Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til asylproceduren og indkvarteringssystemet i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, som affattet i lovbekendtgørelse nr. 1183 af 25. september 2025, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b-d, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i sommeren] 2026 har accepteret at modtage klageren i medfør af artikel 13 i gennemførselsforordning (EU) 2025/2055, der vedrører ansøgninger om international beskyttelse, hvor ansvaret er fastlagt i overensstemmelse med Dublinforordningen, og den ansvarlige medlemsstat endnu ikke er angivet i Eurodac. Det anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s Country Report: Poland 2025 Update, udgivet i juni 2026, at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublinreturnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvarteringssystemet ved en overførsel til Polen. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Nævnet kan i den forbindelse henvise til ovennævnte rapports side 65, hvoraf det fremgår blandt andet, at: ”Overcrowding was not reported as an issue in practice in 2025. The conditions in the centres have improved in recent years, although certain problems are still being reported such as the remote location of certain centres, which impedes the integration process of asylum applicants.” For så vidt angår adgang til asylproceduren i Polen bemærker Flygtningenævnet, at der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ovennævnte rapports side 20 ff., i løbet af 2025 fortsat er forekommet push-backs af asylansøgere, og at disse særligt har fundet sted ved den polsk-belarussiske grænse. Af ovennævnte rapports side 44 f. fremgår det videre, at der fortsat er bekymring for, om Dublinreturnees altid har adgang til at få genåbnet deres asylsager, hvis de eksempelvis er udrejst til en anden medlemsstat, inden der foreligger en afgørelse. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at asylproceduren er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til asylproceduren. Uanset de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. I forhold til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende risikoen for frihedsberøvelse, bemærker Flygtningenævnet, ligesom Udlændingestyrelsen, at frihedsberøvelse ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5, samt EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet bemærker, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, som overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Poland 2025 Update, udgivet i juni 2026, side 102, at: ”Asylum applicants are placed in a detention centre if alternatives to detention cannot be used and based on the following grounds: 1. In order to establish or verify their identity; 2. To gather information, with the asylum applicant’s cooperation, connected with the asylum application, which cannot be obtained without detaining the applicant and where there is a significant risk of absconding; 3. In order to make or execute the return decision, if an asylum applicant had a possibility to claim asylum previously and there is a justified assumption that they claimed asylum to delay or prevent the return; 4. When it is necessary for security reasons; 5. In accordance with Article 28 of the Dublin III Regulation, when there is a significant risk of absconding and immediate transfer to another EU country is not possible. A “risk of absconding” of the asylum applicant exists particularly if they: - Do not have any identity documents when they apply for asylum; - Crossed or attempted to cross the border illegally, unless they are so-called “directly arriving” (i.e. arrived from the territory where they could be subject to persecution or serious harm) and they submitted an application for granting refugee status immediately and they explain the credible reasons of illegal entry; -Entered Poland during the period for which their data were entered into the list of undesirable foreigners in Poland or to the Schengen Information System in order to refuse entry. Detention is possible in law and in practice in all asylum procedures. There are concerns that detention is not used as a measure of last resort and is often applied or prolonged automatically. […]” Flygtningenævnet finder, at der på trods af de i baggrundsoplysningerne beskrevne udfordringer omkring frihedsberøvelse af asylansøgere ikke er væsentlige grunde til at tro, at klageren ved overførsel til Polen vil blive hensat i en situation, hvor han risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For så vidt angår klagerens frygt for at blive meddelt afslag på sin ansøgning om asyl i Polen og udsendt til [sit hjemland] bemærker Flygtningenævnet, at der er ikke holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet bemærker videre, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Heller ikke det af klageren oplyste om, at han i Polen har oplevet diskrimination, fordi han kommer fra [hjemland], kan føre til en ændret vurdering af, at klageren kan overføres til Polen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har haft nogen konkrete konflikter med myndigheder, grupperinger eller private personer i Polen. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2026/6/CARA