Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren har fået det meget dårligt psykisk, efter han blev fængslet i Tyskland, og at han har fået det meget bedre, efter han kom til Danmark.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 1183 af 25. september 2025, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den [i sommeren]2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af artikel 13 i gennemførselsforordning (EU) 2025/2055, der vedrører ansøgninger om international beskyttelse, hvor ansvaret er fastlagt i overensstemmelse med Dublinforordningen, og den ansvarlige medlemsstat endnu ikke er angivet i Eurodac. Flygtningenævnet bemærker i tillæg hertil, at Tyskland har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, hvorfor der ikke er grundlag for at antage, at klagerens asylsag ikke er blevet behandlet fyldestgørende og i overensstemmelse med Tysklands internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren ikke ønsker at vende tilbage til Tyskland, fordi han mener, at han har en konflikt med de tyske myndigheder, idet han er blevet uretmæssigt dømt for et strafbart forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at kompetencen til at retsforfølge strafbare forhold begået i Tyskland henhører under de tyske myndigheder, og at klageren må rette henvendelse til den relevante myndighed i Tyskland, såfremt han ønsker at klage. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens henvisning til sin psykiske tilstand kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet vurderer i forlængelse heraf, at klageren vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, idet Tyskland som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at klageren tidligere har modtaget sundhedsbehandling i Tyskland. Det bemærkes hertil, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Tyskland kan underrette de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, tilsvarende AM-forordningens artikel 50. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Tysk/2026/31/SRWM