholdt én måned. Ansøgerens ægtefælle bestak en officer i fængslet, så hun kunne flygte derfra. Officeren kørte hende til floden, hvorfra hun sejlede til Congo Brazzaville. Her ventede en præst på hende, som fløj med hende til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret væsentligt diverge-rende om længden af hendes fængsling, længden af den periode, hvor hun blevet underkastet tortur og hyppigheden heraf samt om rejseruten. Hun har trods talrige spørgsmål ikke nærmere kunne beskrive sin flugt på en selvoplevet måde. Flygtningenævnet kan ikke tillægge den frem-lagte efterlysning betydning, dels fordi den først er fremkommet, efter hun modtog afslag fra Udlændingestyrelsen, og idet hun ikke på en troværdig måde har kunnet forklare, hvordan denne tilfældigt er dukket op. Af ovennævnte grunde tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Hun har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratisk Republik Congo vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Demo/2018/6/CHHA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk bosnier og ateist fra Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter for sin sikkerhed, da han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på 30 år har været udsat for verbal chikane og hetz af ukendte personer fra sit lokalområde i Sarajevo grundet hans seksuelle orientering. Ansøgeren har politianmeldt overgreb begået mod ham den […], den […]. og den […] 2013. Ansøgeren udrejste af Bosnien-Hercegovina i [foråret] 2014 og vendte, efter han fik afslag på asyl i Tyskland, tilbage til landet i [efteråret] 2016. Ansøgeren opholdt sig i Bosnien-Hercegovina i omkring én måned, hvor han blev udsat for et enkelt overgreb af tre ukendte personer. Ansøgeren udrejste herefter på ny af Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren har oplyst, og fremlagt lægerapporter hvoraf fremgår, at han har en IQ på 62. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgerens oplysninger om overfald og diskriminering dækker en periode på i hvert fald 30 år. På baggrund af de væsentlige politiske ændringer, der i denne periode er sket i ansøgerens hjemområde, og på baggrund af baggrundsoplysningerne, herunder om nyere ændringer i lovgivningen i Bosnien-Hercegovina, finder Flygtningenævnet, at alene oplysningerne om, hvad der er foregået i de senere år, kan tillægges asylretlig relevans. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i hvert fald én gang har været udsat for et meget alvorligt voldeligt overfald. Ansøgeren har forklaret, at han talrige gange tidligere har været udsat for overfald, men det må efter forklaringerne lægges til grund, at en del af episoderne har været udelukkende af verbal karakter. Flygtningenævnet må endvidere lægge til grund, at politiet i hvert fald i ét tilfælde har indkaldt ansøgeren til konfrontation med henblik på udpegelse af mulige gerningsmænd. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har været i stand til at opholde sig i Bosnien igennem stort set hele sit liv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at de beskrevne episoder, som ansøgeren har været udsat for, hver for sig eller til sammen, har den fornødne karakter og intensitet, til at dette kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Såfremt ansøgeren ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina forsat vil blive udsat for overfald, må han henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren selv har oplyst, at han på intet tidspunkt har været udsat for chikane fra myndighedernes side på grund af sin seksualitet. Nævnet bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at om end forholdene for LGBT-personer efter omstændighederne kan være vanskelige, er homoseksuelle forhold lovlige, og at der ikke foreligger oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod LGBT-personer. Det fremgår videre, at de bosniske myndigheder støtter LGBT-rettigheder, og at hadforbrydelser og anden diskrimination af LGBT-personer er kriminaliseret ved lov. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Bosnien-Hercegovina i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bosn/2018/1/JHB.
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […], Barisal, Bangladesh. Ansøgeren har siden 1995 været aktiv for det politiske parti Bangladesh Nationalist Party (BNP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet eller slået ihjel, idet han har været medlem af oppositionspartiet BNP, og idet han skylder penge til sin svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 1995 har været aktiv i BNP og har deltaget i møder og demonstrationer. Ansøgeren deltog i demonstrationer for BNP, hvor der var mange voldshandlinger mellem de politiske partier i Bangladesh. Op til valget i 1996 blev ansøgerens bopæl opsøgt fire til fem gange af medlemmer fra Awami League. Awami-League-medlemmerne truede ansøgerens forældre med, at de ville slå ansøgeren ihjel, såfremt de ikke fik fat i ham. I perioden 1996 til 2001 opholdt ansøgeren sig i Keranigong, hvor han holdt lav profil. Ansøgerens bopæl var i denne periode under opsyn. I 2001 kom BNP til magten, og ansøgeren kunne derfor igen færdes frit. Under valget i 2008 tabte BNP imidlertid til Awami League, og ansøgerens bopæl kom igen under opsyn. Bopælen blev i perioden fra 2008 til ansøgerens udrejse i 2011 opsøgte fire til fem gange. Ansøgeren udrejste i 2011. Efter udrejsen lånte ansøgeren penge af sin svigerfamilie, idet han havde brug for penge til at rejse videre fra Grækenland. Ansøgeren har ikke betalt nogen af de lånte penge tilbage, og [i efteråret] 2018 har långiverne truet med at kidnappe ansøgerens barn, såfremt de ikke modtager pengene. Ansøgeren har ikke været i stand til at tjene penge til tilbagebetalingen, idet han siden [efteråret] 2018 har siddet frihedsberøvet. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelsen af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, som denne påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med det politiske parti Awami League i Bangladesh til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han blev medlem af BNP. Til den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren oplyst, at det var i 1995, mens han under nævnsmødet har oplyst, at han var aktiv fra 1995, men først blev medlem i 2001. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring omstændighederne, da han blev stukket med en kniv i benet, og hvornår det fandt sted. Til den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren forklaret, at det var i forbindelse med en episode, hvor en gruppe på 17 BNP medlemmer, heriblandt ansøgeren, ville have løsladt en person, som var kidnappet af myndighederne. De blev mødt af ca. 20 modstandere. Ansøgeren blev herunder stukket i benet og kørt til hospitalet, hvor han var i 7-8 dage. Efter ansøgeren kom hjem fra hospitalet blev han opsøgt 4-5 gange op til valget i 1996. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev stukket i benet op til parlamentsvalget i 2008 på vej hjem fra et møde og efterfølgende blev indlagt på hospitalet i 7 dage. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, at han har været udsat for tortur begået af regeringspartiet Awami League. I asylskemaet og oplysnings- og motivsamtalerne har ansøgeren ikke oplyst, at han har været udsat for tortur. I den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren forklaret, at der ikke skete andet for ham i perioden fra 2008-2011, end at bopælen blev opsøgt. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han efter 2008 blev udsat for tortur af regeringspartiet Awami League, der kidnappede ham og udsatte ham for tortur. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for sin udrejse. Til den anden oplysnings- og motivsamtale har ansøgeren oplyst, at to af ansøgerens venner blev kidnappet og slået ihjel, og derfor besluttede ansøgeren at udrejse af landet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han udrejste, idet han blev bange, da han blev stukket med kniv i 2008, og at han først udrejste i 2011, da han ikke havde råd til et pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med hans svigerfamilie til grund, idet den også fremstår divergerende og konstrueret. Til Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han frygter sin svigerfamilie, fordi han skylder dem penge, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke har en konflikt med svigerfamilien, men med personer, der har lånt svigerfamilien penge til hans udrejse. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren [i slutningen af] 2018 nægtede at deltage i en asylsamtale med Udlændingestyrelsen, og at ansøgeren dermed ikke har medvirket til oplysningen af sin asylsag, som det påhviler ham. Endvidere er ansøgeren efter sin indrejse udeblevet fra sit asylcenter i en periode på omkring to år efter, han fik at vide, at han skulle til Tyskland i medfør af Dublin-forordningen, hvorfor sagen alene blev genoptaget som følge af, at han blev anholdt for ulovligt arbejde i Danmark i [efteråret] 2018. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Bangladesh ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2019/2/MGO
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangali og sunnimuslim fra Chandpur, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog oplyst, at han har deltaget i demonstrationer med nogle medlemmer fra partiet Bangladesh Nationalist Party. Herudover har ansøgeren deltaget i et møde vedrørende partiet for at støtte venner. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Bangladesh frygter, at han vil blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de bangladeshiske myndigheder, fordi han uretmæssig er anklaget for drabsforsøg. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for fysiske overgreb af familien til offeret for drabsforsøget, fordi de har anklaget ham for drabsforsøg. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han frygter ikke at kunne klare sig økonomisk, fordi hans far er blevet syg og ikke kan arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2015 deltog i et møde med oppositionspartiet, Bangladesh Nationalist Party (BNP). Under mødet ankom 10 til 15 personer fra regeringspartiet, Awami, til mødet. De 10 til 15 personer var anført af formanden [A]. En af lederne af Awami kom op at skændes med flere medlemmer fra BNP, herunder ansøgeren. Der opstod herefter slåskampe mellem medlemmerne af BNP og medlemmerne af Awami. Ansøgeren blev [nogle dage efter] ringet op af sin ven [B]. [B] fortalte ansøgeren, at han og to af ansøgerens venner, herunder en person ved navn [C], ønskede at overfalde [A], og [B] opfordrede ansøgeren til at deltage i overfaldet. Ansøgeren sagde til [B], at han var modstander af vold, og at han ikke ønskede at deltage i overfaldet. Senere samme dag hørte ansøgeren, at [B] og de to venner havde overfaldet [A]. [B] og de to venner havde lokket [A] ud af sit hjem, hvorefter de havde overfaldet ham. Under overfaldet havde [B] og de to personer forsøgt at dræbe [A] ved at skære ham i den ene arm og i benene med knive. Ansøgeren blev senere samme aften ringet op af en bekendt ved navn [D]. [D] fortalte ansøgeren, at [As] far, [E], havde anmeldt ansøgeren og tre af ansøgerens venner for drabsforsøg. Ansøgeren forlod herefter sin bopæl for at udrejse af Bangladesh. Kort efter, at ansøgeren havde forladt sin bopæl, blev han passet op af mellem otte og ti personer. Personerne fortalte ansøgeren, at han var den skyldige, hvorefter personerne udsatte ansøgeren for fysiske overgreb, ligesom de skød ansøgeren i hans ben. Ansøgeren blev bragt til Dhaka Medical College Hospital af sin familie, hvor han var indlagt i to uger. Under hospitalsopholdet holdt ansøgerens familie sig skjult. Da ansøgerens familie vendte tilbage til bopælen, fik familien at vide, at bopælen var blevet opsøgt af myndighederne flere gange. Da ansøgeren var blevet udskrevet fra hospitalet [i slutningen af foråret] 2015, udrejste han af Bangladesh. Efter ansøgerens udrejse, er hans familie blev opsøgt flere gange af myndighederne, som har truet familien med og udsat ansøgerens forældre og bror for fysiske overgreb. Flygtningenævnets flertal finder ansøgerens forklaring om sit asylmotiv påfaldende på flere punkter, men finder dog ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte forklaringen. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren er afhørt meget kortfattet om sit asylmotiv under oplysnings- og motivsamtalen, og at der ikke er væsentlige divergenser mellem hans forklaring i asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet. Ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, som understøtter hans asylmotiv, og der er ikke foretaget ægthedsvurdering af dokumenterne. Ansøgeren er endvidere kommet med en plausibel forklaring på, at såret efter skuddet i benet ikke er nævnt i de dokumenter fra sygehuset, som ansøgeren har fremskaffet. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren bliver beskyldt for at have deltaget i et overfald, på trods af at han ikke havde været til stede, og det forekommer påfaldende, at ansøgeren kunne være hospitalsindlagt i omkring to uger på samme hospital som [A], uden at hverken [As] familie eller myndighederne har opsøgt ansøgeren på hospitalet. Flygtningenævnets flertal finder dog, at den tvivl, som disse forhold giver anledning til, ikke er tilstrækkelig til, at ansøgerens forklaring kan tilsidesættes. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse som følge af imputed political opinion. Da en del af ansøgerens asylmotiv angår myndighedernes forfølgelse af ham, kan det ikke antages, at han kan opnå beskyttelse et andet sted i Bangladesh. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Bang/2019/1/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er bangladeshisk statsborger, etnisk bengali og sunni muslim fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter, at han vil blive straffet af personer i lokalsamfundet, fordi han indgik i et seksuelt forhold med en transseksuel person. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [T]s familie eller af myndighederne, idet de beskylder ansøgeren for at have slået [T] ihjel. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter sin egen familie, fordi han som følge af forholdet med [T] blev uvenner med dem og ikke støttede dem økonomisk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2002 indgik i et seksuelt forhold med [S], der var transseksuelt, og sin ven [R]. De mødtes alle tre gennem tre til fire måneder, i hvilke anledninger de havde seksuelt samvær. Ansøgeren har videre oplyst, at [S] omkring vinteren 2016-2017 kontaktede ham og forsøgte at afpresse ham økonomisk. [S] fortalte ansøgeren, at lokalbefolkningen i Bangladesh ville blive informeret om deres forhold, såfremt ansøgeren ikke gav [S] 100.000 take. Ansøgeren er senere via sin [ven] blevet gjort bekendt med, at [S] har afsløret deres forhold til lokalbefolkningen i Bangladesh. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i 2003 mødte [T] i den fastfood-restaurant, han arbejde i. Ansøgeren fortalte [T], at han gerne ville indgå i et forhold med hende, efter hun løbende var kommet i restauranten i omkring to og en halv måneder. [T] fortalte ansøgeren, at det ikke var muligt, idet hendes familie ikke ville acceptere det. Omkring to uger senere erklærede [T] dog, at hun gerne ville indgå i forholdet, så længe hendes familie ikke fik noget at vide om det. Ansøgeren og [T] holdt deres forhold hemmeligt i omkring to år. [T]s fætter, [F], fandt dog ud af, at de havde et forhold, hvilket han fortalte til [T]s forældre. Ansøgeren blev opsøgt af [F] og fire af hans venner i fastfood-restauranten omkring august 2005. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for dødstrusler, fordi [F] var forelsket i [T], hvorfor han ikke ville tillade, at ansøgeren var i et forhold med [T]. Samme dag opsøgte ansøgerens forældre efter ansøgerens opfordring [T]s forældre for at tale med dem om et eventuelt ægteskab. [T]s forældre afviste dog ægteskabet, idet ansøgeren kom fra en lavere social rang end [T]s familie. Dagen efter opsøgte [F] igen ansøgeren på fastfood restauranten. Denne gang udsatte [F] og hans venner endvidere ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren besvimende som følge heraf og vågnede op på en klinik, hvor han var indlagt i ti dage. Mens ansøgeren var indlagt, blev [T] kidnappet af [F] og hans venner. Dagen efter kidnapningen slog de [T] ihjel. Ansøgeren udrejste af Bangladesh omkring 14 dage efter [T]s lig blev fundet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter, og idet forklaringen til dels forekommer usandsynlig. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret divergerende om, hvordan [T]s familie blev bekendt med ansøgerens og [T]s forhold og om kontakten mellem familierne. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han bad [T] sige til sine forældre, at han gerne ville giftes med hende, hvorefter hendes forældre besøgte hans forældre, og hans forældre et par dage senere besøgte hendes forældre. Under asylsamtalen har han forklaret, at han og [T] holdt deres forhold hemmeligt, men [T]s fætter, [F], fandt ud af det og fortalte det til [T]s forældre. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår i forløbet [T] blev dræbt, og hvornår og af hvem han blev overfaldet. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at efter [T] var blevet dræbt, opsøgte [T]s forældre ansøgerens familie ledsaget af en flok mennesker fra landsbyen, og at de fortsatte til ansøgerens arbejdsplads, hvor de overfaldt ansøgeren. Under asylsamtalen har han forklaret, at [F] og fire andre opsøgte ansøgeren på arbejdspladsen, hvor de udsatte ansøgeren for vold. Efter ansøgeren var blevet indlagt på hospital efter overfaldet, blev [T] dræbt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor og hvornår [T]s lig blev fundet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at hendes lig blev fundet en vintermorgen på en mark. Under asylsamtalen har han forklaret, at liget blev fundet [en af to datoer i sommeren] 2005, og at han ikke ved præcist hvor, idet han både har hørt, at liget blev fundet på hans arbejdsplads, og at det blev fundet på hans families mark 300-400 meter fra familiens bopæl. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at liget blev fundet på hans arbejdsplads. Ansøgerens forklaring om, at han er blevet afpresset af en transseksuel person ved navn [S] forekommer usandsynlig. Det forekommer således ikke sandsynligt, at [S] skulle kontakte og afpresse ansøgeren omkring 15 år efter, at ansøgeren angiveligt har haft et seksuelt forhold til [S]. Endvidere forekommer det usandsynligt, at [S] skulle have truet med at offentliggøre oplysninger om forholdet henset til, at en sådan offentliggørelse må antages at give [S] selv problemer i lokalsamfundet. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår og hvordan han blev kontaktet af [S]. Under asylsamtalen har han forklaret, at [S] kontaktede ham omkring 6 måneder før asylsamtalen via applikationen IMO, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun kontaktede ham 2½ måned før asylsamtalen både ved at ringe til hans telefon og ved brug af en applikation. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/8/MME
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og muslim af religiøs overbevisning fra Sylhet, Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter den sunnimuslimske gruppe Tablighi Jamaat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flere gange fra 2003 frem til sin indrejse i Danmark i 2010 er blevet opsøgt af gruppen Tablighi Jamaat, som har forsøgt at hverve ansøgeren med henblik på at sende ham til Afghanistan for at støtte Taliban. Ansøgeren har i løbet af denne periode også opholdt sig i Malaysia, hvor han ligeledes er blevet opsøgt af medlemmer fra gruppen. Ansøgeren har videre oplyst, at gruppen siden ansøgerens indrejse i Danmark har hvervet ansøgerens lillebror. I 2012 ringede ansøgeren, til hvem han formoder, var lederen af Tablighi Jamaat i Sylhet, i et forsøg på at få gruppen til at lade ansøgerens lillebror være. Lederen afviste ansøgeren og truede med, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis han vendte tilbage til Bangladesh. Ansøgeren har ikke været i kontakt med Tablighi Jamaat siden. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans søster blev kidnappet i 2013, og at det muligvis er Tablighi Jamaat, som står bag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og henviser til, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår konsistent, detaljeret og sammenhængende, og at enkelte forekommende divergenser ikke har en sådan betydning, der kan føre til et andet resultat. Flertallet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han flere gange er blevet forsøgt hvervet af gruppen Tablighi Jamaat med henblik på at udføre terrorhandlinger. Ansøgeren er forinden sin udrejse blevet truet af bevæbnede medlemmer af organisationen på grund af sin modstand mod gruppen, og han er efter sin udrejse også blevet truet med at blive dræbt, hvis han vendte tilbage til Bangladesh. Flertallet lægger endvidere vægt på ansøgerens forklaring om, at hans bror er blevet hvervet af Tablighi Jamaat, og at broren også vil forsøge at slå ansøgeren ihjel ved en ansøgerens tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at betingelserne for at meddele ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, er opfyldt, idet ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i en konkret og begrundet risiko for overgreb fra Tablighi Jamaat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, ikke kan lægges til grund. Der henvises blandt andet til, at oplysningen herom først er fremkommet efter, at ansøgeren har fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, og at ansøgeren for nævnet har udvist et meget begrænset kendskab til kristendommen. Ansøgeren har således alene kunnet nævne julen som en af de kristne højtider, og han har ikke kunnet forklare om betydningen af kristne kors, eller hvad korset symboliserer. Ansøgeren har alene været til to gudstjenester, og ved den seneste gudstjeneste den [i slutningen af] 2018 er han blevet døbt uden forudgående dåbsundervisning. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at anse betingelserne for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, for opfyldt. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Bang/2018/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i november Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangla og har oplyst at være statsløs hindu fra [en by i] Bangladesh. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af en muslimsk piges familie, idet han har haft et forhold til pigen. Ansøgeren har videre henvist til, at han er hindu og statsløs. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i en enklave nær grænsen mellem Indien og Bangladesh, hvor man taler både bangla og hindu. Ansøgeren har ikke fået udstedt dokumenter i hverken Indien eller Bangladesh, hvorfor han anser sig selv som værende statsløs. Ansøgerens mor var hindu af trosretning, hvorfor ansøgeren også anser sig for at være hindu. Han er dog blevet opdraget i en muslimsk familie, siden han var tre år. Ansøgerens mor kom til Bangladesh med ansøgeren, da han var to år. Moren fik arbejde hos en familie i Bangladesh, men hun døde, da ansøgeren var tre år. Ansøgeren voksede derfor op hos familien i Bangladesh og arbejdede for dem som en arbejdsdreng. I 2007 eller 2008 fik ansøgeren et forhold til en muslimsk pige. Pigen var slægtning til familien, som ansøgeren boede hos. I 2008 blev det opdaget af pigens familie, og familien udsatte derfor ansøgeren for fysiske overgreb og truede ham på livet til at udrejse af Bangladesh. Ansøgeren lovede dem at udrejse, efter han havde fået sine penge af familien, han arbejdede for. Ansøgeren blev på familiens bopæl de næste otte til ni dage. En nat opsøgte pigen ansøgeren på hans værelse, fordi hun ville udrejse med ansøgeren. Pigens familie opdagede dem dog, hvorefter de igen slog ansøgeren. Han flygtede derefter til en ven og udrejste kort efter af Bangladesh. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren må anses for at være statsborger i Bangladesh. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren er etnisk bangla, taler og skriver bangla, har gået i skole i Bangladesh og uden problemer har opholdt sig i landet i den væsentligste del af sit liv, indtil han udrejste. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge til grund, at ansøgeren er hindu, idet han har et begrænset kendskab til hinduismen, aldrig har praktiseret den og er vokset op som omskåret med et muslimsk navn i en muslimsk familie, fra han var helt lille. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgers forklaring fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 ikke kunnet angive det fulde navn på den mand, han er vokset op hos, idet han oplyste, at manden hed [B] og ikke havde noget efternavn eller andre navne, som ansøgeren kendte til. Ansøgeren har imidlertid under samtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at han voksede op hos en mand ved navn [ABM] og dennes familie, ligesom han i sit asylansøgningsskema af [efteråret] 2015 har skrevet, at manden hed [BM]. Ansøgeren har herudover under samtalen [i efteråret] 2015 forklaret, at pigens familie efter afsløringen af deres forhold skulle have anmeldt ham til politiet, mens han under samtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at sådan har han ikke sagt, men at der alene var tale om, at pigens familie var magtfuld, og at politiet derfor ville lytte til dem. Ansøgeren oplyste desuden under samtalen [i efteråret] 2015, at hans ven, som hjalp ham med at skjule sig og flygte, efter ansøgerens udrejse havde oplyst ansøgeren om, at der var en sag mod ansøgeren hos myndighederne. Under samtalen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren derimod, at det havde vennen ikke sagt. Ansøgeren har endvidere for nævnet forklaret, at han havde besøg af pigen i to nætter, idet hun også befandt sig på hans værelse den første nat, han blev opsøgt af hendes familie og bragt hen til floden, hvor han blev udsat for fysiske overgreb af hendes familie. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har ansøgeren derimod oplyst, at pigen kun kom og besøgte ham på hans værelse den nat, hvor han blev overfaldet anden og sidste gang. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at pigen, der efter afsløringen af forholdet til ansøgeren ifølge ansøgeren skulle være blevet lukket inde i sin families hus, alligevel skulle have været i stand til at slippe væk og opsøge ham i hans værelse sent om aftenen eller om natten, selv om de boede tæt på hinanden. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/6/MME
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunnimuslim fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af og udført aktiviteter for det politiske parti Awami League. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Bangladesh Nationalist Party (BNP), fordi han nægtede at lade sig rekruttere til partiet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A] på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive straffet af myndighederne, fordi [A] har anmeldt ham til myndighederne. Til støtte for konflikten med Bangladesh Nationalist Party, har ansøgeren blandt andet oplyst, at han har været medlem af og udført aktiviteter for partiet Awami League. Til støtte for sin jordkonflikt og konflikten med Bangladesh Nationalist Party har ansøgeren oplyst, at [A] forsøgte at overtage ansøgerens fars jord. Ansøgerens far blev opsøgt af [A’s] sønner, og der opstod et skænderi. Ansøgerens far blev efterfølgende overfaldet af [A] og flere af hans familiemedlemmer. Ansøgeren forsøgte at stoppe overfaldet på sin far og ramte [A’s] søn i hovedet. [A] politianmeldte herefter ansøgeren for at have forsøgt at slå hans søn ihjel. Politiet forsøgte efterfølgende at anholde ansøgeren. Ansøgeren blev efterfølgende overfaldet flere gange af medlemmer af Bangladesh Nationalist Party. Ansøgeren meldte ét af overfaldene til politiet, hvorefter han blev truet til at trække anmeldelsen tilbage. Under ét af overfaldende blev ansøgeren taget med på medlemmernes motorcykler, hvorefter de krævede penge for at lade ansøgeren gå. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har i sit asylskema i det væsentlige forklaret om økonomiske årsager til sin flugt, men har tillige nævnt de generelle forhold i Bangladesh. Han har i samtalen [i starten af foråret 2017] udbygget sin forklaring og har herunder forklaret om to episoder, dels et overfald på markedspladsen, dels en jordkonflikt. Han har i samtalen [i slutningen af foråret 2017] yderligere udbygget sin forklaring med to ekstra overfald. Han har endvidere udbygget sin forklaring, så han nu har forklaret, at han forud for og efter overfaldet på markedspladsen blev truet flere gange, samt at hans far efterfølgende er blevet chikaneret som følge af episoden vedrørende jordkonflikten. Han har forklaret divergerende på væsentlige punkter vedrørende asylmotivet. Han har således forklaret divergerende om antallet af modstandere ved tre af episoderne, om voldens art, om hvorvidt han blev forfulgt fra episoden om jordkonflikten til sin bolig, hvilket medførte hans flugt til Dhaka, om overfaldene blev anmeldt, om kronologien og tidsforløbet mellem episoderne. Han har forklaret, at overfaldene fandt sted i 2014, og at det sidste overfald fandt sted i forbindelse med, at han skulle have udstedt pas. Det fremgår imidlertid af passet, at det er udstedt i [efteråret 2013]. Hvis hele hans forklaring flyttes et år, så det passer med passets udstedelse, mangler der et år i hans redegørelse om flugten fra Bangladesh til Danmark. På baggrund af ovenstående, og da ansøgerens forklaring ikke virker selvoplevet, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2018/5/MAH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunnimuslim fra [by], Tangail, Bangladesh. Ansøgeren har fra 1998 til 2004 været aktiv i det politiske parti BNP’s studenterorganisation og har siden 2008 og frem til sin udrejse været aktiv i BNP’s ungdomsorganisation. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet, udsat for tortur eller slået ihjel, idet han som følge af sine politiske aktiviteter har været anholdt af politistyrken RAB og bortført af medlemmer fra det politiske parti Awami League. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i slutningen af 2005 opstod interne konflikter i BNP, og at han i denne forbindelse blev udsat for falske beskyldninger om, at han havde overfaldet en partifælde. Ansøgeren rejste på denne baggrund til Europa i 2006, hvor han søgte asyl i Grækenland og Danmark. I 2008 vendte ansøgeren tilbage til Bangladesh, idet der var indgået et forlig mellem parterne i partiet, og beskyldningerne imod ham var blevet frafaldet. Efter BNP tabte valget i 2008, deltog ansøgeren i protester mod den lovgivning, som den nye regering havde vedtaget, og i perioden fra 2011 til 2013 arbejdede ansøgeren med at forbedre organisationen i partiet. [I sommeren] 2013 blev ansøgeren i forbindelse med en demonstration anklaget for at have begået hærværk mod Awami Leagues kontorer. [I efteråret] 2014 blev der afsagt dom i sagen, og ansøgeren blev idømt ti års fængsel og pålagt at betale 10.000 taka i erstatning. Ansøgeren var ikke til stede under retssagen, og han gemte sig efterfølgende hos familie og venner. [I slutningen af] 2013 blev ansøgeren anholdt af RAB, efter han havde deltaget i et politisk møde. Ansøgeren oplyste betjentene falske oplysninger vedrørende sin identitet. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i et døgn, hvorefter han blev løsladt med en advarsel om, at han skulle stoppe sine politiske aktiviteter. [I starten af] 2014 blev ansøgeren på vej hjem efter en demonstration kidnappet af personer fra Awami League. Ansøgeren blev bundet på hænder og fødder og kørt væk i bil af maskerede mænd. Ansøgeren blev kørt til et øde sted, hvor han blev stukket ned med en kniv. De maskerede mænd befalede, at ansøgeren skulle forlade området, og at han aldrig mere måtte deltage i politiske aktiviteter. Ansøgeren blev efterfølgende kørt tilbage til byen og løsladt. Efter at have modtaget behandling for sine sår opholdt ansøgeren sig hos en ven, hvorefter han udrejste af Bangladesh. Ansøgeren har efter sin udrejse fået oplyst, at der er blevet rejst falske sigtelser imod ham, og at han risikerer at blive slået ihjel, hvis han vender tilbage til Bangladesh. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således under asylsamtalen først forklaret, at straffedommen blev afsagt [i efteråret] 2013, hvilket han senere rettede til, at dommen er afsagt [i efteråret] 2014, da han blev gjort bekendt med, at det er den dato, der fremgår af retsdokumenterne. Endvidere har ansøgeren under asylsamtalen forklaret udbyggende, idet han ikke allerede under oplysnings- og motivsamtalen forklarede om straffesagen. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at det beror på en misforståelse, når det i referatet er anført, at han først skulle have forklaret, at dommen blev afsagt [i efteråret] 2013, idet han samtidig forklarede, at han var bange for at fortælle om straffedommen under den første samtale, og altså ikke da forklarede, at der var talte om en misforståelse. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at det var den sidste tilbageholdelse i Bangladesh, der fik ham til at forlade landet, og ikke straffesagen, idet der ikke da var afsagt dom i sagen, hvilket ikke stemmer med, at ansøgeren under asylsamtalen også forklarede, at han gik under jorden, da dommen blev afsagt, fordi han ikke kunne betale bøden. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han ikke blev anholdt i forbindelse med sagen om hærværk, og at der blev betalt kaution, så han ikke ville blive anholdt, hvis han mødte op i retten, og at han alligevel valgte ikke at møde op i retten af frygt for at blive anholdt. Foreholdt at det fremgår af retsdokumenterne, at ansøgeren var personligt til stede i retten [i efteråret] 2013, har ansøgeren ændret sin forklaring til, at han kun var til stede i forbindelse med, at det blev bestemt, at der kunne stilles kaution. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, da han tidligere har søgt asyl i Danmark under en falsk identitet og nationalitet. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at han efter sin egen forklaring har opholdt sig 3 måneder i Europa uden at søge asyl, og at han heller ikke straks, da han ankom til Danmark, søgte om asyl, men først søgte om asyl, da han blev antruffet af politiet i en lejlighed. Dette selv om han tidligere havde søgt asyl i Danmark og derfor var bekendt med det danske asylsystem. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2018/4/JEA
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014 og 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen apostolsk af trosret fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har været medlem af og aktiv for Armeniens Nationale Kongress (HAK). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive idømt en lang fængselsstraf eller slået ihjel af de armenske myndigheder, idet han har støttet bevægelsen [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han via en bekendt [B] fik kendskab til, at bevægelsen [A] havde planer om i [sommeren] 2016 at besætte en militærbase og i den forbindelse afholde en demonstration. Ansøgeren ønskede at hjælpe bevægelsen i forbindelse med aktionen, idet han gerne ville være med til at forbedre forholdene i Armenien, herunder at arbejde for en ny regering. Ansøgeren fik derfor til opgave at køre rundt i området og informere om og indkalde til demonstrationen. Ansøgeren skulle medvirke til at bringe mange mennesker til demonstrationen, således at politiet fik svært ved at trænge ind på militærbasen. Ansøgeren deltog selv i demonstrationen [i sommeren] 2016. [Tre dage efter demonstrationen] blev ansøgeren anholdt på sin bopæl og taget med på politistationen, hvor han efterfølgende blev tilbageholdt [i to dage]. Under tilbageholdelsen sagde politiet til ansøgeren, at han havde deltaget i demonstrationer, hvorefter de udsatte ham for voldelige overgreb. I forbindelse med sin løsladelse fik ansøgeren at vide, at andre metoder ville blive taget i brug, såfremt han fortsatte sine politiske aktiviteter. [To dage efter løsladelsen] deltog ansøgeren på ny i demonstrationen, og da han var på vej hjem, blev han overfaldet af tre personer, der udsatte ham for voldelige overgreb. De pågældende sagde endvidere til ansøgeren, at han allerede var blevet advaret mod at fortsætte sine politiske aktiviteter. Ansøgeren blev umiddelbart herefter indlagt på et hospital, hvor han [to dage efter overfaldet] fik besøg af sin mor, der virkede meget bange. Ansøgeren erfarede senere, at ukendte personer havde opsøgt ansøgerens mor under ansøgerens indlæggelse og truet med at slå både hende og ansøgeren ihjel. [Den efterfølgende dag] deltog ansøgeren på ny i demonstrationen, hvor han blev bekendt med, at to af hans bekendte tidligere samme dag var blevet anholdt. Disse to personer var vidende om, at ansøgeren havde haft kendskab til planlægningen af besættelsen af militærbasen, og ansøgeren frygtede, at de pågældende ville fortælle myndighederne herom. [To dage efter] udrejste ansøgeren derfor sammen med sin mor af Armenien. Ansøgeren har efter sin udrejse fået oplyst, at de armenske myndigheder har fundet våben på ansøgerens bopæl. Ansøgeren har intet kendskab til våbnene, som er plantet af myndighederne for at skabe en falsk sigtelse mod ansøgeren. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af omstændighederne ved hans tidligere asylsag, herunder at ansøgeren under denne oplyste et falsk navn. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv under nærværende sag støttes imidlertid på afgørende måde af den nyhedsartikel med billeder af ansøgeren [dateret i sommeren 2017] fra netmediet MediaMall.am, som ansøgeren gennem sin advokat har fremlagt for Flygtningenævnet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret konsistent og uden divergenser om sit nuværende asylmotiv. Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren på foranledning af medlemmer af bevægelsen [A] har deltaget i planlægningen af en demonstration i forbindelse med bevægelsens besættelse af en politistation, at ansøgeren selv deltog i demonstrationen i flere omgange, at ansøgeren blev anholdt og tilbageholdt i flere dage, hvorunder han blev udsat for vold, at han blev opsøgt af ukendte mænd, der også udsatte ham for vold under henvisning til ansøgerens deltagelse i demonstrationerne, og at myndighederne efterfølgende plantede våben på ansøgerens bopæl for at fabrikere en sag mod ham. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Arme/2019/1/HHU
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2007 eller 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive fængslet eller straffet på anden vis af myndighederne, da han ikke har aftjent sin værnepligt. Ansøgeren har oplyst, at han blev indkaldt til et møde hos myndighederne vedrørende aftjening af værnepligt. Ansøgeren ønskede imidlertid ikke at aftjene værnepligt, da to af hans venner var blevet slået ihjel, mens de aftjente deres værnepligt. Ansøgeren udrejste derfor af Armenien i 1998 eller 1999, fordi han på det tidspunkt havde mulighed for at forlade landet, idet han var studerende. Når man har afsluttet sin uddannelse, kan man ikke forlade Armenien, fordi man skal aftjene værnepligt. Efter ansøgerens udrejse er hans familie og venner blevet opsøgt af myndighederne, der har spurgt efter ham, og ansøgerens søster er derudover blevet indkaldt til samtaler hos politiet om ansøgeren. I de sidste 9-10 år har ansøgeren boet illegalt i Danmark, men valgte [på en dato i foråret] 2017 at søge om asyl, idet han var træt af sit liv. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om en aktuel konflikt med myndighederne i Armenien til grund. I nævnets vurdering er det indgået, at ansøgerens udrejse af Armenien ligger mange år tilbage i tiden, og at ansøgeren efter udrejsen har haft længerevarende ophold i bl.a. Rusland, Tyskland og Norge uden at søge om asyl. Hertil kommer, at ansøgeren først efter en længere årrække i Danmark har søgt om asyl her i landet. Herefter, og uanset om ansøgerens forklaring om, at han har unddraget sig militærtjeneste i Armenien, måtte lægges til grund, finder nævnet henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om konsekvenserne af ikke at have aftjent militærtjeneste i Armenien, herunder især den armenske lovgivning om spørgsmålet fra 2003, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i Danmark. Ansøgerens forklaring om, at hans søster senest for omkring 10 år siden skulle have oplyst, at han er efterlyst i Armenien, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2018/6 /MGO
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst første gang i 2012 og efterfølgende igen i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber og ateist fra Barigo, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter, at han vil blive udsat for fysiske overgreb eller slået ihjel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de algeriske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter sin familie, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Algeriet havde et forhold til en mand ved navn [A]. Forholdet startede omkring et år inden ansøgerens udrejse, og ansøgeren mødtes med [A] næsten dagligt. Ansøgerens familie blev på et tidspunkt bekendt med, at han havde et forhold til [A], fordi folk havde set dem sammen og fortalt dette til ansøgerens familie. Som et resultat af dette blev ansøgeren truet og forsøgt stranguleret af sin bror, [B]. Det lykkedes ansøgeren at flygte ved at springe ud af et vindue i familiens bopæl. Ansøgeren boede efterfølgende omkring en uge på gaden i Mascara, hvorefter han rejste til Algier. Ansøgeren opholdt sig i Algier i omkring to uger frem til sin udrejse. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren for danske og udenlandske myndigheder har forklaret forskelligt om sin nationalitet, sit navn og om hvorvidt, han er flygtet på grund af fattigdom, ateisme eller homoseksualitet. Han har endvidere forklaret divergerende om de konkrete omstændigheder i forbindelse med den angivelige konflikt med familien. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/4/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra […] Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive slået ihjel af sin bror, fordi hun har giftet sig med en mand, som hendes familie ikke accepterede. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at hun lærte sin nuværende ægtefælle at kende via Instagram [i sommeren] 2015, og at hun [i efteråret] 2015 rejste til Tyrkiet for at besøge ham. Da ansøgeren vendte tilbage seks dage senere, opstod der et skænderi mellem ansøgeren og hendes bror, fordi ansøgerens familie ikke ville acceptere forholdet mellem ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle. Ansøgeren har oplyst, at hendes bror udsatte hende for voldelige overgreb, og at han truede med at slå hende ihjel, hvis hun vanærede familien ved at indgå giftermål uden deres accept. Ansøgeren rejste tilbage til Tyrkiet og hendes nuværende ægtefælle [ultimo] 2015, hvor de blev viet [primo] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende, herunder om karakteren af den vold, hun blev udsat for fra sin bror samt familiens trusler. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår hun fortalte familien om, at hun havde mødt sin nuværende ægtefælle. Endelig har ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har forklaret indbyrdes divergerende om tidspunktet for deres vielse. Ved vurderingen af divergensen har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der er tale om et ganske kort og enkelt tidsmæssigt forløb. I relation til vielsen har ansøgeren ligeledes forklaret divergerende om, hvem der skaffede vidnerne til vielsen. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, hvordan ansøgeren fra fremtrådt for nævnet, herunder særligt at ansøgeren har forklaret afglidende og undvigende på centrale spørgsmål, herunder på spørgsmål om sine profiler på Instagram og Facebook. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun lærte sin nuværende ægtefælle at kende forekommer mindre sandsynlig, herunder at ansøgeren tilfældigvis skulle være kommet i kontakt med sin nuværende ægtefælle, der er flygtning fra Syrien, via Instagram i [sommeren] 2015, mens han opholdt sig i Tyrkiet, og efter få måneders kontakt via Instagram at være rejst fra Algeriet til Tyrkiet i [efteråret] 2015 for at være sammen med ham i en uge. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun rejste tilbage til Tyrkiet [ultimo] 2015 for igen at være sammen med sin nuværende ægtefælle, og at de kort tid derefter blev viet, ligesom ansøgeren blev gravid. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren angiveligt igen fik lov til at rejse alene til hovedstaden [ultimo] 2015, særligt henset til ansøgerens forklaring om, familiens reaktion på hendes kontakt til sin nuværende ægtefælle. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens nuværende ægtefælle har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men Flygtningenævnet finder efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus som følge heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2019/2/thv
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Oran, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter, at han ikke kan klare sig, idet han intet netværk har i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter de personer, som har sprængt hans hjem i luften og har dræbt hans forældre og bror. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter en person ved navn [X], som han har fulgtes med, siden han opholdt sig i Frankrig, og som har udsat ham for seksuelle overgreb og tvunget ham til at begå kriminalitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han hverken har venner eller familie i Algeriet, ligesom han ikke har nogen midler at klare sig for, hvis han vender tilbage til landet. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han som barn overhørte en samtale mellem sine forældre, hvor hans far fortalte hans mor, at han var blevet bedt om at udføre en opgave for en terrorgruppe. På et ubestemt tidspunkt efter denne samtale, da ansøgeren var otte eller ni år gammel, omkom hans forældre og hans bror, da deres hjem blev bombarderet, imens ansøgeren var ude at lege. Herefter flyttede ansøgeren hjem til en familie, som boede i nærheden af hans eget hjem, og med hvem han kort tid efter udrejste til Frankrig. Efter ankomsten i Frankrig ønskede denne familie, at ansøgeren skulle tigge for dem, hvorfor ansøgeren forlod dem og rejste videre mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og dermed heller ikke sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har angivet en række skiftende identiteter til myndighederne i henholdsvis Frankrig, Belgien, Norge, Tyskland og Danmark i perioden fra 2007 til 2015, navnlig i forbindelse med at politiet har registreret ham for ulovligt ophold eller tilbageholdt ham på grund af kriminalitet. Ansøgeren har herunder til de franske myndigheder i 2007-2008 oplyst tre forskellige navne og fødselsdatoer samt angivet, at han var statsborger i henholdsvis Marokko og Tunesien. Ansøgeren har endvidere til det belgiske politi i 2008 oplyst flere forskellige navne og fødselsdatoer, ligesom han til de norske myndigheder i 2010 har angivet at hedde [Y] og være fra Algeriet i forbindelse med ansøgning om asyl i Norge. Herudover har han til det tyske politi i 2015 oplyst, at han hed [Z], født [i efteråret] 1998 i Algeriet. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for, at det netop skulle være den korrekte identitet, han har oplyst til de danske myndigheder, da han [i slutningen af] 2008 blev tilbageholdt for butikstyveri af det danske politi. Nævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren lider af psykiske problemer, og at han var meget ung og muligvis har været under påvirkning af den person, han har oplyst at have fulgtes med siden udrejsen af Frankrig. Ansøgeren har imidlertid også flere år efter at have afbrudt kontakten med den pågældende person til de tyske myndigheder oplyst en anden identitet end den, han hævder at være over for de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2019/1/ATN
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter repressalier fra sin morbror og fætter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i slutningen af [foråret] 2014 havde aftalt med sin mandlige kæreste, at de skulle overnatte hos ansøgeren, idet ansøgerens morbror og fætter, med hvem ansøgeren boede, var bortrejst indtil næste dag. Den følgende morgen kom ansøgerens morbror og fætter imidlertid tidligere hjem end forventet. De opdagede ansøgeren og hans kæreste liggende sammen på soveværelset kun iført underbukser, hvorefter der opstod tumult. Det lykkedes ansøgerens kæreste at komme ud af lejligheden, men ansøgeren blev stukket med en kniv og slået med et baseballbat. Efter overfaldet tog ansøgeren på hospitalet, hvor han lå under observation i fem dage. Ansøgeren har ikke haft kontakt med sin familie, siden han blev udskrevet. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter en narkohandler ved navn [A] og dennes to brødre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han nogle måneder efter at være blevet udskrevet fra hospitalet lejede et værelse gennem sin arbejdsgiver i en lejlighed, hvor [A] boede. [A] var narkohandler. En dag i [efteråret] 2015 sad ansøgeren og [A] sammen på ansøgerens værelse og drak alkohol. Da [A] pludselig begyndte at tilnærme sig ansøgeren seksuelt og i den forbindelse truede ham med en kniv, afviste ansøgeren ham og truede med at sladre til [A]s familie og til politiet om, at han var narkohandler. Ansøgeren har videre oplyst, at ham og [A] omkring en uges tid efter episoden blev pågrebet af politiet ude foran et bibliotek. Politiet ransagede deres bopæl og fandt 2,2 kilo hash på [A]s værelse. Ansøgeren blev afhørt og sidenhen løsladt, mens [A] blev idømt 12 års fængsel. Ansøgeren blev herefter tre gange opsøgt af [A]s brødre [B] og [C], der beskyldte ansøgeren for at have sladret til politiet. Omkring 20 dage senere udrejste ansøgeren af Algeriet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaringer til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser og er udbyggende. Således har ansøgeren i relation til asylmotivet vedrørende konflikten med kriminelle blandt andet forklaret divergerende om, hvor og hvornår han blev anholdt og om omstændighederne i forbindelse med de trusler, han angiveligt blev udsat for. I relation til asylmotivet vedrørende homoseksualitet har ansøgeren blandt andet forklaret divergerende om, hvornår og under hvilke omstændigheder han og hans ven blev afsløret, og om hvem der angiveligt stak ham med en kniv, og om hvorvidt han vågnede hjemme eller på hospitalet. På denne baggrund og efter det i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Tlemcen, Algeriet. Ansøgeren var oprindeligt sunni-muslim, men han har nu fravalgt islam. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive udstødt af samfundet, eller at samfundet ikke vil acceptere ham, fordi han har fravalgt islam, og fordi han godt kan lide frihed og udviser en adfærd, der er anderledes end den andre unge udviser. Han har videre henvist til, at han, da han var lille, blev seksuelt misbrugt af en magtfuld mand i hans tidligere nærområde, hvilket både hans familie og omgivelser var klar over, og at de derfor så ned på ham. Ansøgerens familie har udsat ham for vold, idet han blandt andet er blevet slået med et bælte og brændt med en ske. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er homoseksuel, og derfor har været udsat for voldelige overfald og at blive smidt ud af skolen, ligesom han har henvist til de generelle forhold i Algeriet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han praktiserede sunni-islam, da han boede i Algeriet, men at han nu tror på, at der er én gud, og at han ikke tilhører nogen bestemt religion. Ansøgeren mødte to kristne personer i Sverige, der fortalte ham om kristendommen, herunder at der er frihed i kristendommen. Derefter begyndte ansøgeren at læse i Biblen. Ansøgeren har i Danmark snakket med en præst én gang, men ansøgeren vurderede, at præstens historier lød som dem i alle andre religioner. Ansøgeren har videre oplyst, at han fortæller folk, at han er kristen, hvis de spørger, fordi de så ikke spørger yderligere ind til ansøgerens religion. Ydermere har ansøgeren oplyst, at hans mor har udsat ham for fysiske overgreb, fordi han kunne lide at være fri og nyde sin frihed ved blandt andet, at ryge og drikke alkohol, og fordi han ikke ville passe sin skolegang. Derudover har ansøgerens morbror udsat ham for fysiske overgreb omkring fire gange. Endelig har ansøgeren oplyst, at han blev udsat for et eller to seksuelle overgreb, da han var tre til seks år gammel. Overgrebene blev udført af en mand, der var ven af ansøgerens familie og fandt sted i hans hestestald. Ansøgeren har ikke set manden, siden han var lille. Ansøgeren har også forklaret, at han er homoseksuel og har en homoseksuel fremtoning, og at han blev bortvist fra sin skole, fordi han havde plukket sine øjenbryn, ligesom hans morbror har afstraffet ham på grund af hans seksualitet. Også venner, naboer og andre har overfaldet ham både verbalt og korporligt på grund af hans homoseksualitet, og da han i et tilfælde blev overfaldet på gaden, fordi han bar makeup, gjorde politiet ikke noget for at følge op på hans anmeldelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund, idet ansøgeren har forklaret, at han ikke er kristen men bare siger det til de personer, der spørger til hans religion. Den omstændighed, at ansøgeren ikke tror på noget, kan ikke føre til, at han meddeles asyl, idet der er religionsfrihed i Algeriet, så længe man ikke udøver sin tro på en måde, der uforenelig med Islam. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke var troende muslim, mens han boede i Algeriet, uden at dette har ført til, at han har været udsat for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at de tilfælde af vold fra ansøgerens familie, venner og omgivelser på grund af hans anderledes måde at leve på, herunder hans manglende tro, ikke har haft en karakter eller intensitet, der falder ind under udlændingelovens § 7. Ansøgeren er ikke sikker på, om det er en virkelig hændelse eller en drøm, at han har været udsat for et seksuelt overgreb som lille. Selvom nævnet måtte lægge til grund, at dette skulle være tilfældet, kan det ikke begrunde, at han får asyl, idet der er tale om en afsluttet kriminel handling, der ligger mange år tilbage i tiden, og da ansøgeren ikke har haft kontakt til gerningsmanden, siden han og familien, da ansøgeren var syv år gammel flyttede fra det område, hvor overgrebene skulle havde fundet sted. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel til grund, idet denne forklaring først er fremkommet i december 2017, efter at han var meddelt afslag af Udlændingestyrelsen. Nævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren har haft psykiske vanskeligheder, og at homoseksualitet kan være et følsomt emne. Ansøgerens forklaringer har imidlertid været endog meget skiftende med hensyn til, hvad der var årsagen til udrejsen og med angivelse af en række forskellige nye asylmotiver. Nævnet har ved vurderingen tillige tillagt det betydning, at ansøgeren tidligere har været i stand til at forklare sig om seksuelle overgreb begået mod ham af en mand, uden at forklare om sin angivelige homoseksualitet. Det bemærkes i den forbindelse tillige, at der under behandlingen af sagen er fremlagt et print fra ansøgerens Facebookprofil fra 1. december 2016, hvor han ses sammen med en kvinde ved navn [A], og at der på [A’s] Facebookprofil optræder en kommentar fra [A’s] mor, [B], der omtaler ansøgeren som sin søde svigersøn. Nævnet har videre tillagt det betydning, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark opgav falsk navn og nægtede, at det under sagen omhandlede visum vedrørte ham, ligesom han tilsyneladende bevist angav, at han var mindreårig, selvom dette ikke var tilfældet. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/6/EMU
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk qabilie/berber og sunni-muslim af trosretning født i Tripoli, Libyen. Da ansøgeren var fire år gammel, flyttede han til Bouira-regionen i Algeriet, hvor han boede frem til sin udrejse. Ansøgerens mor, som er afgået ved døden, var libysk statsborger, mens ansøgerens far er algerisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive afhørt, udsat for tortur og fængslet af myndighederne, da han er mistænkt for at have forbindelse til terrorister. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han på et tidspunkt i 2012 eller 2013, omkring to-tre måneder inden sin udrejse, blev opsøgt af en gruppe ukendte terrorister ved sin families landhus. Terroristerne pålagde ansøgeren at hente mad til dem ved senere lejligheder, hvilket han nødtvungent indvilligede i. Da ansøgeren den følgende uge blev kontaktet af terroristerne telefonisk, ødelagde han sit sim-kort. Ansøgeren har siden da ikke haft personlig kontakt til terroristerne, bortset fra en episode, hvor han blev forsøgt stoppet af terroristerne, mens han kørte i bil om natten. Nogle dage efter episoden ved landhuset blev ansøgeren kontaktet af sin fætter [F], der arbejder for politiet, som kunne fortælle, at politiet mistænkte ansøgeren for at have forbindelse til terrorister. Efterfølgende har politiet eftersøgt ansøgeren på familiens bopæl. Politiet fortalte ansøgerens far, at ansøgeren var mistænkt for at have samarbejdet med terrorister, og at ansøgeren skulle anholdes og fængsles. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive fængslet, da han ikke er mødt op for at aftjene militærtjeneste. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han modtog en indkaldelse til aftjening af militærtjeneste i to områder, der var kendte for deres tilstedeværelse af terrorister, men da ansøgeren ikke ønskede at deltage i farlige kampe mod terrorister, mødte han ikke op som tilsagt. Ansøgeren blev efterfølgende i 2012/2013 stoppet ved en militær kontrolpost, hvor han fik oplyst, at han ville blive bragt til aftjening af militærtjeneste, men det lykkedes imidlertid ansøgeren at slippe væk fra personalet ved kontrolposten. Ansøgeren udrejste herefter af Algeriet. Efter ansøgerens udrejse har ansøgeren fået oplyst fra sin bror, at politiet fortsat kommer på familiens bopæl. Ansøgeren har ikke fremlagt nogen identitetsdokumenter. Han har til de danske og hollandske myndigheder afgivende divergerende forklaring om sit statsborgerskab og sin fødedato. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hans mor var libysk statsborger og hans far er algerisk statsborger, og at han er født i Libyen, men flyttet til Algeriet med familien som fireårig, til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren er algerisk statsborger. Ansøgeren har i forhold til de danske og hollandske myndigheder påberåbt sig forskellige asylmotiver. Således har han overfor de hollandske myndigheder udelukkende påberåbt sig, at han ikke ønsker at aftjene værnepligt, mens han overfor de danske myndigheder har påberåbt sig frygt for at blive betragtet som terrorist af de algeriske myndigheder, mens han først på forespørgsel tillige har påberåbt sig værnepligtsmotivet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, og tillige henset til ansøgerens alder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort de asylmotiver, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Algeriet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/5/MGO
Nævnet stadfæstelse i september 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en alegrisk statsborger. Indrejst den 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk berber fra Chlef, Algeriet. Ansøgerne har oplyst, at han er agnostiker. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Aleriet frygter chikane og fysisk overgreb fra lokalbefolkning og myndighederne, idet han er homoseksuel. Herudover har ansøgeren henvist til, at han ikke har nogen, at vende tilbage til, idet hans familie i Algeriet ikke accepterer ham på grund af hans seksualitet. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han var omkring 13 eller 14 år gammel. Ansøgeren havde samleje med en mand for første gang, da han var omkring 13 eller 14 år gammel. Da ansøgeren var omkring 14 år, fandt hans familie ud af, at han var homoseksuel. Ansøgeren brødre kunne ikke acceptere det, og de låste derfor ansøgeren inde i huset i omkring toogenhalv måned og udsatte ham for fysisk overgreb. Ansøgeren blev herefter bedt om at forlade huset og aldrig vende tilbage til familien. Ansøgeren lærte en mand ved navn [F] at kende, da han var omkring 16 år. Ansøgeren var i et fast forhold med [F] og boede med ham i et telt ved stranden i to måneder. Nogle personer opdagede ansøgeren og [F], mens de havde samleje i et skovområde tæt på stranden. Ansøgeren og [F] blev som følge af det udsat for vold. Personerne forsøgte at bringe ansøgeren og [F] til politiet, men de tog kun [F] med til politiet. Det lykkedes ansøgeren at stak af fra personerne. Ansøgeren indså, at der var farligt være i et forhold med [F] og afsluttede derfor forholdet. Herefter flyttede ansøgeren hjem til sin moster, hvor han boede i to år. Herudover boede ansøgeren hos sine venner eller på gaden. Ansøgeren levede sit liv i frygt, hvorfor han valgte at udrejse fra Algeriet i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han havde sin homoseksuelle debut, om han havde homoseksuelle forhold, før han mødte [F], om [F´s] alder, da de var kærester, hvor mange personer, der opsøgte dem i teltet, og hvilket overgreb, han blev udsat for i teltet. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at han ikke efter overgrebet har skaffet sig oplysninger om, hvad der er sket med [F]. Nævnet tilsidesætter ansøgeren forklaring om, at hans brødre har anmeldt ham til politiet, idet denne oplysning først er kommet frem under nævnsmødet. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har boet i Algeriet i ti år uden at have oplevet nogen problemer, og at der angiveligt ikke er andre end hans familie, der bekendt med, at han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik den telefon, hvor politiet har konstateret billeder af kvinder i seksuelt præget situationer. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke har seksuel interesse i kvinder. Nævnet bemærker, at der på ansøgerens telefon er fundet billeder af kvinder i seksuelt præget situationer, og at han er dømt for blufærdighedskrænkelse mod en kvinde. Som følge af ovennævnte tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret eller individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2018/3/TBP
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Sambehandlet med afgh/2019/69/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har været efter hans bror, [O]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans bror, som arbejdede for politiet, blev slået ihjel af en landmine. Herefter blev en Taliban-kommandants bror anholdt af politiet. Taliban anklagede herefter ansøgerens familie for at stå bag anholdelsen. Senere forsvandt ansøgerens far, idet han blev taget af Taliban. Herefter rettede Taliban henvendelse på familiens bopæl for at hente [O]. Taliban bankede på døren en sen aften, og ansøgerens mor gik ud for at åbne døren. [O] gik også ud til døren. Gennem vinduet så ansøgeren, at Taliban forsøgte at gribe fat i [O] og ansøgerens mor råbte, at det ikke var dem, der havde sladret til politiet. Da ansøgerens mor og [O] kom ind i huset, blødte [O] fra hovedet. Ansøgeren fik at vide, at [O] var faldet på trappen. Herefter udrejste ansøgeren sammen med sin familie. Under ansøgerens ophold i Danmark har ansøgerens farbror fortalt [O], at ansøgerens og [O]s far er død. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter generelle religiøse problemer, da han er sunnimuslim, ligesom han frygter den afghanske tradition om at gøre unge drenge til piger. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke har noget familiemæssigt netværk i Afghanistan. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere henvist til, at han ikke længere tror på, at der findes en gud. Han vil således ikke leve som sunnimuslim, hvis han vender tilbage til Afghanistan, ligesom hans bror i givet fald vil være klar over, at han er frafaldet islam. Han har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror som følge af en jordkonflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udetaljeret, udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret udetaljeret og usammenhængende om sin brors død og begravelse, herunder om hvornår og af hvem han fik besked om brorens død. Han har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om episoden, hvor Taliban angiveligt opsøgte bopælen. Han har således til samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 forklaret, at han ikke kunne se Talebanerne helt, fordi det var mørkt, og han kunne ikke huske, hvor mange de var. Han har ikke forklaret, at han så, hvad Talbanerne foretog sig overfor [O], og han har ikke forklaret, at [O] var bevidstløs. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han gennem vinduet så, at talebanerne forsøgte at tage fat i [O], at [O] og moren gik tilbage til huset lige efter, at talebanerne havde forladt stedet, og at moren og [O] fortalte, at [O] var faldet på trappen. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han så episoden ud gennem et vindue, Han så flere talebanere, der alle var bevæbnet med kalasjnikov og så, at [O] blev slået blandt andet med geværkolberne. Han har endelig forklaret, at [O] blev slået bevidstløs og båret tilbage til huset af moren. Endelig har ansøgerens forklaring for nævnet i det hele forekommet udetaljeret, og usammenhængende i en sådan grad, at forklaringen ikke virker selvoplevet, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre for nogen tidsmæssige sammenhænge overhovedet. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ved vurderingen af ansøgeren forklaring har taget højde for, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan således hverken lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban eller af sin farbror. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har oplyst, at han ikke længere tror på en gud, kan ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren frygter, at han ikke kan klare sig i Afghanistan som følge af, at han er uden familie og netværk kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet herfor. Endelig kan heller ikke de generelle forhold i Afghanistan – trods vanskelige – i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/70/DH.
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Afghanistan. Hun er født og opvokset i [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [A] eller dennes familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev forlovet og viet med [A], men at han begyndte at udsætte ansøgeren for vold, da de havde problemer med at kommunikere, idet ansøgeren er døvstum. Ansøgeren bad om skilsmisse, men blev afvist af [A]. Da ansøgerens familie besluttede sig for at udrejse af Iran, bad hun derfor om at komme med. Ansøgeren er efter sin udrejse blevet bekendt med, at [A] er fulgt efter for at slå hende ihjel, og at han efter sigende skulle opholde sig i Tyskland. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin søsters afdøde ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at søsterens afdøde ægtefælles familie beskylder ansøgerens søster for at være skyld i drabet på sin ægtefælle, hvorfor de ønsker at slå hele ansøgerens familie ihjel. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren gennem tre år var forlovet og viet med [A]. Ansøgeren har forklaret, at [A] under forlovelsen ikke behandlede hende godt, og at han slog hende. Ansøgeren har ikke søgt skilsmisse. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at [A] giftede sig med ansøgeren for at udnytte hende som tjenestepige og seksuelt. Nævnet lægger navnlig vægt på, at der gik tre år fra vielsen til ansøgeren udrejste, uden at parret flyttede sammen eller havde seksuelt forhold. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at det var [A], der ikke ville afholde bryllupsfesten. Herefter finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at [A] skulle have vilje eller evne til at opsøge ansøgeren i Afghanistan, selvom han måtte have en stor familie. Som følge af afgørelsen i sagen vedrørende [B] lægger nævnet endvidere til grund, at hun i Afghanistan har mandligt netværk. Som følge af afgørelsen i sagen vedrørende [C] finder nævnet heller ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være forfulgt som følge af familieskabet med [C]. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved udsendelse til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra en landsby nær [by], Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder og den afghanske befolkning, idet han har uddelt kristent materiale for organisationen Humanitarian Assistance for Women and Children of Afghanistan (HAWCA). Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han mødte to italienere, [A] og [B], mens han arbejdede på et apotek i [by]. De arbejdede for HAWCA og tilbød ansøgeren en stilling som tolk, hvilket han accepterede. Sammen uddelte ansøgeren, [A] og [B] kiks, tøj, sko og kristent materiale til enlige kvinder og børn i nærliggende landsbyer. I [slutningen af] 2015 blev ansøgeren, [A] og [B] anholdt af politiet foran HAWCA’s kontor i [by]. Ansøgeren blev anholdt og tilbageholdt i en uge. Under afhøringerne blev ansøgeren anklaget for at have uddelt kristent materiale. Ansøgeren blev udsat for vold under tilbageholdelsen. To nætter inden ansøgeren kom ud af fængslet, blev han opsøgt af en betjent ved navn [C], som sagde, at han ville hjælpe ansøgeren, hvis han fik kontaktoplysninger på nogle personer, som ansøgeren kendte i Kabul. Betjenten fik kontakt til ansøgerens svoger, [D], som betalte penge, så ansøgeren kunne få lov til at flygte fra fængslet. Ansøgeren fik hjælp til flugten af nogle soldater, der kørte ansøgeren til den pakistanske grænse, som han krydsede til fods, hvorefter han mødte [D]. Ansøgeren rejste herefter mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit arbejde som tolk for den humanitære organisation HAWCA – som ifølge ansøgeren er den samme, som han har benævnt HCW – ikke har kunnet verificeres. Ifølge et høringssvar fra Udenrigsministeriet af [dato] 2017 har HAWCA således ikke kunnet bekræfte ansøgerens ansættelse på trods af, at ansøgeren under samtalerne hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 og den [i starten af] 2018 har oplyst at have haft et ID-kort fra organisationen, som derfor må formodes at have kendskab til ham, og som efter ansøgerens forklaring for nævnet også har fået kvitteringer på lønudbetalingerne til ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der har gået i skole i 9 år og derefter har uddannet sig yderligere, har et meget begrænset kendskab til organisationen og ikke har kunnet fortælle nærmere om dens idegrundlag eller de personer, der arbejdede for organisationen lokalt, undtagen de to personer, der efter det oplyste ansatte ham som tolk til en meget høj løn efter et kort, tilfældigt møde på et apotek, hvor ansøgeren var ansat. Nævnet finder det desuden bemærkelsesværdigt, at ansøgeren skulle have uddelt skriftligt materiale med et kristent indhold til en persongruppe i form af enlige kvinder og børn ude på landet, og ansøgeren har ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for de pågældendes muligheder for at læse det omdelte materiale. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har givet forskellige oplysninger om, hvem af hans søstre der bor i Kabul og er gift med den svoger, der skulle have bistået ansøgeren med at flygte. Ansøgeren har således under samtalen [i sommeren] 2016 og i asylansøgningsskemaet oversat [i starten af] 2017 oplyst, at søsteren [E] bor i Kabul, mens han under samtalen [i starten af] 2018 har oplyst, at det var søsteren [F], der er gift og bor i Kabul. Nævnet finder det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren under fængselsopholdet i Kabul skulle have været i stand til at huske netop sin svogers telefonnummer og opgive det til en officer til brug for forhandling om løsladelse mod bestikkelse, selv om ansøgeren ikke efterfølgende har været i stand til at huske hverken svogerens eller andre familiemedlemmers numre og ikke har været i stand til at få kontakt med dem efter sin udrejse. Det fremstår endvidere selvmodsigende, at ansøgeren dels oplyser, at han ville benytte sig af muligheden for at kontakte sin familie, hvis han kunne huske numrene, men at han har undladt at kontakte sin familie af frygt for, at de kunne få problemer på grund af ham. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/7/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Sambehandlet med afgh/2019/70/DH. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra landsbyen […], Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans bror arbejdede for det lokale politi i [navn på by], da broren blev slået ihjel af en landmine, mens han var på arbejde. Omkring halvanden måned senere blev en Taliban-kommandants bror anholdt af politiet. Kommandanten og hans folk opsøgte ansøgerens far på vejen mellem farens forretning og familiens hjem, hvor de anklagede ansøgerens far for at være skyld i anholdelsen. Kommandanten formodede, at ansøgerens far havde klaget til myndighederne over ansøgerens brors død. Som følge heraf krævede kommandanten, at ansøgeren skulle udleveres til Taliban. Omkring en uge senere forsvandt ansøgerens far, og familien fik at vide, at han var blevet bortført af Taliban. Tre til fire dage senere opsøgte tre talebanere ansøgerens bopæl. Talebanerne krævede, at ansøgeren fulgte med dem, og de hev i ham. I denne forbindelse ramte ansøgerens hoved trappens kant, og han mistede bevidstheden. Da han vågnede omkring halvanden time senere befandt han sig i familiens opholdstue sammen med sin mor og sine brødre. Ansøgerens mor sagde, at familien ikke kunne blive boende. Ansøgerens mor solgte familiens jord, hvorefter ansøgeren udrejste fra Afghanistan sammen med sin mor og sine brødre. [Primo] 2017 fik ansøgeren fra sin farbror at vide, at hans far var blevet slået ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter en politikommandant i [navn på by], som anklager ansøgeren for at være skyld i, at kommandantens søn er forsvundet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at kommandantens søn forsvandt efter ansøgerens far var blevet slået ihjel. Kommandanten mistænkte ansøgeren for at have været involveret i hans søns forsvinden. Kommandanten har rettet henvendelse til ansøgerens farbror og krævet ansøgeren udleveret. Herefter har ansøgeren modtaget tilsigelser fra politiet i både Nejrab og Kabul. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a. episoden, hvor Taliban angiveligt opsøgte bopælen for at tage ansøgeren med. Til samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev slået og kastet på jorden, hvor han besvimede. Under samtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at der var tre talebanere. De slog ham ikke, men hev i ham, så han faldt og slog hovedet mod trappekanten, hvorved han mistede bevidstheden. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at talebanerne havde kalasjnikov-geværer med, at de slog ham og skubbede ham så han faldt mod trappekanten, mistede bevidstheden og først vågnede op igen, da han var inde i huset. Hertil kommer, at det ikke forekommer sandsynligt, at talebanerne undlod at tage ansøgeren med fra stedet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og usammenhængende om det tidsmæssige forløb, herunder om hvornår hans bror afgik ved døden. Endelig mangler ansøgerens forklaring om konflikten med politikommandanten logik og fremstår usammenhængende og utroværdig. De generelle forhold i Afghanistan er – trods vanskelige – ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at det ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence at vurdere, hvorvidt ansøgerens helbredsmæssige forhold kan føre til opholdstilladelse på et andet grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/69/DH.
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [by], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive brændt ihjel af kommandanten, [A], som straf for beskyldninger om at have trådt på koranen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun forud for sin afrejse fra Afghanistan er blevet truet af ansøgerens datters tidligere ægtefælle samt af ansøgerens søns tidligere svigerfar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens ægtefælle var politisk aktiv i organisationen SAMA, som var imod kommunisme og mujahadinere. Efter ægtefællen blev slået ihjel i 1982 af PDPA-tilhængere, har ansøgeren været udsat for chikane fra de andre beboere i ansøgerens landsby samt levet under trussel fra PDPA-sympatisører i landsbyen. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en konkret episode, hvor ansøgeren blev beskyldt for at have trådt på koranen til en koran-læsning på sin morbrors søn bopæl. Den lokale kommandant, [A], ville brænde ansøgeren ihjel som straf herfor. [A] samarbejder både med Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere anført, at hun er blevet truet med at blive slået ihjel af hendes tidligere svigersøn, idet svigersønnen ville, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at tage tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger den del af ansøgerens forklaring om sine asylmotiver, der vedrører ansøgerens frygt for ansøgerens tidligere svigersøn til grund. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] eller ansøgerens forklaring om sin frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar til grund, idet disse dele af ansøgerens forklaring fremstår som utroværdige og konstruerede med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af kommandant [A] lægger Flygtningenævnet vægt på, at forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret. Det fremstår således ikke overbevisende, at kvinderne til koranlæsningen – på et øjeblik – skulle vende sig imod ansøgeren og anklage hende for at træde på et koranhæfte, fordi de så negativt på hende som følge af ansøgerens ægtefælles politiske tilhørsforhold. Det bemærkes herved, at ansøgerens ægtefælle ifølge ansøgerens forklaring havde været død i omkring 35 år, da episoden ved koranlæsningen angiveligt fandt sted, og at ansøgeren havde boet omkring 10 år i Afghanistan uden problemer forud for episoden. Ansøgerens forklaring om, at hun havde undgået problemer som følge af sin ægtefælles politiske tilhørsforhold ved ikke at komme ud med mindre, at det var højst nødvendigt, fremstår endvidere konstrueret blandt andet i lyset af, at ansøgeren valgte at deltage i koranlæsningen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor der blev trådt på et koranhæfte. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2016, at ansøgeren, da en pige gav hende et koranhæfte, kom til at slå hæftet ud af hånden på hende, idet ansøgeren ville vifte et insekt væk. Derefter trådte en anden pige, der var ved at servere te og derfor ikke havde set hæftet, på hæftet, hvorefter de øvrige kvinder begyndte at beskylde ansøgeren for at træde på hæftet. Til asylsamtalen [efteråret] 2017 forklarede ansøgeren indledningsvis på samme måde, idet ansøgeren dog udbyggede forklaringen med, at pigen, der servede te, tabte teen. Derefter forklarede ansøgeren, at det var pigen, der delte koranhæfterne ud, der trådte på hæftet. Sidstnævnte forklaring har ansøgeren gentaget for nævnet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret divergensen med, at der var problemer med tolkningen ved oplysnings- og motivsamtalen, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering henset til, at ansøgeren fik referatet oversat, og at ansøgeren ikke havde bemærkninger til tolkningen. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om baggrunden for, at ansøgeren ikke straks blev tilbageholdt i konsekvens af, at kommandant [A] – eller dennes søster – skulle have bestemt, at ansøgeren skulle brændes levende. Forespurgt, hvorfor ansøgeren ikke blev tilbageholdt, når det var besluttet, at hun skulle straffes med døden, forklarede ansøgeren, at ”de ikke kan gøre det lige med det samme, de er en gruppe der taler sammen og tager beslutningen”. Nævnet finder, at det fremstår utroværdigt, at [A] skulle kunne bestemme, at ansøgeren skulle brændes levende, men ikke at ansøgeren skulle tilbageholdes, og forklaringen fremstår konstrueret med det formål at give en forklaring på, hvorfor ansøgerens veninde [B] kunne nå at advare ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive slået ihjel af sin søns tidligere svigerfar, finder Flygtningenævnet, at forklaringen fremstår utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at sønnen for omkring 18 år siden flyttede til Tyskland, hvor han fik asyl på grund af sine problemer i Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at sønnen var i Afghanistan for at blive gift for omkring syv år siden. Nævnet tillægger det endvidere betydning, at sønnens svigerfar er i familie med sønnen og som følge heraf var bekendt med ansøgerens søns forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at ansøgerens søns svigerfar ikke ville give sin datter lov til at tage til Tyskland sammen med ansøgerens søn efter indgåelsen af ægteskabet, fremstår utroværdig. Ansøgerens forklaring om, at sønnens svigerfar skulle have opsøgt ansøgeren hos ansøgerens søster nogle måneder inden udrejsen, fremstår endvidere konstrueret i lyset af, at ansøgeren ikke har forklaret om problemer med sønnens svigerfar i den foregående periode på omkring fem til seks år. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere svigersøn, kan Flygtningenævnet som anført lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren over en ukendt periode på op til to år inden sin udrejse af Afghanistan i 2016 blev opsøgt fire til fem gang i anledningen af, at ansøgerens tidligere svigersøn ønskede, at ansøgeren skulle få sin datter og børnebørn til at flytte fra Norge til Afghanistan, og at de sidste to til tre henvendelser blev foretaget af familiemedlemmer til ansøgerens tidligere svigersøn, som alligevel havde ærinde i området, hvor ansøgeren boede. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren modtog trusler i den forbindelse, men at der ikke skete yderligere, og at der ikke blev gjort alvor af truslerne. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet imidlertid, at forholdet ikke har en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/68/CABV
Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, da de har beskyldt ham for at være spion. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin fars fætter, [A], da han har gjort krav på den jord ved [område], som ansøgeren ejer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at mens han studerede ved universitet, fortalte han sine medstuderende om Talibans aktiviteter i sit hjemområde. Ansøgeren har både til Udlændingestyrelsen og under sagens behandling ved Flygtningenævnet forklaret, at han ikke skelner mellem Taliban og Daesh, da det på nogle tidspunkter har været Taliban, der var de stærkeste, og på andre tidspunkter Daesh. I den sidste tid, før han udrejste, mener han, at det var Taliban, der var stærkest. En dag blev ansøgerenen bortført af Taliban, hvor han blev slået og fik at vide, at han var anklaget for at være en spion. Han fik ligeledes at vide, at hans sag ville ende med dødsstraf, men at sagen først ville blive afgjort den følgende dag. Dagen efter hørte ansøgeren, at der foregik kamphandlinger ved huset, hvorefter regeringsstyrker befriede ansøgeren. Ansøgeren blev taget med til efterretningstjenesten, hvor han blev afhørt og overnattede en nat. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbror en enkelt nat, inden han flyttede hjem til sin svigerfamilie. Under ansøgerens ophold hos sin svigerfamilie, modtog ansøgeren et opkald fra en person, der sagde, at Taliban ledte efter ansøgeren, da det var ansøgeren, der havde angivet Taliban til myndighederne, og at ansøgeren dermed var skyld i, at [B] var blevet slået ihjel under kampene. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, fortalte ansøgerens mor ansøgeren, at ansøgerens svigerfar havde deltaget i en begravelsesceremoni, hvor han blev opsøgt af nogle talibanere, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring et år inden sin udrejse af Afghanistan modtog et opkald fra sin fars fætter, [A]. Han sagde til ansøgeren, at ansøgerens familie skulle overdrage jorden ved [område] til ham, og at han ville slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke fik ret til jorden. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er blevet tilbageholdt af Taliban, der har beskyldt ham for at være spion, og at ansøgeren blev befriet, da myndighederne angreb det hus, hvor ansøgeren blev tilbageholdt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter befrielsen fra Taliban tog ophold først hos sin morbror og siden hos sin svigerfamilie, hvor han modtog opkald fra en ukendt person, der truede ham og kaldte ham spion og sagde, at han var skyld i [B’s] død ved myndighedernes befrielse fra det hus, hvor ansøgeren var tilbageholdt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgeren forklaring om, at hans fars fætter [A] har truet ham som følge af en jordkonflikt til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at denne konflikt har en sådan aktualitet, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ, herunder i Kabul, Herat eller Mazar-E-Sharif. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der er gift og har tre mindreårige børn, efter de foreliggende oplysninger ikke har noget netværk nogen af stederne.” Afgh/2019/66/CHA
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet de mistænker ansøgeren for at være spion og kristen. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, da de lokale vil mistænke ham for at være kristen, og at frygter kommandanten den politistation i det [talangivelse]. distrikt i Kabul. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han tog til Kabul i slutningen af 2015. Da ansøgeren var i Kabul, mødte han tilfældigt en af sine tidligere klassekammerater. Klassekammeraten hed [A], og han kom fra samme by som ansøgeren. Efter mødet skaffede [A] et job til ansøgeren. Ansøgeren skulle arbejde som kok på politistationen i det [talangivelse]. distrikt i Kabul. Da ansøgeren havde arbejdet på politistationen i omkring én måned, valgte han og [A] at besøge deres hjemby. Da ansøgeren og [A] var på vej til landsbyen, blev de stoppet af Taliban. Da talebanerne ransagede ansøgerens og [A]s ting, fandt de kristent materiale i [A]s taske. Talebanerne slog og skød herefter [A], og [A] afgik ved døden. Da talebanerne kiggede i ansøgerens mobiltelefon, fandt de flere billeder af ansøgeren og den politistation, hvor ansøgeren arbejdede. Talebanerne anklagede herefter ansøgeren for at være spion. Da ansøgeren benægtede at være spion, tog talebanerne ham med til et fængsel. Ansøgeren var tilbageholdt i fængslet i én uge, hvorefter det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren blev under fængslingen afhørt én gang. Ansøgeren fik under afhøringen at vide, at talebanerne ville slå ham ihjel, fordi han var vantro og hazara. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet, da en af de personer, som ansøgeren delte fængselscelle med, fik løsnet det, der var bundet om hans hænder. Personen løsnede herefter de andre fangers hænder. Fangerne smadrede herefter et lille vindue, og de flygtede en ad gangen ud ad vinduet. Ansøgeren løb til en lille landsby, hvorfra han tog en bil til Ghazni. Da ansøgeren kom frem til et hotel i Ghazni, ringede han til kommandanten for den politistation, hvor han arbejdede. Kommandanten fortalte ansøgeren, at han skulle udrejse af landet, hvis han havde sit liv kært. Hvis han kom tilbage til Kabul, ville han blive efterforsket i anledning af sagen. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgeren og [A] rejste sammen til Kabul i [slutningen af] 2015 for at finde arbejde. Til de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han tilfældigt mødte [A] i Kabul. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren ikke kan oplyse noget nærmere om [A], herunder hvad [A] beskæftigede sig med, og om [A]s forbindelse til kommandanten, der var leder af den politistation, hvor ansøgeren angiveligt blev ansat som kok efter [A]s anbefaling, henset til at ansøgeren har oplyst, at [A] var hans bedste ven, og at [A] var bedre end en bror for ansøgeren, jf. gensamtalen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende om [A] og herunder har oplyst, at [A] altid skulle skynde sig, så han ikke fik talt med ham, og at ansøgeren havde høretelefoner på, og at han ikke talte noget særligt med [A] på den 4 timers biltur, som de var på sammen fra Kabul. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans job som kok på politistationen ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han ikke gennemgik en procedure med sikkerhedsgodkendelse, forekommer meget påfaldende. Flygtningenævnet har endvidere herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om vagterne på politistationen er divergerende, idet han til asylsamtalen har forklaret, at der altid var de samme vagter ved politistationen. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at der var forskellige vagter. Efterfølgende har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, hvilke vagter der var. Flygtningenævnet har videre herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at det var kommandanten, der viste køkkenet frem for ansøgeren, og at det var politibetjentene, der købte maden ind, og at der bare var mad i nogle containere, som han lavede mad af til 100 mennesker, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de billeder, han angiveligt har taget på politistationen, og som han har fremlagt for Flygtningenævnet, er divergerende. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det er ansøgeren og to politibetjente, der er på billederne. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det er ansøgeren, kommandanten og dennes chauffør, der er på billederne. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han var bekendt med, at Taliban ofte stoppede folk på det sted, hvor ansøgeren og [A] blev stoppet op vej fra Kabul forekommer påfaldende, henset til at ansøgeren havde fotos med ansøgeren og politifolk med flere på sin telefon. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hans samtale med kommandant [B] efter ansøgerens angivelige flugt fra Taliban. Ansøgeren har til asylsamtalen først oplyst, at han ikke talte om kommandanten om, hvor Talibans base lå, og hvor mange krigere, der var på den, og at deres samtale var kort. Senere i samtalen, da ansøgeren blev foreholdt vigtigheden af oplysningerne for kommandanten, ændrede ansøgeren forklaring til, at ansøgeren havde givet kommandanten disse oplysninger. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren angiveligt ikke kontaktede sin mor og sin ægtefælle, som ansøgeren havde opfordret til at flygte, da han havde besluttet sig for at tage ophold hos sin morbror i Teheran. Dette særlig henset til, at ansøgeren tidligere havde benyttet sin agents telefon til at komme i kontakt med sin familie. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvem han frygter, idet han hverken i asylskemaet eller i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han også frygter lokalbefolkningen og kommandanten. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/65/DH
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtunere og sunni muslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [F]s familie, idet hans farbror, [H], har dræbt [F]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [H] og [F] begge ville være den nye malik i landsbyen. 10 dage inden [H] slog [F] ihjel, afholdt de ældre et møde i landsbyen, hvor de besluttede, at der skulle afholdes valg. Selvom der normalt blev afholdt valg, ville [F] ikke acceptere dette. Ansøgeren har videre oplyst, at [F]s fætter, [I], havde tidligere været minister af vand og energi i Afghanistan. [F] ville derfor bruge sin magt til at blive malik fremfor at tillade, at der blev afholdt valg. En nat opsøgte [H] og hans søn, [A], ansøgeren. De bad ham om at følge med dem hen til [F], idet de ville overbevise ham om, at der skulle afholdes valg. Ansøgeren tog med dem og forklarede [F], at han skulle acceptere, at der blev stemt om, hvem der skulle være den nye malik. [F] ville ikke acceptere dette, idet han allerede anså sig selv som malik. I forlængelse deraf fortalte han grimme ting til [H], hvorfor der opstod et slagsmål. Under slagsmålet kom ansøgeren op og slås med [F]s bror, som skar ham med et glasskår. Efterfølgende skød [H] [F], og ansøgeren, [H] og [A] løb hjem. Da de kom hjem pakkede ansøgerens familie deres ting og påbegyndte deres udrejse. I løbet af udrejsen modtog ansøgeren en SMS fra [F]s far, hvor der stod, at ansøgeren havde slået et af deres familiemedlemmer ihjel, og at de nu ville slå 20 af ansøgerens familiemedlemmer ihjel. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af [F]s familie af samme grund, som det af den mandlige klager oplyste. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet ikke lægge forklaringerne til grund, idet de fremstår usandsynlige og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger er blevet opsøgt ca. kl. 01.00 om natten af sin farbror, [H], og dennes søn, [A], der skulle tale med [F]. [F] skulle overtales til at gå med til, at der skulle afholdes valg til stillingen som malik for lokalområdet. Der henvises til, at ældrerådet på et møde, der havde været afholdt 10 dage forinden, havde truffet beslutning om afholdelse af valget, og at ansøgerne ikke på overbevisende måde har været i stand til at forklare om baggrunden for, at den mandlige ansøger skulle med til en samtale herom alene med sin farbror og dennes søn. Endvidere har ansøgerne ikke på overbevisende vis kunnet forklare, hvorfor samtalen skulle afholdes på det pågældende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerne sammen med deres børn efter drabet på [F] har kunnet opholde sig uden problemer i omkring tre timer om natten på den lokale busstation for at køre med bus væk fra området. Der henvises til, at ansøgerne har forklaret, at [F]s familie var en meget magtfuld familie i området, og at familien blandt andet bestod af [F]s morbros søn, [I], der er en magtfuld person med kontakter overalt i Afghanistan. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at [F]s familie for første gang i [vinteren 2018/2019] skulle have henvendt sig til den mandlige ansøgers ven, [Z], for at spørge efter ansøgerne, der udrejste i 2014. Der henvises herom til et brev, der er fremlagt under nævnsmødet, og som angiveligt er sendt af [Z] til ansøgerne. I brevet er det blandt andet oplyst, at [F]s familie i fremtiden vil henvende sig til [Z] hver anden eller tredje måned. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/64/mme
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shia-muslim fra landsbyen [navn på landsbyen], [afghansk distrikt] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, som sendte ham afsted for at arbejde for Taliban, samt at han frygter Taliban, som han efterfølgende flygtede fra. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv ved nærværende asylsag yderligere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, Taliban, hans farbror og den afghanske befolkning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er ateist. Han blev ateist, mens han sad fængslet i Danmark, hvor han mødte en ateist og en tidligere muslim, som var konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, givetvis vil forventes at skulle deltage i religiøse handlinger, og afslag herpå fra ansøgerens side vil blive oplevet som problematisk. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han under udsendelsen [i efteråret] 2016 i Kabul Lufthavn råbte, at han er kristen. Under ansøgerens opråb i Kabul Lufthavn var de afghanske myndigheder repræsenteret af blandt andet viceminister dr. Alema, hvorfor det ifølge ansøgeren må antages, at han ikke længere kan undgå at unddrage sig myndighedernes opmærksomhed. Ansøgeren har efterfølgende i Kabul Lufthavn under en kort samtale om hans religiøse tilhørsforhold oplyst, at han ikke er kristen, men alene er ateist. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver til grund. Der er ikke for Flygtningenævnet fremkommet nye oplysninger af betydning til støtte for asylmotiverne, og Flygtningenævnet henviser derfor til det, der er anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelser. Ansøgeren har nu gjort gældende, at han under sit ophold i Danmark er blevet ateist, at han har eksponeret sin manglende tro i Afghanistan, og at han i Afghanistan også er eksponeret som kristen, hvorfor han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han reelt er ateist. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine bevæggrunde for at blive ateist, og ansøgeren har da heller ikke før sin ankomst til Afghanistan oplyst, at han er ateist. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren i lufthavnen i Kabul først oplyste, at han var kristen, og derefter at han var ateist. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han kom til at sige noget forkert, fordi han ikke havde det så godt, kan ikke føre til anden vurdering, da der er helt afgørende forskel på at være ateist og kristen. Ansøgeren har da også til Udlændingestyrelsen forklaret, at han sagde, at han var kristen og efterfølgende ateist, fordi han ikke ville bo i Afghanistan. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende, idet han for Flygtningenævnet har forklaret, at han allerede i flyveren sagde til en afghansk politikommissær, at han er ateist, og at kommissæren sagde til ham, at han skulle komme ud af flyveren og fortælle det til kameraerne, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om tidligere. Ansøgerens forklaring om sine nye asylmotiver fremstår derfor som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i Afghanistan er eksponeret som ateist eller kristen på en sådan måde, at han af den grund risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den for Flygtningenævnet foreviste video, som ansøgeren har fundet på Facebook, visende en person, der bliver tvangsmæssigt ført ned ad en flytrappe, ikke viser personen på en sådan måde, at det er muligt at identificere personen. Det er således uden betydning for denne sag, hvorvidt det er ansøgeren, der er på den foreviste video. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/63/CHPE
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra [landsby] i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far har arbejdet som livvagt for et medlem i det afghanske parlament ved navn [A] i mange år. Videre har ansøgeren oplyst, at hans far modtog telefoniske trusler fra Taliban af flere omgange, fordi han arbejdede for [A]. I slutningen [af foråret] 2014 modtog ansøgerens far et trusselbrev fra Taliban, hvorefter ansøgeren og hans familie flyttede fra Kapisa til Kabul. I [slutningen af foråret eller starten af sommeren] 2014 blev ansøgeren beskudt af to personer fra Taliban, da han var ved at forlade sin bopæl i Kabul. Ansøgeren kastede sig ned på jorden, hvorfor ansøgerens søster blev ramt og bragt til hospitalet. [I foråret] 2015 modtog ansøgeren og hans familie endnu et trusselsbrev fra Taliban, hvorefter ansøgeren udrejste af Afghanistan samme dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, usikkert og utroværdigt om centrale omstændigheder i ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvilke våben de to mænd på motorcykel anvendte, da der blev skudt mod klageren. Endvidere indeholder det fremlagte trusselsbrev datoer, der ikke stemmer med ansøgerens forklaring om hændelsesforløbene, herunder datoen for, hvornår ansøgerens søster blev skudt af Taliban. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete med familiens bopæl i Afghanistan. Ansøgeren har heller ikke kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor hans pas er udstedt efter datoen for hans udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvor han var, da passet blev udstedt, og først foreholdt, at dateringen af passet ikke stemmer med ansøgerens forklaring, har ansøgeren forklaret, at det pas, som han har nu, er et erstatningspas. Ansøgeren har også forklaret usikkert og utroværdigt om, hvordan han fik fat i kontaktoplysninger på sin forlovede, der befandt sig i Danmark. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at hans familie i Afghanistan har kunnet sende ansøgerens erstatningspas til ansøgerens forlovede i Danmark, da han befandt sig i Tyskland, mens ansøgeren ved sin ankomst til Danmark ikke kunne oplyse, hvor hans forlovede boede. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke havde sin forlovedes telefonnummer, selv om det fremgår af en afhøringsrapport, at ansøgeren ved sin indrejse i Danmark var i besiddelse af telefonnumre, som ansøgeren da oplyste tilhørte hans forlovede og hendes familiemedlemmer. De angivelige lægelige oplysninger og fotos, som ansøgeren har fremlagt under sagens behandling i Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/62/CHPE
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter sin fars fætre og en mand ved navn [A]. Til støtte for sit asylmotiv om Taliban har ansøgeren oplyst, at hans far i en årrække arbejdede i politiet. Ansøgerens far blev udnævnt til politileder i [B] distriktet. Ansøgerens far modtog trusler fra Taliban, der ville have kontrolposterne i distriktet, ligesom de ønskede, at ansøgerens far ansatte Talibanere hos politiet. Seks måneder inde i farens ansættelse blev der to gange skudt mod familiens bopæl. Ansøgerens far var ikke hjemme, men det var ansøgeren, hans mor og hans søster. Ansøgerens far modtog to trusselsbreve, hvoraf blandt andet fremgik, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis faren ikke gjorde som Taliban forlangte. Ansøgerens fars arbejdsplads blev på grund af truslerne fra Taliban flyttet til Ghazni, og familien flyttede dertil. Ansøgerens far modtog fortsat telefoniske trusler fra Taliban. I en periode kunne ansøgeren ikke forlade hjemmet. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren på vej hjem fra et engelskkursus bortført af Taliban. Ansøgeren var tilbageholdt i nogle dage, hvor Taliban kontaktede ansøgerens far og genfremsatte deres krav. Ansøgerens far sporede opkaldet fra Taliban og politiet befriede ansøgeren. I den forbindelse blev tre talebanere dræbt. Efter at være blevet befriet blev ansøgeren indlagt på basens hospital. Efter at være blevet udskrevet fra hospitalet opholdt ansøgeren sig på basen indtil sin udrejse. Ansøgerens far boede fortsat på basen og modtog trusler fra Taliban. Taliban truer med at slå ansøgerens familie ihjel, hvorfor ansøgerens mor og søster flytter fra sted til sted. Ansøgeren har til støtte for sit motiv om sin fars fætre oplyst, at hans fars fætre inviterede ansøgeren på æselhjerne. Efter at Taliban har fået kontrollen over området, har ansøgerens fars fætre bemægtiget sig familien jord. De anser ansøgeren som en trussel i forhold til at kunne beholde rådigheden over jorden. Endelig har ansøgeren til støtte for sit motiv om [A] oplyst, at ansøgerens far fik [A] tilbageholdt og fængslet, da [A] har samarbejdet med Taliban og sælger hazaraers jord. [A] har truet ansøgerens far med at slå ansøgerens far og hele ansøgerens familie ihjel. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban til grund, idet ansøgeren har forklaret konsistent, sammenhængende og uden betydende divergenser. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens far var politiofficer, og at han i 2014/2015 blev udnævnt til en ledende stilling/kommandant hos politiet i [B]. Ansøgerens far, der var en velkendt person i Ghazni-området, blev efter udnævnelsen udsat for trusler fra Taliban, der krævede forskelligt af ansøgerens far og forsøgte at påvirke ansøgerens far blandt andet ved at true med at bortføre ansøgeren. Nævnet lægger endvidere til grund, at familiens hjem i [navn på landsby] to gange blev beskudt af Taliban, og at ansøgerens far flyttede familien til Ghazni. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om magtfordelingen i området og Talibans angreb stemmer overens med foreliggende baggrundsoplysninger. Efter familien var flyttet til Ghazni, blev ansøgerens far fortsat udsat for telefoniske trusler fra Taliban, og ansøgerens far besluttede, at det var nødvendigt, at ansøgerens ikke forlod bopælen i Ghazni. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren efter nogen tid fik lov til at følge et kursus, men at han blev ledsaget af to betjente. Desuagtet lykkedes det Taliban at bortføre ansøgeren, der var tilbageholdt i flere dage. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han blev befriet af politiet ved magt, og at politiet i den forbindelse dræbte nogle talebanere. Nævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at det var ansøgerens far, der især på grund af truslen fra Taliban besluttede, at ansøgeren ikke kunne forblive i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende overgreb fra Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konflikten vedrørende jorden og konflikten med [A] er af en sådan karakter, at det kan begrund, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor ansøgeren udrejste i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Flygtningenævnets finder, at ansøgeren i forhold til Taliban må anses for profileret, dels i kraft af ansøgers fars stilling i politiet, dels fordi ansøgeren selv har været bortført af Taliban og befriet, i hvilken forbindelse, der blev dræbt flere talebanere. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at det er relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at der er grundlag for at meddele ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/61/SEL
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Kondalan, Orozgan, Afghanistan. Ansøgerne har siden, at han var otte år gammel opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin svigerfamilie. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, da hans forhold til sin ægtefælle er en religiøs og samfundsmæssig forbrydelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har boet i Iran siden, at han var otte år. I Iran indledte ansøgeren i 2010 et forhold til sin nuværende ægtefælle, [A] . Parret mødte hinanden på gaden, og de mødtes efterfølgende i skjul og indledte et seksuelt forhold. En dag kom [A] hjem til ansøgeren og fortalte ham, at hun af sin far var blevet tvangsforlovet med sin fætter, som boede i Afghanistan. [A] var flygtet hjem til ansøgeren inden brylluppet. Parret frygtede, at de ville blive slået ihjel, hvis det blev opdaget, at de havde haft et seksuelt forhold. Parret havde kun råd til, at [A] udrejste af Iran. Parret aftalte, at ansøgeren skulle spare penge sammen til sin udrejse, og at de skulle mødes i Grækenland. [A] udrejste af Iran i 2010 og indrejste i Danmark, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren arbejde de næste mange måneder og fik en bofælle for at spare yderligere penge. En dag så bofællen et billede af [A], som var faldet ud af ansøgerens kuffert, da de to mænd skulle flytte en kommode. Det viste sig, at bofællen var venner med [A]s brødre og derfor kunne genkende hende. De to mænd begyndte at skændes, ansøgeren skubbede bofællen og endte med at flygte. Ansøgeren kontaktede en ven, der skulle hjælpe ham med at udrejse af Iran. Ansøgeren havde dog ingen penge og blev derfor tilbageholdt af menneskesmuglerne, der udsatte ansøgeren for tortur. Efter at være blevet løsladt tog ansøgeren til en landsby, hvor han havde en ven. Ansøgeren fik arbejde på en plantage, hvor han arbejdede i fem måneder. Ansøgeren havde telefonisk kontakt med sin tante i Afghanistan, der fortalte ansøgeren, at [A]s farbror og fætre flere gange havde spurgt efter ansøgeren, ligesom de havde indblandet det afghanske politi. Ansøgerens morbror blev opsøgt og tilbageholdt af myndigheder. Efter sin løsladelse valgte morbroren at tage tilbage til Iran med sin ægtefælle. Parret var involveret i en ulykke og døde i den forbindelse. Ansøgeren rejste videre og tog arbejde i fem måneder i Nahie, hvorefter han udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgerens forklaring, der vedrører begivenheder, der fandt sted fra 2010 til 2015, er særdeles detaljeret og fremstår selvoplevet. Ansøgerens forklaring om det forhold han i 2010 indledte med [A], stemmer endvidere, i forhold til det, der var passeret, før [A] forlod Iran, overens med den forklaring, som [A] afgav, da hun i 2010 søgte og fik opholdstilladelse i Danmark på grundlag af sit udenomsægteskabelige forhold til ansøgeren forud for det forestående tvangsægteskab med fætteren. Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at ansøgeren og [A], der på det tidspunkt begge boede i samme lokalområde i Teheran, mødtes og indledte et forhold, og at [A] efter fem-seks måneder mod sin vilje skulle vies til sin fætter. Da ansøgeren og [A] derfor måtte forvente, at det ville blive afsløret, at de havde haft seksuelt samkvem, besluttede de, at [A] straks måtte flygte. Både ansøgeren og [A] er hazaraer fra Afghanistan. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens bofælle, der som ansøgeren og [A] er hazara, i forbindelse med episoden med ansøgerens kuffert så, at ansøgeren havde et billede af [A], genkendte hende og konfronterede ansøgeren med, at [A]s familie ledte efter hende, og at man frygtede, at [A] var blevet bortført og muligvis dræbt. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [A]s familie på grundlag af bofællens kendskab til ansøgeren, og de personlige ejendele som ansøgeren måtte efterlade, da han flygtede fra bofællen, har kendskab til ansøgerens identitet. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [A]s fætter, der er afghaner og opholder sig i Afghanistan, på dette grundlag fandt frem til ansøgerens morbror og tante i Kabul, og at morbroren blev beskyldt for at have medvirket til [A]s forsvinden. Vedrørende ansøgerens efterfølgende telefoniske kontakt med morbroren og tanten, bemærker nævnet, at ansøgeren under asylsamtalen i forbindelse med oversættelsen har præciseret, at han mest talte med sin morbrors ægtefælle, fordi morbroren var tilbageholdt af de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren, på grund af sit forhold til [A], har en æresrelateret konflikt med [A]s familie, herunder [A]s fætter og dennes familie, der opholder sig i Afghanistan. Det ændrer ikke herved, at ansøgeren og [A] er blevet gift i Danmark. Henset til konfliktens karakter findes den tid der er gået siden 2012, hvor ansøgeren blev afsløret, ikke at medføre, at det kan antages, at [A]s familie ikke længere vil efterstræbe ansøgerne og udsætte han for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, såfremt de finder frem til ham. Ansøgeren vil uanset det i Danmark indgåede ægteskab ikke kunne opnå myndighedsbeskyttelse i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Allerede fordi de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, har karakter af en fortsat bestående æreskonflikt, er det ikke relevant, at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddele tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/60/SEL
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Afghanistan. Hun er født og opvokset i [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin afdøde ægtefælles familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle [A] blev slået ihjel af indbrudstyve i slutningen af 2007. Ansøgeren var til stede på bopælen, da indbruddet fandt sted, men hørte ikke noget, da hun er døvstum. Ansøgeren blev beskyldt for at være indblandet i drabet på [A] af dennes familie. Ansøgeren blev fængslet og frikendt i alt to gange, hvorefter [A]s familie, som ønskede at hævne hans død, begyndte at fremsætte flere trusler mod ansøgeren og hendes familie. [A]s mor kidnappede blandt andet ansøgerens søn [B], men det lykkedes ansøgeren at få ham tilbage i sin varetægt. Da truslerne fra [A]s familie intensiveredes, besluttede ansøgeren og hendes familie sig for at udrejse af Iran, hvilket de gjorde i efteråret 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været tiltalt for drabet på sin ægtefælle, men er blevet frifundet i to instanser. Det kan også lægges til grund, at ansøgerens barn [B] i en periode på syv år var taget fra ansøgeren og boede hos den tidligere ægtefælles familie i Afghanistan. Endelig kan det lægges til grund, at [C] i 2015 blev værge for [B], og at [B] efter en måned flyttede hjem til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at de af ansøgerens bror oplyste trusler kan lægges til grund eller medføre asyl, idet truslerne fra [D] alene bestod i lussinger og blev tildelt i 2011, hvorfor disse hverken har intensitet eller aktualitet, at ansøgerens bror har forklaret divergerende om truslen fra [E], idet han for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han modtog truslen fra et familiemedlem, mens han for nævnet også har oplyst, at han modtog truslen direkte per telefon. Vedrørende truslen fra [F] mangler den aktualitet og intensitet, ligesom ansøgerens bror har forklaret divergerende om den. Der er forklaret divergerende om hyppigheden af de telefoniske trusler fra ansøgerens svigermor, ligesom der er forklaret udbyggende om antallet af trusler fra anonyme. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun selv risikerer overgreb fra [A]s familie. Idet det lægges til grund, at der gennem en årrække og indtil kort før udrejsen har været konflikter med [A]s familie, særligt vedrørende [B], kan nævnet lægge til grund, at denne konflikt fortsat er aktuel. Da ansøgeren skal vurderes i forhold til Afghanistan, og da en udsendelse hertil kan medføre, at [A]s familie legalt får forældreretten over [B] og [G], eller illegalt tiltager sig denne, og da ansøgeren ikke kan forvente beskyttelse fra myndighederne, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at ansøgeren kan henføres til en særlig socialgruppe, hvorfor betingelserne i § 7, stk. 1, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/6/TLNJ
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren er født og opvokset i landsbyen […], hvor han siden [starten af] 2008 har boet med sin ægtefælle. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin far, [F], og de mænd, der arbejder for ham. [F] er en er en magtfuld mand i Taliban, og ansøgeren frygter ham, idet ansøgeren flygtede fra ham og tog ægtefællen med ud af Afghanistan. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans ægtefælles far fra starten af deres ægteskab chikanerede ansøgerens ægtefælle og sagde til alle, at ægtefællen var en dårlig muslim. En dag skulle ansøgerens ægtefælle på besøg hos sine forældre. Hun ville ved denne lejlighed tale med sin mor om, at hendes far skulle lade ansøgeren være i fred. Mens ansøgerens ægtefælle var på besøg hos sine forældre, opstod der kampe mellem oprørerne, Taliban og regeringsstyrkerne i området, og ansøgerens svigerfar tvang hans ægtefælle og deres søn til at flygte fra stedet uden at give ansøgeren besked om, hvor de tog hen. Ansøgeren var herefter adskilt fra sin ægtefælle og søn i omkring fire år, hvor det ikke lykkedes ham at finde frem til dem. Ansøgerens ægtefælle blev af sin far taget med til en landsby ved navn [L] i Kandahar-provinsen. Mens ægtefællen boede hos sin far, gik det op for hende, at faren arbejdede for Taliban. Faren ønskede at gifte ansøgerens ægtefælle bort til en anden mand, og efter tre år i [L] var der en bestemt mand, som insisterede på at ville giftes med hende. Faren accepterede anmodningen, men da den kvindelige ansøger nægtede, brækkede faren hendes næse. Fire år efter, ansøgeren blev adskilt fra sin familie, kom en ukendt person en dag til hans bopæl og afleverede et stykke papir med en adresse i [L]. Den ukendte person var blevet sendt af ansøgerens svigermor. Ansøgeren tog til [L], hvor han fandt ud af, at hans ægtefælle og søn samt ægtefællens forældre havde bosat sig. Ansøgerens svigerfar krævede, at ansøgeren skulle blive boende hos ham og gøre, hvad han fik besked på af ham, hvis han ville genforenes med sin ægtefælle og deres barn. Ansøgeren accepterede og sagde, at han var blevet en god muslim. I løbet af de efterfølgende to måneder deltog ansøgeren i forskellige aktiviteter for Taliban. Han kørte for det meste på patrulje med sin svoger, hvor de standsede og ransagede køretøjer. Efter to måneder hos svigerfaren forsøgte ansøgeren at flygte, så han kunne finde en mulighed for at få sin ægtefælle og søn væk fra svigerfaren. På vej ud af byen blev ansøgeren stoppet af fire mænd, som tilbageholdt ham i omkring 10 dage. Ansøgeren blev her udsat for tortur. Efterfølgende førte mændene ansøgeren tilbage til hans svigerfar, som befalede, at ansøgeren skulle slås ihjel, men svigerfaren ombestemte sig og ville i stedet have, at ansøgeren skulle fortryde sine handlinger og sværge ved koranen, at han ikke ville flygte igen. Det indvilligede ansøgeren i. Ansøgeren genoptog i tiden herefter sine aktiviteter for Taliban. Derudover blev han, efter cirka fire måneder i [L], beordret til Pakistan af svigerfaren for at deltage i en uges propagandaundervisning om selvmordsbomber. Ansøgeren begyndte derfor at planlægge ansøgernes flugt. Ansøgerens svigermor hjalp til med at planlægge flugten ved at finde på, at ansøgerens ægtefælle skulle lade som om, at hun var alvorligt syg og skulle tilses af en læge uden for huset. Ansøgeren fik i den forbindelse lov til at tage med sin ægtefælle og svigermor til lægen. Herfra flygtede ansøgeren med sin ægtefælle med deres barn til Kandahar og videre til Herat, hvorefter de udrejste til Teheran i Iran. Efter omkring et år i Teheran blev ansøgeren opsøgt af to mænd, som var blevet sendt af ansøgerens svigerfar. Ansøgeren og hans ægtefælle flyttede derfor videre til Varmin, Iran, hvor de igen blev opsøgt på deres bopæl af to mænd. Herefter påbegyndte ansøgeren og hans ægtefælle deres rejse til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge store dele af ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent om sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at hans svigerfar, efter at ansøgeren var blevet gift med sin ægtefælle, bebrejdede ansøgeren, at han ikke var en god muslim, og at svigerfaderen, da der opstod kamphandlinger i området, tvang ansøgerens ægtefælle og deres søn med til [L] og holdt dem skjult der i 4 år. Ansøgeren har videre forklaret, at han, med hjælp fra sin svigermor, fandt ægtefællen og sønnen i [L] og som betingelse for at måtte gense sin ægtefælle erklærede, at han var blevet en god muslim og dernæst skulle rette sig efter svigerfaderens ordrer, herunder deltage i patruljeringer sammen med sin svoger. Endelig har ansøgeren forklaret, at han under det første flugtforsøg blev pågrebet af Taliban og udsat for tortur. Denne del af forklaringen er understøttet af den foretagne torturundersøgelse. Ansøgerens ægtefælle har forklaret samstemmende med ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse [fra efteråret] 2017 vurderet, at ansøgeren skal udelukkes fra opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5, som følge af de aktiviteter, han har udført for Taliban. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren har forklaret, at han som betingelse for at måtte gense sin ægtefælle og sit barn skulle rette sig efter sin svigerfars ordrer, herunder deltage i patruljeringer sammen med sin svoger, at han ikke bar våben, og at han forsøgte at flygte to måneder efter, han var ankommet til [L]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens virksomhed for Taliban er af begrænset omfang, både efter karakteren og det tidsmæssige omfang, at hans virksomhed blev udøvet under tvang, og at ansøgeren derfor ikke skal udelukkes i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/59/MGO
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt deres to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra [A], [B], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den kvindelige ansøgers farbror, [C], og dennes søn [D], idet den kvindelige ansøger skulle have været gift med [D]. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet [C] og hans sønner har forbindelse til myndighederne. Endelig har ansøgerne henvist til, at de frygter Taliban, fordi de er shia muslimer. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de mødtes første gang, da den mandlige ansøger blev inviteret hjem til den kvindelige ansøgers familie. De mødtes løbende det følgende år, når den kvindelige ansøger var på vej til skole ad en vej, som gik forbi den mandlige ansøgers arbejde. De blev glade for hinanden, og den mandlige ansøgers familie bad derfor den kvindelige ansøgers familie om den kvindelige ansøgers hånd i 2012. Den kvindelige ansøgers far oplyste, at han først ville rådføre sig med sin bror, inden han gav et svar. Den mandlige ansøgers familie fik efter en til to uger besked om, at den kvindelige ansøgers farbror ikke ville gå med til giftermålet, dels fordi den mandlige ansøgers familie havde et dårligt ry efter kidnapningen af den mandlige ansøgers søster flere år tidligere, dels fordi den kvindelige ansøgers farbror ønskede, at hun skulle giftes med hans egen søn [D]. En måned senere kom den mandlige ansøgers familie igen for at spørge, om den kvindelige ansøgers familie havde skiftet mening. Denne gang var den kvindelige ansøgers farbror til stede, og han sagde, at den kvindelige ansøger skulle giftes med hans søn [D], og at den mandlige ansøgers familie ikke skulle komme tilbage. Ansøgerne fortsatte med at se hinanden, når den kvindelige ansøger var på vej til skole. Den mandlige ansøger foreslog, at de kunne flygte sammen, men den kvindelige ansøger var i tvivl. Parret fortsatte dog med at mødes. En dag kom den kvindelige ansøger hen til den mandlige ansøger og sagde, at hun havde ændret mening, idet hendes familie havde aftalt en forlovelsesfest mellem hende og hendes fætter [D]. Den kvindelige ansøger var derfor blevet klar over, at hendes familie mente ægteskabet alvorligt, hvilket hun ikke tidligere havde troet. Parret aftalte at flygte. En til to uger senere mødtes de i nærheden af den kvindelige ansøgers skole, hvorefter de tog til en bazar og videre til den mandlige ansøgers moster i Kabul. Cirka tre dage senere blev parret viet af en mullah, der kom hjem til mosteren. En aften modtog den mandlige ansøgers moster et opkald fra den mandlige ansøgers mors morbror, som advarede dem om, at den kvindelige ansøgers farbror vidste, at parret befandt sig i Kabul, og at han var på vej. Ansøgerne udrejste derefter til Iran i [foråret] 2013, hvor de opholdt sig i omkring to et halvt år, inden de rejste videre mod Danmark. Efter ansøgernes udrejse rejste den kvindelige ansøgers forældre, to brødre og søster til [et andet europisk land], fordi de fik problemer med den kvindelige ansøgers farbror, efter at hun stak af. Farbroren ville have, at den kvindelige ansøgers lillesøster blev gift med [D] i stedet for den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet kan i det væsentlige, trods en række mindre divergenser, lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i relation til den kvindelige ansøgers farbror til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne måtte flygte for at undgå, at den kvindelige ansøger blev tvangsgift med sin fætter [D], og at den kvindelige ansøgers farbror [C] og hendes fætter [D] har truet med at dræbe ansøgerne og har opsøgt dem hos den mandlige ansøgers moster i Kabul. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke at kunne tilsidesætte ansøgernes forklaring om, at de risikerer at blive dræbt af den kvindelige ansøgers farbror og fætter, hvorfor farbrorens og fætterens trussel mod ansøgerne må anses for at være reel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerne er efterstræbt af myndighederne som følge af deres flugt på grund af farbrorens tidligere stilling som kommandant eller som følge af farbrorens søns stilling som lokalkommandant. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgernes frygt for Taliban har en sådan karakter, at den i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke har haft en konkret konflikt med Taliban, men frygter Taliban alene som følge af, at de er shia muslimer. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. ” afgh/2019/58/snd
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter familierne til to kidnappede piger ved navn [A] og [B], fordi de har forbindelse til de afghanske myndigheder. Til støtte herfor, har ansøgeren oplyst, at hun arbejdede som idrætslærer på en skole, hvor hun også var leder for et pigekor. Efter pigekoret havde sunget til et arrangement ved Uddannelsesministeriet, blev ansøgeren ringet op af nogle ukendte personer, der bad ansøgeren om at udlevere nogle af pigerne, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren modtog yderligere seks til syv opringninger, men ansøgeren nægtede konsekvent at udlevere pigerne. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt et antal gange på skolen, og i ét tilfælde ventede tre uniformerede mænd på hende. De fortalte, at de stod bag opkaldende, og at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis ikke hun gjorde, som de sagde. Ansøgeren blev også opsøgt på sin bopæl. På et senere tidspunkt var ansøgeren og pigekoret på vej hjem fra et arrangement, da bilen blev stoppet af to personer. De to personer sagde, at borgmesteren havde sendt dem med besked om, at de to piger, [A] og [B], skulle følge med mændene. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af pigernes familier, ligesom hun blev afhørt på politistationen. Efter sin udrejse har ansøgeren fundet ud af, at hendes ægtefælle har været anholdt under mistanke for at hjælpe hende med at flygte. Pigernes familier har også truet ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, ikke selvoplevet og dermed utroværdig.Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der har 12 års skolegang og efterfølgende i 2 år har uddannet sig på universitetet inden for idræt, har forklaret divergerende om flere centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har herunder forklaret forskelligt om, hvornår kidnapningen af pigerne fandt sted. Hun har til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at kidnapningen fandt sted i [efteråret] 2015 og i sit asylskema [fra sommeren] 2016 oplyst, at kidnapningen fandt sted [senere i efteråret] 2015. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren imidlertid forklaret først, at kidnapningen af pigerne fandt sted i forbindelse med et arrangement [i foråret] 2016 og efterfølgende, at kidnapningen fandt sted [senere i foråret] 2016. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om telefonopkaldene vedrørende pigerne. Ansøgeren har i asylskemaet oplyst, at hun første gang modtog opkald fra en person, der præsenterede sig som [C], i [starten af sommeren] 2015. Derefter ringede personer, der præsenterede sig som enten [D] eller [C], løbende med en til to ugers mellemrum. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hun modtog to til tre opkald om, at hun skulle aflevere pigerne, omkring [foråret] 2015, og at det var [C] og [D], der ringede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at den første gang, hun blev ringet op om, at hun skulle udlevere pigerne, var i [efteråret] 2015, og at det var ukendte personer, der ringede. Foreholdt at hun tidligere under samtalen havde forklaret, at kidnapningen fandt sted [i foråret] 2015, forklarede ansøgeren, at kidnapningen fandt sted efter opringningerne, og at kidnapningen fandt sted i [foråret] 2016. Foreholdt at ansøgeren i asylskemaet har oplyst, at mændene bag telefonopringningerne præsenterede sig som enten [D] eller [C], forklarede ansøgeren, at mændene aldrig præsenterede sig, og at hun ikke ved, hvorfor hun har skrevet det. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet kunnet givet en troværdig forklaring på denne divergens. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om hvem, der kom på hendes bopæl den aften, hvor den angivelige kidnapning fandt sted og om, hvem der kom morgenen efter. Ansøgeren har således i asylskemaet anført, at en af hendes elever kom sammen med [A’s] mor, da hun og hendes familie var ved at spise aftensmad, og at [A’s] brødre kom næste morgen kl. 7 og tog ansøgeren og hendes mand med på politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var [A’s] mor og [B’s] søster, der kom om aftenen, og at det var [A’s] mor og far og to af hendes brødre, der kom om morgenen, og at [B’s] familie kom på politistationen. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at en af hendes tidligere elever, der vidste hvor hun boede, kom om aftenen sammen med [A’s] mor og [B’s] søster. [B’s] søster var også hendes elev, men det var kun den anden elev, der vidste, hvor ansøgeren boede. Om morgenen kom [A’s] mor og far, men ingen af hendes brødre samt en af [B’s] brødre, og de tog til politistationen sammen med ansøgeren og hendes mand. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tilbageholdelsen hos politiet. Ansøgeren har således i asylskemaet oplyst, at hun var på politistationen i to dage og blev afhørt meget. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke forklaret, at hun var på politistationen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at hun ikke blev tilbageholdt på politistationen, men tog derhen dagen efter kidnapningen ca. kl. 7 og blev der til ca. kl. 12.30 samme dag. Nævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser, der som nævnt vedrører centrale dele af hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have udleveret de to piger til [D] og [C] henset til det forudgående forløb, hvorunder ansøgeren var blevet truet til at udlevere piger fra koret, ligesom det forekommer utroværdigt, at ansøgeren angiveligt ikke forbandt opkaldene med, at de to mænd ville bortføre pigerne. Flygtningenævnet finder det endeligt påfaldende, at ansøgeren ventede 1½ måned med at søge asyl henset til, at de begivenheder, der er årsag til, at hun søgte asyl, havde fundet sted, da hun indrejste i Danmark. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren hverken i sit asylskema eller til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hendes ægtefælle havde været fængslet i ti dage, og at hendes forklaring herom til asylsamtalen og under nævnsmødet således forekommer udbyggende.Nævnet tilsidesætter således i det hele ansøgerens forklaring, herunder at hun ikke har familie tilbage i Afghanistan. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/57/MAH
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fasters svigerindes familie, sin faster nære familie og sin egen far og farbror, idet de vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taleban, idet de også vil slå ham ihjel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, idet de vil fængsle ansøgeren og udøve fysiske overgreb mod ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i begyndelsen af 2016 besluttede at besøge sin faster. Det var dog kun fasterens svigerinde, [R], der viste sig at være på bopælen. Hun inviterede ansøgeren indenfor til te. [R] forsøgte efterfølgende at indlede samleje med ansøgeren, idet hun ønskede et barn. Ansøgeren modsatte sig dette, hvorefter hun truede ham med at anmelde ham for voldtægt. Samtidig kom [R]s ægtefælle, [N], hjem fra bøn i den lokale moské. Da han så ansøgeren og [R], der havde taget noget af sit tøj af, sparkede og slog han ansøgeren. Ansøgeren skubbede [N] til side og flygtede væk fra bopælen. Under flugten hørte ansøgeren den lokale imam kundgøre, at ansøgeren skulle stenes, idet han havde voldtaget [R]. Ansøgeren skjulte sig derefter under en mindre bro, idet han ikke turde tage hjem. I den forbindelse besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Afghanistan. Han sneg sig om bord på en lastbil, som transporterede ham til Herat, hvor han hævede sine sparepenge. Herefter udrejste han illegalt via Nimrouz til Pakistan, hvorfra han tog mod Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring om, at hans fætters ægtefælle forsøgte at tvinge ham til et seksuelt forhold i hendes eget hjem, der samtidig efter det oplyste var bopæl for i hvert fald 10 til 12 andre personer, og under omstændigheder, hvor hun måtte forudse risikoen for, at hendes ægtefælle kunne komme hjem efter fredagsbønnen, må således betegnes som usandsynlig. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at hendes ægtefælle, ansøgerens fætter, efter at være kommet hjem og have fået at vide, at ansøgeren havde forsøgt at voldtage ægtefællen, forfulgte ansøgeren kortvarigt og derefter skyndte sig til den lokale moské, hvor han i løbet af få minutter formåede at overbevise den lokale imam om, at ansøgeren havde voldtaget hans ægtefælle. Det er endvidere påfaldende, at ansøgeren ifølge sin forklaring i adskillige timer derefter skjulte sig i et kloakrør, uden at han forsøgte at kontakte sin egen familie. Tværtimod smed han sin mobiltelefon væk, selvom han blot kunne have slukket den. Det forekommer i særlig grad usandsynligt, at ansøgeren end ikke ønskede at prøve at forklare sig for sin nærmeste familie, der efter det oplyste både omfatter ægtefælle samt hans far og farbror. Flygtningenævnet finder yderligere at ansøgerens forklaring om omstændighederne ved hans udrejse er usandsynlig. Ansøgeren har forklaret, at han midt om natten direkte fra sit skjulested tilfældigt formåede at komme med en dyretransport, der derefter kørte en strækning på mere end 700 kilometer til Herat, hvorefter ansøgeren dagen efter formåede at hæve 14.500 USD i banken og forlod Afghanistan fortsat uden overhovedet at have kontaktet sin familie. Beløbet var efter det af ansøgeren forklarede indsat på hans egen konto, men pengene tilhørte både ham og hans far. Endelig er det påfaldende, at ansøgeren efter flere år i Danmark efter sin egen forklaring ikke har haft kontakt til sin familie. Ovenstående må også ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed af andre årsager må betragtes som i væsentlig grad svækket. Ved asylsamtale [af efteråret] 2017 forklarede ansøgeren, at landsbyen som han kom fra bestod af omkring 130 familier, hvilket svarede til omkring 800 personer. Han forklarede endvidere, at man grundet landsbyens størrelse kendte alle af udseende. I hans advokats indlæg til Flygtningenævnet og ved hans forklaring i Flygtningenævnet har han imidlertid oplyst, at landsbyen var væsentlig større. Oplysningerne om, at landsbyen var større, fremkommer efter at Udlændingestyrelsen har gjort gældende, at ansøgeren har talt usandt om sit kendskab til en anden ansøger, [A]. Der er således tale om en udbyggende forklaring. På den baggrund er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han hævder ikke at have kendt [A]. Ansøger er ansat hos [A]s eneste familiemedlem i Danmark, de pågældende er indrejst i Grækenland på samme sted (Chios) og samme dag og de har endvidere efter deres forklaringer haft butik i samme bazar. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” afgh/2019/56/mme
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra […] i Jaghori-distriktet, Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive slået ihjel af en kommandant ved navn [K], fordi hun har nægtet at gifte sig med ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K] er en kendt kommandant, og at han i foråret 2008 opsøgte ansøgerens bopæl og friede til hende. Kommandanten sagde til ansøgerens far, at han ville slå familien ihjel, hvis ansøgeren ikke giftede sig med kommandanten. Ansøgerens far afslog giftermålet. En uges tid senere kom nogle af kommandantens mænd til deres bopæl og truede ansøgerens familie på livet. Mændene sagde til ansøgerens far, at han skulle give ansøgeren til [K], og hvis de ikke gjorde det, ville de slå familien ihjel. Samme nat flygtede ansøgeren med sin familie til Kabul, hvor hun levede i skjul indtil i slutningen af 2014, hvor hun udrejste legalt af Afghanistan med viseret pas til Danmark for at slutte sig til sin herboende ægtefælle, som hun mødte, mens hun levede i skjul. I slutningen af 2015 havde ansøgeren telefonisk kontakt med sin far i Afghanistan, som oplyste, at kommandanten havde fundet dem i Kabul, hvorfor de var nødt til at flygte. Ansøgeren søgte om asyl i slutningen af 2016. Ansøgeren søgte om asyl en måned efter at være blevet meddelt afslag på familiesammenføring af Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, og forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [K] opsøgte hendes bopæl, idet han ville giftes med hende. Hun så ham ikke og ved ikke, om han kom alene. En uge senere kom han igen sammen med nogle mænd og truede familien. Ansøgeren så dem ankomme til huset. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at da [K]s folk anden gang kom til huset, så hun dem forlade huset. Til nævnsmødet og i asylansøgningsskemaet har ansøgeren forklaret, at hun anden gang kun så mændene forlade huset, og at [K] gav familien penge til at arrangere brylluppet, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om til hverken oplysnings- og motivsamtalen eller asylsamtalen. Ansøgeren har endvidere først for nævnet forklaret, at [K] truede familien ved begge besøg. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring aldrig har set [K], kunne leve i Kabul i seks år, herunder deltage i en forlovelsesfest, holde sit eget bryllup med 400 gæster, få udstedt pas, rejse til Pakistan for at få udstedt visum og leve sammen med en far, der arbejdede som taxachauffør, uden at blive opdaget og opsøgt af [K], såfremt han efterstræbte hende. Endelig forekommer det usandsynligt, at [K] fortsat skulle efterstræbe ansøgeren, nu 10 år senere. Hertil kommer, at ansøgeren først søgte asyl to år efter sin indrejse i Danmark, efter at have fået afslag på familiesammenføring og dagen før udrejsefristens udløb. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. På baggrund af en vurdering af ansøgerens troværdighed kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. Det henhører ikke under Flygtningenævnets kompetence at meddele opsættende virkning i forhold til de indgivne ansøgninger om humanitær opholdstilladelse og opholdstilladelse i medfør af særlige grunde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/54/MGO
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren er fra landsbyen [landsby] i Kunar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel grundet en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens to farbrødre blev slået ihjel af fem eller seks ukendte gerningsmænd som følge af konflikten, da ansøgeren var omkring 15-16 år gammel. De samme mænd truede ansøgeren og hans bror på livet. Herefter flygtede ansøgeren og ansøgerens bror til Pakistan, hvor de opholdt sig i omkring halvanden måned, indtil ansøgeren en dag på det lokale marked i Pakistan så tre mænd, hvoraf ansøgeren genkendte den ene som værende den, der havde slået hans farbrødre ihjel. Herefter flygtede ansøgerens bror til Danmark, hvor han fik asyl, mens ansøgeren flygtede til Iran, hvor han opholdt sig i omkring fire år, inden han indrejste i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnets flertal kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten med de ukendte mænd til grund, men i lighed med Udlændinge¬styrelsen finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, hvis han bosætter sig i Afghanistan uden for sit lokalområde. Flygtningenævnets flertal tiltræder således af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgerens konflikt er lokal, og at det må anses for relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i f.eks. Kabul, Herat eller Maser-e-Sharif. For så vidt angår situationen i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif henviser Flygtningenævnets flertal bl.a. til EASO’s rapport ”Country Guidance: Afghanistan – Guidance note an common analysis” fra juni 2018. Flertallet er opmærksom på UNHCR’s rapport ”UNHCR ELIGIBILITY GUIDELINES ASSESSING THE INTER-NATIONAL PROTECTION NEEDS OF ASYLUMSEEKERS FROM AFGHANISTAN” fra den 30. august 2018, hvoraf fremgår bl.a.: ”UNHCR considers that given the current security, human rights and humanitarian situation in Kabul, an IFA/IRA is generally not available in the city”, men flertallet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering i forhold til ansøgeren. Flertallet skal herved også henvise til Migrationsverkets retslige kommentar af 17. september 2018 angående Kabul som internt flugtalternativ. For så vidt angår ansøgerens frygt for de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnets efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/53/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og shia muslim af trosretning fra Jalalabad, Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans far, farbror og fætter arbejdede på en amerikansk militærbase i Afghanistan. Da Taliban blev bekendt med farens og farbrorens arbejde, begyndte ansøgerens familie at modtage et antal trusselsbreve fra Taliban om, at de skulle stoppe deres arbejde på militærbasen. Ansøgerens far, farbror og fætter fortsatte arbejdet på militærbasen, indtil de en dag blev beskudt af Taliban, da de var på vej væk fra militærbasen. Efterfølgende begyndte de at modtage trusselsbreve og telefonopkald, hvor de fik besked om, at de skulle overlevere deres børn til Taliban, heriblandt ansøgeren, idet de ellers ville blive slået ihjel. En dag blev ansøgerens families bopæl opsøgt af Taliban, der skød mod boligen, ligesom de uden held forsøgte at trænge ind. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange gange Taliban har forsøgt at trænge ind i ansøgerens families hus. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2016, at Taliban forsøgte at komme ind i familiens hus mange gange, og at Taliban også har skudt mod huset. Til asylsamtalen [foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at Taliban kun har angrebet familiens hus én gang. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren foreholdt divergensen forklarede, at han havde sagt, at Taliban kun angreb huset én gang, fordi de ikke kunne kom ind i huset, idet denne forklaring fremstår som en efterrationalisering og udbyggende. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om episoden, hvor Taliban angiveligt skød mod familiens hus. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han så de talibanere, der skød mod familiens hus. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke så dem, der skød mod huset, idet det var aften, og ansøgeren og familien lå og sov, da skuddene begyndte. Nævnet er opmærksom på ansøgerens forklaring til asylsamtalen om divergensen, men nævnet finder, at forklaringen er udbyggende, og den kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det svækker troværdigheden af ansøgerens forklaring, at han til samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har været i stand til at forklare, hvor lang tid der gik fra, at ansøgerens far, onkel og fætter angiveligt blev beskudt i bilen på vej hjem fra den amerikanske militærbase og til, at familiens hus blev beskudt. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han ikke vidste, hvor lang tid der gik mellem episoderne, men det var ikke så lang tid. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke vidste, om det var tættest på at være et par dage eller et år imellem de to episoder. Nævnet lægger vægt på, at der er tale om meget alvorlige episoder, som er helt centrale i ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker troværdigheden af ansøgerens forklaring, at ansøgeren heller ikke for nævnet end ikke omtrentligt har kunnet angive, hvor lang tid efter det sidste telefonopkald fra Taliban, at han udrejste, hvor lang tid udrejsen varede, eller hvornår skoleåret i Afghanistan begyndte. Nævnet finder, at ansøgeres forklaring om det tidsmæssige forløb i sagen bærer præg af at være afglidende, og det kan ikke føre til en anden vurdering, at det for nævnet er oplyst, at ansøgeren ikke ønsker at udtale sig – heller ikke med cirka-angivelser – om det tidsmæssige forløb for ikke at skade farens asylsag, når faren kommer til Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han aldrig har brugt kalender, men til ansøgeren forklarede samtidig, at han vidste, at der er syv dage i en uge, og at der er tolv måneder i et år, og for nævnet har ansøgeren vist, at han ved, at der ikke er lige mange dage i årets måneder. Endelig finder Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede divergerende og udbyggende om sin kontakt med familien i Afghanistan efter udrejsen. Indledningsvis forklarede ansøgeren, at han ikke havde talt med sin familie, siden han kom til Danmark, og at han sidst talte med sin familie i forbindelse med sin udrejse. Herefter forklarede ansøgeren forespurgt, om det var korrekt forstået, at han ikke havde haft kontakt med nogen fra sin familie, siden han forlod Afghanistan, at han havde talt med sin mor – senest for et par dage side. Derefter forklarede ansøgeren, at han indimellem savner sin familie og ringer til dem. Forespurgt om, ansøgeren havde et telefonnummer til sin mor, forklarede ansøgerne, at det havde han ikke, fordi politiet i Ungarn ødelagde hans telefon. Dernæst forklarede ansøgeren, at han talte med sin mor på en anden telefon og via internettet. Hvorefter ansøgeren forespurgt, om han havde kontaktoplysninger på sin mor forklarede, at det havde han ikke, og at han havde kontakt med moren via Facebook. Det bemærkes, at nævnet ved vurdering af ansøgerens forklaring har været opmærksom på ansøgerens unge alder, men også på, at ansøgeren har forklaret, at han har gået i skole i ni år. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/52/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i Iran, men er afghansk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel grundet en familiekonflikt i Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder særligt at blive udsat for overgreb af Taliban og ISIL, hvor han er særligt udsat grundet sin etnicitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens farfar, [A], for omkring 40 år siden slog sin nevø ihjel, hvorefter han flygtede med sin familie, herunder ansøgerens far, til Iran. Familien har boet og opholdt sig i Iran lige siden. Nevøens bror, [B], opsøgte for omkring 12 år siden ansøgerens familie på deres daværende adresse i Iran, hvor han truede med blodhævn. I dagene efter opsøgte nogle af [B’s] slægtninge familien ved to separate lejligheder. Familien flyttede herefter til Teheran, og er ikke efterfølgende blevet opsøgt. For et år siden blev ansøgeren bekendt med, at [B] havde forhørt sig hos andre familiemedlemmer om oplysninger vedrørende familiens nye opholdssted i Teheran. Ansøgeren har videre oplyst, at [B] er meget magtfuld og ansat ved den afghanske politikommandør i [X]-provinsen, hvorfor ansøgeren finder, at [B] både evnen og viljen til at eftersøge, finde og udsætte ansøgeren for overgreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår utroværdigt og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren først har forklaret om familiens angivelige konflikt og den generelle situation for hazaraer i Afghanistan som asylmotiv til asylsamtalen [sommeren] 2017. Til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 forklarede ansøgeren alene, at han flygtede fra Iran, fordi han frygtede, at de sociale og generelle problemer i Iran, herunder at han ikke havde bevægelsesfrihed eller adgang til universiteter grundet sin nationalitet, og at han frygtede, at de iranske myndigheder ville sende ham til Syrien for at kæmpe, da han er afghaner. Ansøgeren forklarede videre, at han aldrig har været i Afghanistan, fordi hans familie flygtede til Iran på grund af konflikten mellem sunnimuslimer og shiamuslimer i Afghanistan, at han frygter krigen i Afghanistan, og at han aldrig har haft konflikter med folk fra Afghanistan. Endvidere har ansøgeren i sin forklaring for nævnet udbyggende forklaret, at han udrejste fra Iran, fordi han var eftersøgt af myndighederne mistænkt for en forbrydelse som kan medføre henrettelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han nævnte familiekonflikten i sin første samtale med Udlændingestyrelsen, men at han ikke nævnte detaljer, fordi han ikke blev spurgt om. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ifølge referatet af oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016 forklarede, at han aldrig har haft konflikter med folk fra Afghanistan. Det havde i den sammenhæng været naturligt i det mindste et nævne den konflikt, som ansøgeren påberåber sig til støtte for, at han ikke kan tage ophold i Afghanistan. Det bemærkes, at referatet blev oversat for ansøgeren, der ikke havde bemærkninger hertil. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om den angivelige konflikt med [B] som følge af, at ansøgerens farfar skulle have slået [B’s] bror ihjel, fremstår overordnet og udetaljeret. Ansøgeren har således ikke til asylsamtalen kunnet fortælle nærmere om centrale elementer i konflikten, herunder om hvorfor farfaren skulle have slået [B’s] bror ihjel, ligesom ansøgeren ikke har kunnet fortælle om antallet af eller navnene på [B’s] brødre. For nævnet har ansøgerens forklaring også fremstået overordnet, og nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at ansøgeren for nævnet har kunnet oplyse navnene på [B’s] brødre som følge af, at han siden asylsamtalen skulle have fået oplysninger herom i telefonsamtaler med sin mor. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret udbyggende om konflikten i Afghanistan, at [B] skulle have angrebet ansøgerens families bolig, inden ansøgerens familie udrejste af Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at det er en oplysning af central oplysning i forhold til den angivelige familiekonflikt, og at det må forventes, at ansøgeren ville være bekendt hermed allerede ved indrejsen i Danmark, såfremt den havde fundet sted. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at ansøgeren ikke har givet nogen troværdig forklaring på, hvorfor [B] skulle have opsøgt ansøgerens far i Iran 28 år efter, at farfaren angiveligt slog [B’s] bror ihjel. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring til asylsamtalen om, at [B] for et år siden skulle have ringet til slægtninge for at høre, hvor ansøgerens far opholdt sig fremstår udbyggende. Ansøgeren havde således tidligere i samtalen forklaret, at der ikke var sket yderligere i konflikten siden, at nogle familiemedlemmer et par dage efter [B’s] besøg havde opsøgt familiens bopæl, men da han blev foreholdt, at han havde forklaret, at der ikke var sket yderligere, henholdt ansøgeren sig til, at ”han jo tidligere i dag sagde, at der efter [B’s] henvendelse havde været personer på bopælen, der truede faren”. For så vidt angår de generelle forhold i Afghanistan, herunder situationen for etniske hazaraer og shiamuslimer, bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation, herunder situationen for hazaraer og shiamuslimer, i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/51/CABV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og muslim fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun arbejdede på en pigeskole fra [sommeren] 2010 frem til udrejsen [i begyndelsen af] 2016. [I sommeren] 2015 begyndte ansøgeren at undervise kvinder gennem ngo’en WFP. Ansøgerens kollega fra pigeskolen, [A], fik ansøgeren med i WFP, og en kvinde ved navn [B], som var ansat i WFP, oplærte ansøgeren. Ansøgeren underviste fire dage om ugen hjemme hos [A]. Taliban henvendte sig til landsbyens imam [i efteråret] 2015. Omkring en måned inden udrejsen forsvandt [A] og to andre kollegaer. Ansøgeren fortsatte med at undervise kvinderne i det hus, som [A] ejede med sin ægtefælle. [I begyndelsen af] 2016 blev ansøgeren ringet op af vagten, mens hun underviste. Hun gik ud til døren, hvor hun så en kvinde, der trak en pistol. Ansøgeren nåede at lukke døren, inden kvinden affyrede. Ansøgeren flygtede ud af vinduet og løb over til naboen. Hun gemte sig hos naboen i to timer, hvorefter hendes børn kom. Sammen kørte de over til en ven, hvor de mødtes med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren udrejste [to dage senere]. Hendes familie blev delt i to biler, og hun og hendes to medfølgende børn blev væk fra ansøgerens ægtefælle og de tre ældste børn. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive chikaneret at lokalbefolkningen. Hun har til støtte herfor oplyst, at lokalbefolkningen klagede over hende til imamen, og at lokalbefolkningen også chikanerede hendes ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da forklaringen fremstår usandsynlig. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hun fortsatte med at undervise kvinderne, efter at de tre andre kvinder, herunder [A], der også underviste, var forsvundet, fremstår usandsynlig, også henset til at ansøgeren selv har oplyst, at hun i forvejen var bekendt med, at mændene i landsbyen var utilfredse med hendes undervisningsaktiviteter, som foregik i et hus, som [A] og hendes ægtefælle havde udlejet til WFP. Det fremstår i den forbindelse også usandsynligt, at ansøgeren efter at være blevet opfordret hertil af [B] fra WFP på en sms fortsatte undervisningen i lokalerne efter [A]s forsvinden, og efter at ansøgeren som forklaret for nævnet havde været henne ved [A]s nærved liggende bopæl og konstateret, at bopælen fremstod nedlukket. Herudover finder nævnet, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i forlængelse af skudepisoden bad to af sine børn om at komme hen til [C], hvor hun på dette tidspunkt opholdt sig, idet det må lægges til grund, at der er tale om et hus, der ligger meget tæt på det hus, hvor den angivelige skudepisode fandt sted. Under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7 som følge af en konflikt med Taliban eller lokalbefolkningen i sine nærområder. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold og forløbet af tidligere samtaler i forbindelse med asylsagens behandling kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/50/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Afghanistan. Han er født og opvokset i [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin afdøde svogers familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans svoger [A] blev slået ihjel af indbrudstyve i slutningen af 2007. Ansøgerens søster [B], som havde været til stede på bopælen under indbruddet, men ikke lagt mærke hertil, da hun er døvstum, blev beskyldt for at være indblandet i drabet på [A] af dennes familie. [B] blev fængslet og frikendt i alt to gange, hvorefter [A]’s familie, som ønskede at hævne hans død, begyndte at fremsætte flere trusler mod ansøgerens familie. Medlemmer af [A]’s familie har blandt andet overfaldet ansøgeren på gaden og kidnappet ansøgerens nevø. Da truslerne fra [A]’s familie intensiveredes, besluttede ansøgeren og hans familie sig for at udrejse af Iran, hvilket de gjorde i efteråret 2015. Ansøgerens asylmotiv udspringer af søstrene [B] og [C]’s asylmotiver. Af de grunde der er anført i [B] og [C]’s sager, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved udsendelse til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/5/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøgeren fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk sikh og sikh af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive forfulgt af Taliban, da de betragter ansøgeren som vantro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans familie tilhører sikhbefolkningen i Kabul, og at Taliban gentagne gange har udsat dem for forfølgelse og overgreb som følge af deres religiøse tilhørsforhold. På et tidspunkt blev ansøgeren og hans familie tilbageholdt af Taliban. De var tilbageholdt i omkring to og en halv måned og blev udsat for voldelige overgreb, mens de var tilbageholdt. Efter løsladelsen opholdt familien sig i Kabul og blev der frem til udrejsen i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens oplysninger om hans identitet må tilsidesættes. Det må tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren har indfundet sig på en dansk repræsentation i udlandet og har ansøgt om visum til Danmark, herunder med afgivelse af fingeraftryk, og i den forbindelse har oplyst at være indisk statsborger og har oplyst andre generalia, end han har oplyst i forbindelse med hans ansøgning om asyl i Danmark. Ansøgeren har ikke forklaret selvstændigt om nogen asylbegrundende forhold i øvrigt. Ansøgerens ansøgning om asyl knytter sig i det hele til de oplysninger der er meddelt af hans far og i mindre omfang af hans mor. Disse oplysninger er ved Flygtningenævnets samtidige afgørelse ikke fundet asylbegrundende. Allerede fordi ansøgerens forklaring om hans identitet ikke kan lægges til grund findes det heller ikke godtgjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/49/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er etniske sikher og sikher af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de vil blive forfulgt af Taliban og andre grupper, da de betragter ansøgerne som vantro. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de tilhører Sikh-befolkningen i Kabul, og at Taliban gentagne gange har udsat dem for forfølgelse og overgreb som følge af deres religiøse tilhørsforhold. I 2005 blev den mandlige ansøger tilbageholdt af Taliban sammen med sin far og ældste søn, da den mandlige ansøgers far ikke ville betale et pengebeløb til Taliban. Under tilbageholdelsen blev den mandlige ansøgers far slået ihjel, og hans søn blev brændt med varm olie. Familien forsøgte at flygte til Pakistan i 2012, men de pakistanske myndigheder sendte dem tilbage til Afghanistan. Ved indrejsen til Afghanistan blev de tilbageholdt af Taliban, som udsatte dem for voldelige overgreb. De var tilbageholdt i omkring to og en halv måned. Efter løsladelsen opholdt familien sig i Kabul og blev der frem til udrejsen i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres identitet til grund. Indledningsvis bemærkes, at det må tillægges væsentlig betydning, at ansøgerne har indfundet sig på en dansk repræsentation i udlandet og har ansøgt om visum til Danmark, herunder med afgivelse af fingeraftryk, og i den forbindelse har oplyst at være indiske statsborgere og har oplyst andre generalia, end de har oplyst i forbindelse med deres ansøgning om asyl i Danmark. Ansøgernes forklaring om, at alt dette blev tilrettelagt af en agent uden at de var klar over hvad det nærmere drejede sig om, og uden de var klar over, at de opholdt sig i New Delhi, må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder tillige, at den mandlige ansøgers forklaring for Flygtningenævnet om forløbet af ansøgernes rejse fra Pakistan til Indien, og deres manglende viden om, hvor de befandt sig, usandsynlig. Det bemærkes, at den mandlige ansøger var ude af stand til at svare på, om han befandt sig i en stor eller lille by, men at han som nævnt må have indfundet sig på den danske repræsentation i New Delhi, en by med efter det oplyste mere end 20 millioner indbyggere. Flygtningenævnet har som anført af ansøgernes advokat noteret sig, at den mandlige ansøger ved sprogtest er fundet at beherske Kabuli Dari på højt niveau, svarende til niveauet +3. Det fremgår imidlertid også af sprogtesten under ”2.1. General comments: According to the analyst, the person does not speak Dari at native-speaker level but has a good command of the language.” For så vidst angår den mandlige ansøgers forklaringer om sine asylmotiver, indeholder disse en lang række divergenser og uoverensstemmelser. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale [i sommeren] 2017 side 4 forklaret, at han har en bror som forvandt for 20 til 25 år siden, og at han ikke ved om broren fortsat er i live. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger, at han havde talt i telefon med sin bror for fire til fem år siden. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede den mandlige ansøger under ”Asylmotiv”, at han fire til fem gange opsøgte de afghanske myndigheder, for at få hjælp mod Taliban, men at myndighederne ikke kunne stille noget op. I ansøgernes advokats indlæg til Flygtningenævnet anføres derimod, at politiet ikke ville hjælpe, da de ikke brød sig om ansøgeren. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger klart udbyggende, at en henvendelse til politiet medførte, at de personer der tidligere var trængt ind i hans bolig og havde udøvet vold mod ham og hans familie ligefrem fik underretning herom. Ved oplysnings- og motivsamtalen under ”Asylmotiv” forklarede den mandlige ansøger, at næsten alle hans tænder blev slået ud i forbindelse med at han, formentlig i 2013, blev tilbageholdt af Taliban i nogle måneder sammen med sin ægtefælle og søn. Ved asylsamtalen side 9, forklarede den mandlige ansøger derimod, at det allerede var i 2005 i forbindelse med drabet på hans far, at han fik slået tænderne ud. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at nogle blev nogle blev slået ud i 2005 og nogle blev slået ud formentlig i 2013. For så vidt angår den kvindelige ansøger finder Flygtningenævnet generelt, at hun har svaret afglidende på de stillede spørgsmål, herunder i særlig grad, når det overfor hende er blevet påpeget, at hendes ægtefælle har forklaret anderledes. Blandt væsentlige divergenser finder Flygtningenævnet anledning til at fremhæve, at hun til oplysnings- og motivsamtalen på side 5 har forklaret, at hendes familie og hendes ægtefælles familie var naboer. På forespørgsel fra Flygtningenævnet forklarede hun imidlertid, at hun havde truffet sin ægtefælle i templet. Ved asylsamtalen [i sommeren] 2017 side 6, forklarede den kvindelige ansøger, at hun, når hun gik til templet, havde et tørklæde rundt om hovedet for at dække sig til. Ved fremmøde i Flygtningenævnet forklarede hun på gentagne forespørgsler, at hun når hun skulle i templet var iført burka. Hun var også i stand til i detaljer at beskrive en sådan, hvilket på ingen måde kan være dækket af den beskrivelse af hendes påklædning som fremgår af referatet af asylsamtalen. I de tilfælde, hvor den kvindelige ansøger har besvaret spørgsmålene forekommer hendes forklaring tillært og ikke selvoplevet. Yderligere bemærker Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøgers oplysninger om, at have levet i det væsentlige afsondret fra omverdenen ikke passer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om kvindelige sikhers stilling. Efter de for Flygtningenævnet foreliggende oplysninger om muligheden for i Afghanistan at erhverve dokumenter, der i formen er ægte, kan Flygtningenævnet ikke tillægge de identitetspapirer som ansøgerne har fremlagt afgørende betydning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter at ansøgerne forklaring om deres identitet og deres asylmotiv i det hele må tilsidesættes. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/48/CHA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hans far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotiverne har ansøgeren oplyst, at han er blevet døbt [i sommeren] 2016. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede for en udenlandsk organisation, hvorigennem han fik kendskab til kristendommen. Faren var interesseret i kristendommen og havde en bibel. En dag kom farens fætter på besøg i ansøgerens hjem og fandt farens bibel. Farens fætter mistænkte ansøgerens familie for at være konverteret til kristendommen. Efter denne episode forsvandt faren. Ansøgerens mor meldte faren savnet og ledte efter ham. Faren blev senere fundet dræbt. Hans mor har fortalt ham, at det formentlig er farens farbrors søn, [A W], der har slået ham ihjel som følge af, at faren var blevet kristen. Moren frygtede, at hun og hendes børn ville blive slået ihjel som følge af, at faren var blevet kristen, og at dette var blevet almindeligt kendt i familierne. En måned efter farens begravelse udrejste ansøgeren sammen med sin mor og to søskende fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hans brors forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens fars og mors familier lagde afstand til ansøgerens mor og hendes børn, hvorfor moren frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ansøgerens far var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at han er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at han selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at han fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som han nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/47/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hans far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotiverne har ansøgeren oplyst, at han er blevet døbt [i sommeren] 2016. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede for en udenlandsk organisation, hvorigennem han fik kendskab til kristendommen. Faren var interesseret i kristendommen og havde en bibel. En dag kom farens fætter på besøg i ansøgerens hjem og fandt farens bibel. Farens fætter mistænkte ansøgerens familie for at være konverteret til kristendommen. Efter denne episode forsvandt faren. Ansøgerens mor meldte faren savnet og ledte efter ham. Faren blev senere fundet dræbt. Hans mor har fortalt ham, at det formentlig er farens farbrors søn, [A W], der har slået ham ihjel som følge af, at faren var blevet kristen. Moren frygtede, at hun og hendes børn ville blive slået ihjel som følge af, at faren var blevet kristen, og at dette var blevet almindeligt kendt i familierne. En måned efter farens begravelse udrejste ansøgeren sammen med sin mor og to søskende fra Afghanistan. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hans mors forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens far blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens fars og mors familier lagde afstand til ansøgerens mor og hendes børn, hvorfor moren frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ansøgerens far var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, der oprindeligt blev meget vred på sin far, da han blev bekendt med, at faren var blevet kristen, selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at han er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at han selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Ansøgeren, der har en herboende dansk-afghansk kæreste, der er muslim, har forklaret, at hans kæreste følger med ham i kirke og læser op af biblen for ham, lige som han forventer, at de skal giftes i kirken. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at han fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som han nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/46/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og oprindeligt shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel, idet hendes ægtefælle blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hun og hendes tre børn blev døbt [i sommeren] 2016 i Danmark. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes afdøde ægtefælle blev introduceret til kristendommen i forbindelse med sit arbejde for en udenlandsk organisation. Ægtefællen havde fået en bibel, som han læste med stor interesse. Ægtefællen talte godt om kristendommen og havde ændret sig, således at han var mere kærlig og venlig mod børnene. En dag blev ægtefællens bibel fundet af ægtefællens farsbrors søns barn, da familien var på besøg hos ansøgeren. Farbrorens søn fortalte om denne episode til ansøgerens far og ægtefællens familiemedlemmer samt til andre bekendte. Omkring en måned efter episoden forsvandt ægtefællen. Ansøgerens ægtefælle blev meldt savnet. Farbrorens søn hentydede til, at ansøgeren skulle lede efter sin ægtefælle i Paghman, hvor politiet efterfølgende fandt ham dræbt. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund trods en række mindre, indbyrdes divergenser mellem ansøgerens og hendes søn, [M’s], forklaringer. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgerens ægtefælle blev dræbt som følge af, at han var blevet kristen, og at både ansøgerens og ægtefællens familier lagde afstand til ansøgeren og hendes børn, hvorfor hun frygtede, at også hun og hendes børn risikerede at blive dræbt som følge af, at det var blevet kendt i familierne, at ægtefællen var blevet kristen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren med baggrund i, at ægtefællen var blevet kristen, selv fik interesse for kristendommen og er konverteret til kristendommen efter, at hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder på baggrund af ansøgerens forklaring, at der er tale om en reel konversion, som udspringer af en personlig, indre overbevisning hos ansøgeren, der har forklaret, at hun selv ved en tilbagevenden til Afghanistan ville forblive kristen og ville søge at udbrede det kristne budsskab til andre. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere tillagt det betydning, at ansøgeren er blevet døbt, og at hun fortsat går i kirke og deltager i forskellige kirkelige aktiviteter i den menighed, som hun nu tilhører. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/45/HZC
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Afghanistan, fordi han frygter overgreb fra personer, der har sendt et trusselsbrev til ham. Han frygter endvidere overgreb som følge af de forhold, der begrundede, at hans far blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Han frygter tillige de generelle forhold i Afghanistan, herunder som tidligere flygtet til Vesten at blive tvangshvervet til militæret eller kidnappet. Klageren har nærmere oplyst, at hans familie udrejste fra Afghanistan som følge af hans fars politiske og militære baggrund. Klagerens far var oberst i militæret og kæmpede mod Mujahedin og Taleban. Klagerens familie modtog i [efteråret] 2017 et trusselsbrev rettet mod klageren, hvorefter han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive udsat for overgreb som farens forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om modtagelsen af et trusselsbrev i anledning af farens forhold til grund. Nævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at personer i Afghanistan efterstræber klageren som følge af farens forhold. Det må anses usandsynligt, at personer, der reelt efterstræber klageren, ville advare ham gennem et trusselsbrev. Det findes endvidere påfaldende, at brevet sendes umiddelbart før, at klagerens udsendelse kan vurderes, og at brevet sendes direkte til familiens adresse, henset til de ikke tidligere har modtaget lignende trusler. For så vidt angår farens medlemskab af PDPA og militære baggrund finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at dette ikke i sig selv kan medføre, at klageren er i risiko for overgreb af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at tidligere medlemmer af PDPA ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet finder derfor, at, at det påberåbte asylmotiv ikke kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. For så vidt angår den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at den ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. det foreliggende baggrundsmateriale. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at klageren er en ung rask mand i den arbejdsduelige alder, der til en vis grad behersker det lokale sprog. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/44/STRAA
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og agnostiker fra byen Jaghatu i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har boet i Iran i cirka 13 til 14 år fra ansøgeren var cirka ti eller 11 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin morbror ved navn [A] som følge af ansøgerens konflikt med [B], idet ansøgeren indledte et udenomsægteskabeligt forhold med [B’s] ægtefælle ved navn [C] i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter befolkningen, idet ansøgeren ikke er troende og har taget afstand fra islam over for sin ældste morbror ved navn [B] og [B’s] ven. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgerens morbror har vilje og evne til at hævne sig på ansøgeren, såfremt ansøgeren vender tilbage til et andet område i Afghanistan end hjembyen. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens frafald fra islam indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse, såfremt ansøgeren tager ophold i en større by i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/43/GJEY
Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pastuner og sunni-muslim fra [A]-distriktet i Konar-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban og frygter den usikre situation i Afghanistan. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans bror arbejdede for de amerikanske styrker i Afghanistan, og at hans familie som følge deraf modtog trusler, ligesom hans bror blev slået ihjel af Taleban. Klagerens familie boede sammen med farbrorens familie, og farbroren, der var landsbyældste havde megen kontakt med de amerikanske styrker. Klagerens bror arbejdede som mekaniker for de amerikanske styrker, og havde i den forbindelse mange informationer om amerikanske check points samt amerikansk base. Familien boede mellem Talebans tilholdssted og amerikanernes base. Efter amerikanerne forlod området, blev klagers bror slået ihjel af Taleban, og Taleban kom efterfølgende flere gange på familiens bopæl og opsøgte klager, ligesom Taleban truede hele familien. Da situationen blev for farlig, hjalp klagers mor og morbror klageren med at udrejse af Afghanistan. Klageren mødte i Grækenland farbrorens søn, der også havde problemer med Taleban, og som nu har opholdstilladelse i Danmark. Klagerens familie havde problemer med både Taleban og de afghanske myndigheder, idet flere i familien arbejdede for de amerikanske styrker. Klageren har endvidere oplyst, at Taleban fortsat vil være efter ham, idet han har opholdt sig i udlandet, at Taleban er til stede i hele Afghanistan, at Taleban beskylder familien for at være skyld i flere Talebaneres død, og at klagerens familie er på Talebans sorte liste. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtig eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdende, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund og finder herefter, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Klageren er meddelt opholdstilladelse i Danmark med beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Navnlig under hensyntagen til, at klagerens families konflikt i forhold til Taliban er understøttet af klagerens fætter sag, finder nævnet ikke, at der foreligger oplysninger, der støtter, at Taliban ikke længere interesserer sig for ansøgeren, således at ansøgeren på nuværende tidspunkt kan anses for at være en ganske uprofileret person. Det er således ikke godtgjort, at klageren kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Det er således ikke relevant at henvise klageren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar E-Sharif. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det skal være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i det pågældende område. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren kom til Danmark som uledsaget mindreårig, og blev meddelt beskyttelsesstatus. Klageren har stedse haft behov for særlig hjælp og støtte, og han bor stadig på et døgnbemandet opholdssted. Klageren, der taler dansk, har i to år haft fuldtidsbeskæftigelse på en café, og ansøgerens fætter, der er det eneste familiemedlem ansøgeren fortsat har kontakt med, bor i Danmark. Nævnet finder efter disse oplysninger om klagerens person heller ikke, at det vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret 2018] således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/42/AJEV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 nævnets afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens oprindelige asylmotiv er forkastet ved Flygtningenævnets afgørelser af [sommeren 2014]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun [i sommeren 2015] er blevet døbt i [A] kirke. Samme dag blev ansøgerens daværende ægtefælle og parrets to børn døbt. Ansøgerens daværende ægtefælle blev ved Flygtningenævnets afgørelse af [foråret 2017] meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til han konversion til kristendommen, og parrets to børn blev meddelt samme status. Det fremgår af den fremlagte dåbsattest, at ansøgeren blev døbt [i sommeren 2015]. Da ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet er det ved ansøgerens forklaring ikke nærmere belyst, hvorvidt ansøgerens konversion er reel, ligesom det ikke er belyst, hvorvidt ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan på baggrund af sine peronlige forhold kan forventes at udføre handlinger, der vil bringe hende i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren er skilt, er der på det foreliggende grundlag ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren 2014].” afgh/2019/41/AJEV
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i december 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætre ved navn [A] og [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter ældrerådet i landsbyen og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans familie gennem længere tid har haft en jordkonflikt med ansøgerens fars fætre, [A] og [B], der er tilknyttet partiet Hizb-i-Islami, som er allieret med Taliban. Ansøgerens storebror [C] arbejdede som livvagt for distriktslederen i politiet i [D] ved navn [E]. I 2014 fik ansøgeren ligeledes arbejde som tjener hos [E], og efter omkring tre måneders ansættelse blev ansøgerens storebror slået ihjel under et væbnet angreb mod Taliban. [E] fortalte, at ansøgeren skulle blive hos ham, fordi ansøgeren havde modtaget trusler fra Taliban. Ansøgeren opholdt sig herefter hos [E] i 12 dage, i hvilken periode ansøgerens bopæl blev opsøgt af Taliban to eller tre gange. Herefter fortalte [E], at de afghanske myndigheder også ledte efter ansøgeren og hans far. Kort herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Efter udrejsen har ansøgeren fået at vide, at hans far er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om centrale punkter i sit asylmotiv, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren har forklaret forskelligt og utroværdigt om, hvor længe han opholdt sig i Afghanistan efter brorens død. Uanset om drabet retteligt skete i slutningen af 2014 eller begyndelsen af 2015, har ansøgeren således opholdt sig langt længere i Afghanistan efter broderens død end de 12 dage, som han selv har forklaret om. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren indrejste i Danmark i [vinteren] 2015 efter ifølge sin egen forklaring at have været undervejs i tre til tre og en halv måneder. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham, at hans bror var blevet dræbt, idet ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han først blev bekendt med drabet, da hans mor fortalte det, efter at ansøgeren var ankommet til hjemmet, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at arbejdsgiveren fortalte ansøgeren om drabet, mens de var hos arbejdsgiveren, og at han græd i bilen hele vejen hjem til familiens bopæl. Ansøgerens forklaring om navnlig broderens død fremstår i øvrigt heller ikke selvoplevet. Ansøgerens forklaring om jordkonflikten har endvidere været usikker og utroværdig, idet ansøgeren på den ene side har forklaret, at jorden var værdifuld, dels på grund af arealets størrelse, men navnlig på grund af en vandforsyning på arealet, mens han på den anden side har forklaret, at jorden har ligget brak siden faderens død, selv om faderens fætre, der ville have jorden, er magtfulde og har tilliggende jord, hvorfor de må antages blot at kunne tilrane sig jorden. Flygtningenævnet har været opmærksom på, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark var analfabet, hvilket imidlertid henset til karakteren af ovenstående divergenser ikke kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen i deltaljer har kunnet redegøre for sin rejserute, herunder hvor mange dage, han har opholdt sig de enkelte steder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/40/LINB
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] i [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for et amerikansk firma. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fra 2013 til 2014 arbejdede som elektriker for det amerikanske firma [firmanavn]. Efter omkring et halvt års ansættelse fik ansøgeren at vide, at Taliban, der betragter amerikanerne som deres fjender, ledte efter ham, idet de ville have ham til at holde op med at arbejde for amerikanerne. Ansøgeren blev bekendt hermed gennem rygter fra beboerne i landsbyen [landsbynavn], hvor hans familie ejer jord, og hvor hans morbror og morfar bor. I 2014 blev ansøgerens morbror og morfar opsøgt af Taliban to gange, idet Taliban ønskede at få oplyst, hvor ansøgeren befandt sig. I forbindelse med den sidste opsøgning truede Taliban med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far i 2015 modtog et telefonopkald fra Taliban, der sagde, at ansøgeren var vantro, fordi han arbejdede for amerikanerne, hvorfor han skulle slås ihjel. I løbet af de efterfølgende måneder modtog ansøgerens far omkring otte til ti opkald fra Taliban, hvorefter han indgav en klage på den lokale politistation, som imidlertid aldrig blev behandlet. Opkaldene til faren ophørte, da faren skiftede sit SIM kort ud. Ansøgeren har endelig oplyst, at han efterfølgende selv modtog to telefonopkald. I det første opkald fik han at vide, at han skulle henvende sig til personen, der ringede til ham, i byen [bynavn]. I det andet opkald sagde vedkommende, der ringede, at han var fra Taliban og truede med, at Taliban nok skulle finde ansøgeren og dræbe ham. Ansøgeren gemte sig i 1 ½ måned på sin bopæl, mens hans udrejse blev arrangeret, og udrejste herefter illegalt med hjælp fra en agent i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet lægger den del af ansøgerens forklaring til grund om, at han har arbejdet som elektriker på en amerikansk base i [bynavn], idet forklaringen herom har været konsistent og i det væsentlige uden divergenser. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han som følge af sit arbejde er asylretligt relevant forfulgt af Taliban, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene arbejdede på basen i godt 10 måneder som en ud af femten elektrikere, og at der på basen var ansat i alt omkring 100 afghanere. Nævnet har videre lagt vægt på, at ingen måtte vide, at han var ansat på basen, og at han boede på den samme adresse i såvel den tid, han var ansat fra [foråret] 2013, som i tiden efter ansættelsens ophør i begyndelsen af 2014, uden på noget tidspunkt personligt at blive opsøgt af Taliban. Heller ikke i tiden efter ansættelsens ophør og frem til udrejsen er ansøgeren blevet personligt opsøgt på bopælen af Taliban, ligesom hans familie heller ikke efter hans udrejse er blevet opsøgt på bopælen. Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke er sandsynligt, at ansøgeren på trods af, at han frygtede Taliban, og at hans far havde modtaget 8-10 telefonopkald på en måned, fortsat skulle være forblevet på bopælen, og at han også forblev på bopælen i de godt 1½ måned, der gik fra, at han selv skulle være begyndt at modtage opkald, og til at han udrejste. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at ansøgeren på trods af familiens forudgående forgæves henvendelse til politiet i [bynavn], selv skulle begive sig ud til samme politistation, der var beliggende i et Taliban-domineret område for at anmelde truslerne. Endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det skulle være et medlem af hans familie, der har givet oplysninger om ham til Taliban. Det bemærkes i den forbindelse, at det burde have været nemt for Taliban at finde frem til ansøgerens bopæl i [bynavn], hvis dette skulle have været tilfældet. Forklaringen forekommer heller ikke sandsynlig set i lyset af, at ansøgerens far kunne undgå yderligere opkald fra Talibans side alene ved at skifte SIM-kort, ligesom familien ved at flytte til et andet sted i [bynavn] efter ansøgerens udrejse, mente sig i sikkerhed for Taliban. Endelig bemærkes, at det er mere end knap 5 år siden, at ansøgeren ophørte med at arbejde for Taliban, og at det alene beror på hans formodning, at Taliban anser ham for at være spion, fordi han har arbejdet for [firmanavn]. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2019/4/TLNJ
