Nævnet stadfæstede i marts 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublin-forordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Bulgarien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (EU Charteret) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien. Det forhold at klagerens opholdstilladelse er udløbet, kan ikke føre til en ændret vurdering, jf. herved ovenstående betingelser for at anse et land som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af EU Charterets artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at betingelserne for, at Bulgarien kan tjene som klagerens første asylland ikke er opfyldt, da DRC Dansk Flygtningehjælp finder, at klagerens personlige integritet og værdighed ikke vil være beskyttet i landet. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for flygtninge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der væsentlige grunde til at tro, at er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i EU Charteret, og som er omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Der kan herved henvises til AIDA, Country Report: Bulgaria, 2024 Update, side 124 f., hvor det blandt andet fremgår, at flygtninge har adgang til samme sociale bistand og ydelser som bulgarske statsborgere. Dette gælder ligeledes for sundhedsbehandling, der for såvel flygtninge som bulgarske statsborgere kræver en sundhedsforsikring, hvis laveste månedlige bidrag er omkring 20 euro. Nævnet bemærker videre, at det af førnævnte rapport fremgår, at det kan være forbundet med bureaukratiske udfordringer at få adgang til disse ydelser, men at udfordringer ligeledes opleves af bulgarske statsborgere. Endvidere fremgår det af rapporten, at flygtninge har adgang til arbejdsmarkedet, om end det i praksis kan være svært at finde et job på grund af sprogproblemer. Flygtningenævnet bemærker, at klageren vedrørende sit ophold i Bulgarien har oplyst til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2025, at han selv fandt et værelse han kunne leje, da han blev smidt ud af asylcenteret, og at han opsagde dette i forbindelse med, at han udrejste til [et andet europæisk land]. Flygtningenævnet bemærker også, at klageren har oplyst, at han boede på gaden i den uges tid, der gik fra han blev smidt ud af asylcenteret og til han fandt værelset. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren har oplyst, at da han kom tilbage til Bulgarien fra [et andet europæisk land], fandt han også selv steder at bo, idet han gennem bekendte fandt et hus i [by A], hvor han kunne bo, og senere fandt et sted at bo gennem et arbejde på en restaurant. Han har om disse steder oplyst at have haft ubehagelige oplevelser, idet udlejeren af huset i [by A] forsøgte at udsætte ham for seksuelle krænkelser, hvorfor han flyttede, samt at han følte sig nødsaget til at flytte fra restauranten efter fire måneder, fordi han blev behandlet dårligt af sine kollegaer og havde dårlige arbejdsforhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren ikke har anmeldt disse forhold til det bulgarske politi eller i øvrigt henvendt sig til myndighederne for at få hjælp. Flygtningenævnet bemærker derudover, at klageren har oplyst, at han er sund og rask og uden behov for sundhedsbehandling, men at han dog har problemer med oppustethed ligesom han har ondt i tænderne. Han opsøgte ikke sundhedsbehandling i Bulgarien for sine maveproblemer, da han havde fået at vide af bekendte, at dette koster penge. Han opsøgte gratis tandlægepleje på en tandlægehøjskole i [by B], men behandlingen gjorde, ifølge klageren selv, tilstanden værre. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren har oplyst, at han ikke på noget tidspunkt har opsøgt de bulgarske myndigheder med henblik på at få hjælp til beskæftigelse, sociale ydelser eller bistand. Flygtningenævnet finder herefter – på trods af vanskelige forhold i Bulgarien – ikke at disse er af en sådan karakter, at det generelt kan lægges til grund, at klagerens personlige integritet og sikkerhed ikke vil være beskyttet i fornødent omfang, og at Bulgarien dermed ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på de oplysninger, klageren selv har afgivet, om at han har haft adgang til arbejdsmarked, bolig og gratis tandpleje i Bulgarien, samt oplysningerne om, at han ikke på noget tidspunkt har taget kontakt til de bulgarske myndigheder med henblik på at få bistand. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han ikke gjorde dette, idet han af venner og bekendte havde fået at vide, at myndighederne ikke vil hjælpe. Såfremt klageren ved en tilbagevenden til Bulgarien skulle opleve problemer med at finde bolig eller arbejde eller opleve konflikter med privatpersoner eller arbejdsgivere, kan klageren henvises til at rette henvendelse til de relevante bulgarske myndigheder. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.”
Løbenummer: §29b-Bul/2026/1/sahe
