Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, navnlig til forholdene for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Af lovens § 29 a, stk. 1, fremgår, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren til støtte for, at hans sag skal behandles i Danmark, anført, at han i Sverige vil blive betragtet som ikke medvirkende til sin udsendelse og dermed ikke vil få adgang til indkvartering og være henvist til at leve på gaden uden adgang til blandt andet ordentlig mad. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at asylansøgere i Sverige, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Det kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2025, Update June 2026), side 94f. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige – hverken de svenske myndigheder eller den svenske lovgivning – ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter afslaget på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, imens deres sager færdigbehandles, herunder tilbyde indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Cangu, præmis 66-79, og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed. Den omstændighed, at det må forventes, at klageren – der har fået afslag på sin ansøgning om asyl i Sverige og herefter ikke har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, men har haft pligt til at udrejse – som udgangspunkt ikke vil blive tilbudt indkvartering af de svenske myndigheder, udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en konflikt med en gruppering i Sverige, kan ikke føre til en anden vurdering af, at klageren kan overføres til Sverige. Flygtningenævnet har herved ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren, såfremt han i Sverige fortsat måtte opleve problemer med den nævnte gruppering, må henvises til at rette henvendelse til de svenske myndigheder, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Heller ikke det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han lider af konstant angst og føler sig overvåget, og at han er psykisk sårbar, kan føre til en anden vurdering af, at klagerens sag ikke skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter klageren vil have ret til akut lægehjælp, såfremt det bliver nødvendigt. Det bemærkes videre, at Hjemrejsestyrelsen forud for overførsel af klageren til Sverige kan underrette de svenske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Sver/2026/19/anfi