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Nowdeh, Jaghori-distriktet i Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive straffet af myndighederne som følge af ansøgerens søns konvertering til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og lokalbefolkningen som følge af ansøgerens søns konvertering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens søn, [A], der læste til lærer i Kabul, havde mange udenlandske venner, og gennem dem blev [A] introduceret til kristendommen. Cirka en måned før ansøgerens udrejse af Afghanistan opdagede de afghanske myndigheder, at [A] var konverteret til kristendommen. [A] blev anholdt, men ansøgeren betalte en politibetjent 2000 dollars i bestikkelse og [A] blev løsladt. [A] begyndte herefter at arbejde i ansøgerens butik i hjembyen. Cirka en måned efter [A] var blevet løsladt ankom fem talebanere til ansøgerens butik. De fem talebanere talte med [A] og ransagede herefter butikken. Under disken fandt de fem talebanere kristent materiale, som tilhørte [A]. Det kristne materiale var opbevaret i et aflåst skab. Efter fundet af materialet tog Taliban fat i [A], og de slog ansøgeren, da ansøgeren var forsøgte at hjælpe [A]. Taliban truede ansøgeren med, at de også ville slå ham ihjel, hvis ansøgeren fortsatte med at prøve at stoppe dem. Taliban kørte afsted med [A], men de tog ikke ansøgeren med, idet der ikke var plads til flere i bilen. Lokalbefolkningen og mullahen var vidner til episoden, idet de havde forsamlet sig uden for ansøgerens butik. Mullahen beskyldte ansøgeren og ansøgerens familie for at være vantro og truede med at slå hele ansøgerens familie ihjel. Klokken 16.00 samme dag blev [A] slået ihjel, og hans lig lå ved hovedvejen. Mullahen nægtede at lade ansøgeren begrave [A], hvorfor ansøgeren begravede [A] på sin egen jord. Tre dage efter at [A] var blevet slået ihjel, satte Taliban ild til ansøgerens butik. Samme nat udrejste ansøgeren. Ansøgerens familie er også flygtet, og de opholder sig nu i Pakistan. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens søster fortalt til ansøgeren, at lokalbefolkningen og Taliban har sendt billeder i omløb af ansøgeren og ansøgerens familie. Det fremgik af billederne, at ansøgeren og ansøgerens familie var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgeren om helt afgørende dele af asylmotivet har afgivet divergerende forklaringer. Der er ved vurderingen heraf taget hensyn til oplysningerne om, at ansøgeren er analfabet og oplysningerne om ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvad der skete anden gang Taliban kom til ansøgerens forretning, ansøgerens forklaring om, hvor han og familien opholdt sig mellem drabet på [A] og Talibans anden henvendelse, herunder hvorledes ansøgeren blev advaret og slutteligt har nævnet lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvornår ansøgerens hustru og børn flygtede. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban kom tilbage til butikken tre dage efter drabet på sønnen [A], at de truede med at slå ansøgeren og den øvrige familie ihjel, og at ansøgeren bragte sin familie til ansøgerens søster, der boede i en nabolandsby, hvorefter ansøgeren selv samme dag udrejste af Afghanistan, mens resten af familien foreløbigt forblev hos søsteren. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen videre forklaret, at han ikke var bekendt med, hvornår den resterende del af familien udrejste af Afghanistan. Under de efterfølgende samtaler, herunder under nævnsmødet, har ansøgeren forklaret, at Taliban på tredjedagen efter drabet brændte ansøgerens butik ned, at ansøgeren på dette tidspunkt ikke var i butikken, og at ansøgeren og den resterende familie flygtede efter at være blevet orienteret om afbrændingen af en nabo til forretningen, der samtidigt advarede om, at Taliban havde tilkendegivet, at de ville dræbe ansøgeren og resten af familien. Nævnet finder, at afbrændingen af forretningen er en så væsentlig del af ansøgerens asylmotiv, at det på afgørende vis afsvækker troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen, og at den manglende forklaring herom derfor ikke kan forklares med ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder eller tolkeproblemer. Ansøgerens forklaring under asylsamtalen må forstås således, at ansøgeren har forklaret, at han og familien opholdt sig i familiens hjem i de tre dage efter drabet på [A]. Under asylsamtalen har ansøgeren således forklaret, at familien først efter, at indehaveren af naboforretningen på tredjedagen havde advaret ham om afbrændingen, pakkede og rejste hen til søsteren, der boede en halv time væk, og at ansøgeren og familien samme nat flygtede. Ansøgeren har under samme samtale endvidere forklaret, at han i løbet af de tre dage af en nabo til ansøgerens bopæl fik at vide, at der i byen blev talt om, at ansøgerens familie var frafaldne, og at de skulle slås ihjel. Ansøgeren har under asylsamtalen endvidere forklaret, at Taliban havde spurgt indehaveren af nabobutikken om ansøgerens adresse, at naboen havde svaret, at han ikke kendte den, og at naboen herefter skyndte sig at køre hjem til ansøgeren for at advare ham. Under samtalen med advokaten og nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og familien i de tre dage efter drabet på [A] opholdt sig hos ansøgerens søster. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ingen fra landsbyen vidste, at ansøgeren og familien opholdt sig hos ansøgerens søster. Anmodet om at forklare, hvorledes naboen i så fald kunne opsøge ham og advare ham, har ansøgeren forklaret, at naboen ringede til ansøgeren og advarede ham. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren forklaret, at naboen kørte ud til ansøgerens søster på motorcykel og advarerede dem. På grund af disse væsentlige divergenser i ansøgerens forklaring finder nævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det hele må forkastes. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Ghazni-provinsen, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/39/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Nowdeh, Jaghori-distriktet i Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive straffet af myndighederne som følge af ansøgerens søns konvertering til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban og lokalbefolkningen som følge af ansøgerens søns konvertering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens søn, [A], der læste til lærer i Kabul, havde mange udenlandske venner, og gennem dem blev [A] introduceret til kristendommen. Cirka en måned før ansøgerens udrejse af Afghanistan opdagede de afghanske myndigheder, at [A] var konverteret til kristendommen. [A] blev anholdt, men ansøgeren betalte en politibetjent 2000 dollars i bestikkelse og [A] blev løsladt. [A] begyndte herefter at arbejde i ansøgerens butik i hjembyen. Cirka en måned efter [A] var blevet løsladt ankom fem talebanere til ansøgerens butik. De fem talebanere talte med [A] og ransagede herefter butikken. Under disken fandt de fem talebanere kristent materiale, som tilhørte [A]. Det kristne materiale var opbevaret i et aflåst skab. Efter fundet af materialet tog Taliban fat i [A], og de slog ansøgeren, da ansøgeren var forsøgte at hjælpe [A]. Taliban truede ansøgeren med, at de også ville slå ham ihjel, hvis ansøgeren fortsatte med at prøve at stoppe dem. Taliban kørte afsted med [A], men de tog ikke ansøgeren med, idet der ikke var plads til flere i bilen. Lokalbefolkningen og mullahen var vidner til episoden, idet de havde forsamlet sig uden for ansøgerens butik. Mullahen beskyldte ansøgeren og ansøgerens familie for at være vantro og truede med at slå hele ansøgerens familie ihjel. Klokken 16.00 samme dag blev [A] slået ihjel, og hans lig lå ved hovedvejen. Mullahen nægtede at lade ansøgeren begrave [A], hvorfor ansøgeren begravede [A] på sin egen jord. Tre dage efter at [A] var blevet slået ihjel, satte Taliban ild til ansøgerens butik. Samme nat udrejste ansøgeren. Ansøgerens familie er også flygtet, og de opholder sig nu i Pakistan. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens søster fortalt til ansøgeren, at lokalbefolkningen og Taliban har sendt billeder i omløb af ansøgeren og ansøgerens familie. Det fremgik af billederne, at ansøgeren og ansøgerens familie var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da ansøgeren om helt afgørende dele af asylmotivet har afgivet divergerende forklaringer. Der er ved vurderingen heraf taget hensyn til oplysningerne om, at ansøgeren er analfabet og oplysningerne om ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvad der skete anden gang Taliban kom til ansøgerens forretning, ansøgerens forklaring om, hvor han og familien opholdt sig mellem drabet på [A] og Talibans anden henvendelse, herunder hvorledes ansøgeren blev advaret og slutteligt har nævnet lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvornår ansøgerens hustru og børn flygtede. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban kom tilbage til butikken tre dage efter drabet på sønnen [A], at de truede med at slå ansøgeren og den øvrige familie ihjel, og at ansøgeren bragte sin familie til ansøgerens søster, der boede i en nabolandsby, hvorefter ansøgeren selv samme dag udrejste af Afghanistan, mens resten af familien foreløbigt forblev hos søsteren. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen videre forklaret, at han ikke var bekendt med, hvornår den resterende del af familien udrejste af Afghanistan. Under de efterfølgende samtaler, herunder under nævnsmødet, har ansøgeren forklaret, at Taliban på tredjedagen efter drabet brændte ansøgerens butik ned, at ansøgeren på dette tidspunkt ikke var i butikken, og at ansøgeren og den resterende familie flygtede efter at være blevet orienteret om afbrændingen af en nabo til forretningen, der samtidigt advarede om, at Taliban havde tilkendegivet, at de ville dræbe ansøgeren og resten af familien. Nævnet finder, at afbrændingen af forretningen er en så væsentlig del af ansøgerens asylmotiv, at det på afgørende vis afsvækker troværdigheden af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har forklaret herom til oplysnings- og motivsamtalen, og at den manglende forklaring herom derfor ikke kan forklares med ansøgerens psykiske og fysiske vanskeligheder eller tolkeproblemer. Ansøgerens forklaring under asylsamtalen må forstås således, at ansøgeren har forklaret, at han og familien opholdt sig i familiens hjem i de tre dage efter drabet på [A]. Under asylsamtalen har ansøgeren således forklaret, at familien først efter, at indehaveren af naboforretningen på tredjedagen havde advaret ham om afbrændingen, pakkede og rejste hen til søsteren, der boede en halv time væk, og at ansøgeren og familien samme nat flygtede. Ansøgeren har under samme samtale endvidere forklaret, at han i løbet af de tre dage af en nabo til ansøgerens bopæl fik at vide, at der i byen blev talt om, at ansøgerens familie var frafaldne, og at de skulle slås ihjel. Ansøgeren har under asylsamtalen endvidere forklaret, at Taliban havde spurgt indehaveren af nabobutikken om ansøgerens adresse, at naboen havde svaret, at han ikke kendte den, og at naboen herefter skyndte sig at køre hjem til ansøgeren for at advare ham. Under samtalen med advokaten og nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og familien i de tre dage efter drabet på [A] opholdt sig hos ansøgerens søster. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ingen fra landsbyen vidste, at ansøgeren og familien opholdt sig hos ansøgerens søster. Anmodet om at forklare, hvorledes naboen i så fald kunne opsøge ham og advare ham, har ansøgeren forklaret, at naboen ringede til ansøgeren og advarede ham. Foreholdt sin tidligere forklaring har ansøgeren forklaret, at naboen kørte ud til ansøgerens søster på motorcykel og advarerede dem. På grund af disse væsentlige divergenser i ansøgerens forklaring finder nævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det hele må forkastes. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder i Ghazni-provinsen, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/39/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Mazar-e-Sharif, Balkh, Afghanistan. Ansøgeren har senest opholdt sig i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svigerfar eller at blive anholdt af myndighederne, idet ansøgerens svigerfar har meldt ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren har endelig henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Taliban har ringet til ham og truet ham tre gange. Den [forår] 2015 modtog ansøgeren første gang et opkald. En ukendt person sagde til ansøgeren, at de havde valgt ansøgeren til at samarbejde med dem, at de ønskede at komme ind på den militærbase, hvor ansøgeren arbejdede og at ansøgeren ikke måtte sige dette til nogen. Ansøgeren fortalte herefter sin afdelingsleder om opkaldet. Ansøgeren var til samtale hos afdelingslederen tre gange, hvor sagen blev undersøgt. Den [sommer] 2015 blev afdelingslederen slået ihjel ved sin bopæl. Den [sommer] 2015 modtog ansøgeren det andet opkald. En person sagde til ansøgeren, at han ikke skulle have fortalt om opkaldet til nogen, og at han nu havde set konsekvensen af, at han fortalte det videre. Personen lagde på, inden ansøgeren kunne nå at sige noget. Den [sommer] 2015 modtog ansøgerens bror et opkald, hvor en person sagde til ansøgerens bror, at han skulle bede ansøgeren om at gøre det, som de bad ham om. Den [sommer] 2015 modtog ansøgeren det sidste opkald. Ansøgeren indvilligede i at samarbejde med personerne, men han sagde, at han var på orlov på daværende tidspunkt, hvorfor han ville hjælpe dem, når han var tilbage på sit arbejde igen. Den [efterår] 2015 blev ansøgeren hjemsendt fra militæret og den [efterår] 2015 udrejste han med sin familie. Ansøgeren er efter ankomsten til Danmark blevet separeret fra sin ægtefælle. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han flere gange er blevet kontaktet af Taliban, der ønskede at indgå et samarbejde med ansøgeren for at få adgang til og sprænge en bilbombe på den militærbase, hvor ansøgeren gjorde tjeneste. Flertallet henviser til, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret konsistent og sammenhængende om Talibans henvendelser til ansøgeren, herunder om antallet og om tidspunkterne herfor. Flertallet kan endvidere lægge til grund, at henvendelserne har ført til, at ansøgeren har opsagt sin stilling i militæret, og at han er udrejst af Afghanistan sammen med sin familie. Flertallet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han fortsat er efterstræbt af Taliban, og der lægges herved vægt på, at ansøgeren i [efterår] 2015 har opsagt sin stilling i militæret, og at han udrejste den [efterår] 2015. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke modtog yderligere henvendelser fra Taliban i perioden fra det sidste opkald den [sommer] 2015 til udrejsen den [efterår] 2015. Ansøgerens familie i Afghanistan har heller ikke oplevet henvendelser fra Taliban efter ansøgerens udrejse. For så vidt angår ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører konflikten med hans tidligere svigerfar, finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om asylbegrundende forhold. Nævnet henviser til, at konflikten mellem ansøgeren og hans tidligere svigerfar i hovedsagen ses begrundet i separationen mellem ansøgeren og hans ægtefælle, og at der således er tale om et privatretligt forhold. Ansøgerens forklaring om konflikten med den tidligere svigerfar fremstår i øvrigt ikke overbevisende, idet der henvises til, at ansøgeren under samtalen den [sommer] 2017 med Udlændingestyrelsen har oplyst, at svigerfaren fortalte, at han tilgav ansøgeren. Der henvises endvidere til, at forklaringen om konflikten fremstår udbyggende. Ansøgeren har således først under nævnsmødet forklaret, at konflikten også beror på, at ansøgeren har fortalt sin familie, at den tidligere svigerfar sælger narkotika og handler med våben, samt at han har bestukket folk til at stemme på ham ved parlamentsvalg. Ansøgeren har ikke tidligere forklaret herom. Endvidere har ansøgeren forklaret, at først under nævnsmødet forklaret, at svigerfaren har opsøgt ansøgerens mor og slået hende. Nævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under samtalen den [sommer] 2017 med Udlændingestyrelsen har oplyst, at ansøgerens tidligere svigerfar udover at være parlamentsmedlem repræsenterer [ministerium A] som nationalrådgiver, mens han under nævnsmødet har forklaret, at svigerfaren er sikkerhedsrådgiver i [ministerium B]. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund, idet der ikke ses at være tale om en reel konversion. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er sunnimuslim, og at han først, efter han har fået afslag på sin asylansøgning og under sin samtale med sin advokat, har oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han blevet døbt den [vinter] 2019. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har været i stand til at redegøre nærmere for tidspunktet for sin konversion eller på en overbevisende måde kunne redegøre for sin kristne overbevisning. Han har ikke kunne oplyse om kristne højtider, og han har ikke kunne forklare om indholdet af Biblen. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt den [vinter] 2019 kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/38/GJEY
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlige og en kvindelige anssøger samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk pashtuner og sunnimuslimer af trosretning fra Kabul Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, idet ansøgerene er blevet gift imod familiens vilje. Herudover har den mandlige ansøger henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han som barn er blevet kidnappet af Taliban, hvor han var tilbagehold i to uger, og at han under tilbageholdelsen blev udsat for fysisk og seksuelle overgreb. Til støtte for asylmotivet vedrørende den kvindelige ansøgers familie, har ansøgerne oplyst, at de var kærester og ønskede at gifte sig med hinanden. Den kvindelige ansøgers familie var imod ægteskabet. Den kvindelige ansøgers far og bror var medlemmer af Taliban, og de ønskede, at den kvindelige ansøger skulle blive gift med en søn af [Q], en magtfuld mand Amre De Marouf. Ansøgerne blev gift uden den kvindelige ansøgers families viden og flyttede til Kapisa-provinsen, hvor de boede hos den mandlige ansøgers moster i omkring to år. Herefter flyttede ansøgerne til Parwan-provinsen, hvor de boede hos den mandlige ansøgers fætre i omkring to år. Ansøgerene har også boet i Kabul-provinsen og Jalalabad-provinsen i en periode. Senest har ansøgerne boet i byen Kabul i omkring et år. I Kabul blev ansøgerne opsøgt og overfaldet af nogle ukendte mænd på ansøgernes bopæl. Efter overfaldet valgte ansøgerne at udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ægteskabet mellem ansøgerne skulle være kommet i stand på den måde, som er forklaret. Det er usandsynligt, at den mandlige ansøger kom på besøg på en pigeskole, hvor den kvindelige ansøger var elev, og hvor han besøgte en kvindelig ansat, der derefter medvirkede til, at den mandlige ansøger flere gange kunne færdes på skolen og træffe den kvindelige ansøger. På denne baggrund forekommer ansøgernes forklaring om baggrunden for og optakten til ægteskabet konstrueret til lejligheden. Herudover er der, selv med skyldig hensyntagen til en vis risiko for sproglige misforståelser, en række divergenser i ansøgernes forklaringer vedrørende væsentlige aspekter af ansøgernes asylmotiv. Den mandlige ansøger har således ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret, at han modtog tre trusselsbreve, som han selv modtog idet det ene dog blev fundet af den kvindelige ansøger. Han har tidligere i sin asylsamtale [i sommeren] 2017 side 11n forklaret, at der var to breve. Ligeledes har han side 12ø forklaret afglidende om, hvorvidt den kvindelige ansøger var bekendt med brevene. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at ægteparret opholdt sig 1 år og 4 måneder i Karte Now. Ved asylsamtale [i sommeren] 2017 side 11 forklarede han, at de opholdt sig i området i 6 – 7 måneder. Den kvindelige ansøger forklarede ved fremmøde i Flygtningenævnet at hun bl.a. fulgtes med sin søster til skole. Ved asylsamtale [i sommeren] 2017 har hun gentagne gange forklaret, at hun fulgtes med naboens datter, jf. således side 8 og side 11. Den mandlige ansøger har forklaret, at han mødte den kvindelige ansøger såvel på skolen, som på gaden, jf. asylsamtale [i sommeren] 2017 side 6n til 7ø, og at han ikke alene mødte den kvindelige ansøger på gaden måske 3 - 4 gange, men også, at han ved disse lejligheder sagde, at han elskede hende. Den kvindelige ansøger har forklaret, jf. asylsamtale den [i sommeren] side 11, at hun og den mandlige ansøger udelukkende mødtes på skolen. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at der er uklarhed om omstændighederne ved parternes bryllup, herunder vedrørende antallet af tilstedeværende personer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgernes forklaring må tilsidesættes i det hele. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse, eller for at blive udsat for dødstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skt. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/37/TBP
Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, eller at blive fængslet af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han arbejdede som administrativ medarbejder for et amerikansk ejet firma ved navn [X]. Ansøgeren var ansat i firmaet fra [primo] 2014 til [ultimo] 2015. Ansøgeren blev på et tidspunkt kontaktet af sin far, som bad ham om at komme tilbage til bopælen. Da ansøgeren ankom på bopælen, fortalte faren, at myndighederne havde ransaget en ejendom, som ansøgerens far lejede ud. Myndighederne havde fundet våben, sprængstof samt regeringskritiske dokumenter. Myndighederne havde anholdt lejeren, som for myndighederne oplyste, at det var ansøgeren og hans far, som ejede de genstande, som var fundet i boligen. Ansøgeren tog derefter ophold i [by] sammen med sin far. Efter en uge blev ansøgeren stoppet af en talibaner, som havde kendskab til, at ansøgeren arbejdede for et amerikansk firma. Ansøgeren blev truet med at blive straffet, såfremt han ikke indstillede sit arbejde. Ansøgeren rejste herefter til Kabul, hvor han opsagde sin stilling hos [X] og udrejse af Afghanistan. Ansøgerens far er efterfølgende blevet slået ihjel af Taliban på grund af ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i al væsentligt har forklaret overensstemmende om den del af sit asylmotiv, der angår hans angivelige myndighedskonflikt. Ansøgerens angivelige konflikt med de afghanske myndigheder synes imidlertid alene at bero på en formodning hos ansøgeren, idet de afghanske myndigheder ifølge ansøgerens egen forklaring tilsyneladende aldrig har opsøgt familiens bopæl i anledning af våbenfundet i faderens udlejningsejendom, ligesom lejeren af den bolig, hvor våbnene blev fundet, fortsat skulle være tilbageholdt af myndighederne. Hertil kommer, at det var faderens og ikke ansøgerens udlejningsejendom, ligesom det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgerens far – uanset den formodede konflikt med myndighederne – tog ophold i Kabul forud for sin død. Oplysningerne i sagen peger derfor ikke i retning af, at ansøgerens far – og i hvert fald slet ikke ansøgeren – skulle være eller have været i myndighedernes søgelys på en måde, som kan begrunde asyl for ansøgeren. Der er således ikke holdepunkter i sagen for at antage, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne i Afghanistan som følge heraf. For så vidt angår ansøgerens forklaring om en konflikt med Taliban kan det lægges til grund, at ansøgeren i Kabul har arbejdet for et amerikansk firma. Ifølge ansøgerens forklaring har han i Afghanistan ikke oplyst andre end sin nærmeste familie og venner om sin ansættelse, og det forekommer nævnet helt usandsynligt, at Taliban var i stand til – efter at ansøgeren havde opholdt sig i 20 minutter i en bazar i en fremmed landsby – at identificere ansøgeren, der ikke er særlig profileret, og koble ham til en ansættelse for den amerikanske virksomhed. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han alene blev opsøgt denne ene gang, hvor han blev bedt om at ophøre med sit samarbejde med virksomheden, hvilket ansøgeren i øvrigt imødekom ved at sige sin stilling op. Ansøgerens forklaring om at være blevet opsøgt af Taliban på den skete måde kan derfor ikke lægges til grund, og det kan i hvert fald ikke lægges til grund, at ansøgeren fortsat skulle være efterstræbt af Taliban. Ansøgerens forklaring om sin faders død kan ikke ændre på denne vurdering, allerede fordi det alene beror på ansøgerens formodning, at faderens død har nogen sammenhæng med ansøgerens tidligere ansættelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/36/CABV
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A], [B] eller [Cs] kæreste, idet han er blevet beskyldt for at have udnyttet [C] seksuelt. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han var chauffør for en oberst ved navn [A], som var far til ansøgerens barndomsven [B]. Ansøgerens arbejde bestod i at køre [As] ægtefælle og de to yngste døtre i skole, hvorefter han kørte videre til universitetet med den ældste datter [C]. En dag kørte ansøgeren først [As] ægtefælle på arbejde, hvorefter det var meningen, at [C] skulle køres til et helligt gravsted og derefter til universitetet. I stedet bad [C] om at blive kørt til en restaurant efter besøget ved gravstedet. Ansøgeren ventede på hende uden for restauranten i omkring en time, hvorefter han gik ind i restauranten for at lede efter hende. I restauranten opdagede ansøgeren [C] nøgen sammen med en hemmelig kæreste i et særligt rum til par. [Cs] kæreste blev sur og slog ansøgeren. [C] truede med, at hun ville fortælle sin familie, at ansøgeren havde udnyttet hende seksuelt, hvis ansøgeren fortalte om episoden til hendes familie. Ansøgeren overvejede situationen samme aften, og han besluttede sig for, at han ville fortælle [Cs] bror, [B], om episoden. Den næste dag ringede ansøgeren til [B], som blev meget sur. Et par timer efter ringede [C] til ansøgeren, og hun fortalte, at hun havde gjort alvor af sin trussel. Efter [Cs] opkald tog ansøgeren hjem til sin morbror, hvor [B] igen ringede og beskyldte ansøgeren for at have udnyttet [C]. Samme aften blev ansøgerens bopæl angrebet af ukendte personer, og ansøgerens bror kom i den forbindelse til skade. Ansøgeren formoder, at angrebet på bopælen skyldtes konflikten med [Cs] familie. Ti dage efter episoden i restauranten udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der har 9 års skolegang, har forklaret forskelligt på flere centrale punkter samt udbyggende og usammenhængende. Ansøgeren har herunder forklaret forskelligt om, hvem han afleverede hvor i forbindelse med sit daglige job som chauffør for oberst [As] hustru og tre døtre gennem ca. 1 år. Under samtalen [i sommeren] 2016 hos Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han først satte hustruen og den yngste datter af ved den skole, hvor hustruen var skoleinspektør, hvorefter han afleverede de to ældste døtre på universitet. Under samtalen [en dato i sommeren] 2017 har han forklaret, at den yngste og mellemste søster blev afleveret sammen med deres mor, og at det kun var den ældste søster, [C], der gik på universitetet. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvad [C] informerede ham og sin mor om den dag, hvor episoden i restauranten skulle have fundet sted. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at [C] sagde til sin mor, at hun ville møde op på universitet og derefter tage til et helligt sted. Da moderen var afleveret, meddelte [C] ansøgeren, at hun hverken skulle til universitet eller et helligt sted, men hen til restauranten. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at [C] gav ham besked om først at køre ud til et helligt gravsted, hvor hun opholdt sig et stykke tid, og at [C] derefter blev kørt til restauranten. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [C] havde sagt til sin mor, at hun ikke skulle på universitetet den pågældende dag. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvordan episoden på restauranten skulle være afsluttet. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at [Cs] kæreste kom først ud af rummet inde på restauranten, hvorefter han slog ansøgeren og sagde grimme ting til ham. Derpå gik ansøgeren ud af restauranten sammen [C]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [C] kom ud først og satte sig ind i bilen, hvorefter hendes kæreste kom ud og slog ansøgeren, der stod ved siden af bilen. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om omstændighederne, hvorunder han skulle være blevet bekendt med, at der skulle have været en episode på bopælen, hvor hans storebror skulle være blevet udsat for vold. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at hans morbror ringede til ham, mens han var på vej hjem fra et besøg hos ham. Morbroren oplyste ham om, at ansøgerens storebror var blevet overfaldet af [Cs] storebror [B], der også var ansøgerens barndomsven, og [Bs] mænd, hvoraf to var blevet anholdt. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at han efter besøget hos sin morbror var på vej hen for at møde [B], da en ven af ansøgeren ringede og fortalte, at der havde været et angreb fra ukendte mænd ved ansøgerens bopæl dagen før, og at ansøgerens storebror var kommet på hospitalet. For nævnet har ansøgeren først forklaret, at han opholdt sig hos morbroren, da vennen ringede. Han har dernæst forklaret, at han var på vej til at forlade morbrorens bopæl, da han modtog opkaldet. Desuden har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvad han skulle have fået oplyst af vennen om episoden, hvor ansøgerens storebror skulle være blevet angrebet. Under samtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at vennen ikke fortalte, hvem der stod bag angrebet på ansøgerens storebror, men at storebroren var kørt på hospitalet, og at to personer på motorcykel var blevet tilbageholdt. Ansøgeren har i samme forbindelse oplyst, at han ikke vidste, om angrebet på bopælen havde forbindelse til [B]. For nævnet har ansøgeren forklaret, at vennen oplyste ham om, at vennen havde set [B] på stedet, da der var forsamlet personer i anledning af episoden. Vennen havde endvidere oplyst, at [B] virkede meget sur. I øvrigt har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvem der kontaktede ansøgerens morbror og sagde, at ansøgeren skulle gifte sig med [C]. Under samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren oplyst, at det var [B], som opsøgte ansøgerens morbror og sagde det, mens ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst, at det var oberst [A], der telefonisk foreslog giftermålet, så æren kunne være på plads. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de nævnte divergenser, der efter deres karakter og omfang ikke hovedsageligt kan tilskrives tolkeproblemer. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren på trods af, at han skulle have opdaget fejl i oversættelsen af samtalereferatet fra [sommeren] 2016, ikke hverken forud for eller i begyndelsen af samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst noget om dette, men først har gjort opmærksom herpå, da han blev stillet afklarende spørgsmål i den sidste del af samtalen. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren for nævnet har svaret afglidende, når han er blevet spurgt ind til de pågældende forhold. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/34/snd
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [mindre by], Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, han vil blive udsat for repressalier af Taliban, Islamisk Stat og vilkårlige afghanere, fordi han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at arbejde som tolk for de internationale styrker i Afghanistan i [efteråret] 2010. På et tidspunkt, da ansøgeren lige var begyndt at arbejde som tolk, uddelte Taleban flyers i ansøgerens landsby, [navn på landsby], som handlede om, at man ikke skulle arbejde for de afghanske myndigheder eller de amerikanske styrker. I 2012 blev ansøgeren kontaktet af en person på den telefon, som de amerikanske styrker havde etableret til, at afghanere kunne ringe ind med oplysninger. Personen fortalte ansøgeren, hvilket tøj han havde på, og at han snart ville blive slet ihjel. Tre eller fire dage senere var han på vej fra militærbasen, Salerno, til Khost sammen med sin ven, [A], som også var tolk. Da de ankom til et område, hvor en anden tolk, [B], var blevet slået ihjel to eller tre måneder forinden, blev de beskudt. Ansøgeren flygtede tilbage til Salerno. Ansøgeren stoppede med at arbejde som tolk i slutningen af 2013, fordi NATO begyndte at trække sine styrker ud af Afghanistan, og den militærbase, som ansøgeren var tilknyttet, lukkede. Fire eller fem dage efter sit bryllup i [sommeren] 2014 blev ansøgerens bror, [C], såret af en improviseret sprængladning, som var placeret på en vej, som kun førte til ansøgerens bopæl. Ansøgeren opholdt sig herefter på sin bopæl i [navn på landsby] frem til sin udrejse i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som tolk for de udenlandske styrker, og herunder har deltaget i møder med borgere i Afghanistan samt deltaget i missioner. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at der i 2012 blev skudt efter ham på et tidspunkt, hvor han kørte på motorcykel med en kollega. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at amerikanerne fandt frem til gerningsmændene og at mændene blev pågrebet. Til samtalen [i sommeren] 2017 har han forklaret, at optagelserne herefter blev undersøgt, uden at gerningsmændene kunne findes på optagelserne. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at personerne kunne ses på optagelsen, men at de ikke blev pågrebet. Nævnet bemærker i øvrigt, at det ikke er sandsynliggjort, at episoden vedrørte ham personligt og ikke blot en militærperson. Vedrørende vejsidebomben lægger nævnet vægt på, at denne episode ikke er nævnt i asylskemaet. Efter forklaringen har ansøgeren boet hos sine forældre siden slutningen af 2013 og indtil udrejsen i [sommeren] 2015, uden at være blevet opsøgt af Taliban eller andre. Det er oplyst, at ansøgerens navn ikke nævnes i den påberåbte trailer på YouTube. Selvom der i Kabul-området skulle være vist optagelser af møder, hvor han fungerede som tolk, lægger nævnet vægt på, at dette er mindst fem år siden. Selvom ansøgeren som tolk for udenlandske styrker tilhører en gruppe som utvivlsom efterstræbes af Taliban, er ansøgeren ikke profilleret. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/33/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af [A] og [B], som er to personer, der har afpresset ansøgeren. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive retsforfulgt af de afghanske myndigheder, da ansøgeren har forfalsket regnskabsdokumenter på sit arbejde. Ende-lig har ansøgeren henvist til, at han skammer sig overfor sin klan, da ansøgerens fætter blev dræbt på grund af ansøgeren, hvorfor ansøgeren ikke ønsker at skulle konfronteres med sin klan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede i Indenrigsministeriet, hvor han blandt andet havde ansvaret for at udfylde formularer, som dannede grundlag for betalingen af ministeriets leverandører. Efter at have været ansat i Indenrigsministeriet i fire år blev ansøgeren kontaktet af en person ved navn [B], som var ansat hos en af ministeriets leverandører, [A]. [B] fortalte ansøgeren, at hvis ansøgeren var villig til at forfalske regnskaberne, så [A] fik flere penge udbetalt fra Indenrigsministeriet, så ville de sørge for, at ansøgeren blev forfremmet. Ansøgeren ønskede ikke at forfalske regnskaberne og afviste tilbuddet. [B] begyndte herefter at fremsætte trusler mod ansøgeren og dennes familie, hvorfor ansøgeren indvilligede i at forfalske regnskaberne. Ansøgeren nåede at forfalske tre til fire regnskaber, inden afdelingen fik kontrol-besøg af ministeriets revisorer, der opdagede dokumentforfalskningerne og videregav oplysnin-gerne om dokumentforfalskningerne til anklagemyndigheden. Ansøgeren blev indkaldt til at mø-de i retten. Ansøgeren stoppede med at arbejde og turde ikke tage hjem til sin egen bopæl efter at have modtaget indkaldelsen til retten. Ansøgeren tog ophold hos nogle familiemedlemmer. Om-kring en uge efter at være stoppet med at arbejde, besluttede ansøgeren og dennes fætter, at de ville gå hjem til ansøgerens bopæl. På vejen hjem blev de mødt af en bil, hvorfra der blev skudt mod dem. Ansøgerens fætter blev ramt og døde efterfølgende heraf. Ansøgeren opholdt sig her-efter hos sin moster i et par dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at an-søgeren, uden instrukser herom, har ændret i mængden således at [A]s tilgodehavende beløb steg med 20 %, ligesom den angivende måde for bedrageriet forekommer nemt at opklare, hvorfor ansøgeren måtte være bekendt med, at den årlige revision med stor sandsynlighed ville opdage bedrageriet. Det findes påfaldende, at ansøgeren ikke kan erindre, hvornår bedrageriet startede eller hvor mange gange han lavede bedrageriet, særligt når der kun er tale om få gange. Det fin-des usandsynligt at revisionen ikke har opdaget bedrageriet i alle månederne, når de nu havde konstateret det i en måned. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt at [A] skulle have vilje til at begå drab i en sag, hvor ansøgeren er enig i, at myndighederne ville tro på [A]. Det beror alene på ansøgerens formodning, at det påståede attentat, hvor fætteren blev slået ihjel, var rettet mod ansøgeren. Det findes mindre troværdigt at eventuelle attentatmænd skulle gen-kende ansøgeren i mørke på 50 til 60 meters afstand, og derefter køre mod ansøgeren i stedet for blot at afvente, at ansøgeren kom tættere på bilen. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt, hverken af Rasas folk eller af myndighederne. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som utroværdig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort at han vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/32/CHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for de udenlandske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som tjener og bartender […] i [en bar] på den militære base […] i Kabul i perioden [sommer 2015] til [vinter 2016]. Efter at have været på arbejde [en nat i begyndelsen af 2015] tog ansøgeren hjem til sin farbror, [A]. [A] fortalte ansøgeren, at Taliban havde opsøgt hans forældres bopæl og slået hans far. [En morgen i begyndelsen af 2016] bragte [A] ansøgerens forældre til Kabul, hvor ansøgerens far fik hospitalsbehandling for de skader, som Taliban havde påført ham. Ansøgeren har oplyst, at hans mor fortalte ham, at talebanerne havde sagt, at de vidste, at ansøgeren arbejdede for de udenlandske styrker, at de ønskede, at han samarbejdede med dem, og at hvis han ikke indvilgede, ville de slå ham ihjel. Faren havde sagt til talebanerne, at ansøgeren ikke ville forråde sit hjemland, hvorefter han var blevet slået i hovedet med en geværkolbe. Talebanerne havde også givet faren et brev, hvori de truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke samarbejdede med dem. Herefter tog ansøgeren og hans forældre ophold hos [A] i Kabul, og de er ikke sidenhen blev opsøgt af Taliban.[Primo 2016] var ansøgeren vidne til tre bilbombeangreb i nærheden af hans arbejdsplads, og han blev lettere såret under det tredje angreb. Da ansøgeren vågnede på hospitalet senere samme aften, konstaterede han, at han havde fået en flænge i hagen og fraktioner i håndleddet. Ansøgeren blev udskrevet senere samme nat, fordi hans skader ikke var livstruende. Ansøgeren har oplyst, at kombinationen af trusselsbrevet fra Taliban og bilbombeangrebene [primo 2016], gjorde, at han besluttede sig for at udrejse fra Afghanistan. Ansøgeren forlod Kabul [vinteren 2016] og udrejste via Nimruz til Iran. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren personligt er efterstræbt af Taliban. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på centrale punkter fremstår divergerende, usammenhængende og udbyggende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet alene har angivet Talibans henvendelse på familiens bopæl og Talibans trusselsbrev som baggrund for sin udrejse. Ansøgeren har efterfølgende under samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet udbyggende forklaret, at det var en kombination af trusselsbrevet og tre selvmordsbombeangreb, der førte til udrejsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren 2016] først har forklaret, at de tre selvmordsangreb fandt sted omtrent i slutningen af […] 2015, mens han senere under samtalen har forklaret, at angrebene fandt sted [senere] og omtrent en uge efter farens indlæggelse på hospitalet. Ansøgeren har hertil forklaret, at faren blev bragt til hospitalet [i begyndelsen af 2016]. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgerens forklaringer om ophøret af ansættelsen som tjener og bartender i […] Kabul fremstår divergerende og usammenhængende. Han har i ansøgningsskemaet anført, at han opsagde arbejdet, da han tog ind til […] kontoret og fortalte, at han ville opsige arbejdet. Under asylsamtalen har ansøgeren først forklaret, at han ikke opsagde sin stilling, idet han blot udrejste af Afghanistan uden at informere sin arbejdsgiver herom. Foreholdt divergensen har ansøgeren forklaret, at han opsagde sin stilling ved personlig henvendelse til sin chef, [B], da det var for farligt at arbejde på basen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Udlændingestyrelsen under sagens behandling har rettet henvendelse til ansøgerens arbejdsgiver i Kabul, og at arbejdsgiveren har oplyst, at ansøgeren blev fyret fra sin stilling på grund af uoverensstemmelser med hans chef. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han efter den tredje bilbombe havde svært ved at orientere sig, mens han udbyggende under asylsamtalen har forklaret, at han vågnede op på hospitalet senere den samme aften, efter at politiet havde taget fat i ansøgeren og havde hjulpet ham. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at han vil være i fare ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet flere familiemedlemmer er medlemmer af et islamisk parti, der har relation til Taliban. Ansøgeren har også forklaret usammenhængende om delingen på Facebook af fotos af ansøgeren i baren i […] Kabul, herunder at ansøgeren selv har liket et sådant foto, selvom der var stor risiko forbundet med hans arbejde […]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de pågældende fotos er kommet til Talibans kendskab. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgerens forklaring under nævnsmødet om politiets mistanke om tyveri af en mobiltelefon i 2019 rettet mod ansøgerens bror og ansøgeren udgør et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/31/thv
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan og hendes mindreårige barn. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tadjik og født og opvokset i Herat, hvor hun har boet i hele sit liv, bortset fra en tre-årig periode fra omkring 2011-2014, hvor hun og hendes familie boede i Mashad, Iran. Under opholdet i Iran blev ansøgeren gift med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af sin ægtefælles fjender, der tilhører Taliban. Endvidere frygter hun at blive dræbt af farens fjender. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie udrejste til Iran omkring 2011 som følge af farens jordkonflikt, der handlede om, at personer, der ønskede at købe farens jord, truede faren til ikke at sælge jorden. I begyndelsen af 2015 blev ansøgeren og hendes familie sendt tilbage til Afghanistan. Omkring seks-syv måneder efter familiens tilbagevenden til Afghanistan opsøgte fem-seks personer familiens bopæl og tog faren med. Samme aften dag vendte faren tilbage til familiens bopæl. Han Faren var blevet udsat for fysiske overgreb, blødte og fortalte senere, at personerne, der havde taget ham med, havde spurgt efter ansøgerens ægtefælle. Omkring to måneder senere blev ansøgeren forsøgt kidnappet af to personer, mens hun sammen med sin mor var på indkøb i en basar i Herat. Kidnapningen blev forhindret af de tilstedeværende i forretningen. Samme dag flygtede ansøgeren og hendes familie. Familien tog ophold hos en af farens venner, inden familien udrejste til Iran en uge senere. Efter ansøgerens indrejse i Danmark har hendes forældre og to brødre fået asyl i [et europæisk land]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, idet nævnet i alt væsentligt ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende centrale punkter, herunder om hvorvidt hun og familien blev truet, efter at de vendte tilbage fra Iran til Afghanistan. Ansøgeren har således ikke til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 oplyst, at hun og familien modtog trusler, efter at de vendte tilbage til Afghanistan. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring på centrale punkter findes usandsynlig. Det findes blandt andet usandsynligt, at ansøgerens familie valgte at flygte straks som følge af den angivelige episode, hvor ansøgeren blev overfaldet af to mænd, uden at familien ifølge det forklarede havde nogle konkrete holdepunkter for, at episoden havde sammenhæng med familiens påståede konflikt i øvrigt. Nævnet bemærker i endvidere, at ansøgerens far efter det oplyste ikke solgte den jord, der ifølge forklaringen var anledningen til konfliktens opstart. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh 2019/31/MNR
Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Mihanjoy i Dand, Kandahār, Afghanistan. Ansøge-ren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ISIL og lokalbefolkningen, idet ansøgeren har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren i en periode på cirka seks til syv måneder tolkede for de amerikanske styrker i Afghanistan, hvilket var fra omkring [vinter] 2012 eller [vinter] 2013 indtil [forår] eller [sommer] 2013. Ansøgeren ud-rejste af Afghanistan i 2015, idet han frygtede, at Taliban på et tidspunkt ville opdage, at han havde arbejdet som tolk for de amerikanske styrker. Som følge af sin ansættelse hos de amerikanske styr-ker havde ansøgeren indtil sin udrejse ingen konflikter med Taliban, ISIL eller lokalbefolkningen. To af ansøgerens bedste venner ved navn [A] og [B] kendte til ansøgerens ansættelse som tolk for amerikanerne. [A] og [B] har formentlig fortalt om ansøgerens ansættelse til deres familie. Dette har medført, at andre personer fra ansøgerens lokalområde, efter ansøgerens udrejse, har fået kendskab til ansøgerens ansættelse hos de amerikanske styrker. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, op-lyste ansøgerens farbror ham om, at farbroren var blevet opsøgt af personer, som beskyldte ansøge-ren for at arbejde for de amerikanske styrker. Informationer om ansøgerens ansættelse hos amerika-nerne var dermed blevet videregivet til Taliban og ISIL. Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren i seks til syv måneder frem til foråret 2013 har arbejdet som tolk for internatio-nale styrker i Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid at ansøgerens forklaring om årsagen til hans udrejse og om, hvorvidt kendskab til tolkearbejdet er udbredt i lokalområdet, må tilsidesæt-tes, idet den på centrale punkter indeholder divergenser, ligesom hans forklaring forekommer afgli-dende. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han rejste til Iran for at søge arbejde eller fordi rygterne om tolkearbejdet var begyndt at cirkulere. Han har ligeledes afgivet divergerende oplysninger om, hvornår han blev bekendt med dette. I oplysnings- og motiv-samtalen har ansøgeren forklaret, at hans farbror allerede, mens han var i Tyrkiet, fortalte om ryg-terne, mens han i asylskemaet har oplyst, at ingen på daværende tidspunkt kendte til hans arbejde som tolk. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret eller individuel forfølgelse for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at ansøgeren ifølge forkla-ringen til sin oplysnings- og motivsamtale har opholdt sig i hjemområdet i mere end to år efter at arbejdet som tolk ophørte, og at familien efter det oplyste fortsat ikke har været udsat for repressali-er, herunder heller ikke den farbror, der selv har arbejdet som tolk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/30/GJEY
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i [et distrikt i] Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter Taliban, idet han er flygtet fra dem. Han frygter også myndighederne, fordi de tror, at han har samarbejdet med og støttet Taliban. Til støtte for sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at han er blevet stoppet på vej til skole af Taliban, som fortalte ham, at han skulle støtte dem og holde op med at gå i skole. Ansøgeren er også blevet opsøgt på sin bopæl af Taliban flere gange, hvor han i den forbindelse er blevet tilbageholdt i omkring to-tre timer, hvorefter han fik lov til at gå. Omkring to måneder og en uge før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev han, da han var på vej i skole sammen med fire andre drenge, stoppet af Taliban. Efterfølgende blev ansøgeren tilbageholdt af Taliban i omkring to måneder i et hus i [en anden landsby end ansøgerens hjemlandsby] i Baghlan-provinsen. Mens ansøgeren var tilbageholdt, blev han undervist i jihad, modtog fysisk træning, holdt vagt og samlede penge og brød fra folk i [den landsby, Taliban-huset lå i]. En aften lykkedes det ansøgeren at flygte fra huset sammen med fire andre drenge, idet vagten, der skulle passe på dem, ikke var til stede. Ansøgeren og de fire drenge blev kørt sammen til ansøgerens hjemlandsby af en tilfældig lastbilchauffør og dennes hjælper, hvorefter ansøgeren tog hen til sin farbror. Fra farbroren blev ansøgeren sendt til Puli Khumri, hvorfra ansøgeren tog til Kabul, hvor han opholdt sig i en uge. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse er hans farbror blevet opsøgt af Taliban flere gange, hvilket har medført, at farbroren er udrejst til Iran. Til støtte for sin frygt for myndighederne har ansøgeren oplyst, at hans farbror har fortalt ham, at skoleinspektøren på ansøgerens skole har kontaktet myndighederne og fortalt dem, at ansøgeren og de andre drenge, der blev kidnappet, frivilligt var blevet en del af Taliban. Endvidere har ansøgerens farbror set ansøgerens billede hænge i Pule Khumri, idet myndighederne i Pule Khumri har klistret billeder op af de unge, der har tilsluttet sig Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt han og de fire andre drenge blev kidnappet og kørt bort af Taliban i bil eller på motorcykler. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt vagten sov, da han og drengene flygtede fra Taliban, eller om vagten bare ikke var på stedet. Endelig har han under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban var venlige og høflige, når de tilbageholdt ansøgeren og hans venner i forhold til, at han tidligere har forklaret, at Taliban slog drengene under tilbageholdelserne. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, hvorvidt han fik våbentræning, mens han var tilbageholdt af Taliban. Han har således under nævnsmødet forklaret, at han fik våbentræning og skød til måls med forskellige våben under tilbageholdelsen, mens han tidligere til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke fik våbentræning. Ansøgerens forklaring om, hvad Taliban sagde til ham ved tilbageholdelsen og under træningen forekommer ikke sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forholdsvis detaljeret om, hvad Taliban sagde til ham og de andre drenge, men samtidig forklaret, at Taliban talte pashto, som han slet ikke forstod på det tidspunkt, hvor han var tilbageholdt. Ansøgerens forklaring om skoleinspektørens anmeldelse af drengene til myndighederne forekommer tillige mindre sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at skoleinspektøren vidste, at ansøgeren og drengene tidligere havde været tilbageholdt af Taliban flere gange, og at de var utilfredse med dette, hvorfor det forekommer usandsynligt, at han skulle melde dem til myndighederne for at have tilsluttet sig Taliban, da de udeblev fra skolen. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om bilen, der stoppede og tog de fem drenge op i et Talibankontrolleret område mindre sandsynlig. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at en bil skulle stoppe op i et Talibankontrolleret område og dernæst, at drengene skulle sætte sig ind til nogle fremmede i et Talibankontrolleret område og med det samme fortælle, at de var på flugt fra Taliban. Det forekommer også mindre sandsynligt, at Taleban skulle ønske at hverve ansøgeren og de andre drenge, der alle var etniske daritalene tadsjikker, som de ikke forstod sprogligt, og holde dem fanget, men samtidig give dem våbentræning og lade dem deltage i en vagtordning. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser og udbygningen, som Flygtningenævnet finder ikke alene kan forklares ved, at tolken til hans første samtale var fra Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/3/MGO
Nævnet stadfæstede i februar måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold som etnisk hazara. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøge-ren frygter ansøgerens bror, idet han har udsat ansøgeren for fysisk vold. Ansøgeren har som asyl-motiv endelig henvist til, at han frygter [A’s] familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de generelle forhold som etnisk hazara oplyst, at hazara-befolkningen i Afghanistan bliver undertrykt af blandt andre Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han fryg-ter sin bror oplyst, at han har slået ansøgeren op til flere gange. Ansøgeren har til støtte for sit asyl-motiv om, at han frygter [A’s] familie oplyst, at ansøgeren hjalp [A] med at passe nogle dyr. Plud-selig faldt nogle sten ned fra en bakke, hvorefter [A] kom til skade. Ansøgeren bar herefter [A] til-bage til landsbyen, hvorefter [A] kort tid efter afgik ved døden som følge af skaderne. Ansøgerens fætter rådede ansøgeren til at udrejse, idet [A]s familie var etnisk pashtun, hvorfor de ikke kunne lide etniske hazaraer. Ansøgeren udrejste herefter fra Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse og efter at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i et år, fortalte ansøgerens fætter, [B], til ansøgeren, at [A’s] familie havde ledt efter ansøgeren hos sine søstre i ansøgerens landsby i Afghanistan. [A’s] familie holdt ansøgeren ansvarlig for [A’s] død. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens kon-flikt med broderen i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved en tilbagevenden til hjemmeområdet vil være i risiko for at blive udsat for blodhævn fra [A’s] familie. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 2, i forhold til sin hjemegn. Ansøgerens konflikt vurderes at være lokal, og ansøgeren findes ikke at være profileret i forhold til Taliban eller andre grupper. Her-til kommer, at konflikten ligger mere end tre år tilbage. Henset til, at ansøgeren er en enlig og ar-bejdsduelig mand, der tidligere har arbejdet i både Afghanistan og Iran, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted end sin hjemegn, her-under i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Det tilføjes, at de generelle forhold i Afghanistan, her-under også for etniske hazaraer omend vanskelige, ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet fin-der derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/29/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en mindre by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af Taliban, og at han vil blive tvangsrekrutteret af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Taliban af tre omgange har opsøgt familiens bopæl og opført sig truende. På et tidspunkt opstod der kamphandlinger i byen, hvorefter ansøgeren tog hen til sin bekendt, som hjalp ansøgeren med at udrejse af landet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren og hans familie er blevet chikaneret som følge af deres oprindelse som hazaraer. Nævnet finder imidlertid, at de generelle forhold for afghanere i distriktet og for hazaraer ikke i sig selv er asylbegrundende. Det afgørende i sagen er derfor, om det kan lægges til grund, at familien et antal gange er blevet opsøgt på deres bopæl af Taliban med henblik på, at Taliban ville tvangsrekruttere ansøgeren. Forklaringerne fra ansøgeren og hans forældre er på dette afgørende punkt væsentlig forskellige. Ansøgeren har under sin sag, der er sambehandlet med hans forældres sag, men hvor der er truffet en særskilt afgørelse, forklaret under sin oplysnings- og motivsamtale, at Taliban opsøgte familien hver eller hver anden dag det seneste år. Han har ikke forklaret om besøgene under sin samtale [i starten af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at Taliban kom tre til fire gange til huset. Første gang var ca. fem år før udrejsen, hvor de kun var ved porten. Næstsidste gang var ca. to uger før ansøgerens udrejse. Taliban-medlemmerne var inde i gangen, snakkede med hans far og gik derefter igen. En uge senere kom to Taliban-medlemmer til huset, hvor den ene var inde i et værelse og den anden i gangen. De sparkede til familiens ting, råbte og slog ansøgerens far og forlod derefter huset uden at søge kontakt til ansøgeren. Ansøgeren er aldrig blevet slået af de Taliban-medlemmer, som har opsøgt huset. Ansøgerens far har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var for 12 år siden, og Taliban var alene på gårdspladsen. Anden gang familien blev opsøgt var i 2012/2013, og det ene Taliban-medlem var inde i huset. Ansøgerens far har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at familien blev opsøgt to til tre gange ved bopælen. Taliban var kun inde i huset én gang, hvilket skete for omkring fem år siden. Ansøgerens far har for nævnet forklaret, at familien er blevet opsøgt to gange. Første gang var fem år før udrejsen, og Taliban-medlemmerne kom ikke ind i huset. Familien blev anden gang opsøgt to måneder før udrejsen af to personer, som var inde i huset. Ved den pågældende lejlighed var ansøgeren også til stede. Ansøgerens far har forklaret, at Taliban-medlemmerne sparkede til møbler og talte grimt, men var ikke voldelige. Ansøgerens mor har til oplysnings- og motivsamtalen fortalt, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var ét år før udrejsen. Taliban-medlemmerne var inde i huset, hvor de slog ansøgeren og ansøgerens far. Den anden gang var en uge efter, hvor et Taliban-medlem var inde i huset, og hvor han blandt andet slog ansøgerens far. Ansøgerens mor har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at Taliban opsøgte familien to gange. Første gang var Taliban inde i huset, hvor de blandt andet slog ansøgeren og ansøgerens far. Anden gang var en uge senere, hvor to Taliban-medlemmer trængte ind i huset, hvor de blandt andet slog ansøgeren og ansøgerens far. Ansøgerens mor har for nævnet forklaret, at Taliban havde været på bopælen tre gange. Første gang fem år før udrejsen, hvor Taliban-medlemmerne ikke var inde i huset. Anden og tredje gang var med en uges mellemrum, hvor Taliban-medlemmerne var inde i huset, sparkede på deres ting og slog ansøgerens far. Flygtningenævnet finder, at de tre ansøgere har forklaret væsentlig divergerende på de helt afgørende episoder, både for så vidt angår tidsangivelse, antallet af besøg, hvorvidt Taliban var inde i huset, og om de udøvede vold mod beboerne. Flygtningenævnet tilsidesætter som følge heraf ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller konkrete og individuelle overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/28/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra [en mindre by], Kunduz, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de vil blive slået ihjel af Taliban, og at deres ældste søn vil blive tvangsrekrutteret af Taliban. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at Taliban har opsøgt ansøgernes bopæl nogle gange, hvor de trængte ind i deres hus og sagde, at de skulle flytte fra området. Ansøgerne formoder, at Taliban ville have dem til at flytte, idet de er hazaraer. Den mandlige ansøger er også blevet opsøgt af Taliban i sin købmandsbutik, ligesom han igennem mange år er blevet chikaneret på gaden. Ansøgerne havde efterladt 2500-3000 USD på bopælen, som deres ældste søn kunne tage, når han ville og kunne udrejse. For så vidt angår ansøgernes frygt for, at deres ældste søn ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive tvangsrekrutteret af Taliban, har ansøgerne oplyst, at der var mange unge drenge, som blev taget af Taliban med tvang, men Taliban havde aldrig truet med at tage deres ældste søn. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerne er blevet chikaneret som følge af deres oprindelse som hazaraer. Nævnet finder imidlertid, at de generelle forhold for afghanere i distriktet og for hazaraer ikke i sig selv er asylbegrundende. Det afgørende i sagen er derfor, om det kan lægges til grund, at familien et antal gange er blevet opsøgt på deres bopæl af Taliban med henblik på, at Taliban ville tvangsrekruttere deres ældste søn, [A]. Forklaringerne fra de to ansøgerne og [A] er på dette afgørende punkt væsentlig forskellige. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var for 12 år siden, og Taliban var alene på gårdspladsen. Anden gang familien blev opsøgt var i 2012/2013, og det ene Taliban-medlem var inde i huset. Den mandlige ansøger har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at familien blev opsøgt to til tre gange ved bopælen. Taliban var kun inde i huset én gang, hvilket skete for omkring fem år siden. Den mandlige ansøger har for nævnet forklaret, at familien er blevet opsøgt to gange. Første gang var fem år før udrejsen, og Taliban-medlemmerne kom ikke ind i huset. Familien blev anden gang opsøgt to måneder før udrejsen af to personer, som var inde i huset. Ved den pågældende lejlighed var [A] også til stede. Den mandlige ansøger har forklaret, at Taliban-medlemmerne sparkede til møbler og talte grimt, men var ikke voldelige. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen fortalt, at familien blev opsøgt to gange. Første gang var ét år før udrejsen. Taliban-medlemmerne var inde i huset, hvor de slog den mandlige ansøger og [A]. Den anden gang var en uge efter, hvor et Taliban-medlem var inde i huset, og hvor han blandt andet slog ægtefællen. Den kvindelige ansøger har ved samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at Taliban opsøgte familien to gange. Første gang var Taliban inde i huset, hvor de blandt andet slog den mandlige ansøger og [A]. Anden gang var en uge senere, hvor to Taliban-medlemmer trængte ind i huset, hvor de blandt andet slog den mandlige ansøger og [A]. Den kvindelige ansøger har for nævnet forklaret, at Taliban havde været på bopælen tre gange. Første gang fem år før udrejsen, hvor Taliban-medlemmerne ikke var inde i huset. Anden og tredje gang var med en uges mellemrum, hvor Taliban-medlemmerne var inde i huset, sparkede på deres ting og slog den mandlige ansøger. [A] har under sin sag, der er sambehandlet med nærværende sag, men hvor der er truffet en særskilt afgørelse, forklaret under sin oplysnings- og motivsamtale, at Taliban opsøgte familien hver eller hver anden dag det seneste år. Han har ikke forklaret om besøgene under sin samtale [i starten af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at Taliban kom tre til fire gange til huset. Første gang var ca. fem år før udrejsen, hvor de kun var ved porten. Næstsidste gang var ca. to uger før [A’s] udrejse. Taliban-medlemmerne var inde i gangen, snakkede med hans far og gik derefter igen. En uge senere kom to Taliban-medlemmer til huset, hvor den ene var inde i et værelse og den anden i gangen. De sparkede til familiens ting, råbte og slog den mandlige ansøger og forlod derefter huset uden at søge kontakt til [A]. [A] er aldrig blevet slået af de Taliban-medlemmer, som har opsøgt huset. Flygtningenævnet finder, at de tre ansøgere har forklaret væsentlig divergerende på de helt afgørende episoder, både for så vidt angår tidsangivelse, antallet af besøg, hvorvidt Taliban var inde i huset, og om de udøvede vold mod beboerne. Flygtningenævnet tilsidesætter som følge heraf ansøgernes forklaringer. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller konkrete og individuelle overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/27/CHHA
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk turkmener og sunnimuslim fra […], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede med myndighederne, hvorfor der var vagter ved ansøgerens bopæl. Ansøgerens far havde tidligere ført kandidatur til et lokalt råd. Faren var imidlertid ikke blevet valgt. I forbindelse med at Talibans magt i området blev større, blev vagterne ved ansøgerens bopæl slået ihjel i kamphandlinger med Taliban. Ansøgerens far flygtede derfor fra området. I den efterfølgende tid kom Taliban dagligt til ansøgerens bopæl for at spørge efter faren. Ansøgerens storebror forsvandt omkring tre måneder efter farens flugt. Ansøgeren fik at vide, at storebroren var blevet slået ihjel af Taliban. Få dage efter storebrorens forsvinden, kom Taliban til bopælen og tog ansøgeren med sig. Ansøgeren fik bind for øjnene, og hans hænder blev bundet, hvorefter han blev kørt til en politistation, der lå omkring en halv times kørsel fra bopælen. Ansøgeren blev herefter afhørt om sin far. Ansøgeren blev under afhøringerne sparket og slået med forskellige redskaber. Ansøgeren blev desuden udsat for fuldbyrdet voldtægt to gange. Efter to døgn blev ansøgeren flyttet til en træningslejr ved nabolandsbyen. På et tidspunkt forlod talebanerne stedet for at spise aftensmad. Én af talebanerne sagde til ansøgeren og en anden dreng, at de skulle gå med talebanerne over til [A], der er en af landsbyens ansvarlige. Efter, de havde været hos [A], løb ansøgeren om på den anden side af huset. Ansøgeren og drengen løb herefter væk fra huset. Da talebaneren skød efter dem, stoppede drengen med at løbe. Ansøgeren tog til Kunduz, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring under hensyn til oplysningerne om hans alder, uddannelsesmæssige baggrund og de lægelige oplysninger, hvorefter ansøgeren har mærker på ryggen, der kan hidrøre fra vold. Flygtningenævnet har endvidere ved vurderingen været opmærksom på ansøgerens angivelse af visse forståelsesmæssige problemer i forbindelse med tolkning under tidligere afhøringer. Flygtningenævnet finder desuagtet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om omstændighederne omkring brorens forsvinden, herunder om hvornår dette skete, og hvornår og fra hvem ansøgeren har hørt om det passerede. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt hans fætter stak af sammen med ham, om fætteren standsede med det samme eller om, hvorvidt han var med til at melde forholdet til lokalpolitiet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være således profileret over for Taliban eller andre, at han vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at hverken de generelle forhold i Afghanistan eller forholdene for personer med ansøgerens etnicitet i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om udsættelse af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse, idet en sådan efter de foran anførte omstændigheder ikke findes af væsentlig betydning for sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/26/JHB
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske pashtuner og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er født og opvokset i Kunduz-provinsen, og den kvindelige ansøger er født og opvokset i Sheberghan-provinsen. Efter ansøgerne i 2013 blev gift, flyttede de til [en landsby] i provinsen Sar-e Pol, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet og slået ihjel af efterretningstjenesten, da han har begået kontraktbrud, idet han som led i sit arbejde har skrevet under på, at han aldrig vil forlade efterretningstjenesten på grund af de oplysninger, man får adgang til. Han har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af mullah [M1] og dennes bror […], som begge tilhører Taliban, samt af mullah [M2], som er fra sikkerhedsgruppen [S]. Han frygter også at blive slået ihjel af parlamentsmedlemmet [P] fra partiet […], og af kommandant [K], som også var medlem af [det samme parti som P]. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet for efterretningstjenesten i Afghanistan fra 1389 (2010) til [en gang i efteråret] 2015. Ansøgeren blev ansat som løjtnant (Dohom Bridman) og var det i omkring fire år. Ansøgeren var premierløjtnant (Lomrai Bridman) i det sidste år af sin ansættelsesperiode. Ansøgerens konflikter startede, da han var med til at anholde mullah [M1]. Det skete [i sommeren] 2015. Mullah [M1] skulle arresteres, fordi efterretningstjenesten mente, at han var gruppeleder for Taliban i området, og fordi han var en vigtig og højtstående person i Taliban. Han havde omkring 70 bevæbnede mænd under sig, og hans gruppe blev støttet både økonomisk og med våben af gruppen [G]. Ansøgeren ledede aktionen, hvor mullah [M1] blev anholdt. Under aktionen satte ansøgeren håndjernene på mullah [M1], da denne blev anholdt. Efter aktionen modtog ansøgeren flere trusler fra mullah [M1]s bror, fra mullah [M2] og fra parlamentsmedlemmet [P], som alle truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han løslod mullah [M1]. Ansøgeren meldte de forskellige trusler til sin chef og dennes overordnede. Omkring 3-4 uger efter truslen fra [P] blev ansøgernes bopæl opsøgt af fire bevæbnede personer, der spurgte efter den mandlige ansøger og efterfølgende ransagede bopælen. Den kvindelige ansøger og den mandlige ansøgers bror, [B], og dennes ægtefælle var til stede under ransagningen. [B] fik at vide, at hvis den mandlige ansøger ikke samarbejdede med dem, så ville de slå ham ihjel. Den mandlige ansøger var ikke hjemme, idet han var på nattevagt. Han fik besked om opsøgningen fra [B], der ringede til ham og fortalte om opsøgningen på bopælen. Dagen efter opsøgningen kørte den mandlige ansøger sin ægtefælle og sine børn til den kvindelige ansøgers mors bopæl i byen Shebarghan. Ansøgeren tog herefter tilbage til sin arbejdsplads, hvor han også boede. Nogle dage inden ansøgernes udrejse af Afghanistan tog den mandlige ansøger til [en by i Kunduz-provinsen], da hans morbror skulle begraves. Den mandlige ansøger boede hos sin far, to brødre, søster og deres familier. Mens den mandlige ansøger var på besøg, var to personer en aften i færd med at klatre over muren til huset. Den mandlige ansøger affyrede skud, mændene skød tilbage og flygtede herefter, men de smed en bombe ind over muren, som resulterede i, at den mandlige ansøgers niece og nevø blev slået ihjel af bomben, da de begge lå og sov lige ved vinduet. Herefter valgte den mandlige ansøger at rejse til Kabul, hvor han opholdt sig i 3-4 dage. Under opholdet i Kabul ringede [B] til den mandlige ansøger og fortalte, at hans far var blevet opsøgt af kommandant [K], som ville vide, hvor han var. Kommandanten havde også truet faren på livet. Den mandlige ansøgers søster var blevet nervøs på vegne af faren, og hun havde derfor fortalt kommandanten, hvor den mandlige ansøger var og givet hans mobilnummer til [K]. Den mandlige ansøger rejste efter opholdet i Kabul videre til Nimruz, hvorfra han udrejste sammen med den kvindelige ansøger og deres børn. Efter ansøgernes udrejse fik den mandlige ansøger i sommeren 2017 telefonisk besked om, at en af hans tidligere kolleger, der var med i aktionen hos mullah [M1], og som var blevet forflyttet, er blevet slået ihjel af Taliban. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har været ansat i efterretningstjenesten i Afghanistan, og at han som premierløjtnant i [efterretningstjenesten] havde ansvaret for anholdelsen af det højtstående medlem af Taliban, Mullah [M1], og at den mandlige ansøger og hans familie efterfølgende har modtaget trusler på livet fra Taliban og været udsat for et bombeangreb fra personer med tilknytning til Taliban. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret konsistent om hændelsesforløbet og de konkrete omstændigheder, at forklaringen har været detaljeret og fremstår troværdig og sammenhængende, og at den kvindelige ansøgers forklaring også fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder det således efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger, der har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere, at Taliban vil udsætte dem for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han som følge af sin desertering vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/25/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra byen [B], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet hans far har arbejdet som chauffør for et transportfirma, der arbejdede for de udenlandske styrker. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far, efter at have arbejdet for firmaet i omkring to til to og et halvt år, forsvandt. Efter halvandet år alene i [B] flyttede ansøgeren med sin mor og sine brødre hen til ansøgerens morbror i landsbyen [L]. Dagen efter, ansøgeren var flyttet til [L], kom fire medlemmer af Taliban på morbrorens bopæl og tog ansøgeren med til deres base, hvor han blev beskyldt for at være spion. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring en halv dag, hvorefter han blev løsladt. På et tidspunkt tog ansøgeren med sin mor på hospitalet i [B]. De var på hospitalet i en dag, hvorefter de tog tilbage til [L]. Dagen efter, ansøgeren kom tilbage til [L], kom de samme fire Taliban-medlemmer igen til morbrorens bopæl og tog ham med til deres base i [L]. På basen blev ansøgeren fortalt, at hans far var chauffør for udlændinge. Taliban krævede derfor, at ansøgeren enten skulle deltage i krigen eller være selvmordsbomber. Efter tre-fire dages tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt. Han fik at vide, at han ville blive hentet igen efter nogle dage. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i to-tre dage på morbrorens bopæl og udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget højde for, at han har gået i skole i to år. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad hans far transporterede. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at hans far var chauffør for et stort firma i Kabul, at hans far kørte store biler, og at firmaet kørte udlændinges ting og sager til andre byer. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans far arbejdede som chauffør i et transportfirma, og at hans far transporterede varer til udlændige og transporterede våben til udenlandske styrker fra Kabul til andre steder i landet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far arbejdede i et firma, hvis navn ansøgeren ikke husker, og hans far kun transporede våben for amerikanerne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem han var sammen med, da Taliban første gang var på hans morbrors bopæl i [L] for at hente ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han var sammen med sine morbrødre. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han var sammen med sin morbror, hans familie, hans mor og brødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvad Taliban sagde til ansøgeren første gang, ansøgeren blev tilbageholdt af Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at Taliban fortalte ham, at de godt vidste, at hans far arbejdede for udlændinge. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at Taliban beskyldte ham for at være spion, og at Taliban ikke sagde andet end det, og at Taliban først den anden gang, hvor han var tilbageholdt af Taliban, sagde, at de havde oplysninger om ansøgerens far, og at han var chauffør for udlændinge. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han under den første tilbageholdelse fik at vide, at hans far havde arbejdet for myndighederne og for udlændinge, at han blev beskyldt for at være spion, og at Taliban bad ham om at samarbejde med dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor lang tid der gik mellem Talibans to opsøgninger af ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at der gik omkring to måneder mellem de to opsøgninger. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at der gik omkring 6-8 dage. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor langt tid det tog at gå fra hans bopæl i [L] til Talibans hus. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at det var 20-25 minutter, til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at det var 10-15 minutter og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var 5-6 minutter. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor længe han boede i [L] i alt. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, ansøgeren, at han flyttede til hjem til sine morbrødre, da han var 10-11 år gammel, hvor han boede til sin udrejse. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han boede i [L] i 5-6 måneder i alt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han under nævnsmødet har oplyst, at han har trukket sin tidligere og meget detaljerede forklaring om et trusselsbrev fra Taliban tilbage. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/24/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætter, som er medlem af Taleban, og han har henvist til sin fars asylmotiv i den sambehandlede sag. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med Masoud eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/23/mme
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. An-søgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fætter, Masoud, som er medlem af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, Seyed, og morbror, Qassem, arbejdede for de afghanske myndigheder. Masoud havde været i et skænderi med Seyed, fordi han ikke ville have, at Seyed arbejdede for myndighederne. En nat blev Qassems arbejdsplads angrebet af Masoud og hans mænd. Masouds bror, Moudod, blev slået ihjel i angrebet, hvorefter Masoud sendte folk til ansø-gerens families bopæl med anklager om, at Qassem havde slået Moudod ihjel. Omkring et halvt år efter Moudod var blevet slået ihjel, blev Qassem slået ihjel af Masoud, da han var på vej til arbejde. Nogle dage efter dødsfaldet modtog familien et trusselsbrev, hvori der stod, at man hav-de dræbt Qassem, og at ansøgeren og hans ældre bror, [N], skulle tilslutte sig Taleban og udføre selvmordsangreb. Efter Seyed også var blevet slået ihjel, blev familiens bopæl opsøgt tre gange af Masouds folk, der truede med, at ansøgeren, hans to brødre og hans far skulle tilslutte sig Ta-leban, hvorefter familien valgte at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansø-gerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes for-skelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret ind-byrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse op-søgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en peri-ode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig om-kring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhæn-gende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik kon-flikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med Masoud eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/22/mme
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive halshugget af sin fætter, som er medlem af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans lillebror, Seyed, og hans ægtefælles bror, Qassem, begge arbejdede for de afghanske myndigheder. Ansøgerens to fætre, Masoud og Moudod, har været en del af Taleban gennem mange år, og de har tidligere sendt et brev til Seyed om, at han skulle stoppe sit arbejde for de afghanske myndigheder. En aften blev politistationen, hvor Seyed arbejdede, angrebet af Taleban, i hvilken forbindelse Moudod blev slået ihjel. Masoud opsøgte efter angrebet ansøgeren, idet han anklagede Seyed for at have slået Moudod ihjel. Omkring 15 dage efter angrebet blev Qassem slået ihjel af Masoud, fordi han var i familie med ansøgeren. Omkring et halv år efter Qassem blev slået ihjel, opsøgte Masouds folk ansøgeren på hans bopæl, hvor de tilkendegav, at de ville slå Seyed ihjel. Noget tid derefter fandt ansøgeren en seddel på sin dør fra Masoud, hvoraf det fremgik, at Seyed og Seyeds bror var blevet slået ihjel, og at Masoud også ville slå resten af familien ihjel. Tre dage senere blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fem af Masouds folk. Ansøgeren fik at vide, at han selv og hans ældste søn skulle kæmpe for Taleban, samt at hans to yngre sønner skulle være selvmodsbombere. Idet ansøgeren nægtede dette, blev han udsat for fysiske overgreb. Efter yderligere tre dage blev ansøgeren igen opsøgt på sin bopæl, og de samme krav blev fremført. Da ansøgeren stadig nægtede, blev han igen slået. Efter omkring 3 yderligere dage blev ansøgerens bopæl opsøgt igen, og denne gang accepterede ansøgeren kravene. Den næste morgen besluttede ansøgeren, hans ægtefælle, og deres to sønner, [B] og [F], at de skulle udrejse. Den kvindelige ansøger har henvist til sin mands asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af Masouds folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med Masoud. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at Masoud ønskede hævn som følge af, at Masoud mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på Masouds bror, og at Masoud ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra Masoud. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at Masoud havde dræbt ansøgernes bror Seyed, mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på Qassem og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både Qassem og Seyed. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med Masoud som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/21/mme
Nævnet meddelte i februar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk noroozi og sunni muslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taleban, som har forsøgt at tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin kærestes far, [A], og gruppen Ghulam Yahya. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, idet der er krig i landet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror, [S], og morbror, [Q], arbejdede for de afghanske myndigheder, mens hans fars fætter, [M], var medlem af Taleban. [Q] havde deltaget i en kamp mellem myndighederne og Taleban, i hvilken forbindelse [M]s bror, [B], blev slået ihjel. Derefter blev ansøgerens families bopæl opsøgt af Taleban, i hvilken forbindelse de forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren, hans far og hans brødre. Efter [Q] blev slået ihjel af Taleban, flyttede ansøgeren hjem til sin fætter, som boede omkring én til halvanden times kørsel fra familiens bopæl, hvor han boede i omkring tre til fem måneder, inden han udrejste af Afghanistan. Under opholdet hos sin fætter mødte ansøgeren [F], som han fik følelser for, efter de havde talt lidt sammen. En dag opdagede [F]s far, [A], at de talte sammen udenfor [F]s hjem. [A] slog dem begge og trak [F] væk. [A] havde truet ansøgeren på livet og fortalte ham, at han ville aflevere ansøgeren til Ghulam Yahyas sønner, hvilket er en stor kriminel gruppe, som [A] havde forbindelser til og samarbejdede med. Ansøgerens fætre tog derefter ansøgeren med til et hus i [en landsby], hvor fætteren fortalte ansøgeren, at [F] ville mødes med ham. Ansøgerens fætter og kusine hjalp derefter ansøgeren med at arrangere en flugt ud af Afghanistan. Derefter mødtes ansøgeren og [F], hvorefter de flygtede. [F] er efterfølgende blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at en del af ansøgerens asylmotiv er sammenfaldende med hans forældres asylmotiv i den sambehandlede sag, hvori nævnet har udtalt følgende: ”Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgernes forklaring om deres baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgerne har således forklaret uoverensstemmende, udbyggende, usammenhængende og indbyrdes forskelligt om helt centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om forløbet af de episoder, hvor de blev opsøgt på deres bopæl af [M]s folk, og hvem der var til stede under disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl kun blev opsøgt en gang forud for sønnens [N]s flytning til mosteren, og at [N] kun var til stede på bopælen under denne ene opsøgning, der fandt sted omkring seks måneder forud for den næste opsøgning. Sønnen [N] har imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt flere gange forud for hans flytning til mosteren, og at han var til stede på bopælen under flere af disse opsøgninger. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at opsøgningerne stod på over en periode på omkring seks måneder, mens [N] har forklaret, at han vil tro, at perioden strakte sig omkring mere end et år. Ansøgerne har også forklaret forskelligt om, hvor den kvindelige ansøger og sønnerne gemte sig under opsøgningerne, idet den mandlige ansøger konsekvent har forklaret, at de gemte sig i stalden ved dyrene, mens den kvindelige ansøger først forklarede, at de gemte sig bag naboens hus. Den kvindelige ansøger ændrede imidlertid efterfølgende forklaring over for Udlændingestyrelsen, således at forklaringen kom til at stemme overens med den mandlige ansøgers forklaring, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Om baggrunden for opsøgningerne har ansøgerne også forklaret dels usammenhængende, dels forskelligt og udbyggende, idet ingen af ansøgerne under deres første samtaler med Udlændingestyrelsen (oplysnings- og motivsamtalerne) i 2015 nævnte noget om en specifik konflikt med [M]. Først under senere samtaler har den mandlige ansøger og til dels de øvrige ansøgere forklaret, at opsøgningerne skyldtes, at [M] ønskede hævn som følge af, at [M] mente, at den mandlige ansøgers bror var ansvarlig for drabet på [M]s bror, og at [M] ville have den mandlige ansøger og hans sønner til at tilslutte sig Taliban. Ansøgerne har også forklaret indbyrdes uoverensstemmende om indholdet af det brev, de angiveligt skulle have modtaget fra [M]. Den mandlige ansøger har således forklaret, at der i brevet stod, at [M] havde dræbt ansøgernes bror [S], mens sønnen [B] først har forklaret, at brevet alene omtalte drabet på [Q] og den kvindelige ansøger oprindeligt forklarede, at brevet omtalte drabene på både [Q] og [S]. Såvel den kvindelige ansøger som [B] ændrede imidlertid over for Udlændingestyrelsen forklaring, således at forklaringerne kom til at stemme overens, hvilket skete efter en kort pause, hvor ansøgerne havde mulighed for at tale sammen. Allerede på baggrund heraf må nævnet tilsidesætte ansøgernes forklaring om konflikten med [M] som utroværdig, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at de som følge af en sådan konflikt er i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Heller ikke den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Det kan herefter heller ikke vedrørende ansøgeren lægges til grund, at han hverken som følge af den angivelige konflikt med [M] eller som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Afghanistan. For så vidt angår ansøgerens selvstændige asylmotiv vedrørende en konflikt med navnlig [F]s far bemærker nævnet, at Udlændingestyrelsen i [F]s sag – hvorunder hun er blevet meddelt opholdstilladelse – har lagt [F]s forklaring om sit asylmotiv til grund, hvilken forklaring og asylmotiv i al væsentligt er identisk med ansøgerens. Der ses ikke i sagen at være holdepunkter for, at ansøgerens og [F]s asylsager skal vurderes forskelligt. Henset hertil og på baggrund af [ansøgerens] forklaring for nævnet lægges [N]s forklaring om denne del af asylmotivet til grund, ligesom det lægges til grund, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for asylbegrundende overgreb fra [F]s fars side. Efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold, herunder personlige og helbredsmæssige forhold, finder nævnet, at det ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold noget andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/20/mme
Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger, hendes tre børn og hendes medfølgende nevø fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Sorkhrod-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hendes ægtefælle har været med i bevægelsen. Ansøgerens ægtefælle gik ind i Taliban for mange år siden, og ægtefællen kom hjem til familiens bopæl en til to gange om måneden. På et tidspunkt havde ansøgerens ægtefælle ikke været hjemme i fire måneder, da det bankede på døren om natten. Da ansøgerens søn åbnede døren, stod der fire Taliban-folk, der sagde, at de var venner med ansøgerens ægtefælle. De sagde derudover, at ansøgerens sønner skulle gøre det samme som deres far, og at når et familiemedlem dør som martyr, skal man hævne dets død. De fire personer tog en boks med fra bopælen, som ægtefællen havde placeret, og de sagde endelig, at de ville komme tilbage og hente dem. Efter de fire Taliban-folk var gået, sørgede ansøgeren med sine børn over ægtefællens død. Ansøgeren og hendes børn opholdt sig herefter hos ansøgerens bror, som boede en halv times kørsel fra hendes bopæl, i tre-fire dage frem til udrejsen af Afghanistan. To dage efter, de fire Taliban-folk havde været på ansøgerens bopæl, tog ansøgeren og broren tilbage til ansøgerens bopæl for at hente ting i huset. Porten til huset var ødelagt, og de tog derfor tilbage til broren. Samme dag, som ansøgeren var tilbage på sin bopæl, fik ansøgerens bror et opkald fra en ven, som er medlem af Taliban. Vennen kunne fortælle, at Taliban var klar over, at broren skjulte ansøgeren og hendes familie, og at Taliban derfor også var efter broren. En til to dage herefter udrejste ansøgeren af Afghanistan med sine mindreårige børn og sin bror og nevø. Ansøgeren blev skilt ad fra sine to sønner under udrejsen. Sønnerne kom senere hen til Danmark og fik asyl i 2013. Ansøgeren boede fra udrejsen og til indrejsen i Danmark i Tyrkiet med sine øvrige børn og sin bror og nevø. Ansøgeren mistede kontakten til sin bror i Tyrkiet, og hun har derfor taget sig af sin nevø siden. Ansøgeren indrejste i Danmark med sine børn og sin nevø i [slutningen af] 2016. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring, der er i overensstemmelse med de to sønners forklaringer, til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens ægtefælle var med i taleban, og at taleban efter ægtefællens død opsøgte familien med henblik på at hverve sønnerne, hvorefter familien, der havde modtaget konkrete trusler fra Taleban, flygtede fra Afghanistan. Ansøgernes sønner blev oprindeligt meddelt opholdstilladelse med dette asylmotiv, og den ene søn har fået forlænget sin opholdstilladelse på dette grundlag, mens den anden søn har opnået andet opholdsgrundlag. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren opholdt sig i Iran og Tyrkiet frem til sin brors forsvinden, hvorfor hun først indrejste i Danmark nogle år efter sønnerne. Uanset konflikten ligger år tilbage, og uanset den ene søn på et tidspunkt er rejst gennem Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en afledt konflikt med Taleban, og at denne konflikt fortsat består i hendes hjemområde, der er kontrolleret af Taleban. Herefter, og idet ansøgeren, der er enlig kvinde med flere mindreårige børn, ikke har et rimeligt internt flugtalternativ, meddeler Flygtningenævnet ansøgeren, hendes tre børn og hendes medfølgende nevø opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at der er grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2019/2/MGO
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Bakawel, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en kommandant ved navn B og andre fra Bs gruppering. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil henrette ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om B oplyst, at han arbejdede med køb og salg af biler i Afghanistan. En af de personer, som ansøgeren solgte biler til, hed C, som er vokset op i samme landsby som ansøgeren. De biler, som ansøgeren solgte til C, havde ikke de nødvendige papirer, og ansøgeren havde ikke betalt bilafgifterne. En dag kom politiet forbi ansøgerens arbejdsplads og anholdt ham. De gav ansøgeren håndjern på og en pose over hovedet, hvorefter de kørte ham til politistationen i Ghazni. På politistationen spurgte de ansøgeren om hans forbindelser til kommandant B og hans nevø C. Politiet sagde til ansøgeren, at B og hans nevø C var kriminelle, da de samarbejdede med mafiaen og Taliban. Ansøgeren nægtede at have kendskab til B og C, men efter at politiet udsatte ansøgeren for fysisk vold op til flere gange, indrømmede han til sidst at have kendskab til C som følge af, at ansøgeren havde solgt en bil ham. Ansøgeren sagde også til politiet, at han kendte B ved navn, men at ansøgeren ikke vidste mere om B. Politiet fortalte til ansøgeren, at en af de biler, som ansøgeren havde solgt til C, var blevet anvendt til en bilbombe. Politiet sagde til ansøgeren, hvis han samarbejdede med dem og hjalp med at anholde C, ville hans straf blive mildere, og ansøgeren ville ikke blive straffet for at have solgt ulovlige biler til C. Ansøgeren ville derimod blive betragtet som medskyldig, såfremt han nægtede at samarbejde med dem. Ansøgeren indvilligede i at indgå et samarbejde med politiet om at anholde C. Ansøgeren tog kontakt til C fra politistationen, og ansøgeren aftalte at mødes med ham samme aften i Naw Abad-området. Ansøgeren tog hen til det pågældende område, hvorefter politiet fulgte efter ansøgeren i en bil. Mens C var i gang med at tjekke bilen, som C skulle købe af ansøgeren, omringede politiet C og lagde ham i håndjern. C råbte efter ansøgeren og truede med, at han ville slå ansøgerens familie ihjel. Under anholdelsen af C, flygtede ansøgeren fra stedet, hvorefter politiet skød efter ansøgeren. De ramte dog ikke ansøgeren, hvorfor det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgeren løb hen til sin ven ved navn A. Under ansøgerens ophold hos sin ven, modtog han et opkald. Vedkommende spurgte ansøgeren, hvorfor han havde udleveret C til politiet, og den pågældende person truede ansøgeren med, at de ville slå ham og ansøgerens familie ihjel, uanset hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens ven, A, hentede ansøgerens familie til sin bopæl. Da ansøgerens familie ankom, modtog ansøgeren på ny et opkald, hvor den pågældende sagde næsten det samme som sidst. Ansøgeren tog samme aften til Kandahār og herefter til Herat, hvor ansøgerens familie ankom dagen efter. Ansøgeren udrejste alene fra Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, er ansøgerens familie blevet opsøgt en gang af personer, der oplyste at være fra politiet. De ville have, at ansøgerens familie tog med hen til politistationen, men ejeren af bopælen, hvor ansøgerens familie befandt sig, tillod ikke politiet at komme ind. Ansøgerens familie rejste efter denne episode til Mazar-e Sharif. Ansøgeren ven, A, har modtaget et trusselsbrev efter ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Han har blandt andet forklaret til asylsamtalen, at den seneste bil solgt til C var registreret i ansøgerens navn, mens han i gensamtalen har forklaret, at bilen var uregistreret, og at han ikke havde papir på den. Ansøgeren har endvidere forklaret uklart og svævende om, hvorvidt han var bekendt med om, C købte biler kun af ham eller også fra andre. Ansøgeren har først for nævnet forklaret, at en i hvert fald medvirkende årsag til hans flugt fra politiet, var et forsøg på angreb fra Cs side. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvorvidt han genkendte stemmen på den, der truede ham umiddelbart efter flugten. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne tillægge det fremlagte trusselsbrev angiveligt fra Taliban nogen betydning blandt andet under hensyn til en diskrepans mellem brevets udstedelsesdato og den i brevet indeholdte frist for at melde sig. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hverken i relation til myndigheder eller grupperinger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/19/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Tutikighahgyi, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som mekaniker i sin landsby. Taliban kom en dag forbi værkstedet, og spurgte ansøgerens chef om, en person kunne reparere deres biler. Ansøgerens chef henvendte sig herefter til ansøgeren, og ansøgeren tog med de pågældende personer. Ansøgeren og personerne fra Taliban kørte i cirka 20 minutter, hvorefter ansøgeren reparerede deres bil. Ansøgeren blev efterfølgende kørt tilbage til værkstedet. Da ansøgeren kom tilbage, sagde ansøgeren til sin chef, at han ikke ville arbejde for Taliban igen, da de havde våben i deres bil, hvilket gjorde ansøgeren utryg. Ansøgerens chef sagde, at deres arbejde bestod i at reparere biler. Den samme aften fortalte ansøgeren om episoden til sin far, som sagde, at han ikke måtte arbejde for dem. Ansøgerens far havde tidligere oplevet problemer med dem, og han ønskede ikke, at det samme skulle ske for ansøgeren. Nogle dage efter henvendte Taliban sig på ny på værkstedet. Ansøgerens chef bad ansøgeren om at tage med. Ansøgeren sagde, at han var blevet syg, og at han ikke ville med, hvorfor han blev på værkstedet. Et par dage efter henvendte Taliban sig igen, hvorefter ansøgerens chef igen henvendte sig til ansøgeren. Ansøgeren sagde til sin chef, at han ikke ville med, og ansøgerens chef lod ansøgeren slippe. Taliban sendte herefter et brev til ansøgeren, som blev afleveret på værkstedet. I brevet stod, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Et par dage kom endnu et brev, hvor der også stod, at han skulle arbejde for dem, og såfremt ansøgeren nægtede, vidste de, hvor ansøgeren befandt sig. De truede med, at de ville bortføre ansøgeren og tvinge ansøgeren til at arbejde for dem. Ansøgerens chef anbefalede ham at flytte, og det blev arrangeret, at ansøgeren blev overflyttet til chefens brors værksted i Jalalabad. I Jalalabad modtog ansøgeren et tredje brev fra Taliban, hvoraf fremgik, at Taliban ville halshugge ansøgeren, hvis han ikke arbejdede for dem. Ansøgeren udrejste af Afghanistan efter en til halvanden måned. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed taget hensyn til, at han angiveligt er analfabet, men finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på centrale punkter indeholder betydelige divergenser. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han ved sin første møde med Taliban reparerede deres bil på værkstedet, eller om han tog med dem og foretog reparationen på et værksted hos Taliban. Han har endvidere forklaret divergerende om rækkefølgen mellem opsøgninger og trusselsbreve fra Taliban og om den tidsmæssige afstand mellem de forskellige episoder. Han har også for nævnet først forklaret, at han var blevet bedt om at montere bomber i biler for Taliban og senere, at han blot formodede, at en sådan anmodning ville fremkomme. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/18/GJEY
Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig fra Afghanistan. Indrejst i 2015/2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kunar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far omkring otte måneder inden udrejsen besluttede, at ansøgeren skulle gå i den lokale madressa. Da ansøgeren havde gået i madressaen i omkring to måneder fortalte læreren, at ansøgeren sammen med fire andre elever skulle på tur til Pakistan for at deltage i en koranoplæsningskonkurrence. I Pakistan blev ansøgeren og de andre elever fra hans skole introduceret til [A], som fortalte at eleverne ikke måtte fortælle om de ting, som de havde oplevet i Pakistan, når de kom hjem. Ansøgeren vendte tilbage til sin madressa. Omkring tre måneder senere fik ansøgeren at vide, at han sammen med 14 andre elever igen skulle på tur til Pakistan. Efter ankomsten til Pakistan holdt [A] en tale for ansøgeren og de andre elever fra hans madressa, hvor han fortalte om jihad og opfordrede til kamp mod de udenlandske tropper. Da de skulle hjem, opdagede ansøgeren, at de kun var ti elever, der skulle med tilbage. Ansøgerens underviser fortalte, at de øvrige fem elever skulle blive i Pakistan for at modtage ekstra træning. De fik igen at vide, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde oplevet i Pakistan. Omkring tre måneder senere fik ansøgeren at vide, at han sammen med 16 andre elever skulle med på endnu en tur til Pakistan. [A] talte igen om jihad og fortalte, at de fem drenge, der tidligere var blevet i Pakistan, havde deltaget i jihad. Herefter tog [A] ti elever fra ansøgerens madressa med sig. Disse ti elever kom ikke med tilbage til Afghanistan. Ansøgeren kom med tilbage, men han fik at vide, at han næste gang ville være klar til at blive i Pakistan. Endnu engang fik ansøgeren og de resterende elever at vide, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde oplevet. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han alligevel sin mor, hvad han havde oplevet i Pakistan. Moren fortalte det hele videre til ansøgerens far, som besluttede, at ansøgeren ikke længere skulle gå i madressaen. Fire dage senere rettede underviseren fra madressaen henvendelse på familiens bopæl og spurgte, hvorfor ansøgeren ikke længere deltog i undervisningen. Hertil svarede ansøgerens far, at han ikke ønskede, at ansøgeren skulle blive selvmordsbomber. Underviseren truede ansøgerens far, og sagde, at han ville fortælle Taliban om ansøgeren, hvis han ikke vendte tilbage. To dage senere ringede en Taliban-kommandant til ansøgerens far og sagde, at ansøgeren skulle genoptage sin undervisning. Herefter blev ansøgeren sendt til Kabul, hvor han boede hos sin fars ven. En dag ringede ansøgerens far til sin ven og fortalte, at han igen var blevet ringet op af Taliban-kommandanten, som sagde, at han vidste, at ansøgeren var i Kabul, og at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke kom tilbage. Herefter arrangerede farens ven ansøgerens udrejse fra Afghanistan. I Iran kom ansøgeren telefonisk i kontakt med sin ven, der fortalte, at Taliban havde opsøgt familiens bopæl, og at de havde udsat ansøgerens far for overgreb og kidnappet ham. Ansøgerens mor og søskende flyttede derefter hjem til ansøgerens morbror. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal har således lagt til grund, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold på en koranskole har fået at vide, at det næste gang var hans tur til at blive selvmordsbomber for Taliban, og at ansøgeren måtte udrejse af Afghanistan som følge heraf. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgeren må anses for at være særligt profileret i relation til Taliban, idet han under ophold i Pakistan har fået kendskab til Talibans rekrutteringsmetoder. Ansøgeren har således tre gange været i Pakistan i forbindelse med konkurrencer i koranoplæsning, og under disse ophold har en navngiven imam redegjort for blandt andet ansøgerens pligt til at deltage i jihad samt gjort ham bekendt med, at det nu var hans tur til at deltage. Flertallet har endvidere lagt til grund, at ansøgerens far blev gjort bekendt med rekrutteringsforsøget, og at han som følge heraf tog ansøgeren ud ad koranskolen i Afghanistan, hvorefter faren blev opsøgt af Taliban, der truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke vendte tilbage til koranskolen. Flygtningenævnets flertal lægger yderligere til grund, at faren herefter foranledigede, at ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgerens mor og søskende har taget ophold hos ansøgerens morbror. Ansøgeren har fra sin ven i landsbyen fået oplyst, at faren er blevet taget af Taliban. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter en samlet vurdering af ansøgerens sociale og personlige forhold ikke, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren må anses for at være særligt profileret i forhold til Taliban på grund af den viden, han har opnået under sine ophold i Pakistan, hvor en navngiven imam direkte har rekrutteret unge mænd, herunder ansøgeren, til jihad. Flygtningenævnets flertal har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har videregivet disse oplysninger til sin familie og også under sit ophold i Danmark har forklaret om den navngivne persons rekrutteringsforsøg. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det ikke kan udelukkes, at Taliban selv efter, at der er forløbet nogle år, vil have en interesse i at finde frem til ansøgeren, og at Taliban tillige vil være i stand til at finde ansøgeren, såfremt han tager ophold et af de nævnte steder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”. Afgh/2019/17/CHHA
Nævnet hjemviste i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt 3 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [en mindre by], Helmand, Afghanistan. Ansøgeren var ved sin indrejse shia-muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A] som følge af en konflikt mellem ansøgerens far og [A’s] søn. Ansøgeren har derudover henvist til forholdende for etniske hazaraere. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter hendes forhenværende ægtefælle, som er blevet meddelt endeligt afslag på asyl. Ansøgeren har endelig henvist, at hun er konverteret til kristendommen. Under hensyn til at alene det oprindelige asylmotiv har været behandlet af Udlændingestyrelsen, som hverken har været bekendt med asylmotivet vedrørende de ændrede forhold som følge af samlivsophævelse og trusler fra familien eller asylmotivet vedrørende konversion, finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen.” Afgh/2019/16/CHHA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra [en nærmere bestemt landsby i], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel Taliban, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban, der har kontrollen i det område, han kommer fra. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i Peshawar i Pakistan, hvor han boede, indtil han var 14 år, hvor familien returnerede til Afghanistan. Ansøgerens far fik arbejde som agent for den afghanske efterretningstjeneste. Omkring seks-syv måneder efter ansættelsen begyndte faren at modtage telefonopringninger, som gik faren på, og faren meldte disse til politiet, som meddelte, at han ikke skulle tage disse alvorligt. Senere fandt ansøgerens mor et trusselsbrev ved bopælen. Da ansøgerens mor blev bekendt med brevets indhold, blev hun rystet. En uge senere kom ansøgerens far ikke hjem fra arbejde. Ansøgerens farbror ringede den næste morgen til ansøgerens fars telefon, som blev besvaret af en person fra politiet, som sagde, at de kunne finde farens lig ved moskéen. Ansøgerens farbror meldte drabet til politiet. Et par uger senere modtog ansøgerens farbror et trusselsbrev og telefonisk trussel, hvorefter det blev besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår meget over¬ordnet og ikke giver indtryk af at bygge på ansøgerens egne oplevelser. Flygtningenævnet videre lægger vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgerens far skulle have fortalt ansøgeren, som efter sin egen forklaring var et barn, at faren var agent for den afghanske efterretningstjeneste, og at han skulle holde øje med, hvad der skete i området. Nævnet lægger herved vægt på oplysningens karakter og betydningen, hvis den blev givet videre. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at faren sagde til ansøgeren, at ansøgeren ikke måtte sige det til andre, men forklaringen fremstår også i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at hans familie ikke ønskede at involvere ham i problemerne, fordi han ikke var så gammel, bemærkelsesværdig. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han under rejsen til Europa ikke talte med sin ældre bror om, hvad der var sket, og at han ikke ved, hvorfor han ikke gjorde det, fremstår afglidende og utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at broren ifølge ansøgerens forklaring vidste mere om situationen, og at ansøgeren måtte formodes at interessere sig for, hvad der var sket, idet han måtte være klar over, at det ville være af betydning for, om han kunne få asyl i Sverige eller et andet europæisk land. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at det var ansøgeren og ansøgerens brødre, der skulle forlade Afghanistan, mens ansøgerens farbror, der ifølge ansøgeren havde modtaget telefoniske trusler og havde anmeldt ansøgerens fars død til politiet, blev i Afghanistan. Ansøgerens forklaring om, at farbroren var klog og voksen, hvorfor det ville være nemmere for ham at klare det, fremstår ikke overbevisende. Ansøgeren har i øvrigt forklaret udbyggende om, hvorfor ansøgerens mor og farbror blev i Afghanistan til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 forklarede ansøgeren, at moren og farbroren ikke skulle rejse, fordi de var gamle. Til asylsamtalen den […] 2017 forklarede ansøgeren, som anført, at farbroren var klog og voksen, og senere i samtalen og forklarede han, ligesom han har gjort for nævnet, at moren og farbroren også skulle rejse. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe der gik mellem de to opringninger, som gjorde faren ked af det, og som ansøgeren overværede. Til oplysnings- og motivsamtalen den […] 2016 forklarede ansøgeren, at der gik omkring tre dage mellem de to opkald. Til asylsamtalen den […] 2017 forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvor lang tid der gik mellem de to opringninger, men det var en kort periode. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra farens død til, at ansøgerens farbror begyndte at modtage trusselsopkald. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at opkaldene begyndte omkring en måned efter farens død. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke husker, hvor lang tid der gik. Adspurgt om der f.eks. gik et par dage, uger eller måneder, forklarede ansøgeren, at der måske gik omkring to uger. For Flygtningenævnet har ansøgeren i begge tilfælde forklaret, at han ikke husker, hvor længe der gik. Nævnet er opmærksom på, at der er tale om mindre divergenser, men nævnet finder, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i sine senere samtaler ikke har kunnet huske, hvor længe der gik henset til sagens alvorlige karakter for ansøgeren. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om, at familien alene modtog et trusselsbrev, ikke fremstår overbevisende henset til, at det fremgår af den politirapport, som ansøgeren har fremlagt en kopi af, at ansøgerens farbror skulle have oplyst, at familien modtog flere trusselsbreve, herunder at nogle blev klistret på døren til familiens bolig, og at andre blev kastet ind i familiens gårdhave. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han kun har kendskab til et trusselsbrev. Nævnet finder imidlertid, at det er usandsynligt, at ansøgeren ikke i det mindste efter farens død eller i forbindelse med udrejsen af Afghanistan skulle være blevet gjort opmærksom på, at der havde været yderligere trusselsbreve henset til sagens alvorlige karakter. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har fremlagt en kopi af en politirapport, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det forhold at ansøgeren frygter, at han vil blive betragtet som vantro, fordi han har været i udlandet, kan heller ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/15/STRAA
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer, der til de danske myndigheder har oplyst, at de er fra [byerne X og Y], Helmand, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban for 10-12 år siden overtog hans families jord med magt, fordi hans far ikke havde indvilliget i at arbejde som spion for dem. Da Taliban overtog jorden, opstod der slåskamp mellem ansøgerens familie og Taliban, og i den forbindelse blev en del af ansøgerens ene finger skåret af, og hans arm blev ødelagt. Ansøgerens familie anmeldte det til politiet. Nogle dage senere opsøgte Taliban familiens bopæl og tog ansøgerens far og lillebror, [A], med. 1-2 måneder herefter flyttede ansøgeren, hans mor og hans anden lillebror, [B], til [byen Y]. Efter kort tid i [Y] blev han gift med den kvindelige ansøger. Lillebroren [B] arbejdede som hyrde i [Y]. En dag blev [B] opsøgt af Taliban i bjergene. De spurgte ham, hvem han var søn af, og hvor han boede. Familien sendte derpå [B] ud af landet, og han er nu i Sverige. Taliban har henvendt sig til ansøgerens naboer et ukendt antal gange og spurgt efter den mandlige ansøger. Han udrejste derfor af Afghanistan med sin familie. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå hendes ægtefælle ihjel og efterstræbe hende og parrets børn. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælles far og bror blev kidnappet af Taliban, og at hendes ægtefælles familie har haft en konflikt med Taliban angående noget jord. Hun boede sammen med sin ægtefælle, hans mor og lillebror, [B], i byen [Y]. [B] arbejdede der som hyrde og blev en dag opsøgt af Taliban, som spurgte ham, om han kendte [sønnerne af navnet på den mandlige ansøgers far], hvortil han svarede, at han ikke kendte nogen med det navn. Familien besluttede derpå, at [B] skulle udrejse af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at familiens naboer blev opsøgt af Taliban, som spurgte efter hendes ægtefælle, og at Taliban har skåret hendes ægtefælles finger af og ødelagt hans arm. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende, og idet forklaringerne på centrale punkter ikke forekommer sandsynlige og fremstår konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret forskelligt om deres fødested og familieforhold. Det fremgår af oplysningerne fra de østrigske myndigheder, at den mandlige ansøger har oplyst, at han er født i Kabul, at han havde gået 6 år i grundskole i Kabul, og at han havde en bror. Til de østrigske myndigheder har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er født Kabul, og at hun havde 1 navngiven bror og 4 navngivne søstre samt deres alder. Det fremgår af oplysningerne fra de tyske myndigheder, at den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er født i Kabul. Til de danske myndigheder har den mandlige ansøger oplyst, at han er født i [X], Helmand, at han aldrig har gået i skole, og at han har to brødre. Til de danske myndigheder har den kvindelige ansøger oplyst, at hun er født i [Y], Helmand, og at hun aldrig har haft nogen søskende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at den kvindelige ansøger til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun hed [C] til efternavn, og at hun efter en kort pause forklarede, at hun huskede forkert, og udelukkende hedder [D] til efternavn. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvorvidt, hvor og hvornår hans finger blev afskåret og hans arm blev svært beskadiget. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger ikke oplyst om, at dette skulle være sket. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at dette skete, da Taliban overtog hans families jord i [X] med magt. Til oplysnings- og motivsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at Taliban skar den mandlige ansøgers finger af 1-2 år efter, at de var blevet gift, hvor den mandlige ansøger arbejdede som hyrde og havde passet dyr på grønne arealer. Taliban havde stoppet ægtefællen og skåret hans finger af. Hun ikke var hjemme og vidste derfor ikke, hvad der var sket. Den kvindelige asylansøger har endvidere senere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at den mandlige ansøger en enkelt gang er blevet truet og overfaldet af Taliban for 4-5 år siden, og at det skete uden for familiens bopæl i [Y] på grunden, hvor familiens hus er beliggende. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen oplyst, at dette skete 1-2 år inden, de blev gift. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om Talibans angivelige overfald på ham, og om hvem Taliban tog med, da Taliban opsøgte familiens bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at Taliban fratog faren hans jord for 10-12 år siden, og at Taliban tog ansøgerens far med, da han havde klaget over dette til de afghanske myndigheder, men har intet forklaret om, at den mandlige ansøger selv blev overfaldet, jf. ovenfor. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at den mandlige ansøger, hans far og brødre blev overfaldet af Taliban, at der var slåskamp, og at Taliban både slog dem og tog jorden fra dem, at faren gik til myndighederne, hvorefter Taliban en tidlig morgen tog både ansøgerens far og lillebror, [A], med. Det bemærkes, at den mandlige ansøger ved oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han var vokset op med én bror. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvordan Taliban fik kendskab til, hvor ansøgeren var flyttet hen. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han formodede, at Taliban havde fået kendskab hertil gennem hans tidligere naboer. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans lillebror havde fortalt, hvilket område de boede i, da han blev opsøgt i bjergene. For Flygtningenævnet har den mandlige ansøger forklaret, at hans lillebror ikke svarede på spørgsmålet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om Talibans gentagne opsøgninger af husene rundt om ansøgernes, men ikke ansøgernes hus, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvornår de forskellige begivenheder har fundet sted, særligt om hvornår hans lillebror og hans naboer blev opsøgt. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger oplyst, at Taliban opsøgte hans lillebror for 5-6 år siden, hvor han arbejdede som hyrde i bjergene. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at Taliban opsøgte hans lillebror 3-4 måneder efter, at de var flyttet til [Y]. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at selv hvis der skulle være en jordkonflikt med Taliban, fremstår det ikke sandsynligt, at Taliban skulle efterstræbe den mandlige ansøger, henset til, at den angivelige jordkonflikt blev afsluttet for 10-12 år siden, og at Taliban i den forbindelse overtog familiens jord. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/14/ATN
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [by], [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han blev anklaget for at have angivet medlemmer af Taliban til de afghanske myndigheder. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, Mazar E-Sharif eller Herat. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Klageren er meddelt opholdstilladelse i Danmark med beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren i dag risikerer overgreb fra Taliban eller blodhævn fra familiemedlemmer til den dræbte familie, i hvert fald ikke, såfremt klageren tager ophold uden for hjemområdet. Flygtningenævnet tiltræder således Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar E-Sharif. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det skal være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i det pågældende område. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren kom til Danmark som uledsaget mindreårig, og blev meddelt beskyttelsesstatus. Han har boet her i landet i knapt otte år. Han har gået i skole og samtidig haft job som pizzabager. Han er i gang med at videreuddanne sig. Han har gennem tre år haft en dansk kæreste. De har planer om at blive gift, når han har afsluttet sin uddannelse om halvandet til to år. Han har endvidere stærk tilknytning til en dansk familie. Han har ingen familie, som han har kontakt med, i hjemlandet. Han har ingen tilknytning til andre områder i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for velintegreret i det danske samfund, og nævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det ikke vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar E-Sharif. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2018, således at klageren fortsat skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/13/CABV
Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte ”Klageren er etnisk tadjik og muslim af trosretning fra [by], [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [sommer] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens oprindelige sag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive forfulgt af sin fætter, der er medlem af Taliban, og som vil have klageren til at deltage i jihad. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Herat eller Mazar-E Sharif. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Klageren er meddelt opholdstilladelse i Danmark med beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at principperne for anvendelse af internt flugtalterniv for konventionsflygtninge finder anvendelse for personer med beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talibans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund. Navnlig under hensyntagen til, at klagerens konflikt i forhold til Taliban er understøttet af klagerens farbror og fætre, finder Flygtningenævnet ikke, at det er godtgjort, at klageren kan henvises til at tage ophold andet sted i Afghanistan. Det er således ikke relevant at henvise klageren til at tage ophold i Herat eller Mazar E-Sharif. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at opholdstilladelsen kan nægtes forlænget. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det skal være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i det pågældende område. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet navnlig vægt på, at klageren kom til Danmark som uledsaget mindreårig, og blev meddelt beskyttelsesstatus. Han har boet her i landet i knapt seks og et halvt år, men er dårligt integreret. Han lider af PTSD og har et narkotikamisbrug. Han modtager i et vist omfang lægelig behandling. Hans eneste bror har indtil videre opholdstilladelse i Danmark. Han har ingen familie, som han har kontakt med, i hjemlandet. Han har ingen tilknytning til andre områder i Afghanistan. På trods af at klageren må anses for dårligt integreret i Danmark, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det heller ikke vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold i Herat eller Mazar E-Sharif. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2018, således at klageren fortsat skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/12/CABV
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet i nationalpolitiets efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han søgte ind i nationalpolitiet den [i foråret] 2010, hvor han arbejdede indtil [sommeren] 2012. Han havde rang af menig og arbejdede blandt andet med at hjælpe de engelske styrker, hvor han skulle indsamle oplysninger i civil og derefter videregive oplysningerne til de engelske styrker. Der var omkring 30 mand i enheden, som var lokaliseret i Logar-provinsen, Shikar Qala området, distrikt [X]. Ansøgerens far modtog en dag i 2012 et trusselsbrev, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle stoppe med at arbejde for myndighederne, men det nægtede ansøgeren. Dernæst blev ansøgeren [i sommeren] 2012 stoppet af fire personer fra Taliban, da han var på vej hjem til sin familie, fordi hans mor var blevet syg. Ansøgeren blev tilbageholdt i 44 eller 45 dage, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev en dag befriet af den afghanske nationalhær og udenlandske tropper. De satte ham af ved en vej og gav ham 100 afghani, hvorefter han tog en taxa til Jalalabad. Han udrejste [i efteråret] 2012 illegalt fra Afghanistan til Pakistan, hvor hans søster boede. Samme aften blev ansøgerens far opsøgt og slået af fire personer fra Taliban, hvilket førte til, at han døde. Ansøgerens mor og ægtefælle udrejste derefter til Pakistan. Efter tre år i Pakistan, hvor ansøgeren arbejdede hos sin svoger, udrejste han illegalt af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har været tilbageholdt af Taliban, til grund. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet skrevet, at det lykkedes ham at flygte fra Taliban, mens han til oplysnings- og motivsamtalen og senere under sagen har forklaret, at han blev befriet af de afghanske myndigheder og udenlandske styrker. Først i forbindelse med advokatindlægget og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han efter befrielsen fra Taliban talte med den øverste kommandant, [A], der blev gjort bekendt med anledningen til opkaldet og bekræftede hans identitet. Den bekræftelse, ansøgeren har indhentet fra sin kommandant, oplyser, at ansøgeren udeblev efter orlov, og oplyser intet om en tilbageholdelse. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har fortalt nogen på sin base om trusselsbrevet eller sin tilbageholdelse. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han aldrig har haft et pas og aldrig har søgt visum, hvilken forklaring ansøgeren har fastholdt under første del af asylsamtalen. Senere under denne samtale, da han af Udlændingestyrelsen blev foreholdt visumoplysningerne, har ansøgeren forklaret, at han har fået udstedt pas og søgt visum gennem en agent. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han havde glemt det, forklarer ikke på en rimelig måde denne divergens. Det fremgår af visumansøgningen, at ansøgerens pas er udstedt [i efteråret] 2012, på hvilket tidspunkt ansøgeren angiveligt var tilbageholdt af Taliban. Hertil kommer, at ansøgeren i forbindelse med visumansøgningen i 2013 har været på den tyske ambassade i Kabul for at afgive finderaftryk. Da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban, er der ikke grundlag for at foranstalte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren arbejdede for specialenheden 333 i Afghanistan. Dette forhold er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at han var enten maskeret eller i civil under operationer, at han aldrig har deltaget i anholdelser, og at han aldrig har deltaget i operationer i [Z]. Ansøgeren kan derfor henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, hvor hans familie, herunder mor og ægtefælle, bor. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan som følge af desertering er i risiko for at blive frakendt sin pension og idømt en fængselsstraf, kan ikke føre til et andet resultat, idet bemærkes, at straffen for desertering ikke kan anses for uforholdsmæssig. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/11/SLH
Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Surkhrod-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han er flygtet fra madrassaen (koranskolen) i sin landsby, som var drevet af Taliban. En dag, mens ansøgeren var i koranskolen, kom der to mænd, der sammen med hans lærer tilbød ham en plads i en anden koranskole. Ansøgeren havde på det tidspunkt været elev i koranskolen i landsbyen i omkring seks år. Ansøgeren fik at vide, at han skulle være i den nye koranskole i en måned, og at han i løbet af den måned ikke ville se sin familie. Ansøgeren aftalte med mændene og læreren, at han ville tale med sin mor om tilbuddet og vende tilbage med et svar. Ansøgerens mor blev glad, da hun hørte om tilbuddet, og hun accepterede, at ansøgeren tog afsted. Dagen efter tog ansøgeren tilbage til koranskolen i sin landsby. Han blev kørt afsted mod den nye koranskole af de to mænd, der havde været ved skolen dagen før. Turen derhen tog omkring to til to og en halv time, men ansøgeren kunne ikke se, hvor han blev kørt hen, da han fik bind for øjnene. Ansøgeren kom frem til den nye koranskole, som lå i et vildmarksområde og bestod af en bygning med to-tre værelser og en stor have omkranset af en høj mur. Da han kom frem til den nye skole, fik han at vide, at den nye koranskole var drevet af Taliban, og han fandt ud af, at der var omkring 25-30 drenge i skolen. Hverdagen i skolen bestod af morgenbøn og efterfølgende træning. Gruppen af de yngste drenge, som ansøgeren var en del af, bestod af 15-17 elever, som fik undervisning i brug af selvmordsveste og i at læse landkort. Gruppen af de ældste drenge trænede i brug af Kalashnikov-rifler. Om eftermiddagen modtog eleverne koranundervisning, hvorefter de drak te, talte og legede, indtil det omkring klokken 21 var sengetid. Efter omkring en måneds ophold i skolen fik ansøgeren at vide, at han nu var klar til at bruge selvmordsvesten, og at han skulle ind til byen og bruges som selvmordsbomber. Inden ansøgeren skulle afsted, bad han Taliban-folkene om lov til at besøge sin mor. Taliban-folkene var modvillige, og det var kun fordi, ansøgeren insisterede, at han fik lov til at tage hjem på besøg. På køreturen hjem til sin mor fik ansøgeren bind for øjnene igen. Ansøgeren blev sat af omkring 15-20 minutters gang fra sin bopæl, og han fik at vide, at han ville blive hentet senere af Taliban-folkene. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, at han var hjemme for sidste gang, fordi han skulle udføre jihad. Ansøgerens mor ville ikke acceptere dette og ringede til politiet, som ikke kunne hjælpe moren. Ansøgeren tog herefter sammen med sin mor, sine søskende og sin kusine til Kabul, hvor de boede hos ansøgerens faster og onkel. Efter tre dages ophold hos fasteren og onklen ringede Taliban til ansøgerens onkel og sagde, at ansøgeren skulle komme tilbage til dem, fordi han havde modtaget deres undervisning og vidste alt om dem. Ansøgerens onkel blev bange og mente ikke længere, at ansøgeren og hans familie kunne bo hos dem. Idet Taliban kun var efter ansøgeren, besluttede hans mor, at han skulle udrejse, og hun håbede derved, at Taliban på den måde ville lade resten af familien være. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, der viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har gået på en eller to forskellige koranskoler, og at han var en meget dygtig elev. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har gået på en koranskole, der var drevet af taleban og dermed heller ikke, at han er blevet oplært som selvmordsbomber. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om selve konflikten fremstår divergerende og udbyggende, ligesom hans forklaring om undervisningen i jihad og selvmordsvesten fremstår udetaljeret og upræcis. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange talibanere der var på skolen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår på dagen undervisningen i selvmordsveste foregik, herunder om det var formiddag eller eftermiddag. Endelig har han forklaret divergerende om, hvorvidt han blev kørt hjem til sin mor af en eller to talibanere. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at der blev sendt trusselsbreve til hans farbror, mens han selv var der og efterfølgende, og han har tillige under nævnsmødet forklaret udbyggende om antallet af telefoniske henvendelser til farbroren. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om skriftlige henvendelser, og at han tidligere alene har forklaret om et telefonisk opkald til sin farbror. Han har i øvrigt forklaret divergerende om, hvornår det første opkald til farbroren kom, herunder om det var på 1. eller 3. dagen. Ansøgeren har dertil afgivet en upræcis og udetaljeret forklaring om, hvad han lærte om selvmordsvesten og om det ritual, der skulle gå forud for det hellige selvmord. Endelig fremstår ansøgerens forklaring om morens accept af det midlertidige skoleskift og hans manglende kendskab til de andre elevers navne utroværdig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hans mor uden videre accepterede, at han skiftede skole i 30 dage og på, at han har forklaret, at hans hold blev kaldt frem ved nævnelse af navne hver dag i 30 dage, men at han alligevel ikke over for Udlændingestyrelsen har været i stand til at nævne mere end to navne på andre elever. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/1/MGO
Nævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning. Klageren kommer fra landsbyen Madikool i provinsen Parwan, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans far blev slået ihjel af Taliban efter at have videregivet oplysninger om Taliban til de afghanske myndigheder, hvorpå Taliban opsøgte klagerens bopæl for at få klageren udleveret. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, f.eks. Herat eller Mazar-e-Sharif. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund og finder herefter, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talebans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. For så vidt angår klagerens individuelle konflikt bemærker nævnet, at der ikke foreligger oplysninger, der støtter, at Taleban ikke længere interesserer sig for klageren. Nævnet bemærker i øvrigt, at konflikten med Taleban, der førte til klagerens flugt, er af nyere dato. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at det vil være relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold i et andet sted i Afghanistan. Nævnet bemærker tillige, at klageren aktuelt er anbragt på institutionen [S], der efter det oplyste er et bosted for personer med behov for omfattende støtte. Det fremgår således om ansøgeren i brev af [vinteren] 2018 fra Vejen Kommune blandt andet: ”[I] beskrives via screeningsrapport af [efteråret] 2017, som en dreng, der er yderst presset. Rapporten peger blandt andet på, at [I] kan have en kompleks PTSD, idet han ved udarbejdelse af screeningsrapporten var påfaldende i kontakten og svarede usammenhængende under interviewet. Han havde svært ved at forstå, hvordan verden hænger sammen og manglede mentaliseringsevne. Rapporten peger ligeledes på, at der i [I’s] tilfælde kan være tale om personlighedsforstyrrelse og/eller en mental retardering. Det er uvist, om [I’s] vanskeligheder stammer fra udviklings-traumatiske oplevelser i barndommen.” Nævnet finder efter disse oplysninger om klagerens person heller ikke, at det vil være rimeligt at henvise klageren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [foråret] 2018 således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afghanistan/2018/9/TBP
Nævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning. Klageren kommer fra byen Pol-e Khumri i provinsen Baghlan, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet klagerens far, som var politikommandant, blev slået ihjel ved en bombeeksplosion i [vinteren] 2007 under bilkørsel, hvor efter Taliban i de følgende måneder flere gange opsøgte klageren og til sidst skød og ramte denne på sin bopæl. Udlændingestyrelsen, der fortsat har lagt klagerens forklaring til grund, har nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, f.eks. Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif. I henhold til udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus. Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen klagerens forklaring til grund og finder herefter, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i sit hjemområde. Nævnet bemærker, at det ved IFA-vurderingen er afgørende, om det pågældende IFA er relevant i det konkrete tilfælde, og om det er rimeligt at forvente, at klageren tager ophold et andet sted i hjemlandet, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, jf. pkt. 91. Ved afgørelsen af ovenstående bør der foretages en objektiv vurdering af, hvorvidt en del af hjemlandet kan udgøre et IFA. I vurderingen må de forhold, der førte til klagerens flugt fra hjemlandet, tages i betragtning, men det skal også tages i betragtning, om den del af hjemlandet, der kan antages at fungere som et IFA, udgør et meningsfuldt alternativ for fremtiden, herunder om området er vedvarende stabilt og sikkert, jf. UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Internal Flight or Relocation Alternative” within the Context of Article 1 A (2) of the 1951 Convention and/or 1967 Protocol relating to the Status of Refugees af 23. juli 2003. Endvidere skal klagerens personlige forhold indgå i den konkrete vurdering af, om klageren kan henvises til et bestemt område og dér leve et efter hjemlandets forhold relativt normalt liv uden for store besværligheder (”undue hardship”). Det fremhæves i de ovennævnte guidelines fra UNHCR, at alder, køn, helbredstilstand, familiemæssig situation, etnisk, kulturel eller religiøs gruppe, politisk eller social tilknytning til det pågældende område, sprog, uddannelse og profession samt tidligere forfølgelse og deraf følgende psykologiske problemer skal indgå i vurderingen. Disse forhold skal anskues kumulativt, jf. UNHCR’s håndbog, pkt. 53. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at Talebans magtposition i Afghanistan nu – i forhold til det tidspunkt, hvor klageren blev meddelt opholdstilladelse – i hvert fald ikke er svækket, jf. herved blandt andet UNHCR’s guidelines vedrørende Afghanistan udsendt den 29. august 2018. For så vidt angår klagerens individuelle konflikt bemærker nævnet, at der ikke foreligger oplysninger, der støtter, at Taleban ikke længere interesserer sig for klageren. Nævnet bemærker herved tillige, at klageren ikke kan anses som en ganske uprofileret person. Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ændrede forhold, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, at det vil være relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold i et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2018 således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afghanistan/2018/8/TBP
Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby i] Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har uddelt politisk materiale for præsidentkandidaten Dr. Abdullah Abdullah og har bistået i forbindelse med valghandlingerne i 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter Taleban, idet Taleban ønsker at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har oplyst, at han på sin farbrors foranledning har uddelt politisk materiale til støtte for præsidentkandidaten Dr. Abdullah Abdullah i forbindelse med præsidentvalget i Afghanistan i 2014. Omkring en måned forud for valget uddelte ansøgeren og ansøgerens fætter [M] løbesedler, ophængte plakater og malede slogans i sin hjemby i […]. Befolkningen i hjembyen er hazaraer. Ansøgeren hjalp endvidere sammen med sin fætter til på et valgsted i hjembyen både ved valget den 5. april 2014, og ved omvalget den 16. maj 2014. Omkring 20 til 30 dage efter omvalget blev [M] taget til fange af Taleban, mens han sad i en bus på vej til Kabul for at besøge familie der. Et par dage senere blev fætterens mishandlede lig fundet af en chauffør ved en vej tæt på landsbyen Qarabagh. Ansøgeren forsatte med at gå i skole, og der skete ikke umiddelbart noget med ham. Kort tid efter sendte Taleban imidlertid et trusselsbrev til befolkningen i [landsbyen]. Brevet blev som det var sædvane omdelt af buschaufførerne. I brevet stod der, at dem, der havde deltaget i arbejdet med valget, ville blive slået ihjel, hvis de blev fanget af Taleban. Ansøgerens far blev selv taget til fange af Taleban, fordi han havde bragt brød ud til soldaterne på politistationen ved [en anden landsby]. Ansøgerens far blev på den baggrund af Taleban beskyldt for at samarbejde med myndighederne. Taleban slog faren meget. Ansøgerens far blev løsladt om aftenen samme dag, som han var blevet tilbageholdt. På baggrund af Talebans trusler besluttede ansøgerens far, at det var nødvendigt, at ansøgeren flygtede. Ansøgeren har videre oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren begyndte at gå i kirke med [R], en anden asylansøger, da han blev flyttet til voksenasylcenteret i [en by i Danmark]. Ansøgeren føler, at han konverterede [i vinteren 2016/2017], hvor han begyndte at komme i [en kirke] regelmæssigt og deltog i undervisning. Ansøgeren blev døbt i den lokale folkekirke [i vinteren 2017/2018], efter at have deltaget i et længerevarende dåbsforløb. Der er under sagen fremlagt erklæringer fra sognepræst [T], der bekræfter ansøgerens oplysninger om ansøgerens deltagelse i de kirkelige aktiviteter og den undervisning ansøgeren har modtaget forud for dåben. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har fremstået detaljeret og selvoplevet. På grundlag af ansøgerens forklaring, der støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende valgets forløb, finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har udført de beskrevne opgaver i forbindelse med valget i 2014, og at ansøgerens far på grundlag af Talebans ageren efter valget besluttede, at ansøgeren måtte flygte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af, at han bistod i forbindelse med begge valghandlinger, vil risikere at blive udsat for overgreb fra Talebans side, såfremt han i dag måtte vende tilbage til hjemområdet, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren kan anses for profileret i forhold til Taleban på en sådan måde, at ansøgeren risikerer overgreb, såfremt han tager ophold andetsteds i hjemlandet. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i et andet område i Afghanistan end sit hjemområde i Ghazni. Ansøgeren er en enlig, ung mand, der må anses for arbejdsduelig. og det vil derfor efter nævnets opfattelse, uanset at ansøgeren er hazara, være muligt for ham at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for overgreb fra Taleban. Ansøgeren har forklaret sammenhængende og troværdigt om baggrunden for sin konversion og sine kirkelige aktiviteter. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens oplysninger om baggrunden for den opståede interesse for kristendommen, undervisningsforløbet, dåbsforløbet og engagementet i kirkelige aktiviteter gennem en længere periode, hvilke oplysninger støttes af skrivelserne fra sognepræst [T]. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgernes fremtræden under nævnsbehandlingen. Ansøgeren har givet udtryk for en oprigtig tro, som han ikke finder at kunne eller ville skjule, såfremt han måtte vende tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for at være reel, og at ansøgeren som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/63/mme
Nævnet meddelte i juli 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er 32 år gammel, er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Han er født i landsbyen […] i Paktia provinsen, hvor han boede til han var omkring 10 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, navnlig fordi han har været ansat i det afghanske […]sministerium. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i 4 år først som portvagt og senere bodyguard, og lejlighedsvis chauffør, for den daværende […]- og senere […]sminister, [navn på minister], der var særdeles fjendtligt indstillet over for Taliban. Ansøgeren fungerede også som bodyguard for ministerens familiemedlemmer. Ansøgeren boede i et hus tæt ved ministerens bolig. Han frygter, at Taliban mener, at han via sit arbejde har fået kendskab til vigtige oplysninger om ministerens vaner og opholdssteder samt oplysninger om ministerens familie og venner. Taliban vil derfor være interesseret i at kidnappe ham og afpresse ham for at få oplysningerne. Ansøgeren har videre forklaret, at hans bror [A], der transporterede varer for amerikanerne, i 2015 blev tilbageholdt af Taliban, mens han var på besøg i [ansøgerens landsby], hvor deres lillebror [B] og mor fortsat bor. Taliban, der har stor indflydelse i landsbyen, brækkede [A]s hånd, inden denne efter en uges tid blev løsladt mod en slags kaution fra det Taliban-venlige ældreråd i landsbyen. Taliban krævede af [A], at denne tilsluttede sig Taliban, der fortalte [A], at de var klar over, at ansøgeren arbejdede i […]sministeriet. Taliban viste i den forbindelse [A] et foto af ansøgeren, hvor han var i militæruniform og bar et våben. Fotografiet var tydeligvis taget ved hans arbejdsplads. [A] fik videre at vide, at Taliban krævede, at ansøgeren skulle ophøre med sit arbejde og i stedet arbejde for Taliban, samt at Taliban nok skulle fange ansøgeren, hvis ikke han kom. Taliban oplyste i den forbindelse, at de vidste, hvor ansøgeren boede. Straks efter løsladelsen udrejste [A]. Ansøgeren begyndte at arrangere sin udrejse, og udrejste 20 dage efter [A]s løsladelse. Ansøgeren har efter sin udrejse senest talt med [B] for ca. 8 måneder siden. [B] oplyste da, at Taliban havde spurgt efter ansøgeren i landsbyen. Ansøgeren ved ikke, om Taliban også har spurgt efter ham i Kabul efter udrejsen. Ansøgeren har tilføjet, at han for mange år siden tilfældigt blev ramt af en bombe, hvilket førte til, at han siden har haft hukommelses- og koncentrationsproblemer. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, og at ansøgeren derefter i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb af Taliban, som myndighederne ikke kan antages at ville kunne beskytte ham imod. Herefter, og da ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få asyl efter flygtningekonventionen, meddeler Flygtningenævnet opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/ 2018/523/DH
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra landsbyen […], […] distriktet, Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban eller slået ihjel af dem. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at Taliban ofte kom til ansøgerens landsby for at hente unge drenge, som de tog med sig. Taliban havde kontrollen i ansøgerens område. Taliban opsøgte ansøgerens bopæl adskillige gange, hvor de spurgte ansøgerens mor efter den ældste eller næstældste søn i familien. Taliban forlod stedet, når ansøgerens mor fortalte, at der ingen var på bopælen. På et tidspunkt inden ansøgerens udrejse af Afghanistan angreb Taliban ansøgerens skole. Ansøgeren flygtede og gemte sig. Han vendte herefter hjem til sin bopæl, hvorefter han udrejste af Afghanistan. I [foråret] 2017 blev ansøgeren oplyst, at hans far var blevet dræbt, idet en fremmed mand besvarede ansøgerens opkald, da ansøgeren ringede til sin far. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2003. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Ansøgeren har på tidspunktet for nævnets afgørelse en verserende klage i Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. For så vidt angår denne klage, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, hvorfor ansøgeren allerede af den grund ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, herunder at ansøgeren har en frygt for Taliban og ISIL. Nævnet kan derimod ikke lægge til grund at ansøgeren er konkret og individuelt efterstræbt af Taliban eller ISIL. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at Taliban har henvendt sig til ansøgerens mor på familiens bopæl. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Adspurgt, om Taliban havde talt med ansøgerens mor, forklarede ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at det vidste han ikke, men at han vidste, at Taliban henvendte sig til folk derhjemme også. Til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2018 forklarede ansøgeren, at Taliban bankede på porten til ansøgerens families bopæl, og at moderen lukkede op og talte med Taliban, der sagde, at hun skulle aflevere ansøgeren eller den næstældste søn til dem. Ansøgeren forklarede videre, at han var i skjul på bopælen, og at moren fortalte ansøgeren om Talibans henvendelse samme dag, som de skulle have opsøgt bopælen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at Taliban opsøgte familiens bopæl flere gange. Flygtningenævnet er ved vurderingen af ansøgerens forklaring opmærksom på ansøgerens alder, og at der som følge heraf ikke skal stilles samme krav ved vurderingen af forklaringen som ved en voksens forklaring. Nævnet er endvidere opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han forklarede, som han gjorde til oplysnings- og motivsamtalen, fordi han ikke så morens samtale med egne øjne og først fik det fortalt, da moren kom ind i huset. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering, idet der er tale om en omstændighed af helt central betydning for ansøgerens asylmotiv, som det må forventes, at ansøgeren – uanset sin alder – vil fortælle om i oplysnings- og motivsamtalen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål om, hvor lang tid truslerne fra Taliban stod på, inden han forlod sin familie. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at Taliban vil tvangsrekruttere ham. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har talt med Taliban, og at det ikke kan lægges til grund, at Taliban har opsøgt ansøgerens familie. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at Taliban ønsker at tvangsrekruttere ham. Det forhold, at Taliban har angrebet ansøgerens skole, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet lægger herved vægt på, at angrebene ikke har været rettet mod ansøgeren. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han skulle være efterstræbt af Taliban som følge af ansøgerens fars arbejde for amerikanerne. Nævnet lægger herved vægt på, at det som anført ikke kan lægges til grund, at Taliban har opsøgt familien, ligesom nævnet lægger vægt på, at ansøgerens far, så længe ansøgeren husker, arbejdede for amerikanerne, uden at det har haft konsekvenser. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han har fået oplyst af en fremmed, der tog farens telefon, at faren var død, men nævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der sandsynliggør, at faren skulle være død som følge af en konkret individuel konflikt med Taliban. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at det skulle forholde sig således. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sin fars død skulle være profileret i forhold til Taliban eller andre og dermed efterstræbt af disse og som følge heraf være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens frygt for ISIL, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i øvrigt er risiko for asylbegrundende overgreb af ISIL. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke mødt personer med tilknytning af ISIL, og at han ikke har oplevet konflikter med ISIL. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt af [ISIL]. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder risikoen for at blive tvangsrekrutteret, ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke er blevet kontaktet af Taliban eller ISIL. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Afgh/2018/378/HHU
Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra landsbyen […] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han ikke adlød deres ordrer og udførte det arbejde, som de ville have ham til. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter, at Taliban vil efterstræbe ham på grund af hans svigerfars uoverensstemmelser med dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans mor er skrædder, og at han på et tidspunkt blev opsøgt af fire til fem talebanere på sin bopæl. Talebanerne sagde, at kommandanten ville tale med ham, hvorefter ansøgeren blev ført ind i en bil og kørt hen til et hus, hvor han blev placeret i et værelse. Cirka 20 minutter senere kom fire til fem talebanere ind i værelset og begyndte at slå og sparke ansøgeren. Herefter kom kommandanten, der blev kaldt [A], ind i værelset. Kommandanten sagde til ansøgeren, at han var en forræder, som samarbejdede med de vantro, og at han derfor skulle sy uniformer og veste for Taliban. Ansøgeren var bange, og han indvilgede derfor. Derefter blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren fik dog at vide, at Taliban ville kontakte ham igen, ligesom han fik at vide, at de ville slå både ham og hans familie ihjel, hvis han kontaktede myndighederne. Ansøgeren tog hjem, hvor han fortalte sin mor, hvad der var sket. Herefter tog ansøgeren og hans mor til Herat, hvor hans morbror boede. Ansøgeren overnattede hos sin morbror og udrejste af Afghanistan den følgende morgen. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med Taliban til grund. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren i Afghanistan blev søgt hvervet af Taliban til i sin egenskab af skrædder til at sy afghanske myndighedsuniformer, at ansøger under tilbageholdelsen blev udsat for overgreb, og at han accepterede at samarbejde, hvorefter han flygtede. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om de konkrete omstændigheder, og at forklaringen fremstår troværdig. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til sit hjemområde risikerer, at Taliban vil udsætte ham for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at meddelle ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan tage ophold andre steder i Afghanistan. Efter en samlet vurdering af ansøgerens helbredsproblemer finder flertallet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til som internt flugtalternativ at tage ophold andre steder i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/376/thv
Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra [landsby], Daikundi, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel, og at hans familie vil blive tortureret af Taliban, idet ansøgeren frivilligt arbejdede ved politiet med at tilse og hjælpe ofre for Taliban. Den mandlige ansøger frygter endvidere visse ukendte personer fra Taliban, der var skyld i, at ansøgeren og hans familie var nødt til at opholde sig i Iran indtil 1382 eller 1383 (2003 eller 2004). Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den kvindelige ansøger frygter endvidere, at hun vil blive anholdt og misbrugt af Taliban grundet ægtefællens konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at han og familien flygtede til Iran, da Najibullahs regering faldt. Årsagen til flugten var, at ansøgerens far og bror havde arbejdet for regeringen og derfor var i fare for sanktioner fra Taliban. Ansøgeren opholdt sig i Iran indtil begyndelsen af sommeren 1382 eller 1383 ([sommeren] 2003 eller [sommeren] 2004), hvor ansøgeren rejste alene tilbage til Afghanistan. Ansøgeren tog et uofficielt kursus i sundhedsbehandling i Kabul, hvor han befandt sig i to år. Herefter rejste han til Iran igen, hvor han opholdt sig i to år. I denne periode blev ansøgerne gift. Seks måneder efter vielsen rejste ansøgerne tilbage til [landsbyen] i Afghanistan, hvor han i efteråret 1392 (efteråret 2013) begyndte at arbejde som sygehjælper ved en politistation. Ansøgeren arbejdede ved siden af som svejser. I den sidste måned af 1392 ([foråret] 2014), kom en ukendt person til ansøgerens arbejdsplads og sagde til ham, at dem der ”hjalp”, ligesom ansøgeren, skulle slås ihjel. Anden trussel kom i 1393, tre til fire måneder efter nytår ([sommeren] 2014), hvor ansøgeren også blev opsøgt på sin arbejdsplads af en ukendt person, der spurgte om ansøgeren ”lavede sjov med dem”. Ansøgeren har ikke fået yderligere trusler. I den sidste måned af 1393 ([foråret] 2015) blev ansøgerens morbror skudt, da han var på vej hjem fra arbejde. Ansøgeren formoder, at gerningsmændene var de samme fjender, som ansøgeren havde. Ti eller femten dage efter at ansøgerens morbror blev slået ihjel, var ansøgeren på vej til Kabul i bil sammen med nogle venner. På vejen blev de stoppet af Taliban. En af ansøgerens venner blev i den forbindelse slået ihjel. Ansøgeren og hans andre venner blev af Taliban taget med til et hus. Næste dag kom fire eller fem personer og fortalte, at han og vennerne skulle transportere kasser gennem bjergene. Hver tiende eller femtende dag skulle de bære kasser fra et område til et andet. I mellemtiden sad de fanget. Dette stod på i seks måneder. En aften opstod der en konflikt i området, hvorunder det lykkedes ansøgeren at flygte. Da ansøgeren efter flugten ankom til sin bopæl, fik han at vide, at hans farbrors søn var blevet slået ihjel. Ansøgeren opholdt sig herefter seks dage i Kabul, hvorefter han udrejste. Fem dage inden den mandlige ansøger blev kidnappet af Taliban, fik han et trusselsbrev, hvori der stod, at han skulle stoppe sit arbejde, da han ellers ville blive slået ihjel. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun omkring seks måneder efter den mandlige ansøgers kidnapning blev opsøgt af tre ukendte personer på bopælen. De ville vide, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. De ville overfalde den kvindelige ansøger, men hendes naboer kom til og dræbte dem. I en rapport af [en nærmere angiven dato i foråret] 2017 fra […] Kommune om behandlingsindsats for flygtningefamilier med traumer fremgår det, at familiebehandler […] og behandlingspsykolog […] siden [en nærmere angiven dato i begyndelsen af] 2017 har gennemført familiebehandling for ansøgerens søn og ansøgerne, og at behandlingen fortsat var pågående og kunne forventes afsluttet [i sommeren] 2017. Baggrunden for behandlingen var en underretning fra ansøgernes asylcenter. Det fremgår af rapporten, at familien gennem psykoedukation har erhvervet sig redskaber til at håndtere de vedvarende symptomer på traumer hos begge forældre, mest udtalt for den mandlige ansøger. Det er i forløbet gennem selvrapportering fremgået, at den mandlige ansøger har betydelige symptomer på traumer i form af søvnløshed, flashbacks, fysiske smerter i skuldre og nakke samt under fødder, hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær. Det er den behandlende psykologs vurdering, at den mandlige ansøger er mærket af de traumatiske begivenheder, han har været udsat for i hjemlandet på en måde, der betyder, at han henfalder i absencer og delvis handlingslammelse pga. traumatiske tilbagevendende erindringer. Amnesty Internationals Lægegruppe har [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 udfærdiget rapport om torturundersøgelse af den mandlige ansøger foretaget [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018. Det fremgår af rapporten blandt andet, at den mandlige ansøger fra [foråret] 2015 og ca. 6 måneder frem var tilfangetaget og udsat for tortur. I forbindelse med tilfangetagelsen blev den mandlige ansøger og de andre passagerer i den bil, der blev stoppet, med knytnæveslag og spark gennet op i Talibans ladvogn. Den mandlige ansøger parerede et slag fra et gevær og pådrog sig et snitsår i venstre overarm fra en bajonet. De tilfangetagne blev med bind for øjnene og bagbundne anbragt i et fugtigt rum uden møbler eller vinduer, hvor de opholdt sig ca. en måned. Den mandlige ansøger gør dog herved opmærksom på, at han har mistet tidsfornemmelsen. De fik vand og gammelt brød en gang om dagen og måtte forrette deres nødtørft på det gulv, hvor de sad. Dagen efter ankomsten blev den mandlige ansøger udsat for usystematiske slag og spark overalt på kroppen. Han blev holdt stående af en af tilfangetagerne, mens flere andre slog og sparkede ham. Han blev blandt andet sparket i venstre side af hovedet, så to tænder fortil i venstre side af undermunden knækkede. Han blev også sparket i højre side af brystkassen, hvorved han mener, at et ribben blev trykket eller brækket. Herudover blev han hyppigt klemt om sine kønsdele, til han besvimede, ligesom han blev brændt med cigaretter på armene. Han blev udsat for tortur 1-2 gange dagligt og gled herunder ud og ind af bevidsthed. Endvidere blev han og de andre fanger 1-2 gange om måneden tvunget til at transportere trækasser i bjergene til fods under ledsagelse af bevæbnede vagter. De fanger, der ikke kunne holde til arbejdet længere, blev henrettet for øjnene af de andre fanger. Den mandlige ansøger blev tvunget til at se to af sine venner få skåret halsen over. Han blev truet med, at Taliban ville henrette hans familie og herunder slå hans søn ihjel. Det lykkedes den mandlige ansøger at flygte under en skudveksling i forbindelse med en transport, og han fik et dybt inficeret sår ved højre tommelfinger efter en skade, som han pådrog sig på vej ned ad bjerget. Efter at være kommet tilbage til familien var den mandlige ansøger i en tilstand af chok og alarm, følte sig svimmel og desorienteret. Han havde svært ved at sove og havde mareridt og flashbacks. Ved undersøgelsen beskrev den mandlige ansøger sine aktuelle symptomer blandt andet som smerter i højre side af brystkassen, en pressende/trykkende fornemmelse i venstre side af hovedet, smerter fra de beskadigede tænder, en brummende lyd for højre øre, som kommer og går ledsaget af svimmelhed og nedsat orienteringssans, smerter i højre fod, lænderyg og lår, og smerter og stivhed samt nedsat følesans i højre tommelfinger. Han har ifølge rapporten endvidere i ekstrem grad tilbagevendende tanker og erindringer om tilfangetagelsen og torturen og i ekstrem grad undvigende adfærd over for aktiviteter, tanker og følelser, der kan minde ham om det. Han har i udtalt grad flashbacks og mareridt og søvnbesvær i høj grad. Han har i udtalt grad koncentrations- og hukommelsesbesvær. Han oplever sig ude af stand til at mærke følelser og har en høj grad af isolationstendens. Af konklusionen fremgår det blandt andet, at de beskrevne symptomer er velkendte psykiske følger af tortur. Den beskrevne tortur og den fundne fysiske skader heraf findes at være i god overensstemmelse. På de foreliggende konkluderes der at være god overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og de fysiske og psykiske fund ved undersøgelsen. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om den mandlige ansøgers konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerne under samtalerne hos Udlændingestyrelsen har forklaret konsistent og samstemmende om den mandlige ansøgers arbejde som paramediciner tilknyttet det lokale politi, hvor han ydede bistand med behandling af personer, som blev såret i blandt andet kampe med Taliban. Ansøgerne har endvidere forklaret konsistent og samstemmende om, at den mandlige ansøger i løbet af første halvår af 2014 blev opsøgt et par gange af nogle personer, som truede ham for at få ham til at stoppe med at hjælpe. De har videre forklaret, at han herefter på et tidspunkt i foråret 2015 blev kidnappet og tilbageholdt i 6 måneder af Taliban, at han i den periode blev tvunget til at bære trækasser for Taliban gennem bjergene, og at det lykkedes ham at flygte under en skudveksling i forbindelse med transport af trækasser. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på oplysningerne i rapporterne fra […] Kommune om den mandlige ansøgers symptomer på traumer og rapporten fra Amnesty Internationals Lægegruppe om den mandlige ansøgers oplevelser af tortur under tilbageholdelsen hos Taliban og hans reaktioner herpå. Flygtningenævnets flertal bemærker, at oplysningerne om den mandlige ansøgers reaktioner på den behandling, han blev udsat for i forbindelse med tilbageholdelsen hos Taliban, giver en plausibel forklaring på, hvorfor han ikke tidligere er kommet med nærmere oplysninger herom, herunder i sit asylskema. Dette støttes tillige af, at den kvindelige ansøger under sine samtaler har fremhævet, at den mandlige ansøger ikke brød sig om at tale om episoden og ikke kunne lide at fortælle om, hvad han blev udsat for under tilbageholdelsen. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger en særskilt og fuldstændig oversættelse af den mandlige ansøgers asylskema, på trods af den vægt, Udlændingestyrelsen har tillagt dette i sin afgørelse. De divergenser, der fremgår af ansøgernes forklaringer omkring tidspunkterne for morbrorens død samt de nærmere omstændigheder vedrørende dødsfaldene for de venner, der var med i bilen ved tilbageholdelsen, kan dog på baggrund af sagens øvrige oplysninger ikke føre til at tilsidesætte ansøgernes forklaringer, idet der herved er taget hensyn til princippet om ”Benefit of the doubt” i forhold til den mandlige ansøger. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret, individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse på grund af den mandlige ansøgers konflikt med Taliban. Nævnet finder, at den mandlige ansøger efter hændelsesforløbet må anses for at have fået en sådan grad af profilering i forhold til Taliban, at det ikke vil være relevant eller efter omstændighederne rimeligt at henvise ham, ægtefællen og deres medfølgende barn til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” [afgh/2018/375/JABP]
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunnimuslim fra Charqhalaye Wazirrabad, Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som chaufør for tre udenlandske firmaer. Ansøgeren arbejdede i firmaerne [A], [B] og [C] fra omkring 2007 til 2013. I 2013, tre til fire dage efter sit bryllup, var ansøgeren på arbejde hos [C]. En mand ved navn [D] fik i den forbindelse øje på ansøgeren. [D] sad fast i trafikken sammen med en anden mand ved navn [E]. Et par dage senere dukkede [D] op på ansøgerens families bopæl for at tale med ansøgerens far. [D] dukkede også op dagen efter. Faren fortalte ansøgeren, at [E] var medlem af Taliban. [E] havde fortalt [D], at ansøgeren skulle hjælpe Taliban med at placere sprængstof i en bil eller i en kampvogn. [D] havde fortalt [E], at ansøgeren ikke længere arbejdede på militærbasen, og at ansøgeren ikke kunne hjælpe dem. Dette var [E] ikke tilfreds med. Ansøgeren blev tre til fire dage efter ringet op af sin mor, som ville have, at ansøgeren skulle komme hjem. Moderen sagde, at tre mænd havde opsøgt bopælen. Mændene slog ansøgerens far og spurgte efter ansøgeren. Efter denne episode sagde ansøgeren sit job op hos [C] og tog hjem til sin faster. Ansøgeren flygtede et par dage senere til et andet område i Kabul sammen med sine forældre og søskende. Tre til fire dage senere var ansøgeren på vej hjem fra arbejde sammen med faren, da han så, at to personer holdt øje med dem. Ansøgeren fortalte dette til sin far. Ansøgeren og faren tog hurtigt hjem. Ansøgeren skiftede tøj og tog et tørklæde for mund og hals, så han ikke kunne genkendes. Ansøgeren tog herefter igen over til sin faster. Dagen efter kom ansøgerens mor og søskende hjem til fasteren. Moderen fortalte, at Taliban havde opsøgt deres bopæl samme nat, og at de havde kidnappet faren. Ansøgerens fasters mand forsøgte i de efterfølgende dage at få løsladt faren uden held. Moderen sagde til ansøgeren, at han skulle forlade Afghanistan. Ansøgeren udrejste herefter til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban i Afghanistan til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed fremstår som svækket af, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han som led i sin ansøgning om visum til Danmark [forår] 2014 afgav forkerte oplysninger, herunder om at han ikke havde arbejdet for internationale NGO’er eller udenlandske firmaer i Afghanistan. Ansøgerens forklaring er endvidere til dels divergerende og fremstår på visse punkter som usammenhængende og påfaldende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan hans relation var til den person ved navn [D], der ifølge ansøgeren skulle have opsøgt ansøgerens far for at formidle et budskab fra personens nabo om, at ansøgeren skulle hjælpe Taliban ved at placere en taske med sprængstof på en udenlandsk militærbase eller i et køretøj fra militærbasen. Ansøgeren har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [vinter] 2015 forklaret, at [D] er hans bedstefars fætter. Ansøgeren har under samtalen [forår] 2016 forklaret, at [D] er hans fars fasters søn. Under samtalen [forår] 2017 har ansøgeren forklaret, at [D] er hans fars fætter, men at det ikke er en rigtig fætter. De er ikke reelt i familie, men tilhører samme klan. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [D] er hans fars farbrors søn og ikke anses som en del af familien, men bliver kaldt onkel i respekt. Det fremstår endvidere uden sammenhæng med ansøgerens fars samtale med [D], at ansøgerens familie tre til fire dage efter [D’s] andet besøg herefter skulle være blevet opsøgt af tre politimænd på bopælen i Kabul for at få oplyst ansøgerens opholdssted. Ansøgeren havde på dette tidspunkt ikke en konflikt med de afghanske myndigheder, og der var ingen grund til, at politiet skulle opsøge ansøgerens bopæl. Det fremstår heller ikke konsistent, at der – som hævdet af ansøgeren – skulle være tale om talebanere forklædt som afghansk politi eller politifolk med forbindelse til Taliban, idet Taliban på dette tidspunkt udmærket vidste, hvor ansøgeren arbejdede og derfor uden vanskelighed kunne have fundet frem til ansøgeren uden at true ansøgerens familie til at oplyse hans opholdssted. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og til dels usammenhængende om den episode, hvor han efter ophøret med at arbejde i Logar skulle være blevet forfulgt af to personer i Kabul sammen med sin far. Under samtalen [vinter] 2015 har ansøgeren forklaret, at han kom hjem fra arbejde og bemærkede to personer, der fulgte efter dem og så, hvor de boede. Ansøgeren blev derfor kørt hjem til sin faster af sin far. Under samtalen [forår] 2016 har ansøgeren forklaret, at han blev opmærksom på de to personer, da han steg ud af en taxa på en taxaholdeplads sammen med sin far, idet de holdt øje med dem og kom hen imod dem. Ansøgeren og faren begyndte at gå hjemad, men gik tilbage til stedet, de kom fra, for at købe frugt, hvor ansøgeren så personerne ved frugthandleren. De to personer stoppede for at tale sammen, gik en anden vej og forsvandt. Ansøgeren tog derefter hjem med sin far, skiftede tøj og vendte tilbage til taxaholdepladsen sammen med sin far, hvor ansøgeren forlod faren og tog over til sin faster. Ansøgeren så ikke sin far herefter. For nævnet har ansøgeren forklaret, at de to personer dukkede op ved et busstoppested, og at han og faren ikke gik tilbage for at købe frugt, men gik ind i den sidste forretning, der lå på vejen hjem. Det fremstår i den forbindelse i øvrigt påfaldende, at der pludselig skulle dukke to personer op for at holde øje med ansøgeren på en taxaholdeplads eller busstoppested, hvor ansøgeren ved et tilfælde netop den dag færdedes sammen med sin far i Kabul efter flytningen til en ny adresse i en anden bydel 25 til 30 minutters kørsel fra den tidligere adresse. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgerens far efter at være blevet udsat for fysiske overgreb og have skiftet bopæl på grund af frygt for ansøgerens sikkerhed skulle have taget ansøgeren med på arbejde på det pågældende tidspunkt på grund af ansøgerens psykiske tilstand henset til risikoen for, at det derved kunne blive afsløret, at ansøgeren fortsat opholdt sig i Afghanistan og ikke var udrejst til Pakistan. Det forekommer endelig bemærkelsesværdigt, at ansøgeren havde arbejdet for forskellige udenlandske firmaer i Kabul som chauffør gennem en længere årrække uden problemer, inden han pludselig i sommeren 2013 - umiddelbart efter sit bryllup med en kvinde med opholdstilladelse i Danmark – skulle have fået problemer med Taliban i Logar. Flygtningenævnets flertal har herudover tillagt det en vis vægt, at ansøgeren ikke søgte om asyl før to måneder efter, han ankom til Danmark, og at det fremstår påfaldende, at han ikke talte med sin kone om sine problemer med Taliban på et langt tidligere tidspunkt end en måned før, hans visum udløb. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/374/GJEY
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en mand ved navn [B]. Ansøgeren har videre henvist til, at han derudover frygter at blive dræbt af befolkningen i det område, hvor han boede. Ansøgeren har til støtte for sit asyl motiv oplyst, at han i 2008 tog tilbage til Afghanistan efter, han havde opholdt sig i Iran siden 2001 eller 2002. Omkring en uge til ti dage efter ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan, blev han opsøgt på sin bopæl af kommandant [Cs] soldater, som forlangte penge af ham. Tre dage efter denne episode blev ansøgeren opsøgt af soldaterne igen. De tog ham med til [Cs] opholdssted. [C] sagde til ansøgeren, at han skulle parere ordrer, og han udstyrede ansøgeren med et våben. Den følgende dag blev ansøgeren sendt ud for at indsamle penge til [C]. Ansøgeren skulle gå rundt sammen med nogle andre. De skulle banke på folks døre og bede dem om penge. Hvis folk ikke ville betale, skulle de slå dem. Ansøgeren var med ude at indkræve penge omkring tre gange om ugen i de cirka 3-3,5 måneder, han var tilbage i Afghanistan. Da ansøgeren havde arbejdet for [C] i en måned var han sammen med nogle andre personer ude at indkræve penge fra en mand. Manden ville ikke betale, og [C] beordrede ansøgeren og de andre personer til at slå manden. Ansøgeren slog manden med skaftet af sit gevær. De forlod manden i bevidstløs tilstand, og efterfølgende hørte ansøgeren, at manden var død af sine kvæstelser. En dag fik ansøgeren og nogle andre personer ordre til at indkræve penge fra en handelsmand ved navn [B]. [B] ville ikke betale, hvilket de fortalte [C]. Derefter tog [C] ansøgeren og nogle andre hen til [B], som fortsat ikke ville betale. De begyndte derefter, efter ordre, at slå [B]. De efterlod [B] liggende på jorden i bevidstløs tilstand. Ansøgeren hørte efterfølgende, at [B] havde forbindelser i Kabul, som ville sørge for at give [B] våben, så han kunne anholde ansøgeren og de andre, som havde slået ham. Ansøgeren udrejste af Afghanistan to-tre uger efter denne episode. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2008 blev tvunget af [B] til at samle penge ind for ham, at han opsøgte folk sammen med flere andre personer og i den forbindelse i to tilfælde efter ordre fra [B] anvendte vold overfor folk, der ikke ville betale. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgerens konflikt med [B] og hans folk og [Bs] kontakter i regringen samt hans frygt for lokalbefolkningen i anledning af hans opkrævning af penge er asylbegrundende i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at konflikten daterer sig tilbage til 2008, og at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt af [Bs] folk siden 2008. Ansøgerens konflikt findes således ikke at have den fornødne aktualitet til at kunne begrunde asyl. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren må antages at være helt uprofileret i forhold til magthaverne i Afghanistan, og at ansøgerens frygt for lokalbefolkningen beror på hans egen formodning. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse vil være en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse om fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster med denne begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/373/snd
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tajikker og sunni-muslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den kvindelige ansøgers familie og den mand, som den kvindelige ansøger var lovet bort til. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de mødte hinanden i den forretning, som den mandlige ansøgers familie ejede. Den kvindelige ansøger handlede ofte i forretningen sammen med sin mor. Efter nogen tid tog den mandlige ansøgers mor hen til den kvindelige ansøgers familie for at fri på vegne af den mandlige ansøger, men familien afslog frieriet. Omkring tre måneder før ansøgernes udrejse henvendte moren sig på ny hos den kvindelige ansøgers familie for at fri og modtog afslag. Den mandlige ansøger havde dog ikke noget kendskab til denne anden henvendelse fra moren til den kvindelige ansøgers familie. Efter denne henvendelse begyndte den kvindelige ansøger at komme mere alene i forretningen, hvor hun indfandt sig ugentligt eller månedligt. Ved disse besøg i forretningen talte ansøgerne sammen f.eks. om deres familier og holdt også i hånd. Inden for den sidste måned inden udrejsen henvendte den kvindelige ansøger sig i forretningen og fortalte, at hendes far havde tabt hende i kortspil til en fremmed mand. Den mandlige ansøger bad hende om at give ham et par dage. Han tog herefter 300.000 afghani fra sin fars opsparing Da den kvindelige ansøger kom tilbage efter nogle dage, en lørdag, tog ansøgerne en taxa til busterminalen og videre til [første by], hvor de opholdt sig i et par dage. Herfra tog ansøgerne videre til [anden by], der lå omtrent 13 timers kørsel fra ansøgernes bopæl, og hvor de troede, at de ville kunne bo i sikkerhed. Under opholdet i [anden by], hvor ansøgerne opholdt sig i 9 eller 10 dage, modtog den mandlige ansøger imidlertid opkald fra sin ven, der blandt andet fortalte, at den mandlige ansøger var blevet meldt til politiet. Ansøgerne udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne først under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at den mandlige ansøgers mor to gange henvendte sig til den kvindelige ansøgers familie for at fri på vegne af den mandlige ansøger. Der er således ikke af ansøgerne hverken under forklaringerne for Udlændingestyrelsen eller til samtalen med deres advokat kort for nævnsmødet oplyst om mere end ét frieri. Herudover bemærkes, at ansøgerne i forbindelse deres tidligere forklaringer under asylsagens behandling om ét frieri har afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om tidspunktet for frieriet, som står centralt i det beskrevne forløb, blandt andet fordi den kvindelige ansøger angiveligt begyndte at komme alene i forretningen efter dette. Nævnet finder herudover, at det af ansøgerne beskrevne begivenhedsforløb på flere, centrale punkter fremstår usandsynligt. Det findes således henset til baggrundsoplysningerne blandt andet usandsynligt, at den kvindelige ansøger fik bevægelsesfrihed til på egen hånd at gå alene til forretningen, hvor hun kunne tale og holde i hånd med den mandlige ansøger. Dette findes navnlig usandsynligt i betragtning af, at frieriet på vegne af den mandlige ansøger var blevet afslået, i hvilken forbindelse den kvindelige ansøgers mor ophørte med at handle i forretningen og af, at den kvindelige ansøger var blevet tabt i kortspil til en anden mand. Det findes endvidere usandsynligt, at ansøgerne med deres relativt begrænsede kendskab til hinanden ville risikere at flygte som beskrevet med midler, som den mandlige ansøger tog fra sin far. Det bemærkes herved, at den kvindelige ansøger ifølge sin forklaring for nævnet altid var hjemme og udførte husligt arbejde, ikke gik i skole eller besøgte venner. Hun har således ikke kunnet redegøre for, hvordan hun fik den tanke, at hun – der var vokset op i den kultur, at hendes forældre afgjorde hendes giftermål – pludselig selv ville bestemme, hvem hun skulle giftes med, ud over at hun har forklaret, at hun var glad for den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/372/CABV
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af religiøs trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tortureret og slået ihjel af Taliban, som har truet ham på livet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far fire til fem måneder forud for ansøgerens udrejse fik et arbejde i Jalalabad hos et firma, der hovedsageligt samarbejdede med udenlandske militærstyrker. Ansøgerens far fik i denne forbindelse sammen med nogle forretningspartnere en kontrakt vedrørende import af brændstof til udenlandske styrker. Da ansøgerens familie flyttede til Jalalabad, begyndte ansøgerens far at blive telefonisk kontaktet af Taliban, som truede med, at de ville slå ham og hans familie ihjel, hvis de ikke modtog 100.000 amerikanske dollars. Omkring en måned efter kørte ansøgeren med sin far til Kabul, da de undervejs blev stoppet af talebanere. Ansøgeren og hans far fik bind øjnene, og deres hænder blev bundet, hvorefter de blev tvunget ind i ansøgerens fars bil. De blev kørt til et ukendt hus, hvor de blev udsat for vold af Taliban. Talebanerne ville have ansøgerens far til at betale det opkrævede beløb og beskyldte ham for at arbejde for amerikanere. Ansøgerens far fortalte dem, at han havde to forretningspartnere, hvorfor han ikke selv kunne fremskaffe pengene. Ansøgerens far skrev et brev til sine forretningspartnere, som ansøgeren skulle aflevere, mens Taliban tilbageholdt hans far. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin mor, hvad der var sket. De opsøgte herefter ansøgerens fars forretningspartnere, som oplyste, at de ville hjælpe med at få ansøgerens far løsladt. 10 til 15 dage efter blev liget af ansøgerens far fundet ved moskéen i Jalalabad. Ved farens lig lå et brev fra Taliban, hvori der stod, at idet ansøgeren ikke havde overholdt aftalen og havde taget kontakt til myndighederne, ville de slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren tog herefter ophold hos sin morbror i Kabul i omkring en måned, hvorefter han udrejste af Afghanistan i juni/juli 2015. Ansøgerens mor har efter ansøgerens udrejse modtaget to trusselsbreve, efter hun var rejst tilbage til sin hjemby. I brevene bliver ansøgeren blandt andet beskyldt for at støtte det afghanske politi, idet han i 2014 deltog i nogle reklamefilm for politiet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om ansøgerens fars konflikt med Taliban fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om, at den oliekontrakt, som faren angiveligt skulle have sammen med to forretningspartnere, og som skulle have medført, at faren blev slået ihjel, og at ansøgeren og familien blev truet af Taliban, grundlæggende fremstår utroværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse, hvordan faren fik oliekontrakten, eller hvem kontrakten blev indgået med. Ansøgeren har heller ikke kunnet oplyse navnene på farens forretningspartnere – ud over at en måske hed [A], selv om han var til stede under afhøringen, hvor faren fortalte Taliban om forretningspartnerne, og selv om forretningspartnerne angiveligt blev anmodet om at hjælpe, efter at ansøgeren var løsladt af Taliban. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse om, hvor lang tid, der gik fra han overhørte samtalen mellem sine forældre om, at faren telefonisk var kontaktet og truet til, at ansøgeren kørte med faren til Kabul. Ved vurderingen lægger nævnet vægt på ansøgerens alder på det pågældende tidspunkt, og på at faren havde bedt ansøgeren om at ledsage sig til Kabul. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om forløbet, hvor Taliban skulle have afhørt faren. Ansøgeren forklarede således til asylsamtalen, at Taliban sagde til faren, at han kunne ringe til sine forretningspartnere, og at faren sagde, at han ikke vidste, om der var problemer med forretningspartnernes telefoner. Dernæst forklarede ansøgeren, at faren prøvede at ringe til sine forretningspartnere, men at Taliban ikke gav ham lov, inden ansøgeren til sidst forklarede, at der kom en leder og sagde, at de skulle blive ved med at slå faren, indtil faren selv ringede til sine forretningspartnere. For nævnet har ansøgeren forklaret, at faren ikke måtte ringe til sine forretningspartere for Taliban, da telefonsamtalen kunne blive sporet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren ikke blev foreholdt de modstridende oplysninger i asylsamtalen, men ansøgeren fik referatet oversat og havde ikke bemærkninger hertil. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt de to personer, der stoppede ansøgeren og faren, var maskerede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at personerne var maskerede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at kun den ene af personerne var maskeret. Videre har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra, at ansøgeren og faren blev tilbageholdt til, at ansøgerens fars lig blev afleveret ved moskéen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der gik 4 dage, mens ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede henholdsvis, at der gik 10 dage og 10-15 dage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i Kabul inden udrejsen af Afghanistan. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at han opholdt sig i Kabul i 15 dage, mens han til asylsamtalen oplyste, at han opholdt sig i Kabul en måned. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig i Kabul i 15-30 dage. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad faren arbejdede med. For nævnet har ansøgeren forklaret, at faren arbejdede for et firma, der solgte bl.a. brandstof til udenlandske militærenheder. Til asylsamtalen blev ansøgeren anmodet om at fortælle alt, hvad han vidste om farens arbejde i Jalalabad, og ansøgeren forklarede, at faren fik en oliekontrakt med udlændinge. Ansøgeren forklarede videre, at faren var selvstændig og importerede varer fra Kina og Iran – mest tøj, men også skrivemateriale. Foreholdt divergensen forklarede ansøgeren for nævnet, at faren tidligere havde været selvstændig. Nævnet finder imidlertid henset til den sammenhæng, som ansøgeren forklarede i under asylsamtalen, at ansøgerens forklaring for nævnet er udbyggende og utroværdig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med rimelige forklaringer på divergenserne. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har fået oversat referaterne efter samtalerne og ikke er fremkommet med bemærkninger vedrørende divergenserne. Flygtningenævnet finder det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke læste Talibans brev til farens forretningspartnere henset til brevets betydning, og at ansøgerens mor ikke kunne læse. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han ikke læste så godt dengang. Det skal imidlertid sammenholdes med, at ansøgeren, der har gået i skole i ni år, har forklaret for nævnet, at han selv har skrevet nogle af de sange, han har optrådt med, ligesom han har udfyldt et ansøgningsskema. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren foreholdt sin forklaring om, at han skrev sange, forklarede, at det var en digter, der skrev sangene. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2014 iklædt en politiuniform har optrådt i en reklamefilm for de afghanske myndigheder, og at han i 2013 optrådte i et underholdningsshow på en landsdækkende afghansk tv-kanal, hvor han blandt andet fortalte en vittighed og sang en sang. Ansøgeren har forklaret, at disse optrædener ikke gav anledning til problemer inden udrejsen. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sine optrædener er blevet profileret i forhold til Taliban, og at han som følge af sine optrædener er i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at optrædenerne ikke gav anledning til problemer for ansøgeren inden udrejsen. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt to trusselsbreve, som angiveligt skulle være afleveret til ansøgerens mor i 2017, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at brevene fremstår som frembragt til lejligheden og på, at ansøgerens forklaring om, hvordan brevet fra onklen med trusselsbrevene nåede frem til ham, fremstår utroværdig. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om, at han godt vidste, at brevet fra onklen var på vej, fremstår udbyggende og utroværdig. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i fare for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin optræden på tv. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret, at han var 15 år, da han i 2013 optrådte i underholdningsshowet på afghansk tv-kanal. Flygtningenævnet, som har set et filmklip med ansøgerens optræden, lægger herved vægt på, at ansøgeren klart fremstår som voksen og optræder i en voksen kontekst, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke var ledsaget til showet af sine forældre eller familie. Afslutningsvist skal det bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/371/JEA
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har boet i Quetta, Pakistan, siden han var syv år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban eller af nogle andre pasthtunere, som har slået hans far ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at hans mosters ægtefælle vil slå ham ihjel. Endelig frygter ansøgeren, at han i Afghanistan vil være alene og uden netværk. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han var syv år, da hans far en dag blev såret i en væbnet kamp mod Taliban. Kort herefter flygtede ansøgeren og hans familie til Quetta, Pakistan. Da ansøgeren var omkring 12 år døde hans mormor, og ansøgerens far tog tilbage til [A], Afghanistan, for at deltage i begravelsen. Det var ansøgerens mosters mand, der pressede ansøgerens far til at komme tilbage til Afghanistan og deltage i begravelsen. Ansøgerens far kom aldrig tilbage til Pakistan. Da ansøgeren var omkring 15, år fik han at vide, at nogle personer havde talt med ansøgerens venner, og at personerne fire gange havde opsøgt ansøgerens bopæl, mens ansøgeren ikke var hjemme. Da ansøgerens mor blev bekendt hermed, blev hun utryg, hvorefter hun besluttede, at ansøgeren skulle udrejse af landet. I [vinteren] 2016 udrejste ansøgeren af Pakistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgeren har oplyst og fastholdt, at han forlod Afghanistan som syvårig og ikke senere har opholdt sig i landet. Ansøgeren har dog selv fremlagt et afghansk identitetsdokument, tazkera, der er dateret i 2014, og som indeholder et billede af ansøgeren, der på billedet tydeligt er over syv år gammel. Ansøgeren har, skønt han gentagne gange blev foreholdt dette ved fremmøde i Flygtningenævnet, ikke kunnet give nogen troværdig forklaring på dette forhold. Flygtningenævnet bemærker, at det må lægges til grund, at det ikke er muligt at få udstedt et tazkera af de afghanske myndigheder uden at man opholder sig i landet. Det af ansøgerens advokat anførte om, at billedet løbende kan være blevet udskiftet, kan henset til dateringen i 2014 ikke tillægges betydning. Vedrørende ansøgerens oplysninger om, at personer muligt fra Taliban har opsøgt ham i Quetta, bemærker Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at to personer blot ved at spørge efter ham skulle kunne finde frem til ham i en by med over en million indbyggere, herunder efter det oplyste flere hundrede tusinde hazaraer. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det såvel i advokatens indlæg til mødet i dag som af ansøgerens forklaring i nævnsmødet fremgår, at disse personer har spurgt efter ham fire gange. Det fremgår imidlertid af oplysnings- og motivsamtalen side 14n til 15ø og af asylsamtalens side 7 n, at der har været tale om to henvendelser. Ved oplysnings- og motivsamtalen forklarede asylansøgeren intet om konflikter med sin familie i Afghanistan. Ved asylsamtalen oplyste han imidlertid, at han mistænkte sin onkel for at stå bag farens mulige død. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter i det hele at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/369/LINB
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning, født i Oruzgan-provinsen i Afghanistan. Da ansøgeren var to år gammel, flyttede familien til Iran. Efterfølgende flyttede ansøgeren til Herat i Afghanistan, hvor han boede i to år indtil sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt være politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars fjender, som både består af etniske pashtunere og talibanere. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far var en kendt kommandant for Hezbeh Wahdat, at han havde flere tusinde mænd under sin kommando og kæmpede imod Taliban og forskellige grupper af pashtunere i Afghanistan. Krigen i Afghanistan var årsag til, at ansøgeren sammen med din familie flygtede til Iran, da ansøgeren var to år gammel. Faren var fortsat aktiv for Hezbeh Wahdat, og han havde tre afghanske pas, som han brugte i forbindelse med sine rejser tilbage til Afghanistan, når han skulle kæmpe for partiet. To år forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan, tog ansøgeren sammen med sin søster og mor ophold i byen Herat. Faren forblev i Iran, idet han ikke ville udsætte familien for fare. Farens ven og partifælle, [A], boede også i Herat. [A] besøgte ansøgerens familie og sørgede for, at familien ikke manglede noget under farens fravær. Omkring halvanden måned forud for ansøgerens seneste udrejse af Afghanistan, blev [A] slået ihjel af ukendte personer. [A] var en højtstående person i Hezbeh Wahdat, som arbejdede under ansøgerens far og blandt andet rekrutterede og hvervede personer til partiet. [A]’s familie fortalte ansøgeren, at det var farens fjender, der havde slået [A] ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse blev moren opsøgt i familiens bopæl i Herat, hvor en ukendt person efterspurgte ansøgerens far. Tre til fire dage senere blev ansøgerens mor på ny opsøgt af fire ukendte personer på bopælen. Moren nægtede igen at have kenskab til faren, hvorefter personerne slog og chikanerede ansøgerens mor og søster. Personerne kendte til farens familieliv og nævnte i den forbindelse morens, søsterens og ansøgerens navne. De ukendte personer havde også kenskab til, at faren arbejdede sammen med [A]. Moren og søsteren udrejste herefter af Afghanistan til Iran. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at ansøgerens fader har spillet en fremtrædende rolle som kommandant over mange mennesker, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har levet 2 år i Herat uden at blive opsøgt og uden at have haft andre problemer i den anledning. Ansøgeren har i sit asylansøgningsskema, til oplysnings- og motivsamtalen og til den første asylsamtale forklaret, at [A] blev slået ihjel ca. 1½ år før ansøgerens udrejse, mens han til første nævnsmøde og anden asylsamtale har forklaret, at drabet skete 1½ måned før hans udrejse, og at det var den begivenhed, der medførte hans udrejse. Det beror endvidere på ansøgerens egen formodning, at det var hans faders fjender, der dræbte [A]. Flygtningenævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens moder og søster skulle være blevet opsøgt i Afghanistan af personer, der ledte efter ansøgerens fader, efter at moderen og søsteren havde boet i Afghanistan i ca. 3 år, også fordi ansøgerens far i mange år ikke har boet i landet, og fordi det skete lang tid efter drabet på [A]. Hertil kommer, at ansøgeren først under andet nævnsmøde udbyggende har forklaret, at de ukendte personer, der opsøgte moderen, ligeledes spurgte efter ansøgeren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/368/SME
