erit202612

Nævnet omgjorde i november 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2013 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2024 idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 216, stk. 1, til dels jf. § 225, og § 232. Klageren blev samtidig meddelt en advarsel om udvisning. I 2025 stadfæstede landsretten byrettens dom med den ændring, at klageren blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, hvorved hans opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 26 c. 
Flygtningenævnet udtalte: 
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Eritrea. Klageren er etnisk tigrinya og kristen og født i[by], Eritrea. Klageren har for Flygtningenævnet som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Eritrea, fordi han frygter de eritreiske myndigheder som følge af, at han gjorde tjeneste under krigen med Etiopien i 1998-2000, og at han – efter at være blevet såret og taget til fange af etiopiske tropper – stak af fra den etiopiske fangelejr uden at vende tilbage til Eritrea og krigstjenesten. Han vil således blive anset som desertør, og de eritreiske myndigheder vil under alle omstændigheder altid have mistillid til ham som følge af opholdet i Etiopien. Endvidere medvirkede han under opholdet i Etiopien i [begivenhed], hvor han udtalte sig kritisk om Eritrea. Herudover er han i risiko for (igen) at skulle udføre nationaltjeneste uagtet sin nuværende alder, særligt henset til den igangværende konflikt mellem Eritrea og Etiopien. Endvidere frygter han de eritreiske myndigheder som følge af, at han efter sin udrejse har deltaget i demonstrationer i Danmark, [land A i Europa]og [land B i Europa]mod styret i Eritrea samt ytret sig negativt om styret på sociale medier. Endelig frygter han de eritreiske myndigheder, eftersom han ikke har betalt 2% af sin indkomst i skat til de eritreiske myndigheder. Klageren har endvidere gjort gældende, at der ikke er grundlag for at udelukke ham fra at opnå opholdstilladelse. Han har i den forbindelse bl.a. henvist til sine [antal] herboende børn. Uanset at der er en række divergenser m.v. i klagerens oplysninger til Udlændingestyrelsen i forbindelse med [øvrige udlændingesager] i 2023 og hans forklaringer til Udlændingestyrelsen i 2025/2026 i forhold til hans forklaringer til udlændingemyndighederne under behandlingen af asylsagen i 2013 finder Flygtningenævnet, at der ikke på nuværende tidspunkt er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring om sit asylmotiv, der vedrørte hændelser, som var foregået ca. [12-15] år tidligere, og som han i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i 2013 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren på denne baggrund er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. nævnets faste praksis vedrørende Eritrea, herunder også henset til risikoen for, at han på ny bliver pålagt militærtjeneste. Efter nævnets faste praksis ses klageren derfor ikke at kunne udsendes tvangsmæssigt til Eritrea, jf. lovens § 31. De af klageren i øvrigt påberåbte asylmotiver kan derimod ikke begrunde, at han meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, da han ikke i relation til disse asylmotiver har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer asylbegrundende forfølgelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens 10, stk. 3, 1. pkt., som følge af [landsrets]ankedom af [foråret]2025, hvorved han blev straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, til dels jf. § 225, og § 232. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001) bl.a., at der “skal således foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. For så vidt angår udlændinge, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ..., bemærkes, at afvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen.” Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om udlændingen er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Der skal således i første række tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Såfremt dette er tilfældet, skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet. Er dette også tilfældet, skal der sluttelig foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Ved vurderingen af, om klageren ved ankedommen af [foråret]2025 er dømt for en særlig farlig forbrydelse, skal der efter Flygtningenævnets praksis bl.a. lægges vægt på: Forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentielt farlig forbrydelsen har været, forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold, straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen, og de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Efter en samlet vurdering af de nævnte momenter i denne sag finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Den omstændighed, at forholdet ifølge klageren er begået som følge af[misforståelse/uoverensstemmelse mellem ansøgeren og den forurettede], kan ikke føre til et andet resultat, og der foreligger heller ikke andre omstændigheder, der kan føre dertil. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der efter nævnets praksis lægges vægt på navnlig: Karakteren og grovheden af forbrydelsen, de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, hvor lang tid der er forløbet, siden den særligt farlige forbrydelse blev begået, og udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Efter en samlet vurdering af de nævnte momenter i denne sag finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet. Den omstændighed, at forholdet ifølge klageren er begået som følge af[en misforståelse/uoverensstemmelse mellem ansøgeren og den forurettede], kan heller ikke i denne sammenhæng føre til et andet resultat, og der foreligger heller ikke andre omstændigheder, der kan føre dertil. Den omstændighed, at klageren ikke tidligere er dømt for kriminelle forhold, kan således heller ikke føre til et andet resultat, særlig henset til karakteren og omfanget af den aktuelt begåede kriminalitet. Det bemærkes i øvrigt, at klageren blev frihedsberøvet knap en måned efter, at forholdet var blevet begået, og at han har været frihedsberøvet lige siden, hvorfor det ikke kan tillægges nogen nævneværdig betydning, at han ikke efterfølgende har begået yderligere kriminalitet. Der skal herefter foretages den ovennævnte proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse bl.a. vægt, at klageren må siges at have en begrænset tilknytning til det danske samfund, selvom han har opholdt sig her i 13 år (idet han dog som nævnt ovenfor har været frihedsberøvet i de sidste knap 2½ år), at han ikke er gift eller samlevende med en herboende person, og at omfanget af hans kontakt med [antal] herboende børn efter det oplyste må antages at have været af ganske begrænset omfang forud for frihedsberøvelsen, herunder at han i en periode på cirka [0-3]år tog ophold i[land B i Europa]. Uanset om det må lægges til grund, at ansøgeren kun har boet i Eritrea i ca. 1½ år efter sin fødsel og i 1-2 år i forbindelse med militærtjenesten, må klageren anses for at have en tilknytning til Eritrea, idet hans forældre er/var statsborgere i Eritrea, og han kan tale et af de sprog, der tales i Eritrea, ligesom han igennem sine forældre må antages at være blevet bekendt med kulturen i landet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, at klageren kan gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens §10, stk. 3, 1. pkt. Erit/2026/12/SRWM