Nævnet stadfæstede i september 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens kæreste og barn opholdt sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i sommeren] 2023 i Frankrig, at Frankrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker videre, at Frankrig efterfølgende [i sommeren] 2026 accepterede at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren jf. Dublinforordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, hvorefter en medlemsstat er forpligtet til på de betingelser, der er fastsat i artikel 23, 24, 25 og 29, at tilbagetage en tredjelandsstatsborger eller statsløs, hvis ansøgning der er meddelt afslag på, og som har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat, eller som opholder sig på en anden medlemsstats område uden opholdstilladelse, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at klageren er religiøst viet med sin herboende kæreste [A], som har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til en ændret vurdering. Uanset det oplyste om karakteren af klagerens og hans kærestes forhold, samt at de nu har et barn sammen, finder Flygtningenævnet, under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren har modtaget en substansafgørelse vedrørende sin asylansøgning i Frankrig, ikke, at der på den baggrund er grundlag for en fornyet behandling af klagerens ansøgning om asyl i Danmark. Den omstændighed, at klageren og klagerens kæreste har fået et barn på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde lovligt ophold i Danmark, kan under disse omstændigheder, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod af blandt andet reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet finder således, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2026/7/MSI