Nævnet stadfæstede november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Falud, Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens to storbrødre ved navn [A] og [B]arbejdede for henholdsvis amerikanerne og politiet i Kabul. Brødrene kom cirka en gang om måneden hjem på besøg i landsbyen. Taliban havde opsøgt ansøgerens far og sagt, at [A] og [B]skulle stoppe deres arbejde for henholdsvis amerikanerne og politiet. Ansøgerens bror, [B], blev slået ihjel ved et selvmordsbombeangreb i Kabul. Efter en periode kom ansøgerens bror, [A], hjem på besøg i landsbyen, hvorefter [A] og ansøgerens far gik en tur. De blev angrebet af Taliban. Ansøgerens far afgik ved døden som følge af skud, og [A] blev ramt i benet. Beboerne i landsbyen bragte efterfølgende ansøgerens fars lig hjem til bopælen. Efterfølgende besluttede [A], at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan med det samme. Ansøgerens øvrige familie tog til Kabul med henblik på at få behandling til [A] og komme yderligere i sikkerhed. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren nu er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde der viste, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren er diagnosticeret med [sygdom]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men nævnet finder ikke, at det, som ansøgeren har forklaret om sin frygt for at være efterstræbt af Taliban, kan begrunde, at betingelserne for asyl er opfyldt, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuel forfulgt af Taliban eller andre. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har oplevet personlige konflikter med Taliban, herunder at han aldrig har modtaget trusler eller fået fortalt, at der har været fremsat trusler mod ham. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at man normalt følger i sine brødres fodspor, og at Taliban således vil tro, at ansøgeren også på et tidspunkt vil arbejde for myndighederne, eller at Taliban har en forventning om, at ansøgeren som pashtun vil hævne sig på sin families vegne, og at Taliban derfor vil have fat i ansøgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette alene beror ansøgerens formodning. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren ikke er profileret, og at det end ikke er sandsynliggjort, at Taliban er bekendt med hans eksistens. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der i sagen er holdepunkter for at antage, at ansøgeren skulle være i risiko for tvangsrekruttering. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuelt risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/367/gjey
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter kommandanten [A]. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af [A], idet ansøgeren er blevet beskyldt for at have voldtaget en af [As] ægtefæller. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren arbejdede som bodyguard ved [As] hjem, og at ansøgeren var tjener for [As] tre ægtefæller. En af [As] ægtefæller ved navn [C] ønskede at indlede et forhold til ansøgeren. [C] begrundede dette med, at hun ikke ønskede at være sammen med [A], idet han var til børn samt andre kvinder. Ansøgeren ønskede ikke at blive kærester med [C], idet ansøgeren vidste, at A var magtfuld. Endvidere var ansøgeren, ligesom [C], allerede gift. [C] ringede en dag til ansøgeren og sagde, at ansøgeren skulle komme hen til [C]. Da ansøgeren ankom til [Cs] værelse, begyndte [C] at omfavne ansøgeren. [C] var afklædt, og hun ønskede at have samleje med ansøgeren. Ansøgeren nægtede at indvilge i dette, hvorefter han tog hjem. [C] ringede herefter til ansøgeren og sagde, at det ikke ville gå ansøgeren godt fremadrettet. Senere samme aften ringede en anden af [As] ægtefæller ved navn [B] til ansøgeren. [B] sagde til ansøgeren, at hun ikke forventede, at ansøgeren ville krænke og voldtage [C]. Ansøgeren benægtede at have udsat [C] for det, som [B] beskyldte ham for. [B] opfordrede ansøgeren til at flygte fra Afghanistan, idet [C] havde fortalt om det angivelige hændte forløb til [A], og at en af tjenestepigerne havde bevidnet dette. Ansøgeren tog herefter hjem til en ven ved navn [D], da ansøgeren ikke turde tage tilbage til sin bopæl. Ansøgerens ven boede i Arzan Qeemat-området i nærheden af Kabul, hvilket lå i en vis afstand fra [As] bopæl. Ansøgeren fik dagen efter at vide, at to af [As] sønner samt politiet havde opsøgt ansøgerens bopæl to gange, hvor de havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle var på det pågældende tidspunkt hjemme på bopælen, og de sagde til ansøgerens ægtefælle, at ansøgeren skulle overgive sig til dem. Ansøgeren talte efterfølgende telefonisk med sin ægtefælle, hvorefter ansøgeren besluttede sig for at tage hjem til sin ægtefælle på bopælen med henblik på at fortælle hende, hvad der var sket. Mens ansøgeren var på vej hen til sin ægtefælle, opdagede ansøgeren, at en bil med tonede ruder, som havde relation til [A], kom kørende mod ansøgeren fra hans bopæl. Ansøgeren formåede herefter at undslippe. Ansøgeren tog herefter hjem til sin ven [D]. Ansøgeren besluttede sig for at udrejse af Afghanistan, og ansøgeren udrejste legalt af Afghanistan med pas – efter seks dages ophold hos [D] – efter at have fået visum. Ansøgeren frygter, som følge af beskyldningen om voldtægt, de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den overordnet forekommer usandsynlig, tillært og utroværdig. Hertil kommer, at ansøgeren endvidere har forklaret divergerende om, hvorvidt As to bopæle lå ved siden af hinanden som forklaret til samtalen med Udlændingestyrelsen af [vinter] 2017 eller i en afstand af ti til 12 minutter i bil, som forklaret under nævnsmødet. Nævnet bemærker hertil, at denne divergens er af betydning i forhold til ansøgerens forklaring om sit arbejde. Ansøgerens forklaring om, at han ikke har sagt således til samtalen med Udlændingestyrelsen forekommer ikke overbevisende også henset til, at ansøgeren efterfølgende under bemærkninger til samtalen supplerende oplyste, at der var to lejligheder i [As] hus, men ikke rettede oplysningen om, at de to bopæle lå ved siden af hinanden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at episoden med [C] forekommer usandsynlig. Nævnet finder, at det har formodningen imod sig, at [C], der efter ansøgerens forklaring var gift med den meget indflydelsesrige [A], skulle spørge ansøgeren, der arbejdede som hendes tjener og bodyguard, om de skulle være kærester. Nævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at [C] – efter at ansøgeren flere gange havde afslået hendes tilbud – pludselig skulle klæde sig helt af og omfavne ansøgeren bagfra. Det forekommer heller ikke troværdigt, at [C] skulle have fortalt sin ægtefælle, at ansøgeren havde voldtaget hende, henset til de alvorlige æresrelaterede konsekvenser, dette måtte antages at kunne få for hende selv. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke på dagen for den angivelige episode, hvor han tog direkte hen til en ven, ikke fortalte sin ægtefælle, hvad der var sket. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren til gensamtalen med Udlændingestyrelsen [forår] 2017 forklarede, at han valgte ikke at ringe til hende, fordi han var bange og i panik, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han ikke tog det så alvorligt, og at ægtefællen ikke undrede sig, hvis han ikke kom hjem. Nævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren turde tage hen til sin bopæl dagen efter, at den angivelige episode med [C] fandt sted, henset til, at han var bekendt med, at Mullahens sønner og politiet tidligere havde været på bopælen to gange. Ansøgerens forklaring om, at han havde en aftale med sin ægtefælle om at komme, og at han tog chancen, forekommer ikke overbevisende. Nævnet finder det tillige påfaldende, at ansøgeren turde at lade sin ægtefælle og deres syv børn blive hos svigerfaren henset til, at [As] søn ved den første henvendelse på ansøgerens bopæl havde sagt, at hvis ansøgeren ikke meldte sig, så ville de tage et af hans børn med, og at ansøgeren ikke selv turde at opholde sig her. Endelig finder nævnet, at det er påfaldende, at ansøgeren fik udstedt et pas cirka to måneder før, han udrejste, og at ansøgeren kunne få visum uden at være personligt til stede. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren kunne få stempel i pas og visum uden personligt at passere en kontrol og udrejse legalt af Afghanistan uden problemer også henset til, at han angiveligt var eftersøgt af myndighederne. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb og forfølgelse i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/365/gjey
Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sine morbrødre, som har tilknytning til Taliban. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans forældre døde, da han var omkring fire år gammel. Sammen med sin bror flyttede ansøgeren ind hos sin morbror, Mohebollah. Ansøgeren blev behandlet dårligt af sin morbror. Morbroren fik besøg af nogle mænd, som muligvis var talebanere. Da ansøgeren var omkring 10 år gammel, forsvandt hans bror. Ansøgeren flyttede kort tid herefter hjem til sin søster. Ansøgeren fik at vide, at hans anden morbror, Gholam Ali, var blevet dræbt. Et par år senere blev ansøgeren sendt til en koranskole i Pakistan. På skolen modtog de unge oplæring i jihad. På grund af sin unge alder modtog ansøgeren kun koranundervisning. Efter seks til syv måneder fik ansøgeren hjælp til at komme væk fra skolen. Ansøgeren opholdt sig hos en organisation Sach i tre til fire måneder, før han vendte tilbage til Afghanistan. I Afghanistan boede ansøgeren i omkring et år hos sin søster. Ansøgeren fik at vide af sin søster, at han ikke kunne blive i Afghanistan, da hans liv var i fare. Ansøgerens morbrødre ville gennem ansøgeren have fat i ansøgerens bror, som de mistænkte for at være medskyldig i drabet på morbroren Gholam Ali. Søsteren oplyste videre, at morbrødrene gerne ville have noget jord, som ansøgeren og dennes bror ejede. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder under hensyn til ansøgerens alder og forhold under sit ophold hos søsteren og svogeren, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han er i risiko i forhold til sine morbrødre, idet de må antages at søge at ramme [A] gennem ham. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens frygt vel hviler på en række antagelser, men at søsterens og svogerens handlinger med dels at sende ansøgeren på skole i Pakistan og dels at sende ham ud af landet efter han vendte tilbage fra skoleopholdet, kan være udtryk for, at søsteren og svogeren frygtede for ansøgerens liv. At ansøgeren ikke selv er blevet opsøgt og ikke ved, om søsteren er blevet opsøgt, i den periode, hvor han boede hos søsteren og svogeren, kan også under hensyntagen til ansøgerens forklaring om sin adfærd under opholdet ikke tillægges afgørende betydning. Ansøgeren har således forklaret, at søsteren på hans forespørgsel ikke har villet fortælle ham nærmere om situationen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/364/SEL
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunni-muslim fra landsbyen […] i Konar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og sin fætter, der er medlem af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans halvbror, [A], arbejdede for efterretningstjenesten, men at hverken ansøgeren eller andre familiemedlemmer kendte til ansættelsesforholdet. En dag bad [A] ansøgeren tage med på en gåtur. Ansøgeren indvilgede, og de kørte herefter i taxa til byen […], hvor de satte sig ind i en bil med tonede ruder og kørte til et område med grotter, som Taliban brugte. [A] gik ind i en grotte, mens ansøgeren ventede udenfor. Ansøgeren har oplyst, at han ikke vidste, hvad [A] lavede i grotten. Efter fem minutter vendte [A] tilbage, og de gik fra grotten. Idet de forlod området, så de, at der kom nogle talebanere gående mod dem. [A] sagde til ansøgeren, at han skulle gå et par skridt foran ham. [A] sagde også, at hvis talebanerne spurgte, hvad ansøgeren lavede i området, skulle han sige, at han havde drukket vand fra kilden, ligesom han skulle sige, at han ikke kendte [A], hvis han blev spurgt om det. Ansøgeren gik derfor foran [A], da talebanerne henvendte sig til ham og spurgte, hvad han lavede i området, og om han kendte [A]. Ansøgeren svarede i overensstemmelse med [A’s] instrukser. Herefter kropsvisiterede talebanerne både ansøgeren og [A]. [A] var i besiddelse af et kort, papirer og et kamera, som talebanerne fandt. Herefter gav de [A] bind for øjnene, bandt hans hænder og tog ham med. Derefter forlod ansøgeren området. På vej væk fra området, kiggede ansøgeren tilbage og fik øje på sin fætter […] blandt gruppen af talebanere længere oppe ad vejen. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin far, hvad han havde oplevet. Faren ringede til sin bror og fortalte ham, at hans søn […] var en del af Taleban, og at det var brorens familie, der ville være ansvarlig, hvis der skete noget med [A]. Faren fortalte også, at han havde oplysningerne fra ansøgeren. Herefter tog ansøgeren hen til sin svigerfamilie. Samme aften opsøgte Taliban familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. I den forbindelse blev ansøgerens far slået ihjel. Næste dag ringede ansøgerens mor til svigerfamilien og fortalte, hvad der var sket. Herefter opholdt ansøgeren sig 2-3 dage på svigerfamiliens bopæl, inden han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår og hvorledes han fik kendskab til, at broren [A] arbejdede for efterretningstjenesten og var på en opgave den pågældende dag. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han på grund af talebanernes adfærd over for [A], da de blev antruffet på bjerget, den omstændighed, at [A] modsat ansøgeren blev taget til fange af Taliban, og den omstændighed, at ansøgeren og [A] var blevet kørt til bjergområdet i en bil med tonede ruder, havde sluttet sig til, at [A] arbejde for efterretningstjenesten. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at der på det kort, som talebanerne fandt, da de visiterede [A], stod, at [A] arbejdede for efterretningstjenesten, og at ansøgeren hørte, at talebanerne efter at have læst, hvad der stod på kortet, drøftede dette indbyrdes. Flygtningenævnet finder i endvidere, at blandt andet ansøgerens forklaring om, at ansøgeren på bjerget opdagede, at ansøgerens fætter […] var en del af gruppen af talebanere, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at afstanden mellem ansøgeren og fætteren var relativ kort, hvorfor fætteren i givet fald må antages også at ville have genkendt ansøgeren. Når dette sammenholdes med, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at ansøgeren, [A] og fætteren jævnligt gik i den samme moske, måtte fætteren i givet på bjerget have genkendt både ansøgeren og [A]. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/363/THV
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som oberst i efterretningstjenesten i Afghanistan, samt at hans mor arbejdede for en organisation. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Taleban, som følge af hans forældres arbejde, bad ansøgeren om at tilslutte sig Taleban og deltage i hellig krig. Omkring [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af to personer fra Taleban første gang. Han befandt sig i en butik ved moskeen, da personerne bad ham om at komme med dem, hvilket ansøgeren afviste. To til tre dage senere blev ansøgeren igen opsøgt af tre til fire personer fra taleban, mens han befandt sig på marken. De opfordrede ansøgeren til at tilslutte sig Taleban, deltage i hellig krig og bære våben mod myndighederne, hvilket ansøgeren afviste. Kort tid før ansøgerens udrejse fra Afghanistan bad en leder i taleban ved navn mullah [B] ansøgeren om at placere en bombe på ansøgerens fars motorcykel, hvilket ansøgeren blandt andet ville modtage penge for. Ansøgeren afslog igen henvendelsen og bad mullah [B] om at vente, hvorefter ansøgeren tog hjem. Ansøgerens farmor talte herefter med mullah [B]. Den følgende dag modtog ansøgeren et håndskrevet brev, som han ikke kunne læse. Han viste det til sin farbror, som herefter arrangerede ansøgerens udrejse. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin mors arbejde. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at hans mor arbejdede for myndighederne, at hun havde kontorarbejde, og at hun have arbejdet for myndighederne i 19 år. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 og gensamtalen den [i foråret] 2017 forklarede ansøgeren, at hans mor arbejdede for udlændinge i et firma, hvis navn han ikke husker. For Flygtningenævnet har ansøgeren fremlagt dokumenter, hvorefter hans mor er jordemor og vaccinatør. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om opsøgningerne fra Taliban, og hvor lang tid der var mellem opsøgningerne. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han første gang blev opsøgt af 2 personer fra Taliban i en butik ved moskeen, at han anden gang blev opsøgt af 3-4 personer fra Taliban, da han befandt sig ude på marken, at han tredje gang blev kontaktet af Taliban, hvor han fik et brev, og derefter kom mullah [B] med en bombe, som han sagde, at ansøger skulle placere på hans fars motorcykel, og at det ikke var meningen, at de ville slå hans far ihjel, men blot sprænge motorcyklen i luften. Til asylsamtalen [fra foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han første gang blev opsøgt af to fra Taliban, da han var tæt på moskeen, der ville have ham med, at han anden gang blev opsøgt af 3-4 personer, der ville have ham med, og at tredje gang kom mullah [B] selv, da ansøgeren befandt sig på familiens jord og havde en bombe med, som han sagde, at ansøgeren skulle lægge i sin fars motorcykel, ligesom han sagde, at Taliban ville begå jihad mod ansøgerens far og mor. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han der var 2 dage mellem opsøgningerne. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der gik 2 dage mellem den første og anden opsøgning og en uge mellem anden og tredje opsøgning. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der gik 15 dage mellem første og anden opsøgning og 20 dage mellem anden og tredje opsøgning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, ansøgeren har forklaret divergerende om den angivelige bombe. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at den havde størrelse som et A4 ark, til asylsamtalen [i foråret] 2017 at den havde størrelse som en pakke Abeno servietpakke, og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at bomben lå i en pose, så han ikke så meget af den, men at den havde størrelse som en Iphone 8 plus. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at en leder fra Taliban skulle fremvise en bombe for ansøgeren med henblik på at få ansøgeren til at placere den på sin fars motorcykel henset til, at Taliban lod ansøgeren tage hjem, hvor han kunne tale med faderen, der var oberst i efterretningstjenesten, og således advare ham. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren på intet tidspunkt, da han opholdt sig i Afghanistan, oplyste noget om truslerne fra Taliban til sin far, henset til, at han skulle placere en bombe på faderens motorcykel, og at Taliban havde truet med ville begå jihad mod ansøgerens far og mor og faderen arbejdede i efterretningstjenesten, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren valgte at forlade Afghanistan på baggrund af et brev, han ikke kendte indholdet af, og som han ikke havde fortalt sin far om, og at ansøgerens far ikke blev informeret inden ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/362/SND
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sayeed og shia muslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde sit eget mekanikerværksted i landsbyen [B]. På et tidspunkt begyndte to personer at komme på værkstedet. Omkring fire måneder efter personerne opsøgte værkstedet første gang kom de igen. De ville have, at ansøgeren skulle reparere en bil, der befandt sig i landsbyen [C]. Ansøgeren sagde først, at han ikke havde tid. Da personerne kom igen om eftermiddagen, sagde ansøgeren, at de skulle komme igen den følgende dag. Herefter truede personerne ansøgeren med en pistol, og han fulgte med dem. Ansøgeren blev ført til et stort hus i [C], hvor han reparerede bilen. Derefter fik han besked på, at han ikke måtte forlade stedet. Ansøgeren fandt på dette tidspunkt ud af, at personerne i huset var fra Taliban. Ansøgeren blev tilbageholdt i huset i omkring en måned. Mens han befandt sig på stedet reparerede han Tabilans køretøjer. En aften, hvor der kun var én vagt i huset, flygtede ansøgeren. Han tog først til sin egen landsby og derefter til sin farbror i Ghazni. Ansøgeren fortalte sin farbror, hvad der var sket. Den følgende morgen henvendte ansøgeren sig til politikommandanten i Ghazni og fortalte, at han havde været tilbageholdt af Taliban. Kommandanten kunne ikke hjælpe, så den følgende morgen tog ansøgeren videre til Kabul. Han opholdt sig i Kabul i omkring fem måneder. I den periode startede han sit eget værksted, hvor han også sov om natten. En dag tog ansøgeren til Ghazni for at mødes med sin familie. På vejen dertil blev han stoppet af Taliban, der genkendte ham og tog ham med. Taliban førte ansøgeren til et nyt sted, hvor de slog ham og spurgte, hvorfor han var flygtet. Ansøgeren delte værelse med en mand ved navn [D]. På dette sted reparerede ansøgeren også Talibans køretøjer. Taliban ville desuden have ansøgeren til at placere en bombe i deres køretøjer, men dette nægtede ansøgeren. Han blev i den forbindelse hånet og udsat for vold. En nat, hvor der kun var to vagter fra Taliban på stedet flygtede ansøgeren og [D]. De flygtede først til [Ds] landsby. Den følgende morgen kontaktede ansøgeren sin familie, der arrangerede ansøgerens udrejse. Da ansøgeren opholdt sig i Iran kontaktede han sin far, der fortalte, at Taliban havde været på familiens bopæl og spørge efter ansøgeren. Der var udbrudt kamp, og Taliban havde i den forbindelse dræbt ansøgerens bror og truet med at slå ansøgerens familie ihjel, såfremt de ikke fandt ansøgeren. Herefter rejste ansøgerens familie til Pakistan, men har efterfølgende blandt andet taget ophold i Kabul. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han ved sin udrejse havde en konflikt med Taliban til grund. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens konflikt er lokal, og at ansøgeren ikke er særligt profileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en yngre, rask mand i den arbejdsdygtige alder, og at ansøgeren forud for sin udrejse har boet i Kabul i 5 måneder, hvor han etablerede sit eget autoværksted, uden at blive opsøgt af Taliban, og at hans familie heller ikke blev opsøgt af Taliban i Kabul, da familien boede der. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold i Kabul. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/361/SND
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i provinsen Nangahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL og Taliban, fordi de vil rekruttere ham eller slå ham ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far blev dræbt af ISIL nogen tid før hans udrejse af Afghanistan. Hans mor har fortalt ham, at ISIL beskyldte ansøgerens far for at være spion for de afghanske myndigheder på grund af sin stilling som lærer. ISIL har flere gange opsøgt ham og andre landsbybeboere og bedt dem om at arbejde for gruppen. På et tidspunkt før ansøgerens udrejse af Afghanistan var ansøgeren oppe i bjergene for at hente træ, da han blev opsøgt af seks-syv personer fra ISIL. De bad ham om at bede en hel bøn, men da han var bange, lavede han fejl i bønnen, og han blev herefter slået af personerne fra ISIL, hvorefter de forlod stedet. Ved de forudgående opsøgninger af personer fra ISIL blev han fredeligt opfordret til at tilslutte sig ISIL. Han gik også til fredagsbøn i moskeen, fordi Taliban ønskede dette. Taliban henvendte sig til hele menigheden i moskeen, hvor der ved siden af de almindelige ritualer blev talt om jihad, og at man skulle bekæmpe de vantro. På et tidspunkt før hans udrejse af Afghanistan blev han opsøgt af Taliban, der bad ham samarbejde med dem. De truede ham og sagde, at hvis han ikke henvendte sig til dem straks, ville han blive slået ihjel. Ansøgeren blev i alt opsøgt af Taliban omkring fire gange, hvor truslerne blev intensiveret ved den seneste opsøgning. Ved sin fars begravelse svor ansøgeren, at han ville hævne sig over dem, der havde dræbt faren, og ansøgeren mener, at det er derfor, at ISIL har opsøgt ham. Taliban styrede ansøgerens landsby, og de krævede, at alle landsbybeboere skulle hjælpe dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at ansøgeren angiveligt er analfabet og at han under nævnsmødet har oplyst at have det psykisk dårligt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold vedrørende sit asylmotiv, herunder blandt andet, hvorvidt ISIL også var til stede under fredagsbønnen i moskeen, om hvor mange gange han blev opsøgt af ISIL og hvornår, om hvorvidt han selv er blevet opsøgt af Taliban, om hvornår ansøgerens far blev dræbt og om baggrunden for, at han forlod Afghanistan, idet ansøgeren skiftevis har angivet ISIL og Taliban som årsagen til hans udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende og uklart på spørgsmålene, herunder om hvad ISIL konkret bad ham gøre. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/360/LMD
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [en landsby], Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af enten Taliban, en person ved navn [X] eller familien til en pige, som ansøgeren skulle transportere som led i sit arbejde som kriminaltekniker. Til støtte for sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at der blev foretaget en politiaktion mod Taliban i nærheden af ansøgerens bopæl, hvor et medlem af Taliban omkom. Umiddelbart efter angrebet blev ansøgeren ringet op af et medlem af Taliban, der beskyldte ansøgeren for at have angivet Taliban til politiet. Ansøgeren blev truet til at forlade sit job og tilslutte sig Taliban. [I foråret] 2014 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, der var underskrevet og stemplet. Ansøgeren gjorde herefter sin chef opmærksom på både trusselsopkald og trusselsbrev. Ansøgerens chef opfordrede ansøgeren til at fraflytte sin bopæl. Efter ansøgeren var flyttet, modtog ansøgeren fortsat trusselsopkald fra Taliban. Ansøgeren blev truet med, at Taliban ville slå ham ihjel, når de fandt ham. Til støtte for sin frygt for [X] har ansøgeren oplyst, at [Xs] søn, nevø og livvagt affyrede skud mod politiet til en bryllupsfest. Ansøgeren fik efterfølgende til opgave at transportere de anvendte våben til Kabul, hvor de undergik kriminaltekniske undersøgelser. Inden ansøgeren transporterede våbnene til Kabul blev han opsøgt af [X], der sagde, at han skulle sørge for at våbenundersøgelsen ikke ville inkriminere hans søn og nevø. Ansøgeren oplyste dette til sin chef og bad om at få følgeskab af en kollega under transporten. Transporten til og fra Kabul forløb uden problemer. Under retssagen mod [Xs] søn og nevø kom det frem, at ansøgeren havde transporteret våbnene til og fra Kabul, og at konklusionen på undersøgelsen viste, at det var våben tilhørende [Xs] søn og nevø, der blev affyret. [X] opsøgte herefter ansøgeren og truede ham på livet. Til støtte for sin frygt for familien til den pige, som ansøgeren transporterede, har ansøgeren oplyst, at han fik til opgave at transportere pigen til arresthuset i Baghlan. Pigens far og slægtninge gav udtryk for, at de ville køre med under transporten. Ansøgeren tilkendegav, at han ville efterkomme familiens ønske, men valgte i stedet at transportere pigen til Baghlan med en kvindelig kollega [i begyndelsen] 2015, idet ansøgeren frygtede, at pigens familie ville kidnappe pigen eller slå hende ihjel. Efterfølgende mødte pigens far og slægtninge op på ansøgerens arbejdsplads, hvor faren antastede ansøgeren og sagde, at han havde krænket familiens ære. De truede med at halshugge ansøgeren. [I foråret] 2015 da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, blev han opsøgt af nogle maskerede mænd. Ansøgeren vendte bilen og flygtede, imens de maskerede personer affyrede skud mod ansøgerens bil. Ansøgeren tog hjem til sin ven, hvor han boede, indtil hans bror opfordrede ham til at tage til Kabul, hvor han tog ophold hos sin brors ven [Y]. Ansøgeren var hos [Y] indtil sin udrejse af Afghanistan tre dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sine konflikter i Afghanistan. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at han var efterstræbt af Taliban, Hezbe Islami og andre personer. Til samtaler med Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at han frygter Taliban, [X] og faren til den kvindelige arrestant. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om trusselsopkaldene fra Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var Talibanlederen, [C], der telefonisk kontaktede ansøgeren. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han ikke vidste, hvem der ringede til ham. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han fik den første trussel fra [C], der var fra Hezbe Islami. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår ansøgeren fortalte sin chef om truslen. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke fortalte herom på sit arbejde, men først fortalte om det, da han også fik et trusselsbrev. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at han straks fortalte sin chef om trusselsopkaldet, hvorefter ansøgeren forklarede, at han først fortalte sin chef det, efter at han også havde modtaget et trusselsbrev. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor lang tid, der var mellem trusselsopkald og trusselsbrev. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at der var ca. en måned imellem, og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der var 2 dage imellem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin konflikt med [X]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han blev anklaget for at have slået [Xs] livvagt ihjel. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hans konflikt med [X] skyldtes, at [X] ville have ansøgeren til at samarbejde og manipulere beviserne mod hans søn. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om, at [X] havde forsøgt at bestikke ansøgeren med penge. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der affyrede skud til brylluppet, hvor [Xs] familie og politiet var involveret. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at konklusionen på våbenundersøgelsen blev undersøgt i retten, og at den viste, at politiet ikke havde affyret skud. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at det var [Xs] familie, der først affyrede skud mod politiet, og at politiet herefter besvarede beskydningen med egne våben. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at der ikke blev foretaget nogen former for sikkerhedsforanstaltninger, efter at ansøgeren fortalte sin chef, at han var blevet truet til at manipulere med beviserne eftersom straffesagen involverede både politichefen og en søn af et provinsrådsmedlem. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor han blev opsøgt og truet af [X]. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev truet på sin bopæl af [X]. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev truet af [X], da han var i retten, og at [X] ikke vidste, hvor ansøgeren boede. På baggrund af en generel vurdering af ansøgerens oplysninger om sine konflikter i Afghanistan vurderes ansøgerens troværdighed svækket i betydelig grad. Ansøgerens forklaring om hans ansættelse i politiets kriminaltekniske afdeling i Baghlan findes herefter ikke sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder endvidere lagt vægt på, at de opgaver, som ansøgeren har oplyst han har varetaget, ikke stemmer med de opgaver, der normalt foretages i en kriminalteknisk afdeling, og at ansøgeren ikke har kunnet redegøre på en troværdig og detaljeret måde om arbejdet, ligesom ansøgeren ikke har kunnet redegøre for, hvilken rang han havde i politiet. De modtagne fotos og ID-kort kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/359/JAH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk zuri og sunni muslim fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som hans far har en konflikt med. Videre har ansøgeren henvist til, at hans mor har en arvestrid med sin bror, og at nogle naboer har kritiseret hans far for ikke at deltage i aktiviteter i moskéen. Ansøgeren har således i det hele henvist til sine forældres konflikter. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge forældrenes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Der er i forældrenes afgørelse anført følgende: ”Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel individuelt som indbyrdes, ligesom forklaringerne fremstår udbyggende og konstruerede til lejligheden. Det forhold, at ansøgerne er analfabeter, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde mødt [A] til et bryllup i 2012, til den første gensamtale at han ikke ved den lejlighed talte med [A], ikke kendte ham personligt men kendte ham fra TV fire år før. Til den anden gensamtale har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke har haft personlig kontakt med [A] men hilste på ham ved bryllupshøjtideligheder. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne genkende [A]s stemme under kidnapningen. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke overhørte kidnappernes samtale med hans nevø, mens han under asylsamtalen og gensamtalen har forklaret, at han overhørte samtalen og selv talte med nevøen i samme forbindelse. Under nævnsmødet har ansøgeren videre forklaret, at han først efter sin løsladelse fik at vide, at nevøen havde betalt kidnapperne 30.000 dollars, mens han under asylsamtalen har forklaret, at kidnapperne havde fortalt ham, at nevøen ikke kunne skaffe mere end 30.000 dollars. Det beror på ansøgerens egen formodning, at [A]s brødre mistænker ham for at være delagtig i [A]s død, og at han dermed er efterstræbt af disse. En sådan mistanke ville forudsætte, at [A]s familie var bekendt med, at denne havde deltaget i en kidnapning, at familien kendte kidnapningsofrets identitet, at familien vidste eller formodede, at ansøgeren havde genkendt [A] som en af kidnapperne, og at der var en formodning for, at ansøgeren kendte [A]s opholdssted, hvilket i det hele forekommer usandsynligt. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under asylsagen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af [A]s familie. Først under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at der under [A]s begravelse er blevet fremsat beskyldninger direkte mod ansøgeren, hvorimod han til den anden gensamtale har forklaret, at han tror, han var et af de mennesker, der blev nævnt til begravelsen. Den mandlige ansøger har først under den første gensamtale, og den kvindelige ansøger under nævnsmødet, forklaret, at den mandlige ansøger efter [A]s begravelse modtog nogle telefonopkald fra ukendte telefonnumre. Den mandlige ansøgers forklaring om disse telefonopkald, som han ikke besvarede, underbygger ikke ansøgers formodning om, at han er efterstræbt af [A]s familie. Hertil kommer, at den mandlige ansøger og familien efter ansøgerens forklaring, uden at blive opsøgt, opholdt sig ca. halvanden måned på deres bopæl efter telefonopkaldene, ligesom den mandlige ansøger fortsat arbejdede i sin forretning. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med [A]s familie til grund. Den mandlige ansøger har blandt andet under den anden gensamtale forklaret, at han og hans svoger ikke kan lide hinanden, at de har skændtes om religion og om ansøgerens børn, og at han aldrig har modtaget konkrete trusler fra svogeren. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at hun personligt er blevet truet en gang af broderen, for at hun skulle give arveafkald, og at broderen ved en lejlighed, ca. to måneder før ansøgerens udrejse, har rykket hende i håret og forsøgt at banke hendes hoved ind i væggen under et besøg hos broderen, men at han blev forhindret i det af moderen og hans egen kone. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at broderen slog hendes hoved ind i væggen, at det skete under et besøg hos moderen, og at hun personligt er blevet truet to gange af broderen. Først under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes mor har oplyst, at broderen havde købt et gevær for at dræbe dem. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger først forklaret, at hendes mor bad hende komme til klinikken 40 dage, inden den mandlige ansøger blev bortført, senere i samme samtale rettet det til, at det skete ca. en måned inden bortførelsen. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at dette møde på klinikken fandt sted efter ægtefællens bortførelse. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans svoger har beskyldt ham for at have et seksuelt forhold til svogerens kone. Heroverfor har den kvindelige ansøger til asylsamtalen forklaret, at hendes bror ikke har sagt, at den mandlige ansøger har seksuel forbindelse med broderens kone, men at de har en ”mystisk forbindelse” Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle er blevet beskyldt for at have krænket hendes brors ære ved at have et seksuelt forhold til broderens kone. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en asylbegrundende konflikt med den kvindelige ansøgers bror, til grund. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/358/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk zuri og sunni muslim fra Gozara, Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har henvist til sine forældres konflikter. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge forældrenes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Der er i forældrenes afgørelse anført følgende: ”Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel individuelt som indbyrdes, ligesom forklaringerne fremstår udbyggende og konstruerede til lejligheden. Det forhold, at ansøgerne er analfabeter, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde mødt [A] til et bryllup i 2012, til den første gensamtale at han ikke ved den lejlighed talte med [A], ikke kendte ham personligt men kendte ham fra TV fire år før. Til den anden gensamtale har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke har haft personlig kontakt med [A] men hilste på ham ved bryllupshøjtideligheder. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne genkende [A]s stemme under kidnapningen. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke overhørte kidnappernes samtale med hans nevø, mens han under asylsamtalen og gensamtalen har forklaret, at han overhørte samtalen og selv talte med nevøen i samme forbindelse. Under nævnsmødet har ansøgeren videre forklaret, at han først efter sin løsladelse fik at vide, at nevøen havde betalt kidnapperne 30.000 dollars, mens han under asylsamtalen har forklaret, at kidnapperne havde fortalt ham, at nevøen ikke kunne skaffe mere end 30.000 dollars. Det beror på ansøgerens egen formodning, at [A]s brødre mistænker ham for at være delagtig i [A]s død, og at han dermed er efterstræbt af disse. En sådan mistanke ville forudsætte, at [A]s familie var bekendt med, at denne havde deltaget i en kidnapning, at familien kendte kidnapningsofrets identitet, at familien vidste eller formodede, at ansøgeren havde genkendt [A] som en af kidnapperne, og at der var en formodning for, at ansøgeren kendte [A]s opholdssted, hvilket i det hele forekommer usandsynligt. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under asylsagen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af [A]s familie. Først under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at der under [A]s begravelse er blevet fremsat beskyldninger direkte mod ansøgeren, hvorimod han til den anden gensamtale har forklaret, at han tror, han var et af de mennesker, der blev nævnt til begravelsen. Den mandlige ansøger har først under den første gensamtale, og den kvindelige ansøger under nævnsmødet, forklaret, at den mandlige ansøger efter [A]s begravelse modtog nogle telefonopkald fra ukendte telefonnumre. Den mandlige ansøgers forklaring om disse telefonopkald, som han ikke besvarede, underbygger ikke ansøgers formodning om, at han er efterstræbt af [A]s familie. Hertil kommer, at den mandlige ansøger og familien efter ansøgerens forklaring, uden at blive opsøgt, opholdt sig ca. halvanden måned på deres bopæl efter telefonopkaldene, ligesom den mandlige ansøger fortsat arbejdede i sin forretning. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med [A]s familie til grund. Den mandlige ansøger har blandt andet under den anden gensamtale forklaret, at han og hans svoger ikke kan lide hinanden, at de har skændtes om religion og om ansøgerens børn, og at han aldrig har modtaget konkrete trusler fra svogeren. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at hun personligt er blevet truet en gang af broderen, for at hun skulle give arveafkald, og at broderen ved en lejlighed, ca. to måneder før ansøgerens udrejse, har rykket hende i håret og forsøgt at banke hendes hoved ind i væggen under et besøg hos broderen, men at han blev forhindret i det af moderen og hans egen kone. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at broderen slog hendes hoved ind i væggen, at det skete under et besøg hos moderen, og at hun personligt er blevet truet to gange af broderen. Først under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes mor har oplyst, at broderen havde købt et gevær for at dræbe dem. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger først forklaret, at hendes mor bad hende komme til klinikken 40 dage, inden den mandlige ansøger blev bortført, senere i samme samtale rettet det til, at det skete ca. en måned inden bortførelsen. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at dette møde på klinikken fandt sted efter ægtefællens bortførelse. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans svoger har beskyldt ham for at have et seksuelt forhold til svogerens kone. Heroverfor har den kvindelige ansøger til asylsamtalen forklaret, at hendes bror ikke har sagt, at den mandlige ansøger har seksuel forbindelse med broderens kone, men at de har en ”mystisk forbindelse” Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle er blevet beskyldt for at have krænket hendes brors ære ved at have et seksuelt forhold til broderens kone. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en asylbegrundende konflikt med den kvindelige ansøgers bror, til grund. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/357/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk zuri og sunni muslim. Den kvindelige ansøger er etnisk tadjik og sunni muslim. Ansøgerne er fra […], Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A]s to brødre, idet de tror, at ansøgeren har været medvirkende til [A]s død. Derudover har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter, at hans ægtefælles bror, [B], vil slå ham ihjel, da de er uenige om politik og religion. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den generelle usikkerhed i landet, og hun frygter for sin, sin ægtefælles og sine børns sikkerhed, idet hendes ægtefælle blev bortført af ukendte personer. Endvidere har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter, at hendes bror, [B], vil slå hende og hendes familie ihjel, idet de har en arvestrid. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2015 var taget hen til sin jord for at reparere en pumpe, som var gået i stykker. Mens han opholdt sig på jorden, blev han tilbageholdt af fire-fem ukendte personer. De puttede ham ind i en bil og kørte ham til et ukendt sted. Da de kom frem til det ukendte sted, blev han ført ned i et hul, hvor han blev tilbageholdt i 11 nætter. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb, og personerne, der tilbageholdt ham, ringede til hans nevø og forlangte en løsladelsessum på 50.000 USD. Mens han var tilbageholdt, hørte han [A] tale. Han kendte [A]s far og havde mødt [A] under et bryllup på en ukendt dato i 2012. Ansøgeren og [A] var fra det samme område. Ansøgerens nevø betalte løsesummen, hvorefter ansøgeren blev løsladt. Da han havde været hjemme i tre-syv dage, tog han hen til sin forretning, hvor han ville ordne forretningens regnskab. Da han havde været i forretningen i to-fire dage, omkring den [datoer i sommeren] 2015, så han på TV, at [A] var død. [I sommeren] 2015 fortalte hans ven, [C], at [A]s brødre havde sværget, at de ville slå de personer, som var skyld i [A]s død, ihjel. Derfor var [C] sikker på, at [A]s brødre ville finde ansøgeren og tage hævn. Dagen efter modtog han fire-fem opkald fra forskellige numre, men han tog ikke telefonen. Herefter besluttede han sig for at udrejse af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at arvestriden med hendes bror startede på en ukendt dato omkring to år før deres ankomst til Danmark. Hun skulle arve 100.000 USD, men arven blev ikke fordelt. Hendes bror, [B], forsøgte at tvinge hende til at afgive fingeraftryk på, at hun havde givet afkald på sin del af arven. Hendes bror ønskede ikke at dele arven med hende, da hun og hendes ægtefælle er sekularister, hvilket hendes bror ikke kunne lide, da han var islamisk fundamentalist. Omkring en måned inden hendes ægtefælle blev bortført, mødtes hun med sin mor for at tale om arvestriden. Hendes mor fortalte, at hendes bror havde sagt, at han ville slå hendes ægtefælle og to af deres sønner ihjel, fordi han var klar til at gøre alt for ikke at dele arven med ansøgeren. Ansøgerens mor mente derfor, at hun og hendes familie skulle forlade Afghanistan. [I sommeren] 2015 blev hendes ægtefælle bortført af ukendte personer. Hendes ægtefælle var tilbageholdt i 11 nætter. På et ukendt tidspunkt, efter han var blevet løsladt, besluttede de sig for at udrejse af Afghanistan. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel individuelt som indbyrdes, ligesom forklaringerne fremstår udbyggende og konstruerede til lejligheden. Det forhold, at ansøgerne er analfabeter, kan ikke føre til et andet resultat. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde mødt [A] til et bryllup i 2012, til den første gensamtale at han ikke ved den lejlighed talte med [A], ikke kendte ham personligt men kendte ham fra TV fire år før. Til den anden gensamtale har den mandlige ansøger forklaret, at han ikke har haft personlig kontakt med [A] men hilste på ham ved bryllupshøjtideligheder. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne genkende [A]s stemme under kidnapningen. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke overhørte kidnappernes samtale med hans nevø, mens han under asylsamtalen og gensamtalen har forklaret, at han overhørte samtalen og selv talte med nevøen i samme forbindelse. Under nævnsmødet har ansøgeren videre forklaret, at han først efter sin løsladelse fik at vide, at nevøen havde betalt kidnapperne 30.000 dollars, mens han under asylsamtalen har forklaret, at kidnapperne havde fortalt ham, at nevøen ikke kunne skaffe mere end 30.000 dollars. Det beror på ansøgerens egen formodning, at [A]s brødre mistænker ham for at være delagtig i [A]s død, og at han dermed er efterstræbt af disse. En sådan mistanke ville forudsætte, at [A]s familie var bekendt med, at denne havde deltaget i en kidnapning, at familien kendte kidnapningsofrets identitet, at familien vidste eller formodede, at ansøgeren havde genkendt [A] som en af kidnapperne, og at der var en formodning for, at ansøgeren kendte [A]s opholdssted, hvilket i det hele forekommer usandsynligt. Hertil kommer, at den mandlige ansøger under asylsagen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af [A]s familie. Først under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at der under [A]s begravelse er blevet fremsat beskyldninger direkte mod ansøgeren, hvorimod han til den anden gensamtale har forklaret, at han tror, han var et af de mennesker, der blev nævnt til begravelsen. Den mandlige ansøger har først under den første gensamtale, og den kvindelige ansøger under nævnsmødet, forklaret, at den mandlige ansøger efter [A]s begravelse modtog nogle telefonopkald fra ukendte telefonnumre. Den mandlige ansøgers forklaring om disse telefonopkald, som han ikke besvarede, underbygger ikke ansøgers formodning om, at han er efterstræbt af [A]s familie. Hertil kommer, at den mandlige ansøger og familien efter ansøgerens forklaring, uden at blive opsøgt, opholdt sig ca. halvanden måned på deres bopæl efter telefonopkaldene, ligesom den mandlige ansøger fortsat arbejdede i sin forretning. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om konflikten med [A]s familie til grund. Den mandlige ansøger har blandt andet under den anden gensamtale forklaret, at han og hans svoger ikke kan lide hinanden, at de har skændtes om religion og om ansøgerens børn, og at han aldrig har modtaget konkrete trusler fra svogeren. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at hun personligt er blevet truet en gang af broderen, for at hun skulle give arveafkald, og at broderen ved en lejlighed, ca. to måneder før ansøgerens udrejse, har rykket hende i håret og forsøgt at banke hendes hoved ind i væggen under et besøg hos broderen, men at han blev forhindret i det af moderen og hans egen kone. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at broderen slog hendes hoved ind i væggen, at det skete under et besøg hos moderen, og at hun personligt er blevet truet to gange af broderen. Først under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes mor har oplyst, at broderen havde købt et gevær for at dræbe dem. Til asylsamtalen har den kvindelige ansøger først forklaret, at hendes mor bad hende komme til klinikken 40 dage, inden den mandlige ansøger blev bortført, senere i samme samtale rettet det til, at det skete ca. en måned inden bortførelsen. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at dette møde på klinikken fandt sted efter ægtefællens bortførelse. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans svoger har beskyldt ham for at have et seksuelt forhold til svogerens kone. Heroverfor har den kvindelige ansøger til asylsamtalen forklaret, at hendes bror ikke har sagt, at den mandlige ansøger har seksuel forbindelse med broderens kone, men at de har en ”mystisk forbindelse” Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at hendes ægtefælle er blevet beskyldt for at have krænket hendes brors ære ved at have et seksuelt forhold til broderens kone. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en asylbegrundende konflikt med den kvindelige ansøgers bror, til grund. De generelle forhold i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/356/SSM
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og etnisk hazara fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst at være konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark og Tyskland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som han formoder er en del af Taliban. Flygtningenævnet fandt i afgørelse [ultimo] 2017, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort sit oprindelige asylmotiv, idet ansøgeren havde forklaret udbyggende og divergerende herom. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft nogen konkret konflikt med personer eller grupper i Afghanistan inden udrejsen. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen og derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har videre forklaret, at han er blevet døbt i Tyskland [i sommeren] 2018, og at han forinden mødet i Flygtningenævnet i [slutningen af] 2017 havde besøgt en kirke i Hjørring, som han fortsatte med at besøge frem til, at han tog fra Danmark til Tyskland i [begyndelsen af] 2018. I Tyskland fik ansøgeren kontakt til kirken Freie Christengemeinde Hanau, hvor han også blev døbt [i sommeren] 2018. Forinden dåben modtog ansøgeren kristendomsundervisning i både Hjørring og Tyskland. Ansøgeren fandt ikke anledning til at fortælle Flygtningenævnet om sine besøg i en kristen kirke ved nævnsmødet i [slutningen af] 2017, da han på det tidspunkt endnu ikke anså sig for at være kristen og anså sin begyndende interesse for kristendom som sin egen private sag. Flygtningenævnet har i afgørelsen [i slutningen] 2017 anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv, og ansøgerens forklaring, om, at han havde været ansat på den australske ambassade, indgik i Flygtningenævnets vurdering. Det, der nu er anført for Flygtningenævnet, kan ikke føre til anden vurdering af ansøgerens oprindelige asylmotiv, idet bemærkes, at ansøgerens eventuelle ansættelse som køkkenmedhjælper på ambassaden ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den påfaldende tidsmæssige sammenhæng, idet ansøgeren blev døbt kun [få] måneder efter, at han havde fået afslag på asyl i Flygtningenævnet og uden at have modtaget egentlig dåbsundervisning. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgeren ikke under mødet i Flygtningenævnet [i slutningen af] 2017 oplyste om sin interesse for kristendommen, selv om ansøgeren ifølge sin egen forklaring da havde gået i kirke siden begyndelsen [en måned] 2017, og at han på tidspunktet for mødet i Flygtningenævnet havde været i kirke otte-ti gange. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med sin konvertering. Ansøgeren har således flere gange blot henvist til, at han hellere vil tilbede en levende Jesus/Gud end en død profet. Ansøgeren har heller kunnet oplyse navnet på den kirke, hvor han i Allerød/Hillerød deltog i gudstjenester, eller navnet på den kirke, hvor han senest har deltaget i gudstjenester, selv om ansøgeren i detaljer har kunnet redegøre for, hvilke ugedage og på hvilke tidspunkter, han har deltaget i kirkelige aktiviteter. Dertil kommer, at ansøgeren har udvist et endog meget begrænset kendskab til kristendommen. Ansøgeren har således svaret undvigende, afglidende og i væsentligt omfang også urigtigt på centrale spørgsmål om kristendommen, herunder spørgsmål vedrørende centrale begivenheder som f.eks. korsfæstelse, dåb, og jul. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er analfabet, og at ansøgeren ifølge tolken har et begrænset ordforråd, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at nogle personer i Danmark til ansøgerens far skulle have sendt billeder, der viser ansøgeren til en gudstjeneste, ikke er troværdig, idet ansøgeren har forklaret skiftende om, hvornår billederne skulle være sendt, ligesom han ikke har kunnet redegøre for, hvordan disse personer, som han ikke kan identificere, har kunnet skaffe kontaktoplysninger på ansøgerens far. Ansøgerens forklaring om billederne kan derfor allerede af denne grund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/355/jov
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra landsbyen Laghmani i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en kommandant ved navn [A], som har tvunget ansøgeren til at være dansedreng for ham. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en større gruppe unavngivne personer, som har set ansøgeren optræde som dansedreng. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan generelt frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren fik et arbejde, hvor han skulle arbejde for en kommandant medio 2015. Det blev gjort klart for ansøgeren, at arbejdet bestod i, at han skulle danse for kommandanten, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren befandt sig herefter på kommandantens bopæl i tre dage. Ansøgeren blev i denne periode gentagne gange udsat for fysiske overgreb. Kommandanten sørgede endvidere for, at ansøgerens far blev slået ihjel. Ansøgeren accepterede herefter at arbejde som dansedreng for kommandanten, idet ansøgeren frygtede kommandanten. Den fjerde dag tog kommandanten ansøgeren med til en fest i Takhar-provinsen. Ansøgeren så de andre dansedrenge optræde, og kommandanten tvang ansøgeren til at sove sammen med ham. Ansøgeren var to dage i Takhar-provinsen, hvorefter kommandanten tog ansøgeren med til Kabul-provinsen til en anden fest, hvor ansøgeren for første gang selv skulle danse. Under ansøgerens dans opstod der tumult blandt tilskuerne, fordi en af tilskuerne filmede eller fotograferede ansøgerens optræden, hvilket var imod kommandantens ønske. Ansøgeren benyttede lejligheden til at flygte. Ansøgeren flygtede hjem til sin familie. Ansøgeren flygtede tre dage senere sammen med sin familie til Iran ved hjælp af en agent. Ansøgerens familie blev i Iran, mens ansøgeren flygtede videre til Tyrkiet. Efter udrejsen har ansøgerens mor fra deres nabo i Afghanistan fået at vide, at kommandanten har ledt efter ansøgeren på ansøgerens families bopæl. Kommandanten har endvidere spurgt efter ansøgeren hos folk i byen, hvor han samtidig har fortalt, at ansøgeren har arbejdet som dansedreng. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han generelt frygter Taliban, oplyst, at ansøgeren via nyhederne i fjernsynet har hørt, at Taliban har overtaget ansøgerens område i hjemlandet, hvor de blandt andet sætter ild til huse og skoler. Ansøgeren frygter, at Taliban vil tvinge ansøgeren til at bære våben for dem, og hvis ansøgeren nægter, at de vil slå ham ihjel. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den vold, som kommandanten angiveligt udsatte ansøgeren for. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvordan han flygtede fra festen i Kabul. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om kommandantens efterfølgende opsøgning af og trusler mod ansøgeren. Flertallet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke har skrevet om sin konflikt med kommandanten eller andre væsentlige detaljer vedrørende årsagen til udrejsen i sit asylskema. Flertallet har herved også lagt vægt på, at ansøgerens asylmotiv omhandler et relativt enkelt hændelsesforløb. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved sin ankomst til Danmark forklarede til politiet, at han var hos sin faster og onkel i Iran, at ansøgerens faster solgte sine smykker, så ansøgeren kunne fortsætte sin rejse til Danmark, og at ansøgerens onkel betalte en menneskesmugler for at tage ham med via Tyrkiet til Grækenland. En forklaring som ikke stemmer overens med ansøgerens senere forklaringer om sit ophold i Iran. Endelig finder flertallet, at ansøgerens forklaring om særligt sin flugt fra Kabul ikke forekommer selvoplevet. Herefter tilsidesætter Flygtningenævnets flertal ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan som konstrueret og utroværdig. Ansøgerens frygt for Taliban kan ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens frygt er af generel karakter, idet ansøgeren hverken har eller har haft konflikter med eller personlig kontakt til Taliban. På denne baggrund finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet bemærker, at flertallet ikke har fundet anledning til at iværksætte en torturundersøgelse som følge af ansøgerens oplysninger om fysiske skader, da ansøgerens forklaring om baggrunden herfor ikke kan lægges til grund. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedssituation i Kunduz-provinsen, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/354/GJEY
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en ukendt kriminel gruppe, idet hans far anmeldte gruppens narkotikavirksomhed til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far arbejdede for politiet. Omkring 20-25 dage efter sin fars anmeldelse af gruppen, blev ansøgerens far og mor slået ihjel i et angreb ved deres bopæl. Ansøgerens søster blev såret under denne episode og døde kort tid efter. Ansøgerens morbror, [A], kørte efterfølgende ansøgeren hen til ansøgerens moster i Pakistan, hvor ansøgeren boede til han var 11 år. Herefter vendte han tilbage til Afghanistan, hvor han besøgte sine forældres gravsted. Da ansøgeren besøgte sine forældres gravsted tredje gang, blev han tilbageholdt af to mænd. Senere samme dag blev han tortureret og udspurgt om sine familierelationer. Da han var alene i det værelse, han var tilbageholdt i, flygtede han ud gennem vinduet. De personer, der tilbageholdt ansøgeren, opdagede, at han var flygtet, og de skød derfor efter ansøgeren. Ansøgeren blev ramt og faldt til jorden, og da han igen vågnede, var hans morbror ankommet, og han hjalp ham herefter ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på en række centrale punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har oprindeligt til politiet [to gange i efteråret] 2015 forklaret, at han i hjemlandet var blevet truet af personer, som ville hævne en voldtægt begået af ansøgerens far. Under oplysnings- og motivsamtalen og senere under sagen har ansøgeren forklaret, at faderen havde anmeldt lokale talibanfolk til myndighederne, hvorfor Taliban dræbte ansøgerens familie og også efterstræber ansøgeren. Ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til, at de talibanfolk, der blev anholdt som følge af faderens anmeldelse, var blevet løsladt. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taliban betalte bestikkelse og fik de anholdte løsladt. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om de anholdte blev løsladt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han så, at hans forældre var blevet dræbt. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han først, at han ikke så, da faderen blev dræbt, og senere under samme samtale, at han så sin far falde om. Under asylsamtalen har han forklaret, at hans far førte ham ind i et værelse, da der blev skudt mod huset, og at han ikke så sin far igen, før faderen var død. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans moster, som han boede hos i Pakistan, var indforstået med, at han rejste tilbage til Afghanistan. Under asylsamtalen har han forklaret, at mosteren advarede ham mod at vende tilbage, og at det endte med, at ansøgeren flygtede fra mosterens hjem i Pakistan. Under samtalen i Flygtningenævnet har han forklaret, at mosteren hjalp ham og fik kontakt til [B], som rejste sammen med ansøgeren til Afghanistan. Ansøgeren har endelig forklaret divergerende om, hvad der skete under tilbageholdelsen i Afghanistan og under flugten derfra. Han har under asylsamtalen forklaret, at de mænd, der afhørte ham, forlod værelset, hvorefter ansøgeren overhørte, at de talte om at slå ansøgeren ihjel. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at mændene truede ham med at slå ham ihjel, før de forlod værelset. Under asylsamtalen har han forklaret, at han blev skudt under flugten, hvorefter mændene kom hen til ham og slog ham, hvorefter han blev bevidstløs. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at han faldt bevidstløs om, da han blev ramt af skud, og ikke ved om mændene efterfølgende var henne ved ham. Flygtningenævnet finder, at divergenserne ikke kan forklares med ansøgerens alder på de pågældende tidspunkter eller med den siden da forløbne tid. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren i en alder af 11 år skulle have besluttet sig for at rejse til Afghanistan for at finde ud af, om hans mor var død. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren boede hos sin moster, som må antages at have haft kendskab til, om ansøgerens mor var i live. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/353/SLH
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [en landsby i] Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsprocedure. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter tvangsrekruttering til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var soldat i den afghanske hær og blev dræbt i kamp med Taliban, da ansøgeren var 10-11 år gammel. Da ansøgeren var omkring 13 år gammel, henvendte Taliban sig til ansøgerens mor og udtalt, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Omkring en uge efter denne henvendelse modtog ansøgerens mor et trusselsbrev fra Taliban, som blev lagt på bopælen. I brevet stod der, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban, da ansøgerens far havde arbejdet for myndighederne. Dagen efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban har opsøgt ansøgerens mor personligt og udtalt, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 og asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 ikke har forklaret om en sådan personlig henvendelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt Taliban opsøgte ansøgerens mor før eller efter Talibans personlige henvendelse til ansøgerens mor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om blandt andet, hvor gammel han var, da faren døde, hvorvidt ansøgeren har set trusselsbrevet fra Taliban, og hvornår han hørte om trusselsbrevet. Ansøgerens unge alder, herunder på tidspunktet for samtalerne af [dato i sommeren 2016] og [dato i efteråret 2016], findes ikke i sig selv at kunne føre til, at nævnet kan se bort fra de anførte divergenser. Nævnet bemærker herudover, at ansøgeren ikke har kunnet huske navnene på sin mor og søskende eller på den af ham omtalte nabo, hvilket tillige anses at svække ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/352/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk halvt tajik, halvt araber, og sunnimuslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil være ensom, at hun ikke kan modtage den rette medicin, og at hun ikke kan få hjælp til praktiske gøremål, idet hun ikke har nærtstående familie tilbage i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun som ensom, ældre kvinde har behov for hjælp for at kunne klare sig i hverdagen, idet hun lider af en række helbredsproblemer, herunder demens. Den medicin, hun nu modtager i Danmark, vil hun ikke kunne modtage i Afghanistan. Hendes eneste tilbageværende nærtstående familie opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke har haft personlige konflikter med Taliban, myndigheder eller personer i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at det af ansøgeren oplyste, hvorefter hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være ensom, mangle medicin og hjælp til praktiske gøremål, har karakter af socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske tajiker, kan heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/351/ATN
Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsbyen A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine fire farbrødre, som er medlem af Taliban, idet ansøgeren, hans far og bror har hjulpet myndighederne. Herudover frygter ansøgeren myndighederne, fordi de ville fængsle ham, hvis han ikke hjalp dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod kampe mellem Taliban og de afghanske myndigheder i hans landsby, […], et år før hans udrejse af Afghanistan. Ansøgerens far blev herefter beskyldt for at stå i ledtog med Taliban, idet farens fire halvbrødre var medlemmer af Taliban. Faren indgik derfor en aftale med kommandant [X] om, at faren skulle være med i en oprørsgruppe, som skulle hjælpe med at bekæmpe Taliban. På et ukendt tidspunkt blev familiens nabo, [Y], dræbt. Ansøgerens farbrødre blev beskyldt for at stå bag drabet. Herefter blev ansøgeren, hans far og bror indkaldt til møde hos kommandanten, som var vred over, at de ikke havde oplyst, at Taliban ville komme til landsbyen. Kommandanten fængslede dem derfor. De var fængslet i cirka to-tre måneder på militærbasen i [ansøgerens landsby]. Da de blev løsladt, fik de til opgave at brænde et af ansøgerens farbrødres huse ned. Ansøgeren, hans far og bror brændte derpå huset ned, efter de havde bedt kvinder og børn forlade huset. Ansøgerens farbrødre var ikke hjemme. Et par dage senere blev ansøgerens far skudt af Taliban. Ansøgeren så ikke, hvem der skød hans far, men en nabo havde set Taliban på stedet inden drabet. Herefter blev ansøgerens bror udnævnt til leder for oprørsgruppen. På et ukendt tidspunkt fik ansøgeren og hans bror igen til opgave at brænde et hus ned, som talibanerne havde opholdt sig i. De brændte derpå huset ned, og nogle dage senere blev ansøgerens bror dræbt af en vejsidebombe. Herefter blev ansøgeren udnævnt til leder af oprørsgruppen. Et par dage senere kom Taliban og bankede på døren hos ansøgeren om natten. Ansøgeren gik op under taget i sit hus og begyndte at skyde efter talibanerne, som flygtede. Morgenen efter tog ansøgeren hjem til sin morbror, som fandt en menneskesmugler, der hjalp ansøgeren med at udrejse. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren, der ikke har afgivet forklaring for Flygtningenævnet, har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet kan således i alt væsentligt ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet afgivet under asylsagens behandling til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter anses usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det anses blandt andet usandsynligt, at myndighederne anmodede ansøgerens far om bistand til at bekæmpe sine fire farbrødre, der var medlemmer af Taliban, at myndighederne efter faderens død anmodede ansøgerens bror om hjælp, og at myndighederne efter ansøgerens brors død anmodede ansøgeren om hjælp. Det bemærkes herved, at den gruppe, der angiveligt skulle bekæmpe Taliban, og som faren, broren og ansøgeren angiveligt var medlemmer af, bestod af et større antal personer. Det anses endvidere usandsynligt, at ansøgerens gruppe ikke skjulte, hvem der brændte Talibans huse ned, således at dette kom til Talibans kendskab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/350/ATN
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Lalandu, i Sar-e Pol provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban forsøgte at tvangsrekruttere ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at landsbylederen, Karim Khan, vil slå ansøgeren ihjel, idet ansøgerens far har haft en konflikt med Karim. Endeligt har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, idet ansøgeren har deltaget i krigen i Syrien. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans faster blev slået ihjel af Karim, fordi fasteren skulle have været gift med Karims Khans bror. Ansøgerens far blev truet af Karim, hvorfor faren udrejste af Afghanistan omkring 2009, og fordi Karim havde magt i området. Efter farens udrejse truede Karim ofte med at slå ansøgeren ihjel, hvis han fik mulighed for det. Ansøgeren blev ved flere lejligheder slået og fik lussinger af Karim og hans sønner. Karim havde jord ved siden af ansøgerens families jord, hvorfor der nogle gange opstod tvister om, hvor Karims dyr skulle være. Til støtte for sit asylmotiv om Talibans tvangsrekruttering har ansøgeren oplyst, at Tabliban i efteråret eller vinteren 2014-2015 forlangte, at ansøgeren skulle aflevere en kalashnikov til dem. Ansøgeren havde ikke en kalashnikov og skaffede i stedet 75.000 afghani. Taliban ville have flere penge af ansøgeren, men accepterede, at ansøgeren ikke kunne betale mere. I 2014-2015 kom Taliban til landsbyen for at rekruttere folk. Ansøgeren var den første, de forsøgte at rekruttere. Ansøgeren fik at vide af sin mor, at Mullah Besmellahs folk havde været ved bopælen, og havde sagt, at de ville afhente ansøgeren om to dage. De ældre fra landsbyen henvendte sig herefter til Mullah Besmellah og forsøgte at løse konflikten uden held, idet Taliban og mullahen fastholdt, at ansøgeren skulle rekrutteres. Ansøgerens onkler gav ansøgeren besked om, at ansøgeren var nødt til at flygte. Da mørket faldt, tog ansøgeren med sin farbror til byen Parawshan. Ansøgeren overnattede hos sin morbors fætter. Dagen efter tog ansøgeren mod Tarkhoj og derefter til Mazar-e-Sharif. Ansøgeren opholdte sig i Mazar-e-Sharif i omkring en uge, hvorefter han tog til Nimruz. I Nimruz mødte ansøgeren en menneskesmugler, der hjalp ham med at udrejse illegalt til Iran i fåret 2015. I Iran arbejdede ansøgeren på en hønsefarm. Efter fire måneder, [i sommeren] 2015, kom det iranske politi og tilbageholdte ansøgeren. Da ansøgeren ikke kunne fremvise identifikationsdokumenter, fik ansøgeren valget mellem at blive udvist til Afghanistan eller blive sendt til Syrien for at deltage i krigen. Ansøgeren besluttede at tage til Syrien sammen med to andre afghanere ved navn Rohullah og Hadi. Ansøgeren gennemførte militærtræning i 25 dage, og blev herefter sendt til Syrien, hvor han opholdte sig i omkring tre måneder og deltog i kamphandlinger flere steder mod ISIL. Ansøgeren blev herefter fløjet til Teheran, Iran. Ansøgeren opholdte sig i Iran i omkring to måneder inden hans udrejse til Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund, idet nævnet dog ikke kan lægge til grund, at ansøgeren fik bank af Karim Khan sønner, hver gang de så ham, således som ansøgeren har forklaret udbyggende for nævnet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder som følge af, at han har deltaget i krigen i Syrien mod IS. Ansøgeren har forklaret, at han som udsendt af de iranske myndigheder i 2015 har deltaget i krigen i Syrien mod IS. Det fremgår af Lifos rapport af 23. maj 2018 om ”Irans rekrytering af afghaner till kriget i Syren”, side 16-17, at der den 14. februar 2018 trådte en ny straffelov i kraft (Penal Code 2017). Af rapporten fremgår det om straffeloven: ”och i den så finns numer ett lagrum som kan vara tillämpligt när det gäller afghaner som deltagit i strid i Syrien. Enligt artikel 245 (4) är det numer en straffbar handling att delta i krig eller inre väpnade konflikter i andra länder, och påföljden anges vara ett långt frihetsstraff, dock inte överstigande sju år. När det gäller ”utländska krigare” i Syrien så har detta begrepp tidigare i stort sett varit synonymt med ”sunnitiska jihadister”. Lika centrala för konflikten har dock de utländska shiitiska krigarna som mobiliserats i Syrien varit,78 och även dessa shiamiliser har begått grova övergrepp under konflikten.79 I Afghanistans nya strafflag (Penal Code 2017) så har Romstadgans bestämmelser inkorporerats och brott som krigsbrott eller brott mot mänskligheten kan enligt den nya strafflagen vara belagt med dödstraff beroende på vilken typ av handling man har gjort sig skyldig till.” Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til de afghanske myndigheder, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at personer i Afghanistan har eller vil få kendskab til ansøgerens aktiviteter imod IS i Syrien. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af denne grund vil være i fare for asylbegrundende forfølgning, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i fare for asylbegrundende forfølgning af landsbylederen Karim Khan ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har en umiddelbar konflikt med Karim Khan, men at ansøgerens frygt for Karim Khan er begrundet i en konflikt, som Karim Khan havde med ansøgerens far, indtil faren forlod landsbyen omkring 2009. Nævnet lægger videre vægt på, at Karim Khan ikke på noget tidspunkt har forsøgt at slå ansøgeren ihjel, selvom Karim Khan ifølge ansøgeren har truet og chikaneret ansøgeren igennem mange år, herunder givet ansøgeren lussinger og slag. Efter en samlet bedømmelse finder nævnet således, at konflikten ikke har den fornødne karakter eller intensitet til at kunne begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er forsøgt tvangsrekrutteret af Taliban i sit lokalområde og derfor kan være i risiko for overgreb eller hvervning fra Taliban ved en tilbagevenden hertil, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet imidlertid, at det som alternativt til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif, end sin hjemby. For så vidt angår situationen i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif henviser nævnet bl.a. til EASO’s rapport ”Country Guidance: Afghanistan – Guidance note an common analysis” fra juni 2018. Nævnet er opmærksom på UNHCR’s rapport ”UNHCR ELIGIBILITY GUIDELINES ASSESSING THE INTER-NATIONAL PROTECTION NEEDS OF ASYLUMSEEKERS FROM AFGHANISTAN” fra den 30. august 2018, hvoraf fremgår bl.a.: ”UNHCR considers that given the current security, human rights and humanitarian situation in Kabul, an IFA/IRA is generally not available in the city”, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering i forhold til ansøgeren. Nævnet skal herved også henvise til Migrationsverkets retslige kommentar af 17. september 2018 angående Kabul som internt flugtalternativ. Ved vurderingen lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens konflikt med Taliban er lokal, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være profileret i forhold til Taliban. Anssøgerens konflikt med Taliban består alene i, at han for mere end tre år siden undveg en lokal Taliban-gruppes forsøg på rekruttering af ham. I forhold til rimelighedsvurderingen lægger nævnet for så vidt angår ansøgerens personlige forhold vægt på, at ansøgeren er en ung, enlig, fysisk rask afghansk mand, der er opvokset i Afghanistan, og som kan læse og skrive lidt. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens psykiske eftervirkninger efter ansøgerens oplevelser navnlig som soldat i Syrien ikke er af en sådan karakter, at det som følge af disse eftervirkninger ikke vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Nævnet finder således i lyset af ansøgerens fremtræden for nævnet, at de foreliggende journaloplysninger, der stammer fra en periode i 2016, vedrørende ansøgerens samtaler med psykolog, hvoraf bl.a. fremgår, at ansøgeren havde taget en overdosis smertestillende medicin, ikke kan føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at hverken de generelle forhold i Afghanistan, herunder forholdene for hazaraer, eller den sikkerhedsmæssige situation, kan begrunde, at ansøgerens meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/348/FAM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra landsbyen […] i provinsen Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en ukendt gruppe, som har chikaneret hans familie. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far blev fængslet af ukendte årsager. Ansøgerens storebror forsvandt kort tid efter af ukendte årsager. Ansøgerens familie blev chikaneret af ukendte personer, efter faren blev fængslet. De ukendte personer kastede sten og en håndgranat mod familiens bopæl i Parwan, og de trængte ind i familiens hus. Ansøgerens familie er flere gange blevet opsøgt af ukendte personer på deres bopæl. Ansøgeren blev også opsøgt og truet med en pistol, da han en dag var på vej hjem, fordi han gik og ledte efter sin far. Mens ansøgeren har opholdt sig i Danmark, har han fået at vide, at hans far er blevet løsladt, men efterfølgende er blevet slået ihjel af ukendte personer. Ansøgeren har fået at vide, at hans lillebror er forsvundet efter hans udrejse. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin farbror. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han har været alene med sin kusine, [A], som han skulle giftes med. Farbroren blev vred over dette og opsøgte ansøgerens bopæl, hvor han skød i deres hjem og slog ansøgerens mor. Ansøgerens farbror slog også [A]. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fået at vide, at [A] er død som følge af de slag, hendes far gav hende, da han fandt ud af, at hun og ansøgeren havde set hinanden. Farbroren har anklaget ansøgeren for at være skyld i [A]s død. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med farbroren til grund, idet den fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet ikke har nævnt sin angivelige konflikt med farbroren, uanset at denne konflikt skulle være den umiddelbare årsag til, at ansøgeren udrejste af Afghanistan, og at ansøgeren ikke har afgivet en overbevisende forklaring herpå. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at farbroren skulle reagere, som han gjorde, blot fordi ansøgeren gik en tur med sin kusine, som han i øvrigt skulle giftes med. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit andet asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at denne del af ansøgerens forklaring fremstår sammenhængende og konsistent, og at der ikke foreligger divergenser af betydning i ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far blev fængslet og senere dræbt, at to af ansøgerens brødre er forsvundet, og at ansøgeren og dennes familie er blevet opsøgt af ukendte personer, der blandt andet har fremsat trusler mod ansøgeren og den øvrige del af familien. Flygtningenævnet kan endvidere ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han af sin morbror har fået at vide, at ansøgerens far som tidligere Mujahedin havde et modsætningsforhold til en tidligere general og nu parlamentsmedlem, som havde tilknytning til det daværende kommunistiske styre i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af myndighederne, ligesom Flygtningenævnet finder, at ansøgeren heller ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/347/SSM
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil bruge ham som selvmordsbomber eller låne ham ud til en anden militant gruppe. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder og forskellige afghanske klaner, fordi de har været med til fester, hvor ansøgeren har optrådt som dansedreng. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sin konflikt med Taliban har ansøgeren oplyst, at Taliban tog ansøgeren og hans bror fra deres forældre, da ansøgeren var omkring fire år gammel. Ansøgeren og hans bror blev efterfølgende adskilt. Ansøgeren blev tilbageholdt af Taliban i omkring ti år, hvor han optrådte som dansedreng til fester. Ansøgeren blev i denne periode udsat for overgreb og voldtægt, og blev ved to lejligheder lånt ud til en anden endnu mere militant gruppe. De ældre drenge, der også var tilbageholdt af Taliban, blev trænet i våbenbrug og jihad. Ansøgeren blev ved en enkelt lejlighed taget med til våbentræning, men kunne på grund af skaden på armen og generel fysisk svækkelse ikke håndtere et våben. Ansøgeren forsøgte at flygte to gange, men blev begge gange opdaget og straffet. Under det tredje forsøg lykkedes det ansøgeren at flygte med hjælp fra sin ven, [A], og dennes bror. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring har fremstået overensstemmende, detaljeret og selvoplevet. Ansøgerens forklaring om de fysiske overgreb, som han blev udsat for i de mange år, han blev holdt til fange, herunder i forbindelse med den vold ansøgeren var udsat for efter de to flugtforsøg, bekræftes i undersøgelsen, der er foretaget af Amnestys lægegruppe. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren, da han var fire til fem år blev kidnappet af Taliban og efterfølgende gennem omkring ti år holdt til fange og tvunget til at være dansedreng. Ansøgeren har ikke modtaget skoleuddannelse, og de mindre uoverensstemmelser i ansøgerens forklaring om blandt andet flugten må tilskrives, at ansøgerens ordforråd er begrænset. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgeren i de ti år han var tilbageholdt blev udsat for fysisk- og psykisk vold, og at ansøgeren var udsat for gentagne seksuelle overgreb. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er flygtet. Uanset, at Taliban ved bevægelsens fremkomst tog afstand fra anvendelsen af dansedrenge, finder nævnet ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at det var Taliban, der holdt ham fanget og udnyttede ansøgeren som dansedreng, herunder i forbindelse med fester, hvor myndighedspersoner deltog. Flygtningenævnet finder, henset til det lange fangenskab og den omstændighed, at ansøgeren er flygtet, og dermed unddraget sig Talibans vilje og hensigter med ansøgeren, at ansøgeren såfremt han skulle vende tilbage til hjemprovinsen vil være i en konkret risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har tilbragt stort set hele sin barndom og ungdom i fangenskab og har været udsat for alle former for overgreb. Ansøgeren er af den grund særdeles sårbar. Ansøgeren har endvidere ikke det samme kendskab til det afghanske samfund som jævnaldrende unge mænd, der har haft en sædvanlig opvækst. Under disse omstændigheder kan ansøgeren ikke henvises til at tage ophold i Kabul eller en anden større by i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 2.” Afgh/2018/346/MAH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [landsby], [by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, de afghanske myndigheder, sin familie, den afghanske befolkning eller brødrene [A] og [B]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil fængsle ham. Ansøgeren har endelig henvist til, at han har interesse for kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter Taliban, de afghanske myndigheder samt brødrene [A] og [B], fordi han har deltaget i en ammunitions- og våbentransport for Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at han skulle transportere nogle varer til Ghazni sammen med [A]. [A] havde fortalt ansøgeren, at varerne skulle transporteres hen til [A’s] venner, hvorfor det undrede ansøgeren, da [A] drejede lastbilen ind på en vej, der førte hen til Ghazni, idet ansøgeren vidste, at alle [A’s] venner boede i [by]. [A] fortalte ansøgeren, at de havde varer til Taliban i lastbilen, samt at Taliban havde truet med at slå [A], ansøgeren samt deres familier ihjel, hvis de ikke kørte varerne til [by]. Ansøgeren fortalte [A], at han ikke ville være med. [A] svarede, at ansøgeren skulle være med, idet de altid kørte sammen, hvorfor de soldater, der var i byen, ville blive mistænksomme, hvis ansøgeren ikke var med. Lidt længere fremme var der et hul i vejen efter en mineeksplosion. Ansøgeren holdt i rattet og prøvede at trække lastbilen ned i hullet. Lastbilen satte sig herefter fast i hullet. Ansøgeren åbnede døren og flygtede mod [by], hvor hans morbror, [C], bor. [C] satte ansøgeren af hos sin svoger. [C] ringede til ansøgerens anden morbror, [D], og bad ham om at bringe ansøgerens mor og brødre til [by]. Klokken fire om morgenen den efterfølgende dag vendte [C] tilbage til sin svogers bolig og fortalte ansøgeren, at [C] havde bragt ansøgerens mor og brødre til [by]. [C] fortalte endvidere, at Taliban havde tilbageholdt [A’s] bror, [B], og at Taliban havde hugget en af hans hænder af. [C] fortalte i den forbindelse, at såfremt [A] ikke meldte sig til Taliban, ville Taliban slå [B] og resten af [A’s] familie ihjel. [C] sagde til ansøgeren, at han var nødt til at forlade landet, idet han ellers ville blive slået ihjel af Taliban eller myndighederne. [C] satte herefter ansøgeren på en bus til Nimruz, hvorfra ansøgeren ad to omgange forsøgte at udrejse illegalt til Iran via Pakistan. Ansøgeren har videre oplyst, at han er frafaldet sin tro, hvorfor han frygter sin familie samt den afghanske befolkning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin angivelige konflikt i Afghanistan til grund. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren – uanset en oprørt sindstilstand – skulle have taget fat i rattet på lastbilen, der var lastet med ammunition med henblik på at få vognen til at sætte sig fast i et hul efter en vejsidebombe/mineeksplosion. Derudover finder nævnet, at ansøgerens forklaring om det særdeles tætpakkede hændelsesforløb over to dage op til ansøgerens udrejse af Afghanistan ikke fremstår overbevisende. Under disse omstændigheder kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med Taliban eller en heraf afledt konflikt med de afghanske myndigheder eller privatpersoner i Afghanistan, der kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I relation til den af ansøgeren påberåbte konvertering til kristendommen er der i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af, at ansøgeren efter udrejsen af Afghanistan og efter modtagelsen af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2017 om afslag på asyl er blevet kristen, anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for tilslutningen til den kristne tro, baggrunden herfor og følgerne heraf. Et flertal i Flygtningenævnet udtaler herefter: Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 oplyst, at han på daværende tidspunkt var ved at undersøge kristendommen. Ansøgeren har efter det oplyste deltaget i dåbsundervisning i en periode på 8-9 måneder forud for dåben [i efteråret] 2017. Han har deltaget og deltager i omfattende og kontinuerlige kirkelige aktiviteter, herunder i udarbejdelsen af en tv-udsendelse, bibelcamping og højskoleophold, således som det blandt andet fremgår af udtalelsen [fra efteråret] 2018 fra sognepræst [E] og de øvrige erklæringer, der indgår i sagen. Han har over for nævnet endvidere demonstreret et dækkende kendskab til kristendommens budskaber, ritualer og højtider og givet udtryk for sine bevæggrunde for sin bekendelse til kristendommen. På denne baggrund og efter ansøgerens fremtræden for nævnet – og uanset at nævnet har forkastet ansøgerens oprindelige asylmotiv – lægges det til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Herefter, og under hensyn til ansøgerens udtrykte ønske om at praktisere sin kristne religion åbent, hvilket ikke vil være muligt for ham i Afghanistan, hvor han som medlem af en shiamuslimsk familie vil blive anset som konverteret fra islam og derfor være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, finder flertallet, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/345/SHH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jagori, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han har solgt ulovlige varer. Ansøgeren frygter endvidere, at de meget religiøse personer i hans hjemby vil udlevere ham til myndighederne eller slå ham ihjel, da han har solgt ulovlige varer. Endelig frygter ansøgeren, at han vil blive slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen, og derved er frafaldet islam. Til støtte for sin frygt for myndighederne og de religiøse personer har ansøgeren oplyst, at hans familie var meget fattig, og at han derfor flere gange lånte penge af sin fars ven, [X]. Da ansøgeren ikke kunne betale gælden, begyndte han at arbejde for [X] i hans forretning. I de første 2½ til 3 måneder solgte ansøgeren legetøj og tøj til børn. Efterfølgende begyndte ansøgeren at sælge alkohol og narkotika, fordi [X] bad ham om at gøre dette. Ansøgeren solgte narkotika og alkohol i omkring et år og tre måneder. Ansøgeren solgte kun alkohol og narkotika fra butikken, når dette var aftalt på forhånd. I sommeren 2015 solgte ansøgeren alkohol til et bryllup i landsbyen [Y]. Næste dag, mens ansøgeren befandt sig hos sin faster i landsbyen [Z], fortalte ansøgerens fætter [F], at tre unge mænd havde drukket sig fulde og voldtaget en pige til brylluppet. Samme aften ringede ansøgerens mor til fasteren og fortalte, at hun var blevet opsøgt af nogle personer fra distriktskontoret. Personerne havde sagt, at ansøgeren havde gjort nogle ting i hemmelighed, og havde også spurgt om ansøgerens mor ikke kendte til ansøgerens ulovlige handlinger. Ansøgerens mor svarede personerne, at ansøgeren var uskyldig. Ansøgeren fortalte sin mor, at han var nødt til at udrejse af Afghanistan, fordi han frygtede, hvad der ville ske. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han inden episoden ved brylluppet var blevet opsøgt på gaden af en mullah, [M], som havde hørt, at ansøgeren solgte opium. Ansøgeren havde grædt og fortalt mullahen, at dette ikke var korrekt. I slutningen af foråret 2015 mødte ansøgeren samme mullah til en sammenkomst i udkanten af landsbyen [Y]. Mullahen sagde, at Gud skulle forbande [A], som ansøgeren var efterkommer af, fordi mullahen mistænkte ansøgeren for at sælge alkohol og narkotika. Om sin konvertering har ansøgeren oplyst, at han under sit ophold i Danmark har talt med en dreng fra Iran, som introducerede ansøgeren til kirken på et tidspunkt, hvor ansøgeren var ked af det og nedtrykt. Ansøgeren startede med at komme i en kirke i Holstebro i februar 2017. Ansøgeren er kommet i kirken to gange ugentligt siden februar 2017, og planen var, at ansøgeren skulle døbes i september 2017. Ansøgeren blev døbt den 3. september 2017 i Nørrelandskirken i Holstebro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og til dels divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren igennem 1 år og 3 måneder kunne sælge alkohol og narkotika fra butikken i landsbyen uden, at der på noget tidspunkt var nogen, der kom for at undersøge, om der blev solgt ulovlige varer. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til gensamtalen forklarede, at han en dag mødte mullah [M] på gaden, og at mullahen fortalte ansøgeren, at han havde hørt, at ansøgeren solgte opium. Ansøgeren forklarede videre, at mullahen senere – efter at ansøgerens far var død – forbandede ansøgeren, og at ansøgeren følte, at mullahen afskyede ansøgeren og vidste, at ansøgeren solgte ulovlige varer. Uanset at ansøgeren senere under samtalen forklarede, at mullahen stadig troede på, at ansøgeren ikke solgte ulovlige varer, forekommer det på denne baggrund ikke troværdigt, at mullahen blot skulle have taget ansøgerens forklaring om, at det ikke var rigtigt, til efterretning, og at det ikke førte til nogen konsekvenser. Det bemærkes herved, at det havde været nærliggende at foretage en ransagning af butikken. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forekommer sandsynligt, at myndighederne skulle have fået kendskab til, at det var ansøgeren, der havde solgt alkohol til de tre gerningsmænd, der stod bag den angivelige voldtægt af pigen til brylluppet. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren som ovenfor nævnt aldrig var blevet opsøgt i butikken, og at der efter hans forklaring ikke var nogen, der vidste, at han solgte ulovlige varer. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev slået af mullahen og nogle folk i landsbyen, da de anklagede ham for at sælge ”disse ting”. Ansøgeren har imidlertid hverken i asylskemaet eller til asylsamtalen forklaret noget herom. Først under gensamtalen – og foreholdt, at han tidligere havde forklaret, at han blev slået af mullahen – oplyste ansøgeren, at han fik en lussing af mullahen. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for at være efterstræbt af de afghanske myndigheder eller andre af denne grund. Flygtningenævnets flertal finder vedrørende sur place-motivet, at ansøgeren ved sin forklaring og fremtræden for nævnet har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flertallet af Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for sin konversion og for sin egen kristne overbevisning. Flertallet af Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren siden februar 2017 har deltaget i Gudstjenester om søndagen, at han er blevet døbt den 3. september 2017 efter at have deltaget i dåbsforberedende undervisning i 7 måneder, og at han har gennemført et højskoleophold på [en højskole] i perioden fra 4. januar 2018 til 6. juni 2018 og fortsat opholder sig på højskolen. Flertallet af Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren fortsat har en stærk tilknytning til kirken, hvilket underbygges af udtalelse af 4. juli 2018 fra sognepræst [C], ligesom flertallet har lagt vægt på udtalelsen af 18. september 2018 fra forstanderen på [en højskole]. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter ansøgerens forklaring, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan åbent vil leve som kristen. Flertallet finder herefter sammenfattende, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/344/JAH
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk alizai og muslim fra [en landsby], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Herudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin ægtefælles brødre. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som VVS-installatør på en militærbase i Afghanistan. En aften, da ansøgeren var til bøn i moskeen, blev han kidnappet af Taliban. Ansøgeren fik at vide, at han havde ti dage til at placere en bombe, da han og hans familie ellers ville blive slået ihjel. Ansøgeren fik udleveret bomben, hvorefter han blev kørt tilbage og sat af i nærheden af sin bopæl. Da ansøgeren kom hjem fortalte han sin far, hvad der var sket. Ansøgerens far tog bomben fra ansøgeren og gemte den ude i familiens stald. 22 dage senere blev ansøgeren vækket om natten, idet en mand fra Taliban stod ved hans seng. Ansøgeren blev trukket ud i en bil og kørt til et hus. Under tilbageholdelsen udsatte Taliban ansøgeren for voldelige overgreb, de tvang ansøgeren til at være dansedreng og udsatte ham for seksuelle overgreb. Ansøgeren var tilbageholdt i syv dage, hvorefter ansøgerens far og fem andre mænd kom og hentede ansøgeren og bragte ham til et hospital. Ansøgerens far fortalte ham, at han var blevet løsladt af Taliban, fordi han havde fået endnu en chance til at placere bomben, nu hjemme hos militærlederen, hvor han arbejdede hver fredag. Ansøgeren havde været indlagt på hospitalet i 25 dage, da ansøgerens far kom og fortalte, at ansøgeren skulle tage hjem til sin fars ven. Ansøgeren blev hentet af sin fars ven, som han opholdt sig hos i 50 til 60 dage. Derefter kom der en menneskesmugler, som hjalp ansøgeren med at udrejse. Da ansøgeren befandt sig i Nimruz fortalte menneskesmugleren ansøgeren, at ansøgerens familie var blevet opsøgt af Taliban, som slog ansøgerens far ihjel, voldtog ansøgerens ægtefælle og brændte familiens hus. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan opsøgte Taliban ansøgerens familie yderligere en gang og tog ansøgerens lillebror med sig. Taliban sagde i denne forbindelse, at de ville vente et par dage og se, om ansøgerens meldte sig til dem. Efter et par dage slog Taliban ansøgerens lillebror ihjel. Om sin frygt for sin ægtefælles brødre har ansøgeren oplyst, at brødrene vil slå ham ihjel, så de kan overtage hans forretning. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund, idet ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent og uden væsentlige divergenser. Flygtningenævnet finder således, at det må lægges til grund, at ansøgeren har arbejdet 4 til 5 år på nationalhærens militærbase i Herat-provinsen, at han har været tilbageholdt af Taliban med henblik på at få ham til at placere en bombe på militærbasen og efterfølgende hos den øverstkommanderende på militærbasen, og at han under den anden tilbageholdelse blev udsat for fysiske overgreb. Nævnet finder, at ansøgeren herved i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at han er truet og efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren som følge af sit arbejde og det forhold, at Taliban har slået hans far ihjel, er profileret i forhold til Taliban og derfor fortsat må antages at være i Talibans søgelys. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens frygt for ægtefællens brødre bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har oplevet konflikter med brødrene, hverken før han forlod Afghanistan eller efterfølgende, og at det beror på hans egen formodning, at ægtefællens brødre vil slå ham ihjel. Ansøgeren forklaring om, at hans ægtefælle er udrejst til Iran på grund af konflikten kan ikke føre til andet resultat, da det ikke er sandsynliggjort, at brødrene har truet ansøgeren. Under hensyn til det oplyste om ansøgers helbredsmæssige forhold, der er underbygget af omfattende lægelige oplysninger, finder Flygtningenævnet, at det ikke er rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/343/JAH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter områdekommandanten [A]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter pashtunere i Afghanistan, Taleban og ISIL. Ansøgeren har til støtte for sin konflikt med områdekommandanten [A] oplyst, at han i 1998 blev beskyldt for at have dræbt [A]s bror, [B]. Ansøgeren flygtede i den forbindelse til Pakistan, hvor han opholdt sig frem til 2003. Ansøgeren tog herefter ophold i Rusland, hvor han blev gift med sin ægtefælle i 2010. Efterfølgende søgte ansøgeren asyl i Danmark i 2011. Efter afslag på asyl i Flygtningenævnet [i foråret] 2012 vendte ansøgeren frivilligt tilbage til Afghanistan [i foråret] 2013. Ansøgerens ægtefælle og parrets fælles barn blev i Danmark grundet ægtefællens opholdstilladelse. Ansøgeren søgte om familiesammenføring, hvorfor hans ægtefælle rejste til Afghanistan i [sommeren] 2015 for at få udstedt en vielsesattest i deres hjemland. I den forbindelse tog ansøgeren til landsbyen [X] for at få landsbylederen til at bekræfte ansøgerens ægtefælles nationalitetsbevis, som herefter blev udstedt af kontoret for amtsdistriktet. Ansøgeren og hans ægtefælle fik herefter udstedt vielsesattesten ved retten i området [Y] i Kabul. Cirka halvanden måned efter, at ansøgeren havde fået sin ægtefælles nationalitetsbevis godkendt hos landsbylederen, blev han opsøgt og anholdt af politiet på sin søsters bopæl, hvor han opholdt sig. Ansøgeren var tilbageholdt i to dage og blev på tredjedagen løsladt mod bestikkelse på 3.000 dollars, da ansøgeren var på vej til retten. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan tiltræde, at der ikke er kommet afgørende nye oplysninger i sagen siden Flygtningenævnets afgørelse af [en bestemt dato i foråret] 2012. Vedrørende den af ansøgeren oplyste oprindelige konflikt bemærker nævnet, at nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren skulle være blevet anholdt af politiet i 2015 på baggrund af beskyldninger om et drab begået i 1998, hvor offeret angiveligt var bror til en fremtrædende lokal kommandant. Ansøgeren har selv forklaret, at den pågældende kommandant efterstræbte ansøgeren med henblik på selv at hævne sig. Ikke desto mindre forklarer ansøgeren nu, at kommandanten, som efter ansøgerens forklaring må antages at være blevet bekendt med ansøgerens ophold hos dennes søster, åbenbart nu i stedet har valgt at henvende sig til politiet. Ansøgerens forklaring om, at en lokal embedsmand, der udstedte ansøgerens vielsesattest, skulle være bekendt med denne på det tidspunkt 17 år gamle konflikt, forekommer tillige usandsynlig. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren uden vanskelighed, efter sin tilbagevenden til Afghanistan i 2013, gentagne gange har haft kontakt til de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren til sin asylsamtale [i sommeren] 2017 jf. forklaringen side 10 oplyste, at han efter at være blevet anholdt af politiet blev løsladt mod betaling af 3.000 dollars, som hans svoger havde betalt. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid på forespørgsel forklaret, at pengene i det væsentlige stammede fra ham selv herunder fra midler, som han havde modtaget i forbindelse med sin tidligere udrejse fra Danmark. Endvidere bemærker nævnet, at ansøgeren efter at have forladt Danmark først søgte om familiesammenføring, derefter om et tremåneders visum og endelig, da der var blevet meddelt afslag på begge ansøgninger, udrejste af Afghanistan og på ny søgte asyl i Danmark. For så vidt angår det af ansøgeren anførte om de generelle forhold i Afghanistan herunder ansøgerens frygt for Taleban, ISIL og forfølgelse over for hazaraer, kan dette ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde det af Udlændingestyrelsen om disse forhold anførte. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/342/ATN
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sadat og shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har arbejdet som politibetjent med rang af løjtnant i Afghanistan hos Afghan National Police (ANP) fra 2008 og frem til sin udrejse. Han frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet Taliban og personen [A], idet han har været med til at ransage denne talibaners bopæl. Han frygter endvidere en person ved navn [B], idet han har arresteret fem medlemmer af den bande, som [B] var leder af. Han frygter herudover personer, som har begået tyveri fra ISAF’s ejendom, herunder [C] og [D], som ville have ansøgeren til at løslade en af de arresterede personer i forbindelse med tyveriet. Ansøgeren frygter endvidere en person ved navn [E], som han har skudt i benet. Endelig frygter han de afghanske myndigheder, idet han har forladt sin stilling som politibetjent uden tilladelse. Konflikten med Taliban og [A] opstod om morgenen [i efteråret] 2015 i forbindelse med en ransagning af [A’s] bopæl. [A] var under politiets mistanke som følge af betydelig trafik af talibanere til og fra [A’s] bopæl. Alene [A’s] ægtefælle var hjemme under ransagningen. Ansøgeren bankede på porten og præsenterede sig med navn og titel. Under ransagningen blev fundet våben, som blev beslaglagt. [I efteråret] 2015 om aftenen ringede ansøgerens bror, [F], der fortalte ansøgeren, at der havde været tre til fire bevæbnede personer på ansøgerens bopæl, som havde spurgt efter ham og udsat [F] for fysiske overgreb, hvorunder det var lykkedes ansøgerens bror at flygte til naboen. Ansøgeren ringede herefter til sin arbejdsplads og fik lov til at medbringe fire til fem bevæbnede personer til sin bopæl, hvor de fandt et trusselsbrev fra Taliban. Næste morgen fik ansøgeren oplyst, at han ikke kunne få hjælp i form af bevogtning ved sin bopæl eller lignende, men at han kunne blive tilbudt andre opgaver inden for politiet. Samme aften tog ansøgeren hjem til sin svigerfar, hvor hans ægtefælle og børn tillige befandt sig. [I efteråret] 2015, omkring 10 til 12 dage efter angrebet på ansøgerens bopæl, udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren har arbejdet som politibetjent med rang af løjtnant i Afghanistan hos Afghan National Police (ANP) fra 2008 og frem til sin udrejse. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban og [A] til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren helt generelt og i særdeleshed om konflikten med Taliban har forklaret detaljeret, i alt væsentligt konsistent og troværdigt. Hans forklaring understøttes tillige af ansøgerens brors forklaring til sin asylsag. Flygtningenævnet finder herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om Taliban, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet er i konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/341/SHH
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim fra Zhari, Kandahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvunget af sine morbrødre til at arbejde for Taliban. Morbrødrene er højtstående medlemmer af Taliban. Han frygter endvidere, at morbrødrene vil slå ham ihjel, hvis han nægter at arbejde for Taliban. Ansøgeren frygter derudover, at hans halvbrødre vil udlevere ham til sine morbrødre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er vokset op sammen med sin stedmor og sine to halvbrødre, fordi hans egne forældre blev dræbt, da han var to år. Omkring to år inden ansøgerens udrejse af Afghanistan opsøgte hans to morbrødre ansøgerens bopæl og tilbød hans stedmor og halvbrødre penge for, at de kunne tage ansøgeren med, således at han kunne blive en del af Taliban. Moren og halvbrødrene accepterede tilbuddet, og sagde til ansøgeren, at han skulle bo hos sine morbrødre. Ansøgeren tog dagen efter over til sin nabo [A], fordi han ikke ønskede at være en del af Taliban. Naboen sørgede for, at ansøgeren kom til Kandahar for at arbejde for ham i et valutabureau. Ansøgeren boede og arbejdede i Kandahar i næsten to år. Et par dage inden ansøgerens udrejse af Afghanistan kom politiet til valutabureauet og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren blev advaret og gemte sig. Han tror, at han er blevet genkendt af nogle kunder, hvorefter halvbrødrene havde sendt politiet hen til valutabureauet for at hente ham og overlevere ham til morbrødrene. [A] kørte ansøgeren hjem til en af hans bekendte, hvor han opholdt sig i 2-3 nætter. [A] kunne ikke længere sørge for ansøgerens sikkerhed, hvorfor han arrangerede hans udrejse. Under ansøgerens ophold i Danmark har han modtaget kopi af to trusselsbreve fra sine morbrødre, hvoraf det fremgår, at de vil dræbe ham, fordi han ikke har gjort, som de har sagt. Trusselsbrevene er blevet sendt af ansøgerens tidligere kollega fra valutabureauet, som fik brevene fra ansøgerens stedmor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin fars beskæftigelse. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at han ikke vidste, hvad hans far havde beskæftiget sig med. Senere har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at ansøgerens far ejede nogle hoteller, hvor han arbejdede, hvilke hoteller stadig var ejet af familien, herunder hans halvbrødre. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sine halvbrødres beskæftigelse for Flygtningenævnet. Ansøgeren oplyste først, at de arbejdede for politiet. Foreholdt asylsamtalen side […] har ansøgeren forklaret, at hans halvbrødre arbejdede på hoteller, som de havde arvet fra ansøgerens far. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke kan forklare noget om disse hoteller, og at han aldrig har set dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt, hvem ansøgerens morbrødre talte med, da de kom og ville tage ansøgeren. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de talte både med ansøgerens halvbrødre og ansøgerens stedmor. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at de kun talte med ansøgerens stedmor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der sagde, at han skulle rejse fra sit hjem og hen til morbrødrene. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det var stedmoren, der sagde det. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var halvbrødrene. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det både var stedmoren og halvbrødrene. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sit ophold i naboen [A’s] virksomhed. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at han brugte den løn han tjente i butikken til at kunne udrejse af Afghanistan, og til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han de sidste 2-3 måneder, inden han udrejste, arbejdede i butikken. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke arbejdede i butikken, men da han udrejste, fik han af [A] penge til udrejsen, der udgjorde hans løn. I asylskemaet har ansøgeren ikke skrevet om et ophold hos [A], men at han stak af fra bopælen, da hans brødre sagde, at han skulle bo sammen med sine morbrødre, og at han til en af hans fars venner og partner sagde, at han manglede penge for at forlade landet, hvilket han sagde ok til og sendte ham hertil. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han opholdt sig to år i et værelse hos [A], og at han ikke kom uden for huset i to år ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Ved asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at 2-3 dage før hans udrejse kom politiet og spurgte efter ham i valutabureauet, hvor han arbejdede og boede, hvilket ansøgeren ikke har nævnt i asylskemaet og i oplysnings- og motivsamtalen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at politiet og hans brødre kom efter ham. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens angivelige trusselsbreve fra hans morbrødre til grund. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/340/THJ
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tadjikker og sunnimuslimer fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå dem ihjel, idet den mandlige ansøger har angivet Taliban til myndighederne. Til støtte for deres asylmotiv har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers har arbejdet som koordinator og repræsentant for [virksomhed A]og [virksomhed B], hvor hans arbejde bestod i at sørge for at betale told for indkomne varer og koordinere den videre transport af disse varer. Taliban ringede en dag til den mandlige ansøger og sagde, at han skulle aflevere tolden af de indkomne varer til dem. De efterfølgende ti dage ringede Taliban seks til syv gange, hvor de fortsat bad om penge. De blev samtidig mere og mere truende. Den mandlige ansøger fortalte om opkaldende til sin arbejdsgiver, men det blev ikke taget alvorligt, hvorfor han fortalte sin far om opkaldende. Faren sagde til ham, at han skulle fortælle det til myndighederne, hvilket den mandlige ansøger gjorde. Myndighederne begyndte at aflytte den mandlige ansøgers telefon, hvilket førte til, at nogle af Talibans medlemmer blev anholdt. Den efterfølgende måned blev de ikke kontaktet af Taliban, men en nat ringede Taliban og sagde, at den mandlige ansøger havde forrådt det islamiske folk og krævede 100.000 USD, således at de kunne befri deres medlemmer, men den mandlige ansøger nægtede. Nogle dage efter blev deres søn kidnappet på vej hjem fra skole. Taliban ringede om eftermiddagen og sagde, at de havde taget deres søn, og at han skulle gøre, som de sagde. Om natten ringede de igen og sagde, at han havde en måned til at fremskaffe de 100.000 USD, hvorefter de ville få deres søn tilbage. Den mandlige ansøger kontaktede myndighedere og fortalte, hvad der var sket. Omkring 12 dage efter ringede Taliban og sagde, at han skulle komme ud til porten ved sit hus og hente sin søn. Da den mandlige ansøger gik derud, fandt han sin søn død. To dage efter drabet på sønnen ringede Taliban igen og sagde, at han fortsat skyldte dem penge, og at hvis han ikke kunne fremskaffe dem, ville resten af familien lide samme skæbne som hans søn. Ansøgerne udrejste herefter straks af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer fremstår troværdige, og at de i et vist omfang støttes af oplysningerne fra Udenrigsministeriet om den mandlige ansøgers ansættelse i de pågældende firmaer samt skrivelsen fra den mandlige ansøgers arbejdsgiver om, at ansøgeren sagde sit arbejde op på grund af et problem, han fik. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at divergenserne i ansøgernes forklaringer må anses for ubetydelige for asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en familie med små børn, og at forældrene må anses som sårbare. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/339/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [en nærmere bestemt landsby i] Herat, Afghani-stan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansø-geren oplyst, at han modtog koranundervisning i en madrasa. Ansøgeren blev sammen med fire andre drenge fra madrasaen en del af en gruppe, som sammen med madrasaens mullah skulle rejse rundt og fortælle om islam. En dag tog de til moskéen i [byen A]. Ved midnatstid kom be-væbnede mænd ind i moskéen og overfaldt mullahen. Ansøgeren, de fire andre drenge og mulla-hen fik bind for øjnene, blev bagbundet og blev kørt til Talibans opholdssted. De kom ind i et baglokale, hvor de fik fjernet bindet for deres øjne og fik deres hænder frigjort. Der var mange bevæbnede mænd i lokalet. De spurgte, om ansøgeren og de andre indsamlede oplysninger om Taliban med henblik på at videregive dem til myndighederne. De svarede, at de ikke arbejdede for myndighederne, men at de blot rejste rundt for at fortælle om islam. De bevæbnede mænd slog ansøgeren og de andre og sagde, at de ikke talte sandt. De truede med at slå ansøgeren og de andre ihjel, men de fik at vide, at de ikke ville blive slået ihjel, hvis de samarbejdede med Tali-ban, indtil de led martyrdøden. De fik at vide, at de skulle placere vejsidebomber og bekæmpe myndighedsstyrker og vantro. De fik også at vide, at de ikke måtte sige det til nogen, hvilket ansøgeren og de andre accepterede. De afgav fingeraftryk, skrev under på en erklæring og fik taget billeder. De fik at vide, at oplysningerne ville blive sendt til Taliban-grupperinger i andre provinser, og at Taliban ville fange dem og slå dem ihjel, såfremt de flygtede. Dagen efter fik ansøgeren og de andre lov til at tage hjem, men de fik at vide, at de ugen efter skulle møde op i [byen A], hvor de ville blive hentet. Ansøgeren tog hjem til sin familie og fortalte, hvad der var sket. Ansøgeren udrejste to dage senere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter baggrundsop-lysningerne om Taliban er usandsynligt, at Taliban skulle foretage tvangsrekruttering, særligt i Herat. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at Taliban skulle tvinge an-søgeren og de øvrige til at underskrive en erklæring samt tage fotos og fingeraftryk af dem. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er usandsynligt, at Taliban skulle lade ansøgeren og de øvrige tage hjem til deres familier, henset til de angivelige voldsomme omstændigheder ved bortførslen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af opholdet hos Taliban, hvilken type erklæring de skulle underskrive hos Taliban, og om ansøgeren havde planlagt at rejse til specifikt Danmark og søge asyl. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det er påfaldende, at ansøgerens fætter, der var ansøgerens eneste slægtning uden for Afghanistan, også er bosiddende i Danmark, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan han kom i kontakt med fætteren forekommer bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om, hvorfor han ikke tidligere har kunnet komme i kontakt med sin familie, herunder hvad han har talt med sin fætter om i den anledning. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/338/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:” ”Ansøgerne er etniske tadjikker og sunnimuslimer fra [A], Kapisa, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af en person ved navn Gulbuddin og dennes søn. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han indgik en kontrakt med Gulbuddin om at opføre en femetagers bygning for ham. Parterne aftalte, at betalingen skulle deles i tre rater. Gulbuddin var ikke tilfreds med det løbende arbejde og opsøgte byggepladsen, hvor han slog ansøgerens medarbejdere. Til Eid al Gorban aftalte ansøgeren at mødes med Gulbuddin for at få betaling for det udførte arbejde. Gulbuddin råbte af ansøgeren, rev kontrakten i stykker og rakte ud efter sin pistol. Ansøgeren skubbede Gulbuddin, der faldt. Ansøgeren flygtede væk, mens Gulbuddin skød efter ham. Efter at have talt med sin far tog ansøgeren ophold hos en kollega ved navn Gulzar. Mens ansøgeren opholdt sig hos Gulzar, opsøgte Gulbuddin og hans søn ansøgerens familie, hvor de kom op og skændes med ansøgerens bror. Ansøgerens bror blev i den forbindelse kidnappet. Ansøgeren tog ophold hos en ven ved navn Mayel Aghar. Gulzar blev opsøgt af Gulbuddin, der ledte efter ansøgeren. Gulzar blev i den forbindelse skudt og dræbt. Efter denne hændelse mødtes ansøgeren med sin familie, og de udrejste sammen af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles konflikt. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald ikke alle dele af det, som den mandlige ansøger har oplyst om sin baggrund for familiens ansøgning om asyl i Danmark, kan lægges til grund, idet ansøgeren har forklaret uoverensstemmende og usammenhængende om flere af de centrale begivenheder, som asylmotivet støttes på. Den mandlige ansøger har således forklaret uoverensstemmende og udbyggende om konflikten med arbejdsgiveren Gulbuddin, herunder om han havde arbejdet sammen med Gulbuddin forud for den entreprise, som gav anledning til konflikten. Ifølge referatet fra asylsamtalen [i vinteren] 2016 præciserede ansøgeren efter samtalen, at han havde arbejdet med Gulbuddin før, mens han under gensamtalen [i foråret] 2017 og for nævnet har oplyst, at han ikke tidligere har arbejdet sammen med Gulbuddin, og at han overhovedet ikke kendte ham. Ansøgerens seneste forklaring om sit manglende forudgående kendskab til Gulbuddin savner imidlertid sammenhæng med ansøgerens øvrige forklaring samt oplysningerne i asylansøgningsskeamet om, at Gulbuddin tilsyneladende er en kendt og magtfuld erhvervsmand i Afghanistan med forretninger og forbindelser over hele landet. Efter den mandlige ansøgers noget modstridende forklaring om ikke mindst betalingen i forbindelse med entreprisen, fremstår det for nævnet endvidere ikke troværdigt, at den mandlige ansøger har fungeret som entreprenør på et projekt vedrørende opførelse af en bygning til omkring 150.000 USD. Den mandlige ansøger har desuden forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt Gulbuddin skød efter ham i forbindelse med den episode, der var optakten til den mandlige ansøgers beslutning om at flygte fra Afghanistan. Under asylsamtalerne i Udlændingestyrelsen og for nævnet har den mandlige ansøger forklaret, at Gulbuddin skød efter ham, hvilken ret voldsom og alvorlig begivenhed imidlertid ikke er omtalt i asylansøgningsskemaet. Ansøgeren har om denne centrale begivenhed endvidere forklaret forskelligt, idet han under asylsamtalen forklarede, at Gulbuddin først tog sin pistol frem, hvorefter ansøgeren skubbede ham, mens han i de øvrige samtaler og for nævnet har forklaret, at ansøgeren først skubbede Gulbuddin, hvorefter Gulbuddin tog pistolen frem. Den mandlige ansøger har ligeledes forklaret forskelligt om flugten i forbindelse med denne episode, idet han for nævnet har forklaret, at han hoppede ud ad vinduet fra omkring 1½ meters højde og ned på en ubebygget grund, mens han til gensamtalen har forklaret, at han hoppede 1½ til 2 meter ned på nabobygningens tag. Også andre oplysninger i asylansøgningsskemaet stemmer ikke overens med den mandlige ansøgers efterfølgende forklaringer. Således er oplysningen i asylansøgningsskemaet om, at ansøgeren forud for skudepisoden og i forbindelse med byggeprocessen blev gennembanket af Gulbuddin fragået af ansøgeren i de efterfølgende forklaringer for Udlændingestyrelsen, idet han efterfølgende har forklaret, at Gulbuddin aldrig har udsat ham for fysiske overgreb. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret noget udbyggende om, at han også forud for episoden, hvor Gulbuddin skød efter ham, var blevet truet af Gulbuddin, idet dette ikke er nævnt i asylansøgningsskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, ligesom hans forklaring herom under asylsamtalen ikke er helt overensstemmende med den senere forklaring under gensamtalen. Hertil kommer, at der også er uoverensstemmelse mellem den mandlige og den kvindelige ansøgers forklaring om, hvornår de blev gjort bekendt med, at den mandlige ansøgers bror var blevet kidnappet. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne som følge af en konflikt med den mandlige ansøgers tidligere arbejdsgiver skulle være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/337/SEL
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en general ved navn Sharzad. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at konflikten med general Sharzad udspringer af, at ansøgerens far arbejdede for Najibullah-regeringen. Da Sharzads bror blev dræbt, blev ansøgerens far mistænkt for at stå bag drabet. Ansøgerens familie udrejste til Pakistan, og ansøgeren endte med at rejse til England, hvor han søgte om asyl. I England blev ansøgeren meddelt afslag på asyl, men som mindreårig fik han en midlertidig opholdstilladelse. I 2012 rejste ansøgeren tilbage til Afghanistan, da hans mor var syg og indlagt på et hospital. Om sin konflikt med Taliban har ansøgeren oplyst, at han blev kontaktet af en ukendt mand på gaden. Ansøgeren fortalte manden, at han havde opholdt sig i England i syv år. Efter dette modtog ansøgeren to trusselsbreve fra Taliban. I [foråret] 2015 blev ansøgeren på vej hjem til en ven tilbageholdt af fire mænd fra Taliban. Mændene førte ansøgeren op i nogle bjerge, hvor ansøgeren var tilbageholdt i fire dage. Før ansøgeren blev løsladt, fik han besked på, at han skulle vende tilbage den efterfølgende dag. Ansøgeren tog hjem til sin familie og udrejste kort tid efter af Afghanistan. Ansøgeren har ikke givet møde under Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har oplyst om en konflikt med general Sharzad og hans folk, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren uanset den oplyste konflikt valgte at rejse tilbage til Afghanistan i [foråret] 2012, og at ansøgeren i den periode på 3 år, hvor han boede med sin familie i Surobi-distriktet i Afghanistan, ikke oplevede konkrete problemer med generalen eller hans folk. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke har nævnt noget om denne konflikt som årsag til sin udrejse af Afghanistan i 2015. Denne angivelige konflikt vedrører ansøgerens fars arbejde for Najibullah-regeringen i Afghanistan og var baggrunden for familiens udrejse omkring 2004. Konflikten må således anses for afsluttet for ansøgerens vedkommende, og i hvert fald foreligger der ingen anden oplysning end ansøgerens formodninger om, at ansøgeren fortsat skulle være efterstræbt. Det hører i den forbindelse med til vurderingen, at ansøgeren ifølge oplysningerne i asylansøgningsskemaet, der er udfyldt i [sommeren] 2015, har 6 brødre og 6 søstre, der i hvert fald på det tidspunkt fortsat var bosiddende i Surobi-distriktet i Afghanistan, hvilket ifølge skemaet i øvrigt også var tilfældet for ansøgernes mor, ægtefælle og barn. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren som følge af en konflikt med general Sharzad og hans folk skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring om, at han efter tilbageholdelsen [på tre dage i foråret] 2015 stort set uden ophold udrejste fra Afghanistan, hænger ikke sammen med ansøgerens oprindelige forklaring om, at han udrejste [sidst på foråret i] 2015. Også andre dele af ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen om hændelsesforløbet fremstår noget usammenhængende, herunder at Taliban begyndte at interessere sig for ansøgeren som følge af en samtale, som ansøgeren havde haft med en ukendt mand 2 år forinden. Det savner også sammenhæng, når ansøgeren forklarer, at Taliban beskyldte ansøgeren for at være spion for de britiske myndigheder og udsatte ansøgeren for vold, og at Taliban alligevel valgte at løslade ansøgeren efter, at ansøgeren havde bekræftet at være spion. Hertil kommer, at også oplysningerne i asylansøgningsskemaet taler imod, at ansøgeren skulle være alvorligt efterstræbt af Taliban, idet en sådan konflikt tilsyneladende ikke synes at have haft indflydelse på, hvor ansøgerens nærmeste familie valgte at opholde sig i [sommeren] 2015. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren som følge af en konflikt med Taliban skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/336/SEL
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [A], Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin fars farbror og farbrorens fire sønner. Ansøgeren har videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han blev døbt [i foråret] 2018. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far en dag blev dræbt af hans farbror og to af farbrorens sønner. Ansøgerens mor og morbror meldte farens farbror og hans sønner til myndighederne for drabet på ansøgerens far. Farens farbror og én af hans sønner blev anholdt et par dage efter drabet. Farbrorens søn [B] undslap og tilsluttede sig efterfølgende Taliban. Ansøgeren og hans mor flyttede hjem til ansøgerens mors morbror. Ansøgerens mor blev truet til at samtykke til løsladelse eller en mildere straf til farens farbror og hans søn, samt at de skulle frasige sig retten til jorden. Omkring et år efter farens død døde ansøgerens mor af sukkersyge. Ansøgeren blev boende hos sin mors morbror i omkring fire år. Folk i landsbyen fortalte ansøgeren om trusler, der var rettet mod ham, som de havde hørt om. Omkring ti dage inden ansøgerens udrejse blev han overfaldet af [B] og to andre mænd. De slog ansøgeren og råbte, at ansøgeren skulle give tilladelse til, at [Bs] far kunne blive løsladt ellers ville de slå ansøgeren ihjel. Efter overfaldet besluttede ansøgerens mors morbror, at ansøgeren og hans familie skulle rejse til Kabul. Den aften de ankom, fortalte morbroren ansøgeren, at han måtte udrejse af Afghanistan for at undgå at blive dræbt. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i [efteråret] 2015. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en central del af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han ikke har været udsat for overgreb eller direkte trusler, og at faderens familie ikke kunne komme i området, hvor ansøgeren boede, fordi de var bange for at komme der. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ti dage før sin udrejse blev overfaldet af tre personer, hvoraf den ene var [B]. Personerne slog ham og truede ham. Dette overfald har ansøgeren hverken beskrevet i asylansøgningsskemaet eller forklaret om under oplysnings- og motivsamtalen. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen beskrev, at han blev slået med en geværkolbe og fik lussinger, mens han under nævnsmødet alene beskrev, at han fik lussinger og først efter et forehold forklarede, at han ligeledes blev slået med en geværkolbe. Om årsagen til sin udrejse har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at moderens morbror fortalte ham, at en af faderens fætre var vendt tilbage til Afghanistan for at hævne sig, mens han til gensamtalen har forklaret, at moderens morbror ikke fortalte, at faderens fætter var kommet for at hævne sig, og at moderens morbror ikke fortalte, hvorfor ansøgeren var i fare. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Afghanistan var i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren fik [i foråret] 2017 afslag på asyl. I [sommeren] 2017 kom han i kirke første gang, hvorefter han hver søndag har deltaget i gudstjenester og hver onsdag har deltaget i alfa-undervisning. Han blev døbt [i foråret] 2018 efter at have modtaget dåbsundervisning. Siden [efteråret] 2017 har ansøgeren boet og modtaget undervisning på [en religiøs uddannelsesinstitution]. Ansøgeren har demonstreret et godt kendskab til og forståelse af kristendommen. Et flertal af Flygtningenævnet finder ligeledes, at ansøgeren har kunnet redegøre for sin indre overbevisning og sine tanker om sin konvertering. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han i sommerferien har missioneret. Et flertal af Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens konvertering er reel, og at han derfor ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh2018/335/snd
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunnimuslim fra Jowzjan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han ikke har ønsket at samarbejde med dem. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi faren havde været kommandant i Dustum, og at Taliban derfor også vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far tidligere var kommandant for den militære milits Den Nationale Islamiske Folkebevægelse i Afghanistan. Ansøgerens familie flyttede til Pakistan, da ansøgeren var seks år, fordi Taliban overtog magten i ansøgerens hjemområde. Efter et stykke tid flyttede de tilbage til Afghanistan, og i 2015 blev ansøgerens far slået ihjel af Taliban. Ansøgeren modtog efterfølgende et trusselsbrev fra Taliban, hvori der stod, at Taliban ville slå ansøgeren ihjel, medmindre han samarbejdede med dem. Ansøgeren skjulte sig efterfølgende på sin bopæl. Taliban opsøgte bopælen flere gange. Ansøgeren besluttede derefter at udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer usammenhængende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til både oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har angivet som asylmotiv, at han frygter Taliban, idet Taliban vil dræbe ham, fordi de vil have, at han skal være medlem af/samarbejde med dem, og at han til samtlige samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at der i det trusselsbrev, som han modtog fra Taliban, stod, at han skulle tilslutte sig Taliban eller samarbejde med dem, og at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke gjorde det. Det fremlagte trusselsbrev indeholder imidlertid ingen opfordring til, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban eller samarbejde med dem. Ansøgerens forklaring i gensamtalen med Udlændingestyrelsen om, at når Taliban giver et trusselsbrev til mullaen, betyder det, at de vil have et samarbejde – eller at hans ven kan have oversat brevet forkert – forekommer ikke overbevisende, også henset til, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at brevet må være blevet oversat forkert, idet han ikke forstod, at Taliban ønskede at samarbejde med ham henset til, at de havde dræbt hans far, fordi faren havde dræbt mange talibanere. Nævnet bemærker hertil, at indholdet af trusselsbrevet er centralt for ansøgernes asylmotiv, og at det forekommer utroværdigt, at han ikke var bekendt med brevets indhold og nu angiver som asylmotiv, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af farens forhold. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Afghanistan: Basisinfo, af den 16. oktober 2015, fremgår, at Taliban først og fremmest rekrutterer unge mænd (16 – 18 år), primært pashtuner, at motivationen hos rekrutterne spænder fra ideologi til arbejdsløshed, og at rekruttering ikke er karakteriseret ved direkte vold eller tvang. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøger har forklaret, at han udrejste af Afghanistan 10 – 12 dage efter, at han havde modtaget trusselsbrevet, og at han udrejste i [sommeren 2015], hvilket ikke hænger sammen med trusselsbrevets datering [foråret 2015]. Foreholdt dette forklarede ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet, at han var usikker på udrejsedatoen, og at tolken, der var daritalende, nok ikke har oversat dette. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren underskrev referatet uden bemærkninger hertil. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om opsøgningerne på hans bopæl. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede han således, at han besluttede sig for at flygte 10 – 12 dage efter, at han modtog trusselsbrevet, men ikke at hans bopæl blev opsøgt i den periode, mens han til asylsamtalen forklarede, at hans hjem blev opsøgt to gange af personer, der spurgte efter ham, i løbet af de 10 – 12 dage. Nævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at disse personer angiveligt blot gik igen, da ansøgers mor sagde, at hun ikke vidste, hvor han var. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at der kan gives opholdstilladelse. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/334/AZU
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og afghansk statsborger, født og opvokset i [by] i Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er opvokset som shiamuslim, men at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født og opvokset i Iran, idet hans forældre flygtede fra Afghanistan på grund af krig i landet. Da ansøgeren således intet netværk eller kendskab har til landet, og idet han derudover er hazara og shiamuslim, frygter ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark har fattet stor interesse for kristendommen og er blevet kristen. Da ansøgeren fortalte sine forældre herom, blev de vrede og kede af det, og kontaktede en mullah, som mente, at ansøgeren ved at konvertere havde handlet utilgiveligt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan, idet der henvises til, at ansøgeren er søn af afghanske statsborgere. Nævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om hans oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen herom fremstår troværdig. Nævnet finder imidlertid ikke, at forklaringen giver grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren aldrig har haft personlige konflikter med myndigheder, organisationer, grupperinger eller private personer i Afghanistan, og at hans frygt især for Taliban og ISIL alene er generelt baseret, da han aldrig har været efterstræbt af disse organisationer. Det bemærkes i den forbindelse, at et drab på ansøgerens farbror ikke har relation til en konflikt, der omfatter ansøgeren. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara, udgør et asylbegrundende forhold, idet der blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger om, at der ikke er generel risiko for mishandling af personer af hazara etnicitet i Afghanistan. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan kan i øvrigt ikke anses at være af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. For så vidt angår det nye asylmotiv om ansøgerens konvertering til kristendommen, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at der er tale om en reel konvertering. Flygtningenævnet lægger herved afgørende vægt på, at ansøgerens forklaring herom først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl, idet ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen og den senere asylsamtale over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er shiamuslim, og at han i øvrigt under den første samtale har forklaret, at han ikke på noget tidspunkt har overvejet andre religioner. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde over for nævnet har kunnet redegøre reflekteret for baggrunden for sin konversion, idet han blandt andet på et spørgsmål om næstekærlighed alene har henvist til, at der bliver taget godt imod flygtninge i Danmark. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan alene vil tale om kristendommen, men at han ikke vil dyrke kristendommen. I to udtalelser [fra efteråret] 2018 fra Luthersk Mission er det anført, at ansøgeren deltager i et kristendomskursus, der er indledt [i efteråret] 2018, og at han har deltaget i en kristen sommerlejr [i sommeren] 2018. Flygtningenævnet finder ikke, at udtalelserne og andre fremlagte udtalelser om ansøgerens deltagelse i gudstjenester fra [foråret] 2018 kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/333/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [landsby] i Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den magtfulde gruppe, som arbejdede under kommandant [A], og nu arbejder under kommandant [B]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der som følge af kampe mellem ansøgerens familie og en magtfuld gruppe i ansøgerens landsby, som blandt andet omfattede kommandant [A], og nu omfatter dennes søn [C], er opstået krigslignende tilstande i landsbyen, hvor flere personer er blevet slået ihjel. Ansøgerens familie havde planlagt, at ansøgeren skulle giftes med sin kusine [D], når de begge var myndige. [C] ønskede imidlertid også at gifte sig med [D], hvorfor han efter at være blevet afvist af hende, forgreb sig på hende og tog en række billeder heraf, som kom i omløb i landsbyen. Billederne endte hos ansøgerens onkel [E] – [D]’s far - der konfronterede familien, hvorefter stridighederne mellem ansøgerens familie og den magtfulde gruppe opstod. En dag, hvor [E] og den ene af hans sønner - ansøgerens fætter [F] - var ude og kæmpe mod den magtfulde gruppe, hørte de skud fra deres bopæl. De løb til huset og fandt [D] liggende på gulvet. Hun var blevet skudt af [C]. [E] og [F] løb ud af huset og begyndte at skyde omkring sig mod personer fra den magtfulde gruppe, i hvilken forbindelse kommandant [A] blev skudt. Skududvekslingen stoppede, da politiet ankom. Den efterfølgende dag opsøgte en række af [A’s] folk [E] på hans bopæl og slog den ene af hans sønner ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at han en dag på vej hjem fra skole på motorcykel, omkring to til tre måneder efter [D] var blevet slået ihjel, blev forsøgt standset af to bevæbnede mænd. Det lykkedes ansøgeren at vende om og køre væk fra mændene, mens de skød efter ham. Ansøgeren skaffede sig adgang til et hus gennem en ulåst metalport og begyndte at råbe efter hjælp. Han blev mødt af en mand og dennes ægtefælle, som forsøgte at tale ansøgeren til ro. Efter et stykke tid kørte ansøgeren hjem til sin egen bopæl via en anden vej og fortalte sine forældre om episoden. Omkring to til tre dage efter hændelsen modtog ansøgeren et trusselsbrev, hvori han blev truet på livet. Ansøgeren udrejste af Afghanistan den efterfølgende aften. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises til, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, hvorefter forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 har forklaret, at [D] blev voldtaget, mens der blev taget billeder af det, og at han fik dette at vide, mens [D] stadig var i live, og at han ikke nævnte for hende, at han vidste det. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at [D] ikke blev voldtaget, og at han først efter hendes død blev bekendt med, at hun var blevet antastet. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han var i skole, da [D] blev slået ihjel, mens han tidligere under samtalen [i foråret] 2017 har forklaret, at han var uden for huset, da han så nogle fra den magtfulde gruppe gå ind på bopælen. Nævnet finder det i øvrigt utroværdigt, at ansøgeren har kunnet flygte fra de maskerede mænd til et hus, der blot lå ca. 100 meter fra stedet, hvor han blev standset af mændene, og at ansøgeren uden problemer på et senere tidspunkt kunne tage fra huset. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om de maskerede mænd, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de to mænd var bevæbnede, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen den [i starten af] 2017 har forklaret, at kun den ene mand var bevæbnet, mens den anden viftede med sin hånd for at få ansøgeren til at standse. Endvidere finder nævnet, at det fremstår utroværdigt, at man først har forsøgt at slå ansøgeren ihjel og dernæst i et brev, der blev påklistret ansøgerens og hans families bopæl, har skrevet, at man vil slå ansøgeren ihjel. I øvrigt findes det utroværdigt, at ansøgeren i to til tre måneder, efter at [D] var blevet dræbt, har kunnet fortsætte sin skolegang og fortsat er blevet boende hos sin familie på deres sædvanlige bopæl, såfremt han personligt var efterstræbt af den magtfulde gruppe. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at hans familie, efter at familien var blevet bekendt med, at [C] ønskede at indgå ægteskab med [D], spurgte ham om, hvad der skulle gøres, og at ansøgeren fastholdt et ønske om at blive gift med [D]. Ansøgeren har ikke tidligere under sine samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at han blev spurgt herom. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan individuelt og konkret vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/332/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangshvervet til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede som kommandant for den afghanske hær, mens hans farbror arbejdede for sikkerhedstjenesten. De kæmpede begge mod Taliban. Ansøgeren har videre oplyst, at hans skole en dag blev angrebet af Taliban, i hvilken forbindelse ansøgeren så sin far blive slået ihjel i et forsøg på at redde ansøgeren. Ansøgeren formåede at flygte fra angrebet og hjem til sin bopæl, hvorfra han af sin mor blev sendt videre til sin morbror, idet moren frygtede, at ansøgeren ville blive slået ihjel eller tvangshvervet af Taliban. Den efterfølgende dag udrejste ansøgeren af Afghanistan med hjælp fra en agent. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Der henvises til, at ansøgeren på en relevant måde har besvaret spørgsmål om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan og om asylmotivet, og at han dermed har vist, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan endvidere ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår troværdig. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han forinden udrejsen blev individuelt og konkret efterstræbt af Taliban, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie er blevet opsøgt af Taliban forinden ansøgerens udrejse med henblik på rekruttering af ansøgeren til Taliban, og at det efter ansøgerens forklaring heller ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor og søskende, der bor hos ansøgerens morbror i samme landsby, hvor ansøgeren boede med familien, er blevet opsøgt af Taliban efter ansøgerens udrejse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke under samtalen med sin advokat har sagt, at Taliban har opsøgt familien tre til fire gange, således som det er anført i advokatens indlæg. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at Talibans angreb mod ansøgerens skole var rettet mod alle elever og lærere på skolen, og at drabet på ansøgerens far i den forbindelse skete, da faren, efter at angrebet var indledt, sammen med andre forsøgte at forsvare skolen. Der var derfor ikke tale om et angreb rettet direkte mod faren, fordi han var ansat i militæret. Nævnet kan herefter ikke anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren vil være efterstræbt af Taliban som følge af en nedarvet konflikt mellem Taliban og ansøgerens far. Nævnet lægger endvidere vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om, at tvangsrekruttering til Taliban alene sker undtagelsesvis. Der henvises til Landinfos rapport ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” af 29. juni 2017. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/331/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shiamuslim af trosretning fra Khak-i Jabar-distriktet i landsbyen Chakari, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en ukendt straf fra sine medarbejdere i [firmaet]. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter de generelle forhold i Afghanistan, herunder truslen fra Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er konverteret til kristendommen, som hans morbror, som er bosiddende i Norge, introducerede for ham. Ansøgeren fik i Afghanistan lavet en tatovering på [en del af kroppen] afbilledet [et kristent motiv]. Ansøgeren har hver søndag gået i en ukendt kirke i Rødby. Ansøgeren blev døbt [forår] 2017 i Landet Kirke på Lolland-Falster. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han i to et halvt år arbejdede i et firma ved navn [firmaet], som er et pyramidespil, hvor ansøgeren fik renter af de penge som de folk, ansøgeren fik ind i firmaet, investerede. Myndighederne i Afghanistan ulovliggjorde [firmaet] i 2014. Mullaherne, som tidligere havde støttet [firmaet], udtrykte, at [firmaet] spredte et kristent budskab ved at afbilde kristendommen på nogle af mønterne. Som følge af, at ansøgeren havde fået folk til at investere i [firmaet], blev han nu beskyldt for at have snydt dem hertil. Ansøgeren blev opsøgt af flere gange på sin bopæl af tidligere kunder samt medarbejdere, som sagde, at ansøgeren skyldte dem penge på baggrund af deres involvering i [firmaet]. Ansøgeren blev blandt andet opsøgt på sin bopæl i [efterår] 2015 af fire personer, som han havde fået med i [firmaet], som ønskede at få fat i ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle fortalte dem, at ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens ægtefælle – i slutningen af 2016 – blevet opsøgt på sin bopæl af de samme fire personer, som igen påkrævede, at ansøgeren skulle tilbagebetale deres penge. De fire personer truede herudover med, at brænde ansøgerens og ansøgerens ægtefælles bopæl ned, såfremt ansøgeren ikke tilbagebetalte pengene. Ansøgeren har efter sin udrejse modtaget en indkaldelse til politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til sit engagement i [firmaet] til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret usammenhængende, upræcist, undvigende og divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for forretningsmodellen for [firmaet], herunder hvordan [firmaet] tjente penge og om salget af mønter, ligesom han ikke har kunne redegøre nærmere for, hvordan han i forbindelse med [firmaet] selv tjente penge, og om hvor mange penge han i alt havde tjent. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han foretog sig for [firmaet]. Til asylsamtalen [vinteren] 2016 har han forklaret, at han ikke var ude at besøge kunder, og at han kun måtte præsentere systemet for to personer. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han gjorde meget ud af at præsentere systemet for mange kunder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring angivelige opsøgninger på hans bopæl på grund af [firmaet]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han afleverede papirer til sit hus til de 3-4 personer, som blev ved med at opsøge hans bopæl. Til asylsamtalen [vinter] 2017 har ansøgeren forklaret, at da de 4 personer opsøgte ham, skjulte han sig, og at han ikke talte med dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om de angivelige trusler om at brænde hans hus ned. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han hans tidligere medarbejdere [A], [B], [C] og [D] havde truet hans ægtefælle med at brænde deres hus ned. Til asylsamtalen [vinter] 2017 har ansøgeren oplyst, at han frygtede, at deres hus ville blive brændt ned af gale kunder. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at ansøgeren er udrejst, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han udrejste, ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces og kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker noget overfladisk og fragmentarisk. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han i Afghanistan fik lavet en tatovering på [en del af kroppen] med et kristent symbol, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor han fik den. I asylsamtalen [vinteren] 2016 har ansøgere forklaret, at han fik tatoveringen for 3 år siden i Afghanistan, fordi mullaherne havde været i mod [firmaet]. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han fik den lavet i Afghanistan, fordi den var pæn, og at hans interesse for kristendommen først opstod i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/330/GJEY
Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra [en mindre by], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har været dansedreng. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en kommandant, idet ansøgeren er flygtet fra ham. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter områdets befolkning, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede på en bazar […], hvor han solgte grøntsager. På et tidspunkt blev ansøgeren opsøgt af en kommandant, som spurgte ansøgeren, om han ville levere grøntsager til kasernen, hvor kommandanten arbejdede. Ansøgeren leverede herefter grøntsager til kasernen hver dag i 15 dage, hvorefter han blev tilbudt et arbejde på kasernen af kommandanten. Ansøgeren sov på kasernen efter arbejde. Når han var på arbejde, fik han hash, penge og alkohol af kommandanten, som endvidere tog ansøgeren med til en række fester. Når de tog til festerne, fik ansøgeren at vide fra kommandanten, at han skulle have pigetøj på og danse for gæsterne. Ansøgeren var påvirket af hash og alkohol, når han dansede. En dag talte ansøgeren med sin mor, som sagde til ham, at Taliban havde opsøgt hendes bopæl, hvor de spurgte efter ham. Hun sagde, at de havde opdaget, at ansøgeren var dansedreng, og at han indtog hash og alkohol. En aften hvor ansøgeren var hjemme hos sin mor, blev hendes bopæl opsøgt af Taliban. Ansøgeren gemte sig i en tandoori-ovn, mens Taliban ransagede bopælen. Taliban sagde til ansøgerens mor, at de ledte efter ham, og at de i øvrigt ville slå ham ihjel. Morgenen efter tog ansøgeren tilbage til kasernen, hvor han fortalte kommandanten, hvad der var sket. Efter denne episode blev kommandanten voldelig over for ansøgeren. Han havde ligeledes seksuelt samkvem med ansøgeren, hvor blandt andet byens borgmester også deltog. Efter noget tid valgte ansøgeren at flygte ud af Afghanistan efter råd fra sin mor. Ansøgeren kom til Danmark [i begyndelsen af] 2016, og efter seks til syv måneder begyndte han at interessere sig for kristendommen. I begyndelsen af 2017 begyndte ansøgeren at gå til bibelundervisning hver onsdag samt gudstjeneste hver søndag. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2017 i Pinsekirken i […]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent, overbevisende og troværdigt om samtlige dele af sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Afghanistan var dansedreng for en kendt kommandant, og at Taleban fandt ud af dette, hvorefter ansøgeren flygtede til Danmark. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter indrejsen i Danmark havde det meget dårligt på grund af sine oplevelser som dansedreng, og at han på den baggrund var søgende og således kom i kontakt med pinsekirken. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for sine indre refleksioner og for sin kristne vækkelse. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod både religiøst velreflekteret og med stor viden om kristendommen. Han har været gennem et længerevarende forløb i forbindelse med sin konversion og har siden sin dåb [i foråret] 2017 deltaget og ud af sine lommepenge delvist betalt for et års ophold på Discipelskabslinjen på [en højskole], hvor han nu er begyndt på et nyt 1-årigt forløb, hvor han dagligt lærer om kristendommen og dyrker det kristne fællesskab. Han har tillige missioneret, og det må efter hans troværdige forklaring herom lægges til grund, at han agter at fortsætte hermed, ligesom det må lægges til grund, at han agter at fortsætte med at leve som kristen. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren, såfremt han genindrejser i Afghanistan, vil risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/329/EMU
Nævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby i] Laghman-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren nu er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viste, at han forstod, hvad asylbehandlingen gik ud på. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var leder af Arbakian. Ansøgerens far blev i slutningen af 2014 slået ihjel af Taliban. Umiddelbart efter hans død blev ansøgerens storebror sendt ud af Afghanistan af ansøgerens morbror. Ansøgeren og hans mor flyttede hjem til ansøgerens morbror i Kabul, hvor ansøgeren boede i to år, indtil moren og morbroren besluttede, at han som følge af risikoen for overgreb fra Taliban skulle udrejse af Afghanistan. Ansøgerens mor modtog trusler, hvorefter Taliban ville bombe ansøgerens morbrors hus i Kabul, såfremt moren ikke sendte sine sønner til Taliban. Ansøgeren har under sin asylsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2018 forklaret, at hans mor ikke modtog trusler fra Taliban, før ansøgeren var udrejst af Afghanistan, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at en konkret henvendelse fra Taliban var årsagen til ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hans mor efter hans udrejse fra Afghanistan modtog trusler fra Taliban, til grund, hvorved nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans mor og morbror igennem to år levede uden henvendelser fra Taliban. Uanset om ansøgerens forklaring i øvrigt lægges til grund findes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ifølge hans forklaring var omkring 12 år, da faren blev dræbt, og at han, moren og morbroren ikke var udsat for overgreb fra Taliban under opholdet i Kabul. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder for unge mænd i Kabul og [landsby i] Laghman-provinsen i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/328/jabp
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shia-muslim, men nu angiveligt konverteret til kristendommen. Ansøgeren er afghansk statsborger fra […], Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A], idet ansøgerens morbror har slået [A]’s søn ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i efteråret 2015 var hjemme på sin bopæl sammen med sin tidligere ægtefælle og deres to børn. Ansøgerens morbror kom til deres bopæl indsmurt i blod. Ansøgerens morbror fortalte, at der var opstået en konflikt mellem ham selv og [A]’s søn. Det havde resulteret i et slagsmål, og ansøgerens morbror havde i den forbindelse slået [A]’s søn ihjel. Ansøgerens morbror fortalte, at ansøgeren og hans familie skulle flygte, da de ellers risikerede, at [A] ville hævne sin søns død. De skulle tage til Lashkarga og derefter mødes med ansøgerens morbror, men han dukkede aldrig op. Ansøgeren og hans familie udrejste derfra af Afghanistan alene. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere anført, at han efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen, idet han [i foråret] 2018 er blevet døbt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv vedrørende konflikten med [A], idet hans forklaring om motivet i alt væsentligt ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring under asylsagen, idet han til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har forklaret, at han flere gange er blevet slået af [A]’s søn, hvorimod han ikke har oplyst dette til oplysnings- og motivsamtalen. Ansøgeren og hans ægtefælle [B] har endvidere afgivet indbyrdes uoverensstemmende forklaringer. Ansøgeren har således for Flygtningenævnet forklaret, at han aldrig er blevet slået af [A], hvorimod ægtefællen i sin asylsag har forklaret, at ansøgeren blev slået af [A]. Nævnet finder det endvidere helt usandsynligt, at ansøgerens morbror ikke fortalte, hvordan han havde slået [A]’s søn ihjel, og at ansøgeren ikke spurgte morbroren, hvordan denne havde slået [A]’s søn ihjel, eller hvordan morbroren havde fået blod på tøjet. Det henstår således efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet som uafklaret, hvordan [A]’s søn døde, idet ansøgeren for nævnet blot har forklaret, at ansøgeren troede, at dødsfaldet var et uheld. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Nævnet har lagt til grund, at ansøgeren, der indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, først efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl i [foråret] 2017 begyndte at deltage i kristne aktiviteter inden sin dåb [i foråret] 2018. Nævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens forklaring om baggrunden for sin konversion og hans fremtræden under nævnsmødet, hvorefter ansøgeren ikke fremstår reflekteret omkring sit valg af kristendommen, således at en reel indre kristen overbevisning ikke findes sandsynliggjort. Det findes ikke at kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren lægger kristne budskaber m.v. på sin Facebookprofil. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/327/jabp
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren er født og opvokset i Isfahan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre forlod Afghanistan, fordi Taliban slog folk ihjel. Ansøgerens familie flygtede til Iran, hvor ansøgeren er født. Da ansøgeren var 12 år, sagde hans far, at han skulle udrejse af Iran, fordi der ikke var nogen fremtid for ham i Iran. Faren sagde til ansøgeren, at han ikke kunne rejse til Afghanistan, fordi han ville blive slået ihjel. Ansøgeren udrejste af Iran som 12-årig. Ansøgeren har til sin advokat oplyst, at han efter Udlændingestyrelsens behandling af sagen har været i kontakt med sin familie i Iran. Ansøgerens far fortalte i den forbindelse, at familien flygtede fra Afghanistan i 1996. De flygtede på grund af en konflikt med Taliban. Ansøgerens far og farfar arbejdede som bønder. På et tidspunkt blev de opsøgt af Taliban, der forlangte, at de skulle samarbejde og dyrke hashplanter. Hvis ikke de gjorde det, ville de blive dræbt. Faren og farfaren nægtede at acceptere dette. Omkring en uge senere trængte Taliban ind på farfarens bopæl og dræbte ansøgerens farfar, farmor, faster og onkel. Ansøgerens far kontaktede politiet, der sagde, at de ikke kunne gøre noget. Det er ansøgerens fars vurdering, at det beroede på en tilfældighed, at Taliban ikke var informeret om, at ansøgerens familie boede i et nærliggende hus. Ansøgerens far har aldrig turdet tage tilbage til Afghanistan på grund af konflikten, og han er bange for, at ansøgeren vil være i en afledt risiko som følge heraf. Umiddelbart efter episoden med Taliban udrejste ansøgerens familie af Afghanistan. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen, selvom han er født i 2003. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, som viser, at ansøgeren har forstået spørgsmålene. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har været i stand til at forklare om sit asylmotiv og sin baggrund. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Selv om ansøgeren først efter møde med sin advokat under sagens behandling for nævnet er fremkommet med nærmere oplysninger om, hvorfor hans forældre flygtede fra Afghanistan, finder nævnet, at det efter oplysningernes karakter og ansøgerens alder er plausibelt, at hans forældre ikke tidligere har givet ansøgeren disse oplysninger. Uanset at det herefter kan lægges til grund, at ansøgerens forældre forlod Afghanistan på grund af en alvorlig konflikt med Taliban, finder nævnet dog ikke, at dette indebærer, at ansøgeren som følge heraf vil være i konkret risiko for personlig forfølgelse fra Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan på nuværende tidspunkt. Nævnet har herved lagt vægt på, at hændelsen udspillede sig for omkring 22 år siden, og Taliban opnåede at få rådigheden over den jord, som ansøgerens far og bedstefar ikke ejede, men havde lov til at dyrke. Nævnet har efter oplysningerne om ansøgerens bedstefar og far ikke grundlag for at antage, at ansøgerens familie indtog en særlig position i det område, ansøgerens familie kom fra. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være særligt profileret i forhold til Taliban og dermed være i risiko for at blive efterstræbt som følge af den konflikt, der medførte, at hans forældre udrejste. De generelle forhold i Afghanistan kan – om end de er vanskelige, herunder især for hazaraer – heller ikke i sig selv begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/326/HHU
Nævnet hjemviste i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi de slår hazaraer ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at hun vil blive voldtaget af repræsentanter fra Taliban, fordi det er almindeligt, at Taliban udsætter kvinder for overgreb. Ansøgeren frygter endvidere ISIL, fordi de slår shia muslimer ihjel. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter familien til en mand ved navn [B], der er far til hendes søsters barn, fordi ansøgernes forældre har anmeldt [B] til de danske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far på et tidspunkt fik at vide, at han skulle henvende sig i den lokale moské sammen med landsbyens andre mænd. I moskéen spurgte Taliban, hvem af mændene der arbejdede for myndighederne, og hvem der bar et våben. Taliban sagde endvidere, at pigerne i byen skulle gå med hijab, og at de ikke måtte forlade deres bopæl uden at være ledsaget af en mand. På et tidspunkt var der skyderier i området, fordi der var kampe mellem Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl sammen med sin familie under kampene. Omkring fem eller seks dage før ansøgeren og hendes families udrejse af Afghanistan lukkede Taliban en skole for piger. Ansøgeren udrejste af Afghanistan med sine forældre og søskende [i sommeren] 2015. Efter indrejsen i Danmark har ansøgernes søster [C] [i foråret] 2017 født et barn uden for ægteskab og er [i sommeren] 2017 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I indlægget fra ansøgerens advokat har ansøgeren som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter et mandligt familiemedlem i Afghanistan, fordi han for fire år siden udsatte hende for seksuelle overgreb. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes fremtidige ægtefælle vil slå hende ihjel, hvis han finder ud af, at hun ikke er jomfru, idet hun både i Iran og i Danmark har været udsat for seksuelle overgreb. Efter indholdet af advokatindlægget finder nævnet, at ansøgeren kan have et asylmotiv, som ikke tidligere er belyst under sagen, og som kan begrunde et modsætningsforhold til hendes forældre, der har samme advokat som ansøgeren. Under disse omstændigheder finder nævnet, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at behandle hendes asylsag i Flygtningenævnet. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen.” Afgh/2018/325/LINB
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra [A], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil voldtage, bortføre eller slå deres døtre ihjel, ligesom de frygter Talibans generelle tilstedeværelse i området, herunder at Taliban vil tvangsrekruttere deres sønner. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de frygter en mand ved navn [B], der er far til deres datters barn og som har udsat deres datter [C] for voldtægt, hvilket forhold ansøgerne har oplyst om til de danske myndigheder. Endelig har ansøgerne henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at den de vil blive udsat for overgreb som følge af, at deres datter [C] i Danmark har født en datter uden for ægteskab. Ansøgerne har til støtte for konflikten med Taliban oplyst, at skoleinspektøren for den lokale pigeskole omkring en uge før ansøgernes udrejse fortalte den mandlige ansøger, at Taliban havde sagt, at ingen piger måtte gå på skolen, og at de piger, der gik på skolen, ville blive slået ihjel, ligesom deres forældre ville blive slået ihjel. På et tidspunkt samlede Taliban alle mænd fra landsbyen i en moské ved navn [D] for at få et overblik over, hvem der var statsansatte, hvem der havde sønner, og hvem der havde våben. Den mandlige ansøger fortalte i den forbindelse Taliban, at han hverken havde våben eller var statsansat, og at han havde to sønner samt fire døtre. Taliban sagde, at de havde kendskab til, at han havde døtre, og at han havde boet i Iran. De sagde også, at den mandlige ansøgers døtre skulle være tildækkede og være ledsaget af en mandlig slægtning, når de forlod for deres bopæl. I et dokument noterede Taliban den mandlige ansøgers navn, herunder hvor mange døtre og sønner han havde. Den mandlige ansøger underskrev dokumentet, hvorefter han forlod moskéen. Ansøgerne og deres børn udrejste af Afghanistan [i sommeren] 2015. Efter indrejsen i Danmark er ansøgernes datter [C] blevet udsat for seksuelle overgreb af en afghansk asylansøger ved navn [B], hvilket ansøgerne har oplyst til de danske myndigheder. [I foråret] 2017 fødte [C] datteren [E]. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at der kunne være sket høring og truffet begrundet afgørelse med klageadgang vedrørende datteren [C]’s status som uledsaget mindreårig, ikke medfører ugyldighed for Udlændingestyrelsens afgørelse af ansøgernes asylsag. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, men nævnet finder ikke, at det oplyste kan begrunde, at betingelserne for asyl er opfyldt, idet ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de er konkret og individuelt forfulgt af Taliban eller andre. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de ikke har haft konflikter med eller modtaget trusler fra personer fra Taliban eller andre i den periode, de boede i Afghanistan, ud over at Taliban udøvede generel kontrol i ansøgernes område. Nævnets flertal finder herefter, at det efter en samlet vurdering af ansøgernes oplysninger om telefonsamtalerne med den mandlige ansøgers mor, brødre og søster ikke kan udelukkes, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb som følge af, at ansøgernes datter i Danmark har født et barn uden for ægteskab. Vi finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På denne baggrund meddeler Flygtningenævnet ansøgerne og deres fire mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/324/LINB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra [en by i], Pansjshir-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin mosters ægtefælle, gruppen Mujahedin og sin mosters datters, […], forlovede. Ansøger har som asylmotiv også henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder og Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han indledte et hemmeligt forhold til sin mosters datter, […], omkring to år inden han forhold Afghanistan. En dag hørte ansøgeren, at [mosterens datter] var blevet forlovet, hvorfor ansøgeren fortalte sin mor, at han var forelsket i [mosterens datter], og at de gerne ville giftes. Ansøgerens mor kontaktede herefter sin søster, [mosterens datter] mor, og fortalte hende om forholdet mellem ansøgeren og [mosterens datter]. I den forbindelse sagde [mosterens datters] far, at [mosterens datters] forlovelse ikke kunne afbrydes, og at der ikke skulle tales mere om emnet. I den efterfølgende måned så ansøgeren ikke [mosterens datter], men [mosterens datters] mor kom til hans families hjem og fortalte ansøgerens mor, at [mosterens datter] var syg og ked af det, og at hun ikke var glad for forlovelsen. En måned efter at [mosterens datters] far havde afvist at afbryde forlovelsen, opsøgte [mosterens datter] ansøgeren på hans families bopæl og sagde, at hun ville flygte med ansøgeren. [Mosterens datter] og ansøgeren blev enige om at flygte til Kabul omkring seks til syv dage senere, hvorfor ansøgeren lånte penge til flugten af sin farbrors søn. Ansøgeren og [mosterens datter] tog hen til en af ansøgerens venner, som boede med sin familie i Kabul, og som havde en lejlighed, hvor de kunne bo. Da ansøgeren og [mosterens datter] havde boet i lejligheden i Kabul i omkring en uge, opdagede ansøgerens vens far, at ansøgeren og [mosterens datter] boede i lejligheden. Ansøgerens vens far sagde, at de skulle henvende sig til politiet. Politiet sagde, at ansøgeren og [mosterens datter] ikke kunne være sammen, fordi [mosterens datter] var mindreårig, hvorfor politiet kontaktede deres familier, som kom til Kabul. Da ansøgerens og [mosterens datters] familier ankom, sagde [mosterens datters] far til ansøgeren og [mosterens datter], at de måtte gifte sig med hinanden, hvis de tog med tilbage til landsbyen. Herefter kørte ansøgeren og [mosterens datter] med deres familier tilbage til landsbyen i to biler, der begge tilhørte [mosterens datters] far. Da ansøgeren kom tilbage til landsbyen, tog han til sin farbrors søn, ansøgerens fætter. Om natten vækkede fætteren ham og sagde, at deres farbror, der bor i Mazar-e-Sharif var syg. Derefter rejste de sammen mod Mazar-e-Sharif, hvor de tog hen til en af fætterens venner. Ansøgerens fætter fortalte ham, at ansøgeren skulle rejse til Europa, fordi hans liv var i fare. Fætteren fortalte ansøgeren, at [mosterens datters] far havde henvendt sig på ansøgerens families bopæl, og at han ville slå ansøger ihjel. Herefter tog ansøgeren med sin fætters ven til Herat-provinsen. Da ansøger var i Herat, kontaktede han sin far, som fortalte ham, at han skulle rejse ud af landet. Ansøgerens far sagde desuden, at [mosterens datters] familie havde slået hende ihjel, og at de var magtfulde mennesker, der let kunne finde ansøgeren, og at de havde meldt ansøger til politiet. Til støtte for ansøgerens frygt for myndighederne har ansøgeren oplyst, at myndighederne samarbejder med [mosterens datters] fars gruppe, Mujahedin. Om sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at [mosterens datter] forlovede har tilknytning til Taliban, og at Mujahedin også samarbejder med Taliban. Ansøgeren udrejste af Afghanistan [ultimo] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om flere forhold, herunder væsentlige forhold i sit asylmotiv. Ansøgeren har således afgivet divergerende forklaringer om [mosterens datters] alder, hvornår ansøgerens og [mosterens datters] forhold blev opdaget, hvornår og af hvem ansøgeren fik fortalt, at [mosterens datter] var død og hvordan, [mosterens datters] fars tilknytning til myndighederne og grupperinger, og hvordan politiet i Kabul identificerede [mosterens datter] og hendes far. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/323/col
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra landsbyen […], Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han flygtede fra dem. Han frygter ligeledes at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er flygtet fra et fængsel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han underviste i engelsk og EDB. Da han havde undervist i 10 dage, blev han opsøgt af Taliban ved sin bopæl. Taliban ønskede at rekruttere ansøgeren, hvilket han modsatte sig. Han blev herefter slået af Taliban og blev efterfølgende tvunget med til deres hovedkvarter, som lå omkring to timer til fods fra ansøgerens bopæl. Han var tilbageholdt på basen i 25 dage, hvor hans primære arbejde var at skrive trusselsbreve. Han modtog dog også våbentræning og skydetræning. Ansøgeren fik på et tidspunkt lov til at forlade basen i en time for at besøge sin familie, hvilket ikke skete overvåget, da Taliban havde sagt, at han ville blive samlet op efter en time. Da ansøgeren kom hjem, flygtede han, uden forinden at hilse på sin familie, til Mehtarlam, som er hovedstaden i Laghman-provinsen. Da ansøgeren nåede til Mehtarlam, blev han slået og tilbageholdt samt torturet af efterretningstjenesten i 15 dage. Derefter blev han overført til et fængsel i [en større by], hvor hans far besøgte ham efter en måned. Ansøgerens far fortalte ham, at Taliban havde truet med at dræbe ansøgeren, hvis de fandt ham. En ukendt person hjalp en morgen ansøgeren med at forlade fængslet. Personen viste blot nogle papirere til fængselsvagterne, hvorefter ansøgeren frit kunne forlade fængslet. Ansøgeren forlod kort tid efter Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med Taliban og de afghanske myndigheder til grund, idet ansøgerens forklaring er divergerende, udbyggende, usandsynlig, påfaldende og fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin brors skæbne og hvorvidt talebaneren, der kørte ham hjem på motorcykel blev ved boligen eller ej. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at Taliban skulle tvangsrekruttere ansøgeren, herunder til den særlige arbejdsopgave, hvilket ikke er overensstemmende med baggrundsoplysningerne om Taliban. Flygtningenævnet finder det også usandsynligt, at Taliban skulle lade ansøgeren komme hjem og besøge sin familie uden at være bevogtet, og i den forbindelse videre, at Taliban kørte ham hjem uden bind for øjnene, hvorved han blev bekendt med, hvor Talibans lokale hovedkvarter lå. Flygtningenævnet finder i den forbindelse yderligere, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke skulle kunne huske, om han fortalte myndighederne om beliggenheden af Talibans base. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgerens forklaring om flugten fra fængslet og ud af landet forekommer bemærkelsesværdig, herunder at personen, der hjalp ansøgeren, skulle kunne få ansøgeren ud af fængslet, at ansøgeren derefter blev smidt i bagagerummet på bilen uden forklaring, at ansøgeren under den lange kørsel til grænsen ikke fik nogen forklaring fra personen, og at ansøgeren fik penge af agenten, der hjalp ham ud af Afghanistan. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sine asylmotiver. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har mærker på sin krop, og at han for nævnet har oplyst at have mareridt og sove dårligt om natten. Flygtningenævnet kan henset til det ovenfor anførte ikke lægge til grund, at dette skulle hidrøre fra de af ansøgeren oplyste asylmotiver. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/322/col
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra landsbyen […], Parwan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], der er tilknyttet Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A]s søn, [B], havde haft en konflikt med ansøgerens morbror, [C]. [B] og [C] var kommet op at skændes på en bazar, og [C] var blevet slået ihjel af [B] i 2012. [B] var flygtet op i bjergene og opholdt sig der næsten et års tid, hvor han tilsluttede sig Taliban. Da [B] kom tilbage, var alle landbyerne i området under hans kontrol. I februar eller marts 2015 blev [B] slået ihjel. Han havde mange fjender, herunder politiet, og ansøgeren ved ikke, hvem der stod bag angrebet på [B] og hans mænd. [B] blev begravet få dage senere. Ved [B]s begravelse svor [B]s far, [A], at han ville slå ansøgeren og hans familie ihjel. Dette fik familien besked om omkring en time efter begravelsen. Ansøgerens far frygtede, at de allerede samme aften ville blive slået ihjel af [A], hvorfor ansøgeren og hans mor straks flygtede. Ansøgeren tog herefter til Kabul, hvor han opholdt sig hos en fjern slægtning. Ansøgeren udrejste af Afghanistan ti til tyve dage senere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren af [A] er blevet beskyldt for at have slået [A]s søn, [B], ihjel, fordi [B] nogle år tidligere havde dræbt ansøgerens morbror, der var en del af ansøgerens husstand. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at der er tale om en æresrelateret konflikt om blandt andet arv, der geografisk er afgrænset til ansøgerens hjemegn. Henset til konfliktens karakter finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban på en sådan måde, at Taliban har vilje og evne til at opsøge ansøgeren, såfremt han tager ophold et andet sted i Afghanistan. Det forhold, at [B] og [A] i få år har været tilknyttet Taliban, kan ikke føre til en ændret vurdering. Heller ikke det forhold, at ansøgerens far, efter ansøgerens udrejse, angiveligt er blevet overfaldet, selvom han havde forladt hjemegnen, kan føre til en anden vurdering, da det alene beror på ansøgerens formodning, at farens tilskadekomst har relation til den æresrelaterede konflikt. Ansøgeren har ingen konflikt med myndighederne i Afghanistan, der tværtimod i en periode efter ansøgerens udrejse har beskyttet ansøgerens familie. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at det er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, f.eks. i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren er en enlig ung og arbejdsduelig mand, at han opholdt sig i Kabul inden sin udrejse, og at ansøgerens nære familie, far, mor og to brødre, nu bor i Kabul, hvor de har egen bolig, og faren arbejder som daglejer. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan under de ovenfor anførte omstændigheder ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/321/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra landsbyen […] i [A]-distriktet i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter myndighederne, idet hans far har dræbt flere personer med tilknytning til myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter sin farbror, idet farbroren vil have ansøgeren til at blive selvmordsbomber for at hævne drabet på ansøgerens far, bror og fætter. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter Taliban, idet ansøgerens far og farbror var medlemmer af Taliban, og efter ansøgerens fars død bad ansøgerens farbror ham om at blive medlem af Taliban. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter befolkningen i sit område, idet hans far hvervede unge til Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far var distriktsleder for Taliban i Kot-distriktet i Nangarhar-provinsen. Ansøgerens farbror var Talibans leder i [A-distriktet]. Ansøgerens bror og ansøgerens farbrors søn var også tilknyttet Taliban. Ansøgerens far, bror og farbrors søn blev dræbt under kamphandlinger mellem myndighederne og Taliban [primo] 2015. Ansøgeren og hans mor opholdt sig derefter hos ansøgerens morbror oppe i bjergområdet i kort tid. Myndighederne opsøgte i mellemtiden ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Den efterfølgende dag blev der holdt en begravelsesceremoni, hvor Taliban var til stede. Ansøgerens farbror sagde, at ansøgeren skulle iføre sig en selvmordsvest og gå til distriktet [A]. Ansøgeren skulle sprænge sig selv i luften den følgende dag klokken tre om morgenen. Da ansøgeren kom hjem, fortalte ansøgeren sin mor, hvad der var sket. Ansøgerens mor og ansøgeren tog derefter hjem til ansøgerens morbror. På vejen råbte folk, at de ville tage fat i ansøgeren og slå ham ihjel, idet hans far var årsag til, at deres sønner var blevet dræbt. Taliban kom, hvorefter folk flygtede. Ansøgeren opholdt sig hos sin morbror indtil om aftenen samme dag, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse har både Taliban og ansøgerens farbror sagt til ansøgerens mor, at hun skal finde ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om en række centrale punkter. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen til Udlændingestyrelsen forklarede, at han sammen med sin ældre bror gravede en bombe ned ved en skole, og at dette foregik [om eftermiddagen], mens han under asylsamtalen til Udlændingestyrelsen forklarede, at det var hans bror, der gravede bomben ned sammen med nogle talebanere, mens ansøgeren kun kiggede på, og at det foregik klokken […] om morgenen. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvem der kom til skade, da bomben sprang, idet ansøgeren under asylsamtalen forklarede, at det kun var ansøgeren og nogle talebanere, der kom til skade, og at de alle efterfølgende tog hjem til ansøgeren og fortalte faren, hvad der var sket, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at også hans bror, kom til skade, da bomben sprang, at to andre blev alvorligt skadet, og at de alvorligt skadede efterfølgende blev kørt direkte til lægebehandling. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe han gik på en madrassa. Yderligere har ansøgeren for Udlændingestyrelsen forklaret, at der var to personer ud over hans tre familiemedlemmer, der blev dræbt [primo] 2015, mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at otte personer inklusiv ansøgerens familiemedlemmer omkom som følge af kamphandlingerne. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren ikke om, at farbroren ville have ham til at være selvmordsbomber. Dette forklarede ansøgeren først om under asylsamtalen, selv om der ifølge ansøgerens forklaring var en konkret plan om, at ansøgeren skulle være selvmordsbomber klokken […] natten efter begravelsen, og selv om det var den aktuelle plan, der fik ansøgeren til at flygte. Under samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han under sin flugt var fængslet i Iran i to måneder på grund af ulovlig indrejse og fængslet i fem måneder i Tyrkiet, mens ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret usikkert om, hvor længe han opholdt sig i Iran, men at det var to til fem måneder, og at han hele tiden var i et rum, hvor agenten sørgede for mad, og at han derefter opholdt sig i Tyrkiet i fem uger. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/320/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [A], Baghlan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret til Taliban, eller at han vil blive slået ihjel af repræsentanter fra Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre døde, da familiens hus blev ramt under et angreb. Ansøgeren ved ikke, om det var Taliban eller myndighederne, der stod bag angrebet. Herefter flyttede ansøgeren og hans yngre brødre hjem til deres morbror [B], der tog sig af dem. Efter omkring et år sagde [B], at når ansøgeren var gammel nok, ville der komme nogle personer fra Taliban, som ville tage ansøgeren med i krig. [B] forklarede ansøgeren, at han kendte en person, der ville hjælpe ham ud af Afghanistan, når personerne fra Taliban kom efter ansøgeren. Omkring tre til fire dage herefter kom der en mand, der hjalp ansøgeren med at udrejse af Afghanistan. [B] gav ansøgeren tøj og mad med sig og sagde, at ansøgeren ikke måtte fortælle sine yngre brødre, at han rejste væk, og at han ikke kom tilbage. Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der viste, at han forstod, hvad asylbehandlingen gik ud på. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men nævnet finder ikke, at det, som ansøgeren har oplyst om hans frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban, kan begrunde, at betingelserne for asyl er opfyldt, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er konkret og individuelt forfulgt af Taliban eller andre. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at der i den periode, hvor han og hans brødre boede hos morbroderen, frem til ansøgerens udrejse, ikke skete andet end der plejede, og at Taliban på intet tidspunkt har opsøgt ansøgeren eller hans familie. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder for unge mænd i Baghlan-provinsen, ikke har en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afghanistan/2018/319/LINB
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim fra Sheberghan, Jawzjan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder, da ansøgerens bror, [A], er flygtet fra fængslet. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter repressalier fra [B’s] familie, idet ansøgerens bror, [A], er blevet dømt for at have voldtaget [B]. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans bror, [A], havde et forhold til en kvinde ved navn [B]. [A] og [B’s] forhold blev opdaget en dag, hvor de var sammen i ansøgerens families butik. [A] blev herefter fængslet og pålagt meldepligt. Med hjælp fra ansøgerens morfar lykkedes det [A] at komme ud af fængslet. Han udrejste herefter af landet. Omkring en måned efter [A’s] flugt, modtog ansøgeren og hans bror [C] et brev fra myndighederne, hvori der stod, at [A] ikke havde overholdt sin meldepligt. I brevet stod der videre, at ansøgeren og [C] skulle finde [A], og at en af dem ville blive fængslet, hvis de ikke fandt ham. Ansøgeren og [C] oplyste myndighederne, at de ikke kendte [A], men at de blot lejede forretningen af ham. Efterfølgende henvendte [B’s] familie sig i forretningen. Ansøgeren og [C] oplyste også til [B’s] familie, at de ikke kendte [A]. Ansøgeren og [C] hørte ikke videre fra myndighederne, men [B’s] familie kom ofte i forretningen og spurgte efter [A]. De sagde, at ansøgeren og [C] skulle finde [A], hvis de ikke ønskede at stå til ansvar for hans handlinger. Halvandet år efter [A’s] flugt blev [B’s] familie grovere over for ansøgeren og [C]. Ansøgerens familie flyttede derfor bopæl. De efterfølgende fire til fem år modtog ansøgerens familie hverken henvendelser fra myndighederne eller [B’s] familie. En dag fortalte ansøgerens morbror ved et uheld, at ansøgeren og [C] var brødre til [A], til det lokale politi. Omkring en måned efter blev ansøgeren og [C] opsøgt i forretningen. Politibetjentene beskyldte ansøgeren og [C] for at være brødre til [A]. [C] blev herefter anholdt og bragt til politistationen. En uge efter blev [C] løsladt, hvorefter han udrejste til Iran. Omkring halvanden måned efter [C’s] flugt blev ansøgerens familie opsøgt på deres bopæl af [B’s] familie. Ansøgeren gemte sig under opsøgningen i familiens kælder. [B’s] familiemedlemmer ønskede at få ansøgeren udleveret. Da ansøgerens mor fortalte dem, at hun ikke vidste, hvor han var, tævede de hende. Da ansøgeren ikke kunne holde ud, at hans mor blev slået, gik han ud til [B’s] familie. De tævede herefter ansøgeren. Kort efter ankom politiet til bopælen, hvorefter [B’s] familie flygtede fra stedet. Inden de flygtede sagde de, at de ville vende tilbage og slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af de afghanske myndigheder som følge af, at ansøgerens ældre bror, [A], er undveget strafforfølgning. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [B’s] familie til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ældre bror, [A], i 2010 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det blev anset for sandsynliggjort, at [A] havde haft et seksuelt forholdt til [B], der var en gift kvinde, og at [A] af den grund var efterstræbt af [B’s] familie, der ønskede blodhævn. Ansøgeren var 12-13 år gammel, da [A] flygtede i 2007, og nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [B’s] familie de første år efter [A’s] flugt ledte efter [A], idet de henvendte sig i familiens forretning. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [B’s] familie i 2015 fandt frem til ansøgeren og forsøgte at pågribe ham, men at dette blev afværget, idet naboerne tilkaldte politiet. Under henvisning til, at der er tale om en æreskonflikt, finder nævnet, at ansøgeren ved sin forklaring og på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger har sandsynliggjort, at [B’s] familie, til trods for den tid der er gået, stadig efterstræber ham for at opnå blodhævn. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at det ikke vil være muligt for ansøgeren at opnå myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder efter sagens omstændigheder, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, et såkaldt internt flugt alternativ. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddele tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/317/JHB.
