Nævnet stadfæstede i juni 2026 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1999 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2024 idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven lov om euforiserende stoffer, knivloven og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren blev [efteråret] 2004 meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1. [foråret] 2024 bortfaldt klagerens opholdstilladelse, idet han ved ankedom afsagt af [landsret] blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Klageren er etnisk palæstinenser og muslim fra [by], Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hans liv er i fare i Libanon som følge af hans [familiemedlem A’s] aktiviteter. Klageren har i den forbindelse henvist til, at klagerens [familiemedlem A] i Libanon havde at gøre med våben, og at det libanesiske militær under en ransagning af klagerens families bolig fandt et våbenlager, hvorfor klageren og [klagerens familie] blev tilbageholdt i [1-10 dage]. Klageren har endvidere henvist til, at familien fik en bøde på [beløb] og blev løsladt således, at de kunne fremskaffe beløbet til at betale bøden, men hvor familien i stedet udrejste til Danmark. Klageren har endvidere henvist til, at han er i risiko for forfølgelse i Libanon, fordi han har kommenteret på opslag på internettet med negative udtalelser om shiamuslimer, hvilket har medført, at han har modtaget trusler om at blive slået ihjel. Endelig har ansøgerens advokat gjort gældende, at ansøgeren som statsløs palæstinenser ikke vil kunne udsendes til Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved tilbagevenden til Libanon risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan herved ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at han vil være efterstræbt på baggrund af hans [familiemedlem A’s] våbenrelaterede aktiviteter i Libanon. Der foreligger ingen nærmere oplysninger om disse aktiviteter, som angiveligt fandt sted for omkring [25-40] år siden. Hertil kommer, at det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2000, at nævnet ikke lagde klagerens [familiemedlem B’s] forklaring om disse aktiviteter til grund som asylmotiv, idet nævnet vurderede, at moderen havde forklaret divergerende og ikke overbevisende. Det fremgår videre, at den omstændighed, at klageren og hans familie ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2004 senere blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, alene skyldtes, at det ikke havde været muligt at udsende familien til Libanon, og ikke beroede på nogen vurdering af, hvorvidt de ville være i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han har modtaget trusler i forbindelse med, at han har kommenteret opslag på internettet, herunder fremsat negative udtalelser om shiamuslimer. Flygtningenævnet afviser klagerens forklaring herom, idet forklaringen ikke på nogen måde er underbygget eller fremstår troværdig. Det lægges på denne baggrund til grund, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingestyrelsens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i Libanon, hvor han har boet indtil sin udrejse. Nævnet lægger således til grund, at klagerens hjemland er Libanon. Nævnet lægger til grund, at klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., idet han og hans familie har været registreret ved UNRWA. Klageren er derfor som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Det skal herefter vurderes, om ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. For at udelukkelsen ophører efter artikel 1 D, 2. pkt. skal beskyttelsen eller bistanden fra UNRWA være bortfaldet. Dette er tilfældet, hvis mindst et af forholdene nævnt i UNHCR’s Guidelines on International Protection no. 13, pkt. 22 (i)-(iv), gør sig gældende. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at UNRWA’s mandat er ophørt, eller at UNRWA er ude af stand til at yde bistand i det pågældende operationsområde, jf. herved ”UNRWA Situation Report #12 on the Lebanon Emergency Response 2026”, udgivet den 4. juni 2026. Den omstændighed, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg ved beslutning af 10. marts 2026 har besluttet for tiden at udsætte udrejsefristen for personer i udsendelsesposition til Libanon grundet den aktuelle sikkerhedssituation i landet, kan ikke i sig selv føre til, at der foreligger sådanne sikkerhedsbarrierer som nævnt i pkt. 22 (iv). Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., og klageren er derfor ikke automatisk berettiget til konventionsstatus i Danmark. Nævnet finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at fastslå, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og opnå bistand fra UNRWA. Der er efter oplysningerne om klagerens forhold, herunder at han ikke lider af nogen form for behandlingskrævende sygdom, herefter ikke grundlag for at fastslå, at den [alder] mandlige klager, der helbredsmæssigt er sund og rask uden aktuelle behandlingsbehov, ved en tilbagevenden til Libanon vil befinde sig i nogen alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgavevaretagelse. Selv om de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er vanskelige såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, er forholdene ikke af en sådan karakter, at de efter baggrundsoplysningerne i sig selv kan danne grundlag for asyl i Danmark. Heller ikke det forhold, at det efter de foreliggende baggrundsoplysningerne fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, kan i sig selv føre til nogen ændret vurdering. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. og dermed ikke berettiget til konventionsstatus i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2026/9/ysn
