Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2024.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ukrainer og ortodoks kristen fra [by], Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militæret i Ukraine. Ansøgeren har herved henvist til, at han aftjente militærtjeneste i [en 1-årig periode mellem 2009-2014] og opnåede [rang], samt at han var ansvarlig for [personer] personer som [titel]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive forfulgt af de ukrainske myndigheder. Ansøgeren har henvist til, at han har boet i Rusland i flere år, herunder under invasionen af Ukraine i 2022, og derfor er i risiko for mistænkeliggørelse af de ukrainske myndigheder, herunder at blive betragtet som spion. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for at blive rekrutteret til militæret, når henses til den krigssituation, som Ukraine aktuelt befinder sig i. Det fremgår således af tilgængelige baggrundsoplysninger, at Ukraine erklærede både krigsret og en generel mobilisering i alle regioner, da de russiske militærstyrker den 24. februar 2022 indledte en invasion af Ukraine. Det fremgår videre, at implementeringen af mobiliseringen indebærer, at enhver mand mellem 18 og 60 år som hovedregel er underlagt pligten til mobilisering. Risikoen for, at ansøgeren vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste ved en tilbagevenden til Ukraine, herunder frygt for at blive dræbt under kamphandling, kan imidlertid ikke i sig selv føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Heller ikke risikoen for at blive pålagt straf som følge af unddragelse eller desertering fra militærtjeneste kan i sig selv anses som forfølgelsesgrunde som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der lægges herved vægt på, at det tilkommer de ukrainske myndigheder at lovgive om reglerne for militærtjeneste for egne borgere samt at sanktionere i tilfælde af unddragelse fra militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan strafferammen for unddragelse og desertering efter ukrainsk straffelov ikke anses som uforholdsmæssig eller åbenbar uforenelig med dansk retsopfattelse. Det forhold, at afsoningsforholdene i ukrainske fængsler er vanskelige, kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles beskyttelsesstatus i Danmark, idet disse afsoningsforhold ikke er af en sådan karakter, som i sig selv udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det forhold, at ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for forfølgelse af de ukrainske myndigheder grundet en mistanke om, at han kan være russisk spion, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Der er ingen konkrete holdepunkter for at antage, at de ukrainske myndigheder skulle anse ansøgeren som russisk spion, hvilket udelukkende baserer sig på ansøgerens egen formodning om, at hans ophold i Rusland kan føre til en sådan mistænkeliggørelse fra de ukrainske myndigheder. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Endelig finder Flygtningenævnet på baggrund af foreliggende baggrundsoplysninger, at sikkerhedssituationen og de generelle forhold i den vestlige og centrale del af Ukraine, hvor ansøgeren har sit hjemområde, er præget af en lav eller meget lav grad af ustabilitet og enkelte civile tab som følge af direkte og indirekte vold og vilkårlige luftangreb mod civil infrastruktur i tætbefolkede civile områder. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Samlet set kan der således ikke meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2026/12
