ugan202623

Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2024. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen af trosretning fra [landsby], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun som følge af sin seksualitet som homoseksuel vil blive udstødt af samfundet og risikerer at blive tortureret, dræbt eller fængslet på livstid ved en tilbagevenden til Uganda. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til blandt andet, at politiet er bekendt med hendes seksualitet og leder efter hende. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, der er bekendt med hendes seksualitet. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv navnlig henvist til, at hendes tidligere ægtefælle har været voldelig over for hende, og at han i Uganda har ledt efter hende og [A], som hun indledte et seksuelt forhold til. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, herunder at ansøgeren er homoseksuel, idet den samlede forklaring herom fremstår utroværdig og som konstrueret med henblik på at opnå asyl i Danmark. Der er ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin seksualitet fremtræder uden nærmere refleksion og ikke med baggrund i egne oplevelser. Der er ligeledes lagt vægt på de samme forhold, som er fremhævet af Udlændingestyrelsen, herunder at ansøgerens forklaring om søgen efter viden om sin seksualitet på internettet er usammenhængende, og at ansøgerens forklaring om den tidligere ægtefælles opsætning af videokameraer i hjemmet i det hele fremstår usikker og ikke-overbevisende. Hertil kommer, at ansøgeren i forbindelse med nævnsmødet har forklaret udbyggende, herunder om den nærmere baggrund for ansættelsen af [A] og om sine samtaler med og kendskab til [A’s] seksualitet samt om flugten fra det fælles hjem med den tidligere ægtefælle. På denne baggrund og efter en vurdering af sagens oplysninger i øvrigt afviser Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaring om de ovennævnte forhold. Afgørelsen, hvorefter ansøgeren af Udlændingestyrelsen er vurderet som offer for menneskehandel, kan ikke føre til en anden vurdering af den afgivne forklaring. Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at hun i [vinteren 2025/2026] – og dermed kort tid efter den sidste samtale med Udlændingestyrelsen – blev kæreste med en herboende kvindelig [statsborger i afrikansk land]. Efter det ovenfor anførte kan det for nævnet nu oplyste om en kvindelig kæreste i Danmark, herunder den fremlagte mail fra den pågældende til støtte for ansøgerens asylmotiv, ikke føre til et andet resultat. Det samme gælder det forhold, at den pågældende kæreste er meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin seksualitet som biseksuel. Det oplyste om øvrige aktiviteter i Danmark kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” ugan/2026/23/sesc