Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum til Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp og klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren genindrejste i sit hjemland efter indrejsen i Frankrig, og at hans visum således ikke kunne anvendes ved indrejsen i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit i Frankrig på baggrund af et short stay visum (C) udstedt til indrejse og ophold i Frankrig i perioden [efteråret] 2025 til [foråret] 2026, at Frankrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet har lagt til grund, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2026 har fremsat en anmodning om accept by default til Frankrig, og at fristen for Frankrigs svar på anmodningen således udløb [to dage forud for datoen i sommeren] 2026. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der foreligger en såkaldt accept by default. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at Frankrig efterfølgende [i sommeren] 2026 accepterede at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på oplysninger fra visumsystemet VIS samt på klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder – uanset om det kan lægges til grund, at klageren efter sit ophold i Frankrig genindrejste i [klagerens hjemland] – at det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har været udrejst fra medlemsstaternes område, ikke kan føre til, at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens visum til Frankrig havde en gyldighedsperiode fra [efteråret] 2025 til [foråret] 2026, og således fortsat var gyldigt, da han indrejste i Danmark og søgte asyl [i vinteren2025/2026]. Det forhold, at det udstedte visum til Frankrig alene gælder en enkelt indrejse, og at klageren ikke anvendte visummet ved indrejsen i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det udledes af Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, at Frankrig er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, idet klageren på tidspunktet for ansøgningen var i besiddelse af et gyldigt visum, og at forordningen ikke stiller krav om, at klageren skal anvende det udstedte visum i forbindelse med indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2026/6/lafal
