rusl202641

Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2023. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og sunnimuslim fra byen [A], Khabarovsk Kraj, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland dels frygter at blive tilbageholdt af FSB, fordi han som led i sin værnepligt blev bekendt med fortrolige oplysninger og sidenhen er udrejst til EU, og dels frygter at skulle deltage i krigen mod Ukraine. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fra [sommeren] 2019 til [sommeren] 2020 aftjente sin værnepligt i nationalgarden i Khabarovsk Kraj. Under sin værnepligt oplevede han flere problemer, idet han er fra Kaukasus. Han oplevede konflikter med flere overordnede, der blandt andet beskyldte ham for at tale over sig og for ikke at adlyde ordrer. En af de overordnede forsøgte at få ham fængslet. Ansøgeren oplevede videre, at de erfarne soldater forsøgte at provokere ham til at begå fejl, og at en anden værnepligtig angreb ham. Af den grund blev der indledt en straffesag mod ansøgeren, som dog senere blev lukket. Efter sin værnepligt vendte han tilbage for at afslutte sin uddannelse. Det gjorde han i sommeren 2021, hvorefter han rejste hjem til Ingusjetien. Han rejste derefter til [by B] for at arbejde. Ansøgeren arbejdede i [by B], da den officielle mobilisering trådte i kraft i september 2022. På et tidspunkt blev arbejdspladsen opsøgt af politiet, der udleverede nogle dokumenter til hans chef. Ansøgeren blev senere bekendt med, at chefen skulle udsendes til krigen. Ansøgeren opsagde derefter sin stilling og rejste tilbage til Ingusjetien. Han fik i den forbindelse udstedt et russisk nationalitetspas i [foråret] 2023. Han boede i bjergene hos forskellige slægtninge, mens han forsøgte at finde en måde at udrejse på. Han rejste til forskellige byer i Rusland, herunder [by C], [by D], [by E] og [by F], i sit forsøg på at udrejse, inden han rejste tilbage til Ingusjetien. Inden han nåede hjem, mødte han sin far, der havde medbragt hans pas og en militærindkaldelse. Faren oplyste ansøgeren om, at han havde valget mellem at efterkomme indkaldelsen eller at udrejse. Ansøgerens forældre var flere gange blevet opsøgt af FSB, der havde ransaget deres hjem og efterspurgt ansøgeren. I den forbindelse havde FSB udleveret militærindkaldelsen til ansøgerens forældre. Ansøgeren udrejste i [sommeren] 2023. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om opsøgninger fra angiveligt FSB på ansøgerens forældres bopæl. Ansøgeren har således først under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2025/2026] oplyst, at maskerede mænd fra militæret kom i en lastbil til forældrenes hus og afleverede en indkaldelse til ansøgeren til en lægeundersøgelse og et møde med indkaldelsesudvalget til militærtjeneste, og da ansøgeren ikke var hjemme, ransagede de hjemmet og oplyste, at ansøgeren ville blive fængslet, hvis ikke han mødte op på militærkommissariatet for at underskrive en kontrakt med militæret. Efterfølgende under samme samtale med Udlændingestyrelsen har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far ikke konkret har fortalt ansøgeren, hvad de skete under opsøgningen af folk med ”tre bogstaver”, og at det, ansøgeren tidligere i samtalen har oplyst, afspejler myndighedernes generelle tilgang i forbindelse med opsøgninger. For nævnet har ansøgeren oplyst, at hans families hjem blev opsøgt af folk, hvoraf flere var maskerede, en person var civilklædt klædt og en var politimand, at de kom i en mørk Jeep, og at de spurgte efter ansøgeren, hvorefter de ledte efter ham i hjemmet. Samtidig blev en indkaldelse til militæret afleveret til ansøgerens far. Ansøgeren har tillige til Udlændingestyrelsen forklaret usammenhængende om tidspunktet for, hvornår personerne henvendte sig til ansøgerens forældres bopæl med en indkaldelse til lægeundersøgelse og et møde med indkaldelsesudvalget til militæret, og hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgeren har således under en samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2025/2026] oplyst, at efter personerne opsøgte forældrenes bopæl, rejste ansøgeren til [by D]. Ansøgeren har i samme samtale efterfølgende oplyst, at ransagningerne foregik to dage i træk i ugen op til ansøgerens udrejse i slutningen af [sommeren] 2023. Ansøgeren har tillige i samme samtale oplyst, at han opholdt sig i [by D], da forældrenes hjem blev opsøgt af personerne, hvor der blev foretaget ransagning. For nævnet har ansøgeren oplyst, at han var i [by D], da hans forældres hjem blev opsøgt, og hvor indkaldelsen til lægeundersøgelse og møde ved militæret blev afleveret. Ansøgeren har også forklaret, at han var i [by D] i [tidligere på sommeren] 2023. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende. Ansøgeren har kort forinden nævnsmødet fremlagt et dokument, der angiveligt skulle dokumentere, at han skulle møde op til lægeundersøgelse ved militæret  [i sommeren] 2023. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at dokumentet først er fremkommet kort forinden nævnsmødet. Endvidere stemmer indholdet fra dokumentet ikke overens med ansøgerens divergerende forklaring om, hvornår indkaldelsen angiveligt blev afleveret til familien. Hertil kommer, at ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ville forsøge at skaffe dokumenter om sin militærtjeneste og indkaldelsen til militæret, men at det ikke lykkedes. Ansøgeren oplyste i den forbindelse ikke noget om, at fremskaffelsen af dokumenterne ville udsætte hans familie for fare. Dette har ansøgeren først oplyst under nævnsmødet. Endvidere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke læste indkaldelsen til militæret igennem, og at han alene ved, at der stod indkaldelse med tidspunkt og sted for fremmøde. Ansøgeren var under sine samtaler med Udlændingestyrelsen ikke i stand til at konkretisere indkaldelsen, idet han alene kunne oplyse, at indkaldelsen ikke lignede en almindelig indkaldelse uden nærmere at præcisere dette. Denne forklaring finder nævnet usammenhængende også set i lyset af, at de oplysninger, som ansøgeren fik læst, står omtrent midt i dokumentet, som i øvrigt er forholdsvis kortfattet, og at dokumentet må have haft en væsentlig betydning for ansøgeren, der var på vej til at udrejse af landet for at søge asyl i et andet land. Hertil kommer, at Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren – såfremt han var eftersøgt af FSB – havde mulighed for at udrejse legalt af landet i hvilken forbindelse, han viste sit pas, og fik det stemplet. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren også under sine rejser rundt i Rusland forud for udrejsen efter egne oplysninger er blevet tjekket af politiet uden problemer. Ansøgerens forklaring om, at han ikke blev checket i forbindelse med sin udrejse, da en brandalarm gik i gang, fremstår ikke overbevisende. Nævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans forældres bopæl er opsøgt af personer med tilknytning til FSB, og at der i den forbindelse blev afleveret en indkaldelse til en lægeundersøgelse og et møde med indkaldelsesudvalget til militæret. I forhold til ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret til militærtjeneste med henblik på udsendelse til krigen i Ukraine kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være i risiko herfor. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren fra [sommeren] 2019 til [sommeren] 2020 aftjente værnepligt. Nævnet kan som følge af det ovenfor anførte ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet indkaldt til igen at udføre militærtjeneste, og som følge heraf skulle risikere tvangsrekruttering til militærtjeneste med henblik på udsendelse til krigen i Ukraine. Af baggrundsoplysningerne fremgår af Landinfo/Temanotat/Russiand/Rekruttering til krigen i Ukraine af 6. august 2026 bl.a. under punkt 2 Rekruttering til krigen: ”Det russiske forsvaret er et hybrid system av vernepliktige som avtjener første gangstjeneste, reservister og vervede menige og spesialister på kontrakt såkalte kontraktsoldater (Hakvåg 2023, s. 7). Russland bruker hovedsakelig betalte kontraktsoldater i krigen mot Ukraina. Kontraktene er uten tidsavgrensning, og det er straffbart å forlate tjenesten uten autorisasjon. I utgangspunktet skal kontraktsoldater være profesjonelt betalte soldater, med spesialisering. Forsvarets forskningsinstitutt (FF1) (2023, s. 21) påpeker at kravene til kontraktsoldater har falt etter 2008, både med hensyn til spesialiseririg og erfaring, som følge av at for få verver seg. Etter Landinfos kunnskap har kontraktsoldatene som brukes i Ukraina, ikke nødvendigvis militær erfaring, med mindre de har avtjent førstegangstjeneste. De må gjennomfØrc militær opplæring, ifølge kildene kortvarig, før de sendes til fronten (Fedorov 2024; Trach, Stepanenko & Barros 2025). Per i dag praktiseres ikke mobilisering for å rekruttere soldater til Ukraina. Det sendes derfor ikke ut innkallinger til mobilisering, slik det ble gjort under den del vise mobiliseringen fra 21. september til 28. oktober 2022. Fra senhøsten 2022 har rekruttering av sivile, som undertegner kontrakt med det russiske forsvaret, vært hovedmetoden for å rekruttere (Meduza 2026a; Krivcnko, mØte mai 2026). Det ble ikke undertegnet noe dekret som formelt avsluttet den delvise mobiliseringen, slik at russiske myndigheter ikke trenger å utstede et nytt dekret dersom de i gang setter en ny mobiliseringsrunde (Krivenko, møte 2026; uavhengig russisk nyhets tjeneste A, møte 2026). Punkt 3 Ulike grupper som rekrutteres ”Til tross for at personer fremdeles verver seg på grunn av høye utbetalinger, må det russiske forsvaret som nevnt ty til mer ukonvensjonelle metoder for å klare å fylle kvotene fra forsvarsdepartementet. Det uavhengige russiske gravenettstedet Vasjinie Istorii (Dolinina 2023) fikk høsten 2023 tak i en rekrutteringsplan fra Sentrale føderale krets (som omfatter Moskva) der det var listet opp grupper myndighetene skulle rekruttere fra. I tillegg til reservister, demobiliserte og personer som avtjener førstegangstjeneste, skulle man ifølge planen rekruttere fra følgende grupper: Migranter, Innsatte, Personer under etterforskning for lite eller middels alvorlige straffbare forhold, Personer med høy utestående gjeld eller som har gått konkurs, registrerte arbeidsledige, Personer som nylig har fått russisk statsborgerskap, Utenlandske borgere som skal utvises, deporteres. Samme kilde (Dolinina 2023) påpekte at også andre sårbare grupper, eller personer i konflikt med myndighetene, kunne bli utnyttet.” Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren er reservist, men finder ikke efter nævnets praksis, at dette i sig selv er asylbegrundende. Da ansøgeren heller ikke efter Flygtningenævnets opfattelse er omfattet af de øvrige ovenfor nævnte grupper, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren er i en særlig risiko for at blive tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine. Dette gælder uanset ansøgeren under aftjening af sin værnepligt var i slåskamp med en medsoldat og måtte have anmærkninger herom i sin personalebog, eller at ansøgeren blev indkaldt til en straffesag, som senere blev lukket. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under sin værnepligt havde en funktion af [stillingsbetegnelse], at han nægtede at underskrive en kontrakt, da militærtjenesten var afsluttet, og at ansøgeren formoder, at myndighederne ”planter” belastende beviser på hans adresse, hvorved de vil opnå at han underskriver en kontrakt om militærtjeneste som alternativ til at afsone en straf. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, om ansøgeren måtte være indkaldt til at afgive vidneforklaring i [efteråret] 2025, hvor han ikke er mødt op. Der er i baggrundsoplysninger heller ikke oplysninger om, at returnees til Rusland er i en særlig udsat position i forhold til at blive tvangsrekrutteret til krigen i Ukraine eller generelt er i asylbegrundende risiko for overgreb fra myndighedernes side. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2026/41/sahe