Nævnet stadfæstede i oktober 2026. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by A], Al-Hasakah provinsen, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret til YPG. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der var en kvinde fra hendes nabolag, der var blevet tvangsrekrutteret af YPG, og som ikke kom hjem igen efter rekrutteringen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive diskrimineret, fordi hun er kurder. Til støtte for sit asylmotiv, har ansøgeren oplyst, at kurdere generelt udsættes oftere for overgreb på grund af deres etnicitet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive kidnappet eller udsat for overgreb, fordi hun er enlig kvinde. Til støtte for sit asylmotiv, har hun oplyst, at hun har hørt om en familie, hvis datter blev kidnappet. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter for de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. I relation til asylmotivet om at blive tvangsrekrutteret af YPG lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren under sit ophold i Syrien ikke er forsøgt rekrutteret, og at dette asylmotiv alene er begrundet i ansøgeren formodning og frygt på baggrund af, at en kvinde i nabolaget skulle være blevet tvangsrekrutteret. Der er således ikke konkrete forhold, der begrunder dette asylmotiv, ligesom baggrundsoplysningerne ikke understøtter ansøgerens formodning. I forhold til at være en kvinde bemærker nævnet, at selvom forholdene for kvinder i Syrien, herunder særligt enlige kvinder, efter baggrundsoplysningerne og praksis fra Flygtningenævnet er vanskelige, finder Flygtningenævnet ikke, at forholdene uden videre kan anses for asylbegrundende, og at der således også skal foreligge andre relevante individuelle risikofaktorer, der sandsynliggør et behov for international beskyttelse i Danmark. Dette gælder også for kvinder, der vender tilbage fra udlandet. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens asylmotiv om at kvinder i Syrien bliver kidnappet er af generel karakter. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun har sin søster med mand og børn samt sin svigerinde med mand og børn i Syrien. Derudover har ansøgeren forklaret, at hendes forældre har søskende, som ansøgeren havde kontakt med før sin udrejse i 2024 på hvilket tidspunkt, de boede i Syrien i nærheden af ansøgerens hjem. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren og hendes [barn] ved en tilbagevenden til Syrien ikke kan anses for at være uden et familiemæssigt netværk, der kan bistå hende. Flygtningenævnet bemærker, at det blandt andet fremgår af guidelines fra UNCHR vedrørende asylansøgere fra Syrien udgivet i maj 2026, at børn og kvinder er oplistet som en risikoprofil, hvilket forhold nævnet har medtaget i sin samlede vurdering. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse, fordi hun er kurder. Efter baggrundsoplysningerne er der ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl på dette grundlag. Det bemærker dog, at de nyeste oplysninger om forholdene for kurdere i Syrien tyder på, at der er sket en vis forværring af situationen for kurdere i hvert fald i den nord-østlige del af landet, i form af en offensiv mod de kurdisk-kontrollerede områder fra overgangsregeringens side, jf. herved navnlig det anførte i Europa-Parlamentets resolution af 12. februar 2026 (2026/2602(RSP)). Heroverfor står, at den syriske præsident ved et dekret af 16. januar 2026 (dekret nr. 16/2026) formelt anerkendte kurdere som en oprindelig del af det syriske folk, sikrede kurderes kulturelle og sproglige rettigheder og ophævede tidligere diskriminerende foranstaltninger. Nævnet bemærker tillige, at ansøgerens frygt for forfølgelse på grund af sin etnicitet som kurder er begrundet i en generel frygt og ikke i individuelle konkrete oplevelser eller omstændigheder. Flygtningenævnet bemærker mere generelt, at der i lyset af regimeskiftet ikke ses at være tilstrækkeligt grundlag for i nævnets fremadrettede praksis vedrørende syriske statsborgere, herunder kurdere, at opretholde anvendelsen af det forsigtighedsprincip, der har været anvendt af nævnet siden 2019. Flygtningenævnet finder, at den generelle sikkerhedssituation i Syrien ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter asylreglerne. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på EUAAs rapport “Country Guidance Syria” fra december 2025, side 71 ff., hvor det for så vidt angår vurderingen efter kvalifikationsdirektivets bestemmelse om subsidiær beskyttelse — omfang svarer til udlændingelovens § 7, stk. 3 — der i vidt anføres, at ingen områder i Syrien har en “exceptionally high level” (dvs. “mere presence”) eller “high level” af “indiscriminate violence”, og at “indiscriminate violence” alene forekommer “not at a high leve!” i en række provinser, ligesom der i Damaskus er “no real risk for a civilian to be personally affected by indiscriminate violence”. Der er således ikke grundlag for at antage, at der på nuværende tidspunkt i [by A] foreligger en generel situation som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 3, hvorefter enhver ved sin blotte tilstedeværelse i dette område vil være i reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af vilkårlig og udbredt vold i forbindelse med en væbnet konflikt. Endelig kan Flygtningenævnet tiltræde, at det forhold at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke kan medføre at ansøgeren som konsekvens heraf skal meddeles opholdstilladelse. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i 2014, og at ansøgeren først indrejste i Danmark i 2024. Det bemærkes desuden, at parterne lærte hinanden at kende i 2020 gennem telefonisk kontakt, at de mødte hinanden fysisk i 2023 i [land i Mellemøsten], hvor de indgik ægteskab, og at de sammen har fået [et barn] i [foråret] 2025. Nævnet lægger derfor til grund, at samlivet mellem ansøgeren og ægtefællen først er etableret i Danmark. Efter en samlet vurdering af de ovennævnte forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes barn ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse af myndighederne eller andre aktører, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2026/33/CLU