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og oprindeligt sunnimuslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller sin fars slægtning, [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at omkring seks år før hans indrejse i Danmark blev hans far opsøgt af sin slægtning, [A], som anmodede om at få noget af ansøgerens families jord. Ansøgerens far oplyste ham, at han ikke kunne forære ham jorden, idet den var tiltænkt ansøgeren og hans søskende. Ansøgerens far blev kort tid efter, da han var på vej hjem fra bazaren, slået ihjel af en ukendt gerningsmand. Da ansøgerens bror, som arbejdede for de amerikanske myndigheder, var på vej hjem til begravelsen, blev han bortført af Taliban. Noget tid efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af fire medlemmer fra Taliban, som bortførte ansøgeren til et værelse i [byen X]. Ansøgeren var efterfølgende tilbageholdt af Taliban i ti dage, hvor de hver dag slog ansøgeren adskillelige gange med en stok. Da der var gået ti dage, blev ansøgeren kørt til [byen Y], hvor han modtog undervisning i hellig krig sammen med andre drenge. Hver dag ankom der nye drenge, og mange forlod stedet iført selvmodsbomber. Ansøgeren blev under opholdet udsat for seksuelle overgreb af sin underviser. Efter tre måneder lykkedes det ansøgeren at flygte fra Taliban. Da ansøgeren kom hjem til sin bopæl, var hans mor og bror ikke hjemme, hvorfor han søgte hjælp hos landsbyens malek, [B], som gav ansøgeren penge og hjalp ham med at flygte til Jalalabad. Ansøgeren tilbragte omkring en måned i Jalalabad, inden han tog videre til Kabul. Efter fem måneder i Kabul udrejste ansøgeren af Afghanistan, efter [B] havde oplyst ham om, at han ikke længere var i sikkerhed. Ansøgeren har vedrørende sin konvertering oplyst, at han blev kristen efter sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016. Ansøgeren startede med at opsøge [kirken S] [i efteråret] 2016, idet han havde haft det dårligt og en psykolog havde henvist ham til at tage kontakt til en kirke. Ansøgeren var i kirken fire gange i alt, hvorefter han blev tilknyttet [kirken T], som han besøgte fem til seks gange på to måneder. Ansøgeren har siden slutningen af 2016 været tilknyttet [kirken U]. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2017. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren stammer således fra et område, der er kontrolleret af Taliban. Hans far er blevet slået ihjel, formentligt af Taliban, og hans storebror er formentligt blevet bortført af Taliban i forbindelse med begravelsen. Ansøgeren har selv været tilbageholdt af Taliban i omkring tre måneder og været udsat for forskellige overgreb. Da ansøgeren slap fri og kom hjem, var hans mor og lillebror forsvundet, og han har ikke hørt fra dem siden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt i forhold til Taliban indebærer, at ansøgeren ikke kan henvises til på ny at tage ophold i sit hjemområde. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder også UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, videre, at Kabul fortsat efter omstændighederne kan tjene som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder imidlertid efter de forhold, ansøgeren har været igennem, og ansøgerens nuværende meget dårlige psykiske tilstand ikke, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul eller andet sted i Afghanistan. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende ansøgerens konvertering til kristendommen finder Flygtningenævnet, at denne må anses for værende reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt om baggrunden for sin interesse for kristendommen, hvordan han kom i kontakt med kristendommen, og om baggrunden for at han lod sig døbe. Ansøgeren er videre blevet døbt [i efteråret] 2017 efter at have gennemgået et sædvanligt dåbsforløb, han går regelmæssigt i kirke om søndagen, og han deltager regelmæssigt også i andre kirkelige aktiviteter. Han har demonstreret et rimeligt kendskab til kristendommen og forklaret, hvad kristendommen betyder for ham. Han vil også efter en eventuel tilbagevenden til Afghanistan leve som kristen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren tillige opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/316/JEA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi Taliban har slået ansøgerens far og farfar ihjel, idet farfaren var mullah, og han var skyld i, at et familiemedlem til et Taliban-medlem var blevet stenet. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, idet de mener, at han har advaret Taliban om, at militæret kom til landsbyen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han tre til fire dage efter farens død modtog en personlig trussel fra Taliban. De udsatte ham for fysiske overgreb og spurgte, om han ville være selvmordsbomber for dem. Da han nægtede, udsatte de ham igen for fysiske overgreb og sagde, at de ville komme tilbage. To dage efter kom Taliban igen, hvor de sagde det samme og udsatte ham for overgreb. Efter dette tog ansøgeren og familien til Qara Bagh distriktshovedkvarteret, hvor ansøgeren fortalte, at Taliban havde slået ansøgerens far, farfar og farbrødre ihjel. De svarede, at det var et privat fjendskab og ville ikke gøre noget. Familien tog hjem igen, hvor de opdagede, at Taliban havde været på bopælen for tredje gang. Samme nat kom militæret til byen for at angribe Taliban. Dagen efter kom Taliban igen. Ansøgeren gemte sig i kælderen, men kunne høre, at de sagde, han var en spion. Taliban udsatte ansøgerens mor og bror for fysiske overgreb og brændte familiens græs. Dagen efter tog ansøgeren og familien hen til ansøgerens morbror i [A], hvor ansøgeren gemte sig. Taliban fortsatte med at opsøge bopælen, mens ansøgeren ikke var hjemme. Ansøgerens morbror modtog to trusselsbreve i moskéen, som var henvendt til ansøgeren, mens ansøgeren opholdt sig hos morbroren. Uagtet der er mindre divergenser i ansøgerens forklaring, har ansøgeren overordnet forklaret konsistent, og Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at Taliban har dræbt hans farfar, to farbrødre og far, og at ansøgeren ligeledes er efterstræbt, til grund. Ansøgeren er herefter isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Det beror på ansøgerens egen formodning, at han har en konflikt med myndighederne, og det forhold, at han er indkaldt til at give møde på distriktskontoret, hvor han selv forinden havde rettet henvendelse, underbygger ikke ansøgerens formodning. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt med Taliban er lokal, at ansøgeren ikke er særligt profileret i forhold til Taliban, og at Taliban ikke vil have evne og vilje til at finde ham i en større by, som for eksempel Kabul. Ansøgeren er en enlig, ung mand i den erhvervsaktive alder med et godt helbred. Efter nævnets baggrundsoplysninger vil ansøgeren i for eksempel Kabul kunne etablere sig med efter afghanske forhold rimelige levevilkår, hvorfor ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold i for eksempel Kabul. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/315/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk uzbek og sunni muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af fire Taliban-ledere, idet han ikke har udført den opgave Taliban gav ham, og fordi Taliban beskylder ham for at have slået to Taliban-medlemmer ihjel i kamp. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han [i efteråret] 2015 var på vej væk fra sin landsby med nogle dyr. Han blev stoppet af bevæbnede Taliban-soldater og bragt til et hus, hvor fire Taliban-ledere oplyste ham om, at de havde en opgave til ham. Han skulle lægge en mine ved et fængsel i byen [X] kl. 18 om søndagen. Han svarede, at han ville udføre opgaven. Han kastede den udleverede mine i en brønd og tog hjem og fortalte det til sin far. Ansøgerens far mødte dagen efter i ældrerådet, hvor guvernøren fortalte, at Taliban havde planer om at angribe byen dagen efter, og at befolkningen havde pligt til at forsvare den. Dagen efter blev befolkningen bevæbnet, og ansøgeren fik ansvar for fem personer og til opgave at forsvare en kontrolpost. Kampen begyndte kl. 18 og sluttede kl. 04 om morgenen. Ansøgeren kunne ikke se Taliban. Fjenden var 200 meter fra kontrolposten. Da ansøgeren kom hjem, fik han at vide, at to talibanere var blevet dræbt ved ansøgerens kontrolpost. Taliban-lederen ringede til ham og fortalte, at han ikke havde udført sin opgave med minen, og at han ligeledes havde kæmpet mod Taliban, og at to talibanere var blevet dræbt. Ansøgerens far rådede ham til at udrejse. Ansøgeren tog en taxa til byen [X]. Samtidig blev han ringet op af Taliban-lederen, som sagde, at han vidste, at ansøgeren var på vej mod byen. Efter tre dage fortalte ansøgerens ægtefælle, at ansøgerens far blevet kidnappet. Ansøgeren fandt herefter sin fars lig på en mark. Han udrejste legalt af Afghanistan med gyldigt pas. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har været menig soldat i en uzbekisk militærgruppe kaldet [Y] fra, at han var 18 til 22 år. Han var en del af enhed 511 under øverstkommanderende [A]. Ansøgeren deltog i kamphandlinger mod Taliban i området [Z], Afghanistan, hvor han var med til at tage fanger, der blev videregivet til overordnede. I 1997 eller 1998 fik han og andre soldater fra [Y] ordre på at uddrive Taliban fra [X]. Han var i den forbindelse med til at anholde Taliban-medlemmer, som blev sendt til fængslet i [X]. Ansøgeren fandt senere ud af, at fangerne var blevet dræbt. Der er enkelte mindre divergenser i ansøgerens forklaring, ligesom Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at Taliban allerede dagen efter kamphandlingerne skulle være bekendt med, at ansøgeren – i mørke – skulle have befundet sig ved en forsvarspost, hvor der var blevet skudt og dræbt to talibanere, ligesom Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at en talibanleder, meget kort tid efter, ansøgeren var taget af sted fra sin landsby, skulle have ringet til ham og gjort ham opmærksom på denne viden. Uanset disse usandsynligheder og mindre divergenser, kan Flygtningenævnet dog lægge ansøgerens forklaring om, at han ved sin udrejse havde en konflikt med Taliban, der havde anmodet ham om at placere en bombe, og at han ikke udførte denne opgave, til grund. Ansøgeren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikt er lokal, og at ansøgeren ikke er særligt profileret i forhold til Taliban. Ansøgeren er en yngre, rask mand i den arbejdsdygtige alder. Hertil kommer, at ansøgerens familie fortsat bor samme sted og ikke er blevet opsøgt af Taliban de sidste ca. 2 år og uden problemer vil kunne følge ansøgeren. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold i for eksempel Mazar-e-Sharif. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/314/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren frygter endvidere familien til den kvinde, som ansøgerens far har haft et udenomsægteskabeligt forhold til. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Taliban var synlige i ansøgerens område. En nat kort før udrejsen opsøgte tre til fire bevæbnede Taliban-medlemmer ansøgerens hjem, og de tog ansøgerens far med. Ansøgeren har ikke set sin far siden. Ansøgeren fik efterfølgende oplysninger om, at Taliban havde afhentet flere andre mænd i landsbyen. Omkring 20 dage efter udrejste ansøgeren sammen med sin mor og brødre, idet det var kampe i deres område. Ansøgeren blev adskilt fra sin familie ved grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Efter ansøgerens indrejse i Danmark er ansøgeren kommet i kontakt med sin mor, som har oplyst, at familien flygtede, idet familien til den kvinde, som ansøgerens far har haft et udenomsægteskabeligt forhold til, efterstræbte ansøgerens familie. Efter ansøgerens mor blev deporteret til Kabul, blev to af ansøgerens mindre brødre tilbageholdt af familien til den kvinde, som har haft et forhold til ansøgerens far. De ville kun udlevere brødrene, hvis ansøgerens mor udleverede ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge centrale dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder om årsagen til farens angivelige bortførelse og om, at ikke blot denne, men også ansøgeren og hans brødre skulle være efterstræbt. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren intet har nævnt om disse forhold før flere år efter ankomsten til Danmark, og at det forekommer usandsynligt, at hans mor ikke skulle have orienteret ham tidligere. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt han fortsatte sin skolegang et par dage eller standsede umiddelbart efter Talibans opsøgning af bopælen, ligesom han først har forklaret, at farbroren nærmest tilfældigt fandt ham i Danmark, mens han for nævnet har forklaret, at farbrorens eftersøgning var foranlediget af en henvendelse fra moren til denne. Ansøgerens forklaring om at han selv og brødrene skulle være efterstræbt harmonerer også dårligt med, at Taliban meget let kunne have pågrebet ham, da han var til stede i stuen ved deres pågribelse af faren. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan mere end tre år efter udrejsen vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes herved, at ansøgeren ikke ses at være særligt profileret, ligesom de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv findes at være asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/313/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [A], Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive angrebet og dræbt af Taliban, idet han ikke ville samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2013 åbnede et apotek i sin fødeby i Kunar-provinsen. [I foråret] 2013 blev ansøgeren opsøgt af to ukendte personer, der ønskede, at ansøgeren skulle samarbejde med dem. De opsøgte ansøgeren i alt tre gange med fem dages mellemrum. Alle gangene forsøgte de at få ansøgeren til at samarbejde. Ansøgeren svarede dem ikke. [I efteråret] 2013 var ansøgeren hjemme hos et familiemedlem, som han skulle behandle. Han overnattede der. Natten mellem [to datoer i sommeren 2013] ringede ansøgerens far og oplyste, at familiens hus havde været udsat for et bombeangreb, hvorved ansøgeren farfars bror blev dræbt. Desuden havde Taliban gennemsøgt huset og spurgt efter ansøgeren. Herefter tog ansøgeren til Kabul. Fem dage efter bombeangrebet modtog ansøgerens forældre et trusselsbrev fra Taliban. 20 dage efter angrebet fortalte ansøgerens far ansøgeren om brevet. Ansøgeren fik et job på et apotek i Kabul. [I efteråret 2015] blev ansøgeren opsøgt af en ukendt person, der ville vide om ansøgeren var [B] samt hvorfor han havde forladt Kunar. Personen sagde her ud over, at de havde inviteret ansøgeren til at samarbejde, at de havde angrebet ham, hvorefter han var undsluppet, og at de nu havde fundet ham. Manden forsøgte at holde fast i ansøgeren, men ansøgeren slap fra ham og løb ind i apoteket, hvor han besvimede. Da ansøgeren kom til sig selv, var han på sygehuset. Han kontaktede sin ven [C], der kontaktede en menneskesmugler. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren legalt vis lufthavnen i Kabul. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der henvises til, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og usandsynlig, og flertallet anser derfor forklaringen for at være konstrueret til lejligheden. Der lægges afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om det trusselsbrev, som angiveligt er modtaget af ansøgerens far, efter at der har været rettet et bombeangreb mod familiens bopæl. Ansøgeren har under asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at ansøgerens far så brevet, da han tidligt om morgenen skulle til morgenbøn. Brevet var kastet over muren og ind i familiens hus. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at brevet lå på jorden udenfor huset, og at hans far fandt brevet, da han arbejdede med jorden. Der lægges endvidere vægt på, at trusselsbrevet er dateret [til en dato i sommeren] 2013 og indeholder nærmere oplysninger om angrebet på familiens bopæl, herunder om drabet på ansøgerens fars farbror. Efter ansøgerens forklaring fandt angrebet imidlertid først sted om natten [efter denne dato] 2013, og indholdet fremstår derfor bemærkelsesværdigt. Flertallet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om antallet af henvendelser fra Taliban, forinden bombeangrebet fandt sted. Han har under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at han blev opsøgt to til tre gange, mens han under asylsamtalen har forklaret, at han blev opsøgt tre gange i alt, og at der gik fem dage mellem den første og anden henvendelse, og at der også forløb cirka fem dage mellem anden og tredje henvendelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om antallet af personer, der udførte bombeangrebet mod familiens bopæl. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, hvor mange personer der deltog i angrebet, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hans far i telefonsamtalen om morgenen [efter bombeangrebet fandt sted i] 2013 fortalte, at der var fire eller fem personer, der angreb huset. Flertallet finder i øvrigt, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende vedrørende de dokumenter, der er fremlagt om anmeldelse af bombeangrebet og myndighedernes registrering heraf. Der lægges vægt på, at dokumenterne efter ansøgerens forklaring først er indhentet fra myndighederne, efter at Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at anmeldelsen imidlertid efter sit indhold fremstår som indgivet af ansøgeren. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret usammenhængende og afglidende om måden hvorpå dokumenterne er fremskaffet, blandt andet at hans kone skulle foretage anmeldelsen i ansøgerens navn, og at hans kones bror havde henvendt sig til myndighederne for at fremskaffe dokumenter om angrebet på familiens hus. Flertallet kan herefter og i øvrigt med henvisning til ansøgerens generelle utroværdighed ikke lægge til grund, at dokumenterne er ægte og finder derfor ingen anledning til at imødekomme anmodningen om udsættelse af sagen på ægthedsvurdering af dokumenterne. Der henvises i den forbindelse endvidere til baggrundsoplysningerne, blandt andet Landinfos temanotat: ”Afghanistan: Tazkera, pass og andre ID-dokumenter” af 24. april 2017 om, at det er nemt at få fat i forfalskede dokumenter i Afghanistan . Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2 ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh2018/312/SND
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har været medlem af partiet SAMA (Afghanistans Forenede Nationalfront) siden 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, tilhængere af andre politiske partier i Afghanistan eller ekstremister som følge af hans medlemskab og aktiviteter for SAMA. I 2013 besluttede ansøgeren sig for at blive medlem af SAMA, efter en af hans fars venner havde fortalt ham om partiet. Ansøgeren har opsat løbesedler med politiske budskaber i sit hjemområde for partiet, og han repræsenterede partiets holdninger, når han diskuterede med sine venner. En nat i [foråret] 2015 blev ansøgerens bopæl opsøgt af tre ukendte personer, som bankede på porten. Ansøgerens mor gik ud for at åbne. Ansøgerens mor kom efterfølgende ind på ansøgerens værelse og fortalte, at der var kommet nogen efter ham, og at han skulle flygte. Ansøgeren flygtede over muren til nabohuset og videre ud på gaden. Ansøgeren gemte sig i en grøft, indtil det blev lyst, hvorefter han tog en taxa hjem til sin moster. Da ansøgeren kom hjem til sin moster, ringede han til sin mor, som fortalte ham, at de ukendte personer havde spurgt efter ham, ransaget huset og taget en af hans mapper, som indeholdt politisk materiale. Ansøgeren skjulte sig hos sin moster i en måned. I løbet af den måned, ansøgeren opholdt sig hos sin moster, flyttede ansøgerens familie til en anden bopæl i Kabul. Ansøgeren flyttede herefter hjem og begyndte langsomt at arbejde igen. [En dag i sommeren] 2015 var ansøgeren på besøg hos sin svigerfar sammen med sin ægtefælle. Sent om aftenen ringede ansøgerens mor til ansøgeren og fortalte, at der igen havde været nogle ukendte personer på bopælen. Personerne havde spurgt efter ansøgeren, udsat hans storebror for vold, og da de ikke kunne finde ansøgeren, havde de taget hans storebror med. Næste morgen tog ansøgeren til Mazar-e-Sharif, hvor han skjulte sig hos en af sin svigerfars venner. En uge senere udrejste ansøgeren af Afghanistan ved hjælp af en agent. Efter ansøgeren kom til Danmark, er hans familie igen blevet udsat for et angreb, og han formoder efter oplysninger fra en bekendt, at det er det yderligtgående parti Jamiat-i-Islamis milits, der stod bag angrebet. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund og vurderer ligeledes i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin hjemegn i Afghanistan vil være i risiko for at blive forfulgt som følge af sine politiske anskuelser, og at han derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Uanset, at det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvem der står bag angrebene på ansøgeren og hans familie kan ansøgeren under henvisning til, at SAMA er forbudt af de afghanske myndigheder, ikke henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2018/311/MGO
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […], […]-distriktet i Badakshan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som har forsøgt at hverve ham og tillige slået hans lillebror ihjel. En aften, hvor ansøgeren var på vej hjem fra moskeen i sin landsby, fik han et slag i baghovedet og mistede bevidstheden. Da ansøgeren vågnede, var han omringet af Taliban i et værelse med tre andre drenge. Taliban sagde, at han var forpligtet til at udføre jihad, og at de nok skulle lære ham, hvordan man skulle udføre det. Næste morgen modtog ansøgeren og de tre andre drenge undervisning i jihad af Taliban. De fik blandt andet vist, hvordan man samlede og skød med et våben. Dagen efter om morgenen sad ansøgeren og spiste morgenmad sammen med de tre andre drenge, da de pludselig hørte skud. En fra Taliban kom ind og sagde til ansøgeren og de andre drenge, at de skulle deltage i krig. Da ansøgeren og de andre drenge svarede, at de ikke kunne finde ud af at håndtere et våben, sagde manden fra Taliban, at de ikke skulle gøre oprør, og han forlod herefter værelset. Efter noget tid faldt situationen til ro, og ansøgeren og de tre andre drenge flygtede fra værelset ned af et bjerg, hvor de så en bil med en chauffør. Ansøgeren blev herefter kørt til sin landsby. Han tog hjem til sin bopæl og fortalte sin mor, hvad der var sket. Samme aften tog ansøgerens far ansøgeren med over til noget familie, hvorfra ansøgeren udrejste af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse har ansøgeren fået at vide fra sin familie, at Taliban har opsøgt dem mange gange, og at Taliban har taget hans lillebror og slået ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder særligt Landinfos temanotat af 29. juni 2017 ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” fremgår, at rekruttering til Taliban ikke kendetegnes af tvang, trusler og vold, og at direkte tvangsrekruttering er meget lidt udbredt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren ikke kender navnene på de tre drenge, som han angiveligt var fanget sammen med, henset til at de efter ansøgerens egen forklaring i perioder sad alene i værelset. Nævnet finder videre, at ansøgerens forklaring om skyderiet og flugten er usandsynlig og utroværdig, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han og de andre drenge havde bind for øjnene, da skyderiet begyndte, og Talibaneren, der holdt vagt, forlod værelset. Ansøgeren har således i asylskemaet skrevet, at de havde bind for øjnene på det tidspunkt, mens han til asylsamtalen og i nævnet har forklaret, at de sad og spiste morgenmad og derfor hverken havde bind for øjnene eller bundne hænder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/310/MGO
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [landsby], [større by], Balhkab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ligesom han frygter befolkningen fra sin landsby, idet ansøgerens svigerfar var kommandant. Ansøgeren frygter endvidere, at Taliban vil tvangsrekruttere hans søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans ægtefælles far, [Z], var kommandant for de afghanske myndigheder i hans distrikt. Hans arbejde skabte mange problemer for ansøgeren og hans familie, idet svigerfaren var tilhænger af partiet Sepah, hvorimod de andre kommandanter i området var tilhængere af andre partier. Omkring otte år forud for udrejsen af Afghanistan blev ansøgerens svigerfamilies bopæl angrebet af nogle for ansøgeren ukendte personer, der eftersøgte ham. Personerne tog svigerfarens kalshnikov og en kiste med sig. Til stede på bopælen var alene [Z]’s forældre. Da [Z] senere samme dag kom hjem og fik oplyst om ransagningen, tog han afsted og er ikke blevet set siden. Ansøgerens svigerfamilie er herefter jævnligt blevet udsat for chikane af folk i [landsby]. Omkring fem år forud for udrejsen købte ansøgerens ægtefælles bror, [F], et stykke jord af en person ved navn [O]. [O] solgte imidlertid også jorden videre til en anden person. [F] afviste at få pengene tilbage og fik herefter en konflikt med [O]. Omkring en måned forud for udrejsen skød [O] efter ansøgerens ægtefælles brors, [F]’s, bil. Tre år forud for udrejsen genvandt Taliban magten i ansøgerens hjemområde, og ansøgerens ægtefælles bror, [M], meldte sig på samme tid til det afghanske militær. Han var tilknyttet militæret i et år og nogle måneder, hvorefter han vendte tilbage til [landsby]. Efter et år tid hørte svigerfamilien fra folk i landsbyen, at Taliban var ude efter [M], idet han arbejdede for myndighederne. [M] udrejste følgelig af Afghanistan. Ansøgeren har efterfølgende hørt, at [M] et år forud for familiens udrejse af Afghanistan blev overfaldet af nogle for ansøgeren ukendte personer. Ansøgeren har videre henvist til, at hans ægtefælles søster, [A], har en konflikt med sin tidligere ægtefælle, [V], som var voldelig, og at han har truet med at kidnappe [A] og [B]. Tyve dage før udrejsen kom ansøgeren op at skændes med [P], der var hans nabo og en magtfuld talebaner. Ansøgeren har ydermere henvist til, at familien omkring en uge forud for udrejsen modtog et trusselsbrev fra Taliban, som blev afleveret af [P], samt at ansøgerens ægtefælle konfronterede [P] med brevet efterfølgende, hvilket resulterede i et skænderi, og at [P] gav ægtefællen en lussing, ligesom [P] truede ansøgerens ægtefælle på livet. Fire-fem dage senere blev ansøgerens og hans ægtefælles bopæl opsøgt om natten af fire bevæbnede mænd. Den ene af mændene var [P]. Ansøgeren flygtede fra bopælen med sin ægtefælle og børn. Ansøgerens ægtefælles bror, [F], besluttede, at familien skulle udrejse af Afghanistan. For at finansiere rejsen, besøgte [F] ansøgerens svigermors moster for at sælge et stykke jord. Mens [F] opholdt sig hos svigermorens moster, blev dennes bopæl opsøgt af bevæbnede mænd, der havde relation til [A]’s ægtefælle. Efter udrejsen har [A]’s ægtefælle opsøgt familiens bopæl i [landsby], ligesom to højtstående medlemmer af Taliban har opsøgt familiens bopæl. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens søn aldrig har været forsøgt tvangshvervet af Taliban, og at der heller ikke foreligger oplysninger om, at andre af familiens mandlige medlemmer eller andre personer i lokalområdet skulle være forsøgt hvervet af Taliban i den periode på tre år op til udrejsen, hvor Taliban var ved magten i ansøgerens område. Herefter, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens mindreårige søn ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle være i risiko for at blive tvangshvervet af Taliban. Om konflikterne med lokalbefolkningen og ansøgerens svigerfars politiske modstander, parlamentsmedlemmet [Y], og de lokale myndigheder på grund af svigerfarens politiske aktiviteter skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgerens svigerfar forsvandt omkring 8 år, før familien udrejste, og at ansøgerens ægtefælle, hans svigermor, [C], og hans svoger, [F], har forklaret, at de sammen med resten af familien herefter er blevet verbalt chikaneret af lokalbefolkningen. Ansøgerens ægtefælle og [C] har endvidere forklaret om en episode kort efter ansøgerens svigerfars forsvinden, hvor en kommandant tog familiens dyr, og hvor familiens træer blev hugget ned og om en episode, hvor ægtefællens bror, [K], blev smidt i en flod. Efter [F]’s, [C]’s og de øvrige familiemedlemmers forklaringer lægger nævnet til grund, at familien var i stand til at leve i lokalområdet og passe deres landbrug frem til kort før udrejsen, og at familien ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af hverken myndighederne eller [Y]. Det beror således alene på formodninger, at myndighederne og [Y] skulle ønske at hævne sig på ansøgeren og resten af familien på grund af svigerfarens politiske aktiviteter, ligesom det beror på formodninger, at overfaldet på, [K], havde noget med svigerfarens politiske virke at gøre. De handlinger, familien har været udsat for fra lokalbefolkningens side, har endvidere hverken haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens svoger, [M] har arbejdet som soldat for regeringsstyrkerne kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl, idet hverken han eller de øvrige ansøgere har forklaret, at det skulle have medført konkrete personlige konflikter for dem, hverken efter at [M] havde forladt nationalhæren eller i det år, der gik, fra [M] udrejste og til, ansøgeren og resten af familien udrejste. Om konflikten med ansøgerens svoger, [V], og opsøgningen af [F] hos dennes mors moster, skal nævnet bemærke, at nævnet efter [A] forklaring sammenholdt med de fremlagte iranske dokumenter lægger til grund, at [A]’s ægtefælle udsatte hende for vold, og at hun via de iranske myndigheder opnåede skilsmisse fra ægtefællen og rejste tilbage til Afghanistan kort før, familien udrejste. [A] har ikke i sit asylskema angivet, at ægtefællen skulle være fulgt efter hende til Afghanistan. Det bemærkes videre, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer med tilknytning til [V] tilfældigt, fordi de genkendte hans bil, skulle have været i stand til at finde [F] hos hans mors moster, hvor han kun opholdt sig for at hente penge, ligesom [F]’s forklaring om, hvordan det lykkedes ham at flygte fra de bevæbnede mænd ved at iføre sig dametøj forekommer mindre sandsynlig. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylretligt relevante overgreb eller forfølgelse fra [V]’s side, idet nævnet herved yderligere har lagt vægt på, at [V] siden barnsben sammen med sin nærmeste familie har boet i Iran og kun har opholdt sig i Afghanistan, når han har været på besøg hos sine slægtninge, og at han på trods af, at disse slægtninge skulle være indflydelsesrige, ikke har henvendt sig direkte til ansøgeren eller hans familie i tiden fra [A]’s tilbagevenden og frem til ansøgeren og resten af familiens udrejse. Om svogeren [F]’s konflikt med [O] skal nævnets flertal bemærke, at [F] og de øvrige familiemedlemmer i det væsentlige har forklaret samstemmende om konfliktens opståen i forbindelse med salget af jorden, om [O]’s forsvinden og tilbagevenden og hans tilknytning til Taliban, om episoden, hvor [O] og hans folk skød efter [F]’s bil, og om det trusselsbrev, familien kort efter modtog fra Taliban. [F]’s forklaring om tilbageholdelsen i kælderen, hvor han blev udsat for tortur og overgreb, forekommer selvoplevet og understøttes af oplysningerne om hans psykiske tilstand og hans fremtoning i forbindelse med nævnsmødet. [F] har endvidere til stadighed i forbindelse med asylsamtalerne forklaret, at han havde personlige problemer, som han ikke var i stand til at fortælle om. Hans forklaring understøttes videre af [F]’s ægtefælle [G]’s forklaring om, at [F] på et tidspunkt var væk i længere tid, og at han ved tilbagekomsten til bopælen var træt og virkede angst, og på [C]’s og [G]’s forklaringer om, at der ikke var noget usædvanligt i, at [F] var væk i længere tid, når han kørte som chauffør. Nævnets flertal lægger derfor til grund, at [F] havde en konflikt med [O], der var et lokalt højtstående medlem af Taliban, og at [O] efterfølgende truede hele familien som følge af denne konflikt. Ansøgerne har videre samstemmende forklaret om slægtskabet mellem familien og [P], der var lokalt talibanmedlem og om forbindelsen mellem [P] og [O]. Efter ansøgerens og hans ægtefælle [D]’s forklaring lægger nævnet til grund, at der kort før udrejsen var en konflikt mellem [P] og ansøgeren om en generator, og at [P] i den forbindelse truede ansøgeren. Det lægges videre efter ansøgerens og [D]’s samstemmende forklaringer til grund, at det var [P], der kort efter afleverede trusselsbrevet fra Taliban til ansøgerens svoger, [Q], og at trusselsbrevet var rettet mod hele familien og blandt andet indeholdt et vilkår, om at familien skulle oplyse, hvor ansøgerens svigerfar var henne, og dermed et vilkår, der var umuligt at opfylde. Nævnet lægger endelig efter de stort set samstemmende forklaringer til grund, at ansøgeren og ægtefællen [D] opsøgte [P], og at denne gav [D] en lussing og på ny fremsatte trusler, idet han sagde, at han ville gøre noget, så familien forsvandt. Endelig lægger nævnet til grund, at [P] sammen med yderligere tre personer kort efter opsøgte ansøgerens og [D]’s bopæl om natten, og at de flygtede væk fra huset og umiddelbart efter videre ud af landet sammen resten af familien. Ansøgerens svigerfar havde gennem en del år været politisk aktiv og med til at bekæmpe Taliban, ligesom hans svoger, [M], havde kæmpet for regeringsstyrkerne. Nævnet lægger endvidere som anført ovenfor til grund, at lokalbefolkningen i området så skævt til familien og chikanerede dem. Herefter, og efter oplysningerne om Talibans øgede tilstedeværelse i ansøgernes hjemområde, antallet af konflikter rettet mod såvel enkelte af familiens medlemmer som familien som helhed, er det sandsynliggjort, at såvel ansøgeren som de øvrige familiemedlemmer ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb fra Talibans side som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da ansøgeren og ægtefællen [D] har ophævet deres samliv, er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. stk. 1, som følge af ægtefællens konversion.” afgh/2018/309/MJM
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk hazara og tidligere shia-muslim men nu kristen fra [landsby], [større by], Balhkab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ligesom hun frygter befolkningen fra sin landsby, idet hendes far var kommandant. Ansøgeren frygter endvidere, at Taliban vil tvangsrekruttere hendes søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes far, [Z], var kommandant for de afghanske myndigheder i deres distrikt. Hans arbejde skabte mange problemer for ansøgeren og hendes familie, idet han var tilhænger af partiet Sepah, hvorimod de andre kommandanter i området var tilhængere af andre partier. Omkring otte år forud for udrejsen af Afghanistan blev ansøgerens families bopæl opsøgt af nogle for ansøgeren ukendte personer, der eftersøgte hendes far, [Z]. Da hendes far senere samme dag kom hjem og fik oplyst om henvendelsen, tog han afsted og er ikke blevet set siden. Ansøgeren og hendes familie er herefter jævnligt blevet udsat for chikane af folk i [landsby]. Omkring fem år forud for udrejsen købte ansøgerens bror, [F], et stykke jord af en person ved navn [O]. [O] solgte imidlertid også jorden videre til en anden person. [F] afviste at få pengene tilbage, hvilket startede hans konflikt med [O]. Omkring en måned forud for udrejsen skød [O] efter ansøgerens brors, [F]’s, bil. Tre år forud for udrejsen genvandt Taliban magten i ansøgerens hjemområde, og ansøgerens bror, [M], meldte sig på samme tid til det afghanske militær. Han var tilknyttet militæret i et år og nogle måneder, hvorefter han vendte tilbage til [landsby]. Efter et år tid hørte familien fra folk i landsbyen, at Taliban var ude efter [M], idet han arbejdede for myndighederne. [M] udrejste derfor af Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes søster, [A], har en konflikt med sin tidligere ægtefælle, [V], som var voldelig, og at han har truet med at kidnappe [A] og [B]. På en for ansøgeren ukendt dato kom ansøgerens ægtefælle op at skændes med [P], der var tilknyttet Taliban og i familie med ansøgeren. Som følge af skænderiet truede [P] ansøgerens ægtefælle med at slå ham ihjel. Ansøgeren har ydermere henvist til, at familien omkring en uge forud for udrejsen modtog et trusselsbrev fra Taliban, som blev afleveret til hendes bror, [Q] af den magtfulde talebaner [P], og at hun efterfølgende tog hen for at konfrontere [P] med brevet, hvilket resulterede i et skænderi, og at [P] gav hende en lussing. [P] truede med, at han ville slå ansøgeren og hendes familie ihjel. Fire-fem dage senere blev ansøgerens og ægtefællens bopæl opsøgt om natten af fire bevæbnede mænd. Den ene af mændene var [P]. Ansøgeren flygtede fra bopælen sammen med sin ægtefælle og sine børn. Herefter besluttede ansøgerens bror, [F], at familien skulle udrejse af Afghanistan. For at finansiere rejsen, besøgte [F] ansøgerens mors moster for at sælge et stykke jord. Mens [F] opholdt sig hos ansøgerens mors moster, blev dennes bopæl opsøgt af bevæbnede mænd, der havde relation til [A]’s ægtefælle. Efter udrejsen har [A]’s ægtefælle opsøgt familiens bopæl i [landsby], ligesom to højtstående medlemmer af Taliban har opsøgt familiens bopæl. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen, og at hun den 7. oktober 2017 er blevet døbt efter, at hun har gennemgået et forløb med dåbsundervisning. Indledningsvist bemærkes, at ansøgerens søn aldrig har været forsøgt tvangshvervet af Taliban, og at der heller ikke foreligger oplysninger om, at andre af familiens mandlige medlemmer eller andre personer i lokalområdet skulle være forsøgt hvervet af Taliban i den periode på tre år op til udrejsen, hvor Taliban var ved magten i ansøgerens område. Herefter, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens mindreårige søn ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle være i risiko for at blive tvangshvervet af Taliban. Om konflikterne med lokalbefolkningen og ansøgerens fars politiske modstander, parlamentsmedlemmet [Y], og de lokale myndigheder på grund af farens politiske aktiviteter skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgerens far forsvandt omkring 8 år, før familien udrejste, og at ansøgeren, hendes mor, [C], og hendes bror, [F], har forklaret, at de sammen med resten af familien herefter er blevet verbalt chikaneret af lokalbefolkningen. Ansøgeren og [C] har endvidere forklaret om en episode kort efter ansøgerens fars forsvinden, hvor en kommandant tog familiens dyr, og hvor familiens træer blev hugget ned og om en episode, hvor hendes søn, [K], blev smidt i en flod. Efter [F]’s, [C]’s og de øvrige familiemedlemmers forklaringer lægger nævnet til grund, at familien var i stand til at leve i lokalområdet og passe deres landbrug frem til kort før udrejsen, og at familien ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af hverken myndighederne eller [Y]. Det beror således alene på formodninger, at myndighederne og [Y] skulle ønske at hævne sig på ansøgeren og resten af familien på grund af farens politiske aktiviteter, ligesom det beror på formodninger, at overfaldet på, [K], havde noget med farens politiske virke at gøre. De handlinger, familien har været udsat for fra lokalbefolkningens side, har endvidere hverken haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens bror, [M] har arbejdet som soldat for regeringsstyrkerne kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl, idet hverken han eller de øvrige ansøgere har forklaret, at det skulle have medført konkrete personlige konflikter for dem, hverken efter at [M] havde forladt nationalhæren eller i det år, der gik, fra [M] udrejste og til, ansøgeren og resten af familien udrejste. Om konflikten med ansøgerens søsters mand, [V], og opsøgningen af [F] hos ansøgerens mors moster, skal nævnet bemærke, at nævnet efter søsteren [A]’s forklaring sammenholdt med de fremlagte iranske dokumenter lægger til grund, at [A]’s ægtefælle udsatte hende for vold, og at hun via de iranske myndigheder opnåede skilsmisse fra ægtefællen og rejste tilbage til Afghanistan kort før, familien udrejste. [A] har ikke i sit asylskema angivet, at ægtefællen skulle være fulgt efter hende til Afghanistan. Det bemærkes videre, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer med tilknytning til [V] tilfældigt, fordi de genkendte hans bil, skulle have været i stand til at finde [F] hos ansøgerens mors moster, hvor han kun opholdt sig for at hente penge, ligesom [F]’s forklaring om, hvordan det lykkedes ham at flygte fra de bevæbnede mænd ved at iføre sig dametøj forekommer mindre sandsynlig. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylretligt relevante overgreb eller forfølgelse fra [V]’s side, idet nævnet herved yderligere har lagt vægt på, at [V] siden barnsben sammen med sin nærmeste familie har boet i Iran og kun har opholdt sig i Afghanistan, når han har været på besøg hos sine slægtninge, og at han på trods af, at disse slægtninge skulle være indflydelsesrige, ikke har henvendt sig direkte til ansøgeren eller hans familie i tiden fra [A]’s tilbagevenden og frem til ansøgeren og resten af familiens udrejse. Om broren [F]’s konflikt med [O] skal nævnets flertal bemærke, at [F] og de øvrige familiemedlemmer i det væsentlige har forklaret samstemmende om konfliktens opståen i forbindelse med salget af jorden, om [O]’s forsvinden og tilbagevenden og hans tilknytning til Taliban, om episoden, hvor [O] og hans folk skød efter [F]’s bil, og om det trusselsbrev, familien kort efter modtog fra Taliban. [F]’s forklaring om tilbageholdelsen i kælderen, hvor han blev udsat for tortur og overgreb, forekommer selvoplevet og understøttes af oplysningerne om hans psykiske tilstand og hans fremtoning i forbindelse med nævnsmødet. [F] har endvidere til stadighed i forbindelse med asylsamtalerne forklaret, at han havde personlige problemer, som han ikke var i stand til at fortælle om. Hans forklaring understøttes videre af ægtefællen [G]’s forklaring om, at [F] på et tidspunkt var væk i længere tid, og at han ved tilbagekomsten til bopælen var træt og virkede angst, og på [C]’s og [G]’s forklaringer om, at der ikke var noget usædvanligt i, at [F] var væk i længere tid, når han kørte som chauffør. Nævnets flertal lægger derfor til grund, at [F] havde en konflikt med [O], der var et lokalt højtstående medlem af Taliban, og at [O] efterfølgende truede hele familien som følge af denne konflikt. Ansøgerne har videre samstemmende forklaret om slægtskabet mellem familien og [P], der var lokalt talibanmedlem og om forbindelsen mellem [P] og [O]. Efter ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer lægger nævnet til grund, at der kort før udrejsen var en konflikt mellem [P] og ægtefællen [E] om en generator, og at [P] i den forbindelse truede [E]. Det lægges videre efter ansøgerens og ægtefællens samstemmende forklaringer til grund, at det var [P], der kort efter afleverede trusselsbrevet fra Taliban til ansøgerens bror, [Q], og at trusselsbrevet var rettet mod hele familien og blandt andet indeholdt et vilkår, om at familien skulle oplyse, hvor ansøgerens far var henne, og dermed et vilkår, der var umuligt at opfylde. Nævnet lægger endelig efter de stort set samstemmende forklaringer til grund, at ansøgeren og [E] opsøgte [P], og at denne gav ansøgeren en lussing og på ny fremsatte trusler, idet han sagde, at han ville gøre noget, så familien forsvandt. Endelig lægger nævnet til grund, at [P] sammen med yderligere tre personer kort efter opsøgte ansøgerens og ægtefællens bopæl om natten, og at de flygtede væk fra huset og umiddelbart efter videre ud af landet sammen resten af familien. Ansøgerens far havde gennem en del år været politisk aktiv og med til at bekæmpe Taliban, ligesom hendes bror, [M] havde kæmpet for regeringsstyrkerne. Nævnet lægger endvidere som anført ovenfor til grund, at lokalbefolkningen i området så skævt til familien og chikanerede dem. Herefter, og efter oplysningerne om Talibans øgede tilstedeværelse i ansøgernes hjemområde, antallet af konflikter rettet mod såvel enkelte af familiens medlemmer som familien som helhed, er det sandsynliggjort, at såvel ansøgeren som de øvrige familiemedlemmer ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb fra Talibans side som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har som den eneste i sin familie valgt at konvertere efter indrejsen i Danmark, også selvom hendes ægtefælle fortsat er muslim, og konversionen har haft den konsekvens, at forholdet til ægtefællen er opløst. Hun har demonstreret, at hun med egne ord er i stand til at forklare om kristne grundbegreber og de forhold, der har ført til, at hun fik interesse for kristendommen og siden valgte at konvertere og lade sig døbe. Det lægges videre til grund, at hun forud herfor deltog i såvel gudstjenester som et dåbsforberedende kursus. Nævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, og at hun også fremadrettet har et ønske om åbent at leve som kristen. Nævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” afgh/2018/308/MJM
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [landsby], [større by], Balhkab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke selv haft konflikter med myndighederne eller enkeltpersoner i Afghanistan, og hun har derfor henvist til de konflikter, hendes mor og bror [F] havde forud for udrejsen, herunder [F]’s jordkonflikt med [O], der er medlem af Taliban. Ansøgeren frygter videre ligesom sin mor og resten af familien både myndighederne og befolkningen i sin landsby, [landsby], idet hendes far har arbejdet som kommandant og været medlem af partiet Sepah, ligesom hendes bror [M] har været soldat for regeringsstyrkerne. Hun frygter endvidere farens politiske modstandere herunder, [Y]. Ansøgeren har som selvstændigt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin tidligere ægtefælle, idet hun er blevet skilt fra ham. Ansøgeren frygter endelig de generelle forhold i Afghanistan for hazaraer og shia-muslimer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes far, [Z], var kommandant for de afghanske myndigheder i landsbyen [landsby]. Hans arbejde skabte mange problemer for ansøgeren og hendes familie, idet han var tilhænger af partiet Sepah, hvorimod de andre kommandanter i området var tilhængere af andre partier. For 10 år siden blev ansøgerens farbror dræbt, hvorefter hun sammen med sin familie flyttede til Mazar-e-Sharif. Mens familien opholdt sig her, modtog hendes far gentagne gange trusler, hvorefter familien to år senere flyttede tilbage til landsbyen [landsby]. På et ukendt tidspunkt, da ansøgeren og hendes familie ikke var hjemme, blev bopælen angrebet personer, der medtog nogle af farens personlige ejendele. Omkring 8 år før, ansøgeren udrejste fra Afghanistan, forsvandt hendes far. Hun kender ikke til baggrunden for hans forsvinden, og har ikke haft kontakt til ham siden. Ansøgeren og hendes familie blev herefter jævnligt udsat for chikane af lokalbefolkningen i [landsby], der blandt andet stjal familiens husdyr og begik hærværk mod deres træer. På et ukendt tidspunkt købte ansøgerens bror, [F], et stykke jord af personen [O], der senere solgte den samme jord til en anden person. [O] tilbød [F] at betale købesummen tilbage, men det afviste [F]. Ansøgerens bror, [M] meldte sig på et tidspunkt til den afghanske hær. På et tidspunkt, hvor han var tilbage i landsbyen, hørte han via en af [F]’s venner, at Taliban var efter ham, hvorefter han flygtede. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i 2014 blev gift med [V] og flyttede sammen med ham til Iran. Efter nogle måneders ægteskab begyndte han at udsætte ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren anmeldte ham flere gange til politiet, og der kom en retssag ud af det. Fordi ægtefællens familie tvang ham til det, accepterede han skilsmisse på vilkår, at ansøgeren afskrev sig retten til sin medgift og retten til at se deres barn samt på vilkår, at ansøgeren tilbagekaldte sine anmeldelser mod ham. Da ansøgeren gjorde det, blev hun og ægtefællen skilt. Ansøgeren flyttede herefter tilbage til familien i Afghanistan. [V] fulgte efter ansøgeren til Afghanistan og truede via hendes svigerindes [G]’s mor med, at han ikke ville acceptere, at ansøgeren ikke længere ville være hans kone. Omkring en måned forud for udrejsen skød [O] efter ansøgerens brors, [F]’s, bil. Ansøgeren har videre henvist til, at familien omkring en uge forud for udrejsen modtog et trusselsbrev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at familien skulle udlevere ansøgeren, hendes mor, hendes far og hendes [B] til Taliban inden for 10 dage. Herefter besluttede ansøgerens bror, [F], at familien skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren bortset fra spørgsmålet om truslen fra eks-ægtefællen og truslen fra Taliban har henvist til de samme asylmotiver som sin mor og sin bror, [F]. Om konflikterne med lokalbefolkningen og ansøgerens fars politiske modstander, parlamentsmedlemmet [Y], og de lokale myndigheder på grund af farens politiske aktiviteter skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgerens far forsvandt omkring 8 år, før familien udrejste, og at ansøgerens mor, [C], og bror, [F], har forklaret, at de sammen med resten af familien herefter er blevet verbalt chikaneret af lokalbefolkningen. [C] har endvidere forklaret om en episode kort efter ægtefællens forsvinden, hvor en kommandant tog familiens dyr, og hvor familiens træer blev hugget ned og om en episode, hvor hendes søn, [K], blev smidt i en flod. Efter [F], [C] og de øvrige familiemedlemmers forklaringer lægger nævnet til grund, at familien var i stand til at leve i lokalområdet og passe deres landbrug frem til kort før udrejsen, og at familien ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af hverken myndighederne eller [Y]. Det beror således alene på formodninger, at myndighederne og [Y] skulle ønske at hævne sig på ansøgeren og resten af familien på grund af ansøgerens fars politiske aktiviteter, ligesom det beror på formodninger, at overfaldet på, [K], havde noget med farens politiske virke at gøre. De handlinger, familien har været udsat for fra lokalbefolkningens side, har endvidere hverken haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens bror, [M] har arbejdet som soldat for regeringsstyrkerne kan ikke føre til, at han meddeles asyl, idet hverken hun eller de øvrige ansøgere har forklaret, at det skulle have medført konkrete personlige konflikter for dem, hverken efter at [M] havde forladt nationalhæren eller i det år, der gik, fra [M] udrejste og til, ansøgeren og resten af familien udrejste. Om konflikten med ansøgeren ægtefælle, [V], skal nævnet bemærke, at nævnet efter ansøgerens detaljerede og troværdige forklaring sammenholdt med de fremlagte iranske dokumenter lægger til grund, at hendes ægtefælle udsatte hende for vold, og at hun via de iranske myndigheder opnåede skilsmisse fra ham og rejste tilbage til Afghanistan kort før, familien udrejste. Ansøgeren har ikke i sit asylskema angivet, at ægtefællen skulle være fulgt efter hende til Afghanistan. Det bemærkes videre, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer med tilknytning til [V] tilfældigt, fordi de genkendte hans bil, skulle have været i stand til at finde ansøgerens bror [F] hos ansøgerens mors moster, hvor han kun opholdt sig for at hente penge, ligesom [F]’s forklaring om, hvordan det lykkedes ham at flygte fra de bevæbnede mænd ved at iføre sig dametøj forekommer mindre sandsynlig. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylretligt relevante overgreb eller forfølgelse fra [V]’s side, idet nævnet herved yderligere har lagt vægt på, at [V]’s siden barnsben sammen med sin nærmeste familie har boet i Iran og kun har opholdt sig i Afghanistan, når han har været på besøg hos sine slægtninge, og at han på trods af, at disse slægtninge skulle være indflydelsesrige, ikke har henvendt sig direkte til ansøgeren eller hendes familie i tiden fra hendes tilbagevenden og frem til hun og resten af familiens udrejse. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens familie står bag hende i ønsket om at forblive skilt fra ægtefællen. Om broren [F]’s konflikt med [O] skal nævnets flertal bemærke, at [F] og de øvrige familiemedlemmer i det væsentlige har forklaret samstemmende om konfliktens opståen i forbindelse med salget af jorden, om [O]’s forsvinden og tilbagevenden og hans tilknytning til Taliban, om episoden, hvor [O] og hans folk skød efter [F]’s bil, og om det trusselsbrev, familien kort efter modtog fra Taliban. [F]’s forklaring om tilbageholdelsen i kælderen, hvor han blev udsat for tortur og overgreb, forekommer selvoplevet og understøttes af oplysningerne om hans psykiske tilstand og hans fremtoning i forbindelse med nævnsmødet. [F] har endvidere til stadighed i forbindelse med asylsamtalerne forklaret, at han havde personlige problemer, som han ikke var i stand til at fortælle om. Hans forklaring understøttes videre af ægtefællen [G]’s forklaring om, at [F] på et tidspunkt var væk i længere tid, og at han ved tilbagekomsten til bopælen var træt og virkede angst, og af ansøgerens mor, [C]’s, og [G]’s forklaringer om, at der ikke var noget usædvanligt i, at [F] var væk i længere tid, når han kørte som chauffør. Nævnets flertal lægger derfor til grund, at ansøgerens bror [F] havde en konflikt med [O], der var et lokalt højtstående medlem af Taliban, og at [O] efterfølgende truede hele familien som følge af denne konflikt. Ansøgerne har videre samstemmende forklaret om slægtskabet mellem familien og [P], der var lokalt talibanmedlem og om forbindelsen mellem [P] og [O]. Efter søsteren [D]’s og hendes ægtefælle [E]´s forklaringer lægger nævnet til grund, at der kort før udrejsen var en konflikt mellem [P] og [E] om en generator, og at [P] i den forbindelse truede [E]. Det lægges videre efter disse ansøgeres samstemmende forklaringer til grund, at det var [P], der kort efter afleverede trusselsbrevet fra Taliban til ansøgerens bror, [Q], og at trusselsbrevet var rettet mod hele familien og blandt andet indeholdt et vilkår, om at familien skulle oplyse, hvor ansøgerens far var henne, og dermed et vilkår, der var umuligt at opfylde. Nævnet lægger endelig efter de stort set samstemmende forklaringer til grund, at [D] og [E] opsøgte [P], og at denne gav [D] en lussing og på ny fremsatte trusler, idet han sagde, at han ville gøre noget, så familien forsvandt. Endelig lægger nævnet til grund, at [P] sammen med yderligere tre personer kort efter opsøgte [D]’S og [E]’S bopæl om natten, og at de flygtede væk fra huset og umiddelbart efter videre ud af landet sammen resten af familien. Ansøgerens far havde gennem en del år været politisk aktiv og med til at bekæmpe Taliban, ligesom hendes bror, [M] havde kæmpet for regeringsstyrkerne. Nævnet lægger endvidere som anført ovenfor til grund, at lokalbefolkningen i området så skævt til familien og chikanerede dem. Herefter, og efter oplysningerne om Talibans øgede tilstedeværelse i ansøgernes hjemområde, antallet af konflikter rettet mod såvel enkelte af familiens medlemmer som familien som helhed, er det sandsynliggjort, at såvel ansøgeren som de øvrige familiemedlemmer ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb fra Talibans side som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/307/MJM
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [landsby], [større by], Balhkab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke selv haft konflikter med myndighederne eller enkeltpersoner i Afghanistan, idet han udrejste som mindreårig, og han har derfor henvist til de konflikter, hans mor og bror, [F], havde forud for udrejsen, herunder [F]’s jordkonflikt med [O], der er medlem af Taliban. Ansøgeren frygter videre ligesom sin mor og resten af familien både myndighederne og befolkningen i sin landsby, [landsby], idet hans far har arbejdet som kommandant og været medlem af partiet Sepah, ligesom hans bror [M] har været soldat for regeringsstyrkerne. Han frygter endvidere farens politiske modstandere herunder, [Y]. Han frygter også sin søster, [A]’s tidligere ægtefælle, [V], der, fordi [A] har ladet sig skille, har truet med at slå familien ihjel og kidnappe hans søstre [B] og [A]. Ansøgeren frygter endelig de generelle forhold i Afghanistan for hazaraer og shia-muslimer, ligesom han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller tvangshvervet af dem som selvmordsbomber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far, [Z], var kommandant for de afghanske myndigheder i landsbyen [landsby]. Hans arbejde skabte mange problemer for ansøgeren og hans familie, og faren har været forsvundet i mange år. Videre har ansøgeren forklaret, at hans bror [K] i 2014 i helligmåneden blev smidt i en flod og var lige ved at drukne, og at han formoder, at det var hans fars fjender, der stod bag dette. Ansøgeren har videre henvist til, at hans bror, [F], har en jordkonflikt med en talebaner ved navn [O], og at [O] derfor på et tidspunkt skød efter [F]. Ansøgerens bror, [M], har været en del af det afghanske militær, og da Taliban fandt ud af det, truede de ham, hvorefter [M] forsvandt cirka et år forud for, at resten af familien udrejste. Ansøgeren har videre henvist til, at hans søster, [A], har en konflikt med sin tidligere ægtefælle, [V], som var voldelig, og at broren [F], da han opholdt sig i [B] for at sælge sin jord, blev opsøgt af [V]’s folk, men at [F] nåede at flygte. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren bortset fra spørgsmålet om tvangshvervning har henvist til de samme asylmotiver som sin mor og sin bror, idet han ikke har haft konflikter eller været udsat for individuel forfølgelse eller overgreb forud for udrejsen fra Afghanistan. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren aldrig har været forsøgt tvangshvervet af Taliban, selvom han var ca. 16 år gammel ved udrejsen, og at der heller ikke foreligger oplysninger om, at andre af familiens mandlige medlemmer eller andre personer i lokalområdet skulle være forsøgt tvangshvervet af Taliban i den periode på tre år op til udrejsen, hvor Taliban var ved magten i ansøgerens område. Herefter, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan skulle være i risiko for at blive tvangshvervet af Taliban. Om konflikterne med lokalbefolkningen og ansøgerens fars politiske modstander, parlamentsmedlemmet [Y], og de lokale myndigheder på grund af farens politiske aktiviteter skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgerens far forsvandt omkring 8 år, før familien udrejste, og at ansøgerens mor, [C], og bror, [F], har forklaret, at de sammen med resten af familien herefter er blevet verbalt chikaneret af lokalbefolkningen. [C] har endvidere forklaret om en episode kort efter ægtefællens forsvinden, hvor en kommandant tog familiens dyr, og hvor familiens træer blev hugget ned og om en episode, hvor hendes søn, [K], blev smidt i en flod. Efter [F]’s, [C]’s og de øvrige familiemedlemmers forklaringer lægger nævnet til grund, at familien var i stand til at leve i lokalområdet og passe deres landbrug frem til kort før udrejsen, og at familien ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af hverken myndighederne eller [Y]. Det beror således alene på formodninger, at myndighederne og [Y] skulle ønske at hævne sig på ansøgeren og resten af familien på grund af farens politiske aktiviteter, ligesom det beror på formodninger, at overfaldet på, [K], havde noget med farens politiske virke at gøre. De handlinger, familien har været udsat for fra lokalbefolkningens side, har endvidere hverken haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens bror, [M] har arbejdet som soldat for regeringsstyrkerne kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl, idet hverken han eller de øvrige ansøgere har forklaret, at det skulle have medført konkrete personlige konflikter for dem, hverken efter at [M] havde forladt nationalhæren eller i det år, der gik, fra [M] udrejste og til, ansøgeren og resten af familien udrejste. Om konflikten med ansøgerens søsters mand, [V], og opsøgningen af [F] hos ansøgerens mors moster, skal nævnet bemærke, at nævnet efter søsteren [A]’s forklaring sammenholdt med de fremlagte iranske dokumenter lægger til grund, at [A]’s ægtefælle udsatte hende for vold, og at hun via de iranske myndigheder opnåede skilsmisse fra ægtefællen og rejste tilbage til Afghanistan kort før, familien udrejste. [A] har ikke i sit asylskema angivet, at ægtefællen skulle være fulgt efter hende til Afghanistan. Det bemærkes videre, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer med tilknytning til [V] tilfældigt, fordi de genkendte hans bil, skulle have været i stand til at finde [F] hos ansøgerens mors moster, hvor han kun opholdt sig for at hente penge, ligesom [F]’s forklaring om, hvordan det lykkedes ham at flygte fra de bevæbnede mænd ved at iføre sig dametøj forekommer mindre sandsynlig. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylretligt relevante overgreb eller forfølgelse fra [V]’s side, idet nævnet herved yderligere har lagt vægt på, at [V] siden barnsben sammen med sin nærmeste familie har boet i Iran og kun har opholdt sig i Afghanistan, når han har været på besøg hos sine slægtninge, og at han på trods af, at disse slægtninge skulle være indflydelsesrige, ikke har henvendt sig direkte til ansøgeren eller hans familie i tiden fra [A]’s tilbagevenden og frem til ansøgeren og resten af familiens udrejse. Om broren [F]’s konflikt med [O] skal nævnets flertal bemærke, at [F] og de øvrige familiemedlemmer i det væsentlige har forklaret samstemmende om konfliktens opståen i forbindelse med salget af jorden, om [O]’s forsvinden og tilbagevenden og hans tilknytning til Taliban, om episoden, hvor [O] og hans folk skød efter [F]’s bil, og om det trusselsbrev, familien kort efter modtog fra Taliban. [F]’s forklaring om tilbageholdelsen i kælderen, hvor han blev udsat for tortur og overgreb, forekommer selvoplevet og understøttes af oplysningerne om hans psykiske tilstand og hans fremtoning i forbindelse med nævnsmødet. [F] har endvidere til stadighed i forbindelse med asylsamtalerne forklaret, at han havde personlige problemer, som han ikke var i stand til at fortælle om. Hans forklaring understøttes videre af ægtefællen [G]’s forklaring om, at [F] på et tidspunkt var væk i længere tid, og at han ved tilbagekomsten til bopælen var træt og virkede angst, og på [C]’s og [G]’s forklaringer om, at der ikke var noget usædvanligt i, at [F] var væk i længere tid, når han kørte som chauffør. Nævnets flertal lægger derfor til grund, at [F] havde en konflikt med [O], der var et lokalt højtstående medlem af Taliban, og at [O] efterfølgende truede hele familien som følge af denne konflikt. Ansøgerne har videre samstemmende forklaret om slægtskabet mellem familien og [P], der var lokalt talibanmedlem og om forbindelsen mellem [P] og [O]. Efter søsteren [D]’s og hendes ægtefælle [E]’s forklaringer lægger nævnet til grund, at der kort før udrejsen var en konflikt mellem [P] og [E] om en generator, og at [P] i den forbindelse truede [E]. Det lægges videre efter disse ansøgeres samstemmende forklaringer til grund, at det var [P], der kort efter afleverede trusselsbrevet fra Taliban til ansøgerens bror, [Q], og at trusselsbrevet var rettet mod hele familien og blandt andet indeholdt et vilkår, om at familien skulle oplyse, hvor ansøgerens far var henne, og dermed et vilkår, der var umuligt at opfylde. Nævnet lægger endelig efter de stort set samstemmende forklaringer til grund, at [D] og [E] opsøgte [Q], og at denne gav [D] en lussing og på ny fremsatte trusler, idet han sagde, at han ville gøre noget, så familien forsvandt. Endelig lægger nævnet til grund, at [Q] sammen med yderligere tre personer kort efter opsøgte [D]’s og [E]’s bopæl om natten, og at de flygtede væk fra huset og umiddelbart efter videre ud af landet sammen resten af familien. Ansøgerens far havde gennem en del år været politisk aktiv og med til at bekæmpe Taliban, ligesom hans bror, [M] havde kæmpet for regeringsstyrkerne. Nævnet lægger endvidere som anført ovenfor til grund, at lokalbefolkningen i området så skævt til familien og chikanerede dem. Herefter, og efter oplysningerne om Talibans øgede tilstedeværelse i ansøgernes hjemområde, antallet af konflikter rettet mod såvel enkelte af familiens medlemmer som familien som helhed, er det sandsynliggjort, at såvel ansøgen som de øvrige familiemedlemmer ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb fra Talibans side som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Henset til, at ansøgeren kommer fra en politisk profileret hazarafamilie, antallet af familiens konflikter med Taliban og den relation, der er, mellem ansøgerens familie og talibanmedlemmet [P] og dennes tilknytning til [O], der var et højtstående medlem af Taliban, sammenholdt med at familien tidligere har været nødt til at flygte til Mazar-e-Sharif, hvor familien også blev truet, er det ikke rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Herat, Kabul eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” Afgh/2018/306/MJM
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [landsby], [større by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ligesom hun frygter en person ved navn [O], der er medlem af Taliban, og som hendes søn [F] har haft en jordkonflikt med. Hun frygter både myndighederne og befolkningen i sin landsby, [landsby], idet hendes ægtefælle har arbejdet som kommandant og været medlem af partiet Sepah, ligesom hendes søn [M] har været soldat for regeringsstyrkerne. Hun frygter endvidere ægtefællens politiske modstandere herunder, [Y]. Hun frygter også sin datter, [A] tidligere ægtefælle, [V] der, fordi [A] har ladet sig skille, har truet med at slå hende ihjel og at kidnappe hendes døtre [B] og [A]. Ansøgeren frygter endelig de generelle forhold i Afghanistan for hazaraer og shia-muslimer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle, [Z], var kommandant for de afghanske myndigheder i deres lokale distrikt. Hans arbejde skabte mange problemer for ansøgeren og hendes familie, idet han var tilhænger af partiet Sepah, hvorimod de andre kommandanter i området var tilhængere af andre partier. Omkring otte år forud for udrejsen af Afghanistan blev ansøgerens bopæl opsøgt af to for ansøgeren ukendte personer, der tog [Z]’s kalashnikov og en kasse af hans personlige ejendele med sig. Det var kun [Z]’s forældre, der var til stede, men da [Z] senere samme dag kom hjem og fik besked om ransagningen, tog han afsted og er ikke blevet set siden. Ansøgeren og hendes familie er jævnligt blevet chikaneret af folk i [landsby], der blandt andet har fældet familiens træer og taget deres dyr. I 2015 blev ansøgerens søn, [K] kastet i en flod af hendes ægtefælles politiske modstandere, der ville hævne sig. Omkring fem år forud for udrejsen købte ansøgerens søn, [F], et stykke jord af en person ved navn [O]. [O] solgte imidlertid også jorden videre til en anden person. [F] afviste at få pengene tilbage, og derved opstod en konflikt med [O].To til tre år forud for udrejsen genvandt Taliban magten i ansøgerens hjemområde, og ansøgerens søn, [M], meldte sig på samme tid til det afghanske militær. Han var tilknyttet militæret i et år og nogle måneder, hvorefter han vendte tilbage til [landsby]. Efter et år tid hørte familien fra folk i landsbyen, at Taliban var ude efter [M] på grund af hans arbejde for myndighederne. [M] udrejste herefter af Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes datter, [A], har en konflikt med sin tidligere ægtefælle, [V], som var voldelig, og at [V] har truet med at kidnappe [A] og datteren [B]. Nogle dage forud for udrejsen henvendte [V] sig til familien via svigerdatteren [G]’s mor, og truede familien. Ansøgeren har videre henvist til, at familien omkring en uge forud for udrejsen modtog et trusselsbrev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at familien skulle aflevere ansøgerens ægtefælle og døtrene, [A] og datteren [B], til Taliban inden for 10 dage. Herefter besluttede ansøgerens søn, [F], at familien skulle udrejse af Afghanistan. For at finansiere rejsen, besøgte [F] sin moster for at sælge et stykke jord. Mens [F] opholdt sig hos sin moster, blev dennes bopæl opsøgt af bevæbnede mænd, der havde relation til [A]’s ægtefælle. Omkring en måned forud for udrejsen skød [O] efter ansøgerens søn, [F]’s, bil. Fire dage forud for udrejsen blev ansøgerens datter, [D], og hendes ægtefælle opsøgt af Taliban. Efter udrejsen er ansøgeren, af sin bror, blevet oplyst om, at [A]’s ægtefælle har opsøgt ansøgerens bopæl i [landsby]. Endelig er ansøgeren, af sin bror, blevet oplyst om, at to højtstående medlemmer af Taliban har opsøgt ansøgerens bopæl efter ansøgerens udrejse. Om konflikterne med lokalbefolkningen og ægtefællens politiske modstander, parlamentsmedlemmet [Y], og de lokale myndigheder på grund af ansøgerens ægtefælles politiske aktiviteter skal Flygtningenævnet bemærke, at ægtefællen forsvandt omkring 8 år, før familien udrejste, og at ansøgeren har forklaret, at hun sammen med resten af familien herefter er blevet verbalt chikaneret af lokalbefolkningen. Ansøgeren har endvidere forklaret om en episode kort efter ægtefællens forsvinden, hvor en kommandant tog familiens dyr, og hvor familiens træer blev hugget ned og om en episode, hvor hendes søn, [K], blev smidt i en flod. Efter ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at hun sammen med resten af familien var i stand til at leve i lokalområdet og passe familiens landbrug frem til kort før udrejsen, og at de ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af hverken myndighederne eller [Y]. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at myndighederne og [Y] skulle ønske at hævne sig på dem på grund af ægtefællens politiske aktiviteter, ligesom det beror på formodninger, at overfaldet på sønnen, [K], havde noget med ægtefællens politiske virke at gøre. De handlinger, ansøgeren og hendes familie har været udsat for fra lokalbefolkningens side, har endvidere hverken haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgerens søn, [M] har arbejdet som soldat for regeringsstyrkerne kan ikke føre til, at hun meddeles asyl, idet hverken hun eller de øvrige familiemedlemmer har forklaret, at det skulle have medført konkrete personlige konflikter for dem, hverken efter at [M] havde forladt nationalhæren eller i det år, der gik, fra [M] udrejste og til, ansøgeren og resten af familien udrejste. Om konflikten med ansøgerens svigersøn, [V], og opsøgningen af sønnen [F] hos ansøgerens moster, skal nævnet bemærke, at nævnet efter datteren [A]’s forklaring sammenholdt med de fremlagte iranske dokumenter lægger til grund, at [A]’s ægtefælle udsatte hende for vold, og at hun via de iranske myndigheder opnåede skilsmisse fra ægtefællen og rejste tilbage til Afghanistan kort før, familien udrejste. [A] har ikke i sit asylskema angivet, at ægtefællen skulle være fulgt efter hende til Afghanistan. Det bemærkes videre, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer med tilknytning til [V], fordi de genkendte hans bil, tilfældigt skulle have været i stand til at finde [F] hos ansøgerens moster, hvor [F] kun opholdt sig for at hente penge, ligesom [F]’s forklaring om, hvordan det lykkedes ham at flygte fra de bevæbnede mænd ved at iføre sig dametøj forekommer mindre sandsynlig. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylretligt relevante overgreb eller forfølgelse fra [V]’s side, idet nævnet herved yderligere har lagt vægt på, at [V]’s siden barnsben sammen med sin nærmeste familie har boet i Iran og kun har opholdt sig i Afghanistan, når han har været på besøg hos sine slægtninge, og at han på trods af, at disse slægtninge skulle være indflydelsesrige, ikke har henvendt sig direkte til ansøgerne i tiden fra [A]’s tilbagevenden og frem til ansøgeren og resten af familiens udrejse. Om sønnen [F]’s konflikt med [O] skal nævnets flertal bemærke, at ansøgeren, [F] og de øvrige familiemedlemmer i det væsentlige har forklaret samstemmende om konfliktens opståen i forbindelse med salget af jorden, om [O]’s forsvinden og tilbagevenden og hans tilknytning til Taliban, om episoden, hvor [O] og hans folk skød efter [F] bil, og om det trusselsbrev, familien kort efter modtog fra Taliban. [F]’s forklaring om tilbageholdelsen i kælderen, hvor han blev udsat for tortur og overgreb, forekommer selvoplevet og understøttes af oplysningerne om hans psykiske tilstand og hans fremtoning i forbindelse med nævnsmødet. [F] har endvidere til stadighed i forbindelse med asylsamtalerne forklaret, at han havde personlige problemer, som han ikke var i stand til at fortælle om. Hans forklaring understøttes videre af svigerdatteren, [G]’s forklaring om, at [F] på et tidspunkt var væk i længere tid, og at han ved tilbagekomsten til bopælen var træt og virkede angst, og på ansøgerens og [G]’s forklaringer om, at der ikke var noget usædvanligt i, at [F] var væk i længere tid, når han kørte som chauffør. Nævnets flertal lægger derfor til grund, at [F] havde en konflikt med [O], der var et lokalt højtstående medlem af Taliban, og at [O] efterfølgende truede hele familien som følge af denne konflikt. Ansøgerne har videre samstemmende forklaret om slægtskabet mellem familien og [P], der var lokalt talibanmedlem og om forbindelsen mellem [P] og [O]. Efter ansøgerens datter [D]’s og hendes ægtefælle [E]’s forklaringer lægger nævnet til grund, at der kort før udrejsen var en konflikt mellem [P] og [E] om en generator, og at [P] i den forbindelse truede [E]. Det lægges videre efter disse ansøgeres samstemmende forklaringer til grund, at det var [P], der kort efter afleverede trusselsbrevet fra Taliban til ansøgerens søn, [Q], og at trusselsbrevet var rettet mod hele familien og blandt andet indeholdt et vilkår, om at familien skulle oplyse, hvor ansøgerens ægtefælle var henne, og dermed et vilkår, der var umuligt at opfylde. Nævnet lægger endelig efter de stort set samstemmende forklaringer til grund, at [D] og [E] opsøgte [P], og at denne gav [D] en lussing og på ny fremsatte trusler, idet han sagde, at han ville gøre noget, så familien forsvandt. Endelig lægger nævnet til grund, at [P] sammen med yderligere tre personer kort efter opsøgte [D]’s og [E] bopæl om natten, og at de flygtede væk fra huset og umiddelbart efter videre ud af landet sammen resten af familien. Ansøgerens ægtefælle havde gennem en del år været politisk aktiv og med til at bekæmpe Taliban, ligesom hendes søn, [M] havde kæmpet for regeringsstyrkerne. Nævnet lægger endvidere som anført ovenfor til grund, at lokalbefolkningen i området så skævt til familien og chikanerede dem. Herefter, og efter oplysningerne om Talibans øgede tilstedeværelse i ansøgernes hjemområde, antallet af konflikter rettet mod såvel enkelte af familiens medlemmer som familien som helhed, er det sandsynliggjort, at såvel ansøgeren som de øvrige familiemedlemmer ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb fra Talibans side som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” Afgh/2018/305/MJM
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse B-status til et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk hazara og tidligere shia-muslim af trosretning. Den kvindelige ansøger er etnisk tadjik og ikke udøvende shia-muslim af trosretning. Ansøgerne er fra [landsby], [større by], Balhkab, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, ligesom de frygter myndighederne og befolkningen fra deres landsby, idet den mandlige ansøgers far har været kommandant og medlem af partiet [navngivet parti], ligesom hans bror, [M] har været soldat for regeringsstyrkerne. De frygter endvidere den mandlige ansøgers fars politiske modstander, [Y], ligesom de frygter en person ved navn [O], der er medlem af Taliban, og som den mandlige ansøger har en jordkonflikt med. De frygter også den mandlige ansøgers svoger, [V], der har truet familien, fordi den mandlige ansøgers søster, [A], har ladet sig skille. Ansøgerne frygter endelig de generelle forhold for hazaraer og shia-muslimer. Den kvindelige ansøger har yderligere som selvstændigt asylmotiv henvist til, at hun frygter sin søsters svoger, [L], fordi han har voldtaget hende. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøgers far, [Z], var kommandant i landsbyen [landsby]. Hans arbejde skabte mange problemer for dem og resten af den mandlige ansøgers familie, idet han var tilhænger af partiet [navngivet parti] og imod Taliban. Omkring syv – otte år forud for ansøgernes udrejse af Afghanistan, forsvandt den mandlige ansøgers far, og familien har ikke siden haft kontakt til ham. Ansøgerne og den mandlige ansøgers familie er herefter jævnligt blevet udsat for chikane af befolkningen i [landsby]. Ca. 5 år før udrejsen købte den mandlige ansøger et stykke jord af [O], der var hans fars tidligere ven. [O] solgte imidlertid senere jorden videre til en anden person. Den mandlige ansøger opsøgte [O], mens denne opholdt sig hos nogle slægtninge, og [O] tilbød at give ham pengene for købet af jorden tilbage, men den mandlige ansøger afviste ham. Den mandlige ansøger og [O] kom at skændes, og ansøgeren sagde noget ærekrænkende til [O]. Den mandlige ansøger og [O] kom op at slås og blev skilt af de andre tilstedeværende. Da den mandlige ansøger var på vej hjem, blev han standset af [O] og yderligere en person på motorcykel og bragt tilbage til [O]s slægtninges hus, hvor han blev lukket inde i et aflåst kælderrum og udsat for tortur og seksuelle overgreb. Efter 11 dages fangenskab lykkedes det ham at flygte. Umiddelbart efter forsvandt [O] fra området. Tre år forud for udrejsen genvandt Taliban magten i ansøgernes hjemområde, og omkring en måned forud for udrejsen skød [O], som var kommet tilbage og nu havde fået forbindelse til Taliban, efter den mandlige ansøgers bil. Den mandlige ansøger formoder, at baggrunden herfor var, at [O] bar nag på grund af jordkonflikten og ønskede at drive hans familie fra deres hjemområde. Den mandlige ansøgers bror, [M], meldte sig tre år før ansøgernes udrejse til det afghanske militær. Han var tilknyttet militæret i et år og nogle måneder, hvorefter han vendte tilbage til [landsby]. Efter et års tid hørte familien fra folk i landsbyen, at Taliban var ude efter ham, fordi han havde arbejdet for myndighederne. [M] udrejste herefter af Afghanistan. Omkring et år forud for udrejsen blev den kvindelige ansøger voldtaget af sin svoger, [L], mens hun var på besøg hos sin mor. Efterfølgende flygtede [L] fra stedet, og ansøgerne har ikke set ham siden. Ansøgerne har videre henvist til, at den mandlige ansøgers søster, [A], har en konflikt med sin tidligere ægtefælle, [V], som var voldelig, og at han har truet med at kidnappe den mandlige ansøgers søstre, [A] og [B]. Nogle dage forud for udrejsen truede [V] hele familien gennem den kvindelige ansøgers mor. Ansøgerne har videre henvist til at familien omkring en uge forud for udrejsen modtog et trusselsbrev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at familien skulle aflevere den mandlige ansøgers far og [A] og [B] til Taliban inden for 10 dage. Herefter besluttede den mandlige ansøger, at familien skulle udrejse af Afghanistan. For at finansiere rejsen, besøgte den mandlige ansøger sin mors moster for at sælge et stykke jord. Mens den mandlige ansøger opholdt sig hos sin moster for at hente penge, blev mosterens bopæl opsøgt af bevæbnede mænd, der havde relation til [A]s ægtefælle, men det lykkedes den mandlige ansøger at flygte fra stedet. Om konflikterne med lokalbefolkningen og den mandlige ansøgers fars politiske modstander, parlamentsmedlemmet [Y], og de lokale myndigheder på grund af den mandlige ansøgers fars politiske aktiviteter skal Flygtningenævnet bemærke, at faren forsvandt omkring 8 år, før familien udrejste, og at ansøgerne har forklaret, at de sammen med resten af familien herefter er blevet verbalt chikaneret af lokalbefolkningen. Den mandlige ansøgers mor, [C], har endvidere forklaret om en episode kort efter farens forsvinden, hvor en kommandant tog familiens dyr, og hvor familiens træer blev hugget ned og om en episode, hvor den mandlige ansøgers bror, [K], blev smidt i en flod. Efter ansøgernes forklaringer lægger nævnet til grund, at ansøgerne og resten af familien var i stand til at leve i lokalområdet og passe deres landbrug frem til kort før udrejsen, og at de ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af hverken myndighederne eller [Y]. Det beror således alene beror på ansøgernes formodninger, at myndighederne og [Y] skulle ønske at hævne sig på dem på grund af den mandlige ansøgers fars politiske aktiviteter, ligesom det beror på formodninger, at overfaldet på den mandlige ansøgers bror, [K], havde noget med farens politiske virke at gøre. De handlinger, ansøgerne har været udsat for fra lokalbefolkningens side, har endvidere hverken haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at den mandlige ansøgers bror, [M] har arbejdet som soldat for regeringsstyrkerne kan ikke føre til, at ansøgerne meddeles asyl, idet ansøgerne ikke har forklaret, at det skulle have medført konkrete personlige konflikter for dem, hverken efter at [M] havde forladt nationalhæren eller i det år, der gik, fra [M] udrejste og til, ansøgerne og resten af familien udrejste. Om konflikten med den mandlige ansøgers svoger, [V], og opsøgningen af den mandlige ansøger hos hans mors moster, skal nævnet bemærke, at nævnet efter søsteren [A]s forklaring sammenholdt med de fremlagte iranske dokumenter lægger til grund, at [A]s ægtefælle udsatte hende for vold, og at hun via de iranske myndigheder opnåede skilsmisse fra ægtefællen og rejste tilbage til Afghanistan kort før, familien udrejste. [A] har ikke i sit asylskema angivet, at ægtefællen skulle være fulgt efter hende til Afghanistan. Det bemærkes videre, at det ikke forekommer sandsynligt, at personer med tilknytning til [V] tilfældigt, fordi de kunne genkende den mandlige ansøgers bil, skulle have været i stand til at finde ham hos hans mors moster, hvor han kun opholdt sig for at hente penge, ligesom den mandlige ansøgeres forklaring om, hvordan det lykkedes ham at flygte fra de bevæbnede mænd ved at iføre sig dametøj forekommer mindre sandsynlig. Nævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylretligt relevante overgreb eller forfølgelse fra [V]s side, idet nævnet herved yderligere har lagt vægt på, at [V] siden barnsben sammen med sin nærmeste familie har boet i Iran og kun har opholdt sig i Afghanistan, når han har været på besøg hos sine slægtninge, og at han på trods af, at disse slægtninge skulle være indflydelsesrige, ikke har henvendt sig direkte til ansøgerne i tiden fra [A]s tilbagevenden og frem til ansøgernes udrejse. Den mandlige ansøger har til stadighed forklaret, at han ikke længere er udøvende shia-muslim på samme måde som flere andre af hans familiemedlemmer har forklaret, at de ikke har været aktivt udøvende muslimer. Den mandlige ansøger har forklaret, at han mistede sin tro ca. 1 år før udrejsen efter episoden, hvor han blev tilbageholdt af [O], og at han herefter ikke længere hverken bad, gik til moske eller overholdt Ramadanen. Idet han videre har forklaret, at han var i stand til at skjule sin manglende tro ved at holde sig indenfor, når der blev kaldt til bøn og ikke har givet udtryk for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan har et ønske om åbent at leve som ikke-troende, er det ikke sandsynliggjort, at han, fordi han har frafaldet sin muslimske tro, ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Om den kvindelige ansøgers selvstændige asylmotiv bemærkes, at svogeren efter voldtægten af hende flygtede, og at han ikke er set siden, og at hverken den mandlige ansøger eller den kvindelige ansøgers egen familie har bebrejdet den kvindelige ansøger noget i forbindelse med voldtægten. Voldtægten er således et afsluttet kriminelt forhold, og det er ikke sandsynliggjort, at den vil medføre overgreb eller forfølgelse mod den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet. Om konflikten med [O] skal nævnet bemærke, at ansøgerne og den mandlige ansøgers øvrige familiemedlemmer i det væsentlige har forklaret samstemmende om konfliktens opståen i forbindelse med salget af jorden, om [O]s forsvinden og tilbagevenden og hans tilknytning til Taliban, om episoden, hvor [O] og hans folk skød efter den mandlige ansøgers bil, og om det trusselsbrev familien kort efter modtog fra Taliban. Den mandlige ansøgers forklaring om tilbageholdelsen i kælderen, hvor han blev udsat for tortur og overgreb forekommer selvoplevet og understøttes af oplysningerne om hans psykiske tilstand og hans fremtoning i forbindelse med nævnsmødet. Han har endvidere til stadighed i forbindelse med asylsamtalerne forklaret, at han havde personlige problemer, som han ikke var i stand til at fortælle om. Hans forklaring understøttes videre af den kvindelige ansøgers forklaring om, at han på et tidspunkt var væk i længere tid, og at han ved tilbagekomsten til bopælen var træt og virkede angst, og af den kvindelige ansøgers og [C]s forklaringer om, at der ikke var noget usædvanligt i, at han var væk i længere tid, når han kørte som chauffør. Ansøgerne har videre samstemmende forklaret om slægtskabet mellem familien og [P], der var lokalt talibanmedlem og om forbindelsen mellem [P] og [O]. Efter [D]s og [E] forklaringer lægger nævnet til grund, at der kort før udrejsen var en konflikt mellem [P] og [E] om en generator, og at [P] i den forbindelse truede [E]. Det lægges videre efter ansøgernes samstemmende forklaringer til grund, at det var [P], der kort efter afleverede trusselsbrevet fra Taliban til den mandlige ansøgers bror, [Q], og at trusselsbrevet var rettet mod hele familien og blandt andet indeholdt et vilkår, om at familien skulle oplyse, hvor den mandlige ansøgers far var henne, og dermed et vilkår, der var umuligt at opfylde. Nævnet lægger endelig efter de stort set samstemmende forklaringer til grund, at [D] og [E] opsøgte [P], og at denne gav [D] en lussing og på ny fremsatte trusler, idet han sagde, at han ville gøre noget, så familien forsvandt. Endelig lægger nævnet til grund, at [P] sammen med yderligere tre personer kort efter opsøgte [D]s og [E] bopæl om natten, og at de flygtede væk fra huset og umiddelbart efter videre ud af landet sammen resten af familien. Den mandlige ansøgers far havde gennem en del år været politisk aktiv og med til at bekæmpe Taliban, ligesom hans bror, [M] havde kæmpet for regeringsstyrkerne. Nævnet lægger endvidere som anført ovenfor til grund, at lokalbefolkningen i området så skævt til familien og chikanerede dem. Herefter, og efter oplysningerne om Talibans øgede tilstedeværelse i ansøgernes hjemområde, antallet af konflikter rettet mod såvel enkelte af familiens medlemmer som familien som helhed, er det sandsynliggjort, at såvel ansøgerne som de øvrige familiemedlemmer ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb fra Talibans side som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne opholdstilladelse efter § 7, stk. 2.” Afgh/2018/304/MJM
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara fra [en landsby i] Wardak, Afghanistan. Ansøgeren er født shia-muslim, men har oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har kæmpet mod Taliban i sit lokalområde. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [foråret] 2012 blev soldat i en lokal milits. Militsen var oprettet, så lokalbefolkningen kunne forsvares mod Taliban. Ansøgerens bror var i forvejen kommandant i militsen. [I sommeren] 2013 blev ansøgerens bror dræbt ved frontlinjen. Han blev dræbt af snigskytter fra Taliban. Ansøgeren blev kontaktet over walkie-talkie om eftermiddagen, hvor han fik at vide, at hans bror var blevet såret og kommet på sygehuset. Ansøgeren tog hen på sygehuset, hvor hans bror lå død. 40 dage senere, i [sommeren] 2013, overtog ansøgeren sin brors stilling som kommandant. [Senere på sommeren] begyndte ansøgeren at modtage trusler over sin walkie-talkie. Personen sagde til ansøgeren, at han skulle forlade området. Senere sagde personen, at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde for militsen, og at de ville finde ham og slå ham ihjel. Personen sagde, at de også havde ansøgerens bror og slået broren ihjel. Ansøgeren modtog to trusler i 2013 og flere trusler i 2014. I [efteråret] 2014 kom en af ansøgerens venner, [A], hjem til ansøgeren og fortalte, at nogle ukendte personer havde forsøgt at bestikke ham til at invitere ansøgeren et sted hen, hvor Taliban kunne slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren formoder, at de ukendte personer havde forbindelse til Taliban. Herefter rådede [A] og ansøgerens forældre ansøgeren til at forlade Afghanistan. Dagen efter, om aftenen, forlod ansøgeren sit lokalområde og tog til Kabul, Hvor han boede hos sin farbror i omkring to måneder. Herefter rejste ansøgeren fra Afghanistan til Iran, hvor han boede i fire måneder. Mens ansøgeren opholdt sit her, kom der nogle ukendte personer til ansøgerens lokalområde i Afghanistan og spurgte efter ham. Herefter udrejste ansøgeren også af Iran. Ansøgeren har videre som nyt asylmotiv for Flygtningenævnet oplyst, at han i [sommeren] 2017 begyndte at gå i kirke. I starten gik ansøgeren kun lige indenfor i kirken, men senere begyndte ansøgeren at deltage til gudstjenester som blev oversat til farsi. Ansøgeren er blevet døbt i Sct. Catharinæ kirke i Hjørring [i sommeren] 2018. Ansøgeren har fulgt kristendomsundervisning og gudstjenester i Nørrelandskirken i Holstebro, ligesom han har deltaget i […] Bibelcamping. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han inden brorens død havde talt med nogen, om han selv en dag skulle være kommandant, og om hans kendskab til, hvorfor ikke andre i hans gruppe blev valgt til kommandant. For nævnet forklarede ansøgeren, at han ikke vidste, hvorfor det ikke var et af de andre medlemmer af gruppen, der blev kommandant, og at han ikke inden brorens død havde talt med nogen, om at han skulle være kommandant. Til gensamtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren, at hans bror havde sagt til ham, at lederne ikke ville spørge andre i gruppen end ansøger, fordi de ikke var sikre på, om de andre personer ville gøre det rigtigt. Foreholdt divergen-sen havde ansøgeren ikke nogen forklaring herpå. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at an-søgeren ikke for nævnet var i stand til at redegøre nærmere for, hvor mange kamphandlinger, han deltog i, og på hvilke afstande hans milits og Taliban beskød hinanden. Ansøgeren forklarede for nævnet, at afstanden, de skød på, ikke kunne siges med et tal, men det afhang af situationen. Ad-spurgt, om afstanden var 1, 10, 20 eller 200 meter, forklarede ansøgeren de ikke var så tæt på, men at man kunne se Taliban på afstand og se og høre, at de skød mod dem. Adspurgt om afstanden var 100, 200 eller mere end 300 meter væk, forklarede ansøgeren, at det kunne han ikke sige. Videre forklarede ansøgeren, at ansøgeren ikke ved, hvor ofte han oplevede den slags kampe. Nævnet finder, at der er tale om omstændigheder, som det må ventes, at en militskommandant ville kunne forklare om, og nævnet finder, at det i væsentlig grad svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere herom. Desuden lægger Flygtningenævnet endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvordan ansøgeren som den eneste kunne høre Talibans trusler over radioen. Ansøgeren forklarede således til gensamtalen, at Taliban, hvis de ville true en bestemt person, trykkede på en knap på walkie-talki’en med personens navn på så forklaring på, hvorfor andre i militsen ikke hørte truslen. For nævnet forklarede han, at alle kunne høre truslerne over walkie-talki’erne. Nævnet kan i øvrigt henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilke våben han brugte i militsen. Ansøgeren forklarede således til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, at han betjente våben såsom kalashnikov maskingeværer, pika maskinpistoler og raketter. Til gensamtalen [i efteråret] 2016 og for nævnet forklarede ansøgeren, at gruppen benyttede de våben, og at han selv kun benyttede en kalashnikov. Nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren foreholdt divergensen forklarede, at han blev spurgt om, hvilke våben hans gruppe brugte. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til en anden forklaring, idet ansøgeren fik referatet af samtalen oversat efter samtalen, uden at han fremkom med bemærkninger hertil. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår truslerne begyndte. Ansøgeren forklarede til asylsamtalen [i efteråret] 2016, at truslerne begyndte i foråret 2013, men til gensamtalen forklarede ansøgeren, at truslerne begyndte i sensommeren 2013. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til gensamtalen svarede afglidende på spørgsmålet om, hvor lang tid der gik fra, at ansøgeren startede i militsen til, at han deltog i sin første kamp, og på spørgsmålet om, hvem der bestemte, at han skulle i kamp. Den omstændighed, at ansøgeren har vist Udlændingestyrelsen en video af sin brors lig, kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret fra islam til kristendommen, og om han som følge heraf skal meddeles opholdstilladelse i Danmark. Afgørelsen heraf må bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer om de refleksioner, der lægger bag hans konversion, ansøgerens kendskab til kristendommen, oplysningerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og menighedsliv mv., om ansøgerne er døbt, tidspunktet for fremkomsten af ansøgerens interesse for kristendommen og konversion samt ansøgerens generelle troværdighed. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion fra islam til kristendommen er reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, der ved indrejsen til Danmark ifølge sin forklaring var shia-muslim og praktiserede sin religion dagligt, først fik interesse for kristendommen i [sommeren] 2017, efter Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Nævnet lægger således vægt på, at ansøgeren forklarede, at han holdt afstand til den person, der i [foråret] 2017 kontaktede ham med kristne budskaber, og at han først senere fattede interesse for kristendommen. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgerens troværdighed generelt er svækket, jf. nævnets vurdering af ansøgerens forklaring i relation til ansøgerens oprindelige asylmotiv. På denne baggrund giver ansøgerens forklaring om ansøgerens angivelige konversion indtryk af at været forsøg på at konstruere et sur-place asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om sine refleksioner og indre afklaringsproces bag den angivelige konversion. Nævnet lægger herved bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke har forholdt sig til, hvad det vil sige at være kristen, og hvilken betydning en konversion måtte have for ham. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2018 og på, at ansøgeren har et kristendomskendskab som man vil forvente hos en person, der for nyligt har gennemgået et dåbsundervisningsforløb og er blevet døbt. Nævnet er videre opmærksomt på, at ansøgeren i løbet af det seneste år har deltaget i gudstjeneste og bibelcamping mv., men nævnet finder i lyset af sagens oplysninger i øvrigt, at disse forhold ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet er endvidere opmærksomt på, at ansøgeren siden sin dåb i [sommeren] 2018 har opslået budskaber på sin facebookprofil, og at han er blevet kritiseret og truet af andre Facebook-brugere. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan føre til en anden vurdering – tvært imod styrker opslagene indtrykket af, at ansøgeren angivelige konversion er et udslag af et ønske om at skabe et sur-place asylmotiv og ikke udslag af en ændret religiøs overbevisning. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er profileret i Afghanistan, hvorfor den omstændighed, at ansøgerens åbne Facebook-profil for tiden indeholder opslag med kristne budskaber, ikke kan føre til, at ansøgerens meddeles opholdstilladelse i Danmark. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation, kan – heller ikke under hensyn til at ansøgeren er etnisk hazara – begrunde, at ansøgerens meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/303/JOV
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra Kashan i Isfahan-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af de afghanske myndigheder, den afghanske befolkning eller Det Islamiske Råd, idet han er blevet beskyldt for at missionere for kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de 5000 personer, som var en del af hans netværk, idet de gav ham skylden for at missionere for kristendommen, og at disse personer ville dræbe ham, idet de har betalt 500 US Dollar for at være medlem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på en ukendt dato i 2005 sammen med 11 andre personer oprettede et firma ved navn [A] Afghanistan, som var opbygget pyramidalsk med salg af primært guldmønter. Firmaet havde hovedsæde i Kabul og havde herudover kontorer i andre provinser. Ansøgerens opgave i firmaet bestod i at give informationer om blandt andet, hvad firmet gik ud på til nye kunder. På et tidspunkt i 2008 fortalte den kontoransvarlige i den afghanske by Pul-e Khomri om mønterne, som afbillede Pave Johannes Paul II og et kors, til en mullah. Mullahen blev stødt over mønterne og sagde, at firmaet missionerede for kristendommen. På en ukendt dato i perioden fra [dato] til [dato] vinter 2008 afholdt ansøgeren og de øvrige fra firmaet et møde som følge af mullahens reaktion på mønterne med medlemmer og ikke-medlemmer, hvor de fortalte om firmaet og dets formål. Da ansøgeren var på vej hjem fra mødet, blev ansøgeren stoppet af ukendte personer, som udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. På et tidspunkt i januar eller februar 2008 besluttede den afghanske regering at lukke ansøgerens firma og begrundede det med, at firmaet var ulovligt. På den baggrund demonstrerede ansøgerens firma og dets medlemmer foran præsidentpaladset på et tidspunkt i [vinter] 2008. Cirka en uge efter demonstrationen blev der afsagt en kendelse om, at de personer, som havde oprettet firmaet, skulle anholdes. På en ukendt dato herefter blev ansøgeren anholdt. Da ansøgeren ankom til politistationen, adspurgte politibetjenten, hvor meget ansøgeren ville give for sit liv, hvorefter ansøgeren betalte 10.000 US dollar mod at blive løsladt. Da ansøgeren blev løsladt, opholdt ansøgeren sig cirka en uge hos en bekendt. Ansøgeren udrejste på en ukendt dato midt i [vinter] 2008 af Afghanistan til Pakistan, hvor ansøgeren opholdte sig i to år og ni måneder. Ansøgeren udrejste herefter til Iran, hvor ansøgeren opholdte sig i cirka fem år inden udrejsen til Europa. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han som følge af aktiviteter i virksomheden [A] og foreningen A skulle være kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de afghanske myndigheder. Ansøgerens forklaring om, at han skulle have indtaget en ledende rolle i A i Afghanistan har således støtte i forklaringerne fra de to vidner, som har været afhørt under nævnets behandling af sagen, ligesom det fremgår af en videooptagelse, som har været forevist nævnet, at ansøgeren præsenteres som en ledende person i forbindelse med et arrangement afholdt af virksomheden med deltagelse af flere tusinde personer. Ansøgeren har desuden forklaret overensstemmende om sine aktiviteter for virksomheden, ligesom han har været i stand til for nævnet at redegøre for virksomhedens meget karakteristiske forretningsmodel, herunder nærmere for baggrunden og historien bag [B] (eller [C]) som virksomheden udspringer fra. Det kan efter ansøgerens forklaring – der er overensstemmende med forklaringer afgivet af vidnerne for nævnet og i deres egne tidligere sager – endvidere lægges til grund, at virksomheden i Afghanistan er blevet sat i forbindelse med ulovlige aktiviteter, herunder navnlig at missionere for kristendommen, i hvilken forbindelse der skulle være udstedt en fatwa mod i hvert fald virksomhedens/foreningens ledende medarbejdere. Nævnet bemærker hertil, at spørgsmålet om den pågældende fatwa har været lagt til grund af Udlændingestyrelsen i en række tilsvarende tidligere afgjorte sager, hvor ansøgerne bl.a. som følge heraf er blevet meddelt asyl. Ansøgeren må i kraft af sin fremtrædende position i virksomheden anses som særligt profileret i forhold til en sådan fatwa, hvilken understøttes af at ansøgeren var udsat for et tilsyneladende organiseret overfald på samme tid, som flere af virksomhedens øvrige ledende personer blev udsat for tilsvarende overfald. Henset hertil finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgeren ikke vil være i risiko for forfølgelse af de grunde, der er omfattet af § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2018/302GJEY
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [en landsby] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive anholdt af de afghanske myndigheder, fordi de mistænker ham for at have deltaget i løsladelsen af to talebanere. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han var ansat som kok i et kontrolhus, hvor to tilfangetagne talebanere blev løsladt af 12 politihjælpere. Efter ansøgerens udrejse af Afghanistan har hans far fortalt ham, at han er eftersøgt af myndighederne, fordi myndighederne formoder, at han har deltaget i løsladelsen af talebanerne. Herudover har ansøgeren oplyst, at han blev tilbageholdt og udsat for vold af Taliban cirka én måned inden udrejsen. Ansøgeren kørte i bus, da bussen blev standset af Taliban, og ansøgeren blev trukket til siden. Ansøgeren blev slået, og talebanerne beskyldte ham for at arbejde for myndighederne. Herefter gav de ham bind for øjnene og kørte ham til et ukendt sted, hvor de gav ham to halvliters flasker, som var fyldt med klar væske. Ansøgeren fik at vide, at han skulle hælde væsken i politibetjentenes mad i kontrolhuset. Hvis ansøgeren ikke gjorde det, ville han blive slået ihjel. Herefter blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren har også oplyst, at han modtog et trusselsbrev fra Taliban få dage inden udrejsen. Ansøgerens far fik brevet overrakt af en moské-tjener. Faren læste brevet højt for ansøgeren og sagde, at ansøgeren skulle forlade landet. Derefter udrejste ansøgeren sammen med sin søsters ægtefælle […] og hans familie. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at han er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Vedrørende ansøgerens konflikt med de afghanske myndigheder henviser Flygtningenævnet til begrundelsen i ansøgerens søster [A] og svoger [Bs] sambehandlede asylsager afgh/2018/300. Heraf fremgår: ” Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, da de på helt centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, herunder udbygget deres asylmotiv. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne til deres respektive asylsamtaler [i vinteren] 2017 har forklaret, at de frygter de afghanske myndigheder, fordi den mandlige ansøger har været med til at løslade to talebanere, hvilket ansøgerne ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalerne [i sommeren] 2016. Den mandlige ansøger har heller ikke oplyst om konflikten med myndighederne i asylansøg-ningsskemaet af [primo] 2016. Tværtimod har ansøgerne til deres respektive oplysnings- og motivsamtaler forklaret, at de ikke har haft konflikter med bl.a. de afghanske myndigheder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøgers bror heller ikke har forklaret om løsladelsen af to talebanere til sin oplysnings- og motivsamtale, men først har forklaret herom til sin asylsamtale [i vinteren] 2017. Derudover har nævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om sit kendskab til den mandlige ansøgers konflikt, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun i Afghanistan ikke havde nogen viden om sin ægtefælles konflikt, mens hun til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har forklaret, at hun tog imod et trusselbrev fra Taliban på deres bopæl, som var rettet mod ægtefællen. Endelig har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvem der deltog i mødet hos ansøgeren, hvor det blev besluttet at befri de to talebanere, og den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt nogle af de andre politihjælpere er blevet tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser, der vedrører helt centrale dele af ansøgernes asylmotiv. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om forløbet af tilfangetagelsen henholdsvis løsladelsen af de to talebanere ikke forekommer sandsynlig og selvoplevet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig.” Med samme begrundelse tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med de afghanske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Vedrørende ansøgerens konflikt med Taliban har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin konflikt med Taliban, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at ansøgerens frygt for Taliban skyldtes trusselsbrevet, og at ansøgerens morbror og farbror var ble-vet dræbt af Taliban. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod udbygget sit asylmotiv og forklaret, at Taliban havde kidnappet ham og givet ham to flasker klar væske, som ansøgeren skulle hælde i politiets mad, hvilket ansøgeren under nævnsmødet har forklaret var den flugtudløsende begiven-hed. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om trusselbrevet eller trusselbrevene fra Taliban. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var ansøgerens svoger, der modtog et trusselsbrev, og at ansøgerens navn ikke fremgik af brevet, men ansøgeren formodede, at det også var henvendt til ansøgeren. Ansøgerens svoger læste brevet og fortalte ansøgeren, at der var tale om en trussel. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han fik brevet af sin svoger. Til asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far også modtog et trusselbrev, der var stilet til ansøgeren, og at faren læste det højt for ansøgeren. [Primo] 2017 har ansøgeren desuden sendt et billede af trusselsbrevet til Udlændingestyrelsen, hvoraf både ansøgerens og ansøgerens fars navn fremgår. Herefter tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban som konstrueret og utroværdig. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet og forholdene for shiamuslimske hazaraer, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/301/THV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt og fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra [en landsby] i Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Afghanistan frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne, fordi han har deltaget i løsladelsen af to talebanere. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for politiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren op-lyst, at han var ansat som medhjælper ved en politikontrolpost, hvor han var med til at løslade to talebanere. Ansøgeren og de andre medhjælpere besluttede sig for at løslade de tilfangetagne talebanere, fordi Taliban truede med at tilintetgøre befolkningen i landsbyen. I forbindelse med løsladelsen tilbageholdt ansøgeren og de andre medhjælpere syv politibetjente og én officer. De låste dem inde i kælderen, mens ansøgeren og de andre medhjælpere befriede talebanerne. Deref-ter tog ansøgeren hen til sin søsters bopæl […], hvor hans ægtefælle, børn og svoger ventede på ham. Herefter udrejste ansøgeren og hans familie af Afghanistan. Herudover har ansøgeren op-lyst, at han tidligere havde modtaget et trusselsbrev, hvori Taliban truede med at slå ham ihjel, fordi han samarbejdede med myndighederne. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, for-di hendes ægtefælle har deltaget i løsladelsen af to talebanere. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hendes ægtefælle har modtaget et trusselsbrev. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle arbejdede som politimedhjælper på en politikontrolpost i landsbyen, og at han var med til at løslade to talebanere, der var taget til fange. Ansøgeren har samtidig oplyst, at hendes ægtefælle modtog et trusselsbrev fra Taliban, og at han fortalte hende, at Taliban truede med at slå landsbyens befolkning ihjel, hvis de tilbageholdte talebanere ikke blev løsladt. Ved vurderingen af den kvindelige ansøgers forklaring har Flygtningenævnet tillagt det betydning, at hun er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke læg-ge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, da de på helt centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, herunder udbygget deres asylmotiv. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerne til deres respektive asylsamtaler [i vinteren] 2017 har forklaret, at de frygter de afghanske myndigheder, fordi den mandlige ansøger har været med til at løslade to talebanere, hvilket ansøgerne ikke har forklaret om til oplysnings- og motivsamtalerne [i somme-ren] 2016. Den mandlige ansøger har heller ikke oplyst om konflikten med myndighederne i asylansøgningsskemaet af [primo] 2016. Tværtimod har ansøgerne til deres respektive oplysnings- og motivsamtaler forklaret, at de ikke har haft konflikter med bl.a. de afghanske myndigheder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøgers bror heller ikke har forklaret om løsladelsen af to talebanere til sin oplysnings- og motivsamtale, men først har forklaret herom til sin asylsamtale [i vinteren] 2017. Derudover har nævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende og udbyggende om sit kendskab til den mandlige ansøgers konflikt, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at hun i Afghanistan ikke havde nogen viden om sin ægtefælles konflikt, mens hun til asylsamtalen [i vinteren] 2017 har forklaret, at hun tog imod et trusselbrev fra Taliban på deres bopæl, som var rettet mod ægtefællen. Endelig har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvem der deltog i mødet hos ansøgeren, hvor det blev besluttet at befri de to talebanere, og den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt nogle af de andre politihjælpere er blevet tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser, der vedrører helt centrale dele af ansøgernes asylmotiv. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om forløbet af tilfangetagelsen henholdsvis løsladelsen af de to talebanere ikke forekommer sandsynlig og selvoplevet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres asylmotiv som konstrueret og utroværdig. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghani-stan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelo-vens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sik-kerhedssituation i landet og forholdene for shiamuslimske hazaraer, ikke kan føre til opholdstil-ladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/300/THV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [by], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin bror, idet han mener, at ansøgeren har krænket hans ære. Videre frygter ansøgeren at blive slået ihjel af sin ægtefælles farbrødre, idet hendes ægtefælle har en konflikt med farbrødrene. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ingen tilknytning har til sit hjemland. Ansøgerens har til støtte for sit asylmotiv vedrørende ægtefællens konflikt oplyst, at hendes ægtefælle fik en konflikt med sine farbrødre for omkring 11 år siden, hvorefter han måtte udrejse til Iran. Ansøgeren var på dette tidspunkt forlovet med sin ægtefælle. Ansøgeren udrejste to måneder efter sin ægtefælle også til Iran, hvor de kort tid efter hendes indrejse blev gift. Ansøgerens mor blev efterfølgende udsat for trusler grundet ansøgerens ægtefælles konflikt, ligesom moren fik besked om, at ansøgeren og hendes ægtefælle ville blive slået ihjel, hvis de blev fundet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for sin bror oplyst, at hun blev udsat for voldtægt af sønnen til en mand, som hun boede hos i Iran. Ansøgeren blev udsat for chikane og overgreb forud for voldtægten. Ansøgeren fortalte om voldtægten til sønnens ægtefælle, der efterfølgende tog til Afghanistan og fortalte ansøgerens bror herom. Ansøgerens bror tog herefter til Iran, hvor han truede ansøgeren på livet. Ansøgerens bror truede desuden med, at han ville sælge ansøgeren til en ukendt mand med henblik på at indgå ægteskab, fordi han skyldte manden penge. Ansøgeren blev flere gange opsøgt og slået og truet af sin bror. Ansøgeren flyttede til en anden bopæl, hvor hun opholdt sig omkring fire måneder, hvorefter hun udrejste af Iran i efteråret 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende, herunder har hun og hendes ægtefælle forklaret indbyrdes divergerende om deres forhold. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget højde for, at såvel ansøgeren som hendes ægtefælle angiveligt er analfabeter. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 ikke oplyst, at hun var blevet voldtaget, men har forklaret, at hendes bror opsøgte hende, fordi han skyldte mange penge væk og derfor ville sælge ansøgeren for at indløse gælden. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [primo] 2017 har ansøgeren forklaret, at hun blev voldtaget af husejerens søn, [A], at hun fortalte om voldtægten til voldtægtsmandens ægtefælle, der rejste til Afghanistan og fortalte hendes bror om voldtægten, hvorefter hendes bror opsøgte hende i Iran, hvor han sagde, at hun skulle følge med ham, fordi hun havde ødelagt hans ære og skulle giftes med en anden som følge af, at broren skyldte penge. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at husejerens kone og [A’s] kone kom hjem umiddelbart efter voldtægten og spurgte, hvad der var sket, fordi hendes tøj var revet i stykker. Hun har endvidere forklaret, at hun frygter for sit liv, fordi hendes bror vil slå hende ihjel som følge af voldtægten. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet om, at [A] gennem flere år før voldtægten havde chikaneret hende og opfordret hende til sex, forekommer utroværdig. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende og utroværdigt om sin mands konflikt. Hun har således under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun ikke havde noget kendskab til sin mands konflikt, og at hun hverken kendte navnet på den person, som ægtefællen havde konflikten med eller årsagen til, at den pågældende havde presset ægtefællen ud af Afghanistan. Under samtalen [primo] 2017 har ansøgeren forklaret, at hendes mands konflikt var en jordkonflikt, og at hun ikke kendte de nærmere detaljer, mens hun under sin forklaring for nævnet har forklaret detaljeret om konflikten. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hendes ægtefælle forsvandt fra Iran ca. 5 måneder efter, at de var blevet gift, og at hun ikke hørte fra ham igen før efter ca. 4 år, mens det fremgår af ansøgerens ægtefælles samtalereferat fra [sommeren] 2010, at han opholdt sig i Iran i ca. halvandet år, at ansøgerens mor og den kvinde, som de boede hos blev enige om, at han skulle forlade Iran og tage til Europa, og at det var kvindens mand, der fandt en agent. Endelig har nævnet ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sit familieskema dateret [foråret] 2010 har angivet, at han havde en søn ved navn [B], der på det tidspunkt var ca. 4 år gammel og opholdt sig i Teheran. Det fremgår af referatet af [sommeren] 2010, at ansøgerens ægtefælle forlod Iran ca. 2 år og 3 måneder tidligere. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke har haft en søn, men at hun var gravid, da ægtefællen forsvandt, og at hun kort tid efter aborterede. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring sammenholdt med sagens øvrige oplysninger har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/299/CABV
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin farbror, farbrorens to sønner, sine fire brødre, som arbejder for myndighederne, og sin ægtefælles fire brødre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lærte sin ægtefælle at kende i 2006. I 2009 blev ansøgeren og ægtefællen forlovet, og [i foråret] 2010 blev de gift. Giftemålet var imod det meste af ansøgerens families vilje, idet ansøgeren var blevet lovet bort til sin kusine, [M]. Idet ansøgeren ikke indgik det lovede ægteskab med sin kusine, mistede ansøgeren og hans brødre retten til et stykke jord, som kusinens far dyrkede, og som de ellers havde haft arveret til. Kusinens far tilkendegav senere, at han ville give brødrene jorden, hvis de får fat i ansøgeren og straffer ham, for hvad han har gjort. Ansøgeren udrejste i 2014 fra Afghanistan for at komme til Danmark, hvor hans ægtefælle havde fået opholds- og arbejdstilladelse. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [M]s familie ikke har truet ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at [M]s far overfor ansøgerens mor har truet ansøgeren. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af [M]s familie - eller af sine brødre. Ansøgeren har videre forklaret, at hans brødre aldrig har truet ham, men at de blot har meddelt, at de ikke vil se ham. Sammenholdt med, at jordkonflikten med [M]s far og ansøgerens brødre er en civilretlig konflikt, er dette ikke et forhold, der har en karakter eller en intensitet, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Det beror udelukkende på ansøgerens egen formodning, at hans ægtefælles brødre vil udsætte ham for overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, og denne formodning er ikke underbygget af andre forhold. Hertil kommer, at ægteskabet mellem ansøgeren og hans hustru fortsat består, og at ansøgeren levede uden sin hustru hos hustruens familie i 2 år, inden han rejste til Danmark. Det forekommer særdeles usandsynligt, at [M]s far i [sommeren/efteråret] 2017 skulle være blevet vred over en beskyldning om, at ansøgeren skulle have gjort hans datter gravid, henset til at ansøgeren siden 2014 ikke har været i Afghanistan. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans ægtefælle er blevet truet af Taleban, og til asylsamtalen at hun ikke har haft problemer i Afghanistan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren gennem 4 år uden problemer levede i [en provins], hvor han arbejdede, ligesom han frit kunne rejse fra området til Pakistan flere gange. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl efter 2 års ophold i Danmark, da hans midlertidige opholdstilladelse udløb. Ansøgeren har efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. En subsidiær påstand om, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 tages ikke til følge. Flygtningenævnet vurderer, at de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan fortsat ikke vurderes isoleret set at være asylbegrundende. Det forhold, at en fransk appeldomstol den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle sikkerhedssituation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/298/mme
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af religiøs overbevisning fra [by] i Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af sin fars fætter og dennes to sønner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fars fætter, [A], slog ansøgerens farbror, [B], ihjel, og siden har truet med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Konflikten med [A] vedrørte et stykke jord, som ansøgerens far ejede i fællesskab med [A] og [B]. [A] og [B] kom op at slås om jorden, i hvilken forbindelse [B] blev slået ihjel. Ansøgerens far fik herefter overdraget hele jordstykket som blodpenge, og [A] blev idømt fem års fængsel. Omkring tidspunktet for [A]’s løsladelse, blev ansøgerens bror [C] stukket to gange i skulderen med en kniv af den ene af [A]’s sønner. Omkring to uger efter denne hændelse udrejste ansøgeren og hans familie af Afghanistan. [C] rejste til Europa, mens ansøgeren og resten af familien tog ophold hos en familieslægtning ved navn [D] i Pakistan. I løbet af opholdet i Pakistan fortalte [D] ansøgeren, at han og hans families liv fortsat var i fare, idet [A] stadig ville slå dem ihjel. [D] havde hørt herom fra folk, som han kendte i både Afghanistan og i Pakistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens viden om jordkonflikten er sparsom og alene beror på, hvad hans mor har fortalt ham. Henset imidlertid til at ansøgerens bror, [D], der indrejste i Danmark i [starten af] 2011, under en samtale med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2011 har forklaret i overvejende grad tilsvarende om konflikten, og henset til, at broren har opnået asyl på dette grundlag, finder Flygtningenævnet ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring om jordkonflikten og truslerne fra [A], da ansøgeren og hans familie boede i Afghanistan, herunder at broren til et bryllup i Kabul blev overfaldet af en af [A]’s sønner og stukket med en kniv. Flygtningenævnet lægger til grund, at konflikten efter det oplyste daterer sig tilbage til omkring 2005, hvor [A] fik en fængselsstraf på fem år. Flygtningenævnet finder herefter, at konflikten ikke længere har en sådan aktualitet, at den er asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren forlod Afghanistan for mere end syv år siden, og at jorden blev solgt i den forbindelse. Flygtningenævnet har endvidere ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren i Pakistan har modtaget trusler fra [A] og hans sønner. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke ved, hvem der overbragte truslerne til [D], at han ikke personligt har modtaget trusler fra [A] eller hans sønner, og at hverken [A], dennes sønner eller andre har opsøgt ansøgeren, mens han boede i Pakistan. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder for etniske hazarer, er ikke af en sådan karakter, at enhver ved deres blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/297/TLNJ
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og shiamuslim af trosretning fra (…) i provinsen Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har modtaget to trusselsbreve samt en telefonisk trussel fra Taliban, fordi ansøgeren har arbejdet som chauffør for den afghanske efterretningstjeneste i en ukendt periode. Ansøgeren modtog trusselsbrevene henholdsvis den 19. september 2015 og den 9. oktober 2015. Efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev fik ansøgeren en telefonisk trussel. Grundet truslerne fra Taliban sagde ansøgeren sit arbejde op den 17. oktober 2015. Ansøgeren overnattede ikke på sin egen bopæl af frygt for Taliban. Ansøgerens bopæl blev opsøgt af Taliban om natten den 27. oktober 2015. Ansøgeren var på dette tidspunkt på sin svigerfars bopæl, hvorfor det kun var ansøgerens ægtefælle, søster og bror, der var på bopælen. Under opsøgningen gav talebanerne ansøgerens ægtefælle en lussing, og de tvang hende til at kontakte ansøgeren. Ansøgeren rejste dagen efter til Kabul, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han har været ansat ved en efterretningstjeneste i Afghanistan som chauffør og i den forbindelse har været på rejser til Iran. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om skriftlige og telefoniske trusler fra Taliban til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på et enkelt centralt punkt har forklaret divergerende, og at hans forklaring i øvrigt fremstår usandsynlig og som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan og af hvem han blev gjort bekendt med, at Taliban havde opsøgt og ransaget hans bopæl. Ansøgeren har i asylsamtalen den 12. december 2016 forklaret, at han fik besked om morgenen af sin svigerfar, som kom og fortalte det. Under mødet i Flygtningenævnet forklarede han først, at han fik besked af sin kone, som ringede til ham om morgenen, og da han blev foreholdt divergensen, at han fik telefonisk besked af både sin kone og sin svigerfar. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerens kone ventede til om morgenen med at kontakte ham, henset til, at Taliban angiveligt havde været på bopælen kl. 02.30. Flygtningenævnet bemærker, at det forekommer usandsynligt, at Taliban efter forgæves at have opsøgt ansøgeren om natten på bopælen, ikke fulgte op herpå ved at søge efter ham andre steder, men alene forgæves forsøgte at få ansøgerens hustru til at ringe til ham, uden at Taliban på anden måde forsøgte at lægge pres på ansøgerens hustru eller andre familiemedlemmer. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han intet foretog sig efter at have modtaget det første og andet trusselsbrev, forekommer påfaldende henset til, at ansøgeren i brevene blev truet med en hård straf, såfremt han ikke henvendte sig til Taliban, og henset til ansøgerens forklaring om, at han opfattede det som en trussel på livet. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger om muligheden for at skaffe falske dokumenter i Afghanistan, kan det ikke lægges til grund, at trusselbrevene er ægte. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet videre ikke at kunne lægge til grund, at Taliban er bekendt med ansøgerens arbejde for efterretningstjenesten. Herefter, og da ansøgeren med sin stilling som chauffør ikke kan anses for profileret i forhold til Taliban, har han ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er derfor heller ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/296/JHB
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Shindan-distriktet, Herat-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive hvervet som selvmordsbomber eller slået ihjel af Barakzai-klanen. Endvidere frygter ansøgeren at blive hvervet til at kæmpe for Noorzai-klanen, som han selv tilhører. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Barakzai-klanen og Noorzai-klanen kæmpede mod hinanden. Nogle personer fra Barakzai-klanen havde et tilhørsforhold til ISIL, og nogle havde et tilhørsforhold til Taliban. Ansøgeren blev en dag opsøgt af tre mænd, mens han passede får på marken. Mændene fortalte ansøgeren, at han skulle være selvmordsbomber. De fortalte også, at ansøgeren skulle fortælle sin far, at ansøgerens far skulle fortælle sin bror, at han skulle stoppe sit arbejde som politibetjent. De samme tre mænd opsøgte efterfølgende den koranskole, hvor ansøgeren gik. De anmodede ansøgeren og tre andre drenge om at følge med dem og blive selvmordsbombere. Ansøgerens far blev også opsøgt og forsøgt hvervet til deltagelse i kampene. To til tre dage efter ansøgeren blev opsøgt på koranskolen sidste gang, flyttede ansøgeren og hans familie fra landsbyen […] til Herat, hvor de boede i seks måneder, før de udrejste til Iran. I Herat blev ansøgerens fars fætter skudt foran den butik, som ansøgerens familie havde i byen. Der blev senere placeret en bombe foran butikken, hvilket resulterede i, at en af medarbejderne blev skadet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at Noorzai-klanen har mistet mange mænd og derfor mangler mænd til at kæmpe for sig. Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der nu er 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og sammenhængende på en måde, der har vist, at han har forstået både de stillede spørgsmål og deres betydning. Uagtet der er divergenser i ansøgerens forklaring, har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens unge alder og uddannelsesniveau og på, at det efter det af Udlændingestyrelsen oplyste ikke kan afvises, at der har været tolkeproblemer under samtalerne. Flygtningenævnet kan derfor overordnet lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har om den påberåbte klankonflikt forklaret, at han blev søgt hvervet af folk fra Barakzai-klanen, hvilket forekommer usandsynligt, såfremt der består et modsætningsforhold. Videre fremgår det af ansøgerens onkel, […]s oplysnings- og motivsamtale [ultimo] 2017, at onklen gennem de sidste ca. 18 år, herunder i Herat, ikke har haft konflikter med Barakzai og/eller Taliban. Af ansøgerens fætter, […]s asylsag fremgår af afgørelse [fra primo] 2012, at denne ansøger meddeles opholdstilladelse, ikke på baggrund af en klankonflikt eller en konflikt med Taliban men på grund af risiko for overgreb fra en farbror. Hertil kommer, at ansøgerens far tilsyneladende heller ikke har haft konflikter med Barakzai-klanen, og det beror på ansøgerens egen formodning, at det var denne klan, der anbragte en bombe/mine foran faderens forretning i Herat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Barakzai-klanen som følge af den gamle konflikt. Ansøgeren har forklaret om en gang, hvor han personligt er blevet opsøgt og opfordret til at lade sig hverve til Barakzai eller Taliban, og en eller to andre gange, hvor han sammen med andre drenge er blevet opfordret til at lade sig hverve. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt i hjemmet eller i Herat med henblik på hvervning. Henvendelserne fra Barakzai er efter det beskrevne ikke af en sådan karakter og intensitet, at de kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, og ansøgeren er ikke blevet opsøgt af sin egen klan med henblik på hvervning. Ansøgeren har fortsat et netværk i Afghanistan i form af en moster og to morbrødre, der alle bor i Herat, hvor ansøgeren boede op til sin udrejse. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en karakter, så enhver som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Ansøgeren har efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/295/col
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive hvervet til eller slået ihjel af Taliban, fordi hans far har lovet ham og broren væk til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far var tilknyttet Taliban, og at han i 2012 blev slået ihjel i forbindelse med, at han kæmpede for Taliban. Ansøgeren er efterfølgende blevet opsøgt af Taliban to gange kort inden, at ansøgeren forlod Afghanistan. Ansøgeren var ikke hjemme, så moren tog imod dem. Taliban spurgte efter ansøgeren og hans bror, da ansøgerens far havde lovet dem begge bort til Taliban. Dagen efter kom Taliban igen og spurgte efter ansøgeren og broren. Ansøgeren var hos sin morbror, men Taliban tog ansøgerens bror med. De havde medbragt dokumentet, hvor ansøgerens far havde skrevet under på, at han lovede ansøgeren og broren væk. Ansøgerens morbror hjalp ansøgeren med at komme ud af landet. Ansøgeren tog med morbroren til Kabul, hvor udrejsen blev arrangeret med en agent, hvorefter han udrejste efter tre dage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund, idet ansøgerens forklaring herom på centrale punkter fremstår divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange Taliban henvendte sig på hans bopæl. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at Taliban kom en gang, hvor ansøgeren ikke var hjemme, og hvor de tog ansøgerens bror med. I asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at hverken han eller broderen var hjemme første gang Taliban kom. De kom igen dagen efter, hvor ansøgeren fortsat ikke var hjemme, og hvor de tog hans bror med. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han og broderen skulle udføre selvmordsaktioner. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at Taliban sagde, at de ville bruge ansøgeren og hans bror til selvmordsaktioner eller bombninger. Til asylsamtalen forklarede han, at Taliban ikke fortalte hans mor noget om, hvilke opgaver ansøgeren og hans bror skulle udføre for Taliban. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. En subsidiær påstand om, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, tages ikke til følge, idet Flygtningenævnet vurderer, at de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan fortsat ikke vurderes isoleret set at være asylbegrundende. Det forhold, at en fransk appeldomstol indenfor asylområdet den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle situation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/294/SLH
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Iran henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin farbror og myndighederne, samt at han ikke vil have noget liv eller nogen fremtid der. Ansøgeren har ikke nogen iranske dokumenter, hvorfor han frygter at blive deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans farbror overtog forældremyndigheden over ansøgeren og hans søster, da ansøgerens forældre afgik ved døden. Farbroren ville tvinge ansøgeren til at arbejde for ham og tage indtjeningen fra ansøgeren. Hvis han ikke gjorde, som farbroren sagde, ville han blive smidt ud af huset. Ansøgeren frygter også, at han vil banke ansøgeren, indtil han dør af det. Farbroren har sagt, at hvis han en dag får fat på ansøgeren, så vil han sørge for at opdrage ham på en ordentlig måde. Han formoder, at det betyder, at han vil slå ham. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Afghanistan henvist til, at han frygter ISIL, at han ikke vil kunne klare sig, at han vil sulte, og at han vil blive udnyttet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har hørt, at ISIL er i Afghanistan, at han aldrig har været i landet før, at han ikke kender nogen personer i landet, at han ikke har nogen jord eller penge, at han ikke kender kulturen, sproget eller samfundet, og at der ikke er nogen sikkerhed i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at han aldrig har været i Afghanistan, ikke har nogen slægtninge der og ikke kender til samfundsforholdene og kulturen i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens ukendskab til og manglende sociale relationer i Afghanistan kan begrunde, at han meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. En subsidiær påstand om, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, tages ikke til følge, idet Flygtningenævnet vurderer, at de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan fortsat ikke vurderes isoleret set at være asylbegrundende. Det forhold, at en fransk appeldomstol indenfor asylområdet den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle situation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/293/SLH
Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og angiveligt kristen fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fars familie eller af sin tidligere ægtefælles familie, idet hun er konverteret til kristendommen, samt fordi hun har indledt et forhold til en mand i Danmark. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter voldelige overgreb fra sin tidligere ægtefælle, da han ikke vil acceptere, at de er blevet skilt. Endelig har hun henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes interesse for kristendommen startede omkring 2½ år inden, at hun forlod Iran, da hun så en film om Jesus. Hun fik en bibel af sin morbror, som også interesserede sig for kristendommen. Ansøgeren følte, at det gav hende kærlighed og omsorg, når hun læste i biblen. Hun udrejste af Iran i efteråret 2015, og da hun kom til Grækenland, begyndte hun at gå i kirke. Efter en til halvanden måneds undervisning blev hun døbt sammen med sin far. Hun har fortsat med sine kristne aktiviteter efter, at hun kom til Danmark. Til støtte for konflikten som følge af ansøgerens forhold til sin fætter, [A], har hun forklaret, at hun begyndte at tale med [A] omkring en til to måneder efter, at hun kom til Danmark. Efter lidt tid blev de kærester. [A] var tidligere kæreste med ansøgerens søster, hvorfor ansøgerens søster og far var meget imod forholdet. Ansøgerens far har udsat ansøgeren for fysiske overgreb og truet hende på livet. Ansøgeren har i forhold til konflikten med sin tidligere ægtefælle forklaret, at hun blev tvangsgift med ham, da hun var 14 år. Han og familien udsatte hende for fysiske overgreb og behandlede hende som familiens tjener, og de blev derfor skilt fem til seks år efter vielsen. Den tidligere ægtefælle har efterfølgende opsøgt ansøgeren og truet hende, hvilket gennem årene eskalerede, således at han i 2015 truede hende flere gange om ugen. Han udsatte hende også for voldelige overfald, hvilket fik hende til at udrejse i efteråret 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren allerede i sin oplysnings- og motivsamtale oplyste, at hun var kristen, og at hun og hendes far var blevet døbt i Grækenland. Forklaringen støttes af hendes fars forklaring i sin sag, af fotos af dåben og af en udtalelse [fra sensommeren] 2018 fra det græske Mercy Ministries, hvoraf fremgår, at ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2015. Nævnet har videre lagt vægt på ansøgerens forklaring om den indre afklaringsproces, hun har gennemgået efter mødet med den kristne tro, som hun fik sit første kendskab til i Iran gennem en morbror, som er kristen, og som gav ansøgeren en bibel på farsi. Nævnet har videre tillagt det betydning, at ansøgeren i Danmark er kommet regelmæssigt i forskellige kirker, hvor hun jævnligt har deltaget i undervisning og forskellige aktiviteter. Dette støttes af en udtalelse [fra sensommeren] 2018 fra sogne- og indvandrerpræst [B] ved Grønnevang kirke i Hillerød, hvorefter ansøgeren er kommet i kirken siden sommeren 2017 og har deltaget i fredagsfællesskaber og gudstjenester samt sociale arrangementer og sommerlejre. Ansøgerens forklaring om, at det var af hensyn til sin søster i Danmark, at hun gav urigtige oplysninger i asylskemaet om blandt andet sit navn og asylmotiv, lægges endvidere til grund. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, ligesom det efter hendes forklaring findes at kunne lægges til grund, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan åbent vil leve som kristen, ligesom hun har forklaret, at hendes tidligere ægtefælle og hendes farbror og fætre, som har bopæl i Afghanistan, er bekendt med hendes konversion og tager afstand herfra. Sammenholdt med Flygtningenævnets baggrundsmateriale om konvertitter i Afghanistan har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/292/SLH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra byen Tagab i Kapisa-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der er krig i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at hans forældre afgik ved døden, da han var omkring 11 eller 12 år. Herefter boede ansøgeren hos sin storebror [X]. Ansøgeren frygtede Taliban, idet han havde hørt, at de tvangsrekrutterede forældreløse børn. En dag mødte Taliban op på ansøgerens brors bopæl. Ansøgeren gemte sig på badeværelset sammen med sin brors ægtefælle og barn. Taliban spurgte ansøgerens bror, om nogen i huset samarbejdede med Taliban, og om der var våben i huset. Ansøgeren kan ikke huske, om Taliban spurgte efter ham. Taliban ransagede huset, men da de kom tæt på badeværelset, råbte ansøgerens brors ægtefælle, at der befandt sig en kvinde derinde, og Taliban gik derfor ikke ind i badeværelset. Kort efter forlod Taliban igen bopælen. Et par uger senere gik ansøgeren alene til skole, da hans bror var syg. Ansøgeren blev stoppet på gaden af en ukendt mand. Manden præsenterede sig ikke, men han formoder, at manden var fra Taliban, fordi han spurgte, om ansøgeren ville være selvmordsbomber mod betaling. Manden fortalte ansøgeren, at han ville komme i paradis, hvis han tog imod tilbuddet og gjorde det. Hertil svarede ansøgeren, at han ikke kunne bruge pengene til noget, hvis han alligevel mistede sit liv. Herefter løb ansøgeren væk. Ansøgeren løb hen til en sidevej, hvor der var åben dør til et hus, hvor ansøgeren løb ind. I huset bad han om at blive fulgt hjem af huset beboere. Ansøgeren blev fulgt hjem af en mandlig beboer. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin storebror, hvad der var sket tidligere på dagen. Ansøgerens storebror gik herefter i gang med at planlægge ansøgerens udrejse af Afghanistan, og ansøgeren udrejste omkring to til tre dage senere. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren nu er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet og på en måde, der viste, at han forstår, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans brors hjem blev ransaget, fordi Taliban ledte efter personer, der samarbejdede med myndighederne og efter våben, mens ansøgeren for Flygtningenævnet i dag har forklaret, at Taliban ledte efter netop ham. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke vidste, om hans bror under ransagningen blev slået af Taliban, mens ansøgeren for Flygtningenævnet i dag har forklaret, at hans bror fortalte ham, at han var blevet slået af Taliban. Yderligere har ansøgeren under de to første samtaler med Udlæn-dingestyrelsen og under den første behandling i Flygtningenævnet ikke oplyst om, at den mand, der rettede henvendelse til ham på gaden, medbragte et våben, mens han under samtalerne med Udlændingestyrelsen i 2018 har forklaret, at manden havde et våben under tørklædet, og for Flygtningenævnet har ansøgeren udbyggende i dag forklaret, at der nok var tale om en kalashnikov. For Flygtningenævnet har ansøgeren i dag forklaret, at han i Afghanistan har gået i skole, men at det ikke var en koranskolede, mens han til Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2016 forklarede, at han havde gået i koranskole hver dag i et år, og at han ikke havde gået i almindelige grundskole. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2018 forklarede ansøgeren, at han måske var 8-9 år gammel, da han gik i skole, og at han stoppede med at gå i skole, fordi Taliban kom til skolen, og han blev bange, hvilket ikke stemmer med ansøgerens forklaring om, at han få dage før sin udrejse, da han var 14 år gammel, skulle være blevet opsøgt af en mand fra Taliban, da ansøgeren var på vej til skole. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke kan huske, hvem af hans forældre der døde først, eller om der var måneder eller et år mellem dødsfaldende, henset til at ansøgeren på det tidspunkt skulle have været 11-12 år gammel. I dag har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at han overhørte, at broren til sin ægtefælle fortalte, at han havde solgt hus og jord for at skaffe penge til ansøgerens udrejse, mens ansøgeren tidligere til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han formodede, at broren havde solgt hus og jord, men at han ikke vidste det. Yderligere har ansøgeren i dag for Flygtningenævnet forklaret, at der ved hans udrejse ikke var en plan om, at han skulle til Danmark, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2016 forklarede, at hans bror og han havde aftalt, at han skulle rejse til Danmark for at søge asyl og uddanne sig. Ansøgeren har forklaret, at han ikke, siden han mistede sin telefon i Bulgarien, har forsøgt at få kontakt til sin storebror, hvilket er utroværdigt, henset til, at ansøgeren i flere år skulle have været en del af brorens husstand. Flygtningenævnet kan således heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sit manglende familiemæssige netværk i Afghanistan til grund. Flygtningenævnet har været opmærksom på ansøgerens alder, herunder hans manglende modenhed under de første samtaler med Udlændingestyrelsen og under den første behandling i Flygtningenævnet, hvilket imidlertid henset til karakteren og omfanget af ovenstående divergenser og udbyggende forklaringer ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at heller ikke de generelle forhold i Afghanistan er en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/291/JAH
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin egen familie, sin svigerfamilie, bekendte, Taliban, Islamisk Stat, magtfulde personer og desuden den person, som voldtog hende i 2012. Ansøgeren har videre henvist til, at hun er veluddannet og vestliggjort, og at hun derfor vil være udsat ved en tilbagevenden til sit hjemland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun arbejdede som læge i Afghanistan, hvor hun blev udsat for et seksuelt overgreb af en overlæge fra en anden afdeling på sygehuset. Ansøgeren turde ikke anmelde episoden til politiet eller fortælle andre om episoden af frygt for de konsekvenser, det kunne få for hende i Afghanistan. Ansøgeren havde tidligere modtaget forskellige trusler, når hun udførte aborter i kraft af sit arbejde, hvor ansøgeren også hjalp udsatte kvinder. Ansøgeren fik den [nærmere angivet dato i sommeren] 2012 tilladelse til et studieophold på […] Højskole. Den [nærmere angivet dato i efteråret] 2013 fik ansøgeren arbejdstilladelse som autoriseret læge i Danmark. Ansøgerens ægtefælle, [A], fik den [nærmere angivet dato i sommeren] 2014 familiesammenføringstilladelse med ansøgeren i Danmark. Ansøgerens lovlige ophold i Danmark udløb den [nærmere angivet dato i efteråret] 2015. Ansøgeren var i Afghanistan i [efteråret] 2015 for at se sin adoptivsøn og for at deltage i sin brors bryllup. Ansøgeren rejste legalt til Mazar-e-Sharif Lufthavn, og ansøgeren opholdt sig i Afghanistan i en kort periode, før hun vendte tilbage til Danmark. I slutningen af 2015 eller starten af 2016 fortalte ansøgeren sin ægtefælle om voldtægten i Afghanistan. Herefter oplevede hun, at ægtefællen ændrede personlighed og blev mere og mere voldelig, og hun valgte derfor at flytte fra ham [primo] 2016. Politiet har været tilkaldt på adressen to gange, henholdsvis den [nærmere angivet dato primo] 2016 og den [nærmere angivet dato i sommeren] 2016 i forbindelse med husspektakler. Ansøgeren søgte om asyl i Danmark den [nærmere angivet dato i foråret] 2016. Ansøgeren har oplyst, at hendes ægtefælle har fortalt deres familier om voldtægten, hvorfor hun nu er i risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren ønsker at blive skilt fra sin ægtefælle, hvorfor hun som fraskilt vil være endnu mere udsat i Afghanistan. Ansøgeren har fået opkald fra sin ægtefælles mor, hvor hun er blevet truet med, at hun skal straffes for sine gerninger, både i Afghanistan og i Danmark. Ansøgeren har fået samme trusler fra sin bror, der ikke længere vil acceptere ansøgeren som sin søster, idet hun, efter hans opfattelse har krænket familiens ære. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent, troværdigt og af betydning for asylmotivet uden divergenser om sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at inddrage ansøgerens ægtefælles oplysninger henset til ansøgerens forklaring om, at hun har forladt denne. Flygtningenævnet bemærker videre, at der ikke kan lægges vægt på de billeder, der blev fundet på ansøgerens mobiltelefon, idet det ikke fremgår, hvornår de er blevet taget, men alene hvornår ansøgeren har modtaget disse. Flygtningenævnet bemærker endelig, at der henset til ansøgerens forklaring herom ikke kan lægges vægt på den lydfil, der blev fundet på ansøgerens mobiltelefon. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Afghanistan var udsat for en voldtægt, at hun fortalte ægtemanden herom ultimo 2015/primo 2016, at ægtefællen fortalte deres respektive familier herom, og at både ansøgerens og ægtefællens familier derefter over for hende fremsatte trusler på livet. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ønsker skilsmisse fra sin ægtefælle. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som enlig kvinde ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgh/2018/288/MJM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en ukendt gruppe, fordi han ikke har udført en opgave, som de gav ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han arbejdede i det afghanske finansministerium, hvor han tog sig af forfaldne opgaver herunder planlægning af mad til møder og service i receptionen. En dag i [vinteren] 2015 var ansøgeren på vej hjem fra arbejdet. Han satte sig ind i en hyrevogn, hvori der allerede sad en passager i. En tredje passager blev samlet op og satte sig ved side af ansøgeren. De to passagerer begyndte at tale til ansøgeren. De udspurgte ham omkring hans arbejde. Da ansøgeren ville stige ud af bilen, trak den ene passager en pistol. Ansøgeren fik at vide, at de vidste, hvor han arbejdede, og at han skulle placere noget i et konferencerum i finansministeriet. Ansøgeren blev truet til at acceptere dette. Ansøgeren blev sat af ved sin bopæl og fik at vide, at de ville ringe til ham. Ansøgeren gik på arbejde næste dag. Nogle dage efter ringede de samme personer til ansøgeren. Han fik mere tid til at tænke over opgaven. Ansøgeren fortalte samme aften sin bror om, hvad der var hændt. Broren havde en ven i anklagemyndigheden, som ansøgeren og hans bror talte med dagen efter. Vennen i anklagemyndigheden sagde, at de ikke kunne beskytte ansøgeren, og at det var bedst, hvis ansøgeren udrejste af Afghanistan. Umiddelbart herefter henvendte ansøgerens bror sig til den iranske ambassade for at skaffe et visum til ansøgeren. Nogle dage efter blev ansøgeren opsøgt af personerne foran sin arbejdsplads. De sagde, at de ville give ham mere tid. Ansøgeren tog herefter hjem til sin søster, hvor han opholdt sig i nogle dage, indtil hans visum var klar. Han udrejste herefter af Afghanistan til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for at søge asyl i Danmark til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår udbyggende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret udbyggende om, hvor mange gange han blev opsøgt af terroristerne. I asylskemaet har han redegjort minutiøst for den 1. episode, hvor han blev truet af terroristerne under kørsel i en bil, uden at oplyse om den 2. episode, hvor han blev opsøgt uden for sin arbejdsplads i finansministeriet. Under oplysnings- og motivsamtalen har han heller ikke forklaret, at han blev opsøgt uden for sin arbejdsplads. Under asylsamtalen har han derimod forklaret, at terroristerne opsøgte ham foran arbejdspladsen, hvor de kontaktede ham og ville have ham med ud at køre igen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om denne episode, idet han under asylsamtalen forklarede, at det var de samme personer, som havde kontaktet ham første gang første gang, og at han kom med en undskyldning og gik tilbage til mini-steriet for at vente på, at de forsvandt. Under mødet i Flygtningenævnet har han derimod forklaret, at det kun var en af terroristerne, som opsøgte ham uden for ministeriet, og at vedkommende beor-drede ansøgeren til at sætte sig i bilen, hvilket han gjorde. Ansøgerens forklaring er desuden præget af en række mindre divergenser blandt andet med hensyn til, om ansøgeren og dennes bror opsøgte en anklager om aftenen eller om dagen, og med hensyn til begivenhedernes tidsmæssige sammenhæng. Han har således i asylskemaet anført, at der gik to dage fra terroristerne havde ringet til ham, til han fortalte sin bror om det, mens han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han samme dag talte med sin bror om det. I den samtale har han endvidere forklaret, at han og broren samme aften kontaktede brorens ven, som var anklager, mens han under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at de kontaktede anklageren dagen efter. Divergenserne svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring til grund. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/287/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamusim fra […], Daikondi provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin far, sine to brødre, sin morbror, dennes ægtefælle og tre sønner. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han nogle måneder inden sin udrejse af Afghanistan bad om sin kusine, [As] hånd. Dette tillod [As] mor ikke. Ansøgeren og [A] havde efterfølgende et hemmeligt forhold. En aften overnattede ansøgerens familie hos [As] familie, idet de havde spist sammen den pågældende aften. Ansøgeren lagde sig til at sove. Han modtog dog en besked fra [A], der bad ham om at komme ind til hende. De havde samleje, men blev afsløret af [As] bror, [B]. [B] fortalte det straks til sine brødre. Ansøgeren blev nødt til at flygte. Da det blev lyst prajede ansøgeren en bil, der kørte ham til Herat. Ansøgeren gemte sig på et hotel, mens hans fætter, [C], arrangerede hans udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende de afghanske myndigheder henvist til, at [As] mor arbejder for myndighederne, hvorfor han formoder, at myndighederne har fået kendskab til ansøgeren og [As] forhold. Ansøgeren har desuden fået at vide, at politiet har patruljeret i ansøgerens landsby. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Som påpeget i Udlændingestyrelsens afgørelse [dateret i foråret] 2017 har ansøgeren blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt han selv var til stede, da hans familie besøgte hans kusine [As] familie for at fri til hende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han og [A] havde kontakt med hinanden efter [As] families afslag på frieriet. Under samtalen [dateret i sommeren] 2015 har han forklaret, at han og [A] mødtes i skjul de efterfølgende 3 til 4 måneder. Under asylsamtalen og under sin forklaring i Flygtningenævnet har han forklaret, at de alene havde telefonisk kontakt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han var med sin familie på besøg hos [As] familie den aften, hvor han havde samleje med [A]. Under asylsamtalen har han forklaret, at han var sammen med sin familie på besøg hos [As] familie, og at hans forældre tog hjem sidst på aftenen, mens ansøgeren blev og overnattede. Under sin forklaring i Flygtningenævnet har han forklaret, at han var alene på besøg hos [As] familie. Ansøgeren har også forklaret divergerende om, hvor mange penge han havde på sig, da han flygtede, og hvad det kostede at bo på hotel i Herat. Han har under samtalen [dateret i vinteren] 2016 forklaret, at det kostede 1.000 afghani at bo på hotellet i 2-3 dage, og at han have 2.000 til 3.000 afghani på sig. Under samtalen i Flygtningenævnet har han forklaret, at han havde 300 til 400 afghani på sig, da han flygtede, og at hotellet kostede 400-500 afghani, som blev betalt af den person, som hentede ham og hjalp ham med den videre flugt. Divergenserne svækker ansø-gerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge hans forklaring til grund. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Af-ghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at han risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb omfattet af artikel 3 i EMRK. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/286/HHU
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans farbror, [A], der er narkohandler og samarbejder med Taleban, og som også har kontakter hos myndighederne, vil straffe ham og tvinge ham til at udføre ulovligt arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far og frabror, [B], blev dræbt omkring 2013, og at ansøgerens farbror, [A], efterfølgende forsøgte at tage kontrol over ansøgerens familie. [A] udsatte ansøgeren og flere andre i familien for vold. Nogle måneder efter ansøgerens fars og farbror, [B’s], død flyttede ansøgeren med sin mor, søskende og [B’s] familie til Meydan Wardak-provinsen, hvor familierne oprindeligt stammer fra. Efter omkring et års ophold i Meydan Wardak-provinsen insisterede [A] på, at familierne flyttede tilbage til Kabul. [A] oplyste, at ansøgerens far skyldte penge, som skulle tilbagebetales, hvorfor han mod ansøgerens mors vilje tog ansøgerens families bil, som han solgte. Efter noget tid gav ansøgerens mor [A] nogle penge med henblik på, at [A] skulle finde et arbejde til ansøgeren. [A] gjorde imidlertid intet for, at ansøgeren kunne komme i arbejde. På et tidspunkt mødte [A] op på ansøgerens families bopæl, hvor han i ansøgerens fravær oplyste over for ansøgerens mor, at han havde bestemt, at ansøgeren skulle arbejde for ham, hvilket betød, at ansøgeren skulle medvirke til sælge narkotika. Ansøgerens mor nægtede at lade ansøgeren arbejde for [A], hvorefter [A] på ny mødte op på bopælen for at tage ansøgeren med magt. Der opstod tumult, som førte til, at [A] slog ansøgerens mor og moster. Da naboer kom til stede, forlod [A] familiens bopæl. Efterfølgende blev ansøgerens mor ringet op af [A], der oplyste, at han ville komme tilbage og tage ansøgeren, ansøgerens bror, [C], og ansøgerens fætter, [D], med. Derefter besluttede ansøgerens mor og moster, at ansøgeren og [D] skulle udrejse af Afghanistan. Efter sin udrejse har ansøgeren af sin mor fået oplyst, at [A] har opsøgt familien på ny, hvor han har forlangt, at ansøgerens moster gifter sig med ham. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de afghanske myndigheder vil udspørge ham om hans udrejse og eventuelt fængsle ham. Ansøgeren var [X] år gammel, da han i efteråret 2015 flygtede fra Afghanistan. Ansøgeren ankom til Danmark i [starten af] 2016. Det blev imidlertid vurderet, at ansøgeren ikke var tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Udlændingestyrelsen har efter samtale med ansøgeren i [efteråret] 2017 vurderet, at ansøgeren nu havde opnået en sådan modenhed, at hans asylsag kunne behandles. Flygtningenævnet er enig i denne vurdering, idet ansøgeren under nævnsmødet har formået at redegøre for sine personlige forhold og har kunnet forklare om, hvorfor han forlod Afghanistan, således at der på nuværende tidspunkt kan gennemføres en sædvanlig asylretlig vurdering. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin familiemæssige baggrund til grund, herunder kan nævnet lægge til grund, at ansøgerens far døde som forklaret af ansøgeren, og at ansøgerens farbror [A] herefter indtog rollen som det mandlige overhoved i både ansøgerens og i fætteren [D’s] familie. Ansøgeren har under hele asylsagsbehandlingen forklaret, at [A] solgte narkotika, og at dette havde givet anledning til konflikter mellem [A] og ansøgerens far. Ved Flygtningenævnets stillingtagen til, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, skal der tages hensyn til ansøgerens alder, da han forlod Afghanistan, og til, at det var ansøgerens mor, der traf beslutningen om, at ansøgeren skulle flygte. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgerens flugt, der foregik sammen med ansøgerens på tidspunktet [X] år gamle fætter [D], skete på grund af frygt for farbroren [A], begrundet i [A’s] krav om, at ansøgeren skulle arbejde for [A] i forbindelse med dennes salg af narkotika. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens mor få måneder forinden havde givet [A] et større pengebeløb, for at [A] skulle etablere ansøgeren med en lille grønthandel. Ansøgeren har forklaret, at [A] imidlertid pludselig fremsatte krav om, at ansøgeren, ansøgerens yngre bror, [C], og [D] skulle arbejde for [A]. Dette krav blev først fremsat overfor ansøgerens mor og moster, hvilket udviklede sig til håndgemæng, og efterfølgende i forbindelse med, at [A] mødte op på ansøgerens bopæl, hvor [A] med magt forsøgte at få ansøgeren med, hvilket imidlertid blev afværget af ansøgerens og [D’s] mødre og tililende naboer. [A] skulle herefter angiveligt have ringet til ansøgerens mor og meddelt, at han i den nærmeste fremtid ville hente drengene, hvorefter de tre drenges flugt blev planlagt. Nævnet har ved vurderingen af, hvorvidt det er sandsynliggjort, at flugten var begrundet i frygt for [A], lagt afgørende vægt på, at ansøgerens mor besluttede, at [C], der er ældre end [D], kunne blive hos hende, og nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens mor og moster efterfølgende blev udsat for repressalier fra [A] side, eller at [C] er blevet afhentet af [A]. Nævnet har videre lagt vægt på, at de to kvinder kunne afvise det krav om ægteskab, som [A] angiveligt fremsatte over for [D’s] mor. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive udsat for asylbegrundende overgreb fra farbrorens side. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Det er således ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/285/tps
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra landsbyen [A] i provinsen Nangarhar i Afghani-stan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbage-venden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet de vil tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far er blevet opsøgt af Taliban tre gange, hvor de bedte ham om at udlevere sine tre sønner til dem. Ansøgerens far blev opsøgt af Taliban første gang en dag på vej hjem fra sit arbejde. Ansøgerens far nægtede at udlevere sine sønner til Taliban, hvorefter de truede med at slå hans børn ihjel. Anden gang ansøgerens far blev opsøgt af Taliban, bad de ham om at udlevere ansøgeren til dem. Taliban truede ansøgerens far med at slå ham ihjel, hvis han ikke gjorde det. Ansøgerens far blev kort før ansøgerens udrejse ringet op af Taliban-gruppens talsmand, der ønskede at rekruttere ansøgeren, ligesom han fortalte, at de havde slået ansøgerens bror, [S], ihjel, idet faren havde nægtet at udlevere ansøgeren til dem. Faren svarede henholdende uden at afslå anmodningen. Ansøgeren overhørte samtalen. Tre måneder før ansøgerens udrejse, forsvandt hans anden bror. Taliban ringede efterfølgende og oplyste, at broderen var hos dem. Nogle måneder senere sad ansøgeren ved sit hus udenfor den mur, der omgiver husets gård/have. Han så, at et større antal Taliban-folk nærmede sig huset. Ansøgeren var alene, og valgte at løbe til basaren i byen. Ansøgeren tog en taxa hen til sin morbror, hvorefter han ringede til sin far, som arrangerede ansøgerens udrejse. Ansøgerens far er nu flygtning i Pakistan. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er fra Afghanistan og senest har boet i Jalalabad. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at teksten i hans asylansøgningsskema er skrevet af fra en anden ansøger og således ikke er dækkende for ansøgerens sag. Flygtningenævnet afviser denne forklaring både fordi den er fremkommet så sent, men også fordi teksten i skemaet på flere punkter er sammenfaldende med ansøgerens forklaring, hvilket ikke kan være tilfældigt. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter. Han har i skemaet forklaret, at hans far var underviser og blev dræbt, men har ved senere samtaler forklaret, at faren var grønthandler og stadig er i live. Han har i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at han ikke erindrer, om der har været en religiøs begravelsesceremoni for broren. Han har under den senere samtale med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at han selv deltog i begravelsesceremonien. Han har forklaret divergerende om, hvorvidt den anden bror gik i skole eller arbejdede i grøntsagsforretningen. Han har overfor styrelsen oplyst, at den anden bror blev bortført ca. tre måneder, inden ansøgerens udrejse, og har for nævnet forklaret, at det skete ca. et år før udrejsen. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens far alene skulle have vejledt ansø-geren om at passe på sig selv, da han tredje gang blev kontaktet af Taliban, når han efter to tidligere henvendelser havde mistet to sønner. Faren havde haft mulighed for at sende sønnen væk, f.eks. til farbroren i Kabul eller morbroren til [B]. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke ved, hvorfor hans far efterfølgende er flygtet til Pakistan. Endelig bemærker nævnet, at forklaringen ikke forekommer selvoplevet blandt andet fordi ansøgeren trods flere forespørgsler ikke har kunnet angive et ca. tal for, hvor mange personer, der nærmere sig hjemmet umiddelbart før flugten. På baggrund af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder ikke, på trods af den fremlagte franske dom, at det på de foreliggende baggrundsoplysninger med tilstrækkelig sikkerhed er godtgjort, at ethvert ophold i Afghanistan indebærer en situation i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet fastholder derfor den praksis, som er udstukket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ansøgeren har herefter ikke godtgjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/284/LMD
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shiamuslim af trosretning fra Tagab-e-Keshem i Badakhshan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han i kraft af sin stilling som politibetjent har kæmpet mod Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af borgmesteren og repræsentanten for myndighederne i [C] ved navn [A]. Ansøgeren frygter [A], idet [A] beskylder ansøgeren for som leder af en politiaktion at være ansvarlig for [A]s søns død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren frygter Taliban, oplyst, at han i kraft af sin stilling som politibetjent var tilknyttet en særlig indsatsstyrke i [B]-provinsen. Ansøgeren har derfor deltaget i adskillige aktioner mod Taliban. Den særlige indsatsstyrke havde hovedsæde i byen [C], hvor ansøgeren ligeledes boede. Ansøgeren deltog den [vinter 2015] i en politiaktion mod Taliban i [D] i Tagab-e-Keshem. Ansøgeren havde ansvaret for at lede aktionen, fordi ansøgeren kendte området. Aktionen resulterede i dræbte hos henholdsvis politiet og Taliban. Den særlige indsatsstyrke anholdt også personer fra Taliban. Tre dage efter aktionen blev ansøgerens far og bror, som boede i ansøgerens hjemby Khombok, opsøgt og tilbageholdt af Taliban, der spurgte efter ansøgeren, og som ville slå dem ihjel. Den fungerende mullah i landsbyen sørgede for, at ansøgerens far og bror blev frigivet under forudsætning af, at ansøgerens far sørgede for, at ansøgeren meldte sig til Taliban inden for en uge. Ansøgerens far kontaktede efterfølgende ansøgeren, og de blev enige om, at ansøgerens familie skulle tage ophold i Tagab-e-Keshem, som var uden for Talibans kontrol, hvorfor ansøgerens familie tog ophold i den pågældende by. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter en mand ved navn [A] oplyst, at ansøgerens overordnede ti til 12 dage efter politiaktionen fortalte ansøgeren, at [A]s søn var tilknyttet Taliban, og at [A]s søn var blevet slået ihjel i forbindelse med politiaktionen. [A] anså ansøgeren som ansvarlig for sønnens død, idet ansøgeren havde det ledende ansvar for politiaktionen, hvorfor [A] ønskede at hævne sig på ansøgeren som følge af sønnens død. Ansøgeren fik efterfølgende orlov i 10 dage og tog hen til sin familie i Tagab-e-Keshem. En dag under orloven var ansøgeren ude at gå en tur med en af sine venner. Ansøgerens familie blev opsøgt af [A]s mænd, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens far blev slået af disse mænd. Ansøgerens mor fortalte i telefonen ansøgeren, hvad der var sket og rådede ansøgeren til at rejse, hvorfor ansøgeren udrejste af Afghanistan kort efter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er politimand, og at han var næstkommanderende i en politiaktion mod Taliban, hvor to talebanere blev slået ihjel og hvor ti talebanere blev taget til fange. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens familie efter politiaktionen blev opsøgt af Taliban, der tilbageholdt ansøgerens far og bror samt, at faren, for at slippe fri, måtte love at udlevere ansøgeren til Taliban inden en uge, hvilket han dog ikke gjorde, idet familien flygtede til et ikke-Taliban-kontrolleret område i Tagab-e-Keshem. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens overordnede, [E], senere fortalte, at en af de døde talebanere var søn af borgmesteren, [A], i [byen C], som er en meget fremtrædende person med forbindelser til blandt andet Taliban. [E] gav ansøgeren orlov, men ville i øvrigt ikke foretage sig noget med hensyn til at beskytte ansøgeren, da [A] er en meget indflydelsesrig person. Samtidig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren tog hjem til sin familie, og at familien blev opsøgt af [A]s mænd, der spurgte efter ansøgeren og slog ansøgerens far. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ikke som politibetjent kan anses for at tilhøre en særlig social gruppe. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som følge af sit job må anses for at være profileret i forhold til Taliban. Flygtningenævnet finder endvidere, at det må antages, at [A], i kraft af sin magtfulde position, vil kunne finde frem til ansøgeren andre steder i Afghanistan end i det område, hvor ansøgeren boede. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne henvise ansøgeren til at tage ophold i en anden provins i Afghanistan eller i Kabul som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet meddeler derfor [F] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/283/GJEY
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af Khalil og hans folk. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han flyttede til Iran med sine forældre og søskende, da ansøgeren var 3 år gammel. [i sommeren] 2016, omkring 8-9 måneder før ansøgerens oplysnings- og motivsamtale, blev han deporteret fra Iran til Afghanistan alene. Ansøgeren blev venner med Sulaiman, som han mødte under hans deportation. Ansøgeren boede hos Sulaimans moster i Kabul i to dage. Efter to dage forsøgte ansøgeren at finde arbejde, for at forsørge sig selv. Ved basaren mødte ansøgeren Khalil, som tilbød ham arbejde. Ansøgeren skulle transportere ikke nærmere bestemt gods for Khalil. Den efterfølgende dag begyndte ansøgeren at arbejde for Khalil i […] området i Kabul. Efter omkring tre uger mødte ansøgeren Sulaiman og oplyste ham om sit arbejde. Ansøgeren fortalte Sulaiman, at han havde set nogle mænd smage på hvidt pulver. Sulaiman fortalte ansøgeren, at der måtte være tale om narkotika, hvilket gjorde ansøgeren bange. To til tre dage efter stoppede ansøgeren sit job, uden at orientere Khalil. Dagen efter blev Sulaimans mosters bopæl opsøgt af tre personer, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren blev truet på livet, hvorfor han ikke så anden udvej end at genoptage sit arbejde for Khalil. Omkring 10 dage efter skulle ansøgeren levere en pakke for Khalil. Modtageren af denne pakke gav ansøgeren en pose med ukendt indhold. Posen skulle returneres til Khalil. Da ansøgeren kiggede i posen, så han omkring 200.000 afghani i kontanter. Ansøgeren besluttede at stjæle Khalils penge, og derved finansiere sin udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var Suleiman, der åbnede døren, da ansøgeren blev opsøgt af Khalils mænd. Til sin asylsamtale [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han først et stykke tid efter, han havde fået arbejdet hos Khalil, fortalte vennen Suleiman og dennes moster om arbejdet, at det var mosteren, der åbnede døren, da ansøgeren blev opsøgt af Khalils folk, og at han genkendte de tre personer, der kom. Videre har ansøgeren under denne samtale forklaret, at da han afleverede en pakke og i stedet modtog en pose penge, var det to mænd på en motorcykel, han mødte. Til gensamtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret, at han fortalte Suleiman og mosteren om jobbet samme dag, han fik det, at han ikke genkendte de mænd, der opsøgte ham hos Suleimans moster – senere under samme samtale, at han genkendte mændene, og at det var en person til fods, der gav ham posen med penge. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han samme dag, han fik jobbet, fortalte Suleiman og dennes moster om jobbet, men ikke i detaljer, det gjorde han først ca. fire uger senere. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at det var mosteren, der åbnede døren, da Khalils mænd kom, at han ikke genkendte mændene, og at det var en mand til fods, der gav ham posen med penge, men at han kunne se endnu en mand langt væk. Først under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at da han vendte tilbage til arbejdet hos Khalil, slog Khalil ham og trak ham ind i det værelse, hvor han plejede at sove. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at Khalil truede ham, men har ikke forklaret, at han blev slået. Videre forekommer det usandsynligt, at Khalil og/eller dennes mænd kunne vide, at ansøgeren opholdt sig hos Suleiman og dennes moster, henset til, at ansøgeren kun havde opholdt sig der to dage, da han ankom til Kabul, ligesom det forekommer usandsynligt, at mændene netop denne dag, uden særlig anledning, skulle have fulgt efter ham. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at Khalil skulle lade ham fortsætte arbejdet med at bringe narkotika ud og lade ham modtage et stort pengebeløb, hvis ansøgeren kort tid forinden havde forsøgt at nægte at udføre arbejdet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/282/FAM
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Tehran, Iran af afghanske forældre. Ansøgeren har oplyst, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at unavngivne bekendte til hans slægtninge vil slå ham ihjel på grund ansøgerens konversion til kristendommen. Ansøgeren frygter endvidere, at myndighederne vil slå ham ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Videre frygter ansøgeren at blive slået ihjel af personerne Gholam Faroq og Wazir Shah, fordi hans far har haft konflikt med personerne. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at politiet vil anholde ham og deportere ansøgeren til Afghanistan, fordi han ikke har opholdstilladelse i Iran. Endeligt frygter ansøgeren, at hans slægtninge, bekendte og myndighederne i Iran vil slå ham ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans forældre udrejste af Afghanistan til Iran, før ansøgeren blev født. Ansøgeren ved ikke, hvorfor de udrejste. Ansøgerens far arbejdede selvstændigt i byggebranchen i Iran. Faren arbejdede også for partiet Hezbe Islami, primært for at hjælpe folk med at komme fra Afghanistan til Iran. Faren blev stukket ned i foråret 2010 med en kniv i Tehran. Personerne Gholam Faroq og Wazir Shah havde givet ordre til nogen andre, som udførte knivoverfaldet. Personerne tog efterfølgende til Afghanistan. Efter knivoverfaldet var ansøgerens far indlagt i få timer på hospitalet. Overfaldet blev ikke anmeldt til politiet. Ansøgeren frygter, at de samme personer, som udførte knivoverfaldet på hans far, vil finde ansøgeren, såfremt han rejser tilbage til Afghanistan. Ansøgeren udrejste af Iran, fordi han ville blive udvist af Iran, efter endt uddannelse, idet ansøgeren ikke længere ville have opholdsgrundlag i landet. Ansøgeren havde ingen konflikter i Iran. Vedrørende sin konversion har ansøgeren oplyst, at deres båd kæntrede på vej mod Grækenland. 14 personer druknede og 15 personer ovelevede. Da ansøgeren takkede manden, som reddede ham, sagde manden til ansøgeren, at han ikke skulle takke ham, men i stedet takke Jesus Kristus. Efter ansøgeren indrejste i Danmark, begyndte han derfor at gå i kirke. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 i Åbenkirke i Herning. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om faderens konflikt til grund. Ansøgeren har forklaret, at hans far blev overfaldet i 2010. Faderen er ikke siden blevet opsøgt, og det beror på ansøgerens egen formodning, at faderen og hele familien er blevet truet af overfaldsmændene. Ansøgeren har intet kendskab til overfaldsmændene og har aldrig haft kontakt til disse. Faderens konflikt må derfor betragtes som afsluttet, og ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse fra Iran havde en asylbegrundende konflikt med folk, boende i Afghanistan. For så vidt angår konverteringen til kristendommen har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han troede på sin egen gud. Allerede [i efteråret] 2016 blev ansøgeren døbt, og han havde på det tidspunkt et meget begrænset kendskab til kristendommen. Et flertal af Flygtningenævnet har imidlertid i denne forbindelse lagt vægt på præst [A]s erklæring af [sommeren] 2018, hvori han har beskrevet kirkens procedure omkring dåb, herunder den tidlige dåb i forhold til oplæring i kristendommen. Flertallet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et rimeligt kendskab til kristendommen, og at det af de fremlagte erklæringer fremgår, at ansøgeren siden [sommeren] 2016 har været tilknyttet Åbenkirke og regelmæssigt deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter, ligesom han det sidste år regelmæssigt har deltaget i kristendomsundervisning i en anden kirke. Ansøgeren har kunnet redegøre for årsagen til sin begyndende interesse for kristendommen, for sin overbevisning og for konsekvenserne, herunder i forhold til familien, af konverteringen. Et flertal af Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens konvertering er reel, at han ved en indrejse til Afghanistan fortsat vil praktisere sin tro, og at han derfor vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/281/FAM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har medvirket til, at to personer fra Taliban er blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han en dag, hvor han tog sin families kvæg med ud til nogle marker, hvor de skulle græsse, på vejen hjem, så to mænd, der befandt sig under en bro. Deres ansigter var tildækkede med tørklæder, og de var i gang med at føre nogle ledninger ud fra broen. Ansøgeren henvendte sig derefter til en tilfældig mand, som han ikke kendte og fortalte, hvad han havde set, hvorefter manden ringede til politiet. Kort derefter kom der soldater til stedet, og soldaterne fandt de to mænd og tog dem med sig. Ansøgeren tog derefter hjem til sin bopæl. Den næste morgen tog ansøgeren igen af sted med sin families kvæg. Da han kom hjem senere på eftermiddagen, fortalte hans mor, at der var kommet et brev til ham. I brevet stod der, ansøgeren var skyld i, at to personer var blevet anholdt, og at han skulle slås ihjel. I brevet stod der endvidere, hvem ansøgeren var, hvem hans far var og hvor ansøgeren boede. Den efterfølgende nat opsøgte Taliban ansøgerens families bopæl. Ansøgerens mor åbnede døren og talte med personerne fra Taliban, mens ansøgeren flygtede ud via sin nabos hus. Da ansøgeren kom ud på vejen, så han to personer fra Taliban, der affyrede skud mod ham. Ansøgeren løb derefter hjem til sin morbror, som hjalp ham med at udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en lang række centrale punkter har været usandsynlig, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at det ikke forekommer sandsynligt, at Taliban i et område, hvor det var myndighederne, der havde kontrollen om dagen, og hvor der lå såvel en politistation som en militærbase tæt ved, sidst på eftermiddagen, mens der stadig var dagslys, skulle placere en bombe under en større og trafikeret vejbro. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at broen blandt andet blev benyttet af militæret, når de færdedes i området. Ansøgerens forklaring om, at han oppe fra broen var i stand til at se, hvad der foregik under broen er mindre sandsynligt, og det forekommer heller ikke sandsynligt, at han turde henvende sig til en tilfældig landmand, som han ikke kendte for at fortælle om sine iagttagelser. Det bemærkes herved, at ansøgeren har forklaret, at befolkningen i området består dels af personer, der støtter myndighederne, dels af personer som støtter Taliban. Det forekommer videre usandsynligt, at Taliban skulle have gjort sig anstrengelser for at finde frem til ansøgeren, idet det ikke var ham, der ringede efter myndighederne, ligesom det er usandsynligt, at Taliban var i stand til at finde frem til ansøgeren, der bare var en tilfældigt forbipasserende hyrdedreng, der hverken opgav navn eller andre identifikationsdata til landmanden eller myndighederne. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at ansøgeren har forklaret, at han befandt sig udenfor sig eget hjemområde, og at der var ca. ½ times gang fra broen til hans landsby, og at man undervejs blandt andet skulle passere en anden større landsby. Det er heller ikke sandsynligt, at Taliban skulle have advaret ansøgeren ved at sende ham et brev, der netop muliggjorde, at han kunne flygte fremfor at opsøge ansøgeren og slå ham ihjel, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren hverken fortalte sin mor eller sin morbror om brevets indhold. Også ansøgerens forklaring om flugten er usandsynlig blandt andet med hensyn til, at han var i stand til at flygte over en høj mur, hvor han landede på begge fødder i nærheden af to bevæbnede personer fra Taleban, der skød mod ham med automatvåben uden at ramme. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at ansøgerens morbror skulle have været i stand til at arrangere ansøgerens flugt på kun godt en time, og at hverken ansøgeren eller morbroren gjorde noget for at sikre sig, at de var i stand til at opretholde kontakten med hinanden. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/279/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra landsbyen […], distriktet […] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans farbror vil sende ham til Taliban, fordi farbroren ønsker, at ansøgeren skal hævne sine forældres død. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at hans farbror vil slå ham ihjel, hvis han ikke tilslutter sig Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans forældre døde for omkring otte-ni år siden under et angreb fra de vestlige styrker. Ansøgeren, hans bror [A], hans bror, [B], og deres søstre, [ansøgerens lillesøster] og [ansøgerens storesøster], flyttede herefter ind hos deres farbror, [C]. Efter omkring to år forsvandt ansøgerens bror, [B]. Farbroren spurgte dem, hvor [B] var, og han slog dem, fordi han ville have dem til at sige, hvad de vidste om [B]s forsvinden. Senere begyndte farbroren at sige, at [B] sikkert var blevet slået ihjel af de vantro på samme måde, som deres forældre blev dræbt. Ansøgerens farbror begyndte herefter at opfordre ansøgeren til at drage i hellig krig for at hævne sine forældre og [B]s død. Han sagde også, at ansøgeren skulle hjælpe farbrorens venner i Taliban og tilslutte sig dem. Ansøgeren svarede hver gang sin farbror, at han ikke ønskede at samarbejde med Taliban, og at han ikke ville dø eller gøre onde ting. Ansøgerens farbror mødtes jævnligt med personer fra Taliban, og han samarbejdede med dem. Ansøgerens farbror udsatte jævnligt ansøgeren for vold og slag. Omkring seks måneder før ansøgerens udrejse forsvandt hans søster, [ansøgerens storesøster]. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med hende, men herefter var der ikke længere nogen til at beskytte ansøgeren, [A] og [ansøgerens lillesøster]. Ansøgeren og [A] kontaktede derfor deres fars gamle ven, [D], som sagde, at de skulle komme igen efter et par uger sammen med deres søster, [ansøgerens lillesøster], og så ville han have en plan for dem. To uger efter lykkedes det ansøgeren og [A] at tage af sted til [D], men det lykkedes dem ikke at få [ansøgerens lillesøster] med. Inden de tog af sted fra Afghanistan, fortalte [D], at menneskesmugleren ville genforene dem med deres bror, [B]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet tiltræder, at ansøgeren, der er 17 år gammel, er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling, idet han på mødet svarede på de stillede spørgsmål på en måde, der viste, at han forstod, hvad asylbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at årsagen til, at ansøgeren har ansøgt om asyl eller de i øvrigt foreliggende oplysninger, kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hans farbror har opfordret ham til at tilslutte sig Taliban i en periode på omkring fem år, men at farbroren ikke på noget tidspunkt har forsøgt at tvinge ansøgeren til at tilslutte sig til Taliban. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på ansøgerens forklaring for nævnet om, at farbroren var en anerkendt mand i landsbyen, der ikke ville have sit renommé ødelagt ved at tvinge ham til at tilslutte sig Taliban. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at farbroren jævnligt har holdt møder med Taliban, hvor ansøgeren befandt sig på marken, hvor han af farbroren blev bedt om at holde sig væk, og at der aldrig er nogen fra Taliban, der har henvendt sig til ansøgeren. Ansøgeren er heller aldrig blevet involveret i farbrorens samarbejde med Taliban, ligesom ansøgeren heller aldrig har haft berøring med Taliban i øvrigt. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han skulle være i en konkret og individuel risiko for tvangsmæssig rekruttering fra Taliban, idet hans farbror på trods af jævnlig kontakt med Taliban og de vedvarende opfordringer til ansøgeren, aldrig har gjort noget yderligere for at arrangere med Taliban, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban, samt at Taliban aldrig har gjort noget for at forsøge at rekruttere ansøgeren. Med hensyn til risiko for overgreb fra ansøgerens farbror finder Flygtningenævnet ikke efter ansøgerens forklaring, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil kunne risikere at blive udsat for overgreb, der har en intensitet og karakter, der er omfattet af anvendelsesområdet for § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/278/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra landsbyen […], distriktet […] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans farbror vil udlevere ham til Taliban, og at farbroren vil slå ham ihjel, fordi han er flygtet fra farbroren. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans forældre døde for omkring otte-ni år siden under et angreb udført af vestlige styrker. Ansøgeren, hans lillebror, [A], hans storebror, [B], og deres to søstre, [lillesøster] og [storesøster], flyttede herefter ind hos deres farbror, [C]. Efter omkring to år forsvandt ansøgerens bror, [B]. Farbroren spurgte dem, hvor [B] var, og han slog dem, fordi han ville have dem til at sige, hvad de vidste om [B]s forsvinden. Senere sagde farbroren, at [B] sikkert var blevet slået ihjel af de vantro på samme måde, som deres forældre var blevet dræbt. Farbroren begyndte herefter at opfordre ansøgeren til at hævne sine forældres død, og han sagde, at ansøgeren skulle tilslutte sig farbrorens venner i Taliban. Ansøgeren accepterede dette, men inderst inde ønskede han ikke at spilde sit liv på det. Ansøgerens farbror mødtes jævnligt med personer fra Taliban, og farbroren samarbejdede med dem. På et tidspunkt kontaktede ansøgeren og hans bror, [A], deres fars gamle ven, [D], som sagde, at de altid kunne komme til ham, hvis de havde brug for hjælp. En dag, da ansøgeren og [A] befandt sig alene på en mark, benyttede de lejligheden til at flygte. De tog hen til [D], som satte dem i kontakt med en menneskesmugler. Inden de tog af sted, fortalte [D], at menneskesmugleren ville genforene dem med deres bror, [B]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at årsagen til, at ansøgeren har ansøgt om asyl eller de i øvrigt foreliggende oplysninger, kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hans farbror har opfordret ham til at tilslutte sig Taliban i en periode på omkring fem år, men at – på trods af at ansøgeren over for farbroren havde accepteret at tilslutte sig Taliban – har farbroren ikke på noget tidspunkt forsøgt at tvinge ansøgeren til at tilslutte sig til Taliban. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på ansøgerens forklaring for nævnet om, at farbroren var en veluddannet, religiøs person i byen, der ikke ville have det på sig, at han tvang ansøgeren til at tilslutte sig Taliban. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at farbroren jævnligt har holdt møder med Taliban, hvor ansøgeren befandt sig på marken, hvor han af farbroren blev bedt om at holde sig væk, og at der aldrig er nogen fra Taliban, der har henvendt sig til ansøgeren. Ansøgeren er heller aldrig blevet involveret i farbrorens samarbejde med Taliban, ligesom ansøgeren heller aldrig har haft berøring med Taliban i øvrigt. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han skulle være i en konkret og individuel risiko for tvangsmæssig rekruttering fra Taliban, idet hans farbror på trods af jævnlig kontakt med Taliban og de vedvarende opfordringer til ansøgeren, aldrig har gjort noget yderligere for at arrangere med Taliban, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban, samt at Taliban aldrig har gjort noget for at forsøge at rekruttere ansøgeren. Med hensyn til risiko for overgreb fra ansøgerens farbror finder Flygtningenævnet ikke efter ansøgerens forklaring, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil kunne risikere at blive udsat for overgreb, der har en intensitet og karakter, der er omfattet af anvendelsesområdet for § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/277/SSM
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans far var ansat i hæren og dermed arbejdede for de afghanske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han ved to lejligheder er blevet opsøgt af Taliban, der truede med at slå ham ihjel, hvis hans far ikke stoppede med at arbejde for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har forklaret, at hans far arbejdede i hæren, mens hans storebror var ansat i politiet. De var sjældent hjemme, og når de var hjemme, måtte de holde sig skjult. Det var således alene ansøgeren, hans mor og yngre søskende, der befandt sig på bopælen, da Taliban opsøgte ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren har forklaret, at der en aften blev banket på familiens dør. Uden for bopælen stod 4-5 talebanere. De sagde, at hvis ansøgerens far ikke stoppede med at arbejde for den vantro regering, ville de slå ansøgeren ihjel. Herefter forlod de bopælen. Ansøgerens mor fortalte ham sidenhen, at Taliban havde kastet flere trusselsbreve i den lokale moské. Ansøgeren har imidlertid oplyst, at han ikke ved yderligere om trusselsbrevene og deres indhold. Talebanerne vendte tilbage til familiens bopæl 2-3 dage efter deres første besøg. De bankede på døren, hvorefter ansøgeren gik ud til dem. Ansøgerens mor og yngre søskende befandt sig inde i huset under hele episoden. Talebanerne fortalte, at ansøgerens far ikke var stoppet med at arbejde for myndighederne. Under opsøgningen blev ansøgeren slået i hovedet med et gevær, sparket og truet på livet. Ansøgeren råbte om hjælp, hvorefter 8-9 af landsbyens ældre kom til stedet og bad talebanerne om at stoppe. De ældre garanterede med deres liv overfor talebanerne, at ansøgerens far ville stoppe sit arbejde, hvorfor talebanerne stoppede deres voldsudøvelse. Herefter ringede ansøgeren til sin far fra en af de ældres telefon. Han bad faren om at forlade sin stilling, men faren nægtede og sagde, at Taliban ville slå ihjel desuagtet. Faren bad ansøgeren om at tage sin mor og yngre søskende med hen til sin morbror den følgende dag. Ansøgeren fortalte ikke de ældre, at hans far havde nægtet. Dagen efter tog ansøgeren, hans mor og yngre søskende hen til hans morbror, hvor ansøgeren overnattede én nat og derefter rejste til Kabul. I Kabul mødtes ansøgeren med sin storebror, og de udrejste herefter sammen af Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at brødrene blev adskilt under flugten, og at hans storebror efterfølgende har søgt asyl i Finland. I [sommeren] 2016 kontaktede storebroren ansøgeren og fortalte, at deres far var blevet taget af Taliban. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den forekommer troværdig og konsistent. Herefter lægges det til grund, at ansøgeren på bopælen har været opsøgt af Taliban og udsat for vold og trusler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet vil være i individuel risiko for overgreb fra Talibans side. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 2, findes derfor isoleret set opfyldt, mens nævnet ikke finder at kunne lægge til grund, at ansøgeren i givet fald vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i et andet område i Afghanistan end i hjemområdet. Det følger af UNHCR’s Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection nr. 4, afsnit II, litra c), at det skal kunne godtgøres, at det efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i hjemlandet. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren er en enlig og arbejdsduelig ung mand, der i øvrigt er sund og rask. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren personligt vurderes at være uprofileret, og at faderens profilering vurderes at være relativt beskeden. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul, Herat eller Mazar-e Sharif. En subsidiær påstand om, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, tages ikke til følge, idet Flygtningenævnet vurderer, at de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan fortsat ikke vurderes isoleret set at være asylbegrundende. Det forhold, at en fransk appeldomstol indenfor asylområdet den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle situation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/276/thv
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bayat og kristen fra Baghchari, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har haft en jordkonflikt med et medlem af Taliban. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af befolkningen i Afghanistan, fordi han er konverteret til kristendommen og er blevet døbt i Danmark. Til støtte for sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at han har opholdt sig i Iran siden 1981/1982 på grund af krigen i Afghanistan, og at han i den forbindelse to gange er blevet deporteret til Afghanistan af de iranske myndigheder, fordi han ikke havde opholdstilladelse i Iran. Da han på ny blev deporteret i 2014/2015, valgte han at forblive i sit hjemland. Han fik at vide, at den jord, som familien ejede, og som han havde arvet af sin far, var blevet lejet ud til [X]. Ansøgeren tog ud til jorden og aftalte med [X], at ansøgeren skulle overtage jorden, når [X’s] lejeaftale udløb [i foråret] 2015. [I foråret] 2015 tog ansøgeren derfor igen ud til jorden, hvor han opdagede, at en ukendt person var i gang med at dyrke jorden. Personen fortalte, at han havde lejet jorden af [Y]. Ansøgeren henvendte sig derfor på [Y’s] bopæl men fik at vide, at [Y] var rejst til Pakistan. Ansøgeren henvendte sig herefter i løbet den følgende måned regelmæssigt på [Y’s] bopæl. Da ansøgeren fik kontakt til [Y] påstod [Y], at han havde købt jorden. [Y] ville ikke fortælle, hvem han havde købt den af eller fremvise dokumentation for købet. Ansøgeren kontaktede herefter de ældre i landsbyen og bad om deres hjælp. Sammen med de ældste kontaktede ansøgeren 15-30 dage senere [Y], der fortsat nægtede at vise dokumentation for at have købt jorden. I samme forbindelse truede [Y] ansøgeren og hans familie på livet, hvis han blev ved med at gøre krav på jorden. Nogle dage senere forsøgte ansøgeren en sidste gang at kontakte [Y], men han var ikke hjemme. Ansøgeren fik at vide, at [Y] befandt sig hos [M]. Da ansøgeren kom til [M’s] hus, så han adskillige bevæbnede mænd, og inden han nåede at forlade stedet, fik de øje på ansøgeren og hev ham ind i gårdhaven. [Y] og flere af de andre tilstedeværende truede ansøgeren og udsatte ham for fysisk vold. Efter overfaldet kontaktede ansøgeren politiet ved [G], der lovede at undersøge sagen. To til tre dage senere blev ansøgerens ægtefælle syg, og han tog hende med til hospitalet i Kabul. Dagen efter ankomsten til Kabul ringede ansøgerens nabo og fortalte, at familiens hjem var blevet opsøgt af maskerede mænd, som havde gennemsøgt huset. Ansøgeren kontaktede derefter [G] som forklarede, at [M’s] hus var et samlingssted for Taliban, og at myndighederne takket være ansøgerens oplysninger havde stormet stedet, men at det var lykkedes for nogle af de tilstedeværende at stikke af. Ansøgeren advarede sin mor, der opholdt sig hos hans fætter i Ghazni. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af sin fætter og moren, der fortalte, at Taliban havde opsøgt fætterens hus om natten og havde slået ansøgerens bror ihjel. Ansøgeren kontaktede herefter en agent, som hjalp moren til Kabul, hvorefter han sammen med sin mor og hustru udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark fået at vide, at [G] efterfølgende er blevet dræbt af en vejsidebombe, som var placeret af Taliban. Ansøgeren har også fået at vide, at hans fætter efterfølgende flere gange er blevet opsøgt og truet af Taliban. Til støtte for den del af asylmotiver, der omhandler ansøgerens konversion, har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen for 15 til 20 år siden, da han blev gode venner med sin iranske arbejdsgiver, [D], der var kristen. Ansøgeren var med til ét møde i en huskirke i Iran på en ukendt dato i perioden medio 2003 til medio 2005. Da ansøgeren kom til Danmark opsøgte han kirken, hvor han lærte mere om kristendommen. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2016. Efter ansøgeren var blevet døbt, ønskede ansøgerens fætter ikke længere at have kontakt til ham. Herudover har ansøgerens ægtefælles familie forsøgt at overtale ægtefællen til at lade sig skille fra ansøgeren, ligesom hans datters ægtefælle har truet med at lade sig skille fra datteren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om den del af asylmotivet, der vedrører konflikten med Taliban til grund, idet forklaringen herom har været usandsynlig, udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret udbyggende med hensyn til, at [Y] truede ham allerede ved ansøgerens første henvendelse til ham, ligesom ansøgeren har forklaret udbyggende omkring drabet på [G], og den omstændighed at hans fætter er blevet opsøgt af Taliban, der har truet og udsat ham for vold, fordi de leder efter ansøgeren. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret udbyggende med hensyn til, at [X] forsvandt, og at han forsøgte at lede efter ham, og om at hans mor var i besiddelse af et eksemplar af lejekontrakten mellem ansøgerens far og [X]. Det er ikke sandsynligt, at ingen i ansøgerens landsby, der bestod af 7 husstande, og hvor alle efter ansøgerens egen forklaring vidste alt om hinanden, var klar over, at [Y] var tilknyttet Taleban, idet ansøgeren har forklaret, at [Y] boede i samme nærområde ca. 20 minutters gang fra landsbyen. Det er videre mindre sandsynligt, at [Y] kunne slippe af sted med at undlade, at dokumentere sit påståede ejerskab til jorden overfor Ældrerådet, eller at [Y] i Ældrerådets påhør skulle have truet ansøgeren og hans familie på livet, hvis de forfulgte deres ret til at gøre krav på jorden. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren, selvom han flere gange blev truet, skulle have valgt selv alene at opsøge [Y] fremfor at bede myndighederne om hjælp. Det er endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren umiddelbart efter, at han havde opsøgt [Y] på Talibans opholdssted, hvor han var blevet udsat for vold, og hvor der på ny var fremsat trusler mod både ham og hans familie, skulle været taget direkte hen til myndighederne for at anmelde forholdet, ligesom det er mindre sandsynligt, at [Y] og Taliban allerede dagen efter, at de havde opsøgt ansøgerens bopæl, var i stand til at finde ansøgerens brors og mor hos fætteren i Ghazni. Flygtningenævnet har endelig om denne del af asylmotivet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været divergerende med hensyn til, om [Y] sagde, at han ikke ville fortælle ansøgeren, hvem han havde købt jorden af, eller om ansøgeren ikke husker, hvorvidt [Y] sagde, om han havde købt jorden af [X] eller af ansøgerens far, ligesom ansøgerens forklaring om jordkonflikten har været usikker og usammenhængende med hensyn til, om han fik lov til at læse lejekontrakten, som den ukendte person, der havde lejet jorden efter [X], var i besiddelse af eller ej. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører konversion til kristendommen, bemærker nævnets flertal, at ansøgeren har forklaret konsistent om mødet med [D] i Iran, og om hvordan hans interesse for kristendommen herved blev vakt, og hvordan han begyndte at tvivle på sin muslimske tro, og at han herefter kun gik i moske af frygt for omgivelsernes reaktion, men at han ikke længere anså sig selv som muslim. Ansøgeren har forklaret, at han umiddelbart efter indrejsen i Danmark kontaktede kirken, hvilket er underbygget af de fremlagte erklæringer. Ansøgeren blev døbt [i foråret] 2016, og har forklaret overbevisende om den løbende proces, han har været igennem i forbindelse med, at han er blevet kristen, og om baggrunden for sit ønske om at konvertere og fremover leve åbent som kristen. Flertallet lægger efter ansøgerens forklaring, der er underbygget af erklæringerne i sagen til grund, at ansøgeren har udbredt det kristne budskab til andre asylansøgere, og at han på sin Facebook profil har postet kristne budskaber, ligesom han har medvirket til et interview om sit kristne tilhørsforhold på en farsi-talende tv kanal, der kan ses over hele verden. Flertallet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen, og at han også fremadretten vil leve som kristen, og at han derfor ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/275/JAH
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunni muslim fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive dræbt af [H]s folk, idet de ved, at han har angivet dem til politiet, og dermed at han er skyld i [H]s død. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han torsdag den 3. juli 2015 om aftenen var på vej hjem fra arbejde med sin bror. I [et område] blev hans bil stoppet af bevæbnede personer, der tog broren ud af bilen. Herefter steg fire af de bevæbnede personer ind i bilen, herunder en person ved navn [H], og de tvang ansøgeren til at køre til [byen]. Personerne stod af i [et centralt område]. Da de steg af, fik ansøgeren at vide, at han skulle hente sin bror. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke tog hen til broren, men at han i stedet ringede til sin far. Herefter tog han hjem til sin farbror, hvor faren opholdt sig. Der fortalte ansøgeren sin far, hvad der var sket. Der var to andre personer på besøg hos farbroren, og en af disse personer sagde til ansøgeren, at han skulle følge med udenfor. Uden for stod to personer fra politiet, der ville have ham til at vise dem, hvor han havde sat [H] og de bevæbnede personer af. Ansøgeren viste politiet stedet, hvor han havde sat [H] af, hvorefter han blev sendt hjem. Farens plan var at gå til politiet dagen efter, for at få broren løsladt. Næste dag så ansøgeren dog i nyhederne, at [H] var blevet dræbt, og at tre af hans folk var blevet pågrebet. Dagen efter fik ansøgeren et opkald fra brorens telefon fra en person, der tilkendegav, at han var en af [H]s folk. Personen oplyste, at de havde slået broren ihjel, og han anklagede ansøgeren for at stå bag [H]s død. En uge efter [H]s død opsøgte nogle ukendte personer ansøgerens bopæl om aftenen, men han var ikke hjemme. De brækkede i den forbindelse ansøgerens mors arm, hvilket moren fortalte ansøgeren om samme aften. Samme dag havde faren fortalt ansøgeren, at [H]s folk ville slå ham ihjel, hvorfor ansøgeren var nødsaget til at forlade Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig eller selvoplevet og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om [H]s tilhørsforhold. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [H] var imod regeringen i Afghanistan, og at ansøgeren ikke vidste, om [H] tilhørte en bestemt gruppering. I advokatindlægget og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at [H] var fra Taleban, og at dette stod ansøgeren klart dagen efter, at han havde sat de fire mænd af i [byen]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring politiets tilstedekomst hos hans farbror. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at to mænd i farbrorens hjem tilkaldte det hemmelige politi, som kom og bad ham vise stedet, hvor han havde sat de fire bevæbnede mænd af. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var kriminalpolitiet, der kom og bad ansøgeren vise det sted, hvor han havde sat de fire personer af, og at ansøgeren ikke havde mulighed for at hente broren, da ansøgeren pludselig skulle med politiet, at ansøgeren kom hjem klokken 21, og at hans far sagde, at de skulle vente til dagen efter og så gå til politikommandoen og løse situationen med ansøgerens bror, og at ansøgerens far så tog til politiet næste dag. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret blandt andet, at de to mænd tilkaldte politiet på grund af ansøgerens bror, og at ansøgeren af politiet blev bedt om at vise det sted, hvor han havde sat de fire mænd af, og at politiet sagde, at de nok skulle lede efter ansøgerens bror. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt de fire mænd forekom truende. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at de fire mænd ladede deres pistoler, inden de steg ind bilen, og da de var i bilen. For Flygtningenævnet har ansøgeren ikke forklaret dette men forklaret, at de fire mænd ikke var truende, og at de talte med ham om almindelige ting. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at [H] blev dræbt [en] torsdag [i sommeren] 2015, hvilket ikke stemmer med den artikel, han har fremlagt, hvoraf det fremgår, at det skete [en lørdag i sommeren] 2015. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren og hans familie ikke straks foretog sig mere for at ansøgerens bror, der var sat af bilen, og som ifølge ansøgeren var hos de mænd, der havde standset bilen, blev hentet hjem. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/274/mme
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er opvokset som shia muslim, men at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive retsforfulgt af regeringen og at blive stenet af folk, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre henvist til, at han også frygter at blive dræbt af Taleban, fordi han ikke har nogen, som kan tage sig af ham, og fordi han er hazara. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan studere i Afghanistan, fordi Taleban og andre terroristgrupper anser dette for blasfemisk, og at de derved vil anse ham for at være regeringsvenlig. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, fordi der sker kidnapninger og selvmordsattentater. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark fik interesse for kristendommen. Han begyndte at komme i forskellige kirker og have samtaler med præster. Han er endnu ikke blevet døbt, men han anser sig selv for at være kristen. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far modtog trusler fra Taleban, fordi han arbejdede for den afghanske hær, og at ansøgerens onkel af samme grund blev dræbt af Taleban. Ansøgeren og hans familie flyttede derfor væk fra hans [fødeby] til [en anden landsby], da han var omkring syv til ni år. Ansøgeren boede i [landsbyen] frem til hans udrejse i [sommeren] 2013. Mens ansøgeren boede i [sin fødeby], oplevede han, at Taleban brændte UNHCR-telte og bøger af for at forhindre, at de blev læst. Taleban kom også en gang imellem til ansøgerens families landbrug i [landsbyen] og tvang ansøgerens mor til at lave mad til dem. Efter de foreliggende oplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt personligt har haft konflikter med Taleban eller andre ekstremistiske grupper i Afghanistan, eller at han skulle være profileret i forhold til Taleban eller andre ekstremistiske grupper, herunder på grund af sin familie, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, i denne relation. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sine bevæggrunde og tanker om hans konversion til kristendommen forekommer ureflekterede og usammenhængende, og at ansøgeren herunder ikke har været i stand til at redegøre for sin egen kristne overbevisning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens kendskab til kristendommen virker helt overfladisk. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2, i denne relation. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er sådanne, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/273/mme
Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunni muslim fra [en by i], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taleban, idet han er flygtet fra dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede med sin far i køkkenet på en militærbase i [byen]. Ansøgeren har videre oplyst, at hans families bopæl [vinteren 2015/2016] om aftenen blev opsøgt af Taleban. Ansøgeren og hans far blev i den forbindelse kidnappet og tilbageholdt indtil næste morgen. Taleban fortalte dem, at de skulle placere en bombe i den personalebus, de tog om morgenen til militærbasen, hvor de arbejdede. Taleban fik i den anledning ansøgeren og faren til at afgive fingeraftryk til en erklæring, og de tog et billede af dem og oplyste, at de ikke kunne flygte nogen steder hen i Afghanistan. Under tilbageholdelsen blev faren udsat for vold af Taleban. Han blev meget forslået, og det var derfor ansøgeren, der skulle placere bomben i personalebussen. Faren ringede og aftalte med personalebuschaufføren, hvor han skulle samle ansøgeren op dagen efter. Faren fortalte imidlertid ansøgeren, at han ikke måtte placere bomben, men at han i stedet skulle flygte. Næste morgen kørte Taleban ansøgeren og faren til det aftalte mødested. Da personalebussen kom, smed ansøgeren bomben og løb væk. Mens han løb væk, hørte han et skud, hvilket han formodede, var rettet mod sin far. Ingen løb efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens fars arbejde i militærbasen i gennem mange år og ansøgerens arbejde i militærbasen, og oplysningerne om, at ansøgeren og hans far var blevet opsøgt på bopælen af Taleban og kidnappet af Taleban med henblik på at udføre en terrorhandling, samt oplysningerne om, at ansøgeren udlod at udføre terrorhandlingen, sammenholdt med oplysningerne om Taleban registrering af ansøgeren og hans far, finder Flygtningenævnet, at det ikke kan udelukkes, at ansøgeren har en sådan profileringsgrad i forhold til Taleban, at han ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, er herefter opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/272/mme
Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [bydel], Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han har været tilbageholdt af Taliban i to måneder, inden det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter myndighederne, idet han er blevet taget af Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter sine morbrødre på grund af en konflikt mellem sin far og sine morbrødre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror har arbejdet som officer i den afghanske hær, og at hans far som følge heraf modtog verbale trusler og trusselsbreve fra Taliban. En aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taliban, som beskyldte ansøgerens far for ikke at have efterlevet Talibans beskeder. Taliban ransagede herefter bopælen og bortførte ansøgerens far. Ansøgeren blev senere bekendt med, at hans far var blevet slået ihjel af Taliban. Noget tid efter blev ansøgerens bopæl igen opsøgt af Taliban, som bortførte ansøgeren. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i to til tre måneder et ukendt sted, hvor ansøgeren modtog undervisning og træning. Under forløbet hos Taliban var ansøgeren flere gange hjemme på sin bopæl, hvor han mødtes med sin mor. Ansøgeren fortalte sin mor, hvad han foretog sig hos Taliban, og ansøgerens mor fortalte ham, at hun ville finde en løsning. Sidste gang ansøgeren besøgte sin mor, solgte han sin jord, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med Taliban og myndighederne til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og påfaldende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange trusselsbreve faderen modtog, om sit og moderens kendskab til indholdet af trusselsbrevene, om ansøgerens arbejde/opgaver for Taliban, herunder om indkøb for Taliban, og om hvorvidt han under våbentræningen hos Taliban selv har skudt med gevær. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at Taliban lod ansøgeren tage hjem en gang om ugen, når henses til, at Taliban havde bortført ansøgeren. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at ansøgeren ikke flygtede fra Taliban tidligere, når henses til, at Taliban havde slået hans far ihjel og derefter havde bortført ansøgeren. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at den Taliban-lejr, hvor ansøgeren havde opholdt sig, for nylig skulle have været udsat for et angreb, og at Taliban havde opsøgt ansøgers mor og beskyldt ansøgeren for angrebet, når henses til, at ansøgeren flygtede fra lejren og udrejste af Afghanistan for flere år siden. Flygtningenævnet afviser på den baggrund ansøgerens forklaring om sine konflikter med Taliban og myndighederne som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om faderens konflikt med ansøgerens morbrødre til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, idet den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan ikke giver anledning hertil. Det forhold, at en fransk appeldomstol indenfor asylområdet den 9. marts 2018 har truffet afgørelse om, at en afghansk asylansøger fra Kabul på grund af den generelle situation i Kabul skulle meddeles asyl, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at Flygtningenævnet finder, at denne afgørelse ikke er udtryk for den gældende praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvorfor Flygtningenævnet allerede af den grund ikke er bundet heraf, jf. herved Wienerkonventionens artikel 31, stk. 3, litra b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/270/JEA
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Paktiyâ, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive kidnappet og tvunget til at være selvmordsbomber eller blive slået ihjel af Taliban, fordi hans far har været soldat i det afghanske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far, som var soldat for regeringen i Afghanistan, forsvandt to år før ansøgerens udrejse af landet. Ansøgeren ved ikke, om Taliban stod bag, idet han ikke kender til de nærmere omstændigheder i forbindelse med farens forsvinden. Ansøgerens egne problemer med Taliban startede omkring halvandet år efter farens forsvinden, hvor ansøgeren i lighed med andre i landsbyen modtog et trusselbrev. Det var primært de husstande med personer, hvis fædre var i tjeneste for regeringen, som modtog brevene. I brevet stod der, at ansøgeren skulle være klar til at bære en selvmordsvest og angribe en amerikansk base i området. Omkring 10-15 dage senere blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl og tilbageholdt af repræsentanter fra Taliban. Ansøgeren blev kørt til en kontrolpost, hvor han blev truet med kniv og fik besked på, at han skulle være klar til at hjælpe Taliban en uge efter. Ansøgeren opholdt sig på kontrolposten i tre dage, hvorefter han blev løsladt. Kort tid inden tidspunktet, hvor ansøgeren havde fået besked på, at han skulle være klar til at hjælpe Taliban, udrejste han. Ansøgerens farbror fortalte ansøgeren, at ansøgerens familie var blevet opsøgt af Taliban dagen efter, at han havde forladt sin hjemby, og at ansøgerens mor havde fortalt Taliban og resten af landsbyens beboere, at ansøgeren var druknet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Forklaringen har endvidere på en række punkter været stort set identisk med ansøgerens fætter, [A], forklaring om asylmotiv, ligesom ansøgerens og hans fætters oplysninger i asylskemaerne om deres asylmotiver er stort set enslydende. Ansøgerens fætter, [A], har videre forklaret, at han ikke rejste sammen med nogen, han kendte, og at ansøgeren udrejste fra Afghanistan 10-15 dage, før [A] gjorde, hvorimod ansøgeren i asylsamtalen har forklaret, at de to rejste sammen hele vejen fra Afghanistan til Danmark, hvilket understøttes af politirapporterne optaget i forbindelse med indrejsen, hvoraf fremgår, at de to fætre er indrejst samme dag i Danmark. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han udrejste alene og mødte fætteren [A] undervejs et sted, han ikke nærmere kan huske. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet har været præget af, at han har angivet ikke at være i stand til at huske en lang række centrale elementer omkring sit asylmotiv, herunder forhold som han tidligere har været i stand til at huske og har afgivet forklaring om til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har i såvel oplysnings- og motivsamtalen som i indledningen af asylsamtalen forklaret, at han ikke havde helbredsmæssige problemer, og det var først i løbet af asylsamtalen, at han forklarede, at han på grund af et fald fra et tag som yngre, havde hukommelsesbesvær. Trods den omstændighed, at ansøgeren har forklaret, at han vågner hver dag med næseblod, har han ikke bedt om lægebehandling herfor. Henset hertil og til, at ansøgeren tidligere har været i stand til at afgive relativt detaljerede forklaringer overfor Udlændingestyrelsen, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at divergenserne i ansøgerens forklaring kan henføres til, at ansøgeren lider af hukommelsestab. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt han har gået i skole i 7 år og både kan læse og skrive lidt på pashto, taler lidt engelsk og har flere eksamensbeviser, eller om han kun har gået ganske lidt i skole og er funktionel analfabet. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til antallet af breve, han modtog fra Taleban, herunder om der var tale om et, to eller tre breve, og om han modtog alle tre breve, før han udrejste, eller om det sidste brev først kom efter hans udrejse. Han videre forklaret divergerende med hensyn til, om han efter udrejsen var i kontakt med sin mor eller ej, og om det var gennem hans mor eller hans farbror, at han erfarede, at Taleban havde henvendt sig bopælen igen for at få fat i ham, efter at han var udrejst. Ansøgeren har ikke i forbindelse med asylsamtalen været i stand til at forklare, hvilken rang hans far havde, heller ikke selvom han blev spurgt til, om faren var menig soldat, hvorimod han under samtalen i nævnet har forklaret, at faren var menig soldat. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til omstændighederne omkring Talibans første henvendelse – herunder om huset blev omringet, hvorefter en person bankede på døren, eller om det kun var en person fra Taleban, der henvendte sig, og at den pågældende først, da ansøgeren nægtede at hjælpe Taleban, ringede efter flere talibanere, der kom til stede og tog ansøgeren med, eller om ansøgeren blev kontaktet udenfor huset af et ukendt antal talibanere i en bil. Ansøgeren har endvidere i asylsamtalen forklaret udbyggende i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at Taleban i det første brev krævede, at han skulle angribe den amerikanske base. Endelig bemærkes, at det ikke forekommer troværdigt, at Taleban skulle have valgt at løslade ansøgeren og sende ham hjem for senere at indkalde ham igen for at fungere som selvmordbomber, ligesom det ikke er troværdigt, at ansøgerens far, som regeringssoldat med bopæl i et område domineret af Taliban, skulle være kommet hjem til familien en gang om måneden bevæbnet og iført militæruniform. Idet de generelle forhold i Afghanistan ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/249/TLNJ
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen Mansoor Khil i Jalrez-distriktet i Maidan Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af Taliban, såfremt de finder ud af, at ansøgeren er vendt tilbage. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, oplyst, at de ønsker tilbageholde ansøgeren med henblik på, at ansøgeren giver dem oplysninger om, hvor Talibans base er. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tilbageholdt af myndighederne, oplyst, at ansøgerens far var formand i deres landsby, og at ansøgerens far samarbejdede med indenlandske og udenlandske virksomheder. Ansøgerens far hjalp under præsidentudvalget med at sætte plakater op af medlemmer af parlamentet i landsbyen, hvilket ansøgeren også hjalp med. Ansøgeren indkaldte endvidere kvinder til vælgermøder. Taliban sagde til ansøgerens far, at han skulle stoppe samarbejdet med myndighederne og de udenlandske virksomheder, og at ansøgerens far skulle udlevere ansøgeren til Taliban med henblik på at ansøgeren kunne udføre jihad på vegne af dem. Ansøgerens far afslog op til flere gange dette. Ansøgeren blev en dag stoppet af ukendte gerningsmænd på vej hjem fra skole, som truede ansøgeren med døden, hvis ansøgeren fortsatte med at gå i skole. Ansøgerens far besluttede herefter, at ansøgeren ikke skulle gå i skole længere. En nat trængte ukendte mænd ind på ansøgerens bopæl, mens ansøgeren og ansøgerens øvrige familie sov, hvorefter de bortførte ansøgerens far. Efter cirka en uge mødte myndighederne op med ansøgerens fars lig på ansøgerens bopæl. I den efterfølgende periode blev ansøgeren og ansøgerens mor opsøgt af Taliban hver nat, og Taliban udøvede fysisk vold på ansøgeren og ansøgerens mor. Ansøgerens fasters søn er talebaner, og han fortalte ansøgerens mor, at hun skulle udlevere ansøgeren med det formål, at ansøgeren skulle udføre Jihad på vegne af Taliban, hvilket ansøgerens mor afslog. Cirka en uge inden ansøgerens udrejse af Afghanistan kom nogle ukendte personer om natten på ansøgerens bopæl og bortførte ansøgeren. Ansøgeren fik bind for øjnene, og de tog ansøgeren med til et opholdssted. Ansøgeren blev tilbageholdt fire nætter af Taliban, hvor ansøgeren modtog træning i at udføre jihad. Ansøgeren flygtede sammen med en anden person via et hul i væggen den fjerde nat. Ansøgeren tog herefter tilbage til sin bopæl. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at ukendte personer havde kontaktet hende om natten og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens mor ringede herefter til ansøgerens morbror, som var bosiddende i Kabul, hvorefter ansøgeren kørte med taxa dertil. Ved ansøgerens ankomst fortalte morbroren, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan med en menneskesmugler, hvilket ansøgeren gjorde herefter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring generelt fremstår overfladisk, præget af mangel på detaljer og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt hans faster var med og hendes rolle, da han blev opsøgt af fætteren med henblik på at rekruttere ansøgeren til at udføre jihad for Taliban.Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om undervisningen/træningen hos Taliban, men alligevel uden at kunne redegøre særligt detaljeret herfor. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på blandt andet, at ansøgeren ikke kunne redegøre nærmere for, hvordan en håndgranat skulle afsikres, uanset at dette angiveligt var en væsentlig del af undervisningen/træningen. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra Taliban fremstår usandsynlig, herunder at der skulle være et vindueshul, som han kunne flygte ud af, uden at der var talibanere, der stod vagt udenfor. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/239/HHU
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [X] i Baghlan provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Han frygter endvidere at blive fængslet af de afghanske myndigheder, fordi de har fået kendskab til, at han har trænet sammen med Taliban, og at han har deltaget i et angreb på myndighedernes kontrolpost. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fars fjender, [A], [B] og deres syv brødre på grund af en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at han et til halvandet år før sin udrejse sammen med andre unge drenge fra hans egen og omkringliggende landsbyer blev trænet af Taliban i de nærliggende bjerge, og at de lærte ham at skyde med kalashnikow og pika. Taliban fortalte ansøgeren, at han skulle kæmpe imod amerikanerne og de afghanske myndigheder. Ansøgeren gik frivilligt med i starten, men da han blev gift, ville han hellere være derhjemme og gå på arbejde. Ansøgerens forældre var imod, at han trænede med Taliban. Taliban tog alligevel ansøgeren med og sagde til hans forældre, at han ikke havde noget valg. En dag blev ansøgeren hentet af Taliban og kørt til området [Y], hvor han, da det blev mørkt, fik at vide, at han skulle være med til at angribe en af myndighedernes kontrolposter sammen med nogle andre talibanere. Ansøgeren blev bange, da de kom til kampzonen, og efter at han havde affyret et par skud til dels op i luften og ud til siden, flygtede han fra stedet. Ansøgeren overnattede i et gæstehus hos en ven i [Z] og efter, at han kortvarigt havde været tilbage på bopælen, udrejste han den efterfølgende dag fra Afghanistan. Ansøgeren har i forhold til sin frygt for de afghanske myndigheder forklaret, at hans farbror, som arbejdede for myndighederne som politibetjent, har fortalt ham, at han var eftersøgt af sikkerhedstjenesten, der havde til hensigt at fængsle ham. Ansøgeren blev, forud for sin udrejse, desuden anholdt og afhørt af to myndighedspersoner, som sagde, at de havde kendskab til, at ansøgeren havde trænet med Taliban. Ansøgeren tilstod og fik efterfølgende lov til at gå. Ansøgeren har i forhold til jordkonflikten forklaret, at personerne [A] og [B], der er familiens naboer, har en jordkonflikt med hans far, og at de ikke kom efter ansøgeren, dels fordi han var for ung, dels fordi han var sammen med Taliban. De pågældende har flere gange været oppe at slås med ansøgerens far og truet faren med kniv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban og de afghanske myndigheder til grund, idet forklaringen overordnet har været upræcis, afglidende og ikke har forekommet selvoplevet, ligesom forklaringen har været divergerende på en række centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, om det var Taliban eller myndighederne, der havde kontrollen over hans landsby, og om han var 12-13 år gammel eller 15 år gammel, da han begyndte at træne med Taliban. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at det var 8-12 måneder, før han udrejste fra Afghanistan, at han blev anholdt af myndighederne, hvorimod han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var 15-20 dage før udrejsen. Han har også forklaret divergerende med hensyn til, om myndighederne allerede vidste, at han trænede med Taliban, om han benægtede dette overfor dem, eller om han erkendte dette. Også med hensyn til, om han meddelte Taliban, at han ikke ønskede at medvirke til træningen mere eller ej, har ansøgeren forklaret divergerende og det samme gælder med hensyn til, om begrundelsen var, at han fandt ud af, at det var alvor og ikke leg, og at han risikerede at komme til at skyde på andre, eller om begrundelsen var, at han var blevet gift og ville have et fornuftigt liv, uden gang på gang at blive opsøgt af Taliban eller endeligt om begrundelsen var, at hans forældre var imod, at han trænede med Taliban. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om han da deltog i kamphandlingerne, skød op i luften eller i den retning, hvor kontrolposten lå. Om jordkonflikten skal nævnet bemærke, at denne opstod i forbindelse med, at ansøgerens familie var i Iran, og at familien kom tilbage til Afghanistan i 1998, da ansøgeren var 6 år gammel. Konflikten var rettet mod ansøgerens far, der fortsat lever, og modparten i konflikten var ansøgerens families naboer og klanbeslægtede, som boede ved siden af ansøgerens familie helt frem til ansøgerens udrejse. Ansøgeren har aldrig personligt været involveret i konflikten, og bortset fra, at hans far har været oppe at slås med [A] og [B], der har truet ansøgerens far med en kniv, er der ikke sket noget. Idet konflikten om jorden herefter hverken har en karakter eller intensitet, der falder ind under beskyttelsesområdet i udlændingelovens § 7, og da det alene beror på ansøgerens formodning, at [A] og [B] vil slå ham ihjel, er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på grund af jordkonflikten. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/231/SLH
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Qulant, Sholgara i Balkh Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, der ønsker at tvangsrekruttere ham. Taliban tvangsrekrutterede ansøgerens bror, Tahir, kort tid forud for ansøgerens udrejse. Omkring en uge efter, at Tahir blev taget af Taliban, da ansøgerens far var i moskéen for at bede, blev han opsøgt af folk fra Taliban. De slog ham og ville tage faren med. De andre i moskéen forhindrede det. Ansøgeren var selv til stede i moskéen, men Taliban så ham ikke. Senere samme aften overhørte ansøgeren sine forældre tale om, at Taliban ville tage ansøgeren, og at han skulle udrejse af Afghanistan. Kort tid efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende centrale punkter for sit asylmotiv. Ansøgeren har således blandt andet til den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at det var fire personer fra Taliban, der tog hans bror med sig, og at broren blev sparket to til tre gange og slået med knytnæver, mens ansøgeren til den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at det var to personer, der tog broren med sig, og at folkene fra Taliban slog broren med deres våben. Endvidere har ansøgeren under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans far var blevet truet to gange af Taliban, heraf én gang i moskéen, mens ansøgeren under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede, at han ikke havde kendskab til, at faren var blevet truet af Taliban ud over episoden i moskéen. Yderligere har ansøgeren under den første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han stoppede med at gå i skole et par måneder inden sin udrejse, fordi hans bror var blevet taget af Taliban, hvilket ikke er foreneligt med ansøgerens forklaring om, at broren blev taget af Taliban omkring en uge før ansøgerens udrejse. Dertil kommer, at ansøgeren heller ikke nærmere har kunnet beskrive det sted, hvor Taliban tog hans bror, hvorfor hændelsen ikke fremstår som selvoplevet. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/229/MKT
Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk hazara. Ansøgeren har oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark er konverteret fra shia islam til kristendommen. Ansøgeren er født i Iran, men er vokset op i Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Bortset fra deltagelse i en enkelt demonstration, har ansøgeren ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin søsters svigerfamilie, idet familiemedlemmerne var voldelige over for søsteren. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at søsteren og dennes ægtefælle, [A], boede hos ansøgerens familie i en periode. Under opholdet opstod der et skænderi, idet [A’s] familie beskyldte ansøgerens familie for at have kidnappet ansøgerens søster. Nogle måneder inden ansøgerens udrejse eskalerede konflikten, idet [A’s] familie beskyldte ansøgeren for at have truet [A’s] søster, [B]. Da ansøgeren og dennes far tog hjem til [A’s] familie med henblik på at løse konflikterne, truede [A’s] familie med at anmelde ansøgeren til myndighederne, ligesom de truede med at slå ham ihjel. Politiet kom herefter til bopælen, hvor ansøgeren blev anholdt og bragt til politistationen i Kabul. Politifolkene anklagede ansøgeren for at chikanere og true [A’s] familie. Ansøgerens far kendte politichefen, som fik ansøgeren løsladt. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse, da han siden sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han er født og opdraget som shiamuslim. Ansøgeren kendte ikke til andre religioner, før han kom til Danmark. Ansøgeren er begyndt at gå i kirke i Danmark, ligesom han har fået indsigt i kristendommen. Ansøgeren er blevet døbt i Christianskirken i Sønderborg den 17. juli 2018. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse, idet han er etnisk hazara og shia muslim. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at de generelle forhold i Afghanistan er dårlige. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring om hans konflikt med søsterens svigerfamilie stedse har været udbyggende. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet relativt detaljeret forklaret om de vanskeligheder, han og familien havde i hjemlandet, fordi de er hazaraer og shiamuslimer og om flugten, men har intet anført om konflikten med søsterens svigerfamilie. Under oplysnings-og motivsamtalen den 6. juli 2016 forklarede ansøgeren på ny om disse generelle forhold, men nu tillige om ansøgerens fars konflikt med ansøgerens søsters svigerfamilie. Under asylsamtalen, der fandt sted den 30. januar 2017, har ansøgeren først, da han blev direkte spurgt herom, forklaret, at han havde været involveret i konflikten, at han var blevet beskyldt for at have haft kontakt med søsterens svigerinde, og at han af den grund selv frygtede søsterens svigerfamilie. Under gensamtalen den 8. marts 2017 forklarede ansøgeren, at søsterens svigerfamilie også havde truet med at anmelde ham til myndighederne, hvis de fandt beviser for, at han havde kontaktet søsterens svigerinde. Under samtalen med sin advokat, har ansøgeren yderligere forklaret, at han kort tid før udrejsen blev anmeldt af søsterens svigerfamilie og afhentet og afhørt af politiet. Ansøgeren har derfor ikke, uanset at der tages hensyn til ansøgerens alder, da han ankom til Danmark, sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, på grund af en konflikt med søsterens svigerfamilie vil risikerer overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse, og at der efter de aktuelle baggrundsoplysninger heller ikke er holdepunkter for at antage, at forholdene for shiamuslimske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Vedrørende sur place motivet finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion – der er sket efter, at han i Udlændingestyrelsen modtog afslag på ansøgningen om opholdstilladelse – er reel, herunder at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på tidspunktet for konversionen og på, at ansøgeren ikke under mødet i Flygtningenævnet har været i stand til på overbevisende måde at redegøre nærmere for sine bevæggrunde og refleksioner i relation til konversionen. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har udvist et vist kendskab til kristendommen, og at han den 17. juli 2018 er blevet døbt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det er nævnets vurdering, at ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter og dåben under de foreliggende omstændigheder ikke vil medføre en risiko for, at ansøgeren i hjemlandet vil blive opfattet som frafalden. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/318/JHB
Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra […] Nimruz Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familien til en pige ved navn [S], som han havde et forhold til. Ansøgeren og [S] mødte hinanden på vej til skole, hvorefter de havde telefonisk kontakt. De mødtes også ved døråbningen til [S]s bopæl i et par minutter ad gangen. Ansøgeren spurgte [S]s forældre, om de måtte gifte sig, hvilket hendes forældre afviste. Ansøgerens forældre spurgte derudover [S]s forældre tre til fire gange, om ansøgeren og [S] måtte gifte sig med hinanden, hvilket de også afviste. [S]s brødre sagde til ansøgeren, at han ikke skulle opsøge deres søster. Det var meget svært for ansøgeren og [S] ikke at se hinanden, hvilket medførte, at [S] forsøgte at begå selvmord. [S] blev i den forbindelse indlagt på hospitalet. Herefter overfaldt [S]s far og bror ansøgeren på gaden sammen med fire til fem andre personer. Ansøgeren blev truet og sparket i hovedet, hvorefter han blev indlagt på hospitalet. Et stykke tid efter ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet, besøgte han [S] på hendes bopæl, da hendes far ikke var hjemme. Da ansøgeren var på vej ud af huset, kom [S]s far hjem. Han hentede sit gevær og skød efter ansøgeren, der nåede at flygte. Ansøgeren udrejste af Afghanistan senere samme dag. Ansøgeren har som nyt asylmotiv gjort gældende, at han risikerer forfølgelse, idet han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende centrale punkter, herunder om hvornår han så [S] første gang, hvornår han og hans forældre bad om [S]s hånd først gang, og hvornår episoden på [S]s bopæl, hvor der blev skudt efter ham, fandt sted. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion – der er sket efter, at han i udlændingestyrelsen modtog afslag på ansøgningen om opholdstilladelse – er reel. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed anses svækket. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/163/MKT
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ’’Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby], [distrikt], Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for det lokale politi i Nangahar, og at faren som følge heraf modtog trusselsbreve fra Taliban. I det første trusselsbrev stod der, at ansøgerens far skulle stoppe med at arbejde for politiet. Ansøgerens far fortsatte sit arbejde, hvorefter han modtog endnu et trusselsbrev. Efterfølgende blev ansøgerens far slået ihjel, og hans lig blev bragt til familiens bopæl. I ansøgerens fars lomme lå der et brev fra Taliban til ansøgeren, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgeren udrejste 14-30 dage efter farens lig var blevet afleveret på bopælen af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er næsten 18 år, har været tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet han under nævnsmødet generelt har svaret relevant på stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved taget hensyn til, at ansøgeren er mindreårig og efter det oplyste har begrænset skoleuddannelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der fandt de to trusselsbreve, som angiveligt blev afleveret på familiens bopæl, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans far havde uniform på, når han forlod hjemmet samt om, hvorvidt hans far blev taget af Taliban på vej til arbejde, eller mens han var på arbejde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren tog til Nangahar og bad en tilfældig person læse brevene op for ham efter farens død. Ansøgeren har endvidere for nævnet forklaret divergerende og usammenhængende om sin skolegang og om, hvorfor han ikke bad en person fra landsbyen læse brevene. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for noget af sin fars arbejde som politimand, men alene har kunnet forklare, at han tog hjemmefra og var væk fra hjemmet i varierende perioder. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren har haft vanskeligheder med at forklare det tidsmæssige forløb fra faren blev dræbt til ansøgeren søgte asyl i Europa. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder i Nangahar Provinsen, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.’’Afgh/2017/533/HHU
Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har til Dansk Flygtningehjælp oplyst, at hun ikke ønsker at blive returneret til Rumæni-en, hvor hun har opholdstilladelse, fordi hun og hendes børn ikke vil have mulighed for at klare sig. Klageren har om sit ophold i Rumænien oplyst, at hun og børnene ved ankomst til grænsen blev pågrebet af de rumænske myndigheder, der under anholdelsen var særdeles hårdhændede og deciderede voldelige overfor børnene. Børnene blev slået af grænsevagterne, og klagerens datter på tre år blev af en betjent løftet i kraven og kastet ind i en vogn som om hun var en genstand. Klagerens ældste barn [A] der på tidspunktet var 6 år gammel blev endvidere iført håndjern, og på særdeles hårdhændet vis blev familien blev bragt til en politistation eller et mindre fængsel, hvor de blev låst inde i en lille bitte celle med et toilet i midten. Klageren fik besked om at hun, såfremt hun ikke afgav fingeraftryk, ville blive fængslet sammen med børnene i 7 år, hvilket var årsagen til at hun blev registreret som asylansøger i Rumænien. Efter løsladelsen fra den lille celle ankom en bil som bragte dem til en lukket lejr, hvor de opholdte sig ca. 20 dage. Herefter blev de bragt videre til en anden lejr. Begge steder var forholdene særdeles vanskelige. Der var mangel på mad, og klageren måtte bestikke vagterne til at købe brød til hende uden for centeret, for at kunne give hendes børn noget at spise. På det sidste center fik klagerens ene datter endvidere fnat over hele kroppen, på grund af de uhygiejniske forhold. Familien blev af denne grund indespærret i et mindre værelse i nogle dage isolation, hvilket tillige var en voldsom oplevelse for børnene. Ligeledes fik den ene af klagerens døtre sin finger i klemme i en dør, således at den blev delvist afrevet fra hånden. Familien kunne dog ikke få hjælp fra centerpersonalet til at få datteren på hospitalet. Ved en tilbagevenden til Rumænien frygter klageren på baggrund af sine tidligere oplevelser, at hun og børnene vil blive overladt til at leve på gaden. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 (XL) - 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder indledningsvis, at det vil være muligt for klageren og hendes tre medfølgende børn at indrejse og tage lovligt ophold i Rumænien. Klageren og børnene har således opnået international beskyttelse som flygtninge i Rumænien med gyldighed til [sommeren] 2020. Rumænien er som medlem af EU omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder kravet om efterlevelse af non-refoulement-princippet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1, og Flygtningenævnet finder derfor, at klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement i Rumænien. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Rumænien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Chartrets artikel 4, EMRK artikel 3 og FN’s Menneskerettighedskonventions artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige inte-gritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Rumænien ikke i sig selv medfører, at klageren og hendes medfølgende børn ikke kan afvises til Rumænien. Der kan herved henvises til de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet United States Department of States rapport, 2017 Country Reports on Human Rights Practices – Romania, udgivet den 20. april 2018, hvoraf fremgår, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som rumænske statsborgere. Rettighederne omfatter blandt andet adgang til alle niveauer af uddannelse, livslang læring, indlogering, beskæftigelse, offentlig lægehjælp og sygesikring. For så vidt angår klagerens konkrete forhold bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke under sin samtale med Udlændingestyrelsen har fremført klage over forholdene i Rumænien, men derimod i Ungarn. Hun har på forespørgsel bekræftet, at hun ikke har problemer med de rumænske myndigheder eller andre. Det forholdt, at børnene har det bedre i Danmark kan ikke føre til et andet resultat. Anbringendet om de familiemæssige forhold kan endvidere ikke føre til et andet resultat, idet klagerens ægtefælle er meddelt afslag på ophold i Danmark og at det var klagerens beslutning om at forlade Danmark, og dermed ikke ægtefællen, og derefter at søge asyl i Rumænien, der har medført familiens splittelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Rum/2018/1/FAM
Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea samt et barn, der er meddelt flygtningestatus i Malta. Indrejst i 2018. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, at klageren er en enlig kvinde med et lille barn, og at hun er gravid og uden netværk i Malta, hvorfor hun som følge heraf er ganske særligt sårbar. Klagerens advokat henviste endvidere til, at klageren ikke vil have adgang til at tage ophold på et center i Malta, hvilket vil betyde, at klageren med stor sandsynlighed vil være henvist til at bo på gaden, og at det vil medføre, at klageren, datteren og klagerens kommende barn vil lide alvorlig overlast. Klageren advokat henviste endvidere til, at klagerens børn ikke vil kunne opnå maltesisk statsborgerskab. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet udtalte Flygtningenævnet:” Klageren har [i foråret] 2017 opnået subsidiær beskyttelse på Malta. Klageren kan således indrejse og lovligt opholde sig på Malta, ligesom klageren vil være beskyttet mod refoulement. Klageren fødte et barn på Malta og har sammen med barnet opholdt sig et år og tre måneder på Malta, inden hun udrejste. Klageren havde i den periode adgang til bolig, sundhedsbehandling og sociale ydelser, ligesom klageren havde arbejde. Klageren vil efter nævnets baggrundsoplysninger fortsat have adgang til at tage ophold på et center, herunder særlige centre for mindreårige og kvinder. Selv om de økonomiske ydelser er begrænsede, finder Flygtningenævnet, at klageren og hendes barn/børn vil opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, således at deres personlige integritet vil være beskyttet, ligesom klageren vil kunne opnå tilstrækkelig sundhedsbehandling på Malta. Det forhold, at klageren er gravid, kan ikke medføre et andet resultat. Det forhold, at klagerens børn ikke vil kunne opnå maltesisk statsborgerskab, kan ej heller medføre et andet resultat, idet det ikke er en forudsætning for at kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, at man har statsborgerskab. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Mal/2018/1/GJEY
Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende et ægtepar og fire børn fra Sudan, der var blevet meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Klagerne indrejste oprindeligt i Danmark i sommeren 2017 og indgav ansøgning om asyl. I slutningen af 2017 afviste Udlændingestyrelsen ansøgningerne i medfør af udlændingelovens § 29 b. I april 2018 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse (§ 29b-Ita/2018/2). Klagerne udrejste påset af politiet til Italien i efteråret 2018. Fem dage efter ankomsten til Italien indrejste klagerne på ny i Danmark og ansøgte om asyl. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, til, at klagerne efter ankomsten til Italien ikke havde fået hjælp fra myndighederne til hverken bolig, mad eller arbejde. Endvidere henviste Dansk Flygtningehjælp til, at to af klagernes børn har henholdsvis astma og mareridt, og at barnets tarv tilsiger, at klagerne skal have lov til at opholde sig i Danmark. Flygtningenævnet udtalte blandt andet: ” I den anledning skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til begrundelsen i nævnets [tidligere afgørelse], hvoraf blandt andet fremgår: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for Deres klienter at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at Deres klienter i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at Deres klienter har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af Deres klienter vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at Deres klienters personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Deres klienter vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor de inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået asyl. Flygtningenævnet lægger således til grund, at Deres klienter vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på Deres klienters konkrete situation og personlige erfaringer. Nævnet lægger således vægt på, at Deres klienter har haft længerevarende opholdstilladelse i Italien på baggrund af arbejde, som forsat var gyldig, da Deres klienter udrejste af Italien, og at Deres klienters tre mindreårige børn alle er født og opvokset i Italien. Endvidere har Deres mandlige klient opholdt sig i Italien siden 1998, og begge Deres klienter taler italiensk, idet de i Italien har gået på sprogskole. Deres klienter har endvidere begge oplyst, at Deres mandlige klient frem til 2011 har haft et arbejde i Italien med en løn, som kunne forsørge familien. Således har Deres klienter, indtil de modtog beskyttelse i Italien, været i stand til at forsørge sig selv, finde egen bolig samt gå i skole og lære sproget. Det må på den baggrund lægges til grund, at Deres klienter har et godt kendskab til det italienske system og er i besiddelse af alle de nødvendige evner til at kunne klare sig i Italien. Derudover har nævnet lagt vægt på, at udover Deres klienters følelsesmæssige påvirkning af situationen samt Fatimas og Zainabs astma, så er familien sunde og raske og tager ikke medicin. Endelig har nævnet lagt vægt på, at Deres kvindelige klient har oplyst, at hun ingen personlige konflikter havde i Italien, hverken med myndigheder eller privatpersoner, og at Deres mandlige klients frygt i relation til medarbejderne på den sudanesiske ambassade, som han ikke har hørt fra, siden han stoppede sit arbejde i 2011, alene beror på at Deres mandlige klients egen formodning.” Flygtningenævnet finder, at oplysningerne om klagernes seneste ophold i Italien efter udsendelsen fra Danmark på fem dage ikke kan føre til en ændret vurdering af, om Italien kan udgøre første asylland for klagerne. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den kvindelige klager til Udlændingestyrelsen har oplyst, at de blev tilbudt overnatning på et opholdssted, men at de ikke tog imod det. Det beror endvidere i vidt omfang på klagernes egen formodninger, at de italienske myndigheder ikke vil hjælpe dem, idet klagerne ikke efter tilbagekomsten til Italien kontaktede de italienske myndigheder for at få hjælp. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at Dansk Flygtningehjælps henvisning til, at det vil være i barnets tarv at lade klagernes børn blive i Danmark, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således ikke, under hensyntagen til, at klagernes børn alle er født og opvokset i Italien, hvor de endvidere har gået i skole, at det vil være i strid med barnets tarv at udsende klagerne og deres børn til Italien. Nævnet finder endvidere ikke, at det kan udledes af princippet om barnets tarv, at klagerne og deres børn skal kunne leve under de samme sociale vilkår i Italien, som børn i Danmark gør. Endelig finder Flygtningenævnet, at henvisningen til klagernes helbredsmæssige forhold, herunder, at den mandlige klager har forhøjet blodtryk og rygproblemer, og at to af klagernes børn lider af henholdsvis astma og mareridt, heller ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således, at klagerne og deres børn efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDAs rapport: ”Country Report: Italy – 2017 Update” fra februar 2018, må anses for at kunne opnå den nødvendige sundhedsmæssige behandling i Italien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige klager har oplyst at have modtaget lægehjælp i Italien.” § 29 b-Ita/2019/1/MGO
Nævnet omgjorde i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt hans barn fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 7, stk. 4, jf. § 29 b, under henvisning til, at han og hans medfølgende barn er blevet meddelt opholdstilladelse i Grækenland på baggrund af Flygtningekonventionen af 28. juli 1951, hvilken opholdstilladelse er gyldig indtil [efteråret 2020]. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret 2017] er blevet meddelt opholdstilladelse i Grækenland. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § l, nr. 2 og 8) bl.a.: "Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages." Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58 af 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver "treated in accordance with recognized basic human standards". Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors' høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller "subsidiary protection" i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af høringssvar af 30. august 2017 fra European Council on Refugees and Exiles (ECRE), at navnlig adgangen til boliger er et at de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsbarakker, i forladte huse eller lignende. Om sikkerhedssituationen for flygtninge i Grækenland fremgår det bl.a. af UN News, Women and children threatened by sexual violence at refugee reception centres in Greek Islands, fra februar 2018, at mange asylansøgere og flygtninge bliver udsat for seksuel vold. Den mandlige klager er ledsaget af sin søn, [x], der nu er 8 år gammel. Forud for klagerens udrejse af Grækenland boede han og sønnen på gaden i Grækenland, idet han på grund af sin søns særlige forhold ikke kunne tage ophold i en flygtningelejr, ligesom han var ude af stand til at passe et arbejde, da sønnen ikke kunne lades alene. Sønnen, der under opholdet i Grækenland angiveligt blev udsat for flere overgreb af seksuel karakter, er ifølge erklæringerne for nævnet traumatiseret som følge af oplevelserne i forbindelse med flugten og under opholdet i Grækenland, og han beskrives som værende i mistrivsel af en sådan karakter, at det vil kræve længere- og vedvarende støtte for at fastholde en god udvikling. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at klageren og hans søn ikke vil være garanteret bl.a. et sikkert opholdssted, og at der er betydelig risiko for, at de på grund af deres særlige forhold på ny vil være henvist til at leve på gaden i Grækenland, ligesom det er tvivlsomt, om navnlig klagerens søn vil kunne tilbydes tilstrækkelig behandling i forbindelse med hans traumer. Det må efter oplysningerne i sagen endvidere lægges til grund, at klageren på grund af egne forhold ikke hidtil har været i stand til at yde sønnen, der må anses som ganske særligt sårbar, den nødvendige beskyttelse. Henset hertil, herunder navnlig henset til hensynet til klagerens 8-årige søn, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at betingelserne for at afvise at behandle klagerens ansøgning i Danmark ikke er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-græ/2019/2/AJEV
Nævnet meddelte i december 2018 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Aleppo, Syrien. Klagerens ægtefælle fik opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, [i foråret] 2014. [I vinteren] 2015 fik klageren afslag på familiesammenføring med sin ægtefælle, mens parrets to mindreårige børn blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, idet de blev familiesammenført med klagerens ægtefælle. [I foråret] 2015 indrejste klageren i Danmark og hun søgte om asyl den samme dag. [I sommeren] 2015 afviste Udlændingestyrelsen klagerens ansøgning om asyl i medfør af udlændingelovens § 29 b med henvisning til, at klageren [i foråret] 2014 blev meddelt midlertidig opholdstilladelse i Bulgarien i form af subsidiær beskyttelse. [I sommeren] 2015 påklagede klageren afgørelsen. [I efteråret] 2015 besluttede Flygtningenævnet at udsætte klagerens udrejsefrist og afgøre sagen på skriftligt nævnsmøde. [I vinteren] 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i sommeren] 2015. [I vinteren] 2016 indbragte Dansk Flygtningehjælp sagen for FNs Menneskerettighedskomité. [I vinteren] 2016 udsatte Flygtningenævnet, efter anmodning herom, klagerens udrejsefrist. [I foråret] 2017 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at hun er blevet udvist af Bulgarien og blevet sat på et fly med henblik på, at hun skulle sendes tilbage til Syrien, men at hun stod af flyet i Athen og derefter rejste til Danmark. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet oplyst, at klageren og hendes ægtefælle udrejste af Syrien med få dages mellemrum, og at klageren indrejste i Danmark ca. 15 måneder efter sin ægtefælle og straks søgte asyl. Da klagerens ægtefælle har fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er det derfor Udlændingestyrelsens opfattelse, at klageren som konsekvens heraf også isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af sagens oplysninger, at klagerens opholdstilladelse i Bulgarien er udløbet [i vinteren] 2016. Det skal herefter vurderes, om klagerens ansøgning om opholdstilladelse skal afvises i medfør af udlændingelovens § 29 b. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om, at hun i Bulgarien er forsøgt udsendt til Syrien til grund. Der er herved lagt vægt på, at klageren først under mødet i nævnet har oplyst dette, ligesom hendes forklaring herom var udetaljeret og afglidende. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement, idet Bulgarien, der som medlem af EU, er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Ved vurderingen af, om kravet til beskyttelse af klagerens personlige integritet og sikkerhed er opfyldt, er der efter Flygtningenævnets praksis blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens midlertidige opholdstilladelse i Bulgarien er udløbet, og at hun således ikke har et gyldigt opholdskort. Det fremgår af aidas Country Report: Bulgaria, der er opdateret den 31. december 2017, på side 73 blandt andet ”Holding valid identification documents is necessary in order to enter into a rental contract, yet identification documents cannot be issued if the persons does not state a domicile.” Det fremgår videre af et svar fra UNHCR til Dansk Flygtningehjælp, der har oplyst at have modtaget svaret den 3. november 2018, at myndighederne i Bulgarien ikke accepterer ”homeless shelters” som en bolig. Klageren vil ved en tilbagevenden til Bulgarien være henvist til at søge om fornyelse af sin opholdstilladelse, og det kan på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger ikke antages, at myndighederne i Bulgarien vil være behjælpelig med at skaffe klageren en bolig. På denne baggrund, og idet klageren i 2016 har født en datter, som hun på grund af barnets alder ikke kan forventes at efterlade i Danmark, sammenholdt med, at klageren i Danmark har modtaget psykologhjælp som følge af angst- og depressionssymptomer og henset til, at klagerens ægtefælle og øvrige to mindreårige børn har opholdstilladelse i Danmark finder Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens personlige forhold, at klageren må anses for særligt sårbar, hvorfor Bulgarien ikke kan tjene som første asylland for hende. Klagerens ansøgning om asyl afvises derfor ikke i medfør af udlændingelovens § 29 b, og Flygtningenævnet meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” § 29 b-Bul 2018/2/snd
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Zimbabwe. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er zimbabwisk statsborger fra Harare i Zimbabwe. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun har været medlem af og politisk aktiv for oppositionspartiet MDC. Hun er i denne forbindelse blevet udsat for fysiske overgreb i 2007 på familiens gennem mange år ejede farm og senere opsøgt af ungdomsmilitsen, mens hun arbejdede på en skole i 2008. Ansøgerens ægtefælle og hendes morforældre har også alle været politisk aktive. Ved en eventuel tilbagevenden til Zimbabwe frygter ansøgeren, at hun vil blive udsat for voldtægt og tortur af tilhængere af ZANU-PF, ungdomsmilitsen eller den zimbabwiske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, herunder at ungdomsmilitsen har opsøgt ansøgerens ægtefælle og skolen efter hendes udrejse i anledning af hendes anmeldelse af overgrebet i 2007 til en NGO, som ville indbringe sagen for den internationale straffedomstol. Set i lyset heraf finder Flygtningenævnet, at hendes udeståender med ungdomsmilitsen dels i forbindelse med fratagelsen af familiens farm og dels i forbindelse med hendes henvendelse til NGO’en har medført en konkret og reel risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Zimbabwe. Ansøgerens politiske aktiviteter findes at bestyrke denne risiko. Dette stemmer med de aktuelle baggrundsoplysninger om forfølgelse af politisk aktive MDC medlemmer. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren samt hendes barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zimbabwe/2010/2
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2008. I 2000 var ansøgeren blevet menigt medlem af det politiske parti MDC. Et par år senere var ansøgeren blevet valgt som ungdomsformand i sit distrikt. Ansøgeren havde arrangeret og deltaget i møder, som politiet ofte havde brudt op og tilbageholdt flere medlemmer. I sommeren 2008 var ansøgeren blevet tilbageholdt og tortureret. En partifælle havde efter et par uger betalt bestikkelse, så ansøgeren kunne blive løsladt. Ansøgerens sag havde tidligere været behandlet på mundtligt nævn, men behandlingen af sagen blev udsat med henblik på, at der skulle fortages en torturundersøgelse. Flygtningenævnet kunne efter en helhedsvurdering af sagens oplysninger i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lagde navnlig vægt på, at ansøgeren havde forklaret konsistent om den episode, som havde ført til hans flugt. Flygtningenævnet bemærkede, at konklusionen i torturundersøgelsen fra Amnesty Internationals lægegruppe støttede ansøgerens oplysninger om torturen, samtidig med at oplysningerne om ansøgerens psykiske tilstand kunne forklare ansøgerens vanskeligheder med at huske og forklare om detaljer og tidspunkter. Ansøgerens forklaring om tilbageholdelser og overgreb stemte med de aktuelle baggrundsoplysninger om forfølgelse af MDC-medlemmer. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren måtte antages at være profileret på lokalt niveau, hvilket kunne forklare, at han ikke var blevet tilbageholdt hverken ved udrejsen til Botswana eller ved udrejsen fra lufthavnen i Bulawayo. Efter baggrundsoplysningerne måtte Flygtningenævnet herefter lægge til grund, at ansøgeren risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vendte tilbage til Zimbabwe. Zimbabwe/2010/1.
