ukra202625

Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2022.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen fra Kirovohrad oblast, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærpligt. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke har ejendom eller arbejde i Ukraine. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han vil blive sendt i krig, idet han ikke har et arbejde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at har modtaget en militærindkaldelse. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren forud fra sin udrejse fra Ukraine var blevet indkaldt til almen værnepligt. Flygtningenævnet lægger også ansøgerens egen forklaring til grund om, at han forud for sin udrejse fra Ukraine blev undersøgt af en læge i forbindelse hermed, at han skrev under på et dokument, og at han derefter skulle møde [i vinteren 2021/2022], hvor han udeblev, idet han indrejste i Danmark denne dag. Flygtningenævnet finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for på et tidspunkt at blive tvangsmobiliseret til krigstjeneste og for at blive idømt en fængselsstraf, eventuelt efter først at være blevet idømt en bødestraf, såfremt han nægter at udføre krigstjeneste. Såfremt ansøgeren idømmes fængselsstraf som følge af hans nægtelse af at udføre krigstjeneste, vil dette imidlertid ikke udgøre asylbegrundende forfølgelse, idet det herved bemærkes, at det efter baggrundsoplysningerne må kunne lægges til grund, at længden af en sådan fængselsstraf ikke vil være åbenbart uproportional og i strid med danske retsprincipper. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt ansøgeren vil være i risiko for i givet fald at skulle afsone under forhold, der udgør en krænkelse af hans menneskerettigheder, herunder særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Højesteret tog i en kendelse af 20. juni 2025 i sag 3/2025 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2025, side 3792) stilling til denne risiko i forhold til en person, der ønskedes udleveret til strafforfølgning i Ukraine. Højesteret udtalte, at det fremgik af ”en række rapporter mv. om fængselsforhold i Ukraine …, at det ukrainske fængselsvæsen har haft et langvarigt strukturelt problem med vedvarende overbelægning navnlig i arresthuse, at de krav, der følger af den ukrainske lovgivning om personligt areal, i mange institutioner ikke overholdes, at fængselsforholdene til tider udgør en alvorlig trussel mod de indsattes liv og helbred, og at den verserende krig mod Rusland væsentligt har forværret fængselsforholdene. Det fremgår imidlertid også af rapporterne, at de ukrainske myndigheder på trods af krigen har udfoldet betydelige bestræbelser på at sikre passende forhold for frihedsberøvede personer, at de ukrainske myndigheder har fortsat indsatsen for at reducere antallet af frihedsberøvede personer, at der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet”. På baggrund af de konkrete garantier, som de ukrainske myndigheder havde udstedt over for de danske myndigheder i den pågældende sag, og den lovgivning, som i november 2023 var blevet indført vedrørende afsoningsforholdene for udleverede personer – men som altså efter det oplyste ikke gælder generelt for strafafsonere eller for personer, der udsendes til Ukraine efter at være blevet udvist eller fået afslag på opholdstilladelse – fandt Højesteret, at der ”på trods af rapporterne om fængselsforholdene i Ukraine” ikke var reel risiko for, at den pågældende ved udlevering til strafforfølgning ville blive udsat for forhold i strid med konventionens artikel 3. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en dom af 13. november 2025 i sag nr. 7937/24 m.fl. fundet, at en række personer havde været frihedsberøvet under forhold, der udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 3, bl.a. i perioden fra december 2024 til marts 2025. Dommen er afsagt af en komite (Committee) på tre dommere, jf. konventionens artikel 26, stk. 1, jf. artikel 28, stk. 1, litra b, om materielle afgørelser i sager vedrørende ”well-established case-law of the Court”.  Den seneste rapport i de foreliggende baggrundsoplysninger, der i nærmere detaljer redegør for forholdene for varetægtsarrestanter og strafafsonere i Ukraine er Udlændingestyrelsens rapport fra december 2024 med titlen ”Ukraine Prisons conditions, 2024 update”. På baggrund af oplysningerne om, at de ukrainske myndigheder på trods af krigen har udfoldet betydelige bestræbelser på at sikre passende forhold for frihedsberøvede personer, at de ukrainske myndigheder har fortsat indsatsen for at reducere antallet af frihedsberøvede personer, at der er en igangværende reform af fængselsvæsenet, og at der er oprettet et ekspertudvalg vedrørende fængselsvæsenet, finder Flygtningenævnet efter det oplyste om ansøgerens individuelle forhold ikke, at en afsoning i de ukrainske fængsler vil være i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er sund og rask. Ansøgeren har herunder for Flygtningenævnet forklaret, at han ikke har nogen diagnoser. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2.  De generelle forhold i Ukraine herunder i ansøgerens hjemområde Kirovohrad oblast har ikke en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår således af COI rapport af september 2026 – Ukraine sikkerhedssituationen for civile i Ukraines regioner, at konfliktens tyngdepunkt ligger i det østlige og sydlige Ukraine: Donetsk, Zaporizjzja, Kherson, Kharkiv og Sumy tegner sig tilsammen for over 83 procent af samtlige registrerede hændelser. Kirovohrad tegner sig for 0,1 procent. Flygtningenævnet bemærker, at socioøkonomiske forhold ikke er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”  Ukra/2026/25/YSN