Nævnet stadfæstede i november 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Daraa, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at blive udsat for alvorlige overgreb fra lokale væbnede grupper og andre aktører. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at området fortsat er præget af væbnede konflikter, ustabile sikkerhedsforhold og manglende effektiv myndighedsbeskyttelse. Ansøgeren har oplyst, at han i foråret 2026 opholdt sig i Syrien ad [antal] omgange af henholdsvis [længde på opholdene]. Under opholdene boede han hos [familiemedlem A] og [familiemedlem B] og blev ikke selv udsat for konkrete overgreb. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at opholdene bekræftede hans bekymringer om sikkerhedssituationen, hvorfor han opgav sine overvejelser om at bosætte sig i Syrien. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at han ved en tilbagevenden risikerer overgreb i strid med EMRK-artikel 3 som følge af den fortsatte vold og ustabilitet i Syrien, herunder særligt i Daraa-provinsen. Ansøgeren har afslutningsvist oplyst, at han frygter, at skulle bo langt væk fra sin kone og sine børn. Det fremgår af sagen, at ansøgeren ud over at være statsborger i Syrien også har tilknytning til [land i Mellemøsten], hvor hans hustru og børn bor. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens udtalelse af [efteråret] 2026, tiltrædes det, at der ikke er foretaget en vurdering af, om [land i Mellemøsten] kan udgøre ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 5. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgeren har påberåbt sig til støtte for ansøgningen om asyl, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af en velbegrundet frygt for forfølgelse i hjemlandet eller som følge af en risiko for ved en tilbagevenden til Syrien at blive udsat for overgreb mv. omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at det følger af Flygtningenævnets praksis, at der i lyset af regimeskiftet i Syrien ikke længere er grundlag for at opretholde anvendelsen af det forsigtighedsprincip, som har været anvendt i sager vedrørende syriske statsborgere siden 2019. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at de generelle forhold i Syrien, herunder i Daraa-provinsen, som er ansøgerens hjemområde, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2026, herunder med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols beslutning af 23. september 2025 i sagen A. F. mod Østrig og til EUAA Country Guidance Syria, fra december 2025, side 71ff. Om forholdene for tilbagevendte kan der desuden henvises til EUAA, Syria: Country Focus, Country of Origin Information Report, juli 2026, s. 95 ff. Det, der er forklaret af ansøgeren og anført af den beskikkede advokat, herunder om de aktuelle forhold i Daraa, kan ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Syri/2026/50/MPC