Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Danmark har sin partner, som han er religiøst viet med, og som han har fået to børn med, samt at han ved en overførsel til Belgien ikke vil have adgang til indkvartering.
Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har gjort gældende, at hans asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. forordningens præambel punkt. 14 og EU charterets artikel 1, idet klageren blandt andet har henvist til, at han i Danmark har sin partner, [A], som han er religiøst viet med, og som han har to børn med, samt at der er risiko for, at han ved en overførsel til Belgien ikke vil have adgang til indkvartering. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret 2018] og [i efteråret 2021] er blevet registreret som asylsøger i Belgien, og at han er udrejst af Belgien, efter at han har fået afslag på begge ansøgninger. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Belgien som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Belgien har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2026 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har i en tidligere afgørelse fra maj 2026 (dub-belg/2026/1) taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en enlig mandlig klager kan overføres til Belgien, samt til de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere og ansøgere, der indgiver en fornyet ansøgning i Belgien. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet, at forholdene ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Der er ikke fremkommet oplysninger i nærværende sag, som kan føre til en ændret vurdering. Belgien har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse i overensstemmelse med den trufne afgørelse om ikke at meddele klageren asyl i Belgien og tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). De belgiske myndigheder skal inden for rammerne af belgisk lovgivning og Belgiens inter¬nationale forpligtelser i den forbindelse sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider mod blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Der er ikke holdepunkter for at antage, at de belgiske myndigheder, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere og ansøgere, der indgiver fornyede ansøgninger mv. i Belgien, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. herved Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Ansvaret for at behandle klagerens asylsag påhviler derfor Belgien i overensstemmelse med udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, og den modtagne accept fra de belgiske myndigheder. Det følger af den diskretionære bestemmelse i Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Hverken EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet understreger i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, finder Flygtningenævnet, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Den omstændighed, at klageren har en familiemæssig tilknytning i Danmark, idet hans herboende partner, [A], der er familiesammenført, og som klageren er religiøst viet med, og med hvem klageren har fået to børn, født henholdsvis [ mellem 2017 og 2020] og [mellem 2024 og 2026], kan ikke begrunde, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Det bemærkes herved, at selvom hensynet til barnets tarv skal indgå i vurderingen, er hovedformålet med Dublinforordningen at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn. Disse hensyn varetages af reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet har i den forbindelse noteret sig, at Udlændingestyrelsen har oplyst, at klageren og hans herboende partner efter det oplyste har søgt om familiesammenføring. Det bemærkes hertil, at det følger af EU-Domstolens dom af 23. januar 2019 i sag C-661/17 (M.A., S.A. og A.Z. mod Irland), at Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, om barnets tarv, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en medlemsstat, der efter de i forordningen fastsatte kriterier ikke er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, at tage hensyn til barnets tarv og selv at være forpligtet til at behandle denne ansøgning i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund finder nævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at humanitære og menneskelige hensyn taler for, at klagerens asylsag skal behandles her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen” dub-belg/2026/3/CLU
