Nævnet stadfæstede i august og 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klageren tilknytningen til sin herboende partner, klagerens helbredsmæssige tilstand og psykiske sårbarhed. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren var registreret som asylansøger i Sverige, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. forordningens præambels punkt 14, idet klageren har henvist til, dels at hun har sin ægtefælle i Danmark, som hun er tæt knyttet til, dels at hendes psykiske tilstand er meget dårlig. Spørgsmålet er, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse har det bl.a. betydning at få fastlagt klagerens familiemæssige relationer til Danmark, herunder om der foreligger et ægteskab eller fast samlivsforhold med [A]. Det følger af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III skal ske på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. Sagen skal således vurderes med udgangspunkt i forholdene, som de forelå ved ansøgningen om asyl [i vinteren 2025/2026]. Dublinforordningens artikel 9 regulerer, hvorledes der skal forholdes i forhold til familiemedlemmer, som er personer med international beskyttelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd: ”Hvis ansøgeren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom.” Dublinforordningens familiebegreb er nærmere fastlagt i forordningens artikel 2, litra g, hvorefter der i forordningen bl.a. forstås følgende ved: ”g) »familiemedlemmer«: for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet, følgende medlemmer af ansøgerens familie, der opholder sig på medlemsstaternes område: - ansøgerens ægtefælle eller ugifte partner i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller nationale praksis sidestilles med gifte par i henhold til dens lovgivning vedrørende tredjelandsstatsborgere - …” Bestemmelsen i artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, må, jf. Flygtningenævnets praksis, forstås således, at en ægtefælle eller ugift partner i fast forhold er omfattet af bestemmelsen, uanset om ægteskabet var indgået allerede i hjemlandet eller først er indgået på et senere tidspunkt. I første række er spørgsmålet, om der foreligger et ægteskab mellem klageren og [A], der anerkendes her i landet, eller om klageren og [A] er i et fast ugift parforhold. Klageren og [A]var ikke ægtefæller – heller ikke religiøst viet – da klager ansøgte om asyl i Sverige [vinteren 2025/2026], og de har aldrig boet sammen. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at der heller ikke er grundlag for at anse klageren og [A] som ugifte partnere i et fast samlivsforhold som fastlagt i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det betyder, at der ikke som følge bestemmelserne i Dublinforordningens artikel 9 sammenholdt med artikel 2, litra g, er grundlag for at fastslå, at Danmark er forpligtet til at behandle klagerens asylsag. Ansvaret for at behandle klagerens asylsag påhviler derfor Sverige i overensstemmelse med udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, i overensstemmelse med den modtagne accept fra de svenske myndigheder. Det følger imidlertid af den diskretionære bestemmelse i Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Hverken EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet understreger i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets praksis, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnets flertal finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at humanitære og menneskelige hensyn taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flertallet finder, at der efter navnlig parternes kortvarige forhold ikke kan anses at være en sådan tæt relation og afhængighed mellem dem, at dette afgørende taler for, at behandle asylsagen her i landet. Den omstændighed, at klageren i foråret 2026 har været gravid, men ufrivilligt har aborteret, kan ikke føre til en anden bedømmelse af karakteren af parternes relation. Flertallet lægger desuden vægt på, at [A]fortsat kan være en støtte for klageren via digital kontakt, således som klageren har forklaret, at han var, mens klageren opholdt sig i [klagerens hjemland]. Flertallet finder, at klagerens psykiske sårbarhed – som følge af oplevelser i [klagerens hjemland] og den ufrivillige abort – ikke har en karakter, at det i sig selv eller i kombination med en afhængighed mellem klageren og [A] kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2025/2026].” Dub-Sver/2026/18
