Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende mand, der var meddelt beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren henviste som begrundelse for, at hans sag skulle behandles i Danmark navnlig til, at han alene har opholdstilladelse i Østrig efter en særlovgivning.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet i overensstemmelse med de foreliggende oplysninger fra de østrigske myndigheder lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2023 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Østrig, og at de østrigske myndigheder til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2026 har oplyst, at klageren fortsat har opholdstilladelse i Østrig. Nævnet bemærker i øvrigt, at såfremt det måtte lægges til grund, at klageren ”alene” har særlovsopholdstilladelse i Østrig, ville det ikke have haft betydning for nævnets vurdering af sagen. Det fremgår således af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages. ”Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren efter det oplyste er blevet chikaneret af [persongruppe] i Østrig, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse, såfremt han igen måtte opleve at blive udsat for chikane i Østrig. For så vidt angår spørgsmålet om klagerens helbred, herunder det oplyste om, at klageren lider af [fysisk lidelse] og [psykisk lidelse] samt om hans tilknytning til og afhængighed af sin herboende [familiemedlem], bemærker Flygtningenævnet, at oplysningerne ikke er nærmere dokumenteret, og at der i øvrigt ikke er tale om omstændigheder, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klageren. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren under sit ophold i Østrig efter sine egne oplysninger er blevet indkvarteret og er blevet forsørget af de østrigske myndigheder, og nævnet lægger herefter til grund, at klageren med opholdstilladelse i Østrig på ny vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet finder således, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Østr/2026/1/lafal