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Zimbabwe. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren til støtte for sin asylansøgning navnlig havde gjort gældende, at hendes forældre begge havde været politisk aktive i MDC. Hendes moder var af denne grund blevet dræbt, da ansøgeren havde været omkring fire år gammel. Hun og hendes fader havde opholdt sig i Kenya, hvor faderen efter hendes oplysninger havde været politisk aktiv for MDC. Hun og faderen og ansøgerens to børn var vendt tilbage til Zimbabwe i slutningen af 2008. De havde taget ophold hos en af faderens bekendte fra tidligere og dennes datter. Nogle måneder senere var faderen og den bekendte blevet anholdt af personer fra CIO og ført til et hus. Faderens bekendte var vendt tilbage nogle dage senere og havde oplyst, at faderen var blevet dræbt i huset. Den bekendte havde arrangeret, at ansøgeren og den bekendte sammen med nogle folk fra MDC havde kunnet få adgang til huset, idet MDC-folkene havde været klædt i sorte uniformer, så de havde lignet CIO-folk. Ansøgeren havde set sin faders lig, som havde båret mærker af tortur. Ansøgeren, faderens bekendte og MDC-folkene havde forladt huset af frygt for at blive opdaget af CIO-folk. Ansøgeren og ansøgerens børn havde taget ophold hos et kvindeligt medlem af WOZA. Nogle dage senere var den bekendtes datter kommet og havde fortalt ansøgeren, at den bekendte var blevet voldtaget og dræbt, og at huset var blevet brændt ned. Herefter var ansøgeren rejst med de to børn til Lusaka, Zambia med bistand fra MDC og WOZA og var senere via Lusaka lufthavn udrejst. Hun havde fået rejsedokumenter fra MDC-folk, men hun var ikke i stand til at beskrive rejseruten nærmere. Ansøgeren var blevet aktiv i MDC i 2007 på opfordring fra sin fader, men havde kun nået at deltage i begrænsede aktiviteter, herunder nogle møder. Flygtningenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens beskrivelse af faderens politiske aktiviteter var yderst sporadisk og ikke indeholdt nogen oplysninger om kontaktpersoner bortset fra faderens bekendte. Af hendes forklaring fra nævnet fremgik, at faderen i perioden fra indrejsen i Zimbabwe i slutningen af 2008 udelukkende havde opholdt sig i den bekendtes hus, hvor der ikke havde været telefon. Ansøgeren havde heller ikke selv haft nogen form for udadrettet politisk aktivitet i den pågældende periode. Flygtningenævnet kunne ikke på det foreliggende grundlag lægge til grund, at faderens bekendte frivilligt skulle have arrangeret et besøg i det omtalte CIO-hus, for at ansøgeren havde kunnet se sin faders lig. Flygtningenævnet fandt, at det fremstod ganske usandsynligt, navnlig fordi den bekendte selv efter det oplyste få dage forinden skulle have befundet sig i samme hus, hvor ansøgerens fader angiveligt skulle have været udsat for tortur og være blevet dræbt. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun som følge af sine forældres angivelige politiske tilknytning til MDC var i en konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet, jfr. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun var i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Zimbabwe/2009/1
Nævnet stadfæstede i juli 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv og ikke havde foretaget handlinger, der kunne bringe hende i modstrid med hendes hjemlands myndigheder. Ansøgeren er læreruddannet og havde i en periode i hjemlandet brugt sin uddannelse og i den forbindelse været medlem af fagforeninger. Der forelå ingen oplysninger om, at hun i den forbindelse på nogen måde havde profileret sig. Ansøgeren, der var enlig, havde bragt sig i modstrid med nogle familiemedlemmer her i landet og i hjemlandet. Hun var ikke i den forbindelse blevet udsat for overgreb, og det fremstod som usikkert, hvorvidt uoverensstemmelserne havde vedvarende karakter. Forholdet sås ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren var udrejst af hjemlandet legitimeret med ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved udrejsen havde været forfulgt. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige levevilkår i ansøgerens hjemland i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det heller ikke sandsynliggjort, at forholdene for højtuddannede, herunder lærere, var således i Zimbabwe, at uddannelserne i sig selv kunne medføre en sådan risiko, at de var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ville være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Zimbabwe/2008/1
Nævnet meddelte i februar 2012 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Zimbabwe. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet medlemmer udtalte: ”At ansøgeren er etnisk shona fra en navngiven by i Zimbabwe. Ansøgeren har været medlem af Movement for Democratic Change siden 1999. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Zimbabwe frygter at blive udsat for overgreb af de personer, som handlede hende til Danmark. I 1999 blev ansøgeren medlem af MDC, og i 2005 blev hun udnævnt som sekretær. I efteråret 2007 blev der udstedt en arrestordre på hende, hvoraf det fremgår, at hun skal arresteres på grund af, at hun har organiseret og deltaget i en illegal demonstration, hvor en politibetjent blev såret. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun har lånt 5000 dollars for at kunne betale for rejsen til Danmark. Efterfølgende har pengeudlånerne truet hendes broder i Zimbabwe med at tage sønnen fra ham, fordi lånet ikke er blevet betalt tilbage. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen forklaret, at broderen er forsvundet, og at sønnen nu lever hos en præst i en ikke nærmere angiven landsby. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgeren i et vist omfang har fungeret som formidler af budskaber fra MDC i lokalområdet. Flygtningenævnet finder det imidlertid ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hun herved er blevet profileret i en sådan grad, at hun som følge heraf er i konkret og individuel risiko for forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet lægger herved nogen vægt på, at Udenrigsministeriet har rejst tvivl om den arrestordre, som ansøgeren har fremlagt. De oplysninger, der fremgår af den engelske afgørelse vedrørende hendes broder, […]s, sag kan ikke føre til et andet resultat, idet hendes broder efter det foreliggende må anses for betydeligt mere profileret, og idet hun ikke havde problemer med Zanu-PF alene som følge af, at hendes broder udrejste i 2005. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel til Danmark, og at hun i den forbindelse skylder penge. Hendes broder, […], er blevet truet af bagmændene og er efter det oplyste forsvundet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder under disse omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Zimbabwe vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 fra de pågældende personers side, som hun ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” zimb/2012/1
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bemba og katolik af trosretning fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Zambia frygter repressalier fra hendes familie, der ønsker, at hun skal finde sammen med sin ægtefælle igen. Ansøgeren frygter også, at hun ikke kan få tilstrækkelig behandling for sin brystkræft ligesom hun frygter at blive slået ihjel af de zambiske myndigheder, fordi hun har rådført sig med flere advokater om at anlægge sag mod det hospital, der fejlbehandlede hende. Endelig frygter hun myndighedsforfølgelse og overgreb, fordi hendes søn er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun forlod sin ægtefælle i 2009/2010, fordi han havde fået en ny kæreste, med hvem han ventede barn. Ansøgeren søgte skilsmisse hos kirken og hos High Court i Lusaka. Ansøgeren har dog aldrig hørt noget fra nogen af instanserne. Ansøgerens familie ønsker, at hun finder sammen med sin ægtefælle, hvorfor de i deres adfærd overfor ansøgeren er nedladende og respektløse. De har ikke udsat ansøgeren for fysiske overgreb, bortset fra et enkelt fra hendes broder. Ansøgerens ægtefælle ønsker forældremyndigheden over deres fælles børn. Ægtefællen har flere gange udsat ansøgeren for fysiske overgreb, senest i 2012/2013. Ansøgeren og hendes søn udrejste sammen af Zambia på et visum til Danmark. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at det forhold, at politiet ikke har fulgt op på ansøgerens voldsanmeldelser mod ægtefællen, ikke kan begrunde asyl, idet der, bortset fra et enkeltstående tilfælde i 2012/2013, er tale om episoder, der er foregået før 2009/2010, ligesom forholdene hverken har haft en karakter eller intensitet, der falder ind under anvendelsesområdet i udlændingelovens § 7. Ansøgerens konflikt med ægtefællen om børnenes på deres fælles børn er af ren privatretlig karakter, og det må efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at spørgsmål om forældremyndighed og bopæl i Zambia afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet. Endelig bemærkes, at ansøgeren forlod sin ægtefælle i 2009/2010, og at hun trods familiens ønske herom ikke har genoptaget samlivet med ham. Bortset fra et enkelt tilfælde i 2012, hvor hendes broder slog hende, har hun ikke været udsat for vold eller anden form for fysisk tvang for at tvinge hende til at opretholde ægteskabet, og den omstændighed, at der vil blive set ned på hende, fordi hun er fraskilt, kan heller ikke begrunde asyl. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at myndighederne i Zambia vil slå hende ihjel, hvis hun sagsøger det hospital, der har behandlet hende, ligesom det også alene beror på formodninger, at de advokater, hun har opsøgt, skulle have videregivet oplysningerne herom til myndighederne. Om den del af asylmotivet, der vedrører, at ansøgeren har en homoseksuel søn, skal nævnets flertal bemærke, at det af ansøgerens og sønnens forklaringer fremgår, at omgivelserne i flere år før udrejsen antog, at sønnen var homoseksuel og derfor udsatte ham for mobning og i et enkelt tilfælde også for vold i form af skub og slag. Sønnens seksuelle orientering har ikke haft konsekvenser for hverken ansøgeren eller den øvrige del af familien, og der er heller ikke oplysninger i baggrundsmaterialet, der understøtter, at familiemedlemmer til homoseksuelle personer udsættes for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Zambia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/MVI
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk chewa og kristen af trosretning fra Chipata, […], Zambia. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet [A] under valgkampen i starten af 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at personer i og omkring regeringspartiet [B] vil gøre ansøgeren fortræd, idet han i valgkampen har været aktiv for oppositionspartiet [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at være politisk aktiv i Zambia helt tilbage i 1991. Frem til valget i 2015 har ansøgeren haft konflikter i forbindelse med sin politiske aktivitet. Ansøgeren har oplyst, at disse konflikter er afsluttede. Ansøgeren oplevede ingen problemer under valgkampen eller ved valgkampen [i starten af] 2015. Da valget var overstået brød ansøgerens konflikter ud. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 blev ansøgeren overfaldet af en gruppe på syv til otte personer. Overfaldet skete efter ansøgeren havde parkeret sin bil, og var på vej hen til sin bopæl. Ansøgeren blev slået og sparket. Overfaldsmændene sagde til ansøgeren, at han skulle stoppe med det, han havde gang i. Ansøgeren anmeldte overfaldet til politiet. Ansøgeren måtte som følge af overfaldet tage på skadestuen. På et ukendt tidspunkt [i starten af] 2015 var ansøgeren ude at besøge sin ven [C]. Ansøgeren blev ringet op af sin ægtefælle, som fortalte, at nogle personer kastede sten mod deres bolig. Ansøgeren og [C] kørte derfor tilbage. Ansøgeren og [C] kørte forbi politiet for at alarmere dem. Politiet havde ingen ledige politibiler, hvorfor ansøgeren og [C] tog betjentene med i ansøgerens bil. Da de kom tilbage til ansøgerens bopæl, var de personer, der havde kastet med sten forsvundet. Ansøgerens ægtefælle fortalte, at personerne havde råbt, at ansøgeren skulle stoppe med det, han gjorde. Ansøgeren anmeldte episoden til politiet. Ansøgeren blev mellem disse episoder tillige chikaneret af en person ved navn [D]. Første gang truede [D] ansøgeren med en kniv til en grillfest, og jagtede ansøgeren væk fra festen. Anden gang stod [D] ved ansøgerens bil, hvorfor ansøgeren gik hen til politistationen. Da ansøgeren kom tilbage med politiet, var [D] væk. Ansøgeren anmeldte begge episoder til politiet. Politiet gjorde ikke noget ved anmeldelserne. [C’s] ven [E], som var politibetjent, fortalte ansøgeren, at politiet ikke gjorde noget, fordi sagerne havde politisk karakter. På et ukendt tidspunkt [i foråret] 2015 flyttede ansøgeren til Lusaka. Ansøgeren flyttede for at komme væk fra sine problemer i Chipata, og for at komme tættere på det sted, hvor han fik dialysebehandling. Efter ansøgeren var flyttet til Lusaka, mødtes han med lederen, [F], af [B] i Chipata to til tre gange. Ansøgeren havde tillige regelmæssig telefonisk kontakt til [F]. Ved det første møde med [F] bad ansøgeren ham om at stoppe chikanen mod ham, idet ansøgeren formodede, at det var personer fra [F’s] parti, der chikanerede ansøgeren. Efter ansøgeren havde bedt [F] herom, oplevede han ikke flere problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om overfaldet [i starten af] 2015 til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, om hvem der deltog i overfaldet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været udsat for forskellige former for chikane som følge af sin politiske aktivitet, men nævnet finder ikke, at chikanen har en sådan karakter og omfang, at den må anses som forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren må antages at kunne opholde sig andre steder i Zambia, for eksempel i Lusaka således som han gjorde inden udrejsen, hvis han mener, at han ikke kan opholde sig i Chipata. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Zambia/2016/3/SHH
Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bemba og kristen af trosretning fra Lusaka, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Zambia frygter repressalier fra de zambiske myndigheder og den øvrige befolkning som følge af sin homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde et forhold til en dreng ved navn [J] fra [efteråret] 2013 til [sommeren] 2014. Ansøgerens familie opdagede ansøgerens seksualitet og brød sig ikke om denne. De holdt herefter øje med ham og kontrollerede, hvem han var i selskab med. Ansøgeren blev i løbet af de første år i high school drillet, fordi han har en feminin fremtoning. Ansøgeren er aldrig blevet udsat for fysiske overgreb i skolen, og da ansøgeren kom blandt de ældste elever, holdt drillerierne helt op. Ansøgeren blev overfaldet på gaden én gang i [vinteren] 2014 af uvisse årsager. Ansøgeren og hans moder, der er diagnosticeret med brystkræft, besluttede at udrejse sammen. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel og ønsker at leve i overensstemmelse med sin seksuelle overbevisning, til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder herefter, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Zambia risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet nævnet herved har lagt vægt på de foreliggende oplysninger om forholdene for homoseksuelle i Zambia. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Zambia/2016/2/MVI
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2008. Ansøgeren søgte asyl i 2009 efter at have fået afslag på familiesammenføring. I 2004 havde ansøgeren arbejdet for frigivelsen af sin fader, der havde været en profileret politiker. Ansøgeren havde været udsat for trusler om bortvisning fra universitet og havde modtaget trusler telefonisk og via SMS. I Danmark havde ansøgeren været aktiv i debatter på Internettet vedrørende forholdene i Yemen, herunder spørgsmålet om selvstændighed for det sydlige Yemen, som ansøgeren støttede. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun ikke tilhørte nogen bestemt politisk gruppering, men at hun støttede en selvstændiggørelse af Sydyemen. Hun havde som sit asylmotiv henvist til, at hendes fader var en højt profileret politiker, der havde indtaget indflydelsesrige poster og var medlem af et socialistisk parti, der var i opposition til magthaverne. Faderen havde siddet fængslet i tre måneder i 2004 og havde siden været i husarrest. Ansøgeren havde forklaret, at hun offentligt havde arbejdet for faderens frigivelse i 2004 gennem henvendelser til blandt andet menneskerettighedsorganisationer og gennem indlæg på Internettet. Det havde haft den følge, at hun havde været udsat for forskellige former for chikane, overvågning og trusler. Hun havde dog aldrig været tilbageholdt eller fængslet. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, som ansøgeren havde forklaret om, havde haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren problemfrit var udrejst i 2007 og 2008 legitimeret med eget ægte nationalitetspas, og at hun i 2007 efter udløb af visum til Danmark var vendt tilbage til Yemen uden problemer ved indrejsen. Hertil kom, at ansøgeren først havde søgt asyl i Danmark næsten et år efter indrejsen, og efter at der var givet afslag på en ansøgning om familiesammenføring. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde udført aktiviteter, der gav grundlag for en antagelse om, at hun af denne grund ville blive udsat for asylrelevante overgreb ved en tilbagevenden til Yemen. Oplysningerne om de generelle forhold i Yemen fandtes ikke at være af en sådan karakter, at dette i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Yemen/2010/1.
Nævnet meddeltei januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde været journalist på et internationalt projekt, og at han havde skrevet regeringskritiske artikler især vedrørende korruption. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren var blevet fængslet i 2000, og at han under fængslingen var blevet mishandlet. Flygtningenævnet fandt det ikke ganske klart, hvornår ansøgeren var blevet løsladt, men lagde til grund, at fængslingen havde varet flere år, muligt kun til slutningen af 2004, i modsætning til ansøgerens forklaring om slutningen af 2005. Uanset denne usikkerhed om løsladelsestidspunktet fandt Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Yemen, at det måtte antages, at ansøgeren risikerede forfølgelse på grund af sin regeringskritiske holdning ved en eventuel tilbagevenden til Yemen. Flygtningenævnet meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Yemen/2008/1
Nævnet stadfæstede i oktober 2017Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren, der er yemenitisk statsborger, er etnisk araber fra [en bestemt stamme] og sunnimuslim fra [A], [B], Aden, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive slået ihjel, kidnappet eller voldtaget som følge af den generelle sikkerhedsmæssige situation i Yemen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun i [efteråret] 2012 forlod sit hjemland, fordi hun ønskede at tage ophold hos sin ægtefælle i Danmark. Den Arabiske Revolution fra Egypten og Libyen havde bredt sig til Yemen, og den yemenitiske befolkning gjorde oprør mod regeringen, idet befolkningen følte sig undertrykt. Kort tid før ansøgeren udrejste, blev den daværende præsident, Ali Abdullah Saleh, afsat. Under ansøgerens ophold i Danmark udviklede situationen i Yemen sig, og den forhenværende præsident, Ali Abdullah Saleh, allierede sig med Houthie-bevægelsen og dennes leder, Abdo Almaik Alhouti, og begyndte at bekæmpe den nyindsatte præsident, Abdul Rabo, indtil de i slutningen af 2014 overtog magten og regeringsbygningen i Sanaá. Under dette kup lykkedes det præsident Abdul Rabo at undslippe og flygte til byen Aden. Under instruktion fra Houthierne og Ali Abdullah Saleh kæmpede det yemenitiske militær sig mod Aden for at finde Abdul Rabo, og i marts 2015 bombede de Aden. Abdul Rabo var dog i mellemtiden flygtet til Saudi Arabien. Flere af de arabiske lande er efterfølgende gået sammen om at bekæmpe houthierne og Ali Abdullah Saleh og bomber derfor også i Yemen. Der foregår bombeangreb og skudvekslinger i hele landet som følge heraf. Konflikten har et religiøst element, idet shiamuslimerne støtter houthierne, og sunnimuslimerne støtter houthierne modstandere. Ansøgerens hjemby er Aden, og hendes bopæl er blevet bombet, hvorfor hun ikke har et sted at bo. Ansøgerens familie har opholdt sig forskellige steder i landet for at undgå urolighederne. Deres seneste opholdssted er en skole i [bydelen, C] i Aden, hvor de har opholdt sig omkring et år. Ansøgeren har fået at vide af sin mor, at shiitiske militser fra Houthie-bevægelsen venter ved lufthavnen for at kidnappe sunnimuslimer, og at omkring 15 personer fra forældrenes hjemområde er blevet kidnappet på denne måde. De fleste af disse personer er blevet udsat for tortur og slået ihjel. Ansøgerens to morbrødre, der begge var en del af hver sin modstandsbevægelse, er blevet kidnappet, og begge er siden blevet fundet døde. Videre har ansøgeren fået at vide af sin mor, at ISIL er begyndt at opfordre og true indbyggerne i Aden til at slutte sig til ISIL. Ansøgeren frygter, at hun i særligt grad vil være i risiko for at blive kidnappet, idet hun er sunnimuslim og har opholdt sig i udlandet i en længere periode, og som kvinde frygter hun, at hun er i risiko for at blive voldtaget, hvis hun bliver fanget af houthierne. Flygtningenævnet tiltræder, at det, som ansøgeren har anført om baggrunden for at søge asyl i Danmark, ikke for tiden kan begrunde konventions-, beskyttelsesstatus eller midlertidigt ophold i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3. Det fremgår af baggrundsoplysninger vedrørende Yemen, at sikkerhedssituationen i Yemen er alvorlig. Det hedder således i Country Guidance fra april 2016 fra British Home Office bl.a.: ”The humanitarian situation in Aden (and some parts in southern Yemen) while harsh does not in general breach Article 3 of the ECHR, but it is likely to do so for particularly vulnerable people (e.g. single women or disabled people) and each case should be assessed on its individual merits. However conditions in areas in the east, centre and north of the country, including Sana’a, are likely to breach Article 3 in most cases.” I Country Policy and Information Note, Yemen: Security and humanitarian situation fra juni 2017 fra British Home Office fremgår det bl.a.: “While harsh, the humanitarian situation in Aden (and some parts in southern Yemen) does not in general breach Article 15(c) of the Qualification Directive. However, it may do for particularly vulnerable people and each case should be assessed on its individual merits.” Om sikkerhedssituationen fremgår det endvidere bl.a.: “In the north, west and centre of the country as well as in some southwestern governorates levels of indiscriminate violence are currently likely to be at such a level that substantial grounds exist for believing that a person, solely by being present there, faces a real risk of harm which threatens their life or person. … Aden still faces huge security challenges including a rise of targeted killings and the presence of militant groups such as Al-Qaeda and Daesh. However, it remains under the control of the Saudi-backed government. … Since July 2015 the situation has somewhat improved in Aden and some other parts of southern Yemen. Levels of violence in Aden do not match those witnessed in other parts of the country. The security situation in Aden and some areas of southern Yemen do not represent a general risk under Article 15(c). However decision makers must consider whether there are particular factors relevant to the person’s individual circumstances which might nevertheless place them at risk.” På baggrund af de aktuelle tilgængelige oplysninger om den generelle sikkerhedssituation i Yemen finder nævnet, at forholdene – herunder for sunnimuslimer – i navnlig Aden, hvor ansøgeren er flygtet fra, ikke for tiden kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7, og at heller ikke ansøgerens individuelle forhold – set i forhold til sikkerhedssituationen i Aden – kan begrunde sådan opholdstilladelse. Nævnet lægger vedrørende ansøgerens individuelle forhold vægt på, at ansøgeren har familie og netværk i Yemen, som fortsat opholder sig i Aden. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2017/7/SOL
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Hudaydah, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for nævnsmødet som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter at skulle vælge side til en af militserne for at blive beskyttet og blive tvunget til at bære våben. Ansøgeren frygter endvidere, at han bliver slået ihjel af sin søsters tidligere ægtefælle, idet han har taget sin søsters datter med til Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i slutningen af 2013 eller begyndelsen af 2014 blev opsøgt af en fra Houti-bevægelsen. Ansøgerens nabo fortalte ansøgeren om Houti-bevægelsen. Ansøgerens nabo har opsøgt ansøgeren en til to gange yderligere for at fortælle om Houti-bevægelsen. På et ukendt tidspunkt i [efteråret] 2014 talte ansøgeren med en agent for Houti-bevægelsen i [by]. Han sagde, at Houti-bevægelsen kunne hjælpe ansøgeren med hans problemer med hans søsters tidligere ægtefælle. Ansøgeren sagde, at han havde en advokat og en sag i retten, som næsten var afsluttet. Ansøgeren har videre oplyst, at hans søster udrejste af Yemen til Tyrkiet [i foråret] 2014, fordi hun havde en konflikt med sin tidligere ægtefælle. [I sommeren] 2014 fik ansøgeren en afgørelse fra retten om, at han måtte udrejse med sin søsters to børn. Ansøgerens søster har fået den fulde forældremyndighed til sine to børn. [I efteråret] fik ansøgeren udstedt visum til Tyrkiet. En uge forinden ansøgerens udrejse blev han stoppet på gaden af fire personer, som var fætre til hans søsters tidligere ægtefælle. De udsatte ansøgeren for vold og tog hans nevø. Ansøgeren tog hen til politiet for at anmelde episoden. Politiet sagde, at de ikke kunne gøre noget, når hans nevø var sammen med sin far. Dagen efter modtog ansøgeren et opkald fra sin søsters tidligere ægtefælles bror, som sagde, at de havde ansøgerens nevø. Ansøgeren gik herefter hen til rejsebureauet for at lave flybilletterne om. Dagen efter hentede ansøgeren sin mor og sin niece. De tog til Aden, hvor de udrejste fra [i efteråret] 2014. Uanset mindre divergenser kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har præciseret, at hans asylmotiv relaterer sig til søsterens tidligere ægtefælle og dennes mulige indflydelse i Houti-bevægelsen. Nævnet finder ikke, at de omstændigheder ansøgeren har påberåbt sig, kan føre til, at der meddeles konventions eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens problemer med søsterens tidligere ægtefælle må anses for en privatretlig konflikt, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at søsterens tidligere ægtefælle har tilstrækkelig indflydelse i Houti-bevægelsen til at kunne forhindre ansøgeren i at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgeren har opnået rettens tilladelse til at udrejse med søsterens to børn, efter at søsteren havde opnået at få tillagt forældremyndigheden. Nævnet finder herefter ikke at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2017/6/SHH
Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn] fra Yemen.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Al Taif, Saudi Arabien. Ansøgeren er statsborger i Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Yemen. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes sønner vil blive rekrutteret til hæren, når de bliver teenagere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Yemen er præget af krig og ødelæggelse. Hun har endvidere henvist til, at drenge i 13-14 årsalderen bliver rekrutteret til militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger findes hverken den generelle sikkerhedssituation eller en risiko for tvangsrekruttering af ansøgers henholdsvis 8- og 10-årige børn at kunne begrunde en opholdstilladelse. Oplysningerne om ansøgerens sundhedsfaglige arbejde findes heller ikke at kunne begrunde en opholdstilladelse, blandt andet henset til, at hun er ophørt med dette arbejde fire år før udrejsen. Ansøgeren har for nævnet som et nyt asylmotiv anført konflikter med sin fraskilte ægtefælle. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at skilsmissen fra den tidligere ægtefælle intet havde med hendes udrejse at gøre. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren har forklaret, at hun blev skilt i 2009, og at hun i 2011 anmeldte den tidligere ægtefælle for vold mod børnene, hvorefter han blev fængslet, at børnene havde ophold hos hende fra 2011 og frem til udrejsen i 2015, og at den tidligere ægtefælle angiveligt nu opholder sig i Syrien. Endelig har ansøgeren oplyst, at den tidligere ægtefælles særbarn har opsøgt hende med henblik på at få børnene udleveret, men at han efter at have fået afslag blot har forladt hendes bopæl igen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Yeme/2017/5/JOV
Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aden, Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter borgerkrigen i Yemen, og at hun er særlig udsat som læge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at Houthi-bevægelsen i [foråret] 2015 indtog hendes hjemby Aden. Houthierne bombede hospitaler og huse, hvilket medførte, at befolkningen fik problemer med adgangen til strøm og vand. Ansøgeren flygtede i [foråret] 2015 fra [et yemenitisk område] til [et anden yemenitisk område], der ligger i Aden. Hun opholdt sig i [det andet yemenitiske område] indtil [foråret] 2015, hvor en bombe sprang foran hendes lejlighed. Ansøgeren flygtede herefter til Mukhella uden for Aden, hvor hun opholdt sig i en måned. Ansøgeren udrejste sammen med sin søn, der er dansk statsborger, af Yemen til Saudi Arabien [i sommeren] 2015, hvorefter de fløj fra [en saudiarabisk by] til Danmark [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen har været troværdig, sammenhængende og konsistent. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er fraskilt læge og fra Aden, hvor hun tidligere har arbejdet på et sygehus, der er blevet bombet. Flertallet bemærker, at det af Country Guidance fra april 2016 fra British Home Office fremgår, at: ”The security situation in Aden and some areas of southern Yemen is currently unlikely to breach Article 15(c) of the QD. However, decision makers should refer to the latest available country information as the situation is fluid and volatile. (see Annex A: Current resources). Elsewhere in the country there are reports of the use of indiscriminate violence by both sides including the use of cluster bombs and attacks on civilian homes, hospitals,schools, markets and factories and reports of civilians fleeing air strikes being chased and shot at by helicopters. In the north, west and centre of the country levels of indiscriminate violence are currently likely to be at such a level that substantial grounds exist for believing that a person, solely by being present there, faces a real risk of harm which threatens their life or person. Again decision makers should refer to the latest available country information as the situation is rapidly evolving. (see Annex A: Current resources).” Det fremgår videre under punkt 3.1.1., at: “Although since July 2015 the situation has improved in Aden and some other parts of southern Yemen, Aden still faces huge security challenges including a rise of targeted killings and the presence of militant groups such as Al-Qaeda and Daesh, which has led to, in January 2016, a dusk to dawn curfew being imposed on the city. The humanitarian situation in Aden and some other areas of southern Yemen while harsh is not in general at such a level as to breach Article 3, but may do so for vulnerable people (e.g. single women or disabled people, etc.) and each case should be assessed on its individual merits.” Det fremgår af de seneste baggrundsoplysninger, at situationen i Aden er forværret siden rapporten fra april 2016. Det fremgår videre om risikoen for lægefagligt personale, at Houthi bevægelsen målrettet har angrebet hospitaler, klinikker og lægefagligt personale, hvilket senest er belyst i Medicins Sans Frontiers: ”Yemen: As armed conflict intensifies once again, seeking medical care is dangerous” af 15. september 2016. På baggrund af de aktuelle tilgængelige oplysninger om den generelle situation i Yemen og særligt henset til forholdene for lægefagligt personale i Yemen, finder flertallet herefter, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yemen vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. yeme/2016/4/DTO
Nævnet hjemviste i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Yemen. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Aden, Yemen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive fængslet, idet houthi-oprørerne har udstedt en arrestordre på dem. Den mandlige ansøger har oplyst, at han som kranfører på havnen i Aden var med til at losse nogle panservogne, som efterfølgende blev brugt mod nogle demonstranter. Da den mandlige ansøger igen i 2015 skulle losse panservogne nægtede han det, hvorefter han blev sendt hjem i en uge. Derefter kunne han genoptage sit arbejde. Den kvindelige ansøger har arbejdet som tv-journalist og har som led i sit arbejde deltaget i demonstrationer. Hun deltog i en demonstration i [foråret] 2011, hvorefter hun begyndte at modtage anonyme, telefoniske trusler flere gange ugentligt. Truslerne fortsatte indtil starten af 2012. I 2015 blev ansøgerne i deres bil fulgt af bevæbnede soldater i en jeep. På et andet tidspunkt i 2015 blev der skudt ude foran ansøgernes bopæl. Der blev også skudt ind gennem et vindue i et af børnenes værelse. I [foråret] 2015 besatte houthi-oprørerne den tv-station, hvor hun arbejdede, og hun stoppede med at arbejde på tv-stationen. Houthi-oprørerne ringede til hende og truede med at slå hende ihjel, såfremt hun ikke mødte på arbejde igen. Derefter flyttede ansøgerne hjem til den kvindelige ansøgers mor. Kort tid derefter blev deres bopæl ransaget. Der er efterfølgende blevet udstedt en arrestordre på ansøgerne. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold i Yemen. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på om muligt at søge verificeret, om den kvindelige ansøger er journalist, og i bekræftende fald søge oplysninger om hendes journalistiske karriere herunder ansættelsessted(er). Samtidig bedes det om muligt søgt verificeret, om de to for nævnet fremlagte IDkort er ægte. Endvidere bedes Udlændingestyrelsen søge verifikation af indholdet af en liste over personer, som er imod regimet, og som den kvindelige ansøger har fundet frem til ved at søge på sit eget navn på internettet [i sommeren] 2016. Endvidere bedes Udlændingestyrelsen søge oplyst, om den for nævnet fremlagte arrestordre vedrørende ansøgerne må antages at være ægte.”yeme/2016/3/mkt
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Yemen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at leve i Danmark sammen med sin herboende ægtefælle, med hvem hun har fået afslag på familiesammenføring, idet hun ingen familie har i Yemen. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Yemen frygter at blive dræbt af en mand ved navn […] og hans klan, idet han vil giftes med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Yemen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i 2011 blev opsøgt af en ældre mand ved navn […], som fulgte efter hende, når hun gik hjem fra arbejde. Manden ønskede at indgå ægteskab med hende. [Medio] 2014 blev manden meget pågående og sagde til ansøgeren, at han ville giftes med hende, uanset om hendes familie accepterede dette eller ej. Ansøgeren og hendes forældre besluttede herefter at udrejse til Jordan, idet de havde fået nok af chikanen fra manden. I Jordan søgte de visum til Schweiz, hvor ansøgerens bror er bosiddende. Ansøgeren rejste videre til Danmark via Holland, da hun ønskede at indgå ægteskab og søge om familiesammenføring med en herboende mand, som hun havde mødt under en pilgrimsrejse i Saudi Arabien i 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom forklaringen er udetaljeret og fremstår konstrueret til lejligheden. Ved troværdighedsvurderingen har nævnet endvidere lagt vægt på, hvordan ansøgeren har fremstået for nævnet, herunder at ansøgeren har svaret afglidende på en række centrale spørgsmål om sit asylmotiv. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring om […] fremstår udetaljeret og afglidende. Det fremstår således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af en mand fra en magtfuld klan, men at ansøgeren derudover ikke ved noget om manden, eller har forsøgt at finde informationer om vedkommende, henset til at han angiveligt har chikaneret ansøgeren i en periode på 3 år. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt […] direkte har truet ansøgerens forældre. Endvidere har ansøgeren oplyst konflikten med […] som årsagen til, at familien flyttede fra Yemen, men at ansøgeren, der indrejste i Danmark [medio] 2014, først søgte om asyl mere end 6 måneder senere, [primo] 2015, dvs. to dage før den udrejsefrist, som ansøgeren fik i forbindelse med afslaget på familiesammenføring. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret divergerende bl.a. om sin uddannelse, ligesom ansøgeren og dennes ægtefælle har forklaret divergerende om deres første møde. Uanset, om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med […], der er af privatretlig karakter, ikke har en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Yemen, herunder […], ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter de aktuelt foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren ikke risikerer at blive udsat for sådanne forhold ved en tilbagevenden til Yemen, at hun er omfattet af beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, eller at en tilbagesendelse til Yemen i øvrigt vil være i strid med internationale menneskerettigheder. Det forhold, at ansøgeren er kvinde, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. Flygtningenævnets flertal bemærker herved, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at give de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives. Det følger heraf, at en ansøger skal redegøre troværdigt og sammenhængende om sit asylmotiv, hvilket ansøgeren ikke har gjort. Som anført ovenfor forkaster Flygtningenævnet ansøgerens forklaring, herunder ansøgerens forklaring om hendes netværk, familieforhold og øvrige tilknytning til Yemen. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yemen vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2016/2/IBL
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Yemen. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber fra al-Awlaqi stammen og sunni muslim født i […], Yemen. Ansøgeren har boet i Syrien siden 1996, hvor familien har flygtningestatus. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Yemen frygter, at [en klan] vil udøve blodhævn mod ham og hans familie. Ansøgeren frygter videre al-Qaeda i Yemen, idet han har modtaget trusler fra al-Qaeda medlemmer i Syrien, og idet han mener, at der er en sådan forbindelse med disse to dele af al-Qaeda, at han også har grund til at frygte al-Qaeda i Yemen. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han i 2014 i Syrien har haft en konflikt med en imam, der har beskyldt ham for at være medlem af IS, hvilket var den direkte grund til, at han udrejste af Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans fader i perioden 1978 til 1982 var medlem af en kommunistisk oprørsgruppe i Yemen ved navn […]. På et tidspunkt mellem 1978 og 1982 kidnappede gruppen tre brødre til lederen af […], som støttede den daværende regering. Gruppen henrettede efterfølgende de tre brødre. Ansøgerens fader var til stede under henrettelserne, men deltog ikke selv aktivt. Faderen flygtede herefter til Sydyemen, hvor han opholdt sig frem til 1990, hvor Nordyemen og Sydyemen blev forenet. Faderen blev major i hæren og senere i politiet. I 1994 udrejste faderen af Yemen, idet der udbrød borgerkrig, og idet han frygtede blodhævn fra […]. Ansøgeren udrejste med sin moder i [vinteren] 1996. Ansøgeren har siden udrejsen boet med sin familie i Syrien. I [sommeren] 2005 indgik han ægteskab med en syrisk statsborger. Det viste sig, at ansøgerens svigerfamilie var delt i to grupper, hvoraf den ene del af familien støttede al-Qaeda, og den anden del støttede den syriske regering. Engang i […] sprængte en mand, […], en bombe ved den libanesiske grænse. [Mandens] ægtefælle fortalte efterfølgende den syriske efterretningstjenesten, at hun og hendes ægtefælle havde boet hos familie til ansøgerens hustru, herunder […].[…] og flere medlemmer af hans gruppe, herunder hans broder […], blev anholdt. […] fortalte efterretningstjenesten, at al-Qaeda i Syrien havde planer om at myrde ansøgeren, hvilket ansøgeren fik kendskab til i 2007 i forbindelse med et møde med den syriske efterretningstjenestes Palæstina afdeling. En person ved navn […] fortalte efterretningstjenesten, at ansøgeren var medlem af al-Qaeda, men efterretningstjenesten fortalte […], at dette ikke var tilfældet, da de kendte ansøgeren, der var ”ren”. I forbindelse med en generel amnesti i […] blev flere af ansøgerens hustrus familiemedlemmer, der havde været fængslet på grund af deres tilhørsforhold til al-Qaeda, løsladt. I 2012 eller 2013 begyndte ansøgeren at modtage trusler fra nogle af disse medlemmer af al-Qaeda på facebook. Han modtog trusler fra seks navngivende personer i en periode på to uger. Ansøgeren slettede herefter sin facebook-profil. Han var ikke udsat for andre trusler eller overgreb fra al-Qaedas side. I [sommeren] 2014 fandt et skænderi sted mellem ansøgeren og en imam i en moske i Damaskus. Imamen beskyldte ansøgeren for at være medlem af IS. En nabo, som var advokat, anbefalede herefter ansøger at rejse ud af Syrien. En gruppe naboer samlede penge ind til ansøgeren, så han kunne udrejse. [I efteråret] 2014 fløj ansøgeren til Algier. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgers forklaring på væsentlige punkter fremstår som utroværdig, konstrueret og divergerende. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin faders tilstedeværelse ved henrettelsen af tre medlemmer af […] i 1978-1982 risikerer blodhævn ved tilbagevenden til Yemen, fremstår troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens fader på daværende tidspunkt var en dreng på 11 til 14 år, at faderen ikke selv deltog i henrettelsen, at episoden fandt sted for over 30 år siden, og at der efter ansøgerens forklaring i 1990-1992 blev indgået et forlig imellem […] og ansøgerens familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens fader efter genforeningen af Nord- og Syd- Yemen i 1990 kunne forblive i Yemen indtil udrejsen i 1994, og at ansøgeren og hans moder kunne forblive i Yemen indtil udrejsen i [vinteren] 1996. Hertil kommer, at ansøgerens farfader og farbrødre har kunnet opholde sig i Yemen, og at ansøgerens lillebroder har kunnet indrejse i Yemen og opholde sig der i forbindelse med en forlovelse, uden at dette fra […] side har givet anledning til blodhævn. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt af al-Qaeda i Syrien, fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder således ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at en person ved navn […], efter at denne under en afhøring havde angivet ansøgeren til den syriske efterretningstjeneste som medlem af al-Qaeda, af efterretningstjenesten skulle være gjort bekendt med, at efterretningstjenesten kendte ansøgeren og vidste, at ansøgeren ikke var medlem af al-Qaeda, men at han var ”ren”. Flygtningenævnet finder endvidere ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at disse oplysninger skulle være tilgået ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer, som var medlemmer af al-Qaeda, og at dette var grunden til, at han syv år senere modtog trusler via facebook fra disse familiemedlemmer, som nu var løsladt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det alene beror på ansøgerens formodning, at ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer tilknyttet al-Qaeda i Syrien har videregivet eller vil videregive oplysninger om ham til al-Qaeda i Yemen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin konflikt med en imam i Damaskus, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at imamen beskyldte ham for at være vantro og arbejde for myndighederne, og at han under den følgende fredagsbøn havde sagt, at ansøgeren var vantro og arbejdede som agent. I asylsamtalen af [2015] har ansøgeren yderligere forklaret, at imamen sagde, at ansøgeren var spion for regeringen, amerikanerne og zionist. Ansøgeren har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at imamen beskyldte ham for at være medlem af IS. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med imamen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, hvorfor Flygtningenævnet ikke kan lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedsmæssige situation for civile personer i Yemen på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Yemen, må antages at være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af deres blotte tilstedeværelse i Yemen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Yemen risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Yeme/2015/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1991. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra Long An, Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [foråret]1991, og at han [foråret] 1991 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [sommeren] udrejste til Vietnam, idet han ville repatriere til sit hjemland. [Foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17a, stk. 1, jf. § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren [i foråret] 2013 frivilligt frafaldt sin opholdstilladelse i Danmark og [i sommeren] 2013 udrejste til Vietnam med henblik på at tage permanent ophold. Klageren opholdt sig herefter i Vietnam indtil [sommeren] 2015, hvor han kom til Danmark på ferie. Han rejste tilbage til Vietnam i [efteråret] 2015. Klageren har således opholdt sig i Vietnam i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren frivilligt tog ophold i Vietnam, idet han [sommeren] 2014 underskrev en erklæring om udbetaling af tillægsydelser knyttet til hans repatriering, hvoraf fremgik, at han erklærede, at han ikke havde gjort brug af muligheden for at søge forlængelse af sin fortrydelsesfrist, der udløb 12 måneder efter hans udrejse af Danmark. Klageren modtog i den forbindelse tillægsydelserne. Nævnet finder ikke, at klageren er fremkommet med en rimelig begrundelse for, at han først søger om at vende tilbage til Danmark ca. 1 år og 11 måneder efter sin repatriering. Klageren må således i forbindelse med erklæringen [i sommeren] 2014 anses at have taget endelig stilling til spørgsmålet om fortrydelse i forbindelse med repatriering til Vietnam. Det bemærkes herved, at klageren ifølge det af ham oplyste har sin mor og bror i Vietnam, og at han bor hos broren. Det forhold, at klageren vil savne sin familie i Danmark og ikke oplever Vietnam som et åbent land med religionsfrihed og menneskerettigheder, og at han efter det af ham oplyste overvåges af myndighederne, hvis han har besøg af mere en tre personer, der ikke er familie, kan heroverfor ikke føre til, at fortrydelsesfristen i § 17 a, stk. 2, forlænges. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke kan dispenseres fra bortfald af klagerens opholdstilladelse og henviser i den forbindelse til samme grunde, som ovenfor anført vedrørende fortrydelsesfristen og bortfald af opholdstilladelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2018/1/CABV
Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1990. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er vietnamesisk statsborger fra [by], Vietnam. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1989 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Han indrejste i Danmark [i foråret] 1990. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2008 udrejste til Vietnam. Registreringen af denne dato fandt sted efter partshøring i 2012. [Ultimo] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren har forklaret, at han dels smed sine ejendele ud, dels gav dem bort forud for sin udrejse af Danmark i 2008, ligesom det fremgår at akterne i sagen, at han udrejste, fordi han havde mistet forældremyndigheden over sin søn og i øvrigt ikke ville risikere fængselsstaf i forbindelse med en verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han udrejste, fordi han ville finde svar på spørgsmål vedrørende sin rolle som Guds søn i Vietnam. Klageren var udrejst af Danmark i 6 ½ år. Det fremgår af akterne i sagen, at klageren tidligere har forklaret, at han genindrejste i Danmark, fordi hans søns mor var blevet syg, og fordi han ville have afsluttet den verserende straffesag. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han genindrejste, fordi han havde fundet svar på de spørgsmål, som han havde søgt svar på i Vietnam. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i 12 på hinanden følgende måneder, og at han siden 2008 opholdt sig frivilligt i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved sine handlinger og det oplyste om hans planer i forbindelse med udrejsen i 2008 frivilligt opgav sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt opholdt sig 6½ år i Vietnam, hvor han blandt andet boede sammen med en kæreste. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, herunder klagerens psykiske sygdom, ikke kan lægges til grund, at det var klagerens sygdom, der afholdt ham fra at genindrejse i Danmark på et tidligere tidspunkt. Den omstændighed, at klageren under opholdet i Vietnam meddelte [kommunen], at han var på rejse i Vietnam og den omstændighed, at han, før han var frameldt folkeregistret, fik fornyet sit pas på den danske ambassade i Vietnam kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1. Det fremgår af sagen, at klageren har sin mor og søskende samt sin søn, som han ikke for tiden har samvær med, i Danmark. Det fremgår videre, at klageren ikke var i kontakt med sin søn under opholdet i Vietnam. Uanset det oplyste om, at klageren har en verserende samværssag i Statsforvaltningen og oplysningerne om klagerens psykiske sygdom, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Vietnam. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har konflikter i Vietnam, og at han uden problemer har opholdt sig i Vietnam i 6½ år. Den omstændighed, at ansøgeren er troende og derfor er bange for at tage ophold i et kommunistisk land, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2017/1/ADP
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk vietnameser og buddhist fra Hai Pong, Vietnam. Ansøgeren har været medlem af den politiske organisation […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vietnam frygter de vietnamesiske myndigheder grundet hans politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af den politiske organisation […], og at han derfor frygter, at han vil blive anholdt og udspurgt af myndighederne. Ansøgeren har hertil forklaret, at han siden 1996 har sympatiseret med […], og at han har udleveret løbesedler for organisationen. Fra år 2000 og de følgende ti år har ansøgeren været leder for sin egen enhed i organisationen med omkring 120 studerende, som havde til opgave at sprede budskabet omkring [organisationen] samt planlægge og deltage i demonstrationer. I [sommeren] 2009 modtog ansøgeren et opkald fra […], som var leder af [organisationen]. Han fortalte ansøgeren, at situationen var kritisk, og at ansøgeren skulle flygte, hvis han kunne, og at han skulle brænde alt bevismateriale samt medlemslister. I [efteråret] 2009 udrejste ansøgeren af Vietnam, og omkring en måned senere fik ansøgeren at vide, at [organisationens leder] var blevet anholdt, og at myndighederne i den forbindelse fandt nogle navnelister, hvoraf ansøgerens navn fremgik. Omkring fire til fem måneder efter ansøgerens udrejse blev hans moder indkaldt til afhøring hos politiet vedrørende ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans politiske aktiviteter og konflikt med myndighederne til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring uden problemer har deltaget i politiske aktiviteter i Vietnam gennem cirka 13 år. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sine aktiviteter – til samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han i perioden 2000 til 2009 deltog i rigtig mange demonstrationer, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke deltog i demonstrationerne men organiserede dem og opholdt sig i nærheden af demonstrationerne, mens de foregik, og at [organisationen] efter 2004 ændrede strategi til hovedsageligt at give udtryk for sine holdninger via internettet. Ansøgeren har videre under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han i [sommeren] 2009 blev ringet op af sin leder med besked om at flygte, og at han fortsat boede i sit hjem, indtil han udrejste af Vietnam i [efteråret] 2009. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han modtog opringningen fra sin leder i [efteråret] 2009, og at han holdt sig skjult hos venner, indtil han udrejste maksimalt 20 dage senere. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt fra Vietnam med sit eget pas. Hertil kommer, at ansøgeren indrejste i Tyskland i [efteråret] 2009, men først i forbindelse med sin anholdelse i Tyskland i [efteråret] 2011 søgte asyl, og at han ikke under den tyske asylsag oplyste, at han havde konflikter med de vietnamesiske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i [foråret] 2012, men at han først søgte asyl i [efteråret] 2015, efter at han var blevet idømt fængselsstraf og udvist af Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2016/1/SSM
Nævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Indrejst i 1979.Flygtningenævnet udtalte: ”At klageren indrejste i Danmark den […] 1979, og han blev den […] 1979 meddelt opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Den […] 1983 blev klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelt tidsubegrænset. Den […] 2011 blev klageren ved Retten i […] idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. § 21, jf. § 23. Et år af fængselsstraffen blev gjort betinget, og klageren blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 5 år, jf. udlændingelovens § 22, stk. 4, jf. § 32, stk. 2, nr. 2. Ved […] Landsrets dom af den […] 2011 blev dommen fra Retten i […] stadfæstet, og klagerens opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Klageren er etnisk kineser og buddhist af trosretning fra Can Tho, Vietnam. Klageren har under sit ophold i Danmark været politisk aktiv for partiet Frihed. I forbindelse hermed oplyser klageren under et alias andre om livet i Danmark, og han har ligeledes oplyst, at han for tre til fire år siden har kommunikeret med nogle personer fra Vietnam via internettet, hvor han fortalte de pågældende om forholdene i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vietnam frygter, at han vil blive anholdt og udsat for psykisk og fysisk tortur af de vietnamesiske myndigheder, idet han er eftersøgt af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren forklaret, at hans familie arbejdede for den amerikanske regering, hvorfor klageren var eftersøgt, da han udrejste af Vietnam. Endvidere havde klageren skrevet sine meninger om kommunisterne på nogle vægge, hvilket var kriminelt i Vietnam. Klageren ved, at myndighederne var klar over, at det var klageren, som havde skrevet på væggene, da naboerne arbejdede som spioner for kommunisterne, og fordi klageren hørte folk tale herom. Klageren har forklaret, at han stadig er en fjende af myndighederne, og at myndighederne vil slå ham ihjel på grund af hans familiehistorie, og fordi han har trodset regeringen ved at udrejse af landet. Klageren frygter endvidere, at hans danske domme vil få konsekvenser for ham i Vietnam. Klageren har endvidere forklaret, at han ikke kan tage ophold i Vietnam, idet han har nogle helbredsmæssige problemer. Klageren er født og opvokset i Vietnam, hvor han opholdt sig frem til udrejsen i 1979, idet han forlod landet i en alder af 12 år som bådflygtning. Indledningsvist skal det bemærkes, at bestemmelsen om udvisning på grund af strafbart forhold, herunder om der er risiko for dobbeltstraf, henhører under domstolene. Flygtningenævnets kompetence angår alene en vurdering efter udlændingelovens § 31. Der er ikke efter det foreliggende holdepunkt for at antage, at klageren skulle være eftersøgt i hjemlandet på grund af politiske aktiviteter. Klageren har alene udført yderst begrænsede aktiviteter under dæknavn for Frihedspartiet, som har et meget beskedent medlemstal. Endvidere ligger eventuelle aktiviteter forud for udrejsen endog meget langt tilbage i tid. Hverken den omstændighed, at familiemedlemmer har arbejdet for udlændinge eller det daværende Sydvietnamesiske styre, at de er etniske kinesere, eller at klageren er flygtet og har søgt asyl i udlandet, kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Der lægges herved vægt på udenrigsministeriets notater af 28. januar og 22. juni 2000 samt Refugee Review Tribunal Vietnam fra 24. marts 2005. Angående den i Danmark begåede kriminalitet er det i øvrigt ikke efter det foreliggende baggrundsmateriale, herunder tillige Landinfo af 26. februar 2010 og responsum fremsendt af Udenrigsministeriet af 15. januar 2004 sandsynliggjort, at klageren er i en reel risiko for at blive straffet herfor. Herudover er det indgået i nævnets vurdering, at klageren har været i stand til to gange at rejse tilbage til Vietnam senest i 2007 eller 2008. Idet hverken den omstændighed at klageren kun har et begrænset antal familiemedlemmer tilbage i Vietnam, eller oplysningerne om hans helbredsforhold kan føre til nogen ændret vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Vietnam er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse. Udlændingelovens § 31, stk. 2 er derfor ikke til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet kan efter det foreliggende heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Vietnam vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” viet/2014/1
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2009. I begyndelse af 2009 havde ansøgeren fået udstedt pas i Venezuela således at han kunne udrejse. Ansøgeren havde hovedsageligt opholdt sig i Tyskland, inden han var taget til Danmark for at søge asyl. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i en studenterbevægelse, og at han i den forbindelse havde deltaget i demonstrationer med videre. Disse aktiviteter havde ikke givet sig udslag i konkrete overgreb overfor ansøgeren. Ansøgeren havde påberåbt sig, at han ikke kunne få noget arbejde, fordi han i 2003 havde underskrevet en liste, hvorved underskriverne havde ønsket valg til præsidentposten. Ansøgeren fandt, at han som følge heraf var eksponeret som modstander af styret. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, herunder at ansøgeren måtte have fået afslag på jobansøgninger, at politiet havde frataget ham penge eller almindelige gaderøverier m.v., som ansøgeren havde været udsat for, havde haft et sådant omfang, at disse indebar, at ansøgeren havde været udsat for forfølgelse, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgeren havde været i udlandet længe, indebar efter Flygtningenævnets opfattelse ikke, at ansøgeren af den grund risikerede forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Venezuela/2010/2.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2009. I perioden efteråret 2007 til sommeren 2008 havde ansøgeren haft et forhold til en voldelig mand. Ansøgeren var først blevet bekendt med kærestens voldsudøvelser et stykke tid inde i forholdet. I efteråret 2008 var ansøgeren til en fest stødt på den tidligere kæreste. Kæresten havde holdt en kniv for halsen af ansøgeren, men nogle af ansøgerens venner havde afværget angrebet. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er homoseksuel, ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde profileret sig. Det bemærkedes, at det var legalt at være homoseksuelt i hans hjemland. Ansøgeren havde opholdt sig i sit hjem og havde fortsat sit arbejde efter episoden i efteråret 2008 og frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren, forud for udrejsen havde været udsat for forhold, der kunne anses for forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet, henset til oplysninger om de generelle forhold for homoseksuelle, ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelsen omfattet af Flygtningekonventionen. Det fremgik, at hverken ansøgeren eller dennes tidligere kæreste havde kendt hinandens bopæle eller arbejdssteder, men alene mobiltelefonnumrene. Ansøgeren havde opretholdt sit nummer frem til udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at risikoen var så nærliggende, at ansøgeren fra den tidligere kærestes side ville blive udsat for overlast, at der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Venezuela/2010/1.
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger med statsborgerskab i Syrien samt Venezuela. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og durzer af trosretning fra […] Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel på grund af krigen, og fordi de er durzere af trosretning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [primo] 2015 blev opsøgt på gaden af tre-fire medlemmer af Shabiha, idet de ønskede at få nødhjælpsmidler, som ansøgeren uddelte for Røde Kors i sin landsby […]. Ansøgeren skændtes med de tre-fire medlemmer af Shabiha, fordi han ikke ønskede at give dem nødhjælpsmidlerne, men de tog en nødhjælpskasse med tvang og gik fra stedet. I perioden fra dette tidspunkt og halvanden måned frem modtog ansøgeren seks-syv opkald fra ukendte personer, som truede med at kidnappe ansøgeren og hans børn. Ansøgeren er også ved flere lejligheder blevet opfordret til at slutte sig til Shabiha af lokale personer fra hans landsby […], men ansøgeren har hver gang afslået. Ansøgeren har oplyst, at han har opholdt sig i tre-fire år i Venezuela for at arbejde, i hvilken forbindelse han opnåede statsborgerskab i landet, og at han returnerede til Syrien [i foråret] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Venezuela oplyst, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter, at han vil blive udsat for røveri af kriminelle bander, fordi den generelle sikkerhed i landet ikke er god. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Venezuela blev udsat for cirka ti røverier og truet med pistol af kriminelle bander i byen Maracaibo. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konflikter med Shabiha eller andre grupperinger ikke har en sådan intensitet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for personlig og individuel forfølgelse eller overgreb. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens konflikt med Shabiha vedrører en enkelt episode med et skænderi og et røveri eller tyveri af nødhjælpsrationer. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvem der senere kontaktede ham telefonisk og truede ham og hans familie, og under nævnsmødet har oplyst, at det kunne være medlemmer af Shabiha, af Al-Nuzra eller af IS. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke blev personligt opsøgt i perioden fra [primo] 2015 til sin udrejse i [foråret] 2015. Nævnet finder derfor, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren i forhold til Syrien isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren har dobbelt statsborgerskab og er tillige statsborger i Venezuela. Ansøger har forklaret divergerende om sit ophold i Venezuela. I anmeldelsesrapporten [fra foråret] 2015 har ansøgeren forklaret, at han aldrig har opholdt sig i Venezuela, under anden samtale med Udlændingestyrelsen at han opholdt sig og arbejdede i Venezuela i 3 – 4 år, og under nævnsmødet at han opholdt sig i Venezuela i cirka 5 år. Ansøgeren er i besiddelse af et ægte venezuelansk pas, der er gyldigt til [foråret] 2016. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans venezuelanske statsborgerskab er opnået på ulovligt grundlag eller sandsynliggjort, at der foreligger en konkret risiko for, at han vil blive frataget sit venezuelanske statsborgerskab. Det forhold, at ansøger efter sin forklaring har været udsat for 10 røverier fra kriminelle bander – røverier, der ikke er anmeldt til politiet – er efter sin karakter ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2016/1/ceb
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Uzbekistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker fra Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hun har søgt asyl i Danmark, og fordi hun er på deres sorte liste. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes slægtninge vil slå hende ihjel på grund af hendes seksuelle orientering, samt at hendes tidligere ægtefælle og hans familie ligeledes vil slå hende ihjel, fordi ansøgeren udrejste med den ældste datter og har undladt at bringe hende tilbage til Uzbekistan. Hun har endelig henvist til, at hendes datter ikke kan opnå usbekisk statsborgerskab og vil blive betragtet som statsløs, fordi hendes fader er statsløs, og fordi hun er født i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [ slutningen af] 2013 blev udsendt til Usbekistan fra Danmark. Da ansøgeren ankom til Usbekistan, blev hendes papirer overleveret til de usbekiske myndigheder, og hun og hendes datter blev hensat i et rum. Den følgende dag kom en repræsentant fra de usbekiske myndigheder, som indsatte datterens foto i ansøgerens pas, hvorefter de fik lov til at forlade lufthavnen. Ansøgeren fik udleveret sit pas, men myndighederne beholdt ansøgerens øvrige papirer. Frem til februar 2014 blev ansøgeren afhørt fire til fem gange af politiet om sit ophold i udlandet. Under afhøringerne blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. I [efteråret] 2014 fik ansøgeren visum til Tjekkiet med henblik på behandling af datterens sygdom. Ved udrejsen af Usbekistan blev ansøgeren tilbageholdt i lufthavnen, og hendes ejendele blev gennemsøgt. Ansøgeren blev kørt til ”Tuzel”, hvor hun var tilbageholdt i 15 dage. Ansøgerens advokat fortalte hende, at der ville blive indledt en sag mod hende for krænkelse af den usbekiske kultur. Da hun blev løsladt, underskrev hun et udrejseforbud. Ansøgerens moder ventede på hende udenfor ”Tuzel”. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter af Usbekistan. Efter ansøgerens ankomst til Danmark er ansøgerens moder blevet hentet af politiet og er ikke vendt tilbage siden. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, inden ansøgerens udrejse af Danmark, har sendt kopi af fotos, sms-korrespondance og brevkorrespondance til ansøgerens familie i Uzbekistan, hvoraf fremgår, at ansøgeren havde et seksuelt forhold til en kvinde i Danmark. Omkring 10 til 12 dage efter ansøgerens ankomst til Uzbekistan konfronterede ansøgerens fætter hende med det og udsatte hende for fysiske overgreb. Ansøgerens seksuelle orientering er en stor skam for familien. Flygtningenævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte ansøgerens oplysninger om, at hun har haft seksuelle forhold til andre kvinder. Flygtningenævnet finder derudover, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om længden af den tilbageholdelse, hun blev udsat for i ”Tuzel”, idet hun i asylskemaet udfyldt [i foråret] 2015 har oplyst, at tilbageholdelsen varede 15 dage, under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2015 har hun oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over en måned, hvorefter hun under asylsamtalen [fra vinteren] 2015 først oplyste, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage, men under gennemlæsning af referatet rettede dette til 27 dage, hvorefter hun under nævnsmødet på ny har oplyst, at tilbageholdelsen strakte sig over 15 dage. Endelig har hun forklaret divergerende om familiekonflikterne, idet hun til gensamtalen [fra vinteren] 2015 har forklaret, at hun blev udsat for et overfald af sin fætter som følge af oplysninger om hendes seksuelle orientering, og at hun ikke udover denne enkelte episode har haft andre problemer, herunder været udsat for andre overgreb, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun også efterfølgende blev udsat for fysiske overgreb både fra slægtninge og hendes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om omstændighederne ved udrejsen, idet hun i asylskemaet har oplyst, at hun fik udrejsetilladelse i forbindelse med datterens sygdomsbehandling, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke havde udrejsetilladelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet hun først under nævnsmødet har forklaret, at hun blev sat ud af den lejlighed, som hun havde skaffet sig på grund af sin seksuelle orientering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiver at have været udrejst på et pas, der er forsynet med en visumpåtegning fra den tjekkiske ambassade på et tidspunkt, hvor passet ikke længere opfyldte kravet til udrejse af Uzbekistan. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder, at ansøgeren herefter, såfremt hun ikke opnår opholdstilladelse på et andet grundlag, kan udvises til Uzbekistan. Nævnet bemærker hertil særskilt, at det fremgår af baggrundsoplysninger fra Landinfo, at Human Rights Watch har oplyst, at hvis personer uden aktiv profil forlader Uzbekistan og derefter søger asyl i fremmed land uden at opnå asyl og derefter bliver returneret til Uzbekistan, ikke nødvendigvis vil blive retsforfulgt på grund af asylansøgningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke kan anses som særligt profileret. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren, efter tidligere forgæves at have søgt asyl i Danmark, opholdt sig i omkring halvandet år i Uzbekistan uden retsforfølgning i anledning af den tidligere asylansøgning. Vedrørende det påberåbte asylmotiv, der relaterer sig til, at ansøgerens barn ikke er usbekisk statsborger, bemærker nævnet, at det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder artikel 14 i den usbekiske statsborgerskabslov, at et barn, hvor en af forældrene på tidspunktet for barnets fødsel var statsborger i Republikken Usbekistan, og den anden var statsløs eller ukendt, er statsborger i Republikken Usbekistan, uanset fødested. Ansøgeren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uzbekistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uzbe/2016/1/SLN
Nævnet stadfæstede i december 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et vietnamesisk ægtepar. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske vietnamesere fra[…]. Den mandlige ansøger har i Vietnam rådgivet vietnamesere om deres rettigheder, og efter indrejsen i Danmark har han sammen med sin søn meldt sig ind i Vietnam Populist Party, for hvem han har skrevet to artikler, ligesom han har deltaget i en demonstration. Ansøgerne har som asylmotiv blandt andet henvist til, at den mandlige ansøger siden 1989, hvor han blev fængslet på et urigtigt grundlag, har været udsat for chikane fra de vietnamesiske myndigheders side, fordi de har mistænkt ham for at være politisk aktiv i oppositionen mod regeringen. Den mandlige ansøger har alene været udsat for chikane, fordi regeringen ikke har kunnet bevise, at han har været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har efter indrejsen i Danmark deltaget aktivt i det politiske arbejde mod Vietnams regering, herunder skrevet på forskellige blogge på Internettet, og han har deltaget i en filmet demonstration for frie valg i Vietnam foran Kinas ambassade. Ved en eventuel tilbagevenden til Vietnam vil regeringen derfor kunne bevise, at den mandlige ansøger er politisk aktiv, hvorfor han vil blive fængslet og udsat for overgreb. Den kvindelige ansøger har i det hele henholdt sig til den mandlige ansøgers asylmotiv. Det lægges til grund, at den mandlige ansøger i 1989 var sigtet for tyveri af statslige værdier, og at han blev fængslet i cirka tre måneder. Uanset om denne tilbageholdelse reelt har været politisk begrundet, finder Flygtningenævnet ikke, at denne konflikt i sig selv er asylbegrundende henset til, at der nu er gået over 20 år. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger i den efterfølgende tid har været således udsat for målrettet chikane eller statslige overgreb, at det kan karakteriseres som asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger siden 1990, da han ifølge sin forklaring blev presset til at søge sin afsked, har kunnet ernære sig ved selvstændig virksomhed. Ansøgerne har i forbindelse med udøvelsen af deres erhverv haft to retssager, som er endt med, at de har fået delvist medhold. I begge tilfælde bortfaldt bøderne. I de seneste år før udrejsen drev den mandlige ansøger en virksomhed med salg af kosttilskud. Han kunne i den forbindelse foretage flere udadrettede aktiviteter, og hans virksomhed var vellykket. Siden 2005 har ansøgerne været på flere ferierejser til udlandet. Det kan herefter konstateres, at såfremt den mandlige ansøger har været udsat for en begrænsning i sin bevægelsesfrihed, har den været af ringe intensitet. Det må endelig tillægges afgørende betydning, at ansøgerne kunne udrejse legalt, efter at de havde fået fornyet deres pas. Den mandlige ansøger har ikke sandsynliggjort, at han har haft et nært samarbejde med en navngiven journalist, som er kommet til de vietnamesiske myndigheders kendskab. For så vidt angår den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Danmark bemærkes, at den mandlige ansøger først meldte sig ind i Vietnam Populist Party i sommeren 2010 efter et års ophold i Danmark. Efter ansøgerens forklaring var hans første aktiviteter for partiet i sommeren 2011, efter at Udlændingestyrelsen i foråret 2011 havde meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter det oplyste om den mandlige ansøgers rolle under demonstrationen i sommeren 2011, indholdet af de to artikler og publiceringen heraf, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet profileret i forhold til de vietnamesiske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgerne måtte vende tilbage til Vietnam efter udløbet af visumfristen og efter at have søgt asyl, kan ikke føre til, at der meddeles asyl. Flygtningenævnet lægger således afgørende vægt på Udenrigsministeriets notat af [..]2011, hvorefter de vietnamesiske myndigheder normalt ikke vil vise interesse for sådanne overtrædelser. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” viet/2011/1
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Usbekistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kirgiser fra Tasjkent i Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive tortureret og tilbageholdt af myndighederne, som mistænker ansøgeren for at have deltaget i uroligheder mod styret i maj 2009 i Andijan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i 2005 i forbindelse med demonstrationer i Andijan i lighed med alle mænd i området blev anholdt. Ansøgeren var tilbageholdt i fem dage af myndighederne og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev efterfølgende tilsagt til afhøring. Ansøgeren har videre henvist til, at hans onkel den [….] 2009 blev anholdt efter urolighederne i Andijan, og at der på onklens bopæl blev fundet et våben og ansøgerens pas. Ansøgeren opholdt sig herefter i skjul indtil udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne har eftersøgt ham både på onklens bopæl i Andijan og på ansøgerens bopæl i Tasjkent. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin onkels forhold og fundet af ansøgerens pas hos onklen er eftersøgt af myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder herefter sammenholdt med ansøgerens tidligere tilbageholdelse og oplysningerne om de generelle forhold i Usbekistan, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Usbekistan/2010/2
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde i 2007 og 2009 været udsat for overfald, herunder forsøg på mordbrand, blandt andet pga. at han var konverteret til kristendommen. Flere af overfaldene var initieret af familiemedlemmer, der støttet Hizb-ut-Tahrir. I 2006 havde han forladt sin hjemby og bosat sig i en anden by. Overfaldene havde han oplevet i forbindelse med besøg i hjembyen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse fra islamiske ekstremister tilhørende Hizb-ut-Tahrir, heriblandt ansøgerens fader, ansøgerens nieces ægtefælle og et andet fremtrædende medlem. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde et modsætningsforhold til disse personer, fordi ansøgeren var konverteret til kristendommen og havde taget afstand fra Hizb-ut-Tahrir og fra våbenbrug og krigsførelse, som ansøgeren var blevet oplært i. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som følge heraf havde været udsat for to episoder i sin hjemby i efteråret 2007 og begyndelsen af 2009, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 fra disse personers side. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at ansøgeren i mellemtiden havde kunnet opholde sig uden problemer i en anden by. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende forsøget på mordbrand til grund. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring var fremtrådt som selvmodsigende og usammenhængende. Flygtningenævnet havde herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren havde forklaret, at han først havde vækket sin sovende familie og igennem et vindue skaffet dem ud af hotellejligheden, der var beliggende i stueetagen, for derpå selv indefra at have slukket den udefra påsatte brand med en våd klud. Flygtningenævnet kunne på den anførte baggrund heller ikke lægge ansøgerens forklaring om ansøgerens efterfølgende tilbageholdelse til grund. Ansøgerens forklaring om Hizb-ut-Tahrirs indflydelse i hjembyen og organisationens tilknytning til myndighederne var ikke fremtrådt som sammenhængende og overbevisende. Forklaringen var desuden i strid med de foreliggende baggrundsoplysninger fra Usbekistan. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod medlemmer af Hizb-ut-Tahrir. Hvis ansøgeren ikke fandt, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne tage ophold i sin hjemby, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold i den anden by, hvor ansøgeren efter det oplyste havde boet fra 2006 til 2009. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Usbekistan/2010/1.
Nævnet meddelte i oktober 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2007. Ansøgeren er homoseksuel og blev som følge heraf udsat for overgreb fra politi og lokalbefolkningen. Ansøgerens problemer begyndte en aften i efteråret 2007, hvor han sad i en park i Tasjkent sammen med sin kæreste. To politifolk kom forbi og begyndte at fornærme ansøgeren og hans kæreste. Ansøgeren blev slået og sparket, mens kæresten blev iført håndjern og taget med. Et par dage senere meldte ansøgeren overfaldet til politiet. En efterforsker tog ansøgeren med til lighuset, hvor ansøgeren fik forevist liget af kæresten. Ansøgeren insisterede på, at det kom til at stå i politirapporterne, at politifolkene havde slået kæresten. Ansøgeren blev tilbageholdt natten over og blev udsat for fysiske overgreb af politiet og blev anbragt i en celle, hvor han blev udsat for seksuelle overgreb af en medfange. Efter løsladelsen rettede ansøgeren henvendelse til anklagemyndigheden, men personen fra anklagemyndigheden tog ham ikke alvorligt. Efterfølgende blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af tre politifolk, som udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren modtog også telefoniske trusler fra anonyme personer. Efterfølgende tog han ophold hos en ven. En dag blev han overfaldet af fire unge mænd uden for vennens lejlighed. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således været i en længerevarende konflikt med lokale politifolk og havde herunder været udsat for alvorlige overgreb under en tilbageholdelse. Konflikten havde baggrund i, at ansøgeren og hans mandlige kæreste var blevet afsløret som homoseksuelle og gennemtævet, kæresten så alvorligt, at han var afgået ved døden. Ansøgeren havde forgæves klaget til den overordnede anklagemyndighed. De beskrevne myndighedsovergreb var sandsynliggjort af de foreliggende baggrundsoplysninger. Det måtte lægges til grund, at ansøgeren var udrejst ulovligt. Efter en samlet vurdering fandt Flygtningenævnet, at der herefter var en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville blive udsat for en behandling, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Usbekistan/2008/3
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2007. Nævnet stadfæstede samme dag Udlændingeservices afgørelse vedrørende kvindens søn. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens og hendes søns forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at den lokale politibetjent og formanden for den lokale boligkommission siden ansøgerens ægtefælles død i 2001 havde forsøgt at få ansøgeren og hendes søn til at forlade deres bopæl og til at udrejse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at presset fra disse personer havde været så massivt, som forklaret under Flygtningenævnets møde. Flygtningenævnet lagde til grund, at der havde været forskellige henvendelser herom, og at ansøgerens søn i 2005 var blevet anholdt og tilbageholdt som følge af, at de ikke havde forladt området. Flygtningenævnet fandt, at de overgreb, som ansøgerens søn havde været udsat for under tilbageholdelsen, ikke havde sammenhæng med sønnens etnicitet som uighur, men derimod med sønnens opførsel under tilbageholdelsen, hvor han dels havde råbt op og banket på celledøren dels havde forsøgt at stikke af. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren og sønnen de to følgende dage havde mødt på politistationen, hvor de havde fået besked på at rejse, men at der ikke var sket ansøgeren og hendes søn yderligere inden udrejsen et til halvandet år senere. Flygtningenævnet havde ikke noget grundlag for at antage, at en færdselsulykke, som havde overgået ansøgerens søn i 2002, havde nogen sammenhæng med ansøgerens eller sønnens etnicitet. Flygtningenævnet bemærkede, at hverken ansøgeren eller hendes søn på nogen måde havde været politisk eller på anden måde aktive, således at de kunne opfattes som modstandere af det siddende styre. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren og hendes søn kunne anses for forfulgte alene på baggrund af deres etnicitet som uighurer. Flygtningenævnet bemærkede, at den chikane, som ansøgeren og hendes søn havde været udsat for i lokalområdet, ikke havde haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne anses for forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller således at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, selvom situationen for tilbagevendende asylansøgere efter de foreliggende baggrundsoplysninger generelt set måtte anses for forbundet med betydelig usikkerhed, at ansøgeren risikerede forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til hjemlandet, idet ansøgeren og hendes søn måtte anses for ganske uprofilerede. Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgeren og hendes søn måtte anses for lovligt udrejst, og Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og hendes søn skulle have fået et forbud mod genindrejse i Usbekistan. Usbekistan/2008/2
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan, født 1971, samt et barn. Indrejst i september 2004. Ansøgning om asyl indgivet i maj 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet fandt anledning til at bemærke, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler en asylansøger at meddele samtlige de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om der kan gives asyl her i landet. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning under samtalen i udlændingestyrelsen og under nævnsmødet navnlig anført, at hun som etnisk russer var blevet krænket blandt andet i form af, at hun af politiet var blevet opfordret til at uddele angiveligt illegale løbesedler, at hun herefter modtog en pakke løbesedler, angiveligt af en person, der havde tilknytning til en lokal politisk organisation, og at hun efterfølgende blev voldtaget af tre personer med den begrundelse, at hun skulle afstraffes, fordi hun ikke havde delt løbesedlerne ud på den korrekte måde. Flygtningenævnet fandt, at der måtte lægges afgørende vægt på, at ansøgeren først havde givet oplysninger om disse forhold under samtalen med Udlændingestyrelsen. Hun havde således intet nævnt herom ved sin indgivelse af asylansøgning den 11. maj 2005 og havde ej heller nævnt noget herom i sit asylskema. Herudover fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren på en række punkter havde afgivet divergerende forklaringer. Hun havde således til samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun blev tilbageholdt af politiet i lufthavnen i Tashkent, hvorefter hun fik besked på at gå og senere henvende sig til politiet. Da hun herefter henvendte sig på en lokal politistation, blev hun tilbageholdt i tre dage. Under nævnsbehandlingen havde hun derimod forklaret, at hun straks blev kørt til den lokale politistation, hvor hun blev tilbageholdt i tre dage og derefter løsladt. Flygtningenævnet tillagde det endvidere nogen betydning, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2004, at hun derefter søgte om forlængelse af sit besøgsvisum, og at hun først søgte asyl i maj 2005 på et tidspunkt, hvor de danske udlændingemyndigheder havde haft kontakt med den usbekiske ambassade i London med henblik på at få udstedt et rejsedokument til ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under de ovennævnte omstændigheder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om den angivelige uddeling af flyveblade samt voldtægt til grund for sagen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for de etniske russere i Usbekistan i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Usb/2005/1
Nævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2010 sammen med sin broder. Sagen vedrørende ansøgers bror blev i Flygtningenævnet behandlet samme dag og af samme nævn og blev ligeledes stadfæstet.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk usbeker fra landsbyen […] i […]-distriktet i Andijan-provinsen og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de usbekiske myndigheders side dels på grund af sin deltagelse i en demonstration i landsbyen i [foråret] 2008, dels fordi han er udrejst illegalt og har søgt asyl i udlandet. Ansøgeren har forklaret, at embedsmænd fra en regeringskommission i [foråret] 2008, et par dage efter at ansøgerens moder var afgået ved døden, opsøgte beboerne i landsbyen og informerede dem om, at de skulle flytte fra landsbyen, idet der skulle bygges en vej gennem byen. Landsbyens beboere blev vrede, idet de mente, at eksproprieringen var politisk motiveret, og idet de var utilfredse med den pris, som de blev tilbudt for deres huse. Ansøgeren deltog sammen med sin broder i en demonstration arrangeret af beboerne i landsbyen, og de kastede med sten mod politiet og militæret, som var blevet tilkaldt af embedsmændene. Efter militæret begyndte at skyde mod demonstranterne, løb ansøgeren hjem til sit og broderens hus i udkanten af landsbyen. Efter broderen kom hjem, blev broderen opsøgt af sin ven, der fortalte, at militærpersoner gik fra hus til hus i landsbyen for at anholde deltagerne i demonstrationen. Kort efter kørte ansøgeren og broderen til byen Karazouk, hvorfra de dagen efter udrejste til Rusland. I [begyndelsen af] 2010 indrejste de og søgte asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt, på, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået usikker og usammenhængende, og at ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår og af hvem ansøgeren og hans broder blev advaret om, at myndighederne ville anholde de beboere, der havde deltaget i demonstrationen. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvornår han og broderen flygtede fra landsbyen. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor lang tid turen i lastbilen til Vyborg i Rusland varede, og om hvor i lastbilen de opholdt sig under turen. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser ikke alene kan forklares med tolkeproblemer. Da Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring i sin helhed, er spørgsmålet herefter om alene den omstændighed, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka fire år, kan begrunde, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder de oplysninger, der til brug for sagens behandling er indhentet fra Udenrigsministeriet og ICG-landene, kan give anledning til usikkerhed om, hvorvidt det vil medføre sanktioner fra de usbekiske myndigheder, hvis en usbekisk statsborger, der er profileret i bare nogen grad, vender tilbage til Usbekistan efter et flerårigt ophold i udlandet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at en usbekisk statsborger, der er udrejst legalt og fremstår helt uprofileret, vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Flygtningenævnets afgørelse.” usbe/2014/3
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist bemærkes det, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er ukrainer og ortodoks af trosretning og er opvokset i […], Vinitskaja Oblast, Ukraine, men har senest boet i Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Donetsk-området frygter krigen og separatisterne i området. Ansøgeren har endvidere anført, at han ikke kan tage ophold i andre dele af Ukraine, da han ikke har et netværk og på grund af hans alder og helbredsmæssige tilstand. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er født den […] […], er opvokset i […], Vinitskaja Oblast, i det centrale Ukraine, men at han senest har boet i Donetsk i det østlige Ukraine. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren har opholdt sig i en række europæiske lande, senest Tyskland i perioden fra omkring 2005 til [sommeren] 2014. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Central- og Østukraine, herunder Donetsk-området, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 alene med henvisning hertil. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold at ansøgeren en enkelt gang er blevet opsøgt af nogle for ham ukendte personer, som efterstræbte hans sønner, kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret. Såfremt ansøgeren ikke mener at kunne vende tilbage til Donetsk af frygt for separatisterne i området, vil ansøgeren kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine, der er under den ukrainske regerings kontrol. Heller ikke det forhold, at ansøgeren er en ældre mand, kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke er af asylrelevant karakter. Det falder således uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukraine/2015/12
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og tilhører skandinavisk germansk hedenskab/ nordisk mytologi. Ansøgeren er fra Lvov, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en lovlig demonstration imod regeringen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel i krig eller at blive fængslet, idet han er deserteret fra militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2014 blev bedt om at møde op på et militærkontor, hvor han blev spurgt, om han ville melde sig frivilligt til hæren. Dette accepterede ansøgeren. Ansøgeren var først i militæret i Ivano-Frankovsk i fire-fem måneder, hvorefter han var i Donetsk i én måned. I [efteråret] 2014 flygtede ansøgeren fra militæret. Efterfølgende opholdt ansøgeren sig hos sine forældre og sin kæreste. I perioden inden ansøgeren udrejste, modtog han trusler personligt og telefonisk. I foråret 2015 blev der offentliggjort en liste over dem, der var deserteret fra militæret. Ansøgeren udrejste af Ukraine i [vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er deserteret fra militærtjeneste i hjemlandet, og at han på denne baggrund skulle være forfulgt. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på centrale punkter er divergerende og fremstår usandsynlig, og forklaringen fremstår derfor konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af hans militærtjeneste. Under oplysnings- og motivsamtalen har han oplyst, at hans kontrakt med militæret ophørte omkring efteråret 2014. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han forlod militæret [i efteråret] 2013, da han sammenlagt havde været i militæret i 3 år og 7 måneder. Hans kontrakt udløb i [efteråret] 2013. Overfor nævnet har ansøgeren i øvrigt forklaret, at han efter at have underskrevet en 3-årig kontrakt blev indkaldt [i foråret] 2014, og at han efter 3 måneders træning underskrev en midlertidig kontrakt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om de trusler, der er fremsat, efter at han deserterede. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at truslerne startede omkring [foråret] 2015, og at den første trussel blev fremsat 3-4 dage, efter at han var flygtet fra militærtjenesten. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at truslerne første gang blev fremsat ca. 2 måneder, efter at ansøgeren var kommet hjem. Det fremstår i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren har kunnet opholde sig og bo på familiens bopæl, hvor han også boede, forinden han var i militæret, uden at han er blevet pågrebet af de personer fra militæret og politiet, der kom til bopælen for at søge efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at han opholdt sig hjemme i ca. et år, måske mere end et år. Ansøgeren har i øvrigt under asylsamtalen først afslutningsvis forklaret, at han også opholdt sig hos sin kæreste efter flugten fra militæret. Det fremstår også usandsynligt, at det heller ikke er lykkedes militær- og politifolk at pågribe ansøgeren på hans arbejdsplads, når han blev eftersøgt der, således som han har forklaret under asylsamtalen. Det understøtter ansøgerens utroværdighed, at han under asylsamtalen usammenhængende har forklaret, at han selv meldte sig til militærtjeneste i anden omgang, idet han også har deltaget på frivillig basis og deltog frivilligt i træningen. Ansøgeren har videre forklaret, at han ikke officielt er deserteret, fordi han ikke var officielt indkaldt. Det er ikke skrevet nogen steder, at han er deserteret. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han flygtede fra militæret, da han og andre i militæret ikke var i stand til at forsvare sig selv på grund af manglende våben. Overfor nævnet har ansøgeren forklaret, at han deserterede, fordi han ikke ville slå folk ihjel. Ansøgeren har overfor nævnet fremlagt en meddelelse om indkaldelse af ansøgeren til militæret. Det er oplyst, at det fremlagte er printet fra Internettet. Flygtningenævnet finder ikke, at det fremlagte kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/7/CMA
Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Lvov, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer imod regeringen. Ansøgeren er ikke blevet anholdt eller udsat for repressalier af nogen art som følge heraf. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sendt i krig og at blive slået ihjel i krig. Ansøgeren frygter endvidere at blive fængslet, såfremt han unddrager sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der opstod problemer i Ukraine i 2012, og at folk blev indkaldt til militæret i 2014 som følge heraf. I slutningen af 2014 blev ansøgeren opsøgt mindst seks gange af folk fra politiet og det militære personalekontor, fordi de ville indkalde ansøgeren til militæret. Ansøgeren blev aldrig fundet, idet han gemte sig eller opholdt sig hos en ven. Ansøgeren udrejste af Ukraine sammen med sin bror i december 2015. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har unddraget sig militærtjeneste i Ukraine. Forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og forkastes derfor som utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, efter at han på session er blevet erklæret uegnet til militærtjeneste, og har fået påtegning herom i sin militærbog, angiveligt alligevel er blevet indkaldt til militæret. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende i forhold til den forklaring som ansøgerens bror, [A], har afgivet under sin asylsag om militærets og politiets henvendelser på deres bopæl for at indkalde ansøgeren til militærtjeneste. Nævnet henviser til, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han blev opsøgt mindst 6 gange af militærfolk og politiet fra slutningen af 2014 til efteråret 2015. I begyndelsen af perioden spurgte de også efter ansøgerens bror, men de ophørte hermed, da broren var i militæret indtil cirka to måneder, før ansøgeren udrejste sammen med sin bror. Ansøgerens bror har derimod under sin asylsamtale forklaret, at ansøgeren ikke er blevet opsøgt på bopælen, men at han har modtaget indkaldelser. Det fremgår af indlægget fra ansøgerens advokat, at ansøgeren har oplyst, at han er blevet opsøgt 4 gange på bopælen, og at han 3 gange har fået skriftlige indkaldelser til at give møde. Det fremgår endvidere, at der blev spurgt efter broren de 2 første gange, og at der blev spurgt efter ansøgeren de sidste 4 gange. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/6/CMA
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og ateist fra [mindre by], Syrien. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra Kiev, Ukraine. Den mandlige ansøger har været aktiv for den kurdiske sag, og har i den forbindelse deltager i flere møder og demonstrationer. Den kvindelige ansøger støttede den orange revolution i 2004, og deltog den forbindelse i flere demonstrationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder og de generelle forhold i landet, herunder at blive slået ihjel af islamister, fordi han er kurder og ateist. Han har desuden oplyst, at han ikke ønsker at bo i Ukraine, idet han ikke er ukrainsk statsborger, da Ukraine ikke accepterer dobbelt statsborgerskab, og fordi der er diskrimination af udlændinge. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i efteråret] 2013 fik oplyst, at myndighederne ledte efter ham. Han formoder, at de ledte efter ham, fordi han skulle i militæret. Han har desuden oplyst, at de generelle forhold i Syrien på nuværende tidspunkt er sådan, at islamister slår kurdere ihjel, fordi de anser dem for at være vantro. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at der er diskrimination af udlændinge i Ukraine, og at han har været udsat for to overgreb. Første gang på et ukendt tidspunkt i 1990’erne og anden gang på et tidspunkt i 2009 eller 2010. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikter. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle deltog i demonstrationer i Ukraine, som var rettet mod det syriske regime, og at han som følge heraf fik konflikter med de syriske myndigheder. Hun har videre oplyst, at hendes ægtefælle havde konflikter i Syrien, da han vendte tilbage dertil efter at være udsendt fra Sverige til Ukraine. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger har såvel syrisk som ukrainsk statsborgerskab. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering om, at den mandlige ansøger i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om, at de i Ukraine har været udsat for diskrimination som følge af den mandlige ansøgers syriske baggrund til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerne er blevet opkrævet betaling for sundhedsbehandling, som ellers er gratis, at den mandlige ansøger flere gange er blevet stoppet af politiet i Ukraine og visiteret, og at han i [sommeren] 2009 blev overfaldet af tre russisktalende personer, som udøvede vold mod ham og herunder stak ham i benet med en kniv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om forhold af en sådan intensitet, at det kan begrunde asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Om risikoen for refoulement til Syrien ved tilbagesendelse af den mandlige ansøger til Ukraine bemærkes, at de Ukrainske myndigheder [i efteråret] 2015 og [i vinteren] 2015 overfor Udenrigsministeriet har bekræftet, at den mandlige ansøger i 2005 har opnået ukrainsk statsborgerskab og fået udstedt ukrainsk pas. Ansøgerne har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at de Ukrainske myndigheder i 2013, da den mandlige ansøger blev returneret fra Sverige til Ukraine, traf en afgørelse om at håndhæve det ukrainske forbud mod dobbelt statsborgerskab i forhold til den mandlige ansøger og af den grund nægtede ham indrejse i Ukraine. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for at få meddelt asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/5/CHA
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ukrainsk statsborger, etnisk russer og ortodoks kristen af trosretning fra Dnipro, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af [et venstreorienteret parti i Ukraine] siden [vinteren] 2006, og hun har også arbejdet for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og udsat for overgreb, fordi hun har arbejdet for og været medlem af [et politisk parti i Ukraine], og fordi den ukrainske stat forfølger alle, som ikke er enige med den siddende regering. Ligeledes frygter ansøgeren at blive forfulgt og udsat for overgreb af nationalistiske grupperinger, som handler uafhængigt fra lovgivning og domstole. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun siden [vinteren] 2006 har været medlem af [det politiske parti]. I starten var det blot en hobby, men det var først fra [sommeren] 2013, at hun blev mere politisk aktiv, idet hun begyndte at arbejde for partiet. I [vinteren] 2013 var ansøgeren i Istanbul, Tyrkiet i en uge for at besøge en veninde. Her mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle, som hun tilbragte nogle dage sammen med. I tiden efter, at ansøgeren var tilbage i Ukraine, kommunikerede hun fortsat med sin ægtefælle. De besluttede, at ansøgerens ægtefælle skulle komme til Ukraine i slutningen af [sommeren] 2014, hvorefter de flyttede sammen. Ansøgeren blev gift [i efteråret] 2014. Ansøgerens ægtefælle var konverteret fra islam til kristendommen, før ansøgeren mødte ham. Første gang ansøgeren blev overfaldet, var foran partiets hovedkontor i [foråret] 2014. To ukendte personer slog og sparkede ansøgeren og hendes partifælle, mens de råbte noget i retningen af ”kommunister skal fjernes”. I [foråret] 2014 var ansøgeren og en anden partifælle på vej ind til centrum af byen for at aflevere løbesedler til to drenge, som skulle omdele disse. Fire mænd fra Aidar-bataljonen, som hører under den ukrainske hær, passede dem op, og begyndte at slå på ansøgeren, partifællen og drengene. Politiet kom hurtigt til stedet, og de tog ansøgeren og hendes partifælle med tilbage på politistationen. Her sad ansøgeren tilbageholdt i en kælder i cirka en uge. Ansøgeren blev anklaget for at have uddelt ulovlige løbesedler, som gik imod den nationale hær og den siddende regering, men ansøgeren tilstod ikke disse anklager. I den efterfølgende tid modtog ansøgeren telefoniske trusler og SMS-beskeder fra et ukendt nummer. [I sommeren] 2014 deltog ansøgeren i en konference med partiet i Belgorod, Rusland. På vej tilbage til Ukraine blev bussen stoppet ved grænsen. Alle partifællers pas blev tjekket, og to personer blev tilbageholdt. Nogle dage efter blev ansøgeren indkaldt til et møde hos den ukrainske efterretningstjeneste, SBU. Her benægtede ansøgeren at kende noget til den ulovlige information, som de to tilbageholdte partifæller blev anklaget for at have på sig. Ansøgeren underskrev samtidig et dokument, hvor hun erklærede, at hun ikke ville udrejse af Ukraine. [I efteråret] 2014 havde ansøgeren deltaget som valgtilforordnet ved parlamentsvalget i Ukraine. Da ansøgeren kom hjem til sin bopæl, var der malet et sort svastika på hendes hoveddør, og skrevet ”Død over Moskalierne” (som er et nedsættende udtryk om russerne i Ukraine). [I vinteren] 2014 var ansøgeren på vej til partiets hovedkontor, da hendes hoved blev tildækket, hvorefter hun blev skubbet ind i en bil. Ansøgeren blev tilbageholdt i et forfaldent hus, hvor to ukendte personer udsatte hende for overgreb. Personerne anklagede ansøgeren for at være en dårlig person, fordi hun kritiserede regeringen. Ansøgeren blev tvunget til at underskrive et dokument, hvor hun tilstod, at de partihandlinger, hun deltog i, var ulovlige. Ligeledes stod der, at ansøgeren var i opposition til den siddende regering, og at oppositionen skulle fjernes. Ansøgeren blev herefter slået bevidstløs, og da hun vågnede, var mændene væk. I den efterfølgende periode flyttede ansøgeren og hendes ægtefælle en del rundt. I [sommeren] 2015 forsvandt ansøgerens ægtefælle, mens ægtefællen var på besøg hos ansøgerens forældre. Ægtefællen har fortalt ansøgeren, at han var ude og handle, da uniformerede mænd tilbageholdte ham og udsatte ham for overgreb. Ægtefællen blev løsladt i [efteråret] 2015 tæt på grænsen til Rusland. Ansøgerens ægtefælle flygtede herefter ind i Rusland. Ansøgeren udrejste med fly af Ukraine [i efteråret] 2015. Ansøgeren fik hjælp af sin veninde med at arrangere rejsen. Således købte ansøgerens veninde to billetter. Den første, fra Ukraine til Israel, blev købt i venindens navn med brug af hendes pas. Den anden billet, fra Israel til Danmark, blev købt i ansøgerens navn med brug af hendes eget pas. Ansøgerens veninde instruerede ansøgeren til at smide begge pas ud i flyene, hvilket ansøgeren gjorde. Flygtningenævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der omhandler udrejsen af Ukraine til Danmark, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, navnlig fordi ansøgeren ikke har været i stand til at forklare, hvorfor hun valgte at flyve fra Ukraine til Israel på en anden persons pas og videre fra Israel til Danmark på sit eget pas, som hun smed ud undervejs, og uden brug af visum. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Ukraine i 2014 i flere tilfælde har været udsat for overfald og er blevet intimideret på grund af sin tilknytning til [det politiske parti]. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine fortsat er i risiko for forfølgelse som følge heraf. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at de grupper, der stod bag episoderne, handlede på vegne af det nuværende ukrainske regime, ligesom der efter ansøgerens egen forklaring har været tale om enkeltstående episoder, som er ophørt efter nogen tid, og som ikke har ført til yderligere arrestation eller domfældelse. Nævnet lægger herved til grund, at oplysningerne fra ansøgerens brors ven [A] om, at der er rejst en sag mod blandt andre ansøgeren, ikke understøttes af andre oplysninger i sagen. Det forekommer i øvrigt usandsynligt, at omtalte [A], der arbejder for det ukrainske regime, skulle udlevere oplysninger om en verserende straffesag mod ansøgeren for regimefjendsk virksomhed til hendes bror. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter de omtalte episoder opholdt sig i Ukraine i en længere periode før sin udrejse. Det kan ikke ændre herved, at ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig i skjul i denne periode. Flygtningenævnet vurderer på denne baggrund, at de omtalte episoder ikke har en karakter og en intensitet, der kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/4/MGO
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i september 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og katolikker af trosretning. Ansøgerne er ukrainske statsborgere fra Ivano-Frankivsk, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at de vil blive fængslet eller slået ihjel, fordi den mandlige ansøger har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger [i sommeren 2015] på familiens bopæl modtog to indkaldelser til militæret, hvorved den mandlige ansøger blev indkaldt til at give møde i den militære kommission [senere på sommeren 2015]. Idet den mandlige ansøger ikke ønskede at deltage i krigshandlinger, reagerede han ikke på indkaldelserne. [I sommeren 2015] blev den mandlige ansøger opsøgt på familiens bopæl af otte mænd, hvoraf to var klædt i politiuniform, to var klædt i militærcamouflageuniform, to var fra organisationen Højre Sektor og klædt i sort tøj med sort/røde emblemer på armen/skulderen, mens de sidste to var klædt i civilt tøj. Den mandlige ansøger formoder, at de to sidstnævnte var fra sikkerhedstjenesten SBU. Den kvindelige ansøger har oplyst, at de pågældende sagde, at de kom fra SBU. Ansøgerne blev af de fremmødte udsat for trusler og voldelige overgreb. Den mandlige ansøger har forklaret, at de fremmødte endvidere tvang ham til at underskrive et blankt stykke papir. Den kvindelige ansøger har forklaret, at de fremmødte forsøgte at presse ansøgerne til at underskrive et blankt stykke papir, men at hun ikke kan huske, hvorvidt hun underskrev papiret. Hendes ægtefælle skrev under på papiret. På grund af de voldelige overgreb blev ansøgerne bevidstløse. Den mandlige ansøgers mor kom hjem til dem efter overfaldet og tilkaldte en ambulance. Ansøgerne blev indlagt på hospitalet i Ivano-Frankivsk. [I sommeren 2015] blev den kvindelige ansøger udskrevet, hvorefter hun tog ophold hos den mandlige ansøgers forældre. [Nogle dage senere i sommeren 2015] blev den mandlige ansøger udskrevet, hvorefter han tog ophold hos sine forældre. [Senere på sommeren 2015] tog den mandlige ansøgers mor til ansøgernes bopæl, hvor hun konstaterede, at bopælen var blevet ransaget. Den mandlige ansøgers mor fandt endvidere en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Efter ansøgernes udrejse har den mandlige ansøgers mor modtaget endnu en indkaldelse til den mandlige ansøger fra sikkerhedspolitiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og utroværdigt om væsentlige punkter i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder endvidere at måtte lægge til grund, at de fremlagte lægeerklæringer og ansøgernes forklaringer herom fremstår konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har fremlagt lægeerklæringer vedrørende deres udskrivelse fra hospitalet. Det fremgår af erklæringen vedrørende den mandlige ansøger, at han havde sin højre arm i gips. Både den mandlige og den kvindelige ansøger har derimod under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at det var den mandlige ansøgers venstre arm, som var blevet skadet under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgernes forklaring under nævnets behandling af sagen om, at de var i tvivl om, hvorvidt det var højre eller venstre arm. Ansøgerne har endvidere fremlagt retsmedicinske erklæringer vedrørende de skader, som de var blevet påført under episoden [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge disse erklæringer til grund, idet der dels er tale om to helt enslydende erklæringer vedrørende begge ansøgerne, og idet der dels i erklæringerne er henvist til, at overfaldet på ansøgerne skulle være sket [i foråret 2014]. Yderligere er der i erklæringen vedrørende den kvindelige ansøger angivet et pasnummer, som ikke svarer til nummeret på den kopi af det indenrigspas, som den kvindelige ansøger har fremlagt. Ansøgerne har ikke kunnet give en troværdig forklaring på disse divergenser, men har forklaret, at der må være tale om skrivefejl. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der alene er tale om skrivefejl. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt ansøgerne medbragte de nævnte lægeerklæringer under deres flugt fra Ukraine. Den kvindelige ansøger har således til asylsamtalen forklaret, at hun havde fået sendt lægeerklæringerne fra sin svigermor. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har den kvindelige ansøger derimod forklaret, at ansøgerne medbragte lægeerklæringerne under flugten sammen med kopier af deres indenrigspas. Hertil kommer, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt de skrev under på et blankt stykke papir under overfaldet [i sommeren 2015]. Yderligere fremgår det af dokumentationen i sagen, at ansøgerne den [i foråret 2015] har fået udstedt visum til Polen gældende til [efteråret 2015]. Ansøgerne har forklaret, at de i [foråret 2015] har ansøgt om udenrigspas, men at de aldrig har fået udleveret passene. Ansøgerne har forklaret, at de ikke ansøgte om udenrigspas for at rejse til udlandet, men at de blot ønskede at få udenrigspas. De har endvidere forklaret, at de aldrig har indgivet ansøgning om visum til Polen. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte disse forklaringer som utroværdige. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne skulle have været udsat for identitetstyveri. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/3/TPS
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Ivano-Frankisk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste eller at blive fængslet i op til tre år for at unddrage sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2015 arbejdede i Donetsk på en gammel fabrik, der producerede jerngitre til militæret. Han arbejdede der i ti dage. Den tredje eller fjerde dag kom en person fra militæret, [A], hen til ham efter arbejde. [A] havde drukket den pågældende dag, og han begyndte at tale grimt til ansøgeren og spørge til, hvorfor han ikke havde aftjent militærtjeneste, og hvorfor han ikke havde meldt sig til militæret. [A] skubbede til ansøgeren og slog ham en enkelt gang. Ansøgeren skubbede [A] væk, men da han skubbede til [A], faldt [A] og slog hovedet. [A] blev vred og skulle til at slå ansøgeren igen, men nogle af de andre personer fra militæret fik stoppet slagsmålet. Dagen efter opsøgte [A] igen ansøgeren og sagde, at han ville gøre alt, hvad han kunne, for at få ansøgeren indkaldt til militæret. Ansøgeren fortsatte med at arbejde på fabrikken, og der skete ikke yderligere i resten af arbejdsperioden. Omkring en måned senere modtog ansøgeren en tilsigelse til militæret. Der kom to personer fra militæret og ville overgive indkaldelsen, men ansøgeren var ikke hjemme, da de kom. De ville give indkaldelsen til ansøgerens mor, men hun ville ikke skrive under på modtagelsen. Omkring to til tre uger senere så ansøgeren tre personer i militæruniform, der sad og ventede i en bil udenfor hans hjem. Da han så dem, flygtede han derfra. De løb efter ham, men han gemte sig i en kælder i nærheden. Efterfølgende gemte ansøgeren sig i en periode hos venner og slægtninge. Han udrejste efterfølgende af Ukraine [i efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder herefter, at ansøgeren har haft en episode med en militærperson, [A], og at han efterfølgende har modtaget indkaldelse til militæret. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at [A] skulle have vilje eller evne til at få ansøgeren indkaldt, selvom han tidligere er kasseret af helbredsmæssige grunde. Nævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at [A], såfremt ansøgeren skulle gøre tjeneste, ville have evne til at få ham placeret i sit kompagni. Nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring under mødet med nævnet om, at [A] dagen efter episoden skulle have truet med, at ansøgeren kom i hans kompagni, idet ansøgeren ikke har forklaret dette under de to samtaler med Udlændingestyrelsen. Selvom det forhold, at ansøgeren er udeblevet fra en indkaldelse til militæret, er strafbart, finder nævnet, på baggrund af baggrundsmaterialet, ikke, at en straf er uforholdsmæssig. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2017/2/EMU
Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne ortodokse fra Ukraine. Ansøgerne har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans søn vil blive udsat for chikane og mobning, fordi han har Downs syndrom. Han frygter også, at myndighederne vil tage sønnen fra ham. Han frygter også det lokale politi og lokalbefolkningen, da han har haft konfrontationer med dem på grund af sønnen. Ansøgeren har videre henvist til, at han har modtaget en indkaldelse til mobiliseringen i Ukraine. Han har endeligt henvist til, at han og familien har oplevet mange problemer med at krydse grænsen til Krim, efter Krim er overgået til Rusland. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans ældste søn lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet blev de rådet til at overdrage sønnen til myndighederne. Da sønnen skulle starte i børnehave, blev de igen rådet til at frasige sig sønnen. Sønnen blev henvist til en speciel børnehave. Familien fik afslag på, at [sønnen] kunne komme i almindelig skole, da det blev vurderet, at han ikke var egnet til at gå i en almindelig skole. Når familien var på legepladsen, forlod de andre forældre stedet, fordi de ikke ville have, at deres børn skulle lege med ansøgerens søn. De andre børn kastede sten efter ham og spyttede på ham. Ansøgeren har flere gange kontaktet politiet, men de ville ikke hjælpe, da ansøgeren ikke kunne finde nogen vidner til episoderne. Ansøgeren blev en gang i foråret 2015 anmeldt til politiet, idet han havde slået en mand, som havde taget fat i kraven på sønnen. Der skete ikke yderligere, da familien flyttede fra Kiev til Krim, men da de kom tilbage, blev ansøgeren opsøgt af en betjent, som sagde, at ansøgeren skulle forlade området, for ellers ville sagen blive åbnet og behandlet. Ansøgeren har videre forklaret, at han i foråret 2015 modtog en indkaldelse til mobilisering. Ansøgeren mødte op på rekrutteringskontoret, hvor han fik at vide, at fordi han havde fire børn, så ville de lade som om, han ikke havde været der. Ansøgeren har i forhold til problemerne med at krydse grænsen til Krim forklaret, at der er meget lang ventetid ved grænsen, hvilket er svært, når man har børn med. De kan ikke længere krydse grænsen med ukrainske nummerplader, hvorfor de ikke kan køre i deres egen bil. Den kvindelige ansøger mødte ikke op til dagens nævnsmøde trods lovlig indkaldt, idet hun ifølge advokaten følte sig ude af stand til at møde på grund af graviditet. Advokaten oplyste, at han havde fået samtykke fra den kvindelige ansøger til at fremme sagen uden hendes tilstedeværelse. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv under sagen henvist til, at hun frygter, at hendes søn […] vil blive overfaldet på gaden, og at han vil blive udsat for chikane og diskrimination. Hun har ydermere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive anholdt, fordi han tidligere er blevet opsøgt af en lokal politimand. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv over for Udlændingestyrelsen oplyst, at familien blev chikaneret og diskrimineret af lokalbefolkningen, fordi sønnen lider af Downs syndrom. Allerede på hospitalet prøvede personalet at presse ansøgeren til at opgive sin søn. Folk på gaden kom også hen til familien og sagde, at et barn som […] ikke hørte til på gaden blandt andre mennesker. Andre børn måtte heller ikke lege med [sønnen], og de var derfor ofte onde mod ham. Ansøgeren har herudover henvist til de samme konflikter som den mandlige ansøger. Indledningsvis skal det bemærkes, at ansøgerne og deres børn skal vurderes i forhold til Ukraine. De har alle ukrainsk pas og har opholdt sig i Ukraine forud for udrejsen. Det fremgår af de fremlagte visumansøgninger, at Kiev er angivet som hjemmeadresse. Endelig udrejste ansøgerne legalt af Ukraine. Sammenfattende lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerne er ukrainske statsborgere. Hverken de generelle forhold for personer med Downs syndrom eller ansøgernes oplysninger om den chikane, som de og deres børn har været udsat for, kan antages at have haft et sådant omfang og intensitet, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Vedrørende den påberåbte konflikt mellem den mandlige ansøger og de lokale politimyndigheder i Kiev og på Krim må det tillægges vægt, at der ikke er rejst tiltale mod den mandlige ansøger for vold. Der er i øvrigt tale om almindelig borgerlig kriminalitet. Endvidere fremgår det af den mandlige ansøgers egen forklaring, at politiet har foretaget sagsbehandling. Den mandlige ansøger har forklaret, at han har modtaget en enkelt indkaldelse til delvis mobilisering i foråret 2015, at han henvendte sig til rekrutteringskontoret, hvor man meddelte, at man ville lade som om, at han ikke var mødt, og at ansøgeren ikke siden har hørt fra myndighederne angående dette forhold. På baggrund af reaktionen fra rekrutteringskontoret, lægger Flygtningenævnet til grund, at myndighederne ikke agter at indkalde ansøgeren. I denne forbindelse må det videre tillægges vægt, at ansøgeren ikke har erfaring med soldatertjeneste, at hans nuværende alder ligger væsentligt over værnepligtsalderen, og at det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina, Mobilisering til militæret”, fra 24. april 2015, at man vedrørende mænd i hans aldersgruppe indkalder personer, som tidligere har gjort tjeneste og som har erfaring med militæraktioner. Herudover fremgår det af samme baggrundsmateriale, at der vedrørende manglende fremmøde i stort omfang er faldet milde sanktioner som bøde eller betinget frihedsstraf. Selv når der henses til de almindelige strafferammer for udeblivelse, kan det ikke antages, at der er risiko for en uforholdsmæssig sanktion. Ansøgerne har i øvrigt været i stand til at rejse mellem Krim og fastlandet. Den omstændighed, at grænsekontrollen efterfølgende måtte være blevet skærpet er en generel foranstaltning, som ikke i sig selv er asylbegrundende. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne som ukrainske statsborgere findes at kunne tage ophold i Ukraine (fastlandet), enten hvor de tidligere har boet eller andetsteds. Det skal herved fremhæves, at den mandlige ansøger har oplyst, at han har arvet et hus i [X]. Det fremgår af Landinfo Respons: ”Ukraina: Situasjonen for internt fordrevne(IDP)”, fra 18. december 2014, at man for at blive bopælsregistreret skal aflevere bevis for ejerskab eller lejekontrakt, men at selvom mange internt fordrevne ikke er bopælsregistreret på deres nye opholdssted har de alligevel haft adgang til de fleste sociale goder, som skoler, sundhed og sociale støtteordninger. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2017/1/SLH
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. . Indrejst i vinteren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsborgere i Ukraine. Den mandlige ansøger etnisk hazara og muslim af trosretning, og den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter overgreb fra separatisterne og de ukrainske myndigheder, der vil anklage den mandlige ansøger for at være separatist, hvis de ser optagelserne af ham i separatisternes varetægt. Den mandlige ansøger blev den […] 2014 tilbageholdt af separatister, som tog ham med til deres base i [X], hvor han blev afhørt. Han blev endvidere iklædt en separatist-uniform og tvunget til at udføre arbejde, hvilket blev optaget. Otte dage efter sin tilbageholdelse lykkedes det ham at flygte fra den kontrolpost, som han skulle arbejde ved. Han flygtede hjem til sin slægtning [A], hvor den kvindelige ansøger og deres børn allerede befandt sig. Den kvindelige ansøger blev de tre morgener efter den […] 2014, hvor den mandlige ansøger var forsvundet, opsøgt på bopælen af separatister. De bankede på døren, men gik igen, da der ikke blev svaret. Den […] 2014 blev den kvindelige ansøger uden for bopælen mødt af tre separatister, som spurgte efter ansøgernes søn. Hun sagde, at både hendes søn og ægtefælle var forsvundet, hvorefter personerne sagde, at hun skulle møde op på deres kommandocentral den følgende dag. Næste morgen den […] 2014 forlod hun og børnene bopælen, og tog ophold hos [A], hvor hun og den mandlige ansøger blev forenet. Ansøgerne og deres børn opholdt sig hos [A] i cirka to måneder, hvorefter de udrejste af Ukraine [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om separatisternes tilbageholdelse af den mandlige ansøger og henvendelse på familiens bopæl i dagene efter den […] 2014 til grund. Ansøgerne findes herefter isoleret set at være berettigede til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgerne som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgerne hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgerne. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgernes personlige forhold lagt vægt på, at ansøgerne er sunde og raske og taler ukrainsk. Det af ansøgerne oplyste om deres frygt for tvangsmobilisering af såvel den mandlige ansøger som parrets søn og for diskrimination findes ikke at kunne føre til, at de ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes frygt for forfølgelse fra de ukrainske myndigheder alene beror på ansøgernes ubekræftede formodninger om, at separatisternes optagelser af den mandlige ansøger vil komme til myndighedernes kundskab med den følge, at den mandlige ansøger risikerer overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/9 / KIB
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra Donetsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Ukraine, herunder at hun frygter, at hun ikke kan vende tilbage til Ukraine, idet landet er blevet overtaget af Rusland. Hun har endvidere henvist til, at hun er blevet tilbageholdt og voldtaget af myndighedspersoner i Kiev, og at hun frygter på ny at blive udsat herfor samt henvist til, at hun frygter ikke at kunne få den nødvendige beskyttelse fra myndighederne i Kiev. Hun har videre oplyst, at hun ikke kan leve i Ukraine, da hun ikke kan få et arbejde, og fordi byen er blevet bombet. Hun ved ikke, hvor hun skal bo. Hun har ikke noget netværk i Ukraine. Hun ved ikke, hvor hendes moder er, og hendes fader er død for 20 år siden. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har været udsat for de konflikter, som hun nu påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har afgivet to helt forskellige forklaringer om voldtægtsforholdet, og at ansøgeren ved sin første forklaring til de danske myndigheder forklarede, at hun søgte asyl på grund af krigen, at der ikke var andre grunde til, at hun frygtede at vende tilbage, og at hun ikke havde konflikter med myndigheder, grupper eller privatpersoner. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sine familieforhold til grund. Hun har således afgivet tre forskellige forklaringer om sin faders forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Ukraine er af en sådan karakter, at ansøgeren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Ukraine. Ansøgeren har således ikke behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De forhold, ansøgeren påberåber sig, er ikke af en sådan karakter, at de er omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren opfylder derfor heller ikke betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/8/IBL
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske russere og russisk ortodokse af trosretning fra Lugansk området i Ukraine. Den mandlige ansøger har været medlem af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, siden omkring 2011. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv begge henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af ukendte støtter af Viktor Yanokovychs regering. De har videre henvist til, at de ikke kan tage ophold i Ukraine, fordi de er etniske russere, og at de tillige frygter tvangsmobilisering, idet alle i alderen mellem 18 og 60 år bliver indkaldt af myndighederne i Ukraine. Den mandlige ansøger begyndte i forbindelse med præsidentvalget i 2010 offentligt at advokere imod valget og blev af den grund degraderet på sin arbejdsplads. Han kom via den kvindelige ansøgers arbejdsplads i kontakt med den lokale leder af Yulia Timoschenkos parti, Fædrelandet, som han meldte sig ind i. Han startede med at uddele løbesedler, men blev senere forfremmet til at organisere uddelingen af løbesedlerne. Efter et folkemøde [i foråret] 2012 blev ansøgeren anholdt af politiet og udsat for vold. Han blev løsladt morgenen efter uden at blive sigtet eller stillet for en dommer. Under den mandlige ansøgers tilbageholdelse blev den kvindelige ansøger opsøgt på bopælen af ukendte personer, som truede hende og bad hende meddele den mandlige ansøger, at han skulle stoppe med sine politiske aktiviteter. De slog og sparkede hende, så hun blev bevidstløs. Den mandlige ansøger fortsatte sit politiske arbejde, og omkring medio maj 2012 blev den kvindelige ansøger på ny opsøgt af to af de samme mænd som tidligere, som truede hende på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. [Senere i foråret] 2012 satte ukendte personer ild til deres hoveddør om natten. [I efteråret] 2012 blev den mandlige ansøger overfaldet på vej hjem fra et partimøde, hvor han blev ført hen til en gyde, hvor der holdt en bil parkeret. Der kom tre personer ud af bilen, som udsatte ham for fysiske overgreb og beordrede ham til at stoppe med sine politiske aktiviteter. Den kvindelige ansøger hjalp ham efterfølgende op i lejligheden efter at være blevet hentet af en nabo. Dagen efter rejste de hjem til den mandlige ansøgers forældre. Forældrene blev herefter opsøgt på grund af den mandlige ansøgers forhold, hvorefter ansøgerne besluttede sig for at udrejse af Ukraine. Forældrenes bopæl er senest blevet opsøgt i [sommeren] 2015, hvor forældrenes nabo henvendte sig til dem og udviste interesse for den mandlige ansøgers opholdssted. Faderen er ydermere blevet opsøgt på torvet af ukendte personer i militæruniformer, der ligeledes gerne ville vide, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund og finder herefter, at ansøgerne isoleret set er berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgerne hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgerne. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgernes personlige forhold lagt vægt på, at de er et relativt ungt par – uden børn – der efter det oplyste er uden alvorlige helbredsmæssige problemer, og at de taler ukrainsk. Det af ansøgerne oplyste om deres frygt for dels tvangsmobilisering, dels forfølgelse af dem som etniske russere findes ikke at kunne føre til, at de ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/7/SLN
Nævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine samt familie. Indrejst i 2014. Flygtningenævnets udtalte: Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne af trosretning fra Ukraine. Ansøgerne har været politisk aktive og har begge deltaget i flere demonstrationer i Donetsk, men ansøgernes asylmotiv vedrører ikke politiske forhold. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af forbryderen [V] og hans folk, idet ansøgeren tidligere har anholdt ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgeres asylmotiv. Den mandlige ansøger var i [slutningen af] 2006 som politibetjent med til at anholde to kriminelle ved navn [V] og [M] for besiddelse af narko og våben. Dagen efter anholdelsen blev han opsøgt af de anholdtes advokat, som indirekte tilbød ham 100.000 USD for at forfalske anholdelsesrapporterne, hvilket han afviste. Inden sagen kom for retten i [sommeren] 2007 forsvandt flere beviser fra politiets varetægt. [V] blev idømt fem års fængsel. I 2007 eller 2008 begyndte ansøgeren at modtage mærkelige sms’er, der handlede om, at han skulle betale penge, og han modtog i de følgende år tre til fire sms’er årligt. Han fandt om de første sms’er ud af, at de kom fra det arresthus, hvor [V] sad fængslet. [I begyndelsen af] 2013 blev ansøgerens ægtefælle overfaldet af fem personer på vej til banken, hvor hun blev udsat for vold og fik frarøvet sin taske med forskellig valuta svarende til 20.000 euro. Ægtefællen var hospitalsindlagt i 21 dage, og overfaldet blev anmeldt til politiet. I foråret 2014 flyttede ansøgeren og familien til Sadivnycha, hvor de flere gange oplevede overfald. Ansøgeren modtog [ en sommerdag i] 2014 kl. 07 om morgenen en sms, hvori der stod, at ” Vi skal nok finde jer og slå jer ihjel bandera-svin, så bed til Gud”. Ansøgerne udrejste næste dag af Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøger under asylsagens behandling har afgivet divergerende oplysninger på centrale punkter, herunder om, hvem han var med til at anholde i 2006, hvor lang en straf de anholdte blev idømt, hvem der blev dømt, og hvornår ansøgeren begyndte at modtage sms’er med trusler. Den mandlige ansøger har således oplyst i asylansøgningsskemaet, at nogle narkohandlere, som under hans medvirken blev anholdt i 2006, hver blev idømt 10 års fængsel, og at ansøgeren efter løsladelsen af disse personer i 2011 begyndte at modtage sms’er med trusler om drab m.v. Ansøgeren har derimod under senere samtaler med Udlændingestyrelsen og under forklaringen for Flygtningenævnet oplyst, at kun [V] modtog dom og kun på fem års fængsel, hvorimod [M] blev frifundet. Ansøgeren har under flere samtaler med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet forklaret, at han var med til at anholde både [V] og [M], hvorimod han til gensamtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har oplyst, at han kun anholdt [V]. Ansøgeren har – i modsætning til det oplyste i asylansøgningsskemaet – i øvrigt oplyst under asylsagens behandling, at han begyndte at modtage sms’er med trusler i 2007 eller 2008. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/6/LRN
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Kramatorsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive forfulgt af personer, som ønsker oplysninger om [R], som hun var kæreste med i halvandet år til [foråret] 2008. Hun boede dengang i hans dyre lejlighed. [R] havde på daværende tidspunkt en højtstående stilling i anklagemyndigheden i [en navngiven by]. I [efteråret] 2013 blev [R] udnævnt til vicestatsadvokat i [en navngiven by]. [R] opholder sig formentlig nu i Rusland. Da hun havde et forhold til [R], bemærkede hun, at han havde indflydelsesrige og kendte venner, herunder [V og A], samt at [R] og hans chef var korrupte og således udnyttede deres position til uberettiget at skaffe sig store formuer. Ansøgeren kendte ikke så meget til detaljerne. Hun havde sine egne indtægter fra sit arbejde i et byggefirma. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren opsøgt af en mand, som hun ikke kendte. Manden spurgte til [R]. [I vinteren] 2014 rettede to hende ubekendte mænd henvendelse til hende. De kendte hendes navn og forlangte oplysninger om [R]. Under samtalen blev hun holdt fast ved nakken. Det var som om, at hun var ved at blive kvalt. Hun fik at vide, at hun ikke måtte kontakte [R] eller politiet. Da hun dagen efter forsøgte at anmelde episoden til politiet, fik hun at vide, at den lokale betjent ikke var til stede, og at politiet derfor ikke kunne tage imod anmeldelsen. Senere samme dag tog to andre mænd fat i hende. De sagde, at de vidste, at hun havde henvendt sig til politiet. De viste et ID dokument, og ansøgeren formodede derfor, at de kom fra myndighederne. De vidste, at hun havde mødtes med [R] i [vinteren] 2012. Under samtalerne sagde ansøgeren, at hun ikke vidste noget, hvilket i vidt omfang var rigtigt. Hun frygtede for konsekvenserne ved at forklare om [R] og var herunder bange for [R]s venner, hvoraf flere fortsat har magt. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren endvidere kontaktet af en bank, som i strid med sandheden påstod, at hun havde lånt over 1.000 dollars af dem i Vestukraine. Hun forsøgte senere på måneden forgæves at anmelde bankens adfærd til politiet i Kiev, hvor hun imidlertid blev afvist uden for kontoret. [I foråret] 2014 tog en mand i Kiev fotos af ansøgeren og hendes veninde. Den pågældende greb endvidere fat i ansøgerens arm og spurgte hende, om hun troede, at hun kunne gemme sig i Kiev. Manden sagde, at han vidste, at hun havde været hos politiet i Kiev. Han oplyste, at [R]s bande var flygtet til Rusland og sagde truende, at hun skulle komme med oplysninger om [R]. Ansøgeren blev også herudover udsat for diverse former for chikane. Der blev endvidere sendt sms’er til hendes forretningsforbindelser, hvor der urigtigt stod, at hun ikke længere arbejdede. [I foråret] 2014 rejste ansøgeren legalt til Danmark, hvor hendes kæreste bor. Det var oprindeligt hendes mening at rejse tilbage til Ukraine. Hun udskød i [foråret] 2014 tilbagerejsen på grund af krigshandlingerne i Ukraine, og hun fik i [sommeren] 2014 forlænget sit visum til [efteråret] 2014 under henvisning til borgerkrigen. Imens hun var i Danmark ringede hendes moster, som var som en moder for hende. Mosteren oplyste, at hun var blevet opsøgt af ukendte personer. Første gang i [sommeren] 2014 og anden gang [i efteråret] 2014. Personerne forlangte oplysninger om ansøgeren, og ansøgeren søgte derfor asyl [i efteråret] 2014. Mosteren modtog endvidere [to gange i efteråret] 2015 indkaldelser, hvorefter ansøgeren skulle møde på anklagemyndighedens kontor og afgive forklaring som mistænkt for at have begået grov økonomisk kriminalitet. Mosteren blev selv i samme periode indkaldt til at afgive vidneforklaring mod ansøgeren. Mosteren mødte frem og fik at vide, at [R] var mistænkt for at have begået grove økonomiske forbrydelser, og at ansøgeren var mistænkt for at have hjulpet [R]. Ansøgeren går ud fra, at myndighederne håber at kunne arrestere [R] eller få konfiskeret de illegale formuer, og at de mener, at de muligvis kan opnå det ved at lægge pres på hende som sket. Hun kan ikke forvente at blive behandlet retfærdigt hos anklagemyndigheden og senere i retten og frygter, at hun uberettiget vil blive idømt en meget lang fængselsstraf. Ansøgeren har fremlagt kopi indkaldelsesskrivelserne, som myndighederne har givet til mosteren. Endvidere har hun fremlagt papirer vedrørende en sag, hvor hun angiveligt skylder et større beløb. Ansøgeren mener, at den sag kan have sammenhæng med kravet fra førnævnte bank. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaringer om de faktiske omstændigheder i væsentligt omfang kan lægges til grund, herunder at der i Ukraine verserer efterforskning rettet mod en person, som havde en højtstående stilling under det tidligere styre, og som ansøgeren var kæreste med for 8-10 år siden. Flertallet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag til at afvise, at ansøgeren primo 2014 flere gange uformelt blev opsøgt af personer, som ville have hende til at fremkomme med oplysninger om [R] samt at de pågældende i den forbindelse fremtrådte hårdhændet. De pågældende præsenterede sig ikke, og ansøgeren ved ikke, hvem de er. Uanset om de pågældende har haft en vis tilknytning til det nuværende styre i Ukraine eller eventuelt har optrådt på mere privat basis lægger flertallet vægt på, at ansøgeren ikke selv har opfattet henvendelserne mere alvorligt, end at hun har rettet henvendelse til politiet i Ukraine, samt at hun oprindeligt havde til hensigt at rejse tilbage til Ukraine, uanset disse henvendelser. Oplysningerne om henvendelsen til mosteren i sensommeren 2015 er usikre og må i vidt omfang vurderes på samme måde, som henvendelserne til ansøgeren. For så vidt angår de fremlagte indkaldelser til at afgive forklaring på anklagemyndighedens kontor bemærker flertallet, at ansøgeren, uanset baggrundsoplysninger om korruption og andre problemer i Ukraine, ikke har sandsynliggjort, at hun under afhøring af anklagemyndighed og i givet fald under eventuel senere retsforfølgning konkret vil blive udsat for uretfærdig rettergang eller anden form for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Allerede af den grund finder flertallet ikke, at sagen skal udsættes med henblik på ægthedsvurdering af de pågældende indkaldelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/5/MVI
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sendt til fronten, eller at myndighederne vil fabrikere en sag mod ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han sammen med sin ven Sergej […] i Kiev deltog i en demonstration mod præsident Janukovitjs. De var taget til demonstrationen, fordi de forinden havde fået oplyst, at de kunne modtage betaling for at deltage. [Fire dage senere] eskalerede situationen i Kiev, og der kom snigskytter til området. Politiet begyndte at anholde personer, som deltog i kampene, og ansøgeren samt andre begyndte at filme urolighederne med deres mobiltelefoner. Dernæst begyndte myndighederne at anholde de personer, som havde filmet. Ansøgeren blev pågrebet og hevet hen til en minibus. Han og fire andre tilbageholdte blev herefter kørt til en landsby i udkanten af Kiev, hvor de blev ført ind i et tomt hus. Her blev de beordret til at tage deres tøj af. De blev kropsvisiteret, ligesom de blev slået og hånet. Myndighederne tog hans pas og telefon, og han blev beskyldt for at modarbejde regimet og for at være spion. De tilbageholdte fik efterfølgende bundet deres hænder og fødder med tape og placeret på gulvet. Næste morgen modtog vagten et telefonopkald. Han kom kort efter og sagde, at han gik, men at han ville komme tilbage. Efter vagten var gået, lykkedes det for ansøgeren og de fire andre tilbageholdte at sparke en rude itu og ved hjælp af glasskårene skære sig fri, hvorefter de flygtede. Ansøgeren tog herefter tilbage til Kiev, hvor han opholdt sig i en dag. Dernæst tog han sammen med sin ven Sergej, som ikke havde været tilbageholdt, til Lutsk, hvor de i en dag boede på et hotel. Efterfølgende boede ansøgeren i en lejelejlighed. Ansøgerens kæreste fortalte ansøgeren, at nogle mistænkelige personer forsøgte at opsøge ham på deres fælles bopæl i Kharkov. Personerne, der ankom i en sort bil, præsenterede sig ikke som værende fra politiet. Ansøgeren formoder, at personerne havde i sinde at tage ham med til fronten for at kæmpe. Omkring [medio forår] 2014 blev hans bopæl ransaget af nogle uniformerede politibetjente, ligesom kæresten lagde mærke til, at der holdt en bil i nærheden af bopælen, og at hun blev overvåget. Ansøgeren opholdt sig i Lutsk i fem til seks måneder, inden han i sommeren 2014 udrejste af Ukraine. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at den del af hans forklaring, hvorefter personer omkring halvandet år efter de påståede seksuelle overgreb i Kiev skulle have forevist en film af dette i et beboelsesområde i ansøgerens hjemby Kharkov, forekommer usandsynlig. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han, der forekommer uprofileret, ved en tilbagevenden til Ukraine ville være i konkret og individuel risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/4/LAP
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien og Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning. Ansøgeren er født i Ukraine, som ukrainsk statsborger. I [starten af 00’erne] flyttede ansøgeren til Syrien, hvor hun i [midten af 00’erne] blev syrisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat, fordi hun er kristen. Ansøgeren frygter videre de generelle forhold i Syrien, herunder at hun vil blive kidnappet af den Frie Syriske Hær, fordi hun er læge. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun vil blive tvunget til at arbejde som læge for hæren. Ansøgeren frygter videre, at hun vil blive retsforfulgt på grund af dobbelt statsborgerskab. Ansøgeren frygter endelig, at hendes [børn] vil blive chikaneret, fordi de er mørke i huden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, som er syrisk statsborger, i [80’erne] på universitet i Ukraine. I [starten af 00’erne] flyttede ansøgeren til Syrien med sin ægtefælle og ældste [barn]. Ansøgerens ægtefælle er muslim, og familien fejrede både kristne og muslimske højtider. I [midten af 00’erne] blev ansøgeren syrisk statsborger. I [slutningen af 00’erne] henvendte ansøgeren sig på den ukrainske ambassade i Damaskus, fordi hun ønskede at få [sit barn] skrevet ind i sit ukrainske pas. På ambassaden fik ansøgeren oplyst, at [barnet] ikke kunne blive indskrevet i passet, fordi hun var syrisk statsborger. Det fremgår af den ukrainske statsborgerskabslov, at man ikke kan have dobbelt statsborgerskab i Ukraine. I sommeren 2011 var der indbrud på ansøgerens laboratorium, hvor der blev udøvet hærværk med henvisning til, at ansøgeren var kristen. I foråret 2012 trængte først den Frie Syriske Hær og senere det syriske regimes hær ind på ansøgerens bopæl i forbindelse med generelle ransagninger. I 2012 og [i vinteren] 2013 blev der malet henholdsvis et kors og noget der kunne ligne en gris på døren til laboratoriet. Ansøgeren flygtede med [sit barn] i 2014 på grund af krigen i Syrien. I Ukraine har man som læge pligt til at arbejde for hæren indtil man fylder 50 år. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om hendes faktiske oplevelser i Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den chikane, hun har været udsat for, har haft en sådan intensitet, at den kan betragtes som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af sine konkrete forhold vil være individuelt forfulgt ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb som følge af de generelle forhold. Ansøgeren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ligeledes skal vurderes i forhold til Ukraine. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren er født i Ukraine som ukrainsk statsborger. Det fremgår af den ukrainske statsborgerskabslov af 18. januar 2001 med efterfølgende ændringer, at selvom Ukraine principielt ikke tillader dobbelt statsborgerskab, bortfalder det ukrainske statsborgerskab ikke automatisk, når en person opnår statsborgerskab i et andet land, idet det fremgår, at det ukrainske statsborgerskab i sådant tilfælde først bortfalder efter en særlig præsidentiel beslutning. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren fik sit ukrainske pas tilbageleveret, da hun i [midten af 00’erne] var på den ukrainske ambassade. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ikke fortsat skulle være ukrainsk statsborger. Da det fremgår af statsborgerskabslovens § 7, at ukrainsk statsborgerskab erhverves automatisk ved fødslen, hvis en af forældrene er ukrainsk statsborger, er det heller ikke sandsynliggjort, at hendes [barn] ikke også skulle have ukrainsk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan kræves af ansøgeren, at hun selv eller hendes [barn] skal opgive deres syriske statsborgerskab. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de ukrainske myndigheder vil kræve dette som betingelse, for at ansøgeren og [barnet] kan opretholde deres ukrainske statsborgerskab. Herefter og idet det ikke findes sandsynliggjort, at ansøgeren har konflikter, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til Ukraine stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/3/STR
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og Jehovas Vidner af trosretning fra Konotop, Sumska, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og i værste fald slået ihjel af den nationalistiske organisation Højre Sektor. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter fængselsstraf fra den ukrainske regering, da han har nægtet at udføre militær tjeneste. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er forfulgt på baggrund af sin tro, idet hans tro er baggrund for, at han ikke må deltage i militære aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] fik en indkaldelse til mobilisering, hvorfor han [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte op på rekrutteringskontoret i Konotop. Her forklarede ansøgeren, at han tilhørte Jehovas Vidner, hvorfor han ikke havde mulighed for at deltage i militærtjeneste. Medarbejderen på rekrutteringskontoret fastholdte uagtet, at ansøgeren skulle gennemføre en lægeundersøgelse. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev lægeundersøgelsen udført. [Dagen efter at lægeundersøgelsen blev udført] afleverede ansøgeren sit resultat fra lægeundersøgelsen på rekrutteringskontoret, og ansøgeren blev orienteret om, at han skulle møde op på rekrutteringskontoret igen den [to dage herefter] for at blive sendt i militærtjeneste. Ansøgeren mødte imidlertid ikke op [efter de to dage]. [Dagen efter at ansøgeren skulle være mødt op] blev ansøgeren ringet op af en medarbejder fra rekrutteringskontoret med ordre om, at ansøgeren skulle give møde. Ansøgeren protesterede, idet hans tro forhindrede ham heri. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] opsøgte ansøgeren imidlertid chefen for rekrutteringskontoret, som han spurgte om muligheden for at aftjene alternativ tjeneste. Chefen for rekrutteringskontoret afviste denne mulighed, idet han henviste til, at dette ikke var en mulighed, så længe der fandt krigshandlinger sted på Ukraines territorium. Chefen henviste også til, at man på nuværende tidspunkt mobiliserede personer med militær uddannelse, hvilket ansøgeren havde. Ansøgeren er [nærmere angiven militærrang samt kvalifikationer] og afsluttede i [årstal] sin uddannelse på [nærmere angivet militærskole]. Chefen henviste endelig til, at ansøgerens religiøse overbevisning udelukkende hørte under hans personlige anliggender. Ansøgeren fik herefter besked på, at han inden for ti dage skulle møde op på et opsamlingssted. Da ansøgeren imidlertid ikke mødte op [efter de ti dage], blev ansøger telefonisk orienteret om, at der ville blive rejst en straffesag imod ham. Ansøgeren protesterede og henviste til sin tro som Jehovas Vidne. Efterfølgende, [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], blev ansøgerens arbejdsplads opsøgt af myndighederne. Myndighederne har endvidere opsøgt ansøgerens bopæl [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] samt [en nærmere angivet dag i sommeren 2015]. Ansøgeren var ikke hjemme nogen af dagene. [en nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgeren opsagt fra sin arbejdsplads. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens kirke opsøgt af myndighederne og folk fra organisationen Højre Sektor. Ansøgeren blev i den forbindelse kontaktet telefonisk af nogle af sine trosfæller, og fik at vide, at der var nogle der ledte efter ham, hvorfor han skyndte sig hjem til sin bopæl, hvor han pakkede nogle ting og tog hjem til nogle trosfæller. [To dagen efter at ansøgerens kirke var blev opsøgt] blev ansøgeren kontaktet telefonisk af en mand, der præsenterede sig selv som aktivist fra Højre Sektor. Han truede ansøgeren med, at såfremt ansøgeren og hans søn ikke forsvarede deres land, ville de blive dræbt. [To nærmere angivne dage i sommeren 2015] blev ansøgeren ringet op, men han undlod at svare på opkaldene. [De to samme navngivne dage] blev ansøgerens bopæl ligeledes opsøgt, men ansøgeren var ikke hjemme, hvilket hans svigermor dog var. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] udrejste ansøgeren og hans søn af Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder overordnet, at hændelsesforløbet vedrørende det af ansøgeren og hans søns påberåbte asylmotiv må vurderes som et samlet forløb, herunder vurderingen af ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at der er tale om et meget komprimeret tidsforløb over knap tre måneder. Selvom ansøgeren har fremlagt mobiliseringsindkaldelse, er der ikke fremkommet dokumenter vedrørende den omtalte strafforfølgning af ansøgeren og hans søn. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens svigermor fortsat befinder sig på ansøgerens bopæl. Henvendelser til ansøgeren vedrørende orlov og opsigelse er sket via mellemmand, som telefonisk har orienteret ansøgeren. Endvidere er det påfaldende, at ansøgerens ægtefælle tager til Lugansk på et tidspunk, hvor både ansøgeren og hans søn, efter deres oplysninger, er involverede i problemer med de militære myndigheder. Endvidere fremstår ansøgeren og hans søns forklaringer om hele hændelsesforløbet påfaldende præcist med hensyn til de enkelte tidspunkter, navnligt henset til at der er tale om en lang række forskellige datoer. Hertil kommer, at ansøgeren og hans søn i vidt omfang anvender de samme formuleringer. Dernæst må det tillægges vægt, at den mandlige ansøger tre gange tidligere har ansøgt om asyl i andre lande og herunder afgivet urigtige oplysninger om asylmotiv, navn og hjemland. Hertil kommer, at ansøgeren har oplyst at have været aktivt tilknyttet Jehovas Vidner siden 2010, men at han ifølge sin forklaring aldrig er blevet døbt. Det skal herved bemærkes, at ansøgeren påberåbte sig den nævnte trosretning i forbindelse med asylansøgningerne i [land] og [land] i henholdsvis 2010 og 2012. Endelig har ansøgeren og hans søn forklaret upræcist med hensyn til, at de først valgte at udrejse af Ukraine [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], selvom de ifølge deres egne forklaringer var efterstræbt af myndighederne og Højre Sektor. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at det af ansøgeren og hans søn påberåbte asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at der er tale om reel konvention til Jehovas Vidner, ligesom der heller ikke kan lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra Jehovas Vidner i Danmark. Flygtningenævnets flertal forkaster derfor det påberåbte asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevende til Ukraine skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/24/MJM.
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og Jehovas Vidner af trosretning fra Konotop, Sumska, Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevende til Ukraine frygter, at han og hans far vil blive dræbt af Højre Sektor, idet Højre Sektor sagde til ansøgerens far, at kujoner som dem ville blive hængt. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive sat i fængsel, idet han nægtede at udføre militærtjeneste, og blev sigtet som resultat heraf. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har oplevet en konflikt i form af afstandtagen og chikane i militærlejren som følge af sin tro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han og hans far [en nærmere angivet dag i foråret 2015], på sit universitet, fik besøg af en mand fra militærets rekrutteringskontor. Ansøgeren blev indkaldt til en lægeundersøgelse. Ansøgeren oplyste i denne forbindelse, at han tilhørte Jehovas Vidner. [En nærmere angivet dag i foråret 2015] blev lægeundersøgelsen uagtet dette gennemført. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte ansøgeren op på rekrutteringskontoret med en skriftlig ansøgning om alternativ militærtjeneste, grundet sin religiøse overbevisning. Dette blev imidlertid ikke imødekommet. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgeren beordret til at starte militærtjeneste. Ansøgeren fik træning i førstehjælp og kortlæsning. I træningen indgik der både teoriundervisning samt praktiske opgaver. Da ansøgeren, engang i [sommeren 2015], nægtede at udføre visse af opgaverne, blev han sat til at tømme toiletter, ligesom han blev udsat for fysisk vold. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] nægtede ansøgeren at aflægge faneeden. Ansøgeren nægtede dette på grund af sin tro. En befalingsmand fratog herefter ansøgerens papirer, og ansøgeren fik besked på, at han skulle møde op hos statsadvokaten [en nærmere angivet dag i sommeren 2015]. Ansøgeren mødte ikke op, og blev derfor ringet op af en mand, der fortalte ansøgeren, at han ville blive tiltalt efter den ukrainske straffelovs § 336 for at desertere. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] mødte tre personer op på ansøgerens bopæl. En var militærklædt, en var i politiuniform og en var civilklædt. Idet ansøgeren var til gudstjeneste med sin far, var det kun ansøgerens mormor, der var hjemme. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens far ringet op af en af deres trosfæller, som fortalte, at tre personer var mødt op i Jehovas Vidner lokaler for at finde ansøgeren og hans far. De skyndte sig herefter til deres bopæl, samlede deres ting og tog ophold hos nogle trosfæller. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] blev ansøgerens far ringet op af folk, der præsenterede sig som Højre Sektor, og han modtog trusler om, at ansøgeren og hans far ville blive hængt. [Dagen efter, at ansøgerens far havde modtaget trusler] tog ansøgerens far ophold hos nogle andre af deres trodsfæller. [Dagen efter at ansøgerens far tog ophold hos nogle af deres trosfæller] fik ansøgeren og hans far mulighed for at udrejse af Ukraine, men valgte imidlertid at blive i landet, da de håbede at finde ansøgerens mor, som var forsvundet i [ sommeren 2015]. Henholdsvis [to nærmere angivne datoer i sommeren 2015] modtog ansøgeren og hans far opkald men undlod at tage telefonen. Herudover blev ansøgeren og hans fars bopæl opsøgt endnu engang i løbet af [sommeren 2015], hvor kun mormoren var hjemme. [En nærmere angivet dag i sommeren 2015] forlod ansøgeren og hans far Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder overordnet, at hændelsesforløbet vedrørende det af ansøgeren og hans fars påberåbte asylmotiv må vurderes som et samlet forløb, herunder vurderingen af ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at der er tale om et meget komprimeret tidsforløb over knap tre måneder. Selvom ansøgerens far har fremlagt mobiliseringsindkaldelse, er der ikke fremkommet dokumenter vedrørende den omtalte strafforfølgning af ansøgeren og hans far. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens mormor fortsat befinder sig på ansøgerens bopæl. Henvendelser til ansøgerens far vedrørende orlov og opsigelse er sket via mellemmand, som telefonisk har orienteret ansøgerens far. Endvidere er det påfaldende, at ansøgerens mor tager til Lugansk på et tidspunk, hvor både ansøgeren og hans far, efter deres oplysninger, er involverede i problemer med de militære myndigheder. Endvidere fremstår ansøgeren og hans fars forklaringer om hele hændelsesforløbet påfaldende præcist med hensyn til de enkelte tidspunkter, navnligt henset til at der er tale om en lang række forskellige datoer. Hertil kommer, at ansøgeren og hans far i vidt omfang anvender de samme formuleringer. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgerens far tre gange tidligere har ansøgt om asyl i andre lande og herunder afgivet urigtige oplysninger om asylmotiv, navn og hjemland. Hertil kommer, at ansøgerens far har oplyst at have været aktivt tilknyttet Jehovas Vidner siden 2010, men at han ifølge sin forklaring aldrig er blevet døbt. Ansøgeren har ifølge sin egen forklaring selv været knyttet til Jehovas Vidner siden begyndelsen af 2014. Det skal herved bemærkes, at ansøgerens far påberåbte sig den nævnte trosretning i forbindelse med asylansøgningerne i [land] og [land] i henholdsvis 2010 og 2012. Endelig har ansøgeren og hans far forklaret upræcist med hensyn til, at de først valgte at udrejse af Ukraine [en nærmere angivet dag i sommeren 2015], selvom de ifølge deres egne forklaringer var efterstræbt af myndighederne og Højre Sektor. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at det af ansøgeren og hans far påberåbte asylmotiv fremstår konstrueret til lejligheden, og det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at der er tale om reel konvention til Jehovas Vidner, ligesom der heller ikke kan lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra Jehovas Vidner i Danmark. Flygtningenævnets flertal forkaster derfor det påberåbte asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevende til Ukraine skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/23/MJM.
