Nævnet stadfæstede i juli 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. samt to børn fra Ukraine. Sagen er sambehandlet med arme/2026/3/sesc. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainsk kristen fra [by], Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren og de to mindreårige børn er ukrainske statsborgere, men har i en årrække været bosat i Armenien, hvor hans ægtefælle er statsborger. Ægtefællen har påberåbt sig asylmotiver i forhold til både Armenien og Ukraine. Flygtningenævnet har på denne baggrund vurderet ansøgeren asylretligt både i forhold til Ukraine og Armenien. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Ukraine henvist til, at han frygter, at han risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine. Hans holdning til militærtjeneste er ikke udslag af noget religiøst, men er et samvittighedsspørgsmål. Han har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Ukraine. Bomberne falder i hans hjemby, og han er bekymret for sig selv og sin familie. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at han i Armenien frygter at være pro-ukrainsk i et lokalsamfund med pro-russiske holdninger, herunder at blive udsat for stigmatisering og social udelukkelse. Han har til støtte herfor anført, at familiens baggrund har ført til verbale konflikter med hans [familiemedlem] og andre personer i deres nærmiljø. Han har yderligere henvist til, at han oplevede forringede arbejdsforhold i Armenien, og at hans datter [A] har oplevet krænkelser i skolen og er blevet mobbet af russisktalende børn, der talte grimt til hende på grund af hendes ukrainske baggrund og den politiske situation. Han har yderligere henvist til de generelle forhold i Armenien som følge af konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien, herunder at familiens bolig kun lå omkring [50-150] kilometer fra grænsen til Aserbajdsjan, og at de oplevede militær aktivitet, da de boede i Armenien. Asylmotiver i forhold til Ukraine Militærtjeneste Ansøgeren har som nævnt som asylmotiv i første række henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker invaderede landet den 24. februar 2022, og at ansøgeren, som er [44-49] år, er omfattet af den aldersgruppe, der som hovedregel er underlagt pligt til mobilisering. Flygtningenævnet finder imidlertid i overensstemmelse med nævnets praksis, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv efter oplysningerne om baggrunden for krigen i Ukraine og mobiliseringen i kølvandet på den russiske invasion i landet ikke er et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, om asyl efter Flygtningekonventionen eller opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Efter baggrundsoplysningerne, herunder de oplysninger, der er nævnt i Udlændingestyrelsens afgørelse, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer at blive straffet, hvis han nægter at udføre militærtjeneste. De straffe, der kan komme på tale, har dog ikke et omfang og en karakter, der i sig selv indebærer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De hjemlede straffe kan ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser af dansk lovgivning. Der er herunder ikke grundlag for at antage, at en straf konkret vil være omfattet af forfølgelsesgrundene nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller en velbegrundet frygt for overgreb i øvrigt som nævnt i EMRK artikel 3, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende afsoningsforholdene i ukrainske fængsler finder Flygtningenævnet – i overensstemmelse med flertallet i Flygtningenævnets koordinationsudvalgs udtalelse på mødet den 13. november 2025 og nævnets hidtidige praksis i øvrigt – at kendelserne afsagt af Højesteret den 20. juni 2025, som ansøgerens advokat har henvist til, ikke kan tages som udtryk for, at fængselsforholdene i Ukraine i sig selv er af en sådan karakter, at enhver, der ved en tilbagevenden til Ukraine måtte risikere fængselsstraf, er i reel risiko for at blive udsat for forhold i strid med EMRK artikel 3, og at en ansøger, der har nægtet eller måtte påtænke at nægte at udføre militærtjeneste, alene på dette grundlag har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet skal fortsat foretage en nærmere vurdering af ansøgerens reelle risiko for at blive udsat for fængselsstraf ved en tilbagevenden til Ukraine og af den forventede varighed af og rammerne for varetægtsfængsling og afsoningen af en sådan fængselsstraf, herunder i lyset af ansøgerens individuelle forhold. Ansøgeren udrejste af Ukraine i 2020. Han var, mens han opholdt sig i Ukraine, efter det oplyste fritaget for militærtjeneste, fordi han var enebarn, men han ved ikke, om dette fortsat gør sig gældende i dag. