syri202622

Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk araber og ikke-religiøs fra [by] i Hama-Provinsen, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at bære våben, hvilket han er imod. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at selvom militærtjeneste ikke længere er obligatorisk, vil han blive tvunget til at lade sig rekruttere til militæret på grund af de manglende arbejdsmuligheder. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at skulle leve under den nye syriske regering og få sin frihed begrænset. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er sekulær og ikke-religiøs. Den nye regering er islamisk ekstremistisk, og de begrænser den personlige frihed samt regulerer borgernes adfærd og livsførelse. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden blive tvunget til at have langt skæg og efterleve de religiøse normer, herunder daglige bønner, hvilket han ikke ønsker. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [familiemedlem A] , fordi ansøgeren skylder ham penge. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [familiemedlem A] lånte ham penge til hans rejse til Danmark. Ansøgeren havde lovet at betale [familiemedlem A] det skyldte beløb tilbage, når ansøgeren fik et arbejde i Danmark. Ansøgeren har imidlertid ikke fået en arbejdstilladelse, hvorfor han ikke har kunne tilbagebetale pengene, og [familiemedlemmet A] har gentagne gange opsøgt ansøgerens familie i Syrien og fremsat trusler mod ansøgerens liv. [Familiemedlemmet A’s] søn er desuden ansat i politiet under den nye syriske regering. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien, der er præget af vilkårlige drab, kidnapninger og forsvindinger, og at han ikke vil få en god fremtid, hvis han vender tilbage til Syrien. Ansøgerens advokat har i advokatindlægget og under nævnsmødet opsummeret ansøgerens asylmotiver således, at det angår ansøgerens muligheder for at leve frit i Syrien, ansøgerens asylretlige modsætningsforhold til [familiemedlem A], og at ansøgeren kan blive nødt til at påtage sig arbejde for de syriske regeringsstyrker for at kunne forsørge sig selv, hvorved han kan blive dræbt. Der er også henvist til den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet kan på baggrund af ansøgerens forklaringer under sagen lægge til grund, at ansøgeren har modtaget penge af [familiemedlem A] til finansiering af sin rejse til Danmark, men det kan ikke lægges til grund, at det var ansøgerens [familiemedlem A], der finansierede hele rejsen, og det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren på den baggrund står i et aktuelt asylbegrundende modsætningsforhold til [familiemedlem A]. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2024 i Udlændingestyrelsen forklarede, at han fik råd til rejsen ved, at der blev samlet penge ind fra forskellige familiemedlemmer. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til sin udvidede samtale [i foråret] 2026 i Udlændingestyrelsen ganske vist forklarede, at han var blevet truet på livet af [familiemedlem A] på grund af gælden, men samtidig forklarede, at ansøgeren ikke var blevet truet direkte, men indirekte gennem sin familie, og at [familiemedlem B] frygtede, at det ville ende galt for ham. Ansøgeren forklarede ikke om detaljer angående truslen. Ansøgeren forklarede endvidere, at han selv var blevet kontaktet af [familiemedlem A] fem gange, og at [familiemedlem A] herunder havde sagt, at han ønskede en afklaring af, om ansøgeren havde til hensigt at betale, så [familiemedlem A] derefter kunne beslutte, hvad han ville gøre. Ansøgeren forstod dette som, at det både kunne betyde, at [familiemedlem A] ville opgive håbet om tilbagebetaling, men også at [familiemedlem A] ville gøre ham fortræd, hvis han vendte tilbage til Syrien. Ansøgeren har ifølge advokatindlægget til sin advokat forklaret, at han ikke har været i kontakt med [familiemedlem A] siden primo 2025. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin frygt for [familiemedlem A] fremtræder overfladisk og udetaljeret, og nævnet finder, at det må anses for at bero på ansøgerens egen formodning, at [familiemedlem A] vil udsætte ham for asylbegrundende overgreb. Det er ikke sandsynliggjort, at der foreligger en konflikt med en sådan aktualitet og intensitet, at det kan være asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at den generelle sikkerhedssituation i Syrien ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på EUAA´s rapport ”Country Guidance Syria” fra december 2025, side 71 ff., hvor det for så vidt angår vurderingen efter kvalifikationsdirektivets bestemmelse om subsidiær beskyttelse – der i vidt omfang svarer til udlændingelovens § 7, stk. 3 – anføres, at ingen områder i Syrien har en ”exceptionally high level” (dvs. ”mere presence”) eller ”high level” af ”indiscriminate violence”, og at ”indiscriminate violence” alene forekommer ”not at a high level” i en række provinser, ligesom der i Damaskus er ”no real risk for a civilian  to be personally affected by indiscriminate violence”. Der er således ikke grundlag for at antage, at der på nuværende tidspunkt i nogen del af Syrien, herunder Hama, foreligger en generel situation som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 3, hvorefter enhver ved sin blotte tilstedeværelse i et område vil være i reel risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af vilkårlig og udbredt vold i forbindelse med en væbnet konflikt. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er sekulær og ikke-religiøs, men nævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne om forholdene i Syrien ikke er forhold, der kan begrunde, at ansøgeren har et asylrelevant beskyttelsesbehov. Der henvises herved til, at det af EUAA, Country Guidance: Syria, December 2025, pkt. 4.8 (s. 39-40) om ”Individuals perceived to have transgressed religion/moral laws, norms or codes” fremgår, at transitionsregeringen ikke har vedtaget love, der begrænser alkohol, musik eller blanding af køn. Der henvises endvidere til Udlændingestyrelsens ”Syria – An Update”, pkt. 11 om ”Westernisation” (bilagsnr. 2260). Det bemærkes tillige, at Flygtningenævnets praksis nu er, at der efter regimeskiftet i Syrien ikke er tilstrækkeligt grundlag for generelt at anvende et forsigtighedsprincip i forbindelse med asylvurderingen af syriske statsborgere. For så vidt angår det, som ansøgeren har anført om vanskeligheder med at finde arbejde, og at det derfor kan blive nødvendigt for ham at påtage sig et risikofyldt arbejde for de syriske regeringsstyrker, bemærker Flygtningenævnet, at der ikke er tale om, at ansøgeren risikerer overgreb for myndighederne ved at undlade at påtage sig et sådant arbejde. De konsekvenser, han frygter, hvis han ikke påtager sig et sådant arbejde, er af socioøkonomisk karakter, og Flygtningenævnet finder, at der ikke er tale om et forhold, der kan være asylbegrundende. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en reel risiko for overgreb mv. omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og de generelle forhold i Syrien kan ikke begrunde asyl. En kumulativ vurdering af de forhold, ansøgeren har påberåbt sig, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2026/22/fbll