Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i modtagerland, herunder adgangen til indkvartering, asylproceduren samt risiko for frihedsberøvelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 1183 af 25. september 2025, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af artikel 13 i gennemførselsforordning (EU) 2025/2055, der vedrører ansøgninger om international beskyttelse, hvor ansvaret er fastlagt i overensstemmelse med Dublinforordningen, og den ansvarlige medlemsstat endnu ikke er angivet i Eurodac. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s Country Report: Poland 2025 Update, udgivet i juni 2026, at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublinreturnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvarteringssystemet ved en overførsel til Polen. Nævnet bemærker hertil, at Polen har accepteret at overtage behandlingen af klagerens ansøgning om international beskyttelse. Såfremt klageren ved en tilbagevenden til Polen måtte opleve problemer med at få adgang til indkvarteringssystemet, henvises han til at indgive klage til de rette myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Nævnet kan i den forbindelse henvise til ovennævnte rapports side 65, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ”Overcrowding was not reported as an issue in practice in 2025. The conditions in the centres have improved in recent years, although certain problems are still being reported such as the remote location of certain centres, which impedes the integration process of asylum applicants.” For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ovennævnte rapports side 20ff., i løbet af 2025 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapports side 44f. fremgår det videre, at der fortsat er bekymring for, om Dublinreturnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Uanset de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Klageren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han oplyste de polske myndigheder om sit asylmotiv. Klageren har til DRC Dansk Flygtningehjælp oplyst, at han ikke deltog i en asylsamtale, og at han ikke havde mulighed for at fremlægge dokumenter til støtte for sit asylmotiv. Nævnet kan i den forbindelse henvise til ovennævnte rapports side 33f., hvoraf det fremgår, at et personligt interview som det klare udgangspunkt er obligatorisk og afholdes som en fast del af asylproceduren. Såfremt klageren mener, at han ikke har modtaget en fyldestgørende behandling af sin asylsag, henvises han til at indgive klage til de rette myndigheder. Klageren har endvidere oplyst, at han ikke kunne påklage afslaget, idet han ikke havde penge til at betale for en advokat. Flygtningenævnet bemærker hertil, at gratis retshjælp i forbindelse med klageproceduren er tilgængelig, om end retshjælp kun blev anvendt i under halvdelen af de påklagede afslag i 2025. Dette fremgår af ovennævnte rapports side 38ff. For så vidt angår det forhold, at klageren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Polen frygter at blive udsat for refoulement, bemærker Flygtningenævnet, at det i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, præmis 142, fremgår, at: ”[…] Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med denne forordningsartikel 27 samt chartrets artikel 4, 19 og 47, skal fortolkes således, at en retsinstans i den anmodende medlemsstat, for hvilken et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel er blevet indbragt, ikke må undersøge, om der i den anmodede medlemsstat foreligger en risiko for tilsidesættelse af princippet om non-refoulement, som ansøgeren om international beskyttelse vil blive udsat for efter sin overførsel til denne medlemsstat eller som følge heraf, når denne retsinstans ikke har konstateret, at der i den anmodede medlemsstat foreligger systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse […].” Idet Flygtningenævnet finder, at der ikke generelt er systemfejl i asylproceduren i Polen, falder det uden for nævnets kompetenceområde at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klageren ved en overførsel til Polen risikerer refoulement til [sit hjemland]. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til de af klageren fremsatte bilag til støtte for hans asylmotiv. Klageren har oplyst, at der var mange prostituerede i det område, hvor flygtningelejren lå, og at han flere gange oplevede at blive antastet af mænd, som troede, at han var prostitueret. Disse oplevelser gjorde klageren utryg, og han frygter at blive udsat for seksuelle overgreb af disse mænd, hvis han vender tilbage til flygtningelejren. Klageren henvises til at kontakte politiet, såfremt han skulle opleve problemer af denne art eller i øvrigt opleve problemer med lokalbefolkningen. Det beror på klagerens egen formodning, at politiet ikke vil gøre noget ved problemet, selv hvis der bliver gjort opmærksomt på det. I forhold til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende risikoen for frihedsberøvelse, bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5, samt EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, som overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Poland 2025 Update, udgivet i juni 2026, side 102, omkring det juridiske grundlag for at frihedsberøve asylansøgere i Polen blandt andet, at: ”Asylum applicants are placed in a detention centre if alternatives to detention cannot be used and based on the following grounds: 1. In order to establish or verify their identity; 2. To gather information, with the asylum applicant’s cooperation, connected with the asylum application, which cannot be obtained without detaining the applicant and where there is a significant risk of absconding; 3. In order to make or execute the return decision, if an asylum applicant had a possibility to claim asylum previously and there is a justified assumption that they claimed asylum to delay or prevent the return; 4. When it is necessary for security reasons; 5. In accordance with Article 28 of the Dublin III Regulation, when there is a significant risk of absconding and immediate transfer to another EU country is not possible. A “risk of absconding” of the asylum applicant exists particularly if they: - Do not have any identity documents when they apply for asylum; - Crossed or attempted to cross the border illegally, unless they are so-called “directly arriving” (i.e. arrived from the territory where they could be subject to persecution or serious harm) and they submitted an application for granting refugee status immediately and they explain the credible reasons of illegal entry; - Entered Poland during the period for which their data were entered into the list of undesirable foreigners in Poland or to the Schengen Information System in order to refuse entry. Detention is possible in law and in practice in all asylum procedures. There are concerns that detention is not used as a measure of last resort and is often applied or prolonged automatically. […]” Flygtningenævnet finder herefter, at der på trods af de i baggrundsoplysningerne beskrevne udfordringer omkring frihedsberøvelse af asylansøgere ikke er væsentlige grunde til at tro, at klageren ved overførsel til Polen vil blive hensat i en situation, hvor han risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker videre, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2026/5/edo
