Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold samt indkvarterings- og modtageforholdene i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har som begrundelse for, at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark blandt andet henvist til klagerens særlige sårbarhed som psykisk syg samt til risikoen for, at klageren bliver hjemløs og skal leve på gaden grundet indkvarteringsforholdene i Nederlandene. Om indkvarteringsforholdene i Nederlandene finder Flygtningenævnet, at asylsystemet i Nederlandene efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller menneskerettighedskonventionen. Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering fremgår det af AIDA’s Country Report: Netherlands, Update on 2025, seneste opdateret i juni 2026, side 19: “Less than half of the people entitled to reception conditions (i.e., asylum seekers), as well as beneficiaries of international protection who have not been offered housing yet, were staying in (crisis) emergency centers over the course of 2025 (32,842 out of 79,984 people). All other residents stayed in regular asylum centres and/or temporary reception locations managed by municipalities. Different reports highlight how the majority of the (crisis) emergency locations still largely fail to meet the State’s obligations under EU law.13 While some (crisis) emergency locations have adequate facilities, these are exceptions, and conditions elsewhere are equally distressing. The inadequate reception conditions at (crisis) emergency locations are especially alarming due to the long period of stay for up to one and a half years.14 People suffer severely from a lack of privacy, tranquillity, and suitable nutrition. Sanitary facilities are inadequate and particularly unhygienic at too many locations. Problems with healthcare accessibility exist in almost half of the (crisis) shelters. Additionally, the majority of the (crisis) shelters are detrimental to children, who experience a decline in health and weight loss due to a lack of activities, safe play areas, and healthy food. Large differences between (crisis) shelters reveal that whether asylum seekers are able to experience decent reception in the Netherlands is subject to arbitrariness.” Det fremgår videre på side 132, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det tidspunkt, de indgiver en asylansøgning. Det må således lægges til grund, at der er en vis grad af vilkårlighed i indkvarterings- og modtageforholdene i Nederlandene. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for asylansøgere i Nederlandene, herunder indkvarteringsforholdene, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Nederlandene i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Nederlandene, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren er svært psykisk syg, herunder [sindstilstand] og strengt afhængig af regelmæssigt indtag af sin medicin, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af AIDA-rapporten på side 159 fremgår, at asylansøgere i Nederlandene er garanteret adgang til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det af samme rapport, side 162, fremgår, at Nederlandene foretager en vurdering af sårbare asylansøgere med henblik på særlig indkvartering. Det bemærkes hertil, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Nederlandene skal underrette de nederlandske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klage¬ren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren ikke har været til samtale med Udlændingestyrelsen, idet klageren udeblev fra samtalen [i sommeren] 2026 uden lovligt forfald. Flygtningenævnet finder endeligt, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2026/6/flfr
