Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Portugal i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt et visum til Portugal. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
Klageren henviste som begrundelse for, at han sag skulle behandles i Danmark, blandt andet på baggrund af en privatretlig konflikt med nogle personer i Portugal. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren i besiddelse af et gyldigt visum til Portugal, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Portugal er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Portugal dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Portugal [i foråret] 2026, stiltiende, har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren over for DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Portugal frygter nogle mænd, som mod betaling lovede at skaffe ham lovligt arbejde, og som er i besiddelse af hans mobiltelefon og personlige oplysninger samt har fremsat trusler mod ham, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren, såfremt han på ny måtte opleve problemer med de pågældende personer, må henvises til at rette henvendelse til de relevante portugisiske myndigheder, herunder politiet, som må antages at have både viljen og evnen til at yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Portugal er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Portugal, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. I denne vurdering er indgået AIDA’s Country Report: ”Portugal, Update on 2024”, udgivet september 2025, vedrørende asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Portugal. Nævnet bemærker herved, at asylsystemet i Portugal ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren og indkvartering. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Portugal, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet bemærker videre, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Portugal må således også antages at have evnen og viljen til at sikre, at klageren ved en overførsel til landet ikke vil stå uden indkvartering. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Port/2026/2