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra [by], Armenien. Ansøgeren er statsborger i Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af det ukrainske militær eller af pårørende til de dræbte soldater eller at blive straffet for desertering og landsforræderi, som han ikke er skyldig i. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er etnisk russer, og at han siden 2000 har været professionel soldat i det ukrainske militær. Han blev i [sommeren] 2014 sendt til frontlinjen i Lugansk, hvor han blandt andet fungerede som operativvagt-kommandør for sin enhed. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren sendt til frontlinjen i [område], hvor han var operativ vagt. Den [foråret] 2015 blev en gruppe ukrainske soldater beskudt og dræbt af fjenden. Den efterfølgende dag blev ansøgeren beskyldt for at have lækket oplysninger omkring de dræbte soldaters position, og en militæranklager hentede ansøgeren til afhøring i [by]. Under afhøringen bad anklageren ansøgeren om at nedfælde en opdigtet forklaring, som indebar en tilståelse, hvilket ansøgeren afslog, hvorefter han blev låst inde i en celle. Dagen efter nægtede ansøgeren fortsat at skrive en falsk forklaring, og han blev løsladt og sendt tilbage til frontlinjen. Ansøgeren og en gruppe soldater blev sendt til fronten ved [område]. Ti minutter efter blev ansøgeren beskudt af nogle af sine egne soldater. Han flygtede ned i en kælder, hvor der var en kompagnileder. Senere samme dag rapporterede ansøgeren til sin overordnede, hvad der var hændt, og de soldater, som beskød ansøgeren, blev indkaldt til samtale, hvor de benægtede det hele. Den efterfølgende dag flygtede og deserterede ansøgeren fra det ukrainske militær. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet finder således, at ansøgerens forklaring, der har været meget detaljeret, har virket selvoplevet og troværdig. Flertallet finder endvidere, at forklaringen ikke kan afvises som usandsynlig. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren er blevet beskyldt for landsforræderi, at han har en uafsluttet sag herom, og at han er deserteret. Endvidere har ansøgeren sandsynliggjort, at personer i militæret ønsker at dræbe ansøgeren, enten fordi de pågældende mener, at han er skyld i, at soldaterne blev dræbt, eller fordi de ønsker at undgå selv at blive afsløret. Videre finder flertallet, at ansøgerens situation har sammenhæng med hans russiske etnicitet. På den baggrund finder flertallet, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ukra/2016/22/SSM
Nævnet meddelte i september 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Den mandlige ansøger har tillige afghansk statsborgerskab. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Han blev i 2004 meddelt statsborgerskab i Ukraine. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks af trosretning fra Lugansk, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans ægtefælle vil blive dræbt som følge af, at hans ægtefælle er kristen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive arresteret og slået ihjel af sikkerhedspolitiet (SBO), idet han flygtede i forbindelse med, at myndighederne ville arrestere ham, som følge af, at de mistænkte ham for at være terrorist. I forbindelse hermed havde han afleveret sit indenrigspas, som myndighederne derfor er i besiddelse af. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Ukraine frygter at hendes mand bliver slået ihjel af den ukrainske sikkerhedstjeneste. Ansøgeren frygter ligeledes for deres liv grundet krigen i Donbass. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøger isoleret set risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den mandlige ansøger kan henvises til at rejse til Afghanistan uden sin ægtefælle og børn, og under henvisning til den kvindelige ansøgers religion og etnicitet finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at såvel den mandlige ansøger som den kvindelige ansøger, hvis de som familie rejser til Afghanistan, vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet i forhold til Ukraine til grund. Flertallet har herved lagt vægt på, at forklaringerne har fremstået troværdige og selvoplevede, og uanset mindre divergenser også konsistente gennem hele sagens forløb. Flygtningenævnets flertal kan således lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han blev stoppet af to betjente på en bazar, at betjentene efter at have modtaget hans indenrigspas, hvoraf det fremgik, at han er fra Afghanistan og havde bopæl i Lugansk området, beskyldte ham for at være oprører og forsøgte at anholde ham, til grund. Flertallet kan videre lægge til grund, at det lykkedes den mandlige ansøger at flygte, men at han ikke fik sit indenrigspas med, og at ansøgernes bopæl senere blev ransaget. Flygtningenævnets flertal finder på den anførte baggrund, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og som konsekvens heraf er også den kvindelige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine, idet der er tale om myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ukra/2016/21/LAJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainsk og kristen ortodoks fra […], Ukraine. Ansøgeren har været politisk aktiv, idet hun har været med til at arrangere en demonstration mod den ukrainske regerings varslede mobiliseringer i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive anholdt og fængslet af den ukrainske sikkerhedstjeneste (SBU), idet de beskylder hende for at støtte separatisterne økonomisk og opbevare våben for dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hendes problemer begyndte, efter at hun på opfordring fra en gammel veninde havde været med til at arrangere en fredelig demonstration mod de ukrainske myndigheders omfattende mobiliseringer. Demonstrationen [i vinteren] 2015 ved atomkræftværket i byen landsbyen […]. Forud for demonstrationen havde ansøgeren og veninden afleveret en ansøgning om tilladelse til at gennemføre demonstrationen til landsbyrådet. Hverken ansøgeren eller veninden havde underskrevet ansøgningen, der var udarbejdet af en organisation. Ansøgeren lavede plakater og deltog i det praktiske arbejde med afvikling af demonstrationen. Omkring to uger efter demonstrationen begyndte hun at modtage telefonopkald. I starten ringede de om natten og sagde ingenting. Senere begyndte de også at ringe om dagen og fremsatte trusler mod ansøgeren. Ansøgeren forsøgte forgæves at få politiet til at modtage en anmeldelse. Ansøgeren blev endvidere overvåget af to unge mænd, der stod uden for hendes opgang. En ukendt dato var ansøgeren på vej fra supermarkedet, hvor to mænd gik op på siden af ansøgeren. De talte om hende, men lod som om, hun ikke var til stede. De sagde, at hun skulle blive hjemme og ikke arbejde imod Ukraine. Et par dage før [samtalen i SBU i foråret] 2015 blev hun telefonisk indkaldt til en samtale hos SBU. Hun blev udspurgt i en venlig tone. De to mænd, der afhørte hende ville høre om demonstrationen. De to SBU folk kendte ikke til, at ansøgeren havde samlevet med […] i Donetsk. Hun oplyste herom, da hun blev udspurgt om sine generalia. Først herefter begyndte mændene at interessere sig for [ansøgerens afdøde samlever] og hendes ophold i Donetsk. Det var tydeligt, at de ønskede at tale med hende igen. 10-14 dage efter [den første afhøring i foråret] 2015 blev ansøgeren igen afhørt af SBU. Hun blev primært afhørt om sin deltagelse i demonstrationen [i vinteren] 2015, og afhøringen foregik i en brutal form, idet ansøgeren fik bundet sin hænder på ryggen og blev slået i baghovedet. SBU truede ansøgeren med otte års fængsel for hverdagsseparatisme. Ansøgeren har videre anført, at hun efterfølgende forsøgte at anmelde episoderne med SBU til politiet, men at hun blev afvist, da politiet oplyste, at de ikke kunne gøre noget, da SBU var over dem i hierarkiet. [I foråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har forklaret, at hun på opfordring fra en gammel veninde hjalp til med praktiske opgaver i forbindelse med en mindre demonstration vendt mod mobiliseringen. Demonstrationen, der var en lovligt anmeldt demonstration, fandt sted i en mindre landsby beliggende ca. 100 km. fra […]. Ansøgeren har i forbindelse med afviklingen af demonstrationen indtaget en relativt perifer rolle, og Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens aktiviteter i forbindelse med demonstrationen har kunnet give anledning til de natlige telefonopkald, overvågningen og chikanen, som ansøgeren har forklaret fandt sted. Ansøgeren har forklaret, at hun [ i foråret] 2015 var indkaldt til samtale hos SBU. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at SBU afhørte hende om demonstrationen, og at SBU først efter, at ansøgeren selv havde forklaret om sine personlige forhold, herunder om samlivet med […] begyndte at interessere sig herfor. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at dette forhør vedrørte [samleverens] virke og ansøgerens og [samleverens] samarbejde. Ansøgeren har videre forklaret, at hun blev indkaldt til en yderligere afhøring hos SBU, og at hun i den forbindelse blev udsat for en hårdhændet afhøring, og at hun fik hænderne bundet på ryggen og tildelt slag i baghovedet. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der afhørte hende i forbindelse med denne sidste afhøring. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de var de samme to mænd, der afhørte hende begge gange, og at der under den anden afhøring kom yderligere en mand tilstede, da hun blev bundet og slået. Her over for står at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at der var tre personer tilstede, hvoraf den ene var en af mændene, der havde deltaget i den første afhøring. Ansøgeren har videre udbyggende forklaret, at hun under den anden afhøring blev forelagt et dokument, som man ville have hende til at underskrive. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/20/LRN
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen af trosretning fra […] i regionen Ivano-Frankovsk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i landet, herunder chikane og eventuelle overgreb mod muslimer og deres familier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det er usikkert at vende tilbage til Ukraine som følge af den aktuelle konflikt mellem Ukraine og Rusland. Hun frygter, at hun og familien vil blive skadet eller slået ihjel på grund af de kamphandlinger, der finder sted i landet. Ansøgeren har videre oplyst, at forældrene er vendt tilbage fra Grækenland til Ukraine, og ansøgeren har andre slægtninge, som fortsat er bosiddende i Ukraine. Hun ønsker ikke at vende tilbage til sit hjemland, da hun vil være sammen med sin forlovede, som har fået opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun udrejste fra hjemlandet til Grækenland i 2005, hvor hun tog ophold frem til 2009, hvorefter hun udrejste til Syrien, hvor hun har opholdt sig frem til sin udrejse i 2014. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at grunden til ansøgeren og sønnen forlod Syrien skyldes de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det medfølgende mindreårige barn vil kunne opnå statsborgerskab i Ukraine. Selvom nævnet lægger til grund, at ansøgeren og hendes søn vil kunne opleve chikane som følge af hendes faste samliv med en muslim, har ansøgeren ikke godtgjort, at dette vil have et omfang og en intensitet, at dette kan begrunde asyl. Ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Ukra/2016/2/LRN
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne fra byen Sverdlovsk i Lugansk-regionen, Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive sat i fængsel, fordi han er mistænkt for at have kæmpet på separatisternes side. Den mandlige ansøger frygter endvidere at skulle kæmpe mod sine forældre i Sverdlovsk, fordi han er indkaldt til militærtjeneste. Han frygter også, at separatisterne vil slå ham og hans familie ihjel, fordi han har været vidne til, at de har slået folk ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i [sommeren] 2014 var på vej fra Sverdlovsk til Lugansk med sin familie. De kørte med en bus, som blev stoppet af separatister, og ansøgeren blev ført ud af bussen sammen med seks andre mænd. De blev taget med til separatisternes lejr, hvor ansøgeren blev tilbageholdt i et hul i jorden, og under tilbageholdelsen blev han slået og hånet. Efter to uger i lejren skulle ansøgeren begrave et lig. Ansøgeren overmandede i den forbindelse en af vagterne og flygtede herefter fra lejren. Ansøgeren gik i to dage, hvorefter han ankom til Lugansk. Herfra kørte han med toget til Kiev. Da ansøgeren ankom til Kiev, kontaktede han politiet for at få beskyttelse. Idet ansøgeren ikke havde nogen papirer på sig, blev han tilbageholdt af politiet. Under tilbageholdelsen blev han slået af politiet og af personer fra efterretningstjenesten SBU. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans ven afleverede 15.000 UAH til politiet, og fordi ansøgeren skrev under på en indkaldelse til hæren. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af SBU, som tilbageholdt ansøgeren i to dage. Ansøgeren blev løsladt, idet hans ven afleverede ansøgerens bil som betaling herfor. Ansøgeren og hans familie rejste herefter til Lvov og boede hos den kvindelige ansøgers onkel. [I sommeren] 2014 søgte de om visum til Danmark, hvilket de fik den [i sommeren] 2014. De udrejste [i sommeren] 2014. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Nævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgerne på det tidspunkt valgte at forlade Kiev og rejse mod Sverdlovsk, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at området netop på det tidspunkt var præget af uroligheder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren, efter angiveligt at have opholdt sig i fangenskab hos separatisterne i to uger, undlader at kontakte sin ægtefælle, da han kommer tilbage til Kiev. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger, der må anses for veluddannet, i sit asylansøgningsskema alene henviser til manglende beskyttelse fra myndighedernes side, og at han kun mødte afpresning og trusler om fængsling. Han skrev ikke, at han faktisk blev fængslet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ventede med at udrejse i omkring 14 dage efter at have opnået visum, og at de herefter har kunnet udrejse legalt. Nævnet bemærker, at risikoen for strafforfølgelse ved den mandlige ansøgers tilbagevenden til Ukraine, på grund af hans manglende fremmøde ved registrering med henblik på militærtjeneste, ikke kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos responsnotat af 24. april 2015 om ”Ukraine: Mobilisering til militæret,” at straffen for at unddrage sig mobilisering ved ikke at møde op til registrering ved første gangs udeblivelse sanktioneres med en bødestraf på 170-510 UAH, og ved anden gangs udeblivelse en bøde på 510-1700 UAH. Nævnet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort sit asylmotiv. Da den kvindelige ansøgers asylmotiv direkte er afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv, finder nævnet herefter, at begge ansøgere ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/19/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra landsbyen […] i […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militæret på grund af krigssituationen i landet, og at hun som konsekvens heraf vil dø. Ansøgeren har også henvist til, at hun frygter chikane og vold fra lokalbefolkningen, fordi hun er flygtet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter repressalier fra myndighederne, fordi hun har mistet sit pas. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hendes navn stod på den liste, som blev afleveret til hendes arbejdsplads af myndighederne, og som skulle sammenlignes med ledelsens liste over ansatte. Ansøgeren blev fortalt af en sekretær ved navn […], at en sådan liste normalt betyder, at personerne på listen skal indkaldes til militæret. Ansøgeren har læst på internettet, at også kvinder bliver indkaldt. Ansøgeren tror, at hun er i særlig risiko, fordi hendes navn stod på listen, og fordi hun er sygeplejerske. Ansøgeren har endvidere forklaret, at selvom hun formentlig vil blive sat til at arbejde på et hospital, er der flere eksempler på, at hospitaler er blevet ramt af bomber i krigssituationer. Desuden frygter ansøgeren, at hun vil blive sendt til fronten. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har aftjent militærtjeneste, og at hun frygter at blive indkaldt hertil enten som en del af sundhedsberedskabet eller som soldat, fordi hendes navn står på en liste, som militærmyndighederne har sendt til hendes arbejdsplads. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at der efter ansøgerens forklaring ikke er grundlag for at antage, at listen havde andet formål end at registrere medarbejderne som led i den generelle mobilisering, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at hun risikerer at skulle arbejde som sygeplejerske i frontzonen eller, at hun risikerer at blive mobiliseret til væbnet kamp. Det bemærkes i den forbindelse, at det af Landinfo ”Ukraina: Mobilisering til militæret” fra 24. april 2015 fremgår, at mobiliseringen af kvinder omfatter sundhedspersonale, og at kvinder fra 25 til 50 år ”bliver gjerne innkalt til oppgaver innen helse og kommunikasjon”. Idet nævnet videre efter baggrundsoplysningerne lægger til grund, at de faktisk idømte straffe for unddragelse af mobilisering er bøde og betingede domme, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Ukraine. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/18/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra […] i Magadan-regionen, Rusland. Ansøgeren er statsborger i Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og ifalde bøde eller fængsel, hvis han unddrager sig militærtjeneste. Ansøgeren har samtidig anført, at han frygter at modtage en bøde for at være udrejst illegalt af Ukraine. Herudover frygter ansøgeren, at ukendte personer fra organisationen Højre Sektor vil forfølge ham, fordi han er etnisk russer og russisktalende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han [i efteråret] 2014 modtog den første indkaldelse til militæret med posten. Herefter modtog ansøgeren indkaldelser med posten én gang om ugen. [I efteråret] 2014 begyndte folk fra militærkontoret at holde ansøgerens hjem under observation. To gange var ansøgeren hjemme, men det lykkedes ham at flygte. Når ansøgeren kørte i taxabus, blev bussen stoppet ved kontrolposter ved indgangen og udgangen til byen. I den forbindelse blev mændene i bussen dirigeret ud af bussen, hvorefter de fik en indkaldelse til militæret. Når ansøgeren blev stoppet på denne måde, præsenterede han sig som sin bror, der arbejdede i brandvæsenet, som var tilknyttet militæret. På denne måde undgik han at blive indkaldt. Ansøgeren kunne ikke bruge sin storebrors identitet som undvigelse fra indkaldelse, når storebroren var på arbejde. Ansøgeren blev derfor tilbageholdt og kørt på politistationen, hvilket skete fire gange. Dette skete én gang i [vinteren] 2014, to gange i [vinteren] 2015 og én gang i [vinteren] 2015. Alle fire gange var én af ansøgerens bekendte på arbejde på politistationen, og den pågældende hjalp hver gang ansøgeren med at blive løsladt. Ansøgeren blev ikke udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelserne. [I vinteren] 2015 klokken seks om morgenen blev ansøgeren stoppet på gaden af personer fra Højre Sektor, som truede ansøgeren til at aflevere sin jakke. Der var ti personer med kalashnikovs. Ansøgeren blev i den forbindelse slået. [I foråret] 2015 ankom militæret og politiet til ansøgerens arbejdsplads for at hente alle mænd til militærkontoret. Det lykkedes ansøgeren at flygte. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke har aftjent militærtjeneste, fordi han tidligere er blevet fritaget herfor af helbredsmæssige årsager som følge af, at han har pådraget sig skader i begge knæ. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt efter, at mobiliseringerne i Ukraine tog deres begyndelse, direkte og personligt har fået forkyndt en tilsigelse til at møde op med henblik på at udføre militærtjeneste. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han hver gang myndighederne opsøgte ham på bopælen, i det offentlige rum og på arbejdspladsen, flygtede uden at gøre dem bekendt med fritagelsen, der fremgik af hans militærbog. Nævnet lægger endelig til grund, at ansøgerens mor efter, at han er udrejst, på hans vegne [i vinteren] 2015 har betalt en bøde, fordi ansøgeren har unddraget sig mobilisering. Nævnet kan ikke lægge den del af ansøgerens forklaring om, at militæret har opsøgt hans bopæl flere gange efter, at hans mor har betalt bøden, til grund, fordi ansøgeren har forklaret divergerende herom, idet han under nævnsmødet først har forklaret, at han ikke vidste, om der havde været flere henvendelser, men at han troede, at hans mor ville have fortalt ham om det, hvis det var tilfældet, for dernæst at forklare, at der havde været mange henvendelser, og at han havde hørt om dem fra både sin mor og sine venner. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfo: ”Ukraina: Mobilisering til militæret” fra 24. april 2015 til grund, at mobiliseringerne ikke omfatter personer, der er erklæret uegnet til militærtjeneste, og at militærmyndighedernes henvendelser på ansøgerens bopæl og arbejdsplads har været et led i myndighedernes generelle registreringer som led i mobiliseringerne. Nævnet lægger videre efter baggrundsoplysningerne til grund, at de faktisk idømte straffe for unddragelse af mobilisering er bøde og betingede domme. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7 som følge af, at nægtelsen af at udføre militærtjeneste. Det bemærkes videre, at det overfald, som ansøgeren var udsat for [i vinteren] 2015 var et enkeltstående tilfælde, der havde karakter af en kriminel handling, og at det alene beror på hans formodning, at myndighederne vil antage, at han støtter oprørsbevægelsen i Ukraine. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Ukraine. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/17/SSM
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russisk og sunni-muslim fra Yenakievo, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i første række henvist til krigshandlingerne i den østlige del af Ukraine. Derudover har hun henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine hverken har bolig, arbejde eller netværk. Endvidere frygter hun diskriminering af sin syriske ægtefælle [A] og sin medfølgende datter fra et tidligere forhold, [datter], fordi hun er mørkglødet, og fordi hun kommer fra Donbas i det østlige Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [datterens] far er en afdød statsborger fra Libanon, [B]. Ansøgerens ægtefælle, [A], blev stukket med en kniv i Kiev i efteråret 2014. Politiet kom til, men [A] anmeldte ikke forholdet. [A] blev endvidere overfaldet en uge senere, da han søgte om arbejde. Ansøgerens datter er ved to forskellige lejligheder blevet udsat for overgreb som følge at diskrimination, fordi familien er fra Donbas, og fordi hun er mørkglødet. Da de opholdt sig i [by] ved Krim i perioden [vinteren] 2014 til [sommeren] 2015 overhældte nogen skolebørn [datteren] med benzin, og forsøgte at sætte ild til hende, hvilket ansøgeren fik sat en stopper for. Forud for deres udrejse blev [datteren] låst inde i et rum på sin skole af nogle skolekammerater, der afklædte og forsøgte at voldtage hende. Da forældrene til de andre børn på skolen erfarede, at familien var fra Donbas truede forældrene skoleledelsen med henblik på at få [datteren] smidt ud af skolen. Ansøgeren købte samme dag billetter til sig selv og hendes datter. De udrejste af Ukraine [sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren oprindeligt stammer fra det østlige Ukraine, som hun sammen med sin mand og sin datter flygtede fra på grund af krigshandlinger, hvorefter familien tog ophold i Kiev. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er etnisk russer og er konverteret til islam. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylansøgningsskema alene oplyst, at hendes datter ofte blev fornærmet på gaden, alene fordi hun var fra Donbas, og hendes stedfar var ikke russer. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret om to episoder, som hendes datter angiveligt har været udsat for på grund af diskriminering fra skolekammeraternes side. Under nævnsmødet har hun udbyggende forklaret om disse episoder, idet hun har oplyst, at hun selv kom til stede og afbrød den episode, hvor skolebørnene hældte benzin over hendes datter, og at hun tillige kom til stede ved den anden episode, da hendes datter stod delvist afklædt i omklædningsrummet. Nævnet finder, at disse omstændigheder må have haft en sådan karakter og være et så centralt element i ansøgerens asylmotiv, at det må anses for udelukket, at hun undlod at omtale episoderne i forbindelse med udfyldelsen af skemaet og efterfølgende ikke fremkom med en forklaring svarende til den, som hun har afgivet under nævnsbehandlingen, hvis hun havde oplevet disse begivenheder. Nævnet finder ikke, at ansøgerens konversion til islam kan føre til et andet resultat. Nævnet bemærker herved, at der er religionsfrihed i Ukraine. I tillæg hertil bemærker nævnet, at ansøgeren ikke har haft problemer i Ukraine i anledning af sin konversion. Det fremgår af baggrundsoplysninger, herunder US Department of State, 2012 International Religious Freedom Report – Ukraine, af 20. maj 2013, at forfatning og anden lovgivning beskytter religionsfriheden og i praksis respekteres af myndighederne. Nævnet finder endvidere ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i det østlige Ukraine, herunder for enlige kvinder, er af en sådan karakter, at der alene på grundlag heraf er anledning til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/167THJ
Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske ukrainere og kristen-ortodoks fra [by] i Donetsk-regionen, Ukraine. Den mandlige ansøger har støttet løsrivelsen i Ukraine. Den mandlige ansøger har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive tilbageholdt, ydmyget eller dræbt af nationalistisk eller de ukrainske myndigheder. Han frygter endvidere, at blive indkaldt til aftjening af militærpligt som led i mobiliseringen. Endelig har han henvist til de generelle forhold i Ukraine. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Til støtte for asylmotivet har ansøgerne blandt andet anført, at den mandlige ansøger støttede separatisterne og ønskede en løsrivelse af regionen i Ukraine. I begyndelsen af maj 2014 deltog den mandlige ansøger i oprettelsen af kontrolposter rundt om i byen […] i Donetsk-regionen, således at myndighederne ikke kunne køre ind i byen. Den mandlige ansøger stod herefter vagt ved kontrolposterne i en periode på omkring to uger. I den forbindelse kontrollede han forbipasserendes indenrigspas samt indholdet af biler. Ansøgerne indrejste i juni 2014 i Danmark på gyldige pas med gyldige Schengen-visa. Ansøgernes visa blev forlænget i juli 2014. Ved gyldighedsperiodens udløb [i] september 2014 søgte ansøgerne asyl i Danmark. Efter udrejsen af Ukraine er den mandlige ansøgers taxa-firmas kontorlokaler og radiofrekvens blevet nationaliseret af separatisterne, der bruger kontorlokalerne til at opbevare vågen samt anvender den radiofrekvens, den mandlige ansøger ejer. Ansøgerne har endvidere i september 2014 fået oplyst, at den person, som den mandlige ansøger oprettede kontrolposterne med, var forsvundet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger har været med til at oprette kontrolposter ved sin hjemby, og at han har været med til at bemande dem. Han har forklaret, at han ikke bar våben, og at der ikke opstod episoder, mens han var på vagt. Det beror alene på hans formodning, at han kan være fotograferet, mens han var på vagt, og nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han af den grund er kommet i myndighedernes søgelys. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at separatisterne har nationaliseret hans taxaselskab, at separatisterne efterfølgende har anvendt den radiofrekvens, som han har tilladelse til, og at lokalerne har været benyttet af separatisterne til blandt andet opbevaring af våben. Under henvisning til, at ansøgerne er udrejst legalt, må det antages, at de ukraineske myndigheder dermed kan konstatere, at separatisternes anvendelse af radio og lokale er sket efter deres udrejse. Nævnet finder derfor ikke, at det er sandsynliggjort, at han som følge af nationaliseringen er bragt i myndighedernes søgelys. Den mandlige ansøger har ikke i samtalerne i Udlændingestyrelsen oplyst, at han har modtaget sms-beskeder fra personer fra Donetsk-regionen med et trusselslignende indhold. Denne oplysning fremgår heller ikke af advokatens indlæg. Nævnet finder, at der er tale om en udbyggende oplysning og tilsidesætter denne. Idet ansøgerne er uprofilerede og ikke har modtaget henvendelser eller lignende fra hverken myndigheder eller separatister, har ansøgerne ikke påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Donetsk-området. Ansøgerne har derfor ikke sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Donetsk-området. De generelle forhold i Donetsk-området er ifølge baggrundsoplysningerne vanskelige men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at ansøgerne kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/15/nke
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren var medlem af Det Kommunistiske Parti, da Ukraine hørte under Sovjetunionen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at der var utallige bombardementer efter krigens udbrud i [foråret] 2014, og det var derfor svært at leve i Donetsk. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at hun ikke deltog i valget i Ukraine, hvorfor hun blev sortlistet. På en ukendt dato i [sommeren] 2014 fik ansøgeren en besked på sin dør, hvor der stod ”her bor en forræder”. Ansøgeren formoder, at den blev skrevet af hendes naboer, fordi hun ikke støttede Rusland. Omkring en måned efter modtog ansøgeren en seddel i sin postkasse, hvor der stod ”pas på”. Ansøgeren ved ikke, hvem der sendte sedlen, men hun formoder, at det var nogen, der ved, at hun er imod separatisterne. På et ukendt tidspunkt i slutningen af [vinteren] så ansøgeren en annonce om, at nogle frivillige ville hjælpe folk med at forlade byen. Ansøgeren kontaktede dem, og de hjalp hende med at komme til Moskva, hvorfra hun forsøgte at søge visum til Danmark. Ansøgeren fik at vide, at hun skulle søge visum til Danmark i Kiev, og ved hjælp af de frivillige rejste ansøgeren derfor til Kiev, hvorfra hun søgte og fik visum til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgerens forklaring om aktivt at have agiteret blandt sine naboer imod en løsrivelse fra Ukraine først er fremkommet for nævnet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, der er født i […], kommer fra Donetsk i det østlige Ukraine, er helbredsmæssigt svækket, og at hun ikke har noget netværk tilbage i Donetsk-området. Flygtningenævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Øst-Ukraine, herunder i Donetsk-området, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 alene med henvisning hertil. Det bemærkes endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen om, at ansøgeren skulle være i et modsætningsforhold til privatpersoner eller myndighederne i Ukraine af en sådan intensitet, at det kan føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at hun har opholdt sig i Ukraine i adskillige måneder uden yderligere problemer, efter at hun i sommeren 2014 og et par måneder herefter har fået skrevet trusler på sin fordør og smidt et trusselsbrev i sin postkasse. Heller ikke det forhold, at ansøgeren er en enlig, alderssvækket kvinde, og at det er oplyst, at hun ikke længere har familie tilbage i Ukraine, kan føre til, at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes hertil, at helbredsmæssige oplysninger ikke i sig selv er af asylrelevant karakter. Det falder således uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af mere humanitært prægede årsager. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2016/14/SSM
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin faders, […], asylmotiv. Flygtningenævnet har [i foråret] 2016 meddelt ansøgerens far, mor og mindreårige søskende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens forældre i al væsentlighed havde forklaret overensstemmende om deres asylmotiv under hele sagen. Ansøgernes forældres forklaringer fremstod særdeles troværdige og selvoplevede. Farens forklaring om torturen støttes af den foreliggende torturundersøgelse. Flygtningenævnet har derfor lagt til grund, at ansøgerens far har været tilbageholdt, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for omfattende og ødelæggende tortur. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at overgrebene blev udført af SBU med bistand fra Højre Sektor og at ansøgerens far ved en tilbagevenden til Ukraine fortsat er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren om følge af sin fars forhold opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og meddeler hende derfor opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Ukra/2016/13/IBL
Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse til et ægtepar samt tre børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk ukrainer og den kvindelige ansøger er etnisk polak fra Ukraine. Ansøgerne er kristne af trosretning og ukrainske statsborgere fra […], Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive fængslet og igen blive udsat for tortur eller slået ihjel af SBU, fordi han mistænkes for at være separatist, samt fordi han overlevede overgrebene [i foråret] 2014, og fordi han ikke reagerede på den tilsigelse, han modtog [i vinteren] 2014. Han har endvidere henvist til, at han frygter Højre Sektor, fordi de deltog i overgrebene [i foråret] 2014, og fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun ikke har efterkommet indkaldelser i forbindelse med mobiliseringen af det sundhedsfaglige personale. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han var ansat i det ukrainske skattepoliti i perioden 1997-2013 og opnåede rang af major. Han har modtaget militærtræning. Han har ikke været politisk aktiv, men har stemt på Regionernes Parti, da det under Viktor Janukovitj var den sikre vej til forfremmelser. I [vinteren] 2013 fik han som de øvrige ansatte i skattepolitiet at vide, at han skulle deltage i opløsningen af demonstrationerne på Maidan-pladsen. Der var tale om en ordre, men han nægtede at efterkomme ordren. De to efterfølgende dage forsøgte hans overordnede at presse ham til at efterkomme ordren, hvilket endte med, at ansøgeren indgav sin opsigelse. Den mandlige ansøger har videre forklaret, at han fra [vinteren] 2013 begyndte at modtage truende opkald fra ukendte personer, som han antog, var en del af Højre Sektor. Disse personer ville have ham til at arbejde for dem. Opkaldene fortsatte indtil [foråret] 2014. [I foråret] 2014 blev familien opsøgt på deres bopæl af otte personer, hvoraf fire var iført Højre Sektors uniformer, to var civilklædte personer fra SBU, en var fra militæret og en lokal politibetjent. De fire sortklædte slog på ordre fra de to mænd fra SBU den mandlige ansøger og tvang ham til at skrive under på et dokument, som han ikke ved, hvad omhandlede. Efter en ransagning af bopælen, tog personerne den mandlige ansøger med og på et ukendt sted, blev han udsat for voldsom tortur. Samtlige ansøgerens fingre blev skåret eller klippet af. Ansøgeren mistede bevidstheden. Han vågnede på et lokalt hospital [i foråret] 2014. Han har fået at vide, at han var blevet fundet i et skovområde, og at han tilsyneladende var forsøgt begravet. Han har tilbagevendende mareridt om, at han forsøger at grave sig fri. På grund af risikoen for på ny at blive pågrebet fik hustruen ham indlagt på et hospital i Kiev. Han modtog langvarig behandling på hospitaler i Kiev og Odessa. Han var ude af stand til at foretage sig noget. Han var svært deprimeret og forsøgte selvmord. Efter at den mandlige ansøger var blevet udskrevet fra hospitalet, boede familien i lejede huse i henholdsvis […] og Odessa. I perioden [efteråret] 2014 og frem til familiens udrejse i [vinteren] samme år boede de hos den mandlige ansøgers mor i […]. Han holdt sig indendørs og den øvrige del af familien holdt lav profil. I [vinteren] 2014 begyndte den kvindelige ansøger igen at modtage truende opkald. Medens familien opholdt sig i […] blev der [i vinteren] 2014 afleveret en skriftlig tilsigelse, hvoraf fremgik, at den mandlige ansøger skulle møde hos SBU, idet han var mistænkt for landsforræderi. Efter familiens flugt har han fået yderligere en tilsigelse med samme indhold. Den mandlige ansøger er fysisk og psykisk svært mærket af torturen. Han har været indlagt på psykiatrisk afdeling og er i psykiatrisk behandling. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at den mandlige ansøger på sit arbejde blev beordret til at deltage på myndighedernes side under demonstrationer på Maidan-pladsen. Hun har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev opsøgt af ukendte personer på familiens bopæl [i foråret] 2014, hvorefter han var tilbageholdt og udsat for omfattende tortur. Den kvindelige ansøger har endvidere oplyst, at hun er blevet indkaldt til oplæring med henblik mobiliseringen af sundhedspersonale, men at hun udeblev. Der foreligger en torturundersøgelse af den mandlige ansøger udarbejdet i 2015 af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Ansøgeren har i forbindelse med undersøgelsen konkretiseret hvilke fysiske overgreb, han er blevet udsat for og nærmere oplyst om fysiske og psykiske eftervirkninger herfra. Ved den objektive undersøgelse er konstateret, at samtlige ansøgerens fingre er klippet af lige under knoerne. I baghovedet fra nakkeregionen ses et cirka 11 centimeter langt ar. Objektivt psykisk er ansøgeren præget af massiv medicinering. Ansøgeren fremtræder depressiv og aspontan. Ved undersøgelsen er ansøgeren ikke vurderet aktuelt psykotisk, men ansøgeren har i august 2015, på grund af akut polymorf psykose, været indlagt på psykiatrisk afdeling. Testet med Harvard Trauma Questionnaire scorer ansøgeren 3.85, hvilket er foreneligt med svær PTSD. Det konkluderes i rapporten, at der er fuld overensstemmelse mellem den beskrevne tortur og ansøgerens fysiske og psykiske skader. Hans psykiske tilstand indikerer, at han har været udsat for særdeles traumatiske hændelser og er af en sværhedsgrad, man typisk ser hos torturoverlevere. Ansøgerne har i al væsentlighed forklaret overensstemmende om asylmotivet under hele sagen. Ansøgernes forklaringer har fremstået særdeles troværdige og selvoplevede. Den mandlige ansøgers forklaring om torturen støttes af den foreliggende torturundersøgelse. Flygtningenævnet kan derfor lægge til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt, og at han under denne tilbageholdelse har været udsat for omfattende og ødelæggende tortur. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har sandsynliggjort, at overgrebene på den mandlige ansøger [i foråret] 2014 var foranlediget af SBU med bistand fra personer fra Højre Sektor. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger, såfremt han må vendte tilbage til hjemlandet, fortsat risikerer at blive udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Der er herved lagt vægt på, at familien efter overgrebene [i foråret] 2014 og frem til [efteråret] samme år opholdt sig på forskellige adresser rundt omkring i Ukraine. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne i den periode, hvor de opholdt sig i hjembyen, holdt lav profil og håbede på, at den mandlige ansøger ikke længere var i myndighedernes søgelys, hvilket imidlertid blev afkræftet, da den mandlige ansøger [i vinteren] 2014 blev tilsagt til SBU på grundlag af en mistanke om højforræderi. Ud fra en samlet og konkret vurdering, hvori er indgået omfanget og karakteren af den tortur ansøgeren var udsat for [i foråret] 2014, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Ukraine er i reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at begge ansøgere og deres tre børn derfor har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ukra/2016/12/IBL
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Ukraine. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er ukrainsk statsborger og kristen af trosretning fra […] i Donetsk området, Ukraine. Ansøgeren har siden slutningen af 2013 været aktiv i Euromajdan bevægelsen, som kæmper for en stærkere tilknytning til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse fra de pro-russiske separatister DNR, som styrer det østlige Ukraine, herunder Donetsk, da hun som ansat i bankens værdipapirafdeling er i besiddelse af fortrolige oplysninger om blandt andet den tidligere præsidents finansielle transaktioner. Ansøgeren frygter, at DNR tror, at hun vil videregive disse oplysninger til pressen eller myndighederne i Ukraine. Herudover har hun henvist til, at hun frygter de ukrainske myndigheder, fordi den tidligere præsident og andre højtstående personers finansielle aktiviteter kom i den nye ukrainske regerings søgelys efter magtskiftet. Hun frygter, at myndighederne vil beskylde hende for at have været involveret i finansiering af separatisme. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgeren står opført med alle personlige oplysninger i et register på en officiel hjemmeside, som myndighederne og professionelle personer indenfor finanssektoren i Ukraine har adgang til. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren først har forklaret herom under nævnsmødet, men har særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke under nævnsmødet kunne genfinde registreret med hendes personlige data på internettet til trods for, at hun kort forinden mødet i nævnet havde udskrevet den kopi, som hun medbragte under mødet, ligesom hun ikke har sandsynliggjort, hvad der skulle være formålet med registeret. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med sin ægtefælle til grund, idet hun først har forklaret herom under mødet i Flygtningenævnet. De forhold, som ansøgeren i øvrigt har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af den grund risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren uhindret har kunnet rejse på ferie til Odessa og Krim i den periode, hvor hun efter sin forklaring blev indkaldt til meget hyppige samtaler i banken om sine synspunkter og sin tavshedspligt. Hendes konflikt med banken og folk fra DNR har derfor ikke en sådan intensitet eller karakter, at denne kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at overfaldet på hende og de telefoniske trusler mod hende stammer fra personer med tilknytning til banken eller DNR, og det samme gælder vedrørende det forhold, at bilruderne i ansøgerens og hendes ægtefælles bil blev smadret og nummerpladerne stjålet, mens de befandt sig på Krim. Ansøgeren må således vedrørende disse forhold henvises til at anmelde forholdene til politiet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren legalt og problemfrit udrejste fra Ukraine med sit eget ægte pas, der var isat gyldigt visum til Danmark, og at hun først søgte asyl ca. to uger efter indrejsen i Danmark. Uanset de generelle forhold i Donetsk ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige, har situationen ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [Ukra/2016/11/STA]
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i vinteren 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ikke-troende fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter overgreb fra separatisterne og de ukrainske myndigheder som følge af, at hans fader har været tilbageholdt af separatisterne i otte dage, og fordi separatisterne har opsøgt familiens bopæl i tre dage efter tilbageholdelsen af faderen. Ansøgerens fader blev den […] 2014 tilbageholdt af separatister, som tog ham med til deres base i [X], hvor han blev afhørt. Han blev endvidere iklædt en separatist-uniform og tvunget til at udføre arbejde, hvilket blev optaget. Otte dage efter sin tilbageholdelse lykkedes det ham at flygte fra den kontrolpost, som han skulle arbejde ved. Han flygtede hjem til sin slægtning [A], hvor ansøgeren og hans moder allerede befandt sig. Ansøgeren og hans moder blev i tre morgener efter den […] 2014 opsøgt på bopælen af separatister, hvorefter de den […] 2014 sammen med ansøgerens lillesøster forlod bopælen og tog ophold hos [A], hvor de blev forenet med ansøgerens fader. Familien opholdt sig hos [A] i cirka to måneder, hvorefter de udrejste af Ukraine [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om separatisternes tilbageholdelse af ansøgerens fader og henvendelse på familiens bopæl i dagene efter den […] 2014 til grund. Ansøgeren findes herefter isoleret set at være berettiget til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, i forhold til Lugansk området. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren som internt flugtalternativ kan henvises til at tage ophold et andet sted i Ukraine end i Lugansk området. Flygtningenævnet finder det således relevant og rimeligt at henvise ansøgeren hertil. Området i det øvrige Ukraine må således generelt set karakteriseres som tilstrækkeligt sikkert og stabilt, og må anses for at være lovligt tilgængeligt for ansøgeren. Flygtningenævnet har vedrørende ansøgerens personlige forhold lagt vægt på, at ansøgeren er sund og rask og i fornødent omfang taler ukrainsk. Det af ansøgeren oplyste om hans frygt for tvangsmobilisering og for diskrimination findes ikke at kunne føre til, at han ikke kan henvises til det pågældende område som IFA. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens frygt for forfølgelse fra de ukrainske myndigheder alene beror på ansøgerens ubekræftede formodninger om, at separatisternes optagelser af ansøgerens fader vil komme til myndighedernes kundskab med den følge, at ansøgeren risikerer overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/10/ KIB
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar med tidligere bopæl i Ukraine. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger er etnisk aserbajdsjaner og kristen af trosretning fra Aserbajdsjan. Ansøgerne har siden 1992 haft opholdstilladelse i Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive anholdt, fordi han er armenier. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan ikke vil blive accepteret, da hun har et armensk efternavn og fordi hun er statsløs. Som asylmotiv i forhold til Ukraine har ansøgerne oplyst, at de ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af separatister, fordi de er udlændinge. Ansøgerne frygter dertil den generelt nationalistiske stemning, der hersker i Ukraine. Som støtte for deres asylmotiver har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger i marts 1992 blev taget til fange af aserbajdsjanere, der ville bruge ham til en fangeudveksling i Nagorno Karabakh. Den mandlige ansøger blev i forbindelse med dette udsat for grove fysiske overgreb. Røde Kors kom til Nagorno Karabakh, og da de så den mandlige ansøgers tilstand, insisterede de på, at han blev taget til et hospital. Kort herefter lykkedes det den mandlige ansøger at flygte ud af Aserbajdsjan. Den kvindelige ansøger samt ansøgernes datter fulgte efter og i 1992 fik de midlertidig asyl i Ukraine. Opholdstilladelsen blev gjort permanent efter omkring i alt syv til ti år. Den mandlige ansøger har hertil forklaret, at han ikke har opnået ukrainsk statsborgerskab, det krævede, at han kunne dokumentere, at han ikke var statsborger i Aserbajdsjan, hvilket ikke var muligt. Som støtte for ansøgernes asylmotiv i Ukraine har de oplyst, at de to gange blev opsøgt på deres bopæl af fire personer, der kom fra henholdsvis den nationale garde og politiet. Første gang var den 25. juli 2014, hvor personerne konfiskerede den mandlige ansøgers militærbog, og sagde til ham, at han skulle melde sig frivilligt til militæret og ellers forlade Ukraine. Den 23. august 2014 kom de samme personer tilbage på bopælen. Denne gang optrådte de truende og konfiskerede ansøgernes opholdstilladelser. De blev beordret til at forlade deres bopæl, da den skulle bruges til Ukraines internt fordrevne. Ansøgerne forlod herefter deres bopæl og tog ophold hos deres datter, hvorefter de den 12. september 2014 forlod Ukraine. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne bør vurderes i forhold til Ukraine, hvor de efter det oplyste har haft lovligt ophold siden 1992. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund, idet det dog bemærkes, at det virker påfaldende, at den kvindelige ansøger har ændret forklaring om, hvornår datteren flyttede fra sin ægtefælle, og hvorvidt hun selv har haft kontakt med datteren efter ankomsten til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene på nuværende tidspunkt for udlændinge i Ukraine har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine alene på grund af deres etnicitet vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlængelovens § 7, stk. 1 eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Det i øvrigt af ansøgerne anførte, herunder om deres helbredstilstand og boligforhold, findes ikke at medføre en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2016/1/MVI
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ukrainsk statsborgerskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra […], Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han vil blive indkaldt til militæret, og at han og hans familie vil miste livet på grund af krigen og hans etnicitet. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for chikane og racisme andre steder i Ukraine, både fordi han er etnisk afghaner, og fordi han kommet fra det østlige Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han gennem årene er blevet udsat for chikane. Han åbnede i slutningen af 2003 sin egen butik. Hver måned er han af den samme person blevet presset til at betale penge. For omkring fire år siden blev han stoppet af politiet i Kiev. Efter at han havde fremvist sit pas, blev han taget med på politistationen, hvor han blev tilbageholdt i to til tre timer. Politibetjentene fratog ham de penge, han skulle bruge til at købe varer til sin butik. Umiddelbart efter blev han løsladt. [Medio] 2012 blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af fire unge ukendte mænd. Ansøgeren var på vej til apoteket, da de fire unge mænd stoppede ham. De råbte og talte ned til ansøgeren. I den forbindelse sparkede og slog de ansøgeren. En politibetjent kom kørende, og de fire unge mænd løb fra stedet. Politiet tilkaldte en ambulance, som kørte ansøgeren på hospitalet, hvor han var indlagt i omkring to uger. Politibetjentene besøgte ansøgeren på hospitalet, hvor han anmeldte episoden. [Medio] 2014 blev ansøgeren opsøgt af fire bevæbnede mænd på sin arbejdsplads. Disse mænd tog alle de varer, de ville, uden at betale for dem. De truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke gav dem varerne. Ansøgeren blev i den forbindelse ikke udsat for fysiske overgreb. [Medio] 2014 standsede fire bevæbnede mænd ansøgeren, mens han kørte i sin bil. De var medlemmer af separatisthæren. De trak ansøgeren ud af bilen og talte ned til ham. En af de fire mænd tog ansøgerens bil og kørte væk i den. Ansøgeren tog rutebilen hjem. [Medio] 2014, kl. 01.00 om natten blev ansøgeren på sin bopæl opsøgt af nogle bevæbnede mænd. Mændene ringede og bankede på døren. Ansøgeren åbnede ikke. Mændene gik videre, og intet skete i forbindelse med denne opsøgning. Om morgenen [dagen efter] omkring kl. 09.00 ringede det igen på døren. Ukendte mænd bankede og ringede på døren i omkring fem minutter. Ansøgeren åbnede i døren. Den samme dag efter mændene var gået, ringede ansøgeren efter en taxa, som kørte ham og resten af hans familie til banegården, hvorfra de tog toget til Kiev. I Kiev opholdt de sig i omkring to uger, hvorefter de rejste med turistbus til Warszawa, Polen. Forinden havde de fået udstedt turistvisum til Grækenland. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at hun vil blive tilbageholdt af den ukrainske sikkerhedstjeneste, fordi hun har afsluttet sin lægeuddannelse på et medicinsk militæruniversitet og derfor er værnepligtig. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive indkaldt til militæret enten af separatister eller af de ukrainske myndigheder. Yderligere har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sin datters liv, fordi hun offentligt har ytret sig om løsrivelsen af Lugansk. Derudover har ansøgeren i det hele henvist til sin ægtefælles asylmotiv og den generelle situation i Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgernes og deres datters forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været nogle episoder, som ansøgerne har oplevet som rettet mod dem som udslag af deres negative holdning til separatisterne og løsrivelsen af området, idet de har givet udtryk for deres holdning og undladt at deltage i afstemningen om løsrivelse. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgernes forklaringer, som på nogle punkter har været usikre og divergerende, ikke kan give grundlag for at antage, at ansøgerne er således eksponerede i Lugansk, at de er særligt udsatte for forfølgelse eller overgreb. Vedrørende episoden i den mandlige ansøgers butik har forklaringerne divergeret med hensyn til antallet af personer, der henvendte sig, og omfanget af tyveriet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der alene har været tale om tyveri af en bestemt slags varer, som de pågældende formentligt havde særligt behov for, og at episoden således ikke nødvendigvis har været rettet mod den mandlige ansøger som person. Om bilepisoden har ansøgerne forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger blev standset, fordi man gik specifikt efter ham som person, eller om episoden skete i forbindelse med en mere generel trafikkontrol. Vedrørende episoderne, hvor der blev banket og ringet på døren, har forklaringerne divergeret noget med hensyn til, hvad ansøgerne hver for sig har set, og hvad der er sket med den nabo, der blev ført bort. Flygtningenævnet finder endvidere, at såfremt man har villet have fat specielt i ansøgerne, ville man nærliggende have brudt døren ind, da ansøgerne ikke åbnede døren. Den mandlige ansøger fik et nyt udenrigspas [medio] 2014, og han har under nævnsmødet forklaret, at han [medio] 2014 søgte passet over internettet, og at ansøgerne havde besluttet at udrejse fra Ukraine, da han søgte om passet. Dette harmonerer med, at ansøgerne faktisk udrejste legalt efter at have opholdt sig i Kiev i alene omkring to uger. De episoder på universitetet, som ansøgernes datter har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at hun af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at familien er særligt udsat for eksponering som følge af den mandlige ansøgers afghanske baggrund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han har uddannet sig til læge i Ukraine og arbejdet som læge i en årrække og herefter har haft selvstændige virksomheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgernes datter har kunnet gennemføre en bacheloruddannelse på universitetet uden at være påvirket af, at hun ikke ligner en etnisk ukrainer. Flygtningenævnet bemærker, at selvom den generelle sikkerhedssituation i Lugansk-området er vanskelig, har situationen ikke en sådan karakter, at den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk afghaner og etnisk ukrainer og muslim af trosretning fra […], Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af de ukrainske myndigheder og af separatisterne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at den ukrainske sikkerhedstjeneste vil dømme hendes fader og broder som værende oprørere. Yderligere har ansøgeren i det hele henvist til sin faders asylmotiv og de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun offentligt har ytret sin mening omkring afholdelse af folkeafstemningen og løsrivelsen af Lugansk fra Ukraine. [Medio] 2014 startede diskussionerne på om folkeafstemningen på universitetet, hvor ansøgeren læste jura. I den forbindelse sagde ansøgeren, at hun var for et forenet Ukraine. Lærerne på universitetet sagde, at det var uacceptabelt, og ansøgeren blev indkaldt til et møde hos dekanen. Dekanen forbød ansøgeren at udtale sig omkring dette anliggende. [Medio] 2014 blev ansøgeren tvunget til at deltage i en demonstration, hvor alle studerende skulle vise, at de støttede adskillelsen af området. Dekanen truede ansøgeren med at udmelde hende af universitetet, hvis hun ikke deltog. Da ansøgeren ønskede at afslutte sin uddannelse, deltog hun i demonstrationen. [Medio] 2014 var der statslige eksaminer. Ansøgeren havde eksamen i tre fag og fik lave karakterer i alle tre fag. Lærerne fortalte ansøgeren, at hun fik lave karakterer på grund af sine ytringer omkring løsrivelsen. Flygtningenævnet kan ikke fuldt ud lægge ansøgerens og hendes forældres forklaringer om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der har været nogle episoder, som ansøgerne har oplevet som rettet mod dem som udslag af deres negative holdning til separatisterne og løsrivelsen af området, idet de har givet udtryk for deres holdning og undladt at deltage i afstemningen om løsrivelse. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgernes forklaringer, som på nogle punkter har været usikre og divergerende, ikke kan give grundlag for at antage, at ansøgerne er således eksponerede i Lugansk, at de er særligt udsatte for forfølgelse eller overgreb. Vedrørende episoden i ansøgerens faders butik har forklaringerne divergeret med hensyn til antallet af personer, der henvendte sig, og omfanget af tyveriet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at der alene har været tale om tyveri af en bestemt slags varer, som de pågældende formentligt havde særligt behov for, og at episoden således ikke nødvendigvis har været rettet mod ansøgerens fader som person. Om bilepisoden har ansøgerne forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens fader blev standset, fordi man gik specifikt efter ham som person, eller om episoden skete i forbindelse med en mere generel trafikkontrol. Vedrørende episoderne, hvor der blev banket og ringet på døren, har forklaringerne divergeret noget med hensyn til, hvad ansøgerne hver for sig har set, og hvad der er sket med den nabo, der blev ført bort. Flygtningenævnet finder endvidere, at såfremt man har villet have fat specielt i ansøgerne, ville man nærliggende have brudt døren ind, da ansøgerne ikke åbnede døren. Ansøgerens fader fik et nyt udenrigspas [medio] 2014, og han har under nævnsmødet forklaret, at han [medio] 2014 søgte passet over internettet, og at ansøgerne havde besluttet at udrejse fra Ukraine, da han søgte om passet. Dette harmonerer med, at ansøgerne faktisk udrejste legalt efter at have opholdt sig i Kiev i alene omkring to uger. De episoder på universitetet, som ansøgeren har forklaret om, er ikke af en sådan karakter og intensitet, at hun af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at familien er særligt udsat for eksponering som følge af ansøgerens faders afghanske baggrund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at han har uddannet sig til læge i Ukraine og arbejdet som læge i en årrække og herefter har haft selvstændige virksomheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet gennemføre en bacheloruddannelse på universitetet uden at være påvirket af, at hun ikke ligner en etnisk ukrainer. Flygtningenævnet bemærker, at selvom den generelle sikkerhedssituation i Lugansk-området er vanskelig, har situationen ikke en sådan karakter, at den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/8
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive forfulgt af korrupte politibetjente og at blive udsat for en falsk sigtelse for narkobesiddelse. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i [efteråret] 2012 passede sin broders butik, idet han var på hospitalet. I den periode kom der tre politibetjente ind i forretningen og krævede beskyttelsespenge for, at forretningen kunne fortsætte. Ansøgeren nægtede at betale, hvorfor hun blev taget med på stationen og tilbageholdt i et døgn i detentionen, inden hun blev afhørt. I forbindelse med afhøringen underskrev ansøgeren et dokument, hvoraf hendes personlige oplysninger fremgik. Efter at have været tilbageholdt i 36 timer blev ansøgeren løsladt, og hun fik besked på at have beskyttelsespengene klar, når de kom næste gang, idet hun ellers ville blive sigtet for besiddelse af narko på baggrund af det dokument, som hun havde underskrevet. Et par måneder forinden denne episode havde hun indgivet en ansøgning om visum til Danmark, idet hun havde fået en praktikplads. Hun fik sit visum udstedt et par dage efter løsladelsen. Ansøgeren blev ikke opsøgt af politiet i dagene mellem tilbageholdelsen og hendes udrejse, hvor hun opholdt sig hos sine forældre. I [vinteren] 2014 var ansøgeren på ferie i Ukraine i mindre end tre dage, hvor hun boede hos sine forældre. Hun så en dag, at der stod betjente foran forældrenes hus og tog derfor hjem til en veninde og overnattede. Hun fik over telefonen bekræftet af sine forældre, at myndighederne havde spurgt efter hende. Dagen efter forlod ansøgeren Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at politiet skulle kræve penge af ansøgeren, når det var hendes broder, der var ejer af butikken. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke forud for sin ferie i Ukraine i [vinteren] 2014 undersøgte, hvorvidt der var rejst en straffesag mod hende, og hvorvidt hun kunne være eftersøgt i den forbindelse. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren fik udstedt visum til Danmark efter løsladelsen og udrejste legalt fra Ukraine på eget ægte pas, samt at hun igen ind- og udrejste legalt i forbindelse med ferien i 2014, ligesom hun først søgte om asyl dagen før hendes visum udløb. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hun rykkede for sit visum efter løsladelsen, og om sit kendskab til sin broder. Ansøgeren har således til advokaten oplyst, at broderen er ved at færdiggøre sit studie, mens hun for nævnet har oplyst, at hun ikke er klar over, hvad broderen laver. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Ukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2015/7
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ukrainer fra […], Lugansk-regionen, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de generelle forhold i Ukraine og henvist til, at hendes forældres hus i Ukraine ikke længere eksisterer som følge af urolighederne i landet. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun generelt er i risiko for at blive diskrimineret som følge af, at hun kommer fra Donbass-regionen. Endelig har ansøgeren henvist til, at den ukrainske regering giver en begrænset økonomisk bistand til internt fordrevne personer i Ukraine, hvorfor hun ikke vil kunne opretholde en tilfredsstillende levestandard grundet de lave offentlige ydelser. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er orienteret om situationen i Ukraine via sin familie og har ligeledes fulgt situationen i diverse nyhedsmedier. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er bange for de uroligheder, som finder sted i det østlige Ukraine, da mange mennesker er døde, og der er mange illegale våben i landet. Videre har ansøgeren oplyst, at en væsentlig del af befolkningen i [ansøgerens hjemby] er flygtet som følge af konflikten i det østlige Ukraine, herunder har hele hendes familie måttet flygte fra [byen] i 2014. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter at blive diskrimineret, idet den russisktalende del af befolkningen generelt har vanskeligere ved at få et arbejde, og de oplever at blive diskrimineret, særligt af de ukrainske nazister, som er fanatikere. Ansøgeren har herudover til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter for sin levestandard grundet den lave offentlige ydelse, svarende til 200 kr. pr. måned, som internt fordrevne personer i Ukraine modtager. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Ukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af ”UNHCR OPERATIONAL UPDATE 8 September – 6 October 2015” fremgår blandt andet: ”On 9 September, Resolution no. 636 came into power harmonizing Council of Ministers Resolution nos. 505, 509, 535, 637 and 595 with requirements of the “Law on ensuring of rights and freedoms of internally displaced people” dated 20 October 2014. The Resolution should clarify the IDP registration process, including the registration of unaccompanied children IDPs and improve access to financial assistance for IDPs. The Resolution completes legislation facilitating the employment of IDPs by providing free requalification vouchers to IDPs of employable age who have not found appropriate employment; compensation of medical examination and transport costs relating to employment for those who were registered unemployed; reimbursement of training costs for employers hiring IDPs; reimbursement of salary costs for 6 months to employers hiring registered IDPs for at least 12 months. On 17 September, the Parliament adopted an amendment to the state budget increasing the minimum wage and subsistence levels. The amendment should result in increased pension and social assistance payments for vulnerable people and IDPs, as well as targeted financial assistance to disabled IDPs under Resolution no. 505.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forhold, at ansøger under et besøg i Kiev på gaden er blevet antastet af fire berusede mænd, ikke er en konflikt af en sådan karakter eller intensitet, at den kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøger har ikke herudover haft konflikter med privatpersoner eller myndigheder i Ukraine. Sammenfattende finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/6
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ukrainsk statsborger og muslim af trosretning fra Simferopol på Krim, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter krigen og den generelle situation i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Ukraine er udsat for diskrimination, fordi hun er muslim og bærer tørklæde. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun på et ukendt tidspunkt blev skubbet af en mand på åben gade i Simferopol, fordi han troede, at hun var etnisk tatar. Ansøgeren er også af andre blevet skubbet til. Desuden er der blevet råbt af ansøgeren på gaden af folk, som kom kørende forbi hende. I slutningen af [foråret] 2014 flyttede ansøgeren og hendes familie til Kharkiv, fordi de ikke ønskede at opleve det samme, som de havde oplevet i Syrien, og fordi det var usikkert, hvorvidt der ville udbryde krig. Familien forsøgte at få visum til det samme land, men det var ikke muligt. Ansøgerens ægtefælle udrejste til Libanon, men ansøgeren kunne ikke få visum dertil. [Sidst på sommeren] 2014 udrejste ansøgeren af Ukraine. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Krim og Østukraine ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøger enkelte gange er blevet skubbet til og råbt ad af folk på gaden eller i busser, har ikke et sådant omfang eller intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøger har ikke herudover haft konflikter med privatpersoner eller myndighederne på Krim og har dermed ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/5
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning fra Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt i krig eller som følge af chikane. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har oplevet chikane i Ukraine på grund af sin etnicitet. Første gang han oplevede chikane, var en for ham ukendt dato [medio] 2004. Han gik en tur sammen med sin ægtefælle og sit barn, og de passerede nogle borde, da to personer rejste sig og greb fat i ham. Herefter udsatte personerne ham for vold. Ansøgeren kendte ikke personerne, men de talte om hans etnicitet på en ydmygende måde. Ansøgeren anmeldte ikke overfaldet til politiet. Den næste gang, den mandlige ansøger oplevede chikane, var i 2006, hvor han var på vej hjem fra en bytur. Tre personer opsøgte ham på gaden og begyndte uden videre at slå ham. Ansøgeren meldte heller ikke dette forhold til politiet. Omkring [primo] 2011 gik ansøgeren en aften ind i en døgnbutik. Foran butikken stod der nogle personer, som drak. Da den mandlige ansøger gik forbi dem, fik han et kraftigt slag i baghovedet, så han faldt om og slog hovedet mod en kantsten. Han blev også sparket og kaldt en række skældsord. Efter overfaldet var han indlagt i 10-11 dage, og hospitalet kontaktede politiet. Fire eller fem måneder efter overfaldet kontaktede politiet den mandlige ansøger og fortalte, at de havde fundet to af overfaldsmændene. Den sidste overfaldsmand fandt politiet ikke, men den pågældendes bror sad fængslet for mord, og han truede ansøgeren på livet. Den mandlige ansøger blev også kontaktet af moren til den ene overfaldsmand. Hun ønskede, at han skulle gøre noget, så hendes søn ikke blev fængslet for overfaldet. Ansøgeren kontaktede derfor sin advokat og sagde, at han imod normal praksis ikke ville kræve erstatning fra overfaldsmændene. De to mænd blev efterfølgende idømt tre og et halvt eller fire års fængsel for overfaldet. [Ultimo] 2012 skulle den mandlige ansøger renovere sin lejlighed. Han boede derfor hos sine forældre. Da han [primo] 2013 var færdig med at arbejde i lejligheden, tog han hjem til sine forældre. Da han kom rundt om et hjørne, greb en ukendt person fat i ham og slog ham i panden. En bil kom kørende, og overfaldsmanden samt to andre tilstedeværende stak af. Herefter tog den mandlige ansøger på hospitalet for at blive behandlet. Han bestak lægen til ikke at anmelde forholdet til politiet. [Primo] 2013 kom den mandlige ansøger hjem fra indkøb i [by] og opdagede, at nogen havde smidt en sten gennem et vindue i forældrenes hus, og at der var sat tre begravelseskranse op foran huset. Politiet kom og tog billeder. Han hørte dog ikke mere til sagen efterfølgende. [Primo] 2014 blev den mandlige ansøger overfaldet af en beruset person, som forsøgte at ringe til sine venner. Han slap fri, før vennerne nåede at komme. [Medio] 2014 blev den mandlige ansøgers forretning og otte andre forretninger brændt ned. Alle forretningerne var ejet af personer fra [et landområde]. [Medio] 2014 modtog den mandlige ansøger en indkaldelse til militæret. Han har oplyst, at han er kristen, og at det derfor er en synd for ham at dræbe og at deltage i krig. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt som følge af hans etnicitet eller i krigen i Ukraine. Den kvindelige ansøger til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle har været udsat for chikane. Hun har oplyst, at hun ikke selv har været udsat for fysisk chikane men alene verbal chikane. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentligste lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet tilsidesætter dog forklaringen om, at den mandlige ansøger og hans fader allerede tilbage i 1997 eller 1998 blev overfaldet og udsat for vold på grund af deres etnicitet, som utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne først har forklaret herom i forbindelse med samtalen med deres advokat og mødet i nævnet, selvom episoden må siges at udgøre et centralt element i deres asylmotiv, henset til at episoden førte til, at ansøgeren og hans far blev tilbageholdt af politiet i tre dage, uden at der blev rejst sigtelse mod dem, hvorimod overfaldsmændene straks blev løsladt. Nævnet lægger efter ansøgernes forklaringer i øvrigt til grund, at den mandlige ansøger i tiden fra 2004 og frem til [primo] 2014 har været udsat for flere voldelige overfald. Flere af disse blev begået om aftenen/natten af berusede personer, og i forbindelse med overfaldet i 2011 blev den mandlige ansøger frarøvet en pung, en ring og en mobiltelefon. Efter omstændighederne i forbindelse med overfaldene kan nævnet ikke lægge til grund, at overfaldene alene har rettet sig mod den mandlige ansøger på grund af hans etnicitet, og dermed udelukke at der ikke er tale om strafbare forhold, der tilfældigt har rettet sig mod hans person. Den mandlige ansøger ikke på noget tidspunkt selv anmeldt overfaldene til de ukrainske myndigheder og har i 2012 betalt en læge for ikke at politianmelde et overfald, selvom hospitalets politianmeldelse af overfaldet i 2011 førte til en politimæssig efterforskning og senere domfældelse af to af gerningsmændene. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ikke kan lægge til grund, at de senere overfald havde sammenhæng med retssagen, og det faktum, at de tiltalte og deres familier var blevet gjort bekendt med den mandlige ansøgers identitet. Myndighederne optog også anmeldelse i forbindelse med hærværket mod den mandlige ansøgers forældres hus i 2013. Herefter, og idet det heller ikke på grundlag af baggrundsoplysningerne kan lægges til grund, at de ukrainske myndigheder ikke har evne eller vilje til at efterforske og retsforfølge gerningsmænd til strafbare forhold begået mod personer med […] baggrund, må ansøgerne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne ikke kommer fra et område, der er direkte impliceret i kamphandlinger, og at der ikke foreligger oplysninger om, at politi og domstole i deres hjemby ikke skulle fungere. Om det forhold, at den mandlige ansøger er indkaldt til militærtjeneste, skal nævnet bemærke, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der er alternativer til militærtjeneste for personer med en religiøs baggrund, der bevirker, at de ikke vil bære våben. Herefter, og idet den generelle situation i Ukraine ikke er af en karakter, der kan begrunde asyl, finder Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Ukra/2015/4
Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Kramatorsk i Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel af de russiske separatister, og at de vil omkomme på grund af bombardementerne i Kramatorsk. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at være afskåret fra at få et arbejde og som følge heraf vil være økonomisk dårligt stillet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive udsat for diskrimination fra lokalbefolkningen, fordi hun oprindeligt er fra den østlige del af Ukraine. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver henvist til, at de i sommeren 2014 rejste fra deres landsby ved navn Kramatorsk i det østlige Ukraine på grund af skyderier mellem russiske separatister og det ukrainske militær. Den følgende dag rejste de til […] i det vestlige Ukraine, hvor de opholdt sig på et hotelkompleks. Under opholdet i […] var de udsat for chikane i form af nedgørende bemærkninger. Endvidere blev den mandlige ansøger på vej til arbejde slået fem til seks gange af nogen for ham ukendte personer, og samme måned tidligt om morgenen kastede ukendte personer en sten gennem ruden til ansøgernes værelse. Ansøgerne har for Flygtningenævnet anført, at de tillige frygter, at den mandlige ansøger vil blive indkaldt til at gøre krigstjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Østukraine, herunder i Kramatorsk, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. De episoder, som ansøgerne har forklaret om i Kramatorsk og i det vestlige Ukraine, har ikke en sådan intensitet og omfang, at det kan begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnets flertal finder, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive indkaldt til egentlig krigstjeneste. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først for Flygtningenævnet har påberåbt sig dette asylmotiv, at ansøgeren ikke konkret er indkaldt til hæren, at oplysningen om risikoen herfor alene stammer fra den mandlige ansøgers moder, og at den mandlige ansøger ikke tidligere har aftjent værnepligt, idet han er fundet uegnet til militærtjeneste i fredstid. Endelig har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger som følge af sin alder ikke aktuelt er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste. Som følge af det anførte stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” ukra/2015/3
Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og barn fra Ukraine. Indrejst i maj 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske ukrainer og kristne af trosretning fra Kharkov, Ukraine. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han deltog i [vinteren/begyndelsen af foråret] 2014 i politiske demonstrationer i Kharkov til støtte for Ukraine. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asyl-motiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive dræbt af medlemmer af OPLOT, fordi den mandlige ansøger har vist sin støttet til den ukrainske regering i forbindelse med urolighederne i Ukraine. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har deltaget i en række politiske demonstrationer i Kharkov til støtte for Ukraine, og i den for-bindelse har den mandlige ansøger oplevet, at konflikten mellem de pro-russiske tilhængere og pro-ukrainske tilhængere eskalerede til voldelige sammenstød. Ansøgerne har forklaret, at den 6. april 2014 deltog den mandlige ansøger og hans ven i en massedemonstration til støtte for Ukraine. Un-der demonstrationen opstod der voldelige sammenstød mellem de pro-ukrainske tilhængere på den ene side, og pro-russiske tilhængere og unge maskerede mænd, OPLOT, på den anden side. Den sidst nævnte gruppe formoder ansøgerne er medlemmer af støtteorganisationen OPLOT. Ansøgerne har videre til støtte for deres asylmotiv forklaret, at under demonstrationen den 13. april 2014 blev den mandlige ansøger og hans ven, […], overfaldet af pro-russiske tilhængere og medlemmer af OPLOT. Den mandlige ansøger og hans ven blev udsat for voldelige overgreb, samt frataget deres penge og mobiltelefoner. Ansøgerne oplevede efterfølgende at blive chikaneret, idet den kvindelige ansøger blev kontaktet telefonisk af ukendte personer, som fremsatte alvorlige trusler overfor begge ansøger. Ansøgerne modtog telefontrusler frem til [slutningen af foråret] 2014, hvor ansøgeren og vennen, […], anmeldte truslerne til politiet. Ansøgerne har videre forklaret, at [en aften i foråret] 2014 blev ansøgerne opsøgt af ukendte personer, som trængte ind trappeopgangen til deres lejlig-hedskompleks og fremsatte trusler over for ansøgerne. De ukendte personer opholdt sig på trappe-opsatsen og trængte ikke ind i deres hjem, og ansøgerne blev opsøgt på deres bopæl af ukendte per-soner frem til deres udrejse. Ansøgerne har tillige anført, at den mandlige ansøgers moder efter et ophold i Ukraine har fået at vide, at vennen,[…], er forsvundet, og at ansøgerne har haft indbrud i deres lejlighed i Ukraine, hvor de har fået stjålet en mappe med deres indenrigspas og andre person-lige papirer. Den mandlige ansøger så sidste gang vennen [i slutningen af foråret] 2014. Det lægges efter ansøgernes forklaring til grund, at den mandlige ansøger i 2014 deltog i en række demonstrati-oner senest den 13. april 2014, hvorunder han blev overfaldet og udsat for fysiske overgreb af pro-russiske personer, ligesom han blandt andet blev frarøvet sin mobiltelefon, at den kvindelige ansøger i den følgende periode frem til [slutningen af foråret] 2014 modtog telefoniske opkald fra ukendte personer, hvorunder der blev fremsat trusler mod ansøgerne, at truslen [i slutningen af foråret] 2014 var af særlig grov karakter, at den mandlige ansøger og hans ven, […], anmeldte de telefoniske trusler til politiet [ i slutningen af foråret] 2014, at [vennen] oplyste, at han også havde modtaget telefoniske trusler, at der samme aften kom ukendte personer i opgangen til ansøgernes bolig, og at ukendte personer de følgende dage frem til udrejsen atter opsøgte ansøgernes bolig. Ansøgerne har videre oplyst, at den mandlige ansøgers moder under et besøg i Ukraine i begyndelsen af [sommeren] 2014 fik oplyst, at [vennen] var forsvundet. Endvidere har den kvindelige ansøgers moder i [begyndelsen af foråret] 2015 oplyst over for ansøgerne, at der havde været indbrud i ansø-gernes lejlighed, hvor der angiveligt alene var blevet stjålet personlige papirer. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, at de begivenheder, som ansøgerne har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgernes hjemby er beliggende i den regeringskontrolerede del af Ukrai-ne. De omtalte personer, der opsøgte ansøgernes bolig, kom ikke på noget tidspunkt ind i lejlighe-den. Ansøgerne må i givet fald henvises til at søge beskyttelse hos overordnede relevante myndig-heder. Endvidere må det tillægges vægt at ansøgerne først ansøgte om asyl [i sommeren] 2014. Bortset fra de omtalte begivenheder fremstår ansøgerne i øvrigt helt uprofileret. Uanset de generelt set vanskelige forhold i dele af hjemlandet, kan flertallet ikke lægge til grund at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2015/3
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk ukrainer og kristen af trosretning fra Tjerkasy, Ukraine. Ansøgeren har været medlem af [Partiet] i Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel eller udsat for tortur af myndighederne og civilbefolkningen, fordi han som medlem af [Partiet] har støttet den tidligere regering. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han i 2003 meldte sig ind i [Partiet]. I forbindelse med præsidentvalget i 2004 var ansøgeren med til at arrangere valgkampen i byen Tjerkasy og var i den forbindelse indblandet i stemmekøb. I 2006 blev han anklaget for deltagelse i valgsvindel, men sigtelsen blev frafaldet. Op til parlamentsvalget i 2007 var han igen aktiv i valgkampen, og han agiterede for [Partiet] i hele Tjerkasy regionen. I oktober 2009 udrejste han fra Ukraine til Polen, idet han ønskede at anvende sin uddannelse i et andet land. Efter en måned i Polen, rejste han til Italien, hvor han opholdt sig illegalt frem til sin udrejse til Danmark i [begyndelsen af 2014]. I [sommeren 2013] blev hans moder og fader opsøgt af politiet, og hans moders bopæl blev i den forbindelse ransaget, idet politiet søgte efter ansøger. Politiet gav moderen en frist på 3 dage til, at ansøgeren skulle indfinde sig. Umiddelbart efter ransagningen tog hans forældre ophold i en lejlighed i [en anden by]. I [sommeren 2014] mistede ansøgeren kontakten til sine forældre. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens hidtidige politiske aktiviteter i 2006 blev vurderet som værende ikke-strafbare af en domstol. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren uden myndighedsforfølgelse levede i Ukraine frem til sin udrejse i 2009, hvor han forlod landet uden sammenhæng med sit politiske virke. Ansøgeren var efter det foreliggende alene menigt medlem i [Partiet] og ikke profileret. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren indrejste i Danmark [i begyndelsen af 2014], men først søgte asyl [i foråret 2014] i forbindelse med en straffesag, hvorunder der var nedlagt påstand om udvisning. Hverken under oplysnings- og motivsamtalen eller under sin første asylsamtale i 2014 har ansøgeren forklaret om den ransagning, der angiveligt fandt sted allerede i 2013, og som efter sit indhold ingen forbindelse havde med hans politiske aktiviteter. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for at imødekomme en subsidiær begæring om udsættelse på ægthedsvurdering af ransagningskendelse mv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/2
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russer, statsborger i Ukraine og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle usikre situation i Ukraine, og at myndigheder i Lugansk vil anse ham som modstander af det nye regime og fængsle eller dræbe ham. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at hans familie vil sulte, hvis de vender tilbage, samt at han vil blive indrullet i hæren eller i oprørshæren i Lugansk og tvunget til at kæmpe ved fronten på grund af krigssituationen i landet. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive diskrimineret og risikere at blive dræbt i andre dele af Ukraine på grund af sit oprindelsessted og tilhørsforhold til Moskva-patriarkatet, samt fordi hans [bekendte] er tilsluttet separatisterne. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at bevæbnede grupperinger indtog Lugansk i april 2014. Efter indtoget blev det udråbt, at Lugansk ville løsrive sig fra Kiev og resten af Ukraine. I denne forbindelse opstod der kampe mellem separatisterne og Ukraines militær. Ansøgeren har videre oplyst, at en granat ramte ned i gården bag familiens bopæl [medio] 2014. [Medio] 2014 rejste ansøgeren til Kiev for at søge visum til Danmark, og efter [et antal] uger i Kiev rejste han til Danmark. Ansøgerens […] søn har fra [sit familiemedlem] i Lugansk modtaget en advarsel om, at myndighederne i Lugansk er bekendt med familiens udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hans ægtefælles forklaringer om hændelsesforløbet i hjemlandet til grund. Ansøgerne er udrejst fra Lugansk [medio] 2014 og indrejst i Danmark [2014]. Ansøgerne udrejste fra Lugansk som følge af de generelle forhold, navnlig krigshandlingerne, i sommeren 2014, idet de ikke havde oplevet individuelle konflikter, hverken med myndighederne, separatisterne eller privatpersoner. De udrejste af Ukraine – den mandlige ansøger efter [et antal] dages ophold i Kiev – ligeledes uden at opleve konflikter, de udrejste legalt med nationalitetspas, og den kvindelige ansøger og børnene havde visa til Danmark. Vedrørende Lugansk: Ansøgerne har henvist til, at de nu vil risikere forfølgelse i Lugansk, fordi de er udvist og derfor risikerer at blive opfattet som forrædere, og idet den mandlige ansøger frygter at blive mobiliseret af oprørshæren, samt at det er vanskeligt at få tilladelse til indrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Lugansk. Oplysningerne om, at ansøgerne skulle være opført på lister over udrejste, er ikke således underbyggede, at det kan medføre en anden vurdering. På baggrund af, at de ikke var eksponerede ved udrejsen fra Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved tilbagevenden til Lugansk. De generelle forhold i Lugansk er ifølge baggrundsoplysningerne meget vanskelige, men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Øvrige Ukraine: Såfremt ansøgerne vurderer, at det ikke er praktisk muligt eller ønskeligt for dem at rejse tilbage til Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne kan tage ophold et andet sted i Ukraine. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter det oplyste er omkring 1,5 million internt fordrevne i Ukraine, og at regeringen lovgivningsmæssigt har gennemført foranstaltninger til at sikre levevilkårene for disse. Ansøgerne har ingen individuelle konflikter i Ukraine. Vedrørende den mandlige ansøgers frygt for mobilisering bemærkes, at han aldersmæssigt er i den øvre grænse for mobilisering, at han modtager […], og at baggrundsoplysningerne om de konkrete straffe for militærunddragelse ikke er sådanne, at ansøgeren af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Vedrørende oplysninger om modsætningsforholdene mellem Moskva-patriarkatet og Kiev-patriarkatet finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke af den grund risikerer individuelle problemer i Ukraine. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/11
Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk russer, statsborger i Ukraine og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de ikke kan vende tilbage til Lugansk, idet de ikke har en indrejsetilladelse. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter for sit eget og sine børns liv på grund af krigen i Ukraine og på grund af de generelle vanskelige levevilkår i landet. Hvis de skal tage ophold i den vestlige del af Ukraine, frygter hun, at de vil blive diskrimineret og vil risikere at blive dræbt, fordi de stammer fra Lugansk, og fordi de tilhører Moskva-patriarkatet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Lugansk blev beskudt i maj 2014. Sirenerne hylede omkring tre-fire gange dagligt, og hver gang de hylede, skulle ansøgeren og hendes familie søge skjul i kælderen. [Medio] 2014 udrejste ansøgeren sammen med sine tre børn til Danmark. Ansøgerens [familiemedlemmer] bor i Danmark, og de havde inviteret ansøgeren og hendes familie hertil. Ansøgeren og hendes familie havde opnået visum til Danmark inden udrejsen. Ansøgeren har videre oplyst, at den bygning hvor familiens lejlighed lå, er blevet beskadiget ved et bombenedslag efter deres udrejse. Lugansk er nu en lukket by, og det kræver en tilladelse at rejse ind i byen. Det vil tage tre måneder at få en sådan tilladelse. Byen har hverken vand eller strøm. Ansøgerens […] søns [familiemedlem] har advaret sønnen om, at myndighederne i Lugansk er bekendt med deres udrejse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer om hændelsesforløbet i hjemlandet til grund. Ansøgerne er udrejst fra Lugansk [medio] 2014 og indrejst i Danmark […] 2014. Ansøgerne udrejste fra Lugansk som følge af de generelle forhold, navnlig krigshandlingerne, i sommeren 2014, idet de ikke havde oplevet individuelle konflikter, hverken med myndighederne, separatisterne eller privatpersoner. De udrejste af Ukraine – den mandlige ansøger efter [et antal] dages ophold i Kiev – ligeledes uden at opleve konflikter, de udrejste legalt med nationalitetspas, og den kvindelige ansøger og børnene havde visa til Danmark. Vedrørende Lugansk: Ansøgerne har henvist til, at de nu vil risikere forfølgelse i Lugansk, fordi de er udvist og derfor risikerer at blive opfattet som forrædere, og idet den mandlige ansøger frygter at blive mobiliseret af oprørshæren, samt at det er vanskeligt at få tilladelse til indrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har påvist konkrete holdepunkter for, at netop de skulle risikere forfølgelse i Lugansk. Oplysningerne om, at ansøgerne skulle være opført på lister over udrejste, er ikke således underbyggede, at det kan medføre en anden vurdering. På baggrund af, at de ikke var eksponerede ved udrejsen fra Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de konkret og individuelt risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved tilbagevenden til Lugansk. De generelle forhold i Lugansk er ifølge baggrundsoplysningerne meget vanskelige, men situationen har dog ikke en sådan karakter, at selve den omstændighed, at en ansøger kommer fra dette område, i sig selv er asylbegrundende. Øvrige Ukraine: Såfremt ansøgerne vurderer, at det ikke er praktisk muligt eller ønskeligt for dem at rejse tilbage til Lugansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne kan tage ophold et andet sted i Ukraine. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter det oplyste er omkring 1,5 million internt fordrevne i Ukraine, og at regeringen lovgivningsmæssigt har gennemført foranstaltninger til at sikre levevilkårene for disse. Ansøgerne har ingen individuelle konflikter i Ukraine. Vedrørende den mandlige ansøgers frygt for mobilisering bemærkes, at han aldersmæssigt er i den øvre grænse for mobilisering, at han modtager […], og at baggrundsoplysningerne om de konkrete straffe for militærunddragelse ikke er sådanne, at ansøgeren af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Vedrørende oplysninger om modsætningsforholdene mellem Moskva-patriarkatet og Kiev-patriarkatet finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke af den grund risikerer individuelle problemer i Ukraine. Da ansøgerne herefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ukra/2015/10
Nævnet hjemviste i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Ukraine. ”Advokaten har heri påstået hjemvisning, idet Udlændingestyrelsen ikke forinden sin afgørelse af […] har haft samtale med ansøgerne. Efter votering besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet der ikke forud for den seneste afgørelse af […] er foretaget partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.” Ukra/2015/1
Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk ukrainer, er født i […], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter, at han ikke vil have en fremtid på grund af de generelle socio-økonomiske og politiske forhold, der hersker i landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i hjemlandet med stor sandsynlighed vil blive indkaldt til militærtjeneste og sendt i kamp. Ansøgeren frygter konsekvenserne af den politiske og sociale uro i hjemlandet, som følge af den russiske aggression på Krim-halvøen og i det østlige Ukraine. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Han har hverken oplyst om konflikter med myndighederne eller privatretlige konflikter. Nævnet finder på den baggrund, at det ikke er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at oplysningerne om de generelle forhold i Ukraine, eller det forhold at han ved en tilbagevenden risikerer udskrivning til militærtjeneste med mulighed for beordring til deltagelse i kamp ikke medfører nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [NDLD/14/041335] Stikord: Generelle forhold, militære forhold. ukra/2014/2
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk munyarwanda og muslim fra Kalwanga, Mpigi-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har efter det oplyste siden [slutningen] af 2015 været aktiv i LGBT Asylum i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Uganda frygter [J], der er far til hendes barn, ligesom hun frygter de ugandiske myndigheder og den lokale befolkning, idet hun er homoseksuel. Hun frygter endvidere menneskesmugleren [M] og den smuglerring, som han er en del af. Ansøgeren mødte i 2010 en kvinde ved navn [B], som hun i nogle år havde et seksuelt forhold til. I [sommeren] 2011 udsatte ansøgerens ven, [J], ansøgeren for et seksuelt overgreb, hvilket førte til, at de fik barnet [R], født i [foråret] 2012. I [sommeren] 2014 afslørede [J] ansøgeren og [B] i seksuelt samkvem i ansøgerens hjem. [B] slap væk, men [J] udsatte ansøgeren for verbale og fysiske overgreb. Naboer kom til og straffen for ansøgeren blev drøftet. En kvinde, der tilfældigt kom forbi på knallerttaxa, fik til opgave at bringe ansøgeren med til politiet. Efter få minutters kørsel slap ansøgeren væk fra kvinden på knallerten under påskud af at skulle forrette sin nødtørft. Ansøgeren tog herefter ophold hos [B’s] mor i omkring syv måneder, inden ansøgeren udrejste til Tyrkiet med hjælp fra menneskesmugleren [M]. I Tyrkiet fik ansøgeren besked på, at hun skulle arbejde som prostitueret for at betale en gæld på 7.000-8.000 USD til [M]. Ansøgeren flygtede fra [M], men det lykkedes ham at finde frem til hende og true hende på livet. [M] kontaktede ansøgeren telefonisk i Tyrkiet, hvor han fortalte, at han havde anmeldt hende for tyveri. Hun har i Danmark en kæreste ved navn [R]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder forklaringen om at hun er homoseksuel, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende en række centrale omstændigheder. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvornår hun blev voldtaget af [J], hvor længe hun opholdt sig i Sudan, hvem der bragte hende til [B’s] mors bopæl, om hun blev kørt helt til morens bopæl eller gik noget af vejen, modtagelsen af truende videoer fra [J], herunder om hvor mange hun har modtaget og hvornår, og om hvor længe hun og [R] har været kærester. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uganda/2018/2/TBP
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim af trosretning fra Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af myndighederne og sin familie, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans daværende ægtefælle [i sommeren 2012] kom hjem og afslørede ham i at have seksuelt samkvem med hans mandlige kæreste. Ægtefællen begyndte at skrige, hvilket tiltrak naboerne. Dette førte til, at ansøgeren og hans kæreste blev udsat for et voldeligt overfald. Politiet ankom til stedet og kørte dernæst ansøgeren og hans kæreste på hospitalet. [Ansøgeren] var tilbageholdt i en arrest ved hospitalet, fordi hans fysiske skader nødvendiggjorde daglig behandling. Efter 14 dages ophold i arresten bestak han en fængselsbetjent, som lod en bagdør i arresten stå åben. Ansøgeren flygtede fra arresten, hvorefter han tog hen til sin ven og fætter ved navn […], som opbevarede hans pas. [Ansøgerens fætter] betalte for arbejdsvisum og flybillet til Dubai, hvorefter ansøgeren udrejste af Uganda. I henholdsvis 2013 og 2014 rejste han tilbage til Uganda, i hvilke forbindelser han anvendte et pas, hvorpå hans navn er angivet som værende […]. Ansøgeren har overfor Flygtningenævnet forklaret, at hans navn rettelig er […]. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han siden [vinteren] 2015 har været aktiv for og med LGBT Asylum, hvor han blandt andet har givet møde til foreningens månedlige møder og deltaget i samtlige arrangementer, LGBT Asylum har afholdt. I [vinteren] 2016 mødte han en mand, der bor i Sverige, og som han nu er blevet kæreste med. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således hverken lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, eller at han som følge heraf har været udsat for overgreb fra lokalbefolkningen eller for tilbageholdelse af politiet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer, herunder om centrale forhold, ligesom ansøgerens forklaring for nævnet på centrale punkter har fremstået afglidende og usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret divergerende og usammenhængende om blandt andet, hvornår han begyndte at fatte seksuel interesse for sit eget køn og om, hvornår hans far blev bekendt med, at han var homoseksuel. Ansøgeren har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at han var 18 år, da han opdagede, at han var homoseksuel, mens han for nævnet har forklaret, at var 16 år, da han blev smidt ud af college, fordi det var blevet opdaget, at han var homoseksuel. Ansøgeren har i sit asylskema angivet, at begge hans forældre blev kaldt til møde på skolen, da det blev opdaget, at han var homoseksuel, og at hans far samme dag mistede troen på ham og smed ham ud hjemmefra. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hans far først, da han gik på sidste semester på et nyt college, fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel, og at ansøgeren af denne grund var blevet smidt ud af det første college. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han mødte [sin navngivne mandlige kæreste] første gang, hvor gammel han var, da han og [den pågældende kæreste] indledte et forhold, om hvor hans kone havde været, før hun kom hjem og opdagede ansøgeren og [den pågældende kæreste] samt om, hvornår han første gang indrejste i Uganda fra Dubai. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvorvidt han frem-viste sit pas for myndighederne i forbindelse med, at han er udrejst og indrejst i Uganda. Hertil kommer, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren skulle have opgivet samme falske navn til politiet, da han blev tilbageholdt, som er angivet i det pas, som han efter flugten fra politiet anvendte i forbindelse med udrejsen af Uganda. Den fremlagte udtalelse fra LGBT Asylum kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Uganda /2017/3/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine, født i 1976. Indrejst i februar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren for Flygtningenævnet som asylmotiv havde henvist til, at han var homoseksuel, og at hans far, som var krænket over hans seksualitet, uretmæssigt havde beskyldt ham for at have stjålet 20.000 USD. Han frygtede at blive forfulgt herfor, da hans far var medlem af Det Øverste Råd og derfor havde stor indflydelse. Det fremgår af det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, at der ikke sker myndighedsunderstøttet forfølgelse af homoseksuelle i Ukraine. Ansøgerens oplysninger om hans fars medlemskab af Det Øverste Råd i Krim havde ikke kunnet bekræftes, idet faderens navn ikke havde optrådt på listen over medlemmer heraf. Flygtningenævnet tilsidesatte derfor i medfør af udlændingelovens § 40 ansøgerens forklaring på dette punkt. Ansøgeren havde således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, eller at han ville blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ukraine/2004/2
Nævnet stadfæstede i marts 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Ukraine, født i 1970. Indrejst i februar 2002. Det fremgik af ansøgerens forklaringer til sagen, at hun havde været aktiv for en organisation ”Sholom”, der havde til formål at hjælpe de personer, som blev udsat for forfølgelse fra myndighedernes side på grund af deres nationalitet, og heraf var de fleste jøder. Ansøgerens far var også medlem. Ansøgeren deltog i møder, fandt mødelokaler, uddelte løbesedler og afleverede penge fra sin far til organisationen. I 1987 blev bopælen ransaget på grund af aktiviteterne for organisationen. Herefter begyndte ansøgeren og hendes familie at blive chikaneret af naboer, herunder blev de kaldt ”de stinkende jøder”, landsforrædere og der blev kastet sten mod ansøgeren. I 1989 blev ansøgeren afhørt af politiet om hendes og familiens aktiviteter for organisationen. Endvidere var ansøgeren som følge af hendes aktiviteter for organisationen nødt til at skifte skole, idet skoleinspektøren opfordrede hende til det og hun blev efterfølgende smidt ud af den nye skole under påskud af sygdomsfravær. Ansøgeren og hendes familie forsøgte at få politiets beskyttelse og hjælp, men politiet grinte ad dem og rådede dem til at rejse til Israel, hvis de ville have værre problemer. I 1990 døde ansøgerens far. I 1991 flyttede ansøgeren og hendes mor til Rusland, men vendte efter et år tilbage, idet de ikke kunne få propiska i Rusland. Efter at være vendt tilbage erfarede de, at en nabo boede i deres lejlighed. De gik herefter til politiet, der truede med at fængsle ansøgeren og hendes mor. Herefter rejste de tilbage til Rusland, hvor de opholdt sig illegalt. I 1995 blev ansøgeren fængslet, idet hun blev beskyldt for tyveri og for at have opholdt sig illegalt i landet. Ansøgeren var tilbageholdt i 1 år. I 1999 udrejste ansøgeren af Rusland. Fra 1999-2002 opholdt ansøgeren sig i Tyskland. Ansøgeren vendte herefter tilbage til hjemlandet, hvor hun opholdt sig i 10 dage, hvorefter hun ønskede at udrejse til Rusland. Det lykkedes dog ikke ansøgeren at udrejse, idet hun ikke var i besiddelse af et ukrainsk pas. Herefter flygtede ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte, at det blev lagt til grund, at ansøgeren var født og opvokset i Ukraine, og at ansøgerens far var etnisk russer, mens moderen var etnisk jøde. Ansøgeren havde forklaret upræcist om sin færden efter 1990/1991. Det måtte dog tillægges vægt, at der under sagen var fremlagt kopi af et ukrainsk hjemrejsedokument vedrørende ansøgeren. Uanset spørgsmålet om manglende statsborgerskab skulle ansøgeren vurderes i forhold til Ukraine. Aktiviteterne for organisationen ”Sholom” kunne ikke begrunde asyl. Der havde været tale om meget begrænsede aktiviteter udført i en ung alder, og aktiviteterne lå tilbage i tid. Anholdelsen og afhøringen hos politiet i 1989 varede under en time. Ansøgerens antagelse om årsagen til faderens død beroede alene på formodninger. Der var ikke holdepunkter for at antage, at myndighederne skulle stå bag dødsfaldet, der endvidere lå tilbage i tid. Den chikane som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for i hjemlandet, havde ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Hertil kom, at forholdene lå tilbage i tid. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt havde opholdt sig i udlandet i flere år uden papirer og rejsedokumenter kunne ikke begrunde asyl. Der blev lagt vægt på det foreliggende baggrundsmateriale, herunder oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport af marts 2000, hvorefter blandt andre ukrainske statsborgere af jødisk afstamning hverken har problemer med at genindrejse eller at få udstedt de fornødne dokumenter. Det fremgår videre af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U.S. State Departments rapport af marts 2003, at staten ikke understøtter antisemitisme. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk jøde, kunne derfor heller ikke i sig selv begrunde asyl. Endelig måtte det tillægges vægt, at ansøgeren i øvrigt fremstod helt uprofileret, at ansøgeren tidligere havde fået afslag på en lignende asylansøgning i Tyskland i 1998, og at ansøgeren under asylsagen i Danmark havde været forsvundet i en længere periode, hvorunder hun angiveligt havde opholdt sig i et andet europæisk land. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold i øvrigt, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Ukraine/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører lango-stammen, er kristen af trosretning og kommer fra Lira-distriktet i Uganda. Ansøgeren havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i en årrække havde været på flugt fra oprørsbevægelsen LRA, og at han som homoseksuel ville blive udsat for forfølgelse. Ansøgeren havde været på flugt fra LRA under borgerkrigslignende omstændigheder, hvorunder han havde mistet sin nærmeste familie og tilsluttet sig forskellige grupper af mennesker på flugt. Forholdene i landet var siden stabiliseret, og ansøgeren havde på intet tidspunkt været konkret og individuelt forfulgt. De generelle forhold i Uganda kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Ansøgeren havde forklaret udbyggende om sin angivelige homoseksualitet. Han havde således hverken under samtalen med politiet eller Udlændingeservice forklaret, at han skulle have været homoseksuel, uanset at der i det mindste havde været anledning og lejlighed til det i forbindelse med Udlændingeservices spørgsmål vedrørende en navngiven person. Det fandtes påfaldende, at ansøgeren ikke var i stand til at give nærmere oplysninger om den navngivne person, som han angiveligt skulle have haft et homoseksuelt forhold til gennem længere tid. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren havde problemer som homoseksuel. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde haft problemer som homoseksuel, havde ansøgeren ifølge sin forklaring alene været udsat for chikanerier og trusler i den gruppe, han havde befundet sig i. Ansøgeren ville ved en tilbagevenden kunne tage ophold i andre områder og sociale grupper, hvor han ikke var profileret som homoseksuel. Efter det anførte havde ansøgeren således ikke ved udrejsen været forfulgt og var ikke ved en tilbagevenden i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uganda/2010/2
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer bemærkede, at ansøgerens oplysninger til sagen, til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet i alt væsentligt måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde derfor til grund, at ansøgerens fader, der havde været kampagneleder for FDC, var blevet opsøgt og dræbt i sit hjem i forbindelse med urolighederne i tiden omkring valget i Uganda i 2001. Ansøgeren, der havde været førsteårsstuderende på universitetet i Kampala, og som resten af familien havde støttet FDC, havde gentagne gange rettet henvendelser til politiet for at få drabet på faderen efterforsket og få kompensation hos myndighederne. Ansøgeren var efterfølgende blevet tilbageholdt i seks måneder hos militæret og var herunder blevet udsat for trusler på livet, inden det var lykkedes ham at flygte og udrejse. Ansøgeren havde primært opholdt sig i Ukraine i forbindelse med sin uddannelse, indtil han i perioden fra 2005 til sensommeren 2008 havde haft ophold i Egypten hos den arbejdsgiver, som havde finansieret uddannelsen. I sensommeren 2008 var ansøgeren, da han i nogle få uger havde opholdt sig i en landsby ca. 180 kilometer udenfor Kampala i forbindelse med sin moders begravelse, blevet eftersøgt af efterretningstjenesten, som havde fået underretninger om ansøgerens tilstedeværelse i Uganda, og som havde opsøgt ansøgerens ven for at få nærmere oplysninger om ansøgerens opholdssted. Efter yderligere knap et års ophold hos arbejdsgiveren i Egypten var ansøgeren på ny i foråret 2009 indrejst med henblik på at bosætte sig i Uganda. Imidlertid var ansøgerens ven på ny blevet opsøgt af efterretningstjenesten, der havde ledt efter ansøgeren. Ansøgeren havde været til stede hos vennen, men var undsluppet. Uanset at ansøgeren ikke kunne anses for en politisk profileret person, fandt flertallet på den ovennævnte baggrund, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde bragt sig i myndighedernes søgelys på en måde, som indebar, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda kunne risikere en umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren tilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Uganda/2010/1
Nævnet stadfæstede i december 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning. Ansøgeren havde været i træningslejr i en måned med henblik på at blive udstationeret til Irak. I 2007 og 2008 havde ansøgeren demonstreret mod præsidenten sammen med en studenterorganisation, som han havde været med i. Under demonstrationen i 2008 var ansøgeren blevet anholdt og udsat for tortur med strøm og koldt vand og var hver morgen og aften blevet slået. Ansøgeren havde mén efter torturen på låret, hånden, knæet samt lungerne. Med hjælp fra en gammel skolekammerat var det lykkedes ansøgeren at flygte fra fængslet. I 2008 havde ansøgeren fået udstedt et pas og visum til Danmark. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om en lang række forhold og fandt derfor ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Han havde således forklaret divergerende om længden af sit ophold i træningslejren med henblik på at blive udsendt til Irak, om baggrunden for de to demonstrationer i henholdsvis 2007 og 2008, om omfanget og karakteren af de fysiske overgreb, han havde været udsat for under sin angivelige tilbageholdelse efter demonstrationen i 2008 samt om længden af denne tilbageholdelse. Han havde endvidere forklaret divergerende om omstændighederne omkring sin flugt, idet han til asylansøgningsskemaet havde forklaret, at han var blevet efterladt nøgen sammen med to andre fanger, hvorimod han dels til samtalen og under nævnsbehandlingen havde forklaret, at det var lykkedes ham at sætte en albue i brystet på en soldat, som havde været med ham ude for at tisse, og som havde løsnet et af håndjernene. Han havde forklaret upræcist om, hvor meget der var betalt i bestikkelse til den skolekammerat, som angiveligt havde hjulpet ham med at flygte. Endelig havde han forklaret divergerende om, hvorvidt han havde underskrevet visum-ansøgningen, samt om omstændighederne omkring pasudstedelsen. Flygtningenævnet lagde efter en samlet vurdering herefter til grund for sagen, at ansøgeren var identisk med en navngiven mand, som var udrejst på legalt ugandisk pas fra Entebbe lufthavn i sommeren 2008 efter at have fået visum på baggrund af en invitation fra en organisation. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente yderligere oplysninger gennem Udenrigsministeriet vedrørende ansøgerens forhold eller at indhente en retsmedicinsk undersøgelse af ansøgeren. Uganda/2009/3
Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Ansøgeren havde i foråret 2008 søgt om asyl i forbindelse med en anholdelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylgrundlag havde henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikerede tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens fader havde rettet henvendelse til hendes moder, da ansøgeren havde været ni år gammel, med henblik på at få ansøgeren omskåret. Ansøgeren havde ikke siden haft kontakt med sin fader, bortset fra at hun en gang havde mødt ham på gaden i Kampala, hvor de ikke havde talt sammen. Henset til, at der var forløbet mange år, hvor ansøgerens fader eller dennes familie ikke havde rettet henvendelse til ansøgeren, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren – uanset om faderen havde forespurgt til hende gennem ansøgerens moder eller moster – kunne antages at være i konkret risiko for at blive udsat for tvangsmæssig omskæring ved en tilbagevenden til Uganda. Flygtningenævnet havde i den forbindelse lagt nogen vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i cirka fire måneder og først i forbindelse med en anholdelse havde indgivet ansøgning om asyl. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uganda/2009/2
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Uganda efter at have genoptaget behandlingen af sagen. Ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger vedrørende indrejsetidspunktet i Danmark. I 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Samme år stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2008 at genoptage behandlingen af sagen og besluttede samtidig at hjemvise sagen med henblik på, at Udlændingeservice foretog en ny asylretlig vurdering af ansøgerens sag. I slutningen af 2008 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag efter udlændingelovens § 7. Under nævnets behandling af sagen i foråret 2009 besluttede Flygtningenævnet på foranledning af indlæg fra ansøgerens advokat at udsætte sagen med henblik på at afvente rapport fra Servicestyrelsen vedrørende menneskehandlede kvinder fra Uganda. I to breve fra sommeren 2009 redegjorde den beskikkede advokat for sagens status. Det fremgik blandt andet heraf, at en rapport fra Servicestyrelsen om menneskehandlede kvinder fra Uganda ikke var umiddelbart forestående. På denne baggrund traf Flygtningenævnet i oktober 2009 afgørelse i sagen på skriftligt grundlag. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun havde været udsat for menneskehandel, og hun ikke kunne vende tilbage til Uganda af frygt for, hvad hendes bagmand, som hun skyldte penge, ville gøre ved hende. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret divergerende og til dels udbyggende om den navngivne bagmands henvendelser til ansøgeren, særligt om henvendelserne i 2007. Under nævnsmødet havde hun forklaret, at hun sidst talte med bagmanden i 2007, hvor det var hende selv, der havde ringet til ham. Ifølge Udlændingeservices samtalereferat havde hun derimod først forklaret, at hun sidst havde talt med bagmanden i 2004, og at han i perioden fra 2004 til 2007 hverken direkte eller gennem venner havde kontaktet ansøgeren, hvorefter hun senere under samme samtale havde forklaret, at hun mente, at bagmanden havde kontaktet hende én gang siden 2004. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at hun selv skulle have kontaktet bagmanden, hvis hun frygtede ham, og hendes forklaring herom stemte heller ikke overens med forklaringen ifølge Udlændingeservices samtalereferat. Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at enten bagmanden eller dennes bekendte på et eller andet tidspunkt havde truet enten ansøgeren eller hendes veninde som følge af en påstået gæld til bagmanden, fandt nævnet, at der var tale om et privatretligt forhold, som ansøgeren – ved en tilbagevenden til hjemlandet – måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det fremgik af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder U. S. Department of State’s 2008 Human Rights Report: Uganda, at de ugandiske myndigheder samarbejdede med stedlige ngo’er om at identificere og yde assistance til personer, der havde været udsat for eller risikerede menneskehandel. De generelle forhold i Uganda, herunder forholdene for enlige kvinder, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved udrejsen i 2003 havde været asylbegrundende forfulgt, eller at hun ved en tilbagevenden til Uganda ville være i risiko for at blive udsat for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Uganda/2009/1
Nævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Ansøgeren indrejste i 2011, efter at han havde opnået opholdstilladelse som studerende. I 2012 søgte han asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk musoga og kristen fra Jinja, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt eller dræbt, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans familie i 2008 fandt ud af, at han er homoseksuel. Faderen tæskede ansøgeren og sagde, at han ikke længere ville have noget med ansøgeren at gøre. Ansøgeren tog herefter tilbage til Kampala, hvor han gik i skole. Ansøgeren har ikke haft kontakt til sin familie siden episoden i 2008. I slutningen af 2009 mødte ansøgeren […], som han blev kæreste med. De spillede musik i samme band. Ansøgeren flyttede ind hos kærestenKæresten var aktiv i kampen for homoseksuelles rettigheder og skrev bl.a. blogs. A opfordrede ansøgeren til at bruge sine kreative evner som fotograf i kampen for homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren lagde blandt andet billeder ud på sin hjemmeside og skrev om homoseksuelles forhold på sin blog. I begyndelsen af 2011 blev ansøgeren og kæresten anholdt og bragt til en politistation. Det lykkedes kæresten at flygte. Ansøgeren blev mishandlet. Efter en uge blev ansøgeren løsladt uden betingelser. Ansøgeren flyttede ind hos en amerikansk missionær, […], som ansøgeren havde arbejdet for som fotograf. Ansøgeren boede hos missionæren indtil udrejsen i […] 2011. I denne periode var ansøgeren af og til uden for missionærens hjem og udførte forskellige opgaver som fotograf. Missionæren arrangerede og betalte for ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder i det hele at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen indeholder divergenser og fremstår usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har bl.a. lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en meget vag og generel forklaring om væsentlige dele af sit asylmotiv, herunder om forholdet til kæresten, ansøgerens aktiviteter for homoseksuelles rettigheder og ansøgerens anholdelse og frihedsberøvelse. Som følge af den vage og generelle forklaring og tøvende besvarelse af spørgsmål fremstår forklaringen ikke selvoplevet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende, herunder om kærestens flugt, om omstændighederne ved løsladelsen, om kontakten til kæresten efter løsladelsen, om perioden fra løsladelsen til udrejsen, om kontakten til og problemerne for missionæren og om Facebook-profiler. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere punkter fremstår usandsynlig, herunder om anholdelsen, om kærestens flugt, om løsladelsen og om missionærens bistand til udrejsen. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet også lagt vægt på sagens tidsmæssige forløb, herunder at ansøgeren først søgte om asyl ca. 1 år efter indrejsen og efter, at ansøgeren havde fået afslag på en ansøgning om fortsat opholdstilladelse som studerende i Danmark. Ved vurderingen af troværdigheden har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Uganda i flere måneder i 2011 uden at opleve problemer, herunder at ansøgeren i denne periode udførte en række aktiviteter som fotograf, ligesom han har foretaget rejser til udlandet. Ved vurderingen af troværdigheden har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ikke på nogen måde er støttet af de mange oplysninger, der er tilgængelige på internettet om ansøgeren, herunder ansøgerens profiler og hjemmeside. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/5
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Udlændingestyrelsen traf i 2013 afgørelse om administrativ udvisning af ansøgeren på med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold og besiddelse af euforiserende stoffer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk munyankole og katolik fra byen Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sin seksuelle orientering som lesbisk. Endvidere frygter ansøgeren repressalier fra de øvrige beboere i sin landsby. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun i 2010 indledte et forhold til en kvinde ved navn […]. Ansøgeren boede sammen med kvinden i byen […] i en forstad til Kampala. I foråret 2011 blev de og veninden […] opsøgt af en stor gruppe af personer på bopælen, som kom med tilråb og truede med at brænde deres hus af, såfremt de ikke kom ud. Af frygt for dette valgte ansøgeren og de to andre kvinder til sidst at forlade huset. Uden for bopælen blev de blandt andet overhældt med affald og urin. Personerne var utilfredse med, at ansøgeren og […] boede sammen, da dette ikke var velanset. De beskyldte endvidere ansøgeren og […] for at oplære veninden i at indlede forhold til andre kvinder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at en lokal sikkerhedsvagt, som patruljerede i området, ankom til stedet i følgeskab med to betjente. Ansøgeren og de to kvinder blev tilbageholdt af mændene og kørt til et andet sted. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for krænkende behandling, herunder blandt andet tvunget til at tage sit tøj af og udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Ansøgeren og de to kvinder blev ligeledes truet med våben til at tilstå, at de var lesbiske og gav penge til andre kvinder for at blive lesbiske. Betjentene optog tilståelsen og truede med at offentliggøre den, såfremt ansøgeren og kvinderne afslørede, hvad der var sket under tilbageholdelsen. På den tredje dag blev hun ført til en lægeklinik, hvor en læge, som var kunde hos hendes fader, hjalp hende med at flygte. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under sin asylsag har afgivet sammenhængende og detaljerede forklaringer om sit asylmotiv, og at ansøgeren for Flygtningenævnet har givet en rimelig forklaring på, at hun først søgte om asyl efter, hun blev anholdt af politiet i Danmark. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hun er homoseksuel, og at hun som følge heraf blev udsat for overgreb af først lokalbefolkningen og efterfølgende af lokale betjente i Uganda. Hun har endvidere sandsynliggjort, at betjentene tilbageholdt hende som følge af hendes seksualitet, og at de under tilbageholdelsen udsatte hende for blandt andet seksuelle overgreb, herunder voldtægt, ligesom betjentene tvang hende til at læse en erklæring op om hendes seksualitet, mens de videofilmede hende. På denne baggrund og efter baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle i Uganda finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikere forfølgelse som følge af, at hun er homoseksuel, og dermed tilhører en særlig social gruppe, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er efter karakteren af den kriminalitet, som ansøgeren har begået i Danmark, ikke grundlag for at udelukke ansøgeren fra opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2013/4
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk buganda fra […], Uganda og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt af sin familie eller beboerne i landsbyen, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret, at han i sommeren 2013 havde besøg af sin mandlige kæreste gennem halvandet år. De havde samleje på ansøgerens værelse, hvilket ansøgerens farbroder opdagede. Farbroderen begyndte at råbe, og han tilkaldte beboerne i landsbyen, hvorefter ansøgeren og hans kæreste flygtede. Ansøgeren levede herefter i skjul i 16 til 17 dage. I denne periode søgte ansøgerens familie og andre fra landsbyen efter ansøgeren, idet de ville dræbe ham, da han havde bragt skam over familien og landsbyen ved at være homoseksuel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren troværdigt og konsekvent har forklaret om sin homoseksualitet og baggrunden for sin udrejse fra Uganda. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda finder Flygtningenævnet, at ansøgeren risikerer overgreb, der må anses for begrundet i hans tilhørsforhold til en sådan særlig social gruppe som anført i Flygtningekonventionens art. 1 A, nr. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2013/3
Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 2 børn fra Indien og Uganda. Indrejst i 2010. I 2012 hjemviste nævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. I slutningen af 2012 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”At den mandlige ansøger er etnisk inder og er konverteret kristen fra Hyderabad i Indien. Den kvindelige ansøger er etnisk samia og kristen af trosretning fra […]i Uganda. Begge ansøgere har haft tilknytning til Church of love. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt af sin ugandiske ægtefælles tidligere ægtefælle, der har stået bag to tilbageholdelser af ansøgeren henholdsvis i 2008 og 2010 og hvorunder han blev udsat for alvorlige fysiske overgreb. Den tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person, som arbejder inden for politiet/militæret. Han har videre henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Indien, idet hans familie vil slå ham og hans ægtefælle ihjel, fordi familien er imod, dels at ansøgeren har giftet sig med en afrikansk kvinde, dels at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herved henvist til, at da han i 2008 rejste fra Uganda til Indien, blev han truet, indespærret og slået af familien, der forsøgte at tvinge ham til at indgå ægteskab med en indisk kvinde. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Uganda, idet hendes tidligere ægtefælle har udsat hende for fysiske overgreb. Hendes tidligere ægtefælle er en indflydelsesrig person som arbejder indenfor politiet. Ansøgeren har herved henvist til, at hun i efteråret 2007 mødte sin tidligere ægtefælle i Kampala, hvor han slog hende, så hun faldt, og at politiet intet foretog sig, da hun anmeldte forholdet. Hun og hendes nuværende ægtefælle blev endvidere i begyndelsen af 2008 opsøgt på bopælen af tre mænd, der tog parret med til et hus, hvor den tidligere ægtefælle truede med at dræbe dem, og hvor hun blev mishandlet og voldtaget af flere mænd. Endelig blev hendes nuværende ægtefælle i 2010 tilbageholdt i to måneder som led i konflikten. Hun har videre henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Indien, idet hendes ægtefælles familie vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel, hvis de kommer til Indien, idet de er imod ægteskabet med ansøgeren og imod hendes ægtefælles konvertering. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund om de overgreb, de har været udsat for i Uganda. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering, at konflikten med den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle har antaget en sådan karakter, at det må sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse af den kvindelige ansøger omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at overgrebene har udspring i en privatretlig konflikt og finder ikke grundlag for at anse konflikten for myndighedsunderstøttet og henfører derfor forholdet under udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnet finder ikke, at de konflikter den mandlige ansøger har forklaret, han har fået med sin familie i Indien på grund af ægteskabet med den kvindelige ansøger, har antaget en sådan intensitet og karakter, at det kan sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke, at der er holdepunkter for at antage, at den mandlige ansøger som følge af sin religiøse overbevisning ved en tilbagevenden vil foretage handlinger, der indebærer risiko for asylbegrundende forfølgelse fra det omgivende samfund. For så vidt angår spørgsmålet om at anvende Indien som første asylland for den kvindelige ansøger, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 lægger nævnets flertal til grund, at ansøgeren, uanset hun ikke har opholdt sig i Indien, har en nær tilknytning til dette land i kraft af sit ægteskab med den mandlige ansøger. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren ifølge fremlagte oplysninger fra den indiske ambassade kan indrejse i Indien og opnå opholdstilladelse som familiesammenført på baggrund af ægteskabet. Flygtningenævnets flertal bemærker endvidere, at der ifølge baggrundsoplysningerne forekommer blandede ægteskaber i Indien, navnlig i de større byer. Flygtningenævnets flertal finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren i Indien vil være i risiko for refoulement, jf. blandt andet ”Country of Origin Information (COI) Report” af 30. marts 2012, UK Boarder Agency. Flertallet finder herefter, at Indien kan tjene som første asylland for den kvindelige ansøger. Ingen af ansøgerne har konflikter med de indiske myndigheder. Flertallet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at den mandlige ansøger i Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster i dette omfang Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/2
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk muganda og katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har været medlem af organisationen ”Sexual Minorities in Uganda” (SMUG) siden 2010 og indtil udrejsen fra Uganda i foråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive tilbageholdt og dræbt af de ugandiske myndigheder eller lokalbefolkningen, fordi ansøgeren har udført aktiviteter for SMUG. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2010 har været tilknyttet SMUG, og at han havde til opgave at oplyse lokalbefolkningen i Kampala og omegn om forholdene for homoseksuelle i Uganda. I begyndelsen af 2011 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af politiet, og han blev tilbageholdt og ført til politistationen i […], hvor han blev afhørt om, hvorvidt han havde tilknytning til SMUG samt om hans seksuelle orientering. Ansøgeren blev løsladt efter en dags tilbageholdelse, idet myndighederne manglede bevis. Ansøgeren genoptog sine aktiviteter for SMUG og i slutningen af 2011 blev han kontaktet telefonisk af en ven, der fortalte, at politiet var på vej til ansøgerens bopæl for at tilbageholde ham. Ansøgeren flygtede fra bopælen og tog ophold i byen […] i det sydlige Uganda. Ved hjælp af en ven fik ansøgeren udstedt et Schengenvisum til Danmark, og han indrejste i Danmark i foråret 2012 på sit ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet finder ikke grund til at betvivle ansøgerens forklaring om at han, selvom han ikke selv er homoseksuel har været medlem af SMUG og udført informationsarbejde i den forbindelse. Flygtningenævnet finder heller ikke grund til at betvivle, at ansøgeren i begyndelsen af 2011 blev anholdt, men løsladt efter en dag uden nærmere betingelser. Flygtningenævnet bemærker, at SMUG er en lovlig organisation, og at medlemskab af organisationen ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har oplyst om chikane eller overgreb fra lokalbefolkningen i anledning af sit arbejde i et sådant omfang, at dette kunne være asylbegrundende. Ansøgeren har som aktuel baggrund for sin udrejse forklaret, at han var eftersøgt af de ugandiske myndigheder, der havde henvendt sig på bopælen og foretaget ransagning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, og lægger herved vægt på, at ansøgeren har kunnet opholde sig i landet i fire måneder efter at den angivelige henvendelse på bopælen, og at han har kunnet udrejse legalt og problemfrit på eget pas med visum til Danmark. Ansøgeren har til Flygtningenævnet forklaret, at passet blev forevist af andre som han fulgtes med, men Flygtningenævnet har lagt vægt på at han til Udlændingestyrelsen forklarede, at han selv foreviste passet flere gange ved udrejsen. Flygtningenævnet tillægger det også en vis vægt, at ansøgeren først søgte om asyl efter ni dages ophold i Danmark til trods for at han allerede i lufthavnen havde mulighed for at komme i kontakt med de danske myndigheder. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2013/1
Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mugunda og katolik fra […], Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren mener, at han har været opført på en liste over homoseksuelle, som har været bragt i en avis. Det er hans opfattelse at årsagen til, at han kom med på denne liste, har været, at han har deltaget på et møde i sit hjemland om, hvorledes man kan forebygge seksuelt overførte sygdomme. Ansøgeren har været tilbageholdt to gange på grund af sin homoseksualitet. Senest hjalp en politimand, der selv var homoseksuel, ham til at flygte fra et fængslet og derpå at flygte ud af landet. Som modydelse for rejseudgifterne modtog den pågældende hans ejendom. Det fremgår af sagen, at ansøgeren den […] 2012 blev anholdt af politiet, idet han under falsk identitet arbejdede i en terminal tilhørende et internationalt brev- og pakketransportfirma i Danmark. Ansøgeren var i besiddelse af en anden persons sygesikringskort og oplyste, at han var indrejst i sommeren 2011. Ansøgeren forklarede først, at han havde tilegnet sig kortet, men ændrede senere sin forklaring til, at han betalte for at kunne benytte det. Ansøgeren har som årsag til, at han ikke før anholdelsen har søgt asyl forklaret, at han ikke var bekendt med muligheden herfor.. Ansøgeren har i denne forbindelse oplyst. at han ikke har haft nogen kontakt til homoseksuelle miljøer i Danmark. Af en samtale med Center For Menneskehandel den […] 2012 fremgår, at indehaveren af sygesikringskortet modtog betaling fra ansøgeren, og at ansøgeren selv boede på gaden. Yderligere oplysninger om ansøgerens liv her i landet foreligger ikke. Det fremgår, at ansøgeren i forbindelse med identitetsafhøringen overfor politiet i foråret 2012 har forklaret, at han var under mistanke for at oplære drenge til homoseksualitet i lokalområdet. I samme afhøring er anført, at ansøgeren har været medlem af en forening for homoseksuelle, hvilket ansøgeren senere har bestridt. Ifølge hans senere asylskema af […] 2012 har han ikke været medlem af nogen foreninger. Om de to af ansøgeren angivne tilbageholdelser bemærker nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende om deres længde, og om hvorvidt han efter sin løsladelse har været underlagt en meldepligt. Det fremstår i den forbindelse også utroværdigt, at en homoseksuel politimand skulle have hjulpet ansøgeren med at flygte, henset til den risiko der ville være forbundet med politimandens eksponering af sin homoseksualitet over for en indsat. Af ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet fremgår det, at han forud for udrejsen havde en tre år ældre homoseksuel ven, og videre at han ikke i offentligheden har optrådt som homoseksuel. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet gjort gældende, at han fortsat er efterstræbt af de ugandiske myndigheder og har i den forbindelse henvist til en fremlagt efterlysning fra sommeren 2012 trykt i den ugandiske avis[…]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende vis har kunnet forklare om sine forhold, herunder om hensigten med udrejsen. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer meget lidt sandsynligt, at ansøgeren, der behersker engelsk og har været i beskæftigelse i en terminal under et ikke kortvarigt ophold her, såfremt han havde asylretslige problemer, ikke gennem landsmænd eller andre engelsktalende, som han i øvrigt har fået vejledning af, skulle have fået kendskab til mulighederne for asyl. Ansøgerens forklaring om det manglende kendskab tilsidesættes derfor. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren under sagens behandling har forklaret udbyggende. Det fremgår således først i forbindelse med nævnets behandling, at ansøgeren skulle havde deltaget i et møde for kvinder og mænd om seksuelt overførte sygdomme. Nævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerens navn fremgår af en liste, eller at han har deltaget i det pågældende oplysningsmøde, og at hans homoseksualitet derfor skulle være kommet frem. Flygtningenævnet finder således ikke ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som homoseksuel troværdig og således heller ikke, at han af den grund skulle være efterlyst af de ugandiske myndigheder. Det fremlagte eksemplar af tabloid-avisen […]fra sommeren 2012 ændrer ikke denne vurdering. Det engelsksprogede blad indeholder billeder og artikler, der må betegnes som kulørt underholdning, og annoncen om efterlysningen står alene i forhold til det øvrige indhold. Det bemærkes at det ikke i annoncen er anført, hvem der efterlyser ansøgeren, hvilken politimyndighed der skal kontaktes samt kontaktoplysninger på politiet. Bladet er dateret mere end 1 år efter ansøgerens udrejse, og efter at ansøgeren havde fået afslag på sin asylansøgning. Af Udenrigsministeriets notat af 22. marts 2011 fremgår, at det i visse tabloid-aviser i Uganda er muligt før privatpersoner at få indrykket efterlysninger. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at det er på ansøgerens foranledning, at der efter hans udrejse af hjemlandet, er indrykket en efterlysning i en avis med det formål at opnå asyl. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved den konstruerede efterlysning i sig selv er blevet eksponeret i en sådan grad, at ansøgeren må betragtes som værende i konkret og individuel risiko for forfølgelse på grund af en seksuel orientering. Nævnet har i denne vurdering tillagt det afgørende vægt, at ansøgeren ikke inden sin udrejse har været eksponeret. Nævnet finder i den forbindelse ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har været medlem af en forening for homoseksuelle, idet han har oplyst divergerende herom, ligesom han har anført, at han ikke har været aktiv forkæmper for homoseksuelles rettigheder i Uganda. Nævnet finder således ikke, at ansøgeren hverken for eller efter sin udrejse har eksponeret sig på en måde, der gør, at han må meddeles asyl. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens 7. stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2012/1
Nævnet meddelte i november 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk muganda fra […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han og en ven en nat i efteråret 2009 blev overfaldet af en gruppe mænd, som slog og råbte skældsord mod dem på grund af deres seksuelle overbevisning. Ansøgeren anmeldte ikke overfaldet, da politiet i Uganda ikke foretager sig noget i sådanne sager. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans fader i begyndelsen af 2010 fandt ud af, at ansøgeren er homoseksuel. Faderen forsøgte at dræbe ansøgeren, idet han havde vanæret klanen og familien. Ansøgeren frygter, at hele hans familie nu er ude efter ham. Endelig har ansøgeren henvist til, der i det ugandiske samfund generelt er en stor og åben fjendtlighed mod homoseksuelle. Trusler og overfald mod homoseksuelle bliver ikke efterforsket af politiet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen. Flertallet kan således lægge til grund for sagen, at ansøgeren dels i efteråret 2009 blev overfaldet af den nævnte gruppe mænd angiveligt som følge af hans homoseksualitet, dels at hans fader af samme årsag har forsøgt at slå ham ihjel med en machete. Flertallet finder det endvidere sandsynliggjort af ansøgeren, at han efterfølgende er blevet overfaldet både verbalt og fysisk af flere af hans nærmeste familiemedlemmer, som han i dag har kunnet angive ved navn. Flertallet finder herefter, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet homoseksualitet i Uganda efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan medføre diskriminerende aktiviteter blandt andet fra befolkningen, som ansøgeren ikke kan henvises til at søge myndighedsbeskyttelse imod. Derimod finder flertallet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for myndighedsforfølgelse af de grunde, som er angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” ugan/2011/3
Nævnet meddelte i maj 2011 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren, der er kristen af trosretning og tilhører baganda/muganda-befolkningsgruppen, har som asylmotiv navnlig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de personer, som i 2009 tilbageholdt ham og afhørte ham under tortur i anledningen af fundet af våben og ammunition i ansøgerens lastbil. Ansøgeren har til sagen oplyst om pågribelsen omkring efteråret 2009, om den efterfølgende tilbageholdelse i to uger hos militæret i en kaserne ved Kampala samt tilbageholdelsen i cirka fire uger hos civilklædte personer i et hus, hvorefter ansøgeren, mod hans moders betaling af løsepenge, blev efterladt i en vejside, hvor moderen kort efter kom til stede og herefter sammen med en kvindelig bekendt bragte ansøgeren til Kenya i vinteren 2009. Ansøgeren opholdt sig i Kenya i omkring en måned, hvorefter moderen, der besøgte ansøgeren ugentligt i Kenya, havde skaffet penge til ansøgerens udrejse. Ansøgeren indrejste i Danmark i vinteren 2009 på et falskt pas, som agenten havde og foreviste. Ansøgeren har forklaret, at han blev udsat for vold og tortur på kasernen, men navnlig hos de civilklædte personer, som ansøgeren anså for at være fra terrorenheden JATT. Ansøgeren har forklaret nærmere om torturen i asylansøgningsskemaet og i samtalen med Udlændingeservice. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det tidsmæssige hændelsesforløb er overensstemmende med blandt andet det oplyste om uroligheder i Kampala den 9. og den 10. september 2009, hvor kongen af Buganda blev meddelt rejseforbud af regeringen, og hvor der i den forbindelse opstod demonstrationer. Nævnet lægger videre vægt på det oplyste ifølge baggrundsmaterialet om den paramilitære enhed JATT. Når der videre henses til, at det ved den personundersøgelse, som Retsmedicinsk Institut ved Århus Universitet har foretaget konkluderende i erklæring af […] 2010 er lagt til grund, at det ud fra det samlede billede hos ansøgeren synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være følger af tortur, finder nævnet samlet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv herefter må lægges til grund. Vedrørende spørgsmål om dokumentation for ansøgerens identitet bemærkes herved, at den beskikkede advokat med brev af […] 2010 tilsendte nævnet ansøgerens fødselsattest med identitetsoplysninger om ansøgeren svarende til det oplyste til sagen. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv og ikke tidligere har været i konflikt med de ugandiske myndigheder. Ansøgeren blev tilbageholdt og udsat for tortur som af ansøgeren forklaret i anledningen af, at der ved en konkret ransagning af ansøgerens lastbil blev fundet formentlig våben eller sprængstof i lastbilen. Ansøgeren, der var ubekendt hermed, blev efterfølgende løsladt mod bestikkelse. Ansøgeren findes ikke ved en tilbagevenden til Uganda at være i risiko for en forfølgelse af den karakter, som omhandles i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren ikke kan anses for konkret og individuelt efterstræbt af myndighederne. Derimod findes ansøgeren, der anses for tilbageholdt og udsat for tortur af JATT, på den ovennævnte baggrund ved en tilbagevenden til Uganda at være i risiko for vilkårlig tilbageholdelse og overgreb fra selvstændigt opererende grupper, navnlig JATT, som ansøgeren ikke kan søge tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse mod, og som det ikke kan kræves, at ansøgeren på den angivne baggrund udsætter sig for. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” ugan/2011/1
Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er etnisk moganda og kristen, er født i [byen A] i Somalia, men opvokset i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter sin fars og mors familie, idet han er homoseksuel. I den forbindelse frygter ansøgeren, at han vil blive tvunget til at konvertere til Islam og gifte sig med en kvinde. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ugander frygter de generelle forhold for homoseksuelle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var udsat for chikane på grund af sin homoseksualitet. Ansøgeren drev en herretøjsbutik i [byen B] i Uganda. I [slutningen af 2014] modtog ansøgeren trusler af nogle ukendte personer. På bygningen blev der malet tekster, hvor der stod, at ansøgeren ville blive slået ihjel, såfremt han ikke holdt sig væk fra deres børn. Der kom også en gruppe kvinder til ansøgerens butik og kastede ko afføring på ansøgerens tøj. Kvinderne råbte, at de ikke ville have en person som ansøgeren i deres nabolag. Omkring otte dage efter denne episode fandt ansøgeren et dødt dyr foran sin butik. Et par dage senere løb tre mænd efter ansøgeren. De sagde, at ansøgeren skulle forlade byen. Den [begyndelsen af 2015] blev ansøgerens butik smadret. Nogle ukendte personer havde taget tøjet fra butikken og smadret alt. Efter denne episode forlod ansøgeren byen. I [foråret 2015] begyndte ansøgeren at drive en ny forretning, hvor han ansatte sin kæreste. I [foråret 2015] blev ansøgerens kæreste overfaldet af ansøgerens fætter og øvrige familie, og alt tøj blev stjålet fra butikken. Ansøgeren åbnede efterfølgende en ny forretning, som i [efteråret 2015] blev afbrændt af ukendte personer. Han modtog derefter et opkald, hvor han blev truet med, at han ikke måtte komme hjem. Ansøgeren udrejste af Uganda I [efteråret 2015]. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således forklaret forskelligt og udbyggende både om forhold af central betydning for asylmotivet og om en lang række øvrige forhold. Ansøgeren har herunder kommet med forskellige forklaringer om sine homoseksuelle bekendtskaber og navnlig om tidspunktet, indholdet og rækkefølgen af de trusler, angreb og henvendelser, som han har oplyst at have været udsat for. Nævnet kan således i det hele tilslutte sig Udlændingestyrelsen vurdering af og begrundelse for, at ansøgerens forklaring om sin familiekonflikt eller konflikt med lokalbefolkningen ikke kan lægges til grund. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin seksualitet bemærker nævnet, at det af baggrundsoplysninger om homoseksuelles forhold i Uganda fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne, jf. blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, "Situation of LGBT persons in Uganda", udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår videre, at uanset, at homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act fra 2014, jf. således Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Af nyere baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda fremgår det ligeledes, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men at der fortsat ikke er oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighedernes side, jf. bl.a. Human Rights Watch's World Report 2018 – Uganda, udgivet den 18. januar 2018, Amnesty Internationals Annual Report 2017/18 – Uganda, udgivet 22. februar 2018, Freedom House, Freedom in the World 2017 – Uganda, udgivet 12. juli 2017 og rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Det fremgår af baggrundsoplysningerne imidlertid endvidere, at homoseksuelle er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og overgreb i Uganda fra navnlig lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis seksuelle identitet er ”outwardly visible”, jf. rapport fra UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet januar 2017. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der imidlertid en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ansøgerens forklaring om sin families trusler og angreb mod ham og hans butikker har som følge af en række uoverensstemmelser i hans fortællinger ikke kunne lægges til grund. Selv hvis dele af de skiftende forklaringer kunne lægges til grund, så følger det af det, som ansøgeren har forklaret, at hans familie tilsyneladende over en længere periode har været bekendt med ansøgers seksualitet, hvilket de har reageret på ved at fremsætte trusler og udøve hærværk mod hans butikker, men uden at ansøgeren selv har været genstand for alvorlig vold eller andre asylbegrundende overgreb. Det kan herefter ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda – alene på grund af sin angivelige homoseksualitet – vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/6/AZU
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ganda og kristen af trosretning fra [en by], Wakiso District, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen og de ugandiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev bekendt med sin seksuelle observans, da han var omkring 14-15 år. [I slutningen af] 2010 mødte ansøgeren en mand ved navn [A] på et diskotek. De blev efterfølgende venner. På foranledning af ansøgerens mor, mødte ansøgeren i [slutningen af] 2010 en pige ved navn [P], som flyttede ind på ansøgerens bopæl tre dage senere. Ansøgeren indledte et forhold til [P], selvom han ikke havde lyst til dette. Ansøgeren sluttede forholdet til [P] inden, der var gået et år. Omkring halvandet år efter bruddet fortalte [P] ansøgerens mor, at hun havde født en datter, som ansøgeren var far til. En aften omkring medio 2011 tog ansøgeren med [A] på diskotek, hvorefter [D] tog med hjem til ansøgerens bopæl. De indledte herefter et forhold til hinanden, som udviklede sig til et kæresteforhold. [I efteråret] 2015 opdagede ansøgerens ven, [B], ansøgeren og [D] have seksuelt samkvem i ansøgerens hus. [B] råbte og folk samledes uden for ansøgerens hus. Folkene hev ansøgeren og [D] ud foran huset, og de begyndte at slå dem. [D] forsøgte at rejse sig op for at flygte, men blev omringet, og ansøgeren øjnede derfor en mulighed for at flygte fra stedet. Det lykkedes ansøgeren at flygte gennem nogle majsmarker, hvorefter han gemte sig i bush’en i fem- seks timer. Ansøgeren tog herefter hjem til sin ven, [C], hvis bopæl lå omkring 20-30 minutters gang derfra. Ansøgeren opholdt sig hos [C] indtil [en dato i efteråret] 2015, hvor han udrejste af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren er homoseksuel, men uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, hvoraf fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit forhold til [D] og afsløringen heraf til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der angiveligt har været i et kæresteforhold til [D] fra medio 2011 til ansøgerens udrejse af Uganda i 2015, har et påfaldende mangelfuldt kendskab til [D]. Ansøgeren ved således ikke, hvornår [D] er født eller hvor, han ved ikke, hvad [D’s] forældre hedder, eller hvad de beskæftiger sig med, om [D] har søskende eller børn, ligesom han – uden nogen nærmere oplyst begrundelse – aldrig har været hjemme hos [D]. Nævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke kan huske [D’s] telefonnummer og ikke er i besiddelse af et billede af ham. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at han stadig er forelsket i [D]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og [D] havde seksuelt samkvem hjemme hos ansøgeren uden, at de låste hoveddøren, og at det lykkedes ansøgeren at flygte henset til, at han og [D] angiveligt var omringet af lokalbefolkningen. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren tog ophold hos sin ven, [C], der boede i samme landsby som ansøgeren, med den dermed forbundne risiko for at blive opdaget, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren angiveligt havde gemt noget af sin opsparing hos [C] og dermed kunne betale for udrejsen, som [C] arrangerede. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt af Uganda uden problemer. For så vidt angår ansøgerens facebookprofil bemærker nævnet, at ansøgeren efter sin forklaring ikke bruger sin profil til at fremstille sin seksuelle orientering, og at det i øvrigt, som nævnt fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, at LGBT-personer ikke er udsat for rutinemæssige eller systematiske, målrettede overgreb fra myndighederne. Den fremlagte udtalelse fra [en LGBT-forening] kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i den forbindelse. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/4/JAH
Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Uganda samt et barn. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sebei og kristen af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive omskåret eller slået ihjel af sin biologiske far. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet henvist til, at hendes forældre blev skilt, da hun var omkring to år. Ansøgeren boede herefter delvist hos sin mor og delvist hos morens veninde [A]. Da ansøgeren var omkring fire-fem år gammel, blev moren oplyst om, at ansøgerens far, [B], var i byen. Han ønskede at hente ansøgeren med henblik på at foretage en omskæring. Ansøgerens mor havde gemt ansøgeren hos en veninde og foregav, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren befandt sig. [B] forlod efter to uger igen byen. Ansøgeren husker en anden episode, hvor [B] opsøgte ansøgerens mors bopæl. Ansøgerens mor fortalte [B], at ansøgeren ikke var på bopælen, mens ansøgeren gemte sig i huset. På en for ansøgeren ukendt dato i 2005, da ansøgeren var omkring otte år gammel, blev hun bortført af ukendte mænd. Ansøgeren blev bedøvet og bundet og vågnede op i et hus. Her fortalte en mand hende, at hun skulle gennemgå et omskæringsritual, og ansøgeren kunne høre lyden af trommer. Ansøgeren opholdt sig i hytten omkring to timer. Ansøge-ren blev i hytten udsat for fuldbyrdet voldtægt. Det lykkedes imidlertid ansøgeren efterfølgende at slippe væk, idet hun kradsede manden og stak fingrene i hans øjne. Den [nærmere angiven dato i foråret] 2015 blev ansøgeren bortført fra [As] bopæl af to mænd. Da ansøgeren vågnede, befandt hun sig i [Bs] brors hus, og [B] fortalte hende, at hun skulle omskæres. [Bs] bror var imidlertid modstander af, at det fandt sted i hans hus, hvorfor han hjalp ansøgeren med at flygte. Ansøgeren opholdt sig herefter hos sin stedfar, som hjalp hende med at udrejse af Uganda den [nærmere angi-ven dato i sommeren] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse været telefonisk i kontakt med stedfa-ren og [A], som begge har oplevet problemer efter ansøgerens udrejse. [A] mener, at deres problemer relaterer sig til ansøgerens konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i Slovenien den [ultimo] 2015 er registreret som værende fra Sudan og med en fødselsdato den [anden dato end opgivet i Danmark] 1985. Datoen […] 1985 fremgår tillige af græske dokumenter. Ansøgerens forklaring om, hvorfor de slovenske myndigheder har registreret hende med korrekt navn og foto men med ukorrekt fødselsdato og nati-onalitet, forekommer usandsynlig. Ansøgeren har i sit asylansøgningsskema af [nærmere angiven dato ultimo] 2015 alene i brede vendinger omtalt, at hun frygter at blive dræbt, hvorimod risikoen for omskæring ikke er omtalt. Det er heller ikke omtalt, at det var hendes nærmeste familie, hun angiveligt frygtede. Det anføres udtrykkeligt, at problemerne startede, da hun fyldte 17 år i 2014. Disse oplysninger er i afgørende modstrid med senere oplysninger, som ansøgeren har givet til de danske myndigheder. Hun har ved samtaler med de danske myndigheder oplyst, at forsøgene på at få gennemført en omskæring af hende startede allerede, da hun var barn, omkring femårs alderen, og at hun som otteårig blev udsat for en fuldbyrdet voldtægt. Hun har endvidere oplyst, at det sene-ste forsøg på at omskære hende fandt sted i 2015. Disse divergenser er så væsentlige, at de efter Flygtningenævnets opfattelse ikke alene kan tilskrives mangelfulde engelskkundskaber hos ansøge-ren. Ansøgeren har ved fremmødet i Flygtningenævnet dags dato forklaret om en række enkelt epi-soder, hvor hendes far og medlemmer af dennes klan har opsøgt hendes mor. I den forbindelse har ansøgeren ved fremmødet forklaret om en episode, hvor afgrøder tilhørende hendes mor blev øde-lagt. Dette væsentlige forhold er uomtalt i de tidligere samtaler med ansøgeren. Endelig har ansøge-ren ved fremmødet forklaret, at hun var nødt til at være prostitueret i Tyrkiet. Ved tidligere samtaler har hun alene oplyst, at hun blev gravid i Tyrkiet. Selvom Flygtningenævnet kan tiltræde det af an-søgerens advokat anførte om, at nogle af de divergenser, der er henvist til af Udlændingestyrelsen i dennes afgørelse af [nærmere angivet dato i foråret] 2017, enten må betegnes som mindre væsentli-ge eller eventuelt kan tilskrives ansøgerens unge alder, finder Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som så utroværdig, at den ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2018/3/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en en kvindelig statsborger samt et barn fra Uganda. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk moganda og kristen fra [en mindre by], Wakiso, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin familie samt faren til sit ældste barn og hans familie, idet ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 1993 blev tiltrukket af en pige ved navn [A]. I 1996 havde de sex i en skov og blev opdaget af en gruppe mænd. Da ansøgerens forældre blev bekendt hermed, slog de ansøgeren, og ansøgerens far truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til en pige ved navn [B], som hun kendte fra kirken. I 1997 indledte ansøgeren et forhold til [B], som varede indtil 2007. Forholdet sluttede, fordi [B] tog til Sudan i forbindelse med rygter om deres forhold. Ansøgeren opholdt sig i Danmark fra [starten af] 2010 til [sommeren] 2010, hvor ansøgeren hjalp en dansk kvinde under kvindens graviditet. Da ansøgeren efterfølgende vendte tilbage til Uganda, indledte ansøgeren et forhold til en mand, [C]. [C] overværede tilfældigt ansøgeren have sex med en kvinde. Det lykkedes ansøgeren at overbevise [C] om, at hun ikke var homoseksuel. Ansøgeren blev gravid i slutningen af 2011 for at mane rygter om sin seksualitet til jorden. I [sommeren] 2014 kom Ronald uanmeldt på besøg, og opdagede igen ansøgeren have sex med en kvinde. [C] slog og sparkede ansøgeren og kastede deres barn ind i væggen. Ansøgeren flygtede fra bopælen med sit barn og tog direkte på sygehuset. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin fætters ven, [D]. Hun boede hos [D] indtil sin udrejse af Uganda. [E], som ansøgeren havde lært at kende under sit ophold i Danmark i 2010, hjalp hende med at opnå visum til Danmark. Hun fik Visum til Danmark på den norske ambassade i Kampala i [efteråret] 2014 gældende fra [et tidspunkt i slutningen af] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først udrejste af Uganda [i foråret] 2015 efter at have fået udstedt visum til Danmark [et tidspunkt i slutningen af] 2014, henset til, at ansøgeren på daværende tidspunkt angiveligt frygtede for [C]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren forblev i byen, efter at [B] var udrejst til Sudan angiveligt, fordi hun blev beskyldt for at være homoseksuel, og at hun opholdt sig i omkring ni måneder hos sin fætters bekendte uden at blive opsøgt af [C]. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at hun opholdt sig i den samme landsby, efter at hendes far havde truet hende på livet i fire år, hvorved bemærkes, at hun først under nævnsbehandlingen har forklaret, at der var tale om en større by. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende på konkrete spørgsmål om afstande og rejsetid mellem de byer, hvor hun opholdt sig og de byer, hvor hendes far, [C] og hendes barn opholdt sig. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelig efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har fået konstateret, at være HIV-smittet, kan ikke føre det andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2018/1/CHHA
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [mindre by], Uganda. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle [G] og folk fra hendes landsby, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun var om-kring seks år. Da ansøgeren var 16 år blev hun forelsket i en pige, som hun gik i skole med. I 2008, da ansøgeren var 20 år, blev hun gift med [G] imod sin vilje. De boede sammen i syv år. I hen-holdsvis 2009 og 2012 fik de to børn sammen. I 2008 lærte ansøgeren en pige ved navn [D] at ken-de, og de indledte et forhold. [I foråret] 2015 døde [G’s] søster, [S]. Ansøgeren tog til begravelsen sammen med [D] og to andre kolleger. Efter begravelsen overnattede ansøgeren og [D] i et telt, og de havde seksuelt samkvem. Dette blev opdaget af folk, der var med til begravelsen, og ansøgeren og [D] blev slået. Folk fra landsbyen alarmerede andre folk og lidt efter blev der affyret skud. Der opstod tumult, og ansøgeren fik mulighed for at flygte. Ansøgeren fik et lift af en lastbil, og hun tog hen til sin ven [A], hvor hun opholdt sig i fem måneder, inden hun [i efteråret] 2015 udrejste fra Uganda. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive idømt fængsel på livstid af de ugandiske myndigheder, såfremt det er kommet til deres kendskab, at hun er homo-seksuel. Flygtningenævnet lægger til grund at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering. På den baggrund finder nævnet ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I tillæg til, at ansøgeren på mindre væsentlige områder har forklaret divergerende, finder nævnet, at det i sig selv må anses for bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har et seksuelt samkvem, der kan høres udenfor hytten, når der er mange personer til stede i nærheden, og når dette sammenholdes med ansøgerens øvrige forklaring om, at hun og [D] igennem syv år bestræbte sig på at være meget diskrete. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for påfaldende, at ansøgeren efter den angivelige begivenhed ikke har gjort noget forsøg på at søge oplyst, hvad der efterfølgende er sket med [D]. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at det må have formodningen imod sig at [A], der efter det oplyste har arbejdet sammen med ansøgeren og [D], ikke har kunnet give oplysninger om, hvad der efterfølgende skulle være sket med [D], ligesom det må anses for påfaldende, at han ikke har villet videregive oplysninger om [D’s] skæbne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt har kunnet opholde sig fem måneder hos [A], inden hun udrejste, henset til det oplyste om, at hun frygtede for sit liv, og henset til, at hun efter det oplyste selv havde penge til at betale for udrejsen. Nævnet finder herefter ikke at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet bemærker i til-slutning hertil, at det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, at forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, men der er ikke holdepunkter for at antage, at homoseksuelle udsættes for rutinemæssige eller systematiske overgreb fra myndigheder-ne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbage-venden til Uganda vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgende omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stad-fæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/9/IVK
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet utalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [A], Luwero Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at beboerne i hans landsby eller andre personer, der er bekendt med hans seksualitet, henretter ham som følge af hans homoseksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2015 overhørte nogle beboere fra sin landsby tale om, at han var homoseksuel, og at de af denne grund ønskede at slå ham ihjel. Da ansøgeren herefter forsøgte at flygte, overmandede de ham, men det lykkedes ansøgeren at undslippe, hvorefter han flygtede. Ansøgeren flygtede til sin moster og tog ophold hos hende. Efter en måned tog ansøgeren tilbage til landsbyen, hvor han opholdt sig én måned og nogle dage, indtil han igen blev overmandet af landsbybeboerne. Det lykkedes endnu en gang ansøgeren at flygte fra stedet, og ansøgeren tog herefter ophold hos sin ven [B], hvor han blev frem til sin udrejse 18 dage senere [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være forfulgt eller efterstræbt på grund af homoseksualitet. Der henvises til, at ansøgerens forklaring på flere centrale punkter fremstår usandsynlig og derfor anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger afgørende vægt på, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren, efter at han angiveligt er blevet overfaldet i sin landsby og truet med at blive slået ihjel af flere personer bevæbnet med macheter og træstokke, hvorefter det er lykkes ham at flygte, alligevel allerede efter omkring en måned senere er vendt tilbage til landsbyen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har oplyst, at han også har en bopæl i byen Luwero. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt har været i fare for at blive slået ihjel. Det fremstår endvidere ikke overbevisende, at ansøgeren først omkring 15 år efter, at hans forhold til en anden mand er ophørt, skulle være blevet udsat for overgreb af landsbybeboerne. Der henvises i den forbindelse til, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode på ti år op til 3 gange om ugen tog med denne mand sin landsby, hvor de overnattede på ansøgerens bopæl. Ansøgerens forklaring om, at det to gange er lykkes for ham at undslippe sine overfaldsmænd, efter de havde opsøgt ham for at slå ham ihjel, fremstår i øvrigt ikke troværdig. Der henvises blandt andet til, at ansøgerens forklaring om, at han den anden gang flygtede ved at kravle ned i en grøft og derfra kom op på vejen og blev taget med af en person på knallert, selvom han var meget svag på grund af mange slag, ikke er overbevisende. Ansøgeren har efter sin forklaring aldrig haft konflikter eller problemer med myndighederne i Uganda på grund af homoseksualitet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/8/SOL
Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [en navngiven landsby], Masaka, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet eller slået ihjel af sin tidligere samlever, [A], eller fængslet af myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun var 14 år, hvor hun også blev kæreste med en pige ved navn [B], som hun gik i skole med. I 2004, da ansøgeren var 17 år, flyttede hun mod sin vilje sammen med manden [A]. De fik et barn sammen i 2004 og boede sammen indtil juni 2005, hvor ansøgeren startede på college. Ansøgeren flyttede tilbage til [A] i 2008, idet hun havde brug for, at [A] betalte for deres søns behandling. De fik yderligere et barn i 2009. I 2011 indledte ansøgeren et forhold til sin husholderske, [C], som arbejdede i ansøgerens hjem. I maj 2015 opdagede [A]’s mor ansøgeren og [C] have seksuel samkvem i ansøgerens stue. [A]’s mor råbte op og folk samledes uden for ansøgerens hus og begyndte at slå ansøgeren og [C]. Ansøgeren besvimede og vågnede samme aften op på hospitalet. Ansøgeren flygtede fra hospitalet hjem til sin mor og samme aften videre hjem til sin morfar. [A] og politiet opsøgte ansøgerens morfars bopæl i [efteråret] 2015. Ansøgeren tog herefter hjem til sin søster, hvor [A] og nogle mænd også forsøgte at opsøge hende. Ansøgeren opholdt sig i en måned hos sin søster, inden hun udrejste fra Uganda til Tyrkiet [i efteråret 2015]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens detaljerede og konsistente forklaring om asylmotivet til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at hun i Uganda har været udsat for angreb fra sin tidligere samlever efter, at hun er blevet afsløret af samleverens mor, mens hun dyrkede sex med en anden kvinde. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel ikke sig selv kan føre til asyl. Det må under sagen imidlertid videre lægges til grund, at ansøgeren på grund af sine seksuelle aktiviteter står i et modsætningsforhold til navnlig sin tidligere kæreste, [A], der har efterstræbt hende, og at ansøgeren i den forbindelse som homoseksuel ikke kan forvente at få den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Under disse omstændigheder finder nævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og[ansøgeren] meddeles derfor opholdstilladelse i Danmark. ugan/2017/7/MAD
Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af sin familie eller lokalbefolkningen, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han blev bekendt med sin seksuelle orientering i 2001 eller 2002. Ansøgeren havde et forhold til vennen, [A], i perioden 2002 til 2005, mens de begge gik på skolen, [B]. Dette blev i 2005 opdaget af en lærer på skolen, som truede dem med at klage til skolens ledelse, men der skete ikke yderligere. Da ansøgeren skulle søge optagelse til ”[C]” på skolen, blev han afvist, fordi han tidligere havde kysset [A] på skolen. Ansøgerens far fandt i denne forbindelse ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Faren overtalte skolens ledelse til at optage ansøgeren, imod at ansøgeren ville ophøre med at være homoseksuel. Herefter begyndte ansøgerens familie at behandle ham dårligt, og hans forældre har flere gange siden udsat ham for vold. Til sin søster forlovelsesceremoni i 2015 kom ansøgeren til at fortælle sin familie og sin klan, at han var homoseksuel, idet han forsvarede sig mod en påstand om, at han skulle have forgrebet sig på en pige. Ansøgerens far, som er officer i hæren, slog ham og sendte ham herefter til [D]-fængslet uden for Kampala, hvor han sad fængslet omkring halvanden måned. Med hjælp fra en onkel og en af fængslet medarbejdere lykkedes det ham at flygte fra fængslet. Herefter tog ansøgeren til byen Busia, som ligger i nærheden af grænsen til Kenya, hvor han opholdt sig på et lager i tre måneder, indtil han udrejste. Ansøgeren er senere blevet bekendt med, at den onkel, som hjalp ham med at flygte, er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, idet han har forklaret divergerende og udbyggende herom. Ansøgeren har forklaret, at han og [A] var kærester fra 2002 til 2005, hvor ansøgeren var 13 til 17 år og [A] 16 til 20 år gammel. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at deres forhold ikke udviklede sig til at være seksuelt, at de første gang kyssede hinanden i 2005, at de ikke kyssede hinanden ofte, og at det mest skete i weekenderne. Under mødet i Flygtningenævnet har han forklaret, at de ofte kyssede hinanden, og at det mest skete om fredagen i skolens hal. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at han og [A] i perioden gik i bad sammen næsten dagligt, hvor de vaskede hinanden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan han blev behandlet af sin familie efter, at hans far på et møde på skolen var blevet bekendt med ansøgerens homoseksualitet. Ansøgeren har således under asylsamtalen forklaret, at både hans mor og far udøvede vold imod ham ved at slå med træstave og kabler, hvorimod han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at alene faderen udøvede vold mod ham ved at slå ham med et kabel. Ansøgeren har udbygget sit asylmotiv ved i advokatens indlæg og under mødet i Flygtningenævnet at oplyse, at han i Uganda havde et forhold til sin fætter ved navn [E] i 7 år fra 2007 til 2014. Hans forklaring under mødet i nævnet om, at han og [E] lejede et hotelværelse, hvor de kunne være sammen stemmer dårligt overens med ansøgerens forklaring om, at han i den periode blev behandlet dårligt af sin familie, idet hans frihed blev begrænset og han skulle være hjemme til faste tidspunkter. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han var tilbageholdt efter sin søsters forlovelsesfest i [foråret] 2015. Han har under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at han var tilbageholdt i 1½ måned, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han var tilbageholdt i 2½-3 måneder. På denne baggrund og idet en række yderligere elementer i ansøgerens forklaring forekommer usandsynlige, herunder vedrørende episoden i Entebbe, og farens reaktions herpå ti år efter, han er erfarede om ansøgerens homoseksualitet, er ansøgerens generelle troværdighed svækket. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er homoseksuel. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har indhentet erklæringer om sin seksuelle orientering fra [organisationen F] og [organisationen G] i Danmark. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer at blive udsat forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/6/SOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lugbara og katolik fra [det vestlige] Uganda. Ansøgeren har været aktivt medlem af det ugandiske parti ’Forum for Democratic Change’ siden 2005. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, fordi hun har været aktiv i oppositionspartiet ’Forum for Democratic Change’(FDC). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2005 tilsluttede sig partiet ’Forum for Democratic Change’, fordi hun mente, at partiet ville kunne fremme retfærdigheden i Uganda, såfremt partiet kom til magten. Efter at have tilsluttet sig ’Forum for Democratic Change’ udførte hun aktiviteter for partiet. Hun har blandt andet i 2005 holdt en tale, og hun har forsøgt at hverve medlemmer og uddelt partitørklæder. I september 2015 blev ansøgeren anholdt og fængslet i to uger af de ugandiske myndigheder i den nordlige del af Uganda. Hun blev anholdt og fængslet, fordi hun blev beskyldt for at være tilhænger af det forkerte parti. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren fundet af en somalisk chauffør fundet bevidstløs og bundet på hænder og fødder i Mabira-skoven i det centrale Uganda. Chaufføren tog sig efterfølgende af ansøgeren, og da hun et par dage senere kom til bevidsthed, kørte hun med somalieren til Arua, hvor hun opholdt sig i tre dage, inden hun udrejste af Uganda i somalierens bil. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har efter sin forklaring været et menigt ikke-registreret medlem af FDC. Hendes aktiviteter har bestået i mundtlig lokal hvervning i 2005 og igen op til valget i 2015. Der er tale om et legalt parti, som er det største oppositionsparti i Uganda med repræsentation i parlamentet. Ansøgeren har på forespørgsel demonstreret ringe konkret viden om partiets aktiviteter om mærkesager. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren som oplyst er blevet anholdt på vej bort fra markedet sammen med fire andre personer, at hun ved anholdelsen blev slået af politiet, og at hun herefter var fængslet i 14 dage. Efter ansøgerens forklaring blev hun end ikke registreret ved navn af politiet, der blev ikke oprettet en sag, og hun blev ikke afhørt. Ansøgeren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at anholdelsen skyldtes hendes politiske aktiviteter. Ansøgerens forklaring om det efterfølgende hændelsesforløb kan ikke lægges til grund. Ansøgeren har på udtrykkelig forespørgsel oplyst, at hun intet konkret husker om, hvad der skete, fra hun opholdt sig i fængselscellen, og indtil hun vågnede op i somalierens bil. Ansøgeren har forklaret afglidende omkring dette hændelsesforløb. Hun har endvidere på den ene side forklaret, at somalieren oplyste, hvorledes han havde fundet hende, at han havde behandlet hende med antibiotika, at hun havde været i bilen i to døgn, og at han rådede hende til at forlade Uganda. På den anden side har hun forklaret, at hun kun i meget begrænset omfang kunne tale med somalieren på grund af sproglige vanskeligheder. Det forekommer ikke sandsynligt, at somalieren overhovedet kunne være i stand til at hjælpe ansøgeren som forklaret. Det forekommer endvidere ikke sandsynligt, at politiet, frem for at løslade ansøgeren, eventuelt mod kaution, skulle ulejlige sig med at transportere ansøgeren i bevidstløs tilstand til et skovområde liggende syv til otte timers kørsel fra fængslet i Arua. Ansøgeren har forklaret afglidende på konkrete spørgsmål om, hvorfor hun forlod Uganda uden at kontakte sin søn, og hvorledes hun kunne finansiere rejsen. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda risikerer konkret og individuel forfølgelse som følge af sine aktiviteter for FDC. Da ansøgeren derfor ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/5/EMU
Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen fra […], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra lokalbefolkningen eller fra familiemedlemmer, idet hun er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive idømt fængsel på livstid eller blive henrettet af de ugandiske myndigheder, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har nu yderligere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun efter Flygtningenævnets afgørelse er blevet eksponeret på en ugandisk hjemmeside, […], der [i vinteren] 2016 har offentliggjort en artikel, hvori ansøgerens navn og billede fremgår. Artiklen omhandler den planlagte udsendelse af ansøgeren fra Danmark. Som fastslået ved Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren] 2016, kan ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det væsentlige lægges til grund. Nævnet lægger således under denne genoptagelsessag til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at ansøgeren i sin landsby er blevet udsat for chikane og en korrektionsvoldtægt, da lokalbefolkningen fandt ud af, at hun var homoseksuel. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgerens familie har slået hånden af hende på grund af hendes homoseksualitet. Ved vurderingen af forholdene for LGBT-personer i Uganda, har Flygtningenævnet lagt vægt på de senere års baggrundsoplysninger om forholdene for LGBT-personer i Uganda, herunder blandt andet de seneste rapporter fra ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen (Inspector General) for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at selvom ansøgeren er homoseksuel, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forhold, at ansøgeren figurerer med navn og billede i en artikel på den ugandiske hjemmeside, […], ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på ovennævnte baggrundsoplysninger, herunder oplysningerne om, at der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene, samt at der er etableret støttenetværker for homoseksuelle, og at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer. Hvis ansøgeren ikke mener, at hun kan vende tilbage til sit hjemområde finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Uganda, herunder i Kampala. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Ugan/2017/4/JOL
Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Nile Hamites (nomadestamme) og kristen protestant. Ansøgeren er født i Masawa, Eritrea, men er Ugandisk statsborger. Ansøgeren har været en del af gruppen […], som arbejder for LGBT-personer. Ansøger har derudover aldrig været politisk aktiv, herunder deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet af det ugandiske politi og forfulgt af lokalsamfundet, fordi han er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han som 13-årig fandt ud af, at han var homoseksuel. Ansøgeren påbegyndte en universitetsuddannelse i [sommeren] 2012, men blev ekskluderet fra universitet i [vinteren] 2013, fordi det rygtedes, at ansøgeren var homoseksuel. I sommeren 2012 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som var den første mand, ansøgeren indledte et forhold til, men forholdet var ikke særlig seriøst, og de gik fra hinanden i vinteren 2012. Til en sammenkomst for homoseksuelle i byen Entebbe ultimo januar 2013 mødte ansøgeren en mand ved navn […], som han tidligere havde korresponderet med via Facebook. Ansøgeren og [manden] indledte et seksuelt forhold, som endte i [sommeren] 2013. En af hans veninder fra universitetet havde en bror ved navn […], som ansøgeren hjalp med skolearbejdet, og de to blev venner i 2012. I 2013 indledte ansøgeren og [venindens bror] et seksuelt forhold. [Venindens brors] forældre klagede til universitetet, hvorfor ansøgeren af universitetet blev beskyldt for at have voldtaget [venindens bror], hvorefter ansøgeren blev bortvist i [vinteren] 2013. Ansøgeren kunne herefter ikke opholde sig hos sine fosterforældre, hvorfor han i 2013 flyttede sammen med en mand ved navn […], som ansøgeren havde mødt i [sommeren] 2013. I [vinteren] 2013 blev ansøgeren kæreste med [sin nye bofælle]. Ansøgeren begyndte primo 2014 at arbejde som sekretær i gruppen [LGBT-organisation], som var stiftet af [ansøgerens kæreste], og som arbejder for LGBT-personer. [I begyndelsen af] 2013 var [kæresten] og ansøgeren på vej til et møde med [LGBT-organisationen], da de bemærkede, at politiet var på stedet. Politiet tilbageholdte andre medlemmer af gruppen, og ansøgeren og [kæresten] fik over telefonen oplyst, at de var sigtede for at involvere to drenge i homoseksualitet. Ansøgeren og [kæresten] udrejste derefter af Uganda sammen. Ansøgeren afbrød sit forhold til [kæresten], mens de var i Tyskland, hvorefter ansøgeren rejste videre til Danmark. Ansøgeren har siden [sommeren] 2016 haft et fast forhold til en anden asylansøger i Danmark. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han ønsker asyl i Danmark, ikke kan lægges til grund, og nævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgerens forklaring om sin involvering i [LGBT-organisationen], der i realiteten varetager interesser vedrørende LGBT, ikke er reel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren intet anførte om sin tilknytning til [LGBT-organisationen] i asylansøgningsskemaet, hvilken tilknytning således først senere i sagen er blevet hans centrale asylmotiv. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret modstridende og utroværdigt om episoden [i begyndelsen af] 2015 og det efterfølgende forløb, herunder om telefonkontakten til [et andet medlem af gruppen], der angiveligt sad fængslet. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han på grund af sin homoseksualitet skulle have opnået en konflikt med myndighederne i Uganda, eller at han på anden måde som følge af sin homoseksualitet skulle være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin seksualitet, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014, hvoraf fremgår, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/2/col
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk acholi og katolik fra Gulu, Nordlige Uganda, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at han vil blive fængslet på livstid af myndighederne, eller at han vil blive slået ihjel af medlemmer af lokalsamfundet, fordi han er biseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i en alder af 14 år fandt ud af, at han var biseksuel, og at han fik sin første mandlige kæreste, da han var omkring 19 år. I 2012 blev ansøgeren kæreste med en mand ved navn [A]. Forholdet var hemmeligt frem til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren og [A] havde seksuelt samkvem i ansøgerens musikstudie. Ved den lejlighed blev de opdaget af en af ansøgerens ansatte. En uge senere sad ansøgeren på en bar, hvor han overhørte tre mænd tale om ham og episoden i musikstudiet. Da mændene havde forladt baren, blev ansøgeren bekymret for, om han ville blive overfaldet, og han tilbragte derfor natten på et hotel, hvorefter han tog på arbejde næste morgen. [Sommeren] 2015 var [A] på besøg hos ansøgeren. Omkring kl. 22 bankede det på døren. Ansøgeren nægtede at lukke op, hvorefter døren blev sparket ind. Uden for døren stod otte til ti mænd fra lokalsamfundet bevæbnet med kæppe. De slog ansøgeren og [A], ligesom de fremkom med skældsord og trusler. Det lykkedes [A] at flygte, mens ansøgeren blev bragt til et fængsel. Næste morgen vågnede ansøgeren i fængslet, hvor han blev udsat for fysiske overgreb af vagterne. Den følgende morgen ankom ansøgerens forretningspartner, [B], og overtalte vagterne til at få lov til at tale med ansøgeren. Om natten blev døren til ansøgerens celle låst op, og en vagt meddelte ansøgeren, at han skulle forlade stedet. Ansøgeren flygtede herefter gennem bushen til hovedvejen, hvorfra han kørte med en kvægtransport til grænseområdet mellem Uganda og Sydsudan. Efter en uges ophold i grænseområdet tog ansøgeren [i sommeren] 2015 til byen [mindre by] i Sydsudan, hvor han mødte en tidligere kunde, som han fortalte sin historie til. Pågældende tog herefter til Uganda for at hente ansøgerens pas hos ansøgerens bedstemor og seks millioner ugandiske shilling hos [B] til brug for ansøgerens videre rejse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er biseksuel og primært er seksuelt orienteret mod mænd. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering, og der ses ikke holdepunkter for at tilsidesætte denne forklaring. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele af landet er tabubelagt. På grundlag heraf finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er biseksuel, ikke sig selv kan føre til asyl. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse eller overgreb som følge af sin seksualitet. Nævnet finder således, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og usammenhængende om centrale elementer af asylmotivet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om den episode [i sommeren] 2015, som er årsag til hans udrejse. Under oplysnings- og motivsamtalen [fra sommeren] 2016 har han således forklaret, at han var alene hjemme, da der blev banket på døren, mens han under samtalen [fra vinteren] 2017 har forklaret, at han var sammen med [A], og at de sov, da der blev banket. Under nævnsmødet har han forklaret, at han og [A] havde sex, da der blev banket. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren ikke har kunnet finde [A], selvom han har forsøgt, idet ansøgeren samtidig har kunnet forklare detaljeret om [A]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at [A] undslap [i sommeren] 2015. Under samtalen [fra vinteren] 2017 har han således forklaret, at han besvimede og først, da han vågnede morgenen efter, fandt ud af, at [A] var undsluppet, mens han under samtalen [fra sommeren] 2016 ikke har forklaret om nogen besvimelse, ligesom han har forklaret, at [A] slet ikke var til stede under episoden. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at disse forskelle skyldes, at ansøgeren ikke var klar over, at tolkefejl, som ansøgeren havde påpeget, ikke var tilført referatet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/12/CHA
Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra […], Buigwe-distriktet, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af familien til kvinden [A], som ansøgeren har haft et forhold til. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at lokalbefolkningen eller myndighederne vil slå hende ihjel, fordi de har fået kendskab til, at hun er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter kvinden [B], som tvang ansøgeren til at prostituere sig i Tyrkiet, og som ansøgeren skylder et større pengebeløb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun, da hun var 17 år, mødte [A] på den kostskole, de begge gik på. Efter tre måneder havde ansøgeren og [A] første gang seksuelt samkvem. [A] forlod kostskolen tre til fire måneder før ansøgeren, og da hun stoppede på kostskolen, mistede de kontakten. Omkring ét år senere mødte ansøgeren [A] på den restaurant, hvor ansøgeren arbejdede. Ved dette møde fik ansøgeren [A´s] telefonnummer, hvorefter de indledte et forhold. I perioden fra 2011 til 2014 mødtes ansøgeren og [A] to til tre gange om måneden på Hotel […] i Mnengo, hvor de havde seksuelt samkvem. På et tidspunkt blev forholdet opdaget af [A’s] far, der er en højtstående person indenfor politiet eller militæret. Faren krævede [A] tvangsgiftet med en mand, hvilket [A] afviste og fortalte sin far, at hun var i et forhold med ansøgeren. [A] stak herefter af hjemmefra og flygtede hjem til ansøgeren, hvorfra hun tog hjem til sin tante. To mænd opsøgte efterfølgende ansøgeren på arbejdspladsen. I [efteråret] 2014 opsøgte [A’s] fars folk ansøgerens Bedste på dennes bopæl, i hvilken forbindelse det blev sagt, at ansøgeren skulle lade [A] være i fred, ligesom ansøgerens Bedste blev truet. Bedste blev efterfølgende dræbt. Ansøgeren er sikker på, at det er [A’s] far, der står bag drabet. Efterfølgende blev ansøgeren og [A] overfaldet til en fodboldkamp. Ansøgeren mistænker [A’s] far for at stå bag overfaldet, idet hun tror, [A’s] far havde sendt agenter ud for at holde øje med dem. Efter overfaldet fandt [A] en anden bopæl til ansøgeren, således at hun kunne være i sikkerhed. Ansøgeren boede her frem til sin udrejse af Uganda. Ansøgeren udrejste i [foråret] 2015 af Uganda til Tyrkiet sammen med [A’s] tante, [B], der tvang ansøgeren til prostitution i Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering, og der ses ikke holdepunkter for at tilsidesætte denne forklaring. De generelle forhold for LGBT-personer i Uganda er belyst i blandt andet ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at selvom forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele af landet er tabubelagt. På grundlag heraf finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at ansøgeren er homoseksuel ikke sig selv kan føre til asyl. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende [A] til grund, fordi forklaringen på flere væsentlige punkter er usammenhængende og forekommer konstrueret til lejligheden. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgerens Bedste skulle være blevet dræbt på grund af ansøgerens seksualitet, mens ansøgeren selv alene var blevet opsøgt kortvarigt på sin arbejdsplads. Ansøgeren har endvidere afgivet forskellige forklaringer om, hvornår i forløbet Bedste blev opsøgt, idet hun under oplysnings- og motivsamtalen den 9. marts 2016 oplyste, at drabet på Bedste fandt sted i januar 2015, og at [A] og hun var til fodboldkampen i december 2014. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at [A] og hun gik til fodboldkampen efter drabet på Bedste, fordi [A] mente, at ansøgeren havde godt af at komme ud. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvad hun fik at vide af [A] om [A]s fars reaktion på oplysningen om, at [A] ikke ønskede at gifte sig, fordi hun var homoseksuel. Ansøgeren har således under gensamtalen den 11. januar 2017 forklaret, at [A] og hun aldrig har talt om, hvordan [A]s far reagerede, da [A] fortalte ham, at hun ikke ville giftes med den mand, som faderen havde fundet, mens ansøgeren under nævnsmødet har refereret, at [A]s far i situationen udtalte, at [A] bragte skam og vanære over ham. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, at [A] skulle være flygtet fra sit hjem. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen den 9. marts 2016 og den efterfølgende samtale den 14. september 2016 intet forklaret om dette, hvorimod hun under gensamtalen den 11. januar 2017 har forklaret, at [A] flygtede fra sit hjem, da hun fandt ud af, at hun skulle giftes, og at hun efter et par dage hos ansøgeren tog ophold hos en tante. Nævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse hverken af [A]s familie eller lokalbefolkningen. Efter ansøgerens sparsomme oplysninger om [B] finder nævnet det endvidere ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse på grund en konflikt med [B]. Ansøgeren har således alene oplyst, at [B] har sagt, at ansøgeren skylder 6000 dollars, og at ansøgeren formoder, at hun som følge heraf vil være i risiko for at blive fængslet, for at [B] kan inddrive pengene. Da Flygtningenævnet således ikke finder, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2017/11/JHB.
Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik af trosretning fra [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive dræbt eller fængslet af myndighederne i en lang periode. Ansøgeren frygter endvidere lokalbefolkningen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun blev bevidst om sin seksualitet i teenageårene. I perioden 1998 til 2007 var ansøgerne i et kæresteforhold til kvinden [A]. I 2007 blev ansøgeren voldtaget af en taxachauffør og blev gravid. Barnet døde i forbindelse med fødslen. Ansøgeren boede hos sin onkel, men blev smidt ud, da hun blev gravid og lejede herefter et værelse i [by]. I 2008 indledte ansøgeren et seksuelt forhold til kvinden [B], hvem hun i 2010 flyttede sammen med. Udadtil fremstod de som veninder, og de holdt deres forhold skjult. [B] arbejdede meget i Tyrkiet og var ofte væk i mange måneder ad gangen. [B] havde tidligere et forhold med kvinden [C]. Dette forhold var dog sluttet efter, at [C]s mor havde set [B] og [C] have seksuelt samvær. Ansøgeren kender ikke de nærmere omstændigheder. [C] sås af og til med [B] og ansøgeren – de var venner. En dag havde [C]s mor set [C] sammen med [B] og ansøgeren i en bil. Moren kom efterfølgende i [foråret] 2014 ind på en bar, hvor hun højlydt beskyldte [B] og ansøgeren for at have fordærvet hendes datter. Det udviklede sig kaotisk på baren, og bartenderne bad dem forsvinde. Ansøgeren og [B] tog herefter hjem. Den følgende morgen kom politiet til bopælen sammen med [C]s mor. Ansøgeren og [B] blev taget med på politistationen, hvor ansøgeren og [B] var tilbageholdt i tre dage. Herefter blev de begge løsladt mod bestikkelse, som blev betalt af en af [B]s forretningsforbindelser. Løsladelsen skete på betingelse af, at ansøgeren skulle melde sig selv den efterfølgende fredag. Ansøgeren valgte ikke at efterkomme betingelsen og udrejste legalt af Uganda til Tyrkiet den [foråret] 2014 sammen med [B]. I Tyrkiet erfarede ansøgeren, at [B]s reelle beskæftigelse var menneskesmugling og prostitution. [B] forlangte, at ansøgeren skulle bidrage, hvorfor ansøgeren var nødsaget til at prostituere sig, indtil hun havde sparet penge nok op til at udrejse af Tyrkiet. Ansøgeren har ikke haft kontakt til [B] efter sin udrejse af Tyrkiet. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sin seksuelle orientering. Nævnet har endvidere lagt vægt på udtalelsen fra [navngiven LGBT gruppe i Danmark] af [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 og på brevet af [nærmere angiven dato i efteråret] 2017 fra [D]. På den baggrund finder nævnet ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at kvinden, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, skulle være bekendt med, at ansøgeren og [B] var på den pågældende bar på det pågældende tidspunkt, og at hun desuden skulle være bekendt med ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren boede sammen med [B]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet finder, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom under nævnsmødet, hvor ansøgeren har forklaret, at [C]s mor havde søgt efter [B] i fire år. Flygtningenævnet finder herudover, at det har formodningen mod sig, at den ansvarshavende betjent mod bestikkelse skulle løslade ansøgeren og [B] alene på betingelse, at de skulle vende tilbage til arresten den følgende fredag, når samtidig henses til ansøgerens forklaring om, at den kvinde, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, skulle være en velhavende og indflydelsesrig kvinde, som kunne få sagen bragt op til et højere niveau. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om opholdet hos [B]s bekendte [E], idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at de boede hos [E] i to uger, og at han hentede deres pas og andre private ting i deres lejlighed, og ikke noget om, at han var bortrejst i denne periode, mens hun til asylsamtalen først forklarede, at [E] var bortrejst i - de - to uger, og udbyggende, at han hentede deres pas og sørgede for visum i den første uge og derefter var bortrejst, og at det var ca. tre uger, at de opholdt sig hos [E]. Flygtningenævnet finder desuden, at det forekommer usandsynligt, at politiet ikke opsøgte [E]s bopæl, når henses til, at personen, der foranledigede ansøgeren og [B] arresteret, efter ansøgerens forklaring havde fået bragt sagen op på et højere niveau, sammenholdt med, at den bestukne betjent ringede til [E] og dermed havde dennes telefonnummer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring om denne del af ansøgerens asylmotiv - vedrørende en konkret konflikt med en kvinde og myndighederne - er utroværdig og konstrueret til lejligheden, og nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring herom. Ved vurderingen af forholdene for LGBT-personer i Uganda har Flygtningenævnet lagt vægt på de senere års baggrundsoplysninger om forholdene for LGBT-personer i Uganda, herunder blandt andet de seneste rapporter fra ILGA, State-Sponsored Homophobia, A world Survey of Sexual Orientation Laws: Criminalisation, Protection and Recognition, udgivet maj 2017, UK Home Office, Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity, udgivet januar 2017, Human Rights Watch: World Report 2017 – Uganda, udgivet 12. januar 2017, Amnesty International Report 2016/17, The State of the World’s Human Rights – Uganda, udgivet 22. februar 2017, Regeringskansliet, Utrikesdepartementet: Mänskliga rättigheter, demokrati och rättsstatens principer i Uganda 2015–2016, udgivet april 2016, US Department of State, Country Reports on Human Rights Practices for 2016, Uganda, udgivet 3. marts 2017, og Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne eller befolkningen. Ugandas forfatningsdomstol besluttede den 1. august 2014 at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014, og myndighederne har besluttet ikke at genfremsætte lovforslaget. Selvom homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet. Endvidere fremgår det, at chefen (Inspector General) for det ugandiske politi har givet ordre til ikke at forfølge personer på grundlag af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derudover fremgår det, at der siden 2012 årligt er arrangeret Uganda Prides, og at møder arrangeret af LGBT-organisationer, herunder også Uganda Prides, er blevet opløst af politiet ved flere lejligheder. Det fremgår endvidere af de aktuelle baggrundsoplysninger, at der er en fremherskende traditionel og kulturel misbilligelse af homoseksualitet, at homofobi er udbredt, og at der ofte er forvirring om, hvad det indebærer at være LGBT. Selv om der er en stærk ugandisk offentlig opinion mod homoseksualitet, findes der en række organisationer, primært i Kampala, der aktivt og åbent debatterer LGBT-rettigheder og også forfølger sager om LGBT-rettigheder ved domstolene. Der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Det fremgår videre, at LGBT-spørgsmål drøftes i de større byer, mens det i andre dele er tabubelagt. På grundlag af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at selvom ansøgeren er homoseksuel, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker, at det ikke gør nogen forskel, at ansøgeren er tilknyttet [navngiven LGBT-gruppe] i Danmark, idet ansøgeren ikke ses at være særligt profileret i den forbindelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2017/10/MJM
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra [landsby], Kalisizo, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive slået ihjel af befolkningen og sin familie, eller at hun vil blive udsat for forfølgelse fra myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun har været homoseksuel, siden hun blev født. Som 12-årig indledte hun et seksuelt forhold til en nabopige ved navn [A]. Dette blev opdaget af en kvinde ved navn […], som fortalte det til ansøgerens mor. Herefter blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin mor, og hendes forældre nægtede at lade hende gå i skole. Som 14-årig blev ansøgeren tvunget til at bo sammen med en mand ved navn […], som er far til hendes datter, […]. To år senere fik ansøgeren nok og rejste til Kampala, hvor hun boede indtil sin udrejse den [efteråret] 2014. Under sit ophold i Kampala indledte ansøgeren et forhold til en kvinde ved navn [B]. De var kærester i perioden fra 2006 til 2008. I 2008 blev deres forhold opdaget af en gruppering ved navn Local Defence, der samarbejder med det ugandiske politi. Ansøgeren betalte 20.000 ugandiske shilling for at undgå at blive taget med og overleveret til politiet. Herefter stoppede ansøgeren med at være kæreste med [B]. I 2010 blev ansøgerens butik brændt ned af ukendte personer. I perioden 2010 til ansøgerens udrejse i 2014 oplevede hun ingen problemer med nogen parter. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige lægge forklaringen til grund, idet de divergenser, der forekommer i forklaringen, efter deres karakter og indhold ikke findes at have afgørende betydning. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at hun i en periode fra 2006 til 2008 har været kæreste med [B], og at hun har været udsat for chikane. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene på grund af sin seksualitet og profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det er herved også taget i betragtning, at ansøgeren i Danmark har tilknytning til [dansk organisation for homoseksuelle], og at hun i en vis grad er profileret, blandt andet ved sin deltagelse i flere optog arrangeret af LGBT. Flygtningenævnet har lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet lægger ved bedømmelsen af ansøgerens frygt for overgreb fra befolkningen i almindelighed og fra sin familie samt for myndighedernes forfølgelse afgørende vægt på, at ansøgeren, efter at hendes forretning brændte, i fire år fra efteråret 2010 og til [efteråret] 2014, er blevet boende på sin hidtidige bopæl, før hun udrejste, og at hun ikke i den periode er blevet udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgerens forklaring om, at hun i den fireårige periode har levet i skjul og alene er gået på markeder om aftenen for at foretage indkøb, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for at blive udsat for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2017/1/SSM
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive dræbt eller fængslet af myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans farmor snart går bort, og at hun således ikke længere vil kunne beskytte ansøgeren og hans brødre i hjemlandet. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hans farbror fra 2008 til 2009 udsatte ham for seksuelle overgreb to til tre gange om ugen. I slutningen af 2009 forsøgte farbroren at udsætte ansøgerens lillebror for et seksuelt overgreb, som blev forhindret af ansøgeren, farmoren og nogle naboer. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt til farbroren, og ansøgeren flyttede herefter med sin farmor og søskende til […]. I 2011 blev ansøgerens bopæl angrebet af en større gruppe mennesker, der kastede sten og pinde ind i huset. Familien flyttede derefter til en anden adresse i samme by. Senere i 2011 indledte ansøgeren et forhold til en person ved navn […], og de var kærester i omkring fire måneder, inden de gik fra hinanden. I midten af 2011 opdagede ansøgerens farmor, at ansøgeren og hans bror var homoseksuelle, idet hun fandt beskeder og billeder på ansøgeren og brorens mobiltelefoner. Af den grund kontaktede farmoren tre sheiker, der skulle udføre et ritual, idet farmoren mente, at ansøgeren og broren var besat af dæmoner. Efter at sheikerne havde været på bopælen, fik alle i lokalområdet kendskab til ansøgeren og brorens seksualitet, og de blev begge nedgjort og hånet af personer i området. [I] november 2013 forsøgte nogle af ansøgerens skolekammerater at drukne ham på grund af hans homoseksualitet, og ansøgerens farmor besluttede derefter, at ansøgeren og broren skulle flytte med hende til […] i Kampala, hvortil de flyttede i slutningen af 2013. Ansøgeren deltog i 2013 i en demonstration vedrørende homoseksuelles rettigheder i Entebbe, Uganda. Ansøgeren oplevede ikke konflikter i den forbindelse. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda […] januar 2015 sammen med sine to brødre. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fået kontakt til en LGBT-organisation, ligesom han har deltaget i Pride-paraden i Århus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans brødre har forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Ansøgeren har forklaret, at brødrene boede hos deres farmor, men [klagerens storebror] indtil han blev konfronteret med, at ansøgeren havde forklaret noget andet, fastholdt, at brødrene boede hos deres mormor. Ansøgeren og [storebroren] har dertil forklaret divergerende om diverse årstal, om Desires forhold, om angrebet på farmorens hus og om sheikernes besøg hos farmoren. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at der kom tre sheiker på besøg hos farmoren 1 til 1½ uge efter hun fandt ud af, at brødrene var homoseksuelle, og at besøget foregik i stuen, mens [storebroren] har forklaret, at der kom fem sheiker på besøg i marts 2011, efter at farmoren havde opdaget, at ansøgeren og [storebroren] var homoseksuelle i slutningen af 2010. [Storebroren] forklarede i den forbindelse, at besøget foregik i hans soveværelse sammen med tre sheiker, mens de øvrige to sheiker var i stuen sammen med farmoren. Endelig har [klagerens lillebror] i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte om episoden fra [storebroren] eller [ansøgeren]. [Lillebroren] har i øvrigt forklaret, at både [ansøgeren]og [storebroren] stak af fra sheikerne og var væk hele natten, hvor han selv kom hjem, mens ansøgeren har forklaret, at det alene var ham, der løb fra stedet. Ansøgeren og [storebroren] har tillige forklaret divergerende om antallet af angreb på farmorens hus. Endelig har ansøgeren forklaret udbyggende om sine seksuelle forhold i Uganda. Ansøgeren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han alene havde et forhold til […], men at der ikke var tale om et seksuelt forhold. Han har efter modtagelse af afslaget fra Udlændingestyrelsen over for LGBT Asylum oplyst, at han tillige havde et forhold til sin brors kæreste […]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret uddybende om karakteren af de seksuelle forhold til […] og [brorens kæreste]. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de påberåbte episoder eller om sine personlige forhold eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at [storebroren] har det dårligt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle have været udsat for forfølgelse på grund af egen eller broderens angivelige homoseksualitet til grund. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark, har haft tilknytning til organisationen LGBT Asylum kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft to homoseksuelle forhold i Uganda, at han er ven med […], der ifølge en mail fra [vennen] selv er åbent homoseksuel, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret homoseksuel i Uganda, og at han efter sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/9/NKE
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk barganda fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive diskrimineret, fængslet, tortureret og slået ihjel af myndighederne og befolkningen, og at hans mor vil blive dræbt, eftersom ansøgeren er homoseksuel og visse mennesker finder homoseksualitet unaturligt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2002-2003 mødte en mand ved navn [A], der gik på samme gymnasium som ansøgeren. De blev kærester og var kærester frem til ansøgerens udrejse fra Uganda i 2014. De var seksuelt aktive i al den tid, de var kærester. Ansøgeren har herudover haft to andre homoseksuelle partnere, [B] og [C]. Han mødte dem begge i 2006 eller 2007. I slutningen af 2007 bad ansøgeren [B] om penge, hvortil [B] svarede, at han ikke havde nogen penge. Ansøgeren vidste, at [B] løj, og han truede derfor [B] med at afsløre deres forhold. [B] truede med, at han ville skære hovedet af ansøgeren. Ansøgeren flygtede derfor til Sverige, hvor han søgte asyl i 2008. Han vendte tilbage til Uganda i 2010. I midten af 2013 blev ansøgeren opsøgte af omkring seks personer. De havde kæppe med og kastede sten efter ansøgeren. Ansøgeren løb væk fra sin mors bopæl og hen til [A]. En måned senere blev ansøgeren overfaldet, da han var på vej hjem fra træning. Han blev slået i ryggen og faldt ned på jorden, hvorefter han blev slået med kæppe over hele kroppen. Det lykkedes ansøgeren at løbe væk og hoppe på en bodo-boda, en slags knallert-taxa, for at slippe væk. I 2014 talte ansøgeren med [A] om at forlade Uganda, eftersom forholdene for homoseksuelle var dårlige. De slog ikke op med hinanden, men aftalte, at de skulle ses igen og måske bo sammen. [I foråret] 2014 indrejste ansøgeren i Danmark på et visum han havde fået på baggrund af en invitation fra en kvinde, [D], som ansøgeren var blevet proforma gift med. Efterfølgende søgte han om familiesammenføring, men ansøgningen blev afslået, da hans og [Ds] forhold ophørte i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring har været divergerende blandt andet i forhold til, hvad han har forklaret overfor de svenske myndigheder i forbindelse med asylansøgningen dér i 2008, ligesom forklaringen også i øvrigt har været upræcis og usammenhængende. Ansøgeren opgav således overfor de svenske myndigheder sit navn til at være [FF, født i] 1984, mens han i Danmark har opgivet, at han hedder [GG og er født i] 1983. I forbindelse med asylsagen i Sverige forklarede ansøgeren, at hans farbror i [efteråret] 2001 introducerede ham for general [B], som han herefter arbejdede for og boede hos frem til 2008, hvor generalen og hans folk bortførte ham til Sverige. Han forklarede, at [B] og hans folk udnyttede ham seksuelt flere gange, ligesom de mishandlede ham ved at slå ham med våben. Han forklarede videre, at han via ansættelsen hos [B] kom i besiddelse af oplysninger om en række strafbare forhold, generalen havde begået, og om generalens forhold blandt andet til [højt stående politikere]. I forbindelse med den danske asylsag har ansøgeren derimod i oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen den […] forklaret, at han i 2007 til 2008 havde et homoseksuelt forhold til [B], som han i 2007 bad om penge, hvilket [B] afslog. Da ansøgeren truede med at afsløre deres homoseksuelle forhold, truede [B] med at slå ansøgeren ihjel, hvorefter han i 2008 flygtede til Sverige, hvor han søgte asyl. I asylsamtalen den […] har ansøgeren derimod forklaret, at [B] var interesseret i ham, men at de aldrig har haft et seksuelt forhold, mens han under mødet i nævnet på ny har forklaret, at han og [B] havde et seksuelt forhold. Ansøgeren har ikke været i stand til at give en forklaring på disse mange divergenser om karakteren af hans og [Bs] forhold. Det bemærkes videre, at det forekommer usandsynlig, at ansøgeren skulle have fundet på et andet asylmotiv i Sverige af frygt for, at [B] kunne spore ham, eftersom han netop forklarede om [B] også overfor de svenske myndigheder. I modsætning til forklaringen, som ansøgeren har afgivet i Danmark, forklarede han ikke i forbindelse med den svenske asylsag, at han var homoseksuel, derimod forklarede han, at han forud for udrejsen i 2008 havde en kvindelig kæreste ved navn [E], der havde været gravid men havde aborteret. Under mødet i nævnet har ansøgeren videre forklaret udbyggende med hensyn til, at hans onkel blev bekendt med, at han var homoseksuel, og derfor truede ham med, at han ville blive udstødt af familien. Endelig bemærkes, at ansøgeren har bekræftet, at facebooksiden […] tilhører ham, men at han ikke er bekendt med, at der via denne side er lagt en række oplysninger ud, der ikke harmonerer med hans asylmotiv blandt andet, at han 2013 var i færd med at bygge hus i Uganda og om en kvindelig kæreste, ligesom han ikke kan give en forklaring på, hvorfor denne side er blevet gjort utilgængelig umiddelbart forud for mødet i nævnet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er homoseksuel, og at han på den baggrund vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Uganda. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/8/snd
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra Kampala i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at blive slået ihjel af [Ns] far, fordi han tror, at ansøgeren introducerede [N] for homoseksualitet, og at ansøgeren og [N] var kærester. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive udsat for overgreb af myndighederne i Uganda på grund af hendes seksuelle orientering. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev kæreste med [S. K.] i 2011, hvorefter ansøgeren lærte hendes kusine, [N], at kende i 2013. [Efteråret] 2014 blev ansøgeren kidnappet af fire mænd. Ansøgeren blev kørt til en ukendt bygning, hvor hun blev låst inde i et rum. Ansøgeren var tilbageholdt i tre uger. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for grove fysiske overgreb, ligesom hun blev udsat for et seksuelt overgreb. I forbindelse med tilbageholdelsen fik ansøgeren at vide, at [Ns] far havde betalt de fire mænd for at slå ansøgeren ihjel, da han mente, at hun var kærester med [N]. Ansøgeren har oplyst, at hun alene har haft et venskabeligt forhold til [N]. Under tilbageholdelsen tilbød ansøgeren mændene, at hun ville betale penge til dem, hvis de ville løslade hende. Ansøgeren fik lov til at tage kontakt til din fætter, [E], og ansøgeren bad ham om at fremskaffe fem millioner ugandiske shilling. Ansøgerens fætter betalte pengene til kidnapperne på [efteråret] 2014, hvorefter ansøgeren blev løsladt samme dag på betingelse af, at hun skulle udrejse af Uganda. Ansøgeren udrejste af Uganda samme dag, som hun blev løsladt. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin bortførelse og konflikten med [Ns]far til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom forklaringen ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige forhold i forbindelse med bortførelsen. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren forklaret, at begge mænd, som sad på bagsædet, havde pistoler på sig. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at hun kun så en mand med en pistol i bilen. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren endvidere forklaret, at hun blev afhørt den første dag under tilbageholdelsen, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen af [foråret] 2016 har forklaret, at hun hverken blev afhørt, truet eller spurgt om noget den første dag. Til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 har ansøgeren derudover forklaret, at manden, der udsatte ansøgeren for det seksuelle overgreb, var bevæbnet med både pistol og kniv. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at manden kun havde en kniv. Endelig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2015 forklaret, at hun blev kørt til Mukono, hvor de udvekslede ansøgeren med løsesummen. Til asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens fætter kom med løsesummen til huset, hvor hun var tilbageholdt, hvorefter ansøgeren fik lov til at forlade det sted, hvor hun havde været kidnappet. Flertallet finder endvidere, at det forekommer mindre sandsynligt, at bortførerne slap ansøgeren fri, fordi hun lovede dem at forlade landet og aldrig vende tilbage, særligt henset til at de var hyret af en magtfuld person til at slå hende ihjel, og at løsesummen var 5.000.000 Uganda shilling. Endelig finder Flygtningenævnets flertal ansøgerens forklaring om selve bortførelsen utroværdig. Flertallet har herved lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren fulgte med en fremmed mand hen til en bil med tre andre fremmede mænd, fordi manden havde sagt, at nogen ville tale med hende, og at ansøgeren satte sig ind i bilen, fordi de fremmede mænd spurgte hende, om ikke hun kendte [S] og [N], hvorefter de tilbød hende et lift. Foreholdt dette under asylsamtalen af [foråret] 2016 har ansøgeren forklaret bl.a., at det også var meget svært at finde en taxa. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at manden sagde, at hun skulle med for at hilse på en, og at mændene fortalte, at de var i familie med [S] og [N]. Endvidere har ansøgeren for nævnet forklaret, at langt de fleste taxaer køres af privatpersoner, hvorfor hun ikke var utryg ved at køre med folk, hun ikke kendte. Flertallet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin bortførelse og konflikten med [Ns] far i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet kan ikke afvise, at ansøgeren er homoseksuel, men uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder et flertal i Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnets flertal henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnets flertal har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft flere længerevarende faste homoseksuelle forhold i Uganda siden 1996, og at hun – bortset fra konflikten med [Ns], far, som et flertal i Flygtningenævnet har forkastet – ikke har eller har haft nogen konflikter med myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger. Ansøgeren har heller ikke eller har haft nogen konflikter som følge heraf med familiemedlemmer eller andre privatpersoner. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/7/KAA
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 1993. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er ugandisk statsborger. Ansøgeren har oplyst, at han ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder eller civilbefolkningen i Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke har været i Uganda siden sin udrejse i 1986, og at han ikke har adgang til en bolig i landet, ligesom han ikke er i besiddelse af identifikationspapirer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far var et fremstående medlem af partiet Uganda Peoples Congress (UPC), og at han fungerede som partiformand for distriktet Luwero frem til sin fængsling i 1986. Faren blev som følge af sine aktiviteter slået ihjel af myndighederne, ligesom personer med tilknytning til faren blev slået ihjel. Ansøgerens bror og to farbrødre – der ligeledes var medlemmer af UPC – blev således ligeledes slået ihjel af myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han risikerer at blive slået ihjel af myndigheder eller civilbefolkning i Uganda, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren – der under behandlingen af tidligere asylansøgninger i Danmark, Luxembourg og Norge har opgivet skiftende navne og nationaliteter – efter sin egen forklaring ikke har været i Uganda i 30 år, og at det alene beror på hans egne, ubekræftede formodninger, at han er efterstræbt som af ham beskrevet. Ansøgerens mangeårige ophold uden for Uganda og den omstændighed, at han ikke har bolig i Uganda eller identifikationspapirer, kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/6/LAJ
Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og katolik af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har støttet kongefamilien i Uganda. Ansøgeren har endvidere sendt breve til diverse vestlige ambassader om forholdene i Uganda, primært vedrørende menneskerettigheder og korruption. Ansøgeren har herudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at blive efterstræbt og slået ihjel af den siddende regering, idet regeringen efterstræber personer, der sympatiserer med kongefamilien i Uganda, og som skriver kritiske breve til udenlandske myndigheder om regeringen i Uganda. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af præsidenten, fordi ansøgeren i 1994 hjalp amerikanerne i forbindelse med konflikten i Rwanda. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive udsat for fysiske overgreb eller at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, og at blive udsat for chikane af myndighederne på grund af hans seksualitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at støtte kongefamilien i 1994. Dette gjorde ansøgeren ved at skrive anmodninger til udenlandske ambassader om hjælp til kongefamilien, samt ved at arrangere et besøg af kongen i byen […]. Ansøgeren blev [i foråret] 1994 overfaldet af tre ukendte gerningsmænd i bydelen […] i Kampala, som han formoder, var blevet sendt af sikkerhedstjenesten. Ansøgeren formåede at flygte fra personerne. Ansøgeren flygtede til Sydafrika. Ansøgeren blev [i sommeren] 1999 opsøgt nær hans bopæl af medlemmer af gruppen […], som ventede på ham ude foran ansøgerens bopæl. Ansøgeren formoder, at de ville have skudt ham, såfremt han var gået ud til dem. Der skete dog ikke noget. I 2002 udtalte præsidenten på TV, at regeringen eftersøgte alle de personer, der havde skrevet kritiske breve om den siddende regering. Ansøgeren blev [i starten af] 2013 bortført af folk fra sikkerhedstyrkerne i Kampala, da han satte sig ind i en bil, som han troede tilhørte en af hans kunder. Da ansøgeren kom ind i bilen, blev han truet med pistoler, og fik tape for øjnene. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og udspurgt om de breve, han havde skrevet. På et tidspunkt mistede ansøgeren bevidstheden. Ansøgeren blev kørt til FN’s hovedkvarter i Kampala og smidt på gaden. [I foråret] 2013 fandt ansøgeren ud af, at en person ved navn [A] var blevet hyret af nogle soldater til at slå ham ihjel, hvorefter han rejste fra byen […] til Kampala. Ansøgeren har om sine problemer vedrørende hans hjælp til amerikanerne oplyst, at han hjalp amerikanerne med at styrte regeringen i Rwanda i 1994. Dette gjorde ansøgeren ved at skrive tre breve [i starten af] 1994. Brevene handlede om, hvordan man kunne redde befolkningen i Rwanda. Ansøgeren modtog dog ikke noget svar på brevene, og gjorde derfor ikke andet for at hjælpe amerikanerne. Ansøgeren har vedrørende sin seksualitet oplyst, at hans daværende kæreste [i slutningen af] 2004 opdagede, at han havde seksuelt samkvem med en mand. Dagen efter forlod ansøgerens kæreste ham. Fra 2004 til 2014 levede ansøgeren som aktiv homoseksuel i Uganda. Ansøgeren og hans mandlige partnere måtte konstant flytte fra sted til sted for at undgå, at de lokale fandt ud af noget. [I sommeren] 2012 kastede nogle ukendte personer fra lokalbefolkningen med sten på den bolig, hvor ansøgeren boede med sin mandlige partner. Dette skete omkring 30 gange i en periode på halvanden måned, hvorfor ansøgeren og hans mandlige partner måtte flytte derfra. [I starten af] 2014 blev ansøgeren og hans mandlige partner opdaget, imens de havde seksuelt samkvem. Dagen efter blev ansøgerens mandlige partner overfaldet af en gruppe ukendte personer. Da nogen fra folkemængden fik øje på ansøgeren, løb de efter ham. Ansøgeren løb fra stedet. Ansøgeren blev i forbindelse hermed slået af en af de personer, der jagtede ham. Det lykkedes ansøgeren at flygte ved at hoppe over et vandløb. Ansøgeren så aldrig sin mandlige partner igen. Efter at have opholdt sig i [by] i to dage, tog ansøgeren hjem til bydelen […] i Kampala. Her blev ansøgeren indtil [foråret] 2014. Ansøgeren følte sig nødsaget til at flytte, fordi udlejeren mistænkte ham for at være homoseksuel. Fra [foråret] 2014 til udrejsen [i sommeren] 2014 boede ansøgeren forskellige steder i Kampala. Flygtningenævnet finder at ansøgerens generelle troværdighed er stærkt svækket, idet han tidligere har søgt asyl under anvendelse af falsk pas, andet navn og fødselsdata samt med andre asylmotiver, der ved de tidligere afgørelser er fundet utroværdige. Ansøgeren har endvidere erkendt, at han overfor danske og svenske myndigheder har givet ukorrekte oplysninger, herunder om tidligere kvindelige partnere, om han havde børn og om han tidligere havde søgt asyl. Endelige bemærker nævnet, at han har angivet at have mange forskelligartede konflikter. Flygtningenævnet finder at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om episoden [i foråret] 2013, idet det findes utroværdigt at styret skulle have indgået aftale med en lejemorder, der dog ikke var bekendt med ofrets identitet, og hvor lejemorderen skulle have fortalt dette til ansøgeren, som han ikke kendte. Flygtningenævnet finder endvidere, at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om episoden [i starten af] 2013, hvor mulige sikkerhedsfolk skulle have haft interesse i at forfølge ham, beslaglægge hans breve på posthuset, og efterfølgende udsætte ham for vold som følge af de samme breve. For så vidt angår ansøgerens forklaring om hans homoseksuelle aktiviteter finder nævnet ligeledes, at kunne tilsidesætte dem som utroværdige og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren synes uden kendskab til markante episoder for de ugandiske homoseksuelle, ligesom nævnet finder det påfaldende at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke igennem de seks måneder han befandt sig i Uganda, forsøgte at opspore sin samlever gennem otte år, som han vidste, var blevet udsat for grov vold. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren i henhold til sin forklaring om episoderne [i slutningen af] 2004 og [i starten af] 2014 udsatte sig for en betydelig risiko for at blive opdaget som homoseksuel. Endelig finder nævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere punkter, herunder hvorvidt chaufføren deltog i voldsudøvelsen [i starten af] 2014, hvilke våben gerningsmændene var i besiddelse af under episoden [i starten af] 2013, om han anførte sit navn på henvendelserne til ambassaderne og hvor han boede i perioden […] 2014 til udrejsen. Idet Flygtningenævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden har ansøgeren ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/5/SHH
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er muganda og protestant fra Kampala. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt af lokalbefolkningen og politiet, idet han er homoseksuel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han på sin kostskole, […], flere gange havde samleje med sin daværende kæreste […]. En gang så opsynsmanden, at de havde sex, og meddelte dette til skolens leder, […], som foreviste dem for de andre elever og fortalte eleverne, hvad ansøgeren og [hans kæreste] havde gjort. Flere af eleverne råbte ad dem og sagde, at de ville straffe dem. Ansøgeren og [hans kæreste] blev samme dag bortvist. Hans far måtte derfor hente ham på skolen. Da de kom hjem, smed hans far ham ud og sagde, at han ikke skulle vise sig mere. De næste to dage gemte ansøgeren sig hos en ven i Kampala. Derefter gemte han sig uden for Kampala i fire måneder hos [sin kærestes] bedstemor, indtil han i [sommeren] 2014 udrejste. To dage efter afsløringen ringede ansøgeren til sin søster. Hun oplyste, at beboere i lokalområdet og politiet ledte efter ansøgeren på grund af afsløringen. I Danmark er ansøgeren blevet kæreste med en mand fra Uganda, der i […] 2016 har fået asyl. Ansøgeren har i Danmark deltaget i en række LGBT Asylum-arrangementer, hvilket blandt andet fremgår af flere danske udtalelser, kærestens forklaring til de danske myndigheder og en række fotos på hans åbne Facebook-profil. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans identitetspapirer og udrejsen til grund. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren i Danmark har oplyst, at han har anmeldt tyveri af sin taske med penge og pas til det danske politi, men at politiet ikke har kunnet bekræfte, at en sådan anmeldelse har fundet sted. Der er endvidere, efter at ansøgeren første gang har afgivet forklaring, fremkommet oplysninger om ansøgerens pas, hvoraf fremgår, at ansøgeren har været i Rwanda og i Kampala-lufthavn, hvilket er i direkte modstrid med ansøgerens forklaring om, hvor han har været. Ansøgerens forklaring om, at hans far i forbindelse med, at han bortviste ansøgeren, smed sit eget identitetskort ud sammen med ansøgerens få ejendele, således at ansøgeren senere kunne give det til [sin kæreste] og bruge det ved visumansøgningen, findes meget usandsynlig. Ansøgeren er endvidere ikke fremkommet med en rimelig forklaring på flere af de øvrige dokumenter, der er anvendt som bilag til visumansøgningen, herunder flybilletter, der ikke stemmer med ansøgerens forklaring om hans rejserute. Ansøgerens forklaring i nævnet om sit besøg på det norske ambassade har tillige fremstået meget usikker og lidet troværdig, hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hans nationalitetspas, i forbindelse med udrejsen, blev kontrolleret på den ugandiske side af grænsen eller på den kenyanske side. Henset hertil samt til at det må antages, at ansøgeren har forklaret urigtigt om sin alder, er ansøgerens generelle troværdighed svækket. For så vidt angår ansøgerens forklaring om afsløringen af forholdet til [hans kæreste], bemærker nævnet, at forklaringen om, den for motivet vigtige, telefonsamtale med søsteren, fremtrådte meget usikker og må forkastes. Ansøgeren har tillige oplyst, at lederen af kostskolen hedder noget andet end det, som Udenrigsministeriet, efter undersøgelse, er kommet frem til. Ansøgeren har også forklaret uoverensstemmende om, hvor længe inden udrejsen, forholdet blev opdaget. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at et seksuelt forhold til [sin kæreste] er blevet opdaget. Et flertal i Flygtningenævnet lægger derimod til grund, at ansøgeren, som forklaret, er homoseksuel, og at han i Danmark har haft et forhold til en ugandisk mand, der har fået asyl. Flertallet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren under hele asylsagsforløbet har forklaret om sin homoseksualitet, og at det han har anført herom, i det væsentlige har været overensstemmende, når der bortses fra forklaringen om afsløringen. Flertallet lægger endvidere betydelig vægt på det indtryk, ansøgeren har efterladt i nævnet, når han har beskrevet sin homoseksualitet. Flertallet finder endvidere, at det kan indgå i vurderingen med en vis vægt, at diverse udtalelser fra Danmark samt fremlagte fotos støtter, at ansøgeren er homoseksuel. Flertallet lægger videre til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil fortsætte med at være aktiv homoseksuel. Efter en vurdering af også de nyeste baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, finder flertallet herefter, at ansøgeren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i alvorlig risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ugan/2016/4/IBL
Nævnet meddelte i maj 2016 K-status til en mandlig statsborger samt fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra Kawempe, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han mødtes med sin mandlige kæreste, [navn] på sin families bopæl dagen før hans søsters dimissionsfest i sommeren 2013. Ansøgeren sov sammen med sin kæreste i sit værelse, der lå i et anneks til hovedhuset. Den efterfølgende morgen havde ansøgeren sex med sin kæreste, men de blev opdaget af en af gæsterne, der skulle deltage i festen. Der kom flere folk til, og de hev ansøgeren og kæresten ud af soveværelset, imens de slog og sparkede dem. Folk begyndte at hente dæk, der skulle bruges til at brænde ansøgeren og kæresten. En sikkerhedsvagt ved navn, […], der var til stede var bevæbnet, og hjalp ansøgeren og kæresten fri af menneskemængden. [sikkerhedsvagten] placerede ansøgeren og hans kæreste i sin bil og kørte dem til en fængselslignende ejendom, hvor de blev spærret inde. Her blev ansøgeren tilbageholdt i fire til fem måneder. En dag kom ansøgerens søster og hentede ham. Ansøgeren boede efterfølgende i skjul hos hans søster, indtil han udrejste i sommeren 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans oplevelser under festen og det efterfølgende forløb i Uganda til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der kom en person, som han ikke så, men som gled i noget og larmede, ind i rummet og opdagede ansøgeren og hans kæreste, eller om der alene var tale om en person, som ansøgeren så var kvinde, der kiggede ind i værelset. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at have sex med sin mandlige kæreste uden at låse døren, når han vidste, at der var mange mennesker til stede på ejendommen, og han samtidig ønskede at holde sit forhold til kæresten hemmeligt. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der hjalp ham og kæresten væk fra stedet, og om hvordan det foregik. Endelig har ansøgeren ikke været i stand til at redegøre nærmere for sit og kærestens ophold i et aflåst rum eller om sin løsladelse og sit senere ophold hos sin søster. Ansøgerens forklaring om episoderne i Uganda fremstod i øvrigt under nævnsmødet uden detaljer, ligesom ansøgeren svarede afglidende på spørgsmål om tilbageholdelsen og om sin families forhold. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han udrejste af Uganda på grund af de svære forhold for homoseksuelle, uden at han dog selv havde været udsat for forfølgelse i den anledning. Flygtningenævnet lægger tillige til grund, at ansøgeren i Danmark lever som homoseksuel, og at han i et vist omfang er profileret igennem arrangementer mv. i foreningen […]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det fremlagte materiale og på ansøgerens præcise svar vedrørende sine forhold i Danmark samt på hans fremtræden under nævnsmødet. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgeren ved en genindrejse i Uganda risikerer at blive udsat for forfølgelse af lokalbefolkningen som følge af sin åbenlyse homoseksualitet. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at han, der nu deltager i diverse offentlige arrangementer og lever åbent med sin homoseksualitet, ikke i Uganda vil leve skjult med sin seksualitet, og at i hvert fald hans familie er klar over, at han er homoseksuel, samt at familien ikke støtter ham i hans seksuelle orientering, ligesom de ikke vil hjælpe ham eller have kontakt med ham, hvorfor han ikke kan forvente familiens beskyttelse ved angreb fra lokalbefolkningen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ugan/2016/3/THJ
Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og protestant fra [landsby]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive opsøgt og dræbt af sin eksmand, da hun har haft et seksuelt forhold til hans datter. Som asylmotiv har hun tillige henvist til, at hun frygter at blive brændt af indbyggerne i Kampala bydelen [B], der har fået kendskab til hendes seksuelle overbevisning og forhold til kvinden [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at hun som meget ung blev viet til en ældre muslimsk mand. Den muslimske mand havde i forvejen en datter, [A], samt to sønner. På et tidspunkt indledte ansøgeren og [A] et hemmeligt seksuelt forhold. Ansøgeren havde længe vidst, at hun var tiltrukket af kvinder og ikke mænd. Ansøgeren var blevet tvunget til at indgå ægteskab med en mand. I 2007 fik ansøgerens eksmand kendskab til hendes og [A]s forhold, der på daværende tidspunkt havde stået på i mange år. Ansøgeren og [A] blev konfronteret med eksmandens viden på bopælen, hvor han var voldelig over for ansøgeren og sagde, at hun havde bragt skam over hans hus. Det lykkedes derefter ansøgeren at flygte fra bopælen. Efterfølgende tog ansøgeren, [A] og ansøgerens to yngste børn ophold i bydelen [B], hvor de levede sammen under dække af, at ansøgeren var [A]s mor. I [foråret] 2014 oplevede de igen problemer med ansøgerens eksmand. Sammen med en gruppe af mænd, herunder ansøgerens ældste søn, opsøgte han dem en nat på bopælen i [B]. De medbragte petroleum, idet de ville brænde ansøgeren og [A]. Ansøgerens eksmand fortalte udlejeren sandheden om ansøgerens og [A]s forhold, men udlejeren troede ham ikke og råbte op om, at hun blev voldtaget. Naboerne kom til huset, hvilket fik ansøgerens eksmand til at flygte fra stedet. Ansøgeren og [A] flygtede med sammenbundne hænder og på bare fødder fra stedet. De gemte sig i et tomt hus, der var under opførelse. Næste morgen blev de opdaget af en håndværker, der arbejdede på opførelsen af huset, og som indvilligede i at hjælpe dem mod at have samleje med dem begge. De kørte senere til landsbyen [C], hvor ansøgeren holdt sig skjult ved en heksedoktor, mens [A] planlagde, hvordan ansøgeren kunne udrejse af Uganda. [A] arrangerede, at ansøgeren udrejste af Uganda med fly [efteråret] 2014 med hjælp fra en europæisk mand ved navn Lars. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet, herunder at ansøgeren er lesbisk, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring ganske vist har været konsistent, og at der ikke har været mange divergenser, men på den anden side har forklaringen overordnet handlet om meget få episoder, og ansøgeren har virket usikker og tøvende, når hun er spurgt ind til omstændigheder, som hun ikke hidtil har forklaret om. Dertil kommer, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring savner en indre logik, og at den har været usandsynlig på en række punkter og virker konstrueret. Flygtningenævnet finder således, at det er usandsynligt, at ansøgeren - som den yngste og mindst erfarne - over for såvel [D], som [A]har taget initiativet til et lesbisk forhold, ikke mindst på baggrund af, at ansøgeren fremtræder meget tilbageholdende og fåmælt. Flygtningenævnet finder ligeledes, at det er usandsynligt, at ansøgeren stort set intet kan forklare om [A], herunder hendes uddannelse og job, selvom de har haft mere end 20 års samliv. Flygtningenævnet finder videre, at det er ulogisk, at [A] skulle arrangere ansøgerens flugt alene i en situation, hvor [A] selv måtte være mindst lige så eksponeret, som ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle først kunne efterspore ansøgeren syv år efter, at ansøgeren forlod ægtefællen og bosatte sig sammen med [A]. Det er ligeledes usandsynligt, at ansøgerens to halvvoksne børn, som boede sammen med ansøgeren og [A] i en lille lejlighed, ikke kendte til deres lesbiske forhold. Med hensyn til episoden i 2014 finder Flygtningenævnet ligeledes, at det er usandsynligt, at ansøgeren og [A] med sammenbundne hænder og bare fødder skulle kunne flygte fra en meget stor gruppe mænd, der kom for at slå dem ihjel, og at mændene kunne afledes på den måde ved hjælp af naboen, som ansøgeren har forklaret om. Flygtningenævnet finder, at det er utroværdigt, at ansøgeren og [A] ingen aftale havde om, hvorledes de skulle mødes igen. Videre er det et mindre sandsynligt sammentræf, at ansøgeren netop skulle møde en lesbisk asylansøger fra Uganda med tilknytning til LGBT på Hovedbanegården, dagen efter at ansøgeren havde søgt asyl i Sandholm og angiveligt skulle mødes med nævnte Lars, som imidlertid udeblev. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun opfylder betingelserne i Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/2
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra sin ægtefælle, sine forældre eller lokalbefolkningen, herunder det muslimske samfund, idet hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun som 13 årig indledte et seksuelt forhold til en kvindelig lærer, [A], der underviste på den kostskole, som ansøgeren gik på. Forholdet endte fire år senere, idet læreren stoppede med at undervise på kostskolen. Ansøgeren har efterfølgende været i forhold med andre kvinder. Ansøgerens far opdagede, at ansøgeren var til piger, og han besluttede sig derfor for at finde en mand til ansøgeren. I [starten] af 2001 blev ansøgeren islamisk viet med en mand ved navn [B]. I 2004 indledte ansøgeren et forhold til en kvinde, [C]. I [foråret] 2012 blev der afholdt en officiel bryllupsceremoni. Ansøgeren har fået to børn med [B]. Ansøgeren har i Danmark været og er stadig i et længere kæresteforhold med [D], der har fået asyl i Danmark. Ansøgeren har videre forklaret, at hun i Danmark har været meget aktiv i LGBT-sammenhænge. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring om det passerede i Uganda til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår divergerende og usammenhængende og kan herom blandt andet henvise til begrundelsen i Flygtningenævnets beslutning af [efteråret] 2014, der vedlægges som bilag I. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke var profileret som homoseksuel eller asylbegrundende forfulgt af hverken myndigheder eller civilbefolkningen som følge af homoseksualitet ved sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Danmark har levet åbent med sin homoseksualitet, og at hun i nogen grad har profileret sig i Danmark som aktiv i LGBT Asylum. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene som følge af sin homoseksualitet og sin profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren i [foråret] 2015, oplyste, at hun var homoseksuel til en medarbejder på den ugandiske ambassade i Danmark, og at ambassade derefter afviste at udstede et rejsedokument til hende, kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at den ugandiske ambassade i Danmark efterfølgende og med viden om, at ansøgeren er homoseksuel, har udstedt et rejsedokument til hende. Endelig kan det forhold, at der i en ugandisk avis i sommeren 2016 er skrevet, at der skal hjemsendes tre homoseksuelle kvinder fra Danmark til Uganda, ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er identificeret i artiklen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/15/SOL
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [en by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive udsat for repressalier fra lokalbefolkningen eller fra familiemedlemmer, idet hun er homoseksuel. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive idømt fængsel på livstid eller blive henrettet af de ugandiske myndigheder, idet hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun omkring 1990 erfarede, at hun var homoseksuel, og at hun siden har været i flere forhold med kvinder. Ansøgeren har videre forklaret, at det er kommet til hendes families samt lokalbefolkningens kendskab, at hun er homoseksuel, samt at hun har været udsat for overgreb i Uganda som følge af dette. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet i forbindelse med bevisvurderingen i sagen har taget højde for ansøgerens særlige sårbarhed og psyke, som efter det oplyste betyder, at ansøgeren kan have svært ved at huske og forklare sig. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i sin landsby blev udsat for chikane og en korrektionsvoldtægt, da lokalbefolkningen fandt ud af, at ansøgeren var homoseksuel. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens familie har slået hånden af hende på grund af hendes homoseksualitet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i en længere periode på ca. 9 år forud for sin udrejse boede hos en veninde i [en by], og at hun i den periode havde forskellige partnere, men at hun ikke oplevede overgreb på grund af sin homoseksualitet. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren i Danmark har levet åbent med sin homoseksualitet, og at hun efter det første afslag på asyl har haft tilknytning til LGBT Asylum, hvor hun i nogen grad er blevet profileret. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der ikke ved udrejsen af Uganda var særligt profileret som homoseksuel og ikke var i modsætningsforhold til nogen, ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda, alene som følge af sin homoseksualitet og sin profilering i Danmark, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Endelig kan det forhold, at der i en ugandisk avis i sommeren 2016 er skrevet, at der skal hjemsendes tre homoseksuelle kvinder fra Danmark til Uganda, ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er identificeret i artiklen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/14/SOL
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen protestant af trosretning fra Uganda. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark [i sommeren] 2008 og søgte asyl under navnet [X]. Ansøgeren oplyste på det tidspunkt som sit asylmotiv, at han havde været politisk aktiv for partiet Forum for Democratic Change, og at regeringen derfor anså ham for forræder, og de ville fængsle og henrette ham. Flygtningenævnet stadfæstede [i starten af] 2010 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. Ansøgeren har under nuværende asylsag oplyst, at han ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under nuværende asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at få problemer med [A]-familien, idet en person fra familien blev tortureret og forsvandt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af myndighederne, idet han er homoseksuel. Han har ligeledes henvist til, at han frygter at blive dræbt af regeringen, idet de tror, at folk, der udrejser af Uganda, udleverer hemmelige dokumenter og andre oplysninger. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke er tiltrukket af kvinder, og at han kunne mærke, at han var tiltrukket af drenge, da han var 12 år gammel. Ansøgeren var på det tidspunkt ofte sammen med én, der hed [B]. Ansøgeren arbejdede i hæren i Uganda fra 1997 til 2007. Ansøgeren havde samleje med mandlige soldater, mens han var i hæren, når de var låst inde sammen. Ansøgeren havde ikke nogen rang i hæren. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han havde to opgaver, mens han var i hæren. Den ene opgave var at torturere personer, der ikke sagde det, de var blevet bedt om. Det var for eksempel personer, som talte negativt om regeringen. Den anden opgave bestod i at slå personer ihjel. Ansøgeren kendte ikke de personer, som han slog ihjel. Han kunne ikke lide at slå folk ihjel, men han udførte altid ordrerne, og han sagde ikke fra, da han var bange for at blive slået ihjel af chefen, hvis han sagde fra. Ansøgeren har videre forklaret, at han også tjente penge ved at købe mad hos bønder og sælge det videre, hvilket han gjorde fra 1994 til 2001. Ansøgeren udrejste af Uganda og søgte asyl i Danmark første gang i [sommeren] 2008. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at han i 2008 søgte asyl i Danmark med et helt andet asylmotiv. Under den sag blev der fremlagt en del dokumenter, herunder pas og visum. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at det anvendte navn var forkert, at asylmotivet var opdigtet, og at dokumenterne var falske. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under en asylsamtale i Norge alene har nævnt homoseksualitet som asylmotiv og dermed ikke nævnt konflikter med [A]-familien eller problemer som følge af hans militære karriere. Det fremgår af udskriften, at ansøgeren dér har anvendt navnet [C]. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at dette navn fremkom, idet han bar et ID-kort, der tilhørte en anden. Det fremgår imidlertid af dokumenterne fra Norge, at han ikke havde nogen form for ID-dokumenter på sig. Ansøgeren har under mødet i nævnet erkendt, at han gav de norske myndigheder forkerte oplysninger om rejserute og har ikke nærmere kunne begrunde, hvorfor han trak sin asylsansøgning tilbage, da han blev bedt om at give fingeraftryk. Ansøgeren har under nævnsmødet i den verserende sag forklaret, at han ikke har haft problemer med [A]-familien, og han har nægtet at besvare spørgsmål om sit arbejde i militæret. Ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikterne som følge af sin seksualitet, idet han under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke havde problemer forud for sin udrejse fra Uganda, mens han under nævnsmødet afgiver en udbyggende forklaring, hvorefter han var mistænkt og muligt eftersøgt som følge af sin seksualitet. Nævnet tillægger ikke skrivelsen fra LGBT nogen betydning, idet det kan konstateres, at han først kontaktede LGBT i [sommeren] 2016, da han havde fået afslag fra Udlændingestyrelsen på trods af, at han hævder, at han under opholdet i Norge ligeledes var medlem af LGBT. Endelig lægger nævnet vægt på, at han ikke har kunnet eller villet forklare detaljeret om sine aktiviteter for LGBT. Af ovennævnte grunde tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring som utroværdig, udbygget og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikere overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2016/13/SLH
Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og kristen katolik fra Uganda. Ansøgeren har arbejdet for Ungdomsorganisationen […] i syv måneder op til sin udrejse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hans afdøde fars brødre, [M. og J.], vil slå ham ihjel på grund af en jordstrid. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet på livstid af myndighederne i Uganda på grund af den forbrydelse han er dømt for i Danmark. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for selvtægt i Uganda, og at han ikke vil kunne få et arbejde, fordi det er muligt at fremsøge hans navn og straffeforhold på nettet. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive straffet af myndighederne i Uganda, fordi han har overskredet gyldighedsperioden på sit ophold indenfor Schengenområdet fastsat i hans visum. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans fars brødre [M. og J.], vil slå ham ihjel, fordi han har arvet en jordlod fra sin far i 2012, som de gerne vil eje. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev opsøgt af [M. og J.] på sin bopæl i Njeru ved en enkelt lejlighed i 2013, og at han i den forbindelse blev udsat for fysiske overgreb, og at de truede ham på livet. Når ansøgeren traf [M. og J.] på gaden i Njeru frem til sin udrejse i [sommeren] 2015, fortalte de ham, at han skulle holde sig væk fra jordloddet. Ansøgerens ægtefælle har desuden fortalt ham, at der på et ikke angivet tidspunkt, har været mænd for at spørge efter ansøgeren på familiens bopæl. Ansøgeren formoder, at de pågældende personer var [M. og J.]. Endelig har ansøgeren oplyst, at hans bror, som er bosiddende i Danmark, har fortalt ham, at ansøgerens navn og forholdene omkring hans straffesag er tilgængelige på internettet, og at forbrydelsen er af en sådan karakter, at han vil blive udsat for selvtægt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring i byretten under straffesagen forklarede, at hans søskende var blevet sure på ham, fordi hans far havde givet ham noget mere jord, end de havde fået, og at hans søskende havde sagt, at de derfor ville slå ham ihjel. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og i nævnet i dag forklaret, at det var hans farbrødre, der var vrede over, at hans far mundtligt havde testeret jordstykket til ham, og at det er farbrødrene han frygter. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgeren forklaring som utroværdig. For så vidt angår ansøgerens frygt for medlemmerne af organisationen [...], som følge af at han benyttede organisationens midler til at finansiere sin udrejse og ikke deltog i den konference i Holland, han var blevet tilmeldt, bemærker nævnet, at denne frygt alene beror på ansøgerens egen formodning. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har oplyst at han ikke har haft kontakt med organisationen, mens han har opholdt sig i Danmark. Det samme gør sig gældende med hensyn til ansøgerens frygt for at blive straffet i Uganda for at have overskredet gyldighedsperioden for ophold indenfor Schengen som fastsat i hans visum. Det bemærkes herved, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring aldrig har haft nogen konflikter med myndighederne i Uganda. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer at blive fængslet på livstid for den forbrydelse, han er dømt for i Danmark, at blive udsat for selvtægt og ikke at kunne få et arbejde, fordi man vil kunne søge på hans navn på internettet og få oplysningerne om dommen. Flygtningenævnet bemærker, at selve spørgsmålet om dobbeltstraf henhører under domstolene i forbindelse med afgørelsen af udvisningsspørgsmålet. For så vidt angår ansøgerens frygt for selvtægt bemærkes, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans straffedom vil blive kendt i Uganda. Nævnet har herved også henset til ansøgerens oplysning om, at hans navn er almindeligt i Uganda og landets og befolkningens størrelse. For så vidt angår ansøgerens bekymring for mulighederne for at få arbejde i Uganda er dette spørgsmål isoleret set et forhold af socioøkonomisk karakter, der falder uden for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/12/kaa
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der omkring nytåret 2012/2013 fandt et bombeangreb sted, og at bombeangrebet førte til, at personer med ansøgerens udseende blev chikaneret. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren forklaret, at hans onkel udsatte ham og brødrene for seksuelle overgreb i 2006. Onklen blev på et tidspunkt i 2009 opdaget i forbindelse med et seksuelt overgreb på ansøgerens bror, hvorfor ansøgerens mormor/farmor smed onklen ud af huset. I 2008 eller 2009 indledte ansøgeren et forhold til en dreng ved navn […], og de blev kærester. I 2010 opdagede ansøgerens mormor/farmor, at ansøgeren og hans bror var homoseksuelle. Af den grund kontaktede mormoren/farmoren [i] marts 2011 nogle sheiker, der skulle udføre et ritual, idet mormoren/farmoren mente, at ansøgeren og broren var besat af dæmoner. Under ritualet, der skete to uger efter, blev ansøgeren slået på lænden og på ryggen. Ansøgeren og broren blev herefter chikaneret af folk i lokalområdet på grund af deres homoseksualitet. I den forbindelse blev bopælen angrebet mindst fire gange. I 2012 rejste ansøgeren til Kampala for at studere. I 2013 modtog ansøgeren og broren beskeder fra nogle for dem ukendte personer, der truede dem, idet personerne mente, at homoseksuelle ødelægger lokalsamfundet. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda […] januar 2015 sammen med sine to brødre. Efter ankomsten til Danmark har ansøgeren fået kontakt til en LGBT-organisation. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans farbror udførte overgreb på ham. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var hans mormor eller farmor, som han og hans brødre boede hos. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han i 2012/2013 modtog sms’er af truende karakter. Ansøgeren og hans brødre har dertil forklaret indbyrdes divergerende om diverse årstal, om [ansøgerens kærestes] forhold, om angrebet på farmorens hus og om sheikernes besøg hos farmoren. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at der kom fem sheiker på besøg hos farmoren i marts 2011, efter at farmoren havde opdaget, at ansøgeren og [lillebroren] var homoseksuelle i slutningen af 2010. Han har forklaret, at besøget foregik i hans soveværelse sammen med tre sheiker, mens de øvrige to sheiker var i stuen sammen med farmoren. Ansøgeren har videre forklaret, at [lillebroren] løb fra stedet, og udbyggende har han forklaret, at han selv besvimede ved episodens slutning samt, at sheikerne slagtede dyr, efter [lillebroren] løb, men før han selv besvimede. [Lillebroren] har forklaret, at der alene var tre sheiker, og at episoden fandt sted i stuen. Endelig har [den yngste lillebror] i den forbindelse forklaret divergerende om, hvorvidt han hørte om episoden fra [ansøgeren] eller [lillebroren]. [Den yngste lillebror] har i øvrigt forklaret, at både [lillebroren] og [ansøgeren] stak af fra sheikerne og var væk hele natten, hvor han selv kom hjem. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet har været i stand til at forklare uddybende om de påberåbte episoder eller om sine personlige forhold eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgeren ikke har sagt således tidligere, eller at han har det dårligt. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han skulle have været udsat for forfølgelse på grund af egen eller broderens angivelige homoseksualitet til grund. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge heraf vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet rapporterne fra Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact finding mission til Kampala i Uganda, ”Situation of LGBT persons in Uganda”, udgivet januar 2014, US Department of State – 2013 Country Report on Human Rights Practices, UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda af 10. april 2014. Det fremgår af de aktuelle baggrundsoplysninger, at om end forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, er LGBT-personer ikke udsat for rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det fremgår videre, at uanset homoseksualitet ifølge Penal Code Act 1950, Section 145, er ulovligt, er ingen personer blevet dømt for homoseksualitet, og der er endvidere etableret støttenetværker for homoseksuelle. Ydermere fremgår det, at Ugandas forfatningsdomstol den 1. august 2014 besluttede at annullere den omdiskuterede Anti-Homosexuality Act 2014. Flygtningenævnet henviser herved blandt andet til UK Home Office – Country Information and Guidance Uganda on Sexual Orientation and Gender Identity, udgivet august 2014, og Organization for Refugee, Asylum and Migration – Country of Origin Report: Sexual and Gender Minorities, udgivet oktober 2014. Flygtningenævnet har endvidere i sit grundlag for vurderingen af sagen inddraget de nyeste baggrundsrapporter om forholdene for homoseksuelle i Uganda, herunder blandt andet Human Rights Watch’s World Report 2016 – Uganda, udgivet den 27. januar 2016, Amnesty Internationals Annual Report 2015/16 – Uganda, udgivet 24. februar 2016, US Department of State – 2015 Country Report on Human Rights Practices – Uganda, udgivet 13. april 2016, Freedom House, Freedom in the World 2016 – Uganda, udgivet 10. maj 2016, og ILGA’s 11. udgave af rapporten State Sponsored Homophobia, A World Survey of Laws: criminalisation, protection and recognition of same-sex love, udgivet maj 2016, der bekræfter ovenstående oplysninger om, at forholdene for homoseksuelle i Uganda efter omstændighederne kan være vanskelige, men ikke indeholder oplysninger om rutinemæssige eller systematiske målrettede overgreb fra myndighederne. Det forhold, at Flygtningenævnet efter en konkret og samlet vurdering har meddelt andre asylansøgere, der som asylmotiv har henvist til, at de risikerer efterstræbelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, fordi de er homoseksuelle, kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylsag. Det forhold, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark, har haft tilknytning til organisationen LGBT Asylum kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge det oplyste har haft et homoseksuelt forhold i Uganda, at han er ven med […], der ifølge en mail fra [vennen] selv er åbent homoseksuel, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret homoseksuel i Uganda, og at han efter sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Ugan/2016/11/NKE
Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Ansøgerens sag er sambehandlet med ansøgerens to brødre. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i […] i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen fra sit hjemområde, idet hans to brødre er homoseksuelle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet på livstid i Uganda, idet han ligner sin bror, […], som er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2009 blev udsat for et forsøg på seksuelt overgreb af hans onkel, som han boede sammen med. Ansøgerens farmor smed onklen ud af huset, og ansøgeren har ikke siden set onklen. I 2011 fandt ansøgeren ud af, at hans to brødre er homoseksuelle. Ansøgeren ligner sine brødre, hvorfor lokalbefolkningen også troede, at ansøgeren var homoseksuel. Ansøgeren blev blandt andet ved flere lejligheder kaldt homoseksuel, ligesom han ved en konkret episode i 2013 blev overfaldet på sin skole. På et tidspunkt i 2012, hvor ansøgeren kom hjem til bopælen, erfarede han, at huset var blevet angrebet, idet der var blevet kastet sten gennem vinduerne, ligesom farmoren var blevet slået i hovedet. Familien flyttede efter to uger til et nyt sted i byen […]. To måneder senere kom farmorens veninde og spurgte, om der boede homoseksuelle i huset. Som følge af dette sagde formoren til ansøgeren og brødrene, at de ikke kunne blive boende, og de flyttede derfor til Kampala. Ansøgeren udrejste legalt, idet han var i besiddelse af et visum til Tyskland, af Uganda [i] januar 2015 sammen med sine to brødre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2009 blev udsat for forsøg på et seksuelt overgreb af sin onkel, til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylmotiv. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens brødres forklaringer om, at de skulle være efterstræbt og i risiko på grund af deres homoseksualitet. Der henvises i den forbindelse til brødrenes afgørelser af dags dato. Flygtningenævnet finder allerede af den grund, at ansøgeren ikke er i risiko for forfølgelse på grund af sine brødres forhold. Uanset, at ansøgerens brødre måtte være homoseksuelle, har Flygtningenævnet lagt til grund, at de ikke er profilerede i Uganda, og Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er sket en afsmitning i forhold til ansøgeren, der ikke selv er homoseksuel. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har haft nogen konflikter med lokalbefolkningen, myndigheder, religiøse grupper, kriminelle eller andre grupperinger de sidste to år forud for sin udrejse af Uganda. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han på et tidligere tidspunkt blev overfaldet på skolen og i skoven på grund af brødrenes homoseksualitet. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Ugan/2016/10/NKE
Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og muslim af trosretning fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter overgreb fra befolkningen, herunder sin egen familie og myndighederne, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han var omkring 16 år gammel og gik på kostskole. I 1996 indledte ansøgeren et forhold med til mand ved navn [A], som han havde kendt siden 1991. Ansøgeren og [A] mødtes i skjul på hoteller. I 2004 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, og [A] fik ansættelse i ansøgerens firma, så de på den måde kunne være sammen i forbindelse med forretningsrejser. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren via en ven bekendt med, at [A]s bopæl var blevet vandaliseret, og der foran denne stod mennesker, der talte om, at [A] var homoseksuel. Nogen havde fundet billeder på [A]s telefon af ham og ansøgeren. Senere den samme dag blev ansøgerens ægtefælle ringet op af en person, der fortalte hende om ansøgerens seksuelle orientering. Ansøgeren benægtede alt og tog derefter ophold på et hotel i 10 dage. I denne periode modtog ansøgeren truende telefonopkald fra ukendte personer, familie, kolleger, beboere fra lokalsamfundet og fra muslimske ledere. Ansøgeren tog efterfølgende ophold hos sin ven. Ansøgeren udrejste herefter af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at forklaringen fremstår usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren angiveligt ikke har forsøgt at kontakte [A], som han efter sin forklaring har haft et homoseksuelt forhold til i en årrække. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han og [A] har arrangeret sig med hensyn til leje af hotelværelser, idet han forud for nævnsbehandlingen har forklaret, at de kunne leje ét hotelværelse på et hotel, uden at dette vakte opsigt, blandt andet fordi hotelpersonalet i et vist omfang selv var homoseksuelle. Foreholdt det usandsynlige heri, har ansøgeren først under nævnsbehandlingen forklaret, at de lejede to værelser, når de var på forretningsrejse, og dette derfor ikke vakte opsigt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han aldrig tidligere har været i Danmark. Foreholdt, at det fremgår af en Facebook-side, at ansøgeren ses med foto fra København fra [sommeren] 2011, har ansøgeren forklaret, at dette foto viser hans enæggede tvillingebroder. Ansøgeren har om sine familieforhold oprindelig oplyst, at han kun havde en søster og en broder, og at disse befandt sig i hjemlandet. Under nævnsmødet foreholdt, at tvillingebroderen ikke er oplyst i familieskemaet, har ansøgeren forklaret, at dette skyldes, at tvillingebroderen siden er død. Foreholdt, at hans moder er oplyst i skemaet, og at hun også er død, har ansøgeren henvist til, at han havde glemt sin tvillingebroder, men hans moder stod klart i hans erindring. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har været forevist det samme billede fra en Facebook-side fra [vinteren] 2015 uden at kunne fremkomme med en troværdig forklaring på, hvorfor hans broder optræder på hans Facebook på dette tidspunkt. Herefter finder nævnet efter en samlet og konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2016/1/STR
Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Muganda og katolik fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter befolkningen, fordi der er mange, der ved, at hun er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2008 gik på kostskole, hvor hun blev smidt ud for at have haft seksuelt samvær med sin kæreste, [L]. Ansøgeren og [L] blev i den forbindelse anmeldt til politiet og taget med på politistationen, hvor de blev afhørt og slået. Deres forældre blev efterfølgende tilkaldt, og fik at vide, hvad der var sket. Ansøgerens fader slog hånden af ansøgeren. Faderen krævede, at ansøgeren flyttede hjemmefra. Ansøgeren flyttede derefter hjem til sin moster. I 2009 oplevede ansøgeren igen problemer på grund af sin seksualitet. Ansøgeren fik besøg af sin kæreste [N] på sin mosters bopæl. Ansøgerens moster opdagede, at ansøgeren og [N] havde samleje. [N] løb fra stedet. Mosteren råbte og skreg, så naboerne kom til stedet. Mosteren bandt ansøgeren, og satte ild til ansøgerens ejendele. Naboerne slog ansøgeren, ligesom hun blev brændt med pinde, efter mosteren havde fortalt dem, hvad der var sket. Politiet kom til stedet, og ansøgeren, mosteren og en nabo blev afhørt. Ansøgeren blev sigtet for at være lesbisk. Mosteren efterlod ansøgeren på politistationen, og sagde, at hun ikke længere ville have noget med ansøgeren at gøre. Ansøgeren var fængslet i 14 dage, hvor hun blev udsat for vold, tortur og truet med voldtægt. Efter syv dage fik ansøgeren besøg af en ukendt mand, som oplyste, at han var blevet sendt af hendes kæreste [N], og at han ville forsøge at få hende løsladt. En uge efter kom manden igen, og ansøgeren blev løsladt. I de følgende år, frem til 2014, boede ansøgeren sammen med [N], og hun oplevede ikke i den forbindelse yderligere problemer. I [foråret] 2014 modtog ansøgeren et opkald på sit arbejde fra en ukendt kvinde, der ønskede at mødes med hende. De mødtes efter arbejde på en bar, hvor kvinden beskyldte ansøgeren for at have stjålet hendes kæreste, hvorefter situationen udviklede sig til håndgemæng mellem ansøgeren og kvinden. Ansøgeren flygtede fra baren ved hjælp af en motorcykeltaxa. På motorcykeltaxaen ringede ansøgeren til [N], der bad ansøgeren om at køre til byen Kawempe, hvor [N] i ville mødes med hende. Ansøgeren blev kort tid herefter ringet op af en nabo, som fortalte, at nogen havde brudt ind på ansøgerens og [N’s] bopæl, havde smidt deres effekter udenfor, og sat ild til effekterne. Ansøgeren og [N] overnattede i Kawempe, og tog den efterfølgende dag ophold hos en af [N’s] veninder, [B], i byen [A]. Ansøgeren opholdt sig hos [B] i 4-5 måneder, inden hun udrejste af Uganda. I løbet af de måneder hjalp en af [N’s] venner ved navn [S] ansøgeren med at få et visum til Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine udrejse-, pas- og visumforhold må tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på oplysningerne i ansøgerens visumsag og på, at forklaringen om ” [S’s]” hjælp i forbindelse med visumansøgning og udrejse fremstår konstrueret. Et flertal af nævnets medlemmer finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om, at hun er homoseksuel og har levet og lever som sådan, må lægges til grund. Flertallet er opmærksom på visse mindre divergenser i ansøgerens forklaring om episoderne i 2008, 2009 og 2014, men lægger afgørende vægt på, at ansøgeren i øvrigt har forklaret konsistent om sit asylmotiv, og at det efter oplysningerne fra LGBT Asylum må lægges til grund, at ansøgeren straks efter sin indrejse i Danmark har søgt kontakt med homoseksuelle miljøer og har deltaget aktivt i aktiviteter i det homoseksuelle miljø, herunder offentlige arrangementer, hvor hun har medvirket i oplysningsvirksomhed, foredrag og paneldebatter. Flertallet finder på den baggrund og efter de foreliggende oplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] fra Uganda opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2015/5
Nævnet meddelte i november 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive forfulgt af ugandiske myndigheder. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af civile ugandere, herunder religiøse personer, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han altid udelukkende har følt sig tiltrukket af sit eget køn. I 2005 blev han på en kostskole anklaget for at være homoseksuel og blev derfor suspenderet i seks uger fra kostskolen. Som betingelse for at vende tilbage måtte han deltage i rådgivningssessioner hos pastor [A], der er en kendt modstander af homoseksualitet. I [slutningen af] 2009 var han kortvarigt tilbageholdt af politiet, der beskyldte ham for at have etableret kontakter mellem studerende og udenlandske homoseksuelle. Under tilbageholdelsen blev han slået. Mens ansøgeren opholdt sig i Uganda, var det i familien kun hans tante og søster, der vidste, at han var homoseksuel. Han havde i Uganda to homoseksuelle forhold. I [foråret] 2010 udrejste han til Danmark, hvor han fik opholdstilladelse til [sommeren] 2013. I [slutningen af] 2014 søgte han asyl. Under opholdet i Danmark har han fire gange været indlagt vedrørende maniodepressiv lidelse. Han har i Danmark haft to homoseksuelle kærester. Ansøgerens moder har telefonisk oplyst, at ugandiske myndighedspersoner i [efteråret] 2014 og [foråret] 2015 har spurgt efter ham. Da han fortalte sin moder, at han var homoseksuel, afbrød hun forbindelsen. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Det må herefter antages, at det i Uganda – herunder hos myndigheder og i ansøgerens familie – er kendt, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren er endvidere på en kendt LGBT-hjemmeside, der er tydeligt forbundet med homoseksualitet. Både ansøgerens navn og foto fremgår på hjemmesiden. Ansøgerens navn fremgår tillige af en af ham udviklet app om LGBT-personers sikkerhed. Herefter, og efter nyere baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse. Efter en samlet proportionalitetsafvejning, herunder vedrørende den i Danmark begåede kriminalitet vedrørende straffelovens § 171 og § 261, findes der, jf. udlændingelovens § 10, ikke at være tilstrækkelig grund til, at udelukke ansøgeren fra at få opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger [B] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Ugan/2015/4.
Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og katolik fra Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politi-ske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter sin tidligere kærestes forældre, idet de har tilkendegivet, at de vil brænde hende, da de mener, at hun er ansvarlig for at have ødelagt deres datters seksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter lokalbefolkningen i Uganda, idet de vil brænde hende, fordi hun er homoseksuel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun blev bekendt med sin seksuelle orientering, da hun som 13-årig udviklede følelser for piger. Under sit ophold på college udviklede hun et seksuelt forhold til sin bedste veninde, […]. Efter en basketballkamp blev ansøgeren og […] opdaget af deres træner, da de havde seksuelt samvær i badet. Ansøgeren og […] blev ført til lærerværelset, hvor de blev slået, og dagen efter blev de begge bortvist fra skolen. Ansøgeren rejste hjem til sin faster, som hun havde boet hos, og denne skældte hende ud og slog hende. Naboerne strømmede til, og da de fik besked om årsagen til ansøgerens hjemvenden, ville de brænde hende ved hjælp af dæk. Ansøgeren flygtede fra stedet med en taxamotorcykel, men blev sat af et ukendt sted efter 20-30 minutters kørsel, fordi hun ikke kunne betale. Hun mødte efterfølgende en kvinde, hos hvem hun tog ophold i tre måneder, inden hun med kvindens hjælp udrejste af Uganda. I Danmark er hun medlem af LGBT og har en herboende kæreste. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet og de centrale dele af hendes forklaring om de som følge heraf opståede konflikter i Uganda til grund. Flertallet bemærker herved, at forklaringen på de centrale punkter har været enslydende under asylsagens behandling, og at ansøgeren under forklaringen for Flygtningenævnet har svaret klart og præcist på stillede spørgsmål. Under hensyn til oplysningerne om ansøgerens seksuelle orientering og konflikter finder flertallet herefter, at hun har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2015/3
Nævnet meddelte i maj 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Muganda og muslim fra Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen eller af de ugandiske myndigheder, idet de betragter ham som værende homoseksuel. I 2008 rejste ansøgeren til Danmark på et […]visum. Under opholdet i Danmark tog han regelmæssigt på besøg hos en dansk mand ved navn [P], som ansøgeren havde lært at kende i Uganda. Efter nogen tid begyndte [P] at vise ansøgeren pornografiske film, hvis indhold var af homoseksuel karakter. I 2009 indledte de et seksuelt forhold til hinanden. I 2010 kom ansøgeren til Danmark på […]visum og genoptog sit forhold til [P], som kort tid efter rejste til Kina for at arbejde. Omkring to måneder herefter indledte ansøgeren et forhold til en mand ved navn [S]. Forholdet varede to til tre måneder. I 2012 indledte ansøgeren et forhold til en ugandisk mand ved navn [H]. De var sammen i Uganda og i Danmark, når [H] optrådte som musiker her, men forholdet endte ved demonstrationen [i foråret] 2014. I [sommeren] 2011 mødte ansøgeren en kvindelig dansk statsborger med ugandiske rødder. Hun trøstede ham i en svær periode, og [i begyndelsen af] 2012 giftede de sig. De er fortsat gift, men deres forhold sluttede [i foråret] 2014, efter at hans ægtefælle fandt ud af, at han var biseksuel. [I foråret] 2014 deltog ansøgeren i en protestdemonstration mod den netop vedtagne lovgivning i Uganda vedrørende homoseksuelle arrangeret af […]. Demonstrationen blev videofilmet, og videoen blev lagt ud på [internettet]. Ansøgeren ses tydeligt på videoen. Samme aften bliver han ringet op af sin ven [D], som bor i [Danmark]. Denne havde genkendt ham og bebrejdede ham, at han var homoseksuel. Han blev også genkendt af en ven i Uganda. Hans søster er blevet opsøgt af ukendte personer, som har spurgt efter ham, og der er blevet talt bag søsterens ryg om hans homoseksualitet. Hans søn er blevet mobbet i skolen som følge af hans homoseksualitet, og sønnen har måttet skifte skole. I forbindelse med en ansøgning om familiesammenføring, vist nok i slutningen af 2013, fik ansøgeren af Udlændingestyrelsen besked på at forny sit pas, der på daværende tidspunkt ville udløbe efter […] år. Han kontaktede den ugandiske ambassade. En sekretær anbefalede ham at sende passet til Uganda til fornyelse, hvis det skulle gå stærkt. Via et pas-bureau i Uganda søgte han at få passet fornyet. [I foråret] 2014 henvendte indehaveren af bureauet sig til ham og spurgte, hvad han havde gjort, eftersom myndighederne forlangte, at han personligt skulle møde op for at hente passet. Når han søgte asyl i Sverige [i sommeren] 2014, skyldtes det frustration over, at han ikke kunne få et klart svar fra de danske udlændingemyndigheder om, hvad han skulle gøre, da han stod uden et sted at være. På trods af at ansøgeren på en række punkter har afgivet divergerende og ufuldstændige forklaringer om sine forhold til mænd og tidspunkterne herfor, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise, at ansøgeren er biseksuel, og at det forhold, at ansøgeren deltog i en protestdemonstration mod den vedtagne lovgivning i Uganda vedrørende homoseksuelle [i foråret] 2014 og i den forbindelse figurerer på en […] video fra arrangementet, indebærer, at han er eksponeret i Uganda som følge af biseksualitet/homoseksualitet. Under hensyn hertil og på baggrund af oplysningerne om det generelle syn på homoseksualitet i Ugandas befolkning og lovgivningen i Uganda vedrørende homoseksualitet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den ugandiske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ugan/2015/1
Nævnet meddelte i november 2014 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”At ansøgeren er etnisk langi og kristen af trosretning fra Kampala i Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive fængslet på livstid, eller henrettet af myndighederne, idet han er bekendt med, at det er forbudt ved lov at være homoseksuel i Uganda. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere anført, at han frygter at blive dræbt af privatpersoner fra sit hjemområde eller sine familiemedlemmer, idet de er blevet bekendt med, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en morgen i foråret 2013 var sammen med sin kæreste [B] på sin bopæl i[…], som han delte med tre andre mandlige studerende. Ansøgeren og [B] havde seksuelt samleje, da en af hans bofæller mod forventning kom tilbage til bopælen. Da bofællen opdagede ansøgeren og [B], råbte og skreg han højt, hvorefter naboer og andre kom løbende til stedet. Ansøgeren og [B] forsøgte at stikke af fra stedet, men blev stoppet af menneskemængden, der holdt ansøgeren og [B] tilbage, og udsatte dem for vold, indtil politiet ankom og tog dem med til politistationen. På politistationen fik ansøgeren at vide af sin fader, som var blevet tilkaldt, at han havde bragt skam over familien, og at han aldrig igen ønskede at have noget med ham at gøre. Ansøgeren fik videre at vide, at han var djævlen selv, hvorfor faderen ønskede at se ham død. Ansøgeren har forklaret, at han sammen med [B] blev fængslet i en celle sammen med fire andre mænd. Medfanger i fængslet udsatte ansøgeren og [B] for vold af en sådan karakter, at de efter cirka en halv times fængsling måtte bringes til et hospital for at modtage behandling. Ansøgeren modtog behandling i et andet lokale end [B]. Sygeplejersken der behandlede ansøgerens sår var bekymret for ham, og efter ansøgeren havde forklaret hende sin situation, tilbød hun at hjælpe ansøgeren med at flygte. Ved brug af sygeplejerskens mobiltelefon kontaktede ansøgeren sin gode ven [M]. Efter sygeplejersken havde arrangeret, at han kunne forlade hospitalet via en ubevogtet dør, og i et kort ophold i en container med haveredskaber, samlede [M] ansøgeren op og kørte ham i sikkerhed på hans bopæl. Ved hjælp fra M begyndte ansøgeren at arrangere, hvordan han kunne forlade Uganda. Ansøgeren kontaktede sin moder, der var meget ked af situationen. Moderen sørgede for, at ansøgeren fik fat i sit pas til brug for udrejsen. [M] kontaktede herefter sin ven [F], som var manager for et fodboldhold, der havde en forestående turnering i Europa. [M] betalte [F] for, at det blev arrangeret, at ansøgeren kunne udrejse legalt med fodboldholdet på et gyldigt visum. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet konsistente og sammenhængende forklaringer under hele asylsagsforløbet. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren har været udsat for vold, som af ham beskrevet i anledning af, at han blev opdaget midt i et homoseksuelt forhold med B. Han blev dels udsat for vold direkte på hans bopæl, dels i den celle, hvori han blev anbragt med de følgeskader af ar på såvel begge skinneben som venstre underarm til følge, som han har påvist under nævnsbehandlingen. Flygtningenævnet finder det sandsynliggjort, at han som følge f de stedfundne begivenheder i Uganda, er blevet eksponeret som homoseksuel. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for homoseksuelle i Uganda, finder nævnet herefter, at ansøgeren risikerer overgreb begrundet i hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2014/1
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….], Tyrkiet og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter, at hun vil blive offer for æresdrab udført af hendes egen familie eller hendes forlovedes familie, idet hun har nægtet at indgå et arrangeret ægteskab. Hun blev udsat for vold og truet med at blive slået ihjel, hvis hun ikke giftede sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om at hun skulle have fået forlænget pas inden forlovelsen og derefter opnået visum og udrejst inden for få dage ikke stemmer overens med det tidsrum, der fremgår af visumansøgningen, og ansøgerens udbyggende forklaring i nævnet om at hun i den mellemliggende periode har boet på gaden i Ankara, findes utroværdig. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at uanset om ansøgerens forklaring havde kunnet lægges til grund, ville ansøgeren ikke opfylde betingelserne for at opnå asyl. Nævnet lægger herved vægt på, at den påberåbte konflikt er en privatretlig konflikt, som ansøgeren i så fald måtte søge myndighedernes beskyttelse imod. Det fremgår således af baggrundsmaterialet, at straffene for vold inden for familien er skærpet, og at de tyrkiske myndigheder har udstedt retningslinjer til de regionale myndigheder med det formål at forbedre forholdene for voldsofre og bekæmpe vold inden for familien, ligesom der findes organisationer, der kan bistå kvinder i risikogrupper. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Tyrkiet/2010/2
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I efteråret 2008 var ansøgeren forsvundet. I slutningen af 2009 var ansøgeren igen dukket op og havde oplyst, at han fortsat ønskede asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Han var efter det oplyste født i Tyrkiet. Udlændingeservice havde i afslaget fra foråret 2008 vurderet ansøgeren i forhold til Tyrkiet og ikke i forhold til Bosnien-Hercegovina, idet Udlændingeservice fortsat anså ansøgeren for at være tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde til støtte for sin asylansøgning navnlig gjort gældende, at han i 1995 havde deltaget som medlem af en navngiven Mujahedin-gruppe i kamphandlinger mod de bosniske serbere. Han havde overværet grusomheder begået af mujahedinerne imod tilfangetagne serbere, blandt andet halshugning med motorsave og sabler. Han havde i 2006 i Sarajevo afgivet forklaring herom på båndoptagelser, foranlediget af den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY), blandt andet i en konkret retssag mod en bosnisk general. Han havde endvidere over for embedsmændene fra ICTY påvist gerningssteder i Bosnien, og han havde ligeledes udleveret fotografier, som det var lykkedes ham at tage i hemmelighed af nogle af begivenhederne. Disse oplysninger var blevet videregivet til uvedkommende personer, muligvis af generalens forsvarer eller af ansøgerens egen advokat i Bosnien-Hercegovina. Han var blevet lovet et vidnebeskyttelsesprogram af ICTY, men han havde senere erfaret, at ICTY ikke så sig i stand til at garantere for hans sikkerhed. Ved en eventuel udsendelse til Tyrkiet frygtede han overgreb enten fra mujahedinere, folk fra hans egen tidligere kampgruppe i Bosnien-Hercegovina, der stadig måtte befinde sig i Tyrkiet, eller asylbegrundende forfølgelse fra de tyrkiske myndigheder. Ansøgerens opfattelse bestyrkedes af, at en kroatisk hjemmeside fra foråret 2009, som advokaten havde fremsendt en udskrift af til Flygtningenævnet, blandt andet omtalte ansøgeren som terroragent. Under nævnsbehandlingen oplyste han, at han siden 2006, hvor han havde fået udstedt legalt nüfüs (Id-kort) samt ægte tyrkisk pas, kun havde opholdt sig i Tyrkiet i halvanden dag i 2009 i forbindelse med gennemrejse fra Grækenland til Syrien. De tyrkiske stempler, der fremgik af hans danske fremmedpas, var falske, og de var blevet isat passet af de menneskesmuglere, der havde hjulpet ham med gennemrejsen. Flygtningenævnet kunne lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde afgivet vidneforklaringer på bånd og påvist gerningssteder, som af ham oplyst. Flygtningenævnet kunne også lægge til grund for sagen, at oplysningerne var kommet i forkerte hænder, idet de var blevet lækket i forbindelse med retssagerne i ICTY, herunder retssagen mod en navngiven leder. Flygtningenævnet kunne derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren af denne grund ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ved samtalen med politiet i foråret 2008 havde angivet, at han ikke nærede frygt for de tyrkiske myndigheder, men at han alene frygtede mujahedinerne i Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren under en politiafhøring i slutningen af 2009 havde oplyst, at han havde opholdt sig halvanden måned i en landsby i Adana-provinsen i Tyrkiet under sin ovennævnte rejse fra 2008 til 2009. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at de tyrkiske stempler i ansøgerens fremmedpas var falske. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren under den nævnte samtale i foråret 2008 havde forklaret, at han i foråret 2006 havde talt med det tyrkiske politi på en café i Istanbul, hvorunder der var blevet taget fotografier af ansøgeren, og hvorunder han var blevet udspurgt om sin deltagelse i krigen i Bosnien. Ifølge samtalen havde ansøgeren videre angivet, at han ikke havde haft andre problemer med det tyrkiske politi. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ville kunne søge den fornødne beskyttelse i Tyrkiet, idet han ligeledes ville kunne søge de tyrkiske myndigheders beskyttelse mod eventuelle overgreb fra tilbageværende medlemmer af Mujahedin. Sådanne overgreb måtte anses som privatretlige konflikter, som ikke i sig selv var asylbegrundende. I øvrigt bemærkede Flygtningenævnet, at der ikke forelå nogen som helst oplysninger om, at ansøgeren var blevet konkret truet af folk fra Mujahedin i Tyrkiet, endsige at ansøgeren havde haft kontakt med folk fra Mujahedin i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt endelig, at der under disse omstændigheder ikke var grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingeservice med henblik på, at ansøgeren også vurderedes asylretligt i forhold til Bosnien-Hercegovina. Tyrkiet/2010/1
Nævnet stadfæstede i august2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2002 på turistvisum. I 2008 søgte hun asyl efter at være blevet meddelt afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Flygtningenævnet udtalteat ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at hun ved en hjemvenden ville være i risiko for overgreb fra sin familie, fordi hun i 2001 havde giftet sig mod familiens ønske med en ægtefælle, der kom fra en familie, med hvilken ansøgerens familie havde en blodfejde. Ansøgeren havde herunder gjort gældende, at myndighederne ikke ville være i stand til at yde hende effektiv beskyttelse mod sådanne overgreb. Nævnet bemærkede, at det gav anledning til undren, at ansøgeren, der ikke havde haft lovligt ophold i Danmark siden 2004, først påberåbte sig disse forhold i 2008. Nævnet bemærkede endvidere, at der fandtes at være et påfaldende tidsmæssigt sammentræf mellem afslaget på asyl i Udlændingeservice og de fremsendte dokumenter om, at forældrene skulle have gjort ansøgeren arveløs. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund, fandtes de påberåbte forhold ikke at kunne føre til asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en privatretlig konflikt, som ansøgeren i så fald måtte søge myndighedernes beskyttelse imod, ligesom hun havde mulighed for at tage ophold andetsteds i Tyrkiet. Nævnet bemærkede herved, at ansøgeren i perioden fra 2001 til 2002 og igen i tre-fire uger i 2003 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden problemer. Nævnet bemærkede endvidere, at det i relation til myndighedsbeskyttelse fremgik af baggrundsmaterialet, at straffene for vold indenfor familien var skærpet, og at de tyrkiske myndigheder havde udstedt retningslinjer til de regionale myndigheder med det formål at forbedre forholdene for voldsofre og bekæmpe vold indenfor familien, herunder æresrelateret vold, ligesom der fandtes organisationer, der kunne bistå kvinder i risikogrupper. Tyrkiet/2009/5
Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder og stammer fra provinsen Konya i Tyrkiet. Han havde aldrig været politisk aktiv, og han havde ingen aktuelle konflikter med de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han frygtede at blive dræbt af familiemedlemmer til en pige, som han havde haft et seksuelt forhold til. Dette var årsagen til, at han havde søgt asyl i Danmark i 2002. Han var udrejst samme år frivilligt til Tyrkiet, inden asylsagsbehandlingen var blevet afsluttet. Ansøgeren havde opholdt sig og havde arbejdet i de følgende år forskellige steder i Tyrkiet, indtil han i 2007 i Izmir var blevet udsat for et skudattentat fra to af pigens brødre. Sagen var blevet efterforsket af politiet, og en af brødrene var ifølge ansøgeren blevet idømt seks års fængselsstraf for attentatet. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på visse punkter havde forklaret udbyggende om de nærmere omstændigheder om skudattentatet, men nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste forklaringen herom. Flygtningenævnet fandt, at det påberåbte asylmotiv ikke kunne begrunde asyl. Nævnet fandt, at der var tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at politiet havde efterforsket skudattentatet, og at en af attentatmændene ifølge ansøgeren var blevet idømt en langvarig fængselsstraf. Det indgik i nævnets samlede vurdering, at ansøgeren i 2002 var udrejst af Danmark, inden asylansøgningen var blevet færdigbehandlet, og at han først havde søgt asyl i Danmark på ny mere end et halvt år efter indrejsen i forbindelse med en straffesag vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2009/4
Nævnet stadfæstede i april 2009 en afgørelse truffet af Udlændingeservice vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 1999. Ansøgeren var i 2000 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring. Da ansøgeren ikke siden 2001 havde samlevet med sin ægtefælle havde Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i slutningen i 2008 truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle administrativt udvises af Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. med indrejseforbud i et år. I forbindelse med en politiafhøring af klageren i slutningen af 2008, havde ansøgeren forklaret, at han ikke havde været klar over, at han skulle udrejse af Danmark, idet han ikke modtaget brevet herom fra udlændingemyndighederne. Ansøgeren søgte herefter asyl. I forbindelse med sin asylsag havde ansøgeren oplyst, at han før sin udrejse til Danmark i 1999 havde ydet hjælp til kurdiske organisationer i Tyrkiet, hvilket var kommet til de tyrkiske myndigheders kundskab. Ansøgeren havde i 2003 haft et homoseksuelt forhold i Danmark, hvilket havde afstedkommet konflikter med ansøgerens familie i Tyrkiet. Desuden havde ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet skulle aftjene militærtjeneste, hvilken han grundet psykiske problemer ikke kunne klare. Endelig havde ansøgeren henvist til, at han i 1999 til et bryllup sammen med andre personer i Tyrkiet havde brændt et tyrkisk flag af, hvilket var blevet anmeldt til de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvis, at den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte have fået forkyndt afslaget på opholdstilladelse i 2003, ikke i sig selv kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset om ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede fængselsstraf som følge af udeblivelse fra militærtjeneste, fandtes dette ikke at kunne give grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet ansøgeren ikke risikerede en efter dansk retstradition uforholdsmæssig straf. Det af ansøgeren anførte vedrørende et tidligere homoseksuelt forhold og de deraf opståede familiære konflikter fandtes heller ikke at kunne give grundlag for meddelelse af opholdstilladelse. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgerens eventuelle aktiviteter for kurdiske organisationer i Danmark var kommet til de tyrkiske myndigheders kundskab. Ansøgerens oplysninger om, at han i 1999 havde deltaget i flagafbrænding måtte tilsidesættes som værende konstrueret til lejligheden, idet ansøgerens forklaring herom først var fremkommet i brev af 11. december 2008 og udbygget under samtalen i Udlændingeservice, uanset ansøgeren ved gentagne tidligere lejligheder havde haft anledning til at redegøre for sit asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde været konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive fængslet af politiet, og at han frygtede medlemmer af det tyrkiske nationalparti MHP. Ansøgeren anførte til støtte herfor, at han i efteråret 2004 havde været tilbageholdt og afhørt af politiet i forbindelse med deltagelse i en demonstration til fordel for PKKs leder Abdallah ôchelan, hvor ansøgeren var i slagsmål med personer fra MHP. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i den pågældende demonstration, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var eftersøgt af det tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene var tilbageholdt en eller to dage, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser, og at ansøgeren kort tid efter udrejste fra Tyrkiet legitimeret med ægte nationalitetspas. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerens forældre i perioden siden efteråret 2004 og indtil nævnsmødet i oktober 2007, regelmæssigt var blevet opsøgt af myndighedspersoner på baggrund af ansøgerens deltagelse i demonstrationen. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremtrådte som konstrueret og at den blev udbygget under sagen, og ikke var nærmere konkretiseret. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i 2004, først ansøgte om asyl i begyndelsen af 2007, da ansøgeren blev anholdt af politiet. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren heller ikke havde ansøgt om asyl i Sverige, uanset ansøgeren efter sin forklaring havde opholdt sig der cirka halvandet år efter sin indrejse i Danmark. Uanset om ansøgeren var eftersøgt med henblik på aftjening af værnepligt, som det blev oplyst under sagens behandling i Flygtningenævnet, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at udeblivelse fra aftjening af værnepligt i Tyrkiet ikke kunne antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder og ikke ønskede at aftjene værnepligt, kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger, ikke generelt kunne antages at være problemer for etniske kurdere med aftjening af værnepligt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, med henblik på, at der blev taget stilling til spørgsmålet om værnepligt og indhentelse yderligere oplysninger om betingelserne for etniske kurderes aftjening af værnepligt i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller ville være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2007/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på grundlag af sine aktiviteter for det lovlige parti, DEHAP, ved en tilbagevenden til hjemlandet, risikerede fængsling eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han havde arbejdet og trænet med PKK i en træningslejr i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have opholdt sig i en træningslejr for PKK i Syrien, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at dette var kommet til de tyrkiske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2005, men først ansøgte om asyl et år senere. Flygtningenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde aftjent værnepligt kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at udeblivelse fra aftjening af værnepligt i Tyrkiet, ikke kunne antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder kunne ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærkede herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke generelt kunne antages at være problemer med aftjening af værnepligt for etniske kurdere. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet, risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller ville være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2007/2
Nævnet meddeltei april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i juli 2005. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde været aktiv for PKK. I 1993 blev han idømt en langvarig fængselsstraf for illegalt politisk arbejde. Efter cirka 11 års afsoning blev han løsladt mod betingelser. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at de tyrkiske myndigheder havde rejst sigtelse mod ham for udgivelse af en bog, som myndighederne anser for ulovlig. Ansøgeren frygtede at blive idømt en ny straf. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra maj 2006 og de for nævnet fremlagte kendelser, at der verserer en straffesag mod ansøgeren på grund af forfatterskabet til en bog med en nærmere angivet titel. Efter det oplyste om bogens indhold sammenholdt med ansøgerens tidligere fængselsdom fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for en efterstræbelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tyrkiet/2007/1
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1962. Indrejst i april 2004. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt på livet af en person, der havde stukket ansøgeren med en kniv og flere gange truet ansøgeren samt opsøgt ansøgerens bopæl og herunder ødelagt døre og vinduer. Ansøgeren havde videre henvist til, at han ikke kunne få de tyrkiske myndigheders beskyttelse. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han var eftersøgt af de tyrkiske myndigheder, idet den omtalte person havde anmeldt ansøgeren for trusler mod ham. Flygtningenævnet fandt ansøgerens forklaring om sine konflikter i hjemlandet mindre troværdig. Flygtningenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren indrejste legalt i april 2004, og at ansøgeren først ansøgte om asyl i oktober 2004. Uanset om ansøgerens forklaring kunne lægges til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgerens strid med den omtalte person udsprang af en privatretlig konflikt vedrørende byggegrunde. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse i forbindelse med eventuelle strafbare forhold begået af den omtalte person. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ikke ville kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgerens forklaring om myndighedernes manglende efterforskning, var ikke understøttet af ansøgerens egne oplysninger om de tyrkiske myndigheders behandling af ansøgerens anmeldelse. Uanset om ansøgeren måtte være eftersøgt af de tyrkiske myndigheder i anledning af en anmeldelse fra den omtalte person, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han derved var bragt i et forhold til de tyrkiske myndigheder, der kunne begrunde asyl. Det forhold, at ansøgeren måtte have været tilbageholdt i tre måneder i 1998, kunne ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på den tid, der var gået siden tilbageholdelsen, og at ansøgeren i tiden efter havde befundet sig i hjemlandet indtil 2004. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyr/2005/4
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet, født 1977. Indrejst i august 2003. Ansøgeren har forklaret, at hendes fader i Tyrkiet forinden ansøgerens udrejse havde planlagt tvangsægteskab for ansøgeren, og at faderen på grund af ansøgerens indgåelse af ægteskab i Danmark har truet ansøgeren med æresdrab. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, at hun har haft arbejde i Tyrkiet forud for udrejsen, at hun ikke har været politisk aktiv, at hun ikke har haft problemer med myndighederne, og at hun udrejste legalt. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig en konflikt med sin fader som følge af ansøgerens indgåelse af ægteskab med sin nuværende ægtefælle. Ved vurderingen af den påberåbte konflikt lagde nævnet vægt på, at ansøgeren først ansøgte om asyl i juli 2004, uagtet at hun ifølge sin egen forklaring allerede på indrejsetidspunktet var i konflikt med faderen. Hertil kom, at der er tale om en privat konflikt, som ikke i almindelighed kan begrunde asyl. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det indgik endvidere i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren fremstår som en veluddannet kvinde. Idet hverken de generelle forhold for etniske kurdere eller oplysningerne om ægtefællens forhold kan føre til nogen ændret vurdering, kunne det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun skulle være i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyr/2005/3
Nævnet stadfæstede i marts 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1971. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet udtalte, at det måtte lægges til grund, at ansøgeren var etnisk kurder fra det østlige Tyrkiet, at ansøgeren ved bekendtgørelse i Tyrkiets Lovtidende i 1996 var blevet frataget sit tyrkiske statsborgerskab, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sin færden og aktiviteter forud for udrejsen, blandt andet vedrørende indkaldelsen til aftjening af værnepligt, vedrørende tidspunktet for, hvornår ansøgeren var blevet bekendt med fratagelsen af statsborgerskabet, vedrørende hvornår og hvordan han skulle have ansøgt om generhvervelse af statsborgerskabet, og vedrørende hvem der skulle have angivet ansøgeren til myndighederne. Hertil kom, at ansøgeren efter det foreliggende alene kunne antages at have udført begrænsede aktiviteter angående kurdiske spørgsmål, som ikke i sig selv havde været egnet til at profilere ham i forhold til myndighederne. Den chikane, som ansøgeren i øvrigt havde oplyst at have været udsat for fra myndighedernes side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse, ligesom den måtte antages at være udslag af den generelle situation for kurdere i hjemlandet. På denne baggrund kunne det ikke lægges til grund, at fratagelsen af statsborgerskabet skyldtes ansøgerens politiske aktiviteter. Det måtte efter et notat fra Udenrigsministeriet fra 2004 lægges til grund, at fratagelsen alene beroede på en antagelse af, at ansøgeren havde været udrejst af Tyrkiet uden at have aftjent værnepligt trods indkaldelse hertil. Det fulgte videre af Udenrigsministeriets notat, at statsborgerskabet kunne generhverves efter begrundet ansøgning indgivet til rette myndighed. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at fratagelsen af statsborgerskabet i sig selv kunne begrunde asyl. Da ansøgeren efter det foreliggende samtidig fremstod uprofileret, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i sådan risiko herfor, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Tyr/2005/2
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født i 1960. Indrejst i maj 2003. Sagen havde været udsat med henblik på en torturundersøgelse af ansøgeren, hvorefter den blev behandlet på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han efter en tilbagevenden fra Tyskland blev tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder i 15 dage i 1997 på grund af anklager for terrorisme og aktiviteter for blandt andet PKK. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren havde endvidere anført, at han derudover adskillige gange frem til sin udrejse i maj 2003 blev tilbageholdt, afhørt og udsat for fysiske overgreb af de tyrkiske myndigheder på grund af anklager om terrorisme. Ansøgeren havde videre anført, at han havde været medlem af det dengang legale HADEP parti, og at han havde udført aktiviteter for PKK/KADEK i Tyrkiet og under sit ophold i Tyskland. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at hans ene broder blev dræbt i kamp med de tyrkiske myndigheder i 1993, og at hans moder døde af eftervirkninger efter at være blevet skubbet ud over en balkon af en soldat i 2002. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt og udsat for overgreb i det omfang, som ansøgeren forklarede om over for nævnet. Ansøgeren havde således forklaret udbyggende om de pågældende overgreb. Ansøgeren oplyste ikke ved sin indrejse i maj 2003 om overgrebene. Til politiet angav ansøgeren således sit asylmotiv som værende økonomiske og politiske problemer, samt at han havde det psykisk dårligt. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen forklarede ansøgeren, at han blev udsat for voldelige overgreb af politiet, herunder slået i hovedet og på munden, hvorved han mistede en tand, samt at han blev ophængt i benene. Ved nævnets behandling af sagen havde ansøgeren forklaret, at han blev ophængt i benene, slået med en politiknippel og oversprøjtet med vand. I forbindelse med torturundersøgelsen havde ansøgeren yderligere forklaret, at han blev udsat for elektriske stød, slået med en politiknippel over hele kroppen, og at han blev kastet ind i en væg, mens en betjent skubbede på hans ryg. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det af erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgik, at ansøgeren led af hukommelses- og koncentrationsproblemer, udtalt søvnbesvær samt uligevægt og irritabilitet, og at disse symptomer, samt hans øvrige psykiske problemer, kunne være betinget af en organisk hjerneskade, men at tilstanden var forenelig med et posttraumatisk belastningssyndrom, således som det ses ved personer, der har været udsat for svær belastning, herunder tortur. Det fremgik endvidere, at der ikke var fundet fysiske tegn på vold. Nævnet kunne på den baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens psykiske tilstand skyldtes tortur. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det forhold, at ansøgerens broder måtte være blevet dræbt i 1993, og at ansøgerens moder måtte være død i 2002 efter at være blevet skubbet ud over en balkon, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Der blev herved lagt vægt på, at ansøgerens fader og flere af ansøgerens søskende opholdt sig i Tyrkiet uden at have problemer med myndighederne. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Tyr/2005/1
Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet, født 1980. Indrejst i oktober 2003. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter ansøgerens forklaring kunne lægge til grund, at han i 1999 i forbindelse med sin broders død blev afhørt af de tyrkiske myndigheder, og at han i den forbindelse blev udsat for grove overgreb. Ansøgeren oplyste under nævnsmødet, at han ikke længere kunne huske, hvor mange gange han blev afhørt af myndighederne. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren omkring sommeren 2000 påbegyndte aftjening af sin værnepligt. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han fik udmærkelse i skydning og påklædning under værnepligten. Ansøgeren forklarede endvidere, at han umiddelbart efter afsluttet værnepligt i foråret 2002 indgik ægteskab med sin kusine, der boede i Tyskland. Ægteskabet blev indgået i Tyrkiet, og ansøgeren havde en måneds tid forinden fået udstedt et nationalitetspas af de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet måtte herefter lægge til grund, at de tyrkiske myndigheder i hvert fald i forbindelse med indkaldelsen af ansøgeren til militærtjenesten havde gjort op med de forhold, som førte til afhøringerne og overgrebene mod ansøgeren. Det måtte således lægges til grund, at ansøgeren ikke havde været udsat for myndighedsovergreb siden da. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var forfulgt af grunde, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville blive udsat for forfølgelse, som kunne begrunde, at der skulle meddeles ham beskyttelsesstatus i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at de overgreb, som ansøgeren havde været udsat for efter sin egen forklaring, lå flere år forud for hans udrejse af Tyrkiet, og forud for at han havde aftjent sin værnepligt. De pågældende overgreb kunne således ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren blev meddelt asyl i Danmark på nuværende tidspunkt, og Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på gennemførelse af en torturundersøgelse. Tyrkiet/2004/1
Nævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Konya-provinsen, Tyrkiet. Ansøgeren har været medlem af henholdsvis DTP, BDP, KCK og PKK i perioden fra 2006 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive idømt en længere fængselsstraf, fordi han har været medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Kurdish Communities Union (KCK). Endvidere frygter ansøgeren, at han som militærnægter vil blive idømt en langvarig fængselsstraf, ligesom han risikerer at blive pålagt militærtjeneste, i hvilken forbindelse han vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk kurder. Endelig frygter ansøgeren, at personer fra PKK vil slå ham ihjel, fordi han i sommeren 2010 flygtede under et træningsophold i PKK. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2006 og frem til sin udrejse har været medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af PKK. I sommeren 2010 tog ansøgeren sammen med andre PKK-medlemmer til et sted i bjergene, hvor der var en konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK. Ansøgeren flygtede fra konfrontationen og gemte sig efterfølgende i Alanya nogle uger, indtil ansøgerens bedstefader havde arrangeret ansøgerens udrejse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. To af disse voterende finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han fra 2006 til 2010 har været medlem af lovlige politiske partier, og at ansøgeren i den forbindelse har deltaget i demonstrationer og kurdiske fester og mindehøjtideligheder, og at ansøgeren i den forbindelse er blevet pågrebet og tilbageholdt. Disse voterende finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren på grund heraf på nogen måde har været profileret, eller at disse politiske aktiviteter i dag udgør nogen risiko i forhold til ansøgerens sikkerhed. De to øvrige voterende finder, at ansøgerens forklaring må forkastes i sin helhed, og disse voterende kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været politisk aktiv og i den forbindelse pågrebet og tilbageholdt. Disse voterende har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre relevant for, hvornår og hvordan ansøgeren var aktiv i de nævnte partier, og for de påberåbte tilbageholdelser. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at den øvrige del af ansøgerens forklaring om asylmotivet må forkastes som usammenhængende og utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnets flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har tilsluttet sig PKK. Der er herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om, hvornår han tilsluttede sig partiet, og at ansøgeren forespurgt om dette i nævnet har forklaret ukonkret og afglidende. Nævnets flertal finder endvidere ansøgerens forklaring om sin reaktion i forbindelse med, at de på vej til træningslejren blev fanget i krydsild, utroværdig. Det afsvækker endvidere ansøgerens troværdighed, at ansøgeren i nævnet har forklaret udbyggende, idet ansøgeren har forklaret, at det, før ansøgeren i 2008 forlod Alanya, på TV blev oplyst, at ansøgerens fætter var blevet anholdt, og at ansøgeren selv var efterlyst. Dette stemmer i øvrigt på ingen måde overens med, at ansøgeren har forklaret, at han i 2009 flere gange var tilbageholdt af myndighederne af anden grund, uden at myndighederne konstaterede, at ansøgeren var efterlyst. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster flertallet hans forklaring om, at han skulle være efterfulgt af myndighederne eller PKK som forklaret af ham. Den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at aftjene værnepligt, kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” tyrk/2013/1
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Ansøgeren indrejste i 2006 og søgte asyl i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er muslim fra Konya i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive dræbt af sin far eller storebror, og at de tyrkiske myndigheder ikke vil kunne beskytte ansøgeren, der ikke vil kunne tage ophold i andre dele af Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han blev gift med sin herboende og nu tidligere ægtefælle i Tyrkiet. To dage efter, at ansøgeren kom til Danmark på et turistvisum for at være sammen med sin hustru, smed hun ham ud, og de blev efterfølgende skilt. Ansøgeren har fundet ud af, at hun ikke var jomfru, da de blev gift, og at hun blot giftede sig med ansøgeren, så hun legitimt kunne gifte sig med en anden senere. Ansøgerens far og storebror mener, at ansøgerens tidligere hustru har krænket familiens ære, og de har telefonisk og i breve truet ansøgeren med, at de vil dræbe ansøgeren, hvis han ikke slår sin tidligere hustru ihjel. Ansøgeren kan ikke rejse tilbage til Tyrkiet af frygt for sin far og storebror. Ansøgeren vil ikke kunne tage ophold et andet sted i Tyrkiet, fordi ansøgers far og storebror vil kunne finde frem til ansøgeren overalt i Tyrkiet, idet flere familiemedlemmer arbejder for politiet og militæret og har adgang til offentlige registre, hvormed de vil kunne lokalisere ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at det er forbundet med en betydelig tvivl, om ansøgeren overhovedet er blevet truet som forklaret af ham. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren kom til Danmark i slutningen af 2006 på et turistvisum. Samlivet med den tidligere hustru blev ophævet efter få dage i Danmark, og de blev efterfølgende skilt. Ansøgningen om asyl er indgivet primo 2012, og i de mere end 5 år, der gik fra samlivsophævelsen til ansøgningen om asyl, har ansøgeren boet på forskellige adresser, herunder på gaden, ligesom han har haft forskelligt arbejde her i landet. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren efter sin forklaring ikke kunne rejse hjem af frygt for familien, og alligevel gik der mere end 5 år, inden han søgte om asyl. Ansøgeren har forklaret, at han flere gange er blevet truet i telefonen af sin far og storebror med, at de vil slå ham ihjel, hvis han ikke dræber sin tidligere hustru, men han har samtidig forklaret, at han kun har talt i telefon med sin far ganske få gange, og at han sjældent taler med sine søskende. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har modtaget breve fra faderen og storebroderen, hvori de blandt andet har truet ansøgeren, men ansøgeren har ikke gemt nogle af disse breve. Flygtningenævnet har i øvrigt fundet det påfaldende, at ansøgers far, der ønsker at dræbe ansøger, samtidig ønsker at tale med ansøgeren i telefon og endvidere har givet udtryk for, at han gerne vil have, at ansøgeren kommer hjem til Tyrkiet, ligesom han blev ked af det, da han erfarede, at ansøgeren var indlagt på hospital efter et selvmordsforsøg, ligesom faderen i breve skulle have givet udtryk for, at han savnede ansøgeren og gerne ville have, at ansøgeren kom hjem. Men selv om det måtte lægges til grund, at ansøgeren er blevet truet af sin far og storebror, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en privatretlig konflikt, og at ansøgeren vil kunne søge myndighederne om beskyttelse for sin familie, der efter det oplyste ikke er særlig magtfuld eller indflydelsesrig, ligesom ansøgeren vil kunne tage ophold et andet sted i Tyrkiet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets brev af […]2012 med besvarelse af spørgsmål om myndighedernes beskyttelse imod æresrelateret vold og dødstrusler mod mænd i Tyrkiet. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” tyrk/2012/2
Nævnet stadfæstede i december 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet besluttede i november 2007 at udsætte sagens afgørelse med henblik på at afvente udfaldet af en verserende retssag vedrørende ansøgeren ved den tyrkiske højesteret. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder, muslim af trosretning og stammer fra en mindre by i Tyrkiet. Flygtningenævnet lagde endvidere oplysningerne i de af ansøgerens broder fremsendte domsudskrifter vedrørende ansøgeren og to andre personer fra den tyrkiske landsret og højesteret til grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren i 1998 havde været tilbageholdt to til tre gange, kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet lagde herved vægt på, at han efter sin egen forklaring var blevet løsladt efter endt afhøring, samt at tilbageholdelserne lå langt tilbage i tid og i øvrigt ikke havde haft konsekvenser for ham. Det fremgik af den tyrkiske højesterets dom, at ansøgeren var blevet idømt tre år og ni måneders fængsel for at have hjulpet medlemmer af PKK. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at straffens længde efter nævnets opfattelse ikke kunne karakteriseres som uforholdsmæssig henset til, at ansøgeren var blevet dømt for at have bistået en organisation, som er opregnet på EU’s terrorliste. På trods af baggrundsoplysningerne om forholdene for etniske kurdere i tyrkiske fængsler fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at der var konkrete holdepunkter for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet og afsoning af den idømte straf risikerede at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i konkret og individuel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrkiet/2008/5
Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2007. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet ikke fandt grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. herved udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk kurder og tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde som sit asylmotiv blandt andet anført, at han frygtede at vende tilbage til Tyrkiet, idet han havde deltaget i demonstrationer til støtte for det kurdiske parti HADEP. Ansøgeren havde videre oplyst, at han på grund af sin deltagelse i demonstrationerne var blevet tilbageholdt, udsat for tortur, og presset til at tilstå kriminelle forhold, uden ansøgeren var blevet stillet for en dommer. Endelig havde ansøgeren oplyst, at han var blevet opsøgt og chikaneret af politiet hver gang, der havde været politiske uroligheder, fordi han i forbindelse med tilbageholdelserne var blevet registreret i et register sammen med andre kurdere. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende og utroværdigt om sin rejserute. Ansøgeren havde således forklaret, at han oprindeligt ønskede at rejse til Spanien, men at han først efter at være ankommet med et skib til Danmark - som ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingeservice lagde til havn i Frankrig – havde besluttet at tage toget til Spanien. Først da ansøgeren var nået til Tyskland, havde han opdaget, at han ikke havde råd til den fortsatte rejse til Spanien, hvorfor ansøgeren var rejst tilbage til Danmark med henblik på at låne penge af en herboende fætter. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om antallet af personer, der havde sejlet med det skib, som ansøgeren var kommet til Danmark med, og om længden af den tilbageholdelse han var udsat for i 2003. Ansøgeren havde således i asylansøgningsskemaet oplyst, at han i 2003 var blevet tilbageholdt i 22 dage af myndighederne, mens han overfor Udlændingeservice havde forklaret, at tilbageholdelsen havde varet 7 dage. Endeligt havde ansøgeren forklaret utroværdigt om sit tilhørsforhold til HADEP. Ansøgeren havde således i forbindelse med asylansøgningen forklaret, at han alene havde sympatiseret med organisationen HADEP, imens ansøgeren i forbindelse med sin første asylansøgning i 2001 både overfor politiet og i asylansøgningsskemaet havde oplyst, at han havde været medlem af HADEP. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kunne således heller ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have været udsat for overgreb af det tyrkiske politi, således som ansøgeren havde oplyst. Uanset om ansøgeren måtte have været medlem af HADEP eller blot sympatisør, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde profileret sig i en sådan grad, at han på baggrund af disse aktiviteter opfyldte betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgeren efter sine egne oplysninger ikke havde haft en særlig fremtrædende position for organisationen. Uanset om ansøgeren måtte have været tilbageholdt af myndighederne, bemærkede Flygtningenævnet, at de tilbageholdelser ansøgeren angiveligt skulle have været udsat for, havde været af kortere varighed, og ansøgeren var blevet løsladt hver gang uden at blive tiltalt. Flygtningenævnet fandt således ikke, at disse tilbageholdelser, såfremt de havde fundet sted, kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt asyl. Det forhold, at en asylansøger med et lignende asylmotiv var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Det bemærkedes herved, at Flygtningenævnet træffer afgørelse efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøgers asylmotiv. Endeligt bemærkede Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han var konkret og individuelt forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrk/2008/4
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og muslim, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv eller i øvrigt havde haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygtede, at familien ville slå hende ihjel, da hun havde fået barn uden for ægteskab. Det påberåbte asylmotiv kunne ikke begrunde asyl. Der var tale om en privat konflikt, og ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse eller i givet fald tage ophold et andet sted i Tyrkiet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Tyrk/2008/3
Nævnet stadfæstede i juni 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2004. Det fremgår af sagen, at ansøgeren fra begyndelsen af 2005 til begyndelsen af 2008 har opholdt sig i Sverige. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder. Det forhold, at ansøgeren i 2000 i forbindelse med en konflikt med personer fra andre transportfirmaer var blevet anholdt af politiet og tilbageholdt i to måneder, hvorunder han var blevet udsat for overgreb, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tiden, og at ansøgeren ikke i perioden fra 2000 til udrejsen i 2004 havde haft konflikter med myndighederne eller enkeltpersoner i Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han siden 2000 havde været eftersøgt af myndighederne, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring til Udlændingeservice fik udstedt et ægte nationalitetspas i 2004. De generelle forhold for kurdere i Tyrkiet kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelser eller for at blive udsat umenneskelig behandling eller overgreb. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Tyrk/2008/2
Nævnet meddelte i januar 2008 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2006. I 2007 udsatte nævnet behandlingen af sagen med henblik på foretagelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter konklusionen i torturundersøgelsen, lagde til grund, at ansøgeren havde været udsat for tortur i overensstemmelse med sin forklaring. Nævnet fandt, at konklusionen også støttede troværdigheden af ansøgerens forklaring i øvrigt, og nævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens bopæl også efter en tilbageholdelse i 2004 var blevet opsøgt flere gange af myndighederne, uden at man havde antruffet ansøgeren. Nævnet bemærkede, at tilbageholdelsen i 2004 kunne fremstå som en enkeltstående episode under myndighedernes efterforskning af ansøgerens slægtning, også fordi det ikke fremstod helt klart, om de efterfølgende henvendelser på bopælen havde været specifikt rettet mod ansøgeren, eller om der havde været tale om generelle forespørgsler i området. Henset til grovheden af den tortur, som ansøgeren havde været udsat for, sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgerens familie havde haft en kendt tilknytning til kurdiske organisationer, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en konkret og samlet vurdering imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en hjemvenden fortsat ville være i myndighedernes søgelys med risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tyrk/2008/1
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Tyrkiet. Ansøgeren har sympatiseret med PKK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de tyrkiske myndigheder, der mistænker ham for at være aktiv for PKK. Ansøgeren har to gange i 2006 været fængslet af de tyrkiske myndigheder i forbindelse med deltagelse i demonstrationer. Første gang blev han tilbageholdt i fem dage og anden gang i to måneder. Myndighederne beskyldte ham for at være tilknyttet PKK. I 2009 blev han ligeledes anholdt i forbindelse med en demonstration i […], hvorefter et parlamentsmedlem fastholdt ham, således at politiet måtte opgive deres anholdelse. Til gengæld blev ansøgerens farbroder anholdt. Farbroderen er fortsat anholdt. I 2010 blev ansøgeren anholdt ved en kontrolpost. I forbindelse med anholdelsen blev han slået så hårdt, at hans blindtarm blev beskadiget. Han blev efterfølgende indlagt på hospital og opereret. Morgenen efter operationen flygtede han fra hospitalet ved at springe ud fra et vindue fra fire meters højde. Myndighederne har efter ansøgerens udrejse gentagne gange spurgt efter ansøgeren på hans bopæl. Ansøgeren har forklaret upræcist om sin deltagelse i demonstrationer, om sine problemer med myndighederne og om episoden ved demonstrationen i 2009. Ansøgeren har alene udført begrænsede politiske aktiviteter gennem deltagelse i nogle demonstrationer og har alene sympatiseret med BDP. Ansøgeren har selv oplyst, at myndighederne ikke fik noteret hans navn i forbindelse med episoden i 2009, og han har for Flygtningenævnet oplyst, at han ikke tror, at myndighederne har ”noget materiale” på ansøgeren. hertil kommer, at ansøgerens forklaring om flugten fra hospitalet umiddelbart efter opvågningen fra operationen virker usandsynlig, ligesom ansøgeren først oplyste om episoden i 2010 til asylsamtalen, som må antages at udgøre en central del af hans asylmotiv. Det skal tilføjes, at ansøgeren i forbindelse med anholdelsen ved kontrolposten i 2010 fremviste urigtig legitimation, hvilket myndighederne efter ansøgerens forklaring straks opdagede. Endelig var ansøgeren i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i slutningen af sommeren 2011, ligesom ansøgeren udrejste legitimeret med et pas i eget navn. Herudover indgår det i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren er udeblevet fra indkaldelse til militærtjeneste, og hans oplysninger om myndighedernes henvendelser på bopælen er begrundet i dette forhold. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring om, at han skulle være efterfulgt af myndighederne som forklaret af ham. Den omstændighed, at ansøgeren måtte have unddraget sig militærtjeneste, kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” tyrk/2012/1
Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Antalya, Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved til en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive dræbt af sin klan og af sin far, idet ansøgeren ikke retter sig efter deres skikke. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har været medlem af KDPI. Ansøgeren har endelig henvist til, at han i Tyrkiet er idømt lange fængselsstraffe for henholdsvis terrorvirksomhed og menneskesmugling. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far er ekstremistisk muslim, og at han har behandlet ansøgeren dårligt, siden ansøgeren var barn. Ansøgeren blev smidt ud af hjemmet af sin far som 13-årig, idet ansøgeren ikke fulgte hans regler. Ansøgerens far var utilfreds med, at ansøgeren havde kontakt med venner på internettet, at ansøgeren spillede fodbold, og at ansøgeren ikke gik i moské. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjemmefra og havde kun begrænset kontakt med sin far. Efter afslutningen af ansøgerens militærtjeneste i 2012 flyttede han til Irak og bosatte sig i irakisk Kurdistan i Erbil. I Erbil mødte ansøgeren sin kone, og de blev gift i [efteråret] 2013. I den forbindelse kom ansøgerens far til Irak og anmodede om ansøgerens ægtefælles hånd på ansøgerens vegne. I Irak blev ansøgeren medlem af KDPI. Ansøgeren har efterfølgende forsøgt at tage til Tyrkiet med sin kone i 2014, men de vendte tilbage til Irak efter cirka en uge. I 2015 udrejste de igen til Tyrkiet og siden videre til Danmark. Ansøgeren blev i 2008/2009 anholdt af det tyrkiske politi i forbindelse med et slagsmål mellem to grupperinger. Ansøgeren er nu i januar 2018 idømt fængsel i 5 år, 3 måneder og 8 dages fængsel for terrorvirksomhed i den forbindelse. Ansøgeren blev endvidere anholdt af det tyrkiske politi i 2015 i forbindelse med flugten fra Tyrkiet til Grækenland og beskyldt for at være menneskesmugler, hvilket han nu i 2018 er idømt fængsel i 9 år, 7 måneder og 22 dage for. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren gennem sagens forløb har angivet skiftende asylmotiver, herunder for Flygtningenævnet har angivet nye asylmotiver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet sit medlemskab af KDPI, anholdelser foretaget af de tyrkiske myndigheder og sin bopæl i Irak. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring og har derfor heller ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på, at ansøgeren søger at fremskaffe de originale domme, som han har fremlagt fotos af og angiver at være idømt i Tyrkiet Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det falder udenfor nævnets kompetence at tage stilling til, om overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, tilsiger, at der meddeles opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen til at tage stilling til, om ansøgeren og dennes familie kan henvises til at udøve deres familieliv i deres hjemlande, tilkommer således Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.” tyrk/2018/3/LMD
Nævnet hjemviste i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af sagen lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder, ISIL og de tyrkiske styrker bekriger hinanden i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at forholdene i landet er meget dårlige på grund af manglende sikkerhed. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet opsøgt af YPG på deres bopæl. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev opfordret til at bære våben og forsvare deres land. Dette var dog frivilligt, og der var ikke nogen konsekvenser ved at nægte at bære våben for YPG. Det fremgår Udlændingestyrelsens afgørelse [fra starten af] 2017, at styrelsen ved afgørelsen af sagen har lagt betydelig vægt på, at ansøgeren under behandlingen af sagen har modsat sig at underskrive en samtykkeerklæring om, at Udlændingestyrelsen måtte kontakte de tyrkiske myndigheder med henblik på at få dem til at be- eller afkræfte, om ansøgeren er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet samtykket i, at de danske myndigheder kontakter de tyrkiske myndigheder herom. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet det rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med nærmere henblik på afdækning af dette forhold.” Tyrk/2017/2/SHH
Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og angiveligt fra Kobane, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold som følge af krigen. Ansøgeren frygter ydermere, at han ikke vil kunne finde et job i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han flyttede til Tyrkiet alene, da han var omkring seks eller syv år, og at han siden da og frem til sin udrejse i 2015 har boet i Tyrkiet illegalt. Han flyttede til Tyrkiet for at arbejde, så han kunne hjælpe med at forsørge sin familie i Syrien. Han har siden sin udrejse til Tyrkiet været på besøg hos familien i Syrien omkring 10 til 15 gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han kom til Tyrkiet. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at han boede i Kobane i ca. 14 år, før han flyttede til Tyrkiet, mens han under de følgende samtaler og for nævnet har forklaret, at han kun var 6-7 år, da han flyttede til Tyrkiet. Hertil kommer, at Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren har givet en troværdig forklaring om, hvorfor han allerede som 6-7-årig skulle være blevet sendt til Tyrkiet af sine forældre, når henses til, at han efter sin egen forklaring først blev i stand til at hjælpe med forsørgelsen af familien 5-6 år senere. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen ikke har kunnet redegøre for centrale forhold vedrørende Syrien, herunder navnlig om landets valuta. Flygtningenævnet har herved tillagt det vægt, at ansøgeren efter sin egen forklaring har været på besøg i Syrien 10-15 gange. Videre har Flygtningenævnet tillagt det væsentlig betydning, at Rigspolitiets Kriminaltekniske Center har vurderet, at det syriske id-kort, som ansøgeren har fremlagt under sagen, er uægte. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange syriske id-kort han har fået udstedt. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis betydning, at det fremgår af den foretagne sprogundersøgelse, at ansøgerens sprog ikke er foreneligt med det sprog som tales i Kobane i Syrien. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er statsborger i Syrien, men lægger til grund, at han er fra Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på at sende en forespørgsel til de tyrkiske myndigheder om, hvorvidt ansøgeren har fået udstedt et tyrkisk id-bevis. Der findes heller ikke anledning til at rette en forespørgsel til det eller de privathospitaler, som ansøgeren angiveligt har fået behandling på, jf. herved udlændingelovens § 40, stk. 1, hvorefter det påhviler ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Da ansøgeren har oplyst, at han aldrig har haft konflikter med privatpersoner, myndighederne, grupper eller grupperinger i Tyrkiet, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2017/1/SOL
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at FN´s Torturkomités udtalelse af 22. december 2015 ikke er retlig bindende, og at det således også efter sagens genoptagelse tilkommer de kompetente danske myndigheder at træffe afgørelse, om ansøgeren kan sendes tilbage til Tyrkiet. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Konya-provinsen, Tyrkiet. Ansøgeren har forklaret, at han har været medlem af henholdsvis DTP, BDP, KCK og PKK i perioden fra 2006 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive idømt en længere fængselsstraf, fordi han har været medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK) og Kurdish Communities Union (KCK). Endvidere frygter ansøgeren, at han som militærnægter vil blive idømt en langvarig fængselsstraf, ligesom han risikerer at blive pålagt militærtjeneste, i hvilken forbindelse han vil blive slået ihjel af myndighederne, fordi han er etnisk kurder. Endelig frygter ansøgeren, at personer fra PKK vil slå ham ihjel, fordi han i sommeren 2010 flygtede under et træningsophold i PKK. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han siden 2006 og frem til sin udrejse har været medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af PKK. I sommeren 2010 tog ansøgeren sammen med andre PKK-medlemmer til et sted i bjergene, hvor der var en konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK. Ansøgeren flygtede fra konfrontationen og gemte sig efterfølgende i Alanya nogle uger, indtil ansøgerens bedstefader havde arrangeret ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at han fra 2006 og frem til sin udrejse var medlem af DTP og BDP, og at myndighederne som følge heraf i perioden fra 2006 til 2008 udsatte ham for gentagne fysiske og psykiske overgreb, kan således ikke lægges til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke – med den grad af sikkerhed og præcision, der må forventes – har kunnet redegøre for, hverken hvornår og hvordan han var aktiv i partierne, eller for omstændighederne omkring tilbageholdelserne og overgrebene mod ham. Ansøgerens forklaring om, at han tilsluttede sig PKK, og at han – efter en væbnet konfrontation mellem regeringsstyrker og guerillaenheden i PKK på vej til en træningslejr i bjergene – flygtede i sommeren 2010, kan heller ikke lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer om, hvordan han tilsluttede sig PKK. Herudover findes ansøgerens forklaring om, at han ønskede at modtage våbentræning, utroværdig henset til, at han til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 har oplyst, at han på intet tidspunkt havde tanker om at deltage i væbnede konflikter af nogen art. Hans forklaring om, at han efter konfrontationen begyndte at tænke over, om han havde lyst til at kæmpe mod andre kurdere, som myndighedsstyrkerne også bestod af, findes ligeledes utroværdig. Han har således til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2013 oplyst, at han allerede inden sin beslutning om deltagelse i våbentræning var klar over, at etniske kurdere gør tjeneste i den tyrkiske hær. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet [i sommeren] 2013 om, at han flere gange i 2009 på et tidspunkt, hvor han angiveligt var efterlyst, var tilbageholdt af myndighederne af andre årsager, uden at myndighederne konstaterede, at han var efterlyst, er endvidere en udbygning, der ikke stemmer overens med hans tidligere forklaring i sagen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at de tyrkiske myndigheder under hans angivelige tilbageholdelser ikke opdagede, at han var efterlyst, ikke fremstår troværdig henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om karakteren og intensiteten af det tyrkiske politis og efterretningstjenestes arbejde med at arrestere kurdiske modstandere af det tyrkiske styre og anklage dem efter den tyrkiske antiterrorlov. Der kan hermed blandt andet henvises til Landsinfos rapport Tyrkia: Situasjonen for politisk aktive kurdere, udgivet den 21. august 2015. Flygtningenævnet bemærker vedrørende den af Amnesty Internationals lægegruppe foretagne lægeundersøgelse af ansøgeren, at de i rapporten [fra efteråret] 2014 angivne fund på flere punkter ikke stemmer overens med de af ansøgeren under asylsagen afgivne oplysninger om fysiske overgreb mod ham. Han har således i asylansøgningsskema [fra ultimo] 2012 uddybet, hvordan han blev udsat for tortur eller andre fysiske overgreb således: ”Som et resultat af tortur er min venstre arm brudt, midt i mit øjenbryn, midt på min pande, under min hage, og på mit hoved er der stadig stående tegn på manipulation.[…] Der er fraktur og forvridning af den venstre arm to steder som følge af tortur”. Den af ansøgeren beskrevne tortur ses ikke at stemme overens med det i rapporten [fra efteråret] 2014 anførte, herunder vedrørende ”Arme og ben”, hvorom rapporten blot anfører ”normal kraft, følesans og bevægelighed. Ingen abnorme fund”. Derimod omtaler rapporten endvidere flere steder slag mod fodsålerne (falanga), hvilken form for tortur ansøgeren imidlertid ikke ses at have omtalt i asylansøgningsskemaet, under møderne hos Udlændingestyrelsen eller i mødet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2013. Flygtningenævnet skal herudover anføre, at ansøgerens asylmotiv – bortset fra frygten for straf for unddragen militærtjeneste – vedrører ansøgerens afbrudte medlemskab af PKK og KCK og hans flugt fra træningslejren i sommeren 2010, og at resultatet af lægeundersøgelsen under alle omstændigheder ikke ses at have direkte sammenhæng med troværdighedsvurderingen af ansøgerens forklaringer om begivenhederne i dette asylmotiv, der kronologisk ligger efter det tidspunkt, hvor torturen angiveligt har fundet sted. Nævnet finder heller ikke grundlag for at anse ansøgerens forklaring og erindring om begivenhederne i dette asylmotiv for at være afgørende påvirket af fysiske overgreb, han skulle være blevet udsat for. Nævnet finder endvidere ikke, at konklusionen i Amnesty Internationals rapport i sig selv underbygger troværdigheden af ansøgerens asylmotiver, herunder at han skulle være blevet udsat for den af ham beskrevne tortur under de af ham beskrevne omstændigheder. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen desuden lagt vægt på, at ansøgeren, der efter det oplyste indrejste illegalt i Danmark i [vinteren] 2010 og i de følgende to år opholdt sig i Danmark uden lovligt ophold, først fandt anledning til at søge asyl i forbindelse med, at han [i vinteren] 2012 blev anholdt af politiet for besiddelse af euforiserende stoffer og for at afgive urigtige oplysninger om sin identitet til politiet, hvilke forhold han blev idømt 40 dages ubetinget fængsel for, jf. lov om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, og straffelovens § 164, stk. 1, jf. § 174, og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Ansøgerens manglende aftjening af værnepligt, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vil medføre en uforholdsmæssig sanktion, findes ikke at kunne begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet tager på denne baggrund hverken ansøgerens mere subsidiære påstand om udsættelse af sagen med henblik på en torturundersøgelse eller mest subsidiære påstand om hjemvisning til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen til følge. Det bemærkes herved, at Flygtningenævnet i sager, hvor ansøgeren har oplyst at have været udsat for tortur som følge af forhold, der fortsat gør sig gældende og som derfor indebærer risiko for på ny at blive udsat for tortur ved en tilbagevenden, normalt ikke vil foranstalte en torturundersøgelse, hvis ansøgeren under hele forløbet som i den foreliggende sag har fremstået som utroværdig, og nævnet derfor i det hele må forkaste ansøgerens forklaring om den oplyste tortur eller de forhold, der gav anledning hertil. Hvis forklaringen om, hvorfor ansøgeren blev udsat for tortur, må forkastes som utroværdig, og det ifølge ansøgeren skulle være de samme forhold, der indebærer, at han stadig risikerer tortur ved en tilbagevenden, kan det i sagens natur heller ikke lægges til grund, at ansøgeren af denne grund er i risiko for at blive udsat for tortur ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet fastholder på denne baggrund, at en udsendelse af ansøgeren til Tyrkiet ikke vil være i strid med artikel 3 i Torturkonventionen, og nævnet finder fortsat ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Tyrk/2016/1/CEB
Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Turkmenistan, født i 1980. Ansøgeren indrejste i Danmark i juli 2005, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse på andet grundlag. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde anført, at hendes fader i mange år havde været voldelig over for hende, samt at hun frygtede faderens reaktion, når hun vendte hjem til Turkmenistan, og han opdagede, at hun ikke længere var jomfru. Ansøgeren havde endvidere som sit asylmotiv anført, at hun ved en tilbagevenden frygtede at få problemer med myndighederne. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens konflikter med og frygt for faderen kunne medføre asyl. Nævnet lagde herved vægt på, at dette var en privatretlig konflikt, og at ansøgeren om nødvendigt måtte søge myndighedernes beskyttelse mod faderen. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at myndighederne ikke kunne eller ville yde ansøgeren beskyttelse. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at nævnet ikke fandt, at ansøgeren ved en tilbagevenden var nødsaget til at tage ophold hos eller i nærheden af faderen. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Turkmenistan ville få problemer med myndighederne. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste problemfrit af Turkmenistan legitimeret med ægte nationalitetspas, som blev behørigt stemplet af myndighederne. Flygtningenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgerens formodning om problemer med myndighederne var fuldstændig uunderbygget. Turk/2006/2
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelses vedrørende en mandlig statsborger fra Turkmenistan, født i 1988. Indrejst i april 2004. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge afgørende vægt på, at ansøgeren under sagens behandling havde oplyst to forskellige personer, som den han udrejste fra Turkmenistan sammen med. Nævnet bemærkede herved, ansøgeren kun var otte år ved udrejsen, og at han stadig er mindreårig. Der måtte således tages hensyn hertil. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge afgørende vægt på ansøgerens oplysninger om rejseruten eller ansøgerens udseende, eller at faderens forhold ikke havde kunnet verificeres. Ansøgeren havde påberåbt sig, at han risikerede forfølgelse som følge af, at hans fader havde skrevet kritiske artikler imod præsidenten. Ansøgeren havde henvist til, at hans fader og faderens forældre var blevet dræbt af myndighederne af denne grund, og at han selv havde forladt landet af denne grund. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren kunne antages at risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Turkmenistan. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke selv havde noget udestående med myndighederne, og at han kun var otte år gammel i 1996, da faderen og bedsteforældrene efter det oplyste blev dræbt. Turkmenistan/2004/1
Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2009. I Tunesien havde han modtaget trusselsbreve og var blevet tilbageholdt af politiet. Under hans ægtefælles sidste besøg i Tunesien, fik hun ikke lov til at udrejse med deres fælles søn, før efter at han havde givet tilladelse til dette. I april 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på asyl. Under Flygtningenævnets behandling af sagen aflagde ansøgerens ægtefælle vidneforklaring om begivenhederne under hendes besøg i Tunesien. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet i overensstemmelse med ansøgerens forklaring lagde til grund, at ansøgeren omkring midten af 2006 var blevet overfaldet af ukendte gerningsmænd, og at han nogen tid efter havde modtaget to breve, der af ansøgeren blev opfattet som trusselsbreve. Flygtningenævnet bemærkede, at der var tale om begivenheder, der lå tilbage i tiden. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke senere var blevet opsøgt af de personer, der stod bag vold henholdsvis trusselsbreve. Ansøgerens forklaring om, at han var efterstræbt, fordi han er gift med en dansk kvinde, og fordi Danmark er ansvarlig for profet-tegningerne, byggede på ansøgerens formodninger og var ikke nærmere underbygget. Der var heller ikke i sagens oplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren skulle have haft et afgørende modsætningsforhold til sin familie, således som han oplyste under nævnsmødet. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren var blevet tilbageholdt tre gange inden for cirka det sidste halvandet år før udrejsen. Første gang var han blevet tilbageholdt på en politistation i kortere tid, hvorunder han var blevet afhørt og slået, men løsladt mod bestikkelse. Han var den anden gang blevet tilbageholdt i forbindelse med et checkpoint og blevet løsladt efter at have forevist sine papirer. Han var blevet løsladt fra den tredje tilbageholdelse efter indgriben fra politichefen, der var en bekendt af familien. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, at de påberåbte forhold ikke var af en sådan karakter og intensitet, at de kunne sidestilles med forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller medføre, at ansøgeren havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Episoden i forbindelse med Ægtefællens seneste udrejse af Tunesien var ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Tunesien/2009/2
Nævnet stadfæstede i januar 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tunesien. Indrejst i Danmark i 2008Ansøgeren var mindreårig på indrejsetidspunktet. Ansøgeren er etnisk araber, født og opvokset i en flygtningelejr i Syrien. Ansøgeren påberåbte sig som asylmotiv, at hun aldrig havde været i Tunesien, hvor hun var uden netværk. Hun kunne ikke vende tilbage til Syrien, idet hun ikke havde noget at vende tilbage til eller nogen lovlig opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er tunesisk statsborger og indehaver af et tunesisk pas. Ansøgeren, der aldrig havde været i Tunesien, oplyste ikke om asylrelevante forhold i Tunesien. Den omstændighed, at ansøgeren måtte være uden netværk i Tunesien, kunne ikke føre til meddelelse af asyl. Ansøgeren var født og opvokset i Syrien, hvor hun havde gået i skole og senest havde indgået ægteskab. Ansøgeren havde ikke sandsynliggjort, at hun havde haft konflikter i Syrien, hverken med myndighederne eller med andre. Efter de foreliggende oplysninger om de retlige forhold i Syrien ville ansøgeren som araber i det væsentlige blive stillet som en syrisk statsborger, jf. Citizenship Law No. 276, 1969. På denne baggrund tiltrådte Flygtningenævnet, at ansøgeren ville kunne indrejse i såvel Tunesien som Syrien, uden at ansøgeren udsatte sig for risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angik ansøgerens nyfødte barn, forelå der ikke noget selvstændigt asylmotiv. Tunesien/2009/1
Nævnet meddeltei september 2007 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2002 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han forud for udrejsen havde haft en 10-årig karriere ved militæret, sluttende som oversergent, og at han ved udrejsen havde været reservist. Ansøgeren havde fremskaffet en kopi af den tunesiske militære straffelov, hvoraf det blandt andet syntes at fremgå, at han som reservist blandt andet havde pligt til at melde sig på den tunesiske ambassade, hvis han tog ophold i udlandet. Ansøgeren havde gjort gældende, at han ved at tilsidesætte disse regler ved en tilbagevenden til Tunesien ville blive betragtet som forræder/desertør, hvilket ifølge den militære straffelov vil kunne straffes med dødsstraf eller langvarig fængselsstraf. Flygtningenævnet havde ved en iværksat høring søgt at få klarlagt, hvilken risiko ansøgeren i så henseende ville have løbet ved en tilbagevenden. Da høringen havde været uden resultat, og det således fortsat henstod som uafklaret, uden at dette kunne lægges ansøgeren til last, måtte ansøgeren stilles, som om han risikerede det, som han selv havde antaget. Det kunne ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været tilbage i hjemlandet siden udrejsen i 2002, heller ikke i forbindelse med sin faders død i begyndelsen af 2007. Ifølge baggrundsoplysninger fra Tunesien foregår der tortur i de tunesiske fængsler, og retssystemet fungerer ikke uafhængigt. På den anførte baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren måtte anses for at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerede dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Tunesien/2007/2
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tunesien, født 1954. Indrejst i maj 2002 med opholdstilladelse som familiesammenført, genindrejst i september 2003. Ansøgt om asyl i august 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hendes far havde besluttet, at hun ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden til Tunesien, idet hun havde vanæret familien ved at have været sin mand utro samt været skyld i, at manden var blevet idømt en fængselsstraf i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om truslerne var af en sådan karakter, at det måtte antages, at ansøgeren ville blive slået ihjel af familien ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet fandt endvidere, at det foreliggende forhold måtte anses for en privatretlig konflikt, som ansøgeren måtte henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse imod. Det bemærkedes, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger måtte lægges til grund, at de tunesiske myndigheder har vilje og evne til at yde den fornødne beskyttelse. Tun/2005/1
Nævnet stadfæstede i maj 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2003. Ansøgeren søgte asyl i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber fra Tunis og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation eller lignende. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2003 blev tilbageholdt af tre personer fra det tunesiske politi og udsat for voldelige overgreb og tortur, fordi han havde ytret sig kritisk om det tunesiske styre til sin ven […], hvorefter vennen havde angivet ansøgeren, at han i forbindelse med sin løsladelse blev pålagt daglig meldepligt, hvilken han overholdte frem til sin udrejse af Tunesien senere i 2003, og at han blev udsat for voldelige overgreb hver gang han meldte sig på politistationen. Ved en eventuel tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren yderligere overgreb fra de tunesiske myndigheder i form af slag, ydmygelser og frihedsberøvelse. Endvidere frygter ansøgeren at blive idømt dobbeltstraf. Den af ansøgeren påberåbte tilbageholdelse i 2003 kan hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Ansøgeren har først til samtalereferatet oplyst om konflikter med de tunesiske myndigheder. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende omkring tilbageholdelsen og myndighedernes fremfærd i forbindelse hermed. Endvidere varede frihedsberøvelsen højst fire timer, ligesom den ligger langt tilbage i tid. Endelig udrejste ansøgeren legalt legitimeret med sit eget ægte pas. De øvrige påberåbte episoder med politiet, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang eller intensitet, at de kan sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. I øvrigt bærer de præg af at være af generel karakter. Herudover må det tillægges vægt, at ansøgeren først ansøgte om asyl i foråret 2009. Endelig er det indgået med nogen vægt i nævnets vurdering, at det tidligere styre ikke længere er ved magten i hjemlandet. Præsidenten er rejst i eksil. Forud for styrets fald havde der været omfattende demonstrationer, hvor demonstranterne krævede indførelse af demokrati. Vedrørende spørgsmålet om dobbeltstraf kan det ikke efter det foreliggende antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer overgreb eller sanktioner af en sådan karakter, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingeservices afgørelse. tune/2011/1
Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2012. (ÅG-sag) Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tuneser og muslim af trosretning fra (…), Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere kæreste (A’s) familie, idet ansøgeren har haft et seksuelt forhold til (A). Ansøgeren har endvidere som sit seneste asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere narkopusher (B), da ansøgeren har vidnet mod (B) i en straffesag, hvor (B) blev idømt en behandlingsdom og udvist af Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev kærester med (A) i 2008, og at de begyndte at have samleje sammen. (A’s) mor fandt ud af forholdet omkring tre til fire måneder efter, at ansøgeren og (A) begyndte at have samleje. (A) stoppede herefter med at komme i skole, ligesom ansøgeren ikke så hende længere. Ansøgeren fik at vide af en af (A’s) veninder, at (A’s) familie havde placeret (A) i husarrest, og at familien havde slået hende. Veninden fortalte også, at årsagen hertil var, at familien havde fundet ud af, at ansøgeren og (A) havde haft samleje. (A’s) familie er salafister. Ifølge (A’s) veninde forsøgte (A’s) far og brødre at finde ansøgeren. De opsøgte ansøgerens bopæl og truede ansøgerens mor. Ansøgeren var ikke hjemme, da truslerne fandt sted. Ansøgeren ved ikke, hvor mange gange (A’s) familie mødte op på ansøgerens bopæl, men de kom mange gange. (A’s) familie truede ansøgeren på livet, da han havde krænket families ære. Ansøgeren holdt sig skjult. Ansøgeren udrejste til Italien i sensommeren 2011. I Italien mødte ansøgeren nogen, der kendte (A’s) familie, og som vidste, at (A’s) familie var efter ansøgeren. Den pågældende rådede ansøgeren til at tage tilbage til Tunesien for at gifte sig med (A) og derigennem klare konflikten med (A’s) familie. Ansøgeren fulgte ikke den pågældendes råd, da han var bange for, at (A’s) familie ville slå ham ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark i 2015 købte fem kokain-kugler af (B’s) pushere, men at ansøgeren ikke betalte herfor. (B) overfaldt derfor ansøgeren med en kniv og skar ham i halsen og på højre arm. Dette skete i slutningen af 2015. (B) blev idømt en behandlingsdom og udvist i sommeren 2016. (B) er efter dommen stukket af fra behandlingsstedet. Ansøgeren har talt med nogle personer i Danmark, som siger, at (B) er taget tilbage til Tunesien. Ansøgeren frygter, at (B) vil forfølge ansøgeren i Tunesien, da ansøgeren vidnede mod ham. (B) truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ansøgeren vidnede mod ham i retten. Ansøgeren sagde til (B), at han ikke ville vidne imod ham, men han gjorde det alligevel. (B) er rig og har forbindelser i Tunesien, da han er bagmand inden for narkotikahandel. Flygtningenævnet bemærker, at det svækker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at han under sine samtaler med Udlændingestyrelsen den 15. april 2014 og 1. marts 2017 og i advokatindlægget af 21. august 2017 har angivet forskellige asylmotiver, og at han under oplysnings- og motivsamtalen den 1. marts 2017 har forklaret, at han har afgivet ukorrekte oplysninger, og at han ikke ved, hvorfor han har afgivet disse oplysninger. Ansøgeren oplyste således indledningsvis til sin oplysnings- og motivsamtale den 15. april 2014, at han er udrejst af Tunesien, da der ikke var nogen fremtid for ham der, og at det var personlige problemer – som han ikke ønskede at uddybe – som lå til grund for hans udrejse. Senere under samme samtale oplyste ansøgeren, at han udrejste af Tunesien i november 2011, fordi han havde en konflikt med sin onkel. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at onklen var salafist, og at han forsøgte at kontrollere ansøgeren. Ansøgeren ville under samtalen ikke oplyse navnet på onklen. Den 18. august 2014 meddelte ansøgeren, at han ikke ønskede at fastholde sin asylansøgning. Under oplysnings- og motivsamtalen den 1. marts 2017 oplyste ansøgeren som noget nyt, at han udrejste fra Tunesien i november 2009, fordi han blev efterstræbt af sin kæreste (A’s) familie på grund af deres udenomsægteskabelige forhold. Af advokatindlægget fremgår det desuden, ligeledes som noget nyt, at ansøgeren mødte nogle personer i Italien, der kendte (A’s) familie, og at disse personer rådede ansøgeren til at tage tilbage til Tunesien og få håndteret konflikten med (A’s) familie. Ansøgeren har ikke forklaret herom til sin oplysnings- og motivsamtale den 1. marts 2017. Ansøgeren forklarede i øvrigt til oplysnings- og motivsamtalen den 15. april 2014, at han kun havde én overnatning i Italien, og at han rejste videre til Frankrig morgenen efter. Det fremstår derfor usandsynligt, at ansøgeren ved et tilfælde skulle have mødt nogle bekendte til (A’s) familie den ene dag, hvor han var i Italien. Da ansøgeren således har forklaret divergerende og stærkt udbyggende om den angivelige konflikt, som lå til grund for hans udrejse af Tunesien, herunder konflikten med (A’s) familie, finder nævnet ikke at kunne lægge nogen del af denne forklaring til grund. For så vidt angår den angivelige konflikt med (B), finder Flygtningenævnet, at der er tale om et muligt modsætningsforhold af en sådan karakter, at ansøgeren må henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse herfor. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne opnå relevant beskyttelse fra de tunesiske myndigheders side. Om ansøgerens forklaring vedrørende konflikten med (B) bemærker nævnet endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at (B), der ifølge ansøgeren har boet i Danmark de seneste 20 år, skulle være så højt rangeret inden for det tunesiske organiserede narkomiljø, at han har viljen og evnen til at efterstræbe ansøgeren overalt i Tunesien. Det hører i den forbindelse med i billedet, at ansøgeren har forklaret så forskelligt og udbyggende under hele asylforløbet, at oplysningerne fra ham ikke uden videre kan lægges til grund. Men selv hvis ansøgerens forklaring – om bl.a. modsætningsforholdet og at (B) er rejst tilbage til Tunesien – kunne lægges til grund, ville dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren som anført må henvises til at søge de tunesiske myndigheders beskyttelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort at være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Tune/2017/6/JHB.
Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tunesien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra M’saken, Susah, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af hendes familie, fordi hendes søn er født uden for ægteskabet, hvilket har krænket hendes families ære. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i slutningen af 2012 kom i kontakt med faren til hendes søn, [A], via internetapp’en Skout og indledte et forhold til ham. I [starten af] 2013 tilbragte [A] otte dage i Tunesien med henblik på at besøge ansøgeren. Han var indlogeret på et hotel, men de mødtes hver dag på offentlige steder. I [sommeren af] 2013 besøgte [A] igen ansøgeren i Tunesien, denne gang for en periode på to uger. Ansøgeren udrejste i slutningen af [sommeren] 2013 til Frankrig på et turist visum, som hun havde fået med henblik på at besøge hendes morbrødre. Tre dage efter ankomsten til Frankrig rejste hun videre til Norge og opholdt sig først en uge hos sin søster, [B], og derefter to uger hos [A]. I løbet af denne periode havde ansøgeren seksuelt samvær med [A]. Desuden blev ansøgeren bekendt med, at [A] var gift og havde børn med en kvinde i Norge. I [efteråret] 2013 kontaktede ansøgeren sin far og fortalte, at hun ville blive i Norge sammen med [A]. Hendes far bad hende om at komme hjem til Tunesien og truede ansøgeren med, at han i modsat fald ville slå hende ihjel. [I efteråret] 2013 søgte ansøgeren asyl i Norge. [I foråret] 2014 rejste hun tilbage til Tunesien. Inden afrejsen ringede hun til sin mor og fortalte hende, at hun var gravid, hvortil ansøgerens mor svarerede, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage, og at hun ville blive slået ihjel. [A] forsikrede ansøgeren om, at hun skulle opholde sig kort tid i Tunesien, inden hun kunne tage videre til Irak for at føde sit barn. [A] betalte for, at ansøgeren kunne bo i en lejlighed i Sousse omkring en times kørsel fra hendes tidligere bopæl. Omkring en måned efter ansøgerens tilbagevenden til Tunesien ringede hun til sin tvillingebror, [C], for at bede om tilgivelse. [C] truede ansøgeren med, at hun ville blive slået ihjel og sagde, at familien nok skulle finde hende. Ansøgeren var desuden i kontakt med hendes moster, som fortalte, at ansøgerens morbrødre også ønskede at slå ansøgeren ihjel. Omkring en måned senere i starten af [foråret] 2014 ringede ansøgeren til sin mor. Ansøgerens mor frarådede hende i at komme på besøg grundet risiko for, at ansøgerens brødre ville dukke op og slå hende ihjel. Ansøgeren valgte på trods af dette at besøge sin mor. Mens ansøgeren var hos sin mor, ankom hendes brødre og forsøgte blandt andet at skubbe ansøgeren ned af en trappe. Ansøgerens mor råbte og skreg, hvorefter naboerne kom og forhindrede, at der skete ansøgeren noget. Ansøgeren tog herefter en taxa tilbage til sin lejlighed og opholdt sig i Sousse indtil slutningen af [sommeren] 2014, hvor hun rejste til Irak. [A] var ankommet til Irak i [sommeren] 2014 sammen med sin ægtefælle og sine børn og opholdt sig i Irak frem til en uge efter deres søns fødsel i [sommeren] 2014. Under ansøgerens ophold i Irak boede hun hos [A’s] familie, som behandlede hende dårligt. [I starten af] 2015 rejste ansøgeren derfor med sin søn, [D], tilbage til Sousse i Tunesien. Ansøgeren tog indledningsvis ophold i samme lejlighed i Sousse som før hendes ophold i Irak og boede desuden på to andre adresser i nærheden indtil hendes udrejse. I [sommeren] 2015 ringede ansøgeren til sin far og senere til hans ægtefælle, og de gav begge udtryk for, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis hendes familie fandt hende. Ansøgeren talte også et par gange med sin lillebror, [E], som fortalte, at ansøgerens familie ledte efter hende. [I slutningen af] 2015 udrejste ansøgeren legalt med fly sammen med sin bror, [E]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren indrejste legalt i Norge i 2013 og søgte senere asyl under falsk identitet som [F] fra Syrien. Den falske identitet blev afsløret ved fingeraftryk, da ansøgeren tidligere havde søgt og fået visum til Frankrig. Ansøgeren fortalte ikke de norske myndigheder om [A] og dermed heller ikke om sit asylmotiv, idet [A] angiveligt lever i Norge under falsk identitet. Videre har ansøgeren først op til nævnsmødet fremlagt vielsesattest og forklaret, at hun blev gift med [A] [i efteråret] 2013, og har først under nævnsmødet forklaret, at hun indrejste i Irak i 2013 for at blive gift, for derefter at rejse til Norge og søge asyl. Endelig har ansøgeren forklaret, at hendes vielsesattest er falsk, idet [A’s] bror udgav sig for at være [A], da de blev gift, ligesom der blev anvendt en falsk faderskabserklæring for at få sønnen registreret i Irak og dermed få udstedt irakisk pas til ham. Ansøgeren valgte at rejse tilbage til Tunesien fra Norge i stedet for at rejse til Frankrig, som efter Dublinreglerne skulle overtage behandlingen af ansøgerens asylsag. Hertil kommer, at ansøgeren levede i Sousse, uden at blive opsøgt af sin familie, fra [foråret] 2014 til [sommeren] 2014, på hvilket tidspunkt hun var gravid, og igen fra [starten af] 2015 til [slutningen af] 2015, hvor hun havde født sin søn. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om en række væsentlige forhold, herunder om hvad der skete, da hun hos sin mor var i kontakt med to af sine brødre. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun i første omgang ikke var i stand til at flygte, mens hun under samtale med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har forklaret, at hun forsøgte at flygte op ad en trappe men blev revet i håret, så hun faldt ned af trappen. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv skal tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2017/2/IVK
Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Sfax, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til en konflikt med sin fætter, som ansøgeren er blevet misbrugt af. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at misbruget fandt sted fem til seks gange i Tunesien, og at misbruget startede, da ansøgeren var omkring 9 år. Ved en tilbagevenden til Tunesien frygter ansøgeren, at han vil forsøge at finde fætteren, og hvis han gør det, vil han enten slå fætteren ihjel eller begå selvmord. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har forklaret, at han frygter, at fætteren vil fortælle om misbruget til ansøgers familie, hvilket vil være en katastrofe, dels fordi det er skamfuldt, dels fordi ansøgerens brødre så vil forsøge at dræbe fætteren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens modsætningsforhold til fætteren må anses for afsluttet, hvorved bemærkes, at ansøgeren udrejste af Tunesien i 2005, og at ansøgeren ikke er konkret eller individuelt forfulgt i sit hjemland. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har bekræftet, at han ikke har nogen konflikter med de tunesiske myndigheder. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/5/EMU
Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er ateist fra Kasserine, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie eller af nogen fra hans omgangskreds eller af religiøse ekstremister i Tunesien, idet han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i løbet af 2012 begyndte at tvivle på guds eksistens. Han holdt op med at bede fem gange om dagen, og han deltog ikke længere i fredagsbønnen, hvilket hans søskende opdagede og begyndte at kommentere ved at kalde ham for en vantro hund. I sommeren 2012 sad ansøgeren på en café i Sousse med seks venner, der alle var medlemmer af det tunesiske liberale parti. Der kom en maskeret mand hen mod dem. Manden havde en kniv i bæltet. Han kaldte dem for vantro hunde og bandede af dem, men der skete ikke noget med ansøgeren og hans venner, da de andre cafégæster fik stoppet manden. Ansøgeren har siden 2013 kommenteret ting på hjemmesiden Tunesian Atheists under navnet […]. I perioden fra episoden på caféen i Sousse og frem til ansøgerens udrejse i november 2013 har ansøgeren forklaret, at modtaget mellem 40 og 50 trusler på Facebook samt en enkelt sms. Det fremgår af truslerne, at ansøgeren er en vantro hund, og at han ville få skåret sin hals over. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter, herunder om hvorvidt det er familien, bekendte eller omgivelserne, der har truet ham. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 forklaret, at han var på café med sine venner, da en ven blev udsat for et drabsforsøg. Til samtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at det var ham selv, der blev udsat for drabsforsøget, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke var til stede på caféen, men har hørt om episoden. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans familie, bekendte og omgivelserne hader ham og lægger pres på ham, efter at han i 2012 er blevet ateist, og at omgivelserne har truet ham på Facebook, hvor han ikke kan identificeres. Ansøgeren har forklaret ukonkret og i generelle vendinger om de fremsatte trusler. På baggrund af den afgivne forklaring og Flygtningenævnets baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/4/JOL
Nævnet meddelte i november 2016 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ateist, født i Gafsa og opvokset i [mindre by], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren frygter ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive fængslet på grund af sin homoseksualitet. Ansøgeren har videre henvist til, at han efter sin udrejse af Tunesien har modtaget en dom, hvor han blev kendt skyldig i prostitution og seksuelt samvær med mænd og besiddelse af pornografisk materiale. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har haft et seksuelt forhold til sin bedste ven, […]. Da ansøgerens mor opdagede forholdet, blev hun vred og anmeldte ansøgeren til politiet. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i otte måneder og blev herefter løsladt, idet ansøgerens farmor skaffede penge til en advokat. Efterfølgende tog ansøgeren ophold hos sin farmor, og han begyndte at prostituere sig, da han var omkring 15-18 år. Under opholdet hos farmoren blev han flere gange opsøgt af de tunesiske myndigheder, ligesom han blev tilbageholdt i nogle dage ad gangen. Han blev afsløret som prostitueret i maj 2015, hvor myndighederne fandt ham på et hotel, hvor han boede sammen med en engelsk mand. Ansøgeren blev anholdt og bragt til politistationen. Ansøgeren var tilbageholdt i ti dage og blev løsladt, idet ansøgeren underskrev et dokument, som han ikke kendte indholdet af. Han har fået at vide, at den engelske mand også blev anholdt og tilbageholdt i nogle dage. Løsladelsen var betinget af en ugentlig meldepligt hos politiet, ligesom han blev pålagt en endetarmsundersøgelse. Idet ansøgeren frygtede resultatet af undersøgelsen og dermed en dom for prostitution, udrejste han af Tunesien i maj 2015. Ansøgeren har efter udrejsen modtaget en dom fra […] september 2015 for homoseksuel prostitution og besiddelse af pornografisk materiale, hvor ansøgeren blev idømt tre år og seks måneders fængsel samt forbud mod at bo i Kafsa-regionen og i [den mindre by], ligesom han blev pålagt at betale bøder for sit fravær. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sin homoseksualitet ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at det af ansøgeren oplyste om, at han i mange år ikke har praktiseret islam i sig selv indebærer, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tune/2016/3/NKE
Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014. Ansøgeren var ved domme i Danmark blevet dømt for overtrædelse af narkotikalovgivningen samt udvist med indrejseforbud. Ansøgeren var af Udlændingestyrelsen vurderet som menneskehandlet. Flygtningenævnet udtalte: ”Indledningsvist tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren, der er 17 år, er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde som viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber og muslim fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter blodhævn fra sin farbrors familie som følge af, at han har deltaget i et knivoverfald på sin farbror, der afgik ved døden. Han frygter endvidere repressalier fra medgerningsmanden, [H]s brors side, idet denne sammen med [H] har pålagt ansøgeren at påtage sig skylden for drabet alene. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet af myndighederne som følge af drabet på farbroren og ansøgerens medvirken til [H]s handel med alkohol, våben og narkotika. Ansøgeren har oplyst at være adopteret fra Egypten. Adoptionen er ikke officielt godkendt eller registreret. Han har derfor ingen tunesiske identitetspapirer. Ansøgerens farbror har aldrig brudt sig om ansøgeren, fordi han er adopteret. Efter farens død flyttede familien rundt, og til sidst valgte ansøgeren at flytte hjemmefra og bo på gaden. Han mødte [H], som tilbød, at ansøgeren kunne bo hos ham. [H] levede af at sælge alkohol, våben og narkotika. Ansøgeren hjalp [H] med at levere alkohol og med at rengøre våben. Han hjalp endvidere med at klargøre stjålne motorcykler. Efter drabet på farbroren flygtede ansøgeren ud af landet til Italien. Han havde kortvarig kontakt med [H] i Italien. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret utroværdigt om asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sine statsborgerforhold, idet ansøgeren ikke i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var adopteret fra Egypten, men tværtimod oplyste, at han var født i Tunesien og var tunesisk statsborger, mens han i asylsamtalen forklarede, at han som et til halvandet årig blev adopteret af en familie i Tunesien, som hentede ham i Egypten. Ansøgeren har endvidere i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han kunne fremskaffe sin fødselsattest fra sin mor i Tunesien, mens han i asylsamtalen har forklaret, at dette ikke kunne lade sig gøre. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han aldrig har fået udstedt dokumenter i Tunesien. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om farens død, tidspunktet herfor og hvilket erhverv faren havde. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor han flyttede hen, efter at han flyttede fra sin morbrors hus, idet han i asylsamtalen har forklaret, at han opholdt sig på gaden og arbejdede på en byggeplads i udkanten af [navn på by], mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han flyttede til [navn på anden by], hvor han arbejdede som mekaniker, og senere til [navn på tredje by]. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om drabet på sin farbror. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen undladt at forklare om drabet på farbroren, men har forklaret, at han måtte flygte, fordi han havde stukket en ung mand ved navn Ahmed med kniv. I asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han på grund af vrede over, at farbroren havde slået ansøgerens mor, opsøgte farbroren og stak ham med kniv. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at han opsøgte farbroren sammen med [H]s bror, og at det var [H]s bror, som stak farbroren ihjel, hvorimod ansøgeren blot truede farbroren med kniv. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han har modtaget en tilsigelse fra politiet, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han har fået en tilsigelse fra politiet, som ville snakke med ham, fordi han havde hjulpet [H] med at sælge alkohol og våben. Ansøgeren har i asylsamtalen forklaret, at han på intet tidspunkt har modtaget en tilsigelse fra politiet, idet han udrejste umiddelbart efter knivoverfaldet. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at hans mor har modtaget en tilsigelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Tunesien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2016/2/MKT
Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvundet til at arbejde for to mænd, som han formoder er fra en terrororganisation eller lignende. Han frygter ligeledes at blive dræbt af de to mænd. Han har oplyst, at forholdende i Tunesien er dårlige, samt at det er svært at finde et arbejde. Han henvendte sig derfor til to personer, [A] og [B], i moskeen for at spørge, om de kunne hjælpe ham med at finde arbejde. Efterfølgende blev han opsøgt af [A] og [B], idet de ønskede, at ansøgeren skulle kæmpe for Allah. Sidste gang han blev opsøgt, viste de ansøgeren en pistol og nogle penge, hvilket gjorde ham bange. Han udrejste af Tunesien [i vinteren 2015], da en mand, der hedder [C], rådede ham til at udrejse. Ligesom Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren i løbet af en periode på godt tre måneder i alt syv gange er blevet opsøgt af [B] og [A] fra hans landsby, og at de tilbød ham arbejde, idet de talte om jihad og sagde, at han burde kæmpe for Allah, ligesom de i ét tilfælde viste ham penge og en pistol. Det lægges videre til grund, at alle ansøgerens møder med de to mænd fandt sted i offentlighed enten i moskeen, på en café eller ude på gaden, og at de to mænd på intet tidspunkt konkret fortalte ham, hvad det var for arbejde, han skulle udføre, ligesom de hverken truede ham eller på anden måde forsøgte at lægge pres på ham. Endelig bemærkes, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [C]s råd til ham om, at det ville være bedst for ham at flygte ud af landet, havde noget med [B] og [A]s henvendelser at gøre. Ansøgeren har ikke, før han udrejste, forsøgt at opnå myndighedernes beskyttelse, og det beror alene på hans formodning, at politiet på grund af hans unge alder ikke ville have taget ham alvorligt, eller at [B] og [A] var en del af en større gruppe, der ville opsøge ham, hvis de to mænd blev anholdt. Da de hændelser, ansøgeren har forklaret om, hverken har en karakter og intensitet, der bevirker, at der er tale om forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien vil være risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2016/1/AKM
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 8, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af […], der har forbindelse til Islamisk Stat, fordi ansøgeren har haft et seksuelt forhold til […]s søster. Ansøgeren har oplyst, at han i 2014 indledte et forhold med en pige, […]. I slutningen af 2014 opdagede […] sin søster, […], og ansøgeren i at have seksuelt samvær med hinanden i en lejlighed i […]. Da […] ankom til lejligheden, sparkede han døren ind og råbte af ansøgeren og […], hvorefter ansøgeren slog […] og løb fra stedet. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af sin ven […], der fortalte, at […] havde slået [sin søster] ihjel, og at han ledte efter ansøgeren, da han ligeledes ville slå ham ihjel. Tre-fire timer efter kom 50-60 personer fra Islamisk Stat til ansøgerens forældres bopæl og ransagede den og spurgte efter ansøgeren. I de følgende to uger kom der personer fra Islamisk Stat til bopælen flere gange dagligt med nogle timers mellemrum, hvorefter ansøgeren forlod Tunesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter om sit meget enkle asylmotiv, ligesom ansøgerens forklaringer om sin færden forud for udrejsen af Tunesien [i efteråret 2014] har båret præg af at være upræcise og udetaljerede, ligesom dele af forklaringerne fremstår mindre sandsynlige. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det svækker den generelle troværdighed af ansøgerens forklaring, at han har afgivet divergerende oplysninger om sin alder og om sine familiemæssige forhold. Nævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af politirapport af [ vinteren 2015] udfærdiget af Københavns Politi, at ansøgeren er født den [dato i 1998], videre fremgår det af oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har angivet at være født den [dato i 1991]. Det fremgår ligeledes af sagen, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2015] og til partshøringen [i starten af sommeren 2015] har fastholdt, at hans fødselsdato er den [dato i 1998]. Endelig fremgår det af politirapport [fra senere på sommeren 2015] udfærdiget af Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, at ansøgeren har oplyst, at han er født den [dato i 1991]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit forhold til […], idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2015] har oplyst, at de mødte hinanden på stranden og officielt blev kærester med det samme. Ansøgeren har til asylsamtalen [i sommeren 2015] forklaret, at da de mødtes første gang, aftalte de at være venner, og ansøgeren har videre til asylsamtalen forklaret, at forholdet til […] den første måned var mere venskabeligt, og at de efter omkring en måned begyndte at være intime. Han har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt de ind i mellem overnattede sammen i den lejede bolig, og om hvornår på dagen de blev opsøgt af […]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende omkring, hvor han opholdt sig, efter […] havde opdaget ansøgerens og […]s forhold. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren i to uger før udrejsen blev hos sin familie, men overnattede hos naboen og brugte størstedelen af sin tid hos naboen. Det fremgår af asylsamtalen og af ansøgerens advokats indlæg, at ansøgeren har forklaret, at han ikke på noget tidspunkt var tilbage på sine forældres bopæl efter episoden. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende omkring sine forældes død i Tunesien. Det fremgår af asylsamtalen [i starten af sommeren 2015], at ansøgeren har forklaret, at hans forældre er omkommet i et biluheld tre måneder forinden samtalen. Videre fremgår det af politirapport [senere på sommeren 2015] udfærdiget af Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, at ansøgeren har ønsket at frafalde sin asylansøgning, da hans moder var syg i hjemlandet. Der fremgår videre, at ansøgeren har angivet, at hans familie består af moder og fader, samt tre brødre og en søster. Nævnet finder videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at ansøgerens families hjem blev opsøgt flere gange af op til 50 mennesker af gangen, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var kommet op 50-60 personer til familiens hjem, at disse havde maskinpistoler, og at de gik ind i hjemmet og skubbede til ansøgerens forældre. Videre har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at der uden for forældrenes hjem var omkring fem-seks personer, der stod vagt 24 timer i døgnet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har kunnet give nærmere oplysninger om, hvornår han og […] indledte deres forhold eller om […], herunder om dennes forhold til IS, eller hvordan han har fået kendskab til dette. Forklaringen om, at 50 personer opsøgte ansøgerens families bopæl flere gange om dagen, efter at ansøgerens forhold til […]s søster var blevet opdaget fremstår i sig selv mindre sandsynlig, og ansøgeren har ikke kunnet fremskaffe dokumentation for, at hans far har søgt at anmelde forholdet til politiet. Nævnet finder ikke, at det af advokaten anførte om, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke forstod tolken, og at tolken ikke forstod ansøgeren, kan forklare de fremhævede forhold ved ansøgerens forklaringer, herunder divergenserne. Da Flygtningenævnet herefter ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund, finder nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2015/3/AKM
Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra henholdsvis Tunesien og Marokko indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim fra Gafs, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles to brødre, […], og deres venner, idet ansøgeren og hans ægtefælle har indgået ægteskab imod [brødrenes] ønske. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han mødte sin ægtefælle, […], hos nogle venner i Tunesien i oktober 2013. [Ægtefællen] fortalte ansøgeren, at hun var udrejst af Marokko, fordi hun stod i et modsætningsforhold til sine brødre, da hun havde nægtet at indgå ægteskab med sin afdøde ægtefælles bror. Ansøgeren og [ægtefællen] blev gift i Tunesien [i vinteren 2013]. [I vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl i [hjembyen] af [brødrene] og tre tunesere. De slog den mandlige ansøger, hvorefter han besvimede og blev hjulpet på hospitalet af den kvindelige ansøger. Politiet kom til stede på hospitalet, og for at undgå at få flere problemer med den kvindelige ansøgers familie, oplyste han, at han var blevet overfaldet af ukendte personer. Ansøgerne frygtede, at den kvindelige ansøgers brødre ville opsøge dem på ny, og flyttede derfor til en anden adresse i [hjembyen] to gader fra deres tidligere bopæl. På et tidspunkt [i vinteren 2014] blev den mandlige ansøger opsøgt på arbejdspladsen af den kvindelige ansøgeres to brødre og tre tunesere. De truede ham med en kniv med, at de ville slå ham ihjel, hvis ikke han lod sig skille fra den kvindelige ansøger. Han anmeldte forholdet til politiet, og fik udstedt en anmeldelsesrapport som dokumentation herfor. Politiet ville ikke foretage sig yderligere, da der ikke forelå beviser, der støttede anmeldelsen mod brødrene. Da den mandlige ansøger kom hjem, havde brødrene kontaktet den kvindelige ansøger og krævet, at hun skulle lade sig skille. I [vinteren 2014] fortalte den kvindelige ansøger sin familie, at hun var gravid, idet hun troede, at graviditeten ville mildne brødrenes utilfredshed med ægteskabet. I enten april eller maj blev den kvindelige ansøger kontaktet telefonisk af enten [en af brødrene], der krævede, at hun fik en abort, idet de truede med, at de ellers ville sørge for, at hun aborterede. Ansøgerne udrejste herefter sammen til Italien [i sommeren 2014]. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og muslim fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter overgreb fra sin familie, idet hun har nægtet at indgå et ægteskab, som hendes familie havde arrangeret og i stedet har giftet sig med den mandlige ansøger. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes familie ønskede, at hun skulle gifte sig med sin afdøde ægtefælles bror, […]. [Den afdøde ægtefælles broder] boede i Grækenland, men han rejste ofte til Marokko. I sommeren 2013 var [den afdøde ægtefælles broder] i Marokko, og i den forbindelse insisterede brødrene på, at hun skulle gifte sig med ham. Da hun nægtede, slog hendes bror […] hende, mens [de to andre brødre] truede med at vansire hende. Hun henvendte sig i oktober 2013 til politiet i Casablanca, men de afviste hende med henvisning til, at der var tale om et familieanliggende. Den kvindelige ansøger udrejste herefter til Tunesien i [vinteren 2013] og tog ophold hos veninden, […]. Via [veninden] mødte hun den mandlige ansøger, som hun giftede sig med [i vinteren 2013]. I [vinteren 2014] blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl af [den kvindelige ansøgers brødre] og et ukendt antal tunesiske mænd. Den mandlige ansøger blev udsat for slag og spark, og ansøgerne tog efterfølgende til hospitalet, hvor de overnattede til den følgende dag. Umiddelbart efter flyttede den til en anden adresse. Efter at den mandlige ansøger havde genoptaget sit arbejde som tjener, blev han opsøgt af [brødrene] på arbejdspladsen [i vinteren 2014]. Da hun omkring marts 2014 opdagede, at hun var gravid, fortalte hun det til sin søster. Hun blev herefter truet telefonisk af brødrene, der krævede, at hun fik en abort. Ansøgerne udrejste herefter af Tunesien omkring [i sommeren 2014]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiv til grund, idet ansøgerne hver især har afgivet divergerende forklaringer, ligesom forklaringerne på en række centrale række punkter har været indbyrdes divergerende og usandsynlige og derfor fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, om overfaldet på den mandlige ansøger skete inde i lejligheden, udenfor i opgangen eller udenfor på gaden, om den mandlige ansøger var bevidstløs som følge af overfaldet og først vågnede op på hospitalet, eller om han selv var i stand til at gå ud i taxaen, om den kvindelige ansøger blev opsøgt personligt af sin ene bror eller ej, efter at hendes familie havde fundet ud af, at hun var gravid, samt endelig om den kvindelige ansøgers søster og mor accepterede ansøgernes ægteskab eller ej. Den mandlige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om den kvindelige ansøger er blevet truet telefonisk af sine brødre en, to eller hen imod tyve gange, og med hensyn til om han så en kniv eller ej, da han blev opsøgt af brødrene på arbejdspladsen, herunder om en af brødrene satte kniven hen på siden af ham, eller han blot mærkede den, fordi de stod tæt på hinanden. Den kvindelige ansøger har forklaret divergerende med hensyn til, om det var hende eller ægtefællen, der åbnede døren, da hendes brødre henvendte sig på bopælen, ligesom hun har forklaret udbyggende med hensyn til, at døren var lukket ind til lejligheden, hvor hun befandt sig, da overfaldet fandt sted. Det er ikke sandsynligt, at den kvindelige ansøgers brødre, der opholdt sig forskellige steder i Tunesien i forbindelse med deres arbejde, skulle være i stand til at finde frem til ansøgernes bopæl og mobilnummer. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger har forklaret, at hun ikke havde givet adressen og telefonnummeret til nogen i familien, og at hun ikke tror, at hendes søster har videregivet telefonnummeret. Det forekommer heller ikke sandsynligt, og at den kvindelige ansøger skulle have fortalt familien om graviditeten, fordi hun håbede på, at brødrene så ville acceptere ægteskabet, når det tages i betragtning, at dette skulle være sket ovenpå, at brødrene havde truet hende mange gange for at få hende til at rejse tilbage til Marokko og gifte sig med svogeren, og efter at de havde overfaldet den mandlige ansøger. Samlet finder Flygtningenævnets flertal det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tune/2015/2
Nævnet stadfæstede i september 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Togo. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk watchi fra Lomé, Togo. Ansøgeren har været aktiv for oppositionspartiet UFC i perioden 2003 til 2010 samt været medlem af en upolitisk forening […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Togo frygter at blive fængslet af de togolesiske myndigheder, idet de efterstræber ham på grund af hans aktiviteter for UFC. Ansøgeren har henvist til, at han i foråret 2010 blev anholdt på vej hjem fra en ven i forbindelse med tumult i et område, som han passerede. Efter tre dages tilbageholdelse blev han løsladt med den besked, at han næste gang ville blive fængslet. Ansøgeren har videre henvist til, at han i sommeren 2010 holdt møde for 15 personer fra […]hjemme på hans bopæl. Dagen efter ankom civilklædte personer og ransagede huset. Deres bil havde nummerpladen ”FAT” – den togolesiske hær. Under ransagningen blev hans familiemedlemmer slået med stave og tildelt lussinger. Tre dage senere blev ansøgeren anholdt af nogle soldater. Han blev beskyldt for at have mobiliseret unge til demonstrationer og blev som straf herfor sat til at rydde op i gaderne efter demonstrationerne. Han blev truet med fængsel. Efter fem dages tilbageholdelse blev han løskøbt af sin onkel. I sensommeren 2010 faldt ansøgeren sammen med andre i politiets baghold. Han blev anholdt og tilbageholdt, idet han blev beskyldt for ikke at adlyde myndighederne. Han blev under tilbageholdelsen slået. Han fik at vide, at hans navn blev registreret, og at han i slutningen af ugen ville blive overført til et rigtigt fængsel. Han var tilbageholdt i tre dage, men blev løsladt, idet familien løskøbte ham. Han blev af politimanden som løslod ham oplyst, at det var bedst, hvis han forlod Togo, idet han næste gang ville blive fængslet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid tiltræde, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at ansøgeren alene blev tilbageholdt i forbindelse med masseanholdelser i forbindelse med valget i 2010, og at ransagningen af ansøgerens bolig også fandt sted som led i urolighederne i forbindelse med valget. Ansøgeren har efter sin egen forklaring alene sympatiseret med og haft begrænsede aktiviteter for UFC. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren hver gang alene blev tilbageholdt i kortere tid, at UFC er et lovligt parti, og at den forening, som ansøgeren var formand for, ikke havde et politisk formål og var en lovlig forening. Efter ansøgerens forklaring skyldtes myndighedernes interesse for ham som formand for dette parti da også, at myndighederne havde misforstået partiets virke og formål. Herefter og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om udviklingen i Togo efter valget har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var forfulgt af myndighederne på en asylrelevant måde, og at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere en sådan forfølgelse. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Togo vil risikere at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillige i et vist omfang lagt vægt på, at ansøgeren ikke søgte asyl i forbindelse med sin indrejse i Sverige, men forsatte sin rejse via Danmark mod Belgien for at søge asyl der, og at han først søgte asyl i Danmark, efter han var blevet anholdt af tysk politi og sendt til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” togo/2011/1
Nævnet stadfæstede i juli 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Togo, født i 1962 (M) og i 1969 (K), samt tre børn. Indrejst i november 2002. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet efter de optagne fingeraftryk lagde til grund, at den mandlige ansøger i november 1994 og den kvindelige ansøger i marts 2000 var indrejst i Tyskland og havde søgt asyl, og at de i november 2002, kort inden indrejsen i Danmark, var meddelt endeligt afslag. Flygtningenævnet bemærkede, at en asylansøger skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om der skal gives opholdstilladelse efter udlændingeloven. Flygtningenævnet fandt ikke på det foreliggende grundlag at kunne anse ansøgerne for identificeret, og fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved indrejsen opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger var identisk med den person, der havde skrevet de artikler, som ansøgeren gjorde gældende ville bringe ham i modsætningsforhold til de togolesiske myndigheder. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret, at han havde svært ved at skrive og at de artikler, han angiveligt skulle stå som forfatter af, var formuleret af andre. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ikke forud for udrejsen havde beskæftiget sig med publikation af artikler. Da den mandlige ansøger ikke havde dokumenteret sin identitet, kunne det forhold, at forskellige artikler var underskrevet med det navn, som ansøgeren havde søgt asyl under, ikke bevirke, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærkede herved, at indholdet af artiklerne ikke var indgået i Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens asylgrundlag. Uanset om det lægges til grund, at den mandlige ansøger i 1994 havde været tilbageholdt af myndighederne i seks måneder og været udsat for hårdhændet behandling, fandt Flygtningenævnet ikke, da overgrebene lå mere end ti år tilbage i tid, at der som følge heraf var grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Flygtningenævnet fandt således ikke grundlag for at udsætte sagen på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet fandt endvidere som følge af det anførte vedrørende den mandlige ansøgers identitet ikke noget grundlag for at foretage ægthedsundersøgelse af dokumenter hidrørende fra RCT og UFC og bemærkede, at de pågældende dokumenter og den foreviste private videofilm ikke skønnedes at have nogen betydning for vurderingen af ansøgerens identitet og asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt ikke, at den kvindelige ansøger havde noget selvstændigt asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne var asylbegrundende forfulgt ved deres udrejse, eller at ansøgerne ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Togo ville risikere at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2. Togo/2005/1
Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tchad . Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk fulbe og sunni-muslim fra Tchad. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, slået ihjel eller hvervet til militæret af de tchadiske myndigheder, fordi han har været mistænkt for at være en del af oprørsbevægelsen maître babalade. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i december 2012 var involveret i et færdselsuheld i byen N’Djamena, hvor han forårsagede en personskade på en ukendt person. Politiet var til stede ved ulykken og så, at han var skyld i ulykken. Ansøgeren tog med den tilskadekomne person på hospitalet, hvorefter politiet tog ham med på politistationen. Ansøgeren blev af politiet indledningsvist bedt om at betale et beløb på 75.000 CFA, hvorefter han blev bedt om at betale et ugentligt beløb på 15.000 CFA. Politiet oplyste ansøgeren, at de ville give pengene videre til den tilskadekomne person som erstatning for den personskade, han havde forvoldt i forbindelse med færdselsuheldet. Efter ansøgeren havde betalt tredje gang, hævdede politiet, at han manglede at betale 20.000 CFA. Ansøgeren mente, at politiet var korrupt, og selv beholdt pengene i stedet for at give dem til den tilskadekomne person. Kort forinden ansøgeren skulle betale fjerde gang, i sidste måned af december 2012, tog han vil politistationen for at forhandle med politiet om at få nedsat erstatningsbeløbet. Ansøgeren blev ved dette besøg af politichefen anklaget for at være en del af oprørsbevægelsen maître babalade, i hvilken forbindelse han ligeledes blev truet på livet, idet poli-tichefen udtalte, at der ville ske det samme for ham som for andre ledere af oprørsbevægelser. An-dre ledere fra oprørsbevægelserne var blevet slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren flygtede fra Tchad til Den Centralafrikanske Republik tre dage efter hændelsen på politistationen, hvor han op-holdt sig fra januar 2013 til starten af juli 2013. Ansøgeren arbejdede i denne periode i en diamant-mine. Ansøgeren vendte tilbage til Tchad i juli måned 2013, fordi der opstod krig i Den Centralafri-kanske Republik. Ansøgeren opholdt sig på et socialt center i 4-5 dage, hvorefter han udrejste af landet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han var skyld i et færdselsuheld og i den anledning blev pålagt at betale erstatning, til grund. Denne konflikt er i sig selv en privat-retlig konflikt, der efter sin karakter og intensitet ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Selv om politichefen måtte have beskyldt ansøger for at tilhøre oprørsbevægelsen, kunne ansøger frit forlade politistationen, som han i øvrigt selv havde opsøgt i et forsøg på at forhandle om størrelsen på de ugentlige afdrag på erstatningen. Endvidere har ansøger forklaret, at han flere måneder efter mødet på politistationen uden problemer kunne få udstedt pas på Tchads ambassade i Libyen, hvor han boede i en periode under sin flugt fra Tchad. Under disse omstændigheder har ansøger ikke sand-synliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøger, alene fordi han tilhører en bestemt etnisk gruppe, ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for for-følgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Ud-lændingestyrelsens afgørelse. Tchad 2015/1
Nævnet hjemviste i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Thailand. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk thailænder og buddhist af trosretning fra [en nordøstlig by i] Thailand. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Thailand frygter, at han enten vil blive idømt mange års fængsel eller blive idømt dødsstraf af myndighederne, idet han har udtalt sig kritisk om kongefamilien på internettet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [2010] har skrevet kritiske kommentarer på internettet omhandlende kongefamilien i Thailand. Ansøgeren kritiserede, at det kun var kongefamilien, der kunne bestemme, at folk skulle slås ihjel, og han kritiserede dem endvidere for at have slået medlemmer fra [en politisk oppositionsgruppe] ihjel. [I 2010] modtog ansøgeren en e-mail fra den thailandske ambassade i Danmark om, at han skulle henvende sig til ambassaden. Det fremgår blandt andet af e-mailen, at såfremt en person er imod det thailandske kongehus eller fremkommer med negative udtalelser om dem, risikerer man at blive straffet med enten fængsel eller dødsstraf. Ansøgeren modtog denne e-mail efter, at [en organisation] havde orienteret den thailandske ambassade i Danmark om ansøgerens aktivitet på internettet. Flygtningenævnet lægger efter tolkens oplysninger til grund, at den nyoversættelse, der er tilvejebragt efter den første hjemvisning, tilsyneladende ikke er sket ved en autoriseret tolk, og at den danske oversættelse er behæftet med sproglige og grammatiske fejl. Flygtningenævnet finder endvidere, at Udlændingestyrelsen evt. med bistand fra relevante offentlige myndigheder via den elektroniske mail fra [dato], der stadig findes på ansøgerens [e-mail konto], bør forsøge at få identificeret afsenderen og dennes lokalitet via den anførte email-adresse samt om muligt at belyse, hvorfor mailen fremstår som en besvarelse af en tidligere mail (RE). Flygtningenævnet hjemviser derfor på ny sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling af sagen.” Thai/2016/1/LHA
Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tchad. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsborger i Tchad, etnisk Dajo og muslim af trosretning. Ansøgeren har været medlem af oprørsbevægelsen […] siden [primo] 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tchad frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel af myndigheder, idet han er deserteret fra militærtjeneste. Endvidere frygter han, at han vil blive fængslet som følge af sine aktiviteter for oprørsbevægelsen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at lederen af [oprørsbevægelsen], [navn], i slutningen af [årstal] indgik en fredsaftale med regeringen i Tchad. Fredsaftalen medførte, at medlemmer af oprørsbevægelsen skulle overgå til en del af Tchads militær, hvilket også var tilfældet for ansøgeren. Han har videre oplyst, at han blev udstationeret i byen [..], hvor han arbejdede på en base og patruljerede nær grænsen til Sudan. Efter et angreb foretaget af medlemmer af oprørsbevægelsen, […], på hovedstaden i Tchad [primo] 2008 blev [navn] anklaget for at skulle have været involveret i angrebet, hvorfor han blev beordret anholdt sammen med de resterende medlemmer af hans oprørsbevægelse, [navn]. Ansøgeren flygtede derfor ud af landet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været medlem af [oprørsbevægelsen] fra 2006 og indtil denne bevægelse senere i [årstal] blev optaget som en del af militæret i Tchad. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var menig soldat i militæret fra 2006 og indtil [årstal], hvor han deserterede fra militæret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren, hvis bopæl efter hans egen forklaring ikke har været opsøgt af myndighederne siden 2009, kan bosætte sig i Tchad uden at være i konkret og individuel risiko for at blive efterstræbt af myndighederne. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren som menig soldat var uprofileret, og at det er 7 år siden, at ansøgeren deserterede. Det fremgår endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 2. december 2010 B.A.c. France (no. 14951/09), at en tilbagesendelse af en tidligere sergent-major i Tchads militær, som var deserteret fra militærtjeneste og efter udrejsen havde været politisk aktiv i et oppositionsparti til regeringen i Tchad, ikke var i strid med artikel 2 og 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det blev i dommen i præmis 42 tillagt vægt, at klageren ikke fremstod profileret. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylmotiv, fordi han i [årstal] deserterede fra militæret. Den omstændighed, at ansøgeren tidligere var medlem af [en oprørsbevægelse], kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tchad vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udset for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Tchad/2015/2
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde påberåbt sig, at hun stammede fra Zimbabwe, og at hun havde været udsat for forskellige overgreb som følge af sin aktivitet for MDC, eventuelt gennem WOZA. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort sin nationalitet og dermed heller ikke det asylmotiv, hun påberåbte sig. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring havde boet mange år i Tanzania og blot det seneste halvandet år inden udrejsen havde været tilbage i Zimbabwe, at ansøgeren igennem mange år havde levet sammen med en mand fra Kenya, med hvem hun havde fem børn, at ansøgeren havde demonstreret en meget begrænset viden om de politiske forhold, som hun påberåbte sig at have været en del af, at ansøgeren ikke havde ønsket at medvirke ved en sprogtest, at ansøgeren ikke havde kunnet give en nærmere beskrivelse af, hvor hun havde boet i Harare, at ansøgeren ikke havde nogen dokumentation for sin identitet, at selv de falske dokumenter, som hun påberåbte sig at have brugt, var mistet umiddelbart inden, hun var ankommet til Modtagecenter Sandholm, og at det forekom svært forståeligt, at ansøgeren med den påberåbte baggrund søgte asyl i Danmark. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Tanzania/2010/1
Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2014. Ansøgeren er muslim fra Dar es-Salaam, Tanzania. Ansøgeren har oplyst, at hans moder er etnisk inder, og at hans fader er araber. Han har ikke kontakt til faderen. Hans moder har siden 2007/2008 boet i Danmark med sin ægtefælle, der er dansk statsborger. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tanzania frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller lokalbefolkningen, da han er homoseksuel. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den [i vinteren 2013] besøgte sin kæreste, […], på dennes bopæl. […] moder så ansøgeren og […] have seksuelt samvær, hvorefter hun råbte og skreg. Ansøgeren så ud af vinduet, at naboerne nærmede sig huset med råb om, at de skulle stenes. Ansøgeren rev sig fri af […] moder og flygtede med […] ud af bagdøren. De kørte i ansøgerens bil til en fælles ven, […], hvor de skjulte sig. [Den fælles ven] tog samme dag ud til området omkring […] hus, hvor hun hørte rygter om, at politiet eftersøgte ansøgeren og […].[…] blev to dage senere hentet af en ven. Ansøgeren har ikke siden haft kontakt med ham. Dagen efter kontaktede ansøgeren sin onkel, […], der hentede ham hos [den fælles ven]. Ansøgeren opholdt sig derefter hos onklen i […], indtil han udrejste. Forinden deltog onklen i et familiemøde vedrørende ansøgeren. Onklen medtog fra mødet en polititilsigelse samt alle ansøgerens ejendele. Onklen fik tilsigelsen af ansøgerens mormoder, til hvem politiet havde afleveret den, formentlig fordi ansøgeren da boede hos mormoderen. Ifølge tilsigelsen var ansøgeren mistænkt for at have medvirket i homoseksuelle handlinger. Ansøgeren udrejste [i vinteren 2014] via lufthavnen i Dar es-Salaam under anvendelse af sit ægte pas og visum udstedt på den svenske ambassade i Dar es-Salaam. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flertallet bemærker herved, at forklaringen om episoden [i vinteren 2013] på flere punkter forekommer usandsynlig, samt at ansøgeren har forklaret divergerende om detaljer, herunder om hvor hans bil var parkeret. Efter det forklarede forekommer det tillige ikke troværdigt, at de tilløbende naboer, udelukkende på baggrund af moderens udbrud, skulle have råbt ”dræb dem, sten dem til døde”, før de var kommet ind i huset. Flertallet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af mistanke om homoseksualitet har været eftersøgt af myndighederne i Tanzania. Nævnet lægger ved denne vurdering navnlig vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren via legal udrejse af lufthavnen skulle have medbragt en polititilsigelse med anklage om homoseksualitet mod sig selv. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren i givet fald reelt ikke har foretaget sig noget for at få nærmere oplysninger vedrørende en eventuel sag hos politiet, og herunder ikke har spurgt [den fælles ven] eller onklen om, hvor de har deres rygtebaserede og helt generelle oplysninger fra. Ansøgerens nye forklaring i nævnet om, at han har mistet sin telefon i Sverige med alle telefonnumre på personer i Tanzania, har heller ikke forekommet overbevisende. I flertallets vurdering indgår endvidere med vægt, at det må antages, at polititilsigelsen ikke er ægte. Flertallet henser herved dels til den måde dokumentet fremtræder på og dels på indholdet, herunder at tilsigelsen er dateret [en dato i vinteren 2013], og beskriver, hvad der er sket [en forudgående dato i vinteren 2013]. Flertallet finder det endvidere meget lidt sandsynligt, at der i omhandlede meget korte tidsrum skulle være udstedt to tilsigelser. På den baggrund finder flertallet ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens advokats subsidiære påstand om at udsætte sagen på ægthedsvurdering. Uanset, at dette ikke i sig selv kan tillægges afgørende betydning, bemærker flertallet endvidere vedrørende ansøgerens generelle troværdighed, at må tillægges en vis vægt, at ansøgeren i Sverige søgte asyl under en anden identitet, samt at han i Danmark først søgte asyl omkring otte måneder efter sin første indrejse. Herefter - og idet en udtalelse fra LGBT-asylum [fra vinteren 2015] om, at ansøgeren i Danmark har deltaget i flere af foreningens møder samt for foreningen har præsenteret en mand som sin kæreste - ikke findes at kunne føre til et andet resultat, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Tanz/2015/1
Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens moder er tyrkisk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, herunder tilstedeværelsen af den Frie Syriske Hær, samt at hun ikke har noget sted at bo, idet familiens lejlighed er blevet ødelagt som følge af et luftangreb. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun ikke ønsker at tage ophold i Tyrkiet, fordi livet i Tyrkiet er hårdt. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at syrere i Tyrkiet bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. De har længere arbejdsdage, får mindre løn og er generelt udsat for diskrimination. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder herefter, at ansøgeren isoleret set er omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, i forhold til Syrien. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor hun kan søge om statsborgerskab, fordi hendes moder er tyrkisk statsborger. Flertallet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk fader eller moder indenfor ægteskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk moder udenfor ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Flertallet har videre lagt vægt på, at det fremgår af høringssvar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende implementering af den tyrkiske statsborgerskabslov artikel 8, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft konflikter med de tyrkiske myndigheder. Flertallet bemærker, at ansøgeren må henvises til at rette henvendelse til de relevante tyrkiske myndigheder, hvis hun udsættes for diskrimination. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv i forhold til Tyrkiet, men må henvises til at søge statsborgerskab i Tyrkiet. Flertallet har endvidere herved lagt vægt, at ansøgeren udrejste fra Tyrkiet til Danmark efter at have opholdt sig problemfrit i Tyrkiet i otte måneder samt, at ansøgeren har familie i Tyrkiet. Den omstændighed at indrejse i Tyrkiet kan forudsætte, at ansøgeren opnår visum kan ikke føre til et andet resultat. På den baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil udsættes for diskrimination af en sådan intensitet, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/7/SLN
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres barn fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgerne er etniske kurdere og muslimer af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at Flygtningenævnet kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund for sagen, idet forklaringerne stort set havde været overensstemmende under hele asylsagsforløbet. Det fulgte af disse forklaringer, at den mandlige ansøger siden 1996 havde været medlem af det kurdiske demokratiske parti i Syrien – Yekiti. Han havde ved en række lejligheder fungeret som kulturel arrangør af diverse sammenkomster med vekslende deltagerantal, herunder også udendørs arrangementer i den del af det nordlige Syrien, hvor der boede større grupper af etniske kurdere. Under et udendørs arrangement i starten af 2009 cirka 35 km fra Afrin by, i et skov-bjergområde, havde efterretningstjenesten indfundet sig uventet, mens ansøgeren havde været på talerstolen. Det var lykkedes ansøgeren at undslippe igennem skoven. Senere samme dag var ansøgernes bopæl blevet opsøgt af bevæbnede politibetjente, som havde trængt ind i boligen, hvor de havde konfiskeret kurdisksproget materiale blandt andet partiaviser og den mandlige ansøgers egne digte. Politiet havde rettet henvendelse til den kvindelige ansøger på bopælen i de efterfølgende tre-fire dage og havde spurgt efter den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger havde herefter forladt bopælen uset sammen med datteren. Parret havde holdt sig skjult i cirka tre måneder, indtil de var udrejst illegalt af hjemlandet i foråret 2009. Flygtningenævnet lagde vægt på, at den mandlige ansøger, efter de foreliggende oplysninger, havde fungeret som kulturbærer vedrørende kurdisk sprog, litteratur og historie ved de forskellige arrangementer, han havde deltaget i. Uanset at den mandlige ansøgers profileringsgrad muligvis kunne betragtes som ikke værende særlig høj, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at han som følge af denne særlige status ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som var nævnt i Flygtningekonventionen. Syrien/2010/9.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren forklarede, at han havde været sympatisør for et kurdisk politisk parti, havde transporteret løbesedler for partiet og hjulpet til ved newroz-festen i 2009. Ansøgeren forklarede endvidere, at myndighederne en måned efter newroz-festen havde anholdt hans broder og fængslet ham i en måned for at få fat på ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i newroz-festen i marts 2009, og at han i den forbindelse på et tidspunkt havde holdt det kurdiske flag. Uanset om de syriske myndigheder via film eller videooptagelser måtte havde kunnet identificere ansøgeren, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde haft en så fremtrædende rolle i forbindelse med demonstrationen, at han af den grund ville risikere forfølgelse fra de syriske myndigheders side. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde haft yderligere fremtrædende aktiviteter i forbindelse med demonstrationen, at ansøgeren havde været medlem af noget politisk parti, at ansøgeren havde transporteret materiale for noget politisk parti, eller at ansøgerens broder var blevet anholdt og fængslet en måned i stedet for ansøgeren med henblik på at få ansøgeren til at melde sig. Ved vurderingen heraf lagde Flygtningenævnet navnlig vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger herom. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren ville risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Det kunne ikke bevirke nogen ændring af denne vurdering, at ansøgeren var udrejst illegalt. Syrien/2010/8.
Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt at ansøgerens forklaring, i det væsentlige kunne lægges til grund. Flertallet lagde således til grund, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationer i Qamishli i foråret 2004, hvor et stort antal kurdere var blevet anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgeren var blevet anholdt i foråret 2004 og løsladt efter cirka fem måneder. Flertallet lagde til grund, at ansøgeren under frihedsberøvelsen havde været udsat for tortur. Det bemærkes herved, at ansøgeren havde forklaret herom i politirapporten, asylansøgningsskemaet og under samtalerne med Udlændingeservice. Det forhold, at ansøgeren, først under den anden samtale med Udlændingeservice havde forklaret, om de torturtyper, han var blevet udsat for, fandtes under disse omstændigheder, ikke på afgørende vis at svække ansøgerens troværdighed. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren var blevet pålagt meldepligt, og at han i foråret 2005 og foråret 2006 var blevet tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren havde ikke været hjemme, da myndighederne havde villet anholde ham i foråret 2007, og han havde fra dette tidspunkt ikke længere taget ophold i hjemmet. Efter ansøgerens udrejse i 2007 havde myndighederne foretaget ransagninger på ansøgerens bopæl. Flertallet fandt, at ansøgeren måtte anses at være i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden ville risikere forfølgelse fra de syriske myndigheders side, som var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/7.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, muslim og fra Qamishili, der ligger tæt på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren havde ikke været hverken politisk eller religiøst aktiv. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han i sommeren 2007 havde arrangeret en koncert, der var blevet aflyst af myndighederne, at han flere gange var blevet opsøgt i sin butik af efterretningstjenesten, og at han i slutningen af 2008 var blevet afhørt i sin butik af efterretningstjenesten i tre timer, samt endelig, at myndighederne havde planlagt at anholde ham den efterfølgende dag. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde arrangeret koncerter, og at han havde en butik, hvor der blandt andet blev solgt legetøj, elektronik og festudstyr i form af flag, lys m.v. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at han både før og efter sommeren 2007 var blevet opsøgt af efterretningstjenesten i sin butik. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren af denne grund opfyldte betingelserne for at få asyl. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf særlig vægt på, at der var forløbet næsten halvandet år fra den aflyste koncert i sommeren 2007 til ansøgerens flugt. Ansøgeren havde endvidere forklaret, at han i slutningen af 2008 var blevet afhørt af efterretningstjenesten i tre timer, og at han var af den opfattelse, at myndighederne havde planlagt at anholde ham den efterfølgende dag. Flygtningenævnet fandt det ikke af ansøgeren sandsynliggjort, at han i slutningen af 2008 ville være blevet anholdt, hvis han havde mødt op i sin butik. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen heraf vægt på, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at der var tale om en karakter og intensitet i myndighedernes interesse for ham, der lå ud over den bevågenhed af ansøgerens butik, der havde været tale om efter ansøgerens forklaring både før og efter den planlagte koncert i sommeren 2007 – og frem til slutningen af 2008. Den omstændighed, at ansøgeren i efteråret 2008 havde opsat nogle kurdiske lys til salg i sin butik, kunne ikke føre til et andet resultat. Det var derfor Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Syrien ikke ville være i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Syrien/2010/6.
Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2008 var ansøgeren blevet indkaldt til aftjening af værnepligt. Ansøgeren havde opsøgt en civil læge med henblik på at få en lægeerklæring, der kunne udsætte hans militærtjeneste. I denne forbindelse var ansøgeren og hans fader, der var med, blevet uvenner med lægen, og ansøgerens fader var efterfølgende blevet anholdt. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren på en række punkter havde afgivet divergerende og til dels udbyggende forklaringer. Ansøgeren havde om selve værnepligtsspørgsmålet til politiafhøringen i sommeren 2009 angivet, at han havde været indkaldt til at give møde tre dage senere. Til Udlændingeservice havde han derimod forklaret, at han havde været indkaldt til at give møde i begyndelsen af 2009 og under nævnsmødet havde han forklaret, at han blot var blevet bedt om at holde sig klar. Vedrørende sit lægebesøg havde ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han havde villet konsultere en civil læge med henblik på, at få en lægeerklæring om sin hovedpine for at få udsættelse med indkaldelsen. For så vidt angik faderens fængsling, havde han til Udlændingeservice forklaret, at faderen først var blevet fængslet umiddelbart efter ansøgerens udrejse i sommeren 2008, hvilket han havde fået oplyst af sin moder telefonisk omkring to måneder efter udrejsen, mens ansøgeren havde befundet sig i Grækenland. Derimod havde han til advokatindlægget og i asylansøgningsskemaet oplyst, at han var løbet fra lægekonsultationen uden at vide, hvad der var blevet af faderen. Endelig havde han under nævnsmødet forklaret, at faderen var blevet anholdt hos lægen, da faderen ikke havde kunnet løbe så hurtigt som ansøgeren. I asylansøgningsskemaet havde ansøgeren oplyst, at lægen havde ringet et eller andet sted hen, efter at ansøgeren havde brugt ukvemsord imod staten, men til advokatindlægget havde ansøgeren udbyggende forklaret, at lægen havde tilkaldt vagter, mens ansøgeren var flygtet fra stedet, og at faderen var blevet pågrebet og tilbageholdt i tre måneder. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at handlingsforløbet under konsultationen hos lægen havde haft en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund måtte anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Uanset om det kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren havde unddraget sig værnepligt, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette forhold i sig selv var asylbegrundet, idet værnepligtunddragelse i Syrien efter de foreliggende oplysninger ikke medførte en uforholdsmæssig streng sanktion. Det forhold, at ansøgeren i 2006 eller i 2007 havde deltaget i en newroz demonstration og derunder var blevet udsat for fysiske overgreb med efterfølgende hospitalsindlæggelse til følge i nogle dage, var ikke asylbegrundende i sig selv. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger om behandlingen af ikke-politiske fanger i syriske fængsler i sig selv var af en sådan karakter, at de kunne tænkes at udgøre en overtrædelse af Menneskehedsrettighedskonventionens artikel 3. Den omstændighed, at ansøgeren var etnisk kurder kunne ikke føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/5.
