Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt konventionsstatus i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Frankrig, herunder navnlig risikoen for hjemløshed.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Frankrig [i foråret] 2016. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har fremvist et fransk konventionspas med gyldighed fra [sommeren] 2019 til [sommeren] 2024 og en opholdstilladelse med udløb [i foråret] 2026. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Frankrig, samt at klageren i Frankrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Frankrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark, under henvisning til de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Frankrig, herunder navnlig risikoen for hjemløshed. Om adgangen til bolig for flygtninge med opholdstilladelse i Frankrig fremgår det af AIDA’s Country Report: France (Update on 2025), maj 2026, side 176 ff., blandt andet, at personer, der er meddelt international beskyttelse som udgangspunkt kan blive boende på asylcenteret i tre måneder efter meddelelsen af opholdstilladelse, og at opholdet kan forlænges efter godkendelse fra Office Français de l'Immigration et de l'Intégration (OFII). Endvidere fremgår det, at myndighederne i denne periode bistår med at finde en varig bolig. Det fremgår samtidig, at adgangen til bolig er vanskelig som følge af blandt andet lange ventetider på sociale boliger og en generel mangel på billige boliger. Personer med international beskyttelse har desuden mulighed for midlertidig indkvartering på et Centre Provisoire d'Hébergement (CPH) i op til ni måneder, hvor de modtager integrationsstøtte, herunder bistand til at få adgang til offentlig finansieret franskundervisning samt vejledning om beskæftigelse. Ophold kan forlænges med yderligere tre måneder. Endelig fremgår det, at integrationsprogrammet AGIR, som blev indført i 2022, ligeledes har til formål at under støtte flygtninges adgang til blandt andet bolig, men at programmets kapacitet er blevet begrænset som følge af budgetmæssige forhold. Om adgangen til arbejdsmarkedet fremgår det af samme rapport, side 179 f., blandt andet, at personer med international beskyttelse har fri adgang til arbejdsmarkedet på samme vilkår som franske statsborgere, men at adgangen i praksis begrænses af en række barrierer, herunder manglende franskkundskaber. CPH og integrationsprogrammet AGIR yder støtte til beskæftigelse og kontakt til arbejdsmarkedet, men mange højtuddannede flygtninge må i praksis acceptere ufaglært arbejde, der ikke svarer til deres kvalifikationer. Flygtningenævnet bemærker på den baggrund, at forholdene for flygtninge med opholdstilladelse i Frankrig ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i EU Charteret, og som er omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2026 har oplyst, at hun efter meddelelse af sin opholdstilladelse, boede på et værelse i en lejlighed med en gruppe af andre mennesker og at hun ikke skulle betale husleje, fordi hun fik betalt sin husleje gennem de franske myndigheder. Klageren boede der i omkring fire måneder, hvorefter hun flyttede til en anden bolig som hun fik stillet til rådighed af myndighederne. Klageren skulle selv betale en del af sin husleje, og resten af beløbet blev dækket af myndighederne. Klageren boede i denne bolig frem til sin udrejse af Frankrig. Derudover har klageren oplyst, at hun modtog et månedligt beløb på mellem 450 og 600 Euro om måneden under samt at hun havde adgang til sundhedsvæsenet under hele sit ophold i Frankrig. Flygtningenævnet bemærker desuden, at klageren har oplyst, at hun har haft en konflikt med de franske myndigheder i de ti år, hun opholdte sig i Frankrig, idet myndighederne blandt andet ikke ville samarbejde med klageren, så hun kunne komme på sprogskole og lære fransk. Flygtningenævnet finder herefter – på trods af vanskelige forhold i Frankrig vedrørende adgangen til bolig og arbejdsmarkedet – ikke at disse forhold er af en sådan karakter, at det generelt kan lægges til grund, at klagerens personlige integritet og sikkerhed ikke vil være beskyttet i fornødent omfang, og at Frankrig kan tjene som første asylland. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på klagerens egne oplysninger om, at hun under hele sit ophold i Frankrig har haft adgang til bolig, gratis sundhedsbehandling og har modtaget månedlig økonomisk støtte. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hendes opholdstilladelse er udløbet, idet Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren stadig har flygtningestatus i Frankrig og dermed har mulighed for at søge om at få sin opholdstilladelse forlænget. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun ikke har kunne ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse, fordi hendes e-mailadresse blev hacket ændrer ikke ved dette. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hun var arbejdsløs, fordi jobcentret ikke ville hjælpe hende med at sende hende på sprogskole. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at blandt andet CPH og integrationsprogrammet AGIR yder støtte til beskæftigelse og kontakt til arbejdsmarkedet og at personer med international beskyttelse – bortset fra den sproglige barriere – har fri adgang til arbejdsmarkedet på samme vilkår som franske statsborgere. Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, [om et krænkende hændelsesforløb med en sagsbehandler]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren anmeldte forholdet til politiet og domstolene, men at hun udrejste før hun modtog et svar. Såfremt klageren ved en tilbagevenden til Frankrig måtte opleve vanskeligheder med at skaffe bolig eller arbejde eller i øvrigt få behov for bistand fra myndighederne, herunder hvis klageren bliver udsat for yderligere kriminelle handlinger i Frankrig, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at de franske myndigheder ikke vil være i stand til eller villige til at yde den bistand og beskyttelse, som klageren måtte have behov for. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Fra/2026/3/flfr
