Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige samt en privatretlig konflikt. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Nævnet har lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren 2025/2026] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren til støtte for, at hans sag skal behandles i Danmark, anført, at han risikerer hjemløshed. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til klagerens forklaring om, at han har en konflikt i Sverige med nogle personer, der har truet ham, og som han frygter, og at han lider af [en sygdom], og har brug for livsnødvendig behandling herfor. Endelig har klageren henvist til at han frygter at blive sendt tilbage til [sit hjemland]. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der efter sagens oplysninger ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med svensk lovgivning og landets internationale forpligtelser, ligesom der efter baggrundsoplysningerne, jf. AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025), heller ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er systemfejl i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfører en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Efter baggrundsoplysningerne om Sverige må det lægges til grund, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, ikke tilbydes indkvartering, men at de altid har ret til akut lægehjælp, ligesom indkvartering fortsat vil være tilgængelig, hvis det vil være åbenbart urimeligt at nægte fortsat indkvartering. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s Country Report Sweden (2024 Update May 2025), side 90f. Sverige har som anført accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. l, litra d, og har således også ansvaret for klagerens udrejse eller tvangsmæssige udsendelse. Det er de svenske myndigheder, der inden for rammerne af den svenske lovgivning og Sveriges internationale forpligtelser i den forbindelse skal sikre, at klageren ikke behandles på en måde, der strider herimod. Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU's charter om grundlæggende rettigheder, og der er – som anført – ikke grundlag for at antage, at Sverige, herunder såvel de svenske myndigheder som den svenske lovgivning, ikke lever op til disse internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter oplysningerne i sagen må lægges til grund, at klageren efter afslaget på asyl i Sverige som afvist asylansøger ikke længere har kunnet opholde sig lovligt i Sverige, og at han derfor umiddelbart er omfattet af tilbagesendelsesdirektivet (direktiv 2008/115 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold). En udlænding, der som klageren ikke efterkommer en beslutning om at udrejse, har efter Flygtningenævnets opfattelse ikke ret til at blive behandlet på samme måde som udlændinge, der lovligt opholder sig i Sverige, mens deres sager færdigbehandles, herunder tilbydes indkvartering i samme omfang, jf. herved også EU-Domstolens dom af 12. september 2024 i sag 352/23 Changu, præmis 66-79, og dom af 19. marts 2019 i sag C-163/17 Jawo. Klageren skal dog behandles i overensstemmelse med artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Som anført af EU-Domstolen tilsidesættes artikel 4, når ligegyldighed fra en medlemsstats side har til følge, at en person, der er fuldstændig afhængig af offentlig hjælp, af grunde, som er uafhængige af den pågældendes vilje og personlige valg, lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at brødføde sig, vaske sig og have en bopæl, og som vil udgøre et indgreb i personens fysiske og mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med den menneskelige værdighed. Den omstændighed, at det må forventes, at klageren ikke vil blive tilbudt indkvartering af de svenske myndigheder, udgør imidlertid ikke i sig selv forhold i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling, således som det følger af charterets artikel 4. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren har oplyst, at han frygter privatpersoner, der har truet ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de svenske myndigheder må antages af have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse, hvorfor klageren må henvises til at rette henvendelse om eventuelle kriminelle forhold til de relevante svenske myndigheder, såfremt han på skulle opleve trusler. For så vidt angår det forhold, at klageren lider af [en sygdom] og overfor Udlændingestyrelsen har oplyst, at han har modtaget behandling herfor i Sverige, og at denne behandling er livsnødvendig for ham, kan heller ikke det føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren netop har modtaget behandling og er blevet monitoreret af en læge i Sverige, samt at klageren – som anført ovenfor – ifølge baggrundsoplysningerne vil have ret til akut lægehjælp. Flygtningenævnet finder således, at der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. forordningens § 17, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Sver/2026/6/sahe
