Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens mentale helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren ikke bør overføres til Tyskland idet han er psykisk syg, diagnosticeret med behandlingskrævende [sygdom] og må anses for ekstremt sårbar, jf. Dublinforordningens artikel 17, jf. præamblens pkt. 17. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Dublinforordningens artikel 17 ikke finder anvendelse i nærværende sag, idet klageren ikke har søgt om asyl i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ifølge anmeldelsesrapport [fra vinteren 2025/2026] til politiet og [i vinteren 2025/2026] til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ikke ønsker at søge asyl, og at han gerne vil hjemsendes. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det er behæftet med tvivl, om klageren reelt ønsker at søge asyl, henset til at han ikke er i stand til at fokusere i en samtale og ikke synes at kunne forstå konsekvenserne af ikke at registrere sig som asylansøger, kan uanset oplysningerne om klagerens dårlige helbredstilstand og uanset om klageren ikke – eller i hvert fald ikke fuldt ud forstår konsekvenserne heraf – ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at klageren tidligere har gennemgået en asylsagsbehandling i Tyskland, hvor han har fået afslag. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at der ikke kan bortses fra, at en fornyet asylsagsbehandling i Danmark – som anført af Udlændingestyrelsen – vil kunne forværre klagerens dårlige psykiske tilstand. Flygtningenævnet finder som følge heraf heller ikke, at henvisningen til FN’s Handicapkonvention kan føre til et andet resultat. For så vidt angår det anførte om, at en overførsel af klageren til Tyskland vil indebære en risiko for forværring af klagerens i forvejen meget dårlige psykiske helbredstilstand, jf. C.K and others v. Slovenia, finder nævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke er oplysninger i sagen der sandsynliggør, at en overførsel til Tyskland i sig selv betydeligt og uopretteligt vil forværre klageres mentale sundhedstilstand og derved udgøre en krænkelse af artikel 4 i EU´s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Det bemærkes, at Hjemrejsestyrelsen forinden en overførsel af klageren til Tyskland kan underrette de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2026/5/cara
