Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtageforholdene for asylansøgere i Nederlandene samt ansøgerens helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Nederlandene har da også [i vinteren 2025/2026] accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at klagerens konflikt med nogle personer i Nederlandene, som har anklaget ham for at have spyttet på en statue af [en prominent person], ikke kan føre til, at klagerens asylsag skal tages under behandling i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren kan henvises til at søge de nederlandske myndigheders beskyttelse, som må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Vedrørende indkvarteringsforholdene i Nederlandene har klageren til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke har haft problemer med indkvarteringen i Nederlandene, men at han derimod godt kan lide Nederlandene, og at han har det fint i Nederlandene. Klageren har til DRC Dansk Flygtningehjælp oplyst, at han ikke ønsker at vende tilbage til Nederlandene, da indkvarteringsforholdene var fængselslignende og uudholdelige for klageren. Med hensyn til indkvarteringsforholdene i Nederlandene finder Flygtningenævnet, at asylsystemet i Nederlandene efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkeligt til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen. Om indkvartering fremgår det af AIDA’s seneste rapport ”Country rapport: Netherlands, 2024 Update”, opdateret i maj 2025, at mere end halvdelen af asylansøgerne bor i såkaldte ”crisis emergency centres”. Det fremgår om indkvarteringsforholdene blandt andet af rapportens side 19f: “Less than half of the people entitled to reception conditions (i.e. asylum seekers) as well as beneficiaries of international protection who have not been offered housing yet, were staying in regular Central Agency for the Reception of Asylum Applicants (COA) reception centres over the course of 2024 (34,675 out of 72,610 people). All other residents stayed at COA emergency locations or crisis emergency locations and/or temporary reception locations managed by municipalities. Different reports highlight how the majority of the (crisis) emergency locations still largely fail to meet the State’s obligations under EU law. While some (crisis) emergency locations have adequate facilities, these are exceptions, and conditions elsewhere are equally distressing, if not worse than last year. The inadequate reception conditions at (crisis) emergency locations are especially alarming due to the long period of stay for up to one and a half years. People suffer severely from a lack of privacy, tranquillity, and suitable nutrition. Sanitary facilities are inadequate and particularly unhygienic at too many locations. Problems with healthcare accessibility exist in almost half of the (crisis) shelters. Additionally, the majority of the (crisis) shelters are detrimental to children, who experience a decline in health and weight loss due to a lack of activities, safe play areas, and healthy food. Large differences between (crisis) shelters reveal that whether asylum seekers are able to experience decent reception in the Netherlands is subject to arbitrariness.” Det fremgår endvidere blandt andet af side 145: “Twice a year the COA predicts the capacity it will need in the upcoming period. In October 2024 COA was expecting, for July 2025, to need to house 115,000 asylum applicants. In its report, the COA foresaw there would be a shortage of 33,500 places at the beginning of the 2025, a number that is expected to grow throughout the year, as contracts with municipalities for reception centres are ending and many of them do not want to renew the contracts. At the end of 2025, a shortage of 76,700 places is expected by COA.” Det fremgår endelig af samme rapport side 155: “Residents of a regular reception centre usually live with 5 to 8 people in one unit. Each unit has several bedrooms and a shared living room, kitchen and sanitary facilities. At the time of writing, there are no reports of serious deficiencies in the sanitary facilities that are provided in the reception centres. Residents are responsible for keeping their habitat in order.” Det må således lægges til grund, at der er en vis grad af vilkårlighed i indkvarterings- og modtageforholdene i Nederlandene, og at en del af indkvarteringsforholdene er mangelfulde og ikke lever op til de EU-retlige standarder. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for asylansøgere i Nederlandene, herunder indkvarteringsforholdene, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der aktuelt ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage- og indkvarteringsforholdene i Nederlandene, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Nederlandene i medfør af Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Nederlandene, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Nederlandene, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at det oplyste om klagerens smerter [i en del af kroppen] samt klagerens psykiske helbred ikke medfører, at klageren er sårbar i en sådan grad, at det kan begrunde, at klagerens asylsagsbehandling skal foretages i Danmark. Det bemærkes hertil, at sundhedspersonalet i Danmark har vurderet, at klageren ikke har et behandlingsbehov for sine smerter [i en del af kroppen]. Flygtningenævnet er opmærksom på, at klageren af sundhedspersonalet er beskrevet som psykisk påfaldende, og at han udviser aparte adfærd og er svær at kommunikere med, men finder, at klagerens konkrete udfordringer ikke er så udprægede, at han kan karakteriseres som særligt sårbar. Det bemærkes endvidere, at klageren har oplyst, at han tidligere har været ved psykiater, hvorfor det lægges til grund, at klageren har haft adgang til sundhedsbehandling i Nederlandene, og at klageren må antages at kunne opnå tilstrækkelig sundhedsbehandling på ny. På den anførte baggrund skal Flygtningenævnet herefter meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2026/3/EDO