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er fra en navngiven by i Syrien og er født [………..]. Han er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for tortur og måske blive slået ihjel, fordi han har slået en politimand i hovedet med en stor sten i forbindelse med, at ansøgeren blev angrebet af flere politifolk, som følge af, at han og en række andre folk fra hans landsby havde tændt bål og sunget en sang for at fejre Newroz-festen. Ansøgeren blev sparket af vedkommende politimand, der havde støvler på. Han flygtede herefter til en grotte i bjergene. Efter cirka 20 dage kom hans hustru og barn hen til grotten med hjælp fra en bekendt fra en anden landsby, som ligeledes hjalp med at køre hele familien til den tyrkiske grænse på sin traktor. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at den af ansøgeren udviste adfærd over for politimanden har en sådan karakter, at den er omfattet af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [Som konsekvens af den mandlige ansøgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, blev den kvindelige ansøger samt 1 barn ligeledes meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse – RED]Syrien/2010/49
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by i området Malikia i Al-Hasaka-provinsen i Syrien. Ansøgeren har siden 2003 sympatiseret med Hezb al-taqadomi al-demoqrati al-kurid i Syrien. Han har blandt andet sørget for at holde ro og orden under Newroz festen i 2008, 2009 og 2010 i […………].Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 og 2007 har været anholdt i flere måneder henholdsvis for deltagelse i en demonstration i Qamesheli og for at være besiddelse af en kurdisk avis. I forbindelse med løsladelsen i 2004 blev han tvunget til at underskrive en erklæring om ikke at deltage i kurdiske aktiviteter. Under Newrouz-festen i [….] 2010 optrådte ansøgeren iført kurdisk nationaldragt i et politisk teaterstykke og holdt vagt ved scenen med det kurdiske flag i hånden, hvilket sikkerhedsmyndighederne, der var ankommet til stedet, fandt ud af. Ansøgeren nåede at flygte. Sikkerhedsmyndighederne har efterfølgende ransaget hans forældres bopæl, og han er nu eftersøgt af sikkerhedsmyndighederne. Flygtningenævnet finder at kunne lægge de væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i 2004 og 2007 har været fængslet og udsat for tortur i forbindelse med sit tilhørsforhold til den kurdiske frihedsbevægelse. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sin deltagelse i Newrouz-festlighederne i [….] 2010 har været konsistente og ikke modsiges af baggrundsoplysningerne, idet nævnet lægger til grund, at de festligheder, som ansøgeren deltog i, fandt sted i en mindre landsby uden skudepisoder, hvorfor den manglende registrering af uroligheder ikke kan tillægges betydning. Når henses til, at ansøgeren tidligere har været fængslet to gange, finder nævnet det sandsynliggjort, at han ved at deltage som sket i Newrouz-festlighederne og henset til den efterfølgende eftersøgning på forældrenes bopæl er kommet i myndighedernes søgelys, og at han som følge deraf ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse af de grunde, som er nævnt i flygtningekonventionen.” Syrien/2010/48
Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at han siden 2000 har sympatiseret med PDKS og i perioden fra 2000 til 2004 uddelt løbesedler og informeret medstuderende om partiet. Ansøgeren har i denne periode tillige deltaget i politiske møder. Ansøgeren har forklaret, at han i 2003 og 2004 har været kortvarigt afhørt af myndighederne i forbindelse med afhøring af også andre kurdiske studerende. Ansøgeren har endvidere henvist til, at myndighederne i sommeren 2008 ransagede forældrenes hjem på baggrund af en dedikation skrevet i en bog, idet dedikationen kritiserede forholdene i Syrien. Under ransagningen fandt myndighederne ansøgerens udkast til en bog, hvori ansøgeren har kritiseret kurderes forhold i Syrien. Myndighederne ransagede de efterfølgende dage ansøgerens forældres hjem flere gange. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren en fængselsstraf på mellem tre til ti års fængsel. Ansøgeren er etnisk kurder og statsløs fra en navngiven landsby i Al- Hasaka-provinsen, Al-Malikia, i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende ransagningerne på bopælen i 2008 til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer herom, ikke er fremtrådt som sammenhængende og først er fremkommet under samtalen med Udlændingeservice. Ansøgeren har ikke i sit asylansøgningsskema omtalt hverken ransagningen på familiens bopæl i 2008, eller at ansøgeren var i færd med at skrive en bog, der forholdt sig kritisk til myndighederne, og at såvel denne bog som andet illegalt materiale tilhørende ansøgeren blev beslaglagt. Flygtningenævnet bemærker herved, at dette må anses for at være en central del af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren først er udrejst af Syrien mere end et år efter, at ransagningen og beslaglæggelsen skulle være foregået. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelserne i 2003 og 2004 har en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at disse forhold ligger langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende har kunnet opholde sig i Syrien, såvel i landsbyen hvor han er opvokset, som i Damaskus. Hverken den omstændighed at ansøgeren er statsløs kurder, eller at ansøgeren er udrejst illegalt, kan i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af Udlændingeloven § 7, stk. 2.” Syrien/2010/47
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra al Hasaka provinsen. Ansøgeren har forklaret, at han siden 2007 har været aktivt medlem af KDPS. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, som ønsker at fængsle og torturere ham, idet han har deltaget i et politisk møde på sin bopæl, som blev opdaget af sikkerhedstjenesten, og at sikkerhedstjenesten anholdt tre af mødedeltagerne. Endvidere havde søsteren syet kurdiske dansedragter/nationaldragter, som befandt sig på bopælen. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at han flere gange tidligere har været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Han har i forbindelse med den seneste fængsling måtte underskrive en erklæring om, at han ikke igen vil deltage i politiske aktiviteter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring, herunder sammenholdt med søsterens forklaring, alene indeholder få mindre divergenser. Ansøgeren har udført en del aktiviteter for KDPS gennem de seneste tre år, hvor han har været medlem. Aktiviteterne har vel været af underordnet karakter, men ansøgeren har været fængslet tre gange, herunder muligt undergivet tortur, idet han var mistænkt for kurdiske aktiviteter. Familiens hus blev stormet af sikkerhedstjenesten ultimo 2009, men ansøgeren undslap og udrejste illegalt i forlængelse heraf uden at have været tilbage på bopælen. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sine politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/46
Nævnet meddelte i december 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til sine aktiviteter for den kurdiske sag. Hun havde ligeledes henvist til sin broder, som flere gange havde været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra al Hasaka provinsen. Ansøgeren har forklaret, at hun siden 2008 har været aktivt medlem af KDPS, og at hun har syet dansedragter/nationaldragter til kurdere. Hun har endvidere deltaget i møder og været fængslet en enkelt gang i 2008, hvor hun var tilbageholdt i cirka 20 dage. Ansøgeren udrejste illegalt sammen med sin broder i ultimo 2009, efter familiens hus var blevet stormet af sikkerhedstjenesten, og uden at hun havde været tilbage på bopælen. Under hensyn til de aktiviteter og forhold, som ansøgerens broder har forklaret om, sammenholdt med ansøgerens egne forhold, finder Flygtningenævnet, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge og broderens af sine egne politiske aktiviteter ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/45
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger, født og opvokset i [….], hvor han boede indtil sin udrejse i [….] 2009, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans far har været medlem af. Ansøgeren har som asylmotiv anført, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og henrettet på grund af sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Ansøgeren har forklaret, at han blev anholdt i forbindelse med en demonstration, der blev afholdt i [….] den [….] 2008 i anledning af det kurdiske nytår. Efter en måneds tilbageholdelse blev han løsladt. Den [….] 2009 blev ansøgeren anholdt af sikkerhedspolitiet, mens han sammen med sin fætter, der ligeledes sympatiserede med Yekiti-partiet, uddelte aviser udgivet af partiet. Ansøgeren blev tilbageholdt i cirka to måneder. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb. I forbindelse med løsladelsen skulle ansøgeren indvillige i, at han ville indhente og videregive oplysninger til sikkerhedspolitiet om, hvem der stod bag udgivelsen af aviserne. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren var tilbageholdt af myndighederne i 2008 efter at have deltaget i en demonstration, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt betingelsesløst, samt at han ikke herefter har haft problemer med myndighederne i anledning af denne tilbageholdelse. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at ansøgeren den [….] 2009 blev tilbageholdt af politiet, mens han sammen med sin fætter uddelte Yekiti-aviser, idet forklaringen forekommer usandfærdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på adskillige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev stillet for en dommer eller ej inden løsladelsen, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor mange gange han blev tilbageholdt efter løsladelsen den [….] juli 2009. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans far fik ham løsladt eller ej. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit politiske engagement. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldtes, at han ikke forstod tolken ved id-afhøringen og ved samtalen i Udlændingeservice den [….] 2010. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af referatet af id-afhøringen, at ansøgeren har forklaret detaljeret omkring de omstændigheder, der fik ham til at udrejse, ligesom hans forklaring ved samtalen blev oplæst, hvorefter han havde adskillige rettelser, som ikke vedrørte sprogproblemer. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaringer om, at han ikke turde fortælle, at han ikke forstod tolken usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved id-afhøringen havde en bisidder fra Dansk Røde Kors. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder ikke anledning til at udsætte sagen på at indhente en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Syrien/2010/44
Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….] i Syrien. Ansøgeren har oplyst, at han siden den [….] 2008 har været medlem af det kurdiske parti SPKS. Ansøgeren forberedte møder, uddelte erklæringer og pjecer og afholdte private møder i sit hjem. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet, udsat for tortur og dræbt. I 2004 var ansøgeren tilbageholdt i en måned som følge af uroligheder i Qamishli. Den [….] 2008 blev ansøgeren tilbageholdt i 24 timer, da han var på vej til en demonstration i Damaskus mod vedtagelsen af dekret 49. Den [….] 2009 uddelte ansøgeren pjecer for SPKS, og han formoder, at han i den forbindelse blev identificeret af en syrisk officer, hvorefter hans bopæl samt familiens bopæl blev ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har afgivet en overbevisende og troværdig forklaring om sine forhold. Flygtningenævnet finder navnlig, at ansøgeren har forklaret divergerende om et centralt punkt i sit asylmotiv, nemlig om uddeling af pjecer og identifikation af ansøgeren af en syrisk officer. Ansøgeren har således til asylsamtalen oplyst, at han blev opdaget af en syrisk officer, da han var ved at sætte en pjece i naboens dør. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren oplyst, at han skulle til at anbringe pjecen i officerens dør, da officeren åbnede sin dør i en afstand af to-tre meter fra ansøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ikke har omtalt den syriske officers rolle i asylansøgningsskemaet. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren ville aflevere en løbeseddel fra et ulovligt kurdisk parti hos en person, som han vidste var syrisk officer og medlem af Baath-partiet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren på en troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder eller, at han ved en tilbagevenden vil være i myndighedernes søgelys på en asylbegrundende måde. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden kan risikere at blive tilbageholdt og udspurgt om sine forhold, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens politiske aktivitet i asylcentret kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Syrien/2010/43
Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har været medlem af et politisk parti. Han har ageret som skuespiller i en teatergruppe, som under Newroz festen opførte skuespil, der kritiserede det syriske styres behandling af kurderne. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive fængslet, udsat for tortur og slået ihjel på grund af sit engagement i den kurdiske teatergruppe, som myndighederne betragter som politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring har været konsistent og uden divergenser, og i asylansøgningsskemaet har ansøgeren logisk redegjort for hændelsesforløbet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive anholdt og tortureret som følge af sine aktiviteter, som myndighederne betragter som politiske. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/42
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [….] i Syrien. Ansøgeren sympatiserede med det illegale kurdiske parti, Arzadi-partiet, fra 2007, for hvilket han blandt andet uddelte aviser og holdt vagt ved møder. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder på grund af sit samarbejde med Arzadi-partiet. Ansøgeren angiver, at myndighederne i efteråret 2009 under en ransagning på ansøgerens bopæl fandt 25 til 30 eksemplarer af en avis, som ansøgeren skulle uddele for Arzadi-partiet. Ansøgeren var, da han er analfabet, ikke bekendt med indholdet. Ansøgeren har videre oplyst, at han i foråret 2004 blev anholdt og fængslet af de syriske myndigheder, som følge af, at han havde deltaget i en demonstration i […..]. Ansøgeren blev tilbageholdt og tortureret i en måned, hvorefter han blev løsladt. Ved ankomsten her til landet oplyste anførte ansøgeren alene helt generelle forhold som begrundelse for asyl. Han henviste slet ikke til egne forhold, herunder at han skulle have være forsøgt anholdt i efteråret 2009. Af ansøgerens forklaring for nævnet er fremgået, at der i ansøgerens hjemby, der er beliggende i et fladt område, bor 60 familier, der alle driver landbrug. Videre, at markarbejde foregår om natten på grund af de høje dagtemperaturer. Efter ansøgerens forklaring har det været helt almindeligt, at han på det pågældende tidspunkt ikke befandt sig i familiens hus, men derimod på marken. Ansøgeren har forklaret afglidende på spørgsmål vedrørende sine forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har kunnet forklare om sine politiske aktiviteter, herunder at han i foråret 2004 blev forsøgt anholdt, og at myndighederne, uanset at han var udrejst, fortsatte med at komme på bopælen hver 14. dag. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i foråret 2004, under de foreliggende omstændigheder, i dag kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren vil være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/41
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet eller dræbt af de syriske myndigheder, som eftersøger ham, fordi der i efteråret 2009 i ansøgerens butik blev fundet nogle kurdiske dokumenter, som ansøgeren opbevarede for sin farbroder. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at myndighederne har ledt efter ham på hans families bopæl, at han i 2004 har været fængslet og udsat for tortur i forbindelse med deltagelsen i en demonstration for kurdernes rettigheder, og at han i forbindelse med løsladelsen måtte underskrive en erklæring om ikke igen at deltage i demonstrationer. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han udrejste af Syrien af frygt for, hvilke overgreb fra myndighedernes side, han kunne blive udsat for efter fundet af politisk materiale i hans butik. Nævnet finder således ikke at kunne tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans farbroder fratog ham mobiltelefon og anviste en lejlighed, hvor han kunne skjule sig, til ham og efterfølgende var behjælpelig med at arrangere hans flugt. På den baggrund, og henset til, at ansøgeren tidligere har været fængslet i 2004 og på ny anholdt i 2008, og henset til baggrundsoplysningerne om myndighedernes behandling af politisk aktive kurdere, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren, der er udrejst illegalt i forbindelse med en hjemsendelse vil risikere på ny at komme i myndighedernes søgelys og dermed i risiko for fornyet anholdelse og udsættelse for tortur. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/40
Nævnet meddelte i februar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring i alt det væsentlige kunne lægges til grund, idet Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren havde forklaret sammenhængende og overbevisende. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i demonstrationerne i Qamishli i foråret 2004, hvor et stort antal kurdere var blevet anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgeren var blevet anholdt i foråret 2004 og løsladt i foråret 2005 som følge af en amnesti. Under frihedsberøvelsen var ansøgeren blevet udsat for tortur. Efter løsladelsen var ansøgeren to gange blevet indkaldt til myndigheder i Qamishli, der havde prøvet at presse ham til at samarbejde. Muligt som følge af et konkret modsætningsforhold til en araber, der havde samarbejdet med myndighederne, var ansøgeren blevet eftersøgt af de syriske myndigheder i 2007 på sin og sine forældres bopæl i Qamishli. Ansøgeren havde ikke været hjemme, da myndighederne var ankommet, og havde fra dette tidspunkt ikke længere taget ophold i hjemmet. Ansøgeren var udrejst ved hjælp fra en agent medio 2007 af Syrien, men var blevet afvist af de græske og tyrkiske myndigheder, hvorefter ansøgeren var indrejst illegalt i sommeren 2007. Han havde herefter ophold hos sin søster eller hos sin onkel, der havde boet i landsbyer uden for Qamishli, indtil udrejsen i slutningen af 2008. Forinden havde myndighederne gentagne gange søgt efter ansøgeren på bopælen i Qamishli, idet myndighederne havde beskyldt ansøgeren for at have deltaget i forbindelse med en nytårsfest i 2008, hvorunder tre kurdere var blevet dræbt af myndighederne. Ansøgeren havde forklaret, at hans familie grundet myndighedernes fremfærd havde måttet fraflytte boligen, der havde ligget centralt ved en plads, hvor folk ofte havde samledes. Familien havde taget ophold under andet navn i Damaskus. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for at være i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerede en forfølgelse fra de syriske myndigheders side, der omfattedes af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Syrien/2010/4.
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at hun frygter at blive dræbt af sin familie, fordi hun har haft et seksuelt forhold til en arabisk mand ved navn […..], og fordi hun er flygtet sammen med ham. Ansøgeren frygter endvidere [……s] familie, idet [……] blev dræbt under hans og ansøgerens flugt fra Syrien. Endelig frygter ansøgeren at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet hun er udrejst ulovligt af Syrien. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at myndighederne har ledt efter hende på familiens bopæl, hvorfor hendes familie ved, at hun er rejst væk sammen med […..]. Hun har videre henvist til, at hendes fader ved flere lejligheder har slået hende, hvor hun senest har været indlagt på hospitalet, og at han har truet hende med døden, såfremt hun fortsatte forholdet med [….]. Hun har endvidere oplyst, at [……..s] familie er meget vred over, at [……] er død. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaringer om, at hun to gange blev udsat for alvorlig vold fra sin faders side, efter at han var blevet bekendt med, at hun havde et forhold til Ahmed, kan lægges til grund. Nævnet har herved især lagt vægt på, at hendes forklaring støttes af de lægelige oplysninger, herunder journalnotater, fra Center […….]. Et flertal af nævnets medlemmer finder ikke, at der er tilstrækkelige holdepunkter for i øvrigt at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Herefter, og når der henses til baggrundsoplysningerne om forekomsten af æresdrab især blandt kurdere, og når der yderligere henses til, at ansøgerens familie må anses for at have et stærkt modsætningsforhold til arabere og dermed til […..], samt når der yderligere henses til, at det må antages, at ansøgerens fader på nuværende tidspunkt har viden om, at ansøgerens fulde forhold til [….], finder flertallet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for tortur eller anden umenneskelig behandling, som det ikke kan forventes, at myndighederne vil kunne forhindre. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren er ulovligt udrejst af Syrien. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette i sig selv kan forventes at medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for anholdelse eller risiko for tortur fra myndighedernes side. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er derfor ikke til stede. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/39
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er syrisk statsborger fra Qamishli, etnisk kurder og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans afdøde storebror var medlem af. Ansøgeren har ikke udført aktiviteter for partiet. Ansøgeren har under nævnsbehandlingen som asylmotiv henvist til, at han en dag i 2009 sammen med tre venner sad på en café i Qamishli. Han var selv i besiddelse af sin egen mobiltelefon. En af vennerne, [……], var i besiddelse af en anden mobiltelefon. På ansøgerens egen mobiltelefon havde han videooptagelser, blandt andet fra nogle overgreb begået mod kurdere i 2004, få dage efter en fodboldkamp. Endvidere havde ansøgeren videooptagelser fra begravelsen af Sheik MashuQ. Ansøgeren og [……] sad og udvekslede videooptagelser på deres mobiltelefoner. En civilklædt betjent dukkede op og erklærede ansøgeren og hans venner for anholdt. Vennen blev slået til jorden af betjenten, og ansøgeren og to af vennerne stak af. Efter episoden opholdt ansøgeren sig i tre måneder hos nogle familiemedlemmer i tre landsbyer omkring Qamishli, indtil han udrejste til Tyrkiet. Mens ansøgeren opholdt sig i landsbyerne, fortalte hans bror ham, at myndighederne havde opsøgt familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det først er under nævnsbehandlingen, at ansøgeren har forklaret, at der også på hans egen mobiltelefon var kontroversielle videooptagelser af overgreb begået af de syriske myndigheder og at hans egen mobiltelefon lå tilbage på cafébordet, efter at ansøgeren var stukket af fra stedet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne afvise, at der har været tolkeproblemer under samtalen med Udlændingeservice, hvor der bistod en arabisk tolk, mens der under nævnsbehandlingen har bistået en tolk, som behersker ansøgerens modersmål kurmanji. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, finder Flygtningenævnet det derefter sandsynliggjort af ansøgeren, at myndighederne har beslaglagt hans mobiltelefon, som indeholdt en række videooptagelser, som er belastende for myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter endvidere sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret individuel forfølgelse, som følge af sin etnicitet som kurder og indholdet af hans mobiltelefon. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1.” Syrien/2010/38
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qamesheli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD og har blandt andet deltaget i en fredelig demonstration i slutningen af 2009 i Qamesheli. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han under sin værnepligt i foråret 2006 blev fængslet i en måned og udsat for tortur, mistænkt for at have udøvet politisk mødeaktivitet. Efter deltagelse i den fredelige demonstration i Qamesheli i slutningen af 2009 har ansøgeren været eftersøgt af myndighederne, som blandt andet har opsøgt hans families bopæl. Ansøgeren blev kort efter, han tog af sted fra demonstrationen, rådet til at gå i skjul af en ven til ansøgerens fader. Ansøgeren så sin chef blive anholdt under demonstrationen, og frygter at han har opgivet ansøgerens navn til myndighederne under tortur. Ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter ansøgeren at blive fængslet og udsat for tortur. Ansøgeren har om sine politiske forhold forklaret, at han alene var sympatisør og ikke medlem af PYD. Selvom han har forklaret, at han har sin interesse for politik fra faderen, har han meget ringe kendskab til faderens politiske forhold, herunder om faderen er medlem af partiet. Han har om faderens politiske aktiviteter alene kunnet forklare, at han førte samtaler med medlemmer af partiet. Ansøgeren har i et vist omfang støttet partiet økonomisk og deltaget i nogle få møder med partimedlemmer. Samlet set må ansøgeren og hans familie antages at være politisk uprofileret. Ansøgeren har om deltagelsen i demonstrationen i slutningen af 2009, som han påberåber sig som det afgørende asylmotiv, forklaret divergerende og udbyggende. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren deltog i demonstrationen, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hans deltagelse er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Det findes i sig selv utroværdigt, at myndighederne ganske få timer efter demonstrationens opløsning skulle have fattet interesse for ansøgeren, der er politisk uprofileret. At ansøgerens arbejdsgiver skulle have angivet ansøgeren beror alene på ansøgerens formodning. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om, hvorledes han af en person ved navn […..] skulle være blevet advaret om, at han var i myndighedernes søgelys. Ansøgeren havde alene haft en enkelt tidligere kontakt med denne navngivne person 15 dage før demonstrationen, og det virker usandsynligt, at denne allerede på daværende tidspunkt skulle have fået ansøgerens telefonnummer, ligesom det er umiddelbart uforståeligt, hvorfor den navngivne person skulle tænke på at advare ansøgeren. Ansøgeren har således gentagne gange til samtalen med Udlændingeservice forklaret, at han ikke så den navngivne person i forbindelse med demonstrationen. Senere har ansøgeren udbyggende forklaret, at han hilste på ham under demonstrationen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om ransagninger på familiens bopæl, herunder hvor mange gange myndighederne har henvendt sig. Flygtningenævnet må endvidere tillægge det vægt, at ansøgeren har forklaret, at hans familie fortsat befinder sig i hjemlandet, og at faderen, på trods af at han af de syriske myndigheder skulle have fået gentagne frister til at få ansøgeren til at melde sig i et forløb på adskillige måneder fortsat opholder sig på familiens bopæl. Efter Flygtningenævnets opfattelse stemmer en sådan adfærd fra de syriske myndigheder ikke med, at ansøgeren skulle være i de syriske myndigheders søgelys. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var forfulgt, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7.” Syrien/2010/37
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Det lægges til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus, at han ikke har været politisk aktiv, og at han ikke har haft problemer med myndighederne forud for den episode, der gav anledning til asylansøgningen. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder. Ansøgeren har henvist til, at ansøgerens medarbejder [….] blev anholdt i efteråret 2009, mens denne var på arbejde i ansøgerens kiosk, at ansøgerens medarbejder var politisk aktiv i et kurdisk parti og var i besiddelse af politisk materiale, og at myndighederne lukkede ansøgerens kiosk. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring, hvorefter ansøgerens medarbejder […..] blev anholdt i ansøgerens kiosk med politisk materiale, at medarbejderen fortsat er tilbageholdt, og at myndighederne af denne grund eftersøger ansøgeren. Når der henses til ansøgerens personlige forhold, herunder at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod findes det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2..” Syrien/2010/36
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra landsbyen [……]i nærheden af Afrin i det nordlige Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han tidligere har været tilbageholdt, fordi han havde danset til Newroz festen i 2007. I forbindelse med Newroz festen i 2007 blev ansøgeren anholdt en angiven dato i foråret 2007 sammen med flere andre personer, som havde deltaget i dansen. Ansøgeren blev under denne tilbageholdelse dels udsat for tortur i form af at blive lukket inde i et bildæk med overkroppen og benene, dels slag mod fodsålerne. Ansøgeren blev løsladt efter syv dage mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville fortsætte med ulovlige aktiviteter. Han er derudover eftersøgt i Syrien, da hans families værksted blev ransaget af myndighederne og i den forbindelse fandt de ulovligt materiale. Han har yderligere henvist til, at han flygtede samme dag som ransagningen havde fundet sted, en angiven dato i efteråret 2007, til sin moster, hvis bopæl var i en by i nærheden af den tyrkiske grænse 100 kilometer fra ansøgerens hjemby. Han havde befundet sig i [……], idet han var på vej ud med varer fra familiens skrædderværksted. Blandt varerne befandt der sig illegalt materiale i form af løbesedler pakket ind i plastik. Faderen og syv af ansøgerens brødre var blevet anholdt i forbindelse med ransagningen. Efterfølgende traf han faderen et stykke væk fra mosterens bopæl og her fortalte faderen, at han og de syv brødre havde været tilbageholdt i omkring ti dage, og at de enstemmigt havde angivet ansøgeren som ejermand til det illegale materiale, der var blevet fundet i værkstedet. Ansøgerens fætter […….], som havde kørt bilen, som varerne var blevet bragt ud i, er flygtet til Libanon. Flygtningenævnet kan lægge til grund for sagen, at ansøgeren i foråret 2007 har danset under festen og i efterfølgende har været udsat for overgreb, herunder af torturlignende karakter, som af ham angivet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at forholdet må anses for afsluttet i forbindelse med, at ansøgeren blev løsladt. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund for sagen, at ansøgeren efterfølgende har deltaget i uddeling af illegalt materiale, som ansøgerens broder [……] ønskede uddelt. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens fader og hans syv brødre overfor myndighederne enstemmigt skulle have tilkendegivet, at det pågældende materiale tilhørte ansøgeren. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det illegale materiale er fundet i værkstedet, hvor såvel faderen som brødrene arbejdede. Det er under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at det er lykkedes for faderen og de syv brødre at kunne skyde skylden på ansøgeren og derved bringe sig uden for myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren forklaring herom må anses som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer uforholdsmæssig straf som følge af, at han er udrejst illegalt, eller at han ved tilbagevenden af denne grund er i reel risiko for asylbegrundende overgreb. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1., eller at han vil være i en reel risiko for dødsstraf eller at blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/35
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til er ægtepar samt deres fire børn fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra [……….] i Syrien og sunni-muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han sympatiserer med PYD. Han har været tilbageholdt i cirka et år fra foråret 2004 til foråret 2005 sigtet for blandt andet ildspåsættelse, hindring af myndighedernes arbejde med videre. Han blev løsladt i forbindelse med en generel benådning, som blev iværksat af den syriske præsident. Han er løbende blevet chikaneret i perioden fra 2005 til 2009 af lokale efterretningsfolk, herunder af en navngiven person, som også deltog i anholdelsen af den mandlige ansøger i 2004. En dag i efteråret 2009 havde han besøg af to navngivne medlemmer af PYD på sin bopæl. Han har gennem længere tid sympatiseret med PYD, blandt andet fordi PYD stillede en advokat til rådighed for ham i forbindelse med hans tilbageholdelse i 2004 til 2005. Han har derfor løbende betalt kontingent til PYD. Han betalte denne dag kontingent til de to medlemmer. Den syriske efterretningstjeneste brød ind på hans bopæl. Det ene af PYD-medlemmerne gemte en kuvert under madrassen. Herefter blev alle tre ført ud af de tre medlemmer af efterretningstjenesten. Den af politibetjentene, som holdt fast i den mandlige ansøger, havde taget førergreb. Den mandlige ansøgers datter forsøgte at tage fat om den mandlige ansøgers ben. Politibetjenten slap derfor med sin ene hånd den mandlige ansøger for at give datteren en lussing. Det lykkedes herefter den mandlige ansøger at skubbe til politibetjenten, så han snublede og faldt. Derefter flygtede ansøgeren hen over en og en halv meter høj mur ind til sin nabo. Han gemte sig blandt nogle gravstene på en kristen kirkegård, indtil han nogle timer senere kunne opsøge et tredje PYD-medlem. Efter cirka 24 dage blev han forenet med sin ægtefælle og sine børn, hvorefter de udrejste fra hjemlandet. Han frygter asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Den kvindelige ansøger henviser til sin ægtefælles asylmotiv. Hun har endvidere henvist til, at hun og den mandlige ansøgers far blev tilbageholdt samme nat og herunder afhørt om den mandlige ansøgers opholdssted. Efterretningstjenesten viste en konvolut, som de oplyste, at de havde fundet under ransagningen af bopælen, og de sagde til hende, at hun ville blive holdt ansvarlig for indholdet, hvis den mandlige ansøger ikke meldte sig selv. Ved en gejstlig persons mellemkomst blev hun løsladt og opholdt sig på sin svigerfars bopæl frem til, at hun blev genforenet med den mandlige ansøger forud for deres udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerne under hele asylsagsforløbet i det væsentlige har forklaret konsistent og sammenhængende, ligesom deres forklaringer i det væsentlige er overensstemmende. Efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet det herefter sandsynliggjort af den mandlige ansøger, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin tilknytning til partiet PYD. Flygtningenævnet meddeler herefter begge ansøgere og deres fire børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/34
Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter overgreb fra myndighederne som følge af hans aktiviteter for den kurdiske sag. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har sympatiseret med og udført aktiviteter for organisationen PYD (Parti Union Demokratisk). Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev anholdt i foråret 2009 i forbindelse med fejringen af hændelserne i Qamishlo, at han herefter var tilbageholdt i 4 måneder, og at han under afhøringerne hos myndighederne blev udsat for fysiske overgreb. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren deltog i et politisk møde i efteråret 2009, som blev stormet af efterretningstjenesten. Ansøgeren flygtede fra mødet og besluttede at udrejse, da efterretningstjenesten efterfølgende rettede henvendelse på ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/33
Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra […..] i Syrien, hvor han har boet indtil udrejsen i slutningen af 2009. Ansøgeren har oplyst, at han har sympatiseret med det demokratiske parti siden slutningen af 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter samt fordi han er udeblevet fra aftjening af værnepligt. Ansøgeren har endvidere anført, at han frygter at blive fængslet, fordi han er udrejst illegalt fra Syrien. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter og myndighedernes kendskab hertil. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først oplyste dette motiv under samtalen i sommeren 2010 med Udlændingeservice. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han ved afhøring i foråret 2010 ikke forstod, hvad der blev spurgt om, idet der medvirkede en arabisk tolk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af referatet, at ansøgeren har forklaret detaljeret om personlige forhold ligesom det fremgår, at ansøgeren udtrykkeligt har oplyst, at han forstod tolken. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren risikerer straf på grund af udeblivelse fra aftjening af værnepligt kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt på, at det fremgår af nævnets baggrundsmateriale, at ansøgeren ikke risikerer en uforholdsmæssig straf som følge af udeblivelse. Det forhold at ansøgeren er udrejst illegalt fra Syrien kan ikke i sig begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/32
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han omkring foråret 2009 uddelte nogle løbesedler for en af sin faders venner, der var på besøg hos faderen. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende ransaget af de syriske myndigheder, der fandt nogle af løbesedlerne. Ansøgeren var ikke hjemme, men efterretningstjenesten tilbageholdt ansøgerens far. Faderen blev løsladt under betingelse af, at han skulle rette henvendelse til myndighederne, hvis ansøgeren kom hjem. Ansøgeren har ikke siden været på bopælen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på de væsentlige punkter har forklaret konsistent under hele sagen. Nævnet bemærker, at den omstændighed, at ansøgeren, der er analfabet, ikke ved asylregistreringen har oplyst om den forudgående fængsling i 2008, efter en konkret vurdering ikke i sig selv findes at kunne medføre, at ansøgerens i øvrigt konsistente forklaring tilsidesættes som utroværdig. Nævnet lægger således til grund, at myndighederne er blevet bekendt med, at ansøgeren har uddelt løbesedler med politisk indhold, og at han som følge heraf er eftersøgt. På denne baggrund og henset til baggrundsmaterialets oplysninger om myndighedsreaktioner – særligt mod politisk aktive kurdere – finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/31
Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [……] i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, dels som følge af sine politiske aktiviteter, dels som følge af at han har unddraget sig aftjening af værnepligt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren blandt andet anført, at han i foråret 2008 deltog i et optog i forbindelse med Newroz, hvor han blev anholdt af politiet og ført til et fængsel i Aleppo, hvor han blev tilbageholdt i to til tre måneder, hvorunder han blev udsat for overgreb. Ansøgeren har endvidere været medlem af Yekitipartiet i omkring en måned, i hvilken periode han deltog i tre møder og hjalp partiet med at uddele og opbevare pjecer i sin frisørsalon. Uanset, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret upræcist om sine forhold, finder nævnet ikke, at ansøgeren har forklaret så inkonsistent, at der er tilstrækkeligt grundlag for i det hele at forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet vil således ikke afvise, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med Newrozfesten i 2008, ligesom nævnet ikke vil afvise, at ansøgeren har uddelt kurdisk materiale for Yekitipartiet, og at myndighederne har ransaget og beslaglagt dele af dette materiale på ansøgerens bopæl. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/30
Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2006 var ansøgeren blevet indkaldt til værnepligt. Ansøgeren var ikke mødt op, men var i stedet flygtet til Grækenland, hvor han havde fået arbejde. I 2009 var ansøgeren af det græske politi blevet sendt tilbage til Syrien, eftersom hans arbejdstilladelse var udløbet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder. Ansøgeren havde for Flygtningenævnet som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede straf og overgreb, fordi han havde unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste. Ansøgeren havde herved fremhævet, at han var etnisk kurder, og at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse var en politisk aktivitet. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham, kunne dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria [bilagsnr. 157], risikerede ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, kunne efter det foreliggende ikke føre til nogen ændret vurdering. Der lagdes herved vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret og ikke havde udført nogen politiske aktiviteter. Det skulle herved videre bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved indrejsen i Syrien i 2009 alene var blevet tilbageholdt i to timer uden afhøring, og hvor hans pas var blevet inddraget. De generelt vanskelige forhold for kurdere i hjemlandet kunne hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/3.
Flygtningenævnet stadfæstede i september 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Malikia i Syrien. Ansøgeren angiver, at han siden 2005 har været medlem af og aktiv for det Det Kurdiske Demokratiske Unions Parti, Yekiti. Ansøgeren oplyser, at han deltog i ligtog til ære for to martyrer i foråret 2004, hvilket bevirkede, at han efterfølgende blev tilbageholdt i tre måneder. Ansøgeren er udrejst som følge af, at hans forretning i sommeren 2009 blev ransaget af efterretningstjenesten, hvor myndighederne fandt løbesedlerne. Efterfølgende har myndighederne adskillige gange foretaget rangsagninger på ansøgerens bopæl. Af ansøgerens forklaring er fremgået, at lederen af den gruppe, han angiver at havde deltaget i, ikke har lidt overlast som følge af fundet i ansøgerens forretning. Den pågældende gruppeleder var den, som overgav ham løbesedler med henblik på, at disse skulle uddeles blandt gruppemedlemmer under efterfølgende møder, hvori gruppelederen også deltog. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke efter begivenheden i forretningen har været i kontakt med nogen tilknyttet partiet. Videre at han efterfølgende har kunnet ringe hjem til sin moder, men ikke kan det længere, da han har mistet det pågældende telefonnummer og ikke er i kontakt med nogen, der vil hjælpe ham dermed. Ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål, og hans forklaring om politisk aktivitet og de overgreb, han angiver at have været udsat for, fremtræder ikke selvoplevede. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har opbevaret løbesedler, der er fundet af myndighederne. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været politisk profileret. Flygtningenævnet finder ikke, at tilbageholdelsen i 2004 uanset, at ansøgeren har været udsat for hårdhændet behandling, i sig selv nu kan begrunde asyl. Der foreligger ikke helbredsoplysninger eller andet, der kan begrunde en udsættelse af sagen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være konkret og individuel forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/29
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [….]. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er i de syriske myndigheders søgelys, da han, som tidligere har været langvarigt tilbageholdt af de syriske myndigheder, skubbede en betjent i forbindelse med politiets henvendelse på faderens bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren var således tilbageholdt i mere end syv måneder i et syrisk fængsel og udsat for hårdhændet behandling som følge af deltagelse i en demonstration rettet mod de syriske myndigheders drab på tre kurdiske festdeltagere. Ansøgeren blev løsladt med månedlig meldepligt, som han overholdt, indtil han blev impliceret i en slagsmålslignende situation med politiet. Politiet havde rettet henvendelse, da ansøgerens fader protesterede mod de kurdiske myndigheders inddragelse af familiens ejendom, og ansøgeren skubbede en betjent, da faderen blev udsat for slag. Ansøgeren flygtede fra stedet og holdt sig i skjul, indtil han kort efter udrejste fra Syrien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være således i de syriske myndigheders søgelys, at han vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb. Der meddeles herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/28
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Dirik, Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med PYD siden slutningen af 2005. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han har været anholdt to gange tidligere og været udsat for tortur, samt at han kort tid inden sin udrejse blev pågrebet, imens han var i besiddelse af PYD-materiale. Ved en tilbagevenden frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb og tortur fra yndighedernes side. Uanset at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret upræcist, kan Flygtningenævnet lægge hans forklaring, der fremstår selvoplevet, om det påberåbte asylmotiv til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren i 2004 og 2005 blev tilbageholdt af myndighederne tilknyttes til henholdsvis en demonstration i forbindelse med Qameshli urolighederne og Newroz festen, at ansøgeren med farbroderens mellemkomst åbnede en forretning i 2006, at farbroderen en-to gange om måneden afleverede politisk materiale fra PYD, som blev afhentet af ansøgerens sambo Said, at ansøgeren den [….] 2009 blev advaret af en nabo, om at Said var blevet anholdt, at ansøgeren kort tid efter blev opsøgt af to civilklædte mænd angiveligt fra sikkerhedstjenesten i forretningen, at ansøgeren, der var på vej væk, medbragte materiale, som havde været skjult i forretningen, at den ene af mændene fratog ansøgeren dette materiale, og at det herefter lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. På denne baggrund, og når der sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger, lægges det endvidere til grund, at ansøgeren er kommet i myndighedernes søgelys, og at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syrien/2010/27
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder bosiddende i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har virket i en gruppe, der for to menneskerettighedsorganisationer har indsamlet materiale om forholdene i hjemlandet. Videre at der på hans bopæl har været foretaget ransagning af myndighederne, der har fundet kompromitterende materiale. Ansøgeren har oplyst, at myndighederne fortsat søger ham. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han tidligere har været frihedsberøvet og i den forbindelse været udsat for hårdhændet behandling. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark gav oplysninger om de pågældende forhold. Ansøgeren har under sagen på troværdig vis forklaret herom. Flygtningenævnet lægger herefter ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet til grund. Flygtningenævnet anser herefter ansøgeren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syrien/2010/26
Nævnet meddelte i august 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingeservice har ved mødet i Flygtningenævnet ikke bestridt det, som ansøgeren hidtil har oplyst om sin identitet, ligesom det ikke bestrides, at ansøgeren i 1999/2000 blev udsat for tortur under den mere end et år lange tilbageholdelse af de syriske myndigheder. Dette kan Flygtningenævnet også lægge til grund. Ansøgeren har påberåbt sig det tidligere oplyste asylmotiv, ligesom han underbygget sin frygt for at blive myndighedsforfulgt ved sin tilbagevenden til Syrien, idet hans far efter det oplyste i perioden fra 2004 til 2010 jævnligt er blevet opsøgt af politiet og afhørt om ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren siden 1998 som syrisk kurder har været medlem af Yekiti-partiet og også aktiv for dette, at han i 1999/2000 blev tilbageholdt og udsat for tortur, ligesom ansøgeren på overbevisende måde har forklaret om senfølgerne i den forbindelse, at han i 2000-2004 adskillige gange blev opsøgt og kortvarigt tilbageholdt af myndighederne, at han i marts 2004 – kort før sin udrejse – deltog i en demonstration, ligesom han lod en kammerats søster, der senere døde, søge skjul for myndighederne i ansøgerens forretning, hvilket må antages at være myndighederne bekendt, og at myndighederne jævnligt i perioden 2004-2010 har opsøgt særligt ansøgerens far og spurgt til ansøgeren. Flygtningenævnet finder ud fra en samlet vurdering af disse forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, og at han derfor opfylder betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Syrien/2010/25
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for Det Demokratiske Parti Yekiti i perioden 2002 til 2007. Ansøgeren uddelte aviser, deltog i demonstrationer for kurderne og samlede bidrag ind til kurdiske martyrer. Ansøgeren uddelte og hængte endvidere løbesedler op og hjalp med at få kurdiske børn til kurdisk undervisning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han, der i 2004 var tilbageholdt i to måneder og ti dage, hvorunder han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb, i foråret 2008 deltog i en demonstration, hvor han var med til at vælte en statue af den tidligere præsident. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i de syriske myndigheders søgelys, som følge af sin deltagelse i at vælte statuen. Det fremgår således af ansøgerens forklaring, at den eneste, som han selv kendte i den større mængde af mennesker, som var samlet omkring statuen, var en bygningsarbejder, som havde været aktiv i forbindelse med omvæltningen af statuen. Både ansøgeren og bygningsarbejderen blev befriet fra sikkerhedspolitiet af menneskemængden, inden de var blevet identificeret. Det må endvidere tillægges vægt, at der efter ansøgerens forklaring, i cirka tre måneder frem til sommeren 2008, ikke var henvendelser fra sikkerhedspolitiet på nogen af de steder, hvor ansøgeren havde tilknytning. Først da var der, efter forklaringen, en henvendelse på ansøgerens bopæl, hvor faderen blev anholdt og tilbageholdt i 14 dage. Flygtningenævnet finder det påfaldende, i betragtning af, at ansøgerens fader skulle være blevet foreholdt, at ansøgeren havde begået den efter syriske forhold meget alvorlige forbrydelse at vælte en statue af landsfaderen, blev løsladt alene med en påmindelse om at sørge for at indgive ansøgeren til myndighederne, såfremt han skulle dukke op. Det findes også påfaldende, at der ved senere henvendelser til faderen, ikke er foretaget yderligere foranstaltninger overfor faderen, såfremt myndighederne havde haft kendskab til en forbrydelse af den nævnte karakter. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren har kunnet opholde sig hos morbroderen frem til begyndelsen af 2009, uden at myndighederne har rettet henvendelse til morbroderens bopæl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Syrien/2010/24
Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv påberåbt sig, at han under militærtjeneste har fået problemer med militæret, at han er deserteret på grund af disse problemer, og at han frygter en længere fængselsstraf og for sit liv i forbindelse hermed. Ansøgeren har henvist til, at han er deserteret fra militæret, efter at han under en patrulje ved den syriske grænse i efteråret 2009 affyrede varselsskud mod en gruppe på syv-otte ukendte personer, en handling chefen for basen var imod. Efterfølgende udsatte chefen ansøgeren for vold, og ansøgeren måtte på hospitalet. Dagen efter flygtede han fra hospitalet, idet en ven oplyste, at den militære efterretningstjeneste var blevet sat på sagen. Herudover har ansøgeren henvist til, at han tidligere havde afvist lejrchefens anmodning om at give meddelelse om andre kurderes forhold, og at ansøgeren havde advaret andre kurdere mod noget sådant. Ansøgeren skjulte sig frem til sin udrejse hos en ven. Det kan lægges til grund, at ansøgeren ikke havde haft problemer med militæret forud for den nævnte skudepisode, og at ansøgeren efterfølgende blev irettesat af den pågældende officer, som på grund af ansøgerens svar gav ansøgeren en hårdhændet behandling, hvorefter ansøgeren kom på militærhospitalet. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren var under bevogtning under opholdet på militærhospitalet, idet ansøgeren kunne modtage besøg af sin ven. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren uden problemer var i stand til at forlade militærhospitalet, at ansøgerens antagelse af, at den militære efterretningstjeneste var blevet involveret i sagen, beror på andenhåndsoplysninger, og at det ikke kan antages at være ualmindeligt, at kurdere i militæret opfordres til at give oplysninger om andre kurdere. Efter det foreliggende kan det derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have andre konflikter med myndighederne end den skete desertering. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion som følge heraf. Den omstændighed, at ansøgeren efter skudepisoden blev fysisk forulempet af officeren, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren i øvrigt fremstår helt uprofileret, og at der ikke er oplysninger om, at ansøgerens familie er blevet udsat for overgreb eller repressalier på grund af ansøgerens forhold. De generelt vanskelige forhold i hjemlandet kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syrien/2010/23
Nævnet meddelte i juli 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er således kurder fra Damaskus. Ansøgeren var i foråret 2004 blevet anholdt i forbindelse med en demonstration for den kurdiske sag og tilbageholdt omkring 50 dage, hvorunder han var blevet undergivet tortur. Herefter havde ansøgeren ikke været aktiv, før han i efteråret 2009 havde hjulpet en ven med optagelsen af film til brug for den kurdiske sag. I forbindelse med optagelsen var sikkerhedstjenesten kommet til stede, og vennen var blevet anholdt. Ansøgeren var selv flygtet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens identitet var blevet de syriske myndigheder bekendt, eventuelt gennem registreringen i den tidligere sag, eventuelt gennem anholdelsen af vennen. Ansøgeren var således blevet eftersøgt på bopælen, der også var blevet ransaget. Ansøgeren var imidlertid ikke taget hjem efter episoden, men havde skjult sig hos sin søster og udrejst illegalt 14 dage senere. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren måtte antages at risikere forfølgelse som følge af sit virke for den kurdiske sag. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/22
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger fra Al-Malikiya, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren havde forklaret, at han efter aftjeningen af sin værnepligt i 2006 havde sympatiseret med Yekiti-partiet. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at han tre gange havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af deltagelse i demonstrationer i foråret 2008, foråret 2009 samt sommeren 2009. Endvidere havde han adskillige gange været anholdt kortvarigt og udspurgt om Yekiti-partiets medlemmer og sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Ansøgerens broder, som gennem mange år havde været medlem af Yekiti-partiet, havde også været tilbageholdt, og broderen havde været forsvundet siden et møde i partiet i sommeren 2009. Ansøgeren havde ligeledes deltaget i mødet i Yekiti-partiet i sommeren 2009, hvorfra han var flygtet, da politiet var kommet til stede. Under tilbageholdelserne var han blevet udsat for tortur. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede han at blive udsat for tortur og idømt en langvarig fængselsstraf på grund af sin deltagelse i demonstrationerne og i partimødet. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring, som havde været konsistent og troværdig, til grund. Efter baggrundsoplysningerne fandt Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han således var profileret hos myndighederne, at han ved en tilbagevenden risikerede grove og fysiske overgreb og streng straf på grund af sine politiske aktiviteter. Da ansøgeren derfor opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, meddelte Flygtningenævnet ansøgeren opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Syrien/2010/21
Nævnet stadfæstede i juni 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Flygtningenævnet bemærkede, at tolken havde oplyst, at den mandlige ansøger havde visse forståelsesproblemer, men at begge ansøgere under nævnsmødet havde angivet, at de var indforståede med, at nævnsmødet gennemførtes med den konkrete tolk, og at eventuelle forståelsesproblemer ville kunne løses ved, at der i stedet for taltes arabisk. Ansøgerne er etniske kurdere fra Aleppo i Syrien. Ansøgerne havde ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede, at den syriske sikkerhedstjeneste ville indespærre ham i et politisk fængsel og afhøre ham om hans arbejde ved den kurdiske nytårsfest. Ansøgeren havde stået for opførelsen af en scene i forbindelse med Newroz-festen den 21. marts 2009. Under opførelsen var ansøgeren og hans fire medarbejdere blevet antastet af personer fra den syriske sikkerhedstjeneste, hvorefter de var stukket af. To navngivne medarbejdere var blevet anholdt og løsladt efter 15 dage. Ansøgeren havde efterfølgende fået at vide, at de to medarbejdere, som havde været 16 eller 17 år gamle, havde sagt til myndighederne, at det havde været første gang, at ansøgeren havde bygget en sådan scene, men at de sandsynligvis var blevet presset til, i strid med sandheden, at oplyse, at den mandlige ansøger også havde deltaget i andre aktiviteter for den kurdiske sag. Sikkerhedstjenesten havde endvidere opsøgt den kvindelige ansøger på ansøgernes bopæl og senere den kvindelige ansøgers forældres bopæl gentagne gange, ligesom de efterfølgende havde overvåget den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Ved et enkelt tilfælde havde personerne fra sikkerhedstjenesten givet den kvindelige ansøger en lussing og havde banket den kvindelige ansøgers hoved ind i væggen i entréen. Den kvindelige ansøger havde som asylmotiv henvist til sin ægtefælles forhold. Hun frygtede endvidere, at sikkerhedstjenesten ville fængsle hendes ægtefælle, og at ansøgeren dermed ville blive alene med deres søn. Flygtningenævnet kunne som Udlændingeservice i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund i sagen, idet ansøgerne havde forklaret konsistent og troværdigt om deres forhold, herunder om myndighedernes henvendelser på, først ansøgernes egen bopæl og dernæst den kvindelige ansøgers forældres bopæl. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at den mandlige ansøger ikke havde profileret sig afgørende ved sin aktivitet, som alene havde bestået i at opføre en scene til nytårsfesten den 21. marts 2009. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøgers formodning om, at hans to unge medarbejdere var blevet presset til at fortælle – i strid med sandheden – at den mandlige ansøger havde haft yderligere aktiviteter for den kurdiske sag, alene byggede på den mandlige ansøgers egen formodning. Flertallet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøger umiddelbart efter den 21. marts 2009 havde taget ophold i den landsby, hvorfra han kom, hvor han havde opholdt sig hos skiftende venner og slægtninge, men at den mandlige ansøger ikke desto mindre havde besøgt den kvindelige ansøger på hendes forældres bopæl flere gange, trods risiko for at bopælen havde været overvåget. Flertallet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af grunde, som angivet i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Den kvindelige ansøger havde alene som sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flertallet fandt herefter ej heller sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for dødsstraf eller blive undergivet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/20
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og yezidi fra Aleppo, og at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti. Uanset, at ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ansøgeren sammen med broderen i deres skrædderforretning i en årrække havde syet dragter til to kunstnergrupper til den årlige Newrosh fest, at ansøgeren i 2007 var blevet tilbageholdt i sikkerhedstjenestens fængsel i ni måneder efter at være blevet anholdt i foråret 2007 til Newrosh, at han under begyndelsen af fængselsopholdet var blevet udsat for torturlignende overgreb, at ansøgerens broder var blevet anholdt af myndighederne i begyndelsen af 2009, og at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på ansøgerens bopæl. Endvidere kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at myndighederne eftersøgte ansøgeren på grund af aktiviteter for den kurdiske sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/2.
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren havde været medlem af Kurdistans Demokratiske Enhedsparti (Yekiti) i Syrien fra 2005 til 2008. Ansøgeren havde blandt andet arbejdet med at oplyse om partiets formål, herunder mere generelle oplysninger om partiet. Ansøgeren havde som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygtede at blive fængslet eller dræbt af myndighederne ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at han havde optaget video i forbindelse med en sammenkomst den 20. marts 2008, natten før Newroz, af skyderier mod personer, som var blevet sårede eller dræbt. Ansøgeren var stukket af, og hans bopæl var efterfølgende blevet opsøgt af de syriske myndigheder, som gentagne gange havde opsøgt ansøgerens familie for at spørge efter ansøgeren, ligesom de en enkelt gang havde taget ansøgerens fader med. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for sagen. Flygtningenævnet bemærkede, at de divergenser, der havde været mellem ansøgningsskemaet og samtalen i Udlændingeservice, formentlig havde skyldtes ufuldstændig oversættelse af ansøgningsskemaet og usikkerhed omkring tolkningen i Udlændingeservice. Ansøgeren havde herefter navnlig henvist til, at han havde optaget en videofilm på sin mobiltelefon, som hans fader ganske vist efterfølgende havde beholdt. Han havde haft aktiviteter for Yekiti-partiet i form af uddeling af løbesedler og uddeling af det kurdiske flag samt indsamling af penge til partiet. Endelig var han udrejst illegalt af Syrien. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren var kommet i myndighedernes søgelys i forbindelse med begivenhederne i marts 2008, og at myndighederne allerede samme aften havde opsøgt hans bopæl, og at de fortsat jævnligt, det vil sige én til to gange om måneden, havde opsøgt bopælen. Flygtningenævnet fandt det herefter sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en forfølgelsesrisiko, der var asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/19
Nævnet meddelte i juni 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er etnisk kurder fra Syrien, som asylmotiv havde gjort gældende, at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse som følge af politisk sympati for den kurdiske sag. Flygtningenævnet lagde væsentlige dele af ansøgerens forklaring til grund, herunder at han ad to gange havde været fængslet og udsat for tortur, senest i tre måneder frem til efteråret 2007 efter en ransagning, hvorunder man havde fundet kurdisk materiale på hans bopæl. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at myndighederne umiddelbart inden ansøgerens seneste udrejse af Syrien havde foretaget ransagninger i hans landsby og afhøringer af hans familie under en eftersøgning af ansøgeren. På denne baggrund og henset til oplysningerne i det seneste baggrundsmateriale, herunder ”Human Rights Issues Concerning Kurds in Syria”, side 55 Bilagsnummer 196: Human rights Issues concerning Kurds in Syria. Report from a joint fact finding mission by the Danish Immigration Service and Austrian Red Cross to Damascus, Syria from 21 January to 8 February 2010 - RED]fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren – der var udrejst illegalt - i forbindelse med en hjemsendelse ville risikere på ny at komme i myndighedernes søgelys og dermed i risiko for fornyet anholdelse og udsættelse for tortur som følge af sine politiske sympatier. Flygtningenævnet meddelte på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/18
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere senest boende i Al-Malikiya. Ansøgerne havde som asylmotiv påberåbt sig, at de risikerede forfølgelse som følge af den mandlige ansøgers etnicitet og aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt i to måneder i forlængelse af Newroz i 2008, til grund. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var så centrale divergenser i den mandlige ansøgers forklaring herom, at disse ikke kunne forklares alene med sproglige vanskeligheder i forhold til tolkningen. Flygtningenævnet henviste herved til divergenser vedrørende omstændighederne ved pågribelsen, længden af tilbageholdelsen i isolationscelle, tidspunktet for den første afhøring og omstændighederne ved løsladelsen. Flygtningenævnet kunne heller ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger skulle have haft en særlig rolle ved Newroz-festen i 2009, til grund. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at der var adskillige divergenser i ansøgernes forklaring om omstændighederne ved transport til og fra festen, om den kvindelige ansøger havde været bekendt med, at den mandlige ansøger ikke ville overnatte hjemme, og omstændighederne ved de efterfølgende ransagninger. Flygtningenævnet lagde den mandlige ansøgers forklaring om, at han havde sympatiseret med Yekiti-partiet og kørt taxa, herunder for partimedlemmer, til grund. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger havde haft videregående profilerende aktiviteter for Yekiti-partiet, som var kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at ansøgerne risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede overgreb og således havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af denne begrænsede aktivitet, der i øvrigt heller ikke kunne antages at være kommet til myndighedernes kendskab. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne bevirke en afgørende ændring af asylvurderingen, at ansøgeren havde fremlagt en erklæring, der efter det oplyste stammede fra en kurdisk hjemmeside, og som omhandlede en omtale af, at han havde været aktiv for Yekiti-partiet. Syrien/2010/17
Nævnet meddelte i maj 2010 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger havde forklaret, at han siden 2007 havde sympatiseret med Yeketi-partiet og været aktiv ved at uddele politisk materiale i form af løbesedler og partiaviser siden den kurdiske nationalfest i 2007. Den mandlige ansøger havde desuden deltaget i møder med henblik på at blive optaget som medlem af partiet. Den mandlige ansøger havde som asylmotiv henvist til, at den syriske efterretningstjeneste i foråret 2009 havde rettet henvendelse på familiens landbrugsejendom, hvor den mandlige ansøger havde afholdt et møde med andre deltagere fra Yeketi-partiet om den kommende kurdiske nationalfest. Det var lykkedes mødedeltagerne at flygte, mens efterretningstjenesten havde medtaget kurdiske papirer mv. Ansøgerne havde endvidere henvist til, at den kvindelige ansøger næste dags morgen var blevet udsat for ransagning i ægtefællernes hjem i Aleppo, hvor myndighederne havde medtaget kurdisk materiale. Ansøgerne havde endelig henvist til, at myndighederne flere gange inden ansøgernes udrejse havde eftersøgt den mandlige ansøger på landbrugsejendommen, og at den mandlige ansøgers fader i forbindelse hermed var blevet medtaget af politiet og kortvarigt tilbageholdt. Den kvindelige ansøger havde henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer, der fremstod som konsistente og troværdige, til grund. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger, uanset ansøgerens begrænsede aktiviteter for Yeketi-partiet, havde sandsynliggjort, at han var kommet i myndighedernes søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/16
Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Derek, og at ansøgeren ikke er syrisk statsborger, men var i besiddelse af opholdsbevis. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede en langvarig fængselsstraf og tortur på grund af sin deltagelse i Newroz på sin hjemegn i foråret 2009. Ansøgeren havde videre henvist til, at han i 2004 i Damaskus var blevet tilbageholdt af myndighederne mistænkt for at have deltaget i en kurdisk demonstration. Ansøgeren var dengang blevet løsladt efter 2½ måned uden betingelser. Ansøgeren havde endelig henvist til, at han frygtede at blive anholdt, fordi han er kurder og ikke havde syrisk statsborgerskab. Uanset om Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde deltaget i Newroz-festen i 2009 og under denne havde haft en funktion som vagt, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han som følge heraf var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring for nævnet fremstod som usikker og usammenhængende, og ansøgeren havde under samtalen med advokaten og under nævnsmødet væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren forklarede således på en lang række punkter under nævnsmødet divergerende i forhold til samtalen med Udlændingeservice og ligeledes i forhold til samtalen med advokaten. Ansøgeren forklarede divergerende med hensyn til, hvorledes ansøgeren havde været tilknyttet PYD, omstændighederne i forbindelse med ansøgerens funktion som vagt, om ansøgeren havde været den eneste fra sin familie, der havde deltaget i Newroz-festen i 2009, ansøgerens kendskab til, om der var blevet taget billeder af ansøgeren fra myndighedernes side og om tilbageholdelsen af lederen for gruppen for kulturelle aktiviteter. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at alle uoverensstemmelserne i forhold til samtalen med Udlændingeservice og samtalen med advokaten skyldtes tolkeproblemer eller misforståelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens tilbageholdelse i 2004 kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren var blevet løsladt uden særlige betingelser. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens illegale udrejse af Syrien kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/15
Nævnet stadfæstede i april 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren havde henvist til, at han havde deltaget i flere demonstrationer for kurdernes sag. Han havde ligeledes i sommeren 2009 deltaget i et hemmeligt møde i partiet PYD, og efterfølgende var flere af de ca. 10 deltagere i mødet blevet anholdt. Ansøgerens hus samt forældrenes hus var blevet ransaget, og hans fader var blevet fængslet. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren blandt andet havde deltaget i en demonstration i 2004 til fordel for kurderne og i et møde i partiet i sommeren 2009. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren herved var blevet profileret i en sådan grad, at han var i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, som beskrevet i udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren i Danmark i slutningen af 2009 havde deltaget i en demonstration i København, og at der var optaget en film i den anledning, fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat, idet det ikke fandtes sandsynliggjort, at optagelserne var kommet til de syriske myndigheders kendskab. Syrien/2010/14
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en navngiven by ved Quamishli, at han fortsat havde nære pårørende i hjemlandet, at han havde været medlem af Yekiti-partiet, at hans opgaver for partiet havde bestået i at uddele aviser og andet partimateriale til kontaktpersoner i fem landsbyer, at ansøgeren i efteråret 2008 var blevet anholdt af sikkerhedstjenesten, mens han havde været i besiddelse af partimateriale, at ansøgeren var blevet tilbageholdt i tre måneder, hvorunder han var blevet afhørt, slået og udsat for tortur, og at ansøgeren var blevet løsladt i begyndelsen af 2009. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren efter løsladelsen havde genåbnet sin frisørsalon, som efter kort tid var blevet ødelagt og lukket af sikkerhedstjenesten, at ansøgerens forældres bopæl havde været udsat for to ransagninger, hvor man havde spurgt efter ansøgeren, at ansøgeren efter den første ransagning havde skjult sig i en nærliggende landsby hos sin søsters svigerforældre, og at ansøgeren herefter var udrejst af Syrien i foråret 2009. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig, at han frygtede for sit liv, hvis han vendte tilbage til Syrien på grund af sine aktiviteter for Yekiti-partiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, som oven for gengivet. Nævnet fandt, at ansøgeren på troværdig vis havde forklaret om sit asylmotiv og lagde videre vægt på, at han var blevet tilbageholdt på grund af aktiviteter for Yekiti-partiet. På denne baggrund fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/13
Nævnet meddelte i april 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien efter at have genoptaget sagen. Ansøgeren indrejste i 2005 og søgte asyl. I sommeren 2005 udrejste ansøgeren til Syrien, men i starten af 2006 indrejste han på ny i Danmark. I foråret 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afslag på asyl. I slutningen af 2007 blev ansøgeren meddelt opholdtilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet besluttede i foråret 2009 at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med nævnets afgørelse fra foråret 2007 til grund, at ansøgeren under aftjening af værnepligt havde været udsat for tortur, og at han efterfølgende var udeblevet fra genindkaldelse som reservist. Selvom det fremgik af ansøgerens egen forklaring, at han efter problemerne under værnepligten havde afsluttet værnepligtsperioden med almindelig hjemsendelse, fandt nævnet henset til de nu foreliggende baggrundsoplysninger, at der var en konkret risiko for, at ansøgeren på grund af disse forhold på ny ville komme i myndighedernes søgelys ved en hjemvenden, og at han derfor af denne årsag sammenholdt med hans udeblivelse fra genindkaldelse ville være i risiko for tilbageholdelse og overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/12
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien.Indrejst i 2009. Under nævnsmødet forklarede ansøgerne, at den mandlige ansøger havde været medlem af det kurdiske politiske parti PYD. I sommeren 2009 havde han kørt med en pengeindsamler for partiet, som under en kørsel var blevet anholdt af efterretningstjenesten. Det var dog lykkedes ansøgeren at flygte, mens efterretningstjenesten havde skudt efter ham. Myndighederne havde efterfølgende henvendt sig til ansøgerne. Under nævnsmødet forklarede den mandlige ansøger, at han havde haft yderligere aktiviteter for partiet. Han fremlagde endvidere en arrestordre dateret i 2010. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er fra provinsen Qamishli i Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet. De er begge kurdere og muslimer. Den mandlige ansøger havde efter sin forklaring afgivet i Flygtningenævnet været sympatisør/medlem af PYD (Itihad Al-Demokrati al-Kurdi fi Suria). Begge ansøgere havde henvist til den mandlige ansøgers forhold som begrundelse for asyl. Den mandlige ansøger havde i den forbindelse henvist til, at det i efteråret 2009 var lykkedes for ham at flygte fra den syriske efterretningstjeneste i forbindelse med, at myndighederne havde anholdt en navngiven person, der var pengeindsamler med videre for PYD. Siden da havde myndighederne ifølge ansøgernes forklaringer forgæves forsøgt at få fat i den mandlige ansøger. Ansøgerne havde på en række punkter forklaret forskelligt. Den mandlige ansøger havde således forklaret divergerende med hensyn til betalingen for sin kørsel for pengeindsamleren, hvornår han startede med at køre for ham, omstændighederne ved flugten og skyderiet efter ham i sommeren 2009, og endelig hvor mange gange myndighederne havde søgt efter ham i dagene efter skudepisoden. Også den kvindelige ansøger har forklaret divergerende. Det gjaldt vedrørende antallet af myndighedshenvendelser i de fem dage, som hun havde opholdt sig hos sine svigerforældre, hvor mange dage hun herefter havde taget ophold hos sine egne forældre, og hvor hun var blevet genforenet med den mandlige ansøger før deres fælles flugt fra Syrien. Hertil kom, at den mandlige ansøger havde udvidet sit asylmotiv meget betydeligt. For det første havde han i Flygtningenævnet forklaret, at han havde været medlem/sympatisør med PYD siden 2005, og han havde således ved mødet i Flygtningenævnet fremlagt en bekræftelse dateret i starten af 2010 om sit medlemskab. For det andet havde den mandlige ansøger nu forklaret, at han udover at være chauffør også var en form for sikkerhedsperson eller livvagt for pengeindsamleren, og at han af PYD var betroet jobbet at køre og assistere ham ved pengeindsamlinger med videre. For det tredje havde den mandlige ansøger også først i Flygtningenævnet forklaret, at han fra 2005 til sommeren 2009 jævnligt havde været med til at fordele store mængder af foldere til lokalformændene i PYD i de enkelte landsbyer. For det fjerde havde den mandlige ansøger nu også fremlagt en arrestordre - i øvrigt udstedt samme dag, som skudepisoden fandt sted. Den mandlige ansøger havde af Udlændingeservice været afhørt på arabisk i efteråret 2009, ligesom han ved afslutningen af afhøringen havde bekræftet, at han havde forstået tolken. Et flertal af nævnets medlemmer fandt på denne baggrund, at den mandlige ansøger ikke havde givet en overbevisende forklaring på, at han først nu i så væsentligt omfang havde udvidet sit asylmotiv. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at referatet fra mødet i efteråret 2009 var meget detaljeret, ligesom den mandlige ansøger f.eks. flere gange ved adskilte gengivelser havde forklaret, at han ikke havde været medlem af nogen politisk organisation. Flertallet i Flygtningenævnet tilsidesatte på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaringer som utroværdige, og ansøgerne havde derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville være i en asylrelevant risiko for forfølgelse af myndighederne, hvorfor de ikke opfyldte betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Syrien/2010/11.
Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier. Han havde været medlem af en dansegruppe, og han havde ved enkelte lejligheder arbejdet bag scenen som medhjælper for en skuespillertrup. Han havde som sit asylmotiv særligt henvist til, at han var blevet anholdt i slutningen af 2008 i forbindelse med en demonstration mod en lov, der blandt andet havde indført begrænsninger i kurderes ret til at erhverve fast ejendom. Ansøgeren var blevet anholdt sammen med adskillige andre demonstranter, herunder otte til ti medlemmer af dansegruppen. Efter ansøgerens oplysninger havde de været iført almindeligt tøj og havde ikke optrådt som dansegruppe. Han var blevet slået under afhøringen, hvorunder han havde oplyst, at han havde været medlem af en kunstnergruppe, og at han ikke havde været medlem af noget parti. Han var blevet løsladt dagen efter sammen med de andre anholdte fra dansegruppen. Flygtningenævnet fandt ikke, at den påberåbte episode var af en sådan karakter, at det kunne sidestilles med en asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående begivenhed, at anholdelserne omfattede adskillige demonstranter, at tilbageholdelsen havde været kortvarig, og at ansøgeren samt andre demonstranter var blevet løsladt dagen efter, da politiet havde fastslået deres identitet. Det forhold, at myndighederne havde rettet henvendelse på faderens bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkedes, at de under nævnsmødet fremlagte fotos ikke blev tillagt betydning ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2010/10.
Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er etnisk kurder og mange fra hans familie var profilerede medlemmer af det kurdiske parti Yeketi-partiet. Ansøgeren havde været fængslet fra 2004 til 2005, fordi han havde været politisk aktiv og optrådt med politiske sange. Ansøgeren forklarede for nævnet, at han havde fejret og optrådt musikalsk til den kurdiske Newroz-fest i 2008. Hans musikalske kompagnon fra festen var blevet anholdt, og ansøgeren havde efter festen opholdt sig hos en bekendt, da myndighederne havde eftersøgt ham. Flygtningenævnet udtalte, at det lagdes til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, at ansøgeren ikke havde været medlem af noget politisk parti, men havde sympatiseret med den kurdiske sag, og at flere af ansøgerens slægtninge havde været politisk aktive. Endvidere lagdes det til grund, at ansøgeren havde været fængslet i perioden fra foråret 2004 til sommeren 2005, og at ansøgeren var blevet løsladt på betingelse af, at han ophørte med at optræde med politiske sange. Endelig lagdes det til grund, at ansøgeren efter sin optræden under Newroz festen i 2008 havde taget ophold hos en bekendt, da ansøgerens navngivne musikalske kompagnon var blevet anholdt, og at myndighederne efterfølgende havde foretaget flere ransagninger på bopælen og foretaget afhøringer af ansøgerens familiemedlemmer. Selvom ansøgeren på enkelte punkter havde forklaret upræcist, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagen, at ansøgeren havde forklaret troværdigt om hændelsesforløbet. Uanset, at ansøgeren ikke havde foretaget politiske aktiver i perioden fra 2005 til 2008, kunne det på baggrund af den tidligere fængsling sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens families politiske aktiviteter ikke afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2010/1.
Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder. Flygtningenævnet lagde i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren efter Nowrooz festen i foråret 2007 var blevet anholdt og herefter tilbageholdt af myndighederne i omkring syv måneder og udsat for tortur. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og en kammerat i efteråret 2008 havde kørt rundt på en motorcykel og ændret byskilte fra arabisk til kurdisk i protest mod myndighedernes behandling af kurdere i Syrien, samt at de herunder var blevet opdaget af politiet, som på grundlag af motorcyklens registreringsnummer havde eftersøgt ansøgeren. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/4
Nævnet meddelte i november 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Ansøgeren er etnisk kristen. Ansøgeren henviste til, at politiet fra foråret 2007 havde mistænkt ansøgeren for at have været medlem af en kristen organisation. I sommeren 2008 var to af ansøgerens kammerater, der havde været medlemmer af den omtalte organisation, blevet dræbt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at ansøgerens forklaring i det væsentligste måtte lægges til grund. Flygtningenævnets flertal lagde således til grund, at ansøgeren havde været tilbageholdt et antal gange i perioden foråret 2007 til sommeren 2008 af politiet, som havde mistænkt ansøgeren for at være aktiv i en politisk organisation, som havde været modstander af Baath-partiet. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren under alle tilbageholdelserne var blevet udsat for overgreb. Flertallet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren som årsag til sin udrejse havde angivet at dette var sket, fordi to af hans kammerater, som havde været medlemmer af samme organisation, var blevet dræbt af myndighederne i sommeren 2008. Flygtningenævnets flertal fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde henvist til, at han havde været medlem af det politiske parti Yekiti og haft aktiviteter for partiet. Ansøgeren havde i forbindelse med nævnets behandling af sagen fremlagt et dokument, som skulle bevidne hans medlemskab fra partiet. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, hvor ansøgerens nære familie opholdt sig, at ansøgeren i hjemlandet havde været beskæftiget som snedker, og at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke forud for den påberåbte episode havde været udsat for straffeprocessuelle indgreb eller i øvrigt haft problemer med myndighederne. Ansøgeren havde anført, at han var eftersøgt af myndighederne i forbindelse med, at han via sit medlemskab af Yekiti-partiet, havde optrådt som vagtmand under en kurdisk fest i 2008, hvor en navngiven partikammerat til ansøgeren blev anholdt af den syriske sikkerhedstjeneste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde vægt på, at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist og divergerende vedrørende sin færden og aktiviteter forud for udrejsen blandt andet vedrørende medlemskab af Yekiti-partiet, vedrørende antallet af møder, som ansøgeren havde deltaget i, vedrørende myndighedernes anholdelse af partikammeraten og vedrørende ansøgerens opholdssteder og længden af disse efter den påberåbte flugt. Hertil kom at ansøgeren ikke havde kunnet huske nogle af de politiske navne på sine cellekammerater. Endelig havde ansøgeren været i stand til at opholde sig i en længere periode i hjemlandet forud for udrejsen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet havde været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv forkastede flertallet hans forklaring herom. På denne baggrund kunne der heller ikke lægges nogen vægt på erklæringen af efteråret 2009 fra Yekiti-partiet. Det kunne herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kunne det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Syrien/2009/2
Nævnet meddelte i september 2009 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2008. Ansøgeren er kurder. Ansøgeren havde som asylmotiv angivet, hun frygtede at blive dræbt af sin familie, idet hun i mange år havde haft et forhold til mand, der er araber og sunni-muslim. Ansøgeren havde ligeledes henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder. Ansøgerens kæreste havde bedt ansøgeren om at opbevare en taske for ham, hvilket ansøgeren havde indvilliget i. Ansøgeren vidste ikke, hvad tasken indeholdt. Efterfølgende var kæresten blevet anholdt og den syriske efterretningstjeneste havde opsøgt ansøgerens bopæl for at anholde ansøgeren, der dog ikke havde været hjemme. I stedet var hendes bror blevet anholdt. Flygtningenævnet kunne i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at ansøgeren var kommet i de syriske myndigheders søgelys i fortsættelse af tilbageholdelsen af hendes kæreste. Efter tilbageholdelsen af kæresten havde myndighederne søgt efter ansøgeren og havde herunder i en længere periode tilbageholdt ansøgerens broder. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2009/1
Nævnet meddelte i oktober 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er kurder og syrisk statsborger. Hun havde aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren havde om sit asylmotiv henvist til, at hun i foråret 2004 havde været fængslet i tre måneder og ti dage, hvorunder hun havde været udsat for tortur. Efter løsladelsen havde hun meldepligt, som hun var udeblevet fra efter sin udrejse i efteråret 2005. Dette, sammenholdt med, at myndighederne vidste, at hendes bror havde været politisk aktiv, og eftersøgte hendes søster, ville føre til, at ansøgeren ville blive udsat for forfølgelse, hvis hun vendte tilbage til Syrien. Det kunne lægges til grund, at ansøgeren indledningsvist havde forklaret usandt om sin rejse til Danmark, og at hun først havde søgt asyl cirka fire måneder efter indrejsen umiddelbart efter søsterens indrejse i Danmark. Imidlertid fandt Flygtningenævnet ikke at kunne forkaste, at ansøgeren havde været fængslet og udsat for tortur, som forklaret af hende. Der var herved lagt vægt på de lægelige undersøgelser, herunder torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren, der ikke havde overholdt sin meldepligt, ville være i risiko for ved en tilbagevenden til Syrien at komme i myndighedernes søgelys. På grund af ansøgerens og hendes families kurdisk relaterede aktiviteter, fandt nævnet, at ansøgeren ville være i risiko for forfølgelse. Syrien/2007/5
Nævnet stadfæstede i april 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i 1988, hvor han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 1998 blev ansøgeren udvist af Danmark ved dom. Flygtningenævnet stadfæstede i 1999 Udlændingeservices afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse. I 2000 blev ansøgeren tvangsmæssigt udsendt af Danmark. Ansøgeren indrejste på ny i april 2006. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under hele sagens forløb havde forklaret rimelig konsistent, og der fandtes derfor ikke grundlag for at udsætte sagen på nærmere undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet ansøgerens forklaring kunne lægges til grund. Det lagdes således til grund, at ansøgeren efter tilbagevenden fra Danmark var blevet afhørt af de syriske myndigheder, men derefter løsladt, og at han kort tid senere var udrejst til Libanon, hvor han havde boet indtil april 2006. Det kunne endvidere lægges til grund, at han primo 2006 havde fået udstedt syrisk pas, og at han nogle gange legalt var indrejst i Syrien. Uanset om ansøgeren måtte have været kortvarigt tilbageholdt og slået under disse ophold i Syrien, fandtes dette ikke at have en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl. Nævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren set i forhold til Syrien opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Syrien/2007/3
Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1978. Indrejst i januar 2006. Ansøgeren og hans familie har boet i Libanon, siden han var 12 år. Ifølge ansøgerens oplysninger havde han aftjent værnepligt i det syriske militær, udstationeret i Libanon."Dato for FN's beslutning" Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med aftjening af sin værnepligt havde været udsat for tortur, som af ham forklaret. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt imidlertid ikke, at dette forhold i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flertallet lagde herved navnlig vægt på, at forholdet lå tilbage til omkring år 2000, og at ansøgeren efterfølgende i juni 2005 efter et længerevarende besøg i Danmark frivilligt vendte tilbage til Libanon. Flertallet måtte således lægge til grund, at ansøgeren i 2005 ikke selv havde tillagt torturen en sådan betydning, at det havde afholdt ham fra at vende tilbage. Flertallet kunne endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren, udover at han var udeblevet fra en genindkaldelse som reservist, havde noget udestående med de syriske myndigheder. Der var herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin hjemsendelse fra militærtjeneste i 2003 fik udstedt et pas, at han i januar 2005 udrejste legalt til Danmark gennem lufthavnen i Beirut uden problemer, at han i juni 2005 ligeledes uden problemer genindrejste i Libanon legalt på eget pas, at han i januar 2006 på ny udrejste legalt og uden problemer fra Beiruts lufthavn, at han endvidere i november 2004 rejste til Damaskus for at fremskaffe dokumentation i det syriske justitsministerium for sit ægteskab, og at han igen i november 2005 rejste til Damaskus for at søge visum ved den danske ambassade. På denne baggrund fandt Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgerens subjektive frygt for at blive udsat for nye overgreb ved en tilbagevenden i Syrien var begrundet i sådanne objektive forhold, at der var grundlag for at meddele ham opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det blev i den forbindelse tilføjet, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kunne lægges til grund, at den straf, som ansøgeren måtte blive idømt, fordi han, som af ham forklaret, var udeblevet fra en genindkaldelse til militæret, ville være af en så uforholdsmæssig karakter, at den i sig selv kunne medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Syrien/2007/2
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i maj 2006. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på baggrund afansøgerens forklaring under nævnsbehandlingen i det væsentlige at kunne lægge hendes samlede forklaring til grund for sagen. Af hendes forklaringer fremgik, at hun i 2003 mødte en navngiven person, som hun havde seksuelt samkvem med, og at hun i den anledning – navnlig efter hendes moders død i 2003 – var blevet truet, dels af sin nærmeste familie herunder sin broder, dels af sin halvfætter, som siden 1996 havde ønsket at gifte sig med hende til trods for, at han selv var gift i forvejen. Flertallet fandt efter de foreliggende baggrundsoplysninger om æresdrab på kvinder ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side af en sådan karakter, at der var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hun ikke kunne påregne sig myndighedernes beskyttelse imod de nævnte overgreb. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøger havde sandsynliggjort, at hun ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2007/1
Nævnet meddeltei juni 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien Indrejst i juli 2001. Udlændingeservice meddelte i september 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingeservices afgørelse. I februar 2006 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgerens sag, herunder hans konvertering og hans forældres tilknytning til Det Muslimske Broderskab efter Flygtningenævnets afgørelse fra april 2005 var blevet bredt og varigt eksponeret i dansk presse. Ansøgerens forældre blev i maj 2006 tildelt asyl, blandt andet under henvisning til omtalen af ansøgeren i pressen. Efter de nu foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at det kunne udelukkes, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien – særligt henset til forældrenes tilknytning til Det Muslimske Broderskab – kunne risikere asylrelevant forfølgelse. Syrien/2006/3
Nævnet meddelte i april 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1976. Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder særligt at ansøgeren i 1996 havde været fængslet i 40 dage for udgivelse af kurdiske digte, i hvilken forbindelse han var blevet udsat for tortur, og at han havde været tilbageholdt i seks måneder i 2003 for udbredelse af kurdisk musik og film, og at han i den forbindelse ligeledes var blevet udsat for tortur samt at han i forbindelse med løsladelsen var blevet pålagt meldepligt, havde fået sit pas inddraget og var blevet meddelt et udrejseforbud i fem år. Uanset om ansøgeren isoleret set risikerede forfølgelse på grund af sin deltagelse i uroligheder i marts 2004, blandt andet henset til oplysningerne i baggrundsmaterialet om amnesti i marts 2005, fandt nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af overtrædelse af udrejseforbudet ville være i risiko for at komme i de syriske myndigheders søgelys. På grund af ansøgerens tidligere kurdisk relaterede aktiviteter, og de problemer han i den forbindelse havde haft med de syriske myndigheder, fandt nævnet, at ansøgeren risikerede forfølgelse. Syrien/2006/2
Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1976. Indrejst i februar 2005. Ansøgeren har oplyst, at han fra 1994 til 1997 og igen fra 2004 til 2005 var medlem af Det kurdiske Yekiti-parti i Syrien, PYKS. Han var blevet tilbageholdt to gange, hvor han var blevet udsat for grove fysiske og verbale overgreb. Han var endvidere blevet pålagt ugentlig meldepligt. I 2004 havde ansøgeren anmodet sin fagforening om tilladelse til at åbne en klinik. Han fik afslag, idet beslutninger, der angår kurdere, der er mistænkt for politiske aktivitet, skal forelægges sikkerhedstjenesten. Han blev ansat hos en kurder, som senere måtte afskedige ansøgeren, idet kurderen blev truet af sikkerhedstjenesten. I 2005 blev ansøgerens bopæl ransaget af sikkerhedstjenesten, som fandt partiaviser og en faxmaskine, som et højerestående medlem i Yekiti-partiet havde sendt en fortrolig fax til. Det var muligt at genskabe indholdet fra faxen. Sikkerhedstjenesten havde derfor kendskab til, at ansøgeren var medlem af partiet. Ansøgerens broder blev senere anholdt i stedet for ansøgeren og udsat for tortur. Ansøgeren er medlem af Yekiti-partiet i Danmark. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kunne herefter lægge til grund, at ansøgeren uafbrudt havde været i myndighedernes søgelys på grund af sit tilhørsforhold til Yekiti-partiet siden tilbageholdelsen i 1997, og at dette også vil være tilfældet, hvis ansøgeren vender tilbage til Syrien. Ansøgeren, der fortsat er medlem af og aktiv for Yekiti-partiet i Danmark, havde derfor sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer politisk forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2006/1
Nævnet meddelte i december2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Syrien, begge født i 1968, samt et barn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne er syrisk kurdere. Den mandlige ansøger havde været politisk aktiv først fra 1991 som medlem af Folkeunionen og fra 1993 som medlem af Yekiti. Fra oktober 1992 var ansøgeren tilbageholdt i fem en halv måned som følge af sin propaganda og sine aktiviteter i forbindelse med en folketælling. Ansøgeren fortsatte sine aktiviteter blandt andet som kurer for en medstifter af Yekiti partiet og som hemmelig underviser af kurdiske børn. I juni 2003 deltog ansøgeren og hans søn i en af kurdere arrangeret demonstration foran UNICEF bygningen i Damaskus. Demonstrationen blev opløst af sikkerhedsfolk, og ansøgeren og sønnen rejste straks hjem. Den følgende dag gik han under jorden. I de to følgende dage efter demonstrationen henvendte civilklædte personer sig til den kvindelige ansøger og spurgte efter hendes ægtefælle, hvorefter hun flyttede hen til sin moder og nogle dage senere hen til det sted, hvor ægtefællen holdt sig skjult. Medio juli 2003 udrejste familien illegalt til Tyrkiet. Flygtningenævnet fandt at kunne lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Syrien ville blive efterstræbt af de syriske myndigheder, som har kendskab til hans kurdiske holdning. Flygtningenævnet fandt også at måtte lægge til grund henset til forklaringerne, at myndighederne allerede dagen efter demonstrationen eftersøgte den mandlige ansøger på hans bopæl, og at familien udrejste illegalt kort efter. Syrien/2004/9
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1973. Indrejst i januar 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren har forklaret divergerende og upræcist dels om sit medlemskab af Yekitipartiet dels om sin deltagelse i demonstrationer med videre, ligesom han har udbygget forklaringen om sin rolle under Newruzfesten i 2003. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund alene anse det for sandsynliggjort, at ansøgeren havde haft en vis tilknytning til Yekitipartiet, og at han havde haft visse ganske underordnede opgaver i forbindelse med demonstrationer med videre. Flygtningenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgeren havde været i besiddelse af kompromitterende materiale, og at dette skulle være fundet under ransagning på familiens bopæl kort efter Newruzfesten i 2003, eller at faderen havde været tilbageholdt i forbindelse hermed. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Syrien/2004/8
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar, født 1950 M og 1955 K, samt en søn, født 1979, fra Syrien. Den kvindelige ansøger indrejste i februar 2003, og den mandlige ansøger og sønnen indrejste i oktober 2003. Ansøgerne har en søn/broder, som har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde under sagen gældende, at de havde været medlemmer af Yekiti-partiet. Den mandlige ansøger havde, udover at have deltaget i møder, endvidere fungeret som kurer for partiet. I den forbindelse havde politiet fundet dokumenter vedrørende Yekiti-partiet på bopælen. Sønnen havde deltaget i en demonstration i Damaskus i forbindelse med den internationale børnedag, hvor han havde slået en politibetjent. Den mandlige ansøger og sønnen gjorde endvidere gældende, at de var udrejst illegalt. Flygtningenævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet bemærkede herved, at den mandlige ansøgers forklaring i alt væsentligt var overensstemmende med sønnens forklaring, og at de uoverensstemmelser, der forelå, ikke var af en sådan karakter, at nævnet af denne grund kunne afvise forklaringerne. Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på den mandlige ansøgers politiske aktiviteter sammenholdt med hans to sønners tilsvarende politiske aktiviteter. Syrien/2004/7
Nævnet meddelte i oktober 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født 1977. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet lagde til grund, at ansøgeren var etnisk kurder, og at ansøgeren gennem nogle år forud for udrejsen havde været menigt uprofileret medlem af Yekiti-partiet. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han deltog i en kurdisk demonstration i Damaskus i december 2002. Ansøgeren havde yderligere forklaret, at ansøgerens skrædderforretning i marts 2001 var blevet ransaget forud for det kurdiske nytår, hvor der blev beslaglagt kurdiske kostymer. Ansøgeren blev i forbindelse hermed tilbageholdt indtil maj 2002 med efterfølgende meldepligt, hvilket han ophørte med cirka to måneder forud for udrejsen, hvorefter han ikke længere boede hjemme. Nævnet fandt ikke at kunne afvise ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren alene på grund af sin deltagelse i demonstrationen var kommet i de syriske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke at kunne afvise, at ansøgeren som følge af sin tidligere langvarige tilbageholdelse, sin undladelse af at opfylde meldepligten og ansøgerens efterfølgende udrejse få uger efter demonstrationen ved en tilbagevenden til Syrien risikerede en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af sine politiske aktiviteter. Syrien/2004/6
Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, født 1959. Indrejst i december 2000. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er syrisk statsborger, kurder, sunni-muslim, og at han i en del år havde boet i Damaskus. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han som aktivt medlem af Yekiti-partiet havde været forfulgt af de syriske myndigheder, og at han frygtede at blive yderligere forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, hvorefter han ved sin udrejse skulle have været asylrelevant forfulgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lagde for det første vægt på, at ansøgeren på et sent tidspunkt – efter blandt andet at være foreholdt dokumenter indhentet af de danske myndigheder efter ansøgerens accept hos de syriske myndigheder – havde vedgået, at han ikke var irakisk statsborger - men syrisk statsborger. For det andet havde ansøgeren – efter at have vedgået sin sande identitet som kurder og statsborger i Syrien – på en række punkter forklaret og beskrevet divergerende, usammenhængende og usikkert om sine og familiens påståede konflikter med de syriske myndigheder. Som eksempler herpå kunne nævnes, at ansøgeren ikke havde kunnet give nogen overbevisende forklaring på omstændighederne i forbindelse med udstedelsen af det ægte pas og danske visum, der var udstedt til ham i 1999 og 2000, at ansøgeren havde forklaret forskelligt om en ransagning og en tilbageholdelse af ansøgerens søn i maj – juni 1999, at ansøgeren havde forklaret forskelligt og usikkert om sønnens konflikter med de syriske myndigheder efter ansøgerens udrejse af Syrien, og endelig at ansøgeren – når han blev foreholdt divergenserne i tidligere afgivne forklaringer/beskrivelse – havde svaret usikkert og typisk havde forklaret, at det var den senest foreholdte forklaring/beskrivelse, der var den rigtige. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren som medlem af Yekiti-partiet havde haft konflikter med de syriske myndigheder som forklaret, og at han dermed skulle have været profileret i et sådant omfang, at han som følge heraf var i risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7. Det forhold, at det kurdiske Yekiti-parti – ved en erklæring udfærdiget i Berlin i december 2003 – havde angivet, at ansøgeren var medlem af partiet, og at han ville være i livsfare ved en tilbagevenden til Syrien, kunne ikke føre til et andet resultat. Endelig fandt Flygtningenævnet, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i asylrelevant risiko ved en tilbagevenden til Syrien, fordi han i marts 2004 havde holdt en tale i Danmark ved en demonstration om kurdernes situation i Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der alene havde været tale om en beskeden – efterfølgende – profilering i forhold til de syriske myndigheder. Da de generelt vanskelige forhold for kurdere ikke i sig selv kunne begrunde asyl, fandt nævnet herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgeren for at være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse ved sin tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Syrien/2004/5
Nævnet meddelte i september 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1977. Indrejst i marts 2003. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt, at det efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer til sagen, herunder til asylskemaet og til samtalerne med Udlændingestyrelsen, sammenholdt med ansøgerens forklaring til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg og i nævnsmødet, at forklaringerne i alt det væsentlige måtte anses for overensstemmende. Flertallet lagde herefter til grund, at ansøgeren blev medlem af Yekiti i 1997, at han udførte politisk arbejde som menigt medlem af den celle eller gruppe, som ansøgeren var tilknyttet, og at han herunder skrev politiske digte under dæknavn, hvoraf nogle digte blev offentliggjort i Yekitis publikationer. Ansøgeren blev fængslet i januar 1999 af sikkerhedsmyndighederne og blev under fængslingen udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt i september 1999 mod at underskrive en erklæring om at ville afholde sig fra enhver politisk virksomhed. Flertallet ville ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han efter en periode uden politisk virksomhed på ny tilsluttede sig cellen og på ny havde politisk aktivitet som cellemedlem i lighed med tidligere, herunder blev der i Yekitis publikationer trykt nogle digte, som ansøgeren havde skrevet, samt en politisk artikel om kurdernes manglende kulturelle rettigheder. Ansøgerens eget navn var heller ikke oplyst i forbindelse med disse offentliggørelser. Flertallet ville endvidere ikke afvise, at ansøgeren deltog i en demonstration i december 2002 i Damaskus, uagtet han af øvrige medlemmer af cellen var frarådet dette, og at han, da han senere vendte tilbage til sin hjemby, flygtede til en landsby, hvor han opholdt sig skjult indtil udrejsen den i februar 2003 til Tyrkiet, fordi sikkerhedsmyndighederne spurgte efter ham på adressen i hjembyen. Syrien/2004/4
Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar, hvor den mandlige ansøger er statsborger i Syrien, og den kvindelige ansøger er statsløs kurder, samt fire børn. Født i 1962 (M) og 1971 (K). Indrejst i marts 2003 (M), samt i juli 2003 (K). Den kvindelige ansøger havde forinden indrejsen i Danmark søgt asyl i Østrig. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske kurdere fra Syrien. Den mandlige ansøger er syrisk statsborger, mens den kvindelige ansøger er statsløs. Det lagdes endvidere til grund, at den mandlige ansøger har været medlem af Yekiti-partiet og har deltaget i en demonstration i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved udrejsen havde været asylretligt relevant forfulgt. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den mandlige ansøger havde været helt uprofileret som medlem af Yekiti-partiet, og at han ikke under den nævnte demonstration var blevet identificeret af myndighederne. Flygtningenævnet forkastede på den baggrund ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde været eftersøgt af myndighederne og forklaringerne om, at bopælen var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgerne risikerede forfølgelse ved tilbagevenden til Syrien eller havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Syrien/2004/3
Flygtningenævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien, født i 1968. Indrejst i februar 2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Det lagdes endvidere til grund, at ansøgeren fra 1998 havde været medlem af Yekiti-partiet og medlem af en kredsbestyrelse, ligesom han havde været leder af en kunst- og musikgruppe. Det lagdes yderligere til grund, ansøgeren deltog i en demonstration arrangeret af Yekiti-partiet i december 2002 ved parlamentet i Damaskus. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han under demonstrationen uddelte løbesedler, og at han derefter blev forsøgt tilbageholdt af en myndighedsperson, men at det lykkedes ansøgeren at slippe fri, således at myndighedspersonen alene fik fat i hans jakke med id-kort m.v. Flertallet lagde endvidere til grund, at ansøgerens bopæl herefter blev ransaget, og at han blev eftersøgt af myndighederne. Nævnets flertal fandt på denne baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren var blevet identificeret som aktiv for Yekiti-partiet, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syrien/2004/2
Nævnet meddelte i januar 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien, født i 1974. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs kurder. I 1997 blev han tilbageholdt af de syriske myndigheder i seks måneder, da han havde kritiseret regimet. I december 2002 flygtede han til Danmark sammen med samleveren, da de var blevet religiøst viet mod hendes families vilje. Samleverens søster var for nogle år siden blevet dræbt af farbroderen, da søsteren i en lignende situation ikke havde ønsket at blive gift med sin fætter. Ansøgeren frygtede, at de ved en tilbagevenden til Syrien ville blive dræbt af samleverens familie, og at de syriske myndigheder hverken ville eller kunne beskytte dem. Ansøgeren henviste udover, at han er statsløs kurder, til, at han har et politisk modsætningsforhold til myndighederne. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren og samleveren som statsløse kurdere ville kunne søge beskyttelse hos de syriske myndigheder i relation til overgreb fra samleverens families side, herunder navnlig når henset til ansøgerens modsætningsforhold til regimet. Syrien/2004/1
Nævnet meddelte i januar 2014 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Yarmouk, Damaskus i Syrien. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet fra 1975 til 1999, idet det var nødvendigt grundet hans arbejde som lærer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb som følge af de generelle forhold, ligesom han frygter at komme i myndighedernes søgelys som følge af hans ophold i Danmark. På baggrund af hans dårlige ben frygter han endvidere at blive mistænkt for at have deltaget i kamphandlinger. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien, og at han ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at han oplevede bombardementer, der medførte, at mange mennesker blev dræbt og mange hjem blev ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2014/1
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim af trosretning fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hendes brødre på et tidspunkt blev genindkaldt til militæret, men de nægtede at melde sig og flygtede. Myndighederne ville fængsle familiens kvinder, fordi de ikke kunne få fat på mændene. Ansøgeren blev advaret af en ældre bror, hvorefter hun forlod bopælen og tog ophold forskellige steder i Syrien med sine to mindreårige børn, indtil hun udrejste. På et tidspunkt blev ansøgerens hjem ransaget af militæret. Ansøgeren er eftersøgt af myndighederne. På et tidspunkt efter opringningen fra broderen rejste ansøgeren til Libanon for at aflevere en ansøgning om Schengen-visum. Da ansøgeren ca. to måneder senere fik visum, rejste hun på ny til Libanon, hvorfra hun rejste til Danmark. Ansøgeren udrejste legalt af Syrien med eget pas. Ansøgerens ægtefælle har tidligere boet i et europæisk land i en længere årrække, men de seneste år har han boet i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun personligt har haft problemer med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring generelt er præget af betydelig usikkerhed og med vage og generelle forklaringer, herunder om hvornår problemerne opstod, og hvor ansøgeren har opholdt sig i perioden op til udrejsen. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende, herunder om ransagningen, og om fremskaffelse af broderens dødsattest. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at myndighederne skulle have indkaldt ansøgerens brødre til militærtjeneste, hvoraf de fleste er ældre end 42 år. Flygtningenævnet har fundet det utroværdigt, at ansøgeren tog tilbage til bopælen for at hente tøj til de mindreårige børn inden udrejsen, at ansøgeren ventede med at udrejse, indtil hun havde fået visum, og at myndighederne efterstræber ansøgeren, fordi ansøgerens brødre har unddraget sig militærtjeneste. Ved vurdering af troværdigheden har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at ansøgeren ved identitetsafhøringen alene henviste til den generelle situation i Syrien og den herboende ægtefælle som begrundelse for ansøgningen om asyl. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er udrejst legalt med ægte pas, der efter det oplyste har været forevist myndighederne i forbindelse med udrejsen. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først om asyl ca. 1 måned efter indrejsen i Danmark. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Homs, hvor hun boede frem til udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun forud for udrejsen oplevede kampe mellem de stridende parter i konflikten, herunder med bombardementer. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der gennem længere tid har været væbnede kampe i og omkring Homs mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper, herunder med brug af bomber og granater og med vilkårlige drab og mishandlinger. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Homs – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien […] og to mindreårige børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/9
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig, statsløs palæstinenser fra Syrien og hendes to børn. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede i en af de intense krigszoner i Aleppo. Hun er blevet fordrevet fra sit hjem på grund af de daglige massakrer og overgreb begået imod befolkningen mv. Den nuværende situation har medført, at det er umuligt at skaffe dagligdagens fornødenheder til datteren. Ansøgeren udrejste i begyndelsen af 2013 sammen med datteren og ægtefællen, som befinder sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Aleppo, og at hun har oplevet bombardementer og kamphandlinger, hvorunder store dele af deres kvarter er blevet ødelagt og plyndret. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Aleppo er og gennem mere end et år har været kampplads for de stridende parter i konflikten, at området betegnes som en krigszone, at der har været bombardementer, således at der er hundredvis af beskadigede og ødelagte bygninger, omfattende skade på infrastrukturen og tab af civile liv, herunder børn. Det fremgår videre, at der foregår overgreb på civile, herunder hyppige tilbageholdelser og drab, og at halvdelen af indbyggerne er flygtet fra deres hjem. Der kan senest blandt andet henvises til: Human Rights Council: Report of the Independent International Commission of Inquiry on the Syrian Arab Republic (nr. 367), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge: Briefing Notes (nr. 361), Amnesty International: Aleppo satellite images show devastation, mass displacement one year on (nr. 360), Human Rights Watch: Syria: Ballistic Missiles Killing Civilians, Many Children (357), Norwegian Refugee Council: Regional Analysis Syria, Part I – Syria (nr. 354), Amnesty International: Syria – no spite for the millions displaced by the conflict (nr. 339), Migrationsverket: Syrienkonflikten – säkerhetsstyrkor, rebellgrupper & andra miliser (nr. 335), Human Rights Watch: Death from the skies – Deliberate and Indiscriminate Air Strikes on Civilians (nr. 326). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/8
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren udrejste af Syrien den 18. maj 2013. Efter ankomsten til Danmark forsøgte hun at få kontakt til sin familie uden held. Ansøgeren fik kontakt til sin datters kollega, som fortalte, at ansøgerens families bopæl var brændt ned, og at hendes familie ikke længere var på bopælen. Ansøgerens datters kollega havde af familiens naboer fået at vide, at en såret person havde søgt tilflugt i ansøgerens families hus, og at familien derfor efterfølgende måtte flygte. Ansøgerens søn er læge og arbejdede på et hospital i […]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive anholdt på grund af sin søns forhold. Yderligere har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Syrien og navnlig bombardementer og den usikre sikkerhedssituation i det område af Damaskus, hvor hun boede inden udrejsen. Flygt-ningenævnet finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at hun er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgerens advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der op-holdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det, at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestem-melse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra grænseområdet mellem den nye og gamle bydel af Damaskus, hvor hun har oplevet en meget usikker sikkerhedssituation med skyderier, idet den frie syriske hær kæmpede med regeringsstyrkerne om at overtage området. Der lå en militærkaserne lige i nærheden af hendes hjem. Hun har fået oplyst, at hendes hjem efter udrejsen er blevet ramt af en granat og ligger i ruiner. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår drab og andre overgreb på civile i Damaskus. Endvidere fremgår det, at Damaskus er en kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder også i det område som ansøgeren boede i. Der kan herunder blandt andet henvises til: Rättsligt ställningstagande angående säkerhetssituationen i Syrien, Migrationsverket, side 5, 2. september 2013 (bilag 365) og Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 1. juli 2013 (bilag 345). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i det område af Damaskus, hvor ansøgeren boede, er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit lokalområde i Damaskus - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2." syri/2013/7
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har i perioden fra 2008 til 2009 været medlem af partiet Al-Wahda Al-Demokrati Al-Kurdi Yekiti. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er deserteret fra sin militærtjeneste, og at han ved en tilbagevenden til Syrien derfor vil blive slået ihjel. Han deserterede på baggrund af en episode, hvor han sammen med sin deling var taget ud for at anholde en eftersøgt. Den eftersøgte ville ikke frivilligt følge med, hvorfor en af soldaterne blev beordret til at skyde ham. Da soldaten nægtede, blev denne selv skudt af delingens kaptajn, som efterfølgende også skød den eftersøgte. Ansøgeren var bange for, at det kunne blive ham selv en anden dag, da han heller ikke ville være i stand til at skyde et andet menneske. Han flygtede efterfølgende under en nattevagt. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder at han blev genindkaldt til aftjening af værnepligt i den syriske hær. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i sommeren 2012 blev afhentet af militærpolitiet, og at han fik til opgave at være vagt ved et checkpoint og deltage i natlige anholdelsesaktioner. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, som forklaret, deltog i fem natlige anholdelsesaktioner, og at han deserterede i efteråret 2012 under indtryk af de begivenheder, der havde fundet sted ved den sidste natlige anholdelsesaktion. Ansøgerens forklaring om, at der under de nuværende forhold i Syrien sker genindkaldelser om aftjening af værnepligt understøttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en fornyet indrejse i Syrien vil være i myndighedernes søgelys som følge af deserteringen, og at han vil være i risiko for alvorlige sanktioner. Der kan i den forbindelse henvises til Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf blandt andet fremgår, at deserterede soldater, der kommer i myndighedernes varetægt, vurderes at være i umiddelbar fare for at blive mishandlet. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har ved statusvalget lagt vægt på, at ansøgeren deserterede under omstændigheder, der af myndighederne må tages som udtryk for, at han er modstander af det syriske regimes fremfærd over for borgerne. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forhold kan henføres under udelukkelsesgrundene i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren blev tvunget til fornyet tjeneste i hæren, og at han var menig soldat under den kortvarige tjeneste. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke har personligt kendskab til voldelige episoder før under den femte anholdelsesaktion, som gav anledning til, at han straks deserterede. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/6
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien og muslim fra Yarmouk-lejren, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien og særligt i Yarmouk-lejren, hvor ansøgeren boede, idet der foregår bombardementer og sikkerhedssituationen er usikker. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller med privatpersoner i Syrien. Idet den omstændighed, at ansøgeren har et UNRWA kort ikke sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren kommer fra Yarmouk-lejren beliggende otte kilometer uden for centrum i Damaskus, og at hun dagligt oplevede bombardementer og skudepisoder i Yarmouk-lejren. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Yarmuok-lejren, Damaskus, herunder at der foregår hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Yarmouk-lejren anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb på lejren i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Immigration and Refugee Board of Canada, Syria: Situation of stateless Palestinians, including those in camps; whether they are being targeted by the government or rebel groups; information on the Yarmouk camp (March 2011- June 2013), afsnit 2.1(bilag 347), Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes, side 2, 29. Juli 2013 (bilag 353), Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser, side 4-5 og 9-10, 30. maj 2013 (bilag 335). Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Yarmuok-lejren er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Yarmouk-lejren - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse palæstinenser fra Syrien, […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse til at aftjene værnepligt, idet han ikke vil kæmpe mod sine egne landsmænd. Ansøgeren frygter endvidere, at han, såfremt han nægter at aftjene værnepligt, vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet de vil betragte ham som en oprører. Ansøgeren var indkaldt til at aftjene værnepligt fra […]2004. Ansøgeren udrejste af Syrien i 2004 til Tyrkiet, hvorefter han rejste videre til Grækenland. Han opholdt sig i Grækenland fra sommeren 2004 til foråret 2012. Ansøgeren har indtil februar 2012 haft løbende kontakt med sin familie, herunder med sin broder, som var i gang med at aftjene værnepligt. Sidste gang ansøgeren havde kontakt med sin broder var via Skype i efteråret 2011, hvor broderen sagde til ham, at han ville flygte fra militæret. På et ukendt tidspunkt i 2011 blev ansøgerens fader tilbageholdt, fordi myndighederne ledte efter ansøgerens broder. Ansøgerens fader er fortsat fængslet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at de syriske myndigheder i efteråret 2004 ledte efter ansøgeren på hans bopæl i Syrien, idet han ikke havde mødt op til aftjening af værnepligt, og at dette ligeledes gjorde sig gældende i 2011. Ansøgeren indrejste i Danmark den […] 2012, og han søgte om asyl den […]2012. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund og finder det således sandsynliggjort, at han ved en fornyet indrejse i Syrien straks vil være i myndighedernes søgelys som følge af sin manglende aftjening af værnepligten. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om karakteren af den i gangværende konflikt i Syrien og regeringsstyrkernes fremfærd overfor de civile, blandt andet som beskrevet i de seneste Guidelines fra Home Office af 15. januar 2013, finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis han nægter at aftjene værnepligten, under de foreliggende omstændigheder vil blive betragtet som politisk modstander af styret og af den grund udsat for forfølgelse i form af fængsling og/eller tortur. Flygtningenævnet finder det ligeledes sandsynliggjort, at ansøgeren, såfremt han i stedet måtte blive pålagt at aftjene værnepligten, vil være i reel risiko for at skulle indgå i overgreb mod civilbefolkningen omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionens artikel 1(F). Den straf, ansøgeren måtte risikere for fortsat at nægte at udføre værnepligten og den aktive tjeneste, findes allerede af den grund at måtte sidestilles med asylrelevant forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer en forfølgelse som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger [...] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Nævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Senere i 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. I efteråret 2012 modtog Flygtningenævnet resultatet af torturundersøgelsen fra Retsmedicinsk Institut. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger og etnisk kurder fra Aleppo. Han er sunni-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af et politisk parti, og han har ikke været religiøst forfulgt. Ansøgeren har som asylmotiv gjort gældende, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, der mistænker ham for politiske aktiviteter. Han har herved henvist til, at han i begyndelsen af 2009 blev anholdt, da han for første og eneste gang var på vej med politisk materiale fra Yekiti-partiet for sin bror, som han boede hos, til en af broderens venner. Han var efterfølgende fængslet frem til efteråret 2009, hvor han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om at afholde sig fra politisk aktivitet. I løbet af den første måned af fængslingen blev han udsat for tortur. I sommeren 2010 blev broderens bopæl ransaget, og broderen blev anholdt, da der blev fundet politisk materiale på bopælen. Der blev spurgt efter ansøgeren, der ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede til en anden by og udrejste efterfølgende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret skiftende om, hvorvidt – og i hvilket omfang – han var i besiddelse af politisk materiale ved anholdelsen. Han har således til politiet forklaret, at han nåede at smide papirerne væk inden anholdelsen, men at han havde en løbeseddel i sin pung og et billede af det kurdiske flag på sin mobiltelefon. I sit asylskema har han oplyst, at politiet ved visiteringen fandt nogle pjecer og papirer, som tilhørte partiet, og billeder på mobiltelefonen, som omhandlede kurdere og Kurdistan. Under samtalen med Udlændingemyndighederne har han forklaret, at politiet ved visiteringen kiggede i den pose, han havde med sig, og i hans mobil, hvor de fandt billeder af det kurdiske flag. Forholdt den tidligere forklaring til politiet om, at han nåede at smide papirerne væk, har han forklaret, at der må have været tale om en misforståelse. Ved kontroloplæsningen hos politiet af forklaringen læste tolken op, at han gerne ville have smidt papirerne væk, men ikke at han faktisk gjorde det. Han forklarede videre til udlændingemyndighederne, at han ikke havde en løbeseddel i sin pung, kun sin mobil og de dokumenter, han havde i en pose. Ansøgeren har endeligt til Flygtningenævnet forklaret, at han inden anholdelsen, mens han løb, smed posen om bag en mur, men at politiet så det og hentede den. Derudover havde han en kurdisk kalender i sin pung. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser, der vedrørte den centrale del af asylmotivet, er så væsentlige, at ansøgerens forklaring om anholdelsen må tilsidesættes som utroværdig. Der er under sagen foretaget en torturundersøgelse. Det fremgår af personundersøgelsen, at der er fundet fire små ar – i venstre øjenbryn, i højre kæbebensvinkel, på højre skulderled og bagpå venstre lår, og af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren lider af PTSD. Det er herefter samlet vurderet, at det synes sandsynligt, at de påviste forandringer kan være en følge af tortur. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det forefundne og den deraf følgende konklusion er tilstrækkelig entydig til i sig selv at kunne føre til et andet resultat. Der er således tale om ukarakteristiske små forandringer, ligesom det fremgår af den retspsykiatriske erklæring, at ansøgeren har oplyst om psykiske belastninger også forud for den angivne anholdelse. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2013/3
Nævnet meddelte i januar 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien samt to medfølgende mindreårige børn. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive dræbt af sin fader, storebroder eller fætter, fordi hun har krænket sin faders ære ved under opholdet i Danmark at have ophævet samlivet med sin ægtefælle, ligesom hun frygter sin fætter, der selv har ønsket at gifte sig med hende, og har fremsat trusler mod hende og ægtefællen. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at hun og […] blev gift den […]2005 og at parret har to fællesbørn. Samlivet er efterfølgende ophørt, men parret er endnu ikke skilt. […] begyndte i foråret 2012 at kontakte ansøgerens fader for at overbevise denne om, at det var ansøgeren, som havde forladt […], at ansøgeren går uden tørklæde, at ansøgeren opfører sig som dansker, at ansøgeren tilbringer hver nat med en ny person, og at ansøgeren har forelsket sig i en anden person. Hendes fader har som følge heraf truet med at sende hendes storebroder til Danmark for at dræbe hende, hvis hun ikke vender tilbage til Syrien. Ansøgeren formoder, at hendes fader vil dræbe hende, selvom hun vender tilbage, idet han vil genoprette sin ære. Ansøgerens fætter, der inden hendes udrejse forfulgte og truede hende, kommer hver aften hos hendes fader og støtter ham i at få ansøgeren dræbt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun inden udrejsen fra Syrien var i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under den første del af asylsagen har forklaret væsentligt forskelligt om nationalitet, familieforhold og konflikter. Ansøgerens begrundelse for den ændrede forklaring forekommer ikke overbevisende, og ansøgerens forklaring om konflikter i hjemlandet er derfor ikke troværdig. Det bemærkes i øvrigt, at uanset om ansøgerens seneste forklaring om truslerne fra fætteren lægges til grund, vil det ikke kunne begrunde opholdstilladelse, idet ansøgeren ved udrejsen havde været gift i næsten seks år, uden at det var blevet til andet end verbale trusler fra fætterens side. Det kan efter de foreliggende oplysninger fra asylcentret og lægejournalen lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen har ophævet deres samliv, mens de har opholdt sig i Danmark, og at ansøgeren nu har en ny kæreste. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun på grund af dette har modtaget trusler på livet fra familien. Flertallet lægger herved vægt på, at denne del af forklaringen støttes af de faktuelle oplysninger i sagen og af baggrundsmaterialet fra Syrien om æresrelaterede forhold. Flertallet finder endvidere, trods den manglende troværdighed af ansøgerens begrundelse for udrejsen, at hendes forklaring om truslerne er afgivet troværdigt og overbevisende. Flertallet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som hun ikke kan forvente myndighedernes beskyttelse imod. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […]samt to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke findes grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” syri/2013/2
Nævnet meddelte i september 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. I 2004 flygtede han til Irak sammen med sin far, idet hans far efter at have deltaget i demonstrationer var efterstræbt af de syriske myndigheder. I 2012 vendte ansøgeren tilbage til Syrien, hvor han, uden at det fik nogen konsekvenser, deltog i en demonstration mod det syriske regime. Efter ca. en måneds ophold i Syrien flygtede han til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet på grund af sin faders deltagelse i demonstrationer i 2004. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke har aftjent sin værnepligt, og at han ved tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste. Han vil ikke aftjene værnepligt, fordi han ønsker Assad-regimet fjernet, og fordi han ikke vil skyde på sine medborgere. Han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han nægter at aftjene værnepligt. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive indkaldt til militærtjeneste, hvis han vender tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/19
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har forud for sin udrejse i et vist omfang været aktiv for den frie syriske hær (FSA). Hans aktiviteter bestod i at hjælpe sårede på felthospitaler, skaffe medicin og angive stikkere for det syriske regime til FSA. Han har endvidere deltaget i og arrangeret demonstrationer mod det syriske styre, ligesom han på sin gruppes Facebook profil har videregivet oplysninger om formodede stikkere og advaret om kommende angreb. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og dræbt af de syriske myndigheder som følge af sin deltagelse i oprøret mod styret og som følge af sin værnepligtsunddragelse. Ansøgeren modtog i slutningen af foråret 2012 en tilsigelse om aftjening af værnepligt efter endt uddannelse. I starten af sommeren modtog ansøgeren endnu en indkaldelse, hvorefter ansøgeren fraflyttede bopælen. Herefter opsøgte myndighederne hans families bopæl hver anden eller tredje dag. Myndighederne ransagede endvidere bopælen én gang og tog faderen med for at få ansøgeren til at melde sig. Efter fire dage blev faderen løsladt, selvom ansøgeren ikke havde meldt sig. Den […] 2012 så ansøgeren i tv, at der var blevet bombet i hans boligområde, ligesom der blev vist billeder af hans bopæl. På bopælen fandt ansøgeren to lig, som kan have været hans forældre. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og muslim. Ansøgeren er født i 1992 og nævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren, da han var fyldt 18 år, blev indkaldt til session og fik udstedt en soldaterbog, hvorefter han, efter at have afsluttet sin uddannelse i slutningen af foråret 2012, blev indkaldt for at aftjene værnepligt i den syriske hær. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om værnepligten støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev tiltagende politisk aktiv, og han blev tilknyttet en gruppe af andre unge, der deltog i demonstrationer mod det syriske regime både i […] og i andre bydele nær Damascus, og at han i et vist omfang ydede støtte til FSA i form af transport og hjælp til sårede. Ansøgeren har således ikke været profileret, men nævnet lægger til grund, at det i lokalområdet var kendt, at ansøgeren støttede FSA i det beskrevne omfang. Nævnet finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien, især på grund af værnepligtunddragelsen, risikerer at blive udsat for alvorlige sanktioner. Nævnet finder endvidere, at der er en alvorlig risiko for, at ansøgeren i forbindelse med, at han mod sin vilje tvinges til at udføre militærtjeneste i den syriske hær, vil blive pålagt at udføre handlinger, der er omfattet af udelukkelsesgrundene i Flygtningekonventionen og udlændingeloven. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende udelukkelsesgrundene lægger nævnet på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren i forbindelse med den højspændte politiske situation i […]har videregivet oplysninger om personer med formodet tilknytning til regimet via Facebook og mundtligt videregivet sådanne oplysninger til medlemmer af FSA. Ansøgeren har haft sit politiske virke på gadeplan og har ikke besiddet en position, der har medført, at hans oplysninger kunne tillægges en særlig betydning. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren er omfattet af udelukkelsesgrunden i udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet Flygtningenævnet ikke finder, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke politisk forbrydelse, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 F (b). Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bør udelukkes fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der ikke er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i hjemlandet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22, 23 eller 24. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/17
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Afrin, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter straf og overgreb fordi han har unddraget sig indkaldelse til militærtjeneste, samt at hans militærunddragelse efter myndighedernes opfattelse er en politisk aktivitet. Den […] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen den […]2009, hvormed ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet anførte i sin afgørelse blandt andet: ”Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har unddraget sig militærtjeneste som forklaret af ham kan dette forhold hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Efter Operational Guidance Note Syria, risikerer ansøgeren ikke en uforholdsmæssig sanktion.” Den 27. august 2013 har Flygtningenævnet ex officio genoptaget sagen. Baggrunden for beslutningen om at genoptage sagen var blandt andet Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013, hvoraf det blandt andet fremgår, at syrisk lovgivning ikke giver adgang til at nægte militærtjeneste, og at den mindste straf, der i øjeblikket pålægges for udeblivelse af militærtjeneste er anholdelse med henblik på at blive bragt til et tjenestested til aftjening af værnepligt med forlængelse af tjenestetiden. Endvidere fremgår det, at kontrolofficerer fra betroede grupper har umiddelbar bemyndigelse til at slå enhver soldat eller officer ihjel, såfremt vedkommende mistænkes for at ville ønske eller forsøge at desertere, eller hvis vedkommende på anden vis ikke udfører sin pligt. Det fremgår endvidere af notatet, at det syriske militær i den aktuelle konflikt begår omfattende menneskerettighedskrænkelser, herunder overgreb på civile, og at soldater i den syriske hær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære sådanne handlinger. Endelig fremgår det af notatet, at syriske mænd indtil det 42. år kan indkaldes til tjeneste. Idet det lægges til grund, at ansøgeren er udeblevet fra militærtjeneste, og efter oplysningerne i Udenrigsministeriets notat, finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/16
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra Damaskus i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive voldtaget af de syriske myndigheder. Endvidere frygter hun den generelle situation i Syrien. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at hun i starten af efteråret 2012 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i to timer. Ansøgeren var på vej til arbejde og befandt sig i en offentlig bus, da hun sammen med de øvrige passagerer blev tilbageholdt ved en kontrolpost. I den forbindelse blev ansøgeren udspurgt om, hvor hun var på vej hen, og om hun havde deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes mors bopæl er blevet ransaget af myndighederne, og at moderen i den forbindelse fik stjålet nogle penge. Denne episode fandt sted efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endelig henvist til, at hendes bror blev fængslet i foråret 2013. Efter en uge blev broderen løsladt mod bestikkelse. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Efter det oplyste lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ikke personligt har haft problemer med myndighederne eller privatpersoner i Syrien. På den baggrund og efter det i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den generelle situation i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en situation, hvor de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i de pågældende områder af Syrien aktuelt er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien må lægges til grund, at personer, der kommer fra de pågældende områder ved en tilbagevenden – alene som følge af den blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er født og opvokset i Damaskus, og frem til udrejsen boede hun i bydelen Mantika Sinaiyeh, der ligger tæt på bydelen Al Midan. Ansøgeren har forklaret om vedvarende om beskydninger fra luften af det område, hvor hun boede. Beskydningerne var så tæt på, at vinduerne i deres hjem gik i stykker. Ansøgeren har endvidere forklaret om kamphandlinger, snigskytter og skudvekslinger i bydelen. Ansøgerens familie var nervøs for, at der skulle ske ansøgeren noget, og ansøgeren blev derfor sendt til nogle slægtninge i et andet område i Damaskus. Efter udrejsen har ansøgeren fået oplyst, at der er blevet bombet i det område, hvor hun boede, og hvor ansøgerens mor fortsat opholder sig. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der har været kampe mellem oprørere og regeringsstyrker i Mantika Sinaiyeh og Al Midan, herunder med morterangreb og bomber, ligesom der har været drab på civile. Mantika Sinaiyeh ligger tæt på Yarmouk-lejren, hvor der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger foregår omfattende overgreb på civile, herunder hyppige kidnapninger, tilbageholdelser og drab på civile, ligesom Yarmouk-lejren er eller har været kampplads for de stridende parter i konflikten, herunder med hyppige bombeangreb og skudepisoder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at forholdene i området, hvor ansøgeren boede i Syrien, er af en sådan karakter, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Damaskus – alene som følge af sin blotte tilstedeværelse – vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/15
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2013 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Senere i 2013 genoptog Flygtningenævnet sagen på baggrund af nye baggrundsoplysninger om værnepligtsforhold i Syrien. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har deltaget i 15 til 20 demonstrationer mod styret. I efteråret 2011 deltog han i en demonstration til fordel for[…], der blev dræbt den […]2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsmæssigt genindkaldt til militærtjeneste i den syriske hær, ligesom ansøgeren frygter for sit liv på grund af de generelle forhold i hjembyen Qamishli og det øvrige Syrien. Ansøgeren har i forbindelse med sagens genoptagelse som asylmotiv henvist til, at han tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at han ikke ønsker genindkaldelse, idet han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel, således som han også forklarede i Flygtningenævnet i foråret 2013. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren tilhører den gruppe af personer, der genindkaldes til militæret, og at ansøgeren af samvittighedsgrunde ikke ønsker genindkaldelse. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/14
Nævnet meddelte i november 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet. Endvidere frygter ansøgeren, at hun skal miste flere af sine børn eller hendes ægtefælle som følge af krigen i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes datter i sensommeren 2012 blev slået ihjel af en granat, da datteren legede på altanen. Efterfølgende tog ansøgeren og hendes familie ophold hos ansøgeren broder, hvor de senere erfarede, at ansøgerens families bopæl var blevet bombet og ødelagt. I efteråret 2012 tog ansøgeren og hendes familie ophold på en skole, hvor der også boede andre flygtninge. Dette gjorde de, idet der ikke var plads til dem på broderens bopæl. Da de opholdt sig på skolen, kom der personer fra den frie syriske hær og spurgte efter mænd, der kunne kæmpe på deres side. Ansøgerens ægtefælle var ikke til stede på skolen, da personerne kom. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Syrien i efteråret 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i hjemlandet og særligt i hjembyen Aleppo, idet der forud for udrejsen foregik krigshandlinger og bombardementer som ovenfor beskrevet, hvorunder ansøgerens ene datter blev slået ihjel. Ansøgeren har efter sin egen forklaring ikke været politisk aktiv eller haft problemer med myndighederne. Det kan efter det foreliggende ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Det lægges efter Udenrigsministeriets notat af 7. november 2013 sammenholdt med månedsrapport for oktober 2013 til grund, at der i Aleppo området er intensive kamphandlinger og beskydning af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af sin blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/13
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kobani, Syrien. Ansøgeren har siden barndommen været bosat i Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer, men han har i 2011 opfordret andre til at deltage aktivt i oprøret mod det syriske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller henrettet af de syriske myndigheder, idet han sammen med sin ven har afholdt politiske møder, hvor de opfordrede deltagerne til at kæmpe imod det syriske styre. De har afholdt fire-seks møder. Ansøgerens fader ringede på et tidspunkt og fortalte, at myndighederne havde ledt efter ansøgeren på deres bopæl, og at myndighederne vidste, at ansøgeren var tilbage i Syrien, og at han sammen med sine venner var politisk aktiv. Ansøgeren forlod umiddelbart herefter Afrin og udrejste illegalt af Syrien den efterfølgende dag. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at han er syrisk statsborger og har som yderligere asylmotiv anført, at han har været indkaldt til aftjening af værnepligt, men at han ikke mødte op, idet det er imod hans personlige overbevisning at deltage i de krigshandlinger, der foregår i Syrien, og da han er for demokrati. Ansøgeren har givet udtryk for sine holdninger ved møder og demonstrationer både før og efter sin udrejse af Syrien. Ansøgeren mødte ikke op til aftjening af værnepligt, da han blev indkaldt, idet han var flygtet fra Syrien på det tidspunkt. Ansøgeren er helt sikker på, at han vil blive genindkaldt, hvis han indrejser i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt på grund af sine politiske aktiviteter med en sådan intensitet, at dette i sig selv kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.”I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive indkaldt til militærtjeneste igen, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets notat af 3. april 2013. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/12
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere og muslimer og kommer oprindeligt fra Kobani, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har dog deltaget i flere demonstrationer mod det syriske styre. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder på grund af deres børns politiske aktiviteter. Familiens bopæl er af den grund blevet opsøgt gentagne gange af myndighederne. Ansøgerne har videre henvist til, at deres søn, […], der også søger asyl i Danmark, deltog i demonstrationer i foråret 2011, og at familiens bopæl efterfølgende blev ransaget. Den mandlige ansøger blev den […] 2011 arresteret og tilbageholdt af efterretningstjenesten i nogle timer. Begge ansøgere har endvidere henvist til den generelt meget vanskelige sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har godtgjort, at de er konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I overensstemmelse med ansøgernes advokats påstand finder Flygtningenævnet herefter ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er opfyldt. Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Efter bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L152 af 28. februar 2002, side 44 f.) forudsættes det at udlændingemyndighederne ved anvendelsen af den foreslåede bestemmelse efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området. Domstolen foretager i hvert enkelt tilfælde en konkret og individuel vurdering af, om den behandling, som udlændingen risikerer at blive udsat for, såfremt den pågældende udsendes tvangsmæssigt, udgør tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i strid med konventionens artikel 3. Udlændingemyndighederne skal således foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag, hvor relevant praksis fra navnlig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol inddrages. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne kommer fra Aleppo, og at de dagligt oplevede bombardementer og kamphandlinger, deres bolig er herunder blevet bombet og ødelagt. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foregår overgreb på civile i Aleppo, herunder at der foregår hyppige tilbageholdelser og drab på civile. Endvidere fremgår det, at Aleppo anses for at være kampplads for de stridende parter i konflikten, og at der foretages hyppige angreb i form af blandt andet bombeangreb fra luften og talrige skudepisoder. Der kan herunder nærmere henvises til: Report of the independent international commission of inquiry on the Syrian Arab Republic. Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Information Centre Asylum and Migration, Briefing Notes samt Migrationsverket, Lifos, Syrienkonflikten, Säkerhetsstyrkor, rebellgrupper och andre miliser. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forholdene i Aleppo er af en sådan karakter, at det med udgangspunkt i principperne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod UK (Sufi and Elmi v. The United Kingdom, appl.no. 8319/07 and 11449/07, præmis 241 og 248) må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aleppo - alene som følge af deres blotte tilstedeværelse - vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere, […]opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2013/11
Nævnet meddelte i oktober 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra al Malikia, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som det væsentligste asylmotiv henvist til, at han aftjente militærtjeneste fra den […] 2009, indtil han deserterede den […] eller […] 2012, idet han blev tvunget til at skyde mod civilbefolkningen, hvilket han nægtede. Ved en tilbagevenden risikerer han at blive skudt eller i det mindste genindkaldt og i den forbindelse at blive pålagt at skyde mod civile. Han har tillige forklaret, at han under fire dages orlov hjemme fra militæret fra den […] 2010 blev anholdt af efterretningstjenesten dagen efter i forbindelse med en ransagning efter ansøgerens broder og fader, som var politisk aktive. Ansøgeren var hjemme, og han blev taget med og tilbageholdt i et fængsel i Damaskus. Her blev han udsat for tortur samt afhørt om sin familie og løsladt den […] 2010 med besked om at melde sig til myndighederne den femte i hver måned. Hans militærtjeneste blev forlænget på grund af tilbageholdelsen. Han har desuden henvist til, at han flere gange efter deserteringen har deltaget i demonstrationer, og at myndighederne er ude efter ham, fordi han har deltaget. Udenrigsministeriet har efter anmodning fra Flygtningenævnet indhentet informationer om forholdene vedrørende aftjening af værnepligt i Syrien og har i notat af 3. april 2013 redegjort herfor. Efter oplysningerne i notatet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren må påregne at blive genindkaldt til militærtjeneste, hvis han sendes tilbage til Syrien. Af notatet fremgår endvidere blandt andet: “Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han ikke vil aftjene værnepligt, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Allerede af denne grund findes ansøgeren som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herefter vurderet, om der på grund af ansøgeren egen forklaring er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet jf. flygtningekonventionens artikel 1F. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren har forklaret, at han i en periode fra foråret 2011 til han deserterede i begyndelsen af 2012 har gjort tjeneste som menig ved en vagtpost uden for Daraa, og at han ved to lejligheder har været udkommanderet til at opløse demonstrationer. Efter ansøgerens rang af menig og henset til at han ikke selv har deltaget i anholdelser ved vejspærringen, og at han har afvist at skyde på demonstranter, findes der ikke at være udvist forhold, der vil kunne begrunde udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/10
Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig syrisk statsborger. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk palæstinenser fra […] Damaskus, Syrien, og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har aftjent værnepligt som menig i den syriske hær i to og et halvt år, fra han blev indkaldt som 18-årig. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive genindkaldt, og at han ikke ønsker at deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Endvidere frygter han at blive dræbt af den frie syriske hær på grund af sin ægtefælles brødres tilknytning til det syriske regime. UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus indeholder i kapitel 5, litra B, et afsnit om desertører og militærunddragere. Ifølge punkt 167 er frygt for strafforfølgning og straf for desertering eller unddragelse af værnepligt ikke i sig selv velbegrundet frygt for forfølgelse i konventionens forstand. I punkt 170 anføres følgende: ”Der findes imidlertid også tilfælde, hvor tvungen militærtjeneste kan være den eneste grund til at påberåbe sig flygtningestatus. Der kan f.eks. være tale om en person, som kan godtgøre, at udførelse af militærtjeneste ville have krævet, at han skulle deltage i militære aktioner, som strider mod hans oprigtige politiske, religiøse eller moralske overbevisning elle mod gyldige samvittighedsgrunde.” I punkt 171 anføres videre: ”Det er dog ikke enhver overbevisning, hvor oprigtig den end måtte være, som vil udgøre tilstrækkeligt grundlag for at påberåbe sig flygtningestatus efter desertering eller unddragelse af værnepligt. Det er ikke nok for en person at være uenig med sin regering i spørgsmålet om en given militær aktions politiske berettigelse. Når den type militæraktion, som et individ ikke ønsker at blive forbundet med, imidlertid fordømmes af det internationale samfund som værende i modstrid med fundamentale regler for menneskelig adfærd, kan straf for desertering eller unddragelse af værnepligt i lyset af alle definitioners andre vilkår i sig selv anses for forfølgelse.” I punkt 174 anføres endelig: ”Det er selvsagt nødvendigt at vurdere ægtheden af en persons politiske, religiøse eller moralske overbevisning eller af hans samvittighedsgrund for at nægte at udføre militærtjeneste gennem en grundig undersøgelse af hans personlighed og baggrund. Det faktum, at han evt. har givet udtryk for sine holdninger forud for indkaldelsen til militæret, eller at han allerede har haft vanskeligheder med myndighederne på grund af sin overbevisning, er relevante omstændigheder i denne sammenhæng. En yderligere indikator på ægtheden i hans overbevisning kan være, om han er blevet indkaldt til obligatorisk militærtjeneste, eller om han frivilligt har ladet sig hverve til hæren.” FN’s generalforsamling har flere gange, senest den 15. maj 2013, fordømt overtrædelser af internationale humanitære love og menneskerettighedskrænkelser begået blandt andet af syriske myndigheder og regeringstilknyttede militser under krigen i Syrien. Udenrigsministeriet har i notat af 3. april 2013 blandt andet oplyst følgende: ”Af en række rapporter fremgår, at der i øjeblikket pågår omfattende menneskerettighedsovertrædelser, som regimets militære styrker begår, hvilket bevirker en fare for, at soldater i den syriske regimehær kan blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser, såsom henrettelser, tortur og mishandling, mishandling og voldtægt af mindreårige drenge eller piger, mænd og kvinder, beskydning af civile, civile områder eller direkte beskydning eller bombning af fx sundhedsfaciliteter, bagerier og benzinstationer.” Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han vil blive genindkaldt til militærtjeneste, og at han ikke ønsker dette, idet han ikke vil deltage i de forbrydelser, der bliver begået af den syriske hær. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om genindkaldelse støttes af de generelle oplysninger herom, der er indeholdt i Udenrigsministeriets ovennævnte notat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens grunde til ikke at ville deltage i krigen må anses for sådanne gyldige samvittighedsgrunde, som er omfattet af flygtningekonventionen og dermed udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2013/1
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, fordi hun har forladt ham og derved krænket hans ære og fordi hun har opdaget, at han er spion for myndighederne og derfor vil kunne afsløre det over for andre kurdere. Ansøgeren vil ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse mod den tidligere ægtefælle, da den tidligere ægtefælle samarbejder med efterretningstjenesten. Ansøgeren forlod i slutningen af 2010 sin tidligere ægtefælle, idet han slog og truede ansøgeren og kom sent hjem om aftenen, og havde gæster, som han talte om våben med. Ansøgeren blev i begyndelsen af 2011 skilt fra sin tidligere ægtefælle og fik forældremyndigheden over parrets datter. Ansøgeren blev i forbindelse hermed udsat for grove trusler fra sin tidligere ægtefælle. I november 2011 hentede ansøgerens tidligere ægtefælle med tvang parrets datter med hjælp fra myndighedspersoner. Han truede hende i den forbindelse på livet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grundlag af det anførte ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive slået ihjel eller i øvrigt at blive udsat for overgreb af en karakter, som kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7, fra sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i Syrien har opnået såvel skilsmisse fra sin ægtefælle som at få tilkendt forældremyndigheden over parrets fælles datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter at være fraflyttet sin ægtefælle har opholdt sig i hjemlandet i en længere periode uanset de oplyste trusler fra den tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i denne periode har haft et ophold i Danmark og efterfølgende er rejst tilbage til Syrien. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at ansøgerens konflikt med sin tidligere ægtefælle har haft en sådan karakter og en sådan intensitet, at den kan sidestilles med forhold omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om den tidligere ægtefælles samarbejde med den syriske efterretningstjeneste til grund. Flygtningenævnet finder på den ovenfor anførte baggrund ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/9
Nævnet stadfæstede i september 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Qamesheli i Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med politiske organisationer og foreninger og har deltaget i politiske aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tortureret og dø af dette. Han er eftersøgt af sikkerhedsfolk i Syrien. Dette skyldes ansøgerens politiske aktiviteter i form af deltagelse i Newrouz festen den 20. marts 2008 og demonstration i forbindelse med begravelsen […] efteråret 2011, hvor ansøgerens venner i denne forbindelse blev anholdt. Yderligere blev ansøgerens kone voldtaget i foråret 2011, da sikkerhedsfolk kom til ansøgerens bolig for at finde ansøgeren. Tilbageholdelserne i 1988, i 2004 og i 2008 var alle udslag af de generelt vanskelige forhold, og der må efter ansøgerens egen forklaring antages at være gjort op med dem. Ansøgeren har til samtalerne med Udlændingestyrelsen erkendt, at tilbageholdelserne var af vilkårlig og generel karakter, og at det samme er tilfældet med hensyn til myndighedernes henvendelse til ham i 2005. Tilbageholdelserne under militærtjenesten var alle disciplinære sanktioner, som der efter det foreliggende ligeledes må antages at være gjort op med. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal lægger videre vægt på, at ansøgeren til samtalerne med Udlændingestyrelsen har erkendt, at hovedårsagen til udrejsen var myndighedernes overfald på ægtefællen samt den dårlige sikkerhedssituation i Syrien, og at ansøgeren ikke på udrejsetidspunktet var individuelt eller personligt efterstræbt af myndighederne. Ansøgerens antagelse af at hans venner måtte have angivet ham til myndighederne beror alene på formodninger. Endelig er det indgået med nogen vægt i flertallets vurdering, at ansøgeren har været i stand til at ind- og udrejse problemfrit i Syrien, og at han tre gange har fået udstedt pas senest i 2008. Herudover har ansøgeren forklaret udbyggende om omfanget af myndighedernes henvendelse til ham samt om myndighedernes henvendelse til forældrene. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/8
Nævnet stadfæstede i august 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (ajanib) fra byen Al-Malakiya/Dêrik i Al-Hasaka provinsen i Syrien. Han er muslim af trosretning. Ansøgeren sympatiserer med Det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i 2004 deltog i en demonstration i forbindelse med begivenhederne i Qamishli, at han den 21. marts 2007 blev tilbageholdt efter sin deltagelse i Newroz i Al-Malakia og tilbageholdt frem til […] 2007, at han under sin tilbageholdelse blev udsat for tortur, at han den 21. marts 2008 igen blev anholdt under sin deltagelse i en demonstration i Al-Malakia, og at han var tilbageholdt frem til sommeren 2008. Ansøgeren har videre henvist til, at han den 21. marts 2010 fungerede ansøgeren som vagt under Newroz, at han i forbindelse hermed tog en megafon og råbte ”ned med Baath partiet” ud over folkemængden, at myndighederne samme dag ransagede hans bopæl og beslaglagde kurdisk materiale, at myndighederne tilbageholdte hans far to dage i samme forbindelse, at hans far ti dage senere blev tilbageholdt en dag og løsladt på betingelse af, at ansøgeren meldte sig, og at hans bopæl i alt er blevet ransaget fem gange af myndighederne. Ved en eventuel tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren, at han vil blive fængslet og tortureret af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring er fremtrådt som usammenhængende og divergerende, og ansøgeren har under sagen væsentligt udbygget sin forklaring. Ansøgeren har ikke forud for samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at han er sympatisør med det Kurdiske Demokratiske Parti, KDP, og at han har betalt kontingent hertil. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen i første omgang forklaret, at han efter Newroz festen i 2007 tog sammen med sine fætre hjem til deres fader, ansøgerens farbroder, hvor ansøgeren blev anholdt. Ansøgeren har efterfølgende under denne samtale forklaret, at han ikke tog med sine fætre hjem, og at den pågældende farbroder, som han tog hjem til, ikke er fader til disse fætre. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han tog alene hjem til farbroderen, og at fætrene tog hjem for at skifte tøj og ville komme senere. Ansøgeren har under motivsamtalen forklaret, at der under tilbageholdelsen i 2007 var seks andre kurdiske fanger i cellen, og at han ikke under tilbageholdelserne i 2007 og 2008 var udsat for tortur. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret, at der var 12-13 andre fanger i cellen, og at han under begge tilbageholdelser var udsat for tortur eller fysiske overgreb. Ansøgeren har yderligere udbygget sin forklaring under samtalen med advokaten og under nævnsmødet vedrørende sin deltagelse i Newroz 2010 med oplysning om, at ansøgeren skulle have profileret sig ved at tale til de tilstedeværende i megafon, hvilket ikke tidligere er forklaret. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke havde andre opgaver end vagt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at en så væsentlig oplysning er udeladt af referatet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. De generelle forhold i Syrien kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren angiveligt har deltaget i tre demonstrationer i Danmark i […] 2011, kan ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/7
Nævnet meddelte i august 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og udsat for tortur, idet han ikke har overholdt en samarbejdsaftale, som han har indgået med de syriske myndigheder om at melde sig ind i Yekiti-partiet og give sikkerhedstjenesten informationer om partiet og om deres skriftlige materiale. Ansøgeren har tidligere været tilbageholdt af de syriske myndigheder, blandt andet fordi han deltog i et begravelsesoptog for de personer, der var dræbt i forbindelse med urolighederne efter en fodboldkamp i foråret 2004. Ansøgeren har i alt været tilbageholdt fire gange fra 2004 til 2010. Ansøgeren er blevet udsat for tortur under sine tilbageholdelser. Ansøgeren blev senest tilbageholdt i sommeren 2010, da han var på vej til Damaskus for at besøge sin syge far på hospitalet. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to måneder, hvorefter han blev løsladt med meldepligt til sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, således som han forklarede allerede ved registreringen, har været anholdt og tilbageholdt flere gange, blandt andet i forbindelse med urolighederne i forlængelse af fodboldkampen i Qamishli i foråret 2004. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring og resultatet af den foretagne torturundersøgelse endvidere til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur under tilbageholdelserne. Nævnet lægger videre til grund, at myndighederne har udvist interesse for ansøgeren helt frem til udrejsen, idet ansøgeren i sommeren 2010 blev løsladt med meldepligt og ordre om at give oplysninger om Yekiti-partiet. Ansøgeren udrejste illegalt kort tid herefter, idet han ikke ønskede at efterkomme ordren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder under disse omstændigheder, at ansøgeren opfylder betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der meddeles derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/6
Nævnet meddelte i juli 2012 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Qamishli og kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne og en sheik, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren uddelte kristent materiale og blev efter en måned indkaldt til at give møde hos sikkerhedstjenesten, hvor han blev afhørt. Omkring Newroz 2010 blev ansøgeren igen anholdt og afhørt. Ansøgeren blev efterfølgende kontaktet af sheiken, som truede ham på livet. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt og truet på grund af hans konvertering, og faderen blev herunder slået alvorligt. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent, og ansøgeren har fremstået troværdig. Flygtningenævnet bemærker, at de afhøringer, ansøgeren har været udsat for fra myndighedernes side ikke har haft et sådan omfang og en sådan intensitet, at det kan betragtes som asylbegrundende, ligesom ansøger blev løsladt uden pålæg om meldepligt. På baggrund af ansøgerens forklaring om den løbende chikane fra lokale, truslen fra sheiken og den efter hans udrejse eskalerede konflikt i forhold til hans familie, finder Flygtningenævnet det imidlertid godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for alvorlige overgreb fra lokale. Under hensyn til ansøgerens forudgående kontakt med myndighederne findes det sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse mod sådanne overgreb. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7 stk. 1.” syri/2012/5
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (ajnabi) fra landsbyen […] nær al-Malikia, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i hjemlandet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet han i forbindelse med anklager om halmtyveri er blevet registreret af myndighederne. Han har videre henvist til de generelle forhold for statsløse kurdere i Syrien, samt til det forhold at han er udrejst illegalt. Endelig har han henvist til sine politiske aktiviteter i Danmark, idet han har deltaget i omkring ni demonstrationer, hvoraf to er blevet vist på TV-kanaler, der kan ses i Syrien. Ansøgeren har forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen, at han mellem 2007 og 2008 var tilbageholdt i 17 dage, anklaget for at have stjålet halm. Efter at han blev løsladt har han ikke haft nogen problemer i anledning af sagen. Ansøgeren har i fortsættelse heraf i asylskemaet erklæret, at han ikke har haft konflikter i hjemlandet forud for udrejsen, men at han udrejste, som følge af at han som ajnabi var uden rettigheder i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, som forklaret efter samtalen med ansøgerens advokat, reelt var i efterretningstjenestens søgelys i forbindelse med tilbageholdelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren således var uprofileret i forhold til de syriske myndigheder ved udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse kurdere i Syrien er således diskriminerende, at der alene på det grundlag kan meddeles asyl. Ansøgeren har således forklaret, at han og hans familie generelt var begrænset i deres rettigheder, men konkret have faderen og ansøgeren arbejde og familien havde været i stand til at erhverve et hus, omend registreret i en andens navn. Den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte kunne få udstedt rejsedokumenter kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgeren ved at deltage i demonstrationer i Danmark vendt mod det syriske regime kan være kommet i de syriske myndigheders søgelys bemærkes, at ansøgeren efter det foran anførte ikke forud for deltagelsen i demonstrationerne har været politisk aktiv i Syrien eller på anden måde profileret. Ansøgeren optræder på flere optagelser, som han oplyser, er blevet til ved, at andre deltagere i demonstrationerne har filmet. Adspurgt om, hvor optagelserne kan findes på internettet, har ansøgeren forklaret, at han har fået hjælp fra kammerater til at finde optagelserne frem. Ansøgeren har henvist til, at der skulle foreligge tre optagelser, som har været vist henholdsvis på dansk TV og på syriske kanaler. Flygtningenævnet har haft lejlighed til at gennemse optagelsen fra foråret 2011 ved Tivoli, hvor ansøgeren ikke umiddelbart ikke er synlig. Optagelsen fra sommeren 2011 som ansøgeren oplyser, skulle have været vist på en syrisk oppositionskanal, fremstår som en relativt lang optagelse af et stort antal demonstrationsdeltagere, som kameraet panorerer langsomt forbi. Efter at der er forevist måske 20-30 deltagere bliver ansøgeren vist, mens ansøgeren er med til at holde et banner. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at et sådant indslag har været bragt i sin helhed som et nyhedsindslag. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han gennem offentligt tilgængelige billeder eller offentligt fremviste optagelser, er kommet i de syriske myndigheders søgelys. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” syri/2012/4
Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en statsløs mandlig kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Al Hasaka. Ansøgeren har ikke været medlem af nogle politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har sympatiseret med Azadi-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af myndighederne, da han har råbt skældsord mod præsidenten og dennes ægtefælle i forbindelse med, at han blev stoppet under opførelsen af sit hus, og da han er statsløs og endvidere er udrejst illegalt. Ansøgeren er videre i fare ved en tilbagevending, da han bl.a. den […]2012 foran den russiske ambassade deltog i en demonstration i anledningen af landets støtte til den syriske præsident. Der blev foretaget optagelser, hvor ansøgeren ses. De pågældende optagelse er bragt i medier og findes på internettet. Det fremgår af sagen, at ansøgeren har søgt asyl i Schweiz, hvor han begrundede sin asylansøgning i de generelle forhold for kurderne i Syrien. Ansøgeren blev i forbindelse med sagsbehandlingen dér afhørt på sorani. Afhøringen indeholder en lang række detaljer vedrørende ansøgerens forhold. Der foreligger ikke i afhøringen nogen oplysninger om, at de syriske myndigheder konkret har efterstræbt ansøgeren, eller at denne skulle være udrejst på grund af nogen konkret begivenhed. Ved ankomst til Danmark blev ansøgeren afhørt på arabisk, hvor han heller ikke gav oplysninger om, at han konkret skulle have foretaget sig noget, der bragte ham i modstrid med sit landshjems myndigheder. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at han i forbindelse med opførelsen af et hus er fremkommet med mishagsytringer rettet mod den syriske præsident og den politiofficer, der havde kommandoen i forbindelse med nedrivningen. Han måtte derefter flygte fra byggepladsen. Og derefter fra boligen, da den følgende dag blev ransaget af myndighederne. Ansøgeren har for nævnet oplyst, at han undgik at blive fundet på bopælen, idet han gemte sig i et klædeskab. Det er først i forbindelse med nævnsbehandlingen, at der er fremkommet oplysninger om, at der skulle have været sproglige problemer. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren på troværdig vis har kunnet forklare om sine forhold. Ansøgeren har således ikke på overbevisende vis kunnet forklare, hvordan det lykkedes ham at undgå pågribelse på byggepladsen eller den følgende dag på bopælen. Flertallet finder derfor i overensstemmelse med det overfor de schweiziske myndigheder og senere oplyste, at det var generelle forhold, der dannede grundlag for ansøgerens udrejse. Flertallet finder ikke, at ansøgerens tilstedeværelse ved demonstrationen den […] 2012 i sig selv har profileret ham således, at dette er asylbegrundende. Flertallet finder heller ikke, at der i sagen i øvrigt er omstændigheder, der kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og heller ikke, at ansøgeren vil være i en reel risiko for umenneskelig behandling eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/3
Nævnet meddelte i december 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder, kristen af trosretning og fra […], […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sine farbrødre og disses slægtninge, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen i 2005. Videre frygter han at blive anklaget for forseelser på urigtigt grundlag af de syriske myndigheder grundet hans konversion. Endvidere frygter han repressalier fra de syriske myndigheder, som betragter ham som landsforræder, som følge af hans lange ophold i Europa, samt fordi han søger asyl i Danmark. I 2005 konverterede ansøgeren til kristendommen i Libanon, og i 2007 fik hans familie og religiøse farbrødre kendskab til dette. I begyndelsen af 2007 opsøgte den lokale mullah familien og forsøgte at få ansøgeren til at vende tilbage til islam, hvilket han afslog, hvorefter ansøgerens farbrødre blev vrede på ham. I samme måned opsøgte farbrødrene sammen med deres sønner ansøgerens bopæl og udsatte ham og familien for fysiske overgreb, hvorefter de forlod bopælen. I foråret 2007 blev ansøgeren overfaldet på gaden af for ham ukendte personer, som sagde, at han skulle vende tilbage til islam, ellers ville de slå han ihjel. I sommeren 2008 blev familiens bopæl opsøgt igen af omkring otte maskerede personer, som udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. I 2008 blev ansøgeren overfaldet to gange af to af hans venner på gaden grundet hans konversion. I sommeren 2011 blev familiens bopæl opsøgt af ansøgerens farbrødre, deres sønner og syv eller otte maskerede personer, som udsatte ansøgeren og hans familie for fysiske overgreb og truede med at slå ansøgeren ihjel. Efterfølgende udrejste han legalt af Syrien i sommeren 2011. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger til grund, således som også Udlændingestyrelsen har gjort, at ansøgeren er konverteret til kristendommen i 2005. På baggrund af de mere indgående spørgsmål, som ansøgeren først er blevet stillet vedrørende den kristne tro i Flygtningenævnet, finder flertallet således, at konversionen må anses for at være reel. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er blevet tiltagende chikaneret af en ukendt gruppe og dele af sin familie i årene fra 2007 til udrejsen i sommeren 2011. Hans farbrødre har kort før hans udrejse truet ham på livet og slået ham og andre familiemedlemmer. Farbrødrene har endvidere forlangt, at han offentligt skulle møde op i moskeen for at vise, at han ikke længere var frafalden. Ved en tilbagevenden finder flertallet, at ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes reelle beskyttelse mod hans farbrødre. Herefter meddeles der ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/28
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder, kristen af trosretning og fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes børn vil blive slået ihjel af muslimske ekstremister, fordi hun er konverteret til kristendommen. Videre har hun henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hun er udrejst illegalt af Syrien. I 2006 konverterede hun og hendes ægtefælle til kristendommen. I slutningen af 2011 kom hendes nabo på besøg, hvor hun bemærkede, at ansøgeren så en kristen tv-kanal, som hun plejede at se. Naboen sagde, at det var en dårlig tv-kanal, som var imod islam, og ansøgeren forsvarede i vrede tv-kanalen og Jesus. To dage senere kastede ukendte personer snavs på hendes dør og vasketøj, og naboerne ville ikke længere hilse på hende og familien. I sommeren 2011 kastede ukendte personer en sten mod ansøgerens vindue, og en uge senere skrev ukendte personer ”Dræb den, som skifter sin religion” på familiens dør. I sommeren 2011 blev hendes ægtefælle kidnappet af ukendte personer, da han var på vej hjem fra sit arbejde. Efterfølgende flygtede ansøgeren og hendes børn hen til hendes forældre. Tre dage senere ringede ansøgerens nabo og fortalte, at hendes lejlighed var i brand. En uge senere blev hendes fader ringet op af en ukendt person, der sagde til ham, at han skulle dræbe hende, ellers ville de gøre det. Senere I sommeren 2011 udrejste hun sammen med sine børn illegalt. Det syriske politi har fortsat ikke fundet ægtefællen eller kidnapperne. Flygtningenævnet finder i det væsentligste at kunne lægge ansøgerens konsistente forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren på den anførte baggrund har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i risiko for fortsatte alvorlige overgreb fra ukendte personer, hvilket må anses for at udgøre forfølgelse som følge af ansøgerens religion, idet ansøgeren ikke har mulighed for at søge myndighedernes reelle beskyttelse herimod. Den omstændighed, at politiet har modtaget anmeldelse og foretaget en vis efterforskning af kidnapningen og branden, kan ikke tages som udtryk for, at politiet fremadrettet vil yde ansøgeren beskyttelse mod videre overgreb, idet politiets hidtidige efterforskning er sket, uden at politiet har haft kendskab til baggrunden for overgrebene, idet det må lægges til grund, at politiet ikke i forbindelse med selve anmeldelsen er informeret om det mest nærliggende motiv. Flygtningenævnet lægger herved vægt på baggrundsmaterialets oplysninger om forholdene for konvertitter sammenholdt med den tidsmæssige sammenhæng mellem ansøgers udrejse og sikkerhedstjenestens efterspørgsel efter hende på faderens bopæl og finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at efterspørgslen har sammenhæng med udrejsen og baggrunden herfor. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt hendes to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/27
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra […], Syrien. Ansøgeren har siden 2004 sympatiseret med Yekiti og Al-Party. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil slå ham ihjel som følge af hans ulovlige politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor nærmere oplyst, at han i 2004 har været anholdt af sikkerhedstjenesten i forbindelse med en demonstration i Qameshli. Demonstrationen fandt sted dagen efter en fodboldkamp mellem Jihad og Futuwah, hvor tre personer blev dræbt. Statens sikkerhedsdomstol dømte ansøgeren til ét års fængsel for at sprede racisme. Han blev løsladt den i foråret 2005. Ansøgeren blev endvidere tilbageholdt i 2008. Sikkerhedstjenesten havde skudt tre personer under en Newroz-fest i Qameshli, heriblandt ansøgerens ven, […]. Ansøgeren blev anholdt og afhørt af den militære sikkerhedstjeneste efter begravelsen. Militærdommeren dømte ansøgeren til tre måneders fængsel for deltagelse i ulovlige demonstrationer. Ansøgeren og tre af hans venner, […], […] og […] aftalte, at de skulle sætte streger på billeder af Al-Assad, hvilket de gjorde efter arbejdet i foråret 2011. To dage senere skrev ansøgeren og hans venner politiske slagord på Justitsslottets mur, områdesinspektørens hus, og en skole, der lå i nærheden. Derudover sprøjtede de spraymaling på en statue af gamle Al-Assad, og en af ansøgerens venner knækkede statuen. Ansøgerens ven […] blev anholdt, men ansøgeren, […] og […] flygtede. Ansøgeren og hans ven, […], kørte med bil til […]og gemte sig i en hytte, som […]s bedstefader ejede. Efterfølgende blev […] taget af myndighederne. Herefter blev […]s bedstefaders hus og ansøgerens egen bopæl ransaget. To dage senere blev ansøgerens faders hus ransaget, og ansøgerens fader og broder blev tilbageholdt i tre dage af den militære sikkerhedstjeneste. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på en overbevisende måde har sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring fremstår som usikker og usammenhængende og ikke fremstår som selvoplevet. Det gælder således blandt andet ansøgerens forklaring om, ransagningerne, hvor ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet forklare, hvorledes han har fået kendskab til ransagningerne, ligesom det fremstår påfaldende, at han ikke har kunnet oplyse, hvorvidt hans hustru og børn var hjemme, da ansøgerens bopæl blev ransaget. Ansøgeren har herudover på en række punkter forklaret divergerende under sagen. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt nærmere oplysninger om, hvorvidt myndighederne efter udrejsen har henvendt sig på bopælen, ligesom han ikke har søgt nærmere oplysninger om familiens forhold. Ansøgerens forklaring om begivenhederne i 2004 og 2008 fremstår også set i lyset af baggrundsoplysningerne som usikre. Nævnet finder endvidere, at ansøgernes deltagelse i demonstrationer i Danmark ikke kan antages at have profileret ham i forhold til de syriske myndigheder og bemærker herved, at ansøgeren ikke har udtalt sig under demonstrationerne, og at hans identitet ikke er blevet oplyst. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at der har været tolkeproblemer under sagen, og at ansøgerens forklaring, der angår forholdsvis enkle forhold, skal ses i lyset af hans uddannelsesmæssige baggrund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke på overbevisende og troværdig måde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Syrien kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/26
Nævnet meddelte i juni 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder (maktoumeen) og sunni-muslim fra Qamishli. Han har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har siden 2009 sympatiseret med det kurdiske parti KDP-S (Partiya Demokrat a Kurdistane Suriye/Hizb al-Dimuqrati al Kurdistani Suriyah), som faderen var medlem af. Ansøgeren har holdt vagt i forbindelse med cirka 25 partimøder. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter ansøgeren myndighederne, fordi han den […] 2009 var vagt i forbindelse med en mindehøjtidelig for den tidligere partisekretær, der i 1990 blev anholdt sammen med blandt andre ansøgerens far, der ikke er blevet løsladt. Ansøgeren har oplyst, at han i foråret 2008 opsøgte Faiha-afdelingen, der var sikkerhedstjenestens kontorbygning/fængsel for politiske fanger i Damaskus, og spurgte efter sin fader. Efterfølgende blev han tilbageholdt i to måneder og 17 dage. Under tilbageholdelsen blev han udsat for tortur og seksuelle overgreb. I forbindelse med løsladelsen fik han at vide, at han ikke måtte spørge efter faderen igen eller være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgeren har videre oplyst, at han den […] 2009 sammen med to andre personer, herunder et navngivent medlem af KDP-S, fungerede som vagter i forbindelse med en mindehøjtidelighed for partiets tidligere sekretær i en landsby ved Qamishli, og at han på et tidspunkt blev ringet op af den pågældende, der fortalte, at sikkerhedstjenesten kom, og at ansøgeren skulle redde sig selv. Ansøgeren flygtede til fods og tog hen til sin morbror, som sendte ansøgeren videre til en moster. Den […] 2009 ringede onklen til mosterens bopæl og fortalte, at det navngivne partimedlem var blevet anholdt, og at ansøgerens bopæl var blevet ransaget. Den […] 2009 opsøgte morbroderen mosterens bopæl og oplyste, at myndighederne på ny havde ransaget ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring, der har fremstået detaljeret og sammenhængende, til grund. Det lægges således til grund, at ansøgerens fader blev arresteret af de syriske myndigheder i 1990, som følge af sine politiske aktiviteter, at ansøgeren har været tilbageholdt af myndighederne i 2008, og at ansøgeren i den forbindelse blev udsat for fysiske overgreb, herunder dollab og voldtægt. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren ved udrejsen fra Syrien var eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han havde været aktiv for KDP-S. Endelig lægges det til grund, at myndighederne efter ansøgerens udrejse har opsøgt familiens bopæl flere gange og spurgt efter ansøgeren. På denne baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i konkret risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den statsløse kurder fra Syrien […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2012/25
Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er statsløs kurder og sunni-muslim fra[…], der er beliggende i Qamishli kommune. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har støttet den kurdiske sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse fra de syriske myndigheders side på grund af sit ophold i det nordlige Irak i efteråret 2005, idet de syriske myndigheder mistænker ham for at samarbejde med kurdiske bevægelser i det nordlige Irak. Ansøgeren har endvidere henvist til sin broder […]s forhold. Broderen er af en syrisk domstol i 2007 idømt fem års fængsel for våbensmugling. Ansøgeren har oplyst, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange på grund af en mistanke om, at han havde udført ulovlige politiske aktiviteter. Han var tilbageholdt i Damaskus en måned og fire dage medio 2003. I sommeren 2005 blev han anholdt i […]og efterfølgende tilbageholdt i 28 dage i Al-Hasaka. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er i myndighedernes søgelys alene som følge af broderens politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret om, at han under tilbageholdelsen i 2003 blev udspurgt af myndighederne om sin broder […]s politiske aktiviteter. Denne forklaring stemmer imidlertid ikke overens med broderens forklaring om, at han først kom i myndighedernes søgelys i 2004 i forbindelse med urolighederne i Qamishli. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring, der er central for ansøgerens asylmotiv, til grund. Herefter og da ansøgerens forklaring om, at myndighederne må have fået kendskab til ansøgerens rejse til Nordirak, fordi ansøgeren fortalte herom til nogle landsbybeboere, og at ansøgeren, efter myndighedernes kendskab til rejsen og deraf efterfølgende eftersøgning af ansøgeren, opholdt sig i cirka tre år i Syrien, herunder rejste rundt i landet, fremstår som usandsynlig, tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen i 2003 og 2005 og den efterfølgende indrejse i Irak. Ansøgeren har forklaret udbyggende om omfanget og intensiteten af myndighedernes henvendelse til ansøgerens forældre, og forældrene og ansøgerens søskende har efter det oplyste ikke være udsat for overgreb fra myndighederne som følge af broderens forhold. Det bemærkes herved, at ansøgeren direkte har forklaret om, at broderen […] ikke har været i myndighedernes søgelys, selvom han lever et almindeligt liv uden at holde sig skjult. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere forfølgelse fra de syriske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af broderens politiske aktiviteter eller som følge af ansøgerens egne aktiviteter. Der er ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/24
Nævnet meddelte i maj 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Qamishli i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der er født i […], har som asylmotiv oplyst, at han blev anholdt og fængslet i tre måneder i forbindelse med urolighederne i Qamishli i 2004. Ansøgeren har oplyst, at han deltog i en Newroz fest i 2008, hvor hans ven blev skudt af myndighederne. Han deltog endvidere i en demonstration på et tidspunkt i foråret 2009 i Qamishli til minde om de dræbte i 2004. Hans ven, […], blev anholdt og har oplyst ansøgerens navn til myndighederne, som derfor eftersøger ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er blevet indkaldt til og eftersøges for at aftjene sin værnepligt, hvilket han frygter, dels fordi han er kurder, og dels fordi myndighederne efterstræber ham som følge af hans deltagelse i demonstrationen i 2009. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurdering af ansøgerens forklaring har henset til, at ansøgeren har forklaret, at han har haft det psykisk dårligt og har vanskeligt ved præcist at huske nogle detaljer. Der er under nævnsmødet holdt to pauser under ansøgerens forklaring. Efter en vurdering af ansøgerens oplysninger til sagen og i nævnsmødet lægger nævnet til grund, at ansøgeren i 2004 blev anholdt af myndighederne, da han sammen med andre var tilskuer til fodboldkampen i Qamishli, og at ansøgeren efterfølgende var fængslet i tre måneder af myndighederne. Ansøgeren, der blev hårdhændet behandlet under fængslingen, blev løsladt som følge af en amnesti, og det fremgår af ansøgerens forklaring, at han ikke siden er blevet opsøgt af myndighederne i anledning af fængslingen i 2004. Vedrørende ansøgerens oplysning om sin deltagelse i Newroz festen i 2008, tillægger nævnet ikke ansøgerens deltagelse væsentlig betydning, idet ansøgeren har oplyst, at han ikke selv havde nogen kontakt med myndighederne i den forbindelse. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret usikkert om sin deltagelse i demonstrationen i 2009 til minde om Qamishli hændelsen i 2004. Efter en vurdering af ansøgerens oplysninger om hændelsesforløbet i 2009 lægger nævnet imidlertid vægt på, at ansøgeren har forklaret i det væsentlige konsistent om, at hans ven […] blev pågrebet, og at myndighederne efter pågribelse af vennen rettede henvendelse til ansøgerens bopæl for at eftersøge ansøgeren. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren tog ophold i Damaskus, hvor han opholdt sig i en periode indtil udrejsen i sommeren 2010. På den baggrund og i det bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at myndighederne endvidere eftersøger ham på grund af, at han er indkaldt til men udeblevet fra aftjening af militærtjeneste, finder nævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien under de aktuelle forhold på den ovennævnte baggrund vil kunne risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har derfor krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. syri/2012/23
Nævnet stadfæstede i april 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har været anholdt i 24 timer i 2010 i forbindelse med Newroz-festen. Han har senere givet tilladelse til, at en kurdisk dansegruppe kunne træne på hans ejendom. To af hans børn deltog i træningen, hvorefter en nabo kontaktede ham og oplyste, at myndighederne havde afbrudt træningen og taget dansegruppen og træneren med. Ansøgeren var derefter nødt til at flygte ud af Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, han i 2010 kortvarigt var tilbageholdt af myndighederne i omkring et døgn til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han blev løsladt alene med besked om, at udelade deltagelse men ikke pålagt meldepligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han var nødsaget til at flygte, fordi myndighederne havde opdaget, at en dansegruppe havde trænet på hans ejendom, til grund. Nævnet lægger herved især vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem af hans børn, der deltog i dansegruppen, idet han senest uden nævnsmødebehandlingen har udtrykt sig divergerende og usammenhængende om det ene af børnenes navne. Han har videre forklaret divergerende om, hvor længe børnene deltog i dansegruppen, idet han under motivsamtalen har oplyst, at de var med i dansegruppen i én uge, hvorefter han ved asylsamtalen oplyste, at de var med ét år, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at børnene var med i fire-fem måneder. Nævnet bemærker i den anledning, at disse tidsangivelser ikke vurderes alene at kunne skyldes tolkeproblemer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren efter sin forklaring er udrejst uden at få nærmere oplysning om, hvad der var sket med hans børn. Herefter finder nævnet, at ansøgerens forklaring om det passerede umiddelbart før udrejsen er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder ikke, at ansøgerens mulige registrering som illegal udrejst under disse omstændigheder medfører, at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været pålagt meldepligt eller i øvrigt må anses for at være profileret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2012/22
Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […] i Aleppo, Syrien. Ansøgeren har forklaret, at han, sammen med sin bror, […], og dennes venner, fra begyndelsen af 2011 deltog i oprøret mod Al-Assads styre. Ansøgeren og nogle af broderens venner opfordrede, mens det var mørkt, tre gange i begyndelsen af 2011, til, at der blev demonstreret mod regimet ved at male/spraye slagord på bygninger i befærdede gader i Aleppo, […]. Den tredje gang blev de opdaget i […]. De var fire ved den pågældende lejlighed. De løb hver sin vej. Ansøgeren hørte, at en af de andre, […], blev fanget. Den pågældende blev kørt væk. Ansøgeren advarede derefter telefonisk sin bror og tog til byen […], hvor han skjulte sig hos sin mors morbroder, indtil ansøgeren udrejste illegalt i foråret 2011. Morens onkel fortalte ham på et tidspunkt, at han havde hørt, at sikkerhedstjenesten havde været på families bopæl, hvor de havde foretaget ransagning og beslaglagt broderens computer samt spurgt efter ansøgeren og broderen. Myndighederne har været flere gange på bopælen. Under en af henvendelserne blev faderen taget med. Faderen blev løsladt efter cirka to dage. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund og lægger derved vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt om hovedlinjerne i begivenhedsforløbet. Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at han er i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse fra de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1”. syri/2012/21
Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra […], Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med Yekiti partiet siden 2007 og har opbevaret løbesedler for partiet i sin families malerforretning samt givet gratis maling til partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret, at han i sommeren 2009 gav fem dåser spraymaling til sin ven […] og dennes ven til brug for politiske aktiviteter. Fem eller seks dage senere ringede vennens bror til ansøgeren og fortalte, at vennens ven var blevet anholdt af myndighederne, og at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren skjulte sig herefter i to dage hos sin fars ven i […], hvorefter ansøgeren udrejste legalt til […]i besiddelse af sit syriske nationalitetspas. Endvidere har ansøgeren oplyst, at han i Danmark har deltaget i en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen den […]i anledning af begivenhederne i Qamishli. Endelig har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer foran den kinesiske og den russiske ambassade. Ansøgeren frygter, at han ved deltagelse i disse begivenheder er blevet registreret af myndighederne i Syrien. Ansøgerens antagelse af, at han på udrejsetidspunktet var eftersøgt af myndighederne, er alene baseret på formodninger og andenhåndsoplysninger. Endvidere har ansøgeren på en række punkter under asylsagen forklaret upræcist om sin færden forud for udrejsen blandt andet vedrørende sit kendskab til indholdet af løbesedlerne, vedrørende ansøgerens aktiviteter med hensyn til løbesedlerne, vedrørende den begivenhed, som var årsag til, at ansøgeren kom i myndighedernes søgelys, og vedrørende sin interesse for og kendskab til vennens skæbne. Dernæst må det tillægges vægt, at ansøgeren i forbindelse med udrejsen til […]medbragte sit eget ægte pas. Ifølge sin forklaring til samtalereferatet foreviste han passet to gange til syriske myndighedspersoner. Ansøgeren har for nævnet korrigeret dette til, at fremvisningen skete over for myndighederne i […]. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring alene har udført meget begrænsede aktiviteter for Yekiti partiet, og at han i den anledning ikke personligt har modtaget henvendelser fra myndigheder eller i øvrigt været i kontakt med myndighederne. Ansøgeren fremstår således helt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan endvidere ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren har deltaget i de oven for tre nævnte demonstrationer i Danmark, og at billeder af demonstrationerne ved ambassaderne er lagt ud på internettet, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, alene har optrådt som almindelig deltager, og at han ved sin deltagelse ikke kan antages at være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/20
Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udsatte sagen i 2010 med henblik på at få foretaget en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Homs i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han frygter at blive fængslet, da han omkring 2004 og 2007 var tilbageholdt af myndighederne i henholdsvis halvandet år og to måneder. I 2008, dagen efter han havde deltaget i Newroz, var hans hjem blevet ransaget af myndighederne, som havde medtaget bøger og fotografier af ansøgeren sammen med eksponerede kurdere. Efterfølgende var hans forældre flere gange blevet opsøgt af myndighederne, som ledte efter ansøgeren, og ansøgerens fader er flere gange blevet taget med af myndighederne og senere løsladt efter nogle timer. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren videre oplyst, at han under tilbageholdelserne i Aleppo i 2007 var udsat for falanga-tortur et par gange om dagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Vedrørende tilbageholdelsen i Aleppo i 2007 lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvilket år tilbageholdelsen fandt sted, og at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at han var udsat for falanga-tortur et par gange dagligt, hvilket torturundersøgelsen ikke har påvist tegn på. Vedrørende begivenhederne op til udrejsen har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens oplysninger om, at hans hus i Aleppo blev ransaget, og at myndighederne herunder fandt belastende materiale, ikke støttes af ansøgerens øvrige oplysninger om forløbet forud for udrejsen. Det fremgår således ikke, hvorfor myndighederne under Newroz-festen skulle være blevet opmærksomme på ansøgeren. Endvidere opholdt ansøgeren sig i Aleppo i fire til fem måneder inden udrejsen. I denne periode var han på sin bopæl og konstaterede, at myndighederne havde fjernet materialet, og han skaffede sig et pas, som han foreviste ved udrejsen, uden at dette medførte problemer. På denne baggrund finder nævnet, at forklaringen ikke fremstår som selvoplevet, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse”. syri/2012/2
Nævnet meddelte i marts 2012 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2011 udsatte Flygtningenævnet sagens afgørelse med henblik på at foranstalte en torturundersøgelse af ansøgeren. I 2012 modtog Flygtningenævnet en rapport fra vedrørende resultatet af torturundersøgelsen. Sagen blev herefter afgjort på formandskompetencen, da betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, åbenbart måtte anses for opfyldt, jf. udlændingelovens § 53, stk. 9. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra Al-Hasaka i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, der har tilbageholdt ham i cirka to måneder og under tortur afhørt ham om hans aktiviteter i det kurdiske område i Irak, hvor han har arbejdet i en periode på seks måneder fra efteråret 2009 og frem til foråret 2010. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hans pas blev konfiskeret, da han foreviste det i forbindelse med sin genindrejse i Syrien. De syriske myndigheder tog ham med til et fængsel i Qamishli, hvor han under sit 10 dage lange ophold blev registreret, men ikke afhørt. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter 10 dage blev overført til et fængsel i Al-Hasaka, hvor han blev afhørt om sine aktiviteter i Irak, herunder et eventuelt samarbejde med kurdiske partier. I fængslet blev han udsat for slag og spark samt forskellige former for tortur. Blandt andet blev han slået under sine fødder, der var bundet sammen. Han blev løsladt på betingelse af, at han underskrev en samarbejdsaftale med de syriske myndigheder om at give dem oplysninger hver 15. dag på politistationen om kurdiske partier, herunder deres møder og aktiviteter. Ansøgeren har videre oplyst, at han to uger efter løsladelsen tog hen til fængslet og fortalte, at han ikke havde nogen oplysninger at give, da han ikke havde forbindelse til nogen kurdiske partier, hvorefter han fik at vide, at han ville blive fængslet og udsat for overgreb, hvis ikke han havde konkrete oplysninger med, næste gang han skulle møde op 15 dage senere. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens oplysninger om at have været udsat for tortur støttes af den foretagne torturundersøgelse. Af konklusionen fremgår: ”Ud fra det samlede billede, og som svar på spørgsmål stillet fra Flygtningenævnet om, hvorvidt der kan påvises torturfølger og om disse kan være opstået på det angivne tidspunkt, vurderes det sandsynligt, at fundene er følger efter tortur, næseskævheden kan være følge af ubehandlet brud, pådraget under tortur på det angivne tidspunkt i 2010.” Flygtningenævnet lægger herefter efter ansøgerens forklaring til grund, herunder at han i 2010 har været fængslet og udsat for tortur af de syriske myndigheder, der på grund af hans ophold i Irak mistænkte ham for at have samarbejdet med kurdiske partier. Efter løsladelsen skulle han have samarbejdet med myndighederne, men han valgte i stedet at udrejse illegalt. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/18
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter overgreb fra de syriske myndigheder. Han blev fængslet af myndighederne i foråret 2010 som mistænkt for at forberede sig til Newroz. I sommeren 2010 lykkedes det faderen at løskøbe ham. Politiet, der havde modtaget klager over, at ansøgeren holdt politiske møder på sin bopæl, opsøgte ham i slutningen af 2010 og tilbageholdt ham i 48 timer. Der blev fra foråret 2011 afholdt flere politiske møder på hans bopæl. I sommeren 2011 blev han under en forretningsrejse til Damaskus ringet op af sin nabo, som fortalte ham, at politiet holdt udenfor ansøgerens bopæl. Nogle timer senere blev han ringet op af en af sine medarbejdere, der fortalte, at politiet havde spurgt efter ansøgeren i ansøgerens forretning, idet de havde fundet kurdiske aviser og mapper på ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog efterfølgende hen til en ven, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i sommeren 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under behandlingen af asylsagen har forklaret udbyggende, idet han først under mødet med sin advokat har forklaret, at han har været politisk aktiv og herunder har været medlem af Yekiti-partiet. Ansøgeren har derimod til politiet den […] 2011, i asylansøgningsskema den […] 2011 og under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 oplyst, at han ikke har været politisk aktiv. Nævnet finder ikke, at ansøgerens oplysning om, at han var utryg ved en tolk, bange og havde koncentrationsproblemer, kan begrunde denne udbygning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har således om sin faders aktivitet for Yekiti-partiet i asylansøgningsskemaet oplyst, at hans familie ikke har været aktive for politiske partier, og at de ikke har været anholdt eller fængslet. Ansøgeren har derimod til samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 oplyst, at hans fader har været aktiv for Yekiti-partiet og været anholdt flere gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere i asylansøgningsskemaet oplyst, at han ved sin anholdelse i slutningen af 2010 var sammen med sine venner på sin bopæl og blev anholdt sammen med disse, hvorimod han til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2011 har forklaret, at han var alene hjemme på bopælen ved sin anholdelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/16
Nævnet stadfæstede i november 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Ansøgeren indrejste i 2005, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne. I 2011 søgte ansøgeren asyl. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at skulle bo alene, ligesom hun som følge af den generelt vanskelige situation i Syrien frygter, at hun eller andre i hendes familie vil blive udsat for overgreb eller dræbt. Det lægges til grund, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, og at ansøgeren ikke personligt har haft problemer med myndighederne på trods af oplysningerne om ægtefællens aktiviteter. Det må endvidere tillægges vægt, at ansøgeren siden udrejsen har indrejst fem gange i hjemlandet uden problemer – sidste gang endda efter indgivelsen af asylansøgningen – og at ansøgeren først har ansøgt om asyl mere end seks år efter indrejsen i Danmark. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Hertil kommer, at ansøgeren fremstår helt uprofilleveret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2012/15
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2012 genoptog Flygtningenævnet sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske kurdere fra al Malikia i Syrien. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de risikerer forfølgelse som følge af deres etnicitet samt den mandlige ansøgers aktiviteter for Yekiti-partiet før deres udrejse af Syrien i sommeren 2009. Under ansøgernes ophold i Danmark har den mandlige ansøger deltaget i en sultestrejke […] i 2010. Den mandlige ansøger er i denne forbindelse blevet både fotograferet og filmet, hvorefter billederne og filmoptagelserne er blevet offentliggjort på blandt andet hjemmesiderne Facebook og Youtube. De syriske myndigheder har fået kendskab til dette, hvorefter de har opsøgt den mandlige ansøgers familie i Syrien samt midlertidigt fængslet både ansøgerens far og bror. Ansøgeren har tillige deltaget i en kortvarig sultestrejke i 2012 på asylcenteret. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger heller ikke for nævnet i dag har forklaret overbevisende om de konflikter, der gav anledning til udrejsen af Syrien. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring forrykker grundlaget for det tidligere nævns troværdighedsvurdering. Flygtningenævnet lægger som det tidligere nævn til grund, at den mandlige ansøger har udført aktiviteter for Yekiti-partiet forud for udrejsen. Det lægges videre til grund, at ansøgeren har deltaget i en sultestrejke heri landet i efteråret 2010 sammen med en mindre gruppe andre asylansøgere. Ansøgerens deltagelse fremgår af en række foreviste videoklip, der ikke indeholder oplysninger om ansøgerens identitet, og som er offentliggjort på Youtube og i tv. Det fremgår heraf, at sultestrejken i 2010 var rettet mod syriske asylansøgeres forhold her i landet og tillige indeholdt kritik af det syriske regime. I forlængelse heraf vil Flygtningenævnet ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han har udtalt sig i anledning af sultestrejken til ROJ TV. Flygtningenævnet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at de syriske myndigheder i anledning af sultestrejken har opsøgt ansøgerens familie. Når der henses til, at den mandlige ansøger forud for udrejsen havde udført aktiviteter for Yekiti-partiet sammenholdt med den eksponering, der er sket af ham gennem det fremlagte videomateriale, finder Flygtningenævnet efter en helhedsvurdering, at ansøgeren under de aktuelle forhold i Syrien ved en tilbagevenden må antages at være i risiko for at komme i myndighedernes søgelys på asylbegrundende måde. Den kvindelige ansøger har som sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers forhold. Flygtningenævnet meddeler derfor de syriske statsborgere […] og […] samt tre børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/13
Nævnet meddelte i oktober 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2009. I slutningen af 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2010 udsatte Flygtningenævnet sagen på foretagelse af en torturundersøgelse. Senere i 2010 modtog Flygtningenævnet resultatet torturundersøgelsen. I 2011 besluttede nævnet, efter at sagen havde været udsat i skriftlig votering, at indhente en supplerende udtalelse fra Retslægerådet. I slutningen af 2011 modtog Flygtningenævnet udtalelsen fra Retslægerådet. Sagen blev herefter afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kurder fra landsbyen […]ved Aleppo. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer, men han har efter opfordring af en ven sympatiseret med Yekiti-partiet, som hans far var medlem af, og han har i den forbindelse deltaget i flere partimøder, ligesom han har deltaget i flere fester i anledning af fejringen af det kurdiske nytår. Ansøgeren har endvidere i sin skrædderforretning i Aleppo efter bestilling syet kurdiske folkedragter. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet og tortureret på ny, fordi de syriske myndigheder har fået kendskab til, at han har syet kurdiske folkedragter og flag, og fordi han er udrejst illegalt efter at være blevet pålagt meldepligt. Ansøgeren har til sagen oplyst, at otte-ti politifolk i foråret 2008 ransagede hans skrædderforretning og fandt nogle kurdiske folkedragter og flag, som han havde syet efter bestilling fra en irakisk kunde. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt af politiet i cirka en uge. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren dagligt afhørt og tortureret af politiet. Herefter blev ansøgeren overført til det centrale fængsel i Aleppo, hvor han var fængslet i cirka otte måneder. Han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han skulle give møde hos politiet og afgive oplysninger om politiske partier mv. Han mødte op de to første gange, men udeblev den tredje gang, fordi han var bange for at blive slået på ny. I stedet tog han ophold hos en slægtning i[…], indtil han udrejste i slutningen af 2008. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark haft kontakt med familiemedlemmer i Syrien, som har oplyst, at hans families bopæl er opsøgt flere gange af de syriske myndigheder, og at faderen har været tilbageholdt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring giver anledning til tvivl. Ansøgeren har således udbygget sin forklaring blandt andet om omfanget af torturen i fængslet i Aleppo, ligesom nævnet finder, at ansøgerens forklaring om det i forbindelse med nævnsmødet fremlagte fotografi, der skulle være taget af ansøgeren under hans fængselsophold af en medfange, fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger kan Flygtningenævnet dog i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på det anførte i rapporten fra Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet af […]2010 og Retslægerådets udtalelse af […]2011, hvoraf det blandt andet fremgår, at ansøgeren meget muligt kan have været udsat for tortur. Nævnet finder på den baggrund ikke, at divergenserne og udbygningerne i ansøgerens forklaringer har haft et sådant omfang og karakter, at der er grundlag for at tilsidesætte de centrale dele af ansøgerens forklaring. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt i otte måneder og været udsat for tortur, efter at de syriske myndigheder i foråret 2008 ransagede hans forretning og konfiskerede kurdiske folkedragter og flag. Sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelt meget vanskelige sikkerhedssituation i Syrien og de syriske myndigheders fremfærd i forhold til mulige medlemmer af oppositionen, finder Flygtningenævnet det herefter sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2012/12
Nævnet stadfæstede i oktober 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Senere i 2011 udsatte Flygtningenævnet sagen på indhentelse af oplysninger om den generelle situation i Syrien. Sagen er afgjort efter skriftlig votering blandt nævnets medlemmer. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er kurder fra Al-Hasaka i Syrien og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politisk eller religiøs forening eller organisation. Ansøgeren har dog sympatiseret med de politiske partier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive dræbt af den syriske efterretningstjeneste, idet han mistænkes for at have været politisk aktiv, ligesom han mistænkes for at være i ledtog med sin læremester – en fotograf med tilknytning til kurdiske partier. Lærermesteren blev anholdt af myndighederne i 2009, hvorefter ansøgeren forlod Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i efteråret 2008 var tilbageholdt i 15 dage, idet myndighederne mistænkte ansøgeren og et antal andre etniske kurdere for at have væltet et billede af præsidenten. Ansøgeren blev løsladt uden betingelser. Endelig har ansøgeren henvist til han frygter at skulle aftjene værnepligt, idet kurdere generelt bliver udsat for chikane og overgreb under aftjeningen af værnepligt. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han i sommeren 2009 var nødsaget til at forlade Syrien på grund af aktuel risiko for myndighedsforfølgelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, dels om hvornår og under hvilke omstændigheder han modtog et opkald fra lærermesterens søn og dels om sit forudgående kendskab til denne søn. Ligeledes har ansøgeren i asylansøgningsskemaet oplyst, at sønnen til myndighederne oplyste, at han ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig, hvorefter ansøgeren under gensamtalen hos Udlændingestyrelsen har oplyst, at sønnen til myndighederne oplyste, at ansøgeren var til festen og under nævnsmødet har oplyst, at Sikkerhedstjenesten var bekendt med hans opholdssted på grund af deres tilstedeværelse ved festen. Endvidere finder nævnet, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorledes sønnen er kommet i besiddelse af ansøgerens telefonnummer. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han i efteråret 2008 var frihedsberøvet af de syriske myndigheder. Nævnet finder dog ikke, at dette forhold i sig selv kan begrunde asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren blev løsladt uden betingelser og ikke efterfølgende har været udsat for myndighedsforfølgelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for etniske kurdere under værnepligt ikke i sig selv kan begrunde asyl. Herefter, og når henses til, at ansøgeren må anses for helt uprofileret, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland er i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2012/11
Nævnet meddelte i januar 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk kurder fra en landsby i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har sympatiseret med de kurdiske partier og i den forbindelse deltaget i enkelte møder og på anden vis hjulpet partierne. Ansøgeren har taget en uddannelse som farmaceut i udlandet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har hjulpet tilskadekomne under uroligheder i en navngiven by i foråret 2010 med blandt andet medicin. Den […] blev han anholdt af myndighederne, og han var tilbageholdt i cirka tre måneder. Under tilbageholdelsen blev han udsat for overgreb. Han blev løsladt, idet han indvilligede i at videregive oplysninger om de kurdiske partier og andre kurdere til myndighederne. Ansøgerens bopæl er blevet ransaget flere gange af myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han har brudt aftalen med myndighederne ved at skjule sig og senere udrejse illegalt af Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet denne under hele forløbet har været konsistent og virket troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har udleveret medicin til en bekendt, som viderebragte medicinen til sårede kurdere. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren som følge heraf blev anholdt af myndighederne og tilbageholdt i cirka tre måneder. Flygtningenævnet lægger desuden til grund, at ansøgeren blev løsladt mod at love at samarbejde med myndighederne, hvilket han ikke gjorde, men i stedet flygtede ud af Syrien. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren er kommet således i de syriske myndigheders søgelys, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2012/1
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