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt er indkaldt til militærtjeneste af de ukrainske myndigheder. Nævnet finder på den baggrund, at det kan lægges til grund, at ansøgeren af de ukrainske myndigheder ikke anses at have unddraget sig militærtjeneste på en måde, som gør ham hjemfalden til frihedsstraf i tilfælde af tilbagevenden til Ukraine. Selv hvis ansøgeren måtte blive straffet med frihedsstraf, hvis han nægter at udføre militærtjeneste, kan straffene i Ukraine som nævnt ikke anses for uforholdsmæssige sammenlignet med sanktionerne for tilsvarende overtrædelser af dansk lovgivning. På denne baggrund og af de grunde, som styrelsen har anført om afsoningsforholdene i ukrainske fængsler, og ud fra en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne sammenholdt med ansøgerens individuelle forhold, herunder hans gode helbredsmæssige forhold, finder nævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at afsoningsforholdene er af en sådan karakter, at de i sig selv vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 i forhold til ansøgeren. Ansøgeren har derfor heller ikke på dette grundlag behov for international beskyttelse i Danmark mod overgreb i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sikkerhedssituationen Ansøgeren har som asylmotiv i anden række henvist til sikkerhedssituationen i Ukraine. Vedrørende de generelle forhold i ansøgerens hjemområde [by] i Ukraine finder Flygtningenævnet, at den generelle situation ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren som følge heraf er i en asylbegrundende situation omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Af de seneste baggrundsoplysninger, jf. ”Opdatering af oplysninger om generelle sikkerhedsforhold i Ukraine – februar 2026”, fremgår bl.a.: ”Sikkerhedssituationen i regionerne Dnipropetrovsk … er … fortsat kendetegnet af ustabilitet, civile tab som følge af direkte og indirekte vold, anvendelsen af tunge våben i tætbefolkede civile områder, og vilkårlige luftangreb mod civil infrastruktur. Regionerne er beliggende i umiddelbar nærhed til den russiske grænse og til den primære frontlinje, som skærer igennem de delvist besatte naboregioner mod øst og sydøst. En gennemgang af data rapporteret i ACLEDs konfliktovervågningsværktøj fra november 2025 til februar 2026 påviser, at sikkerhedssituationen fortsat er kendetegnet ved en høj grad af sikkerhedshændelser, angreb mod civile og civile dødsfald. I regionerne er civilbefolkningen fortsat påvirket af angreb med langtrækkende tunge våben fra frontlinjen, ligesom nærheden til frontlinjen medfører, at anvendelsen af luftangreb er mere udbredt, sammenlignet med mere vestlige områder af Ukraine. … Det vurderes, at de generelle forhold i regionerne Dnipropetrovsk … på nuværende tidspunkt er præget af en høj grad af generel voldsudøvelse, og at der kan være en reel risiko for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 for dele af befolkningen, herunder særligt sårbare grupper, baseret på en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. Asylansøgere fra Dnipropetrovsk … som kan anses som sårbare, og dermed i særlig risiko for vilkårlige overgreb på baggrund af deres individuelle forhold, kan efter en konkret vurdering udgøres af f.eks. uledsagede mindreårige, svagelige ældre, enlige forældre med yngre børn, personer med fysiske eller psykiske handikap eller alvorlige sygdomme, personer som tidligere har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold eller andre alvorlige traumer. … Det vurderes derfor, at der i konkrete og individuelle tilfælde er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, til ansøgere fra de pågældende områder, under henvisning til deres individuelle omstændigheder, såfremt de ikke kan henvises til at tage ophold i en anden region (IFA).” Det anførte understøttes endvidere af det seneste konfliktkort udarbejdet af ACLED pr. 26. juni 2026. Af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan anses for særligt sårbar og dermed i særlig risiko for vilkårlige overgreb på baggrund af sine individuelle forhold. Det forhold, at ansøgeren sammen med sin ægtefælle har to mindreårige børn, kan ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund finder nævnet, at situationen i [by] på nuværende tidspunkt er meget kritisk og alvorlig, men ikke i et sådant omfang, at der forekommer en reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, hverken i kraft af ansøgerens blotte tilstedeværelse i området, eller som følge af en kumulativ vurdering af individuelle og generelle forhold. De baggrundsoplysninger, som ansøgeren har henvist til, er indgået i vurderingen. Asylmotiver i forhold til Armenien I forhold til Armenien har ansøgeren henvist til de samme asylmotiver som sin ægtefælle. Ansøgeren har således henvist til, at han grundet sin families ukrainske baggrund frygter at blive udsat for stigmatisering og social udelukkelse i Armenien, hvor lokalsamfundet er pro-russisk, og at dette før hans udrejse kom til udtryk ved verbale konflikter med hans [familiemedlem] og andre personer i nærmiljøet, forringede arbejdsforhold og uoverensstemmelser i børnenes skole. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring herom til grund, men finder, at dette ikke kan begrunde asyl. Nævnet har herved lagt vægt på de samme grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen vedrørende ansøgerens ægtefælle, herunder at de nævnte forhold ikke har en karakter og intensitet, der kan medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil være i en sådan konkret og individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, at det kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Ansøgeren har endelig henvist til de generelle forhold i Armenien. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Armenien, herunder som følge af konflikten med Aserbajdsjan, heller ikke kan føre til asyl. Den omstændighed, at ansøgeren inden sin udrejse boede i grænseregionen, kan ikke føre til en anden vurdering. Konklusion Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Der er på den anførte baggrund ikke anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2026/16/sesc
