DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren havde oplyst, at han havde svært ved at finde et arbejde i Sverige, og at Udlændingestyrelsens afgørelse blev truffet to år før forkyndelsen.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sverige [i sommeren] 2014. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af chartret om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af princippet om non-refoulement som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ikke bryder sig om Sverige, fordi det har været svært for ham at finde arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at klageren også har oplyst, at han periodisk har været i beskæftigelse i Sverige, og at han fik udbetalt sociale ydelser i de perioder, hvor han ikke var i beskæftigelse. Klageren har endvidere oplyst, at de svenske myndigheder forsøgte at hjælpe ham med at finde beskæftigelse, og at han på intet tidspunkt har været hjemløs i Sverige. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren i Sverige vil have adgang til arbejdsmarkedet, ligesom de svenske myndigheder må antages at stille basale og økonomiske ydelser til rådighed for klageren. Den omstændighed, at Udlændingestyrelsens afgørelse er truffet omkring to år før forkyndelsesdatoen, og at Udlændingestyrelsen ikke indkaldte klageren til en ny samtale inden forkyndelsen, kan efter sagens oplysninger heller ikke føre til en anden vurdering. Der kan i den forbindelse henvises til, at det fremgår af politirapporten udfærdiget af [politikreds], [i vinteren 2025/2026], at klageren til politiet har oplyst, at han har opholdt sig i [EU-land] i perioden på næsten to år mellem afgørelsestidspunktet og forkyndelsesdatoen. Flygtningenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Løbenummer: § 29 b-Sve/2026/2/marau
