Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter at blive deporteret og har mistro til de tyske myndigheder samt har en verserende konflikt med en kriminel person, der truer ham. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 1183 af 25. september 2025, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af artikel 13 i gennemførselsforordning (EU) 2025/2055, der vedrører ansøgninger om international beskyttelse, hvor ansvaret er fastlagt i overensstemmelse med Dublinforordningen, og den ansvarlige medlemsstat endnu ikke er angivet i Eurodac. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke vil overføres til Tyskland, fordi han frygter at blive deporteret og har en mistro over for de tyske myndigheder efter, at han var varetægtsfængslet i forbindelse med tiltalen om [en forbrydelse], kan ikke føre til, at klageren skal have realitetsbehandlet sin asylsag i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU´s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke i de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger eller på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det af klageren anførte om, at han har en verserende konflikt med en [privatperson] i Tyskland, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med denne privatperson i Tyskland, må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at ansøgeren har problemer med [kropsdel], har undergået en operation og efterfølgende haft betændelse i [kropsdelen] kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at klageren vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, og det bemærkes hertil, at klageren tidligere har modtaget sundhedsbehandling i Tyskland. Det bemærkes endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Tyskland kan underrette de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, tilsvarende AM-forordningens artikel 50. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2026/29/fbll
