Nævnet stadfæstede i april 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige klager er etnisk araber og sunni muslim fra [by A], Syrien. Den mandlige klager er etnisk araber og sunni muslim fra [by B], Syrien. Det fremgår af sagen, at den kvindelige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår endvidere af sagen, at den mandlige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [i foråret] 2018 udrejste af Danmark. Klagerne udrejste efter det oplyste med henblik på, at den kvindelige klager kunne få foretaget en operation i [kropsdel]. [I vinteren 2024/2025] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 3, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og lovens dagældende § 17, stk. 4, idet klagerne havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingestyrelsen meddelte endvidere [i vinteren 2024/2025] klagerne afslag på ansøgning om tilbagerejsetilladelse. Klagen over bortfald af opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at klagerne er udrejst af Danmark [i vinteren 2018/2019], og at klagerne har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerne frivilligt har taget bopæl i deres hjemland, Syrien, jf. udlændingelovens dagældende § 17, stk. 4. Nævnet har herved i det væsentlige lagt vægt på de samme omstændigheder og baggrundsoplysninger som Udlændingestyrelsen, herunder navnlig at det fremgår af børnene [barn A] og [barn B’s] nationalitetspas og fødselsattester, at de henholdsvis [i vinteren 2019/2020] og [i sommeren] 2021 er født i [by A] i Syrien, og at de har fået udstedt syriske pas [i efteråret] 2022 i Syrien. Som nævnt af Udlændingestyrelsen fremgår det af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten ”Dutch Ministry of Foreign Affairs (MFA), Country of Origin Information Report Syria – Documents, december 2019”, at hvis der er ansøgt om pas ved stedfortræder, vil dette fremgå af passets sidste side i form af et stempel med teksten ”Kharaaj al-Qotr”, der betyder ”Uden for Syrien”, ligesom passet ikke vil indeholde personens fingeraftryk eller underskrift. Selv om klagerne har oplyst, at alle deres tre børns syriske pas er udstedt via stedfortræder, er det alene i [barn C’s] pas, at der fremgår et stedfortræderstempel, samt at der ikke fremgår en underskrift eller fingeraftryk. Det må lægges til grund, at det samme ville være tilfældet i [barn A’s] og [barn B’s] pas, hvis disse også var udstedt via en stedfortræder, men der fremgår som nævnt ikke et sådant stempel i deres pas, ligesom der også fremgår underskrift og fingeraftryk i begge pas. Nævnet er derfor enig i styrelsens vurdering, hvorefter det må lægges til grund, at [barn A] og [barn B] begge er født i [by A], Syrien, og at de er blevet registreret ved civilregistreringskontoret i [by A], og at klagerne har taget ophold i Syrien i hvert fald i perioden fra [vinteren 2019/2020], hvor det som nævnt fremgår af de syriske dokumenter, at [barn A] er født i Syrien, til omkring efteråret 2022, hvor [barn A] og [barn B’s] syriske pas er udstedt i Syrien. Nævnet har herved også henset til, at klagerne – trods opfordringer – ikke har kunnet dokumentere deres forklaring om et ophold i [land i Mellemøsten] ud over at fremlægge et brev fra det [land i Mellemøstens] indenrigsministerium, der først er fra efteråret 2022. Nævnet finder ikke, at det, som klagerens advokat har anført i dennes indlæg, kan føre til en ændret vurdering. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens dagældende § 17, stk. 3, nu § 17, stk. 2, der kan føre til, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet er endvidere enig i Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af klagernes opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i deres ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet har herved lagt vægt på navnlig, at klagerne alene har haft lovligt ophold i Danmark siden efteråret 2015, hvorefter de frivilligt udrejste til udlandet i begyndelsen af 2018, og at de dermed valgte at ophæve deres personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. I perioden, hvor klagerne opholdt sig i Danmark, gik de på sprogskole, men havde ikke haft arbejde i Danmark og havde alene modtaget overførelsesindkomst. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det alene er den kvindelige klagers [familiemedlem A], der befinder sig i Danmark, mens klagernes børn opholder sig i udlandet sammen med klagerne. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrelsens begrundelse. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025]. Klagen over afslag på tilbagerejsetilladelse. Efter udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10, kan der meddeles tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark. Det betyder, at man fortsat skal have en gyldig opholdstilladelse eller have en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse under behandling, når man vender tilbage til Danmark. Da klagernes opholdstilladelse er bortfaldet, jf. ovenfor, har klagerne ikke ret til at opholde sig her i landet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2024/2025] om, at der ikke kan udstedes en tilladelse til klagerne om tilbagerejse til Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10. Syri/2026/10/MPC
