Nævnet meddelte i oktober 2026 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er født i[by], Al-Hasakah, og hun er opvokset i[by], Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter, at blive slået ihjel af [sit familiemedlem A, familiemedlem B, eller familiemedlem C]. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren henvist til, at hun har modsat sig et tvangsægteskab med [sit familiemedlem C], og dermed har bragt vanære over familien. Videre har ansøgeren oplyst, at hendes familie siden slutningen af 2021 har insisteret på, at hun skulle giftes med [sit familiemedlem C] mod sin vilje. I efteråret 2022 intensiverede familien presset, og ansøgerens [familiemedlem A] begyndte at udsætte hende for vold. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes [familiemedlem A] har truet hende med, at familien vil slå hende ihjel, såfremt hun ikke accepterer ægteskabet. Derudover har ansøgeren oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er blevet gravid uden for ægteskab, hvorfor hun også af denne grund frygter at blive slået ihjel af familien eller af islamiske grupper i Syrien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at det som en del af vurderingen vedrørende asyl skal indgå, at de generelle forhold for kurdere i Syrien er vanskelige, og at ansøgeren frygter de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen om afslag på asyl fundet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet angående tvangsægteskab med [familiemedlem C] fremstår forskellig og usammenhængende. Udlændingestyrelsen har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst forskellige tidspunkter for, hvornår ansøgerens [familiemedlem A] begyndte at slå hende, og at hun har forklaret forskelligt om, hvem der har truet hende. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren om det centrale asylmotiv vedrørende tvangsægteskab vedholdende under asylsagens behandling har forklaret, at hun har været underlagt et tiltagende pres, navnlig fra [sit familiemedlem A], om at skulle indgå i et tvangsægteskab med [sit familiemedlem C]. Ansøgeren har endvidere konsekvent forklaret, at hun har modsat sig ægteskabet, og at hun af denne årsag har været udsat for vold samt at hun i Syrien forsøgte at udsætte ægteskabet i en længere periode under påskud af, at hun skulle færdiggøre sin uddannelse. Flygtningenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring som utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren om de centrale elementer om asylmotivet har forklaret vedholdende og konsekvent. Hun har således kontinuerligt forklaret, at hun blev underlagt et pres for at indgå i et ægteskab med [sit familiemedlem C], og at dette pres blev udøvet af ansøgerens [familiemedlem A] på anmodning af hendes [familiemedlem B], der er familiens overhoved. Ansøgeren har endvidere vedholdende forklaret, at hun fra 2021 blev udsat for et tiltagende pres, og at dette pres i 2023 udviklede sig til vold. Flygtningenævnet finder ikke, at forklaringerne indeholder sådanne uoverensstemmelser eller en sådan manglende præcision, at der er tilstrækkeligt grundlag for at anse ansøgerens troværdighed vedrørende de centrale elementer i asylmotivet for afgørende svækket. Flygtningenævnet kan derfor i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Situationen for kurdere i Syrien er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder i EUAA Syria: Country Focus fra juli 2026, side 58ff., hvoraf fremgår blandt andet følgende: “On 16 January 2026, Presidential Decree No. 13 recognised Kurdish as a national language, permitting its instruction in both public and private schools in areas with significant Kurdish populations. It also designates 21 March (the Kurdish New Year - Nowruz) as a nationwide public holiday in Syria. The January 2026 integration agreement between the SDF and the transitional government includes provisions to facilitate the return of predominantly Kurdish displaced persons to Afrin, Sheikh Maqsoud (Aleppo governorate) and Sere Kaniye (Hasaka governorate) and envisages the appointment of local officials in these areas. However, neither the agreement nor the decree provides for the constitutional recognition of Kurdish rights, a key demand of Kurdish political leaders. Kurds residing in transitional government-controlled areas generally continue their daily lives without significant restrictions, harassment, mistreatment, discriminatory treatment, or ethnically motivated attacks, provided they do not engage in political activity.” Nyere oplysninger indikerer en vis forværring af situationen for kurdere i Syrien – i hvert fald i den nordøstlige del af Syrien. Herover står imidlertid det ovenfor nævnte dekret fra januar 2026, der formelt anerkender kurdere som en oprindelig del af det syriske folk, sikrede kurderne kulturelle og sproglige og ophævede diskriminerende foranstaltninger. Flygtningenævnet finder efter baggrundsoplysningerne ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder i sig selv kan føre til, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse. Forholdene for kvinder i Syrien må efter baggrundsoplysningerne anses for vanskelige. Vanskelighederne for enlige kvinder uden netværk må anses for meget betydelige, men forholdene er ikke af en sådan karakter, at det i sig selv kan anses asylbegrundende at være enlig kvinde uden netværk. Der skal således foreligge andre individuelle risikofaktorer, som medfører behov for international beskyttelse. Efter baggrundoplysningerne, herunder EUAA: Country Guidance Syria fra december 2025, pkt. 4.10, er der endvidere fortsat risiko for overgreb mod kvinder, der ikke overholder traditionelle familienormer. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at overhovedet i ansøgerens familien håndhæver en opretholdelse af traditionelle familienormer. Det lægges videre til grund, at ansøgeren ved at modsætte sig tvangsægteskab, ikke lever op til disse normer. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren som følge heraf har været udsat for vold og trusler på livet. Flygtningenævnet lægger desuden til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Syrien vil være i betydelig risiko for at blive afskåret fra kontakt til den del af familien, der hjalp med udrejsen af Syrien, og at hun dermed vil være uden reelt netværk i Syrien. På denne baggrund, og sammenholdt med, at ansøgeren nu har fået et barn uden for ægteskab, finder Flygtningenævnet efter en samlet kumulativ konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Syrien vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er oplyst om omstændigheder, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2026/46/JURO