Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren har et ægteskabslignende forhold i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 1183 af 25. september 2025, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d, og at Schweiz hermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i sommeren] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af artikel 13 i gennemførselsforordning (EU) 2025/2055, der vedrører ansøgninger om international beskyttelse, hvor ansvaret er fastlagt i overensstemmelse med Dublinforordningen, og den ansvarlige medlemsstat endnu ikke er angivet i Eurodac. Den omstændighed, at klagerens asylsag skulle være lukket i Schweiz på baggrund af klagerens fravær, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det fremgår af AIDA’s Country Report: Switzerland, Update on 2025, udgivet i maj 2026, s. 53, at sagsbehandlingen genoptages for asylansøgere, der tilbageføres til Schweiz efter en anmodning om tilbagetagelse, hvis der endnu ikke er givet afslag på asylansøgningen efter en realitetsbehandling. Det bemærkes i den forbindelse, at de schweiziske myndigheder har accepteret at modtage klageren i medfør af artikel 13 i Kommissionens gennemførselsforordning (EU) 2025/2055. Den omstændighed, at klageren har en kæreste som han mødte i [Land] i 2019, der bor i Danmark, og at han er kommet til Danmark for at være sammen med sin kæreste, fordi hun har det psykisk dårligt, kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og den herboende kærestes forhold ikke er omfattet af familiebegrebet i henhold til forordningens artikel 2, litra g, da det vurderes, at der er der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv, da klageren og den herboende kæreste ikke har haft et fast samliv. Det forhold at klageren har helbredsmæssige problemer i form af en hudsygdom og at han i Schweiz følte sig stresset på baggrund af sin herboende kærestes helbred, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Schweiz kan underrette de schweiziske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, tilsvarende AM-forordningens artikel 50. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Schw/2026/5/tmlo