Nævnet stadfæstede i august 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Letland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Letland, herunder at klageren ved overførsel til Letland risikerer at blive sendt ud af landet uden at få sin asylsag realitetsbehandlet, og at hun risikerer frihedsberøvelse under umenneskelige vilkår. Advokaten henviste i øvrigt til klageres særlige sårbarhed og den behandling, hun allerede havde været udsat for i Letland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Letland har [i foråret] 2026 accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Flygtningenævnet har i overensstemmelse hermed lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Letland og herefter har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Nævnet finder på denne baggrund, at Letland som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i forordningen. Klageren har gjort gældende navnlig, at hendes asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at hun ved overførsel til Letland risikerer at blive sendt ud af landet uden at få sin asylsag realitetsbehandlet, og at hun risikerer frihedsberøvelse under umenneskelige vilkår. Klageren har i den forbindelse henvist til, at sammenholdt med den behandling hun allerede har været udsat for i Letland, og idet hun er særlig sårbar, bør hendes sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. l, jf. præamblens punkt 17, jf. EU-charteret om grundlæggende rettigheder art. 4, 6 og 18 samt EMRK artikel 3 og 5. Flygtningenævnet har ved flere tidligere afgørelser udtalt, at asylsystemet i Letland generelt må anses for behæftet med visse mangler, og at der kan være risiko for frihedsberøvelse under til dels vanskelige vilkår, samt risiko i øvrigt for manglende adgang til asylsystemet i form af navnlig push-back ved grænseposter. Flygtningenævnet har imidlertid ikke fundet, at der er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemiske mangler ved asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Letland, at dette kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Letland i medfør af Dublinforordningen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har ved afgørelserne henvist til, blandt andet rapporten “Report to the Latvian Government on the periodic visit to Latvia carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT)” fra juli 2023, side 18ff. Nævnet har henvist til at den væsentligste del af de foreliggende baggrundsoplysninger dog vedrører forholdene for asylansøgere som følge af den særlige situation (nødsituation) ved grænsen til Belarus fra august 2021 til august 2023. Det vil ikke være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat. Der kan herved henvises til EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-41 1/10 og C-493110), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i EMRK, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163117). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet har ved de tidligere afgørelser endvidere lagt vægt på, at det fremgår af rapporten “Information on procedural elements and rights of applicants subject to a Dublin transfer to Latvia” fra april 2023, som er udarbejdet af Letland inden for rammen af EUAA’s dataindsamling, at en Dublin-returnee har adgang til indkvartering, herunder lægelig behandling, og har ret til på ny at få adgang til asylproceduren. Oplysningerne i den omhandlede rapport er efterfølgende opdateret med oplysninger tilvejebragt indtil den 29. maj 2024. Flygtningenævnet finder fortsat, og også efter de nyere baggrundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtage- og indkvarteringsforholdene i Letland, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Letland i medfør af Dublinforordningen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder EMRK og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at klageren har forklaret om vold udøvet af grænsevagter samt frihedsberøvelse under vanskelige vilkår. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagerens konkrete og individuelle forhold, der bør indebære, at klageren alligevel ikke skal overføres til Letland, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at klageren har forklaret, at hun har været udsat for vold og frihedsberøvelse af de lettiske myndigheder, hvilket har påvirket hendes psykiske tilstand, og at hun har haft selvmordstanker. Nævnet er også opmærksom på, at klageren for nævnet, har forklaret, at hun har modtaget betydelig støtte fra sin forlovede i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring herom, men nævnet finder ikke, at der er tale om forhold af en sådan karakter, at klageren kan anses for særlig udsat eller sårbar. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet, ligesom Udlændingestyrelsen, finder, at oplysningerne om, at klagerens forlovede har lovligt ophold i Danmark, hverken i sig selv eller kumulativt kan føre til en anden vurdering. Forholdet er efter de foreliggende oplysninger ikke omfattet af Dublinforordningens artikel 9, jf. artikel 2, litra g, og der kan ikke antages, at foreligge et familieliv, der nyder beskyttelse efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke, hverken efter baggrundsoplysningerne om de generelle forhold eller klagerens individuelle forhold, er oplysninger om forhold eller omstændigheder, der kan begrunde, at der forud for en overførsel efter Dublinforordningen, skal stilles krav om at der indhentes en individuel og konkret garanti om, at klager i Letland vil blive behandlet i overensstemmelse med Letlands internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at ansøgningen bør behandles i Danmark i medfør af den diskretionære bestemmelse i Dublinforordningens artikel 17. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse”. Letl/2026/2/MPC