Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et udløbet visum til Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens familiemedlem ikke ville have ham boende hjemme hos sig i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i vinteren 2025/2026] og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af AM-forordningens artikel 29, stk. 4, hvoraf fremgår, at hvis ansøgeren er i besiddelse af et eller flere opholdsdokumenter, hvis gyldighed er udløbet, eller som er blevet annulleret, inddraget eller trukket tilbage mindre end tre år før registreringen af ansøgningen, eller ét eller flere visa, hvis gyldighed er udløbet, eller som er blevet annulleret, inddraget eller trukket tilbage mindre end 18 måneder før registreringen af ansøgningen, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at han tog til Danmark, fordi hans [familiemedlem] ikke ville have ham boende i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren selv har oplyst, at han ikke frygter noget i Sverige i forbindelse med [sit familiemedlem] samt at han vil være i sikkerhed i Sverige. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke grundlag for at antage, at Sverige ikke lever op til disse internationale, herunder EU-retlige, forpligtelser. Dublinforordningen er således også baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforholdene i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale og EU-retlige forpligtelser, ligesom der heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2026/20/flfr
