ugan202620

Nævnet meddelte i august 2026 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2024. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [by A], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel og frygter at blive fængslet og udsat for tortur af myndighederne, fordi homoseksualitet er ulovligt i Uganda. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren 2024] blev opdaget under en seksuel akt med en anden mand på [et offentligt sted]. Ansøgerens partner formåede at undslippe, mens ansøgeren selv blev tilbageholdt, og en menneskemængde bragte ham efterfølgende til landsbyens formand. Der opstod en stemning af selvtægt, og formanden besluttede derfor, at ansøgeren skulle overdrages til politiet, som arresterede ham. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for vold af sine medindsatte, fordi fængselspersonalet afslørede hans seksuelle orientering for dem. Ansøgeren blev løsladt mod bestikkelse, men under løsladelsen sagde politichefen, at ansøgeren vil blive sigtet for at være homoseksuel og for at flygte fra politiet. Ansøgeren mener derfor, at han i dag er eftersøgt. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter udstødelse fra sin familie og at blive udsat for vold af personer fra lokalområdet, fordi de kender til hans seksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans mor blev bekendt med hans seksuelle orientering allerede i 2015, da ansøgeren blev bortvist fra sin [skole], fordi han er homoseksuel. Ansøgerens mor lovede at holde det hemmeligt for hans far, hvis ansøgeren lovede at stoppe sin homoseksualitet. I [foråret  2021] kom ansøgerens forældre hjem og opdagede ansøgeren og hans partner under en seksuel akt. Ansøgerens far blev meget vred. Han har udstødt ansøgeren af familiens klan og ikke vil have noget med ansøgeren at gøre. Ansøgeren blev bortvist fra [skolen] på grund af homoseksualitet, og mange af [skolens] elever kender derfor til hans seksualitet. Nogle af dem bor i [by A]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund for afgørelsen i sagen, at ansøgeren er homoseksuel, at hans seksualitet er kendt i Uganda af både hans familie og myndighederne, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda ønsker at leve åbent om sin seksualitet. Flygtningenævnet lægger også til grund, at ansøgeren på grund af sin seksualitet blev bortvist fra en [skole] i 2015, udstødt af dele af sin familie i 2021 og tilbageholdt af politiet i 2024. Flygtningenævnet lægger ved bevisvurderingen af ansøgerens forklaring vægt på, at ansøgeren allerede i sit asylansøgningsskema [fra efteråret 2024] oplyste, at han er homoseksuel, og at det er baggrunden for hans asylansøgning. Ansøgeren har fastholdt forklaringen herom i hele ansøgningsforløbet, og Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren på nævnsmødet har forklaret vedholdende, overbevisende og velreflekteret omkring sin seksuelle orientering. Ansøgeren har besvaret uddybende spørgsmål fra Flygtningenævnet, navnlig om påpegede udbygninger og forhold, der umiddelbart ikke fremstår overbevisende, angående det faktiske begivenhedsforløb i forbindelse med bortvisningen fra [skolen], udstødelse fra dele af sin familie og tilbageholdelsen af politiet på en meningsfuld måde. Ansøgeren har også forklaret uddybende om sin seksualitet og overvejelser i den sammenhæng. Flygtningenævnet har også tillagt det en vis betydning, at ansøgerens forklaring om sin seksualitet understøttes af en udtalelse af [sommeren 2026] fra [en LGBT+-organisation], hvoraf det fremgår, at ansøgeren har været medlem af gruppen siden [efteråret 2024], og at han gennem foreningen har mødt sin nuværende kæreste, [A], der ligeledes er medlem af gruppen. Der foreligger tillige en mail af [sommeren 2026] fra [A] med bekræftelse af et forhold mellem ham og ansøgeren. Af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom fra den 17. februar 2021 i sagen B. and C. v. Switzerland fremgår blandt andet, at en ansøger ikke kan pålægges at skjule sin seksualitet for at undgå forfølgelse, og at der ikke alene skal foretages en vurdering af, om homoseksualitet faktisk er kriminaliseret, men en konkret vurdering af hvorvidt ansøgeren kan opnå myndighedsbeskyttelse, såfremt vedkommende udsættes for ”ill-treatment” af ikke statslige aktører på grund af sin seksuelle orientering. Efter baggrundsoplysningerne for LGBT+ personer i Uganda må det lægges til grund, at ansøgeren ikke kan opnå myndighedsbeskyttelse imod de overgreb, han risikerer på baggrund af sin seksualitet. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne for LGBT+ personer i Uganda, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2026/20/fbll