Nævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens psykiske sårbarhed samt til, at klageren frygter at blive frihedsberøvet i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 1183 af 25. september 2025, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af AM-forordningens artikel 38, stk. 4, hvorefter en ansøger, der opholder sig i en anden medlemsstat uden et opholdsdokument, eller som i den pågældende medlemsstat fremsætter en ansøgning om international beskyttelse under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, skal tilbagetages af den medlemsstat, der træffer afgørelse, på de i artikel 41 og 46 fastsatte betingelser. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved overførsel til Sverige frygter at blive frihedsberøvet samt det anførte om klagerens psykiske sårbarhed, herunder at han under fængsling i Sverige begyndte at høre stemmer og udviklede en depression, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at klageren som afvist asylansøger i Sverige altid har ret til akut lægehjælp. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2025, Update June 2026), side 94f. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter AM-forordningens artikel 38, stk. 4, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige – hverken de svenske myndigheder eller den svenske lovgivning – ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det bemærkes videre, at Hjemrejsestyrelsen forud for overførsel af klageren til Sverige kan underrette de svenske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, tilsvarende AM-forordningens artikel 50. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en konflikt med nogle personer i Sverige, kan ikke føre til en anden vurdering af, at klageren kan overføres til Sverige. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, såfremt han i Sverige fortsat måtte opleve problemer med de nævnte personer, må henvises til at rette henvendelse til de svenske myndigheder, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han i 2024 foretog en anmeldelse til politiet herom, og at han ikke har oplevet yderligere siden. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2026/21/lafal
