syri202627

Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.  
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, fordi han i 2019 har aftjent værnepligt under den tidligere regering og deserterede efter en måned. Ansøgeren frygter endvidere sin tidligere nabo i Syrien, [A], fordi ansøgeren i 2022 pågreb [A], da han forsøgte at begå indbrud hos ansøgerens familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en nat hørte støj fra husets gård. Ansøgeren så en maskeret person og det lykkedes ansøgeren, at hive masken af den pågældende, der viste sig at være naboen [A]. [A] flygtede derfra, men blev efterfølgende fængslet. Senere flygtede [A] fra fængslet og tog til [en anden provins i Syrien]. Ansøgeren har efterfølgende hørt, at [A] er vendt tilbage til deres landsby i Homs efter magtskiftet i Syrien. [A] leder efter ansøgeren. [A] har spurgt efter ansøgeren og har sagt, at de har et regnskab, der skal afregnes. Videre har ansøgeren henvist til, at [A] er frivillig i den nye regerings hær og således er bevæbnet og magtfuld. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse af [foråret] 2026 taget stilling til spørgsmålet, om de generelle forhold i Syrien i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgerens advokat har ikke for Flygtningenævnet gjort gældende, at de generelle forhold i Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og nævnet finder i overensstemmelse med nævnets aktuelle praksis ikke grundlag for at antage, at der i nogen del af Syrien foreligger en generel situation som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 3. Vedrørende ansøgerens asylmotiv angående aftjening af værnepligt under den tidligere regering, og at han deserterede efter en måned, kan Flygtningenævnet i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet bemærker vedrørende dette asylmotiv, at det af nævnets baggrundsoplysninger fremgår, at det er muligt for alle syrere, der fremgik af den tidligere regerings liste over eftersøgte personer, at indrejse i Syrien uden at opleve problemer. Dette gælder tillige militærunddragere og desertører, der ved indrejse kan henvende sig til myndighederne med henblik på at få fjernet en eventuel registrering ved deres navn. Det må efter baggrundsoplysningerne endvidere lægges til grund, at der ikke findes officielle retningslinjer vedrørende militærunddragerere, og at de generelt kan rejse frit i Syrien, hvis det kan dokumenteres, at de deserterede, før den tidligere regering blev væltet, jf. EUAA, Syria, Country Focus, udgivet i juli 2026. På denne baggrund, og da der ikke i øvrigt er oplysninger vedrørende ansøgerens forhold, der kan føre til andet resultat, finder Flygtningenævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af aftjening af værnepligt og desertering under det tidligere styre i Syrien, risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Vedrørende asylmotivet der angår ansøgerens modsætningsforhold til en tidligere nabo, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usammenhængende, og at ansøgeren har forklaret forskelligt om den trussel, som naboen fremsatte over for ansøgerens bror. Udlændingestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt, om hvad der skete efter, at han havde konfronteret naboen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at der af referatet fra oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2023 og af referatet fra de øvrige samtaler af [vinteren 2023/2024], [foråret] 2024 og [efteråret] 2024 ikke fremgår oplysninger om dette asylmotiv. Det fremgår således, at ansøgeren da oplyste, at han ikke frygtede andre eller andet end de syriske myndigheder, fordi han var deserteret fra militæret og flygtet ud af Syrien. Af referatet fra samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2026 fremgår, at ansøgeren under denne samtale nu forklarede, at han tillige frygtede sin tidligere nabo, fordi ansøgerens bror var blevet truet af den tidligere nabo. Naboen truede med at hævne sig på ansøgeren. Ansøgeren forklarede under denne samtale tillige, at den tidligere nabo var vendt tilbage og havde meldt sig frivilligt hos myndighederne, samt at han derfor nu har magt og våben. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet fremlagt to dokumenter affattet på arabisk. Ansøgeren har forklaret, at dokumenterne er fra 2023, og at der er tale om en anmeldelse og et lægenotat vedrørende et overfald begået af [A] mod ansøgerens far og bror. Ansøgeren har forklaret, at han har modtaget de fremlagte dokumenter for 5 dage siden fra sin familie i Syrien. Han modtog dokumenterne fordi han bad familien i Syrien undersøge, om der var noget, der kunne understøtte ansøgningen om asyl i Danmark. Foreholdt, at oplysningerne er fremkommet på et meget sent tidspunkt, har ansøgeren forklaret, at dette skyldes, at ansøgerens familie i Syrien vil spare ham for bekymringer om familiens sikkerhed i Syrien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om konflikten med en person, der har begået indbrud i familiens hjem fremstår udbyggende og usammenhængende. Flygtningenævnet finder endvidere at forklaringen, herunder om de under mødet for nævnet fremlagte arabiske dokumenter, fremstår yderligere udbyggende og konstrueret. Flygtningenævnet afviser derfor ansøgerens forklaring om dette spørgsmål og finder som følge heraf ikke, at ansøgeren af denne grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Samlet finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en reel risiko for overgreb mv. omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2026/27/sahe