Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelser om afvisning af asylansøgninger, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar, der var meddelt konventionsstatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.
DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sager skulle behandles i Danmark blandt andet til klagernes sårbarheder, herunder hjemløshed og ophør af sociale ydelser og sundhedsforsikring i Tyskland.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne begge er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtninge i Tyskland, idet den kvindelige klager blev meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning gyldig fra [foråret] 2018, med retsvirkning fra [senere dato i foråret] 2018, til [foråret] 2025, og den mandlige klager blev meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning fra [foråret] 2018, som fortsat var gyldig [i efteråret] 2024. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder på det foreliggende grundlag, at det vil være muligt for klagerne at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klagerne i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klagerne i 2018 opnåede beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klagerne har oplyst, at deres opholdstilladelser i Tyskland er blevet nægtet forlænget, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på baggrund af de tyske myndigheders svar til de danske myndigheder ikke grundlag for at antage, at klagernes opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, ligesom nævnet også har lagt vægt på, at klagerne – i tilfælde af at deres opholdstilladelser måtte være udløbet – vil have mulighed for at søge om forlængelse af opholdstilladelserne hos de tyske myndigheder. Det, som klagerne har anført om, at de er blevet udsat for racistisk og diskriminerende behandling af de tyske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klagerne må henvises til at rette henvendelse til de overordnede myndigheder i Tyskland, hvis de ønsker at klage over de tyske myndigheder, herunder i relation til bolig, sociale ydelser og sundhedsbehandling. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelser, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tysk/2026/2/DH
