Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagernes frygt for sin sikkerhed i Tyskland såvel som til hans frygt for udsendelse til hjemlandet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har da også den [i efteråret]2025 accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Tyskland frygter at blive udsendt til [klagerens hjemland], hvor han efter det oplyste risikerer forfølgelse, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke foreligger baggrundsoplysninger, der giver anledning til at antage, at der i Tysklands asylprocedure består systemfejl som omhandlet i Dublinforordningens artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold at klageren som anført af DRC Dansk Flygtningehjælp har haft det svært i Tyskland, og efter det oplyste er blevet udsat for mobning og trusler i skolen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren kan i den forbindelse henvises til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Tyskland. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk.1. Det forhold at klagerens [familiemedlem] til Udlændingestyrelsen har oplyst, at klageren lider af vejrtrækningsbesvær efter [hændelse], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er sund og rask og ikke tager medicin. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/8/CARA