Nævnet stadfæstede i oktober 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en [person], der har indgivet ansøgning om asyl i Letland men har trukket sin ansøgning tilbage i Letland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold, klagerens alder og de generelle forhold for asylansøgere i Letland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Letland, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Letland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Letland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Letland [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har navnlig gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at klageren er mindreårig og risikerer frihedsberøvelse under barske vilkår, samt at blive udsat for push-back. Klageren har i den forbindelse henvist til, at sammenholdt med den behandling [klageren] allerede har været udsat for i Letland, samt at [klageren] må anses for særligt sårbar, at [klagerens] sag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. l, jf. præamblens punkt 17, jf. EU-charteret om grundlæggende rettigheder art. 4, 6 og 18 samt EMRK artikel 3 og 5. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til, at klageren i Letland har været frihedsberøvet i flere dage uden at blive tilset af en læge, uden adgang til advokatbistand og at [klageren] ikke var i retten i forbindelse med frihedsberøvelsen. Flygtningenævnet har ved flere tidligere afgørelser udtalt, at asylsystemet i Letland generelt må anses for behæftet med visse mangler, og at der kan være risiko for frihedsberøvelse under vanskelige vilkår, samt risiko i øvrigt for manglende adgang til asylsystemet i form af navnlig push-back ved grænseposter. Flygtningenævnet har imidlertid ikke fundet, at der er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemiske mangler ved asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Letland, at dette kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Letland i medfør af Dublinforordningen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har ved afgørelserne henvist til blandt andet rapporten “Report to the Latvian Government on the periodic visit to Latvia carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT)” fra juli 2023, side 18ff. Nævnet har henvist til, at den væsentligste del af de foreliggende baggrundsoplysninger dog vedrører forholdene for asylansøgere som følge af den særlige situation (nødsituation) ved grænsen til Belarus fra august 2021 til august 2023. Det vil ikke være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat. Der kan herved henvises til EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-41 1/10 og C-493110), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i EMRK, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163117). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Flygtningenævnet har ved de tidligere afgørelser endvidere lagt vægt på, at det fremgår af rapporten “Information on procedural elements and rights of applicants subject to a Dublin transfer to Latvia” fra april 2023, som er udarbejdet af Letland inden for rammen af EUAA’s dataindsamling, at en Dublin-returnee har adgang til indkvartering, herunder lægelig behandling, og har ret til på ny at få adgang til asylproceduren. Oplysningerne i den omhandlede rapport er opdateret med oplysninger tilvejebragt indtil den 29. maj 2024. Flygtningenævnet finder fortsat, og også efter de nyere baggrundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtage- og indkvarteringsforholdene i Letland, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Letland i medfør af Dublinforordningen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder EMRK og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har været udsat for overgreb ved den lettiske og belarusiske grænse, samt at [klageren] har været frihedsberøvet, fører ikke til en ændret vurdering af, om klagernes asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de lettiske myndigheder ikke vil behandle klagerens asylsag i overensstemmelse med lettisk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der heller ikke er væsentlig grunde til at tro, at der – uanset udfordringerne i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Letland – er systemfejl i asylproceduren, eller at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Letland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Letland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der forsat må foreligge tvivl om klagerens alder, ikke kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren både ved udfyldelsen af sit asylansøgningsskema samt til sin efterfølgende oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen har vedstået, at [klageren] er voksen samt at det fremgår af rapport fra Retsmedicinsk Institut af [foråret] 2026, at klagerens mest sandsynlige alder vurderes til at være 19 år eller derover. Det forhold, at Flygtningenævnet ved afgørelse af[sommeren] 2026 hjemviste alderssagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen fører endvidere ikke til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at klageren har været registreret udeblevet siden [sommeren] 2026 og at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med fast praksis har lukket klagerens alderssag. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til, at klageren efter udlændingelovens § 40, stk. 1, har pligt til at oplyse sin sag, og at klageren således må vurderes i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens seneste aldersafgørelse af [foråret] 2026. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagerens konkrete og individuelle forhold, der bør indebære, at klageren alligevel ikke skal overføres til Letland, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren er sårbar, har alvorlige psykiske og fysiske mén, samt at [klageren] har tankemylder, generelt sover dårligt og har [smerter]. Flygtningehjælpen har som dokumentation herfor fremsendt Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2026 om menneskehandel, uddrag fra klagerens sundhedsjournal, underretning af [foråret] 2026, UMI psykologisk screening af [foråret] 2026, underretning af [foråret] 2026, mail af [foråret] 2026 vedrørende indstilling til særindkvartering og en udtalelse om klagerens sårbarhed. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at klageren sag skal behandles i Danmark. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at det fremgår af uddraget fra klagerens sundhedsjournal, at klageren selv har angivet at være fysisk og psykisk rask, samt at klageren har fået behandling for sine [smerter]. Det forhold, at klageren er vurderet handlet af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren] 2026, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Letl/2026/1/lnk
