Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2024 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig klageren afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de daværende syriske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at hans tre [familiemedlemmer] udrejste af Syrien, inden de blev voksne, hvorefter de syriske myndigheder havde opsøgt klagerens bolig tre gange, fordi de ville have klagerens [familiemedlemmer] til at aftjene værnepligt. Klageren oplyste endvidere, at hans bopæl første gang blev opsøgt i slutningen af 2022 af sikkerhedstjenesten, der ledte efter klageren og hans tre [familiemedlemmer]. Klageren har oplyst, at der gik mellem 15 og 20 dage, før han blev opsøgt for anden gang, men at hverken klageren eller hans ægtefælle var hjemme. Klageren fik at vide af sine naboer, at sikkerhedstjenesten havde opsøgt bopælen. Omkring 17 dage herefter blev klagerens bopæl opsøgt for tredje gang, hvor han ikke var hjemme. Klageren fik endnu en gang at vide af sine naboer, at sikkerhedstjenesten havde opsøgt hans bopæl. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2026 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., og § 19 a, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke længere foreligger en generel situation i Syrien omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at det understøttes af afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i A.F. v. Austria af 23. september 2025, hvori det vurderes, at Syrien ikke længere er et land, hvor enhver civil person automatisk befinder sig i reel og umiddelbar risiko for at blive udsat for drab, tortur eller umenneskelig behandling. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, fordi klageren mener, at der ikke er stabilitet i landet, og at han har hørt, at forholdene i Syrien generelt er dårlige. Klageren har ved advokatindlægget som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse som følge af en politisk anskuelse, der vil blive tillagt ham på grund af hans tidligere ansættelse i den syriske offentlige sektor, herunder en statskontrolleret [arbejdsplads], jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, idet en sådan risiko følger af kombinationen af hans tidligere offentlige ansættelser, risikoen for at blive opfattet som tilhænger af det tidligere regime, den fortsatte tilstedeværelse af væbnede grupper, den udbredte vilkårlighed og de utilstrækkelige muligheder for at opnå effektiv myndighedsbeskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen og har til støtte herfor gjort gældende, at der skal foretages en konkret risikovurdering i sagen vedrørende ansøgerens tidligere offentlige ansættelser under de nye politiske og sikkerhedsmæssige forhold, herunder i forhold til ansøgerens funktion, synlighed, hjemområde mv. Dette asylmotiv har ikke været behandlet under styrelsens behandling af forlængelsessagen, og sagen bør derfor hjemvises, så ansøgeren får mulighed for at få asylmotivet behandlet i to instanser. Sagen omhandler i første række spørgsmålet, om klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, der blev meddelt under henvisning til de generelle forhold i Syrien, kan nægtes forlænget. Herudover skal der tages stilling til, om klageren har ret til opholdstilladelse i Danmark på grundlag af individuelle forhold, det vil sige, om klageren har sandsynliggjort et individuelt behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. I det omfang bedømmelsen af klagerens sag falder ud til, at betingelserne i udlændingeloven for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er opfyldt, skal der desuden foretages en vurdering af, om en sådan nægtelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, navnlig den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at grundlaget for ansøgerens hidtidige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke længere er til stede. Som anført af Udlændingestyrelsen er det Flygtningenævnets praksis, at der i lyset af regimeskiftet i Syrien ikke er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde anvendelsen af det forsigtighedsprincip, der har været anvendt for så vidt angår syriske statsborgere siden 2019. Med baggrund i navnlig EUUA´s rapport: Country Guidance Syria fra december 2025 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse fra den 23. september 2025 i sagen A.F. v. Austria, er det endvidere Flygtningenævnets praksis, at der ikke længere er grundlag for at antage, at der i nogen del af Syrien foreligger en generel situation omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. De nyeste baggrundsoplysninger, herunder om Aleppo, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har ret til opholdstilladelse i Danmark på grundlag af individuelle forhold. Om sit arbejde i Syrien forklarede klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2023, at han var [håndværker]. […] Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at han i 7 år før 2014 arbejdede som [håndværker] [på en arbejdsplads], der er en offentlig virksomhed. […] Klageren frygter efter sin forklaring for nævnet at blive forfulgt af det nye islamistiske styre, hvis han vender tilbage til Syrien, fordi de vil anse ham som sympatisør af det tidligere styre på grund af den offentlige ansættelse. Det er en frygt, som er opstået på grund af udviklingen i Syrien. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i 7 år før 2014 arbejdede som [håndværker][på en offentlig] [arbejdsplads]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at han derved er profileret som tilhænger af det tidligere Assad-styre. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke tidligere har forklaret om en frygt for det nye regime eller befolkningen i Syrien på grund af sine tidligere arbejdsforhold, selvom der var anledning til det ved samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2026, hvor regimeskiftet havde fundet sted mere end 1 år forinden. Det må sammenholdes med, at klagerens ægtefælle fortsat bor i Syrien, og at klageren har forklaret, at de er i kontakt ca. 3 gange om ugen. Det må derfor formodes, at klageren var bekendt med forholdene i Syrien efter regimeskiftet, da han var til samtale i Udlændingestyrelsen. Det kan efter baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil generelt vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Der henvises herved til EUUA´s rapport: Country Guidance Syria fra december 2025, pkt. 4, EUUA´s rapport: Syria: Country Focus fra juli 2026, pkt. 2, og UHNCR´s rapport: International Protection Considerations with Regard to Asylum-Seekers from the Syrian Arab Republic fra maj 2026 pkt. III. Flygtningenævnet finder, at der ikke er fremkommet oplysninger om konkrete omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive betragtet som tilhænger af det tidligere Assad-styre. Det må derfor anses for at bero på klageren egen formodning, at han mener, at han skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb på grund af sit tidligere arbejdsforhold. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, navnlig EMRK artikel 8, hvoraf det fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privatliv og sit familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at anse nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse for at udgøre et indgreb i hans ret til familieliv, men nævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at det udgør et indgreb i hans privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering om, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet kan også tiltræde, at indgrebet er nødvendigt for at opnå dette formål. Der skal herefter foretages en samlet og konkret proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af indgrebet over for klageren. Af betydning for denne proportionalitetsafvejning fremgår følgende af lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, der førte til den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 1. pkt., under pkt. 2.3.2.1.1.1 om ”Længden af det lovlige ophold”: ”… For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Udlændingens tilknytning til oprindelseslandet, herunder eventuel opvækst dér, sprogkundskaber, familie mv., indgår også i vurderingen af, om inddragelse eller forlængelse skal undlades.” Flygtningenævnet lægger ved proportionalitetsafvejningen vægt på, at klageren er [50-60] år og født i Syrien, hvor han boede med sin ægtefælle indtil sin udrejse i foråret 2023. Han indrejste i Danmark [i efteråret] 2023 og har således på nuværende tidspunkt ophloldt sig her i landet i 3 år. Hans ægtefælle bor stadig i deres hjem i Syrien. Klageren har oplyst, at han har kontakt med hende tre gange om ugen. Klageren har også [flere familiemedlemmer] i Syrien. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren taler arabisk og ikke dansk. På den baggrund kan klageren ikke anses for at have opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder hans ret til privatliv i henhold til EMRK artikel 8, at nægte forlængelse af hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvis, at den omstændighed, at klageren ved advokatindlægget har påberåbt sig nye asylmotiver, ikke kan begrunde en hjemvisning af sagen. Efter karakteren af de nye asylmotiver har det været muligt for Udlændingestyrelsen at forholde sig hertil på mødet i Flygtningenævnet, og sagsoplysningen har i det hele været tilstrækkelig til, at Flygtningenævnet på forsvarlig vis har kunnet forholde sig til sagen. Der er ikke sket en forrykning af det materielle grundlag for Udlændingestyrelsens afgørelse i et sådant omfang, at hensynet til iagttagelse af to-instansprincippet tilsiger, at sagen skal behandles af Udlændingestyrelsen på ny. Sagen hjemvises derfor ikke. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2026/28/RETA
