Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder, muslim af trosretning og fra [by i Al-Hasakah] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter tvangsrekruttering til det kurdiske YPG. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han 2020 eller 2021, efter et længere ophold i [et andet mellemøstligt land], rejste tilbage til Syrien og i den forbindelse blev registreret af YPG, da han krydsede grænsen. Ansøgeren blev efterfølgende bekendt med, at YPG ledte efter ham, idet hans ægtefælles svoger oplyste ham herom. Svogeren hjalp ansøgeren og hans familie med at skjule sig for YPG. Hver gang YPG patruljerede, måtte ansøgeren og hans familie gemme sig. YPG opsøgte flere gange ægtefællens svoger og spurgte efter ansøgeren. I 2023 hjalp svogeren ansøgeren med at udrejse illegalt af Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter den nuværende præsident, Ahmad al-Sharaa, og hans regering, fordi al-Sharaa tidligere var en del af ISIL og har halshugget kurdere. Han frygter også at blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste af de nuværende syriske myndigheder. Ansøgeren har endelig henvist til, at han generelt frygter forholdene for kurdere i Syrien. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund. Om ansøgerens modsætningsforhold til YPG og tvangsrekruttering til militærtjeneste for YPG bemærker Flygtningenævnet, at YPG udgør en del af Syrian Democratic Forces (SDF), og at det fremgår af EUAA’s notat: Syria: Developments Concerning Situation of Kurds, Military Service, Security Situation, udgivet den 26. marts 2026, at der tidligere har været en obligatorisk selvforsvarstjeneste under SDF, men at der den 30. januar 2026 blev offentliggjort en våbenhvile- og integreringsaftale mellem den syriske regering og SDF. Disse baggrundsoplysninger underbygges af Flygtningenævnets nyere baggrundsoplysninger, herunder i EUAA, Syria, Country Focus, udgivet i juli 2026. Uanset, at ansøgeren skal vurderes i forhold til sit hjemområde, der er beliggende i det nordøstlige Syrien og fortsat er under kontrol af SDF, finder Flygtningenævnet ikke efter baggrundsoplysninger grundlag for at antage, at der i dette område sker systematisk tvangsrekruttering til YPG. Flygtningenævnet må efter ansøgerens egne oplysninger lægge til grund, at ansøgeren da han indrejste i Syrien i 2020 eller 2021, blev registreret af YPG, men ikke pålagt militærtjeneste. Det må endvidere lægges til grund, at han herefter i flere år, indtil udrejsen i 2023, opholdt sig i området, og at YPG havde kendskab til dette. På denne baggrund, og da der ikke foreligger oplysninger om aktuelle konflikter mellem ansøgeren og YPG, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren af denne grund risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Om ansøgerens frygt for de nuværende syriske myndigheder fremgår af de baggrundsoplysninger, der er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse og tillige af nævnets nyere baggrundsoplysninger, at det er muligt for alle syrere, der fremgik af den tidligere regerings liste over eftersøgte personer, at indrejse i Syrien uden at opleve problemer. Dette gælder tillige militærunddragere og desertører, der ved indrejse kan henvende sig til myndighederne med henblik på at få fjernet en eventuel registrering ved deres navn. Det må efter nævnets baggrundsoplysninger tillige lægges til grund, at der ikke findes officielle retningslinjer vedrørende militærunddragere, men at de generelt kan rejse frit i Syrien, hvis det kan dokumenteres, at de deserterede, før den tidligere regering blev væltet, jf. EUAA, Syria, Country Focus, udgivet i juli 2026 side 95-96. På denne baggrund, og efter oplysningerne om ansøgerens forhold, finder Flygtningenævnet, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren af denne grund risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Om ansøgerens frygt for tvangsrekruttering i øvrigt bemærker Flygtningenævnet, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EUAA, Syria: Country Focus, udgivet i juli 2026, ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren vil blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste eller at han som følge af et modsætningsforhold i øvrigt til den nuværende regering, risikerer asylbegrundende forfølgelse ved tilbagevenden til Syrien. Der foreligger heller ikke oplysninger i øvrigt om ansøgerens forhold, der kan begrunde, at han må anses for særlig udsat eller eksponeret for overgreb eller forfølgelse. Om forholdene for kurdere fremgår af EUAA, Syria: Country Focus, udgivet i juli 2026, side 59 “… On 16 January 2026, Presidential Decree No. 13 recognised Kurdish as a national language, permitting its instruction in both public and private schools in areas with significant Kurdish populations. It also designates 21 March (the Kurdish New Year - Nowruz) as a nationwide public holiday in Syria. The January 2026 integration agreement between the SDF and the transitional government includes provisions to facilitate the return of predominantly Kurdish displaced persons to Afrin, Sheikh Maqsoud (Aleppo governorate) and Sere Kaniye (Hasaka governorate) and envisages the appointment of local officials in these areas. However, neither the agreement nor the decree provides for the constitutional recognition of Kurdish rights, a key demand of Kurdish political leaders. Kurds residing in transitional government-controlled areas generally continue their daily lives without significant restrictions, harassment, mistreatment, discriminatory treatment, or ethnically motivated attacks, provided they do not engage in political activity. According to a Syrian lawyer consulted by DIS, individuals perceived as politically active or critical of the authorities may face reprisals similar to those experienced by government critics irrespective of their ethnic background. In general there have been no attacks against Kurds living in government-held areas apart from isolated incidents reported of Kurds travelling from northeast Syria to Damascus who have been screened for alleged links to DAANES and in some cases detained. According to a Kurdish activist interviewed by DIS there have been arrests of Kurds travelling from SDF-controlled areas to Damascus for alleged links to the Democratic Union Party (PYD) with some of them reportedly being tortured. No other cases of mistreatment of Kurds have been reported. …” Der er ikke oplysninger om ansøgerens forhold, der kan begrunde, at ansøgeren må anses for særlig udsat eller eksponeret som følge af sin kurdiske afstamning. På denne baggrund, og da der ikke er oplysninger om konkrete trusler eller forfølgelse af ansøgeren af denne årsag, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke vedrørende dette asylmotiv har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Som følge af det anførte finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien vil være i en generel, konkret eller individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2026/26/sahe