Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2024 idømt fængsel i 1 år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 244, stk. 1, og § 260, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber, muslim og statsløs palæstinenser fra Syrien. Han er født i Aleppo, men opvokset i Yarmouk-lejren i Damaskus. Klageren har ikke været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, fordi han har aftjent militærtjeneste under det tidligere Assad-styre. Hans far har gjort tjeneste som officer i det syriske luftvåben i 30 til 35 år, og hans bror har gjort tjeneste som soldat i tre til fire år. Klageren har videre henvist til, at han frygter forfølgelse, fordi han i 2015 eller 2016 [fik forbindelse] med en kvinde fra Israel på [et socialt medie]. Hans venner i Syrien konfronterede ham hermed, hvorefter han slettede hende som ven igen. Kort efter blev hans mor opsøgt på sin bopæl i Syrien af ukendte, civile, bevæbnede personer, der gennemsøgte bopælen, og klageren mistænker, at dette skyldtes venskabet med den israelske kvinde på [et socialt medie]. Klagerens mor er desuden også blevet opsøgt i 2017 af ukendte civile personer, der efterspurgte ham. Klageren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold for palæstinensiske flygtninge i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Klageren og klagerens familie er således registreret hos UNRWA og har også modtaget støtte fra UNRWA. Der skal herefter tages stilling til, om UNRWA’s beskyttelse og bistand er bortfaldet, idet klageren i så fald automatisk vil være omfattet af Flygtningekonventionen og omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Vurderingen af, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet skal foretages under hensyntagen til den generelle situation i operationsområdet samt ansøgerens individuelle forhold, herunder sårbarhed, jf. hertil EU-Domstolens dom 13. juni 2024 i sag C-563/22. Ved afgørelsen af om UNRWA som følge af de generelle forhold er ude af stand til at yde beskyttelse eller bistand, er det afgørende, om UNRWA er i stand til at sikre klageren værdige levevilkår eller et minimum af sikkerhed, uden at den pågældende er forpligtet til at godtgøre, at han er specifikt berørt af den generelle situation som følge af individuelle forhold, jf. dommens præmis 87. Der kan også henvises til dommens præmis 81-84. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at UNRWA opererer i Syrien, hvor organisationen driver skoler, sundhedscentre, sociale programmer og nødhjælpsaktiviteter og yder hjælp til et betydeligt antal palæstinensiske flygtninge. Der kan i den forbindelse henvises til Udlændingestyrelsens rapport ”Syria; Situation of Certain Groups” fra december 2025 (bilagsnummer nr. 2196), EUAA’s rapport ”Syria: Country Focus” fra juli 2026 (bilagsnummer 2265) og EUAA’s rapport ”UNRWA’s ability to fulfil its mandate across its areas of operation January 2025 – 31 March 2026” (bilagsnummer 2248). Der kan endvidere henvises til UNRWA’s oversigt ”UNRWA in Syria: Fact Sheet April 2026”. Baggrundsoplysningerne viser samtidig også, at UNRWAs muligheder for at bistå palæstinensiske flygtninge er påvirket af betydelige kapacitetsproblemer på grund af bl.a. manglende finansiering, og at det bl.a. påvirker UNRWAs sundhedstilbud, økonomiske støtte og fødevarehjælp. Af baggrundsoplysningerne fremgår også, at en meget stor del af de palæstinensiske flygtninge, som opholder sig i Syrien, lever under fattigdomsgrænsen, og at der er udbredt fødevareusikkerhed. Det bemærkes i forlængelse heraf, at der også er udbredt fattigdom og fødevareusikkerhed i den syriske befolkning i øvrigt. Der er imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke på baggrund af oplysningerne om UNRWAs aktiviteter i Syrien grundlag for at fastslå, at UNRWA generelt har mistet evnen til at udøve sin kernefunktion i Syrien, eller at organisationens bistand generelt må anses for ophørt for palæstinensiske flygtninge på en sådan måde, at der ikke kan sikres værdige levevilkår eller minimale sikkerhedsforhold. Der er således ikke grundlag for at sige, at UNRWA alene formelt er til stede i Syrien. Klageren har ikke særlige helbredsmæssige problemer, og der er ikke oplysninger om andre forhold, som gør ham særlig sårbar, og som kræver en særlig indsats fra UNRWA. Der er derfor heller ikke med henvisning til klagerens individuelle forhold grundlag for at fastslå, at UNRWA ikke kan levere den fornødne beskyttelse og bistand. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at palæstinensiske flygtninge i Syrien, der har været registreret hos UNRWA tidligere, kan henvende sig til UNRWA og blive registreret igen, og at de dermed er berettiget til beskyttelse og bistand. Det bemærkes i forlængelse heraf, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen 24394/25, A. F. mod Østrig, vurderede, at den generelle situation i Syrien ikke længere indebar, at den blotte tilstedeværelse indebar en reel og umiddelbar risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 og 3. Flygtningenævnet tiltræder på den baggrund og af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med henvisning til de generelle forhold i Syrien. Det tiltrædes tillige af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren ikke risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i Syrien som følge af risikoen for genindkaldelse til det syriske militær. Med hensyn til ansøgerens øvrige asylmotiver er Flygtningenævnet også enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse herfor. Flygtningenævnet er således enig i, at klagerens forklaring i så væsentlig grad fremstår udbyggende og divergerende, og at den derfor ikke kan lægges til grund. Der er endvidere ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ændringerne er kommet efter, at klageren er blevet udvist. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., og at han derfor ikke automatisk vil være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han på grund af individuelle forhold er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2026/14/sahe
