Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er [etnicitet] og kristen fra [by], Uganda. Han har arbejdet som [arbejde] for regeringspartiet National Resistance Movement (NRM) [i en periode i 2010’erne]. Ansøgeren har været medlem af [et oppositionsparti] fra 2020. Ansøgeren har som asylmotiv således henvist til bl.a., at han er medlem af og har arbejdet som [arbejde] for [oppositionspartiet], at han som følge heraf i 2021 blev bortført af myndighederne og udsat for omfattende vold, og at han i 2024 fik oplyst af en ven, der var informant for myndighederne, , at han var den næste på en liste over folk, som myndighederne efterstræbte, hvorefter han udrejste. Han har desuden lavet politiske opslag på sociale medier. Han har efter sin indrejse i Danmark også haft politiske aktiviteter bl.a. i form af deltagelse i [vinteren 2025/2026]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er biseksuel og har haft seksuelle forhold med mænd siden 2010. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaringer til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2024/2025], asylsamtalen [i sommeren 2025] og under nævnsmødet om den angivelige bortførelse og voldsudøvelse i 2021er usandsynlig og utroværdig, og hans forklaring herom for nævnet har ikke fremstået som havende baggrund i egne oplevelser. Han har endvidere svaret undvigende og ukonkret på spørgsmål om specifikke omstændigheder, der burde kunne besvares uden vanskeligheder. Tilsvarende gør sig også gældende i relation til hans forklaring om vennen, der angiveligt var informant for myndighederne, og om det angivelige modsætningsforhold til myndighederne i øvrigt. Desuden fremstår det fremlagte foto af ansøgeren og en anden person på [en prominent plads i København], der holder to skilte, og som skulle stamme fra [en demonstration med et lavere antal deltagere] inklusive ansøgeren, som konstruereret til lejligheden. Det er på denne baggrund ikke fornødent at udsætte sagen på gennemførelse af en lægelig undersøgelse af ansøgeren med henblik på at klarlægge, hvorvidt han har været udsat for tortur, således som ansøgeren har nedlagt mere subsidiær påstand om. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaringer ved de ovennævnte samtaler om sine seksuelle forhold til mænd ligeledes har været utroværdig, og hans forklaring herom for nævnet har heller ikke fremstået som havende baggrund i egne oplevelser. Han har også i henseende til dette asylmotiv svaret undvigende og ukonkret. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda er i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: ugan/2026/7/ysn