Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Genoptaget sag.
Advokaten henviste under genoptagelsessagen som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har været udrejst af medlemsstaternes område i mere end et år efter at have indgået ansøgning om asyl i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:
”Klageren har i forbindelse med denne genoptagelsessag principalt gjort gældende, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af hans asylansøgning efter Dublinforordningens artikel 19, stk. 2, idet han efter Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2024 har forladt medlemsstaternes område og har opholdt sig i [land A] i mere end 1 år. Det er subsidiært gjort gældende, at asylsagen bør tages under behandling i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Det følger af Dublinforordningens artikel 19, stk. 2, at et tidligere etableret ansvar bortfalder, såfremt en udlænding, efter at have indgivet en ansøgning om asyl i en medlemsstat, har opholdt sig uden for medlemsstaternes område i mere end tre måneder og derefter er genindrejst. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring om, at han har været udrejst til [land A] i mere end 3 måneder, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om årsagen til hans udrejse til [land A], hvorefter han frygtede en række privatpersoner i Tyskland med tilknytning til [militant gruppe] og derfor ikke ville overføres til Tyskland, afviger fra hans tidligere forklaring til Udlændingestyrelsen, og at hans samlede forklaring i øvrigt fremstår udbyggende og utroværdig. Hertil kommer, at de fremlagte dokumenter og fotos ikke kan føre til en anden vurdering af troværdigheden af klagerens forklaring. Der er herved henset til Nationalt ID-centers dokumentbedømmelse af indrejsetilladelsen til [land B] af [vinteren 2025/2026], hvorefter dokumentet på trods af manglende ægte sammenligningsmateriale fremstår manipuleret, selv om dokumentet efter klagerens forklaring er udleveret til ham af de lokale myndigheder. Det er ligeledes tillagt vægt, at de to fremlagte arbejdskontrakter begge vedrører ansættelser med start den samme dato og til dels i det samme daglige tidsrum, uden at klageren har kunnet give en plausibel og overbevisende forklaring på de nævnte forhold, og at der ikke er fremlagt øvrige oplysninger om klagerens eventuelle arbejde i [land A]. Hertil kommer, at arbejdstagerens underskrift på de to kontrakter ikke fremtræder sammenfaldende, hvilket rejser yderligere tvivl om de to dokumenters ægthed. De fremlagte fotos er hverken sted- eller tidsfæstede. På den anførte baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt finder Flygtningenævnet, at Tysklands ansvar for klagerens asylsag ikke kan anses for at være ophørt efter forordningens artikel 19, stk. 2. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, at der er grundlag for at bestemme, at asylansøgningen skal behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet fastholder derfor nævnets afgørelse af [efteråret] 2024, hvorefter klageren skal overføres til Tyskland i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b.” Dub-Tyskl/2026/27/lafal
