Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2013 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 idømt fængsel i [2-5] måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Klageren blev i 2025 idømt fængsel i [15-30] dages fængsel for overtrædelse af færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1, (spirituskørsel) og udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år. Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at bestemmelsen om udvisning af Danmark med indrejseforbud i 4 år udgik af dommen. I 2025 blev klageren idømt [2-5] måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1 og § 285, jf. § 276. Han blev samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt han kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigre og sunnimuslim fra Eritrea. Han er født og opvokset i [et land i mellemøsten]. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Han frygter endvidere at blive fængslet og dræbt for at have unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger på samme måde som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Han kan derfor ikke udsendes tvangsmæssigt til Eritrea, jf. § 31. Spørgsmålet er herefter, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. § 22 ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er dette tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Klageren er ved [landsrettens] dom [fra vinteren 2019/2020] idømt fængsel i [antal] måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Han blev ved dommen fundet skyldig i forsøg på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter overfor en person, der grundet karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold, jf. straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 2. Forholdet blev begået ved, at han forsøgte [at slå en person, der grundet karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold, i hovedet med en genstand.] Han blev endvidere fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, ved umiddelbart efter at have [udøvet vold mod en person, der grundet karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold]. Endelig blev han fundet skyldig i trussel om vold mod personer i offentlig tjeneste, jf. straffelovens § 119, stk. 1, idet han under transport til politigården udtalte til to betjente [fremsat trussel på livet] eller lignende. Ved[byrettens] dom [fra efteråret] 2025 er han på ny idømt fængsel i [antal] måneder og udvist med indrejseforbud i 6 år. Han blev ved denne dom fundet skyldig i bl.a. vold i gentagelsestilfælde, jf. straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, idet han efter at have stjålet nogle varer i en butik tildelte en butiksansat et knytnæveslag i hovedet. Han blev endvidere fundet skyldig i vold i gentagelsestilfælde mod en person i offentlig tjeneste, jf. straffelovens § 119, stk. 1, idet han ved en episode knap et halvt år senere slog [en person i offentlig tjeneste] På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at betingelsen om, at klageren skal være dømt for en særlig farlig forbrydelse, er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid der er forløbet, siden den særligt farlige forbrydelse blev begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Klager er som nævnt ved tre forskellige episoder, herunder senest i[efteråret] 2024, dømt for personfarlig kriminalitet begået over for personer i offentlig tjeneste, eller som grundet karakteren af deres arbejde er særligt udsat for vold. Et af forholdene har været et forsøg på legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, og den personfarlige kriminalitet har generelt været umotiveret. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, herunder henset til den nævnte karakter, grovhed og hyppighed af klagerens kriminalitet, at han må anses for en fare for samfundet i Danmark, idet det samtidig bemærkes, at de foreliggende oplysninger om hans personlige forhold og oplysningerne fra hans advokat om hans adfærd under ophold på udrejsecenter ikke kan føre til en anden vurdering. Det forhold, at klageren har anført, at kriminaliteten blev begået i beruselse og i perioder, hvor han havde det dårligt, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Endelig skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor kriminalitetens grovhed mv. skal afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at meddele udlændingen opholdstilladelse. Klageren, der er statsborger i Eritrea, er født og opvokset i [et mellemøstligt land]. Under sin opvækst rejste han jævnligt sammen med sin familie på ferie til Eritrea, hvor de ofte opholdt sig i længere perioder. Han har jordbesiddelser i den landsby i Eritrea, som hans familie oprindeligt kommer fra, og hans familie ejer desuden et hus i den nærliggende by, [by]. [2-4] af hans brødre bor i dag i Eritrea. Som barn talte han enten tigrinya eller arabisk med sine forældre, og han har oplyst, at han i dag taler ”ca. 70 % flydende” på tigrinya, som er det officielle sprog i Eritrea. Efter at han blev udvist af [et mellemøstligt land], indrejste han i Eritrea, hvor han opholdt sig kortvarigt, inden han udrejste. Han indrejste i Danmark [i efteråret] 2013 som [23-28]-årig. Han har ikke familie i Danmark. Han er ikke gift, men havde efter det oplyste i [foråret] 2026 en kæreste. Han har ikke børn. I Danmark har han arbejdet som [profession], men blev nødt til at stoppe, da han ikke fik en læreplads. Derudover har han haft forskelligt arbejde [på arbejdspladser]. Han forstår og taler dansk, men asylsamtalerne er blevet gennemført ved brug af tolk. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og kriminalitetens grovhed, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er således ikke til hinder for, at han er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2026/11/CLU
