Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er født i Danmark i midt 1990’erne.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han er født og opvokset i et vestligt land og har tillagt sig en vestlig levestil. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blandt andet indtager alkohol og at han udskiller sig fra andre i Afghanistan på grund af sit udseende og sin påklædning samt på grund af sin anderledes udtale af farsi. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke har nogen familiemæssig tilknytning til Afghanistan, hvorfor han ikke vil kunne få støtte fra familiemedlemmer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter Taliban, idet han er etnisk hazara og shiamuslim. Ansøgeren har endelig henvist til, at han som følge af sin opvækst i et vestligt land, vil blive anset som værende velhavende, hvorfor han risikerer at blive udsat for vilkårlige overfald og røverier. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren, der er født og opvokset i Danmark, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at han ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, at afvejningen mellem de forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en vurdering af flere forhold ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der skal i første række tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Som anført af Udlændingestyrelsen er ansøgeren straffet mange gange, herunder for grov personfarlig kriminalitet, og Flygtningenævnet tiltræder – hvad den beskikkede advokat under nævnsmødet har været enig i – at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgeren må anses som en fare for samfundet. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på navnlig grovheden og omfanget af ansøgerens kriminalitet samt den omstændighed, at ansøgeren – i forlængelse af en lang række straffedomme, herunder med advarsler om udvisning – senest [i sommeren] 2026 er straffet ved [byrets] dom med fængsel for overtrædelse af bl.a. lovgivningen om euforiserende stoffer. Flygtningenævnet finder, at kriminalitet må anses at være en tilbøjelighed hos ansøgeren, og at der derfor er betydelig risiko for, at ansøgeren også fremover vil begå alvorlig kriminalitet. Ansøgerens tidligere oplysninger om at være ude af sit misbrug og at have ændret kurs i livet kan på den anførte baggrund ikke føre til en anden bedømmelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet proportionalitetsafvejning – hvori også er indgået, at ansøgeren er født i Danmark, hvor han har levet hele sit liv – at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet har herved lagt betydelig vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, herunder på længden af de idømte straffe. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har givet møde i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet, og han har således ikke afgivet forklaring om sine personlige forhold. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2026/20/flfr
