syri202635

Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2021.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Hun er født og opvokset i Latakia, Syrien, men har opholdt sig i [syrisk by] fra 2017 eller 2018 indtil sin udrejse til [andet land] i 2019. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under nævnsmødet henvist til dele af sit oprindelige asylmotiv. Hun har således henvist til, at hun frygter, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive slået ihjel af sin [familiemedlem A] og [familiemedlem B], fordi hun modsatte sig tvangsægteskab med en mand fra en islamistisk gruppering, ligesom hun frygter den islamiske gruppering. Ansøgeren har til støtte for de oprindelige motiver oplyst, at hendes familie i 2019 blev opsøgt af en ukendt væbnet islamistisk gruppering, der forlangte at få ansøgeren udleveret med henblik på, at hun kunne indgå et tvangsægteskab med en af mændene. Ansøgeren og ansøgerens familie afslog dette i første omgang, men [familiemedlem A] og [familiemedlem B] ændrede mening og sagde til ansøgeren, at disse mænd havde kontrollen i området, så hvis hun ikke frivilligt lod sig gifte, så ville mændene blot komme og tage hende og voldtage hende. De sagde endvidere, at hvis hun modsatte sig ægteskabet, så ville de selv slå hende ihjel. Hun har i den forbindelse henvist til nogle lydfiler fra 2023, hvor [familiemedlem B] kommer med trusler mod hende til [familiemedlem C], der har sendt den til hendes ægtefælle. Ansøger frygter fortsat også overgreb fra den islamistiske gruppering, som forud for hendes udrejse opsøgte familiens bopæl og krævede, at hun skulle indgå ægteskab med et medlem af gruppen. Herudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter den nuværende regering og de væbnede grupperinger. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at disse grupperinger efter regimeskiftet har opnået magt og indflydelse i Syrien. Ansøgeren frygter navnlig at blive udsat for frihedsberøvelse, bortførelse eller andre alvorlige overgreb som kvinde. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive udsat for forfølgelse og overgreb som følge af sin kurdiske etnicitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at forholdene for kurdere og kvinder efter regimeskiftet efter hendes opfattelse er blevet forværret, og at de nye myndigheder ikke respekterer kvinders og kurderes rettigheder. Ansøgerens frygter endeligt den generelle sikkerhedssituation i Syrien, herunder navnlig de aktuelle sikkerhedsforhold i Latakia-provinsen. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2023 blev ansøgerens forklaring om konflikten med [familiemedlem A] og [familiemedlem B] og konflikten med den islamistiske gruppering ikke lagt til grund, idet nævnet fandt, at klageren havde forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgeren ikke er fremkommet med nye oplysninger om konflikten med [familiemedlem A] og [familiemedlem B] eller med den islamistiske gruppering, som kan føre til en anden vurdering end den, som nævnet foretog i forbindelse med afgørelsen af [sommeren] 2023. De lydfiler, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen i [vinteren 2023/2024], og ansøgerens forklaring for nævnet i dag, giver ikke grundlag for en anden vurdering, når de sammenholdes med begrundelsen i afgørelsen af [sommeren] 2023 for ikke at lægge ansøgerens forklaring om konflikten til grund. Da ansøgerens forklaring om konflikten med [familiemedlem A] og [familiemedlem B] ikke er lagt til grund, tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren i Syrien har et netværk, som kan støtte hende ved en tilbagevenden, og at hun derfor ikke er at betragte som en særlig udsat kvinde. Flygtningenævnet kan i det hele henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse herom. Det tiltrædes også af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at det forhold, at ansøgeren er kurder, ikke i sig selv kan føre til asyl. Herefter og da de generelle forhold, som anført af Udlændingestyrelsen, ikke længere giver grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2026/35/lnk