Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar samt et barn, der havde fået udstedt et visum til Spanien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.
Advokaten henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet, at de ved en overførsel til Spanien er i risiko for ikke at blive indkvarteret på et indkvarteringssted, idet der i Spanien ikke er tilstrækkelig indkvartering. Der er i den forbindelse også henvist til, at klagerne som følge af, at de har et barn på under to år, må anses for særligt sårbare. Klagerne har også henvist til, at de vil have svært ved at få adgang til asylsystemet i Spanien. Derudover har klagerne gjort gældende, at det skal tillægges betydning, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 13. januar 2026 har besluttet at berostille behandlingen af sager vedrørende personer fra Iran som følge af sikkerhedssituationen i landet. Endelig har klagerne henvist til deres ophold i Danmark, og at formålet med Dublin-systemet er at få en hurtig afklaring af, hvem der har ansvaret for behandling af en ansøgning om asyl. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [sommeren 2025] har accepteret at modtage klagerne i medfør af den pågældende bestemmelse. Klagerne har til støtte for, at deres sag skal behandles i Danmark, gjort gældende, at de ved en overførsel til Spanien er i risiko for ikke at blive indkvarteret på et indkvarteringssted, idet der i Spanien ikke er tilstrækkelig indkvartering. Der er i den forbindelse også henvist til, at klagerne som følge af, at de har et barn på under to år, må anses for særligt sårbare. Klagerne har også henvist til, at de vil have svært ved at få adgang til asylsystemet i Spanien. Derudover har klagerne gjort gældende, at det skal tillægges betydning, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 13. januar 2026 har besluttet at berostille behandlingen af sager vedrørende personer fra Iran som følge af sikkerhedssituationen i landet. Endelig har klagerne henvist til deres ophold i Danmark, og at formålet med Dublin-systemet er at få en hurtig afklaring af, hvem der har ansvaret for behandling af en ansøgning om asyl. Der foreligger ikke oplysninger om, at klagerne på grund af helbredsmæssige forhold må anses for særligt sårbare. Den mandlige ansøger har således oplyst, at han er sund og rask, men føler sig stresset på grund af turen og tager medicin for forhøjet kolesterol, mens den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke lider af nogen kroniske sygdomme, men at hun har lavt stofskifte og tager medicin for det. Klagernes barn på knapt to år beskrives også som et helt almindeligt barn. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. I denne vurdering er indgået AIDAs Country Report fra april 2025 vedrørende asylproceduren samt modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien. Nævnet bemærker herved, at asylsystemet i Spanien ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler, og at asylansøgere i et vist omfang kan opleve problemer med at få adgang til asylproceduren og indkvartering. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller modtage- og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer i henhold til Dublinforordningen. Det bemærkes videre, at selvom der som anført i et vist omfang opleves problemer med at få adgang til indkvartering, er der i baggrundsmaterialet ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at der generelt er problemer med, at familier med små børn ikke får adgang til indkvartering. Der er herved også lagt vægt på, at de spanske myndigheder i 2019 i forlængelse af en række domstolsafgørelse udsendte en instruks om at sikre Dublin-returnees adgang til indkvartering, ligesom der er lagt vægt på, at de spanske myndigheder, som anført af Udlændingestyrelsen i deres udtalelse af 9. juli 2025, har afsat midler til opførelse af nye modtagefaciliteter, og at opførelsen heraf fortsatte i 2024 og 2025. Det bemærkes, at Spanien har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder og således også må antages at have evnen og viljen til at sikre, at klagerne ved en overførsel til Spanien ikke vil stå uden indkvartering. Flygtningenævnet forudsætter i den forbindelse også, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne vil underrette de spanske myndigheder, der således vil være bekendt med, at der overføres en familie med et lille barn. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der heller ikke er grund til at antage, at klagerne – hvis de vil søge asyl i Spanien – vil opleve sådanne vanskeligheder hermed, at de reelt vil være afskåret fra det. Heller ikke det af advokaten anførte om Flygtningenævnets koordinationsudvalgs beslutning den 13. januar 2026 om at berostille behandlingen af sager vedrørende personer fra Iran som følge af sikkerhedssituationen i landet, og at Spanien ikke har truffet en lignende beslutning, kan føre til en ændret vurdering. Der henvises i den forbindelse til præmis 142 i EU-domstolens dom af 30. november 2023 i de forenede sager C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, hvoraf blandt andet anføres, at den omstændighed, at myndighederne og retsinstanserne i den anmodende medlemsstat på den ene side og myndighederne og retsinstanserne i den anmodede medlemsstat på den anden side har forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af de materielle betingelser for international beskyttelse, ikke godtgør, at der foreligger systemfejl. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke med henvisning til, at klagerne er en familie med et mindreårigt barn, eller at de spanske myndigheder efter det oplyste ikke har berostillet behandlingen af asylsager vedrørende personer fra Iran, foreligger sådanne humanitære forhold, at der er grundlag for, at Danmark efter Dublin-forordningens artikel 17 skal overtage ansvaret for behandlingen af klagernes sag. Nævnet har i den forbindelse inddraget hensynet til barnets tarv i vurderingen. Hovedformålet med Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse samt at påbegynde sagsbehandlingsprocessen hurtigst muligt. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af klagernes ansøgning om international beskyttelse.Der er endelig ikke med henvisning til den samlede sagsbehandlingstid i sagen på ca. 1 år grundlag for, at Danmark skal overtage ansvaret for behandlingen af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Dub-Span/2026/3
