etio20261

Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien 
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk amhara og ortodoks kristen af trosretning fra [by], [distrikt] i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv i Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller henrettet af de etiopiske myndigheder, fordi han har støttet Fano. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at der på nuværende tidspunkt er en konflikt mellem de etiopiske myndigheder og Fano. Ansøgeren har sympatiseret med Fano og udtrykt støtte til bevægelsen ved kommentarer og interaktioner på [socialt medie A] og [socialt medie B] i forbindelse med, at Fano gik i krig mod de etiopiske myndigheder i [foråret] 2023. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han otte måneder forud for sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen, blev bekendt med Fano, idet etniske amhara begyndte at blive arresteret og fordrevet fra deres hjem i Etiopien, hvorfor Fano voksede i størrelse. Ansøgeren har videre oplyst, at han herefter begyndte at støtte Fano på sociale medier, idet Fano har til formål at beskytte etniske amhara og deres rettigheder. Ansøgeren har blandt andet kommenteret på opslag på [socialt medie B], hvor ansøgeren har kritiseret den etiopiske regering. Ansøgeren har endvidere deltaget i et fysisk møde i [en dansk by] for at planlægge en demonstration, som han dog ikke deltog i, fordi den blev afholdt i [et europæisk land]. Ansøgeren har deltaget i en demonstration i [en dansk by] vedrørende krigen mellem tigray-folket og den etiopiske stat. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de etiopiske myndigheder, idet han har opholdt sig i et vestligt land, og at han på den baggrund risikerer at blive anklaget for at være spion. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kender til eksempler på personer, der efter indrejse i Etiopien fra et vestligt land er forsvundet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han siden sin indrejse i Danmark i [midt i 1900’erne] og frem til [midt 2010’erne] mange gange har været tilbage i Etiopien uden at opleve problemer. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold for etniske amhara i Etiopien. Ansøgeren har under den oprindelige asylsag som asylmotiv henvist til, at han var eftersøgt af den daværende regering og af personer med tilknytning til en Amhara-organisation. Flygtningenævnet fandt ved afgørelsen den [vinteren 1995/1996], at ansøgerens forklaring var utroværdig, usandsynlig, upræcis og undvigende. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge forklaringen til grund. Nævnet fandt ikke, at ansøgeren i øvrigt havde anført forhold, der kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, indtil han [i efteråret] 2015 anmodede om, at en opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 4, ikke skulle anses som bortfaldet, flere gange rejste frem og tilbage til Etiopien uden at have oplevet problemer. Spørgsmålet er nu, om ansøgeren som følge af karakteren og omfanget af politiske aktiviteter i Danmark fra omkring 2020, har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Etiopien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren, navnlig via [socialt medie B], mange gange har fremsat kommentarer, til andres videoer, der udtrykker støtte til Fano. Under nævnsmødet blev ansøgers [profil på socialt medie A] profil og [profil på socialt medie B] gennemgået. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøger fremgår med sit fulde navn og billede af sig selv på sin [profil på socialt medie A], men at der herudover ikke fremgår personlige oplysninger. Ansøger har desuden ikke delt opslag af politisk karakter på sin [profil på socialt medie A]. Nævnet lægger tillige til grund, at ansøger fremgår med sit fulde navn af sin [profil på socialt medie B], men uden billede eller andre personlige oplysninger. Det lægges på denne baggrund til grund, at ansøgernes offentligt tilgængelige [profil på socialt medie B] ikke indeholder oplysninger om ansøgerens kommentarer vedrørende Fano. Det lægges videre til grund, at ansøgeren ikke har lagt videoer på sin [profil på socialt medie B]. Det er ikke muligt, uden at være logget ind på ansøgerens profil, at få adgang til oplysninger om ansøgerens kommentarer eller om, hvilke [profiler på socialt medie B] ansøgeren abonnerer på. Ansøgerens kommentarer fremgår i kommentarsporet på [profiler på socialt medie B’s] videoer, men fremstår ikke på nogen måde som profilerede, og ofte som kommentar blandt mange andre kommentarer. Ansøgeren har én gang deltaget i en demonstration i Danmark mod de etiopiske myndigheder, men fremstår heller ikke denne forbindelse som profileret. Det er ikke oplysninger om, at ansøgeren ved søgning via almindeligt anvendte søgetjenester er eksponeret som tilhænger af Fano, ligesom der ikke ved sådanne søgninger i øvrigt kan fremsøges oplysninger om, at han udtrykt sig positivt om Fano. Oplysningerne om, at ansøgeren har deltaget i lukkede grupper med Fano-tilhængere på [kommunikationstjeneste] og andre beskedtjenester kan ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens offentlige profil. Ansøgerens forklaring om, at ansøgeren navn er et almindeligt forekommende navn i Etiopien, støttes af de under Flygtningenævnets behandling foretagne søgninger, hvorved der er fremkommet flere personer med identiske navne. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at situationen i Addis Ababa i [foråret] 2022 var normaliseret i sammenligning med forholdene under den forudgående undtagelsestilstand, og at situationen også var forbedret i Etiopien som sådan. På trods af ophævelsen af undtagelsestilstanden og den generelle positive udvikling af situationen i landet må det imidlertid lægges til grund, at situationen fortsat er ustabil og omskiftelig. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsmaterialet videre til grund, at Fano betragter sig som beskyttere af etniske amhara, og at Fano har været involveret i væbnede konflikter i og uden for deres eget territorie. Fanos organisatoriske struktur og størrelse er uklar. Fano har været en vigtig aktør i krigen mod Tigray-styrker i det nordlige Etiopien og spillede en afgørende rolle i efteråret 2021, da de føderale styrker blev svækket. Fano har været under de føderale myndigheders beskyttelse, men efterhånden som Fano er blevet mere magtfulde og uden for føderal kontrol, har de føderale myndigheder forsøgt, at kontrollere dem gennem afvæbning og arrestationer. Der er baggrundsoplysninger om, at etiopiere, der er meget aktive i udlandet, og som er meget verbale på sociale medier og forsøger at mobilisere folk samt lykkes med dette, sandsynligvis vil få problemer, når de vender tilbage. Der er ikke oplysninger om konkrete tilfælde, hvor dette har været tilfældet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens aktiviteter i Danmark i lyset af ansøgerens forklaring for nævnet, sammenholdt med de fremlagte og foreviste kommentarer og videoer mv. ikke har et omfang eller en karakter, der kan føre til, at ansøgeren er eksponeret i et omfang, der indebærer, at myndighederne nu må forventes, at rette søgelyset mod ansøgeren, såfremt han på ny vender tilbage til Etiopien.  Flygtningenævnet finder, at der efter baggrundsoplysningerne, ikke er grundlag for at anse den nuværende situation i [distrikt] eller det øvrige Etiopien, for at være af en sådan karakter, at enhver etnisk amhara vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. På denne baggrund, og da det oplyste om ansøgerens langvarige ophold i vesten kan ikke i sig selv føre til andet resultat, samt da der ikke er oplysninger i øvrigt om de generelle forhold til Etiopien eller [distrikt], der giver grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, stk. 2, eller stk. 3, er opfyldt.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Etio/2026/1/mskb